⚖️ RKLAW
Log in
← Decisions Details
⬇ PDF Original ↗
EU EU-Domstolen 2026-06-04 C-907/24

Egenergy Srl mod MZ m.fl (C-907/24)

Egenergy Srl mod MZ m.fl

Summary

Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – kollektive afskedigelser – direktiv 98/59/EF – begrebet »afskedigelser« – artikel 1, stk. 1 – flytning af arbejdsstedet – ophævelse af arbejdskontrakten på grund af arbejdstagerens nægtelse af at efterkomme afgørelsen om flytning af arbejdsstedet – procedure for information til og konsultation af arbejdstagernes repræsentanter

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

 DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)

4. juni 2026 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – kollektive afskedigelser – direktiv 98/59/EF – begrebet »afskedigelser« – artikel 1, stk. 1 – flytning af arbejdsstedet – ophævelse af arbejdskontrakten på grund af arbejdstagerens nægtelse af at efterkomme afgørelsen om flytning af arbejdsstedet – procedure for information til og konsultation af arbejdstagernes repræsentanter«

I sag C-907/24,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Corte d’appello di Napoli (appeldomstolen i Napoli, Italien) ved afgørelse af 20. november 2024, indgået til Domstolen den 20. december 2024, i sagen

Egenergy Srl, tidligere Orefice Generators Srl, under likvidation,

mod

MZ,

AV,

VR,

AL,

RI,

VO,

PA,

MG,

har

DOMSTOLEN (Tiende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, J. Passer, formanden for Femte Afdeling, M.L. Arastey Sahún (refererende dommer), og dommer E. Regan,

generaladvokat: J. Richard de la Tour,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–

Egenergy Srl ved avvocati L. Crotta og G. Zucca,

–

MZ, AV, VR, AL, RI, VO, PA og MG ved avvocato R. Ferrara,

–

den italienske regering ved S. Fiorentino, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato E. Farinelli og P. Garofoli,

–

Europa-Kommissionen ved S. Delaude og D. Recchia, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (EFT 1998, L 225, s. 16).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Egenergy Srl, tidligere Orefice Generators Srl, der i øjeblikket er under likvidation (herefter »Egenergy«), og på den anden side MZ, AV, VR, AL, RI, VO, PA og MG (herefter samlet »de appelindstævnte i hovedsagen«) vedrørende ophævelsen af de sidstnævntes arbejdskontrakter efter deres nægtelse af at efterkomme afgørelsen om flytning af deres arbejdssted.

Retsforskrifter

EU-retten

3

Anden og ottende betragtning til direktiv 98/59 har følgende ordlyd:

»(2)

[D]et er vigtigt at øge beskyttelsen af arbejdstagere i tilfælde af kollektive afskedigelser under hensyn til nødvendigheden af en afbalanceret økonomisk og social udvikling i Fællesskabet.

[...]

(8)

[V]ed beregningen af det antal afskedigelser, der er fastsat i definitionen af kollektive afskedigelser i dette direktiv, bør andre former for opsigelse af arbejdskontrakten, der finder sted på arbejdsgiverens initiativ, sidestilles med afskedigelser, hvis antallet af afskedigelser udgør mindst fem.«

4

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, bestemmer følgende:

»I dette direktiv

a)

forstås ved kollektive afskedigelser sådanne afskedigelser, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, når antallet af afskedigelser efter medlemsstaternes valg udgør:

i)

enten inden for et tidsrum af 30 dage:

–

mindst 10 i virksomheder, som normalt beskæftiger over 20 og færre end 100 arbejdstagere

–

mindst 10% af antallet af arbejdstagere i virksomheder, som normalt beskæftiger mindst 100 og højst 300 arbejdstagere

–

mindst 30 i virksomheder, som normalt beskæftiger mindst 300 arbejdstagere

ii)

eller inden for et tidsrum af 90 dage, mindst 20, uanset hvilket antal arbejdstagere virksomheden normalt beskæftiger

b)

forstås ved repræsentanter for arbejdstagerne, de repræsentanter for arbejdstagerne, som har denne funktion i henhold til lovgivning eller praksis i medlemsstaterne.

Ved beregningen af antallet af afskedigelser efter første afsnit, litra a), sidestilles med afskedigelse opsigelser af arbejdskontrakter, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, forudsat at antallet af afskedigelser udgør mindst fem.«

Italiensk ret

5

Artikel 2103 i codice civile (den civile lovbog) fastsætter følgende:

»En arbejdstager kan kun overflyttes fra én produktionsenhed til en anden, når der foreligger påviselige tekniske, organisatoriske eller produktionsmæssige grunde hertil. [...] [e]nhver aftale om andet er ugyldig«.

6

Den civile lovbogs artikel 2119 bestemmer følgende:

»Enhver af kontrahenterne kan ophæve kontrakten før udløb, hvis den er tidsbegrænset, eller uden varsel, hvis den er tidsubegrænset, såfremt der foreligger en grund, som forhindrer fortsættelse af ansættelsesforholdet, herunder også midlertidigt. Hvis kontrakten er tidsubegrænset, har den arbejdstager, hvis kontrakt ophæves med gyldig grund, ret til godtgørelse som omhandlet i den foregående artikels stk. 2.

Den erhvervsdrivendes konkurs eller administrative tvangslikvidation er ikke gyldig grund til ophævelse af kontrakten.«

7

Artikel 3, stk. 1, i legge n. 604 – Norme sui licenziamenti individuali (lov nr. 604 om individuelle afskedigelser) af 15. juli 1966 (GURI nr. 195 af 6.8.1966) er affattet som følger:

»Afskedigelse af gyldig grund med varsel kan ske som følge af arbejdstagerens grove misligholdelse af sine kontraktmæssige forpligtelser eller af grunde knyttet til produktionsvirksomheden, tilrettelæggelsen af arbejdet og produktionens korrekte funktion.«

8

Artikel 4 i legge n. 223 – Norme in materia di cassa integrazione, mobilità, trattamenti di disoccupazione, attuazione di direttive della Comunità europea, avviamento al lavoro ed altre disposizioni in materia di mercato del lavoro (lov nr. 223 om regler vedrørende arbejdsfordeling, mobilitet, arbejdsløshedsunderstøttelse, gennemførelse af fællesskabsdirektiver, arbejdsformidling og andre bestemmelser vedrørende arbejdsmarkedet) af 23. juli 1991 (GURI nr. 175 af 27.7.1991, herefter »lov nr. 223/1991«) bestemmer følgende:

»1.   Såfremt en virksomhed, som er med i den ekstraordinære løntillægsordning, under gennemførelsen af de programmer, der er omhandlet i artikel 1, vurderer, at den ikke er i stand til at sikre genansættelse af alle suspenderede arbejdstagere og ikke kan benytte alternative foranstaltninger, kan den indlede den kollektive afskedigelsesprocedure i henhold til nærværende artikel.

2.   Virksomheder, som ønsker at benytte muligheden efter stk. 1, underretter først skriftligt virksomhedens fagforeningsrepræsentanter, der er udpeget i henhold til artikel 19 i [legge n. 300 – Norme sulla tutela della libertà e dignità dei lavoratori, della libertà sindacale e dell’attività sindacale, nei luoghi di lavoro e norme sul collocamento (lov nr. 300 om bestemmelser vedrørende beskyttelse af arbejdstagernes frihed og værdighed, foreningsfrihed og fagforeningsaktivitet på arbejdspladsen samt bestemmelser om beskæftigelse) af 20. maj 1970 (GURI nr. 131 af 27.5.1970)], og de kompetente faglige organisationer herom. [...]

3.   De i stk. 2 omhandlede oplysninger skal angive grundene til overskudssituationen, de tekniske, organisatoriske eller produktionsmæssige grunde til, at virksomheden ikke mener, at den kan træffe foranstaltninger, der er egnede til at afhjælpe ovennævnte situation og helt eller delvis undgå kollektiv afskedigelse, antallet og placeringen i virksomheden af samt de faglige profiler for det overskydende personale og det personale, der normalt beskæftiges, fristerne for gennemførelse af programmet for personalenedskæring, eventuelle planlagte foranstaltninger til afhjælpning af de sociale konsekvenser af gennemførelsen af selve programmet, metoden til beregning af alle andre udbetalinger end dem, der allerede er fastsat i gældende lovgivning og i den kollektive overenskomst. [...]

[...]

5.   Senest syv dage efter modtagelsen af de i stk. 2 omhandlede oplysninger foretages der efter anmodning fra virksomhedens fagforeningsrepræsentanter og de respektive sammenslutninger en fælles undersøgelse mellem parterne med henblik på at undersøge de medvirkende årsagerne til overbemandingen og mulighederne for anden udnyttelse inden for samme virksomhed af det pågældende personale, eller en del heraf, herunder gennem solidaritetskontrakter og fleksible former for arbejdstilrettelæggelse. Hvis det ikke er muligt at undgå personalenedskæringer, undersøges det, om det er muligt at anvende sociale ledsageforanstaltninger med henblik på navnlig at fremme opkvalificering og omskoling af de afskedigede arbejdstagere. Arbejdstagernes fagforeningsrepræsentanter kan, hvis de finder det hensigtsmæssigt, bistås af eksperter.

[...]

9.   Når der er indgået en fagforeningsaftale [...], har virksomheden mulighed for at afskedige overskydende ansatte, arbejdere og arbejdsledere ved at give skriftlig meddelelse om afskedigelsen til hver enkelt af dem under overholdelse af opsigelsesvarslerne. [...]«

9

Artikel 24, stk. 1, i lov nr. 223/1991 bestemmer følgende:

»Bestemmelserne i artikel 4, stk. 2-12 og 15a, og artikel 5, stk. 1-5, finder anvendelse på virksomheder, som beskæftiger mere end 15 ansatte, og som på grund af en indskrænkning eller ændring af en aktivitet eller et arbejdsområde ønsker at foretage mindst 5 afskedigelser inden for 120 dage i hver produktionsenhed eller i flere produktionsenheder inden for samme provins. [...]. Disse bestemmelser finder anvendelse på alle afskedigelser, der inden for samme periode og samme geografiske område under alle omstændigheder kan henregnes til den samme indskrænkning eller ændring.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

10

Den 6. september 2021 besluttede Egenergy, som er et selskab, der er specialiseret i fremstilling af elgeneratorer, og som på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen havde mere end 15 ansatte, at indstille sin virksomhed på sit produktionsanlæg i Campanien (Italien) og overflytte den til et anlæg på Sardinien (Italien), der ligger mere end 600 kilometer (km) fra den første lokalitet (herefter »afgørelsen om overflytning«). Samme dag blev denne afgørelse meddelt de fagforeninger, der var repræsenteret i dette selskab.

11

Den 13. september 2021 blev afgørelsen om overflytning meddelt de appelindstævnte i hovedsagen med oplysning om, at overflytningen for deres vedkommende ville finde sted fra den 4. oktober 2021.

12

Efter at have konstateret, at de appelindstævnte i hovedsagen ikke var mødt op på produktionsanlægget på Sardinien, indledte Egenergy i november 2021 en disciplinærsag mod dem for uberettiget fravær i mere end 30 dage.

13

Den 3. december 2021 afskedigede selskabet alle de appelindstævnte i hovedsagen.

14

De pågældende indgav herefter en anmodning om foreløbige forholdsregler til Tribunale di Napoli Nord (retten i Napoli Nord, Italien) med påstand om, at det blev fastslået, at afgørelsen om overflytning var ulovlig.

15

Til støtte for denne anmodning gjorde de gældende, at eftersom afgørelsen om overflytning skulle anses for at svare til en afgørelse om afskedigelse af de berørte arbejdstagere, skulle der forud for denne afgørelse, på grund af antallet af berørte arbejdstagere, gennemføres en procedure for konsultation af fagforeningerne i overensstemmelse med artikel 4 i lov nr. 223/1991.

16

Egenergy nedlagde påstand om afslag på denne anmodning og gjorde herved gældende dels, at overflytningen af de appelindstævnte i hovedsagen til produktionsanlægget på Sardinien opfyldte et organisatorisk behov i dette selskab, dels at afskedigelsen af de appelindstævnte i hovedsagen var sket, efter at de havde været fraværende fra dette anlæg i mere end 30 dage.

17

Ved kendelse af 4. januar 2022 fastslog Tribunale di Napoli Nord (retten i Napoli Nord), at afgørelsen om overflytning af de appelindstævnte i hovedsagen til produktionsanlægget på Sardinien var ulovlig, idet den fremhævede, at det var åbenbart, at den ensidige ændring af arbejdsvilkårene allerede fra vedtagelsen af denne afgørelse var vanskelig at forene med en fortsættelse af ansættelsesforholdet på grund af dens indvirkning på de berørte arbejdstageres familieliv, objektive vanskeligheder forbundet med overflytningen og den uundgåelige oprykning med rode af deres »følelsesmæssige ståsted«.

18

Som følge af denne kendelse anlagde de appelindstævnte i hovedsagen den 9. marts 2022 sag vedrørende realiteten ved samme ret med påstand om bl.a., at de i hovedsagen omhandlede afskedigelser blev erklæret ugyldige og uden virkning, og at deres ansættelsesforhold blev genoprettet ved udbetaling af bl.a. hele den løn, der var skyldig fra og med disse afskedigelser.

19

For den nævnte ret gjorde Egenergy for det første gældende, at afskedigelserne var blevet foretaget på grund af de appelindstævnte i hovedsagens uberettigede fravær fra deres arbejdssted i mere end 30 på hinanden følgende dage og deres nægtelse af at efterkomme afgørelsen om overflytning. For det andet var denne afgørelse konsekvensen af, at selskabet havde indstillet sine aktiviteter på produktionsanlægget i Campanien, idet lukningen af dette produktionsanlæg og flytningen af produktionen til et andet anlæg udgjorde en teknisk, organisatorisk og produktionsmæssig grund som omhandlet i den civile lovbogs artikel 2103.

20

Ved dom af 11. november 2022 gav Tribunale di Napoli Nord (retten i Napoli Nord) de appelindstævnte i hovedsagen medhold og fastslog, at afgørelsen om overflytning og afskedigelserne af dem var ulovlig, og at de skulle genindsættes i deres respektive stillinger, fordi »[d]en ensidige ændring som følge af overflytningen [...] i henhold til en nødvendigvis overensstemmende fortolkning hører under det europæiske begreb kollektiv afskedigelse som omhandlet i direktiv 98/59«.

21

Egenergy har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Corte d’appello di Napoli (appeldomstolen i Napoli, Italien), som er den forelæggende ret.

22

Selskabet har ved denne ret bestridt den fortolkning af begrebet »afskedigelse« som omhandlet i EU-retten, som Tribunale di Napoli Nord (retten i Napoli Nord) anlagde, idet det har gjort gældende, at ophævelsen af ansættelsesforholdet skete på grund af de appelindstævnte i hovedsagens uberettigede fravær på deres nye arbejdssted i mere end 30 dage. Der var derfor rimelig grund til ophævelsen, nemlig at de pågældende nægtede at efterkomme afgørelsen om overflytning. Desuden blev der forud for vedtagelsen af denne afgørelse gennemført en procedure for information til og konsultation af arbejdstagernes repræsentanter.

23

Henset til praksis fra Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) kan den tekniske, organisatoriske og produktionsmæssige grund, der lå bag flytningen af de appelindstævnte i hovedsagens arbejdssted, i øvrigt ikke gøres til genstand for domstolskontrol, idet denne kontrol fortsat er begrænset til en efterprøvelse af årsagsforbindelsen mellem afgørelsen om overflytning og de grunde, der er påberåbt til støtte for denne afgørelse, og ikke kan vedrøre belejligheden af en sådan overflytning, navnlig spørgsmålet om, hvorvidt den var hensigtsmæssig eller uundgåelig.

24

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om dels, hvorvidt de i hovedsagen omhandlede overflytninger er omfattet af begrebet »afskedigelser« af såkaldt »indirekte« karakter, dels om disse overflytninger skal tages i betragtning ved beregningen af antallet af afskedigelser som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59.

25

I første række har den forelæggende ret hvad angår kollektive afskedigelser anført, at det følger af praksis fra Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), at ophævelser som følge af »nægtelse af at acceptere en flytning« af arbejdsstedet kan sidestilles med »afskedigelser« ved anvendelsen af dette direktiv. Denne retspraksis er imidlertid ikke utvetydig, eftersom beskyttelsen efter italiensk ret er mere omfattende end den, der er sikret ved dette direktiv.

26

I anden række er den forelæggende ret af den opfattelse, at en fortolkning af artikel 1, stk. 1, i direktiv 98/59, hvorefter informations- og konsultationsprocedurerne kun skal gennemføres, hvis der er tale om mindst fem »afskedigelser«, forstået som ophævelser af arbejdskontrakter, der foretages af arbejdsgiveren, eller som kvalificeres som sådanne i medlemsstaternes nationale ret, udgør en fortolkning, der ikke er i overensstemmelse med dette direktiv, og som er i strid med princippet om EU-rettens forrang.

27

Der er nemlig forskel på en såkaldt »indirekte« afskedigelse og en foranstaltning, der kan »sidestilles« hermed som omhandlet i nævnte direktivs artikel 1, stk. 1, andet afsnit, ved beregningen af det antal afskedigelser, der skal til, for at disse procedurer skal gennemføres.

28

I tredje række er den forelæggende ret af den opfattelse, at begrebet »afskedigelse« i mangel af en definition heraf i direktiv 98/59 skal defineres i overensstemmelse med EU-rettens fortolkningsmetoder uden henvisning til medlemsstaternes lovgivning for at undgå en forskellig behandling alt efter de forskellige lovgivninger i de medlemsstater, hvor arbejdsgiveren kan udøve sin virksomhed.

29

I fjerde række optræder det forhold, at en »afskedigelse«, forstået som en retshandel fra arbejdsgiverens side, hvorved ansættelsesforholdet bringes til ophør, med hensyn til virkninger sidestilles med andre organisatoriske foranstaltninger i virksomheden, der, selv om de ikke direkte bevirker, at ansættelsesforholdet bringes til ophør, dog medfører en »tilsvarende« væsentlig ændring, også i andre EU-retsakter, hvorfor det må lægges til grund, at afskedigelser og foranstaltninger, der anses for at være »sidestillet« hermed som omhandlet i direktiv 98/59, i henhold til EU-retten er sammenlignelige.

30

Følgelig omfatter begrebet »afskedigelse« som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), ligeledes såkaldte »indirekte« afskedigelser, nemlig tilsvarende foranstaltninger, der består i en væsentlig og for arbejdstageren forringende ændring af et væsentligt element i arbejdskontrakten, som kan føre til, at arbejdstageren beslutter at bringe arbejdsforholdet til ophør.

31

Handlinger, der »sidestilles« med afskedigelse som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 1, andet afsnit, omfatter derimod enhver anden afskedigelse, der foretages af arbejdsgiveren, og som, selv om den kan ændre kontraktforholdet, er af mindre betydning hvad angår fortsættelsen af ansættelsesforholdet.

32

Denne sondring følger ligeledes af retspraksis i henhold til dom af 21. september 2017, Ciupa m.fl. (C-429/16, EU:C:2017:711, præmis 27 og 31).

33

I femte og sidste række har den forelæggende ret, for så vidt som der i artikel 24 i lov nr. 223/1991 er fastsat en tærskel på fem »afskedigelser« for, hvornår procedurerne for information og konsultation af arbejdstagernes repræsentanter skal gennemføres, udtrykt tvivl om, hvorvidt der ved beregningen af dette antal skal tages hensyn til »sidestillede« ophævelser af ansættelsesforhold, der anses for at være »foranstaltninger, der svarer til« afskedigelser.

34

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om de såkaldte »indirekte« afskedigelser på en baggrund som den i hovedsagen omhandlede skal medregnes ved denne opgørelse, hvilket i givet fald vil betyde, at disse afskedigelser i sig selv er tilstrækkelige til at udløse de nævnte informations- og konsultationsprocedurer.

35

Under disse omstændigheder har Corte d’appello di Napoli (appeldomstolen i Napoli) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Omfatter artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i [direktiv 98/59] også »indirekte afskedigelser«, dvs. ophør af arbejdsforholdet, som følger af og/eller kan forudsiges efter en handling, der afspejler arbejdstagerens vilje, og/eller en af denne udvist adfærd, som kan føre til ophør af arbejdsforholdet, og som har årsagssammenhæng med arbejdsgiverens hensigt om ensidigt at foretage og/eller påtvinge en væsentlig, ikkemidlertidig og forringende ændring af et væsentligt element i arbejdsforholdet af grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv?

2)

Er der tale om »indirekte afskedigelse« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i [direktiv 98/59] i tilfælde af forudsigelige former for adfærd og/eller retshandler fra arbejdstagernes side, som kan føre til ophør af arbejdsforholdet, og som årsagsmæssigt hænger sammen med, at deres arbejdssted er ændret, fordi arbejdsgiveren har besluttet at afbryde virksomheden hos den oprindelige produktionsenhed og samtidig overflytte alle arbejdstagere, i et ifølge den nationale gennemførelseslovgivning relevant antal, til produktionsenheder flere hundrede kilometer væk, hvilket nødvendigvis tvinger arbejdstagerne til at flytte fra det sted, hvor de har deres sociale og følelsesmæssige bånd?

3)

Skal »indirekte afskedigelser«, som har årsagssammenhæng med en væsentlig, forringende og ikkemidlertidig ændring af arbejdsvilkårene, der kan henføres til en beslutning, som arbejdsgiveren har truffet af grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, anses for at være retshandler og/eller former for adfærd, som selvstændigt og alene kan medføre, at tærsklen for afskedigelser som omhandlet i [direktiv 98/59] er nået, og er indirekte afskedigelser derfor adskilt fra de »tilsvarende tiltag« og/eller »sidestillede tiltag« som omhandlet i [dette direktivs] artikel 1, stk. 1, andet afsnit, [...] hvorfor de indgår med henblik på at nå det i direktivets artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), fastsatte minimumsantal, selv i mangel af retshandler fra arbejdsgiverens side, hvis umiddelbare virkning er opsigelse af arbejdskontrakterne?

4)

Er det ved bestemmelsen af antallet af »afskedigelser« som henvist til i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i [direktiv 98/59] tilladt for de medlemsstater, der har fastsat en ordning, som er gunstigere for arbejdstagerne ved at nedsætte det krævede antal af afskedigelser af relevans for den i samme bestemmelse fastsatte tærskel til fem, helt at udelukke indirekte afskedigelser fra beregningen [af antallet af afskedigelser i henseende til denne tærskel]? Er EU-retten, og navnlig [direktiv 98/59], til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter proceduren vedrørende information og konsultation kun skal indledes i tilfælde af mindst fem afskedigelser, der antager form af ensidige retshandler fra arbejdsgiverens side, hvis virkning er ophør af arbejdsforholdet, således at anvendelsesområdet for den relevante bestemmelse ikke omfatter ophør af arbejdsforholdet, som følger af og/eller kan forudsiges efter en handling, der afspejler arbejdstagernes vilje, og/eller en af disse udvist adfærd, som har årsagssammenhæng med en væsentlig, forringende og ikkemidlertidig ændring af et væsentligt element i arbejdsforholdet, som arbejdsgiveren har besluttet af grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv?«

Formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse

36

De appelindstævnte i hovedsagen har bestridt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, idet ulovligheden af afgørelsen om overflytning, der blev fastslået ved kendelsen om foreløbige forholdsregler af 4. januar 2022, som ikke er blevet anfægtet, nødvendigvis har indvirkning på hovedsagen, eftersom denne i det væsentlige tager sigte på, at det fastslås, at ophævelserne af de appelindstævnte i hovedsagens ansættelseskontrakter på grund af deres fravær fra deres nye arbejdssted var ulovlige.

37

Spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen om overflytning eventuelt var ulovlig, blev nemlig allerede rejst og endeligt afgjort i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler, således at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

38

Det bemærkes i denne henseende, at det følger af fast retspraksis, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i henhold til artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, både om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 11.9.2025, Cairo Network m.fl., C-764/23 – C-766/23, EU:C:2025:691, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

39

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 11.9.2025, Cairo Network m.fl., C-764/23 – C-766/23, EU:C:2025:691, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

40

I det foreliggende tilfælde finder den forelæggende ret det med henblik på afgørelsen af tvisten i hovedsagen bl.a. nødvendigt at spørge Domstolen, om de såkaldte »indirekte« afskedigelser, nemlig ophævelser som følge af den berørte arbejdstagers nægtelse af at efterkomme en afgørelse om flytning af arbejdsstedet, er omfattet af begrebet »afskedigelser« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59, og om de i givet fald skal tages i betragtning ved beregningen af antallet af afskedigelser som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a).

41

Under disse omstændigheder, og henset til formodningen for, at de præjudicielle spørgsmål er relevante, kan ulovligheden af afgørelsen om overflytning, der blev fastslået ved kendelsen af 4. januar 2022, ikke påberåbes til støtte for, at anmodningen om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag skal afvises fra realitetsbehandling, idet denne konstatering af ulovlighed ikke forhindrer, at en præjudiciel afgørelse som omhandlet i artikel 267 TEUF er nødvendig med henblik på afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

42

Det følger heraf, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første til det tredje spørgsmål

43

Med det første til det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1, i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at ophævelse af en arbejdskontrakt af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, foretaget af arbejdsgiveren i forlængelse af denne arbejdstagers nægtelse af at efterkomme denne arbejdsgivers ensidige afgørelse om at flytte arbejdsstedet til et sted, der ligger fjernt fra det oprindelige arbejdssted, er omfattet af begrebet »afskedigelser« som omhandlet i denne bestemmelses første afsnit, litra a), eller af begrebet »opsigelser af arbejdskontrakter« som omhandlet i bestemmelsens andet afsnit.

44

I denne henseende bemærkes, at dette direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), definerer »kollektive afskedigelser« som afskedigelser, der foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, for så vidt som visse kvantitative og tidsmæssige betingelser er opfyldt (dom af 4.9.2025, Ineo Infracom, C-249/24, EU:C:2025:661, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

45

I mangel af en udtrykkelig definition af begrebet »afskedigelser« som omhandlet i denne bestemmelse har Domstolen fastslået, at dette begreb skal fortolkes således, at det omfatter ethvert ophør af en arbejdskontrakt, som ikke sker efter arbejdstagerens ønske og dermed uden arbejdstagerens samtykke (jf. i denne retning dom af 4.9.2025, Ineo Infracom, C-249/24, EU:C:2025:661, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

46

De begreber, som definerer anvendelsesområdet for direktiv 98/59, herunder begrebet »afskedigelse« i dette direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), skal, henset til formålet med direktivet, hvilket, som det fremgår af anden betragtning hertil, er at øge beskyttelsen af arbejdstagere i tilfælde af kollektive afskedigelser, ikke fortolkes snævert (dom af 4.9.2025, Ineo Infracom, C-249/24, EU:C:2025:661, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

47

Det følger heraf, at dette direktiv skal fortolkes således, at den omstændighed, at en arbejdsgiver ensidigt og til skade for arbejdstageren foretager en væsentlig ændring af væsentlige elementer i dennes arbejdskontrakt af grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, er omfattet af dette begreb (dom af 4.9.2025, Ineo Infracom, C-249/24, EU:C:2025:661, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

48

Derimod kan den omstændighed, at en arbejdsgiver ensidigt og til skade for arbejdstageren foretager en ikkevæsentlig ændring af et væsentligt element i arbejdskontrakten af grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, eller en væsentlig ændring af et ikkevæsentligt element i kontrakten af grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, ikke betegnes som »afskedigelse« som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a) (dom af 4.9.2025, Ineo Infracom, C-249/24, EU:C:2025:661, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

49

I det foreliggende tilfælde bemærkes for det første, at det synes at fremgå af sagsakterne for Domstolen, at Egenergy ensidigt og til skade for de appelindstævnte i hovedsagen foretog de omhandlede kontraktændringer, nemlig flytningen af disse appelindstævntes arbejdssted fra et produktionsanlæg beliggende i Campanien til et andet anlæg beliggende på Sardinien, mere end 600 km væk, af grunde, som ikke kan tilskrives de appelindstævnte i hovedsagen.

50

Afgørelsen om overflytning synes således alene at være baseret på dette selskabs strategiske og økonomiske valg om at indstille sin virksomhed på produktionsanlægget i Campanien og flytte den fuldt ud til det anlæg, der er beliggende på Sardinien. De appelindstævnte i hovedsagens fravær fra det nye arbejdssted ville dog kunne anses for at udgøre en misligholdelse af deres respektive arbejdskontrakter, der førte til ophævelse heraf af en grund, der kan tilregnes de appelindstævnte i hovedsagen selv, når det følger af enten bestemmelserne i disse kontrakter eller af de retsafgørelser, der blev truffet i første instans, at de pågældende havde pligt til at efterkomme den afgørelse om overflytning, som selskabet havde truffet, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, henset til samtlige de oplysninger, som den råder over.

51

Såfremt den forelæggende ret når frem til den konklusion, at de appelindstævnte i hovedsagen ikke havde pligt til at acceptere afgørelsen om overflytning, skal den imidlertid for det andet afgøre, om de pågældende overflytninger, henset til omstændighederne i hovedsagen, kan kvalificeres som en »væsentlig ændring af væsentlige elementer« i arbejdskontrakten som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 47.

52

I denne henseende skal det i første række hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsstedet skal anses for at være et »væsentligt element« i arbejdskontrakten som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 47 ovenfor, fremhæves, at enhver ændring af arbejdsstedet kan have betydelige økonomiske og organisatoriske konsekvenser for den pågældende arbejdstager og følgelig udgøre et sådant væsentligt element i arbejdskontrakten (dom af 4.9.2025, Ineo Infracom, C-249/24, EU:C:2025:661, præmis 42).

53

I anden række skal det hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en flytning af arbejdsstedet som den i hovedsagen omhandlede skal kvalificeres som en »væsentlig ændring« i henhold til denne retspraksis, fastslås, at den væsentlige karakter af en sådan flytning bl.a. afhænger af, om den påtænkte ændring af arbejdskontrakten er midlertidig eller ej, af afstanden mellem det oprindelige arbejdssted og det nye tjenestested samt af eventuelle andre ledsageforanstaltninger, der har til formål at kompensere for den foreslåede forflyttelse (dom af 4.9.2025, Ineo Infracom, C-249/24, EU:C:2025:661, præmis 48).

54

I denne henseende skal det for det første fremhæves, at det ikke fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de i hovedsagen omhandlede overflytninger skulle være midlertidige, men at flytningen af Egenergys aktiviteter til produktionsanlægget på Sardinien derimod var den direkte følge af det endelige ophør af selskabets aktiviteter på produktionsanlægget i Campanien. For det andet følger det af denne afgørelse, at disse to produktionsanlæg ligger over 600 km fra hinanden og er adskilt af havet.

55

De i hovedsagen omhandlede overflytninger synes således at udgøre væsentlige ændringer af et væsentligt element i arbejdskontrakten som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 47, hvilket det imidlertid påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

56

Henset til ovenstående betragtninger skal det første til det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at ophævelse af en arbejdskontrakt af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, foretaget af arbejdsgiveren i forlængelse af denne arbejdstagers nægtelse af at efterkomme denne arbejdsgivers ensidige afgørelse om at flytte arbejdsstedet til et sted, der ligger fjernt fra det oprindelige arbejdssted, er omfattet af begrebet »afskedigelser« som omhandlet i denne bestemmelses første afsnit, litra a).

Det fjerde spørgsmål

57

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at ophævelse af en arbejdskontrakt af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, foretaget af arbejdsgiveren i forlængelse af denne arbejdstagers nægtelse af at efterkomme denne arbejdsgivers ensidige afgørelse om at flytte arbejdsstedet til et sted, der ligger fjernt fra det oprindelige arbejdssted, ikke tages i betragtning ved beregningen af antallet af afskedigelser i henseende til de tærskler, der er fastsat i dette direktiv.

58

I denne henseende bemærkes, at ophævelser af arbejdskontrakter som de i hovedsagen omhandlede, således som det følger af denne doms præmis 44-56 – med forbehold for den efterprøvelse, som foretages af den forelæggende ret, der er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder i den sag, der er indbragt for den – kan være omfattet af begrebet »afskedigelser« som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a).

59

Såfremt disse ophævelser under disse omstændigheder udelukkes fra beregningen af antallet af afskedigelser i henseende til de tærskler, der er fastsat i direktiv 98/59, alene fordi den nationale lovgivning til gennemførelse af dette direktiv, i det foreliggende tilfælde artikel 24, stk. 1, i lov nr. 223/1991, fastsætter en lavere tærskel end dem, der er fastsat i det nævnte direktiv, er der risiko for, at disse arbejdstagere fratages den beskyttelse, der er fastsat ved samme direktiv.

60

En sådan udelukkelse ville imidlertid ikke alene være i strid med formålet med direktiv 98/59, der, således som det fremgår af anden betragtning hertil, er at øge beskyttelsen af arbejdstagerne i tilfælde af kollektive afskedigelser, men også fratage selve begrebet »afskedigelser« som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), sin ensartethed.

61

Henset til ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at ophævelse af en arbejdskontrakt af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, foretaget af arbejdsgiveren i forlængelse af denne arbejdstagers nægtelse af at efterkomme denne arbejdsgivers ensidige afgørelse om at flytte arbejdsstedet til et sted, der ligger fjernt fra det oprindelige arbejdssted, ikke tages i betragtning ved beregningen af antallet af afskedigelser i henseende til de tærskler, der er fastsat i dette direktiv.

Sagsomkostninger

62

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

 

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

 

1)

Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser

skal fortolkes således, at

ophævelse af en arbejdskontrakt af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, foretaget af arbejdsgiveren i forlængelse af denne arbejdstagers nægtelse af at efterkomme denne arbejdsgivers ensidige afgørelse om at flytte arbejdsstedet til et sted, der ligger fjernt fra det oprindelige arbejdssted, er omfattet af begrebet »afskedigelser« som omhandlet i denne bestemmelses første afsnit, litra a).

 

2)

Artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse er til hinder for, at ophævelse af en arbejdskontrakt af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, foretaget af arbejdsgiveren i forlængelse af denne arbejdstagers nægtelse af at efterkomme denne arbejdsgivers ensidige afgørelse om at flytte arbejdsstedet til et sted, der ligger fjernt fra det oprindelige arbejdssted, ikke tages i betragtning ved beregningen af antallet af afskedigelser i henseende til de tærskler, der er fastsat i dette direktiv.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: italiensk.

Text extracted from the official HTML version. Reload from source