Højesteret stadfæster landsrettens kendelse om opretholdelse af besøgskontrol, men ændrer landsrettens kendelse om besøgsforbud, således at sidstnævnte ophæves
AI summary 2026-10-22 10:31 · llama3.1
Dette er en dom fra Højesteret i Danmark, hvor der er behandlet en sag om besøgskontrol og besøgsforbud for en varetægtsarrestant. Dommen omhandler følgende:
- Besøgskontrol: Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at ophæve besøgskontrollen, da det ville indebære risiko for, at arrestanten vanskeliggør sagen ved at påvirke eller samstemme forklaringer med andre.
- Besøgsforbud: Højesteret finder, at politiet har dokumenteret, hvad der er skønnet, og at der er tilstrækkelig dokumentation for, hvad politiets skøn går ud på. Derimod finder Højesteret, at politirapporten af 9. januar 2025 ikke har været fremlagt for byretten og landsretten, og at den ikke dokumenterer, at politiet har vurderet de enkelte betingelser efter § 771, stk. 3. Derfor finder Højesteret, at besøgsforbuddet skal ophæves.
Konklusionen er, at besøgsforbuddet vedrørende Person 1 og Person 2 ophæves, mens besøgskontrollen stadfæstes. Statskassen skal betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
Summary from the source
Om besøgskontrol og besøgsforbud
Besøgskontrol blev opretholdt, men besøgsforbud blev ophævet, da der bl.a. ikke var tilstrækkelig dokumentation for politiets skøn
Sag 3/2026
Kendelse afsagt den 23. juni 2026
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
Tiltalte blev den 4. september 2024 varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, som sigtet for medvirken til drabsforsøg og besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. Den 30. juni 2025 blev der rejst tiltale i sagen. Den 1. juli 2025 blev varetægtsfængslingen forlænget, indtil der er afsagt dom.
Politiet havde i medfør af retsplejelovens § 771, stk. 1, fastsat besøgskontrol for Tiltalte, herunder i forhold til hans mor. Politiet havde endvidere i medfør af § 771, stk. 3, fastsat besøgsforbud i forhold til Person 1 og Person 2.
For Højesteret angik sagen, om der var grundlag for at ophæve besøgskontrollen, eventuelt alene i forhold til Tiltaltes mor, og om der var grundlag for at ophæve besøgsforbuddet.
Højesteret udtalte, at sagen var omfattende og angik organiseret kriminalitet i bandemiljøet, herunder drabsforsøg. Tiltalte havde flere gange afgivet forklaring til politiet, men hans forklaringer havde været skiftende, og han bestred bl.a. at have haft kendskab til, at nogen skulle dræbes. De fleste af de tiltalte i sagen havde ikke afgivet forklaring. Højesteret tiltrådte derfor, at der ikke var grundlag for helt eller delvist at ophæve besøgskontrollen.
Med hensyn til besøgsforbuddet lagde Højesteret til grund, at der ikke havde været fremlagt en konfliktrapport for byretten og landsretten. Højesteret udtalte, at byretten og landsretten under disse omstændigheder ikke havde haft tilstrækkelig dokumentation for, hvad politiet havde skønnet, eller kunnet fastslå, at skønnet var foretaget på et forsvarligt grundlag.
Konfliktrapporten var fremlagt for Højesteret. Højesteret udtalte dog, at dette ikke kunne føre til, at besøgskontrollen kunne opretholdes. Højesteret lagde bl.a. vægt på, at rapporten var udarbejdet ca. 7 og 8 måneder inden henholdsvis byrettens og landsrettens kendelser, og at den heller ikke i øvrigt dokumenterede, at politiet havde vurderet de enkelte betingelser efter § 771, stk. 3. Højesteret lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at rapporten ikke omtalte den bandegruppering, som Tiltalte efter politiets opfattelse var knyttet til, men alene en ”unavngiven kriminel gruppe” .