Forslag til afgørelse fra generaladvokat A. Rantos fremsat den 22. oktober 2026 (C-858/24)
Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A. RANTOS
fremsat den 22. oktober 2026 (1)
Sag C-858/24 P
VC
mod
Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA)
» Appel – offentlige kontrakter – beskyttelse af Unionens finansielle interesser – forordning (EU, Euratom) 2018/1046 – artikel 136, stk. 1, litra c) og stk. 2 – afgørelse om udelukkelse af en økonomisk operatør fra tildelingsprocedurer – manglende endelig dom eller endelig administrativ afgørelse, som fastslår, at denne operatør har begået en alvorlig forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af sit erhverv – udelukkelse på grundlag af en foreløbig juridisk vurdering, hvis fuldbyrdelse er blevet udsat – artikel 136, stk. 7 – afhjælpende foranstaltninger truffet af den økonomiske operatør – artikel 143, stk. 9 – artikel 261 TEUF – fuld prøvelsesret – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – effektiv domstolsbeskyttelse «
Indledning
1. Ved sin appel har VC for det første nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 2. oktober 2024, VC mod EU-OSHA (Udelukkelse fra offentlige kontrakter på grundlag af en suspenderet national administrativ afgørelse) (T-126/23, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2024:666), hvorved Retten ikke gav medhold i VC’s søgsmål med påstand om annullation af Det Europæiske Arbejdsmiljøagenturs (EU-OSHA) afgørelse af 13. januar 2023 om dels udelukkelse af VC for en periode på to år med virkning fra den 18. januar 2023 fra deltagelse i offentlige udbudsprocedurer, procedurer vedrørende tilskud, priser, tildelinger og finansielle instrumenter, der reguleres af Unionens almindelige budget, samt tildelingsprocedurer vedrørende Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), der reguleres af Rådets forordning (EU) 2018/1877 (2) (artikel 1 og 2), dels registrering af VC i systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse i udelukkelsesperiodens varighed (artikel 3), og dels offentliggørelse på Europa-Kommissionens websted af visse oplysninger om udelukkelsen (artikel 4) (herefter »den anfægtede afgørelse«). For det andet har VC nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse. Endelig har virksomheden nedlagt påstand om, at EU-OSHA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
2. På Domstolens anmodning vil dette forslag til afgørelse være koncentreret om en analyse af det første og det andet appelanbringende vedrørende henholdsvis den værdi, som skal tillægges en national retsafgørelse om udsættelse af fuldbyrdelsen af en administrativ afgørelse, der udgør grundlaget for en afgørelse om udelukkelse af en økonomisk operatør fra en tildelingsprocedure som omhandlet i artikel 136, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (herefter »finansforordningen«) (3), og rækkevidden af Domstolens fulde prøvelsesret i henhold til denne forordnings artikel 143, stk. 9.
Retsforskrifter
3. Følgende fremgår af 64., 67.-69, 71. 73., 77., 79. og 84. betragtning til finansforordningen:
(64) For at beskytte Unionens finansielle interesser bør Kommissionen oprette et fælles system for tidlig opdagelse og udelukkelse.
[…]
(67) Afgørelse om udelukkelse af en person eller enhed fra at deltage i tildelingsprocedurer […] samt afgørelse om offentliggørelse af oplysningerne i forbindelse hermed bør træffes af de ansvarlige anvisningsberettigede i lyset af disses administrative autonomi. I mangel af en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse […] bør de ansvarlige anvisningsberettigede træffe deres afgørelse på grundlag af en foreløbig juridisk vurdering under hensyntagen til henstillingen fra panelet. Panelet bør ligeledes vurdere varigheden af en udelukkelse i tilfælde, hvor varigheden ikke er blevet fastsat ved endelig dom eller endelig administrativ afgørelse.
(68) Panelets rolle bør være at sikre en sammenhængende drift af systemet for udelukkelse. Panelet bør bestå af en fast formand, to repræsentanter for Kommissionen og en repræsentant for den anmodende anvisningsberettigede.
(69) Den foreløbige juridiske vurdering foregriber ikke medlemsstaternes kompetente myndigheders endelige vurdering i henhold til national ret af den pågældende persons eller enheds adfærd. Panelets henstilling samt den ansvarlige anvisningsberettigedes afgørelse bør derfor revideres efter underretning om en sådan endelig vurdering.
[…]
(71) Når den ansvarlige anvisningsberettigede træffer afgørelse om udelukkelse af en person eller enhed […] bør den ansvarlige anvisningsberettigede sikre overholdelse af proportionalitetsprincippet ved navnlig at tage hensyn til, hvor alvorlige forholdene er, forholdenes budgetmæssige indvirkning, hvor lang tid der er gået siden den relevante adfærd, adfærdens varighed og gentagelse, hvorvidt adfærden var forsætlig eller graden af udvist uagtsomhed og graden af personens eller enhedens samarbejde med den relevante kompetente myndighed samt denne persons eller enheds bidrag til den pågældende undersøgelse.
[…]
(73) Der bør ikke træffes afgørelse om udelukkelse af en person eller enhed, når denne har truffet afhjælpende foranstaltninger og derved vist sin pålidelighed. Denne mulighed bør ikke finde anvendelse i forbindelse med de groveste former for kriminel aktivitet.
[…]
(77) En udelukkelses varighed bør være tidsbegrænset, […] og bør være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
[…]
(79) Det er vigtigt at kunne styrke den afskrækkende virkning, der opnås ved udelukkelse og en økonomisk sanktion. […]
[…]
(84) Den Europæiske Unions Domstol bør tillægges fuld prøvelsesret med hensyn til afgørelser om udelukkelse og økonomiske sanktioner, der er pålagt i henhold til denne forordning, i overensstemmelse med artikel 261 i TEUF.
4. Finansforordningens afdeling 2 med overskriften »System for tidlig opdagelse og udelukkelse« indgår i denne forordnings kapitel 2 om regler for direkte og indirekte forvaltning. Denne afdeling omfatter denne forordnings artikel 135-145. Artikel 136 med overskriften »Udelukkelseskriterier og afgørelser om udelukkelse« fastsætter følgende:
»1. Den ansvarlige anvisningsberettigede udelukker en person eller enhed som omhandlet i artikel 135, stk. 2, fra at deltage i tildelingsprocedurer, der er omfattet af denne forordning, eller fra at blive udvalgt til at gennemføre EU-midler, hvis personen eller enheden befinder sig i en eller flere af følgende udelukkelsessituationer:
[…]
c) det ved en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse er fastslået, at personen eller enheden har begået alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet ved at have overtrådt de relevante love eller bestemmelser eller etiske standarder for det erhverv, inden for hvilket personen eller enheden er virksom, eller har begået fejl, der har en indvirkning på dennes faglige troværdighed, hvis fejlene afspejler forsætlighed eller grov uagtsomhed, herunder navnlig et eller flere af følgende forhold:
[…]
ii) indgåelse af aftaler med andre personer eller enheder med det formål at forvride konkurrencen
[…]
2. I mangel af en endelig dom eller, hvor dette er relevant, en endelig administrativ afgørelse i de tilfælde, som er omhandlet i stk. 1, litra c), d), f), g) og h), eller i det tilfælde, som er omhandlet i stk. 1, litra e), udelukker den ansvarlige anvisningsberettigede en person eller en enhed som omhandlet i artikel 135, stk. 2, på grundlag af en foreløbig juridisk vurdering af adfærd som omhandlet i nævnte litraer under hensyntagen til konstaterede faktiske omstændigheder eller andre forhold i henstillingen fra det i artikel 143 omhandlede panel.
Den foreløbige vurdering, der er omhandlet i første afsnit, foregriber ikke medlemsstaternes kompetente myndigheders vurdering i henhold til national ret af den i artikel 135, stk. 2, omhandlede persons eller enheds adfærd. Den ansvarlige anvisningsberettigede reviderer straks efter underretningen om en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse sin afgørelse om at udelukke en person eller en enhed, der er omhandlet i artikel 135, stk. 2, og/eller pålægge en modtager en økonomisk sanktion. I tilfælde hvor den endelige dom eller den endelige administrative afgørelse ikke fastsætter udelukkelsens varighed, fastsætter den ansvarlige anvisningsberettigede varigheden på grundlag af konstaterede faktiske omstændigheder og forhold og under hensyntagen til henstillingen fra det i artikel 143 omhandlede panel.
Hvis en sådan endelig dom eller administrativ afgørelse fastslår, at personen eller enheden omhandlet i artikel 135, stk. 2, ikke er skyldig i den adfærd, der var genstand for den foreløbige juridiske vurdering, på grundlag af hvilken den pågældende person eller enhed blev udelukket, bringer den ansvarlige anvisningsberettigede straks udelukkelsen til ophør og/eller refunderer en eventuel pålagt økonomisk sanktion, alt efter hvad der er relevant.
De i første afsnit omhandlede faktiske omstændigheder og forhold omfatter navnlig:
[…]
b) ikkeendelige administrative afgørelser, der kan omfatte disciplinære foranstaltninger, som træffes af det kompetente tilsynsorgan med ansvar for at verificere anvendelsen af erhvervsetiske standarder
[…]
e) Kommissionens afgørelser vedrørende overtrædelse af EU-konkurrenceret eller en national kompetent myndigheds afgørelser vedrørende overtrædelse af EU-konkurrenceret eller national konkurrenceret.
3. Enhver afgørelse, som træffes af den ansvarlige anvisningsberettigede i henhold til artikel 135-142, eller, hvor det er relevant, henstillinger fra det panel, der er omhandlet i artikel 143, skal træffes i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, idet der navnlig tages hensyn til:
a) situationens alvor, herunder konsekvenserne for Unionens finansielle interesser og omdømme
b) hvor lang tid der er gået siden den relevante adfærd
c) adfærdens varighed og gentagelse
d) om adfærden var forsætlig eller den udviste grad af uagtsomhed
[…]
f) eventuelle andre formildende omstændigheder, såsom:
i) graden af den i artikel 135, stk. 2, omhandlede persons eller enheds samarbejde med den relevante kompetente myndighed og denne persons eller enheds bidrag til undersøgelsen, som den ansvarlige anvisningsberettigede har anerkendt, eller
[…]
6. Den ansvarlige anvisningsberettigede, der, hvor det er relevant, tager hensyn til henstillingen fra det panel, der er omhandlet i artikel 143, må ikke udelukke en person eller en enhed, der er omhandlet i artikel 135, stk. 2, fra at deltage i en tildelingsprocedure eller fra at blive udvalgt til gennemførelse af EU-midler, hvis:
a) personen eller enheden har truffet afhjælpende foranstaltninger som specificeret i nærværende artikels stk. 7 i et omfang, der er tilstrækkeligt til at vise, at vedkommende er pålidelig. […]
[…]
7. De i stk. 6, første afsnit, litra a), omhandlede afhjælpende foranstaltninger kan navnlig omfatte:
a) foranstaltninger til at afdække, hvorfor de situationer, der giver anledning til udelukkelsen, er opstået, og hvilke konkrete tekniske, organisatoriske og personalemæssige foranstaltninger inden for [den økonomiske operatørs] forretningsområde der er egnede til at korrigere adfærden og forebygge yderligere forekomst heraf
[…]
8. Den ansvarlige anvisningsberettigede, der, hvor det er relevant, tager hensyn til den reviderede henstilling fra det i artikel 143 omhandlede panel, skal på eget initiativ eller efter anmodning fra en person eller enhed, der er omhandlet i artikel 135, stk. 2, straks revidere sin afgørelse om at udelukke den pågældende person eller enhed, såfremt personen eller enheden har truffet afhjælpende foranstaltninger, der er tilstrækkelige til at vise vedkommendes pålidelighed, eller har fremlagt nye elementer, der viser, at den udelukkelsessituation, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, ikke længere eksisterer. […]«
5. Stk. 9 i finansforordningens artikel 143 med overskriften »Panel« fastsætter følgende:
»Den Europæiske Unions Domstol har fuld prøvelsesret med hensyn til afgørelser, hvorved den anvisningsberettigede udelukker en person eller enhed, der er omhandlet i artikel 135, stk. 2, og/eller pålægger en modtager en økonomisk sanktion, og kan herunder annullere udelukkelsen, forkorte eller forlænge udelukkelsens varighed og/eller annullere, reducere eller forhøje den pålagte økonomiske sanktion. […]«
Tvistens baggrund
6. Tvistens baggrund er beskrevet i den appellerede doms præmis 2-13 og kan sammenfattes som følger.
7. Den 11. maj 2021 offentliggjorde EU-OSHA udbudsprocedure EUOSHA/2021/OP/F/SE/0144 vedrørende levering af informations- og kommunikationsteknologiske tjenesteydelser og internetydelser, idet det omhandlede udbud var opdelt i tre delkontrakter.
8. Samme dag vedtog Comisión Nacional de los Mercados y la Competencia (CNMC – den nationale kommission for markeder og konkurrence, Spanien) en afgørelse (herefter »CNMC’s afgørelse«), hvorved den konstaterede, at VC mellem marts 2009 og maj 2017 sammen med andre virksomheder havde deltaget i et netværkssamarbejde, hvor deltagerne udvekslede forretningsmæssigt følsomme oplysninger og fulgte fælles strategier med henblik på at eliminere konkurrencen i visse udbud vedrørende levering af rådgivning til den spanske forvaltning og andre offentlige organer. Da CNMC var af den opfattelse, at denne praksis udgjorde en samlet og vedvarende overtrædelse af konkurrencereglerne, idømte den VC en bøde og et forbud mod at indgå kontrakter med den spanske forvaltning.
9. Den 21. juni 2021 afgav sagsøgeren et tilbud på det omhandlede udbuds anden delkontrakt vedrørende levering af støttetjenester og projektledelsesrådgivning.
10. Efter at have forespurgt VC om, hvorfor virksomheden ikke havde nævnt CNMC’s afgørelse i sin erklæring på tro og love, og om den havde truffet korrigerende foranstaltninger for at afhjælpe den konstaterede overtrædelse, modtog EU-OSHA den 24. august 2021 et svar fra VC, ifølge hvilket denne afgørelse for det første ikke var endelig, eftersom Audiencia Nacional (domstol i visse straffe-, forvaltnings- og arbejdsretlige sager, Spanien) ikke havde truffet afgørelse om det søgsmål, der var anlagt til prøvelse af denne afgørelse, og heller ikke taget stilling til begæringen om foreløbige forholdsregler i forbindelse med dette søgsmål, og for det andet ikke omfattede et effektivt forbud mod at deltage i offentlige udbud, idet rækkevidden af forbuddet endnu ikke var blevet fastlagt af den spanske økonomi- og finansminister.
11. Den 10. februar 2022 anmodede EU-OSHA det panel, der var indkaldt i medfør af finansforordningens artikel 143 (herefter »det kompetente panel«), om at afgive en henstilling vedrørende udelukkelse eller økonomisk sanktion i VC’s tilfælde.
12. Den 11. april 2022 anordnede Audiencia Nacional (domstol i visse straffe-, forvaltnings- og arbejdsretlige sager) udsættelse af gennemførelsen af CNMC’s afgørelse (herefter »retsafgørelsen om udsættelse«).
13. Den 13. juli 2022 meddelte det kompetente panel VC sin foreløbige vurdering af dennes adfærd som omhandlet i finansforordningens artikel 136, stk. 2.
14. Efter at VC havde fremsat bemærkninger til denne foreløbige vurdering, henstillede det kompetente panel den 8. december 2022 over for EU-OSHA til udelukkelse af sagsøgeren fra deltagelse i udbuddet og offentliggørelse af denne udelukkelse, idet det fandt, at VC’s adfærd udgjorde en »alvorlig forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af et erhverv«.
15. Efter det kompetente panels henstilling meddelte EU-OSHA den 17. januar 2023 VC den anfægtede afgørelse, hvis indhold er gengivet i punkt 1 i dette forslag til afgørelse.
Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom
16. Ved stævning indleveret til Rettens justitskontor den 9. marts 2023 anlagde VC et søgsmål med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og fremsatte fem anbringender til støtte for dette søgsmål. De to første, som er de eneste, der er relevante for dette forslag til afgørelse, vedrørte for det førstes vedkommende EU-OSHA’s tilsidesættelse af retsafgørelsen om udsættelse og for det andets vedkommende et urigtigt skøn ved vurderingen af de af VC vedtagne afhjælpende foranstaltninger.
17. Hvad angår det første anbringendes første led, som bl.a. vedrører en tilsidesættelse af finansforordningens artikel 136, stk. 2, udledte Retten indledningsvis i den appellerede doms præmis 25 og 26 af ordlyden af denne forordnings artikel 136, stk. 1, litra c), nr. ii), og stk. 2, dels at fraværet af en endelig dom eller afgørelse, hvorved den ulovlige adfærd er konstateret, ikke var til hinder for, at den kompetente EU-myndighed kan træffe en udelukkelsesforanstaltning for at beskytte Unionens finansielle interesser på grundlag af en foreløbig juridisk vurdering af den pågældende økonomiske operatørs adfærd, dels at EU-lovgiver havde tilsigtet at give denne myndighed mulighed for at foretage sin egen vurdering af den pågældende økonomiske aktørs handlinger uden at afvente en domstols afsigelse af en dom, idet effektiviteten af udelukkelsesordningen kræver, at anvendelsen heraf sker så hurtigt som muligt uden at afvente en endelig dom. Retten fastslog herefter i denne doms præmis 28-33, at EU-OSHA, som var forpligtet til at foretage sin egen vurdering af VC’s adfærd på baggrund af CNMC’s afgørelse og retsafgørelsen om udsættelse, med rette havde vurderet, at sidstnævnte afgørelse ikke var til hinder for, at konstateringerne i CNMC’s afgørelse blev taget i betragtning med henblik på at godtgøre, at VC havde gjort sig skyldig i en alvorlig forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af sit erhverv, og på at vedtage en udelukkelsesforanstaltning. I denne henseende erindrede Retten i den nævnte doms præmis 29 om EU-OSHA’s opfattelse, hvorefter retsafgørelsen om udsættelse i mangel af en stillingtagen til fumus boni juris ikke rejste tvivl om gyldigheden og lovligheden af CNMC’s afgørelse. I samme doms præmis 31 fastslog den endvidere, at de forhold, som blev foreholdt VC, ikke var baseret på antagelser eller formodninger, men var blevet konstateret på baggrund af oplysninger, der hidrørte fra en undersøgelse foretaget af CNMC. I den appellerede doms præmis 32 anførte den, at der i retsafgørelsen om udsættelse, som var baseret på konsekvenserne af den pålagte bøde og forbuddet mod at deltage i udbud for VC’s videreførelse af sin virksomhed, ikke blev taget stilling til, om CNMC’s afgørelse var velbegrundet. Den tilføjede, at VC medgav, at den nationale domstol ikke udtrykkeligt havde undersøgt, om der forelå fumus boni juris. Endelig fastslog Retten i denne doms præmis 33, at forbuddet mod at indgå kontrakter i Spanien var uden betydning, eftersom det var baseret på andre grunde end konstateringerne i CNMC’s afgørelse.
18. Hvad angår det første anbringendes andet led vedrørende en tilsidesættelse af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 19, stk. 1, TEU, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 39, at retsafgørelsen om udsættelse ikke var blevet ignoreret, og at der ikke var grebet ind i VC’s domstolsbeskyttelse. Den bemærkede i denne doms præmis 40, at EU-OSHA med rette lagde til grund, at i mangel af en stillingtagen i denne udsættelsesafgørelse til, om CNMC’s afgørelse var velbegrundet, kunne agenturet støtte sig på sidstnævnte afgørelses konstateringer med henblik på at fastslå, at der forelå en alvorlig forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af erhvervet, og træffe en udelukkelsesforanstaltning. Retten fastslog endvidere i nævnte doms præmis 42, at EU-myndighedens udnyttelse af muligheden for at udelukke en enhed fra tildelingsprocedurerne på grundlag af en foreløbig vurdering af dens adfærd ikke tilsidesatte chartrets artikel 47, eftersom denne enhed havde adgang til et retsmiddel til at få prøvet den anfægtede afgørelse for Unionens retsinstanser, idet Retten har kompetence til at annullere denne udelukkelse såvel som at prøve den på ny i henhold til sin fulde prøvelsesret efter finansforordningens artikel 143, stk. 9. Retten fastslog således i samme doms præmis 43, at en retsafgørelse om udsættelse ikke har samme virkning som den, der tillægges endelige afgørelser eller domme, der pålægger EU-myndighederne at udelukke den pågældende økonomiske operatør i henhold til finansforordningens artikel 136, stk. 1. Ifølge Retten ville udelukkelsesbeføjelsen blive frataget sin effektive virkning, hvis den blev lammet alene i kraft af, at et søgsmål med opsættende virkning anlægges til prøvelse af den administrative afgørelse, der tjener som grundlag for udelukkelsen. Den forkastede derfor det første anbringende.
19. Hvad angår det andet anbringende vedrørende de af VC vedtagne afhjælpende foranstaltninger i henhold til finansforordningens artikel 136, stk. 6 og 7, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 55 angående karakteren af dens kompetence og intensiteten af dens kontrol med de afhjælpende foranstaltninger, at undersøgelsen af disse foranstaltninger falder ind under vurderingen af den adfærd, der begrunder sanktionen, og ikke vurderingen af selve sanktionen. Ifølge Retten svarer den vurdering, der skal foretages af disse foranstaltninger, til at efterprøve, om den alvorlige forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af erhvervet, som i det foreliggende tilfælde blev udledt af den overtrædelse, der var konstateret af CNMC, varer ved, og om den muligvis kan gentage sig, hvilket falder ind under vurderingen af den pågældende aktørs adfærd. Den fastslog derfor i denne doms præmis 57, at den ikke kunne udøve sin fulde prøvelsesret efter finansforordningens artikel 143, stk. 9, fortolket i lyset af artikel 261 TEUF, med hensyn til vurderingen af de afhjælpende foranstaltninger, og at den måtte begrænse sig til at kontrollere lovligheden af den vurdering, som EU-OSHA havde foretaget af disse foranstaltninger. I denne henseende præciserede Retten i denne doms præmis 59, at institutionerne skal tillægges en skønsmargen med hensyn til vurderingen af de afhjælpende foranstaltninger, idet denne vurdering er en integrerende del af vurderingen af den ulovlige adfærd.
Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
20. VC har fremsat tre anbringender til støtte for appellen, hvoraf det første vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af finansforordningens artikel 136, stk. 1 og 2, det andet en tilsidesættelse af denne forordnings artikel 143, stk. 9, for så vidt angår Rettens fulde prøvelsesret og det tredje en retlig fejl ved fortolkningen af den nævnte forordnings artikel 140.
21. VC har nedlagt påstand om, at det første anbringende tages til følge, og følgelig at den appellerede dom ophæves og den anfægtede afgørelse annulleres i det hele, subsidiært at det tredje anbringende tages til følge, og at den appellerede dom ophæves og den anfægtede afgørelses artikel 4 annulleres, mere subsidiært at det andet anbringende tages til følge, og at den appellerede dom annulleres i det hele og sagen hjemvises til Retten, og under alle omstændigheder at EU-OSHA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
22. EU-OSHA har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at VC tilpligtes at betale sagsomkostningerne. Ved sit interventionsskrift har Kommissionen støttet EU-OSHA’s påstande.
Bedømmelse
Det første anbringende vedrørende en retlig fejl ved fortolkningen af finansforordningens artikel 136, stk. 1 og 2
23. Ved sit første anbringende, som er rettet mod den appellerede doms præmis 24, 26, 27, 41 og 43, har VC i det væsentlige foreholdt Retten at have fastslået, at den retsafgørelse om udsættelse, der blev truffet om CNMC’s afgørelse, ikke havde bindende virkning med henblik på vedtagelsen af udelukkelsesafgørelsen. Retten har ifølge VC dels anlagt en ukorrekt fortolkning af bestemmelserne i finansforordningens artikel 136, stk. 1 og 2, i lyset af deres bogstavelige rækkevidde, deres tilblivelseshistorie, den sammenhæng, hvori de indgår, og deres formål, og dels tilsidesat artikel 325 TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, og chartrets artikel 47, sammenholdt med artikel 19, stk. 1, TEU (4).
24. Før jeg undersøger de forskellige argumenter, som VC har fremført, finder jeg det hensigtsmæssigt indledningsvis at præcisere, at »systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse«, som blev indført ved finansforordning 2015/1929 (5) og efterfølgende forstærket og præciseret ved forordning 2018/1046, tager sigte på at beskytte Unionens finansielle interesser og således sikre den forsvarlige økonomiske forvaltning af Unionens budget (6), navnlig ved at lette tidlig opdagelse af økonomiske operatører, der kan udgøre en risiko for Unionens finansielle interesser (7). Dette system har nærmere bestemt til formål – med henblik på forebyggelse og afskrækkelse (8) – at opdage upålidelige økonomiske operatører (9) ved en centraliseret mekanisme for hurtig identifikation med henblik på at udelukke dem (for en begrænset periode) fra deltagelse i offentlige udbudsprocedurer og dermed fra adgang til EU-midler.
25. I denne henseende erindrer jeg for det første om, at den ansvarlige anvisningsberettigede i henhold til finansforordningens artikel 136, stk. 1, litra c), nr. ii) (10), udelukker en økonomisk operatør fra at deltage i tildelingsprocedurer eller fra at blive udvalgt til at gennemføre EU-midler, hvis det ved en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse er fastslået, at denne operatør har begået alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet ved at have overtrådt de relevante love eller bestemmelser eller etiske standarder for erhvervet eller har begået fejl, der har en indvirkning på dennes faglige troværdighed, idet fejlene afspejler forsætlighed eller grov uagtsomhed, bl.a. i tilfælde af indgåelse af aftaler med det formål at forvride konkurrencen.
26. For det andet fastsætter finansforordningens artikel 136, stk. 2, første afsnit, at i mangel af en endelig dom eller administrativ afgørelse i de tilfælde, som er omhandlet i denne bestemmelses stk. 1, litra c)-h), udelukker den ansvarlige anvisningsberettigede en økonomisk operatør på grundlag af en foreløbig juridisk vurdering af denne operatørs adfærd som omhandlet i de nævnte litraer under hensyntagen til konstaterede faktiske omstændigheder eller andre forhold i henstillingen fra det kompetente panel, som er indkaldt på anmodning fra denne ansvarlige anvisningsberettigede (11). Endvidere præciseres det i denne bestemmelses andet afsnit, at en sådan foreløbig vurdering ikke foregriber medlemsstaternes kompetente myndigheders vurdering af den økonomiske operatørs adfærd i henhold til national ret, og at den ansvarlige anvisningsberettigede straks efter underretningen om denne endelige vurdering bl.a. skal revidere sin udelukkelsesafgørelse. Denne bestemmelses tredje afsnit fastsætter således, at hvis det fremgår af den endelige vurdering, at operatøren ikke er skyldig i den adfærd, der var genstand for den foreløbige juridiske vurdering, på grundlag af hvilken denne operatør blev udelukket, skal den ansvarlige anvisningsberettigede straks bringe udelukkelsen til ophør. Endelig indeholder samme bestemmelses fjerde afsnit en liste over de faktiske omstændigheder og forhold, som panelet og den ansvarlige anvisningsberettigede skal tage i betragtning, herunder i litra b) ikkeendelige administrative afgørelser.
27. Det fremgår af disse to afsnits ordlyd, sammenholdt med 67. og 69. betragtning til finansforordningen, at de regulerer to særskilte situationer, som er gensidigt udelukkende. Som Retten med rette fastslog i den appellerede doms præmis 24, er det muligt at udelukke en økonomisk operatør fra en tildelingsprocedure, enten når det ved en endelig dom eller administrativ afgørelse er fastslået, at denne operatør har begået en alvorlig forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af sit erhverv eller har begået fejl som omhandlet i finansforordningens artikel 136, stk. 1, eller, i mangel af en sådan dom eller afgørelse, på grundlag af en foreløbig vurdering af den pågældendes adfærd foretaget af den ansvarlige anvisningsberettigede som omhandlet i denne forordnings artikel 136, stk. 2. I det første tilfælde skal den ansvarlige anvisningsberettigede udelukke operatøren fra at deltage i tildelingsprocedurer, mens den ansvarlige anvisningsberettigede i det andet tilfælde skal træffe sin afgørelse på grundlag af den foreløbige vurdering i lyset af de faktiske omstændigheder eller konstateringer, der er fastlagt og foretaget i henstillingen fra det kompetente panel.
28. I det foreliggende tilfælde fastslog Retten, således som det fremgår af punkt 17-18 i dette forslag til afgørelse, at EU-OSHA ikke havde begået en retlig fejl ved at udelukke VC fra deltagelse i offentlige udbudsprocedurer. Den lagde dels til grund, at udelukkelsesafgørelsen var truffet i overensstemmelse med finansforordningens artikel 136, stk. 2, idet retsafgørelsen om udsættelse ikke havde samme virkning som den, der tillægges endelige domme eller afgørelser, der pålægger EU-myndighederne at udelukke den pågældende økonomiske operatør i overensstemmelse med denne forordnings artikel 136, stk. 1, og dels at EU-OSHA med rette havde vurderet, at retsafgørelsen om udsættelse, navnlig i lyset af den manglende udtrykkelige stillingtagen til fumus boni juris, ikke var til hinder for, at CNMC’s afgørelse blev taget i betragtning ved den juridiske kvalificering, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 136, stk. 2, med henblik på at godtgøre, at VC havde begået en alvorlig forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af sit erhverv.
29. Rettens analyse forekommer mig at være fuldt forenelig med fortolkningen af finansforordningens artikel 136, både henset til denne bestemmelses ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, dens tilblivelseshistorie og dens formål.
30. Hvad for det første angår ordlyden af finansforordningens artikel 136 tager denne bestemmelses stk. 2 nemlig, således som det fremgår af undersøgelsen i punkt 25-27 i dette forslag til afgørelse, netop sigte på situationer, hvor der ikke foreligger en endelig dom eller administrativ afgørelse, bl.a. når der er anlagt et søgsmål til prøvelse af dem, eller hvor der, som i det foreliggende tilfælde, er afsagt en retsafgørelse om udsættelse af en administrativ afgørelse. VC har ganske vist ikke som sådan bestridt anvendelsen af denne bestemmelse, men har rejst tvivl om rækkevidden om den kontrol, som den ansvarlige anvisningsberettigede skal udøve, bl.a. ved at gøre gældende, at denne anvisningsberettigede var bundet af retsafgørelsen om udsættelse. Det følger imidlertid af ordlyden af finansforordningens artikel 136, stk. 2, første afsnit, at den ansvarlige anvisningsberettigede skal foretage en foreløbig vurdering af den relevante udelukkelsessituation, bl.a. i lyset af de konstaterede faktiske omstændigheder og forhold, der fremgår af det kompetente panels henstilling. I en situation som den foreliggende, hvor der er truffet en retsafgørelse om udsættelse af en administrativ afgørelse, der tjener som grundlag for en udelukkelsesafgørelse, indebærer denne forpligtelse nødvendigvis, at den ansvarlige anvisningsberettigede i lighed med det kompetente panel tager hensyn til denne afgørelse om udsættelse med henblik på denne vurdering. Denne konklusion styrkes i øvrigt af samme forordnings artikel 136, stk. 2, fjerde afsnit, som blandt de faktiske omstændigheder eller øvrige forhold, der skal tages i betragtning og er omhandlet i første afsnit, udtrykkeligt nævner »ikkeendelige administrative afgørelser«.
31. Begrundelsen for afgørelsen om udsættelse kan i denne henseende være af særlig relevans for vurderingen af, om der foreligger en udelukkelsessituation. Hvis den nationale ret i forbindelse med en sådan afgørelse f.eks. tager stilling til fumus boni juris (12), kan denne vurdering udgøre et relevant element ved vurderingen af den omhandlede situation og dermed have en væsentlig bevisvægt ved både det kompetente panels og den anvisningsberettigedes vurdering (13). Det kan imidlertid ikke udledes heraf, at en sådan afgørelse automatisk er bindende for den ansvarlige anvisningsberettigede, således som VC har gjort gældende. En afgørelse om udsættelse, som i kraft af sin natur er af midlertidig karakter, og hvis genstand og vedtagelsesbetingelser kan være forskellige i de enkelte nationale retssystemer, må ikke have til virkning at fratage den anvisningsberettigede den kompetence, som denne er tillagt ved den nævnte forordnings artikel 136, stk. 2, til at foretage sin egen foreløbige vurdering af udelukkelsessituationen.
32. For det andet påpeger jeg, at den anførte fortolkning af ordlyden af finansforordningens artikel 136 støttes af den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår. Den fortolkning, som VC har anlagt, ville nemlig fratage andet og tredje afsnit i denne forordnings artikel 136, stk. 2, sammenholdt med 69. betragtning hertil, enhver effektiv virkning, for så vidt som den ville tømme kravet om, at den ansvarlige anvisningsberettigede reviderer en udelukkelsesafgørelse straks efter underretningen om en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse, som fastslår, at den pågældende økonomiske operatør ikke er skyldig i den adfærd, der var genstand for den foreløbige juridiske vurdering, som udelukkelsen var baseret på, for indhold.
33. For det tredje finder denne fortolkning ligeledes støtte i tilblivelseshistorien for finansforordningens artikel 136. Historisk set tog ændringen af finansforordning nr. 966/2012 (14) nemlig bl.a. sigte på at styrke effektiviteten af systemet for hurtig opdagelse og udelukkelse ved at indføre en afgørelsesmekanisme, der skulle gøre det muligt for den ansvarlige anvisningsberettigede at træffe en udelukkelsesafgørelse, uden at der forelå en endelig dom eller administrativ afgørelse, og uanset om der eventuelt forelå en afgørelse om udsættelse. Dette fremgår af finansforordning 2015/1929, som indførte mekanismen for foreløbig vurdering for at styrke beskyttelsen af Unionens finansielle interesser (15).
34. For det fjerde, og især, underbygges denne fortolkning klart af de formål, der forfølges med systemet for hurtig opdagelse og udelukkelse, der, som betegnelsen indikerer, dels tager sigte på hurtigst mulig opdagelse af situationer, der kan indebære en risiko for Unionens finansielle interesser, for at undgå, at upålidelige økonomiske operatører kan drage fordel af europæiske midler, og dels på at sikre dette systems afskrækkende virkning (16). Med henblik på at sikre dette systems hurtighed, effektivitet og afskrækkende virkning har EU-lovgiver i finansforordningens artikel 136, stk. 2, fastsat, at den ansvarlige anvisningsberettigede kan træffe en udelukkelsesafgørelse hurtigst muligt, også før der er afsagt en endelig dom eller truffet en endelig administrativ afgørelse (17). En anerkendelse af, at den ansvarlige anvisningsberettigede automatisk er bundet af en retsafgørelse om udsættelse, ville i vidt omfang fratage denne mekanisme dens rækkevidde. En sådan fortolkning ville nemlig gøre det muligt for en upålidelig økonomisk operatør fortsat at deltage i offentlige udbudsprocedurer finansieret af Unionen under den nationale sag og eventuelt opnå midler eller finansiering herfra, selv om denne adfærd kunne begrunde den pågældendes udelukkelse. Denne operatør kunne således i første omgang unddrage sig en udelukkelsesforanstaltning med den begrundelse, at den administrative afgørelse, som fastslår de faktiske omstændigheder, er blevet appelleret eller foreløbigt udsat, og herefter i anden omgang, efter afsigelsen af den endelige dom, påberåbe sig den tid, der er gået siden de faktiske omstændigheder, med henblik på at bestride forholdsmæssigheden af denne foranstaltning. En sådan situation ville være vanskeligt forenelig med det formål om hurtig og effektiv opdagelse og forebyggelse, der forfølges med systemet for udelukkelse. Den af VC forsvarede fortolkning ville således have til virkning at forringe denne mekanismes effektivitet og dermed fratage bestemmelsen i finansforordningens artikel 136, stk. 2, dens effektive virkning.
35. I lyset af ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at den af Retten anlagte fortolkning er forenelig med ordlyden af denne forordnings artikel 136 og den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, såvel som dens tilblivelseshistorie og de forfulgte formål.
36. Denne konklusion drages ikke i tvivl af de forskellige argumenter, som VC har fremført. Jeg anfører således for det første, at det var med rette, at Retten afviste at betragte finansforordningens artikel 136, stk. 2, som en »undtagelse fra en generel regel«, således som VC har gjort gældende, og fortolkede denne bestemmelse således, at den indfører en specifik procedure, der finder anvendelse i en af de to situationer, der kan opstå, når en økonomisk operatør befinder sig i en udelukkelsessituation såsom den her omhandlede (18). Det af VC påberåbte princip om, at undtagelser fra en generel regel skal undergives en streng fortolkning, finder derfor ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde.
37. For det andet er det med urette, at VC har gjort gældende, at Retten lagde til grund, at finansforordningens artikel 136, stk. 1 og 2, finder anvendelse som alternativer i den forstand, at »den ansvarlige anvisningsberettigede frit kan anvende dem som alternativer« ved at vælge mellem dem. Retten begrænsede sig nemlig til i den appellerede doms præmis 24 at sondre mellem to situationer, der er gensidigt udelukkende. Spørgsmålet om anvendelse af det ene eller det andet af disse stykker, henhører således ikke under den ansvarlige anvisningsberettigedes skøn, men afhænger af, om der foreligger en endelig dom eller administrativ afgørelse eller ej.
38. For det tredje fratog Retten, i modsætning til, hvad VC har gjort gældende, ikke de retsafgørelser, der var truffet af de nationale retter, »enhver retlig værdi«. Det fremgår af den appellerede doms præmis 29 og 32, at den derimod tog hensyn til retsafgørelsen om udsættelse, idet den konstaterede, at EU-OSHA i den anfægtede afgørelse med rette dels havde fundet, at retsafgørelsen om udsættelse i mangel af en stillingtagen til fumus boni juris ikke rejste tvivl om gyldigheden og lovligheden af CNMC’s afgørelse (19), og dels havde vurderet, at udsættelsen af CNMC’s afgørelse ikke var til hinder for, at konstateringerne i denne afgørelse blev taget i betragtning med henblik på at godtgøre, at VC havde gjort sig skyldig i en alvorlig forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af sit erhverv. Retten bemærkede nemlig i den appellerede doms præmis 31, at disse konstateringer ikke blot var baseret på antagelser eller formodninger, men på oplysninger, der hidrørte fra en undersøgelse foretaget af CNMC. Hele denne analyse, der lever op til det undersøgelsesniveau, der kræves i forbindelse med den foreløbige juridiske vurdering som fastsat i finansforordningens artikel 136, stk. 2, viser således, at Retten ikke fratog retsafgørelsen om udsættelse »enhver retlig værdi« (20).
39. For det fjerde kan VC’s argument om, at virksomhedens fortolkning underbygges af udtalelsen fra Den Europæiske Revisionsret, som under lovgivningsproceduren »krævede, at alle administrative afgørelser skulle være bindende for at kunne have denne virkning, uanset om de er endelige eller ej,« ikke tiltrædes. Dels er revisionsrettens udtalelser af ikke-bindende karakter, og de kan ikke i sig selv udgøre en retskilde, der underbygger tilblivelsen af denne bestemmelse, når selve bestemmelsens ordlyd klart er til hinder herfor. Dels sondres der i denne udtalelse under alle omstændigheder ikke mellem »bindende og ikke-bindende« afgørelser, idet det blot kræves, at en administrativ afgørelse, der kan udløse den udelukkelsesmekanisme, der er fastsat i finansforordningens artikel 136, stk. 1, med hensyn til sine virkninger sidestilles med en endelig dom og i denne henseende er af bindende karakter (21).
40. Endelig, hvad for det femte angår den angivelige tilsidesættelse af artikel 325 TEUF, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 34 efter at have foretaget en afvejning mellem CNMC’s afgørelse og retsafgørelsen om udsættelse, at EU-OSHA hverken kunne foreholdes en modsigelse mellem begrundelsen for den anfægtede afgørelse og begrundelsen for retsafgørelsen om udsættelse eller en manglende samordning med de nationale myndigheder, som ville være i strid med princippet om loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU og bekæmpelsen af svig efter artikel 325 TEUF. Det var med rette, at den drog denne konklusion. Hverken EU-OSHA eller Retten tilsidesatte nemlig retsafgørelsen om udsættelse, således som det fremgår af punkt 38 i dette forslag til afgørelse, eftersom denne ikke sår tvivl om CNMC’s afgørelse, hvorved tilsidesættelsen af konkurrencereglerne blev konstateret.
41. På baggrund af ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at Retten ikke begik en retlig fejl ved fortolkningen af finansforordningens artikel 136, stk. 1 og 2. Jeg foreslår derfor, at det første anbringende forkastes som ugrundet.
Det andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af finansforordningens artikel 143, stk. 9
42. Ved sit andet anbringende, som er rettet mod den appellerede doms præmis 55-59, har VC i det væsentlige foreholdt Retten at have tilsidesat finansforordningens artikel 143, stk. 9, da den afviste at udøve sin fulde prøvelsesret ved vurderingen af de afhjælpende foranstaltninger, der blev truffet i henhold til denne forordnings artikel 136, stk. 7. VC har nærmere bestemt gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 55 fastslog, at undersøgelsen af de afhjælpende foranstaltninger henhørte under vurderingen af den pågældende operatørs adfærd, eftersom denne undersøgelse svarede til at efterprøve, om den alvorlige forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af erhvervet varede ved, og om den muligvis kunne gentage sig. Ifølge VC tilsidesatte Retten herved legalitetsprincippet, som er sikret ved chartrets artikel 49, idet den ved denne dom indførte en ny tilsidesættelse, som ikke er fastsat i den relevante lovgivning. Retten burde ifølge VC dermed have udøvet den fulde prøvelsesret, som EU-lovgiver udtrykkeligt har tillagt den, uanset kompleksiteten af vurderingen af omstændighederne og den skønsmargen, som er anerkendt OSHA og det kompetente panel.
43. Jeg erindrer indledningsvis om, at Den Europæiske Unions Domstol i henhold til finansforordningens artikel 143, stk. 9, har fuld prøvelsesret med hensyn til afgørelser, hvorved den anvisningsberettigede udelukker en økonomisk operatør og/eller pålægger en økonomisk sanktion, og herunder kan annullere udelukkelsen, forkorte eller forlænge udelukkelsens varighed og/eller annullere, reducere eller forhøje den pålagte økonomiske sanktion. Denne bestemmelse bør fortolkes i lyset af artikel 261 TEUF, hvorefter Den Europæiske Unions Domstol kan tillægges fuld prøvelsesret vedrørende de sanktioner, der er omhandlet i visse forordninger.
44. I det foreliggende tilfælde fastslog Retten indledningsvis i den appellerede doms præmis 54, således som det fremgår af punkt 19 i dette forslag til afgørelse, at rækkevidden af den fulde prøvelsesret, der er fastsat i finansforordningens artikel 143, stk. 9, er strengt begrænset til fastsættelsen af sanktionen og udelukker enhver ændring af de elementer, som udgør den adfærd, der har begrundet denne sanktion. Endvidere bemærkede den i den nævnte doms præmis 55, at undersøgelsen af de afhjælpende foranstaltninger falder ind under vurderingen af denne adfærd, under henvisning til selve ordlyden af denne forordnings artikel 136, stk. 6, litra a), og at denne bestemmelse således er til hinder for at udelukke en operatør, der har truffet visse afhjælpende foranstaltninger og vist sin pålidelighed, fra udbud. Ifølge Retten vedrører vurderingen af disse afhjælpende foranstaltninger under sådanne omstændigheder spørgsmålet om, hvorvidt den alvorlige forsømmelse i forbindelse med erhvervet varer ved, og falder dermed ind under vurderingen af den pågældende operatørs adfærd og de hertil knyttede faktiske omstændigheder, og ikke vurderingen af sanktionen. Endelig tilføjede Retten i den nævnte doms præmis 56 og 57, at adfærden, som med henblik på at fastlægge anvendelsesområdet for den fulde prøvelsesret skal holdes adskilt fra sanktionen, på området for offentlige kontrakter ikke er begrænset til den overtrædelse, som en national myndighed har konstateret, og de elementer, der udgør den nævnte overtrædelse, men omfatter andre elementer, som i givet fald ligger senere end denne overtrædelse og kan foranledige EU-myndigheden til heraf forudsætningsvis at lægge til grund, at den pågældende aktør er pålidelig trods den nævnte overtrædelse. Retten udledte heraf, at den ikke kunne udøve sin fulde prøvelsesret med henblik på at vurdere de af VC trufne afhjælpende foranstaltninger ved at sætte sin egen vurdering i stedet for EU-OSHA’s, og begrænsede sig således til en legalitetskontrol.
45. Hvad for det første angår rækkevidden af den fulde prøvelsesret, der udøves i medfør af finansforordningens artikel 143, stk. 9, er jeg af den opfattelse, at denne rækkevidde ikke kan begrænses til fastsættelsen af sanktionen. Artikel 261 TEUF tillægger ganske vist Den Europæiske Unions Domstol fuld prøvelsesret »vedrørende de i disse forordninger omhandlede sanktioner« (22). Imidlertid bør begrebet »sanktion« efter min opfattelse forstås under hensyn til de særlige kendetegn ved den pågældende ordning, og det kan i forbindelse med anvendelsen af finansforordningen ikke begrænses til kun at omfatte afgørelser, hvorved der pålægges »økonomiske sanktioner« i henhold til denne forordnings artikel 138. En sådan fortolkning ville nemlig være i strid med selve ordlyden af denne forordnings artikel 143, stk. 9, som udtrykkeligt foreskriver udøvelse af den fulde prøvelsesret »med hensyn til afgørelser, hvorved den anvisningsberettigede udelukker [en økonomisk operatør] […], herunder [ved at] annullere udelukkelsen [og] forkorte eller forlænge udelukkelsens varighed« (23). Jeg anfører i øvrigt, at begrebet sanktion har en særlig rækkevidde i forbindelse med anvendelsen af denne forordning. Finansforordningens artikel 138 fastsætter nemlig, at der kan pålægges finansielle sanktioner som et alternativ til en udelukkelsesafgørelse, såfremt en sådan udelukkelse ville være uforholdsmæssig på grundlag af de kriterier, der er omhandlet i denne forordnings artikel 136, stk. 3. Udelukkelsen og den finansielle sanktion kan således alt efter omstændighederne idømmes alternativt eller kumulativt (24).
46. Jeg anfører endvidere, at selv om en udelukkelsesafgørelse ikke i streng forstand pålægger en bødestraf, således som Retten anerkendte i den appellerede doms præmis 60, kan den medføre alvorlige økonomiske konsekvenser for den udelukkede økonomiske operatør, der i en vis periode fratages muligheden for at deltage i tildelingsprocedurer og dermed få adgang til visse former for EU-finansiering. Udelukkelsesforanstaltningerne er dermed, uanset deres formål om forebyggelse og om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, også af afskrækkende karakter i betragtning af deres konsekvenser for de berørte økonomiske operatører (25).
47. Endelig finder jeg det hensigtsmæssigt at påpege, at Domstolens praksis underbygger kvalificeringen af udelukkelsesafgørelsen som en foranstaltning af administrativ natur, der har karakter af sanktion. I Vialto-dommen har Domstolen således, bortset fra at den i flere tilfælde anvender udtrykket »sanktion om udelukkelse« i stedet for »udelukkelsesafgørelse«, fastslået, at denne »sanktion om udelukkelse« har »karakter af en straf« (26). Denne kvalificering viser således, at udelukkelse ikke kan opfattes som en foranstaltning, der alene er forebyggende eller beskytter Unionens finansielle interesser.
48. På baggrund af ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at Retten, som i øvrigt selv har kvalificeret udelukkelsesafgørelsen som en »sanktion« flere steder i den appellerede dom (27), begik en retlig fejl, da den i denne doms præmis 54 fastslog, at den fulde prøvelsesret er »strengt begrænset til fastsættelsen af sanktionen«, hvilket havde som konsekvens implicit at udelukke udelukkelsesafgørelser fra dens anvendelsesområde.
49. For det andet skal det, idet det er fastslået, at den fulde prøvelsesret også vedrører fornyet prøvelse af udelukkelsesafgørelser, »herunder [med hensyn til at] annullere udelukkelsen [og] forkorte eller forlænge udelukkelsens varighed«, afklares, om denne prøvelsesret også omfatter kontrollen af de afhjælpende foranstaltninger, som VC foreslog. I denne henseende indebærer udøvelsen af denne prøvelsesret i forbindelse med finansforordningen – i modsætning til sager, der henhører under konkurrencereglerne, hvor den fulde prøvelsesret er begrænset til fastsættelsen af bødens størrelse og vedrører vurderingen af den bøde, som Kommissionen har pålagt, og ikke omfatter enhver ændring af de elementer, som udgør den overtrædelse, som Kommissionen lovligt har fastslået (28) – nødvendigvis, at der skal tages hensyn til ethvert forhold, der kan have betydning for, om udelukkelsesafgørelsen af velbegrundet, eller dens varighed. Dette gælder navnlig de faktiske omstændigheder og forhold, som det kompetente panel har taget i betragtning ved affattelsen af den foreløbige vurdering. I modsætning til, hvad Retten i det væsentlige bemærkede i den appellerede doms præmis 54 og 56, vil udøvelsen af den fulde prøvelsesret ligeledes gøre det muligt for den at foretage en »fornyet prøvelse« af de forhold, som kan ændre vurderingen af den adfærd, der begrunder udelukkelsen. I denne henseende udgør de afhjælpende foranstaltninger dog, således som Retten påpegede i denne doms præmis 55, et af de elementer, der udgør den adfærd, som begrunder udelukkelsen, og en integrerende del heraf, eftersom finansforordningens artikel 136, stk. 6, litra a), indebærer, at det er umuligt at udelukke en operatør, der har truffet bestemte afhjælpende foranstaltninger og vist sin pålidelighed, for så vidt som der ikke er nogen grund til at udelukke en operatør, der har begået fejl, men har genvundet sin pålidelighed. Adfærden er i øvrigt, således som Retten med rette påpegede i denne doms præmis 56, ikke begrænset til den overtrædelse, som en national myndighed har konstateret, og de elementer, der udgør den nævnte overtrædelse, men omfatter andre elementer, som i givet fald ligger senere end denne overtrædelse og kan foranledige EU-myndigheden til heraf at udlede, at den pågældende aktør er pålidelig trods den nævnte overtrædelse. Heraf følger, at det i princippet ville have været muligt for Retten at udøve sin fulde prøvelsesret med henblik på at undersøge det andet anbringende vedrørende de af VC trufne afhjælpende foranstaltninger.
50. På denne baggrund er det min opfattelse, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 57 fastslog, at den fulde prøvelsesret, som den er tillagt ved finansforordningens artikel 143, stk. 9, ikke vedrører de afhjælpende foranstaltninger, der er truffet i henhold til denne forordnings artikel 136, stk. 6, litra a).
51. For det tredje og sidste skal det ligeledes erindres, at såfremt præmisserne i en dom afsagt af Retten udviser en tilsidesættelse af EU-retten, men dens konklusion synes at være baseret på andre retlige grunde, er en sådan tilsidesættelse ikke egnet til at medføre en ophævelse af denne afgørelse, og der skal foretages en ændring af domspræmisserne.
52. I denne henseende konstaterer jeg, at VC i forbindelse med retsforhandlingerne for Retten fremlagde to kategorier af beviselementer: dels beviselementer vedrørende afhjælpende foranstaltninger truffet efter udelukkelsesafgørelsen, som ikke blev fremlagt under den administrative procedure ved EU-OSHA, og dels beviselementer vedrørende afhjælpende foranstaltninger truffet før udelukkelsesafgørelsen, dvs. over for CNMC eller under den administrative procedure, som alle blev undersøgt af EU-OSHA.
53. Hvad for det første angår beviselementerne vedrørende den første type af afhjælpende foranstaltninger, på grundlag af hvilke VC i det væsentlige anmodede om, at Retten udøvede sin fulde prøvelsesret, opstår det spørgsmål, om sådanne beviselementer, der ligger efter udelukkelsesafgørelsen og ikke er blevet fremlagt under den administrative procedure ved EU-OSHA, kan tages i betragtning i forbindelse med udøvelsen af denne prøvelsesret. I denne henseende erindrer jeg om, at den domstol, der har den fulde prøvelsesret, ifølge fast retspraksis skal tage hensyn til den retlige og faktiske situation, som foreligger på det tidspunkt, hvor den træffer afgørelse, når den finder det berettiget at udøve sin beføjelse til at omgøre (29). Dette indebærer, at den domstol, der har den fulde prøvelsesret, ikke blot kan tage hensyn til tidligere oplysninger, der ikke er nævnt i den appellerede retsakt, men efter omstændighederne og rent undtagelsesvis også til oplysninger, der er fremkommet efter vedtagelsen af afgørelsen. Domstolen har nemlig fastslået, at Unionens retsinstanser har kompetence til at inddrage alle omstændigheder, såfremt de anses for relevante, uanset om disse omstændigheder foreligger før eller efter den trufne beslutning (30). For at et senere faktisk forhold kan tages i betragtning af den domstol, der har den fulde prøvelsesret, skal det dog ikke blot være relevant for den konkrete vurdering, som denne domstol skal foretage, men også være objektivt begrundet, navnlig hvad angår grundene til, at det ikke kunne fremlægges under den administrative procedure.
54. I det foreliggende tilfælde fastslog Retten som led i sin legalitetskontrol i den appellerede doms præmis 65, at den ikke kunne tage stilling til afhjælpende foranstaltninger, som ikke var blevet forelagt EU-OSHA. Den lagde således til grund, at bestemmelsen i finansforordningens artikel 136, stk. 6, litra a), om, at en økonomisk operatør ikke udelukkes, hvis vedkommende har truffet afhjælpende foranstaltninger i et omfang, der er tilstrækkeligt til at vise, at vedkommende er pålidelig, pålægger denne operatør bevisbyrden for, at de vedtagne afhjælpende foranstaltninger kan hindre udelukkelsen af vedkommende, og at det for ikke at fratage den ved disse bestemmelser pålagte bevisbyrde dens virkning ikke kan tillades, at denne operatør fremlægger beviser for Retten, som ikke har været fremsendt under udelukkelsesproceduren, med henblik på at få annulleret udelukkelsesafgørelsen. Dels regulerer finansforordningen nemlig i artikel 136, stk. 8 – således som Retten forklarede i denne doms præmis 66 og 67 – den situation, at afhjælpende foranstaltninger eller oplysninger er fremlagt efter udelukkelsesafgørelsen, og fastsætter for dette tilfælde udtrykkeligt, at denne afgørelse straks revideres af den ansvarlige anvisningsberettigede. Retten bemærkede med rette, at det ville krænke hensynet til god retspleje og den institutionelle ligevægt, hvis den tog stilling til nye afhjælpende foranstaltninger eller nye beviselementer, der i givet fald blev fremlagt samtidig for den anvisningsberettigede, og som kunne foranledige sidstnævnte til at revidere den anfægtede afgørelse, mens sagen verserede (31). Endvidere fastslog Retten i denne doms præmis 67 og 68 med rette, at VC ikke med føje kunne hævde, at virksomheden under den administrative procedure ved EU-OSHA ikke fik mulighed for at fremlægge samtlige de beviselementer, som den ønskede at gøre gældende for at godtgøre, at de vedtagne afhjælpende foranstaltninger viste, at den var pålidelig.
55. Dette ræsonnement synes efter min opfattelse i det hele at kunne overføres på den fulde prøvelsesret, uanset at det i princippet ikke er udelukket at tage hensyn til beviselementer, der ligger efter udelukkelsesafgørelsen. Hvis det tillades, at en udelukkelsesafgørelse eller dens varighed kan bestrides i forbindelse med den fulde prøvelsesret på grundlag af elementer, som ikke er blevet fremlagt i den administrative fase, vil dette nemlig, medmindre der foreligger objektiv umulighed, indebære en forvridning af den procedure, der er udtrykkeligt fastsat i finansforordningens artikel 136, stk. 8. En sådan mulighed ville i øvrigt kunne være til fare for den gode retspleje og den institutionelle balance.
56. Jeg er derfor af den opfattelse, at beviselementer vedrørende afhjælpende foranstaltninger truffet efter udelukkelsesafgørelsen, som ikke er blevet fremlagt under den administrative procedure ved EU-OSHA, ikke kan tages i betragtning af Unionens retsinstanser i forbindelse med udøvelsen af deres fulde prøvelsesret.
57. Hvad for det andet angår beviselementer vedrørende de afhjælpende foranstaltninger, der er fremlagt under den administrative procedure ved EU-OSHA, hvoraf visse blev vedtaget før CNMC’s afgørelse (32), fremgår det af den appellerede doms præmis 72 og 73, at EU-OSHA foretog en uafhængig vurdering af disse beviselementer. På baggrund af sin legalitetskontrol konkluderede Retten i den appellerede doms præmis 70-112 dels, at EU-OSHA ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de af VC vedtagne afhjælpende foranstaltninger, uanset om de blev betragtet isoleret eller endog samlet og i kronologisk rækkefølge, idet beviserne for gennemførelsen af dem og deres virkningsfuldhed var utilstrækkelige, hvilket var fælles for alle foranstaltningerne. Dels fastslog Retten, at denne konklusion ikke blev draget i tvivl af det forhold, at VC ikke var blevet sanktioneret siden CNMC’s afgørelse, hvilket ifølge VC borgede for virksomhedens pålidelighed siden dette tidspunkt, eftersom fraværet af en sanktion vedtaget af en konkurrencemyndighed navnlig ikke indebar, at de afhjælpende foranstaltninger havde virket. På denne baggrund, og henset til at Retten konstaterede, at EU-OSHA ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn, tvivler jeg på, at disse afhjælpende foranstaltninger kunne begrunde en »fornyet prøvelse« af udelukkelsesafgørelsen som led i udøvelsen af den fulde prøvelsesret, selv med henblik på blot at ændre dens omfang. I betragtning af de særlige omstændigheder fremgår det nemlig ikke af de elementer, som VC har fremlagt i forbindelse med den foreliggende appel, at det på tidspunktet for Rettens afgørelse ville have været begrundet, at den udøvede sin fulde prøvelsesret og sin beføjelse til at omgøre med henblik på fornyet prøvelse af udelukkelsesafgørelsen.
58. Selv om Retten med urette lagde til grund, at den ikke kunne udøve sin fulde prøvelsesret efter finansforordningens artikel 143, stk. 9, med henblik på at undersøge de afhjælpende foranstaltninger, er denne retlige fejl, som blev konstateret i punkt 50 i dette forslag til afgørelse, derfor uden betydning for vurderingen af de afhjælpende foranstaltninger, der blev truffet af VC, og dermed for den appellerede doms konklusion. Rettens begrundelse i forbindelse med dens legalitetskontrol synes nemlig i det hele at kunne overføres på den fulde prøvelsesret og således gøre det muligt at nå samme resultat.
59. I lyset af det ovenfor anførte må det fastslås, at selv om Retten begik en retlig fejl for så vidt angår rækkevidden af dens fulde prøvelsesret, er denne fejl ikke egnet til at medføre en ophævelse af den appellerede dom i betragtning af den ændring af domspræmisserne, der er foretaget i punkt 53-57 i dette forslag til afgørelse.
Forslag til afgørelse
60. På baggrund af ovenstående betragtninger og uden at foregribe, om der er grundlag for det tredje appelanbringende, foreslår jeg Domstolen, at den forkaster det første og det andet anbringende som ugrundede.
1 – Originalsprog: fransk.
2 – Rådets forordning af 26.11.2018 om finansforordningen for 11. Europæiske Udviklingsfond og om ophævelse af Rådets forordning (EU) 2015/323 (EUT 2018, L 307, s. 1).
3 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1).
4 – VC har nærmere bestemt gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i denne doms præmis 24 fastslog, at EU-OSHA enten kunne benytte den procedure, der er fastsat i finansforordningens artikel 136, stk. 1, eller alternativt den, der er fastsat i samme bestemmelses stk. 2. Ifølge VC fastsætter denne artikels stk. 1 en generel regel, der finder anvendelse, når der foreligger endelige domme eller administrative afgørelser, mens stk. 2 fastsætter en undtagelse, der finder anvendelse, når sådanne domme eller afgørelser ikke foreligger, og – som enhver undtagelse – skal fortolkes strengt. Det følger heraf, at den ansvarlige anvisningsberettigede burde have begrænset sig til at efterkomme retsafgørelsen om udsættelse ved den foreløbige juridiske vurdering af VC’s adfærd uden at kunne gennemføre sin egen undersøgelse eller selv vurdere denne adfærd, i modsætning til hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 26 og 27. VC har tilføjet, at denne fortolkning af artikel 136 er den eneste, der er forenelig med princippet om koordineret bekæmpelse af svig (artikel 325 TEUF), princippet om loyalt samarbejde mellem myndigheder (artikel 4, stk. 3, TEU), princippet om adgang til effektive retsmidler (chartrets artikel 47) og retsstatsprincippet (artikel 19, stk. 1, TEU).
5 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 28.10.2015 om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2015, L 286, s. 1) (herefter »finansforordning 2015/1929«).
6 – Jf. i denne retning dom af 16.2.2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet (C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 264 og 265).
7 – Jf. finansforordningens artikel 135, stk. 1, litra a), og 64. betragtning til samme forordning, der svarer til ottende betragtning til finansforordning 2015/1929.
8 – Jf. 79. betragtning til finansforordningen, der svarer til 21. betragtning til finansforordning 2015/1929, samt punkt 47 i dette forslag til afgørelse.
9 – En sådan manglende pålidelighed foreligger i forskellige situationer, der betegnes som »udelukkelsessituationer« og er opregnet i finansforordningens artikel 136, stk. 1.
10 – I lighed med artikel 106 i finansforordning 2015/1929, som var i kraft på tidspunktet for den tilsidesættelse, der ligger til grund for den omhandlede udelukkelse.
11 – Jf. finansforordningens artikel 143 samt 67. og 68. betragtning til denne forordning. Dette panel, som består af en fast formand, to repræsentanter for Kommissionen og en repræsentant for den anmodende anvisningsberettigede, griber ind for at give en operatør, der kan være genstand for en udelukkelse, en garanti ved at sikre en sammenhængende drift af systemet for udelukkelse, når udelukkelsen endnu ikke har været genstand for en endelig dom eller administrativ afgørelse.
12 – En sammenligning af de nationale systemer bekræfter i øvrigt, at vurderingen af fumus boni juris i sagen ikke udgør en ensartet betingelse for indrømmelsen af en foreløbig foranstaltning. Uden at der er tale om en udtømmende opregning, medtager visse retsordener således en sådan undersøgelse blandt betingelserne for indrømmelse af en foreløbig beskyttelse (dette er tilfældet i Belgien, Grækenland, Frankrig og Italien), mens andre kun anvender den i visse situationer (såsom i Tyskland eller Nederlandene). For så vidt angår Spanien synes det, at retterne – på trods af forslag om gradvist at indføre fumus boni juris som en af betingelserne for indrømmelse af foreløbige foranstaltninger – generelt har opretholdt den tidligere retstilstand og kun anvender dette kriterium i særlige tilfælde (jf. i denne henseende »Provisional Court Protection in Administrative Disputes in Europe: The Constitutional Status of Interim Measures Deriving from the Right to Effective Court Protection. A Comparative Approach«, European Law Journal, bind 10, nr. 1, 2004, s. 57, fodnote 58 og 59).
13 – Den foreløbige juridiske vurdering har ikke til formål, at der foretages en fornyet undersøgelse af, om den afgørelse, der fastslog, at der forelå en »alvorlig forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af et erhverv« eller var begået »fejl«, er velbegrundet, og har i særdeleshed – for så vidt angår det foreliggende tilfælde – ikke til formål at fastslå, om den økonomiske operatør har begået en tilsidesættelse af konkurrencereglerne. Den ansvarlige anvisningsberettigede er nemlig hverken en appelinstans eller en revisionsinstans for en national afgørelse. Det tilkommer derimod den anvisningsberettigede at vurdere, om den nationale administrative afgørelse vedrørende operatøren falder ind under en udelukkelsessituation, der er fastsat i finansforordningens artikel 136, stk. 1, og i givet fald foretage en vurdering i forhold til denne bestemmelse og træffe en udelukkelsesafgørelse efter at have modtaget det kompetente panels henstilling. I denne forbindelse skal den anvisningsberettigede navnlig kontrollere overholdelsen af proportionalitetsprincippet under hensyn til de faktorer, der er opregnet i finansforordningens artikel 136, stk. 3, og i 71. betragtning til denne forordning, såsom situationens alvor, hvor lang tid der er gået siden den relevante adfærd, adfærdens varighed, om adfærden var forsætlig, og den udviste grad af uagtsomhed.
14 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom ) nr. 966/2012 af 25.10.2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1).
15 – Jf. i denne henseende niende betragtning til finansforordning 2015/1929.
16 – Jf. punkt 28 i dette forslag til afgørelse.
17 – Jf. i denne retning Rettens dom af 9.2.2022, Elevolution – Engenharia mod Kommissionen (T-652/19, EU:T:2022:63, præmis 77).
18 – Selv hvis det i overensstemmelse med VC’s opfattelse antages, at den ansvarlige anvisningsberettigede er bundet af en retsafgørelse om udsættelse, bør der i henhold til ordlyden af finansforordningens artikel 136 i så fald sondres mellem tre tilfælde, der er underlagt forskellige ordninger, alt efter om der foreligger i) en endelig administrativ afgørelse eller dom, ii) en ikkeendelig dom eller administrativ afgørelse, som er genstand for et søgsmål med opsættende virkning, og iii) en administrativ afgørelse eller dom, som er genstand for et søgsmål, uden at der endnu er truffet afgørelse om en anmodning om foreløbig udsættelse. Finansforordningen omhandler imidlertid ikke denne anden situation.
19 – I den appellerede doms præmis 32 bemærkede Retten således i det væsentlige dels, at retsafgørelsen om udsættelse, der alene var baseret på konsekvenserne af bøden og forbuddet mod at deltage i udbud for VC’s videreførelse af sin virksomhed, på ingen måde havde sået tvivl om CNMC’s konstateringer vedrørende tilsidesættelse af konkurrencereglerne, og dels at de implicitte betragtninger, som VC havde udledt af indrømmelsen af denne foreløbige foranstaltning, ikke var tilstrækkelige til at så tvivl om de udtrykkelige konstateringer og betragtninger, der var indeholdt i CNMC’s afgørelse.
20 – I denne henseende forekommer det mig ukorrekt at hævde, således som VC har gjort, at retsafgørelsen om udsættelse har frataget CNMC’s afgørelse »enhver bindende virkning i spansk ret«. Denne afgørelse suspenderede de virkninger, der bestod i sanktionens fuldbyrdelse, men uden at berøre gyldigheden eller den deklaratoriske virkning af CNMC’s afgørelse for så vidt angår konstateringen af den tilsidesættelse af konkurrencereglerne, som VC er blevet foreholdt. Derfor er CNMC’s afgørelse, idet den ikke er blevet annulleret ved en endelig dom, fortsat omfattet af den formodning om lovlighed, som gælder for forvaltningsakter i henhold til national ret.
21 – Jf. udtalelse nr. 1/2015 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (2015/C 52/01, punkt 23).
22 – Min fremhævelse.
23 – Min fremhævelse. Jf. ligeledes 84. betragtning til finansforordningen.
24 – Jf. i samme retning 74. betragtning til finansforordningen og generaladvokat Spielmanns forslag til afgørelse Kommissionen mod TP (C-170/25 P, EU:C:2026:571, punkt 76).
25 – Jf. ligeledes finansforordningens artikel 140, som foreskriver offentliggørelse af oplysninger om udelukkelsen eller de finansielle sanktioner »for at øge den afskrækkende virkning af udelukkelsen«, idet en sådan offentliggørelse, således som det anføres i 79. betragtning, bidrager til at »sikre, at samme adfærd ikke gentages«. Min fremhævelse. Jf. i denne retning dom af 30.5.2024, Vialto Consulting mod Kommissionen (C-130/23 P, herefter »Vialto-dommen«, EU:C:2024:439, præmis 31).
26 – Jf. Vialto-dommen (præmis 31) og generaladvokat Spielmanns forslag til afgørelse Kommissionen mod TP (C-170/25 P, EU:C:2026:571, punkt 75-85).
27 – Jf. i denne henseende den appellerede doms præmis 40, 55 og 149. Jf. ligeledes denne doms præmis 42, hvori Domstolen udtrykkeligt anerkendte, at den har »kompetence i den foreliggende sag til at annullere den anfægtede afgørelse såvel som til at prøve denne afgørelse på ny«.
28 – Jf. dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen (C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 76 og 77).
29 – Jf. i denne henseende mit forslag til afgørelse Westfälische Drahtindustrie og Pampus Industriebeteiligungen mod Kommissionen (C-70/23 P, EU:C:2024:105, punkt 64 og den deri nævnte retspraksis).
30 – Jf. kendelse af 7.7.2016, Westfälische Drahtindustrie og Pampus Industriebeteiligungen mod Kommissionen (C-523/15 P, EU:C:2016:541, præmis 35-45 og den deri nævnte retspraksis). Dette gælder a fortiori, når udøvelsen af den fulde prøvelsesret vedrører undersøgelsen af virksomhedens betalingsevne med henblik på betaling af en bøde, idet Unionens retsinstanser kun kan vurdere denne betalingsevne på grundlag af den faktiske situation på det tidspunkt, hvor de træffer afgørelse.
31 – Retten påpegede, at denne risiko er reel i det foreliggende tilfælde, eftersom VC den 21. november 2023, under sagen for Retten, fremsatte en revisionsanmodning til EU-OSHA i henhold til finansforordningens artikel 136, stk. 8, og fremlagde række elementer, der var indeholdt i bilagene til stævningen og replikken, men ikke forinden var blevet forelagt EU-OSHA.
32 – Nærmere bestemt en intern undersøgelse, at de personer, som var involveret i den omhandlede adfærd, er fratrådt deres hverv, et regeloverholdelsesprogram, opfølgning på og ajourføring af regeloverholdelsesprogrammet, forbedring af indberetningskanalen, nedsættelse af en risikostyrings- og en risikoforebyggelseskomité, vedtagelse af etiske politikker og procedurer og uddannelse af medarbejderne.
Text extracted from the official HTML version. Reload from source