Belaruskali AAT m.fl. mod Rådet for Den Europæiske Union (C-816/24)

1

Med deres respektive appeller har Belaruskali AAT, Ivan Ivanovich Golovaty og Belarusian Potash Company AAT (herefter »BPC«) nedlagt påstand om ophævelse henholdsvis af Den Europæiske Rets dom af 18. september 2024, Belaruskali mod Rådet (T-528/22, herefter den første appellerede dom, EU:T:2024:633) (sag C-816/24 P), af Rettens dom af 18. september 2024, Golovaty mod Rådet (T-521/22, herefter den anden appellerede dom, EU:T:2024:631) (sag C-817/24 P), og af Rettens dom af 18. september 2024, Belarusian Potash Company mod Rådet (T-534/22, herefter den tredje appellerede dom, EU:T:2024:632) (sag C-818/24 P). Ved disse domme (herefter samlet »de appellerede domme«) frifandt Retten Rådet for Den Europæiske Union i de søgsmål, som henholdsvis Belaruskali AAT, Ivan Ivanovich Golovaty og BPC havde anlagt med påstand om annullation af dels Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2022/881 af 3. juni 2022 om gennemførelse af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus’ involvering i den russiske aggression mod Ukraine (EUT 2022, L 153, s. 77) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/876 af 3. juni 2022 om gennemførelse af artikel 8a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus’ involvering i den russiske aggression mod Ukraine (EUT 2022, L 153, s. 1) (herefter samlet »de omtvistede oprindelige retsakter«), dels Rådets afgørelse (FUSP) 2023/421 af 24. februar 2023 om ændring af Rådets afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus’ involvering i den russiske aggression mod Ukraine (EUT 2023, L 61, s. 41) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2023/419 af 24. februar 2023 om gennemførelse af artikel 8a i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus’ involvering i den russiske aggression mod Ukraine (EUT 2023, L 61, s. 20), for så vidt som disse retsakter (herefter samlet »de omtvistede retsakter«) vedrørte dem.

2

Den faktiske og retlige baggrund for tvisterne er beskrevet i præmis 2-22 i den første appellerede dom, i præmis 2-19 i den anden appellerede dom og i præmis 2-18 i den tredje appellerede dom. For så vidt angår de foreliggende sager kan denne baggrund sammenfattes og suppleres som følger.

3

De foreliggende sager har baggrund i de restriktive foranstaltninger, som Den Europæiske Union siden 2004 har vedtaget på grund af situationen i Belarus for så vidt angår de i dette tredjeland begåede krænkelser af demokratiet, retsstatsprincippet og menneskerettighederne, og i de restriktive foranstaltninger, der siden 2022 er blevet vedtaget på grund af Belarus’ involvering i den russiske aggression mod Ukraine.

4

Rådet for den Europæiske Union vedtog den 18. maj 2006 forordning (EF) nr. 765/2006 om indførelse af restriktive foranstaltninger over for præsident Lukasjenko og visse embedsmænd i Belarus (EUT 2006, L 134, s. 1), hvis overskrift i henhold til artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 588/2011 af 20. juni 2011 (EUT 2011, L 161, s. 1) er blevet erstattet af overskriften »Rådets forordning (EF) nr. 765/2006 af 18. maj 2006 om restriktive foranstaltninger over for Belarus«.

5

Den 23. januar 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/36/FUSP om ændring af afgørelse 2010/639/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Belarus (EUT 2012, L 19, s. 31), hvis tredje til femte betragtning havde følgende ordlyd:

6

Den 15. oktober 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Belarus (EUT 2012, L 285, s. 1), hvis fjerde til sjette og tiende betragtning er sålydende:

[...]

7

Den 24. februar 2022 annoncerede præsidenten for Den Russiske Føderation en angrebskrig mod Ukraine, og de russiske væbnede styrker iværksatte et angreb mod dette tredjeland, herunder fra Belarus’ område.

8

Den samme dag udsendte Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik en erklæring, der på vegne af Unionen fordømte den »uprovokerede invasion« af Ukraine begået af Den Russiske Føderations væbnede styrker, og angav, at »prisen for Belarus’ involvering i den uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine vil[le] være høj«, og at »[de restriktive foranstaltninger] vil[le] være målrettet dem, der i Belarus, samarbejde[de] om disse angreb mod Ukraine, og at handelen i en række nøglesektorer [ville være begrænset]«.

9

Afgørelse 2012/642/FUSP, som ændret ved afgørelse 2023/421 (herefter »afgørelse 2012/642«), og hvis overskrift i mellemtiden er blevet erstattet af overskriften »Rådets afgørelse 2012/642/FUSP af 15. oktober 2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus’ involvering i den russiske aggression mod Ukraine«, fastsætter følgende i artikel 4, stk. 1, litra a) og b) [herefter henholdsvis »kriterium a)« og »kriterium b)«]:

»Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I, og som opfylder et af følgende kriterier, fastfryses:

10

Forordning (EF) nr. 765/2006, som ændret ved gennemførelsesforordning 2023/419 (herefter »forordning nr. 765/2006«), og hvis overskrift i mellemtiden er blevet erstattet af overskriften »Rådets forordning (EF) [nr.] 765/2006 af 18. maj 2006 [om] restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus’ involvering i den russiske aggression mod Ukraine«, fastsætter i artikel 2, stk. 4 og 5, de samme kriterier for opførelse på listerne over personer, enheder og organer, der er omfattet af indefrysning af midler og økonomiske ressourcer, som de kriterier, der er fastsat i kriterium a) og kriterium b), navnlig at påtage sig ansvaret for »undertrykkelse[n] af civilsamfundet« i Belarus og at yde »støtte til Lukas[jenko]regimet« eller »drage[...] fordel af« dette regime.

11

Artikel 1j i forordning nr. 765/2006 er affattet således:

»Det er forbudt direkte eller indirekte at købe, sælge eller levere investeringstjenester til eller bistand til udstedelse af eller på anden vis handle med omsættelige værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter med en løbetid på over 90 dage udstedt efter den 29. juni 2021 af:

[...]«

12

Den nævnte forordnings artikel 1k bestemmer:

»1.   Det er forbudt direkte eller indirekte at etablere eller deltage i arrangementer med henblik på ydelse af nye lån eller kreditter med en løbetid på over 90 dage efter den 29. juni 2021 til:

[...]

2.   Forbuddet finder ikke anvendelse på lån eller kreditter, der har det specifikke og dokumenterede formål at yde finansiering til ikkeforbudt import eller eksport af produkter og ikkefinansielle tjenester mellem Unionen og en tredjestat, herunder udgifter til varer og tjenester fra en anden tredjestat, der er nødvendige for at udføre eksport- eller importkontrakterne.

3.   Den kompetente myndighed i en medlemsstat kan også på vilkår, som den finder passende, give tilladelse til at etablere eller deltage i de lån eller kreditter, der er omhandlet i stk. 1, hvis den har fastslået, at:

[...]«

13

Den 3. juni 2022 vedtog Rådet de omtvistede oprindelige retsakter. Det fremgår af anden betragtning til disse, at »[i] betragtning af alvoren af situationen i Belarus og de fortsatte krænkelser af menneskerettighederne og den fortsatte undertrykkelse af civilsamfundet og den demokratiske opposition bør 12 enkeltpersoner og [8] enheder opføres på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger«.

14

Ved de nævnte retsakter blev appellanterne, for så vidt angår Belaruskali og BPC, opført på listerne i de tabeller, der er indeholdt i punkt B i henholdsvis bilag I til afgørelse 2012/642 og bilag I til forordning nr. 765/2006, og, for så vidt angår Ivan Ivanovich Golovaty, på listerne i de tabeller, som fremgår af punkt A i disse bilag (herefter samlet »de omhandlede lister«).

15

Under nr. 28 i de tabeller, der er indeholdt i bilag I, punkt B, til de omtvistede oprindelige retsakter er opførelsen af Belaruskali på de omhandlede lister støttet på følgende begrundelse, som er anført i femte kolonne i disse tabeller:

»[Open Joint Stock Company (OJSC)] Belaruskali er en statsejet virksomhed og en af verdens største producenter af kaliumchlorid, som tegner sig for 20% af den globale eksport af kaliumchlorid. Som sådan er [den] en vigtig kilde til indtægt og udenlandsk valuta for Lukasjenkoregimet. Aliaksandr [Lukasjenko] har beskrevet den som »en national skat, stolthed, en af søjlerne i den belarusiske eksport«. OJSC Belaruskali drager således fordel af og støtter Lukasjenkoregimet.

Ansatte hos Belaruskali, som deltog i strejker og fredelige protester efter det manipulerede præsidentvalg i august 2020 i Belarus, blev intimideret og afskediget af virksomhedens ledelse. [Aliaksandr Lukasjenko] truede personligt med at udskifte de strejkende med minearbejdere fra Ukraine. Belaruskali er derfor ansvarlig for undertrykkelsen af civilsamfundet i Belarus og støtter Lukasjenkoregimet.«

16

Hvad angår opførelsen af Ivan Ivanovich Golovaty på de omhandlede lister har nr. 195 i de tabeller, som er indeholdt i bilag I, punkt A, til de omtvistede retsakter, følgende ordlyd:

»Ivan [Ivanovich Golovaty] er generaldirektør for den statsejede virksomhed Belaruskali, som er en vigtig kilde til indtægt og udenlandsk valuta for Lukasjenkoregimet. Han er medlem af Republikrådet i Nationalforsamlingen og har også flere andre høje stillinger i Belarus. Han har i løbet af sin karriere modtaget flere statslige priser, herunder direkte fra Aliaksandr [Lukasjenko]. Han har haft nær tilknytning til [Aliaksandr Lukasjenko] og dennes familiemedlemmer. Han drager således fordel af og støtter Lukasjenkoregimet.

De ansatte i Belaruskali, som deltog i strejker og fredelige protester efter det manipulerede præsidentvalg i august 2020 i Belarus, blev frataget præmier og afskediget. [Aliaksandr Lukasjenko] truede personligt med at udskifte de strejkende med minearbejdere fra Ukraine. Ivan [Ivanovich Golovaty] er dermed ansvarlig for undertrykkelsen af civilsamfundet.«

17

Hvad angår opførelsen af BPC støttes denne af følgende begrundelse i nr. 29 i tabellerne i bilag I, punkt B, til de omtvistede oprindelige retsakter:

»[Joint Stock Company (JSC) BPC] er den eksporterende gren af den belarusiske statslige kaliumchloridproducent Belaruskali. Belaruskali er en af de største indtægtskilder for Lukasjenkoregimet. Leverancerne fra [BPC] tegner sig for 20% af den globale eksport af kaliumchlorid.

Staten garanterer [BPC’s] monopolrettigheder til eksport af kaliumgødning. Takket være en præferencebehandling fra de belarusiske myndigheders side har virksomheden en betydelig indtægt. [BPC] drager således fordel af og støtter Lukasjenkoregimet.«

18

Den 23. februar 2023 vedtog Rådet afgørelse 2023/421 og gennemførelsesforordning 2023/419, hvorved det opretholdt appellanternes navne på de omhandlede lister med de samme begrundelser som dem, der var indeholdt i de omtvistede oprindelige retsakter, idet Rådet for så vidt angår Ivan Ivanovich Golovaty tilføjede den præcisering, at »han [desuden er] formand for tilsynsrådet for JSC [BPC]«, og for så vidt angår BPC den præcisering, at den belarusiske stat »garanterede« dennes monopolrettigheder til eksport af kaliumgødning.

19

Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 30. august 2022 med efterfølgende tilpasninger anlagde appellanterne søgsmål med påstand om annullation af de omtvistede retsakter, for så vidt som de vedrørte dem hver især.

20

Inden for rammerne af deres søgsmål gjorde appellanterne gældende bl.a., at de omtvistede retsakter var blevet vedtaget i strid med den begrundelsespligt, der påhviler Rådet. De anfægtede endvidere lovligheden af kriterium b) i lyset af retssikkerhedsprincippet, for så vidt som rækkevidden af udtrykkene »Lukasjenkoregimet«, »støtter« og »drager fordel« ikke var klar. De gjorde desuden gældende, at der var blevet anlagt urigtige skøn, for så vidt som Rådet med urette havde lagt til grund dels, at de drog fordel af eller støttede det nævnte regime, dels – for så vidt angår Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty – at de var ansvarlige for undertrykkelsen af civilsamfundet i Belarus. Endelig var appellanterne af den opfattelse, at de omtvistede retsakter havde uforholdsmæssige virkninger og følgelig var i strid med proportionalitetsprincippet.

21

Ved de appellerede domme frifandt Retten Rådet for Den Europæiske Union i det hele. Med henblik på de foreliggende appelsager kan disse domme sammenfattes som følger.

22

Hvad for det første angår Rådets angivelige tilsidesættelse af sin begrundelsespligt fastslog Retten i det væsentlige i den første appellerede doms præmis 41-43, 209 og 210, i den anden appellerede doms præmis 33-36, 201 og 202 samt i den tredje appellerede doms præmis 33-36, 39, 118, 125 og 126, at de omtvistede retsakter var tilstrækkeligt retligt begrundede, for så vidt som de i disse retsakter anførte begrundelser, som omhandlet i nærværende doms præmis 15-17, gjorde det muligt for appellanterne at forstå de kriterier, hvorpå deres opførelse på de omhandlede lister var baseret, idet disse retsakter indeholdt en angivelse af de specifikke og konkrete grunde, der skulle begrunde denne opførelse.

23

Hvad nærmere bestemt angår begrundelsen for opførelsen af BPC fastslog Retten i den tredje appellerede doms præmis 34 og 35 bl.a., at Rådet, for at begrundelsen for de omtvistede oprindelige retsakter kunne anses for at være tilstrækkelig til at kunne konkludere, at denne virksomhed støttede Lukasjenkoregimet og drog fordel heraf, ikke var forpligtet til at sondre mellem de påståede forhold, alt efter om de vedrørte enten den omstændighed at »støtte« dette regime eller »drage fordel« heraf, alt efter tilfældet, for så vidt som disse forhold både kunne være udtryk for at »støtte« det nævnte regime og for at »drage fordel« heraf.

24

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt navnlig kriterium b), dvs. opførelseskriteriet vedrørende den omstændighed at drage fordel af Lukasjenkoregimet eller at støtte dette, er foreneligt med retssikkerhedsprincippet, henviste Retten i den første appellerede doms præmis 49-52, i den anden appellerede doms præmis 60-63 og i den tredje appellerede doms præmis 45-48 indledningsvis til den lære, der kan udledes af denne retsinstans’ praksis vedrørende dette princip, praksis vedrørende fortolkningen af EU-retlige bestemmelser og praksis vedrørende Rådets vide skønsmargen på området for restriktive foranstaltninger. Desuden fastslog Retten i den første appellerede doms præmis 53-55, i den anden appellerede doms præmis 64-66 og i den tredje appellerede doms præmis 49-51, at den brede formulering af opførelseskriterierne, der gav Rådet en skønsbeføjelse, kunne være i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, idet den samtidig bemærkede, at betydningen og rækkevidden af de omhandlede udtryk skulle fastlægges under henvisning til deres normale betydning i sædvanlig sprogbrug, navnlig henset til den historiske sammenhæng, hvori de indgik, og de mål, der forfulgtes med den lovgivning, som de udgjorde en del af.

25

På baggrund af disse præciseringer bemærkede Retten indledningsvis i den første appellerede doms præmis 56-59, i den anden appellerede doms præmis 67-70 og i den tredje appellerede doms præmis 52-55 i det væsentlige, at kriterium b) – der var blevet indført ved afgørelse 2012/36, hvori det i tredje og fjerde betragtning i denne forbindelse var anført, at der i betragtning af situationens alvor i Belarus bør vedtages yderligere restriktive foranstaltninger over for dette tredjeland – nu var indeholdt i afgørelse 2012/642.

26

I denne henseende bemærkede Retten dernæst i den første appellerede doms præmis 60 og 61, i den anden appellerede doms præmis 71 og 72 samt i den tredje appellerede doms præmis 56 og 57, at de over for Belarus vedtagne restriktive foranstaltninger oprindeligt var blevet truffet og forlænget på grund af den fortsatte mangel på respekt for menneskerettighederne, demokratiet og retsstaten i dette tredjeland, idet det i sjette betragtning til afgørelse 2012/642 var anført, at for så vidt angår de personer og enheder, der drager fordel af eller støtter Lukasjenkoregimet, var formålet at ramme især, men ikke udelukkende, personer og enheder, som yder finansiel eller materiel støtte til dette regime.

27

Endelig udledte Retten heraf i den første appellerede doms præmis 62, 64 og 65, i den anden appellerede doms præmis 73, 75 og 76 samt i den tredje appellerede doms præmis 58-60, at Rådet således sigtede efter at øge presset på det nævnte regime ved at udvide kredsen af personer og enheder omfattet af Unionens restriktive foranstaltninger, herunder foranstaltninger om indefrysning af midler og økonomiske ressourcer. Hvad angår appellanternes udsagn om den upræcise formulering af kriterium a) og kriterium b), dvs. bl.a. af udtrykket »Lukasjenkoregimet«, af begrebet »støtte« og af den omstændighed at »drage fordel« af dette regime, fastslog Retten, at disse udsagn i realiteten ikke var knyttet til overholdelsen af retssikkerhedsprincippet, men til Rådets anvendelse af disse kriterier, hvorfor der ikke ved disse udsagn var blevet rejst tvivl om lovligheden af de nævnte kriterier, som var tilstrækkelig klare og præcise til at være i overensstemmelse med dette princip.

28

Hvad for det tredje angår argumentationen om urigtige skøn, for så vidt som Rådet med urette konkluderede, at appellanterne opfyldte kriterium b), undersøgte Retten den og forkastede den derefter for så vidt angår Belaruskali i den første appellerede doms præmis 73-104, for så vidt angår Ivan Ivanovich Golovaty i den anden appellerede doms præmis 108-137 og for så vidt angår BPC i den tredje appellerede doms præmis 70-106.

29

Hvad angår Belaruskali undersøgte Retten indledningsvis i den første appellerede doms præmis 79-83 navnlig, hvorvidt de faktiske omstændigheder, som Rådet havde anført i de omtvistede oprindelige retsakter med henblik på at bevise, at denne virksomhed opfyldte det nævnte opførelseskriterium, således som disse omstændigheder er gengivet i nærværende doms præmis 15, var godtgjort. Retten fastslog, at dette ikke var tilfældet, og at Rådet ikke havde begået en fejl i sin vurdering af, at Belaruskali var en af verdens største producenter af potaske, der stod for 20% af verdens eksport af potaske, og som sådan var en af de vigtigste indtægtskilder og kilder til udenlandsk valuta for Lukasjenkoregimet.

30

Dernæst undersøgte Retten i den første appellerede doms præmis 87-99 i første række, om disse faktiske omstændigheder udgjorde »støtte« fra Belaruskali til Lukasjenkoregimet. Retten fastslog ligeledes, at dette var tilfældet, navnlig henset til den i den nævnte doms præmis 91 og 92 anførte omstændighed, at Belaruskali udbetalte udbytte til den belarusiske stat – hvilket udbytte i første halvår af 2019 udgjorde mere end 46 mio. belarusiske rubler (BYN) (ca. 17,6 mio. EUR) – og dermed ydede finansiel støtte til det nævnte regime, henset ligeledes til den nøglerolle, som virksomheden havde i den belarusiske økonomi, og hvortil der blev henvist i den nævnte doms præmis 99. I øvrigt forkastede Retten i den nævnte doms præmis 94-96 argumentet om, at dette udbytte skulle sidestilles med skat.

31

I anden række efterprøvede Retten i den første appellerede doms præmis 100-103, om de nævnte faktiske omstændigheder gjorde det muligt at konkludere, at Belaruskali »drog fordel« af Lukasjenkoregimet, hvilket Retten ligeledes bekræftede, idet den anførte, at denne virksomhed havde et monopol på sektoren for kaliumgødning i Belarus og i 2019 havde opnået et nettooverskud på mere end 4,797 mia. BYN (ca. 1,8 mia. EUR) i denne sektor, som var strengt reguleret i dette tredjeland. I denne henseende støttede Retten sig i den nævnte doms præmis 102 på flere artikler, der var blevet offentliggjort på internettet, og som godtgjorde den af dette regime udøvede kontrol over både den offentlige og den private sektor og eksistensen af et system, der belønnede loyalitet over for det nævnte regime.

32

Hvad angår Ivan Ivanovich Golovaty undersøgte Retten indledningsvis i den anden appellerede doms præmis 108-116, hvorvidt de faktiske omstændigheder, som Rådet havde anført med henblik på at bevise, at denne person opfyldte kriterium b), således som disse omstændigheder er gengivet i nærværende doms præmis 16, var godtgjort. Retten fastslog, at dette faktisk var tilfældet, idet den fandt, at Rådet ikke havde begået nogen fejl ved i denne henseende at lægge til grund, at Ivan Ivanovich Golovaty var generaldirektør for Belaruskali, dvs. en virksomhed, der repræsenterede en indtægtskilde for Lukasjenkoregimet, havde flere andre høje stillinger i Belarus og havde nær tilknytning til præsident Lukasjenko.

33

Dernæst undersøgte Retten i den anden appellerede doms præmis 120-129 i første række, om disse faktiske omstændigheder udgjorde »støtte« fra Ivan Ivanovich Golovaty til Lukasjenkoregimet. Retten bekræftede denne konstatering ved i den nævnte doms præmis 127 og 128 at fastslå bl.a., at Ivan Ivanovich Golovaty i sin egenskab af generaldirektør for en virksomhed af betydning for den belarusiske økonomi havde været involveret i støtte til Lukasjenkoregimet siden sin udnævnelse til denne stilling i 2014, og at hans udnævnelse til statslige stillinger, herunder en rolle i nationalforsamlingen, beviste, at han var direkte involveret i statens politiske og administrative strukturer, og hans ensretning med de belarusiske myndigheder, hvilket understreger hans støtte til det nævnte regime.

34

I anden række undersøgte Retten i den anden appellerede doms præmis 130-137, om de nævnte faktiske omstændigheder gjorde det muligt at fastslå, at Ivan Ivanovich Golovaty »drog fordel« af Lukasjenkoregimet, hvilket Retten ligeledes bekræftede, idet den i den nævnte doms præmis 131-134 anførte, at han drog fordel af dette regime ved at bestride stillingen som generaldirektør for Belaruskali, henset til det af denne virksomhed genererede overskud og til den omstændighed, at en sådan økonomisk aktivitet kun var mulig med regimets godkendelse. I den nævnte doms præmis 135 og 136 bemærkede Retten i øvrigt, at det for at opnå en sådan position som fremtrædende forretningsmand var nødvendigt at tilhøre en snæver kreds af fortrolige personer tæt på det nævnte regime, idet Ivan Ivanovich Golovaty desuden bestred prestigefyldte administrative poster og af præsident Lukasjenko selv bl.a. var blevet tildelt en meget betydningsfuld statslig pris, hvorfor han havde en særligt fordelagtig position i kernen af præsident Lukasjenkos regime.

35

Hvad angår BPC undersøgte Retten for det første i den tredje appellerede doms præmis 70-86, hvorvidt de faktiske omstændigheder, som Rådet havde anført med henblik på at bevise, at denne virksomhed opfyldte kriterium b), således som disse omstændigheder er gengivet i nærværende doms præmis 17, var godtgjort. Retten fastslog, at dette var tilfældet, idet den anførte, at Rådet ikke havde begået nogen fejl ved at lægge til grund, at denne virksomhed var »den eksporterende gren« af Belaruskali, at virksomhedens leverancer tegnede sig for 20% af den globale eksport af kaliumchlorid, at den indtil marts 2022 havde haft monopolrettigheder til eksport af denne vare, og at den fortsat modtog præferencebehandling fra den belarusiske stat, hvilket fulgte bl.a. af den omstændighed, at virksomhedens eksport af kaliumgødning alene mellem januar og juli 2020 udgjorde 1,4 mia. amerikanske dollars (USD) (ca. 1,3 mia. EUR).

36

For det andet undersøgte Retten i første række i den tredje appellerede doms præmis 90-102, om sådanne faktiske omstændigheder gjorde det muligt at konkludere, at BPC »støttede« Lukasjenkoregimet. Retten fastslog, at dette faktisk var tilfældet, idet den i den nævnte doms præmis 92, 95, 97 og 99 anførte bl.a., at denne virksomheds aktiviteter gjorde det muligt for Belaruskali at eksportere kaliumgødning og således øge indtægterne og tilførslen af udenlandsk valuta til staten. Retten henviste ligeledes til den omstændighed, at 90% af aktierne i den nævnte virksomhed var ejet af offentlige enheder, nemlig 48% af Belaruskali og 42% af de belarusiske jernbaner, således at BPC ud over sin forpligtelse til at betale skat kunne overføre udbytte til staten. Endvidere bemærkede Retten i den nævnte doms præmis 100 og 101, at de konstaterede finansielle strømme i Belaruskali ikke ville være mulige uden BPC’s aktiviteter, således at Rådet med føje kunne henvise til den førstnævnte virksomheds rolle på verdensmarkedet for kaliumgødning med henblik på at godtgøre den sidstnævnte virksomheds støtte til Lukasjenkoregimet.

37

I den tredje appellerede doms præmis 102 tilføjede Retten, at formålet med anvendelsen af restriktive foranstaltninger over for BPC ligeledes var at undgå, at Belaruskali kunne omgå virkningen af de restriktive foranstaltninger, som virksomheden var omfattet af, ved at lægge pres på dens eksporterende gren.

38

I anden række undersøgte Retten i den tredje appellerede doms præmis 103 og 104, om de pågældende faktiske omstændigheder gjorde det muligt at konkludere, at BPC »drog fordel« af Lukasjenkoregimet. Retten fastslog, at dette faktisk var tilfældet, idet den anførte, at den blotte omstændighed, at BPC indtil marts 2022 havde et monopol på et – set ud fra den samlede belarusiske økonomi – så vigtigt marked som markedet for kaliumgødning og eksporten heraf, var tilstrækkelig til at konkludere, at en sådan virksomhed drog fordel af regimet, selv om dette monopol var ophørt inden vedtagelsen af de oprindelige retsakter, eftersom virksomheden selv efter denne dato fortsat fik præferencebehandling af den belarusiske stat.

39

Hvad for det fjerde angår Belaruskalis og Ivan Ivanovich Golovatys argumentation om urigtige skøn, for så vidt som Rådet med urette konkluderede, at disse appellanter opfyldte kriterium a), undersøgte Retten denne argumentation og forkastede den derefter som ugrundet i den første appellerede doms præmis 113-124 for så vidt angår Belaruskali og i den anden appellerede doms præmis 150-160 for så vidt angår Ivan Ivanovich Golovaty.

40

For det femte og sidste undersøgte og forkastede Retten derefter i den første appellerede doms præmis 156-184, i den anden appellerede doms præmis 184-197 og i den tredje appellerede doms præmis 109-112 appellanternes argumentation om, at de over for dem trufne restriktive foranstaltninger var uforholdsmæssige.

41

Hvad navnlig angår BPC fastslog Retten i den tredje appellerede doms præmis 111, at denne virksomhed havde gjort gældende, at de oprindelige retsakter var i strid med proportionalitetsprincippet, for så vidt som de havde en yderst skadelig indvirkning ikke alene på virksomhedens interesser, men også på Belarus og tredjelande, uden dog at henvise til noget konkret bevis til støtte for en sådan holdning, således at virksomheden ikke havde fremlagt faktuelle beviser til støtte for sine påstande.

42

Belaruskali har i sag C-816/24 P nedlagt følgende påstande:

43

Ivan Ivanovich Golovaty har i sag C-817/24 P nedlagt følgende påstande:

44

BPC har i sag C-818/24 P nedlagt følgende påstande:

45

I de tre sager har Rådet nedlagt følgende påstande:

46

Ved processkrifter indleveret til Domstolens Justitskontor den 5. marts 2025 fremsatte Republikken Litauen anmodning om tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande. Ved Domstolens præsidents afgørelse af 3. april 2025 blev denne anmodning imødekommet.

47

Den 21. november 2025 opfordrede Domstolens præsident parterne til at tage stilling til en eventuel forening af de foreliggende sager med henblik på den videre behandling. Ved skrivelser af 1. december 2025 meddelte appellanterne Domstolen, at de modsatte sig foreningen af disse sager, idet de gjorde gældende bl.a., at de ikke havde anmodet om afholdelse af et retsmøde, hvorfor en forening med henblik herpå vedrørte en hypotetisk situation, og at en forening desuden risikerede at skade visse oplysningers fortrolige karakter. Ved skrivelse af samme dag anførte Rådet, at det ikke modsatte sig foreningen af de foreliggende sager.

48

Ved afgørelse af 3. december 2025 besluttede Domstolens præsident, at der ikke var anledning til at forene sagerne på det nævnte trin af proceduren.

49

Henset til deres indbyrdes sammenhæng skal de foreliggende sager forenes med henblik på dommen i overensstemmelse med artikel 54, stk. 1, i Domstolens procesreglement, idet det præciseres, at de indsigelser, som appellanterne har fremsat for at modsætte sig en forening, og som er anført i nærværende doms præmis 47, udelukkende vedrører en eventuel forening med henblik på retsforhandlingernes skriftlige eller mundtlige del.

50

I sag C-816/24 P har Belaruskali fremsat to anbringender til støtte for appellen. Det første anbringende er opdelt i to led, hvoraf det første vedrører en retlig fejl, som Retten angiveligt begik ved ikke at anvende retssikkerhedsprincippet korrekt på begrebet »Lukasjenkoregimet« som omhandlet i kriterium b), og det andet urigtige skøn, der angiveligt blev anlagt af Retten, da denne fastslog, at Belaruskali »drog fordel« af og ydede »støtte« til det nævnte regime i dette kriteriums forstand. Med det andet anbringende har Belaruskali foreholdt Retten, at denne anlagde et urigtigt skøn, da den fastslog, at Rådet i tilstrækkelig grad havde godtgjort virksomhedens ansvar for undertrykkelsen af civilsamfundet i Belarus som omhandlet i kriterium a).

51

I sag C-817/24 P har Ivan Ivanovich Golovaty til støtte for sin appel fremsat to anbringender, som i det væsentlige er formuleret på samme måde som de af Belaruskali fremsatte anbringender.

52

I sag C-818/24 P har BPC til støtte for sin appel fremsat tre anbringender, hvoraf det første vedrører en retlig fejl, som Retten angiveligt begik ved at fastslå, at Rådet havde opfyldt sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF. Det andet anbringende er opdelt i to led, hvoraf det første vedrører Rettens tilsidesættelse af legalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet for så vidt angår begrebet »Lukasjenkoregimet« samt begreberne »fordel« og »støtte« som omhandlet i kriterium b), og det andet en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Med det tredje anbringende, der er opdelt i seks led, har BPC foreholdt Retten, at denne begik flere retlige fejl og i det væsentlige foretog en urigtig kvalificering af de faktiske omstændigheder i forbindelse med konstateringen af, at BPC »drog fordel« af og ydede »støtte« til det nævnte regime som omhandlet i kriterium b).

53

Da de argumenter, der er blevet fremført til støtte for det første led i det første anbringende i sag C-816/24 P og i sag C-817/24 P, kan sammenlignes med dem, som er blevet fremført inden for rammerne af det første led i det andet anbringende i sag C-818/24 P, skal de behandles samlet. Da det andet led i det første anbringende i sag C-816/24 P og i sag C-817/24 P hænger sammen med de fem første led i det tredje anbringende i sag C-818/24 P, vil de argumenter, der er blevet fremført i denne forbindelse, tilsvarende blive behandlet samlet.

54

Med det første led i det første anbringende i sag C-816/24 P og i sag C-817/24 P samt det første led i det andet anbringende i sag C-818/24 P har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten dels ikke besvarede deres argumenter om, at begrebet »Lukasjenkoregimet« som omhandlet i kriterium b) ikke er i overensstemmelse med de krav, der følger af retssikkerhedsprincippet, dels tilsidesatte dette princip.

55

I denne henseende har appellanterne for det første – idet de har kritiseret bl.a. den første appellerede doms præmis 55, 60 og 61, den anden appellerede doms præmis 66, 71 og 72 samt den tredje appellerede doms præmis 52-58 – gjort gældende, at Retten i forbindelse med sin bedømmelse af, om begrebet »Lukasjenkoregimet« var foreneligt med retssikkerhedsprincippet, begrænsede sig til at henvise til tilblivelseshistorien og den historiske sammenhæng for samt formålene med de restriktive foranstaltninger, der blev vedtaget i forbindelse med situationen i Belarus, og nærmere bestemt de restriktive foranstaltninger, som appellanterne er omfattet af, uden at forklare, hvorledes disse forhold gør det muligt at afklare dette begrebs rækkevidde, og uden følgelig at redegøre for grundene til, at retsinstansen fandt, at det nævnte begreb på trods af de af appellanterne fremførte argumenter om det modsatte var tilstrækkeligt klart og præcist.

56

For det andet har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at fastslå, at begrebet »Lukasjenkoregimet« er kilde til retsusikkerhed. Da der ikke foreligger nogen definition af dette begreb, og da Retten ikke tilvejebragte nogen præcisering herom, er det nemlig ikke muligt at afgøre, hvilke personer der er omfattet af begrebet, og dermed at identificere de situationer, hvor den omstændighed, at de berørte personer »støtter« sådanne personer eller »drager fordel« af disse som omhandlet i kriterium b), gør det muligt at fastslå, at de i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i dette kriterium, drager fordel af eller støtter »Lukasjenkoregimet« og således er omfattet af kriteriet.

57

Dette gælder så meget desto mere, som begrebet »Lukasjenkoregimet« nødvendigvis adskiller sig fra begreberne »Republikken Belarus«, »regering« og »staten (Belarus eller den belarusiske stat)«, således som disse bliver anvendt andetsteds i afgørelse 2012/642 og i forordning nr. 765/2006, hvilken sondring Retten ikke tog i betragtning.

58

Det følger nemlig af artikel 1j og 1k i forordning nr. 765/2006, at flere typer af finansielle transaktioner og investeringer, såsom kortfristede lån, fortsat er tilladte, herunder når de foretages til fordel for bl.a. »Republikken [Belarus]« som stat og »dens regering«.

59

Den blotte omstændighed at foretage betalinger til fordel for den belarusiske stats budget – såsom dem, Rådet har lagt til grund med henblik på at begrunde opførelsen af appellanterne på de omhandlede lister – kan således ikke udgøre støtte til »Lukasjenkoregimet« som omhandlet i kriterium b). At hævde det modsatte ville indebære, at der ikke var fastsat klare retlige grænser for dette begrebs rækkevidde, og ville blot illustrere den hermed forbundne retsusikkerhed.

60

Selv hvis det antages, at begrebet »Lukasjenkoregimet«, således som dette synes at fremgå af sjette betragtning til afgørelse 2012/642, skal forstås således, at det omfatter de personer, der bestrider ledende stillinger i Belarus, er disse personer i øvrigt nødvendigvis de samme som dem, der ved navns nævnelse er nævnt i bilag I til afgørelsen på grund af deres tilhørsforhold til dette regime. I et sådant tilfælde ville der derfor heller ikke være grund til at lade dette begreb omfatte Republikken Belarus, den belarusiske stat eller dennes regering, eftersom disse sidstnævnte ikke er opregnet heri.

61

Det følger heraf, at det ville være i strid med retssikkerhedsprincippet at medtage sådanne enheder i begrebet »Lukasjenkoregimet«.

62

For det tredje har BPC tilføjet, at Retten heller ikke præciserede udtrykkene »drager fordel af« Lukasjenkoregimet og »støtter« dette regime som omhandlet i kriterium b).

63

Rådet har, støttet af Republikken Litauen, bestridt grundlaget for appellanternes argumenter.

64

For så vidt som appellanterne har foreholdt Retten, at den ikke besvarede de argumenter, hvorved de havde gjort gældende, at begrebet »Lukasjenkoregimet« som omhandlet i kriterium b) ikke var tilstrækkeligt klart og præcist, hvorfor det var i strid med retssikkerhedsprincippet, skal det for det første bemærkes, at under en appelsag er formålet med Domstolens efterprøvelse bl.a. at undersøge, om Retten i tilstrækkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, som appellanten har fremført, idet det præciseres, at anbringendet om Rettens manglende stillingtagen til argumenter fremført i første instans i det væsentlige svarer til påberåbelse af en tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der følger af artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der finder anvendelse på Retten i medfør af denne statuts artikel 53, stk. 1, og artikel 117 i Rettens procesreglement (dom af 13.11.2025, PU mod Den Europæiske Anklagemyndighed, C-352/24 P, EU:C:2025:892, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

65

I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at den begrundelsespligt, der påhviler Retten i medfør af artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, udgør en væsentlig formforskrift, som skal adskilles fra spørgsmålet om grundlaget for begrundelsen (dom af 5.5.2022, Kommissionen mod Missir Mamachi di Lusignano, C-54/20 P, EU:C:2022:349, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

66

Begrundelsespligten indebærer ikke, at Retten skal fremkomme med en udtømmende fremstilling og ét for ét behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, idet Rettens begrundelse kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (dom af 12.12.2024, DD mod FRA, C-680/22 P, EU:C:2024:1019, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

67

I de foreliggende sager skal det bemærkes, at Retten i den første appellerede doms præmis 49-66, i den anden appellerede doms præmis 60-77 og i den tredje appellerede doms præmis 45-62 undersøgte de argumenter fra appellanterne, der vedrørte retssikkerhedsprincippet, og som er sammenfattet i nærværende doms præmis 24-27. Efter denne undersøgelse fastslog Retten bl.a., at disse argumenter ikke rejste tvivl om lovligheden af kriterium b) i lyset af retssikkerhedsprincippet, idet dette kriterium var tilstrækkeligt klart og præcist.

68

Det er i denne henseende korrekt, at Retten efter i denne forbindelse at have henvist til bl.a. sin praksis, hvorefter den brede formulering af opførelseskriterierne, som giver Rådet en skønsbeføjelse, kan være forenelig med retssikkerhedsprincippet, og praksis, hvorefter betydningen og rækkevidden af de udtryk, der fremgår af disse kriterier, skal fastlægges i overensstemmelse med deres normale betydning i sædvanlig sprogbrug, henset til den sammenhæng, hvori de indgår, og deres formål, dernæst hovedsageligt bestræbte sig på at redegøre for denne sammenhæng og disse formål uden udtrykkeligt at behandle de forskellige argumenter fra appellanterne, hvorved der var blevet rejst tvivl om, hvorvidt kriterium b) overholder retssikkerhedsprincippet, navnlig hvad angår begrebet »Lukasjenkoregimet«. Retten fastslog nemlig, at disse argumenter »ikke [var] knyttet til overholdelsen af retssikkerhedsprincippet, men til Rådets anvendelse af [det nævnte kriterium]«.

69

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at selv om Retten således ikke individuelt forkastede hvert af de nævnte argumenter, undersøgte den ikke desto mindre i forbindelse med hvert enkelt søgsmål det klagepunkt, til støtte for hvilket de var blevet fremført, og forkastede det hver gang under henvisning til sin praksis, hvortil der er blevet henvist i den foregående præmis, idet den samtidig tog hensyn til den sammenhæng, hvori kriterium b) anvendes, og til de formål, der forfølges med den lovgivning, som kriteriet udgør en del af.

70

Det kan imidlertid allerede udledes af henvisningen til den nævnte retspraksis, at de pågældende argumenter blev forkastet med den begrundelse, at rækkevidden af kriterium b) kan fastlægges ved hjælp af de fortolkningsmetoder, som er nævnt i denne retspraksis.

71

Det skal dog især bemærkes, at en sådan begrundelse for at forkaste parternes argumenter fremgår klart, når denne del af Rettens ræsonnement sammenholdes med den del, der vedrører Rådets anvendelse af kriterium b), hvilken sammenholdning er foretaget i bl.a. den første appellerede doms præmis 84-104, den anden appellerede doms præmis 117-137 og den tredje appellerede doms præmis 87-106.

72

En sådan sammenholdning viser nemlig, at Retten med henblik på at støtte sin afgørelse om, at kriterium b) er tilstrækkeligt klart og præcist til at være i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet for så vidt angår begrebet »Lukasjenkoregimet«, i det væsentlige fastslog, at det under henvisning – hvad angår dette begreb – til dets normale betydning i sædvanlig sprogbrug var muligt at afgøre, om en person drog fordel af eller ydede støtte til »Lukasjenkoregimet«.

73

I denne sammenhæng skal det bemærkes, at det af den første appellerede doms præmis 88 og 92 fremgår, at Retten som forhold, der kan karakterisere støtte til det nævnte regime, henviste til Belaruskalis økonomiske støtte til »Belarus’ [...] budget« og til den omstændighed, at virksomheden udbetaler udbytte til »den belarusiske stat«, som »derfor er til rådighed for Lukasjenkoregimet«.

74

Det fremgår desuden af den anden appellerede doms præmis 121, sammenholdt med præmis 125-127 deri, at Retten med henblik på at lægge til grund, at Ivan Ivanovich Golovaty støttede dette regime, tog hensyn til sådanne udbetalinger, som Belaruskali havde foretaget til »staten«, mens han udøvede funktioner, der gav ham en ledelsesbeføjelse over denne enhed, og som han var blevet udnævnt til af præsident Lukasjenko.

75

Med henblik på at fastslå, at BPC ydede støtte til og drog fordel af det nævnte regime, henviste Retten i den tredje appellerede doms præmis 95 og 104 endvidere til dels det udbytte, som virksomheden kunne udbetale til »staten«, dels den præferencebehandling, som den modtog fra »den belarusiske stat«.

76

I hver af de appellerede domme fastslog Retten følgelig under de faktiske omstændigheder, der var forelagt den, at der forelå en forbindelse mellem begrebet »Lukasjenkoregimet« og den enhed, som var modtager af eller kilden til de fordele, der er omhandlet i nærværende doms præmis 73-75, dvs. i det foreliggende tilfælde »staten (Belarus eller den belarusiske stat)«, således at den omstændighed, at appellanterne havde indrømmet sådanne fordele til denne enhed eller modtaget dem af denne, skulle anses for at godtgøre, at de enten drog fordel af »Lukasjenkoregimet«, eller at de støttede det, hvorfor denne retsinstans fandt, at den nævnte enhed var omfattet af dette begreb.

77

Appellanterne kunne således heraf udlede, at Retten havde fundet, at begrebet »Lukasjenkoregimet« var tilstrækkeligt klart og præcist til, at det under omstændighederne i de foreliggende sager og under overholdelse af retssikkerhedsprincippet var muligt at fastlægge begrebets rækkevidde, og at Retten dermed implicit, men nødvendigvis, havde forkastet det af appellanterne fremførte synspunkt om, at der ikke kunne tages hensyn til de handlinger, der var blevet foretaget til fordel for eller af den belarusiske stat, med henblik på at godtgøre, at de berørte drager fordel af eller støtter Lukasjenkoregimet.

78

Det følger heraf, at Retten ikke behæftede de appellerede domme med en tilsidesættelse af begrundelsespligten, da den forkastede appellanternes argumenter om, at kriterium b) var i strid med retssikkerhedsprincippet, for så vidt som begrebet »Lukasjenkoregimet« ikke var tilstrækkeligt præcist.

79

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt Retten ved at forkaste de nævnte argumenter tilsidesatte retssikkerhedsprincippet, bemærkes, at dette princip ifølge fast retspraksis kræver dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for borgerne, især når de kan have bebyrdende virkninger. Det nævnte princip kræver bl.a., at en lovgivning giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at disse sidstnævnte ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter (dom af 4.10.2024, Litauen m.fl. mod Parlamentet og Rådet (Mobilitetspakken), C-541/20 – C-555/20, EU:C:2024:818, præmis 158 og den deri nævnte retspraksis).

80

Disse krav kan imidlertid ikke forstås således, at de pålægger EU-lovgiver eller Unionens retsinstanser inden for rammerne af en norm, som den førstnævnte vedtager, og de sidstnævnte fortolker, at nævne de forskellige konkrete tilfælde, hvor en abstrakt norm kan finde anvendelse, for så vidt som alle disse tilfælde ikke kan fastlægges på forhånd (dom af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-703/23 P, EU:C:2025:608, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

81

Det følger ligeledes af Domstolens praksis, at det ikke kan anses, at der foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet med den begrundelse alene, at Unionens retsinstanser skal foretage en fortolkning af en almengyldig norm ved i givet fald at anvende andre fortolkningsmetoder end en ordlydsfortolkning af denne norm (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, Irish Ferries, C-570/19, EU:C:2021:664, præmis 167).

82

I de foreliggende sager fastslog Retten – således som det fremgår bl.a. af nærværende doms præmis 72 og 77 – i det væsentlige, at det var muligt at fortolke kriterium b), herunder det heri indeholdte begreb »Lukasjenkoregimet«, under henvisning til begrebets normale betydning i sædvanlig sprogbrug og i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet således, at det under de omstændigheder, der kendetegner de foreliggende sager, omfatter finansielle transaktioner, der er foretaget til fordel for den belarusiske stat, eller fordele, som er blevet draget af denne stat, hvilke transaktioner og fordele under disse omstændigheder kan tilregnes Lukasjenkoregimet.

83

Herved kunne Retten i modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende, fastslå, at dette kriterium, således fortolket, var i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet. Således som det fremgår af nærværende doms præmis 80, var Retten desuden ikke forpligtet til at nævne eventuelle andre konkrete tilfælde, hvor det nævnte kriterium, og navnlig begrebet »Lukasjenkoregimet«, havde kunnet finde anvendelse, og i endnu mindre grad til at give en abstrakt definition af dette begreb.

84

Denne konstatering afkræftes for det første ikke af appellanternes argument om, at begrebet »Lukasjenkoregimet« nødvendigvis adskiller sig fra begreberne »den belarusiske stat«, »Republikken Belarus« eller dens »regering« og derfor ikke kan overlappe med de sidstnævnte uden herved at blive kilde til tvetydighed og retsusikkerhed.

85

Det er nemlig almindeligt, at flere begreber med forskellige betydninger kan finde anvendelse på den samme person eller enhed, uden at en sådan omstændighed som sådan kan rejse tvivl om disse begrebers klarhed og præcision. Det forholder sig således med hensyn til de begreber, der er nævnt i den foregående præmis, for så vidt som kredsen af personer, der henhører under Lukasjenkoregimet, og kredsen af personer, der kontrollerer den belarusiske stat og/eller udgør dennes regering, nødvendigvis overlapper hinanden i et tredjeland som Belarus, således som Rådet med rette har anført.

86

Den omstændighed, at artikel 1j og 1k i forordning nr. 765/2006 tillader visse finansielle transaktioner, der involverer Republikken Belarus og dennes regering, er i denne henseende uden betydning, eftersom formålet med disse bestemmelser ikke er at sondre mellem disse enheder og begrebet »Lukasjenkoregimet«, men at præcisere de betingelser, hvorunder finansielle transaktioner, der bl.a. involverer de nævnte enheder, er forbudt eller tilladt med henblik på at begrænse »adgang[en] til Unionens kapitalmarked for så vidt angår den [belarusiske] regering«, således som det følger af ottende betragtning til Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1031 af 24. juni 2021 om ændring af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i [Belarus] (EUT 2021, L 224 I, s. 15).

87

For det andet kan appellanternes argument om, at den belarusiske stat og dens regering ikke er omfattet af begrebet »Lukasjenkoregimet«, da begrebet kun omfatter de personer, der er opført på de omhandlede lister på grund af deres tilhørsforhold til dette regime, hvilket ikke er tilfældet for denne stat og dens regering, heller ikke tiltrædes, for så vidt som et sådant argument under alle omstændigheder ikke kan rejse tvivl om realiteten af den i nærværende doms præmis 85 nævnte overlapning mellem kredsen af de personer, der henhører under dette regime, og kredsen af de personer, som kontrollerer denne stat og/eller udgør dens regering.

88

Appellanterne har følgelig ikke påvist, hvorledes Retten tilsidesatte retssikkerhedsprincippet ved at fastslå, at de finansielle transaktioner og de fordele, der er omhandlet i nærværende doms præmis 82, og som involverer den belarusiske stat, gyldigt kan tages i betragtning med henblik på kriterium b), for så vidt som de gør det muligt at godtgøre, at der er blevet ydet støtte til eller draget fordel af Lukasjenkoregimet.

89

For det tredje og sidste er det – for så vidt som BPC i øvrigt uden at fremsætte præcise argumenter til støtte for denne påstand har gjort gældende, at Retten ikke præciserede rækkevidden af de i ordlyden af kriterium b) indeholdte udsagnsord »drager« fordel af Lukasjenkoregimet og »støtter« dette regime – tilstrækkeligt at fastslå, at Retten præciserede den betydning, som den tillagde disse udsagnsord i forbindelse med den i den tredje appellerede doms præmis 87-106 foretagne undersøgelse af den konkrete anvendelse af dette kriterium på de faktiske omstændigheder, som Rådet havde lagt til grund i forhold til BPC, således at dette klagepunkt fra BPC hviler på en urigtig læsning af den nævnte dom og derfor er ugrundet.

90

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at det første led i det første anbringende i sag C-816/24 P og i sag C-817/24 P samt det første led i det andet anbringende i sag C-818/24 P er ugrundede.

91

Med det andet led i det første anbringende i sag C-816/24 P og i sag C-817/24 P samt det første til det femte led i det tredje anbringende i sag C-818/24 P har appellanterne foreholdt Retten, at den anlagde flere urigtige skøn med hensyn til de faktiske omstændigheder og beviserne samt begik flere retlige fejl, for så vidt som den fastslog, at disse forhold gjorde det muligt at fastslå, at de »drog fordel« af Lukasjenkoregimet eller »støttede« det som omhandlet i kriterium b).

92

I denne forbindelse har Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty for det første kritiseret den omstændighed, at Retten i den første appellerede doms præmis 102 og i den anden appellerede doms præmis 134 støttede sig på avisartikler om den belarusiske økonomis tilstand, som ikke vedrørte dem personligt. Desuden blev en af de nævnte artikler, der var dateret den 8. december 2021, og som var blevet hentet fra webstedet www.cepa.org, aldrig tilført sagsakterne for Retten, hvilket udgjorde et indgreb i deres ret til en effektiv domstolsbeskyttelse. Endvidere fastslog Retten i den første appellerede doms præmis 103 og i den anden appellerede doms præmis 132 med urette, at Belaruskali var den eneste producent af kaliumgødning i Belarus, og at virksomheden havde et monopol i denne sektor.

93

For det andet har Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty gjort gældende, at de faktiske omstændigheder, som lægges dem til last, ikke udgør adfærd, der er specifik for dem, og som kan anses for at godtgøre, at de drager fordel af eller støtter Lukasjenkoregimet.

94

I denne henseende kan hverken den omstændighed, at Belaruskali angiveligt har et monopol på fremstilling af kaliumgødning i Belarus, eller den omstændighed, at den belarusiske stat ejer denne virksomhed, hvilke omstændigheder er nævnt i den første appellerede doms præmis 100 og 103, i sig selv eller kumulativt udgøre en form for »støtte« til dette regime eller en form for »fordel« draget heraf.

95

Hvad angår Ivan Ivanovich Golovaty gælder det samme med hensyn til den omstændighed, som Retten lagde til grund i den anden appellerede doms præmis 113 og 114, og hvorefter han var generaldirektør for Belaruskali, og at han »har flere høje stillinger i Belarus«.

96

Belaruskali har i øvrigt kritiseret Rettens bedømmelse i den første appellerede doms præmis 99 og 101, hvorefter virksomhedens rolle i den belarusiske økonomi og den omstændighed, at den tilhører en sektor i denne økonomi, som udgør en betydelig indtægtskilde for Lukasjenkoregimet, begrunder virksomhedens opførelse på de omhandlede lister i henhold til kriterium b).

97

Ivan Ivanovich Golovaty har endvidere anført, at hans aktiviteter som fremtrædende forretningsmand i den belarusiske økonomi, den omstændighed, at han er tæt knyttet til Aliaksandr Lukasjenko, og den omstændighed, at han er en aktør, der angiveligt »retter sig ind efter de belarusiske myndigheder«, som anført i den anden appellerede doms præmis 115, 128 og 135, heller ikke kan begrunde hans opførelse på de omhandlede lister.

98

BPC har for det første anfægtet den konstatering, som Retten foretog i den tredje appellerede doms præmis 81 og 82, og hvorefter virksomheden på tidspunktet for vedtagelsen af de omtvistede retsakter vedrørende virksomheden, havde et monopol på eksport af kaliumgødning, idet dette monopol nemlig udløb i marts 2022, og den i den tredje appellerede doms præmis 83-86, 103 og 104 foretagne konstatering, hvorefter virksomheden fik »præferencebehandling« fra den belarusiske stat, for så vidt som den var en af de første virksomheder, der opnåede en tilladelse til eksport af kaliumgødning. Opnåelsen af offentlige kontrakter og koncessioner eller den omstændighed, at en økonomisk sektor er reguleret, er ikke tilstrækkelig til at antage, at en virksomhed drager fordel af eller yder økonomisk støtte til et regime.

99

I den tredje appellerede doms præmis 70-77, 99 og 101 fastslog Retten i øvrigt med urette – idet den i denne forbindelse tillagde de af Rådet fremlagte beviser en uforholdsmæssig stor vægt – at BPC var Belaruskalis »eksporterende gren«, selv om der reelt er tale om to særskilte enheder. Herved støttede Retten sig med urette ikke på BPC’s individuelle adfærd, men på Belaruskalis individuelle adfærd.

100

For det andet er BPC af den opfattelse, at de forhold, som Retten hvad angår virksomheden lagde til grund i den tredje appellerede doms præmis 95, nemlig at den ejes af den belarusiske stat, og at den har »tilknytning« til Belaruskali, således at den »kan« udbetale udbytte til dette tredjelands offentlige enheder, ikke kan godtgøre virksomhedens finansielle støtte til Lukasjenkoregimet, da der ikke foreligger beviser for, at BPC faktisk har udbetalt sådant udbytte. Det samme gør sig gældende for den i den tredje appellerede doms præmis 97 omhandlede omstændighed, at den nævnte virksomhed betaler skatter, idet der er tale om en forpligtelse, som påhviler enhver skattepligtig person.

101

For at fastslå, at BPC ydede finansiel støtte til det nævnte regime, støttede Retten sig i øvrigt i den nævnte doms præmis 100-102 ikke på denne virksomheds personlige adfærd, således som det ellers er påkrævet i henhold til kriterium b), men på Belaruskalis omsætning, hvorved sidstnævnte virksomheds aktiviteter med urette blev henført til BPC.

102

Rådet har indledningsvis gjort gældende, at BPC med visse af sine argumenter, nemlig argumenterne vedrørende fraværet af et monopol og en præferencebehandling samt karakteren af virksomhedens tilknytning til Belaruskali, i realiteten har anmodet Domstolen om at foretage en ny bedømmelse af de faktiske omstændigheder, hvorfor disse argumenter ikke kan antages til realitetsbehandling i appelsagen. Med hensyn til realiteten har Rådet, støttet af Republikken Litauen, bestridt grundlaget for samtlige de argumenter, som appellanterne har fremført.

103

Det skal bemærkes, at en appel i henhold til artikel 256 TEUF og artikel 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er begrænset til retsspørgsmål. Det er alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder såvel som til at vurdere beviserne. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet. Domstolen har derimod i henhold til artikel 256 TEUF kompetence til at efterprøve den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf (dom af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-703/23 P, EU:C:2025:608, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis), og til at efterprøve spørgsmålet om, hvorvidt reglerne om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt (jf. i denne retning dom af 29.11.2018, Bank Tejarat mod Rådet, C-248/17 P, EU:C:2018:967, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

104

Desuden skal en urigtig gengivelse ifølge fast retspraksis fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne. I denne henseende skal en appellant endvidere efter fast retspraksis præcist angive, hvilke beviser Retten har gengivet urigtigt, og påvise de fejl i sidstnævntes undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse (dom af 25.7.2018, Spanien mod Kommissionen, C-588/17 P, EU:C:2018:607, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

105

Hvad for det første angår appellanternes påstande, således som de er sammenfattet i nærværende doms præmis 92, 98 og 99, skal det i de foreliggende sager bemærkes, at det med disse i det væsentlige tilsigtes at kritisere Rettens konstateringer og vurderinger af de faktiske omstændigheder vedrørende den belarusiske økonomis funktion, appellanternes rolle i denne økonomi, sammenfletningen af Belaruskalis og BPC’s økonomiske aktiviteter samt de eksisterende økonomiske, finansielle og personlige forbindelser mellem appellanterne og Lukasjenkoregimet.

106

Det følger heraf, at i henhold til den praksis fra Domstolen, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 103, kan de nævnte påstande kun antages til realitetsbehandling, for så vidt som appellanterne hermed ikke ønsker at opnå en fornyet bedømmelse fra Domstolen af de for Retten fremlagte beviser, men at gøre gældende, at Retten gengav disse beviser urigtigt eller tilsidesatte reglerne om bevisførelse.

107

Hvad således for det første angår de i nærværende doms præmis 92 omhandlede påstande fra Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty kan disse ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som Domstolen hermed opfordres til at foretage en sådan ny bedømmelse af beviserne.

108

Under alle omstændigheder må det indledningsvis – for så vidt som de nævnte påstande vedrører de presseartikler, der er omhandlet i den første appellerede doms præmis 102 og i den anden appellerede doms præmis 134, og forudsat at de skal forstås således, at Retten herved foreholdes at have foretaget en urigtig gengivelse – fastslås, at Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty ikke har præciseret, hvorledes Retten skulle have gengivet indholdet eller rækkevidden af disse artikler urigtigt, hvorfor disse påstande heller ikke kan antages til realitetsbehandling.

109

De nævnte appellanter har nemlig i denne sammenhæng begrænset sig til at anføre, at de nævnte artikler ikke »vedrører dem individuelt«, hvilket udsagn imidlertid ikke modsiger den bedømmelse, som Retten foretog i de nævnte præmisser, og hvorefter artiklerne »illustrerer, at den belarusiske økonomi under præsident Lukasjenkos regime er karakteriseret af den kontrol, som regimet udøver over både den offentlige og den private sektor og af et system, der belønner loyalitet over for regimet«.

110

Dernæst skal det bemærkes, at for så vidt som Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty synes at foreholde Retten at have tilsidesat reglerne om bevisførelse med den begrundelse, at en af de artikler, der er omhandlet i nærværende doms præmis 108, nemlig den artikel, som Retten nævnte som værende »artiklen offentliggjort på webstedet »cepa.org« den 8. december 2021«, ikke blev tilført sagsakterne, savner denne påstand grundlag i de faktiske omstændigheder og er derfor ugrundet.

111

Det er nemlig tilstrækkeligt at konstatere, således som Rådet med rette har anført, at der blandt de beviser, som denne institution fremlagde for Retten, kun var én artikel, der var blevet hentet fra det nævnte websted, og som var dateret den 30. juli 2020. Selv om det er korrekt, at Retten i den første appellerede dom og den anden appellerede dom tog fejl med hensyn til datoen for dette dokument, var sidstnævnte således ganske vist en del af de for Retten fremlagte sagsakter.

112

For så vidt som Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty har gjort gældende, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at Belaruskali var »den eneste producent af kaliumgødning i Belarus«, og at »[Belaruskali] har et monopol«, skal det endelig fastslås, at denne kritik er begrundet.

113

Selv om det er ubestridt – således som Rådet anførte i begrundelsen for opførelsen af den nævnte virksomhed på de omhandlede lister, og således som Retten lagde til grund i den første appellerede doms præmis 80 og 83 samt i den anden appellerede doms præmis 110 – at Belaruskali er »en af de største producenter af potaske i verden«, gjorde hverken denne begrundelse eller noget bevis, som Rådet fremlagde for Retten, nemlig det muligt for sidstnævnte at fastslå, således som den gjorde i den første appellerede doms præmis 100 og 103 samt i den anden appellerede doms præmis 130 og 132, at denne virksomhed var den eneste producent af kaliumgødning i Belarus og således dér havde et monopol på dette marked.

114

I modsætning til hvad Rådet har gjort gældende i duplikken, kan disse sidstnævnte præmisser i den første appellerede dom og den anden appellerede dom i øvrigt ikke læses således, at de reelt vedrører det monopol, som BPC indtil marts 2022 havde på markedet for eksport af kaliumgødning.

115

Det følger heraf, at Rettens prøvelse er behæftet med en urigtig gengivelse.

116

Ikke desto mindre er dette klagepunkt, selv om det er begrundet, uvirksomt. Det er nemlig rettet mod en begrundelse, som kun udgør en af de grunde, hvorpå Retten støttede sig på med henblik på i den første appellerede doms præmis 103 og 104 samt i den anden appellerede doms præmis 137 at fastslå, at Rådet ikke begik nogen fejl, da det fandt, at Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty drog fordel af Lukasjenkoregimet som omhandlet i kriterium b). Det fremgår af nærværende doms præmis 123-125 og 129-131, at disse andre grunde, der uden held er blevet kritiseret, er tilstrækkelige til at begrunde denne konklusion.

117

Hvad for det andet angår de påstande fra BPC, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 98 og 99, skal de ligeledes forkastes, for så vidt som Domstolen herved opfordres til at foretage en ny bedømmelse af de for Retten fremlagte beviser som omhandlet i den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 103.

118

Selv om disse påstande skulle forstås således, at det med disse tilsigtes at gøre gældende, at Retten gengav visse beviser urigtigt, skal de under alle omstændigheder forkastes som ugrundede.

119

Hvad for det første angår de monopolrettigheder, som BPC angiveligt har, erkendte Retten nemlig åbenbart, at dette monopol ophørte i marts 2022, således som den udtrykkeligt anførte i den tredje appellerede doms præmis 81 og 82, idet den i denne doms præmis 83 samtidig præciserede, at BPC fortsat fik præferencebehandling fra Lukasjenkoregimet, navnlig for så vidt som virksomheden, efter at monopolet var ophørt, var blandt de første virksomheder, der opnåede en tilladelse til eksport af kaliumgødning.

120

I denne sammenhæng – i modsætning til hvad BPC synes at hævde ved i denne forbindelse at foretage en urigtig læsning af den tredje appellerede dom – fastslog Retten ikke, at den omstændighed, at et sådant regime tildeler en virksomhed en eksporttilladelse på et reguleret marked, nødvendigvis indebærer en præferencebehandling, men fastslog alene, at dette var tilfældet under de i den konkrete sag foreliggende omstændigheder, idet BPC’s opnåelse af en sådan licens blev betragtet i forlængelse af det langvarige monopol, som virksomheden tidligere havde haft. Denne forlængelse af den præferencebehandling, som BPC således har modtaget, er i øvrigt udtrykkeligt nævnt i den tredje appellerede doms præmis 104. Denne vurdering af de faktiske omstændigheder, som alene henhører under Rettens kompetence, er ikke behæftet med nogen urigtig gengivelse.

121

For det andet har BPC på ingen måde godtgjort, hvorledes Retten skulle have foretaget en urigtig gengivelse, for så vidt som sidstnævnte i særlig den tredje appellerede doms præmis 77 bekræftede, at Rådet med rette havde lagt til grund, at BPC var Belaruskalis »eksporterende gren«, hvilken egenskab Rådet kunne udlede af de eksisterende tætte selskabsretlige og handelsmæssige forbindelser mellem disse to virksomheder, der er gengivet i den nævnte doms præmis 73-76, og som ikke er blevet bestridt af BPC, idet det præciseres, at Retten i dommens præmis 74 udtrykkeligt anerkendte, at »der [er] tale om særskilte enheder«.

122

Hvad for det andet angår de i nærværende doms præmis 93-97, 100 og 101 omhandlede påstande fra appellanterne er formålet med disse i det væsentlige at gøre gældende, at Retten begik kvalificeringsfejl, da den fastslog, at de faktiske omstændigheder, som Rådet havde lagt til grund i forhold til dem, var tilstrækkelige til at fastslå, at de »drog fordel« af eller »støttede« Lukasjenkoregimet.

123

Hvad i denne henseende for det første angår den påstand, der i det væsentlige er fælles for de tre appellanter, og hvorefter Retten ikke identificerede en adfærd, som var specifik for dem, for at nå frem til en sådan konstatering, skønt kun adfærd, som kan tilregnes dem individuelt, kan karakterisere den omstændighed, at de »drager fordel« af eller »støtter« det nævnte regime som omhandlet i kriterium b), er det tilstrækkeligt at fastslå, at denne påstand hviler på en urigtig læsning af de appellerede domme, og at den følgelig er ugrundet.

124

Hvad indledningsvis angår Belaruskali støttede Retten sig nemlig i den første appellerede doms præmis 92 og 97 med henblik på at fastslå, at virksomheden havde ydet »støtte« til Lukasjenkoregimet, på det udbytte, som den udbetalte til den belarusiske stat, og i den nævnte doms præmis 101 med henblik på at fastslå en »fordel« draget af dette regime på de betydelige indtægter, som virksomheden har kunnet generere i en sektor, der er strengt reguleret i Belarus, idet Retten i dommens præmis 102 fastslog, at den belarusiske økonomi var karakteriseret af den kontrol, som Lukasjenkoregimet udøvede over både den offentlige og den private sektor og af et system, der belønner loyalitet over for regimet. Disse forhold indebærer imidlertid utvivlsomt adfærd, der er specifik for Belaruskali.

125

Hvad dernæst angår Ivan Ivanovich Golovaty påpegede Retten ligeledes adfærd, der var specifik for ham, idet den i første række i den anden appellerede doms præmis 127-129 udledte hans støtte til Lukasjenkoregimet bl.a. af den omstændighed, at han i forbindelse med udnævnelsen til stillingen som generaldirektør for Belaruskali specifikt havde fået til opgave af Aliaksandr Lukasjenko selv at styrke denne virksomheds støtte til Belarus, herunder som kilde til indtægter i udenlandsk valuta, og af de aktiviteter, som han udførte i forbindelse med sin ansættelse som person, der bestred flere statsstillinger på højt niveau i Belarus. I anden række fastslog Retten i den nævnte doms præmis 136, at Ivan Ivanovich Golovaty drog fordel af dette regime, specifikt for så vidt som han personligt bestred sådanne prestigefyldte poster, og mere generelt fordi han drog fordele af sine tilknytninger til og sine ansvarsområder inden for dette regime.

126

Hvad endelig angår BPC er det korrekt, at Retten tog hensyn til de selskabsretlige og handelsmæssige forbindelser mellem denne virksomhed og Belaruskali samt til virksomhedens egenskab af »eksporterende gren« for sidstnævnte med henblik på i den tredje appellerede doms præmis 101 at fastslå, at »[BPC’s] aktiviteter er tæt knyttet til Belaruskali«, og at Rådet »gyldigt [kunne] henvise til [denne virksomheds] rolle på verdensmarkedet for kaliumgødning« for at godtgøre BPC’s støtte til Lukasjenkoregimet. Når dette er sagt, er det klart, at det således er »aktiviteterne fra [BPC]« selv, som Retten anså for at udgøre en sådan støtte. Med henblik på at fastslå, at BPC »drog fordel« af dette regime, henviste Retten i den nævnte doms præmis 104 endvidere til den præferencebehandling, som virksomheden selv modtog.

127

Hvad for det andet angår de argumenter fra appellanterne, som er indeholdt i nærværende doms præmis 96, 97 og 100, skal følgende lægges til grund.

128

Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty er i det væsentlige af den opfattelse, at den omstændighed at tilhøre en økonomisk sektor, der udgør en betydelig indtægtskilde for Lukasjenkoregimet, og/eller den omstændighed at være en fremtrædende forretningsmand med tæt tilknytning til præsident Lukasjenko ikke kan anses for at være forhold, der opfylder kriterium b), men i bedste fald kunne have henhørt under andre kriterier for opførelse på lister over personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, og som er fastsat i andre afgørelser og forordninger, der ikke er relevante i de foreliggende sager.

129

Det må imidlertid fastslås, at denne argumentation bygger på en urigtig læsning af den første appellerede dom og den anden appellerede dom og derfor er ugrundet, for så vidt som Retten ikke blot støttede sig på Belaruskalis og Ivan Ivanovich Golovatys rolle eller stilling i den belarusiske økonomi og på deres tilknytning til Lukasjenkoregimet, men tværtimod tog hensyn til en række faktiske omstændigheder, som anført af Rådet, herunder ikke blot de omstændigheder vedrørende de forhold, som disse appellanter havde henvist til, men ligeledes omstændighederne vedrørende sidstnævntes aktiviteter, som omhandlet i nærværende doms præmis 124 og 125, med henblik på at konkludere, at Rådet uden at begå fejl havde kunnet lægge til grund, at de drog fordel af og støttede dette regime.

130

Det skal i øvrigt tilføjes, at i modsætning til hvad Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty synes at mene, er der intet, der udelukker, at en og samme person kan være omfattet af mere end ét kriterium for opførelse på lister over personer, som er genstand for restriktive foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-703/23 P, EU:C:2025:608, præmis 49).

131

Under disse omstændigheder var det med rette, at Retten i den første appellerede doms præmis 104 og i den anden appellerede doms præmis 129 og 137 fastslog, at Rådet ikke begik en retlig fejl, da det lagde til grund, at Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty »drog fordel« af og »støttede« Lukasjenkoregimet som omhandlet i kriterium b).

132

BPC er af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl ved at udlede en finansiel støtte fra virksomheden til Lukasjenkoregimet dels af den konstatering, der er foretaget i den tredje appellerede doms præmis 97, og hvorefter virksomheden betaler skat, der bl.a. beregnes af de indtægter, som den oppebærer fra sine eksportaktiviteter, dels af den blotte omstændighed, der er omhandlet i den nævnte doms præmis 95, og hvorefter BPC »kan« udbetale udbytte til belarusiske offentlige enheder. Retten støttede sig i denne forbindelse ikke på beviser, der godtgjorde, at sådanne udbetalinger faktisk har fundet sted.

133

I denne henseende skal det i første række bemærkes, at Retten i den tredje appellerede doms præmis 97 fastslog, at Rådet for at godtgøre, at BPC støttede Lukasjenkoregimet, »ikke alene [havde] støttet sig på [BPC’s] opfyldelse af sin forpligtelse til at betale skat, men også [...] [på dens] støtte [...] til regimet i form af høje indtægter og betydelig international valuta samt i form af udbytte«. I den nævnte doms præmis 100 henviste Retten derimod udelukkende til den skat, som var blevet betalt til den belarusiske stat af Belaruskali, og ikke af BPC, idet den præciserede, at denne skat »gik ud over den retlige forpligtelse, der gælder for alle belarusiske skatteydere«, henset til den betydelige omsætning, som virksomheden genererede, og anførte samtidig, at »sådanne finansielle strømme ikke ville være mulige uden [BPC’s eksport]aktiviteter«.

134

Klagepunktet om, at Retten med urette fastslog, at den blotte omstændighed, at BPC opfyldte sin retlige forpligtelse til at betale skat, var tilstrækkelig til at godtgøre, at virksomheden støttede Lukasjenkoregimet, hviler derfor klart på en urigtig læsning af den tredje appellerede dom, og dette i tre henseender. Hvad indledningsvis angår den skat, som BPC betalte, tillagde Retten den kun en sekundær betydning i forhold til den støtte, som virksomheden ydede i sin egenskab af kilde til indtægter, international valuta og udbytte til den belarusiske stat. Dernæst tog Retten i øvrigt kun hensyn til den skat, som Belaruskali havde betalt. Endelig konstaterede Retten, at størrelsen af denne skat oversteg det beløb, som de øvrige belarusiske skatteydere skylder i henhold til deres skattemæssige forpligtelser.

135

I anden række, og for så vidt som BPC er af den opfattelse, at det var med urette, at Retten i den tredje appellerede doms præmis 95 fastslog, at den blotte mulighed for, at virksomheden kunne udbetale udbytte til Lukasjenkoregimet, udgjorde finansiel støtte til dette regime, uden at godtgøre, at sådanne udbetalinger faktisk havde fundet sted, skal det bemærkes, at også denne del bygger på en urigtig læsning af den nævnte dom.

136

Det skal nemlig fastslås, at Retten først nævnte denne mulighed for udbetaling af udbytte efter i nævnte præmis 95 at have fastslået, at 90% af aktierne i BPC var ejet af offentlige enheder, heraf 48% af Belaruskali, som selv er en statsejet virksomhed. Denne konstatering skal sammenholdes med de konstateringer, som blev foretaget i den tredje appellerede doms præmis 97 og 100, og hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 133, hvoraf det i det væsentlige fremgår, at BPC’s aktivitet med eksport af kaliumgødning gør det muligt for Lukasjenkoregimet at råde over bl.a. »høje indtægter og betydelig international valuta«, hvilket BPC i øvrigt ikke har bestridt, i hvert fald ikke detaljeret.

137

Under disse særlige omstændigheder kunne Retten i den tredje appellerede doms præmis 105 uden at begå nogen fejl fastslå, at BPC udgjorde en indtægtskilde for Lukasjenkoregimet og herved støttede dette regime, uden at det i denne henseende har nogen betydning, om regimet i sidste ende nød godt af disse indtægter gennem skatter eller udbytte eller på anden måde, herunder i givet fald gennem Belaruskali (jf. dom af 3.7.2025, Grodno Azot og Khimvolokno Plant mod Rådet, C-326/24 P, EU:C:2025:522, præmis 56).

138

Det følger heraf, at de argumenter fra BPC, der er nævnt i nærværende doms præmis 132, ligeledes skal forkastes som ugrundede.

139

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet led i det første anbringende i sag C-816/24 P og i sag C-817/24 P, og dermed disse anbringender i deres helhed, samt det første til det femte led i det tredje anbringende i sag C-818/24 P forkastes.

140

Med det andet anbringende i sag C-816/24 P og i sag C-817/24 P har Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty i det væsentlige anfægtet den fortolkning af kriterium a), som Retten anlagde i den første appellerede dom og den anden appellerede dom, og navnlig af begreberne »undertrykkelse« og »civilsamfund«.

141

De er for det første af den opfattelse, at begrebet »civilsamfund« kun omfatter ngo’er, der har formelle vedtægter, hvorved strejkende individuelle arbejdstagere eller et uformelt strejkeudvalg er udelukkede. Rådet har imidlertid ikke identificeret de civilsamfundsorganisationer, mod hvilke Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty har begået undertrykkende handlinger. For det andet er de af den opfattelse, at begrebet »undertrykkelse« ikke omfatter de interne aktiviteter for en arbejdsgiver, såsom Belaruskali, på det arbejdsretlige område. For det tredje kan repressive handlinger, der er udført af tredjeparter, ikke begrunde, at Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty opføres på de omhandlede lister.

142

Rådet har, støttet af Republikken Litauen, bestridt grundlaget for disse argumenter.

143

For så vidt som det første anbringende i sag C-816/24 P og i sag C-817/24 P, således som det fremgår af nærværende doms præmis 139, skal forkastes i deres helhed, skal det andet anbringende, som henholdsvis Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty har fremsat i disse sager, og som hver især vedrører en fejl, som Retten angiveligt begik i forbindelse med sin bedømmelse af begrundelsen for deres opførelse på de omhandlede lister i henhold til kriterium a), forkastes som uvirksomme, idet disse anbringender, selv om de måtte være grundede, ikke kan føre til ophævelse af den første appellerede dom og den anden appellerede dom, da den afgørelse fra Retten, hvorefter Rådet gyldigt kunne opføre Belaruskali og Ivan Ivanovich Golovaty på de omhandlede lister i henhold til kriterium b), og som uden held er blevet anfægtet med deres respektive første anbringende i de nævnte sager, er tilstrækkelig til at begrunde disse to dommes konklusion (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-702/23 P, EU:C:2025:605, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

144

Til støtte for det første anbringende i sag C-818/24 P har BPC gjort gældende, at Retten i den tredje appellerede doms præmis 32-36 begik en retlig fejl i forbindelse med sin bedømmelse af rækkevidden af den i artikel 296 TEUF fastsatte begrundelsespligt.

145

BPC har i denne henseende anført, at Rådet begrænsede sig til »under ét« at angive en række grunde, der skulle godtgøre opførelsen af virksomheden på de omhandlede lister i henhold til kriterium b), skønt dette kriterium reelt indeholder to særskilte opførelseskriterier, nemlig kriteriet om at »drage fordel« af Lukasjenkoregimet og kriteriet om at »støtte« dette regime. Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Rådet ikke nødvendigvis skulle tage hensyn til en sådan sondring med henblik på at begrunde opførelsen af BPC på de omhandlede lister, for så vidt som »de påståede faktiske omstændigheder [kunne] afsløre både en »støtte« og en handling, hvorved der »drage[s] fordel af dette regime«.

146

Rådet har, støttet af Republikken Litauen, bestridt grundlaget for BPC’s argumenter.

147

Det skal bemærkes, at i henhold til fast retspraksis har den forpligtelse til at begrunde en bebyrdende retsakt, der er en nødvendig følge af princippet om retten til forsvar, for det første til formål at give den berørte person oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en retsakt er tilstrækkelig, skal ikke blot vurderes i lyset af retsaktens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, således at en bebyrdende retsakt er tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå den foranstaltning, der er truffet over for denne (jf. i denne retning dom af 3.7.2025, Grodno Azot og Khimvolokno Plant mod Rådet, C-326/24 P, EU:C:2025:522, præmis 41 og 42 og den deri nævnte retspraksis).

148

I den foreliggende sag fastslog Retten i det væsentlige, at den begrundelse for opførelsen af BPC på de omhandlede lister, som Rådet anførte i henhold til kriterium b), og som er gengivet i nærværende doms præmis 17, gjorde det muligt for BPC let at forstå, hvilke kriterier virksomhedens opførelse på disse lister hvilede på, og at de således udgjorde en tilstrækkelig begrundelse til støtte for denne opførelse.

149

Denne vurdering kan ikke kritiseres, for så vidt som denne begrundelse, selv om den ikke udtrykkeligt sondrer mellem grundene, alt efter om det med disse tilsigtes at godtgøre, at den berørte person »drager fordel« af Lukasjenkoregimet, eller om den pågældende »støtter« dette regime, ikke desto mindre er klart struktureret i de omtvistede oprindelige retsakter, således at den afspejler en sådan sondring. Som det fremgår af nærværende doms præmis 17, består den begrundelse, der er indeholdt i nr. 29 i de tabeller, der er vedlagt som bilag til de nævnte retsakter, for så vidt angår BPC nemlig af to afsnit, hvoraf det første klart vedrører den omstændighed, at denne virksomhed »støtter« det nævnte regime, og det andet den omstændighed, at virksomheden »drager fordel« af regimet. I modsætning til hvad BPC har gjort gældende, fremgår denne sondring således af Rådets begrundelse.

150

Under disse omstændigheder er det ufornødent at undersøge grundlaget for de vurderinger fra Retten, der er anført i den tredje appellerede doms præmis 34 og 35, og hvorefter Rådet i den foreliggende sag i det væsentlige ikke var forpligtet til at foretage en sådan sondring med henblik på at overholde sin begrundelsespligt.

151

Det første anbringende i sag C-818/24 P skal derfor forkastes som ugrundet.

152

Med det andet led i det andet anbringende i sag C-818/24 P har BPC foreholdt Retten, at denne begik retlige fejl i forbindelse med den i den tredje appellerede doms præmis 109-112 foretagne undersøgelse af, hvorvidt de restriktive foranstaltninger, der er blevet vedtaget over for virksomheden, er forholdsmæssige.

153

I denne henseende har BPC indledningsvis gjort gældende, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at Rådet råder over »en vid skønsbeføjelse« inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som disse restriktive foranstaltninger henhører under.

154

Dernæst er BPC af den opfattelse, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at virksomheden ikke havde fremlagt præcise beviser til støtte for sin argumentation om, at anvendelsen af de restriktive foranstaltninger, der var truffet over for virksomheden, var i strid med proportionalitetsprincippet, så meget desto mere som dette ville svare til at vende bevisbyrden, der nemlig påhviler Rådet. BPC har i denne sammenhæng anført, at virksomheden for Retten fremlagde væsentlige og præcise oplysninger, der godtgør, at de økonomiske sektorer, inden for hvilke den udøver sine erhvervsaktiviteter, nemlig eksporten af kaliumgødning, lider alvorlig og potentielt uoprettelig skade på verdensplan som følge af disse foranstaltninger, hvilket er i strid med proportionalitetsprincippet.

155

Endelig undlod Retten i forbindelse med vurderingen af, om det nævnte princip var overholdt, at undersøge, om det formål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger truffet over for BPC, kunne være blevet opfyldt ved hjælp af andre mindre indgribende midler. Dette formål er i øvrigt allerede i vidt omfang blevet opfyldt ved den foranstaltning om indefrysning af aktiver, som Belaruskali har været genstand for.

156

Hvis Retten havde anvendt proportionalitetskriteriet korrekt, ville den derfor have konkluderet, at de restriktive foranstaltninger over for BPC åbenbart ikke stod i forhold til det tilsigtede mål, idet de på uforholdsmæssig vis skader den globale handel med gødning, som i vid udstrækning er anerkendt som en væsentlig sektor i verdensøkonomien og navnlig i de afrikanske landes og andre udviklingslandes økonomi.

157

Rådet har, støttet af Republikken Litauen, bestridt grundlaget for BPC’s argumenter.

158

Det skal bemærkes, at Domstolen har anerkendt, at Rådet har en vid skønsmargen, når det fastsætter en ordning med restriktive foranstaltninger, der henhører under Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og som indebærer, at Rådet skal træffe valg af politisk, økonomisk og social karakter, og inden for rammerne af hvilken det skal foretage komplekse vurderinger. Domstolen har heraf udledt, at det ikke drejer sig om at få oplyst, om en foranstaltning, der er vedtaget i henhold til en sådan ordning, var den eneste eller bedst mulige, men at kun såfremt en sådan foranstaltning er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som Rådet forfølger, vil den kunne kendes ulovlig. Domstolen har ligeledes fastslået, at selv når Rådet har en vid skønsmargen, skal denne institution basere sit valg på objektive kriterier og undersøge, om de formål, der forfølges med den valgte foranstaltning, kan begrunde, at foranstaltningerne har endog væsentlige negative økonomiske følger for visse erhvervsdrivende (dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 230 og den deri nævnte retspraksis).

159

Med henblik på at afgøre, om de af Unionen trufne restriktive foranstaltninger eller de generelle regler, der er fastsat i EU-retsakter, som pålægger sådanne foranstaltninger, overholder proportionalitetsprincippet, skal det således i første række efterprøves, om disse foranstaltninger eller regler svarer til et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, i anden række, om de ikke er åbenbart uhensigtsmæssige i forhold til dette mål, dvs. om de ikke er åbenbart uegnede til at nå det, og i tredje række, om disse eller i givet fald den pågældende begrænsning ikke åbenbart går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det nævnte mål (dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 233 og den deri nævnte retspraksis), hvilket indebærer, at der ikke findes alternative foranstaltninger, som ikke alene ikke er restriktive, men også »lige så effektive« for at nå dette mål (jf. analogt dom af 5.12.2023, Nordic Info, C-128/22, EU:C:2023:951, præmis 87 og 90).

160

Som det ligeledes er anført i nærværende doms præmis 27, fremgår det i den foreliggende sag af den tredje appellerede doms præmis 58, at det formål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger, som er fastsat i de omtvistede oprindelige retsakter, består i at øge presset på præsident Lukasjenkos regime ved at udvide kredsen af personer og enheder, der er omfattet af sådanne restriktive EU-foranstaltninger, bl.a. ved hjælp af foranstaltninger om indefrysning af midler og økonomiske ressourcer over for personer, der drager fordel af eller støtter dette regime.

161

Det nævnte formål er legitimt i henhold til Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvilket i øvrigt ikke blev anfægtet for Retten og heller ikke er blevet anfægtet inden for rammerne af de foreliggende appelsager.

162

Således som det fremgår af den tredje appellerede doms præmis 111, gjorde BPC i det væsentlige gældende for Retten, at de restriktive foranstaltninger, der var blevet vedtaget ved de omtvistede oprindelige retsakter, var uforholdsmæssige, henset til deres skadelige indvirkning på tredjelande, Belarus og BPC selv. I forbindelse med appelsagen har virksomheden tilføjet, at de foranstaltninger, der er truffet over for den, ikke var nødvendige, eftersom det med disse foranstaltninger forfulgte formål allerede i væsentlig grad var blevet nået ved den indefrysning af midler, som Belaruskali blev pålagt.

163

Det skal imidlertid for det første fastslås, at det i henhold til den praksis fra Domstolen, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 158 og 159, forholder sig således, at det kun er, når sådanne foranstaltninger er åbenbart uegnede, og navnlig når de åbenbart går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå et sådant mål, at der skal rejses tvivl om deres forenelighed med proportionalitetsprincippet, idet Rådet, i modsætning til hvad BPC har anført, råder over en bred skønsbeføjelse i denne henseende.

164

For det andet har BPC med henblik på at underbygge, at de restriktive foranstaltninger, som virksomheden er genstand for, er åbenbart uhensigtsmæssige, på ingen måde for Retten fremlagt eksempler på restriktive foranstaltninger, der er mindre indgribende, samtidig med at de gør det muligt lige så effektivt at nå et sådant mål, og som Rådet eventuelt kunne have vedtaget (jf. analogt dom af 25.6.2020, VTB Bank mod Rådet, C-729/18 P, EU:C:2020:499, præmis 85-87, og af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 241 og den deri nævnte retspraksis).

165

Hvad i øvrigt angår BPC’s argument om, at det med henblik på det formål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger, som blev vedtaget ved de omtvistede oprindelige retsakter, havde været tilstrækkeligt udelukkende at pålægge Belaruskali sådanne foranstaltninger, uden at det var nødvendigt, at BPC også blev omfattet heraf, skal det fastslås, at dette argument blev fremført for første gang under appelsagen. Under en appelsag har Domstolen imidlertid kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender og argumenter, der er blevet drøftet for Retten (jf. dom af 24.3.2011, ISD Polska m.fl. mod Kommissionen, C-369/09 P, EU:C:2011:175, præmis 83). Dette argument skal derfor forkastes, så meget desto mere som BPC, således som det fremgår af nærværende doms præmis 137, med hensyn til realiteten selv udgør en indtægtskilde for Lukasjenkoregimet og dermed støtter dette regime.

166

Under disse omstændigheder begik Retten ikke nogen fejl eller vendte bevisbyrden, da den i den tredje appellerede doms præmis 111 i det væsentlige fastslog, at BPC’s argumentation vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ikke var tilstrækkeligt underbygget.

167

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet led i det andet anbringende i sag C-818/24 P og dermed dette anbringende i sin helhed forkastes som ugrundet.

168

Med det sjette led i det tredje anbringende i sag C-818/24 P har BPC i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den tredje appellerede doms præmis 102 ved af egen drift at fremføre et nyt retligt argument, som Rådet ikke havde fremført i de omtvistede retsakter med henblik på at begrunde opførelsen af BPC på de omhandlede lister i henhold til kriterium b), og som vedrører en risiko for omgåelse af de restriktive foranstaltninger, som Belaruskali er blevet pålagt, hvilket argument i øvrigt vedrører et opførelseskriterium, der adskiller sig fra kriterium b).

169

Rådet har, støttet af Republikken Litauen, bestridt grundlaget for BPC’s argumentation, idet det har anført, at Retten blot foretog en analyse af de eksisterende forbindelser mellem BPC og Belaruskali. Under alle omstændigheder kan henvisningen til en eventuel omgåelse ikke ændre Rettens konklusioner, eftersom en sådan omgåelse ikke er påkrævet i henhold til kriterium b).

170

Det bemærkes, at Retten i den tredje appellerede doms præmis 102, som nærværende led er rettet mod, fastslog, at »[s]elv om Belaruskalis midler er blevet indefrosset, foreligger der i øvrigt en ikkeubetydelig risiko for, at denne virksomhed udøver pres på sin »eksporterende gren«, dvs. [BPC], for at omgå virkningen af de foranstaltninger, den er omfattet af, således at indefrysningen af disse enheders midler er nødvendig for og egnet til at sikre effektiviteten af de vedtagne foranstaltninger og sikre, at disse foranstaltninger ikke omgås«.

171

I denne henseende bemærkes, således som Rådet har anført, og som BPC selv har erkendt, at en sådan betragtning i virkeligheden ikke har nogen forbindelse med anvendelsen af kriterium b), hvorfor den på ingen måde er nødvendig for at nå frem til den konklusion, at BPC er omfattet af dette kriterium.

172

Det følger af fast retspraksis, at klagepunkter, der er rettet mod præmisser, som er anført for fuldstændighedens skyld i en afgørelse fra Retten, er uvirksomme, eftersom de ikke kan føre til ophævelse af denne afgørelse (dom af 3.7.2025, Grodno Azot og Khimvolokno Plant mod Rådet, C-326/24 P, EU:C:2025:522, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

173

Henset til disse betragtninger skal det sjette led i det tredje anbringende i sag C-818/24 P og dermed dette anbringende i sin helhed forkastes.

174

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal appellerne i de forenede sager C-816/24 P, C-817/24 P og C-818/24 P forkastes.

175

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge. Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dets artikel 184, stk. 1, ligeledes finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

176

Da Rådet har nedlagt påstand om, at de tre appellanter tilpligtes at betale omkostningerne i hver af de forenede sager, og da disse har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger og betale de omkostninger, som Rådet har afholdt i hver af disse sager.

177

I henhold til artikel 140, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der ligeledes finder anvendelse i appelsager i medfør af dette procesreglements artikel 184, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. I henhold til disse bestemmelser bærer Republikken Litauen, der er intervenient i appelsagen i de tre forenede sager, sine egne omkostninger i disse sager.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):