DNO Yemen AS mod Petrolin Trading Limited m.fl (C-842/24)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

15. oktober 2026 (*)

» Præjudiciel forelæggelse – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – forordning (EU) nr. 1352/2014 – restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Yemen – artikel 2, stk. 2 – forbud mod indirekte at stille pengemidler til rådighed for de personer, enheder eller organer, der er omfattet af disse foranstaltninger – tilrådighedsstillelse af pengemidler for offentlige enheder, der ikke er omfattet – omfattede personer udøver en indflydelse på linje med indflydelsen fra den legitime regering, der ikke er omfattet – formodning for kontrol – foreligger ikke – den legitime regering samarbejder ikke med de omfattede personer – relevans – rimelig risiko for, at de omfattede personer modtager alle eller en del af pengemidlerne «

I sag C-842/24,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) ved afgørelse af 27. november 2024, indgået til Domstolen den 6. december 2024, i sagen

DNO Yemen AS

mod

Petrolin Trading Limited,

Moe Oil & Gas Yemen Limited,

Ministry of Oil and Minerals (of The Republic of Yemen),

Yemen Oil & Gas Corporation/The Yemen Company,

Dove Energy Limited, afviklet,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M.L. Arastey Sahún, og dommerne B. Smulders, E. Regan, J. Passer, og D. Gratsias (refererende dommer),

generaladvokat: M. Szpunar

justitssekretær: fuldmægtig F. Cathagne,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. november 2025,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        DNO Yemen AS ved solicitor J. Clark og avocats I. Michou og J. Ortscheidt,

–        Ministry of Oil and Minerals (of The Republic of Yemen) og Yemen Oil & Gas Corporation/The Yemen Company ved avocats S. Bayrou og A. Bénabent,

–        den franske regering ved B. Fodda, J.-B. Merlin, E. Timmermans og B. Travard, som befuldmægtigede,

–        den italienske regering ved S. Fiorentino, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato G. Palatiello og L. Paolucci,

–        den nederlandske regering ved E.M.M. Besselink og K. Bulterman, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved L. Baumgart, J.-F. Brakeland og M. Carpus-Carcea, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 19. marts 2026,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning (EU) nr. 1352/2014 af 18. december 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Yemen (EUT 2014, L 365, s. 1), som ændret ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/397 af 5. marts 2021 (EUT 2021, L 77 I, s. 1) (herefter »forordning nr. 1352/2014«).

2        Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side DNO Yemen AS (herefter »DNO«) og på den anden side Petrolin Trading Limited (herefter »Petrolin«), Moe Oil & Gas Yemen Limited (herefter »Moe«), Ministry of Oil and Minerals (of the Republic of Yemen) (ministeriet for olie og mineraler (i Republikken Yemen)) (herefter »ministeriet for olie og mineraler«), Yemen Oil & Gas Corporation/The Yemen Company (herefter »YOGC«) og Dove Energy Limited (herefter »Dove«) vedrørende gyldigheden af en voldgiftskendelse, hvorved DNO, Petrolin og Moe blev dømt til at betale erstatning til ministeriet for olie og mineraler og til YOGC.

 Retsforskrifter

 Folkeretten

 Resolution 2140 (2014)

3        Den 26. februar 2014 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd (herefter »Sikkerhedsrådet«) resolution 2140 (2014) på grundlag af kapitel VII i De Forenede Nationers pagt, undertegnet i San Francisco den 26. juni 1945.

4        Følgende fremgår af denne resolution:

»Sikkerhedsrådet,

[...]

som på ny bekræfter sin stærke støtte til Yemens enhed, suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet,

[...]

som udtrykker bekymring over de fortsatte politiske, økonomiske, humanitære og sikkerhedsmæssige problemer samt voldsomhederne i Yemen,

[...]

som konstaterer, at Yemen står over for omfattende økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige problemer, der har medført, at mange yemenitter har et akut behov for humanitær bistand, og som på ny bekræfter sin støtte til [Republikken Yemens] regering i dens bestræbelser på at bevare sikkerheden, fremme den økonomiske og sociale udvikling og foreslå politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige reformer, og glæder sig over det arbejde, der er udført af hovedbestyrelsen for rammen for gensidig ansvarlighed, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond [(IMF)] med henblik på at støtte den yemenitiske regering i dens bestræbelser for en økonomisk reform,

[...]

som anser situationen i Yemen for at udgøre en trussel mod international fred og sikkerhed i regionen,

som handler i henhold til kapitel VII i De Forenede Nationers pagt,

[...]

11.      beslutter, at alle medlemsstater i en indledende periode på et år regnet fra vedtagelsen af denne resolution øjeblikkeligt skal indefryse pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, som befinder sig på deres område, og som ejes eller kontrolleres direkte eller indirekte af de personer eller enheder, der er udpeget af [den sanktionskomité], der er nedsat i medfør af punkt 19 nedenfor, eller af personer eller enheder, som handler på deres vegne eller efter deres instruks, eller af enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, og beslutter videre, at alle medlemsstater skal sørge for at forhindre, at deres statsborgere eller personer eller enheder, som befinder sig på deres område, stiller pengemidler, finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer til rådighed for disse personer eller enheder eller tillader anvendelse heraf til deres fordel,

[...]

17.      beslutter, at bestemmelserne i punkt 11 [...] finder anvendelse på personer og enheder, som [sanktionskomitéen] har udpeget som personer og enheder, der deltager i eller yder støtte til handlinger, der truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Yemen,

[...]

19.      beslutter at nedsætte [...] en [sanktionskomité] bestående af alle sine medlemmer [...], som skal varetage følgende opgaver:

[...]

c)      at udpege de personer og enheder, der er omfattet af de foranstaltninger, der er fastsat i punkt 11 [...] ovenfor,

[...]«

 Resolution 2216 (2015)

5        Den 14. april 2015 vedtog Sikkerhedsrådet resolution 2216 (2015) som følge af resolution 2140 (2014) og efterfølgende resolutioner.

6        Følgende fremgår af denne resolution:

»Sikkerhedsrådet,

[...]

Som noterer sig skrivelsen af 24. marts 2015 fra Yemens faste repræsentant ved De Forenede Nationer, hvormed denne fremsendte en skrivelse fra Yemens præsident, hvori han underrettede formanden for Sikkerhedsrådet om, at »han havde anmodet Golfstaternes Samarbejdsråd og Den Arabiske Liga om straks at yde støtte ved hjælp af alle nødvendige midler og foranstaltninger, herunder militær intervention, til at beskytte Yemen og dets befolkning mod houthiernes vedvarende aggression« [...]

[...]

som gentager sin støtte til Yemens præsident, Abdo Rabbo Mansour Hadis, legitimitet og gentager sin opfordring til alle parter og medlemsstater om at afholde sig fra enhver handling, der kan skade Yemens enhed, suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet samt Yemens præsidents legitimitet,

[...]

som på det kraftigste fordømmer de ensidige foranstaltninger, som houthierne har truffet, og beklager, at de ikke har efterkommet de krav, der blev fremsat i resolution 2201 (2015) om, at de straks og betingelsesløst skulle trække deres styrker tilbage fra officielle bygninger, herunder i hovedstaden Sanaa, bringe sikkerhedssituationen i hovedstaden og i andre provinser tilbage til det normale niveau, opgive kontrollen med statslige institutioner og sikkerhedsinstitutioner, løslade alle personer, der er sat i husarrest eller vilkårligt tilbageholdes, betingelsesløst og uden at de lider overlast, og gentager sin opfordring til ikke-statslige aktører om at trække sig tilbage fra statslige institutioner i hele Yemen og ikke at forsøge at bemægtige sig disse institutioner,

som beklager ethvert forsøg fra houthierne side på at træffe foranstaltninger, der udelukkende henhører under Yemens legitime regerings myndighed, og bemærker, at sådanne foranstaltninger er uacceptable,

[...]

som handler i henhold til kapitel VII i De Forenede Nationers pagt,

1.      kræver, at alle yemenitiske parter, i særdeleshed houthierne, fuldt ud gennemfører bestemmelserne i resolution 2201 (2015) og afholder sig fra enhver yderligere ensidig handling, der kan bringe den politiske overgang i Yemen i fare, og kræver endvidere, at houthierne omgående og betingelsesløst:

a)      bringer brugen af vold til ophør,

b)      fjerner deres styrker fra alle de områder, som de har taget kontrol over, herunder hovedstaden Sanaa,

[...]

d)      indstiller enhver handling, der udelukkende henhører under Yemens legitime regerings myndighed,

[...]

3.      beslutter, at de personer, der er opført i bilaget til nærværende resolution, skal være underlagt de foranstaltninger, der er fastsat i punkt 11 [...] i resolution 2140 (2014),

[...]«

 EU-retten

 Afgørelse 2014/932

7        Følgende fremgår af 1., 2. og 4. betragtning til Rådets afgørelse 2014/932/FUSP af 18. december 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Yemen (EUT 2014, L 365, s. 147), som ændret ved Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2021/398 af 5. marts 2021 (EUT 2021, L 77 I, s. 3) (herefter »afgørelse 2014/932«):

»(1)      Den 26. februar 2014 vedtog [Sikkerhedsrådet] resolution 2140 (2014), der [...] på ny bekræfter [Sikkerhedsrådets] stærke støtte til Yemens enhed, suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet.

(2)      FN’s Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2140 (2014) kræver, at [...] pengemidler og aktiver tilhørende personer eller enheder, der skal udpeges af [sanktionskomitéen], indefryses.

[...]

(4)      Der er behov for handling fra [Den Europæiske Unions] side for at gennemføre visse foranstaltninger[.]«

8        Denne afgørelses artikel 2b bestemmer i stk. 1 og 2, følgende:

»1.      Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer eller enheder, der er udpeget af [sanktionskomitéen] som personer, der deltager i eller yder støtte til handlinger, der truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Yemen [...]

[...]

eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, eller enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, indefryses.

De i dette stykke omhandlede personer og enheder er opført på listen i bilaget til denne afgørelse.

2.      Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for de personer eller enheder, der er opført på listen i bilaget til denne afgørelse.«

9        Afgørelsens artikel 3 har følgende ordlyd:

»Rådet [for Den Europæiske Union] fastsætter listen i bilaget og ændrer den i overensstemmelse med det, der bestemmes af Sikkerhedsrådet eller [sanktionskomitéen].«

10      Bilaget til afgørelse 2014/932 indeholder listen over de personer og enheder, der bl.a. er omfattet af denne afgørelses artikel 2b, stk. 1 og 2, og som er genstand for afgørelser truffet af Sikkerhedsrådet eller sanktionskomitéen i overensstemmelse med resolution 2140 (2014) og efterfølgende resolutioner. På denne liste er opført personer, der tilhører eller har tilknytning til houthibevægelsen.

 Forordning nr. 1352/2014

11      1., 3. og 5. betragtning til forordning nr. 1352/2014 har følgende ordlyd:

»(1)      I overensstemmelse med [Sikkerhedsrådets] resolution (UNSCR) 2140 (2014) af 26. februar 2014 indføres der ved [afgørelse 2014/932] [...] en indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, der tilhører visse personer, der skal udpeges af [sanktionskomitéen] [...]

[...]

(3)      Da visse foranstaltninger i [afgørelse 2014/932] falder ind under anvendelsesområdet for traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er lovgivning på EU-plan nødvendig for at gennemføre dem, navnlig for at sikre, at de erhvervsdrivende i alle medlemsstater anvender dem på samme måde.

[...]

(5)      I betragtning af den konkrete trussel mod international fred og sikkerhed i regionen, som situationen i Yemen udgør, og for at sikre sammenhæng med proceduren for ændring og revurdering af bilaget til [afgørelse 2014/932], bør beføjelsen til at ændre listerne i bilag I til denne forordning udøves af Rådet.«

12      Denne forordnings artikel 1 er affattet således:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

e)      »indefrysning af økonomiske ressourcer«: hindring af, at økonomiske ressourcer på nogen måde anvendes til at opnå pengemidler, varer eller tjenesteydelser, herunder bl.a. ved salg, leje eller pantsætning

f)      »indefrysning af pengemidler«: hindring af enhver form for flytning, overførsel, ændring, brug af, adgang til eller behandling af pengemidler, der ville resultere i enhver form for ændring med hensyn til omfang, beløb, anbringelsessted, ejerforhold, besiddelse, art, formål eller andre ændringer, som ville gøre det muligt at bruge de pågældende pengemidler, herunder porteføljeforvaltning

g)      »pengemidler«: finansielle aktiver og fordele af enhver art […]

[…]«

13      Denne forordnings artikel 2 bestemmer følgende:

»1.      Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i denne forordnings bilag I, indefryses.

2.      Pengemidler og økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller stilles til rådighed til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I.«

14      Forordningens artikel 3 fastsætter i stk. 1 følgende:

»Bilag I omfatter fysiske eller juridiske personer, enheder og organer, der af sanktionskomitéen er udpeget som fysiske eller juridiske personer, enheder og organer, der deltager i eller yder støtte til handlinger, der truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Yemen [...]«

15      Samme forordnings artikel 15 bestemmer i stk. 1 følgende:

»Hvis FN’s Sikkerhedsråd eller sanktionskomitéen opfører en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ på en liste, medtager Rådet den pågældende fysiske eller juridiske person, den pågældende enhed eller det pågældende organ på listen i bilag I. [...]«

16      Bilag I til forordning nr. 1352/2014 indeholder listen over de personer, enheder og organer, der er omfattet af denne forordnings artikel 2. Med henblik på anvendelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, gengives i denne liste den liste i bilaget til afgørelse 2014/932, der er nævnt i nærværende doms præmis 10.

 Retningslinjerne for restriktive foranstaltninger

17      Den 8. december 2003 vedtog Rådet »retningslinjerne for gennemførelse og evaluering af restriktive foranstaltninger (sanktioner) som led i [Den Europæiske Unions] fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik« (herefter »retningslinjerne for restriktive foranstaltninger«), som senere blev ajourført den 4. maj 2018.

18      Disse retningslinjers punkt 55b fastsætter følgende:

»De kriterier, der skal tages hensyn til ved vurdering af, om juridiske personer eller enheder kontrolleres af andre personer eller enheder, alene eller i medfør af en aftale med andre aktionærer eller tredjemand, kan bl.a. omfatte:

[...]

d)      at have ret til at udøve en dominerende indflydelse over juridiske personer eller enheder i medfør af en aftale med de pågældende juridiske personer eller enheder eller i medfør af en bestemmelse i deres vedtægter, når det efter den lovgivning, som de juridiske personer eller enheder henhører under, er tilladt, at de underkastes sådanne aftaler eller vedtægtsbestemmelser

e)      at have beføjelse til at udøve retten til at udøve en dominerende indflydelse, jf. litra d), uden at besidde denne ret

f)      at have ret til at benytte alle eller nogle af en juridisk persons eller en enheds aktiver

[...]«

19      Retningslinjernes punkt 55d bestemmer følgende:

»Hvis ejerskab eller kontrol fastslås i overensstemmelse med ovennævnte kriterier, vil pengemidler eller økonomiske ressourcer, der stilles til rådighed for personer eller enheder, der ikke er opført på listen, men som ejes eller kontrolleres af en på listen opført person eller enhed, i princippet blive anset som værende indirekte stillet til rådighed for sidstnævnte, medmindre det i det enkelte tilfælde ud fra en risikobaseret tilgang, og idet der tages højde for samtlige relevante omstændigheder, herunder nedennævnte kriterier, med rimelighed kan fastslås, at de pågældende pengemidler eller økonomiske ressourcer ikke vil blive anvendt af eller er til fordel for den på listen opførte person eller enhed.

Til de kriterier, der skal tages i betragtning, hører bl.a.:

[...]

c)      de til rådighed stillede pengemidlers eller økonomiske ressourcers karakteristika, herunder disses potentielle praktiske nytte for og ubesværede overførsel til den på listen opførte enhed

[...]«

20      Retningslinjernes punkt 55e har følgende ordlyd:

»Det skal bemærkes, at pengemidler eller økonomiske ressourcer, der indirekte stilles til rådighed for en på listen opført person eller enhed, også kan omfatte midler stillet til rådighed for personer eller enheder, der ikke ejes eller kontrolleres af enheder, der er opført på listen.«

 Fransk ret

21      Den civile retsplejelovs artikel 1518 bestemmer følgende:

»En kendelse i en international voldgiftssag afsagt i Frankrig kan kun gøres til genstand for et søgsmål med påstand om ophævelse.«

22      Denne lovs artikel 1520 fastsætter følgende:

»Søgsmål med påstand om ophævelse kan kun anlægges, hvis:

[...]

5°      Anerkendelse eller fuldbyrdelse af kendelsen er uforenelig med grundlæggende folkeretlige principper.«

23      Denne lovs artikel 1527 har følgende ordlyd:

»[...]

Forkastelse af søgsmålet med påstand om ophævelse medfører, at voldgiftskendelsen eller de af dens bestemmelser, der ikke er omfattet af domstolens efterprøvelse, underlægges eksekvaturproduren.«

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

24      I løbet af 2014 og 2015 tog houthibevægelsen kontrollen over Yemens hovedstad Sanaa og forsøgte ensidigt at udskifte Republikken Yemens legitime regering med en illegitim regering domineret af denne bevægelse, hvilket gav anledning til en intervention fra en international koalition til støtte for denne legitime regering, som nu midlertidigt har sæde i Aden (Yemen).

25      Henset til denne situation vedtog Sikkerhedsrådet resolution 2140 (2014), der er nævnt i nærværende doms præmis 3, hvorved det navnlig besluttede at indefryse aktiver tilhørende personer og enheder, der deltager i eller yder støtte til handlinger, der truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Yemen. Som følge af denne resolution vedtog Rådet afgørelse 2014/932 og forordning nr. 1352/2014, der er nævnt i nærværende doms præmis 7 og 11. Som det fremgår af præmis 10 og 16 ovenfor, omfatter listen i bilag I til denne forordning – efter de fortløbende ændringer, som nævnte forordning har været genstand for – navnlig personer, der tilhører eller har tilknytning til houthibevægelsen.

26      Forud for disse begivenheder havde ministeriet for olie og mineraler og YOGC, der er et fuldt statsejet selskab, indgået en række aftaler med DNO, Petrolin, Moe og Dove om drift og deling af olie- og naturgasproduktionen.

27      I januar 2015 trådte DNO, Petrolin, Moe og Dove ud af disse aftaler. Ministeriet for olie og mineraler og YOGC indledte en voldgiftssag mod disse selskaber ved Det Internationale Handelskammer, idet de bestred gyldigheden af disse udtrædelser og i konsekvens heraf krævede erstatning.

28      Ved voldgiftskendelse afsagt i Paris (Frankrig) den 15. juli 2019 blev DNO, Petrolin og Moe dømt til at betale erstatning til ministeriet for olie og mineraler og til YOGC.

29      DNO, Petrolin og Moe anlagde et søgsmål med påstand om ophævelse af denne kendelse ved cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig). De gjorde bl.a. gældende, at denne kendelse var i strid med grundlæggende folkeretlige principper, eftersom fuldbyrdelsen heraf risikerede indirekte at stille pengemidler til rådighed for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I til forordning nr. 1352/2014, som omhandlet i forordningens artikel 2, stk. 2.

30      Ved dom af 5. oktober 2021 forkastede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) dette søgsmål.

31      I denne dom udtalte cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris), at selv om det ikke tilkom den at udvide de restriktive foranstaltninger i forordning nr. 1352/2014 til personer, der ikke er opført på den liste, der er fastsat ved denne forordning, påhvilede det den at efterprøve, at anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af den omtvistede voldgiftskendelse ikke kunne være i strid med disse restriktive foranstaltninger ved direkte eller indirekte at gøre det muligt at stille pengemidler til rådighed for eller at anvende disse til fordel for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til denne forordning, som omhandlet i forordningens artikel 2, stk. 2. Cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) bemærkede endvidere, at denne efterprøvelse skulle foretages på baggrund af den vurderede situation på det tidspunkt, hvor retsinstansen traf afgørelse, og at den skulle hvile på alvorlige, præcise og samstemmende indicier, der gjorde det muligt at fastslå en tilsidesættelse af de nævnte restriktive foranstaltninger.

32      Cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) vurderede i den konkrete sag, at det, for at en indirekte tilrådighedsstillelse kunne fastslås, skulle påvises, at ministeriet for olie og mineraler og YOGC rent faktisk handlede »på vegne af, under kontrol af eller efter instruks fra« personer, der var opført i dette bilag I, og at de havde til hensigt at anvende disse pengemidler til fordel for disse personer. Den støttede sig i denne henseende på de kriterier, der er opstillet i punkt 55c, litra d)-f), i retningslinjerne for restriktive foranstaltninger.

33      Den fastslog, at ingen af de fremlagte oplysninger gjorde det muligt at fastslå, at ministeriet for olie og mineraler, som repræsenterede Republikken Yemens legitime regering – der var anerkendt af det internationale samfund og modtog støtte fra Verdensbanken og IMF – handlede under kontrol af eller instruks fra de personer, der var omfattet af forordning nr. 1352/2014, hvorimod den væbnede konflikt i Yemen hovedsageligt stod mellem denne regering og houthibevægelsen.

34      Den lagde ligeledes til grund, at selv om det fremgik af de oplysninger, der var blevet fremlagt under retsforhandlingerne, at såvel den legitime regering som houthibevægelsen påberåbte sig at have kontrol over YOGC, var det ikke godtgjort, at disse to parter handlede efter fælles overenskomst, og at den første var under den andens kontrol. Cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) støttede sig bl.a. på en skrivelse af 23. august 2015, hvorved premierministeren for Republikken Yemens legitime regering havde opfordret udenlandske olieselskaber til kun at handle med personer, der var underlagt denne regerings myndighed, til at anse de afgørelser, udnævnelser og retningslinjer for ugyldige, der var udgået fra houthimilitserne i februar 2015 inden for ministeriet for olie og mineraler og de dertil knyttede myndigheder og organer, til ikke at anvende de retningslinjer eller instrukser, der var udstedt af disse militser eller af de dertil knyttede komitéer, og endelig til ikke at betale de beløb, de skyldte staten, så længe de ikke havde fået meddelelse om tid og sted for betalingen.

35      Endelig fandt denne appeldomstol, at det ikke var tilstrækkelig til at fastslå, at houthibevægelsen havde taget kontrollen over YOGC, at der på dette selskabs officielle websted, der kunne være blevet hacket, var en angivelse af navnet på en houthiminister, eller at der i et referat fra det yemenitiske presseagentur Saba var en omtale af et møde, der var blevet afholdt under tilstedeværelse af houtiernes premierminister, hvorunder Mahmoud El Nom, der blev præsenteret som administrerende direktør for YOGC, havde redegjort for programmet for rationalisering af olie, diesel og husholdningsgas i hovedstaden og de provinser, der var under houtiernes kontrol.

36      Som det fremgår af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, indgav ministeriet for olie og mineraler den 30. marts 2022, efter den dom fra cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris), der er redegjort for i nærværende doms præmis 30-35, en anmodning til Oslo tingrett (byretten i Oslo, Norge) om fuldbyrdelse af den kendelse, der er omhandlet i nærværende doms præmis 28. Denne ret erklærede kendelsen for eksigibel og pålagde DNO at betale den skyldige erstatning. Den appel, som DNO iværksatte ved Borgarting lagmannsrett (appeldomstolen for Borgarting, Norge), såvel som selskabets appel til Norges Høyesterett (Norges Højesteret) blev forkastet. Den 4. december 2023 betalte DNO det nettobeløb, der skyldtes i henhold til voldgiftskendelsen, til alene ministeriet for olie og mineraler, idet selskabet støttede sig på skrivelse af 13. oktober 2022, hvorved YOGC havde meddelt DNO, at YOGC havde overdraget alle sine rettigheder i henhold til kendelsen til dette ministerium, og havde erklæret, at det ikke ville gøre krav på de beløb, der allerede var blevet udbetalt til dette ministerium.

37      Sideløbende med denne fuldbyrdelsesprocedure iværksatte DNO og Petrolin henholdsvis appel og kontraappel til prøvelse af dommen afsagt af cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), som er den forelæggende ret.

38      Til støtte for deres kassationsanbringende har de to selskabet gjort gældende dels, at en voldgiftskendelse kan ophæves, hvis dens anerkendelse eller fuldbyrdelse i væsentlig grad tilsidesætter grundlæggende folkeretlige principper, dels, at udtrykket »direkte eller indirekte stilles til rådighed« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 – således som det fremgår af punkt 55e i retningslinjerne for restriktive foranstaltninger – har en bred betydning. Cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) har imidlertid tilsidesat denne sidstnævnte bestemmelse ved at føje en betingelse hertil. Denne ret har nemlig begrænset sig til at undersøge, om ministeriet for olie og mineraler og YOGC rent faktisk handlede på vegne af, under kontrol af eller efter instruks fra personer, der var er omfattet af de restriktive foranstaltninger, og om de havde til hensigt at anvende de omtvistede pengemidler til fordel for disse personer, i stedet for at undersøge, om fuldbyrdelsen af kendelsen, eftersom den førte til, at der blev stillet pengemidler til rådighed for YOGC, risikerede at gavne personer, enheder eller organer – selv uden nogen kontrol- eller instruktionsbeføjelse over dette selskab – der var opført i bilag I til denne forordning.

39      For det første har den forelæggende ret i denne forbindelse anført, at det følger af Domstolens praksis, at udtrykket »stilles til rådighed« har en bred betydning, idet det ikke sigter til en særlig juridisk betegnelse, men omfatter enhver retshandling, der i henhold til den gældende nationale ret skal fuldføres, for at en person faktisk kan få beføjelse til fuldt ud at råde over det pågældende aktiv (dom af 11.10.2007, Möllendorf og Möllendorf-Niehuus, C-117/06, EU:C:2007:596, præmis 51).

40      Den forelæggende ret har endvidere anført, at Domstolen har udtalt, at det med henblik på at fastslå en indirekte tilrådighedsstillelse af en økonomisk ressource tilkommer den nationale ret at efterprøve, om lederen af det selskab, som denne ressource skal leveres til, har handlet på vegne af, under kontrol af eller efter instruks fra det selskab, der er opført på listen, og har haft til hensigt at anvende det pågældende aktiv til fordel for dette selskab (jf. i denne retning dom af 21.12.2011, Afrasiabi m.fl., C-72/11, EU:C:2011:874, præmis 52 og 53).

41      Endelig har den forelæggende ret angivet, at Domstolen i forbindelse med de restriktive foranstaltninger, der er truffet på baggrund af situationen i Libyen, har præciseret, at betalinger kun kan udgøre en indirekte tilrådighedsstillelse af pengemidler til fordel for en person, der er genstand for sådanne foranstaltninger, på betingelse af, at de kan overføres til denne person, eller at sidstnævnte har beføjelse til at råde over disse pengemidler, bl.a. henset til den omstændighed, at der mellem modtageren af pengemidlerne og denne person foreligger retlige eller finansielle bånd (jf. i denne retning dom af 17.1.2019, SH, C-168/17, EU:C:2019:36, præmis 60-62). Den har tilføjet, at Domstolen i forbindelse med de restriktive foranstaltninger over for Iran har vurderet, at disse har et præventivt formål, der skal forhindre en risiko for nuklear spredning (jf. i denne retning dom af 11.11.2021, Bank Sepah, C-340/20, EU:C:2021:903, præmis 53 og 54).

42      For det andet har den forelæggende ret fremhævet, at hovedspørgsmålet i det foreliggende tilfælde vedrører de kriterier, der gør det muligt at fastslå en indirekte tilrådighedsstillelse til fordel for personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I til forordning nr. 1352/2014, som følge af betaling til opfyldelse af en voldgiftskendelse af skyldige beløb til ministeriet for olie og mineraler og til YOGC, selv om disse sidstnævnte ikke er opført på denne liste. Den forelæggende ret har i øvrigt anført, at den faktiske situation, der er beskrevet i den appellerede dom, rejser spørgsmål vedrørende bevisbyrden i betragtning af den usikre politiske situation i det pågældende land.

43      På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 2, stk. 2, i [forordning nr. 1352/2014], sammenholdt med [retningslinjerne for restriktive foranstaltninger], fortolkes således, at indirekte tilrådighedsstillelse kan omfatte tilrådighedsstillelse af pengemidler for offentlige enheder, der ikke er omfattet af de restriktive foranstaltninger, såfremt det er godtgjort, at de personer, der er omfattet af disse foranstaltninger, i disse enheder udøver en indflydelse på linje med den legitime regering, der ikke er omfattet af disse foranstaltninger?

2)      Når en sådan indflydelse er godtgjort, skal artikel 2, stk. 2, i [forordning nr. 1352/2014] da fortolkes således, at de enheder, til hvilke pengemidlerne overdrages, formodes at være kontrolleret af personer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger? Kan der i bekræftende fald fremlægges modbevis for denne formodning? Er den omstændighed, at den legitime regering, der ikke er omfattet af de restriktive foranstaltninger, ikke samarbejder med de personer, der er omfattet af disse foranstaltninger, relevant i denne henseende?

3)      Når de beviser, der er fremlagt for den nationale ret, ikke gør det muligt at vurdere, om den dominerende indflydelse i den enhed, for hvilken pengemidler stilles til rådighed, udøves af den legitime regering eller af personer, der er omfattet af sanktionerne, er alene risikoen for, at sidstnævnte personer i sidste ende vil modtage alle eller en del af disse pengemidler, da tilstrækkelig til, at sanktionerne kan finde anvendelse?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål

44      Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i det samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (dom af 18.12.2025, Lukoil Bulgaria og Lukoil Neftohim Burgas, C-245/24, EU:C:2025:987, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

45      I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, oplyst, om begrebet »indirekte tilrådighedsstillelse« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 er relevant i en sammenhæng, hvor for det første såvel Republikken Yemens legitime regering som houthibevægelsen påberåber sig at have kontrol over den enhed, der kan modtage pengemidler, YOGC, for det andet visse medlemmer af denne bevægelse og hertil knyttede personer er opført i bilag I til denne forordning, og for det tredje denne legitime regering, som i den væbnede konflikt i Yemen er modstander af denne bevægelse, ikke handler på vegne af, under kontrol af eller efter instruks fra den nævnte bevægelse og ikke samarbejder med denne.

46      Det fremgår ligeledes heraf, at DNO ikke over for den forelæggende ret har anfægtet de konstateringer fra cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris), hvorefter de forhold, som selskabet påberåbte sig for denne ret, og som er nævnt i nærværende doms præmis 35, ikke var tilstrækkelige til at fastslå, at houthibevægelsen havde taget kontrollen over YOGC. DNO har derimod kritiseret cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) for, at den ikke undersøgte, om fuldbyrdelsen af voldgiftskendelsen, eftersom den førte til, at der blev stillet pengemidler til rådighed for YOGC, risikerede at gavne en person, en enhed eller et organ – selv uden nogen kontrol- eller instruktionsbeføjelse over dette selskab – der var opført i bilag I til denne forordning.

47      Det må derfor lægges til grund, at den forelæggende ret med sit første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 skal fortolkes således, at tilrådighedsstillelse af pengemidler for en offentlig enhed, der ikke er opført i bilag I til denne forordning, til opfyldelse af en voldgiftskendelse kan udgøre en indirekte tilrådighedsstillelse af pengemidler for personer, enheder eller organer, der er opført i dette bilag I, når disse personer, enheder eller organer uden at udøve nogen kontrol- eller instruktionsbeføjelse over denne enhed påberåber sig at have en sådan kontrol på lige fod med Republikken Yemens legitime regering, som ikke er omfattet af den nævnte forordning og ikke samarbejder med de nævnte personer, enheder eller organer.

48      Ifølge artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1352/2014 skal alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i denne forordnings bilag I, indefryses. Ifølge ordlyden af denne artikels stk. 2 må pengemidler og økonomiske ressourcer hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller stilles til rådighed til fordel for disse personer, enheder eller organer.

49      Denne forordnings artikel 2, stk. 1, sammenholdt med forordningens artikel 1, litra e) og f), har til formål at begrænse de transaktioner, der kan iværksættes med indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til den nævnte forordning, uden at ændre ejerskabet over disse aktiver (jf. analogt dom af 11.112021, Bank Sepah, C-340/20, EU:C:2021:903, præmis 43 og 44, og af 15.12.2022, Instrubel m.fl., C-753/21 og C-754/21, EU:C:2022:987, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

50      Hvad angår artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 viser anvendelsen i denne bestemmelse af formuleringen »direkte eller indirekte«, at det forbud, som bestemmelsen omhandler, har en bred betydning. Det samme gælder for udtrykket »stilles til rådighed« heri, som omfatter enhver retshandling, der skal fuldføres, for at de pågældende personer, enheder eller organer rent faktisk kan få beføjelse til at råde over pengemidler eller økonomiske ressourcer, uden at der henvises til en særlig juridisk betegnelse (jf. analogt dom af 21.12.2011, Afrasiabi m.fl., C-72/11, EU:C:2011:874, præmis 39 og 40 og den deri nævnte retspraksis). Det skal således undgås, at der sker en omgåelse af den indefrysning af aktiver, der er fastsat i denne forordnings artikel 2, stk. 1 (jf. analogt dom af 11.11.2021, Bank Sepah, C-340/20, EU:C:2021:903, præmis 56, og af 12.3.2026, EM System, C-84/24, EU:C:2026:181, præmis 79).

51      For det første skal det i denne henseende bemærkes, at definitionen af udtrykket »stilles til rådighed«, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, omfatter anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, hvorved der pålægges betaling af erstatning, når denne anerkendelse og fuldbyrdelse gør det muligt for personer, enheder eller organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, reelt at opnå beføjelse til at råde over de beløb, der er tildelt i denne forbindelse.

52      For det andet og hvad angår fortolkningen af formuleringen »direkte eller indirekte« foreligger der ganske vist principielt ikke nogen »direkte« tilrådighedsstillelse af pengemidler eller økonomiske ressourcer som omhandlet i denne bestemmelse, når modtageren af disse pengemidler eller ressourcer ikke er opført på listen i bilag I til forordning nr. 1352/2014 (jf. i denne retning dom af 17.1.2019, SH, C-168/17, EU:C:2019:36, præmis 60).

53      En sådan situation kan imidlertid svare til en »indirekte« tilrådighedsstillelse af pengemidler eller økonomiske ressourcer til fordel for en person, en enhed eller et organ, der er opført på denne liste, bl.a. når modtageren har handlet på vegne af, under kontrol af eller efter instruks fra denne person, denne enhed eller dette organ og har haft til hensigt at anvende de pågældende aktiver til deres fordel (jf. i denne retning dom af 21.12.2011, Afrasiabi m.fl. C-72/11, EU:C:2011:874, præmis 51-53).

54      Dette kan ligeledes være tilfældet, når disse pengemidler eller økonomiske ressourcer kan overføres til en sådan person, enhed eller organ, eller når denne person, enhed eller organ har beføjelse til at råde over dem, bl.a. på grund af retlige eller finansielle bånd til modtageren af pengemidlerne (jf. i denne retning dom af 17.1.2019, SH, C-168/17, EU:C:2019:36, præmis 62).

55      De omstændigheder, der er omtalt i nærværende doms præmis 53 og 54, udgør imidlertid kun – som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 40 i forslaget til afgørelse – relevante omstændigheder, der i givet fald gør det muligt at konkludere, at der foreligger en »indirekte tilrådighedsstillelse af pengemidler« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014. Henset til den brede betydning, som dette udtryk skal tillægges for i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 51, at undgå enhver omgåelse, er fraværet af disse omstændigheder i et konkret tilfælde derfor ikke tilstrækkelig til at udelukke, at der foreligger en sådan »indirekte tilrådighedsstillelse«.

56      Denne fortolkning understøttes i øvrigt af punkt 55e i retningslinjerne for restriktive foranstaltninger, hvorefter en indirekte tilrådighedsstillelse af pengemidler eller økonomiske ressourcer for personer eller enheder, der er opført på listen, ligeledes kan omfatte tilrådighedsstillelse af disse pengemidler eller ressourcer for personer eller enheder, der ikke ejes eller kontrolleres af de enheder, der er opført på listen.

57      Som generaladvokaten i det væsentlige har fremhævet i punkt 42 i forslaget til afgørelse, fremgår det i øvrigt af præamblen til og punkt 17 i resolution 2140 (2014) samt af artikel 3 i forordning nr. 1352/2014, sammenholdt med 5. betragtning hertil, at de restriktive foranstaltninger, som Rådet har vedtaget inden for rammerne af denne forordning, i overensstemmelse med denne resolution, har et præventivt formål, idet de – ved at de finder anvendelse på aktiver tilhørende personer, enheder eller organer, der deltager i eller yder støtte til handlinger, der truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Republikken Yemen – har til formål at forhindre sådanne handlinger og dermed imødegå den trussel, som situationen i Yemen udgør for freden og den internationale sikkerhed i regionen.

58      I det foreliggende tilfælde synes det ikke at kunne udelukkes, at visse personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til forordning nr. 1352/2014, såsom personer, der tilhører eller har tilknytning til houthibevægelsen, reelt kan få beføjelse til at råde over pengemidler, der er bestemt for dette selskab, selv om de ikke har kontrol- eller instruktionsbeføjelser over for ministeriet for olie og mineraler i den legitime regering og over YOGC, til fordel for hvem den voldgiftskendelse, der er omtalt i denne doms præmis 28, er blevet afsagt.

59      I overensstemmelse med den i nærværende doms præmis 50 nævnte retspraksis forudsætter en sådan tilrådighedsstillelse imidlertid, at anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af voldgiftskendelsen til fordel for det nævnte selskab gør det muligt for denne enhed eller disse personer rent faktisk at opnå beføjelse til at råde over de pengemidler, der er bestemt for dette selskab, og følgelig, at denne enhed eller disse personer rent faktisk har forudsætningerne til at skaffe sig disse pengemidler.

60      Som generaladvokaten i denne henseende i det væsentlige har fremhævet i punkt 19 i forslaget til afgørelse, og som det fremgår af resolution 2140 (2014) og 2216 (2015) og af de sagsakter, som Domstolen råder over, har houthibevægelsen på den del af Yemens område, som den kontrollerer, navnlig i dette lands hovedstad, Sanaa, indført forvaltningsstrukturer, der er parallelle med forvaltningsstrukturerne for den legitime regering, der midlertidigt har sæde i Aden. Nærmere bestemt vedtager denne bevægelse foranstaltninger, der henhører under den legitime regerings enemyndighed, påberåber sig at have kontrol over ministeriet for olie og mineraler og YOGC, som er et selskab, hvis officielle websted bevægelsen anvender, og den synes at kunne give instrukser til udenlandske olieselskaber og få udbetalt beløb, der er bestemt for staten. Det fremgår i øvrigt ligeledes af disse sagsakter, at byretten i Oslo i forbindelse med proceduren til fuldbyrdelse af den voldgiftskendelse, der er nævnt i nærværende doms præmis 28, fastslog, at DNO efter afsigelsen af denne kendelse ikke blot havde modtaget anmodninger fra Republikken Yemens legitime regering, men også fra aktører, der støttede houthibevægelsen.

61      Det følger heraf, at selv om denne bevægelses påberåbelser i forhold til YOGC er illegitime, kan personer, der er bemyndiget af den nævnte bevægelse eller af de forvaltningsstrukturer, som den har oprettet, eventuelt skaffe sig de pengemidler, der er bestemt for dette selskab, ved at præsentere sig som værende bemyndiget af en legitim myndighed til at modtage dem. Det tilkommer ikke desto mindre den kompetente nationale ret, i givet fald, henset til samtlige relevante omstændigheder, at efterprøve, om denne bevægelse eller dens overordnede ledere rent faktisk har mulighed for at skaffe sig disse pengemidler på denne eller på anden måde.

62      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 skal fortolkes således, at tilrådighedsstillelse af pengemidler for en offentlig enhed, der ikke er opført i bilag I til denne forordning, til opfyldelse af en voldgiftskendelse kan udgøre en indirekte tilrådighedsstillelse af pengemidler for personer, enheder eller organer, der er opført i dette bilag I, når disse personer, enheder eller organer uden at udøve nogen kontrol- eller instruktionsbeføjelse over denne enhed påberåber sig at have en sådan beføjelse på lige fod med Republikken Yemens legitime regering, forudsat at de rent faktisk er i stand til at skaffe sig disse pengemidler.

 Det tredje spørgsmål

63      Med sit tredje spørgsmål, som skal behandles inden det andet spørgsmål, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 skal fortolkes således, at forbuddet mod indirekte at stille pengemidler til rådighed for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I til denne forordning, finder anvendelse, når der blot foreligger en rimelig risiko for, at disse personer, enheder eller organer modtager alle eller en del af de pengemidler, der er bestemt til en enhed, der ikke er opført i dette bilag I.

64      Som det fremgår af besvarelsen af det første spørgsmål, navnlig af nærværende doms præmis 50-62, forudsætter anvendelsen af denne forordnings artikel 2, stk. 2, at de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til forordningen, rent faktisk er i stand til at råde over alle eller en del af de pengemidler, der er bestemt for en enhed, herunder hvis denne enhed ikke er opført i dette bilag I. Det er derfor ikke nødvendigt, at disse personer, enheder eller organer er direkte modtagere af disse pengemidler, men det er tilstrækkeligt, at der er en risiko for, at de modtager dem.

65      Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret imidlertid nærmere bestemt oplyst, hvilken grad af sandsynlighed denne risiko skal have for at begrunde anvendelsen af det forbud, der er fastsat i denne bestemmelse.

66      I denne henseende skal det, som flere berørte parter har gjort, fremhæves, at det forbud, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 – og som kan medføre, at personer, enheder eller organer, der ikke er opført i bilag I til denne forordning, fratages rådigheden over pengemidler, som de er lovmæssige modtagere af – ikke kan begrundes i en rent hypotetisk risiko for uretmæssig tilegnelse af pengemidlerne til fordel for personer, enheder eller organer, der er opført i dette bilag I. Den usikkerhed om den politiske situation i Yemen, som den forelæggende ret har henvist til, kan således ikke i sig selv danne grundlag for en vurdering af denne risiko, der hviler på rene gisninger om den indflydelse, som disse opførte personer, enheder eller organer kunne udøve på personer, enheder eller organer, hvis navne ikke er opført i det nævnte bilag I.

67      For det første understøttes denne fortolkning af retspraksis vedrørende de restriktive foranstaltninger, som Rådet har vedtaget, og som foreskriver indefrysning af aktiver tilhørende de personer, der er omfattet af disse foranstaltninger. Ifølge denne retspraksis skal disse foranstaltninger hvile på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, således at domstolsprøvelsen heraf ikke må begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal omfatte en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde afgørelsen (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 119, og af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-703/23 P, EU:C:2025:608, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

68      For det andet gælder det, at selv om restriktive foranstaltninger, således som Domstolen gentagne gange har fastslået, pr. definition har virkninger, der påvirker ejendomsretten og den frie udøvelse af erhvervsvirksomhed, og således medfører skade for parter, der ikke har noget ansvar for den situation, der har ført til deres vedtagelse (dom af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 149 og den deri nævnte retspraksis), forholder det sig ikke desto mindre således, at de foranstaltninger, der vedtages af en national myndighed – herunder en national retsinstans – i henhold til en ordning med restriktive foranstaltninger, ikke må gå ud over, hvad der er passende og nødvendigt for gennemførelsen af de formål, der lovligt forfølges med disse foranstaltninger, eller være uforholdsmæssige i forhold til disse formål (jf. i denne retning dom af 10.9.2024, Neves 77 Solutions C-351/22, EU:C:2024:723, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

69      For det tredje og i forhold til hovedsagen kan en ophævelse af den voldgiftskendelse, der er blevet afsagt til fordel for YOGC, påvirke ikke blot dette selskabs ejendomsret og økonomiske interesser, men også ejendomsretten og de økonomiske interesser for Republikken Yemens legitime regering, som lovligt ejer YOGC, og som ligeledes er berettiget på lige fod med dette selskab til den erstatning, der er tilkendt ved denne kendelse.

70      Det fremgår bl.a. af resolution 2140 (2014) og 2216 (2015), at denne legitime regering er anerkendt og støttes af Sikkerhedsrådet, at den i øvrigt ikke er omfattet af de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget på FN- og EU-niveau, at den ikke samarbejder med houthibevægelsen, som den er i konflikt med, og at de omhandlede restriktive foranstaltninger navnlig har til formål at forebygge denne bevægelses handlinger, som truer freden, sikkerheden og stabiliteten i Yemen. Det er desuden ubestridt, at denne regering, således som ministeriet for olie og mineraler og YOGC har gjort gældende i tvisten i hovedsagen og for Domstolen, har truffet foranstaltninger med henblik på at undgå, at pengemidler eller økonomiske ressourcer direkte eller indirekte stilles til rådighed for denne bevægelse.

71      Desuden forfølger disse resolutioner navnlig det formål at genoprette Republikken Yemens enhed, suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet. Det fremgår af disse resolutioner, at den støtte, der ydes den legitime regering, og de restriktive foranstaltninger, der er rettet mod houthibevægelsen, bidrager ligeligt til dette formål. Det fremgår ligeledes af resolution 2140 (2014) og af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at denne regering, henset til denne tredjestats økonomiske og sociale vanskeligheder, i overensstemmelse med formålene med denne resolution modtager finansiel bistand fra internationale institutioner såsom Verdensbanken eller IMF.

72      I en situation som den i hovedsagen omhandlede kunne anvendelsen af artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 med den ene begrundelse, at houthibevægelsen påberåber sig at have kontrol over YOGC, vise sig at være uforholdsmæssig i betragtning af formålene med denne forordning, eller endog i strid med disse. For det første kunne en sådan tilgang nemlig, henset til den politiske situation i Yemen, der er beskrevet i nærværende doms præmis 60, anvendes på et stort antal enheder, bl.a. offentlige, selv om de reelt ikke har nogen forbindelse til denne bevægelse, og selv om risikoen for, at pengemidler, som de er berettigede til, stilles til rådighed for denne bevægelse, forbliver hypotetisk. For det andet kunne denne tilgang udnyttes af denne bevægelse eller af dens overordnede ledere med henblik på propaganda eller til at fratage den legitime regering økonomiske ressourcer.

73      Det følger heraf, at risikoen for, at personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til forordning nr. 1352/2014, modtager alle eller en del af de pengemidler, der er bestemt til en enhed, der ikke er opført i dette bilag I, skal fremgå af objektive materielle forhold vedrørende de forudsætninger, som de har for at skaffe sig disse midler, således at sandsynligheden for, at denne risiko bliver en realitet, er tilstrækkeligt stor til at begrunde vedtagelsen af en forebyggende foranstaltning såsom det forbud, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 2, stk. 2. Vurderingen af denne risiko kræver desuden, at der tages hensyn til samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder relevante faktorer, der kan være til hinder for disse personers, enheders eller organers handlinger for at skaffe sig de nævnte pengemidler, såsom bl.a. de foranstaltninger, som Republikken Yemens legitime regering har truffet for at undgå en sådan tilrådighedsstillelse.

74      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 skal fortolkes således, at forbuddet mod indirekte at stille pengemidler til rådighed for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I til denne forordning, finder anvendelse, når det på grundlag af objektive materielle forhold kan påvises, at der foreligger en risiko for, at disse personer, enheder eller organer modtager alle eller en del af de pengemidler, der er bestemt til en enhed, der ikke er opført i dette bilag I, forudsat at sandsynligheden for, at denne risiko bliver en realitet, er tilstrækkeligt stor til at begrunde dette forbud henset til samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder relevante faktorer, der kan være til hinder for disse personers, enheders eller organers handlinger.

 Det andet spørgsmål

75      Med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar må det lægges til grund, at denne med sit andet spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 skal fortolkes således, at de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til denne forordning, må antages at kontrollere en offentlig enhed, der har fået stillet pengemidler til rådighed til fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, når disse personer, enheder eller organer uden at udøve nogen kontrol- eller instruktionsbeføjelse over denne offentlige enhed påberåber sig at have en sådan kontrol over enheden på lige fod med den pågældende tredjestats legitime regering, og i bekræftende fald om denne antagelse er afkræftelig.

76      For det første skal det i denne henseende bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at et selskab kan kvalificeres som et selskab, der »ejes« eller »kontrolleres« af en anden enhed, når sidstnævnte er i stand til at påvirke valgene i det pågældende selskab, selv om der ikke er nogen juridisk, ejendomsretlig eller kapitalandelsmæssig forbindelse mellem disse to økonomiske enheder (jf. i denne retning dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 75).

77      For det andet fremgår det af punkt 55b i retningslinjerne for restriktive foranstaltninger, at en person eller enhed ejer eller kontrollerer en anden juridisk person, en enhed eller et organ, når den udøver en bestemmende indflydelse på disse, bl.a. på grund af sin udnævnelses- eller afskedigelsesbeføjelse inden for disse eller størrelsen af sin kapitalandel i en juridisk person (jf. i denne retning dom af 12.3.2026, EM System, C-84/24, EU:C:2026:181, præmis 87-92).

78      For det tredje følger det ligeledes af Domstolens praksis, således som det bekræftes i disse retningslinjers punkt 55d, at når en person, en enhed eller et organ, der ikke er omfattet af restriktive foranstaltninger, har handlet på vegne af, under kontrol af eller efter instruks fra en person, en enhed eller et organ, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger, og har haft til hensigt at anvende det pågældende aktiv til fordel for den omfattede person, enhed eller organ, kan det formodes, at pengemidler eller økonomiske ressourcer indirekte er blevet stillet til rådighed for en af disse sidstnævnte (jf. analogt dom af 21.12.2011, Afrasiabi m.fl., C-72/11, EU:C:2011:874, præmis 53).

79      Som det fremgår af nærværende doms præmis 45-47 og 75, vedrører den forelæggende rets spørgsmål imidlertid ikke en situation med en enhed, der handler på vegne af, under kontrol af eller efter instruks fra personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til forordning nr. 1352/2014.

80      Det fremgår desuden af besvarelsen af det første spørgsmål, navnlig af nærværende doms præmis 61, at det tilkommer den kompetente nationale ret at efterprøve, om personer, enheder eller organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, rent faktisk har mulighed for at skaffe sig pengemidler, der er bestemt for en offentlig enhed såsom YOGC. Det følger ligeledes af besvarelsen af det tredje spørgsmål, navnlig af nærværende doms præmis 66 og 73, at anvendelsen af artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 ikke kan hvile på rene gisninger. Den forudsætter, at der foreligger objektive materielle forhold vedrørende de forudsætninger, som de pågældende personer, enheder elle organer har for at skaffe sig disse midler.

81      I en sådan situation tilkommer det således den kompetente nationale ret, uden at basere sig på generelle formodninger, at foretage en vurdering af samtlige de beviser, der er fremlagt for den, og at tage hensyn til den sammenhæng, hvori de indgår. Disse beviser skal desuden udgøre en række tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier, der gør det muligt at fastslå risikoen for, at de personer, organer eller enheder, der er opført i bilag I til denne forordning, modtager de pengemidler, der er bestemt for den pågældende offentlige enhed (jf. i denne retning dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet, C-630/13 P, EU:C:2015:247, præmis 51 og 53 og den deri nævnte retspraksis).

82      I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen og af de forklaringer, som den franske regering har afgivet i retsmødet, at bevisbyrden i et søgsmål med påstand om ophævelse af en voldgiftskendelse som det i hovedsagen omhandlede fuldt ud påhviler den person, der har nedlagt påstand om denne ophævelse, i den forstand, at det påhviler denne at godtgøre, at indføjelsen af denne voldgiftskendelse i den franske retsorden udgør en væsentlig tilsidesættelse af grundlæggende folkeretlige principper.

83      Der skal imidlertid erindres om, at de nationale retter ifølge Domstolens praksis er forpligtet til at sikre den fulde virkning af bestemmelserne i forordning nr. 1352/2014, som i henhold til artikel 288, stk. 2, TEUF er almengyldig og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Det påhviler derfor disse retter at sikre overholdelsen af det forbud, der er fastsat i denne forordnings artikel 2, stk. 2, i forbindelse med en civil retssag, hvorunder en part gør gældende, at udbetalingen til andre parter i sagen af de skyldige beløb til fuldbyrdelse af en retsafgørelse er i strid med dette forbud (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Bank Melli Iran, C-124/20, EU:C:2021:1035, præmis 55, 56 et 59 og den deri nævnte retspraksis).

84      Set i dette perspektiv kan denne forpligtelse begrunde en tilpasning af bevisbyrdereglerne, der indebærer, at det, når samtlige de beviser, som en national ret råder over, umiddelbart synes at indikere, at udbetalingen af disse beløb risikerer at tilsidesætte denne bestemmelse, påhviler modtagerne af disse beløb at fremlægge beviser, der i retligt tilstrækkeligt omfang gør det muligt at udelukke en sådan risiko (jf. analogt dom af 21.12.2021, Bank Melli Iran, C-124/20, EU:C:2021:1035, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

85      For det første har en privatperson uden forbindelse til de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til forordning nr. 1352/2014, normalt ikke adgang til de beviser, der kan dokumentere, at disse personer, enheder eller organer rent faktisk har forudsætningerne til i strid med denne forordnings artikel 2, stk. 2, at skaffe sig de pengemidler, der er bestemt for den pågældende offentlige enhed (jf. analogt dom af 21.12.2021, Bank Melli Iran, C-124/20, EU:C:2021:1035, præmis 66).

86      For det andet skal der tages hensyn til den sammenhæng, hvori de i denne forordning fastsatte foranstaltninger indgår, og navnlig vanskelighederne ved at fremskaffe mere præcise beviser i en stat, der befinder sig i en borgerkrig (jf. analogt dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet, C-630/13 P, EU:C:2015:247, præmis 47).

87      Af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 81 og 82, kan denne tilpasning af bevisbyrdereglerne imidlertid ikke føre til, at bevisbyrden vendes om til skade for modtagerne af de omtvistede beløb, navnlig den pågældende offentlige enhed.

88      Det påhviler således den part, der gør gældende, at forpligtelsen til at udbetale disse beløb er i strid med artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014, at godtgøre rigtigheden af sine udsagn. Det kan ikke kræves af modtagerne af disse beløb, at de fører negativt bevis for, at der ikke foreligger nogen risiko for indirekte tilrådighedsstillelse af pengemidler som omhandlet i denne bestemmelse (jf. analogt dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 121, og af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-702/23 P, EU:C:2025:605, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis). De beviser, som den part, der påberåber sig denne tilsidesættelse, fremlægger, skal således udgøre en række tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier, der umiddelbart viser, at der er en ikke ubetydelig sandsynlighed for, denne risiko bliver en realitet. Det er kun i dette tilfælde, at det påhviler modtagerne af disse beløb at fremkomme med oplysninger, der i retligt tilstrækkeligt omfang gør det muligt at udelukke denne risiko.

89      Såfremt de retlige og faktiske omstændigheder, der fremgår af de sagsakter, der er fremlagt for den kompetente ret, giver anledning til alvorlig tvivl med hensyn til overholdelsen af forbuddet i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014, uden at det dog er muligt at foretage en endelig vurdering heraf, tilkommer det i øvrigt denne ret – henset til dette forbuds ufravigelige karakter og inden for grænserne af de nationale processuelle regler – i givet fald at træffe foranstaltninger til bevisoptagelse ved, under overholdelse af kontradiktionsprincippet, at anmode parterne om at forelægge den de nødvendige afklaringer og dokumenter med henblik herpå (jf. analogt dom af 11.3.2020, Lintner, C-511/17, EU:C:2020:188, præmis 37).

90      Den kompetente nationale ret skal ligeledes i videst muligt omfang, inden for rammerne af de processuelle regler, den er undergivet, og under overholdelse af kontradiktionsprincippet kunne efterprøve, om de påståede faktiske omstændigheder er materielt rigtige (jf. analogt bl.a. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 124). Den kan navnlig støtte sig på de relevante retsakter og dokumenter, der er offentliggjort af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union, eller anmode om oplysninger fra de kompetente nationale myndigheder eller EU-myndigheder.

91      Den omstændighed, at Republikken Yemens legitime regering, som har beføjelse til at kontrollere den pågældende offentlige enhed, ikke samarbejder med de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til forordning nr. 1352/2014, udgør i denne forbindelse et relevant forhold, som det påhviler denne ret at tage hensyn til med henblik på at vurdere risikoen for, at de beløb, der udbetales til fuldbyrdelse af denne kendelse, kommer disse personer, enheder eller organer til gode.

92      Dette manglende samarbejde er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at udelukke en sådan risiko, hvis det viser sig, at denne legitime regering ikke har truffet konkrete foranstaltninger, der rent faktisk kan forhindre, at denne risiko bliver en realitet. Det påhviler derfor den kompetente nationale ret at vurdere, om de foranstaltninger, som denne legitime regering og den pågældende offentlige enhed har påberåbt sig, er tilstrækkeligt effektive til at forhindre de nævnte personers, enheders eller organers handlinger, der tager sigte på at skaffe sig de omhandlede midler. Den forelæggende ret skal navnlig efterprøve, om disse foranstaltninger gør det muligt at undgå, at disse personer, enheder eller organer eller personer, som de har bemyndiget, formår at få udbetalt de nævnte pengemidler ved at præsentere sig over for indehaveren heraf som værende berettiget til at modtage dem.

93      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014 skal fortolkes således, at de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til denne forordning, ikke kan antages at kontrollere en offentlig enhed, der har fået stillet pengemidler til rådighed til fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, når disse personer, enheder eller organer uden at udøve nogen kontrol- eller instruktionsbeføjelse over denne offentlige enhed påberåber sig at have en sådan kontrol over enheden på lige fod med Republikken Yemens legitime regering. Det tilkommer den kompetente nationale ret på grundlag af en række tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier at bedømme risikoen for, at de pågældende personer, organer eller enheder modtager disse pengemidler. I denne forbindelse er det forhold, at Republikken Yemens legitime regering ikke samarbejder med disse personer, organer eller enheder, ikke tilstrækkeligt til at udelukke en sådan risiko, idet denne regering og den pågældende offentlige enhed skal godtgøre, at de har truffet konkrete foranstaltninger, der rent faktisk kan forhindre, at denne risiko bliver en realitet.

 Sagsomkostninger

94      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

1)      Artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning (EU) nr. 1352/2014 af 18. december 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Yemen, som ændret ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/397 af 5. marts 2021,

skal fortolkes således, at

tilrådighedsstillelse af pengemidler for en offentlig enhed, der ikke er opført i bilag I til denne forordning, til opfyldelse af en voldgiftskendelse kan udgøre en indirekte tilrådighedsstillelse af pengemidler for personer, enheder eller organer, der er opført i dette bilag I, når disse personer, enheder eller organer uden at udøve nogen kontrol- eller instruktionsbeføjelse over denne enhed påberåber sig at have en sådan beføjelse på lige fod med Republikken Yemens legitime regering, forudsat at de rent faktisk er i stand til at skaffe sig disse pengemidler.

2)      Artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014, som ændret ved gennemførelsesforordning 2021/397,

skal fortolkes således, at

forbuddet mod indirekte at stille pengemidler til rådighed for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I til denne forordning, finder anvendelse, når det på grundlag af objektive materielle forhold kan påvises, at der foreligger en risiko for, at disse personer, enheder eller organer modtager alle eller en del af de pengemidler, der er bestemt til en enhed, der ikke er opført i dette bilag I, forudsat at sandsynligheden for, at denne risiko bliver en realitet, er tilstrækkeligt stor til at begrunde dette forbud henset til samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder relevante faktorer, der kan være til hinder for disse personers, enheders eller organers handlinger.

3)      Artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1352/2014, som ændret ved gennemførelsesforordning 2021/397,

skal fortolkes således, at

de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag I til denne forordning, ikke kan antages at kontrollere en offentlig enhed, der har fået stillet pengemidler til rådighed til fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, når disse personer, enheder eller organer uden at udøve nogen kontrol- eller instruktionsbeføjelse over denne offentlige enhed påberåber sig at have en sådan kontrol over enheden på lige fod med Republikken Yemens legitime regering. Det tilkommer den kompetente nationale ret på grundlag af en række tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier at bedømme risikoen for, at de pågældende personer, organer eller enheder modtager disse pengemidler. I denne forbindelse er det forhold, at Republikken Yemens legitime regering ikke samarbejder med disse personer, organer eller enheder, ikke tilstrækkeligt til at udelukke en sådan risiko, idet denne regering og den pågældende offentlige enhed skal godtgøre, at de har truffet konkrete foranstaltninger, der rent faktisk kan forhindre, at denne risiko bliver en realitet.

Underskrifter

---

*      Processprog: fransk.