Global 8 Airlines mod Europa-Kommissionen (C-482/24 P)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

8. oktober 2026 (*)

» Appel – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger truffet i lyset af den militære aggression mod Ukraine – forordning (EU) 2022/334 om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 – artikel 3d og 3e – forbud for alle ikkerussisk registrerede luftfartøjer, som ejes eller chartres eller på anden måde kontrolleres af russiske fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, mod at lande på, lette fra eller overflyve Den Europæiske Unions område – afvisning af flyveplan – annullationssøgsmål – formaliteten – retsakt, der kan gøres til genstand for et søgsmål «

I sag C-482/24 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 9. juli 2024,

Global 8 Airlines, Bichkek (Kirgisistan), ved advokāti E. Novicāne, K. Novicāns og E. Stankevičs,

appellant,

den anden part i appelsagen:

Europa-Kommissionen ved M. Bruti Liberati, M. Carpus-Carcea og B. Sasinowska, som befuldmægtigede,

sagsøgt i første instans,

støttet af:

Forbundsrepublikken Tyskland ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede,

intervenient i appelsagen,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen (refererende dommer), Domstolens vicepræsident, T. von Danwitz, som fungerende dommer i Første Afdeling, samt dommerne S. Gervasoni, A. Kumin og I. Ziemele,

generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,

justitssekretær: fuldmægtig A. Lamote,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. december 2025,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 12. marts 2026,

afsagt følgende

Dom

1        Global 8 Airlines LLC har i sit appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets kendelse af 29. april 2024, Global 8 Airlines mod Kommissionen (T-277/23, herefter »den appellerede kendelse«, EU:T:2024:285), hvorved Retten afviste det søgsmål, som selskabet havde anlagt med påstand om annullation af den af Europa-Kommissionen vedtagne afgørelse, som selskabet blev underrettet om den 20. marts 2023, og som vedrører opførelsen af to lette forretningsfly tilhørende selskabet på en liste over luftfartøjer, der er underlagt et forbud mod at lande på, lette fra eller overflyve Den Europæiske Unions område i medfør af Rådets forordning (EU) 2022/334 af 28. februar 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2022, L 57, s. 1) (herefter »den omtvistede afgørelse«).

 Retsforskrifter

 Folkeretten

2        Den internationale konvention vedrørende samarbejde om luftfartens sikkerhed »Eurocontrol«, undertegnet i Bruxelles den 13. december 1960, er blevet ændret ved flere lejligheder og samordnet ved protokol af 27. juni 1997. Selv om denne konvention endnu ikke er trådt i kraft, har dens bestemmelser fundet midlertidig anvendelse siden 1998 i overensstemmelse med en afgørelse truffet af det stående udvalg under Den Europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed (Eurocontrol) i december 1997. Det Europæiske Fællesskab godkendte protokollen om tiltrædelse af Eurocontrol ved Rådets afgørelse 2004/636/EF af 29. april 2004 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af protokollen om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af Den Europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed (EUT 2004, L 304, s. 209).

3        Denne internationale konvention har i overensstemmelse med sin artikel 1 til formål at styrke de kontraherende parters samarbejde på luftfartsområdet og udvikle deres fælles aktiviteter på dette område under behørig hensyntagen til forsvarsbehovene, samtidig med at alle brugere af luftrummet sikres den størst mulige frihed, der er forenelig med det påkrævede sikkerhedsniveau. Eurocontrol blev oprettet med henblik herpå.

 EU-retten

 Forordning nr. 833/2014

4        Artikel 3d i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2014, L 229, s. 1), som ændret ved forordning 2022/334 (herefter »forordning nr. 833/2014«), bestemmer:

»1.      Det er forbudt for alle russiske luftfartøjer, der drives af russiske luftfartsselskaber, herunder som sælgende luftfartsselskab i code share-ordninger eller aftaler om reservering af kapacitet, eller for alle russisk registrerede luftfartøjer eller ikkerussisk registrerede luftfartøjer, som ejes eller chartres eller på anden måde kontrolleres af russiske fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, at lande på, lette fra eller overflyve Unionens område.

2.      Stk. 1 finder ikke anvendelse i tilfælde af en nødlanding eller overflyvning i nødstilfælde.

3.      Uanset stk. 1 kan de kompetente myndigheder give tilladelse til, at et luftfartøj lander på, letter fra eller overflyver Unionens område, hvis disse kompetente myndigheder på forhånd har fastslået, at dette er nødvendigt til humanitære formål eller andre formål, der er forenelige med målene i denne forordning.

4.      Den eller de pågældende medlemsstater underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af stk. 3, senest to uger efter meddelelsen af tilladelsen.«

5        Artikel 3e i forordning nr. 833/2014 fastsætter:

»1.      Den netforvalter, der er udpeget af Kommissionen i henhold til Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/709 [af 6. maj 2019 om udnævnelse af netforvalteren for det fælles europæiske luftrums (ATM) netfunktioner for lufttrafikstyring (EUT 2019, L 120, s. 27)], bistår Kommissionen og medlemsstaterne med at sikre gennemførelsen og overholdelsen af artikel 3d. Netforvalteren skal navnlig afvise alle flyveplaner indgivet af luftfartøjsoperatører, der angiver, at de har til hensigt at udføre aktiviteter over Unionens område, som udgør en overtrædelse af denne forordning eller andre gældende sikkerheds- og sikringsforanstaltninger, således at piloten ikke får flyvetilladelse.

2.      Netforvalteren forelægger regelmæssigt Kommissionen og medlemsstaterne rapporter om gennemførelsen af artikel 3d på grundlag af analysen af flyveplanerne.«

 Gennemførelsesafgørelse 2019/709

6        I henhold til artikel 1, stk. 1 og 2, i gennemførelsesafgørelse 2019/709, sammenholdt med artikel 7 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 af 11. februar 2019 om oprettelse af en præstations- og afgiftsordning for det fælles europæiske luftrum og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 og (EU) nr. 391/2013 (EUT 2019, L 56, s. 1), er Eurocontrol blevet udpeget som netforvalter for perioden fra 2020 til 2029.

 Tvistens baggrund

7        Tvistens baggrund, der er beskrevet i den appellerede kendelses præmis 2-17, kan sammenfattes som følger.

8        Global 8 Airlines er et kirgisisk selskab med begrænset ansvar. Der er tale om et kommercielt luftfartsselskab, som er opført i Den Kirgisiske Republiks virksomhedsregister, hvoraf det fremgår, at selskabet ejes af D.L. og drives af U.M., der begge er lettiske statsborgere.

9        Den 28. februar 2022 vedtog Rådet for Den Europæiske Union som led i en række restriktive foranstaltninger, der bl.a. vedrørte lukningen af Unionens luftrum for visse kategorier af luftfartøjer, på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse (FUSP) 2022/335 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2022, L 57, s. 4), og på grundlag af artikel 215 TEUF forordning 2022/334.

10      Ved to afgørelser, der blev truffet henholdsvis den 9. september 2022 og den 20. februar 2023, godkendte bestyrelsen for Global 8 Airlines købet af to luftfartøjer, som var forsynet med fabrikantens serienr. RB274 og nr. RB120 (herefter »de to luftfartøjer«). Købet blev indgået mellem Global 8 Airlines og et russisk selskab, hvis aktionærer alle var russiske statsborgere.

11      De to luftfartøjer blev opført i Den Kirgisiske Republiks virksomhedsregister som tilhørende Global 8 Airlines henholdsvis den 12. september 2022 under registreringsnr. EX-88012 og den 9. marts 2023 under registreringsnr. EX-88011.

12      Siden de blev opført i Den Kirgisiske Republiks register, har luftfartøjet med registreringsnr. EX-88012 gennemført adskillige flyvninger, bl.a. fra Rusland til Unionen, mens der ikke er registreret nogen bevægelse for luftfartøjet med registreringsnr. EX-88011.

13      Den 24. februar 2023 fik Eurocontrol af Global 8 Airlines fremlagt en flyveplan for luftfartøjet med registreringsnr. EX-88012 vedrørende en rejse fra Augsburg (Tyskland) til Budapest (Ungarn). Eurocontrol afviste denne flyveplan samme dag ved hjælp af en automatisk besked.

14      Den 15. marts 2023 sendte Global 8 Airlines en e-mail til Eurocontrol med henblik på at opnå nærmere oplysninger om den nævnte automatiske besked.

15      Ved e-mail af 20. marts 2023 bekræftede Eurocontrol for det første over for Global 8 Airlines, at luftfartøjet med registreringsnr. EX-88012 var opført på en liste over luftfartøjer, der er omfattet af artikel 3d i forordning nr. 833/2014 og er underlagt et flyveforbud (herefter »den omhandlede liste«), idet organisationen præciserede, at den var blevet tilstillet denne liste af Kommissionen. For det andet opfordrede Eurocontrol selskabet til at rette henvendelse til denne institution via dennes funktionspostkasse (herefter »funktionspostkassen«), der forvaltes af institutionens generaldirektorat (GD) for »Mobilitet og Transport«, såfremt selskabet ønskede at anmode om sletning af det pågældende luftfartøj fra den omhandlede liste.

16      Den 21. marts 2023 sendte Global 8 Airlines en e-mail til Kommissionen via funktionspostkassen for at klarlægge sin holdning og i det væsentlige opnå en fornyet gennemgang af selskabets situation for så vidt angår navnlig ophævelsen af flyveforbuddet for de to luftfartøjer, deres sletning fra den omhandlede liste og fremsendelse af ajourførte oplysninger om selskabet til Eurocontrol. Selskabet anmodede ligeledes om i givet fald at blive meddelt navnet på den nationale myndighed, der havde kompetence til at behandle dets anmodning om fornyet gennemgang.

17      Ved e-mail af 28. marts 2023 meddelte den medarbejder i GD »Mobilitet og Transport«, der forvalter funktionspostkassen, Global 8 Airlines, at de to luftfartøjer var omfattet af et flyveforbud i medfør af artikel 3c og 3d i forordning nr. 833/2014. Medarbejderen oplyste også selskabet om, at dette flyveforbud skulle opretholdes, og om begrundelsen for dette forbud.

18      Ved e-mail af 6. april 2023 svarede Global 8 Airlines medarbejderen i GD »Mobilitet og Transport«, idet selskabet tilstillede denne supplerende oplysninger om sin situation.

19      Den 25. april 2023 oplyste den nævnte medarbejder på ny Global 8 Airlines om, at der ikke forelå nogen grund til at slette de to luftfartøjer fra den omhandlede liste.

 Sagen for Retten og den appellerede kendelse

20      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. maj 2023 anlagde Global 8 Airlines et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

21      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 15. september 2023 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement, idet den for det første gjorde gældende, at den omtvistede afgørelse ikke fandtes og under alle omstændigheder ikke kunne identificeres præcist, for det andet, at denne afgørelse ikke kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål, eftersom den i givet fald skulle anses for at være en mellemkommende foranstaltning, der under alle omstændigheder ikke havde nogen bindende retsvirkninger for Global 8 Airlines, for det tredje, at den bebyrdende retsakt kun kunne tilregnes medlemsstaterne, for det fjerde, at annullationssøgsmålet var blevet rettet mod en forkert retsakt og ved en retsinstans, som ikke havde kompetence til at påkende den, for det femte, at dette søgsmål var anlagt for sent, og for det sjette, at det nævnte søgsmål var uden genstand i betragtning af det generelle driftsforbud i Unionen, der er blevet vedtaget af sikkerhedsmæssige årsager, og som er blevet pålagt luftfartsselskaber, der er opført i registret i Den Kirgisiske Republik.

22      Ved den appellerede kendelse afviste Retten annullationssøgsmålet med den begrundelse, at den omtvistede afgørelse ikke var en retsakt, som kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål efter artikel 263 TEUF.

 Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande i appelsagen

23      Ved afgørelse af 22. november 2024 har Domstolens præsident givet Forbundsrepublikken Tyskland tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.

24      Global 8 Airlines har i sit appelskrift nedlagt følgende påstande:

–        Appellen antages til realitetsbehandling, og selskabet gives medhold.

–        Den appellerede kendelse ophæves i sin helhed.

–        Kommissionen tilpligtes at betale de sagsomkostninger, som selskabet har afholdt i forbindelse med appelsagen.

25      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen afvises og forkastes under alle omstændigheder som ugrundet i det hele.

–        Global 8 Airlines tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

26      Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen afvises eller forkastes, subsidiært, som ugrundet.

–        Global 8 Airlines tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Om appellen

27      Til støtte for appellen har appellanten i det væsentlige fremsat tre anbringender, der er rettet mod den appellerede kendelses præmis 34-55, og hvoraf det første vedrører en fejl ved fastlæggelsen af genstanden for søgsmålet i første instans, det andet en fejlagtig forståelse af opbygningen af forordning nr. 833/2014 og det tredje en fejlagtig vurdering af EU-retten, således som den anvendes i praksis af alle de berørte aktører. Da appellanten med både det andet og det tredje anbringende har anfægtet den retlige kvalificering af den omtvistede afgørelse som en retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål, vil de blive behandlet samlet.

 Formaliteten vedrørende appellen

 Parternes argumenter

28      Kommissionen, støttet af Forbundsrepublikken Tyskland, er af den opfattelse, at appellen ikke kan antages til realitetsbehandling.

29      Den nævnte institution har for det første gjort gældende, at appellanten ikke med tilstrækkelig præcision har angivet, hvilke præmisser i den appellerede kendelse der er tale om. For det andet har appellanten ikke angivet nogen præcis retlig fejl, som Retten angiveligt begik i den appellerede kendelse. For det tredje er de hævdede fejl enten ikke begrundet eller svarer til at anmode Domstolen om en fuldstændig fornyet prøvelse af hele den stævning, der blev indgivet til Retten, hvilket falder uden for Domstolens kompetence, når den skal træffe afgørelse i en appelsag.

30      Global 8 Airlines er af den opfattelse, at selskabets appel kan antages til realitetsbehandling.

 Domstolens bemærkninger

31      Det skal bemærkes, at det af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt af artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement fremgår, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke præmisser der anfægtes i den dom eller den kendelse, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (jf. i denne retning dom af 15.7.2025, ECB mod Kommissionen og Corneli, C-777/22 P og C-789/22 P, EU:C:2025:580, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

32      I den foreliggende sag har appellanten identificeret præmisserne i den appellerede kendelse, dvs. dennes præmis 39-55, som præmisser, der angiveligt er behæftet med fejl, og har – på en ganske vist kortfattet, men tilstrækkeligt forståelig måde – redegjort for ikke blot de retlige fejl, som Retten angiveligt begik i forbindelse med fastlæggelsen af genstanden for søgsmålet i første instans og den retlige kvalificering af den omtvistede afgørelse som en retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål, men også grundene til, at selskabet er af den opfattelse, at den appellerede kendelse skal ophæves.

33      Under disse omstændigheder kan appellen antages til realitetsbehandling.

 Realiteten

 Det første anbringende vedrørende en fejl ved fastlæggelsen af søgsmålets genstand

–       Parternes argumenter

34      Til støtte for det første anbringende har appellanten gjort gældende, at selskabets søgsmål i første instans ikke vedrørte Eurocontrols afvisning af selskabets flyveplan, men opførelsen af de to luftfartøjer på den omhandlede liste.

35      Kommissionen, støttet af Forbundsrepublikken Tyskland, har anfægtet Global 8 Airlines’ argumentation og er af den opfattelse, at det første anbringende skal forkastes.

–       Domstolens bemærkninger

36      Hvad angår det første anbringende fremgår det af den appellerede kendelses præmis 1, at Retten fastlagde genstanden for søgsmålet i første instans som »den af Europa-Kommissionen vedtagne afgørelse, som [appellanten] blev underrettet om den 20. marts 2023, og som vedrører opførelsen af to lette forretningsfly tilhørende [appellanten] på en liste over luftfartøjer, der er underlagt et forbud mod at lande på, lette fra eller overflyve Den Europæiske Unions område i medfør af [forordning 2022/334]«.

37      Det fremgår desuden af en samlet læsning af den appellerede kendelses præmis 14, 37, 39, 48, 51 og 55, at det var den nævnte afgørelse, som Retten undersøgte med henblik på at afgøre, om afgørelsen udgjorde en retsakt, der kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.

38      Den nævnte kendelses præmis 41, 42, 47 og 54 omhandler ganske vist den omstændighed, at Eurocontrol på medlemsstaternes vegne afviste de flyveplaner, som de pågældende luftfartøjsoperatører havde fremlagt med henblik på udførelse af aktiviteter, der var i strid med det i artikel 3d i forordning nr. 833/2014 fastsatte forbud. Disse betragtninger indgår imidlertid i en analyse af den faktiske og retlige sammenhæng, hvori den omtvistede afgørelse blev truffet, i overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der blev henvist i den appellerede kendelses præmis 36. De underbygger således blot Rettens betragtning om, at andre retsakter, der er vedtaget i forbindelse med behandlingen af de flyveplaner, som disse luftfartøjsoperatører har indgivet, og som kan tilregnes medlemsstaterne, kan have bindende retsvirkninger, der påvirker de nævnte luftfartøjsoperatørers retlige situation, således at sådanne retsakter, der vedtages inden for rammerne af gennemførelsen af den nævnte forordnings artikel 3d og 3e, er underlagt domstolsprøvelse ved medlemsstaternes retsinstanser.

39      Det følger af det ovenstående, at Retten ikke begik en fejl ved at fastslå, at det søgsmål, som var anlagt for den, var rettet mod den afgørelse fra Kommissionen, hvis indhold der er redegjort for i nærværende doms præmis 1 og 36.

40      Følgelig skal det første anbringende forkastes som ugrundet.

 Det andet og det tredje anbringende vedrørende en fejlagtig kvalificering af den omtvistede afgørelse som en retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål

–       Parternes argumenter

41      Til støtte for det andet og det tredje anbringende har appellanten for det første gjort gældende, at artikel 3d i forordning nr. 833/2014 fastsætter begrebet »luftfartøjer, som ejes eller chartres eller på anden måde kontrolleres af russiske fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer«, som kræver en særskilt retlig vurdering af ejerskabet af eller kontrollen med de luftfartøjer, der er omhandlet i denne artikel. Særligt er dette begreb uafhængigt og specifikt i forhold til begrebet om Eurocontrols levering af lufttrafiktjenester, hvilket er nævnt særskilt i denne forordnings artikel 3e. Eurocontrols rolle som netforvalter er nemlig blot af underordnet betydning i forbindelse med denne retlige vurdering.

42      Appellanten har for det andet gjort gældende, at den endelige afgørelse om det pågældende luftfartøjs præcise status træffes af GD »Mobilitet og Transport«, mens medlemsstaterne og Eurocontrol blot håndhæver denne afgørelse inden for rammerne af deres kompetencer.

43      Kommissionen, støttet af Forbundsrepublikken Tyskland, er af den opfattelse, at appellen er ugrundet.

44      Ifølge Kommissionen skal opførelsen af luftfartøjer på den omhandlede liste ikke underkastes en legalitetsprøvelse fra Retten, eftersom flyveforbuddet finder direkte anvendelse i medfør af artikel 3d i forordning nr. 833/2014, og det ikke tilkommer Kommissionen, men alene medlemsstaterne at vedtage de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger til denne forordning, hvilke Eurocontrol gennemfører på deres vegne.

45      Følgelig fastslog Retten med rette, at Kommissionens opførelse af de to luftfartøjer på den omhandlede liste ikke udgjorde en retsakt, der havde bindende retsvirkninger. Sådanne virkninger følger udelukkende af, at Eurocontrol, der handler på vegne af medlemsstaterne, afviste de individuelle flyveplaner.

46      Selv hvis det antages, at den omhandlede liste skal være genstand for en legalitetsprøvelse, og at GD »Mobilitet og Transport« træffer den endelige afgørelse om status for de luftfartøjer, der er opført på denne liste, har en annullation af en sådan afgørelse i øvrigt ikke retsvirkninger for appellantens retlige situation, for så vidt som den ikke automatisk medfører, at medlemsstaternes gennemførelsesafgørelser og Eurocontrols afgørelser om afvisning af den pågældende flyveplan er ugyldige.

47      Forbundsrepublikken Tyskland deler Kommissionens opfattelse af, at det i artikel 3d i forordning nr. 833/2014 fastsatte flyveforbud finder direkte anvendelse, og at appellanten ikke burde have anfægtet opførelsen af de to luftfartøjer på den omhandlede liste, men afvisningen af selskabets flyveplan. Til forskel fra Kommissionen er Forbundsrepublikken Tyskland imidlertid af den opfattelse, at et annullationssøgsmål til prøvelse af afvisningen af en flyveplan bør rettes mod Eurocontrol, som er en organisation, der i medfør af denne forordnings artikel 3e er blevet tillagt beføjelse til at afvise flyveplaner, som er indgivet af luftfartøjsoperatører med henblik på udførelse af aktiviteter, der er i strid med det forbud, som er fastsat i forordningens artikel 3d.

–       Domstolens bemærkninger

48      Det skal bemærkes, at i henhold til artikel 263, stk. 1, TEUF prøver Domstolen bl.a. lovligheden af de retsakter fra Kommissionen og fra Unionens organer, kontorer og agenturer, der skal have retsvirkning over for tredjemand.

49      Det følger af Domstolens praksis, at det i artikel 263 TEUF fastsatte annullationssøgsmål kan anlægges til prøvelse af enhver bestemmelse – uanset form – udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, som tilsigter at have bindende retsvirkninger (jf. i denne retning dom af 12.7.2022, Nord Stream 2 mod Parlamentet og Rådet, C-348/20 P, EU:C:2022:548, præmis 62, og af 10.2.2026, WhatsApp Ireland mod Det Europæiske Databeskyttelsesråd, C-97/23 P, EU:C:2026:81, præmis 66 og 68 og den deri nævnte retspraksis).

50      Ved afgørelsen af, om en retsakt har bindende retsvirkninger, skal vægten lægges på bl.a. retsaktens indhold og ophavsmandens hensigt. I denne henseende har Domstolen præciseret, at den omstændighed at lægge vægt på en retsakts indhold indebærer, at retsaktens virkninger skal vurderes ud fra objektive kriterier, såsom retsaktens indhold, i givet fald under hensyn til baggrunden for dens vedtagelse samt til den udstedende institutions beføjelser, idet disse beføjelser ikke skal forstås abstrakt, men som elementer, der kan afklare den konkrete analyse af indholdet af den nævnte retsakt, hvilken analyse er central og afgørende (jf. i denne retning dom af 6.5.2021, ABLV Bank m.fl. mod ECB, C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:369, præmis 40 og 41, og af 10.2.2026, WhatsApp Ireland mod Det Europæiske Databeskyttelsesråd, C-97/23 P, EU:C:2026:81, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

51      Det er i lyset af den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 49 og 50, at det skal afgøres, om Retten korrekt kvalificerede den omtvistede afgørelse som en retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.

52      Hvad for det første angår Rettens vurdering af den omtvistede afgørelses indhold skal det bemærkes, at Retten ikke foretog en konkret analyse af denne afgørelses indhold, selv om den i den appellerede kendelses præmis 36 og 37 nævnte kriteriet vedrørende retsaktens indhold, og selv om den i kendelsens præmis 53 udtrykkeligt henviste hertil i den konklusion, som den drog efter sin undersøgelse. Derimod fastslog Retten, at denne retsakt kunne anfægtes i lyset af andre objektive kriterier vedrørende den sammenhæng, hvori den pågældende retsakt var blevet vedtaget, og vedrørende beføjelserne for den institution, der havde udstedt retsakten, som snarere udgør elementer, der kan belyse den konkrete analyse af retsaktens indhold.

53      I den nævnte kendelses præmis 39 redegjorde Retten således for grundene til, at appellantens analyse, hvorefter Kommissionen ved at have opført appellantens luftfartøjer på den omhandlede liste kunne anses for at være ophavsmand til afgørelsen om flyveforbud som omhandlet i artikel 3d i forordning nr. 833/2014, ikke kunne tiltrædes. Disse grunde, der er uddybet i kendelsens præmis 40-48, vedrører den retlige sammenhæng, hvori den omtvistede afgørelse indgår, og Kommissionens, Eurocontrols og Eurocontrols medlemsstaters respektive beføjelser snarere end indholdet af denne afgørelse.

54      I øvrigt kunne Retten ikke undlade at foretage en konkret analyse af den pågældende retsakts indhold, fordi Kommissionens første afvisningsgrund om, at den omtvistede afgørelse ikke fandtes og under alle omstændigheder ikke kunne identificeres, ellers kunne have været taget til følge. Ved i den appellerede kendelses præmis 34-55 at have taget stilling til Kommissionens anden afvisningsgrund om, at denne afgørelse ikke udgjorde en retsakt, der kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, forkastede Retten nemlig implicit – men nødvendigvis – den nævnte første afvisningsgrund og støttede sig således på den forudsætning, at afgørelsen forelå.

55      Retten begik derfor en retlig fejl ved at undlade at foretage en konkret analyse af indholdet af den omtvistede afgørelse, skønt denne analyse er central og uundværlig for afgørelsen af, om en retsakt kan anfægtes som omhandlet i artikel 263 TEUF.

56      Det er endvidere ubestridt, at den omtvistede afgørelse ikke blev tilført sagsakterne i første instans af parterne, og at Retten ikke traf nogen foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som pålagde parterne at fremlægge denne afgørelse. Det tredje anbringende, som appellanten fremsatte i første instans, tilsigtede netop, at Retten som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse pålagde Kommissionen at fremlægge alle dokumenterne vedrørende den omtvistede afgørelse, for så vidt som disse dokumenter vedrørte appellanten, hvilket anbringende Retten imidlertid ikke undersøgte, idet den tog Kommissionens formalitetsindsigelse til følge uden at indlede behandlingen af sagens realitet.

57      Da Retten var forpligtet til at foretage en konkret analyse af indholdet af den omtvistede afgørelse, kunne denne retsinstans imidlertid ikke undlade at anmode Kommissionen, som angiveligt havde vedtaget denne afgørelse, om at få den fremlagt.

58      Retten begik derfor en retlig fejl ved at undersøge, om den omtvistede afgørelse kunne anfægtes som omhandlet i artikel 263 TEUF, uden forinden at have opfordret Kommissionen til at fremlægge denne afgørelse.

59      For det andet nåede Retten frem til den i den appellerede kendelses præmis 48 indeholdte konklusion, hvorefter den omtvistede afgørelse ikke havde bindende retsvirkninger, der påvirkede appellantens retsstilling, efter den i kendelsens præmis 40-47 foretagne undersøgelse af den retlige sammenhæng for vedtagelsen af denne afgørelse og af beføjelserne for den EU-institution, som er ophavsmand hertil.

60      I den appellerede kendelses præmis 40-48 fastslog Retten i det væsentlige, at sådanne bindende retsvirkninger fulgte af dels det almengyldige flyveforbud, der er fastsat i artikel 3d i forordning nr. 833/2014, hvis bestemmelser skal gennemføres af medlemsstaterne, dels de individuelle foranstaltninger, med hvilke det tilsigtes at håndhæve forbuddet, og nærmere bestemt afvisningen af de individuelle luftfartøjsoperatørers flyveplaner, idet det bemærkes, at afvisningskompetencen var tillagt medlemsstaterne og blev udøvet på deres vegne af Eurocontrol i overensstemmelse med denne forordnings artikel 3e.

61      Ifølge Retten kunne et flyveforbud som omhandlet i nævnte artikel 3d, der har bindende retsvirkninger over for tredjemand, derimod ikke følge af en retsakt, der kunne tilregnes Kommissionen. Således som det i det væsentlige fremgår af den appellerede kendelses præmis 45-48, begrænsede Kommissionen sig nemlig – ved i samråd med Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) og med deltagelse af medlemsstaternes myndigheder at udarbejde den omhandlede liste – til at koordinere de fra forskellige kilder hidrørende informationsstrømme om luftfartøjer, der var kontrolleret eller blev chartret af russiske personer eller enheder, og som kunne være omfattet af det flyveforbud, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 3d, med henblik på at lette gennemførelsen af denne artikel.

62      I denne henseende præciserede Retten i den appellerede kendelses præmis 47, at eftersom Kommissionen i medfør af artikel 3d i forordning nr. 833/2014 ikke havde kompetence til at pålægge de luftfartøjer, som denne artikel finder anvendelse på, et flyveforbud, begrænsede den sig ved at udøve rollen som informationsindsamler og ‑formidler til blot at bistå medlemsstaterne med udførelsen af deres opgaver, således at det er disse sidstnævnte, der træffer koordinerede afgørelser med hensyn til behandlingen af individuelle flyveplaner. Ifølge Retten følger det heraf, at hverken udarbejdelsen af den omhandlede liste eller – følgelig – opførelsen af individuelle luftfartøjer på denne liste er omfattet af en afgørelse, der angiveligt blev truffet af Kommissionen eller på dennes vegne, og som har bindende retsvirkninger, der påvirker appellantens retsstilling.

63      Hvad for det første angår den retlige sammenhæng, hvori den omtvistede afgørelse indgår, skal det bemærkes, at hverken den generelle rækkevidde af bestemmelserne i artikel 3d i forordning nr. 833/2014 eller konstateringen af, at disse bestemmelser kan omfatte gennemførelsesforanstaltninger, der skal vedtages af de kompetente nationale myndigheder, navnlig i forbindelse med behandlingen af flyveplaner for individuelle luftfartøjsoperatører, som er omfattet af det i artiklen fastsatte flyveforbud, gør det muligt at udelukke, at den omtvistede afgørelse udgør en retsakt, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF. Denne rækkevidde og denne konstatering er nemlig ikke til hinder for, at den mekanisme, som Kommissionen og EASA med deltagelse af medlemsstaterne har indført for at koordinere de fra forskellige kilder hidrørende informationsstrømme om luftfartøjer, der kontrolleres eller chartres af russiske personer eller enheder, på EU-plan har kunnet give anledning til vedtagelse af retsakter, der har til formål at skabe bindende retsvirkninger vedrørende opførelsen af individuelle luftfartøjsoperatørers luftfartøjer blandt de af det i nævnte artikel 3d fastsatte flyveforbud omfattede luftfartøjer, og som kan tilregnes Kommissionen.

64      Den nævnte forordnings artikel 3d og 3e fastsætter ganske vist ikke udtrykkeligt, at det påhviler Kommissionen – efter en vurdering af det i forordningens artikel 3d fastsatte kriterium om »kontrol«, som russiske fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer udøver over luftfartøjsoperatører – at opføre de pågældende individuelle luftfartøjsoperatører på den omhandlede liste. Det forholder sig ikke desto mindre således, at den nævnte forordnings artikel 3e, stk. 1, første punktum, hvorefter »[d]en netforvalter, der er udpeget af Kommissionen i henhold til [gennemførelsesafgørelse 2019/709], bistår Kommissionen og medlemsstaterne med at sikre gennemførelsen og overholdelsen af artikel 3d [i forordning nr. 833/2014]«, uden at Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser, imidlertid henviser til eksistensen af visse ansvarsområder, som Kommissionen skal påtage sig i forbindelse med gennemførelsen af nævnte artikel 3d. Det fremgår desuden af en samlet læsning af de to punktummer i den nævnte forordnings artikel 3e, stk. 1, at disse ansvarsområder er knyttet til de opgaver, der er overdraget Eurocontrol som netforvalter i henhold til nævnte artikel 3e, og som navnlig omfatter afvisning af alle planer, som luftfartøjsoperatører har indgivet med henblik på at udføre aktiviteter over Unionens område, der udgør en overtrædelse af forordningen.

65      Den retlige sammenhæng, hvori den omtvistede afgørelse indgår, kunne derfor ikke gyldigt begrunde Rettens kvalificering af den omtvistede afgørelse som en retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.

66      I øvrigt omhandler artikel 291, stk. 2, TEUF netop tildelingen af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen eller Rådet, når ensartede betingelser for gennemførelse af Unionens juridisk bindende retsakter er nødvendige, på de betingelser, som er fastsat i denne bestemmelse. Domstolen har fastslået, at artikel 215 TEUF ikke er til hinder for, at en forordning vedtaget på grundlag heraf tildeler Kommissionen eller Rådet gennemførelsesbeføjelser på området for restriktive foranstaltninger på de i artikel 291, stk. 2, TEUF opstillede betingelser med henblik både på udarbejdelsen af gennemførelsesbestemmelser og på anvendelsen af regler på specifikke tilfælde ved hjælp af retsakter med individuel rækkevidde (jf. i denne retning dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 34-36). Gennemførelsen af artikel 3d i forordning nr. 833/2014, som fastsætter, at ethvert luftfartøj, der er omfattet af de deri fastsatte kriterier, har et forbud mod »at lande på, lette fra eller overflyve Unionens område«, kræver imidlertid sådanne ensartede gennemførelsesbetingelser på EU-plan.

67      Hvad for det andet angår beføjelserne for den EU-institution, der har udstedt den omhandlede retsakt, skal det bemærkes, at i modsætning til hvad Retten fastslog i den appellerede kendelses præmis 47, gør konstateringen af, at Kommissionen ikke havde kompetence til at pålægge et flyveforbud over for de luftfartøjer, som er omfattet af artikel 3d i forordning nr. 833/2014, det ikke muligt at udelukke, at en retsakt, der har den bindende retsvirkning at pålægge individuelle luftfartøjsoperatørers luftfartøjer dette forbud, er blevet vedtaget af Kommissionen eller på dennes vegne.

68      En sådan tilgang ville nemlig føre til, at EU-retsakter, som er behæftet med en ugyldighedsgrund vedrørende manglende kompetence hos den institution, der er ophavsmand til dem, unddrages EU-retsinstansernes prøvelse, for så vidt som de netop af denne grund ikke udgør retsakter, der kan gøres til genstand for annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF. Et sådant resultat ville være uforeneligt med opbygningen af artikel 263 TEUF, som i stk. 2 bestemmer, at Domstolen i medfør af denne artikel har kompetence til at udtale sig om klager, der indbringes bl.a. »under påberåbelse af inkompetence«.

69      Hvad for det tredje angår den faktiske sammenhæng, hvori den omtvistede afgørelse indgår, skal det bemærkes, at selv om Retten i den appellerede kendelses præmis 50-52 undersøgte appellantens kontekstuelle argumenter vedrørende den »faktiske adfærd« hos GD »Mobilitet og Transport«, Eurocontrol og Forbundsrepublikken Tyskland, idet den særligt vurderede de e-mails, som en medarbejder i dette generaldirektorat havde sendt via funktionspostkassen den 28. marts 2023 og den 25. april 2023, og som var vedlagt henholdsvis bilag A.2 og bilag A.4 til stævningen i første instans, fastslog Retten i kendelsens præmis 49, at disse argumenter ikke rejste tvivl om den konklusion, som den var nået frem til i kendelsens præmis 48, og hvorefter den omtvistede afgørelse ikke havde bindende retsvirkninger, der påvirkede appellantens retsstilling.

70      I modsætning til hvad der fremgår af den appellerede kendelses præmis 50, henviser de e-mails, som medarbejderen i GD »Mobilitet og Transport« sendte via funktionspostkassen, til »afgørelser« hidrørende bl.a. fra Kommissionen, og underbygger det synspunkt, at de forklaringer, som denne ansatte i Kommissionen gav med hensyn til begrundelsen for opførelsen og opretholdelsen af appellantens to luftfartøjer på den omhandlede liste, fulgte af en ensartet og samordnet holdning – vedtaget på EU-plan og vedrørende opførelsen af disse to luftfartøjer på den omhandlede liste – som kunne tilregnes Kommissionen.

71      Det fremgår nemlig af de i den appellerede kendelses præmis 50 og 51 omhandlede e-mails, der blev sendt af medarbejderen i GD »Mobilitet og Transport« den 28. marts 2023 og den 25. april 2023, og som var vedlagt som henholdsvis bilag A.2 og bilag A.4 til stævningen i første instans, at denne ansatte i Kommissionen påtog sig at besvare – via funktionspostkassen – de anmodninger om oplysninger og fornyet gennemgang, som appellanten havde fremsat vedrørende de to luftfartøjer, ved at give selskabet en begrundelse for opførelsen af disse to luftfartøjer på den omhandlede liste og ved at meddele det afslaget på dets anmodninger om oplysninger og fornyet gennemgang.

72      Det skal i denne henseende i første række præciseres, at GD »Mobilitet og Transport« i sin e-mail af 28. marts 2023 anvender udtryk som »we have examined« (vi har undersøgt), »[t]he following has been established« (følgende er blevet fastsat), »we see no other option but to continue with grounding of the aircraft« (vi ser ingen anden mulighed end at fortsætte med at holde luftfartøjet på jorden). I anden række indeholder e-mailen fra GD »Mobilitet og Transport« af 25. april 2023 udtryk som »we (and the relevant [M]ember States) normally base our decisions« (vi (og de berørte medlemsstater) baserer generelt vores afgørelser) og »we see no reason to lift the ban on these two aircrafts« (vi ser ingen grund til at ophæve det forbud, der gælder for disse to luftfartøjer).

73      Disse e-mails antyder således, at Kommissionen alene eller sammen med medlemsstaterne varetog ansvaret for vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for appellanten, både hvad angår opførelsen af de to luftfartøjer på den omhandlede liste og deres opretholdelse på listen.

74      Denne analyse understøttes for det første af e-mailen af 20. marts 2023, der var vedlagt som bilag A.1 til stævningen i første instans, og som er omhandlet i den appellerede kendelses præmis 14 og 52, hvorved Eurocontrol – i sin egenskab af netforvalter – som svar på en anmodning om uddybende oplysninger fra appellanten vedrørende afvisningen af flyveplanen for luftfartøjet med registreringsnr. EX-88012 anførte, at der forelå en liste, der indeholdt de af artikel 3d i forordning nr. 833/2014 omfattede luftfartøjer, og som Kommissionen havde fremsendt til netforvalteren, og opfordrede appellanten til at henvende sig til Kommissionen via den af GD »Mobilitet og Transport« forvaltede funktionspostkasse, såfremt selskabet ønskede at anmode om, at det pågældende luftfartøj blev fjernet fra denne liste.

75      Den nævnte analyse understøttes for det andet af den i den appellerede kendelses præmis 31 og 52 omhandlede e-mail af 31. juli 2023 fra ministeriet for digitalisering og transport (Tyskland), der er vedlagt som bilag C.2 til appellantens bemærkninger til den af Kommissionen i første instans fremsatte formalitetsindsigelse, og som blev sendt som svar på en e-mail fra appellanten vedrørende muligheden for fysisk adgang til de to luftfartøjer med henblik på at udføre vedligeholdelsesarbejde. Dette ministeriums repræsentant præciserede nemlig i nævnte e-mail af 31. juli 2023, at den pågældende allerede havde kontaktet Kommissionen med henblik på at opnå yderligere oplysninger vedrørende ejerskabet til disse to luftfartøjer og opførelsen heraf på den omhandlede liste.

76      Disse e-mails fra Eurocontrol og de tyske myndigheder bestyrker således den analyse, hvorefter Kommissionen spillede en afgørende rolle i forbindelse med opførelsen af de to luftfartøjer blandt de luftfartøjer, der var omfattet af et flyveforbud i medfør af artikel 3d i forordning nr. 833/2014.

77      I denne henseende har Kommissionen i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Domstolen anerkendt, at Eurocontrol ikke har nogen skønsbeføjelse til at fravige medlemsstaternes instrukser for så vidt angår behandlingen af flyveplaner for luftfartøjer, der er omfattet af et flyveforbud i medfør af artikel 3d i forordning nr. 833/2014. Med forbehold af de undtagelser, som er fastsat i artikel 3d, stk. 3, i forordning nr. 833/2014, er denne organisation i overensstemmelse med forordningens artikel 3e, stk. 1, andet punktum, tværtimod forpligtet til at afvise alle flyveplaner, der indgives af individuelle luftfartøjsoperatører med henblik på udførelse af aktiviteter over Unionens område, som udgør en overtrædelse af dette forbud.

78      Det følger heraf, at den opførelse af de to luftfartøjer på den omhandlede liste, der endeligt fastlægger Kommissionens holdning, og som Kommissionen kan tilregnes, nødvendigvis er bindende for Eurocontrol i forbindelse med behandlingen af de flyveplaner, som appellanten indgav, og derfor har bindende retsvirkninger i det mindste i forhold til denne organisation.

79      Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 73 i forslaget til afgørelse, er identificeringen på den omhandlede liste af de luftfartøjsoperatører, der er omfattet af forbuddet, og hvis flyveplaner efterfølgende kan afvises, følgelig en retsakt, der har et selvstændigt indhold, og som umiddelbart har bindende retsvirkninger over for tredjemand.

80      Under disse omstændigheder fremgår det af analysen af den faktiske sammenhæng, hvori den omtvistede afgørelse indgår, at i modsætning til hvad Retten lagde til grund i den appellerede kendelses præmis 49-52, underbygger de dokumenter, der blev tilført til sagsakterne i første instans, og som blev undersøgt af Retten, konklusionen om, at den omtvistede afgørelse kan udgøre en retsakt, der kan tilregnes Kommissionen, og hvorved sidstnævnte tog endelig stilling til opførelsen af de to luftfartøjer på den omhandlede liste.

81      I den appellerede kendelses præmis 40-52, der vedrører analysen af den retlige sammenhæng for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, beføjelserne for den EU-institution, som er ophavsmand hertil, og undersøgelsen af appellantens argumenter med hensyn til den faktiske sammenhæng, hvori denne afgørelse indgår, begik Retten derfor en retlig fejl, idet den tillagde den omstændighed, at Kommissionen ikke rådede over de nødvendige beføjelser til at vedtage en retsakt, der specifikt vedrørte flyveforbuddet for luftfartøjer på den omhandlede liste, større vægt frem for den række oplysninger, som appellanten havde fremlagt med henblik på at godtgøre, at Kommissionen havde truffet en afgørelse, der havde bindende virkninger over for tredjemand, vedrørende opførelsen af de to luftfartøjer på denne liste.

82      Det skal tilføjes, at i modsætning til, hvad der fremgår bl.a. af den appellerede kendelses præmis 35, 39, 48 og 53, kan den konklusion, som er indeholdt i nærværende doms præmis 78, ikke drages i tvivl af den omstændighed – såfremt den anses for godtgjort – at den omtvistede afgørelse ikke havde bindende retsvirkninger, »der påvirker appellantens retsstilling«.

83      Med henblik på at fastslå, om en retsakt, som en sagsøger ikke er adressat for, såsom den omtvistede afgørelse, har bindende retsvirkninger og derfor kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, er det nemlig ikke nødvendigt at efterprøve, om disse virkninger kan påvirke sagsøgerens retsstilling, idet denne efterprøvelse kun er relevant i forbindelse med undersøgelsen af overholdelsen af de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser for antagelse til realitetsbehandling, hvorefter enhver, der er umiddelbart og individuelt berørt af en retsakt, kan anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af denne retsakt, når sidstnævnte bestemmelse finder anvendelse. Spørgsmålet om, hvorvidt en retsakt kan anfægtes, skal derfor vurderes objektivt ud fra retsaktens materielle indhold og ikke ud fra sagsøgeren (jf. i denne retning dom af 12.7.2022, Nord Stream 2 mod Parlamentet og Rådet, C-348/20 P, EU:C:2022:548, præmis 63, af 13.2.2025, Swissgrid mod Kommissionen, C-121/23 P, EU:C:2025:83, præmis 46, og af 10.2.2026, WhatsApp Ireland mod Det Europæiske Databeskyttelsesråd, C-97/23 P, EU:C:2026:81, præmis 68).

84      I den appellerede kendelses præmis 35, 39, 48 og 53 anførte og anvendte Retten derfor et urigtigt retligt kriterium, nemlig kriteriet om, hvorvidt den omhandlede retsakt havde retligt bindende virkninger, som kunne berøre appellantens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling. Herved begik Retten en retlig fejl, idet den sammenblandede de krav, der følger af henholdsvis artikel 263, stk. 1, TEUF og artikel 263, stk. 4, TEUF.

85      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet og det tredje appelanbringende tages til følge, og den appellerede kendelse skal ophæves.

 Om søgsmålet for Retten

86      Ifølge artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ophæver Domstolen, hvis den giver appellanten medhold, den af Retten trufne afgørelse. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

87      Hvad i den foreliggende sag angår den første til den tredje afvisningsgrund, som Kommissionen fremsatte under sagen for Retten, og hvorved Kommissionen gjorde gældende, at den omtvistede afgørelse ikke fandtes, ikke udgjorde en retsakt, der kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål, og ikke kunne tilregnes Kommissionen som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, er sagen moden til påkendelse.

88      Hvad nærmere bestemt angår den anden afvisningsgrund, som Kommissionen fremsatte under sagen i første instans, og hvorefter den omtvistede afgørelse ikke udgjorde en retsakt, der kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, fremgår det af nærværende doms præmis 50, at undersøgelsen af denne begrundelse kræver en vurdering af denne afgørelses virkninger i lyset navnlig af dens konkrete indhold. Det er imidlertid ubestridt, at den nævnte afgørelse ikke blev tilført sagsakterne i første instans, og at Retten ikke anmodede parterne om at fremlægge den.

89      På denne baggrund blev Kommissionen ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, der blev truffet den 10. september 2025 i overensstemmelse med procesreglementets artikel 62, stk. 1, opfordret til at besvare spørgsmål til skriftlig besvarelse vedrørende bl.a. fremlæggelse af et uddrag af den omtvistede afgørelse, for så vidt som denne afgørelse vedrørte de to luftfartøjer, eller, i tilfælde af at denne afgørelse ikke fandtes, fremlæggelse af den omhandlede liste, som Kommissionen havde fremsendt til Eurocontrol, og som er omhandlet i Eurocontrols e-mail af 20. marts 2023.

90      Den 7. oktober 2025 har Kommissionen besvaret de af Domstolen stillede spørgsmål, idet den har anført, at der ikke foreligger nogen »afgørelse«, og idet den har fremlagt et uddrag af den omhandlede liste, som ifølge Kommissionen imidlertid ikke har karakter af en »afgørelse«.

91      Efter den nævnte foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og retsmødet, der blev afholdt den 17. december 2025, og hvori parterne kontradiktorisk kunne drøfte de faktiske og retlige omstændigheder, som var relevante for analysen af, hvorvidt den omtvistede afgørelse var en anfægtelig retsakt, råder Domstolen derfor over de oplysninger, der er nødvendige for at træffe endelig afgørelse om den anden afvisningsgrund, som Kommissionen fremsatte under sagen i første instans.

92      I sit svar på den nævnte foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse har Kommissionen fremlagt et ikke-fortroligt uddrag af den omhandlede liste, som indeholder opførelsen af de to luftfartøjer, der for hvert af disse to luftfartøjer er affattet således:

»22.2.2023: [Kommissionens] afgørelse om at opføre luftfartøjet på den bekræftede liste på grundlag af de beviser, som de tyske myndigheder indsamlede under inspektionen, og andre ressourcer; Global 8 Airlines [...] leverer tjenester til passagerer, organiserede flyvninger fra Rusland via Minsk til Den Europæiske Union; inden for Rusland og inden for Unionen. Denne drift er heller ikke i overensstemmelse med reglerne i »sikkerhedslisten« [...]«

93      Det nævnte uddrag henviser udtrykkeligt til en »afgørelse«, som »Kommissionen« er ophavsmand til, som er dateret den »22. februar 2023«, som vedrører opførelsen af de to luftfartøjer på den nævnte liste, og hvori begrundelsen for opførelsen af disse to luftfartøjer på den nævnte liste er anført, idet de specifikke og konkrete grunde til, at de nævnte to luftfartøjer skulle være omfattet af restriktive foranstaltninger, er angivet.

94      Det følger derfor såvel af det nævnte uddrag, der henviser til den omtvistede afgørelse, som af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 59-80, at denne afgørelse udgør en retsakt, som har bindende retsvirkninger i forhold til tredjemand, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen har medført en væsentlig ændring af appellantens retsstilling.

95      For så vidt som Kommissionen i retsmødet for Domstolen har gjort gældende, at dens kollegium ikke havde vedtaget nogen »afgørelse«, hvorved de to luftfartøjer specifikt blev omfattet af et flyveforbud i henhold til artikel 3d i forordning nr. 833/2014, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det af fast retspraksis følger, at den omstændighed, at en retsakt ikke har form af en formel kommissionsafgørelse, ikke er afgørende for, om den kan kvalificeres som en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF (jf. i denne retning dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9, og af 17.7.2008, Athinaïki Techniki mod Kommissionen, C-521/06 P, EU:C:2008:422, præmis 44 og 59).

96      Kommissionens anden afvisningsgrund om, at den omtvistede afgørelse ikke udgjorde en retsakt, der kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, og følgelig denne institutions første afvisningsgrund om, at denne afgørelse ikke fandtes og under alle omstændigheder ikke kunne identificeres, samt institutionens tredje afvisningsgrund om, at de formodede virkninger af den nævnte afgørelse ikke kunne tilregnes Kommissionen, men derimod medlemsstaterne, skal følgelig forkastes.

97      Tvisten er derimod ikke moden til påkendelse for så vidt angår Kommissionens fjerde, femte og delvist sjette afvisningsgrund, for så vidt angår de betingelser for antagelse til realitetsbehandling, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF, og for så vidt angår spørgsmålet om Kommissionens kompetence til at vedtage den omtvistede afgørelse, for så vidt som disse aspekter af tvisten indebærer retlige og faktiske vurderinger, der ikke blev foretaget af Retten, og disse aspekter ikke er blevet drøftet i forbindelse med den foreliggende appelsag.

98      Hvad nærmere bestemt angår Kommissionens sjette afvisningsgrund undersøgte Retten alene Kommissionens argument om, at søgsmålet var uden genstand, under hensyntagen til det generelle driftsforbud i Unionen af sikkerhedsmæssige årsager, der rammer luftfartsselskaber, som er opført i Den Kirgisiske Republiks register i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 1543/2006 af 12. oktober 2006 om ændring af forordning (EF) nr. 474/2006 om opstilling af fællesskabslisten over luftfartsselskaber med driftsforbud i Fællesskabet i henhold til kapitel II i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2111/2005, som ændret ved forordning (EF) nr. 910/2006 (EUT 2006, L 283, s. 27), hvilket argument Retten forkastede i den appellerede kendelses præmis 34, men som ikke udtømmer denne afvisningsgrund.

99      Hvad i øvrigt angår Kommissionens fjerde og femte afvisningsgrund undersøgte Retten ikke de af Kommissionen fremsatte argumenter, hvorefter, for det første, søgsmålet i første instans var blevet rettet mod en forkert retsakt og ved en retsinstans, som ikke havde kompetence til at påkende den, og, for det andet, søgsmålet under alle omstændigheder, selv hvis det måtte være rettet mod den relevante retsakt, skulle forkastes som for sent anlagt.

100    Retten undersøgte heller ikke dels de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte formalitetsbetingelser, der udgør en ufravigelig procesforudsætning, som Unionens retsinstanser til enhver tid – selv af egen drift – kan efterprøve (dom af 27.2.2014, Stichting Woonpunt m.fl. mod Kommissionen, C-132/12 P, EU:C:2014:100, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis), dels realiteten i det for Retten indbragte søgsmål, og navnlig kompetencen hos ophavsmanden til retsakten, der selv udgør et ordre public-anbringende (dom af 14.12.2016, SV Capital mod EBA, C-577/15 P, EU:C:2016:947, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

101    Den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse skal derfor forkastes, for så vidt som den vedrører dens første til tredje afvisningsgrund, og sagen skal i øvrigt hjemvises til Retten.

 Sagsomkostninger

102    Da sagen hjemvises til Retten, bør afgørelsen om sagsomkostningerne i appelsagen udsættes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):

1)      Den Europæiske Unions Rets kendelse af 29. april 2024, Global 8 Airlines mod Kommissionen (T-277/23, EU:T:2024:285), ophæves.

2)      Den af Europa-Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse forkastes, for så vidt som den vedrører dens første til tredje afvisningsgrund.

3)      I øvrigt hjemvises sagen til Retten.

4)      Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Underskrifter

---

*      Processprog: engelsk.