Jean-Marc Colombani mod Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (C-343/23 P)

1

Jean-Marc Colombani har med sit appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 22. marts 2023, Colombani mod EU-Udenrigstjenesten (T-113/22, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2023:154), hvorved Retten frifandt EU-Udenrigstjenesten i det søgsmål, han havde anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af afgørelse af 15. juni 2021, hvorved Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) delvist afslog hans ansøgning om bistand indgivet den 18. februar 2021 (herefter »afgørelsen om delvist afslag på ansøgningen om bistand«) i henhold til artikel 24 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) samt det forlig, der blev indgået mellem parterne den 9. februar 2021 (herefter »forliget«), og den angiveligt stiltiende afgørelse om at forfremme ham til lønklasse AD 14 med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2018, således som den blev bragt til hans kendskab ved fremsendelsen af hans lønseddel for maj 2021, dels om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som han angiveligt har lidt som følge af EU-Udenrigstjenestens adfærd.

2

Vedtægtens artikel 12a fastsætter følgende:

»1.   Tjenestemanden skal afholde sig fra enhver form for psykisk eller seksuel chikane.

2.   En tjenestemand, der har været offer for psykisk eller seksuel chikane, må ikke udsættes for sanktioner fra institutionens side. En tjenestemand, der har afgivet vidnesbyrd om psykisk eller seksuel chikane, må ikke udsættes for sanktioner fra institutionens side, forudsat at tjenestemanden har handlet i god tro.

3.   Ved »psykisk chikane« forstås enhver form for misbrug, der over en periode gentagne gange eller systematisk kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, som er forsætlige, og som er et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet.

[...]«

3

Vedtægtens artikel 24 er affattet således:

»[Den Europæiske Union] yder sine tjenestemænd bistand, især ved retsforfølgning mod personer, der har fremsat trusler, krænkelser, injurier, ærerørige beskyldninger eller foretaget angreb på person eller formue, rettet mod tjenestemanden eller dennes familie på baggrund af hans stilling eller hverv.

[Den] erstatter solidarisk det påførte tab, i det omfang tjenestemanden ikke har fremkaldt det forsætligt eller ved grov uagtsomhed og i det omfang, han ikke kan opnå erstatning fra den skadevoldende person.«

4

Der er redegjort for tvistens baggrund i den appellerede doms præmis 2-20 på følgende måde:

5

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. marts 2022 anlagde appellanten søgsmål med påstand dels om annullation af afgørelsen om delvist afslag på ansøgningen om bistand samt af forliget og den angiveligt stiltiende afgørelse om at forfremme ham til lønklasse AD 14 med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2018, således som den blev bragt til hans kendskab ved fremsendelsen af hans lønseddel for maj 2021, dels om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som han angiveligt har lidt som følge af EU-Udenrigstjenestens adfærd.

6

Til støtte for sin påstand om annullation af afgørelsen om delvist afslag på ansøgningen om bistand fremsatte appellanten fem anbringender. Det femte anbringende er ikke relevant for den foreliggende appel, da appellanten ikke har anfægtet Rettens behandling heraf i sit appelskrift. De fire første anbringender vedrørte for det første en tjenstlig fejl, en tilsidesættelse af omsorgspligten og en tilsidesættelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og af vedtægten, for det andet at der forelå et foreløbigt bevis for, at den chikane, appellanten angiveligt havde været udsat for, rent faktisk havde fundet sted, for det tredje magtfordrejning og en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, og for det fjerde magtfordrejning samt en tilsidesættelse af artikel 227 TEUF og af chartrets artikel 44.

7

I den appellerede doms præmis 54 og 65 forkastede Retten henholdsvis det andet anbringendes første og andet led om urigtige skøn vedrørende de faktiske omstændigheder, der kunne tilregnes henholdsvis D og F, idet den konkluderede, at der ikke forelå sådanne fejl. Retten bemærkede hertil, at ansættelsesmyndigheden med rette kunne lægge til grund, at appellanten ikke havde fremlagt et foreløbigt bevis for, at disse to personer havde udsat ham for psykisk chikane.

8

I den appellerede doms præmis 70 og 72 forkastede Retten det første anbringendes første led om en culpøs undladelse af at iværksætte midlertidige beskyttelsesforanstaltninger over for appellanten, idet den fastslog, at EU-Udenrigstjenesten hverken havde pligt til at indlede en administrativ undersøgelse i forhold til D og F eller til at vedtage flere midlertidige beskyttelsesforanstaltninger i form af uformelle beskyttelsesforanstaltninger eller finansiel bistand.

9

I den appellerede doms præmis 75 forkastede Retten det første anbringendes andet led om ulovligheden af de trusler, der var fremsat over for appellanten, som uvirksomt. Retten fastslog, at de angivelige trusler, som omhandlede videregivelse af oplysninger til de belgiske retslige myndigheder og til Parlamentets medlemmer, selv hvis de måtte anses for godtgjort, var uden betydning for afgørelsen om delvist afslag på ansøgningen om bistand, eftersom denne afgørelse vedrørte D og F.

10

I den appellerede doms præmis 89, 92 og 93 forkastede Retten det første anbringendes tredje led om manglende upartiskhed og en interessekonflikt hos ophavsmanden til afgørelsen om delvist afslag på ansøgningen om bistand. I denne henseende fastslog Retten, at selv om der kunne være tvivl om den objektive upartiskhed hos ophavsmanden til denne afgørelse, havde EU-Udenrigstjenestens administrerende generalsekretærs fornyede gennemgang af afgørelsen gjort det muligt at korrigere denne ulovlighed. Selv om den samme afgørelse var blevet underskrevet af en person, der ikke havde noget hierarkisk forhold til F, ville det desuden have været udelukket, at behandlingen af ansøgningen om bistand havde ført til et andet resultat end et afslag, idet denne ansøgning var rettet mod F.

11

Endelig forkastede Retten i den appellerede doms præmis 107 det tredje og det fjerde anbringende om magtfordrejning som uvirksomme og under alle omstændigheder som ugrundede.

12

Da alle de anbringender, som appellanten havde fremsat til støtte for sin påstand om annullation af afgørelsen om delvist afslag på ansøgningen om bistand, var blevet forkastet, forkastede Retten såvel denne påstand som erstatningspåstanden.

13

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

14

EU-Udenrigstjenesten har nedlagt følgende påstande:

15

Appellantens appel vedrører såvel den afgørelse, hvorved Retten forkastede hans annullationspåstand, som den afgørelse, hvorved Retten forkastede hans erstatningspåstand.

16

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender, der i det væsentlige vedrører for det første en retlig fejl ved undersøgelsen af genstanden for hans ansøgning om bistand og en tilsidesættelse af begrebet »chikane«, for det andet en række retlige fejl ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder, der kan tilregnes D og F, for det tredje en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 24 og for det fjerde en manglende hensyntagen til, at der forelå en afgørelse om afslag på den indgivne ansøgning, og at der blev begået en retlig fejl ved analysen af vedtægtens artikel 17 og 19.

17

EU-Udenrigstjenesten har indledningsvis gjort gældende, at appellen i sin helhed ikke kan antages til realitetsbehandling, idet den har anført, at appellanten har nedlagt påstand om, at Domstolen foretager en ny bedømmelse af de faktiske omstændigheder, uden at han har fremført en egentlig retlig kritik af den appellerede dom.

18

Der skal imidlertid ske en undersøgelse af hver enkelt af de således påberåbte specifikke afvisningsgrunde i forbindelse med bedømmelsen af de anbringender og klagepunkter, som de vedrører.

19

Appellanten har med sit første anbringende i det væsentlige gjort gældende, at Rettens ræsonnement i forbindelse med behandlingen af det andet anbringende, der blev fremsat i første instans, om, at der forelå et foreløbigt bevis for, at den chikane, appellanten angiveligt havde været udsat for, rent faktisk havde fundet sted, hviler på en fejlagtig forudsætning og derfor er behæftet med en retlig fejl.

20

Ifølge appellanten undlod Retten nemlig med henblik på at vurdere, om der forelå et foreløbigt bevis for, at den psykiske chikane, der kunne tilregnes D og F, rent faktisk havde fundet sted, i den appellerede doms præmis 31, 34, 38 og 39 at tage hensyn til, at kollektive og passive adfærdsformer ligeledes kan udgøre en sådan chikane, hvorved rækkevidden af vedtægtens artikel 24 blev begrænset til chikane i snæver forstand. Retten fastslog følgelig med urette i denne doms præmis 47, 53, 59, 60 og 61, at denne chikane kun kunne falde ind under en individuel, personlig og aktiv adfærd fra den angivelige chikanørs side.

21

Appellanten har i denne forbindelse tilføjet, at Retten anførte, at EU-Udenrigstjenesten havde afslået hans ansøgning om bistand med den begrundelse, at der ikke forelå en chikanøs adfærd, som kunne tilregnes D og F. Appellanten har imidlertid fremhævet, at denne ansøgning om bistand ligeledes vedrørte den passivitet, der blev udvist af F, som tolererede en vilje til åbenbart ulovlig forskelsbehandling, der blev udtrykt af C. Denne passivitet fra F’s side bidrog de facto til, at den hævdede chikane blev opretholdt og forværret. På grund af flerheden af de involverede personer og deres underordnelsesforhold til anstifteren til denne chikane – C – har appellanten nemlig i det væsentlige gjort gældende, at chikanen var af kollektiv karakter.

22

Under disse omstændigheder har appellanten med støtte i præmis 126 og 127 i dom af 30. marts 2022, KF mod EIB (T-299/20, EU:T:2022:171), kritiseret Retten for, at den ikke tog hensyn til, at chikane kan bestå i, at »[...] flere personer, der henhører under samme institution, handler på en koordineret eller i det mindste entydig måde«. En sådan forståelse af begrebet »chikane« forudsatte imidlertid, at EU-Udenrigstjenesten foretog »en samlet analyse af de forskellige former for adfærd« hos de berørte personer, som appellanten »hævdede var af en sådan art, at de kunne godtgøre, at der forelå chikane«, da der ellers var en risiko for, at klagens genstand blev fordrejet. Ifølge appellanten kunne Retten derfor heller ikke begrænse sig til en individuel analyse af adfærdsformerne uden at tage hensyn til sammenhængen.

23

Appellanten har i øvrigt ved at henvise til flere passive adfærdsformer fra henholdsvis D’s og F’s side i det væsentlige kritiseret Retten for, at den anlagde en urigtig fortolkning af begrebet »chikane« ved at begrænse dette begreb til en aktiv adfærd, og at den krævede af appellanten, at han aktivt påviste en adfærd, der dog var passiv. Appellanten har gjort gældende, at det – i modsætning til hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 47 og 60 – ikke påhvilede ham at påvise, at hans overordnede havde udvist en aktiv, direkte, konkret og individuel adfærd ved udelukkelsen af ham.

24

EU-Udenrigstjenesten har herover for anført, at det første anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom appellanten ikke har fremført nogen retlig argumentation til støtte for sit udsagn om, at Retten begrænsede rækkevidden af vedtægtens artikel 24, og at dette anbringende under alle omstændigheder er ugrundet.

25

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt den argumentation, som appellanten har fremført til støtte for sit første anbringende, kan antages til realitetsbehandling, skal det fastslås, at appellanten med denne argumentation har opfordret Domstolen til bl.a. at tage stilling til begrebet »psykisk chikane«, hvilket henhører under et retsspørgsmål. Det følger heraf, at det første anbringende kan antages til realitetsbehandling.

26

For det andet skal det bemærkes, at Retten skulle tage stilling til begrebet »chikane« som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, i anledning af en påstand om annullation af afgørelsen om delvist afslag på ansøgningen om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24.

27

I denne sammenhæng skal det fremhæves, at det fremgår af Domstolens praksis, at administrationen er forpligtet til at indlede en administrativ undersøgelse med henblik på at belyse de faktiske omstændigheder og derefter i givet fald kunne træffe passende bistandsforanstaltninger, når der foreligger et tilstrækkeligt foreløbigt bevis for de påstande, der er fremsat i en ansøgning om bistand (jf. i denne retning dom af 7.12.2023, HV og HW mod ECDC, C-615/22 P, EU:C:2023:961, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det følger heraf, at når de påstande, der er indeholdt i en ansøgning om bistand, vedrører psykisk chikane, påhviler det ansøgeren om bistand at fremlægge et foreløbigt bevis for denne chikane ud fra den definition af begrebet »psykisk chikane«, der fremgår af vedtægtens artikel 12a, stk. 3.

29

Det skal i denne henseende påpeges, at dette begreb som omhandlet i denne bestemmelse er defineret som et »misbrug«, der for det første kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift »over en periode gentagne gange eller systematisk«, hvilket indebærer, at den psykiske chikane skal forstås som en proces, som nødvendigvis foregår over tid og forudsætter, at der foreligger gentagne eller fortsatte handlinger, der er »forsætlige« i modsætning til »hændelige«. For at kunne falde ind under begrebet »psykisk chikane« skal de pågældende forhold i form af adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift for det andet bevirke, at der sker angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet (dom af 12.11.2020, Pethke mod EUIPO, C-382/19 P, EU:C:2020:917, præmis 96, og af 2.6.2022, EM mod Parlamentet, C-299/21 P, EU:C:2022:429, præmis 102).

30

Som generaladvokaten har anført i punkt 20 i forslaget til afgørelse, fremgår det således af selve ordlyden af vedtægtens artikel 12a, stk. 3, at begrebet »psykisk chikane«, er defineret bredt og generisk. Under disse omstændigheder kan dette begreb omfatte enhver form for adfærd eller handling, der opfylder de to betingelser, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis.

31

For det første kan det således ikke udelukkes, at »psykisk chikane« som omhandlet i denne bestemmelse kan begås kollektivt af flere personer, når deres handlinger falder ind under én og samme chikaneadfærd, og hver af dem bidrager hertil ved sin individuelle og personlige adfærd. Den person, der mener at være offer for kollektiv psykisk chikane, skal imidlertid – således som det fremgår af nærværende doms præmis 27 og 28 – ikke blot fremlægge et foreløbigt bevis for hver af de formodede chikanørers individuelle og personlige adfærd, men også for, at der foreligger en vis samordning mellem disse chikanører. Foreligger der ikke en samordnet adfærd mellem de formodede chikanører, udgør en persons manglende indgriben for at forhindre en anden persons misbrug, som vedkommende har kendskab til, i princippet ikke psykisk chikane fra dennes side.

32

For det andet skal det fastslås, at begrebet »adfærd« som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, kan omfatte ikke blot en aktiv adfærd men tillige en passiv adfærd, såsom dét at marginalisere eller udelukke en tjenestemand eller en ansat på dennes arbejdssted og i dennes arbejdsrelationer, eller endog en undladelse af at handle. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 31 i forslaget til afgørelse, gælder det i denne henseende, at »passiv« psykisk chikane skal udgøre »misbrug« og derfor omfatte en bestanddel, der kræver dens ophavsmands indgriben, såsom dét at nægte at kommunikere med nogen eller at ignorere eller isolere dem. En »passiv« adfærd kan således udgøre »psykisk chikane«, forudsat at den afspejler en adfærd, der er individuel og forsætlig i modsætning til »hændelig«, foregår over tid og bevirker, at der sker angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet.

33

I det foreliggende tilfælde er appellanten af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl ved at begrænse begrebet »chikane« til alene at omfatte dels »individuelle« og »personlige« adfærdsformer, dels »aktive« adfærdsformer.

34

Denne argumentation kan ikke tiltrædes.

35

Det skal nemlig påpeges, at Retten i den appellerede doms præmis 47, 53 og 59-61 i det væsentlige fastslog, at appellanten til støtte for sin ansøgning om bistand skulle fremlægge et foreløbigt bevis, der fremhævede en individuel og personlig adfærd fra den person, der var omfattet af denne ansøgning. Som generaladvokaten har anført i punkt 46 og 47 i forslaget til afgørelse, udelukkede Retten herved ikke muligheden for en passiv og/eller kollektiv chikane som sådan. Den begrænsede sig blot til at afvise, at der i det konkrete tilfælde forelå et foreløbigt bevis for en sådan chikane, da det ikke på nogen måde var godtgjort, at D og F var individuelt og personligt involveret i denne adfærd.

36

Det følger heraf, at Retten, i modsætning til hvad appellanten har hævdet, hverken begik en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af begrebet »chikane« eller følgelig ved undersøgelsen af genstanden for den ansøgning om bistand, som appellanten havde indgivet i henhold til vedtægtens artikel 24.

37

Appellantens argumenter vedrørende bevisbyrden kan i øvrigt heller ikke tages til følge. Det fremgår nemlig af nærværende doms præmis 27 og 28, at det påhviler ansøgeren om bistand at fremlægge et foreløbigt bevis. I det foreliggende tilfælde anførte Retten i den appellerede doms præmis 46-53, at de forhold, som appellanten havde fremført, ikke kunne rejse tvivl om troværdigheden af administrationens vurderinger, og at appellanten ikke havde fremlagt et foreløbigt bevis med henblik på at godtgøre, at han havde været udsat for chikane. Retten kan derfor hverken kritiseres for at have vendt bevisbyrden om eller for at have pålagt appellanten en uforholdsmæssig bevisbyrde.

38

Nærmere bestemt fremgår det bl.a. af den appellerede doms præmis 45, at Retten krævede af appellanten, at han ikke fremlagde et negativt bevis, men i det mindste et foreløbigt bevis. Da der ikke er fremført noget foreløbigt bevis, kan appellanten imidlertid ikke med føje udelukkende støtte sig på administrationens passivitet og således kræve, at bevisbyrden vendes om.

39

Det første anbringende må derfor forkastes som ugrundet.

40

Det andet anbringende er opdelt i to led.

41

Appellanten har med sit andet anbringendes første led i det væsentlige kritiseret Retten for, at den forkastede det andet anbringendes første led i hans søgsmål om en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder, der kunne tilregnes D, med den begrundelse, at Retten dels anvendte et for restriktivt begreb i forhold til »psykisk chikane«, således som det fremgår af det første appelanbringende, dels begik en række retlige fejl ved vurderingen af disse faktiske omstændigheder.

42

For det første har appellanten i denne sidstnævnte henseende gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af indholdet af I’s vidneudsagn, der er nævnt i den appellerede doms præmis 47, og ifølge hvilket D under en samtale i 2017 havde fremsat »nogle positive bemærkninger om kvaliteten af [appellantens] arbejde« og havde anført, at appellanten »blev behandlet normalt«, men at »det ville blive vanskeligt for ham at opnå en stilling, så længe han fortsatte med at kræve [den]«. Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at tilføjelsen af objektkomplementet »den« til verbet »kræve« ændrer betydningen af I’s vidneudsagn. Ifølge appellanten vidnede I nemlig om de gengældelsesforanstaltninger, som den øverste ledelse havde iværksat og tolereret som følge af den politik, som C havde indledt, og som bestod i at udelukke appellanten for at have vovet at gå imod EU-Udenrigstjenesten.

43

For det andet har appellanten kritiseret Retten for, at den ikke tog hensyn til hans tætte arbejdsrelation til C i forbindelse med analysen af argumentet angående D’s forslag til appellanten om stillingen som vicechef for Unionens delegation i Wien (Østrig) med ansvar for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). Appellanten har hertil anført, at enhver objektiv person under de foreliggende omstændigheder ville have vurderet dette forslag som værende særligt chikanøst. Retten krævede imidlertid med urette, at det blev godtgjort, at der forelå en direkte og tæt hierarkisk forbindelse mellem appellanten og C, for at bevise, at sidstnævnte havde udvist en upassende adfærd over for appellanten. Retten gengav desuden beviserne urigtigt, da den fastslog, at D havde angivet over for appellanten, at han ikke havde kendskab til hans »administrative vanskeligheder«.

44

For det tredje har appellanten fremhævet en angivelig selvmodsigelse i de foretagne faktuelle konstateringer, der fremgår af den appellerede doms præmis 49. Selv om Retten anførte, at appellanten havde afslået et forslag fra D om en stilling, medgav den således ikke, at D kunne have påvirket en ansættelsesprocedure om en sådan stilling.

45

For det fjerde har appellanten med hensyn til de belastende udtalelser, der var indeholdt i den oprindelige version af evalueringsrapporten, som Retten analyserede i den appellerede doms præmis 50 og 51, fremhævet, at en nedgørende oplysnings forsvinden ikke er ensbetydende med, at denne oplysning ikke eksisterer. Appellanten har i denne forbindelse betonet, at der er en selvmodsigelse mellem disse udtalelser og de positive evalueringsoplysninger, der var indeholdt i denne oprindelige version.

46

EU-Udenrigstjenesten har gjort gældende, at det er åbenbart, at det andet anbringendes første led skal afvises fra realitetsbehandling, idet appellanten har begrænset sig til at gentage den argumentation, som han fremførte for Retten, uden at fremsætte kritik af Rettens ræsonnement i den appellerede dom, og idet han har anfægtet den måde, hvorpå Retten bedømte de beviser, der var blevet fremlagt for den, hvilket falder uden for Domstolens kompetence i en appelsag. Under alle omstændigheder er dette første led ugrundet.

47

Hvad for det første angår den hævdede urigtige gengivelse af indholdet af I’s vidneudsagn, der er nævnt i den appellerede doms præmis 47, skal det bemærkes, at selv om en urigtig gengivelse af beviserne kan bestå i en fortolkning af et dokument, der strider mod dets indhold, er det med henblik på at bevise, at en sådan urigtig gengivelse foreligger, ikke tilstrækkeligt at godtgøre, at det pågældende dokument kunne være genstand for en anden fortolkning end den, som Retten lagde til grund. Med henblik herpå skal det bevises, at Retten åbenbart har overskredet grænserne for en rimelig bedømmelse af dette dokument, bl.a. ved at have foretaget en læsning af dette, som er i strid med dets ordlyd (dom af 25.2.2021, Dalli mod Kommissionen, C-615/19 P, EU:C:2021:133, præmis 139, af 23.3.2023, PV mod Kommissionen, C-640/20 P, EU:C:2023:232, præmis 134, og af 12.12.2024, DD mod FRA, C-130/22 P, EU:C:2024:1018, præmis 48).

48

I det foreliggende tilfælde har appellanten imidlertid ikke godtgjort, at Retten åbenbart har overskredet grænserne for en rimelig bedømmelse af I’s vidneudsagn, idet han har begrænset sig til at hævde, at Retten ved at tilføje objektkomplementet »den« til verbet »kræve« ændrede betydningen af dette vidneudsagn.

49

Følgelig skal argumentet om en urigtig gengivelse af indholdet af dette vidneudsagn forkastes som ugrundet.

50

Hvad for det andet angår Rettens angivelige urigtige gengivelse af forslaget vedrørende stillingen som vicechef for Unionens delegation i Wien med ansvar for OSCE skal det bemærkes, at appellanten ikke har fremført noget argument, der gør det muligt at fastslå, at Retten åbenbart har overskredet grænserne for en rimelig bedømmelse af de beviser, der fremgår af sagsakterne. Appellanten har nemlig begrænset sig til at fremføre en anden mulig fortolkning af de faktiske omstændigheder og de beviser, der blev fremlagt for Retten. Appellanten søger således under dække af en urigtig gengivelse af beviserne reelt at opnå en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder og de beviser, der blev fremlagt i første instans.

51

Det fremgår imidlertid af artikel 256 TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at en appel er begrænset til retsspørgsmål. Det er derfor alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder såvel som de beviser, den forelægges. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet (dom af 21.9.2023, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl. mod Kommissionen, C-478/21 P, EU:C:2023:685, præmis 157, og af 18.12.2025, Hamoudi mod Frontex, C-136/24 P, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

52

Den argumentation, der er nævnt i nærværende doms præmis 50, skal følgelig afvises fra realitetsbehandling.

53

Hvad for det tredje angår argumenterne om den angivelige selvmodsigelse i de foretagne faktuelle konstateringer, der fremgår af den appellerede doms præmis 49, og om de belastende udtalelser, der var indeholdt i den oprindelige version af evalueringsrapporten, som Retten analyserede i denne doms præmis 50 og 51, skal det fastslås, at appellanten med disse argumenter under dække af påstande om selvmodsigelser reelt søger at anfægte Rettens bedømmelser og faktuelle konstateringer med hensyn til de beviser, der blev påberåbt for den. I forbindelse med sin argumentation har appellanten imidlertid ikke gjort gældende og så meget desto mindre påvist, at der er sket en urigtig gengivelse af disse beviser.

54

I lyset af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 51, skal denne argumentation følgelig afvises fra realitetsbehandling.

55

Det andet anbringendes første led skal derfor forkastes i sin helhed.

56

Appellanten har med sit andet anbringendes andet led i det væsentlige kritiseret Retten for, at den forkastede det andet anbringendes andet led i hans søgsmål om en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder, der kunne tilregnes F, med den begrundelse, at Retten dels anvendte et for restriktivt begreb i forhold til »psykisk chikane«, således som det fremgår af det første appelanbringende, dels begik en række retlige fejl ved vurderingen af disse faktiske omstændigheder.

57

For det første har appellanten kritiseret den vurdering, der fremgår af den appellerede doms præmis 57, idet han har gjort gældende, at det fremgik af sagsakterne, at EU-Udenrigstjenesten fulgte en praksis, der bestod i at give en negativ og urigtig fremstilling af appellanten og af hans administrative historik og at miskreditere hver enkelt af hans handlinger. Ifølge appellanten burde Retten have anset disse oplysninger i sagsakterne for tilstrækkelige til at begrunde indledningen af en administrativ undersøgelse.

58

For det andet har appellanten kritiseret Retten for, at den i den appellerede doms præmis 62 ikke tog hensyn til F’s rolle og funktioner, da denne var ansvarlig for administrationen, herunder ressourcer, samt ansættelses- og udvælgelsesprocedurer.

59

For det tredje har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 63 foretog en urigtig gengivelse af indholdet af hans stævning vedrørende argumentet om F’s angivelige forsøg på at tvinge ham til at forlade sin stilling til fordel for en anden stilling.

60

For det fjerde har appellanten i det væsentlige kritiseret Retten for, at den i den appellerede doms præmis 64 undersøgte notatet til appellantens repræsentant af 23. marts 2020 isoleret og ikke i sagens overordnede sammenhæng.

61

EU-Udenrigstjenesten har gjort gældende, at det er åbenbart, at det andet anbringendes andet led skal afvises fra realitetsbehandling, og at det under alle omstændigheder er åbenbart ugrundet.

62

Hvad angår det andet anbringendes andet led skal det fastslås, at appellanten med dette i realiteten søger at opnå en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder uden at påvise eller blot gøre gældende, at der foreligger en urigtig gengivelse, hvilket ifølge den retspraksis, der er gengivet i denne doms præmis 51, falder uden for Domstolens kompetence inden for rammerne af en appel.

63

Det andet anbringendes andet led skal derfor afvises fra realitetsbehandling.

64

Det tredje anbringende er opdelt i tre led.

65

Appellanten har med sit tredje anbringendes første led kritiseret Retten for, at den forkastede det første anbringendes første led i hans søgsmål om en culpøs undladelse af at iværksætte midlertidige beskyttelsesforanstaltninger over for ham. Appellanten har således i det væsentlige gjort gældende, at Retten dels begik en retlig fejl ved at vurdere, at EU-Udenrigstjenesten ikke havde tilsidesat sin omsorgspligt over for ham, dels tilsidesatte den ensartede retspraksis vedrørende uskyldsformodningen. Appellanten har i denne forbindelse fremført det argument, at Retten i den appellerede doms præmis 37 og 69-72 begrænsede rækkevidden af hans klage, som ikke udelukkende vedrørte D og F.

66

Appellanten har nærmere bestemt gjort gældende, at Retten foregreb undersøgelsens resultater og konsekvenser for de berørte personer, idet den fandt, at EU-Udenrigstjenesten var berettiget til ikke at træffe den mindste foreløbige foranstaltning over for ham. Appellanten har anført, at betragtningen om, at vedtagelsen af en foreløbig foranstaltning ville have indebåret en tilsidesættelse af uskyldsformodningen for disse personer, underminerer selve formålet med reglen, som tager sigte på at legitimere vedtagelsen af foreløbige foranstaltninger, selv om de pålægges klageren eller den person, der er berørt af en undersøgelse, for netop at undgå at foregribe udfaldet af undersøgelsen og at skade dens hensigtsmæssige gennemførelse. Ifølge appellanten er der enighed i retspraksis om, at en sådan foranstaltning ikke i sig selv er i strid med uskyldsformodningen eller udgør en sanktion.

67

EU-Udenrigstjenesten har gjort gældende, at det tredje anbringendes første led er ugrundet.

68

For så vidt som appellanten har kritiseret Retten for, at den begik en retlig fejl ved at vurdere, at EU-Udenrigstjenesten ikke havde tilsidesat sin omsorgspligt, skal det bemærkes, at omsorgspligten i henhold til fast praksis udgør et begreb, der afspejler den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt i forholdet mellem administrationen og embedsmændene i offentlig tjeneste, idet det præciseres, at denne balance bl.a. indebærer, at administrationen ved afgørelsen om en tjenestemands situation tager alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed tager hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse (dom af 12.11.2020, Fleig mod EU-Udenrigstjenesten, C-446/19 P, EU:C:2020:918, præmis 67, og af 15.4.2021, FV mod Rådet, C-875/19 P, EU:C:2021:283, præmis 98).

69

Henset til kravet om at finde en sådan balance var det med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 69 og 70 fastslog, at EU-Udenrigstjenesten i mangel af et foreløbigt bevis for, at D og F havde udøvet den angivelige psykisk chikane, hverken var forpligtet til at indlede en administrativ undersøgelse i forhold til disse eller til at vedtage flere midlertidige beskyttelsesforanstaltninger i form af uformelle beskyttelsesforanstaltninger eller finansiel bistand. Som anført i nærværende doms præmis 27 er det nemlig kun, når administrationen står over for et foreløbigt bevis, at den skal træffe passende foranstaltninger.

70

Hvad angår appellantens argument om, at Retten foregreb undersøgelsens resultater og konsekvenser for de berørte personer, skal det endvidere præciseres, at dette argument hviler på en urigtig læsning af den appellerede doms præmis 71. Nærmere bestemt konkluderede Retten i denne præmis for det første, at appellantens argument vedrørende Kommissionens afgørelse C(2006) 1624/3 af 26. april 2006 om beskyttelse af menneskets værdighed og forebyggelse af psykisk og seksuel chikane i Europa-Kommissionen var uvirksomt, eftersom de beskyttelsesforanstaltninger, der er identificeret heri, var uden betydning for afgørelsen om at indlede eller ikke at indlede en administrativ undersøgelse efter en ansøgning om bistand. For det andet præciserede Retten ligeledes, at afgørelse C(2006) 1624/3 ikke som sådan rejser tvivl om de krav, der er fastsat i retspraksis med hensyn til behandlingen af en ansøgning om bistand, navnlig hvad angår kravet om et foreløbigt bevis og overholdelsen af uskyldsformodningen for ophavsmænd til den angivelige psykiske chikane.

71

Hvad angår appellantens kritik vedrørende Rettens tilsidesættelse af den ensartede retspraksis om uskyldsformodningen skal det fastslås, dels at appellanten ikke har henvist til nogen retspraksis, som Retten skulle have tilsidesat, dels at det på ingen måde fremgår af den appellerede doms præmis 70 og 71, at Retten fandt, at en foreløbig foranstaltning i sig selv ville være i strid med uskyldsformodningen eller ville udgøre en sanktion.

72

Henset til de ovenstående betragtninger skal det tredje anbringendes første led forkastes som ugrundet.

73

Appellanten har med sit tredje anbringendes andet led kritiseret Retten for, at den forkastede det første anbringendes andet led i hans søgsmål om, at de trusler, der blev fremsat over for ham, var ulovlige.

74

Appellanten har i denne henseende præciseret, at Retten i den appellerede doms præmis 75 fandt, at hans argumenter vedrørende ulovligheden af de trusler, som EU-Udenrigstjenesten havde fremsat, var uvirksomme. Appellanten har gjort gældende, at eftersom afgørelsen om delvist afslag på ansøgningen om bistand blev vedtaget i henhold til vedtægtens artikel 24, blev hans ansøgning om bistand imidlertid anset for at være tilstrækkelig alvorlig til at begrunde, at der blev indledt en lang administrativ undersøgelse i forhold til C og E. Under disse omstændigheder er appellanten af den opfattelse, at det derfor var særligt upassende at minde ham om, at han var udsat for disciplinærsager, fordi han kunne have tilsidesat sin loyalitetspligt ved at videregive angiveligt tjenstlige oplysninger. Endvidere foretog Retten en urigtig fremstilling af begrebet »trussel«, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 76 fastslog, at de forhold i afgørelsen om delvist afslag på ansøgningen om bistand, som appellanten havde anført, ikke udgjorde trusler.

75

EU-Udenrigstjenesten har gjort gældende, at det tredje anbringendes andet led er ugrundet.

76

Hvad angår det tredje anbringendes andet led skal det fastslås, at det er formuleret uklart og uden en sammenhængende struktur, således at dets indhold ikke gør det muligt at forstå det retlige ræsonnement, som appellanten har fremført inden for rammerne af dette andet led.

77

Det skal imidlertid påpeges, at det følger af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, af artikel 168, stk. 1, litra d), og af artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke præmisser der anfægtes i den dom, som der er nedlagt påstand om skal ophæves, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 15.4.2021, FV mod Rådet, C-875/19 P, EU:C:2021:283, præmis 26, og af 25.1.2022, Kommissionen mod European Food m.fl., C-638/19 P, EU:C:2022:50, præmis 75).

78

Et anbringende opfylder navnlig ikke disse krav og skal afvises, såfremt dets argumentation ikke er tilstrækkelig klar og præcis til, at Domstolen kan udøve sin legalitetskontrol, navnlig fordi de væsentlige elementer, som anbringendet er støttet på, ikke fremgår på en tilstrækkelig sammenhængende og forståelig måde af dette appelskrifts ordlyd, der i denne henseende er formuleret på en uklar og tvetydig måde. Domstolen har ligeledes udtalt, at en appel åbenbart skulle afvises fra realitetsbehandling, da den savnede en sammenhængende struktur, begrænsede sig til generelle påstande og ikke indeholdt præcise angivelser af de punkter i den anfægtede afgørelse, der eventuelt måtte være behæftede med en retlig fejl (dom af 4.10.2018, Staelen mod Den Europæiske Ombudsmand, C-45/18 P, EU:C:2018:814, præmis 15, og af 15.4.2021, FV mod Rådet, C-875/19 P, EU:C:2021:283, præmis 27).

79

I lyset af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 77 og 78, skal det tredje anbringendes andet led derfor afvises fra realitetsbehandling.

80

Appellanten har med sit tredje anbringendes tredje led kritiseret Retten for, at den forkastede det første anbringendes tredje led i hans søgsmål om manglende upartiskhed og en interessekonflikt hos ophavsmanden til afgørelsen om delvist afslag på ansøgningen om bistand. Appellanten har i denne forbindelse i det væsentlige gjort gældende, at eftersom hans ret til at blive hørt ikke blev overholdt under klageproceduren, som i øvrigt blev afsluttet fire måneder efter indgivelsen af hans klage, gjorde forløbet af denne procedure det ikke muligt at afhjælpe det endelige tab af hans ret til at opnå, at den foreløbige analyse af hans ansøgning om bistand blev foretaget af en kompetent ansættelsesmyndighed på et passende tidspunkt.

81

Under disse omstændigheder har appellanten kritiseret Retten for, at den i den appellerede doms præmis 85-89 fastslog, at den nævnte klageprocedure havde gjort det muligt at korrigere den ulovlighed, der var forbundet med denne manglende upartiskhed og denne interessekonflikt. Appellanten har i øvrigt tilføjet, at EU-Udenrigstjenestens generalsekretær, der handlede som ansættelsesmyndighed, aldrig tog sig tid til at svare ham, fordi han ikke anså sig for ansvarlig for behandlingen af hans klage.

82

EU-Udenrigstjenesten er navnlig af den opfattelse, at appellanten ikke i første instans gjorde gældende, at han var blevet frataget sin ret til at blive hørt af ansættelsesmyndigheden i rette tid. Det tredje anbringendes tredje led skal derfor afvises fra realitetsbehandling, da der er tale om et nyt anbringende, der er fremsat for første gang i appelsagen, og som under alle omstændigheder er ugrundet.

83

Det må fastslås, at appellanten ikke for Retten gjorde gældende, at hans ret til at blive hørt var blevet tilsidesat. Et argument, der er fremført for første gang i forbindelse med en appel, skal imidlertid afvises.

84

I henhold til artikel 170, stk. 1, andet punktum, i Domstolens procesreglement må der nemlig ikke i appelskriftet foretages nogen ændring af sagens genstand, som den forelå for Retten.

85

Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at en parts adgang til først for Domstolen at fremføre et anbringende og argumenter, der ikke er blevet fremført for Retten, er ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen, der har en begrænset kompetence i appelsager, en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen således kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender og argumenter, der er blevet behandlet i første instans (jf. dom af 1.6.1994, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., C-136/92 P, EU:C:1994:211, præmis 59, af 11.9.2019, HX mod Rådet, C-540/18 P, EU:C:2019:707, præmis 37, og af 27.2.2025, OA mod Parlamentet, C-32/24 P, EU:C:2025:118, præmis 22).

86

Det følger heraf, at det tredje anbringendes tredje led skal afvises fra realitetsbehandling.

87

Følgelig skal det tredje anbringende forkastes i sin helhed.

88

Appellanten har med sit fjerde anbringende kritiseret Retten for, at den forkastede det tredje og det fjerde anbringende i hans søgsmål om magtfordrejning. Appellanten har i det væsentlige anfægtet Rettens vurderinger i den appellerede doms præmis 99-103. Hvad navnlig angår forbuddet mod at indbringe sagen for de belgiske retslige myndigheder eller forbuddet mod at anmode et parlamentsmedlem om bistand, som ifølge appellanten følger af afgørelsen om delvist afslag på ansøgningen om bistand, har han i det væsentlige gjort gældende, at de ikke er angivelige, men i det mindste implicitte, når der ikke foreligger en stiltiende tilladelse.

89

EU-Udenrigstjenesten har bestridt, at dette anbringende kan antages til realitetsbehandling, idet den argumentation, der er fremført til støtte herfor, er yderst konfus, således at den ikke gør det muligt for EU-Udenrigstjenesten at forstå, hvad Retten kritiseres for.

90

Det må konstateres, at den argumentation, som appellanten har fremført til støtte for sit fjerde anbringende, ikke opfylder de krav, der er nævnt i nærværende doms præmis 77 og 78. Dette anbringende er nemlig formuleret på en uklar og tvetydig måde, og dets indhold gør det ikke muligt at følge appellantens retlige ræsonnement, således at Domstolen kan udøve en legalitetskontrol på dette grundlag. Denne argumentation henviser i øvrigt i vidt omfang til vurderingen af de faktiske omstændigheder, i forhold til hvilken der skal erindres om, at den ikke kan være omfattet af den prøvelse, som Domstolen skal foretage i en appelsag, medmindre disse faktiske omstændigheder er gengivet urigtigt.

91

Følgelig skal det fjerde anbringende afvises fra realitetsbehandling.

92

Da ingen af appellantens fire anbringender er blevet taget til følge, skal appellen forkastes i det hele.

93

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge. Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

94

Da EU-Udenrigstjenesten har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da appellanten har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):