Forslag til afgørelse fra generaladvokat A. Rantos fremsat den 22. oktober 2026 (C-358/24)

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

A. RANTOS

fremsat den 22. oktober 2026 (1)

Sag C-358/24

Varo Energy Belgium NV,

EG Retail (Belgium) BV,

Gilops Group NV,

Van Raak Trading NV,

Kuwait Petroleum (Belgium) NV

mod

Ministerraad (Eerste Minister)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol, Belgien))

» Præjudiciel forelæggelse – det indre marked for elektricitet – forordning (EU) 2022/1854 – nødindgreb for at imødegå høje energipriser – gyldigheden af kapitel III, der er vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF – artikel 14 – midlertidigt solidaritetsbidrag – tilsvarende nationale foranstaltninger – fortolkning – gyldighed henset til artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – lighedsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling – vedtagelse af en national foranstaltning med et personelt anvendelsesområde, der til dels er større end anvendelsesområdet for det midlertidige solidaritetsbidrag – national foranstaltning, der kan anses for at være en tilsvarende national foranstaltning – fortolkning af artikel 30 TEUF og artikel 110 TEUF – kvalificering af den nationale foranstaltning som en afgift med tilsvarende virkning som told eller en diskriminerende intern afgift – fortolkning af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 3, TEUF – kvalificering af den nationale foranstaltning som ny støtte «

I.      Indledning

1.        Ved forordning (EU) 2022/1854 (2) blev der indført et nødindgreb ved hjælp af ekstraordinære, målrettede og tidsbegrænsede foranstaltninger for at imødegå de høje energipriser som følge af navnlig Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Denne forordning blev vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF og fastsatte i artikel 14 indførelsen af et midlertidigt solidaritetsbidrag gældende for visse virksomheder i energisektoren, medmindre medlemsstaterne selv havde vedtaget »tilsvarende nationale foranstaltninger«.

2.        Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol, Belgien), ved hvilken der af selskaber i oliesektoren i Belgien er anlagt flere annullationssøgsmål til prøvelse af en national foranstaltning om indførelse af et bidrag, der pålægges denne sektor med henblik på at gennemføre kapitel III i forordning 2022/1854, ønsker på denne baggrund nærmere bestemt oplyst, om dette kapital henset til det retsgrundlag, hvorpå det er vedtaget, og artikel 14 heri henset til artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) er gyldige, og hvordan en række EU-retlige bestemmelser skal fortolkes (3).

3.        I overensstemmelse med Domstolens anmodning vil dette forslag til afgørelse være afgrænset til bedømmelsen af det første til det sjette præjudicielle spørgsmål. Disse vedrører i alt væsentligt gyldigheden af bestemmelserne i kapitel III i forordning 2022/1854, for så vidt som de er blevet vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF, og af denne forordnings artikel 14 henset til lighedsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er sikret ved chartrets artikel 20 og 21. De rejser ligeledes flere fortolkningsmæssige spørgsmål med henblik på dels at få fastslået, om en sådan national foranstaltning udgør en »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 14, dels om denne er forenelig med de krav, der udspringer af artikel 30 TEUF og 110 TEUF samt statsstøttereglerne.

4.        Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, der ligger i forlængelse af en række nyere sager, som er indbragt for Domstolen (4), herunder Acea Produzione m.fl. (C-153/25) og Vermilion Energy Ireland m.fl. (C-533/24), hvortil jeg ligeledes fremsætter mine forslag til afgørelse i dag, giver Domstolen lejlighed til yderligere at præcisere sin praksis vedrørende fortolkningen af forordning 2022/1854, der er udformet som et ekstraordinært og midlertidigt instrument i en situation med en hidtil uset energikrise, og navnlig til at tage stilling til gyldigheden af denne forordnings kapitel III og det hidtil ubesvarede spørgsmål om, efter hvilke kriterier en national foranstaltning kan betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning« i henhold til den nævnte forordnings artikel 14.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

5.        Følgende fremgår af 6., 7., 9., 13., 14., 51., 54., 55., 57., 63. og 64. betragtning til forordning 2022/1854:

»(6)      Der er derfor behov for en hurtig og koordineret indsats på EU-plan. Indførelsen af et nødindgreb vil gøre det muligt midlertidigt at afbøde risikoen for, at elpriserne og elomkostningerne for slutkunderne når endnu mindre holdbare niveauer, og at medlemsstaterne træffer ukoordinerede nationale foranstaltninger, der kan bringe forsyningssikkerheden på EU-plan i fare og pålægge erhvervslivet og forbrugerne i EU en yderligere byrde. I en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne er der behov for en koordineret indsats fra medlemsstaternes side i vinteren 2022-23 for at afbøde virkningerne af de høje energipriser og sikre, at den nuværende krise ikke fører til varig skade for forbrugerne og økonomien, samtidig med at de offentlige finansers holdbarhed opretholdes.

(7)      De nuværende afbrydelser af gasforsyningen, den begrænsede tilgængelighed for visse kraftværker og de deraf følgende indvirkninger på gas- og elpriserne udgør en alvorlig forsyningsvanskelighed med hensyn til gas- og elenergiprodukter som omhandlet i artikel 122, stk. 1, [TEUF] […]

[…]

(9)      Der er behov for en fælles og velkoordineret indsats på EU-plan for at håndtere den kraftige stigning i elpriserne og deres indvirkning på husholdningerne og erhvervslivet. Ukoordinerede nationale foranstaltninger kan påvirke måden, det indre energimarked fungerer på, bringe forsyningssikkerheden i fare og føre til yderligere prisstigninger i de medlemsstater, der er hårdest ramt af krisen. Det er derfor afgørende at sikre integriteten af det indre marked for elektricitet for at bevare og styrke den nødvendige solidaritet mellem medlemsstaterne.

[…]

(13)      I den aktuelle situation forekommer det hensigtsmæssigt at træffe foranstaltninger på EU-plan ved at indføre et solidaritetsbidrag fra EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne for at afbøde de direkte økonomiske virkninger af de stærkt stigende energipriser for offentlige myndigheders budgetter, slutkunderne og virksomheder i hele Unionen. Et sådant solidaritetsbidrag bør være ekstraordinært og strengt midlertidigt.

(14)      Solidaritetsbidraget er et passende middel til at håndtere ekstraordinære overskud som følge af uforudsete omstændigheder. De pågældende overskud svarer ikke til nogen normal fortjeneste, som EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne ville have opnået eller kunne have forventet at opnå under normale omstændigheder, hvis de uforudsigelige begivenheder på energimarkederne ikke havde fundet sted. Derfor udgør indførelsen af solidaritetsbidraget en fælles og koordineret foranstaltning, der i en ånd af solidaritet giver de nationale myndigheder yderligere midler til at yde finansiel støtte til husholdninger og virksomheder, der er hårdt ramt af de kraftigt stigende energipriser, samtidig med at der sikres lige vilkår i hele Unionen. Denne foranstaltning bør anvendes parallelt med de almindelige selskabsskatter, som hver medlemsstat opkræver af de pågældende virksomheder.

[…]

(51)      Det midlertidige solidaritetsbidrag bør fungere som en omfordelingsforanstaltning til sikring af, at de pågældende virksomheder, som har opnået ekstraordinære overskud som følge af de uventede omstændigheder, bidrager forholdsmæssigt til at afhjælpe energikrisen på det indre marked.

[…]

(54)      Med denne tilgang kan det sikres, at en del af fortjenstmargenen, som ikke skyldes den uforudsigelige udvikling på energimarkederne efter Ruslands angrebskrig mod Ukraine, kan anvendes af de berørte EU-selskaber og faste driftssteder til fremtidige investeringer eller til at sikre deres finansielle stabilitet under den aktuelle energikrise, herunder også for så vidt angår den energiintensive industri. […]

(55)      Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre fuld anvendelse af det solidaritetsbidrag, der er fastsat ved denne forordning, og bør sørge for de nødvendige tilpasninger i national ret, navnlig for at sikre rettidig opkrævning af solidaritetsbidraget […]

[…]

(57)      Anvendelsen af overskud til disse formål afspejler solidaritetsbidragets ekstraordinære og midlertidige karakter som en foranstaltning, der skal mindske og afbøde de skadelige virkninger af energikrisen for husholdninger og virksomheder i hele Unionen med det formål at beskytte det indre marked og forebygge risikoen for yderligere fragmentering. […]

[…]

(63)      Medlemsstaterne bør anvende det solidaritetsbidrag, der er fastsat ved denne forordning, på deres respektive områder, medmindre de har vedtaget tilsvarende nationale foranstaltninger. Formålet med den nationale foranstaltning bør anses for at svare til det overordnede mål for det solidaritetsbidrag, der er fastsat ved denne forordning, når det består i at bidrage til rimelige energipriser. En national foranstaltning bør anses for at være underlagt tilsvarende regler som solidaritetsbidraget, hvis den omfatter aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, fastlægger et grundlag, fastsætter en sats og sikrer, at indtægterne fra den nationale foranstaltning anvendes til formål svarende til formålene med solidaritetsbidraget.

(64)      […] Anvendelsen af solidaritetsbidraget for hele regnskabsåret bør gøre det muligt i den relevante periode at anvende ekstraordinære overskud i offentlighedens interesse til at afbøde konsekvenserne af energikrisen, samtidig med at de berørte virksomheder får en passende del af fortjenesten.

6.        Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« bestemte:

»Ved denne forordning indføres der et nødindgreb for at afbøde virkningerne af høje energipriser ved hjælp af ekstraordinære, målrettede og tidsbegrænsede foranstaltninger. Disse foranstaltninger har til formål at […] fastsætte regler for et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag fra EU-selskaber og faste driftssteder, der har aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, for at disse kan bidrage til overkommelige energipriser for husholdninger og virksomheder.«

7.        Den nævnte forordnings artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsatte følgende i nr. 17)-19) og 21):

»Ved anvendelsen af denne forordning [...] forstås [desuden] ved:

[…]

17)      »EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne«: EU-selskaber eller faste driftssteder, som genererer mindst 75 % af deres omsætning fra økonomiske aktiviteter inden for råstofudvinding, minedrift, raffinering af råolie eller fremstilling af koksovnsprodukter som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006 ^[(5)^]

18)      »ekstraordinært overskud«: skattepligtigt overskud som fastsat i henhold til nationale skatteregler i regnskabsåret 2022 og/eller regnskabsåret 2023 og i hele deres varighed, fra aktiviteter, der udøves i EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, som ligger over en stigning på 20% i det gennemsnitlige skattepligtige overskud i de fire regnskabsår, der begyndte den 1. januar 2018 eller derefter

19)      »solidaritetsbidrag«: en midlertidig foranstaltning, der har til formål at håndtere ekstraordinære overskud fra EU-selskabers og faste driftssteders aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne for at afbøde den ekstraordinære prisudvikling på energimarkederne for medlemsstater, forbrugere og virksomheder

[…]

21)      »vedtaget tilsvarende national foranstaltning«: en lovgivningsmæssig, reguleringsmæssig eller administrativ foranstaltning, der er vedtaget og offentliggjort af en medlemsstat senest den 31. december 2022, og som bidrager til rimelige energipriser.«

8.        Kapitel III i forordning 2022/1854 med overskriften »Foranstaltning vedrørende råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne« indeholdt artikel 14-18. Artikel 14 heri med overskriften »Støtte til energislutkunder gennem et midlertidigt solidaritetsbidrag« fastsatte:

»1.      Ekstraordinære overskud fra EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne vil være omfattet af et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag, medmindre medlemsstaterne har vedtaget tilsvarende nationale foranstaltninger.

2.      Medlemsstaterne sikrer, at vedtagne tilsvarende nationale foranstaltninger har samme mål og er genstand for lignende regler som det midlertidige solidaritetsbidrag i henhold til denne forordning og genererer sammenlignelige eller højere indtægter i forhold til de anslåede indtægter fra solidaritetsbidraget.

3.      Medlemsstaterne vedtager og offentliggør foranstaltninger til gennemførelse af det obligatoriske midlertidige solidaritetsbidrag, der er omhandlet i stk. 1, senest den 31. december 2022.«

9.        Denne forordnings artikel 15 med overskriften »Beregningsgrundlag for det midlertidige solidaritetsbidrag« fastsatte:

»Det midlertidige solidaritetsbidrag for EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, herunder dem, der udelukkende skattemæssigt indgår i en konsolideret koncern, beregnes på grundlag af det skattepligtige overskud, som fastsat i henhold til nationale skatteregler, i regnskabsåret 2022 og/eller i regnskabsåret 2023 og i hele deres varighed, som ligger ud over en stigning på 20 % i det gennemsnitlige skattepligtige overskud, som fastsat i henhold til nationale skatteregler, i de fire regnskabsår, der begyndte den 1. januar 2018 eller derefter. Hvis det gennemsnitlige skattepligtige overskud i disse fire regnskabsår er negativt, er det gennemsnitlige skattepligtige overskud nul ved beregningen af det midlertidige solidaritetsbidrag.«

10.      Den nævnte forordnings artikel 16 med overskriften »Beregningssats for det midlertidige solidaritetsbidrag« fastsatte i stk. 1:

»Den sats, der anvendes til beregning af det midlertidige solidaritetsbidrag, skal være mindst 33% af det beregningsgrundlag, der er omhandlet i artikel 15.«

11.      Samme forordnings artikel 17 med overskriften »Anvendelse af indtægter fra det midlertidige solidaritetsbidrag« bestemte i stk. 1, litra a):

»1.      Medlemsstaterne anvender indtægterne fra det midlertidige solidaritetsbidrag med tilstrækkelig rettidig virkning til et eller flere af følgende formål:

a)      finansielle støtteforanstaltninger til energislutkunder, navnlig sårbare husholdninger, for at afbøde virkningerne af de høje energipriser på en målrettet måde«.

12.      Forordningens artikel 18 med overskriften »Solidaritetsbidragets midlertidige karakter« bestemte:

»Solidaritetsbidraget, som anvendes af medlemsstaterne i overensstemmelse med denne forordning, er af midlertidig karakter. Det finder kun anvendelse på ekstraordinære overskud, der genereres i de regnskabsår, der er omhandlet i artikel 15.«

13.      Nævnte forordnings artikel 22, stk. 2, med overskriften »Ikrafttræden og anvendelse« var affattet således:

»[…] [denne] forordning [finder] anvendelse indtil den 31. december 2023«.

B.      Belgisk ret

14.      Ifølge artikel 2 i loi instaurant une contribution de solidarité temporaire à charge du secteur pétrolier (lov om indførelse af et midlertidigt solidaritetsbidrag, som pålægges oliesektoren) af 16. december 2022 (6), som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov af 16. december 2022«), omhandlede denne lov »den delvise gennemførelse af [forordning 2022/1854]«.

15.      Denne lovs artikel 4 har følgende ordlyd:

»§ 1.      Der indføres et midlertidigt solidaritetsbidrag, som pålægges registrerede olieselskaber med aktiviteter i raffinaderisektoren og raffineringskapacitet i Belgien og registrerede olieselskaber, der er defineret som primære markedsdeltagere for 2022 i overensstemmelse med kongelig anordning af 5. februar 2019 for diesel, gasolie og benzinprodukter.

§ 2.      Størrelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag, som pålægges registrerede olieselskaber med aktiviteter i raffinaderisektoren og raffineringskapacitet i Belgien, fastsættes til 6,9 EUR pr. ton forarbejdet råolie i perioden fra den 1. januar 2022 til den 31. december 2023.

Størrelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag, som pålægges registrerede olieselskaber defineret som primære markedsdeltagere for 2022 i overensstemmelse med kongelig anordning af 5. februar 2019, fastsættes til 7,8 EUR pr. kubikmeter produkter, der er overgået til forbrug i perioden fra den 1. januar 2022 til den 31. december 2023.

Disse beløb beregnes og skal betales af selskabet særskilt for hvert af de to år 2022 og 2023.

§ 3.      Så snart den årlige balance for det foregående skatteår er indberettet, sker beregningen af bidraget efter artikel 15 og 16 i [forordning 2022/1854]. Hvis beløbet er højere end det, der er opnået efter beregningen af det ved nærværende lov indførte bidrag, skal det registrerede olieselskab, jf. stk. 1, betale differencen.

[…]

§ 4.       Dette bidrag har til formål at støtte husholdninger og selskaber, der er ramt af følgerne af energikrisen og skal betale usædvanligt høje priser.«

III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

16.      Ved stævninger indleveret til justitskontoret ved Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol), den forelæggende ret, den 2. marts og den 21.-23. juni 2023 har sagsøgerne i hovedsagerne (7), som er registrerede olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere for diesel-, gasolie- og benzinprodukter for 2022 (herefter »olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere«), hver anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af lov af 16. december 2022. Disse søgsmål er blevet forenet af denne domstol, eftersom de i alt væsentligt vedrører de samme nationale bestemmelser og i høj grad har rejst sammenfaldende spørgsmål.

17.      Denne lov har nærmere bestemt til formål at sikre den delvise gennemførelse af bestemmelserne i forordning 2022/1854. Den indfører et bidrag, der pålægges oliesektoren, for at få virksomheder i energisektoren, der har høstet ekstraordinære overskud på grund af energikrisen og prisstigningerne siden begyndelsen af 2022, til at medvirke til at støtte de ramte husholdninger. Dette bidrag berører to kategorier af olieselskaber, dels registrerede olieselskaber med aktiviteter i raffinaderisektoren, dels registrerede olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere. Det nævnte bidrag er for de førstnævntes vedkommende fastsat på grundlag af mængden af forarbejdet råolie og for de sidstnævntes på grundlag af det antal kubikmeter produkter, der er overgået til forbrug (herefter »den i hovedsagen omhandlede foranstaltning«).

18.      For det første har visse sagsøgere i hovedsagen gjort gældende, at lov af 16. december 2022 tilsidesætter artikel 122, stk. 1, TEUF og forordning 2022/1854, for så vidt som sidstnævnte er vedtaget på et forkert retsgrundlag. Selv om artikel 122, stk. 1, TEUF beføjer Rådet for Den Europæiske Union til at vedtage »foranstaltninger, der er afpasset efter den økonomiske situation«, burde den i hovedsagen omhandlede foranstaltning nemlig, da der er tale om en direkte skat, være blevet vedtaget på grundlag af artikel 115 TEUF. Det følger heraf, at idet den nævnte forordning savner et gyldigt retsgrundlag, gør det samme sig gældende for den nævnte lov, der er vedtaget for at sikre den delvise gennemførelse af samme forordning. I denne henseende ønsker den forelæggende oplyst, om artikel 122, stk. 1, TEUF udgjorde et passende retsgrundlag for vedtagelsen af den nævnte forordning.

19.      For det andet har sagsøgerne i hovedsagen nærmere bestemt gjort gældende, at lov af 16. december 2022 ikke er i overensstemmelse med forordning 2022/1854, for så vidt som den fraviger såvel dennes personelle anvendelsesområde som beskatningsgrundlaget for det midlertidige solidaritetsbidrag, der er bestemt herved. De er af den opfattelse, at disse forskelle har karakter af diskrimination, og at den i hovedsagen omhandlede foranstaltning derfor ikke kan betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i denne forordnings artikel 14, stk. 2. Selv om den nævnte forordning gør det muligt for medlemsstaterne at gennemføre det midlertidige solidaritetsbidrag ved hjælp af foranstaltninger, der er forskellige alt efter den pågældende sektor, der er omfattet af den nævnte forordnings artikel 14, stk. 1, kan en sådan sektorspecifik tilgang ifølge den forelæggende ret ikke bevirke, at visse selskaber eller faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne fritages med fare for at begunstige visse sektorer og følgelig fordreje konkurrencen på energimarkedet. Denne ret ønsker i øvrigt oplyst, om medlemsstaternes skønsmargen kan begrunde vedtagelsen af en opkrævningsmekanisme, hvis beregningsmetode adskiller sig væsentligt fra metoden i den mekanisme, som EU-lovgiver har indført. Den nærer følgelig tvivl med hensyn til kvalificeringen af den i hovedsagen omhandlede foranstaltning som en »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i artikel 14 i forordning 2022/1854.

20.      For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at artikel 4 i lov af 16. december 2022 indfører en ubegrundet forskelsbehandling mellem forskellige kategorier af virksomheder med aktiviteter i oliesektoren og mellem disse og virksomheder med aktiviteter i kul- og naturgassektoren. I denne sammenhæng er den forelæggende ret af den opfattelse, at selv om artikel 14 i forordning 2022/1854 skulle fortolkes således, at den gør det muligt at vedtage den i hovedsagen omhandlede foranstaltning, ville spørgsmålet være, om denne bestemmelse er forenelig med chartrets artikel 20 og 21.

21.      For det fjerde ønsker den forelæggende ret oplyst, om lov af 16. december 2022 er forenelig med artikel 30 TEUF og artikel 110 TEUF, navnlig med hensyn til hvorvidt det ved denne lov indførte midlertidige solidaritetsbidrag skal betegnes som en »afgift med tilsvarende virkning« som told som omhandlet i artikel 30 TEUF eller som en »intern afgift« som omhandlet i artikel 110 TEUF. Hvis det sidstnævnte er tilfældet, ønsker denne ret oplyst, om den i hovedsagen omhandlede foranstaltning er diskriminerende, idet den kun finder anvendelse på olie, som nødvendigvis må indføres til Belgien, mens andre energiprodukter, der udvindes på belgisk område, ikke er omfattet af en lignende opkrævning.

22.      For det femte har visse sagsøgere i hovedsagen påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og artikel 108 TEUF med den begrundelse, at begrænsningen af det midlertidige solidaritetsbidrag til oliesektoren alene og ikke til naturgas- og kulsektoren, som dog ligeledes er omfattet af denne forordning, tilføjer den i hovedsagen omhandlede foranstaltning en selektiv fordel, som udgør statsstøtte, der forinden burde være blevet anmeldt til Europa-Kommissionen. Den forelæggende ret har i denne henseende oplyst, at bedømmelsen af denne foranstaltnings selektive karakter i henhold til artikel 107 TEUF og artikel 108 TEUF er tæt knyttet til bedømmelsen af forskelsbehandlingen henset til chartrets artikel 20 og 21. Den ønsker navnlig oplyst, om denne forskel er begrundet, og følgelig, om den nævnte foranstaltning skal betegnes som ny støtte, der forinden burde være blevet anmeldt til Kommissionen.

23.      På denne baggrund har Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen ni præjudicielle spørgsmål, hvoraf alene de første seks er genstand for dette målrettede forslag til afgørelse:

»1)      Er bestemmelserne i [forordning 2022/1854], som omhandler det midlertidige solidaritetsbidrag, gyldige, for så vidt som disse bestemmelser blev udstedt på grundlag af artikel 122, stk. 1,[ TEUF]?

2)      Skal, såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, artikel 14 i førnævnte forordning (EU) 2022/1854 fortolkes således, at et bidrag som det, der blev indført ved lov af 16. december 2022 om indførelse af et midlertidigt solidaritetsbidrag, som pålægges oliesektoren, udgør en »tilsvarende national foranstaltning«?

3)      Er, såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende, artikel 14 i [forordning 2022/1854] i den i det andet spørgsmål gengivne fortolkning i strid med [chartrets artikel 20 og 21], for så vidt som den tillader, at der vedtages nationale foranstaltninger, som finder anvendelse på såvel registrerede olieselskaber med aktiviteter i råolie- og raffinaderisektoren som på registrerede olieselskaber med aktiviteter i salgssektoren, og for så vidt som den tillader, at der vedtages en national foranstaltning, som finder anvendelse på de registrerede olieselskaber, som i 2022 blev udpeget som primære markedsdeltagere for diesel, gasolie og benzinprodukter, selv om denne foranstaltning hverken gælder for registrerede olieselskaber, som i 2022 ikke blev udpeget som primære markedsdeltagere for diesel, gasolie og benzinprodukter, eller for de primære markedsdeltagere for andre varekategorier, herunder fyringspetroleum og kerosen, eller for virksomheder med aktiviteter i kul- og naturgassektoren?

4)      Skal artikel 30 [TEUF] fortolkes således, at en foranstaltning som den, der er fastsat i den førnævnte lov af 16. december 2022, og som pålægges de registrerede olieselskaber, der i 2022 blev udpeget som primære markedsdeltagere for diesel, gasolie og benzinprodukter, udgør en forbudt afgift med tilsvarende virkning som told?

5)      Skal artikel 110 [TEUF] fortolkes således, at en foranstaltning som den, der er fastsat i den førnævnte lov af 16. december 2022, og som pålægges de registrerede olieselskaber, der i 2022 blev udpeget som primære markedsdeltagere for diesel, gasolie og benzinprodukter, udgør en diskriminerende intern afgift?

6)      Skal artikel 107, stk. 1,[ TEUF] og artikel 108, stk. 3, [TEUF] fortolkes således, at en foranstaltning som den, der er fastsat i førnævnte lov af 16. december 2022, udgør ny statsstøtte, som skal anmeldes til [Kommissionen]?«

24.      Der er indgivet skriftlige indlæg til Domstolen af sagsøgerne i hovedsagen, den belgiske, den irske, den spanske og den italienske regering samt af Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen. Disse parter samt den tyske og den finske regering har ligeledes afgivet mundtlige indlæg i et fælles retsmøde i sagerne Acea Produzione m.fl. (C-153/25) og Vermilion Energy Ireland m.fl. (C-533/24), der blev afholdt den 9. juni 2026.

IV.    Bedømmelse

A.      Om det første præjudicielle spørgsmål

1.      Formaliteten

25.      Før bedømmelsen af det første præjudicielle spørgsmål skal der tages stilling til de formalitetsindsigelser, der er fremsat af den spanske og den italienske regering, som har gjort gældende, at dette spørgsmål er irrelevant for løsningen af tvisterne i hovedsagerne. Ifølge disse regeringer er den eventuelle ugyldighed af kapitel III i forordning 2022/1854 irrelevant for disse tvister, eftersom Kongeriget Belgien under alle omstændigheder har kompetence efter national ret til at træffe en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede.

26.      I den foreliggende sag har sagsøgerne i hovedsagen netop anfægtet gyldigheden af kapitel III i forordning 2022/1854, som indførte det midlertidige solidaritetsbidrag, på grundlag af hvilket lov af 16. december 2022 blev vedtaget med henblik på at gennemføre de heraf følgende forpligtelser i Belgiens retsorden. Spørgsmålet om dette kapitels gyldighed som forelagt af den forelæggende ret kan derfor ikke anses for åbenbart at savne enhver forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen som omhandlet i Domstolens praksis om antagelsen af præjudicielle anmodninger til realitetsbehandling (8). Tværtimod har bedømmelsen af dets gyldighed direkte forbindelse med den tvist, der er indbragt for denne ret, eftersom denne lov netop har til formål at gennemføre bestemmelserne i dette kapitel (9). I øvrigt er den omstændighed, at Kongeriget Belgien har sine egne skattemæssige beføjelser til efter national ret at vedtage foranstaltninger såsom det omhandlede bidrag, således irrelevant.

27.      Under disse omstændigheder må det fastslås, at det forelagte spørgsmål vedrører gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, at det ikke er af hypotetisk karakter, og at undersøgelsen heraf vil kunne give denne ret de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse. Jeg er følgelig af den opfattelse, at det første præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

2.      Realiteten

28.      Med det første præjudicielle spørgsmål ønskes det nærmere bestemt fastslået, om artikel 122, stk. 1, TEUF udgør et gyldigt retsgrundlag for vedtagelsen af bestemmelserne i kapitel III i forordning 2022/1854. Mere præcist ønsker den forelæggende oplyst, om disse bestemmelser kunne være behæftet med ugyldighed på grund af i) valget af et forkert retsgrundlag, ii) deres uforenelighed med de krav, der udspringer af artikel 122 TEUF, iii) en tilsidesættelse af princippet om kompetencetildeling eller iv) en tilsidesættelse af kravet om enstemmighed i Rådet ved vedtagelsen af foranstaltninger vedrørende direkte skatter og/eller skattemæssige foranstaltninger.

a)      Valget af retsgrundlag og opfyldelsen af kravene i artikel 122, stk. 1, TEUF

29.      Indledningsvis minder jeg om, at det af Domstolens faste praksis følger, at valget af retsgrundlag for en EU-retsakt skal foretages på grundlag af objektive forhold, som kan være genstand for en domstolskontrol, herunder retsaktens formål og indhold (10). Hvis der dernæst i traktaterne findes en mere specifik bestemmelse, som kan udgøre retsgrundlaget for EU-retsakten, skal retsakten vedtages på grundlag af denne bestemmelse. Endelig gælder det, at hvis en gennemgang af en sådan retsakt viser, at den har flere formål, eller at den består af flere led, og det ene af disse formål eller af disse led kan bestemmes som det primære eller fremherskende, mens de andre kun er accessoriske eller kun har en ekstremt begrænset rækkevidde, skal retsgrundlaget for vedtagelsen af denne retsakt afgøres i overensstemmelse med dette primære formål eller led (11).

30.      Det fremgår af artikel 122, stk. 1, TEUF, at »[m]ed forbehold af de øvrige procedurer i traktaterne kan Rådet, der træffer afgørelse på forslag af Kommissionen, i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne vedtage foranstaltninger, der er afpasset efter den økonomiske situation, navnlig hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse produkter, især på energiområdet«.

31.      Det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, at anvendelsen heraf som retsgrundlag for en EU-retsakt forudsætter opfyldelsen af flere betingelser. Det er i lyset af samtlige disse betingelser, som jeg vil undersøge i det følgende, at det i den foreliggende sag skal fastslås, om artikel 122, stk. 1, TEUF kunne udgøre et passende retsgrundlag for vedtagelsen af forordning 2022/1854 i sin helhed og kapitel III heri i særdeleshed henset til bl.a. denne forordnings formål og indhold.

32.      I første række følger det af ordlyden og opbygningen af artikel 122, stk. 1, TEUF, at denne bestemmelse kan finde anvendelse på særlige nødsituationer eller ekstraordinære situationer af økonomisk art. De foranstaltninger, der vedtages på grundlag af nævnte bestemmelse, som findes i kapitel 1 i afsnit VIII i EUF-traktaten, skal have til formål at afhjælpe en situation af økonomisk karakter. Når den nævnte bestemmelse udtrykkeligt nævner »alvorlige forsyningsvanskeligheder« med hensyn til visse produkter, især på energiområdet, betyder anvendelsen af ordet »navnlig« endvidere, at der er tale om et eksempel og ikke den nødsituation alene, der kan henhøre under dens anvendelsesområde (12).

33.      I den foreliggende sag forekommer denne betingelse at være opfyldt på forhånd. Således som det følger af artikel 1 i forordning 2022/1854, sammenholdt med navnlig 6. betragtning hertil, har denne forordning nemlig for det første til formål at »[indføre] et nødindgreb for at afbøde virkningerne af høje energipriser ved hjælp af ekstraordinære, målrettede og tidsbegrænsede foranstaltninger«, herunder ved hjælp af det midlertidige solidaritetsbidrag, der er bestemt i samme forordnings artikel 14 (13). Den nævnte forordning har således til formål at afbøde en situation, der på tidspunktet for vedtagelsen af forordningen var både akut og ekstraordinær og forbundet med »alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse produkter, især på energiområdet«. Der er derfor netop tale om den situation, der udtrykkeligt er påtænkt i artikel 122, stk. 1, TEUF. Forsyningsvanskelighederne kan ikke pr. definition begrænses til den direkte forsyning af medlemsstaterne, men omfatter også forsyningen af forbrugere, virksomheder og privatpersoner med energiprodukter. Hvis forsyningskapaciteten nemlig kun vedrørte medlemsstaterne, mens forbrugerne i vid udstrækning ikke ville have adgang til disse produkter på grund af uforholdsmæssigt høje priser som følge af ekstraordinære omstændigheder, ville prognosen mangle ethvert væsentligt indhold.

34.      For det andet fremhæves den hovedsagelig økonomiske art af forordning 2022/1854 af de førnævnte formål, nemlig at sikre elforsyningssikkerheden, afbøde stigningen i energiprisen, som påvirker økonomien negativt, og bidrage til overkommelige energipriser i samtlige medlemsstater (14). På denne baggrund forfølger også det solidaritetsbidrag, der er fastsat i denne forordnings kapitel III, et formål af økonomisk art, der består i at »afbøde de direkte økonomiske virkninger af de stærkt stigende energipriser for offentlige myndigheders budgetter, slutkunderne og virksomheder i hele Unionen«.

35.      I anden række skal de foranstaltninger, der er vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF, have midlertidig karakter, selv om denne betingelse ikke udtrykkeligt fremgår af samme bestemmelses ordlyd. Dette krav udspringer af selve formålet med denne bestemmelse, nemlig at sætte Rådet i stand til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til at håndtere en nødsituation. Sådanne foranstaltninger kan derfor ikke finde anvendelse permanent, men alene så længe den krisesituation varer, som de skal afbøde, og som minimum, indtil den er overstået. I modsat fald risikerer den nævnte bestemmelse at gribe ind i de materielle retsgrundlag, der er fastlagt ved traktaterne, og følgelig at tilsidesætte sine egne indledende ord, som gør anvendelsen heraf betinget af, at »de øvrige procedurer i traktaterne« overholdes. Anvendelsen af artikel 122, stk. 1, TEUF kan derfor hverken forstyrre eller gøre det muligt at omgå anvendelsen af de øvrige retsgrundlag, der er fastlagt ved traktaterne med henblik på situationer, der indtræffer »under normale omstændigheder« (15).

36.      I den foreliggende sag er denne betingelse ligeledes opfyldt. For det første er de ved forordning 2022/1854 indførte foranstaltninger i overensstemmelse med dennes artikel 1 »tidsbegrænsede«, idet denne forordnings artikel 22, stk. 2, bestemmer, at den finder anvendelse indtil den 31. december 2023. Hvad for det andet angår det midlertidige solidaritetsbidrag fremgår denne foranstaltnings midlertidige karakter af selve overskriften til artikel 14 i denne forordning, hvor den betegnes som et »midlertidigt solidaritetsbidrag«.  I den nævnte forordnings artikel 18 præciseres det endvidere, at bidraget er »af midlertidig karakter« og kun finder anvendelse på ekstraordinære overskud, der genereres i de regnskabsår, der er omhandlet i artikel 15, dvs. 2022 og 2023.

37.      I tredje række fremgår det af artikel 122, stk. 1, TEUF, at de foranstaltninger, der er vedtaget på dette grundlag, skal være »afpasset efter den økonomiske situation«.  Dette krav udtrykker proportionalitetsprincippet, som kræver, at EU-institutionernes retsakter er egnede til at nå de forfulgte legitime mål og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dem. Såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning således vælges. I denne forbindelse gør jeg opmærksom på, at Domstolen anerkender, at der tilkommer EU-lovgiver et vidt skøn på områder som det i den foreliggende sag omhandlede, der indebærer valg af politisk, økonomisk og social karakter, og hvor EU-lovgiver skal foretage komplekse vurderinger. I en sådan sammenhæng er domstolskontrollen med overholdelsen af proportionalitetsprincippet begrænset til en undersøgelse af, om den omhandlede foranstaltning er åbenbart uegnet til at nå det forfulgte mål, idet alene en sådan manglende egnethed kan berøre en sådan foranstaltnings lovlighed (16).

38.      For så vidt angår nærmere bestemt det midlertidige solidaritetsbidrag forekommer dette mig for det første i den foreliggende sag at være egnet til at nå det mål, der forfølges af EU-lovgiver, og som består i at afbøde virkningerne af energikrisen. I modsætning til hvad sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, har dette bidrag nemlig ikke alene til formål at generere supplerende indtægter til medlemsstaternes budgetter, men ligeledes at finansiere foranstaltninger, der skal afbøde virkningerne af denne energikrise, ved at pålægge sektorens virksomheder, der på grund af denne krise har opnået overskud, som betegnes som »ekstraordinære«, nemlig de overskud, der ikke ville være blevet skabt under »normale omstændigheder« (17), at yde deres bidrag. Jeg anfører i denne henseende, at artikel 17 i forordning 2022/1854 bestemmer, at medlemsstaterne både råder over en bred skønsmargen med hensyn til de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af det nævnte bidrag og samtidig »anvender« provenuet heraf til et af de formål, der er opregnet i denne artikel, og som er direkte knyttet til virkningerne af energikrisen.

39.      Det midlertidige solidaritetsbidrag synes for det andet at kunne betragtes som nødvendigt for at nå det forfulgte mål, som er at afbøde de skadelige virkninger af energikrisen for husholdninger og virksomheder i hele Unionen, samtidig med, at det indre energimarkeds integritet og velfungerende virkemåde bevares i betragtning af det vide skøn, som EU-lovgiver råder over, således som forklaret i punkt 37 i dette forslag til afgørelse. Dette bidrags kendetegn som defineret i artikel 15 og 16 i forordning 2022/1854 gør det i øvrigt muligt at lægge til grund, at det ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. Det nævnte bidrag vedrører nemlig kun en del af de såkaldt »ekstraordinære« overskud hos de berørte virksomheder og sikrer således, at de berørte selskaber og faste driftssteder fortsat kan disponere over en del af den fortjenstmargen, som ikke skyldes markedsudviklingen i kølvandet på krigen, med henblik på fremtidige investeringer og for at sikre deres aktuelle finansielle stabilitet (18).

40.      I fjerde og sidste række bestemmer artikel 122, stk. 1, TEUF, at Rådet skal træffe de fornødne foranstaltninger »i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne«. Dette krav er et særligt udtryk for solidaritetsprincippet, der er et af EU-rettens grundlæggende principper, som flere af EUF-traktatens bestemmelser henviser til, og som ligger til grund for hele Unionens retssystem (19). Det fremgår af Domstolens praksis, at dette princip udgør et kriterium for kontrol af de af EU-institutionerne vedtagne foranstaltningers lovlighed, og at det rummer rettigheder og forpligtelser såvel for Unionen som for medlemsstaterne. Unionen er således omfattet af en solidaritetsforpligtelse over for medlemsstaterne, og medlemsstaterne er omfattet af en solidaritetsforpligtelse indbyrdes og over for Unionens fælles interesse og de af Unionen førte politikker. Overholdelsen af det nævnte princip kræver derfor en afvejning af de foreliggende interesser under hensyntagen til såvel medlemsstaternes som hele Unionens specifikke interesser (20).

41.      Disse principper, som Domstolen har udledt i forbindelse med Unionens politik på energiområdet (21), forekommer mig at kunne overføres på kravet om solidaritet som omhandlet i artikel 122, stk. 1, TEUF (22). I den foreliggende sag foranlediger flere forhold mig til at lægge til grund, at de foranstaltninger, der er vedtaget på grundlag af kapitel III i forordning 2022/1854, faktisk opfylder dette krav. Denne »ånd af solidaritet« påberåbes nemlig ved flere lejligheder i denne forordning til at begrunde medlemsstaternes koordinerede indsats for at afbøde virkningerne af de høje energipriser og sikre, at den nuværende krise ikke fører til varig skade for forbrugerne (23) og økonomien, samtidig med at ubalancerne og fragmenteringen af det indre marked ikke forværres, og de offentlige finansers holdbarhed opretholdes (24).

42.      Det følger heraf, at forordning 2022/1854 og navnlig kapitel III heri tydeligt er blevet vedtaget i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne.

43.      På baggrund af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at forordning 2022/1854 i sin helhed og kapitel III heri i særdeleshed er blevet gyldigt vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF og under opfyldelse af de betingelser, som denne fastsætter med henblik på vedtagelse af foranstaltninger på grundlag heraf.

b)      Overholdelsen af princippet om kompetencetildeling og kravet om enstemmighed i Rådet

44.      Parterne i hovedsagen har gjort gældende, at det midlertidige solidaritetsbidrag på grund af sin skattemæssige art under ingen omstændigheder kan være gyldigt vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF. De har på den ene side gjort gældende, at en sådan foranstaltning udgør en direkte skat, hvorfor det forhold, at den er vedtaget af EU-lovgiver, har tilsidesat princippet om kompetencetildeling, og på den anden side, at såfremt Unionen har beføjelse til at indføre en sådan beskatning, kan denne ikke være baseret på et af de specifikke retsgrundlag, der er fastlagt i EUF-traktaten på skatteområdet, som kræver enstemmighed i Rådet.

45.      Eftersom det er fastslået, at forordning 2022/1854 opfylder betingelserne for anvendelse af artikel 122, stk. 1, TEUF, forekommer det i denne henseende ikke relevant at undersøge, om denne forordning eller en af de dermed fastsatte foranstaltninger ligeledes har kunnet vedtages på grundlag af et andet retsgrundlag, der er omfattet af andre afstemningsregler. Artikel 122, stk. 1, TEUF udgør nemlig et specifikt retsgrundlag, hvis anvendelse ikke kan afvises, blot fordi andre retsgrundlag med større generel rækkevidde også ville kunne finde anvendelse (25).

46.      Jeg anfører imidlertid for fuldstændighedens skyld, at jeg finder det vanskeligt at bestride, at det midlertidige solidaritetsbidrag, der er indført ved forordning 2022/1854, og som består i at opkræve et bidrag på baggrund af »ekstraordinære« overskud hos de berørte virksomheder, har »fiskal karakter«. Dermed ikke være sagt, at der er anledning til at lægge til grund, at en sådan foranstaltning ikke kunne vedtages på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF.

47.      For det første udelukker denne bestemmelse nemlig ingen skattemæssige foranstaltninger fra sit anvendelsesområde. Hverken dens ordlyd eller formål gør det muligt at begrunde en generel udelukkelse af sådanne foranstaltninger fra anvendelsesområdet for artikel 122, stk. 1, TEUF. Når det er meningen, at traktaterne skal udelukke skattemæssige foranstaltninger fra et retsgrundlags anvendelsesområde, er det udtrykkeligt bestemt (26).

48.      For det andet er det ubestridt, at EU-lovgiver kan vedtage foranstaltninger af skattemæssig art uden at tilsidesætte princippet om kompetencetildeling, der er fastsat i bl.a. artikel 5, stk. 1, TEU. Unionen råder nemlig over kompetencer på skatteområdet og har allerede udøvet dem, navnlig på grundlag af artikel 115 TEUF (27), men også artikel 192, stk. 2, litra a), TEUF og artikel 194, stk. 3, TEUF. Det følger heraf, at selv om en direkte skat primært henhører under medlemsstaternes kompetence, er Unionen ikke af den grund frataget enhver beføjelse på dette område, så længe den handler inden for grænserne af et retsgrundlag, der er fastlagt ved traktaterne.

49.      Hvad for det tredje angår spørgsmålet om, hvorvidt en skattemæssig foranstaltning kun kan vedtages på grundlag af et af de specifikke retsgrundlag, der er fastlagt i EUF-traktaten på skatteområdet, og underkastes reglen om enstemmighed i Rådet, anfører jeg indledningsvis, at Domstolen i henseende til den tidligere artikel 103 TEF har medgivet, at denne bestemmelse kunne gøre det muligt at fravige de regler i traktaten, som under normale omstændigheder ville have udgjort de relevante retsgrundlag (28). Denne retspraksis synes med lethed at kunne overføres på artikel 122, stk. 1, TEUF, som beføjer Rådet i situationer med en ekstraordinær økonomisk krise til at vedtage de egnede og midlertidige foranstaltninger, der er nødvendige for at afbøde denne. I den foreliggende sag er det ikke det primære formål med kapitel III i forordning 2022/1854 at harmonisere eller regulere medlemsstaternes skattepolitik, men bl.a. ved hjælp af det midlertidige solidaritetsbidrag at bidrage til at afhjælpe virkningerne af energikrisen. Følgelig og i overensstemmelse med Domstolens praksis som nævnt i punkt 32 i dette forslag til afgørelse er det i henseende til dette formål, at det skal fastslås, hvilket retsgrundlag der er egnet til vedtagelsen af disse foranstaltninger. I denne retning adskiller det midlertidige solidaritetsbidrag sig markant fra en almindelig skattemæssig foranstaltning, der f.eks. har til formål varigt at harmonisere reglerne for beskatning af overskud.

50.       Den omstændighed, at dette bidrag er af fiskal karakter, kan derfor ikke bedømmes isoleret, men skal vurderes i den særlige sammenhæng, hvori de nødforanstaltninger, der er indført ved forordning 2022/1854, indgår med henblik på at afbøde en specifik og midlertidig krise. Såfremt det nævnte bidrag ud over målet om at afbøde virkningerne af energikrisen forfølger et skattemæssigt mål i sig selv, har dette under alle omstændigheder sekundær karakter i forhold til det med denne forordning forfulgte mål (29).

51.      Jeg påpeger for det fjerde og i så henseende, at nødvendigheden af at opretholde den effektive virkning af artikel 122, stk. 1, TEUF ligeledes bestyrker denne bedømmelse. Selv om denne bestemmelse ganske vist fastsætter, at den finder anvendelse »med forbehold af de øvrige procedurer i traktaterne« forhindrer dog ikke, at man benytter sig af det, når det under normale omstændigheder er muligt at vedtage den påtænkte foranstaltning på et andet retsgrundlag. En sådan fortolkning ville nemlig indebære, at artikel 122, stk. 1, TEUF fratages en væsentlig del af sin effektive virkning (30).

52.      Hvad for det femte angår afstemningskravet anfører jeg, at de foranstaltninger, der er vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF, er omfattet af reglen om kvalificeret flertal i Rådet. Domstolen har i denne henseende allerede fastslået, at det ikke er procedurerne, der definerer retsgrundlaget for en retsakt, men retsgrundlaget for en retsakt, der afgør, hvilke procedurer der skal anvendes ved vedtagelsen af denne (31). Det følger heraf, at selv om det midlertidige solidaritetsbidrag isoleret set kan betegnes som en foranstaltning af fiskal karakter, kan denne omstændighed ikke så tvivl om den konklusion, at artikel 122, stk. 1, TEUF udgør et egnet retsgrundlag for forordning 2022/1854, herunder det midlertidige solidaritetsbidrag. Domstolen har nemlig allerede fastslået, at det ikke er relevant for vurderingen, om et rent sekundært element – betragtet isoleret – var underlagt et krav om enstemmighed (32). Desuden har artikel 122, stk. 1, TEUF netop til formål at beføje Rådet til at handle hurtigt, når nødsituationer kræver der, hvilket ikke er foreneligt med et krav om enstemmighed.

53.      Henset til disse betragtninger foreslår jeg den afgørelse, at eftersom forordning 2022/1854 er blevet gyldigt vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF, er den ligeledes gyldigt vedtaget inden for grænserne af de kompetencer, der er tillagt Unionen, og i overensstemmelse med den i denne bestemmelse fastsatte procedure, som ikke kræver enstemmighed.

54.      På baggrund af det ovenfor anførte er det min opfattelse, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at forordning 2022/1854, herunder kapitel III heri, har kunnet vedtages gyldigt på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF og under opfyldelse af de betingelser, som vedtagelsen af foranstaltninger på dette grundlag er betinget af, og følgelig inden for grænserne af de kompetencer, der er tillagt Unionen, og i overensstemmelse med den i denne bestemmelse fastsatte procedure.

B.      Om det andet præjudicielle spørgsmål

1.      Formaliteten

55.      Før bedømmelsen af det andet præjudicielle spørgsmål skal der tages stilling til den formalitetsindsigelse, som den spanske regering har rejst. Den spanske regering har navnlig gjort gældende, at Domstolens svar på dette spørgsmål ikke er nødvendigt for løsningen af tvisterne i hovedsagerne, eftersom den eventuelle ugyldighed af artikel 14 i forordning 2022/1854 er irrelevant for disse tvister, idet Kongeriget Belgien under alle omstændigheder har kompetence til at vedtage en fiskal foranstaltning såsom den i hovedsagen omhandlede.

56.      I denne forbindelse gør jeg opmærksom på, at der ifølge Domstolens praksis foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante, og at Domstolen kun kan afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten eller vurdering af gyldigheden af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand.

57.      Det må imidlertid konstateres, at sagsøgerne i hovedsagen i den foreliggende sag har bestridt foreneligheden af den i hovedsagen omhandlede foranstaltning med forordning 2022/1854. Følgelig kan fortolkningen af denne forordning ikke anses for at savne enhver forbindelse med genstanden for tvisterne i hovedsagerne. Endvidere anfører jeg, at den spanske regering har taget udgangspunkt i den forudsætning, at denne forordning ikke er til hinder for en national foranstaltning vedtaget af en medlemsstat med henblik på at gennemføre bestemmelserne i kapitel III heri, med den begrundelse alene at denne foranstaltning ikke opfylder samtlige betingelser for at kunne betegnes som »midlertidigt solidaritetsbidrag« eller »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 14. Reelt afhænger denne forudsætning imidlertid selv af fortolkningen af samme forordnings relevante bestemmelser om dette bidrag og foregriber således de facto Domstolens svar på det forelagte præjudicielle spørgsmål.

58.      På denne baggrund må det fastslås, at det forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, og at besvarelsen heraf synes at være nødvendig for, at den forelæggende ret kan træffe sin afgørelse. Jeg er følgelig af den opfattelse, at det præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

2.      Realiteten

59.      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret, såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, nærmere bestemt oplyst, om artikel 14 i forordning 2022/1854 skal fortolkes således, at en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede udgør en tilsvarende national foranstaltning som omhandlet i denne bestemmelse.

60.      Indledningsvis minder jeg om, at denne forordnings artikel 14, stk. 1, fastsætter, at ekstraordinære overskud fra EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne vil være omfattet af et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag, medmindre medlemsstaterne har indført »tilsvarende nationale foranstaltninger«. I overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 14, stk. 2, skal formålene med disse foranstaltninger svare til målet med det midlertidige solidaritetsbidrag, og de berørte afgiftspligtige personer og enheder skal være underkastet tilsvarende regler som dem, der gælder for dette bidrag, for at generere et provenu, der er sammenligneligt med det, der er anslået for det nævnte bidrag, men uden at det udelukker muligheden for at generere et større provenu (33).

61.      Jeg præciserer indledningsvis, at da de tre betingelser, der er opstillet i artikel 14, stk. 2, i forordning 2022/1854, er kumulative, vil jeg behandle dem hver for sig efter hinanden i min nedenstående bedømmelse (34).

a)      Kriteriet om, at reglerne for det midlertidige solidaritetsbidrag og de tilsvarende nationale foranstaltninger skal svare til hinanden

62.      Det første krav, der udspringer af artikel 14, stk. 2, i forordning 2022/1854 fordrer, at de afgiftspligtige enheder, der er omfattet af en tilsvarende national foranstaltning, er underkastet »tilsvarende regler« som dem, der gælder for det midlertidige solidaritetsbidrag, jf. denne artikels stk. 1. Den forelæggende ret ønsker oplyst, hvad rækkevidden er af dette krav, såvel for så vidt angår den tilsvarende nationale foranstaltnings personelle anvendelsesområde som de beregningsregler, der finder anvendelse på dette bidrag, når det gennemføres ved hjælp af en sådan foranstaltning.

i)      Det personelle anvendelsesområde for den »tilsvarende nationale foranstaltning«

63.      Jeg gør på forhånd opmærksom på, at det midlertidige solidaritetsbidrags personelle anvendelsesområde er defineret i artikel 14, stk. 1, og artikel 15 i forordning 2022/1854, hvor det præciseres, at dette bidrag finder anvendelse på de selskaber og faste driftssteder, der driver virksomhed i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne. Desuden omhandler denne forordnings kapitel II med overskriften »Foranstaltning vedrørende råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne«, hvorunder disse to bestemmelser hører, kun disse fire sektorer (35).

64.      Det fremgår således af selve ordlyden af de førnævnte bestemmelser, at EU-lovgiver har haft til hensigt at afgrænse det midlertidige solidaritetsbidrags personelle anvendelsesområde til alene de selskaber og faste driftssteder, der har aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne.

65.      Denne fortolkning understøttes endvidere af såvel hovedformålet med forordning 2022/1854, der består i at omfordele en del af visse markedsaktørers ekstraordinære gevinster til fordel for forbrugerne for at afbøde virkningerne af energikrisen (36), som den særlige baggrund for dens vedtagelse, der er kendetegnet ved behovet for på EU-plan at træffe fælles og velkoordinerede foranstaltninger for at håndtere de fremherskende usædvanlige omstændigheder på energimarkedet (37).

66.      Det er min opfattelse, at det samme gør sig gældende for de tilsvarende nationale foranstaltninger, som medlemsstaterne kan vedtage i medfør af denne forordnings artikel 14, stk. 2.

67.      Selv om nævnte forordnings artikel 14, stk. 2, til forskel fra stk. 1 heri, ikke udtrykkeligt angiver, hvilke sektorer de tilsvarende nationale foranstaltninger skal finde anvendelse på, kræver denne bestemmelse nemlig, at disse pålægger de berørte afgiftspligtige enheder »tilsvarende regler som dem, der gælder for det nævnte bidrag«. I denne henseende præciseres det i samme forordnings 63. betragtning, at en tilsvarende national foranstaltning betragtes som underlagt tilsvarende regler som dem, der gælder for det midlertidige solidaritetsbidrag, når de omfatter aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne.

68.      En fortolkning af begrebet »tilsvarende national foranstaltning«, der gør det muligt for medlemsstaterne selv at definere det midlertidige solidaritetsbidrags personelle anvendelsesområde og følgelig indlemme andre sektorer heri end dem, der er fastsat ved artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, risikerer efter min opfattelse at bringe såvel denne bestemmelses effektive virkning som dens formål, der består i at sikre en minimumskoordinering af de foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget i forbindelse med energikrisen, i fare. De medlemsstater, der anvender det midlertidige solidaritetsbidrag direkte, forbliver nemlig bundet af dets personelle anvendelsesområde og de øvrige parametre, der er defineret i den nævnte bestemmelse, mens de, der vælger at træffe en tilsvarende national foranstaltning, får en markant bredere skønsmargen, der sætter dem i stand til bl.a. at definere, på hvilke sektorer denne finder anvendelse.

69.      En sådan forskel lader sig vanskeligt forene med ratio legis af denne forordnings artikel 14, stk. 2, hvis formål ikke er at tillade medlemsstaterne at fjerne sig fra den harmoniserede ramme, som EU-lovgiver har indført, men alene at tillade dem at erstatte det midlertidige solidaritetsbidrag med en national foranstaltning, der har tilsvarende virkninger (38). Jeg er derfor af den opfattelse, at en sådan fortolkning i vidt omfang ville berøve både dette bidrag, der er udformet som et instrument til reaktion på energikrisen, og EU-lovgivers beslutning om at begrænse dette til de sektorer, der er omfattet af den nævnte forordnings artikel 14, stk. 1, deres rækkevidde (39).

70.      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at for at en national foranstaltning kan betegnes som »tilsvarende« som omhandlet i samme forordnings artikel 14, stk. 2, skal dens personelle anvendelsesområde i princippet svare til det midlertidige solidaritetsbidrags som defineret ved denne bestemmelse og derfor omfatte de samme sektorer som dem, der er omhandlet i den nævnte forordnings artikel 14, stk. 1.

71.      Det er i den foreliggende sag ubestridt, at anvendelsesområdet for det ved lov af 16. december 2022 indførte solidaritetsbidrag i to henseender adskiller sig fra det, der er fastsat ved artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854. Dels finder dette bidrag ikke anvendelse på samtlige de sektorer, der er omfattet af denne forordnings artikel 14, stk. 1, men kun på registrerede olieselskaber med aktiviteter i raffinaderisektoren og raffineringskapacitet i Belgien (40). Dels omfatter det nævnte bidrag andre sektorer end dem, der er omhandlet i denne artikel 14, stk. 1, for så vidt som det ligeledes finder anvendelse på registrerede olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere.

72.      På denne baggrund ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den i hovedsagen omhandlede foranstaltning kan betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 14, stk. 2, og i bekræftende fald om samme forordning er til hinder for en sådan foranstaltning.

73.      I denne forbindelse skal to forhold præciseres.

74.      Jeg påpeger i første række, at selv om medlemsstaterne i princippet har pligt til at anvende det midlertidige solidaritetsbidrag på samtlige virksomheder med aktiviteter i de sektorer, der er angivet i artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, forudsætter denne pligt nødvendigvis, at sådanne virksomheder faktisk er til stede på deres nationale område. Det kan ikke foreholdes en medlemsstat, at den ved hjælp af en tilsvarende national foranstaltning indfører et midlertidigt solidaritetsbidrag, hvis anvendelsesområde er mere begrænset end det, der er fastsat i denne artikel, eftersom udelukkelsen af visse af de deri fastsatte sektorer er objektivt begrundet, f.eks. med at disse sektorer kun i ringe omfang om overhovedet findes på det nationale område.

75.      Det følger heraf, at begrænsningen af det midlertidige solidaritetsbidrags anvendelsesområde til en enkelt af de sektorer, der er omfattet af denne forordnings artikel 14, stk. 1, nemlig i den foreliggende sag sektoren for raffinering af olieprodukter, ikke i sig selv kan være til hinder for kvalificeringen af den i hovedsagen omhandlede foranstaltning som en »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i denne artikels stk. 2.

76.      Hvad i anden række angår de registrerede olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere er jeg af den opfattelse, at udvidelsen af kredsen af afgiftspligtige enheder til andre sektorer end dem, der er omfattet af den nævnte forordnings artikel 14, ikke i sig selv kan så tvivl om dens forenelighed med den nævnte forordning.

77.      Først gør jeg opmærksom på, at kapitel III i forordning 2022/1854, hvori denne artikel 14 befinder sig, udelukkende fastsætter indførelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag uden af den grund at forbyde medlemsstaterne at udvide dets personelle anvendelsesområde til operatører med aktiviteter i andre økonomiske sektorer end de i denne bestemmelse omfattede. Det må i øvrigt konstateres, at ingen anden af denne forordnings bestemmelser synes at være til hinder for en sådan udvidelse (41).

78.      Jeg minder dernæst om, at henset til retsgrundlaget for vedtagelsen af forordning 2022/1854, nemlig artikel 122, stk. 1, TEUF, er denne bestemmelses formål hverken at indføre en udtømmende harmonisering på skatteområdet eller indføre permanente ordninger på energimarkedet (42). Eftersom EU-lovgiver hverken har ønsket at foretage en udtømmende regulering af energimarkedets skattemæssige aspekter eller aspekterne af et velfungerende energimarked, bevarer medlemsstaterne deres resterende kompetence, navnlig på skatteområdet, med henblik på de situationer, der ikke falder ind under denne forordnings anvendelsesområde. De kan således i princippet stadig frit lade sig inspirere af EU-retten med henblik på at regulere disse situationer og anvende regler og begreber fra denne ret på rent nationale situationer (43).

79.      Det forekommer mig endelig ikke urimeligt, at en medlemsstat, når den udformer en tilsvarende national foranstaltning, tager hensyn til de særlige træk ved sit nationale marked og navnlig de faktisk tilstedeværende sektorer for at fastlægge det midlertidige solidaritetsbidrags anvendelsesområde. Når en af de sektorer, der er omfattet af artikel 14 i forordning 2022/1854, ikke er til stede på det nationale marked eller kun indtager en marginal plads herpå – såsom udvinding af naturgas og kul i Belgien – kan det ikke foreholdes den pågældende medlemsstat, at den forsøger et opretholde effektiviteten af denne foranstaltning ved at udvide den til virksomheder med aktiviteter inden for distribution af visse olieprodukter, navnlig når disse virksomheder kan have opnået ekstraordinært store overskud på grund af energikrisen, og denne udvidelse gør det muligt at generere sammenlignelige eller endog højere indtægter end det formodede provenu ved en streng anvendelse af denne forordnings artikel 14 (44).

ii)    Beregningsregler for »tilsvarende nationale foranstaltninger«

80.       Jeg gør opmærksom på, at artikel 15 og 16 i forordning 2022/1854 fastsætter, at det midlertidige solidaritetsbidrag beregnes af såkaldt »ekstraordinære« overskud hos de berørte selskaber med mindst 33%.

81.      For så vidt angår tilsvarende nationale foranstaltninger påpeger jeg, at denne forordnings artikel 14, stk. 2, ikke fastsætter nogen beregningsmetode til det omhandlede bidrag, men blot kræver, at disse foranstaltninger pålægger de afgiftspligtige enheder tilsvarende regler som dem, der gælder for dette bidrag. I denne henseende præciseres det i 63. betragtning til den nævnte forordning, at en national foranstaltning bør anses for at være underlagt tilsvarende regler som dem, der regulerer det midlertidige solidaritetsbidrag, når den definerer et beskatningsgrundlag og fastsætter en sats.

82.      I den foreliggende sag er det ubestridt, at der til den i hovedsagen omhandlede foranstaltning anvendes en anden beregningsmetode end den, der er fastsat i samme forordnings artikel 15 og 16 for det midlertidige solidaritetsbidrag, og at denne metode i øvrigt varierer alt efter kategorien af berørte selskaber. Frem for at indføre en afgift på overskud i snæver forstand beregnet af det skattepligtige overskud har den belgiske lovgiver nemlig valgt et bidrag, der for de registrerede olieselskaber med aktiviteter i raffinaderisektoren og raffineringskapacitet i Belgien er beregnet på grundlag af den mængde råolie, der er forarbejdet i Belgien, og for olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere på grundlag af den mængde olieprodukter, der er overgået til forbrug i Belgien.

83.      Det er derfor spørgsmålet, om medlemsstaterne, når de vedtager tilsvarende nationale foranstaltninger, har pligt til at følge den beregningsmetode, som er angivet i artikel 15 og 16 i forordning 2022/1854, eller de alt efter omstændighederne kan benytte en anden metode til at beregne bidragsbeløbet.

84.      Efter min opfattelse er sidstnævnte mulighed med forbehold af overholdelsen af de i det følgende beskrevne betingelser den rette at vælge.

85.      Det må fastslås, jf. punkt 81 i dette forslag til afgørelse, at artikel 14, stk. 2, i forordning 2022/1854 ikke i sig selv kræver, at en tilsvarende national foranstaltning er baseret på den samme metode til beregning af det skattepligtige overskud, der er omfattet af det midlertidige solidaritetsbidrag. Med hensyn til det personelle anvendelsesområde er det udtrykkeligt anført i 63. betragtning til denne forordning, at den tilsvarende nationale foranstaltning skal omfatte de samme sektorer som det midlertidige solidaritetsbidrag, men der er ikke fastsat noget sammenligneligt krav til de nærmere bestemmelser om beregningen af bidraget. Derfor behøver beskatningsgrundlaget for en tilsvarende national foranstaltning ikke nødvendigvis at bestå af de pågældende virksomheders skattepligtige overskud, som det er tilfældet med det midlertidige solidaritetsbidrag, der er fastsat i nævnte forordning, men kan baseres på andre elementer

86.      Når EU-lovgiver endvidere faktisk giver medlemsstaterne mulighed for at anvende »tilsvarende nationale foranstaltninger«, er det netop for at indrømme dem en vis skønsmargen med henblik på gennemførelsen af solidaritetsbidraget. Anvendelsen af sådanne foranstaltninger indebærer i sagens natur, at disse kan adskille sig fra dette bidrag i visse tekniske henseender, bl.a. med hensyn til den valgte beregningsmetode, såfremt de gør det muligt at nå et mål, der svarer til målet med det nævnte bidrag. Hvis medlemsstaterne i modsat fald havde pligt til at kopiere samtlige kendetegn ved samme bidrag, ville selve muligheden for at benytte sig af en »tilsvarende national foranstaltning« blive frataget enhver selvstændig rækkevidde.

87.      Følgelig er det min opfattelse, at da beregningsmetoden for det bidrag, der er indført ved den i hovedsagen omhandlede foranstaltning, gør det muligt at pålægge de ekstraordinære overskud hos olieselskaber med aktiviteter i raffinaderisektoren en afgift på niveau med provenuet af anvendelsen af den sats, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, påhviler det den forelæggende ret at efterprøve, om denne foranstaltning bør anses for at opfylde kravene i denne forordnings artikel 14, stk. 2, selv om den valgte beregningsmetode adskiller sig fra den, der er fastsat for det midlertidige solidaritetsbidrag.

88.      For god ordens skyld tilføjer jeg, at eftersom foranstaltningerne over for olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere for 2022 ikke falder ind under den nævnte forordnings anvendelsesområde, er disse selskaber for så vidt angår disse foranstaltninger ikke pålagt de krav, der udspringer af samme forordnings artikel 14, stk. 2, vedrørende beregningsmetoden for solidaritetsbidraget. Som jeg har anført i punkt 82 i dette forslag til afgørelse, kan medlemsstaterne nemlig stadig frit inden for rammerne af de kompetencer, som de fortsat har på bl.a. beskatningsområdet, beslutte den metode, som de finder egnet til de sektorer, der ligger uden for anvendelsesområdet for forordning 2022/1854, med forbehold af overholdelsen af EU-retten (45).

b)      Kriteriet om tilsvarende mål

89.      Jeg påpeger, at det andet kriterium, som skal opfyldes af en national foranstaltning, hvorved der indføres et solidaritetsbidrag, for at den kan betegnes som »tilsvarende«, jf. artikel 14, stk. 2, i forordning 2022/1854, består i, at målet med denne foranstaltning skal svare til målet med det midlertidige solidaritetsbidrag, der er fastlagt i denne artikels stk. 1, og at provenuet heraf anvendes til formål, der er sammenlignelige med formålene med dette bidrag.

90.       Hvad mere præcist angår spørgsmålet om, hvorvidt en national foranstaltning forfølger mål, der svarer til målene med det midlertidige solidaritetsbidrag som omhandlet i denne forordnings artikel 14, stk. 2, præciseres det i 63. betragtning hertil, at formålet med en sådan foranstaltning skal anses for at svare til det »overordnede mål« for det midlertidige solidaritetsbidrag, der er fastsat ved den nævnte forordning, »når det består i at bidrage til rimelige energipriser«.

91.      I den foreliggende sag har den belgiske regering i sine skriftlige indlæg gjort gældende, at denne betingelse er opfyldt, eftersom den i hovedsagen omhandlede foranstaltning i overensstemmelse med artikel 4, § 4, i lov af 16. december 2022 udtrykkeligt har til formål at støtte husholdninger (46) og selskaber, der er ramt af følgerne af energikrisen og skal betale usædvanligt høje priser (47).

92.      Med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, synes dette krav således at være opfyldt i den foreliggende sag.

c)      Kriteriet om generering af et sammenligneligt eller højere beløb end det anslåede provenu af det midlertidige solidaritetsbidrag

93.      Jeg gør opmærksom på, at i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2, i forordning 2022/1854 skal de tilsvarende nationale foranstaltninger generere et provenu, der er sammenligneligt med eller større end det anslåede provenu af det midlertidige solidaritetsbidrag.

94.      I denne henseende har den belgiske regering i sine skriftlige indlæg gjort gældende, at uafhængigt af det faktisk genererede provenu af det bidrag, der er indført ved den i hovedsagen omhandlede foranstaltning, fastsætter artikel 4, § 3, i lov af 16. december 2022 en kompensationsmekanisme, der gør det muligt at regulere det således opnåede beløb, så det som minimum svarer til det provenu, der ville være opnået, hvis bidraget var blevet beregnet efter den metode, der er fastsat i artikel 15 og 16 i forordning 2022/1854 for det midlertidige solidaritetsbidrag.

95.      Selv om det tilkommer den forelæggende ret, der alene er kompetent til at foretage de nødvendige faktuelle efterprøvelser, at afgøre, om denne mekanisme faktisk gør det muligt at sikre et sådant niveau. er det vigtigt at påpege, at det anslåede provenu af det midlertidige solidaritetsbidrag ikke kan være mindre end det, der opnås med en sats på mindst 33% af de »ekstraordinære overskud«.

d)      Konklusion

96.      Det fremgår af ovenstående analyse, at en foranstaltning som den, der er omhandlet i hovedsagen, med forbehold af den kontrol, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, synes at opfylde de forskellige krav, der er fastsat i forordning 2022/1854 for at kunne betegnes som en »tilsvarende nationa[l] foranstaltnin[g]« i henhold til artikel 14, stk. 2, i denne forordning, idet den finder anvendelse på olieselskaber, der udøver virksomhed inden for raffinaderisektoren.

97.      Den nævnte forordning er ikke til hinder for, at en sådan foranstaltning udvider sit anvendelsesområde til andre sektorer end dem, der udtømmende er opregnet i artikel 14, stk. 1, i forordningen. Udvidelsen af kredsen af forpligtede virksomheder til at omfatte olieselskaber, der er udpeget som primære deltagere, er derfor ikke i sig selv af en sådan art, at den sætter spørgsmålstegn ved foranstaltningens overensstemmelse med samme forordning eller ved dens betegnelse som »tilsvarende national foranstaltning«, for så vidt som den finder anvendelse på olieselskaber inden for raffinaderisektoren. En sådan kvalificering kan dog ikke anvendes på de olieselskaber, der er udpeget som primære deltagere, og som ikke falder ind under det personelle anvendelsesområde for artikel 14, stk. 1.

98.      På baggrund af det ovenstående er det min opfattelse, at det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 14 i forordning 2022/1854 ikke er til hinder for nationale bestemmelser, hvorved der indføres en national foranstaltning svarende til det midlertidige solidaritetsbidrag, som, samtidig med at den finder anvendelse på visse selskaber og faste driftssteder, som er omfattet af denne forordnings artikel 2, nr. 17), og er pålagt dette bidrag i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, heri, tillige udvider sit anvendelsesområde til også at omfatte andre kategorier af økonomiske aktører, der ikke er omfattet af disse bestemmelser, forudsat at denne udvidelse ikke sår tvivl om denne foranstaltnings ækvivalens i henseende til de virksomheder, der henhører under denne bestemmelses anvendelsesområde, og at denne foranstaltning for så vidt angår de selskaber og faste driftssteder, der er omfattet af artikel 14, stk. 1, opfylder de krav, som forordningen stiller som betingelse for, at den kan betegnes som en »tilsvarende nationa[l] foranstaltnin[g]«.

C.      Om det tredje præjudicielle spørgsmål

99.      Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret, såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende, nærmere bestemt oplyst, om artikel 14 i forordning 2022/1854 er ugyldig, fordi denne bestemmelse tilsidesætter chartrets artikel 20 og 21, idet den ved hjælp af en national foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede gør det muligt dels at behandle de forskellige kategorier af virksomheder med aktiviteter i olieproduktsektoren forskelligt, dels at behandle disse virksomheder anderledes end virksomheder med aktiviteter i kul- og naturgassektorerne.

100. Indledningsvis skal jeg fremhæve, at dette spørgsmål kun er stillet for det tilfælde, at det første og det andet præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende. Selv om jeg, jf. min ovenstående bedømmelse, foreslår, at det første spørgsmål besvares bekræftende med, at kapitel III i forordning 2022/1854 kunne vedtages gyldigt på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF, anbefaler jeg, at der derimod kun svares delvist bekræftende på det andet spørgsmål. En foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede kan nemlig, således som det fremgår af punkt 97 i dette forslag til afgørelse, ikke betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i denne forordnings artikel 14, stk. 2, for så vidt angår olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere for 2022, eftersom disse ikke henhører under den nævnte forordnings personelle anvendelsesområde. For de nævnte selskabers vedkommende gennemfører den i hovedsagen omhandlede foranstaltning følgelig ikke samme forordnings artikel 14, hvorfor chartret ikke finder anvendelse på denne foranstaltning.

101. Jeg skal for fuldstændighedens skyld tilføje, at henset til de udtrykkelige oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt om genstanden for de søgsmål, der er indbragt for den, forekommer det ikke nødvendigt at undersøge foreneligheden af artikel 14 i forordning 2022/1854 med chartrets artikel 20 og 21, for så vidt som denne artikel tillader anvendelsen af den i hovedsagen omhandlede foranstaltning på olieselskaber med aktiviteter i raffinaderisektoren (48).

102. Henset til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at det er ufornødent at besvare det tredje præjudicielle spørgsmål (49).

D.      Om det fjerde og det femte præjudicielle spørgsmål

103. Med det fjerde og det femte præjudicielle ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 30 TEUF og 110 TEUF skal fortolkes således, at en national foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, der finder anvendelse på olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere, udgør en afgift med tilsvarende virkning som told, der er forbudt ved artikel 30 TEUF, eller en diskriminerende intern afgift, som er forbudt ved artikel 110 TEUF.

104. Indledningsvis påpeger jeg, at EUF-traktatens bestemmelser vedrørende afgifter med tilsvarende virkning og bestemmelserne vedrørende diskriminerende interne afgifter ikke kan anvendes kumulativt, hvorfor en foranstaltning, som er omfattet af artikel 110 TEUF, ikke – således som den nævnte traktat er opbygget – kan kvalificeres som en »afgift med tilsvarende virkning« (50). Det skal derfor i første omgang undersøges, om det solidaritetsbidrag, der er indført ved lov af 16. december 2022, kan betegnes som en afgift med tilsvarende virkning som told som omhandlet i artikel 30 TEUF. Hvis dette ikke er tilfældet, er det vigtigt i næste omgang at efterprøve, om dette bidrag udgør en diskriminerende intern afgift, som er forbudt ved artikel 110 TEUF.

105. Hvad i første række angår artikel 30 TEUF, påpeger jeg, at det af Domstolens faste praksis følger, at enhver økonomisk byrde, der ensidigt pålægges varer, når de føres over grænsen, uanset hvor lav den måtte være, og hvorledes den betegnes og opkræves, udgør en afgift med tilsvarende virkning som told, når den ikke udgør egentlig told. Derimod hører de økonomiske byrder, som følger af en almindelig intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme objektive kriterier anvendes på varekategorier uafhængigt af deres oprindelse og uafhængigt af deres bestemmelse, under artikel 110 TEUF om forbud mod diskriminerende interne afgifter (51).

106. Det væsentligste kendetegn for en afgift med tilsvarende virkning, der gør det muligt at adskille den fra en generel intern afgift, er således, at den førstnævnte afgift udelukkende rammer det grænseoverskridende produkt som sådant, mens den sidstnævnte afgift både rammer importerede, eksporterede og indenlandske produkter (52).

107. Det må imidlertid medgives, at den udløsende faktor for det bidrag, der er indført ved den i hovedsagen omhandlede foranstaltning, hverken er en grænsepassage eller en indførsel, men den mængde olieprodukter, der er forarbejdet og/eller overgået til forbrug (53). Hvad mere præcist angår olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere for 2022 fastsætter den i hovedsagen omhandlede foranstaltning en afgift på 7,8 EUR pr. kubikmeter produkter, der er »overgået til forbrug« i perioden fra den 1. januar 2022 til den 31. december 2023. Dette bidrag finder endvidere anvendelse efter de samme kriterier på importerede produkter og indenlandske produkter uafhængigt af deres oprindelse og af deres bestemmelsessted.

108. Den omstændighed, som den forelæggende ret har henvist til, at denne afgift i mangel af udvinding af råolie i Belgien i praksis kun vedrører importeret olie, sår ikke tvivl om denne konstatering.

109. Det følger nemlig af Domstolens praksis, som jeg har henvist til i punkt 110 i dette forslag til afgørelse, at selv en afgift, der rammer et produkt indført fra en anden medlemsstat, hvor der ikke findes et identisk eller et lignende indenlandsk produkt, ikke udgør en afgift med en tilsvarende virkning, men en intern afgift i den i artikel 110 TEUF omhandlede forstand, såfremt den er et led i en generel intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme objektive kriterier anvendes på varekategorier uafhængigt af deres oprindelse (54). For at det i denne henseende kan antages, at den pågældende afgift er et led i en generel, intern afgiftsordning, skal den være pålagt en indenlandsk vare og en tilsvarende eksporteret vare med samme sats på samme stadium i omsætningen, og afgiftspligtens indtræden skal være den samme for de to varer (55).

110. I den foreliggende sag og med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, henhører den i hovedsagen omhandlede foranstaltning under et sådan system og skal følgelig vurderes i lyset af artikel 110 TEUF.

111. Hvad i anden række angår artikel 110 TEUF forbyder denne bestemmelses stk. 1 medlemsstaterne direkte eller indirekte at pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er højere end de afgifter, der direkte eller indirekte pålægges lignende indenlandske varer. I overensstemmelse med stk. 2 heri er det dem også forbudt at pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som indirekte vil kunne beskytte andre produkter.

112. Jeg fremhæver ligeledes, at denne bestemmelse udgør et supplement til reglerne om afskaffelse af told og afgifter med tilsvarende virkning, for så vidt som de har til formål at sikre varernes frie bevægelighed mellem medlemsstaterne på normale konkurrencevilkår gennem fjernelse af enhver form for beskyttelse, der kan følge af anvendelsen af interne afgifter, der indebærer forskelsbehandling af varer med oprindelse i andre medlemsstater. Formålet med den nævnte bestemmelse er navnlig at sikre, at interne afgifter virker fuldstændigt neutralt i forhold til konkurrencen mellem varer, der allerede befinder sig på det indenlandske marked, og indførte varer (56).

113. Domstolen har således fastslået, at et afgiftssystem kun kan anses for foreneligt med artikel 110 TEUF, hvis det godtgøres, at det er opbygget således, at det under alle omstændigheder er udelukket, at der skal svares højere afgifter af indførte varer end af indenlandske varer, og at det under ingen omstændigheder indebærer forskelsbehandling (57). I denne sammenhæng har Domstolen præciseret, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 110, stk. 1, TEUF når afgifterne på henholdsvis den indførte og den lignende indenlandske vare beregnes forskelligt og efter forskellige regler, således at det – selv om det kun måtte ske i visse tilfælde – fører til en højere afgift for den indførte vare (58). Det i artikel 110, stk. 1, TEUF fastsatte forbud skal således finde anvendelse på enhver intern beskatning, der kan bevirke, at indførsel af varer med oprindelse i andre medlemsstater opgives til fordel for indenlandske varer (59).

114. Derimod begrænser EU-retten ikke på sit nuværende udviklingstrin den enkelte medlemsstats frihed til at indføre en differentieret afgiftsordning for visse varer, heller ikke selv om disse må anses for lignende varer, jf. artikel 110, stk. 1, TEUF, når dette sker efter objektive kriterier, såsom arten af benyttede råstoffer eller den anvendte fremstillingsmetode, idet sådanne afgiftsforskelle imidlertid kun er forenelige med EU-retten, hvis de forfølger formål, der også er forenelige med kravene i traktaten og i afledt ret, og hvis de detaljerede regler er udformet således, at enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af importvarer fra andre medlemsstater eller beskyttelse til fordel for konkurrerende indenlandske varer undgås (60). I øvrigt skal det, hvis ligheden ikke er til stede, ligeledes efterprøves, om den undersøgte foranstaltning er i overensstemmelse med artikel 110, stk. 2, TEUF, der har til formål at konstatere enhver form for indirekte fiskal protektionisme i henseende til varer, der uden at være lignende varer som omhandlet i artikel 110, stk. 1, TEUF ikke desto mindre befinder sig i en, selv delvis, indirekte eller potentiel konkurrencesituation (61).

115. Af de grunde, som jeg vil gøre rede for i de følgende punkter i dette forslag til afgørelse, er det min opfattelse, at den i hovedsagen omhandlede foranstaltning ikke kan betegnes som en diskriminerende intern afgift som omhandlet i artikel 110 TEUF.

116. Dels fremgår det af den i hovedsagen omhandlede foranstaltnings kendetegn, der er nævnt i punkt 107 i dette forslag til afgørelse, at denne foranstaltning er baseret på objektive kriterier, nemlig mængden af råolie eller olieprodukter, der er forarbejdet eller overgået til forbrug, uden at der sondres efter de pågældende produkters oprindelse. Henset til Domstolens praksis som anført i punkt 111-114 i dette forslag til afgørelse synes denne foranstaltning således ved første øjekast ikke at kunne medføre forskelsbehandling.

117. Dels påpeger jeg, at artikel 110, stk. 1, TEUF forbyder enhver diskriminerende foranstaltning i form af højere afgifter på importerede varer i forhold til lignende indenlandske varer, mens stk. 2 heri omhandler afgifter, der indirekte vil kunne beskytte andre indenlandske produkter. Konstateringen af en afgiftsmæssig forskelsbehandling eller enhver anden form for diskriminerende behandling af varer fra andre medlemsstater kræver således en identificering af de lignende indenlandske varer eller konkurrerende indenlandske produkter, der kan være beskyttet af den omtvistede foranstaltning, og forudsætter naturligvis, at der findes sådanne varer på det nationale område.

118. Selv om den forelæggende ret i den foreliggende sag ønsker belyst, om der sker forskelsbehandling, fordi den i hovedsagen omhandlede foranstaltning i praksis alene rammer importeret olie, eftersom der ikke udvindes olie i Belgien, uanset andre energiprodukter, der udvindes i denne medlemsstat, har den dog hverken identificeret disse produkter eller anført nogen præciseringer i denne henseende (62). Under alle omstændigheder kan anvendelsen af denne foranstaltning på de olieselskaber, der er udpeget som primære deltagere, efter min opfattelse ikke anses for at udgøre en forskelsbehandling i den forstand, der er omhandlet i artikel 110 i TEUF. Den differentierede behandling af de forskellige olieprodukter bygger nemlig på objektive hensyn i henhold til Domstolens retspraksis, som er nævnt i punkt 113 og 114 i disse konklusioner. Dette gælder navnlig for kerosin (63) og lampeolie (64), begge omhandlet af den forelæggende ret i forbindelse med dens fjerde og femte præjudicielle spørgsmål.

119. På baggrund af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at det fjerde og det femte spørgsmål skal besvares med, at artikel 30 TEUF og artikel 110 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national foranstaltning, hvorved der pålægges registrerede olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere for diesel-, gasolie- og benzinprodukter et midlertidigt solidaritetsbidrag beregnet efter den mængde af disse produkter, der er overgået til forbrug, for så vidt som dette bidrag finder anvendelse uafhængigt af de berørte produkters oprindelse og hverken direkte eller indirekte pålægger varer fra andre medlemsstater en afgift, der er højere end den, der pålægges lignende indenlandske varer, eller en intern afgift, der indirekte vil kunne beskytte andre indenlandske produkter.

E.      Om det sjette præjudicielle spørgsmål

120. Med det sjette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at det midlertidige solidaritetsbidrag, for så vidt som det alene finder anvendelse på visse selskaber med aktiviteter i oliesektoren og ikke i naturgas- og kulsektorerne, udgør ulovlig statsstøtte.

121. Indledningsvis påpeger jeg, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at en foranstaltning kun kan kvalificeres som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, hvis alle de følgende betingelser er opfyldt. For det første skal der foreligge en statslig foranstaltning eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler. For det andet skal denne foranstaltning kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater. For det tredje skal det give modtageren en selektiv fordel. For det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene (65).

122. Jeg anfører indledningsvis, at den forelæggende rets spørgsmål primært vedrører den selektive karakter af den i hovedsagen omhandlede foranstaltning.

123. Det følger i denne henseende af Domstolens praksis, at for at afgøre, om en national foranstaltning kan udløse en selektiv fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, skal det undersøges, om denne foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner« i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til formålet med denne ordning befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation og således er udsat for en differentieret behandling, der i det væsentlige kan betegnes som »forskelsbehandling« (66).

124. Nærmere bestemt forudsætter en kvalificering af en national skatteforanstaltning som »selektiv«, at referencerammen som første skridt fastlægges, dvs. hvad der er den »normale« skatteordning i den pågældende medlemsstat, og at det derefter som næste skridt godtgøres, at den omhandlede skatteforanstaltning udgør en afvigelse fra denne referenceramme, for så vidt som den indfører en differentiering mellem erhvervsdrivende, der i forhold til det formål, der forfølges hermed, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation. Begrebet »statsstøtte« omfatter imidlertid ikke foranstaltninger, der indfører en differentiering mellem virksomheder, der i forhold til det formål, der forfølges med den omhandlede retlige ordning, befinder sig i sammenlignelige faktiske og retlige situationer, og dermed a priori er selektive, når den berørte medlemsstat som tredje skridt kan godtgøre, at denne differentiering er begrundet, eftersom den følger af karakteren eller den almindelige opbygning af den ordning, som foranstaltningerne er en del af (67).

125. I denne forbindelse er fastlæggelsen af referencerammen af særlig betydning i forbindelse med skattemæssige foranstaltninger, eftersom der kun kan godtgøres en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF i forhold til en såkaldt »normal« beskatning (68). I denne henseende skal det fremhæves for det første, at fastlæggelsen af referencerammen skal ske på grundlag af en objektiv undersøgelse af indholdet, kombinationen og de konkrete virkninger af de gældende regler i henhold til denne medlemsstats ret (69), og for det andet, at det uden for de områder, hvor EU-skatteretten er genstand for harmonisering, er den pågældende medlemsstat, som gennem udøvelsen af sine egne beføjelser vedrørende direkte beskatning og under overholdelse af sin skattemæssige autonomi fastlægger de grundlæggende kendetegn ved skatten, som principielt definerer den referenceramme eller den »normale« skatteordning, på grundlag af hvilken betingelsen om selektivitet skal analyseres. Denne fastlæggelse af de grundlæggende kendetegn ved skatten omfatter grundlaget for denne skat, dvs. beskatningens udløsende begivenhed, men også eventuelle fritagelser fastsat herfor (70).

126. Når den pågældende skatteforanstaltning fremstår som en uadskillelig del af den almindelige skatteordning i den pågældende medlemsstat, er det følgelig denne ordning, der skal tjene som reference. Når en sådan foranstaltning forekommer klart at kunne adskilles fra nævnte ordning, kan det derimod ikke udelukkes, at den referenceramme, der skal tages i betragtning, er mere begrænset end denne almindelige ordning eller er identisk med selve foranstaltningen, når denne fremstår som en norm med en selvstændig juridisk logik, og det ikke er muligt at identificere et sammenhængende regelsæt uden for denne foranstaltning (71).

127. I den foreliggende sag indrømmer lov af 16. december 2022 ikke en fritagelse i snæver forstand, men begrænser det midlertidige solidaritetsbidrags anvendelsesområde til visse selskaber med aktiviteter inden for oliesektoren og udelukker andre selskaber samt det ene selskab, der har aktiviteter i naturgas- og kulsektoren. Sidstnævnte er således undtaget fra dette bidrag og kan i princippet opnå en selektiv fordel i forhold til de selskaber, der er pålagt det (72).

128. Hvad i denne henseende angår definitionen af referencerammen i forbindelse med den første fase af analysen anfører jeg, at det midlertidige solidaritetsbidrag, der er pålagt visse selskaber i oliesektoren, udgør en ekstraordinær afgift, der i lighed med forordning 2022/1854, som den er inspireret af, er vedtaget på baggrund af en krisesituation og forfølger et specifikt mål, nemlig at afbøde virkningerne af energikrisen for personer og virksomheder (73). Den fremstår således som en norm med en selvstændig juridisk logik, der klart kan adskilles fra den almindelige skatteordning. Det er følgelig min opfattelse, af referencerammen udgøres af lov af 16. december 2022, der indfører dette bidrag.

129. Det skal derfor i forbindelse med den anden fase af analysen afgøres, om det nævnte bidrag indfører forskelsbehandling mellem operatører, der henset til det med referencerammen forfulgte mål befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation. Der skal derfor foretages en sammenligning af situationen for dels de operatører, der er omfattet af det midlertidige solidaritetsbidrag, dels de øvrige kategorier af operatører, der ikke er pålagt dette bidrag, selv om de ifølge sagsøgerne i hovedsagen befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation.

130. For så vidt angår de operatører, der er pålagt det midlertidige solidaritetsbidrag, præciserer jeg dels, at de registrerede olieselskaber med aktiviteter i raffinaderisektoren optræder blandt de virksomheder, der er omfattet af dette bidrag i henhold til artikel 14 i forordning 2022/1854, fordi de har haft ekstraordinære overskud i forbindelse med energikrisen. Dels konstaterer jeg, som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og som anført af den belgiske regering og Kommissionen, at de olieselskaber, der er udpeget som primære markedsdeltagere, står for mindst 90% af den samlede mængde olieprodukter, der er overgået til forbrug i Belgien. Denne omstændighed udgør et vigtigt tegn på omfanget af deres økonomiske aktiviteter og deres beskatningspotentiale. I denne forbindelse synes den nationale lovgiver at have sørget for, at byrden af det ved national lov indførte solidaritetsbidrag udelukkende hviler på de olieselskaber, der har en betydelig markedsandel i handelen med brændstof.

131. Derimod forekommer de selskaber, der er undtaget fra bidraget, at befinde sig i en anden situation. I første række udgør de olieselskaber, der ikke har status af primære markedsdeltagere, nemlig kun ca. 10% af markedet for de olieprodukter, der er berørt af den belgiske foranstaltning (74). I anden række befinder de primære markedsdeltagere inden for andre produktkategorier såsom flybrændstof og fyringspetroleum sig ligeledes i en anden situation henset til dels de meget begrænsede mængder fyringspetroleum, der distribueres på det belgiske marked, dels de særlige træk ved markedet for flybrændstof, som ikke direkte berører slutkunderne (75). I tredje og sidste række har også selskaber med aktiviteter inden for kul- og naturgassektorerne andre kendetegn, eftersom de kun indtager en marginal plads på det belgiske marked, der slet ikke udvindes naturgas, og markedet for distribution af naturgas adskiller sig fra forbrugermarkedet for de af foranstaltningen berørte olieprodukter (76).

132. På denne baggrund og med forbehold af den bedømmelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage af de faktiske omstændigheder, er jeg af den opfattelse, at det midlertidige solidaritetsbidrag ikke indfører forskelsbehandling mellem operatører, der henset til det formål, der forfølges med referencerammen, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation.

133. Hvis denne konklusion bekræftes af Domstolen, er det ikke nødvendigt i forbindelse med den tredje fase af analysen at undersøge, om der eventuelt findes en begrundelse baseret på de grundlæggende eller ledende principper i skattesystemet (77), idet anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke indeholder elementer, der er relevante i denne henseende.

134. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg at besvare det sjette præjudicielle spørgsmål med, at artikel 107, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at en national lovgivning, hvorved der indføres et midlertidigt solidaritetsbidrag, ikke udgør statsstøtte, eftersom det ikke indfører forskelsbehandling mellem operatører, der henset til det formål, der forfølges med denne lovgivning, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation.

V.      Forslag til afgørelse

135. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det første til det sjette præjudicielle spørgsmål, som Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol, Belgien) har forelagt, således:

»1)      Rådets forordning (EU) 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser, herunder kapitel III heri, kunne gyldigt vedtages på grundlag af og under opfyldelse af kravene i artikel 122, stk. 1, TEUF og derfor inden for grænserne af de kompetencer, der er tillagt Unionen, og i overensstemmelse med den i denne bestemmelse fastsatte procedure.

2)      Artikel 14 i forordning 2022/1854

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for nationale bestemmelser, hvorved der indføres en national foranstaltning svarende til det midlertidige solidaritetsbidrag, som, samtidig med at den finder anvendelse på visse selskaber og faste driftssteder, som er omfattet af denne forordnings artikel 2, nr. 17), og er pålagt dette bidrag i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, heri, tillige udvider sit anvendelsesområde til også at omfatte andre kategorier af økonomiske aktører, der ikke er omfattet af disse bestemmelser, forudsat at denne udvidelse ikke sår tvivl om denne foranstaltnings ækvivalens i henseende til de virksomheder, der henhører under denne bestemmelses anvendelsesområde, og at denne foranstaltning for så vidt angår de selskaber og faste driftssteder, der er omfattet af artikel 14, stk. 1, opfylder de krav, som forordningen stiller som betingelse for, at den kan betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning«.

3)      Artikel 30 TEUF og artikel 110 TEUF

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for en national foranstaltning, hvorved der pålægges registrerede olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere for diesel-, gasolie- og benzinprodukter et midlertidigt solidaritetsbidrag beregnet efter den mængde af disse produkter, der er overgået til forbrug, for så vidt som dette bidrag finder anvendelse uafhængigt af de berørte produkters oprindelse og hverken direkte eller indirekte pålægger varer fra andre medlemsstater en afgift, der er højere end den, der pålægges lignende indenlandske varer, eller en intern afgift, der indirekte vil kunne beskytte andre indenlandske produkter.

4)      Artikel 107, stk. 1, TEUF

skal fortolkes således, at

en national lovgivning, hvorved der indføres et midlertidigt solidaritetsbidrag, ikke udgør statsstøtte, eftersom det ikke indfører forskelsbehandling mellem operatører, der henset til det formål, der forfølges med denne lovgivning, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation.«

---

1 –      Originalsprog: fransk.

---

2 –      Rådets forordning af 6.10.2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (EUT 2022, L 261 I, s. 1).

---

3 –      Nemlig artikel 30 TEUF, artikel 110 TEUF, artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 3, TEUF samt denne forordnings artikel 14.

---

4 –      Jf. i denne henseende dom af 18.12.2025, Electrabel m.fl. (C-633/23, herefter »dommen i sagen Electrabel m.fl.«, EU:C:2025:991), og af 22.1.2026, Secab (C-423/23, herefter »Secab-dommen«, EU:C:2026:32), hvortil jeg har fremsat forslag til afgørelse. Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse i sagerne Axpo Energy Romania og PPC Renewables Romania (C-251/24 og C-392/24, EU:C:2026:521), og i sag 2Valorise Ham m.fl. (C-467/24, EU:C:2026:608). Forordning 2022/1854 er i øvrigt genstand for flere annullationssøgsmål, som verserer for Retten. Jf. i denne henseende sagen Electrawinds Shabla South mod Rådet (T-759/22), Vermilion Energy Netherlands m.fl. mod Rådet (T-775/22), Vermilion Exploration and Production Ireland og Vermilion Energy Ireland mod Rådet (T-795/22), ExxonMobil Producing Netherlands og Mobil Erdgas Erdöl mod Rådet (T-802/22) og Petrogas E&P Netherlands mod Rådet (T-803/22).

---

5 –      Forordning af 20.12.2006 om oprettelse af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 og visse EF-forordninger om bestemte statistiske områder (EUT 2006, L 393, s. 1).

---

6 –      Moniteur belge af 22.12.2022, s. 98815.

---

7 –      Nærmere betegnet Varo Energy Belgium NV, EG Retail (Belgien) BV, Gilops Group NV og Van Raak Trading NV samt Kuwait Petroleum (Belgien) NV.

---

8 –      Jf. dom af 11.6.2026, Centro Petroli Roma (C‑386/24, EU:C:2026:471, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis.

---

9 –      Svaret på dette spørgsmål kan nemlig så tvivl om den nævnte lovs retsgrundlag og følgelig få indflydelse på sagsøgernes pligt til at betale dette bidrag.

---

10 –      Den retlige sammenhæng, hvori en ny lovgivning indgår, kan bidrage til at belyse det mål, der forfølges hermed. Jf. i denne retning dom af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet (C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 121 og 122 og den deri nævnte retspraksis).

---

11 –      Jf. i denne retning dom af 21.3.2024, Landeshauptstadt Wiesbaden (C-61/22, EU:C:2024:251, præmis 45-47 og den deri nævnte retspraksis).

---

12 –      Artikel 122, stk. 1, TEUF dannede nemlig retsgrundlag for vedtagelsen af flere andre EU-retsakter som middel mod krisesituationer, der ikke berørte energiområdet, bl.a. migrationskrisen (jf. Rådets forordning (EU) 2016/369 af 15.3.2016 om ydelse af nødhjælp i Unionen (EUT 2016, L 70, s. 1)) og covid-19-pandemien (jf. navnlig Rådets forordning (EU) 2020/521 af 14.4.2020 om aktivering af nødhjælp i medfør af forordning (EU) 2016/369 og om ændring af bestemmelserne heri under hensyntagen til covid-19-udbruddet (EUT 2020, L 117, s. 3)).

---

13 –      Jf. navnlig 13. og 14. betragtning til forordning 2022/1854.

---

14 –      Jf. 6., 7. og 9. betragtning til forordning 2022/1854 og artikel 1 heri.

---

15 –      Jf. analogt dom af 24.10.1973, Rewe Zentral (10/73, EU:C:1973:111, præmis 15).

---

16 –      jf. i denne retning dom af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet (C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 354 og den deri nævnte retspraksis). Jf. mit forslag til afgørelse 2Valorise Ham m.fl. (C-467/24, EU:C:2026:608, punkt 60) og Vermilion Energy Ireland m.fl. (C‑533/24, punkt 77.

---

17 –      Jf. 14., 51. og 57. betragtning til forordning 2022/1854.

---

18 –      Jf. 54. betragtning til forordning 2022/1854.

---

19 –      Jf. navnlig artikel 3, stk. 3, TEU. Jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Tyskland mod Polen (C-848/19 P, EU:C:2021:598 præmis 38 og 41).

---

20 –      Det følger ligeledes af Domstolens praksis, at anvendelsen af solidaritetsprincippet ikke betyder, at Unionens politik i intet tilfælde må få negative indvirkninger på en medlemsstats særlige interesser på det pågældende område. Jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Tyskland mod Polen (C-848/19 P, EU:C:2021:598 præmis 44, 49 og 53 samt 73).

---

21 –      Jf. artikel 194, stk. 1, TEUF.

---

22 –      Jf. i denne retning dom af 12.9.2017, Anagnostakis mod Kommissionen (C-589/15 P, EU:C:2017:663, præmis 71).

---

23 –      Selve begrebet »solidaritet« skal forstås således, at det omfatter både medlemsstaterne og de endelige forbrugere. Det ville nemlig være svært at forestille sig, at »solidaritetsånden« kan adskilles fra de nationale forbrugeres interesser, som den i sidste ende også skal komme til gode. 

---

24 –      Jf. bl.a. 6., 14. og 57. betragtning til forordning 2022/1854 og artikel 17 heri.

---

25 –      Jf. i denne henseende punkt 28 i dette forslag til afgørelse.

---

26 –      Jf. i denne henseende artikel 114, stk. 2, TEUF og artikel 194, stk. 3, TEUF, som indfører en særlig procedure for de foranstaltninger på energiområdet, som er af »hovedsagelig fiskal karakter« (min fremhævelse).

---

27 –      Jf. dom af 15.11.2011, Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige (C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 97), hvoraf det fremgår, at selv om en direkte skat primært henhører under medlemsstaternes kompetencer, er denne omstændighed ikke til hinder for, at Unionen kan udøve beføjelser på dette område, som i øvrigt har været genstand for harmoniseringsforanstaltninger i visse sektorer (jf. i denne retning dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen (C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 73)). Flere direktiver på området for direkte skat er i øvrigt blevet vedtaget på grund af artikel 115 TEUF (jf. navnlig Rådets direktiv (EU) 2022/2523 af 14.12.2022 om sikring af en global minimumsskattesats for multinationale koncerner og store nationale koncerner i Unionen (EUT 2022, L 328, s. 1)).

---

28 –      Jf. navnlig dom af 24.10.1973, Balkan-Import-Export (5/73, EU:C:1973:109, præmis 14 og 15).

---

29 –      Det følger af den retspraksis, der er henvist til i punkt 32 i dette forslag til afgørelse, at hvis en EU-retsakt har et dobbelt formål eller består af to led, og det ene af disse kan bestemmes som det primære eller fremherskende, mens det andet kun er sekundært, skal denne retsakt have et enkelt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller led.

---

30 –      Jf. analogt dom af 24.10.1973, Balkan-Import-Export (5/73, EU:C:1973:109, præmis 15), og af 24.10.1973, Rewe Zentral (10/73, EU:C:1973:111, præmis 15). Derimod kunne dette forbehold betragtes som møntet på de øvrige bestemmelser i EUF-traktaten, der specifikt er rettet mod at afhjælpe nødsituationer, såsom artikel 66 TEUF, artikel 78, stk. 3, TEUF, artikel 143, stk. 2, TEUF, artikel 213 TEUF og artikel 222 TEUF.

---

31 –      Jf. dom af 19.7.2012, Parlamentet mod Rådet (C-130/10, EU:C:2012:472, præmis 80).

---

32 –      Jf. dom af 4.9.2018, Kommissionen mod Rådet (Aftale med Kasakhstan) (C-244/17, EU:C:2018:662, præmis 38).

---

33 –      Det skal i denne forbindelse præciseres, at det tilkommer den forelæggende ret, som alene har kompetence til at fortolke national ret, at efterprøve, om den i hovedsagen omhandlede foranstaltning udgør en »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i artikel 14 i forordning 2022/1854, og navnlig om den er forenelig med denne forordning. Domstolen kan dog forsyne den forelæggende ret med de nødvendige fortolkningsbidrag vedrørende EU-retten til det nævnte formål.

---

34 –      Jeg anfører ligeledes, at artikel 2, nr. 21), i forordning 2022/1854 definerer »tilsvarende national foranstaltning« som en lovgivningsmæssig, reguleringsmæssig eller administrativ foranstaltning, der er vedtaget og offentliggjort af en medlemsstat senest den 31.12.2022. Denne tidsmæssige betingelse synes at være opfyldt, idet den i hovedsagen omhandlede foranstaltning blev vedtaget ved lov af 16.12.2022 og trådte i kraft den 22.12.2022.

---

35 –      De nævnte sektorer er i øvrigt nævnt flere gange i forordning 2022/1854, bl.a. i artikel 2, nr. 17)-19), som henholdsvis definerer begrebet »EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne«, »ekstraordinært overskud« og »solidaritetsbidrag«.

---

36 –      Jf. 51. betragtning til forordning 2022/1854.

---

37 –      Jf. 6., 9. og 14. betragtning til forordning 2022/1854.

---

38 –      Den tilsvarende nationale foranstaltning udgør nemlig en alternativ måde at nå de mål, der forfølges med det midlertidige solidaritetsbidrag, og kan i mangel af udtrykkelige angivelser herom ikke tillade medlemsstaterne at se bort fra væsentlige elementer i den ramme, som EU-lovgiver har defineret.

---

39 –      Den ville ligeledes gøre det krav, der stilles i artikel 14, stk. 2, i forordning 2022/1854, om, at de nationale foranstaltninger skal »svare til« dette bidrag, indholdsløst (jf. i denne henseende mit forslag til afgørelse Acea Produzione m.fl., (C-153/25, punkt 52).

---

40 –      Således udelukkes EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne fra denne foranstaltnings anvendelsesområde, selv om disse henhører under anvendelsesområdet for artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854.

---

41 –      Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse Acea Produzione m.fl., (C‑153/25, punkt 55).

---

42 –      Målet hermed er at koordinere medlemsstaternes indgreb i forbindelse med energikrisen ved at etablere et minimum af fælles ekstraordinære, målrettede og tidsbegrænsede regler.

---

43 –      Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse Acea Produzione m.fl., (C‑153/25, punkt 56).

---

44 –      Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse Acea Produzione m.fl., (C‑153/25, punkt 64).

---

45 –      Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse Acea Produzioner m.fl., (C‑153/25, punkt 56 og 65).

---

46 –      Desuden hævder denne regering, at Kongeriget Belgien har vedtaget flere af de foranstaltninger, der er opregnet i artikel 17, stk. 1, i forordning 2022/1854, herunder forlængelse af den sociale takst samt indførelse af et varmetilskud, et fyringsolietilskud og et føderalt tilskud til elektricitet og gas for at støtte husholdningerne.

---

47 –      Den omstændighed alene, at en national lovgivning hævdes at forfølge et givet mål, er ikke tilstrækkeligt i sig selv til at fastslå, at den faktisk forfølger dette mål, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Der er imidlertid intet i forelæggelsesafgørelsen, der synes at angive, at den i hovedsagen omhandlede foranstaltning ikke skulle kunne sikre opfyldelsen af det således forfulgte mål.

---

48 –      Den forelæggende ret har nemlig anført, at det kun var olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere for 2022, der anlagde søgsmål ved den, og at disse ikke havde interesse i at påstå annullation af lov af 16. december 2022, for så vidt som denne lov fandt anvendelse på olieselskaber med aktiviteter i raffinaderisektoren. Denne ret har således præciseret, at den ikke ville undersøge denne lov i dette omfang, medmindre det viste sig, at de pågældende bestemmelser ligeledes skulle annulleres, fordi de var uløseligt forbundet med dem, der var gældende for olieselskaber udpeget som primære markedsdeltagere for 2022.

---

49 –      For god ordens skyld anfører jeg, at spørgsmålet om foreneligheden med chartrets artikel 20 og 21 af indtægtsloftet i henhold til artikel 6 i forordning 2022/1854 og de nationale foranstaltninger til gennemførelse af denne bestemmelse har været genstand for en detaljeret bedømmelse i mit forslag til afgørelse 2Valorise Ham m.fl. (C-467/24, EU:C:2026:608, punkt 52-54, 104-108, 130 og 131).

---

50 –      Jf. dom af 6.12.2018, FENS (C-305/17, EU:C:2018:986, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

---

51 –      Jf. dom af 14.6.2018, Lubrizol France (C-39/17, EU:C:2018:438, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

---

52 –      Jf. dom af 2.10.2014, Orgacom (C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

---

53 –      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at udtrykket »overgået til forbrug« i national ret betegner det tidspunkt, hvor punktafgiften forfalder, og henviser til produktets fremstilling, forarbejdning eller indførsel. Afgiftspligten indtræder således ved overgangen til forbrug uafhængigt af det senere salg til forbrugeren.

---

54 –      Jf. ligeledes dom af 7.3.2024, Fallimento Esperia og GSE (C-558/22, EU:C:2024:209, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

---

55 –      Jf. dom af 2.10.2014, Orgacom (C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

---

56 –      Jf. i denne retning dom af 22.2.2024, Kommissionen mod Malta (Afgifter på brugte køretøjer) (C-694/22, EU:C:2024:158, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

---

57 –      Jf. dom af 22.2.2024, Kommissionen mod Malta (Afgifter på brugte køretøjer) (C-694/22, EU:C:2024:158, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

---

58 –      Jf. dom af 22.2.2024, Kommissionen mod Malta (Afgifter på brugte køretøjer) (C-694/22, EU:C:2024:158, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

---

59 –      Jf. dom af 22.2.2024, Kommissionen mod Malta (Afgifter på brugte køretøjer) (C-694/22, EU:C:2024:158, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). Det er ligeledes vigtigt i denne henseende at påpege, at kvalificeringen af »lignende varer« henviser til de varer, der over for forbrugerne frembyder ensartede egenskaber og tjener samme behov (jf. i denne retning dom af 17.2.1976, Rewe-Zentrale des Lebensmitell-Großhandels, 45/75, EU:C:1976:22, præmis 12).

---

60 –      Jf. dom af 8.11.2007, Stadtgemeinde Frohnleiten og Gemeindebetriebe Frohnleiten (C-221/06, EU:C:2007:657, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

---

61 –      Dom af 2.10.2014, Orgacom (C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 19).

---

62 –      Ud over at denne ret ikke har præciseret, hvilke energiprodukter der udvindes i Belgien, har den ikke identificeret et indenlandsk produkt, der kan anses for at ligne eller konkurrere med de importerede olieprodukter som omhandlet i Domstolens praksis, der er nævnt i punkt 118 i dette forslag til afgørelse. Hvad angår de øvrige energiprodukter, der kan være omfattet af den midlertidige solidaritetsafgift, såsom kul eller naturgas, har den belgiske regering hævdet, at deres udelukkelse fra dette bidrags anvendelsesområde ville være begrundet i objektive hensyn, der for det første vedrører denne sektors ringe betydning for det belgiske energiforbrug samt den særlige situation for den eneste operatør, der er aktiv i denne sektor, og for det andet vedrører den manglende produktion af naturgas i denne medlemsstat. Såfremt disse forhold måtte blive godtgjort, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, kan anvendelsen af den i hovedsagen omhandlede foranstaltning ikke anses for at falde ind under forbuddet i artikel 110 TEUF, da den differentierede behandling af disse sektorer i forhold til olieprodukter ikke skyldes et ønske om at begunstige nationale produktionsgrene, der konkurrerer med disse, men forklares ved de særlige kendetegn ved de pågældende sektorer

---

63 –      Kerosin anvendes nemlig hovedsageligt som brændstof til fly og er i princippet ikke et olieprodukt, der er beregnet til privatpersoner. De primære aktører på markedet for kerosin, nemlig lufthavnsoperatørerne, ville ikke have adgang til – eller i hvert fald ikke i samme omfang – oliemarkederne og ville derfor ikke have opnået ekstraordinære fortjenester i forbindelse med salget af olieprodukter direkte til de endelige forbrugere.

---

64 –      Hvad angår lampeolie vil jeg nævnte, at de sagsakter, som Domstolen har til sin rådighed, indeholder meget få oplysninger om dens egenskaber og specifikke anvendelse på det belgiske marked. Det fremgår navnlig ikke af sagsakterne, at lampeolie adskiller sig fra andre olieprodukter, der er omfattet af solidaritetsbidraget, ved en tilstrækkelig markant forskel med hensyn til anvendelsen, såsom det er tilfældet med flyvebrændstof. Det fremgår snarere af den belgiske regerings indlæg, at udelukkelsen heraf fra anvendelsesområdet for den midlertidige solidaritetsafgift begrundes med den ubetydelige mængde lampeolie, der bringes i forbrug på det belgiske marked, sammenlignet med mængden af andre olieforarbejdede produkter, såsom diesel, gasolie eller benzin. Under disse omstændigheder og med forbehold af de undersøgelser, som det påhviler den forelæggende ret at foretage med hensyn til denne mængdemæssige forskels realitet og omfang, forekommer udelukkelsen af lampeolie at være baseret på et objektivt, verificerbart og produktets oprindelse uafhængigt kriterium, nemlig den mængde, der er bragt i forbrug, således at den ikke i sig selv kan anses for at udgøre en forskelsbehandling i henhold til artikel 110 TEUF. Denne konklusion gælder i endnu højere grad, da hensyntagen til et sådant kriterium gør det muligt at sikre den effektive gennemførelse af en nødforanstaltning på energimarkederne, såsom den, der er omhandlet i hovedsagen. I det foreliggende tilfælde kunne lovgiver, i betragtning af den særdeles beskedne mængde lampeolie, der blev bragt i omsætning, med rimelighed lægge til grund, at pålæggelsen af afgiftspligt for de primære aktører, der var berørt af dette produkt, ikke havde en tilstrækkelig væsentlig sammenhæng med det mål, der forfølges med denne ordning

---

65 –      Jf. navnlig i denne retning dom af 29.4.2025, Prezydent Miasta Mielca (C-453/23, herefter »dommen i sagen Prezydent Miasta Mielca«, EU:C:2025:285, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

---

66 –      Jf. navnlig i denne retning dom af 10.9.2024, Kommissionen mod Irland m.fl. (C-465/20 P, EU:C:2024:724, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

---

67 –      Jf. navnlig i denne retning dommen i sagen Prezydent Miasta Mielca (præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

---

68 –      Jf. dommen i sagen Prezydent Miasta Mielca (præmis 45 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig bevirker en fejl ved fastsættelsen af referencesystemet nødvendigvis, at hele analysen af betingelsen om selektivitet bliver mangelfuld (jf. i denne retning dom af 16.3.2021, Kommissionen mod Ungarn (C-596/19 P, EU:C:2021:202, præmis 52).

---

69 –      Jf. dommen i sagen Prezydent Miasta Mielca (præmis 46 og 47 og den deri nævnte retspraksis).

---

70 –      Jf. dommen i sagen Prezydent Miasta Mielca (præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis). Ifølge generaladvokat Kokott er Kommissionens og EU-Domstolens kontrol af dette system, , henset til medlemsstaternes skønsbeføjelse ved fastlæggelsen af referencesystemet, begrænset til en plausibilitetskontrol, der har til formål at fastslå, om den nationale lovgivning er udformet på en åbenbart inkonsekvent måde, eller om de nationale myndigheder anvender denne lovgivning åbenbart er contra legem (jf. bl.a. generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Atlas Copco Airpower m.fl. mod Kommissionen, C-755/23 P og C‑756/23 P, EU:C:2026:264, præmis 38-41)

---

71 –      Jf. på samme måde ligeledes punkt 136 i Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte i artikel 107, stk. 1,[ TEUF] (EUT 2016/C 262, s. 1), hvor det nærmere bestemt forklares, at de (selvstændige) afgifter med et særligt formål som f.eks. de bidrag, der er pålagt visse produkter eller aktiviteter med en negativ miljø- eller sundhedsmæssig indvirkning, og som ikke reelt indgår i en bredere beskatningsordning, generelt selv udgør den almindelige ordning.

---

72 –      Artikel 107, stk. 1, TEUF definerer nemlig de statslige interventioner i kraft af deres virkninger og således uafhængigt af de anvendte teknikker (jf. i denne retning og analogt dom af 26.4.2018, ANGED, C-233/16, EU:C:2018:280, præmis 46 og 47 og den deri nævnte retspraksis).

---

73 –      Jeg påpeger, at det af Domstolens praksis nærmere bestemt følger, at når medlemsstaterne definerer kendetegnene ved en afgift, kan de ud over det rent fiskale formål forfølge andre mål, der da ligeledes indgår i referencerammen (jf. dommen i sagen Prezydent Miasta Mielca, præmis 51).

---

74 –      Deres skatteevne ville således være mindre, mens den administrative byrde i forbindelse med opkrævningen af den belgiske skat kunne være uforholdsmæssig stor i forhold til de indtægter, der forventes at følge heraf. Dette aspekt ville være af særlig betydning i betragtning af disse enheders omkostningsstruktur, som kunne gøre det vanskeligere at betale denne skat.

---

75 –      Jf. punkt 116 i dette forslag til afgørelse.

---

76 –      I Belgien vil hovedparten af gassen nemlig blive anvendt til elproduktion, mens olieprodukter kun i begrænset omfang vil blive brugt til dette formål.

---

77 –      Jf. Domstolens praksis, hvortil der er henvist i punkt 124 i dette forslag til afgørelse.