João Filipe Ferreira da Silva e Brito e.a. mod Estado português (C-293/24)

–

M. Ferreira da Silva e Brito m.fl. ved advogados J.L. da Cruz Vilaça, I. Domingues Alves, M. Martins Pereira og T. Santos Silva,

–

den portugisiske regering ved P. Barros da Costa, J. Castello-Branco, C. Freire, S. Leite og A. Pimenta, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede,

–

den spanske regering ved A. Gavela Llopis, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved M. Afonso, S. Delaude og P. Van Nuffel, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT 1977, L 61, s. 26), af artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT 2001, L 82, s. 16) og af artikel 267, stk. 3, TEUF.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side João Filipe Ferreira da Silva e Brito og andre tidligere ansatte i luftfartsselskabet Air Atlantis S.A. (herefter »AIA«) og på den anden side Estado português (den portugisiske stat) med henblik på at opnå erstatning for den skade, som de har lidt som følge af den tilsidesættelse af EU-retten, som Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol, Portugal) begik i sin dom af 25. februar 2009 (herefter »dommen af 25. februar 2009«).

3

Artikel 267 TEUF bestemmer:

»Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål:

Såfremt et sådant spørgsmål rejses ved en ret i en af medlemsstaterne, kan denne ret, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgøre spørgsmålet.

Såfremt et sådant spørgsmål rejses under en retssag ved en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, er retten pligtig at indbringe sagen for Domstolen.

[...]«

4

I anden betragtning til direktiv 77/187 anførtes, at »[d]et er nødvendigt at fastsætte bestemmelser til beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af ny indehaver især for at sikre varetagelsen af deres rettigheder«.

5

Dette direktivs artikel 1 fastsatte i stk. 1:

»Dette direktiv finder anvendelse på overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som følge af overdragelse eller fusion.«

6

Nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, første afsnit, fastsatte:

»Overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, som bestod på tidspunktet for [overførslen] i henhold til artikel 1, stk. 1, overgår som følge af denne overførsel til erhververen.«

7

Samme direktivs artikel 4, stk. 1, første afsnit, havde følgende ordlyd:

»Overførsel af en virksomhed, bedrift eller del af en bedrift giver ikke i sig selv overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at der kan ske afskedigelser af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.«

8

Ved direktiv 2001/23 blev der med virkning fra den 11. april 2001 foretaget en kodifikation af direktiv 77/187, som ændret ved Rådets direktiv 98/50/EF af 29. juni 1998 (EFT 1998, L 201, s. 88).

9

Tredje og ottende betragtning til direktiv 2001/23 har følgende ordlyd:

[…]

10

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, litra a) og b), bestemmer:

11

Det nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, første afsnit, er affattet som følger:

»Overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, som bestod på tidspunktet for overførslen, overgår som følge af denne overførsel til erhververen.«

12

Samme direktivs artikel 4, stk. 1, første afsnit, fastsætter:

»Overførsel af en virksomhed eller bedrift eller af en del af en virksomhed eller bedrift giver ikke i sig selv overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at der kan ske afskedigelser af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.«

13

Artikel 23, stk. 3, i Regime jurídico da cessação do contrato individual de trabalho (den retlige ordning for opsigelse af en individuel ansættelseskontrakt), der blev godkendt ved Decreto-Lei n. 64-A/89 (lovdekret nr. 64-A/89) af 27. februar 1989 (Diário da República, I serie, nr. 48, andet supplement, af 27.2.1989, herefter »lovdekret nr. 64-A/89«), bestemte:

»Når arbejdstageren modtager den i denne artikel omhandlede godtgørelse, anses han for at have accepteret afskedigelsen.«

14

Sagsøgerne i hovedsagen er tidligere ansatte i luftfartsselskabet AIA. De var genstand for en kollektiv afskedigelse med virkning fra den 30. april 1993 på grund af selskabets opløsning.

15

Fra den 1. maj 1993 gennemførte Transportes Aéreos Portugueses S.A. (herefter »TAP«) en del af de charterflyvninger, som AIA, hvori selskabet var hovedaktionær, havde forpligtet sig til at gennemføre i sommersæsonen 1993 i henhold til Den Internationale Luftfartssammenslutning (IATA), dvs. i perioden fra den 1. maj til den 31. oktober 1993. Med henblik på at gennemføre disse flyvninger anvendte TAP, som hidtil ikke havde været aktiv på markedet for charterflyvninger, i det væsentlige fire af de otte fly, som AIA anvendte, samt kontorudstyr og en del af AIA’s serveringsservice. TAP anvendte ligeledes lejlighedsvis sine egne fly og sine egne besætninger.

16

Ifølge forelæggelsesafgørelsen havde TAP’s beslutning om at udføre disse flyvninger i det mindste delvist til formål at undgå betaling af den betydelige kompensation, der var fastsat i tilfælde af manglende opfyldelse af de kontrakter, der var indgået mellem AIA og rejsearrangørerne. For så vidt som TAP skulle betale leje for de fire fly, som AIA havde leaset, indgik TAP ligeledes en aftale med de pågældende leasinggivere med henblik på at anvende disse fly.

17

Sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, at de har accepteret afskedigelsesgodtgørelsen, fordi det forhold, at AIA ville blive opløst, efter deres opfattelse var uundgåeligt, henset til liberaliseringen af den internationale lufttrafik og den generelle krise forårsaget af den første Golfkrig. På tidspunktet for deres afskedigelse var de imidlertid uvidende om, at TAP efter opsigelsen af deres ansættelseskontrakter ville generhverve en del af AIA’s udstyr og fortsætte dette selskabs charterflyvninger.

18

I denne forbindelse genansatte TAP efter opløsningen af AIA i sin egen handelsafdeling to medarbejdere, som selskabet indtil da havde haft udlånt til AIA’s handelsafdeling, og overdrog dem opgaver på området for charterflyvninger i IATA’s sommersæson 1993.

19

Desuden gennemførte TAP i IATA’s sommersæson 1994 charterflyvninger, som selskabet aldrig tidligere havde foretaget, og som svarede til de ruter, der traditionelt blev drevet af AIA.

20

I 1993 og 1994 anlagde sagsøgerne i hovedsagen sag ved Tribunal do Trabalho de Lisboa (arbejdsretten i Lissabon, Portugal) med henblik på bl.a. at anfægte deres kollektive afskedigelse og anmode om at blive genansat i TAP. De gjorde gældende, at dette sidstnævnte selskabs reelle hensigt var at genoptage AIA’s aktiviteter på markedet for charterflyvninger billigere, hvilket var kendetegnende for en overførsel af en bedrift.

21

Ved dom af 6. februar 2007 pålagde denne ret TAP at genansætte sagsøgerne i hovedsagen og at betale dem erstatning.

22

Ved dom af 16. januar 2008 ændrede Tribunal da Relação de Lisboa (appeldomstolen i Lissabon, Portugal) denne dom, idet den fandt, at opløsningen af AIA bl.a. skyldtes selskabets dårlige resultater, og at likvidationsproceduren havde ført til spredning af virksomhedens aktiver, således at der ikke længere var nogen bedrift, der kunne overføres.

23

Denne ret fandt ligeledes, at overførslen til TAP af visse af AIA’s aktiver ikke kunne kvalificeres som en overførsel af en del af en bedrift. Ifølge retten erhvervede TAP kun isolerede elementer, der fulgte af afviklingen af AIA, og som ikke havde den særlige opbygning, der kendetegner en økonomisk enhed, som er i stand til at operere alene på markedet. Desuden er ingen af disse elementer afgørende eller væsentlige for at støtte TAP’s charterflyvning. I øvrigt anvendte TAP i IATA’s sommersæson 1993 sine egne fly til at udføre visse flyvninger, som AIA havde forpligtet sig til at gennemføre. AIA’s tidligere fly blev ligeledes anvendt til at udføre regelmæssige flyvninger i TAP’s tjeneste, indtil de blev returneret til leasinggiverne.

24

Selv om TAP umiddelbart kunne synes at fortsætte den af AIA udøvede aktivitet, forkastede Tribunal da Relação de Lisboa (appeldomstolen i Lissabon) i øvrigt denne fortolkning. For det første havde den manglende opfyldelse af de kontrakter, som AIA havde indgået, medført store erstatningsbetalinger for TAP. For det andet var TAP selv i stand til at sikre overholdelsen af de kontrakter, som AIA havde indgået. Da TAP for det tredje havde benyttet sin egen virksomhed til at agere på markedet for charterflyvninger, kunne det ikke fastslås, at der forelå en overførsel af en bedrift. For det fjerde forsøgte TAP ved at foretage charterflyvninger i 1994 at vinde en markedsandel, der var blevet ledig, da AIA blev opløst, hvilket ikke kunne karakteriseres som en overførsel af kunder fra AIA til TAP, så meget desto mindre som en sådan kundekreds er meget flygtig på markedet for charterflyvninger. For det femte var den bedrift, som AIA ejede, knyttet til en licens til at foretage flyvninger, der ikke kunne overdrages, hvilket gjorde det umuligt at overdrage foretagendet.

25

Ved dom af 25. februar 2009 forkastede Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) den revisionsanke, som sagsøgerne i hovedsagen havde iværksat til prøvelse af dommen afsagt af Tribunal da Relação de Lisboa (appeldomstolen i Lissabon) den 16. januar 2008, idet den fandt dels, at der ikke havde fundet nogen overførsel af en bedrift som omhandlet i direktiv 77/187 sted, dels at det ikke var nødvendigt at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

26

I første række tilsluttede denne ret sig det ræsonnement, som Tribunal da Relação de Lisboa (appeldomstolen i Lissabon) lagde til grund, bortset fra den betydning, der blev tillagt den omstændighed, at AIA havde et foretagende, der var knyttet til en licens, som ikke kunne overdrages. For så vidt som TAP selv var indehaver af en licens, der gav selskabet ret til at drive regelmæssige- og ikke-regelmæssige flyvninger, forhindrede den omstændighed, at AIA’s licens til at udføre charterflyvninger ikke kunne overdrages, ikke TAP i at udøve denne aktivitet.

27

Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at der efter likvidationen af AIA’s aktiver ikke inden for TAP var »nogen økonomisk enhed, der selvstændigt skulle fortsætte med aktiviteten charterflyvninger, som tidligere var blevet foretaget af AIA«.

28

Som AIA’s hovedkreditor var det desuden i TAP’s interesse at opfylde de kontrakter, som AIA havde indgået, for ikke at skulle betale den betydelige kompensation, der var fastsat heri, i tilfælde af aflysning af flyafgange. På samme måde havde den aftale, der var indgået med AIA’s likvidationskommission og leasinggiverne med henblik på overførsel af fire fly, som dette sidstnævnte selskab havde leaset, til formål at mindske de tab, der var opstået som følge af selskabets opløsning, eftersom TAP var underleasinggiver af et af disse fly og garanterede, at de tre andre fly blev leaset. Desuden blev de nævnte fly anvendt uden forskel til regelmæssige og ikke-regelmæssige flyvninger inden de blev returneret til leasinggiverne ved kontrakternes udløb mellem 1998 og 2000. Disse omstændigheder viste således ikke nogen hensigt om at genoptage AIA’s »chartervirksomhed« og var ikke tilstrækkelige til at fastslå, at denne aktivitet er blevet udviklet selvstændigt inden for TAP.

29

Den forelæggende ret bekræftede i sin dom af 25. februar 2009, at TAP for så vidt angår de flyvninger, der blev gennemført i løbet af 1994, blot havde søgt at opnå en markedsandel, der var blevet ledig ved likvidationen af AIA, hvilket ifølge Domstolens praksis ikke gjorde det muligt at konkludere, at der var sket en overførsel af en økonomisk enhed mellem disse to selskaber.

30

I øvrigt er overgivelsen til TAP af AIA’s serveringsservice og kontorudstyr ikke relevant, ikke alene fordi den blev taget i betragtning i forbindelse med likvidationen, men også fordi det ikke er blevet godtgjort, at dette service og udstyr blev anvendt til »chartervirksomheden«. Det er derfor ikke muligt at fastslå at de udgør en del af en organiseret helhed af aktiver og personer, der specifikt er bestemt til ikke-regelmæssige flyvninger.

31

Endelig havde TAP efter opløsningen af AIA kun genansat to medarbejdere, som selskabet indtil da havde udlånt til AIA’s handelsafdeling, og tildelt dem tilsvarende funktioner i selskabet.

32

I anden række fastslog Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) i sin dom af 25. februar 2009, at det, henset til indholdet af direktiv 77/187 og 2001/23, Domstolens fortolkning heraf og kendetegnene ved tvisten i hovedsagen, ikke var nødvendigt at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål. Ifølge den forelæggende ret er forelæggelsespligten i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF ikke »absolut« og kan ikke opfyldes alene af den grund, at parterne i hovedsagen anmoder om forelæggelse for Domstolen, idet den præjudicielle procedure i modsat fald »omdannes til et retsmiddel, som de har til rådighed«. Domstolen har i øvrigt »selv udtrykkeligt anerkendt, at »den korrekte anvendelse af fællesskabsretten kan fremgå med en sådan klarhed, at der ikke er nogen rimelig tvivl om, hvorledes det rejste spørgsmål skal besvares««.

33

Den forelæggende ret har i det foreliggende tilfælde tilføjet, at »henset til indholdet af reglerne i direktiv [77/187 og 2001/23], Domstolens fortolkning af disse regler og kendetegnene ved den omhandlede sag, som er blevet undersøgt i forbindelse med nærværende dom, rejser fortolkningsøvelsen ingen relevant tvivl, der gør det nødvendigt at foretage en præjudiciel forelæggelse, idet den omstændighed, at de spørgsmål, der er rejst i den foreliggende sag, og de situationer, der er blevet forelagt Domstolen, ikke er strengt identiske, ikke har nogen betydning«. Retten har i denne forbindelse præciseret, at »Domstolen har udviklet en omfattende og veletableret retspraksis vedrørende spørgsmålet om fortolkningen af fællesskabsbestemmelserne om »overførsel af en bedrift««, og at »[direktiv 2001/23] allerede [afspejler] konsolideringen i henhold til denne retspraksis af de begreber, der er beskrevet heri, og som nu fremstår med en klar fortolkning i retspraksis (fællesskabsretlig og endog national), således at det i det foreliggende tilfælde gør det muligt at undlade en forudgående høring af Domstolen«.

34

Idet sagsøgerne i hovedsagen i det væsentlige var af den opfattelse, at dommen af 25. februar 2009 hvilede på en åbenbart urigtig fortolkning af begrebet »overførsel af en bedrift« som omhandlet i direktiv 2001/23, og at den forelæggende ret heri havde tilsidesat den forpligtelse til præjudiciel forelæggelse, der er fastsat i artikel 267, stk. 3, TEUF, anlagde de sag ved Varas Cíveis de Lisboa (afdelingerne for civile sager i Lissabon, Portugal) med påstand om, at den portugisiske stat ifaldt ansvar med henblik på at opnå erstatning for den skade, som de havde lidt som følge af denne dom.

35

Denne ret har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

36

I dom af 9. september 2015, Ferreira da Silva e Brito m.fl. (C-160/14, herefter dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I, EU:C:2015:565), fastslog Domstolen som svar på denne præjudicielle forelæggelse for det første bl.a., at omstændighederne i tvisten i hovedsagen gjorde det muligt at fastslå en »overførsel af en bedrift« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2001/23. For det andet fandt den, at Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF var forpligtet til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af dette begreb om »overførsel af en bedrift« under omstændigheder, der både var kendetegnet ved divergerende afgørelser fra lavere retsinstanser med hensyn til fortolkningen af det nævnte begreb og ved gentagne vanskeligheder med fortolkningen heraf i de forskellige medlemsstater, således at et stort antal nationale retter havde set sig nødsaget til at indbringe sagen for Domstolen.

37

I den dom, der blev afsagt efter afsigelsen af dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I, gav Varas Cíveis de Lisboa (afdelingerne for civile sager i Lissabon) ikke sagsøgerne i hovedsagen medhold med den begrundelse, at disse sidstnævnte ikke havde godtgjort, at Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) åbenbart havde tilsidesat EU-retten. Efter at Tribunal da Relação de Lisboa (appeldomstolen i Lissabon) ved dom af 16. marts 2023 ligeledes havde forkastet sagen, iværksatte de en ekstraordinær revisionsanke ved Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol), som er den forelæggende ret.

38

Da Tribunal da Relação de Lisboa (appeldomstolen i Lissabon) i sin dom af 16. marts 2023 kritiserede dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I bl.a. med den begrundelse, at Domstolen heri vurderede begrebet »overførsel af en bedrift« i lyset af afgørelser, der var truffet efter den 25. februar 2009, har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at præcisere, om denne vurdering alene kunne støttes på retspraksis forud for den 25. februar 2009. Den forelæggende ret har ligeledes anmodet Domstolen om konkret at vurdere, om afsigelsen af dommen af 25. februar 2009 i det foreliggende tilfælde kan kvalificeres som en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten. Såfremt Domstolen måtte fastslå, at de faktiske omstændigheder i hovedsagen udgjorde en »overførsel af en bedrift« som omhandlet i direktiv 77/187 og 2001/23, opstår endelig spørgsmålet om, hvorvidt artikel 23, stk. 3, i lovdekret nr. 64-A/89, som fastsatte, at arbejdstagerens modtagelse af den i denne artikel omhandlede godtgørelse udgjorde en accept af afskedigelsen, var forenelig med den EU-ret, der var gældende på daværende tidspunkt, og navnlig med artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i direktiv 77/187.

39

Under disse omstændigheder har Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

40

I de præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret henvist dels til direktiv 77/187, dels til direktiv 2001/23, som kodificerede direktiv 77/187, som ændret ved direktiv 98/50. For så vidt som den kollektive afskedigelse, som sagsøgerne i hovedsagen har været genstand for, fik virkning den 30. april 1993, er det det første af disse direktiver, der skal anvendes. Ikke desto mindre svarer affattelsen af de relevante bestemmelser i disse direktiver i vidt omfang til hinanden, således at svarene på disse spørgsmål ikke kan variere, alt efter om de vedrører det ene eller det andet af de pågældende direktiver.

41

Med det første til det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en medlemsstat kan ifalde ansvar som følge af en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187 eller af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2001/23, der er foretaget af en af dens retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres, såsom den fortolkning, som Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) anlagde i sin dom af 25. februar 2009, som følge af en kombination af fejl vedrørende fortolkningen af den relevante bestemmelse og denne rets tilsidesættelse af sin pligt til at anmode om en præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF.

42

Indledningsvis bemærkes, at princippet om, at staten er erstatningsansvarlig for tab, som er forvoldt private på grund af tilsidesættelser af EU-retten, der må tilregnes staten, udgør en væsentlig del af systemet i traktaterne, som Unionen er baseret på (dom af 19.11.1991, Francovich m.fl., C-6/90 og C-9/90, EU:C:1991:428, præmis 35). Dette princip gælder i alle tilfælde, hvor en medlemsstat har tilsidesat EU-retten, uanset hvilken offentlig myndighed der har begået denne tilsidesættelse (jf. i denne retning dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 31 og 32, og af 22.12.2022, Ministre de la Transition écologique et Premier ministre (Statens erstatningsansvar for luftforurening), C-61/21, EU:C:2022:1015, præmis 43).

43

Det nævnte princip finder derfor ligeledes anvendelse, når den pågældende tilsidesættelse følger af en afgørelse fra en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans. Domstolen har nemlig allerede fastslået, at den dømmende magt spiller en væsentlig rolle ved beskyttelsen af de rettigheder, som borgerne har i henhold til EU-retten, og at en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, pr. definition er den sidste instans, ved hvilken borgerne kan gøre de rettigheder gældende, som de er tillagt ved disse regler. Domstolen har heraf udledt, at EU-rettens fulde virkning ville blive bragt i fare, og beskyttelsen af disse rettigheder ville blive svækket, hvis det var udelukket, at borgerne under visse betingelser kunne opnå erstatning for den skade, som de har lidt som følge af en tilsidesættelse af EU-retten, der kan tilskrives en afgørelse fra en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans (jf. i denne retning dom af 30.9.2003, Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 32-36 og 59, af 13.6.2006, Traghetti del Mediterraneo, C-173/03, EU:C:2006:391, præmis 31, og af 28.7.2016, Tomášová, C-168/15, EU:C:2016:602, præmis 20).

44

Hvad angår betingelserne for at ifalde dette erstatningsansvar har Domstolen gentagne gange fastslået, at skadelidte borgere har ret til erstatning, såfremt tre betingelser er opfyldt, nemlig at den EU-retlige bestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge dem rettigheder, at tilsidesættelsen af denne bestemmelse er tilstrækkeligt kvalificeret, og at der er en direkte årsagsforbindelse mellem denne tilsidesættelse og borgernes tab (jf. i denne retning dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 51, af 22.12.2022, Ministre de la Transition écologique et Premier ministre (Statens erstatningsansvar for luftforurening), C-61/21, EU:C:2022:1015, præmis 44, og af 18.12.2025, Hamoudi mod Frontex, C-136/24 P, EU:C:2025:977, præmis 68).

45

Disse tre betingelser er nødvendige og tilstrækkelige til, at en medlemsstat kan ifalde ansvar for tilsidesættelse af EU-retten (jf. i denne retning dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 66, og dom af 30.9.2003, Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 57).

46

EU-retten er følgelig til hinder for, at national ret fastsætter yderligere eller strengere betingelser end dem, der er nævnt i denne doms præmis 44. Den udelukker derimod på ingen måde, at staten kan ifalde ansvar for tilsidesættelse af denne ret efter mindre restriktive betingelser i henhold til national ret (jf. i denne retning dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 66, af 13.3.2007, Test Claimants in the Thin Cap Group Litigation, C-524/04, EU:C:2007:161, præmis 115, og af 25.11.2010, Fuß, C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 65 og 66).

47

Hvad nærmere bestemt angår en medlemsstats ansvar for skader forårsaget af en afgørelse fra en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, og som tilsidesætter en EU-retlig regel, følger det af Domstolens praksis, at dette ansvar reguleres af de tre betingelser, der er nævnt i denne doms præmis 44 (jf. i denne retning dom af 30.9.2003, Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 52, og af 28.7.2016, Tomášová, C-168/15, EU:C:2016:602, præmis 23).

48

I det foreliggende tilfælde er den første betingelse for, at en medlemsstat ifalder ansvar for tilsidesættelse af EU-retten, opfyldt, eftersom det er åbenbart, at artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187 og artikel 1, stk. 1, i direktiv 2001/23 har til formål at tillægge arbejdstagerne rettigheder.

49

Disse direktiver har nemlig til formål at beskytte arbejdstagerne. I overensstemmelse med anden betragtning til direktiv 77/187 og tredje betragtning til direktiv 2001/23 og ifølge selve titlen på disse direktiver er deres formål at beskytte arbejdstagerne i tilfælde af ny indehaver, især for at sikre varetagelsen af deres rettigheder, hvilket Domstolen gentagne gange har fremhævet (jf. i denne retning dom af 19.5.1992, Redmond Stichting, C-29/91, EU:C:1992:220, præmis 11, af 12.11.1992, Watson Rask og Christensen, C-209/91, EU:C:1992:436, præmis 26, af 14.4.1994, Schmidt, C-392/92, EU:C:1994:134, præmis 15, og af 15.12.2005, Güney-Görres og Demir, C-232/04 og C-233/04, EU:C:2005:778, præmis 40).

50

Disse direktivers artikel 3, stk. 1, første afsnit, og artikel 4, stk. 1, første afsnit, har således til formål i arbejdstagernes interesse at sikre, at arbejdstagernes rettigheder bevares, når virksomheden skifter indehaver, ved at give dem mulighed for at fortsætte i erhververens tjeneste på samme vilkår som dem, der var aftalt med overdrageren. Disse bestemmelser har til formål så vidt muligt at sikre, at arbejdsforholdet fortsættes af erhververen uden ændringer, især ved at denne forpligtes til at opretholde samme løn- og arbejdsvilkår, som gjaldt for overdrageren ifølge en kollektiv overenskomst, og ved at arbejdstagerne beskyttes mod afskedigelser, der alene er begrundet i overførslen (jf. i denne retning dom af 7.2.1985, Wendelboe m.fl., 19/83, EU:C:1985:54, præmis 15, af 11.7.1985, Foreningen af Arbejdsledere i Danmark, 105/84, EU:C:1985:331, præmis 15, af 25.7.1991, d’Urso m.fl., C-362/89, EU:C:1991:326, præmis 9, og af 27.11.2008, Juuri, C-396/07, EU:C:2008:656, præmis 28).

51

Hvad angår den anden betingelse for, at en medlemsstat ifalder ansvar for tilsidesættelse af EU-retten, nemlig kravet om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, må der tages hensyn til den dømmende funktions særlige karakter og til legitime krav til retssikkerhed. Staten kan således kun undtagelsesvis ifalde ansvar for en tilsidesættelse af EU-retten ved en afgørelse fra en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, nemlig hvis dommeren åbenbart har tilsidesat gældende ret (dom af 30.9.2003, Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 53).

52

Med henblik på at fastslå, om denne betingelse er opfyldt, skal den nationale ret, der skal tage stilling til en erstatningspåstand, tage hensyn til samtlige relevante omstændigheder i den sag, som den har fået forelagt, bl.a. hvor klar og præcis den tilsidesatte regel er, omfanget af det skøn, som den tilsidesatte bestemmelse overlader til de nationale myndigheder eller Den Europæiske Unions myndigheder, om overtrædelsen er begået eller tabet er forvoldt forsætligt eller uagtsomt, om en eventuel retsvildfarelse er undskyldelig eller uundskyldelig, den omstændighed, at en EU-institutions holdning kan have været medvirkende til undladelsen, samt vedtagelsen eller opretholdelsen af nationale foranstaltninger eller praksis i strid med EU-retten og den omhandlede domstols manglende overholdelse af sin forpligtelse til at indgive en anmodning om en præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF (jf. i denne retning dom af 30.9.2003, Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 54 og 55, og af 28.7.2016, Tomášová, C-168/15, EU:C:2016:602, præmis 25 og 26).

53

Det skal imidlertid præciseres, at alle de kriterier, der er nævnt i den foregående præmis, ikke nødvendigvis skal være opfyldt, for at en medlemsstat kan ifalde ansvar.

54

Eftersom den »tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse« af EU-retten inden for rammerne af sager om medlemsstaternes ansvar for tilsidesættelse af denne ret skal vurderes på tidspunktet for vedtagelsen af den pågældende ulovlige afgørelse (jf. analogt dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 39 og 55), er den relevante retspraksis i denne henseende endvidere den retspraksis, der foreligger på det tidspunkt, hvor den nationale ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, vedtog den omtvistede afgørelse.

55

Hvad angår den omstændighed, at en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, ikke opfylder sin forpligtelse til at forelægge præjudicielle spørgsmål, udgør denne en omstændighed, hvis betydning varierer alt efter omstændighederne i den konkrete sag.

56

Selv om tilsidesættelsen af denne forpligtelse kan bidrage til at fastslå, at en tilsidesættelse af EU-retten, der er begået af en sådan ret, er åbenbar, er tilsidesættelsen nemlig ikke i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, og dermed til, at en medlemsstat ifalder ansvar.

57

Den nævnte forpligtelse indgår i det retslige samarbejde, der er indført mellem Domstolen og medlemsstaternes retsinstanser gennem en dialog mellem retsinstanser med henblik på dels at sikre EU-rettens sammenhæng, fulde virkning og særegne karakter samt autonomien for Unionens retsorden, som Domstolen skal beskytte, dels at sikre den rette anvendelse og ensartede fortolkning af EU-retten. Dette samarbejde gør det bl.a. muligt at undgå, at der i en medlemsstat udvikler sig en national retspraksis, der ikke er i overensstemmelse med EU-retten (jf. i denne retning dom af 1.12.1965, Schwarze, 16/65, EU:C:1965:117, s. 1094, af 24.5.1977, Hoffmann-La Roche, 107/76, EU:C:1977:89, præmis 5, af 15.10.2024, KUBERA, C-144/23, EU:C:2024:881, præmis 33 og 35, og af 24.3.2026, Remling, C-767/23, EU:C:2026:243, præmis 19 og 21 og den deri nævnte retspraksis). Den indebærer således et fælles ansvar for de nationale retter, navnlig de retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres, og for Domstolen for at sikre en ensartet og sammenhængende fortolkning af EU-retten.

58

Det bemærkes ligeledes, at den ordning med et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retsinstanser, som er indført med artikel 267 TEUF, ikke udgør et retsmiddel for parterne i en tvist, der verserer for en national retsinstans. Den pågældende retsinstans skal derfor ikke, blot fordi en part har anført, at tvisten rejser spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, lægge til grund, at der herved er rejst spørgsmål som omhandlet i artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi, C-561/19, EU:C:2021:799, præmis 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis).

59

Det følger heraf, at for at det kan fastslås, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, som medfører, at en medlemsstat ifalder ansvar, skal tilsidesættelsen af forpligtelsen til præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF ledsages af en tilsidesættelse af en anden EU-retlig bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder.

60

I det foreliggende tilfælde tilsidesatte dommen af 25. februar 2009, således som det fremgår af punkt 1 og 2 i konklusionen i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I, såvel artikel 1, stk. 1, i direktiv 2001/23 som forpligtelsen til præjudiciel forelæggelse i artikel 267, stk. 3, TEUF. Under disse omstændigheder skal det undersøges, om den fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret anlagde i denne sidstnævnte dom, kan kvalificeres som en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten.

61

I denne forbindelse bemærkes, at en overtrædelse af EU-retten under alle omstændigheder er åbenbar og dermed tilstrækkelig kvalificeret, når den omhandlede afgørelse åbenbart tilsidesætter Domstolens praksis på det pågældende område (dom af 30.9.2003, Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 56, og af 28.7.2016, Tomášová, C-168/15, EU:C:2016:602, præmis 26).

62

Når dette er sagt, skal anvendelsen af kriterierne for, at medlemsstaterne ifalder ansvar for tab, som borgerne er blevet påført på grund af tilsidesættelser af EU-retten, i princippet foretages af de nationale retter i overensstemmelse med de anvisninger, som Domstolen har givet herfor (dom af 1.6.1999, Konle, C-302/97, EU:C:1999:271, præmis 59, af 30.9.2003, Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 100; jf. ligeledes i denne retning dom af 28.7.2016, Tomášová, C-168/15, EU:C:2016:602, præmis 21, og af 10.12.2020, Euromin Holdings (Cyprus), C-735/19, EU:C:2020:1014, præmis 70).

63

Med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar kan Domstolen imidlertid som led i samarbejdet med de nationale domstole give denne alle de oplysninger, som den finder nødvendige (jf. dom af 21.3.1985, Celestri & C., 172/84, EU:C:1985:137, præmis 12, af 1.7.2008, MOTOE, C-49/07, EU:C:2008:376, præmis 30, og af 19.3.2026, Oblastní nemocnice Kolín, C-513/24, EU:C:2026:214, præmis 26).

64

I denne henseende er tre forhold, der karakteriserede Supremo Tribunal de Justiças (øverste domstol) vedtagelse af dommen af 25. februar 2009, afgørende for at fastslå, om denne dom udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten.

65

I første række bemærkes, at Domstolen i punkt 1 i konklusionen i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I fastslog, at »artikel 1, stk. 1, i direktiv 2001/23 skal fortolkes således, at begrebet »overførsel af en bedrift« omfatter en situation, hvor en virksomhed, der opererer på markedet for charterflyvninger, opløses af dens hovedaktionær, som ligeledes er en luftfartsvirksomhed, og hvor denne sidstnævnte herefter overtager den opløste virksomhed ved at overtage de løbende leasingkontrakter vedrørende flyvemaskiner og kontrakter om charterflyvninger, udøver virksomhed, der hidtil blev udøvet af den opløste virksomhed, genansætter visse af de arbejdstagere, der hidtil har været tilknyttet denne virksomhed, ved at tildele dem stillinger, der er tilsvarende dem, de tidligere udførte, og modtager mindre udstyr fra nævnte virksomhed«.

66

Det er korrekt, at Domstolen for at nå frem til denne fortolkning i præmis 24, 25 og 27 i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I henviste til to domme, der lå efter dommen af 25. februar 2009, nemlig dom af 29. juli 2010, UGT-FSP (C-151/09, EU:C:2010:452), og af 6. marts 2014, Amatori m.fl. (C-458/12, EU:C:2014:124). I præmis 33 og 34 i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I henviste Domstolen ligeledes til dom af 12. februar 2009, Klarenberg (C-466/07, EU:C:2009:85). Henset til samtidigheden med dommen af 25. februar 2009 er det imidlertid ikke sikkert, at Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) kunne have gjort sig bekendt hermed, inden den afsagde sidstnævnte dom.

67

Der skal derfor redegøres for Domstolens praksis forud for dom af 12. februar 2009, Klarenberg (C-466/07, EU:C:2009:85), med henblik på at afgøre, om den fortolkning af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2001/23, der blev anlagt i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I, allerede let kunne udledes heraf.

68

Det fremgår i denne forbindelse, at Domstolen på tidspunktet for afsigelsen af dommen af 25. februar 2009 allerede i sin praksis havde udarbejdet en fælles vurderingsmetode for de forskellige tilfælde af overførsel af en virksomhed eller bedrift. Allerede i dom af 18. marts 1986, Spijkers (24/85, EU:C:1986:127), redegjorde Domstolen for de faktiske omstændigheder, der skal karakterisere den omhandlede transaktion, for at kvalificeringen som »overførsel af en virksomhed eller bedrift« kan lægges til grund, og disse omstændigheder har efterfølgende været genstand for en systematisering, navnlig i dom af 19. maj 1992, Redmond Stichting (C-29/91, EU:C:1992:220), og af 11. marts 1997, Süzen (C-13/95, EU:C:1997:141).

69

Det fremgik således allerede af retspraksis for det første, at for at det kan fastslås, at den pågældende økonomiske enhed har bevaret sin identitet efter ændringen af den person, der er ansvarlig for virksomhedens eller bedriftens drift, skal denne enhed være organiseret på stabil måde, og dens aktiviteter er ikke begrænset til udførelsen af en nærmere bestemt entreprise. Begrebet enhed omfatter således en organiseret helhed af personer og aktiver, der gør det muligt at udøve en økonomisk virksomhed med et selvstændigt formål (jf. i denne retning dom af 19.9.1995, Rygaard, C-48/94, EU:C:1995:290, præmis 20, og af 11.3.1997, Süzen, C-13/95, EU:C:1997:141, præmis 13).

70

For det andet er det afgørende kriterium ved vurderingen af, om der foreligger en overførsel som omhandlet i direktiv 77/187 og 2001/23, om den pågældende enhed har bevaret sin identitet, hvilket navnlig må lægges til grund, såfremt driften faktisk fortsættes eller genoptages (dom af 18.3.1986, Spijkers, 24/85, EU:C:1986:127, præmis 11, af 19.5.1992, Redmond Stichting, C-29/91, EU:C:1992:220, præmis 23, og af 11.3.1997, Süzen, C-13/95, EU:C:1997:141, præmis 10).

71

Da det derimod fremgår af selve ordlyden af artikel 1 i direktiv 77/187 og af artikel 1 i direktiv 2001/23, at disse direktivers anvendelsesområde omfatter alle de tilfælde, hvor der som led i en aftale sker en udskiftning af den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for virksomhedens eller bedriftens drift, og som af den grund påtager sig en arbejdsgivers forpligtelser over for arbejdstagerne i virksomheden, er det uden betydning, om ejendomsretten til de materielle aktiver overdrages (jf. i denne retning dom af 17.12.1987, Ny Mølle Kro, 287/86, EU:C:1987:573, præmis 12, af 12.11.1992, Watson Rask og Christensen, C-209/91, EU:C:1992:436, præmis 15, af 20.11.2003, Abler m.fl., C-340/01, EU:C:2003:629, præmis 41, og af 15.12.2005, Güney-Görres og Demir, C-232/04 og C-233/04, EU:C:2005:778, præmis 37).

72

Ved bedømmelsen af, om betingelserne for, at den berørte enhed har bevaret sin identitet, er opfyldt, må der tages hensyn til alle de faktiske omstændigheder ved den pågældende overførsel, herunder hvilken form for virksomhed eller bedrift der er tale om, hvorvidt der er sket en overførsel af de materielle aktiver som f.eks. bygninger og løsøre, værdien af de immaterielle aktiver på tidspunktet for overførslen, hvorvidt den nye indehaver har overtaget størstedelen af arbejdsstyrken, om kundekredsen overføres, samt i hvor høj grad aktiviteterne før og efter overførslen er de samme, og hvor længe disse eventuelt har været indstillet. Disse omstændigheder kan dog kun indgå som enkelte elementer i den samlede bedømmelse, der skal foretages, og de kan derfor ikke vurderes isoleret (jf. i denne retning dom af 18.3.1986, Spijkers, 24/85, EU:C:1986:127, præmis 13, af 19.5.1992, Redmond Stichting, C-29/91, EU:C:1992:220, præmis 24, og af 11.3.1997, Süzen, C-13/95, EU:C:1997:141, præmis 14).

73

Det fremgik i øvrigt allerede af den retspraksis, som Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) med rimelighed kunne forventes at have kendskab til på tidspunktet for afsigelsen af dommen af 25. februar 2009, at denne vurdering bl.a. skal tage hensyn til, hvilken type virksomhed eller bedrift der er tale om. Afvejningen af, hvilken vægt der skal tillægges de forskellige kriterier for, om der i henhold til direktiv 2001/23 er tale om en overførsel, afhænger nemlig nødvendigvis af, hvilken type aktivitet der udføres, og hvilke produktions- eller driftsmåder der anvendes i virksomheden, bedriften eller den omhandlede del af bedriften (jf. i denne retning dom af 11.3.1997, Süzen, C-13/95, EU:C:1997:141, præmis 18, af 10.12.1998,Hidalgo m.fl., C-173/96 og C-247/96, EU:C:1998:595, præmis 31, af 2.12.1999, Allen m.fl., C-234/98, EU:C:1999:594, præmis 28, og af 15.12.2005, Güney-Görres og Demir, C-232/04 og C-233/04, EU:C:2005:778, præmis 35).

74

I de sektorer, hvor arbejdskraften udgør den væsentligste del af aktiviteten, og hvor en gruppe af arbejdstagere, som i længere tid udfører en fælles aktivitet, kunne udgøre en økonomisk enhed, skal der således lægges vægt på overtagelse af arbejdsstyrken. En sådan enhed vil kunne opretholde sin identitet efter en overførsel, når den nye indehaver ikke blot viderefører den hidtidige aktivitet, men også overtager en efter antal og kvalifikationer betydelig del af den arbejdsstyrke, som hos forgængeren specielt udførte denne opgave. Den nye indehaver overtager i så fald en organiseret helhed af elementer, der gør det muligt på stabil måde at fortsætte den overdragende virksomheds aktiviteter eller nogle af disse (dom af 11.3.1997, Süzen, C-13/95, EU:C:1997:141, præmis 21, af 10.12.1998, Hidalgo m.fl.C-173/96 og C-247/96, EU:C:1998:595, præmis 32, og af 2.12.1999, Allen m.fl., C-234/98, EU:C:1999:594, præmis 29).

75

I en branche som regulær offentlig bustransport, hvor de fysiske elementer udgør et væsentligt element i virksomhedsdriften, kan den manglende overførsel fra den gamle kontraktpart til den nye af en væsentlig del af disse elementer, der er uundværlige for en tilfredsstillende drift af enheden, føre til, at enheden ikke kan anses for at have bevaret sin identitet (jf. i denne retning dom af 25.1.2001, Liikenne, C-172/99, EU:C:2001:59, præmis 42).

76

Flere år før afsigelsen af dommen af 25. februar 2009 havde Domstolen i denne retning præciseret, at når aktiviteten ikke hovedsageligt er baseret på arbejdskraft, for så vidt som den kræver omfattende udstyr, kan overtagelsen af de materielle aktiver, der er nødvendige for udøvelsen af aktiviteten, være afgørende for, at der kan foreligge en overførsel af en økonomisk enhed (jf. i denne retning dom af 20.11.2003, Abler m.fl., C-340/01, EU:C:2003:629, præmis 36), selv om denne overtagelse ikke ledsages af en overdragelse af ejendomsretten til disse materielle aktiver (jf. i denne retning dom af 2.12.1999, Allen m.fl., C-234/98, EU:C:1999:594, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

77

A contrario i en sådan aktivitetssektor er den omstændighed, at den nye erhvervsdrivende ikke overtager en efter antal og kvalifikationer betydelig del af den arbejdsstyrke, som hos forgængeren udførte de samme opgaver, ikke tilstrækkelig til at udelukke, at der foreligger en overførsel af en enhed, hvis identitet i henhold til direktiv 77/187 og 2001/23 er opretholdt. En anderledes fortolkning ville være i strid med nævnte direktivers væsentlige formål, nemlig at erhververen, selv mod sin vilje, er forpligtet til at fortsætte de arbejdsaftaler, som overdrageren har indgået med sine ansatte (jf. i denne retning dom af 20.11.2003, Abler m.fl., C-340/01, EU:C:2003:629, præmis 37).

78

Det følger således af denne doms præmis 68-77, at Domstolen længe før afsigelsen af dommen af 25. februar 2009 havde fastlagt en metode til vurdering af begrebet »overførsel af en virksomhed eller bedrift«, som indebar, at der skulle sondres mellem, om aktiviteten i den pågældende sektor i det væsentlige var baseret på arbejdskraft eller omvendt på omfattende udstyr.

79

Denne dom indeholder imidlertid hverken en udtrykkelig henvisning til denne metode eller oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) implicit har gennemført den i den nævnte dom. Eftersom den i hovedsagen omhandlede civile luftfartssektor åbenbart henhører under sektorer, der ikke hovedsageligt er baseret på arbejdskraft, for så vidt som de kræver omfattende udstyr, udgør dette en tilsidesættelse af Domstolens praksis, der er nævnt navnlig i denne doms præmis 75-77.

80

Desuden blev den nævnte metode ikke ændret ved dom af 12. februar 2009, Klarenberg (C-466/07, EU:C:2009:85), af 29. juli 2010, UGT-FSP (C-151/09, EU:C:2010:452), og af 6. marts 2014, Amatori m.fl. (C-458/12, EU:C:2014:124), som Domstolen henviste til i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I.

81

For det første anførte Domstolen i præmis 24 i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I, at den allerede havde »fastslået, at direktiv 77/187, som kodificeret i direktiv 2001/23, fandt anvendelse i alle de tilfælde, hvor der som led i en aftale sker en udskiftning af den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for virksomhedens drift, og som af den grund påtager sig en arbejdsgivers forpligtelser over for arbejdstagerne i virksomheden (jf. dom [af 7.3.1996], Merckx og Neuhuys, C-171/94 og C-172/94, EU:C:1996:87, præmis 28, [af 10.12.1998,] Hernández Vidal m.fl., C-127/96, C-229/96 og C-74/97, EU:C:1998:594, præmis 23, og [af 6.3.2014,] Amatori m.fl., C-458/12, EU:C:2014:124, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis)«. Præmis 29 i dom af 6. marts 2014, Amatori m.fl. (C-458/12, EU:C:2014:124), gengiver imidlertid bogstaveligt præmis 28 i dom af 7. marts 1996, Merckx og Neuhuys (C-171/94 og C-172/94, EU:C:1996:87).

82

Herved begrænsede Domstolen sig i præmis 24 i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I til at bekræfte en temmelig gammel formulering, som udspringer af dom af 17. december 1987, Ny Mølle Kro (287/86, EU:C:1987:573, præmis 12), og som den adskillige gange har gentaget efterfølgende, bl.a. i dom af 15. juni 1988, Bork International m.fl. (101/87, EU:C:1988:308, præmis 13), og af 19. maj 1992, Redmond Stichting (C-29/91, EU:C:1992:220, præmis 11).

83

I præmis 25 i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I henvises der i øvrigt bl.a. til præmis 30 i dom af 6. marts 2014, Amatori m.fl. (C-458/12, EU:C:2014:124), med henblik på at angive, at det afgørende kriterium ved afgørelsen af, om der foreligger en overførsel som omhandlet i direktiv 2001/23, er, om den pågældende enhed har bevaret sin identitet, hvilket bl.a. følger af, at driften faktisk fortsættes eller genoptages. Denne præmis 30 er imidlertid i vidt omfang inspireret af præmis 11 og 12 i dom af 18. marts 1986, Spijkers (24/85, EU:C:1986:127), som ligeledes er nævnt i præmis 25 i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I.

84

Endelig gentager præmis 28 i dom af 29. juli 2010, UGT-FSP (C-151/09, EU:C:2010:452), hvortil der henvises i præmis 27 i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I, en fast retspraksis, hvorefter den vægt, der skal tillægges de forskellige kriterier for, om der foreligger en overførsel som omhandlet i direktiv 77/187 og 2001/23, nødvendigvis afhænger af den udøvede aktivitet, således som det er fremhævet i denne doms præmis 73.

85

For det andet anførte Domstolen ganske vist i præmis 33 og 34 i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I, at det følger af præmis 46-48 i dom af 12. februar 2009, Klarenberg (C-466/07, EU:C:2009:85), der blev afsagt blot få dage før dommen af 25. februar 2009, at »det ikke er den erhvervsdrivendes specifikke bevarelse af de forskellige overførte produktionsfaktorer, men den gensidige funktionelle afhængigheds- og komplementaritetsforbindelse mellem disse faktorer, som udgør det relevante element med henblik på at fastslå, om den overførte enhed har bevaret sin identitet«, og at det følger heraf, at »[b]evarelsen af en sådan funktionel forbindelse mellem de forskellige overførte faktorer gør det muligt for erhververen at anvende disse, selv om de efter overførslen integreres i en ny og anderledes organisatorisk struktur med henblik på at fortsætte den samme eller en tilsvarende økonomisk aktivitet«.

86

Ikke desto mindre anførte Domstolen i præmis 44 i dom af 12. februar 2009, Klarenberg (C-466/07, EU:C:2009:85), under henvisning til ældre domme, at selv om den tidligere havde fastslået, at faktoren vedrørende arbejdets tilrettelæggelse bidrager til at definere en økonomisk enheds identitet, havde den ligeledes fastslået, at en ændring af den overdragne enheds organisationsstruktur ikke kan være til hinder for anvendelsen af direktiv 2001/23.

87

Det var imidlertid i strid med den brede fortolkning af begrebet »overførsel af en virksomhed eller bedrift«, således som det fulgte af denne retspraksis forud for dom af 12. februar 2009, Klarenberg (C-466/07, EU:C:2009:85), at den forelæggende ret i dom af 25. februar 2009 fastslog, at det var nødvendigt at efterprøve, om AIA’s »chartervirksomhed« var blevet udviklet selvstændigt inden for TAP med henblik på at vurdere, om overdragelsen af den overdragne enhed til dette sidstnævnte luftfartsselskab skulle anses for en »overførsel af virksomhed eller bedrift« som omhandlet i direktiv 77/187.

88

Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) har nemlig ved at gøre konstateringen af en sådan overførsel betinget af, at den overførte enhed bevarer sin organisatoriske autonomi inden for den enhed, som overtager den, som Domstolen aldrig har lagt til grund i sin praksis, opstillet et krav, som ikke har noget grundlag i disse direktiver, og som afviger fra den metode, der er anvendt i Domstolens praksis, og som det med rimelighed kunne forventes, at den forelæggende ret tog hensyn til, da den afsagde dommen af 25. februar 2009.

89

Det skal i øvrigt fremhæves, at den forelæggende ret i dom af 25. februar 2009 fastslog, at »[TAP’s] adfærd [var] økonomisk sammenhængende«, for så vidt som den bestod i »opløsning af [AIA] med den begrundelse, at selskabets økonomiske drift ikke var rentabel, og i forbindelse med likvidationen [havde] videreført flyvninger, som AIA tidligere havde forpligtet sig til at [udføre] for at undgå omfattende kompensation«.

90

Ved at anvende denne fremgangsmåde for at begrunde sin fortolkning af begrebet »overførsel af en virksomhed eller bedrift« har den forelæggende ret anlagt en subjektiv tilgang til en sådan transaktion ved systematisk at placere den i forbindelse med likvidationen af AIA og TAP’s formål om at reducere de tab, som denne likvidation medfører. Det fremgik imidlertid klart af Domstolens praksis, som Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) med rimelighed kunne forvente at tage hensyn til, da den afsagde dommen af 25. februar 2009, at dette begreb hviler på objektive kriterier. Som det blev fremhævet i denne doms præmis 69 er det afgørende ved vurderingen af, om der foreligger en overførsel af en virksomhed eller bedrift som omhandlet i direktiv 77/187 og 2001/23, om den pågældende enhed har bevaret sin identitet, hvilket navnlig må lægges til grund, såfremt driften rent faktisk fortsættes eller genoptages.

91

Det følger heraf, at den forelæggende ret burde have set bort fra såvel konteksten for likvidationen af AIA som TAP’s formål om at reducere de tab, der var opstået som følge af denne likvidation, og have taget hensyn til de talrige objektive indicier, der vidnede om TAP’s faktiske fortsættelse af den charterflyvning, som AIA hidtil havde udøvet. I denne forbindelse er det vigtigste indicium TAP’s drift af fire af de otte fly, som AIA leasede, i en ikke ubetydelig periode, idet den løb fra 1993, indtil de blev tilbageleveret ved udløbet af lejekontrakterne mellem 1998 og 2000.

92

Henset til den retspraksis, som Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) burde have taget hensyn til, synes kombinationen af de fejl vedrørende fortolkningen af EU-retten, som den begik i dom af 25. februar 2009, og som er identificeret i nærværende doms præmis 79, 87, 88 og 90, at behæfte denne dom med en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten.

93

I anden række udgør den forelæggende rets tilsidesættelse af sin pligt til at anmode om en præjudiciel afgørelse i strid med artikel 267, stk. 3, TEUF ligeledes et indicium herfor. Som det fremgår af punkt 2 i konklusionen i dommen i sagen Ferreira da Silva e Brito I, tilsidesatte Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) denne forpligtelse i sin dom af 25. februar 2009.

94

I sin dom af 25. februar 2009 forklarede den forelæggende ret, således som det er anført i denne doms præmis 33, at der ikke var grund til, at den skulle foretage en præjudiciel forelæggelse. Domstolen fandt i denne forbindelse, at »henset til indholdet af reglerne i direktiv [77/187 og 2001/23], Domstolens fortolkning af disse regler og kendetegnene ved [tvisten i hovedsagen] […] rejser fortolkningsøvelsen ingen relevant tvivl, der gør det nødvendigt at foretage en præjudiciel forelæggelse, idet den omstændighed, at de spørgsmål, der er rejst i den foreliggende sag, og de situationer, der er blevet forelagt Domstolen, ikke er strengt identiske, ikke har nogen betydning«. Den forelæggende ret har tilføjet, at »Domstolen har udviklet en omfattende og veletableret retspraksis vedrørende spørgsmålet om fortolkningen af fællesskabsbestemmelserne om »overførsel af en bedrift«, og at [direktiv 2001/23] allerede [afspejler] konsolideringen i henhold til denne retspraksis af de begreber, der er beskrevet heri, og som nu fremstår med en klar fortolkning i retspraksis (fællesskabsretlig og endog national), således at det i det foreliggende tilfælde gør det muligt at undlade en forudgående høring af Domstolen«.

95

Ved først at henvise til Domstolens fortolkning af direktiv 77/187 og 2001/23, dernæst til, at den omstændighed, at »de spørgsmål, der er rejst i den foreliggende sag, og de situationer, der er blevet forelagt Domstolen, ikke er strengt identiske, ikke har nogen betydning«, og endelig til, at Domstolen har fremlagt »en omfattende og veletableret retspraksis vedrørende spørgsmålet om fortolkningen af fællesskabsbestemmelserne om »overførsel af en bedrift««, er den forelæggende ret åbenbart af den opfattelse, at den i det foreliggende tilfælde er fritaget for sin pligt til at forelægge en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF med den begrundelse, at besvarelsen af det rejste spørgsmål følger af Domstolens faste praksis, der afgør det pågældende retsspørgsmål, selv om de omtvistede spørgsmål ikke er strengt identiske.

96

Såfremt der i henhold til national ret ikke er nogen adgang til judiciel prøvelse af en national rets afgørelse, er denne sidstnævnte principielt forpligtet til at indbringe en sag for Domstolen i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF, når der for denne ret rejses et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten eller om gyldigheden af en afledt retsakt (jf. i denne retning dom af 6.10.1982, Cilfit, 283/81, EU:C:1982:335, præmis 11, af 4.11.1997, Parfums Christian Dior, C-337/95, EU:C:1997:517, præmis 26, af 18.7.2013, Consiglio Nazionale dei Geologi, C-136/12, EU:C:2013:489, præmis 25, og af 24.3.2026, Remling, C-767/23, EU:C:2026:243, præmis 20).

97

En sådan national ret kan følgelig kun fritages for denne forpligtelse, hvis den befinder sig i en af de tre situationer, som Domstolen har opstillet i dom af 6. oktober 1982, Cilfit (283/81, EU:C:1982:335, præmis 21), dvs. hvis det EU-retlige spørgsmål, der rejses for den, ikke er relevant, hvis den pågældende EU-retlige bestemmelse allerede er blevet fortolket af Domstolen, eller hvis den korrekte fortolkning af EU-retten fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til nogen rimelig tvivl.

98

Som anført i denne doms præmis 57, skal de nationale retter, så meget desto mere de retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres, og Domstolen inden for rammerne af det retslige samarbejde, der er indført ved artikel 267 TEUF, som indebærer et fælles ansvar, og under overholdelse af deres respektive kompetencer, direkte og gensidigt bidrage til udarbejdelsen af en afgørelse med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af EU-retten i alle medlemsstaterne.

99

Dette ansvar, sammenholdt med den principielle forpligtelse for de retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres, til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål indebærer imidlertid, at en sådan national ret, når den finder, at besvarelsen af det EU-retlige spørgsmål, der er rejst for den, følger af Domstolens praksis, kun råder over en begrænset skønsmargen, som er begrænset til det alternativ, der består i enten at følge den fortolkning, som Domstolen tidligere har anlagt, eller at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål med henblik på at anmode om yderligere præciseringer eller foreslå en ændring i retspraksis.

100

Uden at rejse tvivl om såvel den bindende karakter, som de præjudicielle domme har i forhold til de nationale retter med hensyn til fortolkningen af de EU-retlige bestemmelser, som de vedrører (jf. i denne retning dom af 3.2.1977, Benedetti, 52/76, EU:C:1977:16, præmis 26, af 11.6.1987, X, 14/86, EU:C:1987:275, præmis 12, og af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 74), som logikken i det retslige samarbejde, der er iboende i forbindelse med den præjudicielle procedure, kan en national ret ikke, uden at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, af egen drift fravige en fortolkning, som Domstolen tidligere har udledt af en EU-retlig bestemmelse, der finder anvendelse på den tvist, som verserer for denne nationale ret.

101

Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) har fortolket begrebet »overførsel af en virksomhed eller bedrift« ved at fravige den metode, der er anvendt i Domstolens relevante praksis på området, har denne nationale rets ensidige afgørelse således en væsentlig betydning for vurderingen af, om der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten.

102

I tredje og sidste række har Domstolen, således som det er anført i denne doms præmis 52, i præmis 55 i dom af 30. september 2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513), anført, at den undskyldelige eller uundskyldelige karakter af en eventuel retlig fejl er en af de relevante omstændigheder i den sag, der er forelagt den nationale ret, for hvilken der er anlagt et erstatningssøgsmål, med henblik på at vurdere, om der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten.

103

I det foreliggende tilfælde var dommen af 25. februar 2009, således som det er fremhævet i denne doms præmis 88, baseret på den forudsætning, at konstateringen af en overførsel af en virksomhed eller bedrift som omhandlet i direktiv 77/187 og 2001/23 er underlagt en betingelse om, at den overførte enhed bevarer sin organisatoriske autonomi inden for den enhed, der har overtaget den.

104

Det må imidlertid konstateres, at Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) på dette tidspunkt ikke kunne være uvidende om, at foreneligheden af en sådan forudsætning med begrebet »overførsel af en virksomhed eller bedrift« som omhandlet i disse direktiver netop var genstand for en præjudiciel forelæggelsesprocedure for Domstolen, hvori generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse Klarenberg (C-466/07, EU:C:2008:614) blev fremsat den 6. november 2008.

105

I denne henseende bemærkes, at når løsningen af den tvist, der verserer for en national ret, afhænger af fortolkningen af EU-retten, som er genstand for en samtidig præjudiciel forelæggelse for Domstolen vedrørende de samme aspekter af denne ret, følger det af den forpligtelse til loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU, at den nationale ret for at undgå at træffe en afgørelse, der i givet fald er i strid med Domstolens, skal tage de nødvendige skridt til at sikre, at der tages hensyn til den dom, der er afsagt i denne præjudicielle forelæggelsesprocedure, hvori en generaladvokat ved Domstolens forslag til afgørelse forelå flere måneder før afsigelsen af denne dom.

106

Det følger heraf, at de omstændigheder, der er anført i nærværende doms præmis 104, i det foreliggende tilfælde burde have advaret Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) om risikoen for, at den forudsætning, der er nævnt i nærværende doms præmis 103, i det væsentlige ville blive forkastet af Domstolen. De kan derfor mindske sandsynligheden for, at den fejlagtige fortolkning af EU-retten, som denne ret foretog i den nævnte dom, kan anses for undskyldelig.

107

Det er under behørig hensyntagen til vurderingerne i nærværende doms præmis 65-106, at det påhviler den forelæggende ret i forbindelse med en analyse af alle de forhold, der kendetegner den situation, som den er blevet forelagt, som omhandlet i præmis 54 og 55 i dom af 30. september 2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513), at fastslå, om Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) i sin dom af 25. februar 2009 har tilsidesat EU-retten på en tilstrækkeligt kvalificeret måde.

108

Det tilkommer ligeledes den forelæggende ret at efterprøve, om der, som det synes at fremgå af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, foreligger en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187 og hele eller en del af den skade, som sagsøgerne i hovedsagen har lidt som følge af den kollektive afskedigelsesprocedure, som de har været genstand for (jf. i denne retning dom af 25.11.2010, Fuß, C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 59, og af 4.10.2018, Kantarev, C-571/16, EU:C:2018:807, præmis 116).

109

Henset til ovenstående betragtninger skal det første til det tredje spørgsmål besvares med, at det bidrager til at godtgøre, at Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) i sin dom af 25. februar 2009 på en tilstrækkeligt kvalificeret måde har tilsidesat artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187, for det første, at denne dom er behæftet med en kombination af fejl vedrørende fortolkningen af EU-retten, vurderet i lyset af Domstolens praksis, som denne ret med rimelighed kunne forventes at tage hensyn til ved afsigelsen af denne dom, for det andet, at denne dom af 25. februar 2009 blev afsagt i strid med den pligt til præjudiciel forelæggelse, der påhvilede den samme ret i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF, og, for det tredje, at Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) ikke kunne være uvidende om, at foreneligheden med EU-retten af den metodetilgang, der blev anvendt i den nævnte dom, specifikt var genstand for en anmodning om præjudiciel afgørelse, der verserede for Domstolen.

110

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, i direktiv 77/187 og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/23 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at en arbejdstagers modtagelse af den lovbestemte godtgørelse, der skal betales som følge af en kollektiv afskedigelse, svarer til dennes accept af afskedigelsen, således at den pågældende mister muligheden for at anfægte denne afskedigelse og gøre krav på bevarelse af sine rettigheder i henhold til disse direktiver.

111

I denne henseende er det tilstrækkeligt at fastslå, at den beskyttelse, som direktiv 77/187 og 2001/23 har til formål at sikre de arbejdstagere, der er berørt af en overførsel af en virksomhed eller bedrift, er en ufravigelig retsgrundsætning og som sådan unddraget kontraktparternes dispositionsret. Disse direktivers regler, navnlig dem om beskyttelse af arbejdstagerne mod afskedigelse som følge af overførslen, må betragtes som præceptive i den forstand, at de ikke kan fraviges til ugunst for arbejdstagerne. Det følger heraf, at de pågældende arbejdstagere ikke har mulighed for at give afkald på de rettigheder, som de er tillagt ved de nævnte direktiver, og at en indskrænkning af disse rettigheder ikke er tilladt, heller ikke med deres samtykke (dom af 10.2.1988, Foreningen af Arbejdsledere i Danmark, 324/86, EU:C:1988:72, præmis 14 og 15).

112

Det fjerde spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 77/187 og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/23 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at en arbejdstagers modtagelse af den lovbestemte godtgørelse, der skal betales som følge af en kollektiv afskedigelse, svarer til dennes accept af afskedigelsen, således at arbejdstageren mister muligheden for at anfægte denne afskedigelse og gøre krav på bevarelse af sine rettigheder i henhold til disse direktiver.

113

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: