Hortis GRC SA mod JA og France Travail Île-de-France, anciennement Pôle emploi Île-de-France (C-768/24)

–

Hortis GRC SA ved avocats J.-J. Gatineau og V. Rebeyrol,

–

JA ved avocats I. Goulet og F. Rocheteau,

–

France Travail Île-de-France ved avocat N. Boullez,

–

den franske regering ved B. Dourthe, F. du Couëdic og T. Lechevallier, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved A. Pagáčová, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved J. Hottiaux og S. Noë, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 2, i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, der blev åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (EFT 1980, L 266, s. 1, herefter »Romkonventionen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Hortis GRC SA, der er et schweizisk aktieselskab med hjemsted i Schweiz, og på den anden side JA, der er en af dette selskabs ansatte, samt France Travail Île-de-France, tidligere Pôle emploi Île-de-France, vedrørende ophævelsen af arbejdsaftalen mellem selskabet og JA.

3

Romkonventionens artikel 3, stk. 1, bestemmer følgende:

»En aftale er underkastet den lov, som parterne har vedtaget. Lovvalget skal være udtrykkeligt eller fremgå med rimelig sikkerhed af kontraktens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt. Parternes lovvalg kan omfatte hele aftalen eller kun en del deraf.«

4

Denne konventions artikel 6 med overskriften »Individuelle arbejdsaftaler« fastsætter følgende:

»1.   Uanset artikel 3 kan parternes lovvalg i arbejdsaftaler ikke medføre, at arbejdstageren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler i den lov, som i henhold til stk. 2 ville finde anvendelse i mangel af et lovvalg.

2.   Uanset artikel 4 er en arbejdsaftale i mangel af et lovvalg i henhold til artikel 3 undergivet

medmindre det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land, i hvilket fald loven i dette land finder anvendelse.«

5

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6, berigtiget i EUT 2009, L 309, s. 87, herefter »Rom I-forordningen«) har erstattet Romkonventionen. Denne forordning finder i henhold til dens artikel 28 anvendelse på aftaler, der er indgået fra den 17. december 2009.

6

Rom I-forordningens artikel 8 med overskriften »Individuelle arbejdsaftaler« bestemmer følgende:

»1.   En individuel arbejdsaftale er undergivet loven i det land, som parterne har aftalt i henhold til artikel 3. Et sådant lovvalg må dog ikke medføre, at arbejdstageren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse efter stk. 2, 3 og 4 i denne artikel, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg.

2.   I det omfang parterne ikke har aftalt, hvilken lov der skal anvendes på den individuelle arbejdsaftale, er aftalen undergivet loven i det land, hvori eller subsidiært hvorfra arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde. Det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, anses ikke for at have ændret sig, hvis arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i et andet land.

3.   Kan det ikke i henhold til stk. 2 afgøres, hvilken lov der skal anvendes, er aftalen underlagt loven i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende.

4.   Når det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 2 og 3, anvendes dette andet lands lov.«

7

Arbejdslovens artikel L1232-1 bestemmer følgende:

»Enhver afskedigelse af personlige årsager skal begrundes i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i dette kapitel.

Afskedigelsen skal være reelt og sagligt begrundet.«

8

Denne lovs artikel L1232-2 har følgende ordlyd:

»En arbejdsgiver, der påtænker at afskedige en arbejdstager, skal indkalde vedkommende til en forudgående samtale, inden der træffes afgørelse om afskedigelsen.

Indkaldelsen skal ske enten ved anbefalet brev eller ved personlig overrækkelse mod kvittering. I skrivelsen skal formålet med indkaldelsen angives.

Den forudgående samtale må ikke finde sted tidligere end fem arbejdsdage efter afleveringen af det anbefalede brev eller den personlige overrækkelse af indkaldelsen.«

9

Den nævnte lovs artikel L1232-3 fastsætter følgende:

»Under den forudgående samtale skal arbejdsgiveren angive årsagerne til den foreslåede afgørelse og tage arbejdstagerens bemærkninger til efterretning.«

10

Samme lovs artikel L1232-6 bestemmer følgende:

»Når arbejdsgiveren beslutter at afskedige en arbejdstager, underretter arbejdsgiveren vedkommende om sin beslutning ved anbefalet brev med kvittering for modtagelse.

Denne skrivelse skal indeholde en redegørelse over de af arbejdsgiveren påberåbte årsager.

Den må ikke sendes tidligere end to arbejdsdage efter den planlagte dato for den samtale forud for afskedigelsen, som medarbejderen blev indkaldt til.

[...]«

11

Hortis, hvis virksomhed består i levering af IT-ydelser til virksomheder, ansatte JA, som har bopæl i Frankrig, som direktør fra og med den 1. september 2007.

12

Under opfyldelsen af arbejdsaftalen mellem Hortis og JA, som var underlagt schweizisk lov, boede og arbejdede JA i Frankrig. Ved skrivelse af 25. januar 2012 blev han afskediget i henhold til de formelle regler for afskedigelse i schweizisk ret, hvorefter der hverken skal finde en samtale sted forud for opsigelsen af en arbejdsaftale eller foreligger en pligt til at begrunde afskedigelsesskrivelsen.

13

JA anfægtede den anvendte procedure og grundlaget for denne afskedigelse ved conseil de prud’hommes de Paris (arbejdsretten i Paris, Frankrig), som efter at have erklæret sig kompetent til at påkende tvisten frifandt sagsøgte ved dom af 7. juni 2016.

14

JA iværksatte appel ved cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig), som ved dom af 29. januar 2020 bl.a. fastslog, at det i henhold til Romkonventionens artikel 6 alene var fransk ret, der fandt anvendelse på tvisten, og at afskedigelsen ikke var reelt og sagligt begrundet, samt pålagde Hortis at betale erstatning til JA.

15

Med henblik på at fastslå, at fransk lov fandt anvendelse på ophævelsen af den arbejdsaftale, der er genstand for hovedsagen, fastslog cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris), at bestemmelserne i denne lov, som fastsætter, at en samtale skal finde sted forud for en afskedigelse, og en pligt til at begrunde afskedigelsesskrivelsen, ikke kunne fraviges ved aftale, for så vidt som stedet for arbejdets udførelse i det væsentlige var Frankrig. Eftersom schweizisk ret hverken foreskriver, at en samtale skal finde sted forud for en afskedigelse, eller at en afskedigelsesskrivelse skal begrundes skriftligt, var JA nemlig omfattet af de ufravigelige bestemmelser i fransk ret, som er gunstigere på afskedigelsesområdet, henset til de processuelle garantier, som disse bestemmelser giver.

16

Hortis har den 29. januar 2020 ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), som er den forelæggende ret, iværksat appel til prøvelse af dommen afsagt af cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris). Hortis har i denne forbindelse gjort gældende, at cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) med urette undlod at undersøge, hvorvidt grunden til, at schweizisk lov ikke finder anvendelse, skyldes den nærmere tilknytning, som den i hovedsagen omhandlede arbejdsaftale har til Schweiz, heriblandt henset til, at JA oppebærer en fordelagtig løn i schweiziske franc (CHF), som indbetales på en schweizisk bankkonto, JA’s tilknytning til den schweiziske socialsikring, at JA er omfattet af den gunstige skatteordning for arbejdstagere, der arbejder i Schweiz, og at JA har en schweizisk mailadresse og et schweizisk mobiltelefonnummer.

17

Hortis har i denne henseende henvist til praksis fra Cour de cassation (kassationsdomstol), hvorefter det forholder sig således, at når parterne har valgt den lov, der skal finde anvendelse på en arbejdsaftale, og de domstole, der påkender sagens realitet, beslutter ikke at anvende denne lov, skal de pågældende domstole fastslå dels, at den lov, som de anser for anvendelig, er loven på stedet for aftalens opfyldelse, dels at den nævnte aftale ikke har en nærmere tilknytning til et andet land end det, hvor arbejdet sædvanligvis udføres.

18

I forbindelse med denne appel har JA for sin del gjort gældende, at den omstændighed, at arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde i ét og samme land, bevirker, at der foreligger et særligt væsentligt element, der knytter aftalen til dette land, og at der kun kan ses bort fra denne omstændighed, hvis der foreligger mere væsentlige tilknytningselementer til et andet land. Ifølge JA skal den praksis fra Cour de cassation (kassationsdomstol), som Hortis har påberåbt sig, fortolkes således, at de domstole, der påkender sagens realitet, ligeledes skal undersøge, om arbejdsaftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end Frankrig, når arbejdstageren sædvanligvis arbejder i flere lande.

19

Den forelæggende ret nærer tvivl om anvendelsen af de ufravigelige bestemmelser i fransk ret, der giver en bedre beskyttelse end bestemmelserne i schweizisk ret, set i lyset af omstændighederne i den tvist, der er indbragt for den, hvor på den ene side Hortis og JA udtrykkeligt har valgt schweizisk ret til at regulere den i hovedsagen omhandlede arbejdsaftale, og på den anden side JA sædvanligvis udfører sit arbejde i Frankrig. I denne henseende ønsker den forelæggende ret oplyst, om den i medfør af Romkonventionens artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, skal undersøge, om den omhandlede aftale har en nærmere tilknytning til Schweiz, idet den ligeledes skal tage hensyn til den tilknytning, der ved opfyldelsen af den nævnte aftale følger af parternes valg af, hvilken lov der skal finde anvendelse på arbejdsaftalen. I bekræftende fald ønsker den oplyst, om den skal se bort fra bestemmelserne i fransk ret.

20

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Romkonventionens artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, skal fortolkes således, at når parterne har valgt den lov, der skal finde anvendelse på en arbejdsaftale, skal den nationale domstol anvende denne valgte lov og se bort fra de ufravigelige bestemmelser, der giver en bedre beskyttelse, og som er fastsat i den lov, som arbejdstageren påberåber sig anvendelsen af, når det er denne sidstnævnte lov, der i henhold til denne artikel 6, stk. 2, litra a) og b), ville finde anvendelse i mangel af et lovvalg, hvis det af omstændighederne som helhed fremgår, at den omhandlede arbejdsaftale har en nærmere tilknytning til det land, hvis lov parterne har valgt som den lov, der skal finde anvendelse på nævnte aftale.

22

Det skal bemærkes, at det følger af hovedreglen i Romkonventionens artikel 3, at en aftale er underkastet den lov, som parterne har valgt.

23

Denne konventions artikel 6 fastsætter imidlertid særlige lovvalgsregler vedrørende individuelle arbejdsaftaler, som fraviger denne hovedregel, dels i artikel 6, stk. 1, ved at begrænse parternes aftalefrihed med hensyn til lovvalget, dels i artikel 6, stk. 2, ved at fastsætte kriterierne for fastlæggelse af den lov, der finder anvendelse i mangel af et sådant lovvalg (dom af 11.12.2025, Locatrans,C-485/24, EU:C:2025:955, præmis 34).

24

Ifølge Romkonventionens artikel 6, stk. 1, må parternes lovvalg i arbejdsaftaler i overensstemmelse med denne konventions artikel 3 således ikke medføre, at arbejdstageren berøves den beskyttelse, der tilkommer den pågældende i medfør af ufravigelige regler i den lov, som i henhold til denne artikel 6, stk. 2, ville finde anvendelse i mangel af et lovvalg (dom af 11.12.2025, Locatrans,C-485/24, EU:C:2025:955, præmis 35).

25

I dette stk. 2 opstilles de kriterier for arbejdsaftalens tilknytning, på grundlag af hvilke lex contractus skal fastlægges, hvis parterne ikke har aftalt lovvalg. Det følger ikke desto mindre af henvisningen i Romkonventionens artikel 6, stk. 1, til denne artikel 6, stk. 2, at de kriterier, der er nævnt i sidstnævnte stykke, ligeledes er relevante, når parterne har valgt, hvilken lov der skal finde anvendelse på aftalen. Selv i dette tilfælde gør disse kriterier det nemlig muligt – med henblik på i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, at sikre arbejdstageren beskyttelsen af de ufravigelige regler i den lov, der ville finde anvendelse i henhold til disse kriterier – at fastlægge, hvilken lov der er tale om. Anvendelsen af disse kriterier kan således føre til, at der anvendes en anden lov end den, som aftaleparterne har valgt (dom af 11.12.2025, Locatrans,C-485/24, EU:C:2025:955, præmis 36).

26

De to kriterier for arbejdsaftalens tilknytning, der er fastsat i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a), og artikel 6, stk. 2, litra b), består nærmere bestemt først og fremmest i kriteriet om det land, hvor arbejdstageren »sædvanligvis udfører sit arbejde«, og subsidiært, i fraværet af et sådant sted, i kriteriet om hjemstedet for det »forretningssted, som har antaget arbejdstageren« (dom af 15.12.2011, Voogsgeerd,C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 26).

27

Det følger desuden af Romkonventionens artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, at såfremt det følger omstændighederne som helhed, at arbejdsaftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end det, der er identificeret på grundlag af disse to kriterier, tilkommer det den nationale domstol at se bort fra disse kriterier og anvende loven i dette andet land (jf. i denne retning dom af 12.9.2013, Schlecker,C-64/12, EU:C:2013:551, præmis 36).

28

Det fremgår nemlig af Domstolens praksis, at den nationale domstol kan tage andre elementer i arbejdsforholdet i betragtning, hvis det viser sig, at de elementer, der vedrører det ene eller det andet af de to tilknytningskriterier, som er fastsat i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, fører til den betragtning, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end det, der følger af anvendelsen af disse to kriterier (jf. i denne retning dom af 12.9.2013, Schlecker,C-64/12, EU:C:2013:551, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

29

Denne fortolkning er forenelig med ordlyden af den nye bestemmelse vedrørende lovvalgsregler i forbindelse med arbejdsaftaler, der blev indført ved Rom I-forordningen, der imidlertid ikke finder tidsmæssig anvendelse på hovedsagen. Det følger således af forordningens artikel 8, stk. 4, at når det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i denne artikel 8, stk. 2 og 3, anvendes dette andet lands lov (dom af 12.9.2013, Schlecker,C-64/12, EU:C:2013:551, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

30

Det skal bemærkes, at selv om indholdet af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 2-4, kun adskiller sig lidt fra indholdet af Romkonventionens artikel 6, stk. 2, afspejler dens struktur EU-lovgivers ønske om ved hjælp af forskellige stykker at præcisere de forskellige trin i det ræsonnement, som den nationale domstol skal følge med henblik på at fastlægge, hvilken lov der skal anvendes, i det omfang, parterne ikke har aftalt dette.

31

I det foreliggende tilfælde er det første spørgsmål nærmere bestemt, om den nationale domstol skal anvende bestemmelserne i loven i det land, som den omhandlede arbejdsaftale har en nærmere tilknytning til, i tilfælde, hvor denne lov også er den, som parterne har valgt som den lov, der skal finde anvendelse på denne aftale.

32

I denne henseende bemærkes for det første, at udtrykket »andet land« i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, skal forstås med henvisning til det »land«, der er fastlagt på grundlag af et af de to tilknytningskriterier, der er fastsat i denne artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Ordlyden af disse bestemmelser gør det således ikke muligt at udelukke, at dette »andet land« er det land, hvis lov parterne har valgt i overensstemmelse med denne konventions artikel 3.

33

For det andet bemærkes, at Domstolen i præmis 63 i dom af 11. december 2025, Locatrans (C-485/24, EU:C:2025:955), fastslog, at »[det] tilkommer [...] den forelæggende ret at afgøre, om det i overensstemmelse med Romkonventionens artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, følger af omstændighederne som helhed, at den i hovedsagen omhandlede arbejdsaftale har en nærmere tilknytning til Frankrig end til Luxembourg, hvis lov parterne har valgt som den lov, der finder anvendelse på denne aftale«. Det fremgår heraf, at Domstolen udtrykkeligt har anerkendt, at denne bestemmelse kan forpligte den forelæggende ret til at give den lov, som parterne har valgt, forrang som den lov, der finder anvendelse på den pågældende arbejdsaftale, når aftalen har en nærmere tilknytning til det land, hvis lov således er blevet valgt.

34

Domstolen har i øvrigt ligeledes præciseret, at for så vidt som formålet med Romkonventionens artikel 6 er at sikre arbejdstageren en passende beskyttelse, skal denne artikel 6 sikre, at loven i det land, som en arbejdsaftale har sin nærmeste tilknytning til, anvendes på den pågældende aftale. Denne fortolkning skal imidlertid ikke nødvendigvis under alle omstændigheder føre til anvendelsen af den for arbejdstageren mest gunstige lov (dom af 12.9.2013, Schlecker,C-64/12, EU:C:2013:551, præmis 34). Anvendelsen af loven i det land, som aftalen har en nærmere tilknytning til, gør det med andre ord muligt at sikre arbejdstageren en passende beskyttelse, uden at denne lov nødvendigvis er den mest gunstige for vedkommende.

35

I det foreliggende tilfælde skal den forelæggende ret, såfremt det af sagens omstændigheder som helhed fremgår, at den i hovedsagen omhandlede arbejdsaftale har en nærmere tilknytning til Schweiz – hvis lov parterne har valgt som den lov, der finder anvendelse på denne aftale – end til Frankrig, hvor JA ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde, i henhold til Romkonventionens artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, se bort fra de ufravigelige bestemmelser i fransk lov, der giver en bedre beskyttelse end bestemmelserne i schweizisk lov.

36

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at Romkonventionens artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, skal fortolkes således, at når parterne har valgt, hvilken lov der skal finde anvendelse på en arbejdsaftale, skal den nationale domstol anvende denne valgte lov og se bort fra de ufravigelige bestemmelser, der giver en bedre beskyttelse, og som er fastsat i den lov, som arbejdstageren påberåber sig anvendelsen af, og som i henhold til denne artikel 6, stk. 2, litra a) og b), ville finde anvendelse i mangel af et lovvalg, hvis det af omstændighederne som helhed fremgår, at den omhandlede arbejdsaftale har en nærmere tilknytning til det land, hvis lov parterne har valgt som den lov, der skal finde anvendelse på nævnte aftale.

37

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Romkonventionens artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, skal fortolkes således, at den nationale domstol med henblik på at afgøre, om de ufravigelige bestemmelser i loven i et andet land end det, der er omhandlet i denne artikel 6, stk. 2, litra a) og b), finder anvendelse, er forpligtet til at tage hensyn til den nærmere tilknytning, der ved opfyldelsen af en arbejdsaftale følger af parternes valg af den lov, der finder anvendelse på den pågældende aftale, eller om den skal se bort fra denne tilknytning.

38

Det fremgår af Domstolens praksis, at den nationale domstol ved vurderingen af den tilknytning, som en arbejdsaftale har til et andet land end det land, hvor den berørte arbejdstager sædvanligvis udfører sit arbejde, eller det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, har hjemsted, skal tage hensyn til samtlige de elementer, som karakteriserer arbejdsforholdet. Den skal i denne forbindelse vurdere, hvilket eller hvilke der efter denne rets opfattelse er den eller de mest væsentlige. Den nationale dommer kan dog ikke automatisk udlede, at der skal ses bort fra den regel, der er fastsat i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a), blot fordi der er et stort antal andre relevante omstændigheder, der – ud over det faktiske tjenestested eller det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende – peger på et andet land (jf. i denne retning dom af 12.9.2013, Schlecker,C-64/12, EU:C:2013:551, præmis 40).

39

Domstolen har desuden allerede fastslået, at blandt de væsentlige tilknytningselementer skal der navnlig tages hensyn til det land, hvor arbejdstageren betaler de skatter og afgifter, der vedrører indtægten fra dennes virksomhed, samt det land, hvor den pågældende er medlem af den sociale sikringsordning og diverse pensions- og syge- og invalideforsikringsordninger. I øvrigt skal den nationale domstol ligeledes tage hensyn til sagens omstændigheder som helhed, såsom bl.a. de parametre, der knytter sig til fastsættelsen af lønnen eller andre arbejdsmæssige betingelser (dom af 12.9.2013, Schlecker,C-64/12, EU:C:2013:551, præmis 41).

40

I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om de elementer, der skal tages i betragtning med henblik på at fastslå, hvilket land der har en nærmere tilknytning til arbejdsaftalen som omhandlet i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, ligeledes omfatter de elementer, som ved opfyldelsen af arbejdsaftalen følger af parternes valg af den lov, der skal finde anvendelse på denne aftale.

41

Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at det fremgår af denne bestemmelse, at der ved vurderingen af, om en arbejdsaftale har en nærmere tilknytning til et andet land, skal tages hensyn til »omstændighederne som helhed«. Ordlyden af denne bestemmelse gør det således ikke muligt at udelukke de elementer, der ved opfyldelsen af denne arbejdsaftale følger af den lov, som parterne har valgt som den lov, der finder anvendelse på denne, fra denne vurdering.

42

Det skal dernæst bemærkes, at for så vidt som formålet med Romkonventionen som helhed er at styrke retssikkerheden ved at øge tilliden til stabiliteten i forholdet mellem parterne i en arbejdsaftale, hvilket forudsætter, at ordningen for fastlæggelse af den lov, der finder anvendelse, er tydelig, og at denne lov kan forudses med en vis grad af sikkerhed, skal anvendelsen af det tilknytningskriterium, der er fastsat i denne konventions artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, i overensstemmelse med dette krav om retssikkerhed og forudsigelighed være baseret på objektive elementer (jf. i denne retning dom af 11.12.2025, Locatrans,C-485/24, EU:C:2025:955, præmis 61 og 62).

43

Parternes valg af, hvilken lov der skal finde anvendelse på en arbejdsaftale, kan således ikke i sig selv udgøre et kriterium, der kan tages i betragtning med henblik på at afgøre, om den pågældende aftale har en nærmere tilknytning til et andet land end det, hvor den pågældende arbejdstager sædvanligvis udfører sit arbejde, eller det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, har hjemsted.

44

Hvad endelig nærmere bestemt angår formålet med Romkonventionens artikel 6 består dette i at sikre en passende beskyttelse af arbejdstageren, som traditionelt set ud fra et socioøkonomisk synspunkt anses for at være den svageste part inden for rammerne af et ansættelsesforhold, henset til det underordnelsesforhold, der kendetegner et sådant arbejdsforhold (jf. i denne retning dom af 15.3.2011, Schlecker, C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 40). Formålet med denne artikel 6 er således at forhindre, at en arbejdstager af en arbejdsgiver pålægges at overholde loven fra et land, der objektivt set ikke har nogen sammenhæng med det faktiske ansættelsesforhold mellem dem.

45

Med henblik på at sikre, at det er lovgivningen i det land, som bedst afspejler det faktiske ansættelsesforhold mellem parterne i en arbejdsaftale, der finder anvendelse på dette forhold, bør der tages hensyn til alle de objektive elementer, der kendetegner et sådant forhold, herunder dem, der følger af aftaleparternes valg af den lov, der skal finde anvendelse på aftalen.

46

I forbindelse med en sådan samlet vurdering kan den vægt, der tillægges de enkelte elementer i det pågældende ansættelsesforhold, dog variere. Det tilkommer således den nationale dommer at afveje hvert af de forelagte elementer i forhold til deres betydning og relevans og at vurdere, hvilket eller hvilke af dem der forekommer at være de mest væsentlige, uanset deres antal. I denne forbindelse bør den nationale domstol for at forhindre, at arbejdsgiveren udnytter tilknytningskriterierne i arbejdsaftalen, navnlig undersøge, om de pågældende elementer er resultatet af en fælles aftale, eller om arbejdsgiveren har pålagt arbejdstageren disse.

47

I det foreliggende tilfælde tilkommer det således den forelæggende ret at afgøre, om det i henhold til Romkonventionens artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, fremgår af omstændighederne som helhed, at den i hovedsagen omhandlede arbejdsaftale har en nærmere tilknytning til Frankrig eller til Schweiz. I forbindelse med denne undersøgelse skal den forelæggende ret tage hensyn til alle de objektive elementer, der kendetegner det pågældende ansættelsesforhold, og foretage en afvejning heraf med henblik på at fastlægge det land, hvis lov bedst afspejler det faktiske ansættelsesforhold.

48

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at Romkonventionens artikel 6, stk. 2, sidste sætningsled, skal fortolkes således, at for at afgøre, om en arbejdsaftale har en nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i denne artikel 6, stk. 2, litra a) og b), skal den nationale domstol som led i en samlet vurdering tage hensyn til alle de objektive elementer, der kendetegner det pågældende ansættelsesforhold, herunder de elementer, der ved opfyldelsen af denne aftale følger af parternes valg af den lov, der finder anvendelse på den omhandlede aftale. I forbindelse med denne samlede vurdering tilkommer det den nationale domstol at foretage en passende afvejning af disse elementer.

49

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret: