Galina Evgenyevna Pumpyanskaya mod Rådet for Den Europæiske Union (C-695/23 P)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)

15. oktober 2026 (*)

» Appel – restriktive foranstaltninger truffet i lyset af den militære aggression mod Ukraine – afgørelse 2014/145/FUSP – artikel 2, stk. 1 in fine – restriktive foranstaltninger, der er blevet pålagt en fysisk person, som har tilknytning til en anden fysisk person, der selv er omfattet af restriktive foranstaltninger – begrebet »tilknytning« i det tilfælde, hvor to personer er forbundet med hinanden gennem et familiemæssigt bånd «

I sag C-695/23 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 16. november 2023,

Galina Evgenyevna Pumpyanskaya, Ekaterinburg (Rusland), først ved Rechtsanwälte A. Egger, P. Goeth, G. Lansky og E. Steiner, derefter ved avvocati M.F. Ciancio og A. Saccucci,

appellant,

den anden part i appelsagen:

Rådet for Den Europæiske Union ved B. Driessen og S. Van Overmeire, som befuldmægtigede,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Tiende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, B. Smulders, formanden for Femte Afdeling, M.L. Arastey Sahún (refererende dommer), og dommer J. Passer,

generaladvokat: L. Medina,

justitssekretær: V. Di Bucci,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Med sin appel har appellanten nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 6. september 2023, Pumpyanskaya mod Rådet (T-272/22, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2023:491), hvorved Retten frifandt Rådet for Den Europæiske Union i det søgsmål, som hun havde anlagt med påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2022/397 af 9. marts 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 80, s. 31), og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/396 af 9. marts 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 80, s. 1) (herefter samlet »de omtvistede retsakter«), for så vidt som hendes navn ved disse to retsakter er blevet opført på de lister, der er knyttet som bilag hertil.

 Retsforskrifter og tvistens baggrund

2        Den faktiske og retlige baggrund i den foreliggende sag er beskrevet i den appellerede doms præmis 2-17. Baggrunden kan med henblik på den foreliggende sag sammenfattes og suppleres som følger.

3        Sagen har baggrund i de restriktive foranstaltninger, som Den Europæiske Union siden 2014 har vedtaget som modsvar på tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

4        Appellanten er en russisk statsborger.

5        Rådet vedtog den 17. marts 2014 på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 16).

6        Samme dag vedtog Rådet på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 6).

 Afgørelse 2014/145

7        Artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/145, som ændret ved bl.a. afgørelse 2022/329 (herefter »afgørelse 2014/145«), pålægger medlemsstaterne – med forbehold af de fritagelser, der er fastsat i stk. 2, 3 og 6 i nævnte artikel 1 – at træffe de nødvendige foranstaltninger for at hindre indrejse i eller transit gennem deres område for bl.a. fysiske personer, som opfylder det kriterium, der er fastsat i bl.a. bestemmelsens litra e), og fysiske personer med tilknytning til dem.

8        Artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145 fastsætter indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører bl.a. fysiske personer, der opfylder det kriterium, som er fastsat i dette litra g), samt fysiske personer med tilknytning til dem, idet dette kriterium i det væsentlige er identisk med det, der er fastsat i denne afgørelses artikel 1, stk. 1, litra e). Afgørelsens artikel 2, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af:

[...]

g)      fremtrædende erhvervsfolk eller juridiske personer, enheder eller organer, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen for Den Russiske Føderation, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af det østlige Ukraine,

og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. bilaget, indefryses.«

9        Artikel 2, stk. 3-5, 7 og 8, i afgørelse 2014/145 fastsætter i det væsentlige, at medlemsstaternes kompetente myndigheder under visse omstændigheder og på visse betingelser kan meddele tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer og give tilladelse til betalinger til visse enheder og til, at fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, som er opført på listen i bilaget til denne afgørelse, kan foretage betalinger i henhold til en kontrakt, der er indgået, før de nævnte personer, enheder eller organer blev opført på denne liste.

10      Nævnte afgørelses artikel 6, stk. 3, bestemmer, at afgørelsen overvåges løbende, og at den, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt, skal forlænges eller ændres, hvis Rådet skønner, at dens mål ikke er nået.

 Forordning nr. 269/2014

11      Artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 269/2014, som ændret ved bl.a. forordning 2022/330 (herefter »forordning nr. 269/2014«), foreskriver – sammenholdt med forordningens artikel 2 – indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører bl.a. fysiske personer, der opfylder det kriterium, som dette litra g) definerer, samt fysiske personer med tilknytning til dem, på en måde, der i det væsentlige er identisk med det, som er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra g), og in fine, i afgørelse 2014/145.

12      Forordningens artikel 4-6b gengiver i det væsentlige de samme bestemmelser som dem, der fremgår af henholdsvis stk. 3-5, 7 og 8 i artikel 2 i afgørelse 2014/145.

13      Den nævnte forordnings artikel 14, stk. 4, bestemmer, at listen i bilag I hertil tages op til revision med regelmæssige mellemrum og mindst hver 12. måned.

 De omtvistede retsakter

14      Den 9. marts 2022 vedtog Rådet de omtvistede retsakter i betragtning af den alvorlige situation i Ukraine. Ved disse retsakter blev appellantens navn tilføjet på henholdsvis listen i bilaget til afgørelse 2014/145 og listen i bilag I til forordning nr. 269/2014 med følgende begrundelse:

»[Appellanten] er formand for bestyrelsen for BF »Sinara«, en fond, der fungerer som iværksætter af velgørende aktiviteter i store virksomheder, herunder PJSC Pipe Metallurgical Company. Hun er gift med Dmitry Alexandrovich P[umpyansky], formand for bestyrelsen for PJSC Pipe Metallurgical Company, en russisk global producent af stålrør til olie- og gasindustrien. Dmitry Alexandrovich Pumpyansky er en russisk milliardær og forretningsmand. Han er også formand for og bestyrelsesmedlem i Group Sinara. Begge virksomheder støtter og drager fordel af samarbejdet med Den Russiske Føderations myndigheder og statsejede virksomheder, herunder de russiske jernbaner, Gazprom og Rosneft.

[Appellanten] er derfor en fysisk person med tilknytning til en fremtrædende erhvervsperson, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine.«

 Sagen for Retten og den appellerede dom

15      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. maj 2022 anlagde appellanten sag med påstand om annullation af de omtvistede retsakter, for så vidt som de vedrørte hende. I forbindelse med annullationssøgsmålet anfægtede hun med et første anbringende Rådets vurdering, hvorefter hendes situation opfyldte det kriterium, der er fastsat i artikel 1, stk. 1 in fine, og artikel 2, stk. 1 in fine, i afgørelse 2014/145 samt i artikel 3, stk. 1 in fine, i forordning nr. 269/2014 (herefter »tilknytningskriteriet«), for så vidt som hun havde en »tilknytning« til sin ægtemand, der selv havde været genstand for restriktive foranstaltninger i henhold til det kriterium, som er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra e), og artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145 samt i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 269/2014 [herefter »kriteriet i litra g)«]. Med et andet anbringende gjorde appellanten endvidere gældende, at Rådet havde tilsidesat hendes grundlæggende rettigheder og proportionalitetsprincippet.

16      Ved den appellerede dom frifandt Retten Rådet i det af appellanten anlagte søgsmål. Efter i den nævnte doms præmis 49-60 at have fastslået, at Rådet ikke havde anlagt et urigtigt skøn ved at opføre appellantens ægtemand på listen i bilaget til afgørelse 2014/145 og i bilag I til forordning nr. 269/2014 på grundlag af kriteriet i litra g), fastslog Retten i dommens præmis 62-84, at Rådet med føje havde kunnet lægge til grund, at appellanten faktisk havde tilknytning til sin ægtemand i tilknytningskriteriets forstand.

17      I sidstnævnte henseende fastslog Retten i den appellerede doms præmis 63, at begrebet »tilknytning« omfatter fysiske eller juridiske personer, som i almindelighed er knyttet til hinanden af fælles interesser, uden at det dermed er nødvendigt at have en tilknytning gennem en økonomisk virksomhed, men som imidlertid ikke udelukkende kan være baseret på et familiemæssigt bånd. Retten fastslog herefter i dommens præmis 70, at selv om appellanten ikke udøvede direkte funktioner i to selskaber, hvori hendes mand udøvede virksomhed, var de to ægtefæller knyttet til hinanden af fælles interesser, der gik ud over det familiemæssige bånd mellem dem, idet appellanten varetog vigtige funktioner i en fond, som havde til opgave at administrere disse to selskabers velgørende aktiviteter. Retten konkluderede heraf i den nævnte doms præmis 71, at Rådet havde fremlagt en række tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier, der kunne påvise appellantens tilknytning til en fremtrædende erhvervsmand som omhandlet i kriteriet i litra g), både på grund af det familiemæssige bånd og det forretningsmæssige bånd mellem dem. Efter at have fastslået, at appellantens øvrige argumenter ikke rejste tvivl om denne konklusion, forkastede Retten i den nævnte doms præmis 85 det første anbringende som ugrundet.

18      Retten forkastede endvidere i den appellerede doms præmis 121 det andet anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af appellantens grundlæggende rettigheder. Retten fastslog i det væsentlige i dommens præmis 89-109, at den begrænsning i udøvelsen af appellantens grundlæggende rettigheder, som var forårsaget af de restriktive foranstaltninger, der var vedtaget over for hende, opfyldte de fire betingelser, som er fastsat i artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder betingelsen vedrørende proportionalitetsprincippet. Retten fastslog i øvrigt i den nævnte doms præmis 110-120, at Rådet ved at vedtage restriktive foranstaltninger over for appellanten ikke havde tilsidesat ligebehandlingsprincippet, og at Rådet heller ikke havde tilsidesat retssikkerhedsprincippet, skønt begrebet »tilknytning« var bredt formuleret og tillagde Rådet en skønsbeføjelse.

19      Efter således at have forkastet appellantens to anbringender frifandt Retten i den appellerede doms præmis 121 Rådet i det hele.

 Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

20      Appellanten har med appellen nedlagt følgende påstande:

–        Den appellerede dom ophæves.

–        Der træffes afgørelse om sagens realitet, og de omtvistede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører hende.

–        Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de i første instans afholdte omkostninger.

–        Subsidiært ophæves den appellerede dom, sagen hjemvises til Retten, og afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

21      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen forkastes.

–        Subsidiært frifindes Rådet, såfremt Domstolen beslutter at ophæve den appellerede dom og træffe afgørelse i sagen.

–        Under alle omstændigheder tilpligtes appellanten at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

22      Ved afgørelse af 18. september 2024 besluttede Domstolens præsident at udsætte sagen, indtil der blev afsagt dom i sag C-696/23. Den 26. marts 2026 afsagde Domstolen dom Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet (C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245). Ved afgørelse af samme dag blev proceduren genoptaget i den foreliggende sag.

23      Ved skrivelser fra Domstolens Justitskontor af 21. april 2026 er parterne blevet underrettet om afsigelsen af den nævnte dom og er blevet spurgt om, hvilke konsekvenser der kan drages heraf med henblik på den foreliggende sag. Rådet og appellanten har fremsat deres bemærkninger hertil ved skrivelse af henholdsvis 13. maj 2026 og 21. maj 2026.

 Om appellen

24      Appellanten har til støtte for appellen fremsat tre anbringender vedrørende retlige fejl, som Retten angiveligt begik ved for det første at lægge til grund, at hendes ægtemand kunne kvalificeres som »en fremtrædende erhvervsperson, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering«, som omhandlet i kriteriet i litra g), ved for det andet at fastslå, at hun havde en »tilknytning« til sin ægtemand i tilknytningskriteriets forstand og ved for det tredje at afgøre, at de restriktive foranstaltninger vedtaget over for hende var forholdsmæssige og ikke tilsidesatte hendes grundlæggende rettigheder.

 Om det første anbringende

25      Med det første anbringende har appellanten foreholdt Retten, at denne begik en retlig fejl, da denne retsinstans i den appellerede doms præmis 49 og 54 fastslog, at Rådet ikke havde anlagt noget urigtigt skøn ved at kvalificere hendes ægtemand som »en fremtrædende erhvervsperson, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering«, som omhandlet i kriteriet i litra g).

26      Rådet har gjort gældende, at det første anbringende skal afvises, for så vidt som appellanten søger at rejse tvivl om de faktiske konstateringer og vurderinger, som Retten foretog. Under alle omstændigheder har denne institution anfægtet grundlaget for appellantens argumenter.

27      Det skal bemærkes, at appellanten har erklæret at frafalde sit første anbringende, efter at hun er blevet adspurgt om de konsekvenser, der skal drages af dom af 26. marts 2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet (C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245).

28      På denne baggrund er det ikke længere fornødent at tage stilling til dette anbringende eller til den formalitetsindsigelse, som Rådet har fremsat.

 Om det andet anbringende

 Parternes argumenter

29      Med sit andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Rådet med rette kunne kvalificere hende som en person, der havde »tilknytning« til sin ægtemand i tilknytningskriteriets forstand. Ifølge hende tillagde Retten i den appellerede doms præmis 64 og 65, 70 og 71, 74-76 samt 78 det familiemæssige bånd mellem hende og hendes ægtemand for stor betydning, skønt Retten ellers i dommens præmis 63 havde anført, at de fælles interesser mellem to familiemedlemmer ikke udelukkende kan baseres på det familiemæssige bånd mellem disse medlemmer, for at tilknytningskriteriet er opfyldt.

30      Ved i den sidstnævnte præmis og i den appellerede doms præmis 70 at fastslå, at begrebet »tilknytning« omfatter personer, der er forbundet af fælles interesser, som går ud over det familiemæssige bånd mellem dem, anlagde Retten desuden i strid med retssikkerhedsprincippet en fortolkning, der ikke blot var alt for vid, men også utilstrækkeligt klar på det begrebsmæssige plan, idet familiemæssige bånd almindeligvis er kendetegnet ved fælles interesser, som ikke kan godtgøre, at der foreligger et forhold, som går ud over et sådant bånd.

31      Appellanten har ligeledes gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at hun havde et forretningsmæssigt bånd til sin ægtemand. Indledningsvis – og i modsætning til hvad Retten anførte i den appellerede doms præmis 64 – har appellanten aldrig varetaget funktioner i de selskaber, hvor hendes ægtemand udøvede sin virksomhed, dvs. TMK og Group Sinara, hvilket Retten i øvrigt anerkendte i dommens præmis 70.

32      Appellanten har i øvrigt kritiseret Retten for at have fastslået, at de aktiviteter, som hun og hendes ægtemand udøvede i forskellige enheder, i tilstrækkelig grad godtgjorde, at der forelå et forretningsmæssigt bånd mellem de to. Retten så navnlig bort fra, at appellanten kun varetog en funktion som æresfrivillig i den nævnte fond, hvorfor retsinstansen i den appellerede doms præmis 78 ikke burde have fastslået, at spørgsmålet om hendes manglende kontrol over fonden var irrelevant. Retten foretog desuden en urigtig gengivelse af beviserne i den nævnte doms præmis 70, idet den fastslog, at fonden var »tæt« forbundet med TMK og Group Sinara, skønt den i dommens præmis 69 ellers havde fastslået, at disse to selskaber kun var nogle blandt andre investorer i denne fond og således havde en spinkel forbindelse til denne. Endelig fastslog Retten med urette, at der forelå et forretningsmæssigt bånd mellem appellanten og hendes ægtemand, selv om sidstnævnte havde afhændet sine aktier i de nævnte selskaber og kun havde varetaget officielle funktioner i disse selskaber for at sikre en smidig overgang, inden han fratrådte sine funktioner.

33      Appellanten er ligeledes af den opfattelse, at Retten ikke var klar nok, da denne retsinstans i den appellerede doms præmis 64, 70, 71 og 74 fastslog, at hun havde en tilknytning til sin ægtemand både på grund af et forretningsmæssigt bånd og en fælles interesse. Desuden er den appellerede dom ikke tilstrækkeligt begrundet til at godtgøre, at appellantens funktion i den velgørende fond kunne godtgøre en interesse, der ikke alene vedrørte hende selv, men også hendes ægtemand, idet en sådan interesse i det mindste skal have en vis grad af intensitet for at muliggøre en tilknytning mellem to personer.

34      Anvendelsen af restriktive foranstaltninger over for et menigt medlem af bestyrelsen for en velgørende organisation, såsom appellanten, er i øvrigt ikke i overensstemmelse med de mål, der forfølges med såvel artikel 21 TEU som de omtvistede retsakter, og er i henhold til artikel 215 TEUF ikke baseret på en tilstrækkelig tilknytning til det tredjeland, som Unionen modsætter sig, dvs. i det foreliggende tilfælde Den Russiske Føderation.

35      Endelig er appellanten af den opfattelse, at de domme, hvortil Retten henviste til støtte for sin fortolkning af begrebet tilknytning, nemlig dom af 8. marts 2023, Prigozhina mod Rådet (T-212/22, EU:T:2023:104), af 28. juli 2016, Tomana m.fl. mod Rådet og Kommissionen (C-330/15 P, EU:C:2016:601), og af 4. september 2015, NIOC m.fl. mod Rådet (T-577/12, EU:T:2015:596), ikke finder anvendelse på hendes situation, for så vidt som hun henholdsvis ikke ejer et selskab sammen med sin ægtemand, ikke beklæder nogen højtstående stilling i Rusland og ikke er en enhed.

36      Samtidig med, at Rådet finder, at appellanten med sine argumenter, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 32, søger at anfægte faktiske konstateringer fra Retten, hvilket ville gøre dem uantagelige, bestrider denne institution grundlaget for appellantens samtlige argumenter.

 Domstolens bemærkninger

37      Hvad for det første angår appellantens klagepunkt vedrørende Rettens tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet i forbindelse med retsinstansens fortolkning af begrebet »tilknytning« i den appellerede doms præmis 63 skal det forkastes.

38      I denne henseende skal det bemærkes, at det nævnte princip kræver dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for borgerne, især når de kan have bebyrdende virkninger. Princippet kræver navnlig, at en lovgivning giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at sidstnævnte ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter. Disse krav kan imidlertid ikke forstås således, at de er til hinder for, at EU-lovgiver inden for en norm, som denne vedtager, anvender et abstrakt juridisk begreb, eller således at de pålægger, at en sådan abstrakt norm skal nævne de forskellige konkrete tilfælde, hvori begrebet kan finde anvendelse, for så vidt som lovgiver ikke på forhånd kan fastlægge alle disse tilfælde, og ej heller Unionens retsinstanser, når den fortolker denne norm (dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 188 og den deri nævnte retspraksis).

39      I den appellerede doms præmis 63 fastslog Retten i det væsentlige, at begrebet »tilknytning« omfatter personer, der i almindelighed er knyttet til hinanden af fælles interesser, uden at det dermed er nødvendigt at have en tilknytning gennem en økonomisk virksomhed eller udelukkende at være baseret på et familiemæssigt bånd.

40      Dels er denne definition imidlertid ikke ensbetydende med, at begrebet tilknytning for så vidt angår fysiske personer begrænses til, at der blot skal foreligge et familiemæssigt bånd. Den af Retten anlagte fortolkning indebærer nemlig, at der skal påvises fælles interesser, som objektivt set går ud over et sådant bånd, for at familiemedlemmer kan anses for at have en »tilknytning« i tilknytningskriteriets forstand. Herved fastslog Retten, at sådanne medlemmers fælles interesser skal gå ud over det blotte interessefællesskab, der er uløseligt forbundet med enhver familierelation (dom af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-703/23 P, EU:C:2025:608, præmis 29 og 30).

41      Dels identificerede Retten i den appellerede doms præmis 63 tilstrækkeligt klare og præcise kriterier med henblik på anvendelsen af det nævnte begreb i det tilfælde, hvor to personer er forbundet med hinanden gennem et familiemæssigt bånd, skønt det ikke påhvilede Retten i detaljer at nævne de tilfælde, hvor begrebet kan finde anvendelse, idet begrebet for det første skal fortolkes bredt, og idet de relationsformer, som det kan omfatte, for det andet afhænger af »sammenhængen og sagens faktiske omstændigheder«, således som Retten bemærkede i nævnte præmis 63, og således som appellanten selv har medgivet i sine skriftlige indlæg for Domstolen (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-703/23 P, EU:C:2025:608, præmis 32 og 34).

42      For det andet – og i modsætning til det af appellanten hævdede – blev det familiemæssige bånd mellem hende og hendes ægtemand ikke tillagt for stor betydning af Retten i den appellerede doms præmis 64, 65, 70, 71, 74-76 og 78. Selv om det er korrekt, at Retten i den nævnte doms præmis 64, 71, 74 og 78 gentagne gange bemærkede, at Rådet havde fundet, at appellanten var knyttet til sin ægtemand på grund af deres familiemæssige bånd og et forretningsmæssigt bånd, og selv om det er korrekt, at Retten i øvrigt i dommens præmis 65 fastslog, at appellanten var gift med Dmitry Alexandrovich Pumpyanskiy, forholder det sig ikke desto mindre således, at Retten – i overensstemmelse med den definition af begrebet »tilknytning«, der blev givet i dommens præmis 63 – i dommens præmis 70, 75 og 76 anførte, at dette forretningsmæssige bånd mellem appellanten og hendes ægtemand var udtryk for, at der forelå fælles interesser, som gik ud over det familiemæssige bånd mellem dem, og at deres tilknytning således ikke udelukkende var baseret på dette sidstnævnte bånd.

43      Retten var i øvrigt ikke uklar, da den angiveligt fandt, at appellanten havde tilknytning til sin ægtemand både gennem et forretningsmæssigt bånd og en fælles interesse. Det fremgår nemlig af den appellerede doms præmis 70 og 71, sammenholdt med definitionen af begrebet »tilknytning« i dommens præmis 63, at det med henblik på afgørelsen af, om der foreligger en tilknytning mellem to personer, skal godtgøres, at der foreligger fælles interesser mellem disse personer, idet sådanne interesser bl.a. kan give sig udslag i et forretningsmæssigt bånd. Retten fastslog således i nævnte præmis 70 og 71, at appellanten og hendes ægtemand havde fælles interesser i form af et forretningsmæssigt bånd i tilknytningskriteriets forstand.

44      For det tredje har appellanten ved at anføre, at Retten i den appellerede doms præmis 64 fejlagtigt fastslog, at hun varetog funktioner i TMK eller Group Sinara, foretaget en urigtig læsning af denne præmis. I den nævnte præmis nøjedes Retten med at bemærke, at Rådet havde lagt til grund, at appellanten havde tilknytning til sin ægtemand på grund af deres familiemæssige bånd og det forretningsmæssige bånd mellem dem, henset til deres »respektive« funktioner i TMK, i Group Sinara og i fonden BF Sinara. Det fremgår af adjektivet »respektive«, sammenholdt med de faktuelle konstateringer, som Retten foretog i den appellerede doms præmis 67 og 68, at appellanten varetog funktioner i fonden BF Sinara, mens hendes ægtemand varetog funktioner i TMK og Group Sinara, hvilket i øvrigt bekræftes af Rettens konklusion i dommens præmis 70.

45      Hvad for det fjerde angår appellantens argumenter, som er sammenfattet i nærværende doms præmis 32, og med hensyn til hvilke Rådet har bestridt antagelsen til realitetsbehandling, skal det bemærkes, at det af artikel 256 TEUF og artikel 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol fremgår, at en appel er begrænset til retsspørgsmål, og at det alene er Retten, der har kompetence til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af de for den fremlagte sagsakter, dels at bedømme disse faktiske omstændigheder. Denne bedømmelse udgør ikke – medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Retten fremlagte beviser – et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret. Når Retten har fastlagt eller bedømt de faktiske omstændigheder, har Domstolen i henhold til artikel 256 TEUF kompetence til at gennemføre en kontrol med den retlige kvalificering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf (dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 158 og den deri nævnte retspraksis).

46      Endvidere bemærkes, at når en appellant gør gældende, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller af beviserne, skal den pågældende i henhold til artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementets artikel 168, stk. 1, litra d), præcist angive, hvilke forhold der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og påvise de fejl i undersøgelsen, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse. Det følger i øvrigt af fast retspraksis, at en urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 378 og den deri nævnte retspraksis).

47      Hvad for det første angår appellantens argument om, at Retten med urette konkluderede, at der forelå et forretningsmæssigt bånd mellem hende og hendes ægtemand, skønt den sidstnævnte havde afhændet sine aktier i de nævnte selskaber, og han kun havde udøvet officielle funktioner i disse selskabers organer for at sikre en smidig overgang, skal det fastslås, at dette argument er tæt forbundet med det første anbringende, hvortil appellanten har henvist. Da hun har frafaldet dette anbringende, skal det fastslås, at det ikke længere er fornødent at tage stilling til det nævnte argument. Under alle omstændigheder bekræftede Domstolen i præmis 183-185 i dom af 26. marts 2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet (C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245), at Retten i præmis 63 og 65 i dom af 6. september 2023, Pumpyanskiy mod Rådet (T-270/22), ikke havde begået nogen retlig fejl ved i det væsentlige at fastslå, at det med henblik på kvalificeringen af appellantens ægtemand som »en fremtrædende erhvervsperson« ikke var nødvendigt at godtgøre, om han indtil datoen for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for ham fortsat udøvede en reel og effektiv kontrol over de nævnte selskaber.

48      Hvad for det andet angår de øvrige af appellantens argumenter, som er sammenfattet i nærværende doms præmis 32, skal det fastslås, at de kan antages til realitetsbehandling i deres helhed, henset til den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 45. I modsætning til det af Rådet anførte søger appellanten nemlig ikke med disse argumenter blot at rejse tvivl om Rettens konstateringer og vurderinger af de faktiske omstændigheder, men kritiserer Rettens retlige kvalificering af det forretningsmæssige bånd ved bl.a. at gøre gældende, at beviserne blev gengivet urigtigt.

49      For det tredje skal det på baggrund af de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 40-43, fastslås, at Retten i modsætning til det af appellanten hævdede ikke begik nogen retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 70 i det væsentlige at fastslå, at to fysiske personer, såsom appellanten og hendes ægtemand, alt efter omstændighederne og samtidig med, at de varetager funktioner i forskellige indbyrdes forbundne enheder, kan have fælles interesser i form af et forretningsmæssigt bånd og dermed have en »tilknytning« til hinanden i tilknytningskriteriets forstand, for så vidt som det således skabte forretningsmæssige bånd objektivt set går videre end det familieforhold, der forbinder disse personer.

50      Hvad nærmere bestemt angår den retlige fejl, som Retten angiveligt begik i den appellerede doms præmis 78, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten i modsætning til det af appellanten anførte, og således som det udtrykkeligt fremgår af nærværende doms præmis 77, ikke så bort fra den omstændighed, at hun beklædte en stilling som æresfrivillig i forbindelse med udøvelsen af sin funktion som formand for fondens bestyrelse, hvilket ikke gjorde det muligt for hende at kontrollere fondens anliggender. Retten fastslog imidlertid med rette, at denne angivelige manglende kontrol, der fulgte af den frivillige karakter af de funktioner, som appellanten varetog i den nævnte fond, var irrelevant med henblik på afgørelsen af, om hun havde en tilknytning til sin ægtemand.

51      I den nævnte doms præmis 78, sammenholdt med dommens præmis 70, fastslog Retten nemlig korrekt, at i overensstemmelse med den definition af begrebet »tilknytning«, der blev givet i dommens præmis 63, og som i det væsentlige er gengivet i nærværende doms præmis 39, fulgte denne tilknytning, der ikke nødvendigvis skal udmønte sig i en økonomisk aktivitet, af den omstændighed, at appellanten delte fælles interesser med sin ægtemand i form af et forretningsmæssigt bånd ved i fonden BF Sinara, der skulle administrere de velgørende aktiviteter i to virksomheder, som hendes ægtemand var en del af, at varetage funktioner, om så disse var frivillige og ikke gjorde det muligt for hende at kontrollere fondens anliggender.

52      Hvad angår den angivelige urigtige gengivelse af beviser, som Retten skulle have begået i den appellerede doms præmis 70, skal det bemærkes, at Retten på ingen måde så bort fra indholdet af de omhandlede beviser, men i dommens præmis 69 tværtimod anførte, at fonden BF Sinara udøvede velgørende aktiviteter for flere store virksomheder og handlede som den samlede operatør for de største handelsselskaber i Uralbjergene. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at Retten gengav denne faktiske omstændighed eller de beviser, der ligger til grund herfor, urigtigt ved i den nævnte doms præmis 70 at anføre, at denne fond var »tæt« knyttet til to af disse virksomheder og handelsselskaber, nemlig TMK og Group Sinara. Med henblik på at godtgøre, at der forelå et forretningsmæssigt bånd mellem appellanten og hendes ægtemand, kunne Retten nemlig, henset til de i den foregående præmis i nærværende dom indeholdte betragtninger, nøjes med at undersøge forholdet mellem på den ene side den nævnte fond, hvori appellanten varetog funktionen som bestyrelsesformand, og på den anden side TMK og Group Sinara, hvori appellantens ægtemand, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 67, udøvede en aktivitet på tidspunktet for vedtagelsen af de omtvistede retsakter.

53      Hvad for det femte angår appellantens argument om, at det af Retten fastslåede forretningsmæssige bånd mellem appellanten og hendes ægtemand ikke er af en tilstrækkelig intensitet til at lægge til grund, at et sådant bånd objektivt set går ud over de fælles interesser, som to familiemedlemmer normalt kan have inden for rammerne af deres familiemæssige forhold, skal det fastslås, at Rettens ræsonnement i den appellerede doms præmis 70 i tilstrækkelig grad godtgør, at de fælles interesser, som to ægtefæller deler i form af et forretningsmæssigt bånd, objektivt går ud over det ægteskabelige forhold, der knytter dem sammen, som følge af de tætte forbindelser mellem de respektive enheder, hvori de udøver en aktivitet, og disse enheders betydning.

54      Hvad for det sjette angår appellantens argument om, at anvendelsen af restriktive foranstaltninger på hendes situation ikke er i overensstemmelse med de mål, som forfølges med artikel 21 TEU, og ikke i lyset af artikel 215 TEUF er baseret på en tilstrækkelig tilknytning til Den Russiske Føderation, skal det for det første bemærkes, at hvis en part gives mulighed for at fremsætte et anbringende og fremføre argumenter, som parten ikke har fremsat eller fremført for Retten, for første gang for Domstolen, ville dette være ensbetydende med at give parten tilladelse til for Domstolen, hvis kompetence i appelsager er begrænset, at indbringe en tvist, der er mere omfattende end den, som Retten skulle påkende. Under en appel har Domstolen således kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender og argumenter, som er blevet behandlet i første instans (dom af 17.10.2024, PT Pelita Agung Agrindustri og PT Permata Hijau Palm Oleo mod Kommissionen, C-112/23 P, EU:C:2024:899, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

55      Med det ovennævnte argument og i mangel af en henvisning til nogen præmis i den appellerede dom i forbindelse med dette argument synes appellanten ikke at have til hensigt at kritisere Rettens retlige ræsonnement i den nævnte dom, men at anfægte gyldigheden af tilknytningskriteriet eller Rådets anvendelse heraf på hendes individuelle situation, henset til artikel 21 TEU og artikel 215 TEUF, og dette uafhængigt af det nævnte ræsonnement. For så vidt må det fastslås, at appellanten har fremført et nyt argument, som skal afvises.

56      For det andet, og for så vidt som appellanten, idet hun i denne forbindelse har henvist til det første led i hendes tredje anbringende, med dette argument kun har til hensigt delvist at foregribe et tilsvarende argument, som hun har fremført inden for rammerne af dette led med hensyn til overholdelsen af retssikkerhedsprincippet, vil dette argument blive behandlet i forbindelse med undersøgelsen af det nævnte led.

57      Hvad for det syvende angår det argument, hvormed appellanten har foreholdt Retten, at denne i den appellerede dom støttede sig på tidligere retspraksis, hvis faktiske omstændigheder i væsentlig grad adskiller sig fra omstændighederne i den foreliggende sag, er det tilstrækkeligt at bemærke – ud over den omstændighed, at appellanten ikke har forklaret, i hvilket omfang sådanne angiveligt irrelevante henvisninger skulle have haft indvirkning på Rettens ræsonnement og på den appellerede doms konklusion – at Retten i den nævnte doms præmis 63, 111, 113, 115 og 118 udelukkende anførte denne retspraksis under henvisning til generelle retlige begreber og principper, som er uafhængige af de faktiske omstændigheder i de sager, der gav anledning til den nævnte retspraksis.

58      Henset til ovenstående betragtninger skal det andet anbringende forkastes.

 Om det tredje anbringende

 Parternes argumenter

59      Med sit tredje anbringende har appellanten foreholdt Retten, at denne begik en retlig fejl ved i det væsentlige at fastslå, at de restriktive foranstaltninger, som Rådet havde vedtaget over for hende, var forholdsmæssige og hverken tilsidesatte hendes grundlæggende rettigheder eller retssikkerhedsprincippet.

60      Med det tredje anbringendes første led har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 119 og 120 at fastslå, at tilknytningskriteriet ikke er i strid med retssikkerhedsprincippet, skønt Retten i dommens præmis 114 og 115 fastslog, at tilknytningskriteriet var formuleret meget bredt og vagt. Appellanten har gjort gældende, at Retten heraf burde have udledt, at en sådan formulering ikke giver nogen indikation, der gør det muligt at begrænse omfanget af Rådets skønsbeføjelse, navnlig med henblik på at udvælge de personer, som måtte opfylde det nævnte kriterium. I modsætning til hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 111, ville dette føre til vilkårlige resultater, hvilket i øvrigt bekræftes af den omstændighed, at ud af de 1 100 personer, der var genstand for restriktive foranstaltninger i begyndelsen af krigen i Ukraine, havde Rådet kun udpeget to ægtefæller i alt.

61      Desuden forsøgte Retten uden held i den appellerede doms præmis 116 at begrunde den ubegrænsede skønsbeføjelse, som Rådet er blevet tillagt, ved at henvise til den retlige ramme, der klart er afgrænset af de mål, som forfølges med den EU-lovgivning, der er blevet vedtaget i forbindelse med krigen i Ukraine, skønt appellanten kun varetog en funktion som ikke-udøvende medlem af en velgørende organisation. Appellanten har ligeledes gjort gældende, at hendes ægtemand – i modsætning til hvad Retten anførte i den appellerede doms præmis 118 – efter salget af sine aktier ikke længere gennem hende kunne omgå de restriktive foranstaltninger, som han selv var genstand for, og at en sådan risiko for omgåelse, som også foreligger i tilfælde af to personer, der er knyttet sammen gennem et familiemæssigt bånd, men som ikke opfylder tilknytningskriteriet, ikke er nævnt i begrundelsen for de restriktive foranstaltninger, som hun er blevet pålagt.

62      Med det tredje anbringendes andet led har appellanten foreholdt Retten, at denne afviste at fastslå, at de restriktive foranstaltninger, som hun og hendes ægtemand er genstand for, var uegnede til at bidrage til at nå det med de omtvistede retsakter forfulgte mål, der, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 104, består i at lægge pres på de russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for situationen i Ukraine. Hvad hende angår har appellanten anført, at hun ikke har nogen betydning for Den Russiske Føderations regering, således at pålæggelsen af restriktive foranstaltninger over for hende hverken gør det muligt at lægge pres på denne regering eller at øge denne føderations omkostninger ved krigen i Ukraine. Det ville desuden være inkonsekvent at kræve, således som Retten gjorde i den appellerede doms præmis 104, at appellanten foreslår mindre indgribende foranstaltninger, da sådanne foranstaltninger ville være lige så uegnede til at nå det nævnte mål.

63      Appellanten har i øvrigt anført, at Retten i den appellerede doms præmis 96, 97 og 107 tillagde relevansen af de periodiske fornyede gennemgange af de restriktive foranstaltninger for stor betydning. Ifølge hende blev hendes opførelse uretmæssigt forlænget flere gange, og de periodiske fornyede gennemgange blev delvist foretaget uden den fornødne omhu. Rådet har desuden ændret kriteriet i litra g) og tilknytningskriteriet for at begrænse sidstnævnte til et simpelt familiemæssigt bånd, hvilket således gør det muligt for denne institution at opretholde de restriktive foranstaltninger over for hende.

64      Endelig er appellanten af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 98, 99, 105 og 106 lagde for stor vægt på mulighederne for at ansøge om tilladelse til anvendelse af indefrosne midler eller for at opnå en rejsetilladelse af humanitære grunde, skønt de restriktive foranstaltninger, som hun er genstand for, har udgjort et materielt indgreb i det væsentligste indhold af hendes grundlæggende rettigheder ved at fratage hende muligheden for at tage sig af sine børnebørn, der befinder sig i Schweiz.

65      Rådet har bestridt grundlaget for appellantens argumenter.

 Domstolens bemærkninger

66      Med det tredje anbringendes første led har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 111, 114-116 og 118-120 at fastslå, at tilknytningskriteriet ikke tillagde Rådet en overdreven skønsbeføjelse og således var i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet.

67      Det skal i denne henseende fastslås, at Retten foretog en korrekt anvendelse af den retspraksis vedrørende retssikkerhedsprincippet, der er nævnt i nærværende doms præmis 38 og i den appellerede doms præmis 113 og 115, da den i sidstnævnte doms præmis 114 og 115 fastslog, at den til Rådet tillagte skønsbeføjelse som følge af den abstrakte og generelle formulering af tilknytningskriteriet ikke i sig selv er uforenelig med retssikkerhedsprincippet, forudsat at den ikke er vilkårlig og ikke er i strid med det krav om forudsigelighed, der er fastsat ved dette princip. Det fremgår nemlig af denne retspraksis, at det nævnte princip ikke tilsidesættes, blot fordi EU-lovgiver anvender et abstrakt juridisk begreb uden at nævne de forskellige konkrete tilfælde, hvor det kan finde anvendelse, for så vidt som omfanget af og de nærmere regler for udøvelsen af den heraf følgende skønsbeføjelse er defineret eller kan fastlægges med tilstrækkelig klarhed.

68      Retten begik heller ikke nogen retlig fejl, da denne i den appellerede doms præmis 116 og 118-120 fastslog, at tilknytningskriteriet i det foreliggende tilfælde er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, eftersom det indgår i en retlig ramme, der er klart afgrænset af de mål, som forfølges med den lovgivning, der regulerer de restriktive foranstaltninger over for Den Russiske Føderation, herunder den risiko for omgåelse, som dette kriterium tilsigter at bekæmpe.

69      Det skal i denne henseende bemærkes, at appellanten ikke har bestridt den omstændighed, som Retten anførte i den appellerede doms præmis 117, og hvorefter tilknytningskriteriet i hendes tilfælde er underlagt »det materielle kriterium om fremtrædende erhvervsfolk«, dvs. kriteriet i litra g), der ifølge den nævnte præmis omhandler fremtrædende erhvervsfolk, »der kan tilvejebringe indtægtskilder, som gør det muligt at finansiere Ruslands tiltag, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed«, på en sådan måde, at der lægges pres på de russiske myndigheder, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 104.

70      Det var i denne sammenhæng, at Retten i det væsentlige og med rette i den appellerede doms præmis 118 bemærkede, at det med tilknytningskriteriet – som et kriterium, der er underlagt et materielt kriterium – tilsigtes at forebygge eller forhindre en ikke ubetydelig risiko for, at en person, som er omfattet af restriktive foranstaltninger i medfør af dette materielle kriterium, kan lægge pres på personer med tilknytning til den pågældende for at omgå virkningen af de foranstaltninger, vedkommende er omfattet af, idet det præciseres, at Domstolen i forbindelse med afgørelse 2014/145 allerede har fastslået, at pålæggelsen af restriktive foranstaltninger over for personer med tilknytning til andre personer, der selv er omfattet af sådanne foranstaltninger, forfølger et sådant mål (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-703/23 P, EU:C:2025:608, præmis 32). I den appellerede doms præmis 119 og 120 udledte Retten således korrekt heraf, at tilknytningskriteriet objektivt definerer en afgrænset kategori af personer, således at Rådets skønsbeføjelse dermed er begrænset og i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet.

71      Det skal i øvrigt bemærkes, at det ikke er relevant at undersøge, om risikoen for omgåelse er godtgjort i hvert enkelt konkrete tilfælde (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, VTB Bank mod Rådet, C-729/18 P, EU:C:2020:499, præmis 66), om den tilknyttede person har en forbindelse til de tiltag fra myndighederne, med hvilke det tilsigtes at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, eller om de restriktive foranstaltninger, som vedkommende er blevet pålagt i henhold til tilknytningskriteriet, gør det muligt at nå de mål, der forfølges med den ordning med restriktive foranstaltninger, som Unionen har vedtaget over for Den Russiske Føderation, herunder at lægge pres på de russiske myndigheder (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-703/23 P, EU:C:2025:608, præmis 55, 61 og 63).

72      Endelig var det med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 111 bemærkede, at selv om Rådet ikke kan vedtage restriktive foranstaltninger over for personer, som ikke opfylder de kriterier, der tjener som grundlag for pålæggelsen af sådanne foranstaltninger, råder det over en vid skønsbeføjelse med hensyn til at beslutte at pålægge de personer, der opfylder disse kriterier, disse foranstaltninger. Således som det fremgår af den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 67, kan den vide skønsmargen, som Rådet råder over med henblik på at identificere de personer, der kan være genstand for restriktive foranstaltninger i henhold til et kriterium som tilknytningskriteriet, nemlig ikke anses for at udgøre en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, ligesom Rådet, henset til denne vide skønsmargen og til den omstændighed, at dette kriterium ligesom i det foreliggende tilfælde er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, heller ikke foreholdes at have tilsidesat dette princip med den begrundelse, at de restriktive foranstaltninger, som det har vedtaget, ikke omfatter alle de fysiske personer, der kan opfylde de betingelser, som er fastsat ved dette kriterium (jf. analogt dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 307 og 308 og den deri nævnte retspraksis).

73      Inden for rammerne af det tredje anbringendes andet led har appellanten i første række foreholdt Retten, at denne afviste at lægge til grund, at de restriktive foranstaltninger, der var blevet vedtaget over for hende og hendes ægtefælle, ikke var egnede til at nå de forfulgte mål, dvs. – således som det angiveligt fremgår af den appellerede doms præmis 104 – at lægge pres på de russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for situationen i Ukraine.

74      Indledningsvis skal det bemærkes, at appellanten – således som det fremgår af hendes argumentation, der er sammenfattet i den appellerede doms præmis 86 – alene havde gjort gældende, at pålæggelsen af restriktive foranstaltninger over for hende og ikke over for hendes ægtefælle ikke bidrog til virkeliggørelsen af formålene med forordning nr. 269/2014, som ændret. Under disse omstændigheder har appellanten under appellen fremført et nyt argument for så vidt angår hendes ægtemand, således at dette argument i henhold til den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 54, skal afvises, i modsætning til det argument, som vedrører appellanten.

75      Henset til denne indledende bemærkning skal det bemærkes, at med henblik på at afgøre, om restriktive foranstaltninger vedtaget af Unionen er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, eller om indgrebet i de rettigheder eller friheder, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som følge af begrænsninger af disse rettigheder eller friheder ved en EU-retsakt, der pålægger restriktive foranstaltninger, er forholdsmæssigt, skal det for det første efterprøves, om disse foranstaltninger svarer til et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, for det andet, om de ikke er åbenbart uegnede i lyset af dette formål, dvs. om de ikke er åbenbart uegnede til at nå det, og for det tredje, om de eller i givet fald den pågældende begrænsning ikke åbenbart går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det nævnte mål (jf. i denne retning dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 233 og den deri nævnte retspraksis).

76      I det foreliggende tilfælde er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten i den appellerede doms præmis 102 og 103 undersøgte, om de over for appellanten vedtagne restriktive foranstaltninger var egnede. Henset til den omstændighed, at det som anført i nærværende doms præmis 70 og 71 forholder sig således, at formålet med de restriktive foranstaltninger, der pålægges personer såsom appellanten, er at undgå en risiko for omgåelse af de restriktive foranstaltninger, der primært pålægges den person, som har en tilknytning til disse personer, var det i denne henseende ikke nødvendigt for Retten i forbindelse med denne egnethedsundersøgelse at efterprøve, om de restriktive foranstaltninger, der blev vedtaget over for appellanten, også var egnede til at lægge pres på de russiske beslutningstagere, som er ansvarlige for situationen i Ukraine.

77      Hvad i anden række angår argumentet om, at Retten i den appellerede doms præmis 104 med urette krævede af appellanten, at hun foreslog mindre indgribende foranstaltninger end dem, der er fastsat ved de restriktive foranstaltninger, er dette argument ugrundet. I den nævnte præmis fastslog Retten nemlig efter selv at have henvist til sådanne mindre indgribende foranstaltninger og efter at have konstateret, at de ikke lige så effektivt ville gøre det muligt at nå de forfulgte mål, at appellanten ikke havde fremlagt andre eksempler på sådanne foranstaltninger. Retten kan imidlertid ikke i mangel af sådanne eksempler afhjælpe appellantens passivitet, lige så lidt som det kan antages, at Retten nødvendigvis ville have anset eventuelle alternative foranstaltninger, som hun måtte have kunnet angive, for at være uegnede (jf. analogt dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 241).

78      Hvad i tredje række angår argumentet om, at Retten i den appellerede doms præmis 96-99 og 105-107 tillagde relevansen af de periodiske fornyede gennemgange af de restriktive foranstaltninger og mulighederne for at ansøge om tilladelse til anvendelse af midler eller for at opnå en rejsetilladelse af humanitære grunde for stor betydning, skal det fastslås, at Retten i dommens præmis 96-99 undersøgte disse aspekter med henblik på at efterprøve, om begrænsningen af appellantens grundlæggende rettigheder ved de over for hende vedtagne restriktive foranstaltninger var i overensstemmelse med disse rettigheders væsentligste indhold, mens den i den nævnte doms præmis 105-107 foretog en fornyet undersøgelse af de nævnte aspekter med henblik på prøvelsen af, hvorvidt indgrebet i hendes grundlæggende rettigheder var forholdsmæssigt. Under disse omstændigheder kan det ikke lægges til grund, at Retten tillagde de nævnte aspekter »for stor betydning«. Under alle omstændigheder har appellanten hverken præciseret grundene til, at Retten angiveligt tillagde dem »for stor betydning«, eller den retlige fejl, som den således skulle have begået (jf. analogt dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 245 og 246).

79      For så vidt som appellanten har gjort gældende, at hendes opførelse på listen er blevet uretmæssigt forlænget flere gange, at de periodiske fornyede gennemgange delvist blev foretaget uden den fornødne omhu, og at Rådet efterfølgende har ændret kriteriet i litra g) og tilknytningskriteriet for at begrænse sidstnævnte til at omfatte et simpelt familiemæssigt bånd, er det tilstrækkeligt at bemærke, at disse påstande udgør nye argumenter, med hvilke det desuden tilsigtes at anfægte andre retsakter, der er vedtaget over for appellanten, således at det i henhold til den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 54, skal fastslås, at de skal afvises.

80      Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje anbringende og dermed appellen i sin helhed forkastes.

 Sagsomkostninger

81      I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge. Det nævnte procesreglements artikel 138, stk. 1 – som i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager – fastsætter, at det pålægges den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

82      Da Rådet har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da hun har tabt sagen, bør det pålægges hende at bære sine egne omkostninger og betale de af Rådet afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):

1)      Appellen forkastes.

2)      Galina Evgenyevna Pumpyanskaya bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Rådet for Den Europæiske Union.

Underskrifter

---

*      Processprog: engelsk.