Forslag til afgørelse fra generaladvokat A. Rantos fremsat den 22. oktober 2026 (C-533/24)

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

A. RANTOS

fremsat den 22. oktober 2026 (1)

Sag C-533/24

Vermilion Energy Ireland Ltd,

Vermilion Exploration and Production Ireland Ltd,

Vermilion Energy Corrib Ireland Ltd

mod

The Minister for the Environment, Climate and Communications,

Ireland,

The Attorney General

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (ret i første instans, Irland))

» Præjudiciel forelæggelse – det indre marked for elektricitet – forordning (EU) 2022/1854 – nødindgreb for at imødegå høje energipriser – gyldigheden af kapitel III, der er vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF – artikel 14 og 15 – midlertidigt solidaritetsbidrag – national lovgivning om indførelse af et midlertidigt solidaritetsbidrag i henhold til bestemmelserne i dette kapitel III – artikel 16 og 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft og proportionalitetsprincippet «

I.      Indledning

1.        Ved forordning (EU) 2022/1854 (2) blev der indført et nødindgreb for at imødegå de høje energipriser som følge af navnlig krigen i Ukraine ved hjælp af ekstraordinære, målrettede og tidsbegrænsede foranstaltninger. Denne forordning blev vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF og fastsatte i artikel 14 indførelsen af et midlertidigt solidaritetsbidrag gældende for visse virksomheder i energisektoren, medmindre medlemsstaterne selv havde vedtaget »tilsvarende nationale foranstaltninger«.

2.        High Court (ret i første instans, Irland), som har fået indbragt en tvist mellem en række selskaber, der driver virksomhed med udvikling og produktion af naturgas i Irland, og de nationale myndigheder vedrørende det midlertidige solidaritetsbidrag, der blev indført ved en national lovgivning til gennemførelse af bestemmelserne i kapitel III i forordning 2022/1854, nærer på denne baggrund nærmere bestemt tvivl om dette kapitels gyldighed og om fortolkningen af retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft og proportionalitetsprincippet, artikel 16 og 17 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt 54. og 55. betragtning til denne forordning.

3.        Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, der ligger i forlængelse af en række nyere sager, som er indbragt for Domstolen (3), herunder Acea Produzione m.fl. (C-153/25) og Varo Energy Belgium m.fl. (C-358/24), hvortil jeg ligeledes fremsætter mine forslag til afgørelse i dag (4), giver Domstolen lejlighed til yderligere at præcisere sin praksis vedrørende fortolkningen af forordning 2022/1854, der er udformet som et ekstraordinært og midlertidigt instrument i en situation med en hidtil uset energikrise, og navnlig til at tage stilling til dels gyldigheden af denne forordnings kapitel III henset til det retsgrundlag, hvorpå det er vedtaget, nemlig artikel 122, stk. 1, TEUF, retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft og proportionalitetsprincippet samt chartrets artikel 16 og 17, dels fortolkningen af de samme principper og artikler med henblik på bedømmelsen af den omhandlede nationale lovgivnings forenelighed med EU-retten.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

4.        Følgende fremgår af 7., 9., 13., 14., 50., 51., 54., 55., 57, 64. og 65. betragtning til forordning 2022/1854:

»(6) Der er derfor behov for en hurtig og koordineret indsats på EU-plan. Indførelsen af et nødindgreb vil gøre det muligt midlertidigt at afbøde risikoen for, at elpriserne og elomkostningerne for slutkunderne når endnu mindre holdbare niveauer, og at medlemsstaterne træffer ukoordinerede nationale foranstaltninger, der kan bringe forsyningssikkerheden på EU-plan i fare og pålægge erhvervslivet og forbrugerne i EU en yderligere byrde. I en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne er der behov for en koordineret indsats fra medlemsstaternes side i vinteren 2022-23 for at afbøde virkningerne af de høje energipriser og sikre, at den nuværende krise ikke fører til varig skade for forbrugerne og økonomien, samtidig med at de offentlige finansers holdbarhed opretholdes.

(7)      De nuværende afbrydelser af gasforsyningen, den begrænsede tilgængelighed for visse kraftværker og de deraf følgende indvirkninger på gas- og elpriserne udgør en alvorlig forsyningsvanskelighed med hensyn til gas- og elenergiprodukter som omhandlet i artikel 122, stk. 1, [TEUF] […]

[…]

(9)      Der er behov for en fælles og velkoordineret indsats på EU-plan for at håndtere den kraftige stigning i elpriserne og deres indvirkning på husholdningerne og erhvervslivet. Ukoordinerede nationale foranstaltninger kan påvirke måden, det indre energimarked fungerer på, bringe forsyningssikkerheden i fare og føre til yderligere prisstigninger i de medlemsstater, der er hårdest ramt af krisen. Det er derfor afgørende at sikre integriteten af det indre marked for elektricitet for at bevare og styrke den nødvendige solidaritet mellem medlemsstaterne.

[…]

(13)      I den aktuelle situation forekommer det hensigtsmæssigt at træffe foranstaltninger på EU-plan ved at indføre et solidaritetsbidrag fra EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne for at afbøde de direkte økonomiske virkninger af de stærkt stigende energipriser for offentlige myndigheders budgetter, slutkunderne og virksomheder i hele Unionen. Et sådant solidaritetsbidrag bør være ekstraordinært og strengt midlertidigt.

(14)      Solidaritetsbidraget er et passende middel til at håndtere ekstraordinære overskud som følge af uforudsete omstændigheder. De pågældende overskud svarer ikke til nogen normal fortjeneste, som EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne ville have opnået eller kunne have forventet at opnå under normale omstændigheder, hvis de uforudsigelige begivenheder på energimarkederne ikke havde fundet sted. […]

[…]

(50)      EU-selskaber og faste driftssteder, der genererer mindst 75 % af deres omsætning med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, har uden i væsentlig grad at ændre deres omkostningsstruktur eller øge deres investeringer oplevet en stigning i deres overskud på grund af de pludselige og uforudsigelige omstændigheder […]

(51)      Det midlertidige solidaritetsbidrag bør fungere som en omfordelingsforanstaltning til sikring af, at de pågældende virksomheder, som har opnået ekstraordinære overskud som følge af de uventede omstændigheder, bidrager forholdsmæssigt til at afhjælpe energikrisen på det indre marked.

[…]

(54)      Med denne tilgang kan det sikres, at en del af fortjenstmargenen, som ikke skyldes den uforudsigelige udvikling på energimarkederne efter Ruslands angrebskrig mod Ukraine, kan anvendes af de berørte EU-selskaber og faste driftssteder til fremtidige investeringer eller til at sikre deres finansielle stabilitet under den aktuelle energikrise, herunder også for så vidt angår den energiintensive industri. Med denne tilgang til fastlæggelse af beregningsgrundlaget kan det sikres, at solidaritetsbidraget i forskellige medlemsstater er forholdsmæssigt. Samtidig bør fastsættelsen af en minimumssats sikre, at solidaritetsbidraget er både retfærdigt og forholdsmæssigt. Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne anvende en sats, der er højere end 33 % for så vidt angår deres solidaritetsbidrag. Dette bør gøre det muligt for medlemsstaterne at fastsætte den foretrukne sats, som de finder acceptabel og passende efter deres nationale retssystemer.

(55)      Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre fuld anvendelse af det solidaritetsbidrag, der er fastsat ved denne forordning, og bør sørge for de nødvendige tilpasninger i national ret, navnlig for at sikre rettidig opkrævning af solidaritetsbidraget, herunder på grundlag af nettoindtægter, hvori solidaritetsbidraget kan modregnes, tage højde for, om solidaritetsbidraget er fradragsberettiget, eller tage hensyn til behandlingen af tab i tidligere regnskabsår […]

[…]

(57)      Anvendelsen af overskud til disse formål afspejler solidaritetsbidragets ekstraordinære og midlertidige karakter som en foranstaltning, der skal mindske og afbøde de skadelige virkninger af energikrisen for husholdninger og virksomheder i hele Unionen med det formål at beskytte det indre marked og forebygge risikoen for yderligere fragmentering […]. For at maksimere virkningen bør indtægterne fra solidaritetsbidraget anvendes på en koordineret måde og/eller via EU-finansieringsinstrumenter i en ånd af solidaritet.

(64)      […] Anvendelsen af solidaritetsbidraget for hele regnskabsåret bør gøre det muligt i den relevante periode at anvende ekstraordinære overskud i offentlighedens interesse til at afbøde konsekvenserne af energikrisen, samtidig med at de berørte virksomheder får en passende del af fortjenesten.

(65)      Solidaritetsbidraget bør kun finde anvendelse for regnskabsåret 2022 og/eller 2023. […]«

5.        Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« bestemte:

»Ved denne forordning indføres der et nødindgreb for at afbøde virkningerne af høje energipriser ved hjælp af ekstraordinære, målrettede og tidsbegrænsede foranstaltninger. Disse foranstaltninger har til formål at reducere elforbruget, […] fastsætte regler for et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag fra EU-selskaber og faste driftssteder, der har aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, for at disse kan bidrage til overkommelige energipriser for husholdninger og virksomheder.«

6.        Den nævnte forordnings artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsatte følgende i nr. 17)-19) og 21):

»Ved anvendelsen af denne forordning [...] forstås [desuden] ved:

[…]

17)      »EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne«: EU-selskaber eller faste driftssteder, som genererer mindst 75 % af deres omsætning fra økonomiske aktiviteter inden for råstofudvinding, minedrift, raffinering af råolie eller fremstilling af koksovnsprodukter som omhandlet i [forordning (EF) nr. 1893/2006] [(5)]

18)      »ekstraordinært overskud«: skattepligtigt overskud som fastsat i henhold til nationale skatteregler i regnskabsåret 2022 og/eller regnskabsåret 2023 og i hele deres varighed, fra aktiviteter, der udøves i EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, som ligger over en stigning på 20 % i det gennemsnitlige skattepligtige overskud i de fire regnskabsår, der begyndte den 1. januar 2018 eller derefter

19)      »solidaritetsbidrag«: en midlertidig foranstaltning, der har til formål at håndtere ekstraordinære overskud fra EU-selskabers og faste driftssteders aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne for at afbøde den ekstraordinære prisudvikling på energimarkederne for medlemsstater, forbrugere og virksomheder

[…]

21)      »vedtaget tilsvarende national foranstaltning«: en lovgivningsmæssig, reguleringsmæssig eller administrativ foranstaltning, der er vedtaget og offentliggjort af en medlemsstat senest den 31. december 2022, og som bidrager til rimelige energipriser.«

7.        Kapitel III i forordning 2022/1854 med overskriften »Foranstaltning vedrørende råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne« indeholdt artikel 14-18. Artikel 14 heri med overskriften »Støtte til energislutkunder gennem et midlertidigt solidaritetsbidrag« fastsatte:

»1.      Ekstraordinære overskud fra EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne vil være omfattet af et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag, medmindre medlemsstaterne har vedtaget tilsvarende nationale foranstaltninger.

2.      Medlemsstaterne sikrer, at vedtagne tilsvarende nationale foranstaltninger har samme mål og er genstand for lignende regler som det midlertidige solidaritetsbidrag i henhold til denne forordning og genererer sammenlignelige eller højere indtægter i forhold til de anslåede indtægter fra solidaritetsbidraget.

3.      Medlemsstaterne vedtager og offentliggør foranstaltninger til gennemførelse af det obligatoriske midlertidige solidaritetsbidrag, der er omhandlet i stk. 1, senest den 31. december 2022.«

8.        Denne forordnings artikel 15 med overskriften »Beregningsgrundlag for det midlertidige solidaritetsbidrag« fastsatte:

»Det midlertidige solidaritetsbidrag for EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, herunder dem, der udelukkende skattemæssigt indgår i en konsolideret koncern, beregnes på grundlag af det skattepligtige overskud, som fastsat i henhold til nationale skatteregler, i regnskabsåret 2022 og/eller i regnskabsåret 2023 og i hele deres varighed, som ligger ud over en stigning på 20 % i det gennemsnitlige skattepligtige overskud, som fastsat i henhold til nationale skatteregler, i de fire regnskabsår, der begyndte den 1. januar 2018 eller derefter. Hvis det gennemsnitlige skattepligtige overskud i disse fire regnskabsår er negativt, er det gennemsnitlige skattepligtige overskud nul ved beregningen af det midlertidige solidaritetsbidrag.«

9.        Den nævnte forordnings artikel 16 med overskriften »Beregningssats for det midlertidige solidaritetsbidrag« havde følgende ordlyd:

»1.      Den sats, der anvendes til beregning af det midlertidige solidaritetsbidrag, skal være mindst 33 % af det beregningsgrundlag, der er omhandlet i artikel 15.

2.      Det midlertidige solidaritetsbidrag finder anvendelse ud over de almindelige skatter og afgifter i henhold til en medlemsstats nationale ret.«

10.      Samme forordnings artikel 17 med overskriften »Anvendelse af indtægter fra det midlertidige solidaritetsbidrag« bestemte:

»1.      Medlemsstaterne anvender indtægterne fra det midlertidige solidaritetsbidrag med tilstrækkelig rettidig virkning til et eller flere af følgende formål:

a)      finansielle støtteforanstaltninger til energislutkunder, navnlig sårbare husholdninger, for at afbøde virkningerne af de høje energipriser på en målrettet måde

[…]

2.      Foranstaltningerne i stk. 1 skal være klart definerede, gennemsigtige, forholdsmæssige, ikkediskriminerende og kontrollerbare.«

11.      Artikel 18 i forordning 2022/1854 med overskriften »Solidaritetsbidragets midlertidige karakter« havde følgende ordlyd:

»Solidaritetsbidraget, som anvendes af medlemsstaterne i overensstemmelse med denne forordning, er af midlertidig karakter. Det finder kun anvendelse på ekstraordinære overskud, der genereres i de regnskabsår, der er omhandlet i artikel 15.«

12.      Denne forordnings artikel 22 med overskriften »Ikrafttræden og anvendelse« havde følgende ordlyd i stk. 2:

»Uden at det berører forpligtelsen til at sikre fordelingen af de ekstraordinære indtægter i overensstemmelse med artikel 10 og til at anvende indtægterne fra det midlertidige solidaritetsbidrag i overensstemmelse med artikel 17, og uden at det berører den i artikel 20, stk. 2, omhandlede rapporteringsforpligtelse, finder denne forordning anvendelse indtil den 31. december 2023 […]«

B.      Irsk ret

13.      Energy (Windfall Gains in the Energy Sector) (Temporary Solidarity Contribution) Act 2023 (lov om energi (ekstraordinære overskud i energisektoren) (midlertidigt solidaritetsbidrag) af 2023) af 2. august 2023 (6), som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »2023-loven«), gennemførte det ved forordning 2022/1854 indførte midlertidige solidaritetsbidrag i Irlands retsorden.

14.      Denne lovs artikel 2, stk. 1, definerede »afgiftsperiode« som den periode på 12 måneder, der »løber fra den 1. januar i hvert af årene 2022 og 2023«.

15.      I medfør af den nævnte lovs artikel 4 blev solidaritetsbidraget fastsat til 75% af det skattepligtige overskud, der oversteg det gennemsnitlige overskud i referenceårene med over 120%.

III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

16.      Sagsøgerne i hovedsagen (7) er private selskaber, der driver virksomhed med udvikling og produktion af gas i Irland. Disse selskaber udnytter Corrib-gasfeltet ud for Irlands vestkyst, som i øjeblikket er den eneste gasforekomst, der udnyttes af denne medlemsstat og i 2022 dækkede ca. 25% af landets gasbehov.

17.      Ved 2023-loven gennemførte Irland bestemmelserne i kapitel III i forordning 2022/1854, idet den indførte et midlertidigt solidaritetsbidrag, der skulle opkræves af energisektorens overskud i regnskabsårene 2022 og 2023. Dette bidrag var 75% af den del af overskuddet, der oversteg det gennemsnitlige skattepligtige overskud i referenceperioden 2018-2021 med 120%.

18.      Til støtte for deres søgsmål ved High Court (ret i første instans), den forelæggende ret, har sagsøgerne i hovedsagen navnlig gjort gældende, at artikel 122, stk. 1, TEUF ikke er et gyldigt retsgrundlag for vedtagelsen af artikel 14-18 i forordning 2022/1854, som udgør dennes kapitel III. Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at disse bestemmelser tilsidesætter de grundlæggende EU-retlige principper retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft og proportionalitetsprincippet samt friheden til at oprette og drive egen virksomhed og ejendomsretten, som er sikret ved chartrets artikel 16 og 17. De har derfor nedlagt påstand om, at dette kapitel og følgelig 2023-loven om gennemførelsen heraf kendes ugyldige.

19.      Såfremt Domstolen ikke fastslår, at det nævnte kapitel er ugyldigt, har sagsøgere i hovedsagen desuden gjort gældende, at det ikke desto mindre påhviler den forelæggende ret at fastslå, at 2023-loven under alle omstændigheder tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft og proportionalitetsprincippet samt chartrets artikel 16 og 17.

20.      Modsat har de sagsøgte i hovedsagen (8) gjort gældende, at artikel 14-18 i forordning 2022/1854, der udgør kapitel III heri, og 2023-loven om gennemførelse heraf er i overensstemmelse med EU-retten.

21.      Under disse omstændigheder nærer den forelæggende ret tvivl om gyldigheden af denne forordnings kapitel III, navnlig med hensyn til om vedtagelsen heraf kunne ske gyldigt på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF, og om dette kapitels bestemmelser er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft og proportionalitetsprincippet og chartrets artikel 16 og 17. Denne ret er ligeledes i tvivl om foreneligheden af det midlertidige solidaritetsbidrag, der blev indført ved 2023-loven, med disse principper og artikler.

22.      På denne baggrund har High Court (ret i første instans) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Udgør artikel 122 TEUF et gyldigt retsgrundlag for [vedtagelsen af kapitel III i forordning 2022/1854]? Såfremt dette besvares benægtende, er kapitel III ugyldigt med den begrundelse, at forordningen

a)      er vedtaget på et ugyldigt retsgrundlag og/eller

b)      ikke overholder kravene i artikel 122 TEUF og/eller

c)      er i modstrid med bestemmelserne om princippet om kompetencetildeling i TEU og/eller

d)      er i modstrid med kravet om enstemmighed i EU-Rådet ved vedtagelse af foranstaltninger om direkte skatter og/eller skattemæssige foranstaltninger?

2)      Indebærer [kapitel III i forordning 2022/1854] og navnlig dets artikel 14 og 15, idet de bestemmer, at det midlertidige solidaritetsbidrag i henhold hertil gælder regnskabsåret 2022 og/eller 2023, manglende overholdelse af de almindelige principper om retssikkerhed og/eller forbuddet mod loves tilbagevirkende kraft og/eller proportionalitetsprincippet, således at kapitel III [i forordningen] er ugyldigt og/eller især dets artikel 14 og 15?

3)      Er [kapitel III i forordning 2022/1854], navnlig dets artikel 14 og 15, ugyldigt gennem indførelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag med den begrundelse, at dette griber ind i sagsøgernes rettigheder som garanteret i henhold til [chartrets artikel 16 og 17]?

4)      Såfremt en national ret anmodes om at afgøre, hvorvidt [2023-loven] er forenelig med EU-rettens almindelige principper om retssikkerhed og/eller forbuddet mod loves tilbagevirkende kraft, fordi den pålægger et midlertidigt solidaritetsbidrag for 2022 og 2023 under henvisning til definitionen af »afgiftsperiode« (der i [2023-lovens] section 2 defineres som »12-måneders perioden regnet fra den 1. januar i henholdsvis 2022 og 2023«), hvilke faktorer er relevante for at vurdere lovens gyldighed med henvisning til de ovennævnte EU-retlige principper, og hvilken relevans (om nogen) har de følgende faktorer (idet det bemærkes, at prøvelsen af de faktiske omstændigheder stadig tilkommer den forelæggende ret at foretage)?

a)      [d]en omstændighed, at [forordning 2022/1854] blev offentliggjort den 7. oktober 2022 og trådte i kraft den følgende dag

b)      den omstændighed, at på tidspunktet for [ikrafttrædelsen af forordning 2022/1854] var 2022 endnu ikke forbi, og 2023 var endnu ikke begyndt

c)      den omstændighed, at nogle af (men ikke alle) de operationer, som genererede overskud for sagsøgerne i 2022, var afsluttet på tidspunktet for forordningens ikrafttræden

d)      den omstændighed, at medlemsstaterne i henhold til [forordning 2022/1854] skal pålægge et midlertidigt solidaritetsbidrag eller tilsvarende foranstaltninger for så vidt angår 2022 og/eller 2023

e)      den omstændighed, at loven blev endeligt vedtaget den 17. juli 2023 og trådte i kraft den 2. august 2023

f)      den omstændighed, at [2023-loven] udelukkende omhandler civilretligt ansvar

g)      den omstændighed, at Irland har klare forpligtelser i henhold til [forordning 2022/1854]

h)      den af Irland angivne begrundelse for dets definition af »afgiftsperioden«

i)      den omstændighed, at et selskab tilknyttet sagsøgerne har anført over for Irlands nationale konkurrenceretlige håndhævelsesmyndighed, at det opfattede sin forøgede arbejdsinteresse i Corrib-gasfeltet som »en attraktiv investering« efter vedtagelsen af [forordning 2022/1854], og efter at den irske regering havde udmeldt foranstaltninger til gennemførelse af det midlertidige solidaritetsbidrag, og/eller

j)      enhver anden faktor, og i givet fald hvilken?

5)      For så vidt som sagsøgerne har gjort gældende, at pligten til at betale det midlertidige solidaritetsbidrag krænker deres rettigheder i henhold til [chartrets artikel 16 og 17] (eller en af disse) og/eller proportionalitetsprincippet, herunder som det fremgår af 54. og/eller 55. betragtning til forordnin[g 2022/1854], navnlig på grund af:

1)      pålæggelse af en sats på 75% i henhold til [2023-lovens] section 4, stk. 2, og/eller

2)      lovens ordlyd med hensyn til behandling af tab i tidligere regnskabsår

hvilke faktorer er relevante for en national ret i afgørelsen af, hvorvidt [2023-loven] er forenelig med de ovennævnte EU-retlige bestemmelser, hvilken relevans (om nogen) bør tillægges følgende faktorer (idet det bemærkes, at prøvelsen af de faktiske omstændigheder stadig tilkommer den forelæggende ret)[:]

a)      [d]en omstændighed, at energipriserne er steget betydeligt i Irland og andre medlemsstater

b)      anbringendet (som er gjort gældende af sagsøgte, men bestridt af sagsøgerne) om, at dette har medført vanskeligheder for forbrugere og virksomheder i Irland, til håndtering af hvilke sagsøgte har brugt ca. 4,5 mia. EUR i støtte til forbrugere og virksomheder

c)      anbringendet (som er gjort gældende af sagsøgte, men bestridt af sagsøgerne) om, at sagsøgerne har haft et betydeligt overskud i 2022 og 2023, der kan tilskrives en generel energiprisstigning frem for yderligere investeringer eller forbedret effektivitet og/eller udvikling/implementering af nye produktegenskaber, for hvilke forbrugerne ville betale en højere pris

d)      den omstændighed, at overskuddet har været større end 120% af det gennemsnitlige overskud i de fire foregående år

e)      den omstændighed, at medlemsstaterne i henhold til forordningen pålægger et sådant overskud et midlertidigt solidaritetsbidrag eller tilsvarende foranstaltninger

f)      den omstændighed, at for så vidt som medlemsstaterne pålægger et midlertidigt solidaritetsbidrag fastsættes en minimumssats på 33% i [forordning 2022/1854], men ingen maksimumssats

g)      den omstændighed, at Irland fastsatte en sats på 75% (for den del af overskuddet, der overstiger 120% af det gennemsnitlige overskud i de fire foregående år)

h)      den omstændighed, at sagsøgerne har betalt et midlertidigt solidaritetsbidrag på ca. 99 mio. EUR for så vidt angår 2022

i)      den omstændighed, at sagsøgerne forventer at betale et midlertidigt solidaritetsbidrag på ca. 40 mio. EUR for så vidt angår 2023

j)      den omstændighed, at fortjenesten fra det midlertidige solidaritetsbidrag anvendes til omkostningerne ved de foranstaltninger, som sagsøgte har vedtaget til støtte for forbrugere og virksomheder i lyset af de højere energipriser

k)      den omstændighed, at EU-lovgiver og/eller den irske lovgiver fandt det passende, at virksomheder med større overskud end normalt i rimelig grad skulle bidrage til omkostningerne ved at støtte forbrugerne og virksomhederne

l)      den omstændighed, at sagsøgerne har angivet, at de ikke forventede at være pligtige til at betale irsk selskabsskat med hensyn til 2022 eller 2023 på grund af akkumulerede tab i tidligere skatteår (idet det bemærkes, at som med alle faktiske forhold og synspunkter, om hvilke der ikke udtrykkeligt skal nås til enighed, vil den nationale ret afgøre, hvorvidt der er bevis for dette udsagn og dets rimelighed)

m)      den omstændighed, at det i [artikel 16, stk. [2], i forordning 2022/1854] hedder, at »[d]et midlertidige solidaritetsbidrag finder anvendelse ud over de almindelige skatter og afgifter i henhold til en medlemsstats nationale ret«

n)      den omstændighed, at [2023-loven] ikke tillader, at tab i årene før 2018 medregnes i beregningen af de overskud, for hvilke det midlertidige solidaritetsbidrag gælder

o)      den omstændighed, at et selskab tilknyttet sagsøgerne har anført over for Irlands nationale konkurrenceretlige håndhævelsesmyndighed, at det opfattede sin forøgede arbejdsinteresse i Corrib-gasfeltet som »en attraktiv investering« efter vedtagelsen af [forordning 2022/1854], og efter at den irske regering havde udmeldt foranstaltninger til gennemførelse af det midlertidige solidaritetsbidrag, og/eller

p)      enhver anden faktor, og i givet fald hvilken?«

23.      Der er indgivet skriftlige indlæg til Domstolen af sagsøgerne i hovedsagen, de sagsøgte i hovedsagen, den belgiske og den italienske regering samt Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen. Disse parter samt den tyske regering har ligeledes afgivet mundtlige indlæg i et fælles retsmøde i sagerne Acea Produzione m.fl. (C-153/25) og Varo Energy Belgium m.fl. (C-358/24), der blev afholdt den 9. juni 2026.

IV.    Bedømmelse

A.      Om det første præjudicielle spørgsmål

1.      Formaliteten

24.      Før bedømmelsen af det første præjudicielle spørgsmål skal der tages stilling til den formalitetsindsigelse, der er fremsat af den italienske regering, som har gjort gældende, at dette spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, da behandlingen af det er irrelevant for løsningen af tvisten i hovedsagen, eftersom den eventuelle ugyldighed af kapitel III i forordning 2022/1854 ikke har indvirkning herpå, idet medlemsstaterne under alle omstændigheder stadig har kompetence efter deres nationale ret til at indføre et bidrag som det ved 2023-loven fastsatte.

25.      I denne forbindelse gør jeg opmærksom på, at det af Domstolens faste praksis følger, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten eller gyldigheden af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante, og at Domstolen kun kan afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den af den forelæggende ret ønskede fortolkning eller vurdering af gyldigheden af en EU-retlig bestemmelse savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (9).

26.      I den foreliggende sag har sagsøgerne i hovedsagen netop anfægtet gyldigheden af kapitel III i forordning 2022/1854, som indførte det midlertidige solidaritetsbidrag, på grundlag af hvilket 2023-loven blev vedtaget med henblik på at gennemføre de heraf følgende forpligtelser i Irlands retsorden. Spørgsmålet om dette kapitels gyldighed som forelagt af den forelæggende ret kan derfor ikke anses for åbenbart at savne enhver forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen. Tværtimod har bedømmelsen af dets gyldighed direkte forbindelse med den tvist, der er indbragt for denne ret, eftersom denne lov netop har til formål at gennemføre bestemmelserne i dette kapitel (10). I øvrigt er den omstændighed, at Irland har sine egne skattemæssige beføjelser til efter national ret at vedtage foranstaltninger såsom det omhandlede bidrag, således irrelevant.

27.      Under disse omstændigheder må det fastslås, at det forelagte spørgsmål vedrører gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, at det ikke er af hypotetisk karakter, og at undersøgelsen heraf vil kunne give denne ret de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse. Jeg er følgelig af den opfattelse, at det første præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

2.      Realiteten

28.      Med det første præjudicielle spørgsmål ønskes det nærmere bestemt fastslået, om artikel 122, stk. 1, TEUF udgør et gyldigt retsgrundlag for vedtagelsen af bestemmelserne i kapitel III i forordning 2022/1854. Mere præcist ønsker den forelæggende oplyst, om disse bestemmelser kunne være behæftet med ugyldighed på grund af i) valget af et forkert retsgrundlag, ii) deres uforenelighed med de krav, der udspringer af artikel 122 TEUF, iii) en tilsidesættelse af princippet om kompetencetildeling eller iv) en tilsidesættelse af kravet om enstemmighed i Rådet ved vedtagelsen af foranstaltninger vedrørende direkte skatter og/eller skattemæssige foranstaltninger.

a)      Valget af retsgrundlag og opfyldelsen af kravene i artikel 122, stk. 1, TEUF

29.      Indledningsvis minder jeg om, at det af Domstolens faste praksis følger, at valget af retsgrundlag for en EU-retsakt skal foretages på grundlag af objektive forhold, som kan være genstand for en domstolskontrol, herunder retsaktens formål og indhold (11). Hvis der dernæst i traktaterne findes en mere specifik bestemmelse, som kan udgøre retsgrundlaget for EU-retsakten, skal retsakten vedtages på grundlag af denne bestemmelse. Endelig gælder det, at hvis en gennemgang af en sådan retsakt viser, at den har flere formål, eller at den består af flere led, og det ene af disse formål eller af disse led kan bestemmes som det primære eller fremherskende, mens de andre kun er accessoriske eller kun har en ekstremt begrænset rækkevidde, skal retsgrundlaget for vedtagelsen af denne retsakt afgøres i overensstemmelse med dette primære formål eller led (12).

30.      Det fremgår af artikel 122, stk. 1, TEUF, at »[m]ed forbehold af de øvrige procedurer i traktaterne kan Rådet, der træffer afgørelse på forslag af Kommissionen, i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne vedtage foranstaltninger, der er afpasset efter den økonomiske situation, navnlig hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse produkter, især på energiområdet«.

31.      Det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, at anvendelsen heraf som retsgrundlag for en EU-retsakt forudsætter opfyldelsen af flere betingelser. Det er i lyset af samtlige disse betingelser, som jeg vil undersøge i det følgende, at det i den foreliggende sag skal fastslås, om artikel 122, stk. 1, TEUF kunne udgøre et passende retsgrundlag for vedtagelsen af forordning 2022/1854 i sin helhed og kapitel III heri i særdeleshed henset til bl.a. denne forordnings formål og indhold.

32.      I første række følger det af ordlyden og opbygningen af artikel 122, stk. 1, TEUF, at denne bestemmelse kan finde anvendelse på særlige nødsituationer eller ekstraordinære situationer af økonomisk art. De foranstaltninger, der vedtages på grundlag af nævnte bestemmelse, som findes i kapitel 1 i afsnit VIII i EUF-traktaten, skal have til formål at afhjælpe en situation af økonomisk karakter. Når den nævnte bestemmelse udtrykkeligt nævner »alvorlige forsyningsvanskeligheder« med hensyn til visse produkter, især på energiområdet, betyder anvendelsen af ordet »navnlig« endvidere, at der er tale om et eksempel og ikke den nødsituation alene, der kan henhøre under dens anvendelsesområde (13).

33.      I den foreliggende sag forekommer denne betingelse at være opfyldt på forhånd. Således som det følger af artikel 1 i forordning 2022/1854, sammenholdt med navnlig 6. betragtning hertil, har denne forordning nemlig for det første til formål at »[indføre] et nødindgreb for at afbøde virkningerne af høje energipriser ved hjælp af ekstraordinære, målrettede og tidsbegrænsede foranstaltninger«, herunder ved hjælp af det midlertidige solidaritetsbidrag, der er bestemt i samme forordnings artikel 14 (14). Den nævnte forordning har således til formål at afbøde en situation, der på tidspunktet for vedtagelsen af forordningen var både akut og ekstraordinær og forbundet med »alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse produkter, især på energiområdet«. Der er derfor netop tale om den situation, der udtrykkeligt er påtænkt i artikel 122, stk. 1, TEUF. Forsyningsvanskelighederne kan ikke pr. definition begrænses til den direkte forsyning af medlemsstaterne, men omfatter også forsyningen af forbrugere, virksomheder og privatpersoner med energiprodukter. Hvis forsyningskapaciteten nemlig kun vedrørte medlemsstaterne, mens forbrugerne i vid udstrækning ikke ville have adgang til disse produkter på grund af uforholdsmæssigt høje priser som følge af ekstraordinære omstændigheder, ville prognosen mangle ethvert væsentligt indhold.

34.      For det andet fremhæves den hovedsagelig økonomiske art af forordning 2022/1854 af de førnævnte formål, nemlig at sikre elforsyningssikkerheden, afbøde stigningen i energiprisen, som påvirker økonomien negativt, og bidrage til overkommelige energipriser i samtlige medlemsstater (15). På denne baggrund forfølger også det solidaritetsbidrag, der er fastsat i denne forordnings kapitel III, et formål af økonomisk art, der består i at »afbøde de direkte økonomiske virkninger af de stærkt stigende energipriser for offentlige myndigheders budgetter, slutkunderne og virksomheder i hele Unionen« (16).

35.      I anden række skal de foranstaltninger, der er vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF, have midlertidig karakter, selv om denne betingelse ikke udtrykkeligt fremgår af samme bestemmelses ordlyd. Dette krav udspringer af selve formålet med denne bestemmelse, nemlig at sætte Rådet i stand til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til at håndtere en nødsituation. Sådanne foranstaltninger kan derfor ikke finde anvendelse permanent, men alene så længe den krisesituation varer, som de skal afbøde, og som minimum, indtil den er overstået. I modsat fald risikerer den nævnte bestemmelse at gribe ind i de materielle retsgrundlag, der er fastlagt ved traktaterne, og følgelig at tilsidesætte sine egne indledende ord, som gør anvendelsen heraf betinget af, at »de øvrige procedurer i traktaterne« overholdes. Anvendelsen af artikel 122, stk. 1, TEUF kan derfor hverken forstyrre eller gøre det muligt at omgå anvendelsen af de øvrige retsgrundlag, der er fastlagt ved traktaterne med henblik på situationer, der indtræffer »under normale omstændigheder« (17).

36.      I den foreliggende sag er denne betingelse ligeledes opfyldt. For det første er de ved forordning 2022/1854 indførte foranstaltninger i overensstemmelse med dennes artikel 1 »tidsbegrænsede«, idet denne forordnings artikel 22, stk. 2, bestemmer, at den finder anvendelse indtil den 31. december 2023. Hvad for det andet angår det midlertidige solidaritetsbidrag fremgår denne foranstaltnings midlertidige karakter af selve overskriften til artikel 14 heri, hvor den betegnes som et »midlertidigt solidaritetsbidrag«.  I den nævnte forordnings artikel 18 præciseres det endvidere, at bidraget er »af midlertidig karakter« og kun finder anvendelse på ekstraordinære overskud, der genereres i de regnskabsår, der er omhandlet i artikel 15, dvs. 2022 og 2023.

37.      I tredje række fremgår det af artikel 122, stk. 1, TEUF, at de foranstaltninger, der er vedtaget på dette grundlag, skal være »afpasset efter den økonomiske situation«.  Dette krav udtrykker proportionalitetsprincippet, som kræver, at EU-institutionernes retsakter er egnede til at nå de forfulgte legitime mål og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dem. Såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning således vælges. I denne forbindelse gør jeg opmærksom på, at Domstolen anerkender, at der tilkommer EU-lovgiver et vidt skøn på områder som det i den foreliggende sag omhandlede, der indebærer valg af politisk, økonomisk og social karakter, og hvor EU-lovgiver skal foretage komplekse vurderinger. I en sådan sammenhæng er domstolskontrollen med overholdelsen af proportionalitetsprincippet begrænset til en undersøgelse af, om den omhandlede foranstaltning er åbenbart uegnet til at nå det forfulgte mål, idet alene en sådan manglende egnethed kan berøre en sådan foranstaltnings lovlighed (18).

38.      For så vidt angår nærmere bestemt det midlertidige solidaritetsbidrag forekommer dette mig for det første i den foreliggende sag at være egnet til at nå det mål, der forfølges af EU-lovgiver, og som består i at afbøde virkningerne af energikrisen. I modsætning til hvad sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, har dette bidrag nemlig ikke alene til formål at generere supplerende indtægter til medlemsstaternes budgetter, men ligeledes at finansiere foranstaltninger, der skal afbøde virkningerne af denne energikrise, ved at pålægge sektorens virksomheder, der på grund af denne krise har opnået overskud, som betegnes som »ekstraordinære«, nemlig de overskud, der ikke ville være blevet skabt under »normale omstændigheder« (19), at yde deres bidrag. Jeg anfører i denne henseende, at artikel 17 i forordning 2022/1854 bestemmer, at medlemsstaterne både råder over en bred skønsmargen med hensyn til de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af det nævnte bidrag og samtidig »anvender« provenuet heraf til et af de formål, der er opregnet i denne artikel, og som er direkte knyttet til virkningerne af energikrisen.

39.      Det midlertidige solidaritetsbidrag synes for det andet at kunne betragtes som nødvendigt for at nå det forfulgte mål, som er at afbøde de skadelige virkninger af energikrisen for husholdninger og virksomheder i hele Unionen, samtidig med, at det indre energimarkeds integritet og velfungerende virkemåde bevares i betragtning af det vide skøn, som EU-lovgiver råder over, således som forklaret i punkt 37 i dette forslag til afgørelse. Dette bidrags kendetegn som defineret i artikel 15 og 16 i forordning 2022/1854 gør det i øvrigt muligt at lægge til grund, at det ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. Det nævnte bidrag vedrører nemlig kun en del af de såkaldt »ekstraordinære« overskud hos de berørte virksomheder og sikrer således, at de berørte selskaber og faste driftssteder fortsat kan disponere over en del af den fortjenstmargen, som ikke skyldes markedsudviklingen i kølvandet på krigen, med henblik på fremtidige investeringer og for at sikre deres aktuelle finansielle stabilitet (20).

40.      I fjerde og sidste række bestemmer artikel 122, stk. 1, TEUF, at Rådet skal træffe de fornødne foranstaltninger »i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne«. Dette krav er et særligt udtryk for solidaritetsprincippet, der er et af EU-rettens grundlæggende principper, som flere af EUF-traktatens bestemmelser henviser til, og som ligger til grund for hele Unionens retssystem (21). Det fremgår af Domstolens praksis, at dette princip udgør et kriterium for kontrol af de af EU-institutionerne vedtagne foranstaltningers lovlighed, og at det rummer rettigheder og forpligtelser såvel for Unionen som for medlemsstaterne. Unionen er således omfattet af en solidaritetsforpligtelse over for medlemsstaterne, og medlemsstaterne er omfattet af en solidaritetsforpligtelse indbyrdes og over for Unionens fælles interesse og de af Unionen førte politikker. Overholdelsen af det nævnte princip kræver derfor en afvejning af de foreliggende interesser under hensyntagen til såvel medlemsstaternes som hele Unionens specifikke interesser (22).

41.      Disse principper, som Domstolen har udledt i forbindelse med Unionens politik på energiområdet (23), forekommer mig at kunne overføres på kravet om solidaritet som omhandlet i artikel 122, stk. 1, TEUF (24). I den foreliggende sag foranlediger flere forhold mig til at lægge til grund, at de foranstaltninger, der er vedtaget på grundlag af kapitel III i forordning 2022/1854, faktisk opfylder dette krav. Denne »ånd af solidaritet« påberåbes nemlig ved flere lejligheder i denne forordning til at begrunde medlemsstaternes koordinerede indsats for at afbøde virkningerne af de høje energipriser og sikre, at den nuværende krise ikke fører til varig skade for forbrugerne (25) og økonomien, samtidig med at ubalancerne og fragmenteringen af det indre marked ikke forværres, og de offentlige finansers holdbarhed opretholdes (26).

42.      Det følger heraf, at forordning 2022/1854 og navnlig kapitel III heri tydeligt er blevet vedtaget i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne.

43.      På baggrund af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at forordning 2022/1854 i sin helhed og kapitel III heri i særdeleshed er blevet gyldigt vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF og under opfyldelse af de betingelser, som vedtagelsen af foranstaltninger på dette grundlag er betinget af.

b)      Overholdelsen af princippet om kompetencetildeling og kravet om enstemmighed i Rådet

44.      Parterne i hovedsagen har gjort gældende, at det midlertidige solidaritetsbidrag på grund af sin skattemæssige art under ingen omstændigheder kan være gyldigt vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF. De har på den ene side gjort gældende, at en sådan foranstaltning udgør en direkte skat, hvorfor det forhold, at den er vedtaget af EU-lovgiver, har tilsidesat princippet om kompetencetildeling, og på den anden side, at såfremt Unionen har beføjelse til at indføre en sådan beskatning, kan denne ikke være baseret på et af de specifikke retsgrundlag, der er fastlagt i EUF-traktaten på skatteområdet, som kræver enstemmighed i Rådet.

45.      Eftersom det er fastslået, at forordning 2022/1854 opfylder betingelserne for anvendelse af artikel 122, stk. 1, TEUF, forekommer det i denne henseende ikke relevant at undersøge, om denne forordning eller en af de dermed fastsatte foranstaltninger ligeledes har kunnet vedtages på grundlag af et andet retsgrundlag, der er omfattet af andre afstemningsregler. Artikel 122, stk. 1, TEUF udgør nemlig et specifikt retsgrundlag, hvis anvendelse ikke kan afvises, blot fordi andre retsgrundlag med bredere generel rækkevidde også ville kunne finde anvendelse (27).

46.      Jeg anfører imidlertid for fuldstændighedens skyld, at jeg finder det vanskeligt at bestride, at det midlertidige solidaritetsbidrag, der er indført ved forordning 2022/1854, og som består i at opkræve et bidrag på baggrund af »ekstraordinære« overskud hos de berørte virksomheder, har »fiskal karakter«. Dermed ikke være sagt, at der er anledning til at lægge til grund, at en sådan foranstaltning ikke kunne vedtages på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF.

47.      For det første udelukker denne bestemmelse nemlig ingen skattemæssige foranstaltninger fra sit anvendelsesområde. Hverken dens ordlyd eller formål gør det muligt at begrunde en generel udelukkelse af sådanne foranstaltninger fra anvendelsesområdet for artikel 122, stk. 1, TEUF. Når det er meningen, at traktaterne skal udelukke skattemæssige foranstaltninger fra et retsgrundlags anvendelsesområde, er det udtrykkeligt bestemt (28).

48.      For det andet er det ubestridt, at EU-lovgiver kan vedtage foranstaltninger af skattemæssig art uden at tilsidesætte princippet om kompetencetildeling, der er fastsat i bl.a. artikel 5, stk. 1, TEU. Unionen råder nemlig over kompetencer på skatteområdet og har allerede udøvet dem, navnlig på grundlag af artikel 115 TEUF (29), men også artikel 192, stk. 2, litra a), TEUF og artikel 194, stk. 3, TEUF. Det følger heraf, at selv om en direkte skat primært henhører under medlemsstaternes kompetence, er Unionen ikke af den grund frataget enhver beføjelse på dette område, så længe den handler inden for grænserne af et retsgrundlag, der er fastlagt ved traktaterne.

49.      Hvad for det tredje angår spørgsmålet om, hvorvidt en skattemæssig foranstaltning kun kan vedtages på grundlag af et af de specifikke retsgrundlag, der er fastlagt i EUF-traktaten på skatteområdet, og underkastes reglen om enstemmighed i Rådet, anfører jeg indledningsvis, at Domstolen i henseende til den tidligere artikel 103 TEF har medgivet, at denne bestemmelse kunne gøre det muligt at fravige de regler i traktaten, som under normale omstændigheder ville have udgjort de relevante retsgrundlag (30). Denne retspraksis synes med lethed at kunne overføres på artikel 122, stk. 1, TEUF, som beføjer Rådet i situationer med en ekstraordinær økonomisk krise til at vedtage de egnede og midlertidige foranstaltninger, der er nødvendige for at afbøde denne. I den foreliggende sag er det ikke det primære formål med kapitel III i forordning 2022/1854 at harmonisere eller regulere medlemsstaternes skattepolitik, men bl.a. ved hjælp af det midlertidige solidaritetsbidrag at bidrage til at afhjælpe virkningerne af energikrisen. Følgelig og i overensstemmelse med Domstolens praksis som nævnt i punkt 29 i dette forslag til afgørelse er det i henseende til dette formål, at det skal fastslås, hvilket retsgrundlag der er egnet til vedtagelsen af disse foranstaltninger. I denne retning adskiller det midlertidige solidaritetsbidrag sig markant fra en almindelig skattemæssig foranstaltning, der f.eks. har til formål varigt at harmonisere reglerne for beskatning af overskud.

50.       Den omstændighed, at dette bidrag er af fiskal karakter, kan derfor ikke bedømmes isoleret, men skal vurderes i den særlige sammenhæng, hvori de nødforanstaltninger, der er indført ved forordning 2022/1854, indgår med henblik på at afbøde en specifik og midlertidig krise. Såfremt det nævnte bidrag ud over målet om at afbøde virkningerne af energikrisen forfølger et skattemæssigt mål i sig selv, har dette under alle omstændigheder sekundær karakter i forhold til det med denne forordning forfulgte mål. Det følger af den retspraksis, der er henvist til i punkt 29 i dette forslag til afgørelse, at hvis en EU-retsakt har et dobbelt formål eller består af to led, og det ene af disse kan bestemmes som det primære eller fremherskende, mens det andet kun er sekundært, skal denne retsakt have et enkelt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller led.

51.      Jeg påpeger for det fjerde og i så henseende, at nødvendigheden af at opretholde den effektive virkning af artikel 122, stk. 1, TEUF ligeledes bestyrker denne bedømmelse. Selv om denne bestemmelse ganske vist finder anvendelse »med forbehold af de øvrige procedurer i traktaterne«, kan det ikke heraf udledes, at den ikke kan gennemføres, fordi et andet retsgrundlag under normale omstændigheder kunne gøre det muligt at vedtage den påtænkte foranstaltning. En sådan fortolkning ville nemlig indebære, at artikel 122, stk. 1, TEUF fratages en væsentlig del af sin effektive virkning (31).

52.      Hvad for det femte angår afstemningskravet anfører jeg, at de foranstaltninger, der er vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF, er omfattet af reglen om kvalificeret flertal i Rådet. Domstolen har i denne henseende allerede fastslået, at det ikke er relevant for vurderingen, om et rent sekundært element – betragtet isoleret – var underlagt et krav om enstemmighed (32). Det følger heraf, at selv om det midlertidige solidaritetsbidrag isoleret set kan betegnes som en foranstaltning af fiskal karakter, kan denne omstændighed ikke så tvivl om den konklusion, at artikel 122, stk. 1, TEUF udgør et egnet retsgrundlag for forordning 2022/1854, herunder det midlertidige solidaritetsbidrag. Domstolen har nemlig allerede fastslået, at det er irrelevant for bedømmelsen, om et rent sekundært element – isoleret set – har været undergivet et krav om enstemmighed (33). Desuden har artikel 122, stk. 1, TEUF netop til formål at beføje Rådet til at handle hurtigt, når nødsituationer kræver der, hvilket ikke er foreneligt med et krav om enstemmighed.

53.      Henset til disse betragtninger foreslår jeg at konkludere, at eftersom forordning 2022/1854 er blevet gyldigt vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF, er den ligeledes gyldigt vedtaget inden for grænserne af de kompetencer, der er tillagt Unionen, og i overensstemmelse med den i denne bestemmelse fastsatte procedure, som ikke kræver enstemmighed.

54.      På baggrund af det ovenfor anførte er det min opfattelse, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at forordning 2022/1854, herunder kapitel III heri, har kunnet vedtages gyldigt på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF og under opfyldelse af de betingelser, som vedtagelsen af foranstaltninger på dette grundlag er betinget af, og følgelig inden for grænserne af de kompetencer, der er tillagt Unionen, og i overensstemmelse med den i denne bestemmelse fastsatte procedure.

B.      Om det andet præjudicielle spørgsmål

55.      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om kapitel III i forordning 2022/1854, navnlig artikel 14 og 15 heri, er ugyldigt, for så vidt som det tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft af EU-retsakter og proportionalitetsprincippet (34).

56.      Hvad i første række angår princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft fremgår det af Domstolens faste praksis, at dette princip udspringer af retssikkerhedsprincippet, som er til hinder for, at en ny retsregel anvendes med tilbagevirkende kraft, dvs. på situationer, som ligger forud for ikrafttrædelsen (35). En ny retsregel skal derimod anvendes øjeblikkeligt på de fremtidige virkninger af en situation, der er opstået, mens den tidligere lovgivning var gældende, og på nye retlige situationer. Noget andet gælder kun – og med forbehold af det principielle forbud mod retsakters tilbagevirkende kraft – såfremt den nye retsregel er ledsaget af særbestemmelser, som specielt regulerer dens tidsmæssige anvendelse (36). Selv om retssikkerhedsprincippet i almindelighed er til hinder for, at en EU-retsakt tillægges gyldighed fra et tidspunkt, der ligger før aktens offentliggørelse, kan dette i øvrigt rent undtagelsesvis tillades, når et almengyldigt formål fordrer det, og de berørtes berettigede forventning behørigt respekteres (37).

57.      Når dette er præciseret, påpeger jeg, at i henhold til artikel 22, stk. 1, i forordning 2022/1854 trådte denne forordning i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 8. oktober 2022.

58.      Hvad den eventuelle tilbagevirkende karakter af denne forordnings kapitel III angår er det nærmere bestemt vigtigt at gøre opmærksom på, at artikel 18 heri fastsætter, at det midlertidige solidaritetsbidrag finder anvendelse på ekstraordinære overskud, der genereres i de regnskabsår, der er omhandlet i den nævnte forordnings artikel 15, dvs. 2022 og/eller 2023 (38).

59.      I denne forbindelse forekommer den omstændighed, at dette kapitel III trådte i kraft før udløbet af regnskabsåret 2022, at kunne udelukke den tilbagevirkende karakter af det midlertidige solidaritetsbidrag.

60.      Som anført i punkt 56 i dette forslag til afgørelse følger det af Domstolens faste praksis, at en ny retsregel i princippet finder øjeblikkelig anvendelse på de fremtidige virkninger af en situation, der er opstået, mens den tidligere lovgivning var gældende, og på nye retlige situationer. Det er efter min mening tilfældet her. Pålæggelsen af en ny afgift på virksomhedernes overskud, der er vedtaget i løbet af regnskabsåret, kan nemlig ikke anses for at regulere en situation, der er opstået før datoen for ikrafttrædelsen heraf, eftersom den beskatningsordning, der finder anvendelse på sådanne overskud, først kan fastslås, når disse overskud er realiseret og opgjort ved udløbet af dette regnskabsår.

61.      I øvrigt gør jeg opmærksom på, at det midlertidige solidaritetsbidrag, der blev indført ved forordning 2022/1854, udgør en undtagelsesvis ad hoc-afgift, der som sådan ikke har til formål at fravige eller ændre eksisterende bestemmelser, hvorfor den ikke kan påvirke en tidligere opstået situation, som de berørte virksomheder kunne påberåbe sig.

62.      På baggrund af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at medlemsstaternes mulighed for at anvende det midlertidige solidaritetsbidrag på regnskabsåret 2022 ikke er i strid med princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft af EU-retsakter.

63.      Hvad i anden række angår retssikkerhedsprincippet minder jeg om, at dette princip, der også hænger sammen med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, kræver, at retsreglerne er klare og præcise, og at deres anvendelse er forudsigelig for borgerne, især når de kan have bebyrdende virkninger. Dette princip kræver navnlig, at en lovgivning giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at sidstnævnte ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter (39). Disse krav kan imidlertid ikke forstås således, at de er til hinder for, at EU-lovgiver inden for en norm, som denne vedtager, anvender et abstrakt juridisk begreb. Det forekommer indlysende, for så vidt som det ikke er muligt på forhånd præcist og specifikt at fastlægge alle de tilfælde, det vil kunne opstå. På samme måde indebærer retssikkerhedsprincippet ikke en forpligtelse til at lade retsordenen forblive uændret over tid, idet EU-lovgiver inden for rammerne af sin skønsmargen frit kan ændre den eksisterende lovgivningsmæssige situation (40).

64.      Hvad angår princippet om beskyttelse af den berettigede forventning forudsætter retten til at påberåbe sig dette princip, at præcise, ubetingede og samstemmende oplysninger, der hidrører fra autoriserede og pålidelige kilder, er fremsat af Unionens kompetente myndigheder over for den pågældende. Ingen kan derimod påberåbe sig tilsidesættelse af dette princip, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter. En erhvervsdrivende kan heller ikke nære en berettiget forventning om, at EU-lovgiver slet ikke vil foretage ændringer af en eksisterende situation (41).

65.      Af de grunde, som jeg vil redegøre for i de følgende punkter i dette forslag til afgørelse, er jeg af den opfattelse, at det ikke kan fastslås, at artikel 14 og 15 i forordning 2022/1854 tilsidesætter disse principper.

66.      Hvad for det første angår retssikkerhedsprincippet er jeg af den opfattelse, at de førnævnte bestemmelser på en tilstrækkelig klar og præcis måde definerer såvel det midlertidige solidaritetsbidrags anvendelsesområde som de nærmere vilkår for gennemførelsen heraf (42). Bestemmelserne gør det således muligt for de berørte producenter med tilstrækkelig præcision at fastslå omfanget af deres forpligtelser i overensstemmelse med Domstolens praksis jf. punkt 62 i dette forslag til afgørelse. Da retssikkerhedsprincippet ifølge denne retspraksis desuden ikke indebærer opretholdelse af en uændret retsorden, kan EU-lovgiver ikke bebrejdes at have vedtaget ekstraordinære foranstaltninger i en nødsituation med henblik på at håndtere energikrisen (43).

67.      Det må for det andet fastslås, at for så vidt angår princippet om beskyttelse af den berettigede forventning har ingen af sagsøgerne i hovedsagen gjort gældende, at EU-lovgiver har givet dem præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, jf. den retspraksis, der er henvist til i punkt 64 i dette forslag til afgørelse, om, at de kunne beholde de ekstraordinære overskud, som de havde genereret i kraft af de ekstraordinære omstændigheder i forbindelse med energikrisen (44). Der kunne endvidere ikke skabes en forventning hos de berørte selskaber om realiseringen af sådanne ekstraordinære fortjenester, eftersom EU-lovgiver straks greb ind for at træffe nødforanstaltninger med henblik på at imødegå den uforudsigelige stigning i gaspriserne (45). En forudseende og påpasselig erhvervsdrivende må nemlig forvente et sådant indgreb, henset til situationens ekstraordinære karakter og dens betydelige virkning på ikke alene energimarkedet, men ligeledes på økonomien som helhed. En sådan forventning kan heller ikke baseres på opnåelsen af overskud som følge af ekstraordinære omstændigheder, som en sådan erhvervsdrivende ikke kunne forvente på det tidspunkt, hvor investeringsbeslutningen blev truffet (46).

68.      Det følger heraf, at hverken retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan fortolkes således, at de er til hinder for ethvert indgreb fra offentlige myndigheders side med det formål at afhjælpe et markedssvigt, navnlig når dette indgreb er af hastende karakter som reaktion på en usædvanlig og dermed pr. definition uforudsigelig begivenhed. I øvrigt kan de berørte virksomheder ikke med rette påberåbe sig opretholdelsen af en bestående retlig eller økonomisk situation, idet denne kan ændres inden for rammerne af udøvelsen af det skøn, som de kompetente EU-myndigheder råder over.

69.      Hvad i tredje og sidste række angår proportionalitetsprincippet, der ligeledes er nævnt i det andet præjudicielle spørgsmål, er det af de samme grunde som angivet i punkt 39 og punkt 81-84 i dette forslag til afgørelse min opfattelse, at artikel 14 og 15 i forordning 2022/1854 ikke krænker dette princip. 

70.      På baggrund af det ovenstående er det min opfattelse, at det andet spørgsmål skal besvares med, at kapitel III i forordning 2022/1854 og navnlig artikel 14 og 15 heri ikke tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft af EU-retsakter og proportionalitetsprincippet.

C.      Om det tredje præjudicielle spørgsmål

71.      Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om kapitel III i forordning 2022/1854, navnlig artikel 14 og 15 heri, er ugyldigt, for så vidt som disse bestemmelser tilsidesætter chartrets artikel 16 og 17.

72.      Det skal indledningsvis anføres, at spørgsmålet om gyldigheden af de nødforanstaltninger, der blev indført ved forordning 2022/1854, i henseende til chartrets artikel 16 og 17 allerede var et centralt element i sagen 2Valorise Ham m.fl., hvortil jeg fremsatte mit forslag til afgørelse den 16. juli 2026. Selv om den foreliggende sag til forskel fra den sidstnævnte sag ikke vedrører loftet over visse elektricitetsproducenters indtægter (47), men det midlertidige solidaritetsbidrag, optræder disse to foranstaltninger ikke desto mindre inden for samme nødsituation, der knytter sig til energikrisen, er baseret på en omfordeling af de ekstraordinære overskud, der er genereret i denne sammenhæng, og forfølger et tilsvarende mål, der består i at afbøde virkningerne af denne krise (48).

73.      Hvad i første række angår chartrets artikel 17 minder jeg om, at denne artikel sikrer ejendomsretten. I henhold til det første punktum i stk. 1 har enhver ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv. Det fremgår af Domstolens faste retspraksis, at den beskyttelse, der er fastsat i denne bestemmelse, ikke vedrører blotte handelsinteresser eller handelsudsigter, hvis uvished er en del af det væsentlige i enhver økonomisk aktivitet, men vedrører rettigheder, der har en formueværdi, og som i henhold til retsordenen medfører en erhvervet retsstilling, der gør det muligt for indehaveren selvstændigt at udøve disse rettigheder til sin fordel (49). Som Domstolen allerede har fastslået skal begrebet »ejendom«, i medfør af chartrets artikel 52, stk. 3, som fastsætter et minimumsbeskyttelsesniveau, i lighed med praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) vedrørende artikel 1 i protokol nr. 1, undertegnet i Paris den 20. marts 1952, til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), anses for at omfatte såvel »aktuel ejendom« som »formueværdier«, herunder fordringer, i henhold til hvilke den berørte part kan hævde at have i det mindste en »berettiget forventning« om effektivt at kunne udøve en ejendomsret (50). Domstolen har i denne henseende fastslået, således som det fremgår af denne retspraksis, at den fremtidige indkomst kun kan betragtes som »ejendom«, der er omfattet af denne bestemmelses beskyttelse, hvis den allerede er blevet indtjent, hvis den kan betegnes som en sikker fordring, eller hvis der foreligger særlige omstændigheder, der giver den berørte berettigede forventninger om at komme i besiddelse af en formueværdi (51).

74.      Jeg finder det hensigtsmæssigt indledningsvis at påpege, at det i den foreliggende sag er ubestridt, at de »ekstraordinære overskud«, der er omhandlet i artikel 14 og 15 i forordning 2022/1854, opfylder de kriterier, der kan udledes af Domstolens ovennævnte praksis, for at kunne kvalificeres som »ejendom« som omhandlet i chartrets artikel 17. De er derfor omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde. For så vidt som det er ubestridt, at de overskud, der er pålagt det midlertidige solidaritetsbidrag, faktisk er optjent af de berørte producenter og først senere er blevet opkrævet hos dem, skal disse overskud nemlig anses for »ejendom« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne retspraksis, uanset deres ekstraordinære og usikre karakter. (52).

75.      Ifølge Domstolens faste retspraksis er ejendomsretten, der er sikret ved chartrets artikel 17, ikke et absolut prærogativ, og udøvelsen heraf kan være genstand for restriktioner, der er begrundet i formål af almen interesse, som EU forfølger (53). I overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, imidlertid være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold, og der kan, under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder. Det fremgår ligeledes af Menneskerettighedsdomstolens retspraksis, at beskatning i princippet udgør en krænkelse af den rettighed, der er sikret ved artikel 1, stk. 1, i tillægsprotokol nr. 1 til EMRK, fordi den fratager den berørte person det beløb, vedkommende skal betale (54). Desuden følger det af denne sidstnævnte retspraksis, at ethvert indgreb i ejendomsrettigheder, herunder indgreb som følge af en foranstaltning, der har til formål at sikre betaling af skatter, skal overholde en »rimelig balance« mellem kravene i samfundets almene interesse og kravene om at beskytte individets grundlæggende rettigheder (55). Den betalingsforpligtelse, der udspringer af opkrævning af skatter eller afgifter, kan således krænke ejendomsretten, hvis den pålægger den berørte person eller enhed en »urimelig byrde« eller »fundamentalt forringer deres økonomiske situation« (56).

76.      Selv om det er ubestridt, at det midlertidige solidaritetsbidrag, der blev indført ved kapitel III i forordning 2022/1854, udgør et indgreb i de berørte producenters ejendomsret, er det ikke desto mindre min opfattelse, at dette indgreb i den foreliggende sag opfylder betingelserne for at kunne tillades.

77.      Før jeg bedømmer gyldigheden af de relevante bestemmelser i dette kapital henset til chartrets artikel 16 og 17, gør jeg opmærksom på, at der på baggrund af den økonomiske og sociale sammenhæng, hvori det midlertidige solidaritetsbidrag blev vedtaget, tilkom EU-lovgiver et vidt skøn, navnlig eftersom det vedtagne indgreb indebar valg af politisk, økonomisk og social karakter og udførelse af komplekse vurderinger i en situation af akut karakter (57). Det er således kun, hvis en foranstaltning, der er truffet på dette område, er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til de formål, som de kompetente institutioner forfølger, at der kan rejses tvivl om en sådan foranstaltnings lovlighed (58).

78.      I den foreliggende sag påpeger jeg for det første, at de nærmere bestemmelser om anvendelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag, navnlig beregningsgrundlaget og den gældende sats, er udtrykkeligt fastsat ved forordning 2022/1854 og defineret klart, præcist og detaljeret i forordningens artikel 15 og 16 (59).

79.      Hvad for det andet angår kravet om, at det omhandlede indgreb skal overholde den beskyttede rettigheds væsentligste indhold, er jeg af den opfattelse, at dette krav ligeledes er opfyldt i den foreliggende sag. Jeg anfører i denne henseende, at de nødforanstaltninger, der blev vedtaget i henhold til forordning 2022/1854, ikke vedrørte de berørte virksomheders aktiver eller deres »almindelige« indtægter, men var begrænset til de ekstraordinære gevinster, som energikrisen havde genereret, og som disse virksomheder ikke med rimelighed kunne have forventet (60). Nærmere bestemt skal det midlertidige solidaritetsbidrag i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 16 fastsættes til en minimumssats på 33% og beregnes af det »ekstraordinære overskud«, der er defineret i artikel 2, nr. 18), heri som det overskud, der overstiger det gennemsnitlige skattepligtige overskud i de fire regnskabsår, der begyndte den 1. januar 2018 eller senere, med over 20%. I øvrige er dette bidrags anvendelsesområde begrænset til EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for de sektorer, der er omhandlet i samme forordnings artikel 15, og som genererer mindst 75% af deres omsætning fra økonomiske aktiviteter inden for råstofudvinding, minedrift, raffinering af råolie eller fremstilling af koksovnsprodukter i overensstemmelse med artikel 2, nr. 17), heri.

80.      For det tredje påpeger jeg, at det midlertidige solidaritetsbidrag forfølger et mål af almen interesse for Unionen, som i henhold til artikel 1 i forordning 2022/1854 består i at afbøde virkningerne af de høje energipriser. Det følger navnlig af denne forordnings artikel 14 og 17 samt 13., 14., 50., 51. og 64. betragtning hertil, at dette bidrag er rettet mod de ekstraordinære overskud, som er genereret af visse virksomheder, der på grund af energikrisen har haft en usædvanligt høj indtjening, med det formål at muliggøre en målrettet omfordeling af dette overskud til fordel for elslutkunderne. Denne omfordeling skal således afbøde virkningerne af energikrisen på det indre marked og sikre overkommelige energipriser for husholdningerne. Det midlertidige solidaritetsbidrag har derfor en direkte og åbenbar forbindelse med hovedformålet med den nævnte forordning (61).

81.      Hvad for det fjerde angår proportionalitetsprincippet minder jeg om, at dette indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre, end hvad der er nødvendigt og passende for gennemførelsen af det formål, der lovligt tilstræbes med den omhandlede lovgivning, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (62).

82.      De ekstraordinære foranstaltninger, som EU-lovgiver indførte ved forordning 2022/1854, er imidlertid nøje begrænset i tid (63). Som det fremgår af denne forordnings artikel 18, vedrører det midlertidige solidaritetsbidrag nemlig kun de ekstraordinære overskud, som er genereret i regnskabsårene 2022 og/eller 2023.

83.      For så vidt i øvrigt angår intensiteten af indgrebet i ejendomsretten i forhold til det forfulgte formål præciserer jeg, således som det er anført i punkt 79 i dette forslag til afgørelse, at selv om minimumssatsen for det midlertidige solidaritetsbidrag er fastsat til 33%, og medlemsstaterne fortsat frit kan anvende en højere sats end den, der er fastsat i artikel 16 i forordning 2022/1854, finder denne sats kun anvendelse på de »ekstraordinære overskud«, dvs. de ekstraordinære fortjenester, der følger af ydre omstændigheder i forbindelse med krisesituationen. Det må ligeledes konstateres, at parametrene for dette bidrag synes at være udformet til at beskytte den fortjenstmargen hos de berørte virksomheder, som ikke udspringer af disse særlige omstændigheder. Den omstændighed, som den forelæggende ret har påpeget, nemlig at forordning 2022/1854 ikke fastsætter et loft for den sats, der er omhandlet i forordningens artikel 16, kan ikke i sig selv sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af de relevante bestemmelser i denne forordning vedrørende det midlertidige solidaritetsbidrag. Som det fremgår af punkt 79 i dette forslag til afgørelse, finder dette bidrag nemlig dels kun anvendelse på visse virksomheder, der har opnået overskud, der overstiger det, de normalt kunne forvente, og dels kun på en del af disse ekstraordinære overskud.

84.      Det følger heraf, at EU-lovgiver ved at vælge det mål af almen interesse, der forfølges med forordning 2022/1854, og som består i at afbøde virkningerne af de usædvanligt høje energipriser ved hjælp af ekstraordinære, målrettede og tidsbegrænsede foranstaltninger, har sørget for, at virkningerne af indgrebet i de berørte virksomheders ejendomsret blev begrænset, og at det blev undgået, at den heraf følgende økonomiske byrde blev uforholdsmæssigt stor. Det midlertidige solidaritetsbidrag går følgelig ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

85.      Hvad i anden række angår chartrets artikel 16, der vedrører friheden til at oprette og drive egen virksomhed, fastsætter denne bestemmelse, at denne frihed anerkendes i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis. I henhold til Domstolens faste praksis omfatter beskyttelsen i henhold til denne artikel navnlig friheden til at udøve økonomisk virksomhed og handelsvirksomhed, aftalefriheden og den frie konkurrence samt retten for enhver virksomhed til inden for grænserne for dens ansvar for sine egne handlinger frit at kunne disponere over sine økonomiske, tekniske og finansielle ressourcer (64). I øvrigt kan denne frihed, som ikke udgør et absolut prærogativ, undergives en lang række myndighedsindgreb, som af hensyn til den almene interesse kan sætte begrænsninger for udøvelsen af erhvervsvirksomhed. Denne omstændighed afspejles bl.a. af den måde, hvorpå EU-retten skal vurderes i lyset af proportionalitetsprincippet i medfør af chartrets artikel 52, stk. 1 (65).

86.      På baggrund af disse forhold kan indførelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag ikke i sig selv anses for at udgøre en begrænsning af de berørte producenters frihed til at oprette og drive egen virksomhed. Når dette bidrag i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i artikel 15 og 16 i forordning 2022/1854, anvendes på »ekstraordinære overskud« som følge af ydre omstændigheder, synes det nemlig hverken at kunne tilsidesætte de berørte virksomheders investeringskapacitet eller deres frihed til at udøve deres økonomiske virksomhed (66). Jeg gør i så henseende opmærksom på, at det nævnte bidrag alene berører en andel af disse virksomheders fortjeneste, nemlig den del, der i overensstemmelse med denne forordnings artikel 15 overstiger gennemsnittet af deres skattepligtige overskud fra årene 2018-2021 med mere end 20%. Det præciseres i denne retning i 54. betragtning til den nævnte forordning, at denne tilgang skal sikre, at en del af fortjenstmargenen, som ikke skyldes den uforudsigelige udvikling på energimarkederne efter Ruslands angrebskrig mod Ukraine, fortsat er til rådighed for de nævnte virksomheder med henblik på fremtidige investeringer eller til at sikre deres finansielle stabilitet.

87.       Selv hvis det antages, at Domstolen fastslår, at det midlertidige solidaritetsbidrag kan begrænse udøvelsen af den ved chartrets artikel 16 sikrede frihed til at oprette og drive egen virksomhed, forekommer en sådan restriktion mig under alle omstændigheder at være velbegrundet af de samme grunde som anført i punkt 78-84 i dette forslag til afgørelse (67).

88.      Efter denne bedømmelse er jeg kommet til den konklusion, at det midlertidige solidaritetsbidrag, der er fastsat ved forordning 2022/1854, ikke pålægger sagsøgerne i hovedsagen en uforholdsmæssig byrde og henset til det mål af almen interesse, der forfølges hermed, ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i deres frihed til at oprette og drive egen virksomhed eller deres ejendomsret. I denne konklusion har jeg ligeledes taget hensyn til den særlige nødsituation, hvori den i hovedsagen omhandlede foranstaltning blev vedtaget, alvoren af den situation, som den skulle afbøde, og dens usædvanlige og midlertidige karakter.

89.      På baggrund af det ovenstående er det min opfattelse, at det tredje spørgsmål skal besvares med, at kapitel III i forordning 2022/1854 og navnlig artikel 14 og 15 heri ikke tilsidesætter chartrets artikel 16 og 17.

D.      Om det fjerde præjudicielle spørgsmål

90.      Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning, som er vedtaget og offentliggjort efter den 31. december 2022 og trådt i kraft den 2. august 2023, bestemmer, at det midlertidige solidaritetsbidrag, der er indført ved artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, skal finde anvendelse på regnskabsårene 2022 og 2023 (68).

91.      Jeg påpeger indledningsvis, at et lignede spørgsmål blev stillet i både den sag, der gav anledning til dommen i sagen Electrabel m.fl. (69), og i sagen 2Valorise Ham m.fl. vedrørende den belgiske lovgivning til gennemførelse af forordning 2022/1854. Det skal dog påpeges, at til forskel fra disse to sager omhandler spørgsmålet i den foreliggende sag ikke anvendelsen af en nødforanstaltning indført ved denne forordning uden for dennes tidsmæssige anvendelsesområde (70). Den foreliggende sag drejer sig derimod om anvendelsen af en sådan foranstaltning i en periode, der er omfattet af den nævnte forordning, i en situation, hvor en medlemsstat har været sen til at omsætte denne i sin nationale retsorden.

92.      Indledningsvis skal det præciseres, at selv om Domstolen ikke under en sag i henhold til artikel 267 TEUF kan tage stilling til, om nationale retsregler er forenelige med de EU-retlige bestemmelser, kan den imidlertid over for den forelæggende ret angive de kriterier, der er af betydning for fortolkningen af EU-retten, således at retten kan tage stilling til, om de nationale regler er forenelige med de EU-retlige bestemmelser (71).

93.       Som jeg påpegede i forbindelse med bedømmelsen af det andet præjudicielle spørgsmål, er retssikkerhedsprincippet til hinder for, at en EU-retsakt tillægges gyldighed fra et tidspunkt, der ligger før aktens offentliggørelse, idet dette rent undtagelsesvis kan tillades, når et almengyldigt formål fordrer det, og de berørtes berettigede forventning behørigt respekteres (72).

94.      Jeg præciserer i øvrigt, at de krav, som følger af beskyttelsen af de almindelige principper, som er anerkendt i Unionens retsorden, herunder retssikkerhedsprincippet, ligeledes skal opfyldes af medlemsstaterne, når de gennemfører EU-bestemmelser (73). Dette er bl.a. tilfældet med 2023-loven, der ifølge sin titel og forelæggelsesafgørelsen indførte de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af det midlertidige solidaritetsbidrag, som var fastsat i kapitel III i forordning 2022/1854. Det følger heraf, at princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft ligeledes finder anvendelse på en sådan lovgivning i overensstemmelse med Domstolens praksis, som jeg har nævnt i punkt 56 i dette forslag til afgørelse.

95.      I den foreliggende sag ønsker den forelæggende ret oplyst, om en lovgivning som 2023-loven er i overensstemmelse med disse to principper, eftersom den fastsætter anvendelsen af et midlertidigt solidaritetsbidrag for regnskabsårene 2022 og 2023, selv om den først blev vedtaget og offentliggjort efter den 31. december 2022 og først trådte i kraft den 2. august 2023 (74).

96.      Først gør jeg opmærksom på, at spørgsmålet om 2023-lovens tilbagevirkende kraft ikke er aktuelt for anvendelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag på regnskabsåret 2023. En sådan anvendelse svarer nemlig til at anvende en ny retsregel på en ny eller endnu ikke indtrådt retlig situation som omhandlet i Domstolens praksis, der er nævnt i punkt 55 i dette forslag til afgørelse. Det forholder sig imidlertid anderledes med regnskabsåret 2022 (75). 2023-loven, der blev vedtaget den 17. juli 2023 og trådte i kraft den 2. august samme år, finder nemlig ligeledes anvendelse på dette regnskabsår, selv om dette allerede var afsluttet på datoen for lovens vedtagelse og ikrafttræden. Loven bør følgelig anses for at have tilbagevirkende kraft.

97.      Når dette er sagt, er jeg af de grunde, som jeg vil redegøre for i de følgende punkter i dette forslag til afgørelse, af den opfattelse, at retssikkerhedsprincippet ikke er blevet tilsidesat i den foreliggende sag, eftersom de to betingelser, som Domstolen stiller for rent undtagelsesvis at tillade den tilbagevirkende anvendelse af en retsregel, er opfyldt, nemlig at et mål af almen interesse fordrer det, og at de berørtes berettigede forventning behørigt respekteres.

98.      For det første finder jeg det vanskeligt at bestride, at forordning 2022/1854, som navnlig fastsætter indførelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag, forfølger et mål af almen interesse. Som anført i punkt 84 i dette forslag til afgørelse udgør dette bidrag nemlig en ekstraordinær og midlertidig nødforanstaltning til afbødning af virkningerne af energikrisen. Anvendelsen af det nævnte bidrag på overskud realiseret i regnskabsåret 2022 er så meget desto mere begrundet, som dette overskud var direkte forbundet med energikrisen (76).

99.      Hvad for det andet angår princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er jeg af de samme grunde som dem, jeg har redegjort for i punkt 67 og 68 i dette forslag til afgørelse, af den opfattelse, at dette ligeledes blev iagttaget i den foreliggende sag. Der er intet i sagsakterne for Domstolen, som i øvrigt giver anledning til at fastslå, at de irske myndigheder har tilsidesat denne princip.

100. I øvrigt præciserer jeg, at med henblik på at afgøre, om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning hos de berørte virksomheder var blevet respekteret, har Domstolen allerede for så vidt angår national lovgivning til gennemførelse af EU-retten fastslået, at der konkret skulle tages hensyn til de oplysningsforanstaltninger, der normalt anvendes i den pågældende medlemsstat, og til sagens faktiske omstændigheder (77). Ud over de faktuelle forhold, der fremgår af forelæggelsesafgørelsen, og som skal godtgøre, at dette princip faktisk blev overholdt (78), blev forordning 2022/1854 imidlertid vedtaget i oktober 2022 (79) og fastsatte udtrykkeligt, at det midlertidige solidaritetsbidrag skulle finde anvendelse på regnskabsåret 2022 (80). Disse forhold udelukker efter min opfattelse, at sagsøgerne i hovedsagen med føje kan påberåbe sig en berettiget forventning om, at de kunne beholde det ekstraordinære overskud, som de realiserede i løbet af dette regnskabsår, eller at dette bidrag ikke ville blive anvendt på dette overskud (81).

101. Jeg bemærker endelig, at ingen af de yderligere omstændigheder, som den forelæggende ret har henvist til i forbindelse med sit fjerde spørgsmål, synes at kunne så tvivl om den ovenstående bedømmelse henset til Domstolens førnævnte praksis vedrørende retssikkerheden, forbuddet mod tilbagevirkende kraft og beskyttelsen af den berettigede forventning (82).

102. Følgelig og med forbehold af den efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, som det alene tilkommer den forelæggende ret at foretage, synes de berørte virksomheders berettigede forventning at være blevet behørigt respekteret for så vidt angår det midlertidige solidaritetsbidrags anvendelse med tilbagevirkende kraft på regnskabsåret 2022.

103. På baggrund af det ovenfor anførte bør det fjerde spørgsmål efter min opfattelse besvares med, at retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for anvendelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, på regnskabsårene 2022 og 2023, når denne anvendelse er bestemt ved en national lovgivning, der blev vedtaget og offentliggjort efter den 31. december 2022 og trådte i kraft den 2. august 2023.

E.      Om det femte præjudicielle spørgsmål

104. Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om chartrets artikel 16 og 17 såvel som proportionalitetsprincippet er til hinder for en medlemsstats lovgivning til gennemførelse af det obligatoriske midlertidige solidaritetsbidrag, der er fastsat ved artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, som fastsætter satsen for dette bidrag til 75% og udelukker, at der tages hensyn til tab i årene før 2018 ved beregningen af beskatningsgrundlaget for det nævnte bidrag (83).

105. Jeg påpeger indledningsvis, at forordning 2022/1854 tillægger medlemsstaterne en vid skønsmargen ved gennemførelsen af de heri fastsatte nødforanstaltninger, herunder for så vidt angår bestemmelserne om det midlertidige solidaritetsbidrag (84). Således fastsætter denne forordnings artikel 16, stk. 1, alene en minimumssats på 33% for dette bidrag og ingen maksimumsats. I denne henseende præciseres det i 54. betragtning til den nævnte forordning, at medlemsstaterne fortsat frit kan anvende en højere sats end 33% og fastsætte den sats, som de finder acceptabel og egnet henset til deres nationale retssystem.

106. For så vidt angår udelukkelsen af tab i årene før 2018 ved beregningen af beskatningsgrundlaget for det midlertidige solidaritetsbidrag er det vigtigt at gøre opmærksom på, at samme forordning hverken regulerer behandlingen af tab i tidligere regnskabsår (85) eller muligheden for at fradrage disse for at fastlægge det ekstraordinære overskud i regnskabsårene 2022 og 2023. Dette spørgsmål henhører under den skønsmargen, som medlemsstaterne er tillagt, således som det bl.a. fremgår af 55. betragtning til den nævnte forordning.

107. Det følger således af ovenstående betragtninger, at forordning 2022/1854 i princippet ikke er til hinder for en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, som dels fastsætter en afgiftssats på 75%, dels udelukker, at der tages hensyn til tab i årene før 2018 ved beregningen af beskatningsgrundlaget for det midlertidige solidaritetsbidrag.

108. Efter disse præciseringer skal jeg nu undersøge det spørgsmål, der er kernen i det femte præjudicielle spørgsmål, nemlig spørgsmålet om foreneligheden med chartrets artikel 16 og 17 af de nærmere bestemmelser om beregningen af det midlertidige solidaritetsbidrag, således som de er blevet fastsat af den irske lovgiver. Det fremgår nemlig af 2023-lovens titel og indhold, at denne gennemfører EU-retten, som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, hvorfor chartret kan finde anvendelse på tvisten i hovedsagen. Følgelig skal det niveau for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, som er fastsat i chartret, nås ved en sådan gennemførelse, uanset den skønsmargen, som medlemsstaterne har ved denne gennemførelse (86).

109. Følgelig kan bedømmelsen i forbindelse med det tredje præjudicielle spørgsmål af foreneligheden af det midlertidige solidaritetsbidrag, der er bestemt ved forordning 2022/1854, med chartrets artikel 16 og 17 overføres på 2023-loven, for så vidt som der tages hensyn til de særlige kendetegn ved den foranstaltning, som medlemsstaten valgte under udøvelsen af den skønsmargen, som denne forordning tillægger den (87).

110.  Jeg er af de grunde, som jeg vil redegøre for i de følgende punkter, og med forbehold af de konstateringer, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, af den opfattelse, at kendetegnene ved det midlertidige solidaritetsbidrag, der blev indført ved 2023-loven, således som de er beskrevet i forelæggelsesafgørelse, ikke kan godtgøre en tilsidesættelse af chartrets artikel 16 og 17.

111. For det første er der næppe nogen tvivl om, at det første af kravene i chartrets artikel 52, stk. 1, om, at enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen, er overholdt i den foreliggende sag. Det midlertidige solidaritetsbidrag blev nemlig indført ved 2023-loven, som udtrykkeligt fastsætter satsen herfor til 75% og bestemmer de regler, der skal gælde for tidligere tab i forbindelse med beregningen af beskatningsgrundlaget for det nævnte bidrag. I øvrigt synes denne foranstaltning – ud fra betragtninger, der svarer til dem, der er fremført i forbindelse med det tredje præjudicielle spørgsmål, navnlig i punkt 79 i dette forslag til afgørelse – at respektere det væsentlige indhold af friheden til at oprette og drive egen virksomhed og af ejendomsretten, der er sikret ved chartrets artikel 16 og 17, og at forfølge et mål af almen interesse.

112. For det andet skal det for så vidt angår 2023-lovens forholdsmæssighed i forhold til chartrets artikel 16 og 17 vurderes, om det midlertidige solidaritetsbidrag går videre, end hvad der er passende og nødvendigt for gennemførelsen af det formål af almen interesse, der forfølges med forordning 2022/1854. Der er imidlertid ingen af de af den forelæggende ret oplyste forhold, der efter min opfattelse gør det muligt at lægge til grund, at dette krav ikke er opfyldt i den foreliggende sag.

113. Jeg påpeger i denne henseende, at Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at staterne har en vid skønsmargen på området for skat, og at denne domstol respekterer lovgivers vurdering i lignende anliggender, medmindre den savner rimeligt grundlag (88). Henset til den vide skønsmargen, som medlemsstaterne råder over ved gennemførelsen af forordning 2022/1854, således som påpeget i punkt 105 i dette forslag til afgørelse, er det ifølge samme logik kun et åbenbart urigtigt skøn, der kan sanktioneres.

114. Med hensyn til satsen i sig selv skal det i første række anføres, at denne ikke finder anvendelse på de berørte virksomheders fulde overskud, men alene på deres såkaldte »ekstraordinære« overskud, hvorfor disse virksomheder beholder en del af det realiserede overskud. I øvrigt fremgår det ikke af Menneskerettighedsdomstolens førnævnte praksis, at en afgiftssats på 75% i sig selv er uforholdsmæssig eller har karakter af konfiskering (89). I øvrigt og som nævnt i punkt 82 i dette forslag til afgørelse har det pågældende bidrag midlertidig karakter og finder kun anvendelse på to udtrykkeligt definerede regnskabsår.

115. Jeg tilføjer, stadig i forbindelse med proportionalitetsvurderingen, at der skal tages hensyn til det forhold, at det midlertidige solidaritetsbidrag i overensstemmelse med artikel 16, stk. 2, i forordning 2022/1854 finder anvendelse »ud over« og uafhængigt af de almindelige skatter og afgifter i henhold til hver medlemsstats nationale ret. I denne henseende påpeger jeg, at det af Menneskerettighedsdomstolens førnævnte praksis følger, at rækkevidden af en skattemæssig foranstaltning skal vurderes konkret henset til dens konsekvenser for den berørte skatteyder, idet der tages hensyn til den faktiske beskatningssats, der pålægges de berørte virksomheder, frem for den nominelle sats alene, der er fastsat i lovgivningen (90).

116. Det må imidlertid i den foreliggende sag konstateres, at det af forelæggelsesafgørelsen fremgår, at sagsøgerne i hovedsagen på grund af modregning af historiske tab i deres skattepligtige overskud hverken var pålagt selskabsskat eller anden obligatorisk betaling til de irske skattemyndigheder af overskuddene i 2022 og 2023. Det irske solidaritetsbidrag forekommer således i praksis at repræsentere den eneste skattebyrde, der blev lagt på sagsøgernes samlede overskud i 2022, hvorfor den faktiske samlede sats i virkeligheden blev på 25,2% af deres overskud.

117. Hvad i anden række angår udelukkelsen af de tab, som sagsøgerne i hovedsagen havde lidt før 2018, fra beregningen af beskatningsgrundlaget for det omhandlede bidrag, er der intet i de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, som synes at tyde på, at denne udelukkelse er i strid med chartrets artikel 16 og 17, at den går videre, end hvad der er nødvendigt for gennemførelsen af det forfulgte formål, eller at dette formål kunne opfyldes ved hjælp af en mindre bebyrdende foranstaltning.

118. I denne henseende præciserer jeg, at 2023-loven gør det muligt at fradrage de tab, der er lidt i 2018 og senere, med henblik på beregningen af det ekstraordinære overskud. Endvidere kan de historiske tab fra tidligere regnskabsår, herunder dem, der blev lidt før 2018, fortsat modregnes ved beregningen af den normale selskabsskat og vil fortsat kunne det i de følgende regnskabsår. Det er i øvrigt ubestridt, jf. punkt 115 i dette forslag til afgørelse, at sagsøgerne i hovedsagen henset til omfanget af de historiske tab, der stadig er til rådighed for modregning, hverken skal betale selskabsskat eller anden skat af det overskud, de genererede i regnskabsårene 2022 og 2023. Det følger heraf, at den eneste afgift, som dette overskud bliver pålagt til fordel for statens budget, stammer fra det midlertidige solidaritetsbidrag, og at dette alene skyldes udelukkelsen af tab i årene før 2018 ved beregningen af beskatningsgrundlaget herfor.

119. Det fremgår følgelig, at hvis Irland havde tilladt fradrag af tab, der var lidt før 2018, ville beløbet for det omhandlede bidrag, der blev opkrævet hos de berørte virksomheder, have været betydeligt lavere eller endda nul og dermed have bragt finansieringen af de nationale støtteforanstaltninger for husholdningerne og virksomhederne i fare. I denne henseende er det efter min opfattelse et særlig relevant argument, som den irske regering har fremført, nemlig at henset til de meget omfattende tab som følge af de oprindelige investeringer, som virksomhederne i energisektoren foretog, ville fradraget af tab i årene før 2018 have betydet en væsentlig nedbringelse af bidragsbeløbet eller helt fjernet det, hvilket ville have kunnet bringe opfyldelsen af det formål, der forfølges med forordning 2022/1854, i fare.

120. Det er i tredje og sidste række min opfattelse, at flere andre forhold, som den forelæggende ret har henvist til, ligeledes kan bestyrke den ovenstående bedømmelse af proportionaliteten eller i det mindste hindre, at den drages i tvivl. Det forholder sig navnlig således, fordi det opkrævede bidragsbeløb stadig er langt mindre end medlemsstatens udgifter, og fordi det midlertidige solidaritetsbidrag ikke har virket afskrækkende på visse af sagsøgerne i hovedsagen med hensyn til at fortsætte deres virksomhed i Irland (91).

121. På baggrund af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at det femte spørgsmål skal besvares med, at chartrets artikel 16 og 17 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning til gennemførelse af det obligatoriske midlertidige solidaritetsbidrag, der er fastsat ved artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, som fastsætter satsen for dette bidrag til 75% og udelukker modregning af tab i årene før 2018 ved beregningen af beskatningsgrundlaget for det nævnte bidrag.

V.      Forslag til afgørelse

122. Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som er blevet forelagt af High Court (ret i første instans, Irland), på følgende måde:

»1)      Rådets forordning (EU) 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser, herunder kapitel III heri, kunne gyldigt vedtages på grundlag af og under opfyldelse af kravene i artikel 122, stk. 1, TEUF og derfor inden for grænserne af de kompetencer, der er tillagt Unionen, og i overensstemmelse med den i denne bestemmelse fastsatte procedure.

2)      Kapitel III i forordning 2022/1854 og navnlig artikel 14 og 15 heri

skal fortolkes således, at

det ikke tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft for EU-retsakter og proportionalitetsprincippet.

3)      Kapitel III i forordning 2022/1854 og navnlig artikel 14 og 15 heri

skal fortolkes således, at

kapitlet ikke tilsidesætter artikel 16 og 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

4)      Retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft

skal fortolkes således, at

de ikke er til hinder for anvendelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, på regnskabsårene 2022 og 2023, når denne anvendelse er bestemt ved en national lovgivning, der blev vedtaget og offentliggjort efter den 31. december 2022 og trådte i kraft den 2. august 2023.

5)      Artikel 16 og 17 i chartret om grundlæggende rettigheder

skal fortolkes således, at

de ikke er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning til gennemførelse af det obligatoriske midlertidige solidaritetsbidrag, der er fastsat ved artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, fastsætter satsen for dette bidrag til 75% og ikke tillader modregning af tab i årene før 2018 ved beregningen af beskatningsgrundlaget.«

---

1 –      Originalsprog: fransk.

---

2 –      Rådets forordning af 6.10.2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (EUT 2022, L 261 I, s. 1).

---

3 –      Jf. i denne henseende dom af 18.12.2025, Electrabel m.fl. (C-633/23, EU:C:2025:991), og af 22.1.2026, Secab (C-423/23, EU:C:2026:32), hvortil jeg har fremsat forslag til afgørelse. Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse Axpo Energy Romania og PPC Renewables Romania (C-251/24 og C-392/24, EU:C:2026:521), og 2Valorise Ham m.fl. (C-467/24, herefter »dommen i sagen 2Valorise Ham m.fl.«, EU:C:2026:608). Denne forordning er i øvrigt genstand for flere annullationssøgsmål, som verserer for Retten. Jf. i denne henseende sagen Electrawinds Shabla South mod Rådet (T-759/22), Vermilion Energy Netherlands m.fl. mod Rådet (T-775/22), Vermilion Exploration and Production Ireland og Vermilion Energy Ireland mod Rådet (T-795/22), ExxonMobil Producing Netherlands og Mobil Erdgas Erdöl mod Rådet (T-802/22) og Petrogas E&P Netherlands mod Rådet (T-803/22).

---

4 –      Disse to sager rejser nærmere bestemt spørgsmål, der for en dels vedkommende er identiske med eller ligner dem, der rejses i den foreliggende sag, navnlig for så vidt angår bestemmelserne i forordning 2022/1854 om det midlertidige solidaritetsbidrag og de tilsvarende nationale foranstaltninger. I lighed med dommen i sagen Varo Energy Belgium m.fl. (C-358/24) vedrører den foreliggende sag i øvrigt ligeledes gyldigheden af det retsgrundlag, hvorpå forordningen er vedtaget, navnlig for så vidt angår anvendelsen af artikel 122, stk. 1, TEUF til vedtagelsen af denne forordnings kapitel III.

---

5 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 20.12.2006 om oprettelse af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 og visse EF-forordninger om bestemte statistiske områder (EUT 2006, L 393, s. 1).

---

6 –      Denne lov blev indført ved en bekendtgørelse med titlen »Energy (Windfall Gains in the Energy Sector) (Temporary Solidarity Contribution) Act 2023 (Commencement) Order 2023« (bekendtgørelse om lov om energi (ekstraordinære oveskud i energisektoren) (midlertidigt solidaritetsbidrag) af 2023 (ikrafttræden)) [S.I. nr. 388 af 2023].

---

7 –      Nærmere betegnet Vermilion Energy Ireland Ltd, Vermilion Exploration and Production Ireland Ltd og Vermilion Energy Corrib Ireland Ltd.

---

8 –      Nemlig Minister for the Environment, Climate and Communications (minister for miljø, klima og kommunikation, Irland) og Attorney General (generalstatsadvokaten, Irland).

---

9 –      Jf. dom af 11.6.2026, Centro Petroli Roma (C-386/24, EU:C:2026:471, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

---

10 –      Svaret på dette spørgsmål kan nemlig så tvivl om den nævnte lovs retsgrundlag og følgelig få indflydelse på sagsøgernes pligt til at betale dette bidrag.

---

11 –      Den retlige sammenhæng, hvori en ny lovgivning indgår, kan bidrage til at belyse det mål, der forfølges hermed. Jf. i denne retning dom af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet (C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 121 og 122 og den deri nævnte retspraksis).

---

12 –      Jf. i denne retning dom af 21.3.2024, Landeshauptstadt Wiesbaden (C-61/22, EU:C:2024:251, præmis 45-47 og den deri nævnte retspraksis).

---

13 –      Artikel 122, stk. 1, TEUF dannede nemlig retsgrundlag for vedtagelsen af flere andre EU-retsakter som middel mod krisesituationer, der ikke berørte energiområdet, bl.a. migrationskrisen (jf. Rådets forordning (EU) 2016/369 af 15.3.2016 om ydelse af nødhjælp i Unionen (EUT 2016, L 70, s. 1)) og covid-19-pandemien (jf. navnlig forordning (EU) 2020/521 om aktivering af nødhjælp i medfør af forordning (EU) 2016/369 og om ændring af bestemmelserne heri under hensyntagen til covid-19-udbruddet (EUT 2020, L 117, s. 3)).

---

14 –      Jf. navnlig 13. og 14. betragtning til forordning 2022/1854.

---

15 –      Jf. 6., 7. og 9. betragtning til forordning 2022/1854 og artikel 1 heri.

---

16 –      Jf. 13. betragtning til forordning 2022/1854.

---

17 –      Jf. analogt dom af 24.10.1973, Rewe Zentral (10/73, EU:C:1973:111, præmis 15).

---

18 –      jf. i samme retning dom af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet (C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 354 og den deri nævnte retspraksis).

---

19 –      Jf. 14., 51. og 57. betragtning til forordning 2022/1854.

---

20 –      Jf. 54. betragtning til forordning 2022/1854. Jf. ligeledes punkt 82 og 83 i dette forslag til afgørelse.

---

21 –      Jf. navnlig artikel 3, stk. 3, TEU. Jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Tyskland mod Polen (C-848/19 P, EU:C:2021:598 præmis 38 og 41).

---

22 –      Det følger ligeledes af Domstolens praksis, at anvendelsen af solidaritetsprincippet ikke betyder, at Unionens politik i intet tilfælde må få negative indvirkninger på en medlemsstats særlige interesser på det pågældende område. Jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Tyskland mod Polen (C-848/19 P, EU:C:2021:598 præmis 44, 49 og 53 samt 73).

---

23 –      Jf. artikel 194, stk. 1, TEUF.

---

24 –      Jf. i denne retning dom af 12.9.2017, Anagnostakis mod Kommissionen (C-589/15 P, EU:C:2017:663, præmis 71).

---

25 –      Selve begrebet »solidaritet« skal forstås således, at det omfatter både medlemsstaterne og de endelige forbrugere. Det ville nemlig være svært at forestille sig, at »solidaritetsånden« kan adskilles fra de nationale forbrugeres interesser, som den i sidste ende også skal komme til gode. 

---

26 –      Jf. navnlig 6., 7., 14. og 57. betragtning til forordning 2022/1854 og artikel 17 heri.

---

27 –      Jf. i denne henseende punkt 28 i dette forslag til afgørelse.

---

28 –      Jf. i denne henseende artikel 114, stk. 2, TEUF og artikel 194, stk. 3, TEUF, som indfører en særlig procedure for de foranstaltninger på energiområdet, som er af »hovedsagelig fiskal karakter« (min fremhævelse).

---

29 –      Jf. dom af 15.11.2011, Kommissionen og Spanien mod Gibraltars regering og Det Forenede Kongerige (sag C-106/09 P og C-107/09 P, EU: C:2011:732, præmis 97), hvoraf det fremgår, at selv om direkte beskatning hovedsagelig henhører under medlemsstaternes kompetence, er dette ikke til hinder for, at Unionen kan udøve kompetence på dette område, idet der i øvrigt er truffet harmoniseringsforanstaltninger inden for visse sektorer (jf. i denne henseende dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen (C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 73)]. Der er desuden vedtaget flere direktiver om direkte beskatning på grundlag af artikel 115 TEUF, jf. bl.a. Rådets direktiv (EU) 2022/2523 af 14.12.2022 om sikring af et globalt minimumsbeskatningsniveau for multinationale koncerner og store nationale koncerner i Unionen (EUT 2022, L 328, s. 1).

---

30 –      Jf. navnlig dom af 24.10.1973, Balkan-Import-Export (5/73, EU:C:1973:109, præmis 14 og 15).

---

31 –      Jf. analogt dom af 24.10.1973, Balkan-Import-Export (5/73, EU:C:1973:109, præmis 15), og af 24.10.1973, Rewe Zentral (10/73, EU:C:1973:111, præmis 15). Derimod kunne dette forbehold betragtes som møntet på de øvrige bestemmelser i EUF-traktaten, der specifikt er rettet mod at afhjælpe nødsituationer, såsom artikel 66 TEUF, artikel 78, stk. 3, TEUF, artikel 143, stk. 2, TEUF, artikel 213 TEUF og artikel 222 TEUF.

---

32 –      Jf. dom af 19.7.2012, Parlamentet mod Rådet (C-130/10, EU:C:2012:472, præmis 80).

---

33 –      Jf. dom af 4.9.2018, Kommissionen mod Rådet (Aftale med Kasakhstan) (C-244/17, EU:C:2018:662, præmis 38).

---

34 –      Det skal for så vidt angår retssikkerhedsprincippet præciseres, at Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol, Belgien) allerede i sagen 2Valorise Ham m.fl. har forelagt Domstolen et lignende præjudicielt spørgsmål om gyldigheden af artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, litra e), i forordning 2022/1854 vedrørende et loft over visse elektricitetsproducenters indtægter. Jf. i denne retning mit forslag til afgørelse (C-467/24, herefter »mit forslag til afgørelse 2Valorise Ham m.fl.«, EU:C:2026:608, punkt 112-117).

---

35 –      Jf. i denne retning dom af 25.1.2022, VYSOČINA WIND (C-181/20, EU:C:2022:51, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

---

36 –      Jf. i denne retning dom af 25.1.2022, VYSOČINA WIND (C-181/20, EU:C:2022:51, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

---

37 –      Jf. i denne retning dom af 25.1.2022, VYSOČINA WIND (C-181/20, EU:C:2022:51, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

---

38 –      I den foreliggende sag gælder spørgsmålet om en eventuel tilbagevirkende anvendelse af det midlertidige solidaritetsbidrag alene regnskabsåret 2022. Anvendelsen af dette bidrag på regnskabsåret 2023 kan nemlig ikke tillægge forordning 2022/1854 tilbagevirkende kraft, idet denne forordning blev vedtaget før dette regnskabsårs begyndelse.

---

39 –      Jf. i denne retning dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet (C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 188 og den deri nævnte retspraksis).

---

40 –      Jf. i denne retning dom af 4.10.2024, Litauen m.fl. mod Parlamentet og Rådet (Mobilitetspakken) (C-541/20 – C-555/20, EU:C:2024:818, præmis 158, 159 og 162 og den deri nævnte retspraksis).

---

41 –      Jf. i denne retning dom af 4.10.2024, Litauen m.fl. mod Parlamentet og Rådet (Mobilitetspakken) (C-541/20 – C-555/20, EU:C:2024:818, præmis 616 og 617 og den deri nævnte retspraksis).

---

42 –      Artikel 14 og 15 i forordning 2022/1854 definerer klart og detaljeret den ramme, inden for hvilken det midlertidige solidaritetsbidrag, der er indført ved denne forordning, finder anvendelse. Mere præcist identificerer artikel 14 heri med tilstrækkelig præcision de erhvervssektorer, der er omfattet af dette bidrag, de nærmere bestemmelser om beregningen heraf og de tilfælde, hvor visse virksomheder kan undtages herfra. Den sats, der finder anvendelse, er udtrykkeligt fastsat i den nævnte forordnings artikel 16.

---

43 –      Jf. i denne henseende mit forslag til afgørelse 2Valorise Ham m.fl. (punkt 115).

---

44 –      Jf. i denne retning mit forslag til afgørelse Secab (C-423/23, EU:C:2025:63, punkt 52 og 53 og den deri nævnte retspraksis) og 2Valorise Ham m.fl. (punkt 116).

---

45 –      Det må i denne henseende fastslås, at Kommissionen allerede den 8.3.2022 offentliggjorde en meddelelse med titlen »REPowerEU: En fælles europæisk indsats for mere sikker og bæredygtig energi til mere overkommelige priser (COM(2022) 108 final, s. 5), hvori den anbefalede forskellige foranstaltninger til imødegåelse af energikrisen, heriblandt medlemsstaternes mulighed for at vedtage midlertidige skatteforanstaltninger over for ekstraordinære fortjenester.

---

46 –      Det midlertidige solidaritetsbidrag, der blev indført ved forordning 2022/1854, vedrører nemlig »ekstraordinære overskud«, som svarer til de ekstraordinære fortjenester som følge af uforudsigelige omstændigheder, der har påvirket energimarkederne, og som de berørte virksomheder derfor ikke med rimelighed kunne have forudset.

---

47 –      Jf. artikel 6 og 8 i forordning 2022/1854.

---

48 –      Jeg påpeger i denne henseende, at den forelæggende ret i sagen 2Valorise Ham m.fl. med det fjerde og det sjette spørgsmål nærmere bestemt nærede tvivl om gyldigheden af artikel 6, stk. 1, i forordning 2022/1854 i henseende til chartrets artikel 16 og 17, for så vidt som denne bestemmelse fastsatte en afgiftssats på 100% af de overskridende markedsindtægter. Jf. i denne henseende mit forslag til afgørelse 2Valorise Ham m.fl. (punkt 64-76 og 89-102).

---

49 –      Jf. i denne retning dom af 15.4.2021, Federazione nazionale delle imprese elettrotecniche ed elettroniche (Anie) m.fl. (C-798/18 og C-799/18, EU:C:2021:280, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis), og af 10.7.2025, INTERZERO m.fl. (C-254/23, EU:C:2025:569, præmis 145 og den deri nævnte retspraksis).

---

50 –      Jf. i denne retning dom af 15.4.2021, Federazione nazionale delle imprese elettrotecniche ed elettroniche (Anie) m.fl. (C-798/18 og C-799/18, EU:C:2021:280, præmis 35 og 36), og af 5.9.2024, Novo Banco m.fl. (C-498/22 – C-500/22, EU:C:2024:686, præmis 112).

---

51 –      Jf. dom af 3.9.2015, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Kommissionen (C-398/13 P, EU:C:2015:535, præmis 61).

---

52 –      Jf. analogt mit forslag til afgørelse 2Valorise Ham m.fl. (punkt 66).

---

53 –      Jf. dom af 10.9.2024, Neves 77 Solutions (C-351/22, EU:C:2024:723, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

---

54 –      Jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolens dom af 29.4.2008, Burden mod Det Forenede Kongerige ECLI:CE:ECHR:2008:0429JUD001337805, § 59.

---

55 –      Jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolens dom af 22.1.2009, »Bulves« AD mod Bulgarien, ECLI:CE:ECHR:2009:0122JUD000399103, § 62.

---

56 –      Jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolens dom af 3.7.2003, Buffalo Srl i likvidation mod Italien, ECLI:CE:ECHR:2003:0703JUD003874697, § 32. Jf. ligeledes i denne retning dom af 10.7.2025, INTERZERO m.fl. (C-254/23, EU:C:2025:569, præmis 153).

---

57 –      Jf. i denne retning dom af 16.12.2008, Arcelor Atlantique og Lorraine m.fl. (C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

---

58 –      Jf. dom af 29.7.2024, Belgian Association of Tax Lawyers m.fl. (C-623/22, EU:C:2024:639, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

---

59 –      Jf. ligeledes 54. betragtning til forordning 2022/1854, hvori de nærmere bestemmelser om beregningen af det midlertidige solidaritetsbidrag præciseres.

---

60 –      Som det fremgår af 50. betragtning til forordning 2022/1854, har virksomhederne inden for det midlertidige solidaritetsbidrags anvendelsesområde genereret ekstraordinære fortjenester, som ikke stammer fra deres egne forretningsmæssige dispositioner, men fra ydre og pludselige omstændigheder i tilknytning til krisesituationen.

---

61 –      I øvrigt indeholder forelæggelsesafgørelsen intet, der kan så tvivl om det midlertidige solidaritetsbidrags egnethed til at bidrage til finansieringen af de støtteforanstaltninger til fordel for elslutkunderne, der blev indført ved forordning 2022/1854.

---

62 –      Jf. dom af 22.1.2013, Sky Österreich (C-283/11, EU:C:2013:28, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

---

63 –      Jf. analogt dom af 13.6.2017, Florescu m.fl. (C-258/14, EU:C:2017:448, præmis 55).

---

64 –      Jf. i denne retning dom af 10.7.2025, INTERZERO m.fl. (C-254/23, EU:C:2025:569, præmis 140 og den deri nævnte retspraksis), og af 13.11.2025, PB Vi Goods (C-563/24, EU:C:2025:887, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

---

65 –      Jf. i denne retning dom af 10.7.2025, INTERZERO m.fl. (C-254/23, EU:C:2025:569, præmis 141 og den deri nævnte retspraksis).

---

66 –      Jf. analogt mit forslag til afgørelse 2Valorise Ham m.fl. (punkt 93).

---

67 –      Den eventuelle begrænsning af friheden til at oprette og drive egen virksomhed, der måtte følge af anvendelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag, synes at respektere denne friheds væsentligste indhold, eftersom denne foranstaltning kun berører en andel af de berørte virksomheders »ekstraordinære« overskud og kun finder anvendelse i en periode, der er begrænset til to regnskabsår.

---

68 –      I forbindelse med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret ligeledes præciseret, om svaret på dette spørgsmål bl.a. afhænger af den omstændighed: (a) at forordningen blev offentliggjort den 7.10.2022 og trådte i kraft den følgende dag, (b) at medlemsstaterne i henhold til forordningen skal pålægge et midlertidigt solidaritetsbidrag eller tilsvarende foranstaltninger for så vidt angår 2022 og/eller 2023, (c) at de driftsaktiviteter, som genererede overskuddet hos sagsøgerne i hovedsagen i regnskabsåret 2022, allerede var afsluttet på datoen for den nævnte forordnings ikrafttræden, (d) at 2023-loven blev endeligt vedtaget den 17.7.2023 og trådte i kraft den 2.8.2023, (e) at denne lovgivning kun pålægger et civilretligt ansvar, og (f) at et selskab tilknyttet sagsøgerne i hovedsagen efter vedtagelsen af den nævnte forordning og bekendtgørelsen af de foranstaltninger, som medlemsstaten havde truffet til gennemførelse af det midlertidige solidaritetsbidrag, har anført, at det opfattede forøgelsen af sin økonomiske deltagelse i Corrib-gasfeltet som »en attraktiv investering«.

---

69 –      Dom af 18.12.2025 (C-633/23, EU:C:2025:991).

---

70 –      For god ordens skyld minder jeg om, at i disse to sager udsprang de belgiske domstoles tvivl af anvendelsen af den afgift, der blev indført ved den omhandlede nationale lov, på de ekstraordinære indtægter, der var realiseret i Belgien i perioden fra den 1.8.2022 til den 30.6.2023, selv om forordning 2022/1854 først var trådt i kraft den 8.10.2022, det heri fastsatte loft kun fandt anvendelse i perioden fra den 1.12.2022 til den 30.6.2023, og denne forordning ikke udtrykkeligt gav medlemsstaterne mulighed for at anvende dette loft før den 1.12.2022.

---

71 –      Jf. i denne retning dom af 7.3.2013, van den Booren (C-127/11, EU:C:2013:140, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

---

72 –      Jf. i denne retning dom af 26.4.2005, »Goed Wonen« (C-376/02, EU:C:2005:251, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis), og punkt 56 og 60 i dette forslag til afgørelse.

---

73 –      Jf. i denne retning dom af 15.7.2004, Gerekens og Procola (C-459/02, EU:C:2004:454, præmis 21 og 22 og den deri nævnte retspraksis).

---

74 –      Selv om denne konstatering ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at 2023-loven er i strid med EU-retten, anfører jeg, at Irland ikke har overholdt den frist, der blev fastsat i artikel 14, stk. 3, i forordning 2022/1854, hvorefter medlemsstaterne var forpligtede til senest den 31.12.2022 at vedtage og offentliggøre de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af det midlertidige solidaritetsbidrag.

---

75 –      Jeg påpeger ligeledes, at den forelæggende ret i forbindelse med det tredje præjudicielle spørgsmål konstaterede, at visse driftsaktiviteter, der havde genereret ekstraordinære overskud, var »afsluttet« inden 2023-lovens offentliggørelse og ikrafttræden.

---

76 –      Jf. 64. og 65. betragtning til forordning 2022/1854.

---

77 –      Jf. i denne retning dom af 26.4.2005, »Goed Wonen« (C-376/02, EU:C:2005:251, præmis 43).

---

78 –      I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de nationale myndigheder ikke alene ikke gav nogen præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, som omhandlet i Domstolens i punkt 64 i dette forslag til afgørelse nævnte praksis, der ville kunne skabe begrundede forventninger hos nogen om, at de kunne beholde det ekstraordinære overskud, eller at det midlertidige solidaritetsbidrag ikke ville blive anvendt på regnskabsåret 2022, men bekendtgjorde tværtimod anvendelsen af denne foranstaltning over for de berørte virksomheder inden udgangen af 2022. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at der blev indledt en møderække med virksomhederne inden for det midlertidige solidaritetsbidrags anvendelsesområde allerede ultimo oktober 2022, hvor disse myndigheder oplyste disse virksomheder om forhold, der kunne indgå i de nationale foranstaltninger til gennemførelse af kapitel III i forordning 2022/1854. I november 2022 blev offentligheden i øvrigt informeret via en pressemeddelelse om, at den nævnte foranstaltning ville finde anvendelse på de ekstraordinære overskud, der blev realiseret i regnskabsårene 2022 og 2023.

---

79 –      Ifølge artikel 22, stk. 1, i forordning 2022/1854 trådte denne forordning i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 8.10.2022.

---

80 –      Jf. 65. betragtning til forordning 2022/1854.

---

81 –      Jf. analogt dom af 10.9.2009, Plantanol (C-201/08, EU:C:2009:539, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis), hvori Domstolen i en lignende sammenhæng fastslog, at en lovændring, som er vedtaget i overensstemmelse med et direktiv på skatte- og afgiftsområdet, der overlader medlemsstaterne omfattende beføjelser, ikke kan anses for at være uforudseelig.

---

82 –      Denne bedømmelse kan heller ikke drages i tvivl af den omstændighed, at 2023-loven henhører under det »civilretlige« område, eller at et selskab tilknyttet sagsøgerne i hovedsagen efter vedtagelsen af forordning 2022/1854 og bekendtgørelsen af de foranstaltninger, som medlemsstaten havde truffet til gennemførelse af det midlertidige solidaritetsbidrag, erklærede, at det opfattede forøgelsen af sin økonomiske deltagelse i Corrib-gasfeltet som »en attraktiv investering«.

---

83 –      Jeg præciserer, at den forelæggende ret med det femte præjudicielle spørgsmål ligeledes har anmodet Domstolen om at fastslå, om svaret herpå afhænger af de forskellige forhold, som denne ret har opregnet, og som er gengivet i punkt 22 i dette forslag til afgørelse.

---

84 –      Denne skønsmargen tillader ligeledes medlemsstaterne at vedtage foranstaltninger, som de finder egnede i henseende til deres nationale markeds særlige kendetegn, såfremt de ikke bringer den faktiske anvendelse af forordning 2022/1854 i fare, og med forbehold af iagttagelsen af de grundlæggende EU-retlige principper. Det følger heraf, at henset til den vide skønsmargen, som medlemsstaterne råder over, kan kun et åbenbart urigtigt skøn sanktioneres. Jf. i denne retning ligeledes mit forslag til afgørelse 2Valorise Ham m.fl. (punkt 80 og 84 og den deri nævnte retspraksis).

---

85 –      Artikel 15 i forordning 2022/1854 fastlægger rammerne for definitionen af beskatningsgrundlaget for det midlertidige solidaritetsbidrag på en forholdsvis fleksibel måde

---

86 –      Jf. i denne retning dom af 15.4.2021, Federazione nazionale delle imprese elettrotecniche ed elettroniche (Anie) m.fl. (C-798/18 og C-799/18, EU:C:2021:280, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

---

87 –      Jeg præciserer imidlertid, at den nationale lovgivnings opfyldelse af kriterierne for vurderingen af dens forenelighed med chartrets førnævnte bestemmelser skal bedømmes konkret henset til sagens faktiske omstændigheder og ikke på abstrakt vis. Det tilkommer derfor den forelæggende ret i lyset af de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen at efterprøve, om disse kriterier er opfyldt, og om den omhandlede nationale lovgivning faktisk overholder de krav, der udspringer af chartrets artikel 16 og 17. I denne henseende kan Domstolen dog give denne ret de nødvendige fortolkningsbidrag vedrørende denne vurdering.

---

88 –      Jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolens dom af 15.1.2015, Arnaud m.fl. mod Frankrig, ECLI:CE:ECHR:2015:0115JUD003691811, § 27.

---

89 –      Jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolens dom af 25.6.2013, Gáll mod Ungarn, ECLI:CE:ECHR:2013:0625JUD004957011, og af 15.1.2015, Arnaud m.fl. mod Frankrig, ECLI:CE:ECHR:2015:0115JUD003691811, hvoraf det nærmere bestemt følger, at det forhold alene, at en afgiftssats er usædvanligt høj, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at godtgøre en tilsidesættelse af artikel 1 i tillægsprotokol nr. 1, idet Menneskerettighedsdomstolens vurdering skal omfatte foranstaltningen i sin helhed og tage hensyn til de omstændigheder, under hvilke denne finder anvendelse.

---

90 –      Jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 25.6.2013, Gáll mod Ungarn, ECLI:CE:ECHR:2013:0625JUD004957011, § 61.

---

91 –      Dette gælder f.eks. en erklæring fra et selskab, der er tilknyttet sagsøgerne i hovedsagen, og som efter vedtagelsen af forordning 2022/1854 og bekendtgørelsen af de nationale foranstaltninger til gennemførelse af det midlertidige solidaritetsbidrag betragtede forøgelsen af sin andel i Corrib-gasfeltet som en »interessant investering«.