⚖️ RKLAW
Log in
← Decisions Details
⬇ PDF Original ↗
EU EU-Domstolen 2026-10-22 C-153/25

Forslag til afgørelse fra generaladvokat A. Rantos fremsat den 22. oktober 2026 (C-153/25)

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

A. RANTOS

fremsat den 22. oktober 2026 (1)

Sag C-153/25

Acea Produzione SpA,

Andromeda PV Srl,

Breva Wind Srl,

Calabria Solar Srl,

ERG Eolica Adriatica Srl,

ERG Eolica Faeto Srl,

Erg Eolica Ginestra Srl,

ERG Solar Piemonte 3 Srl,

ISAB Energy Solare Srl,

Esso Italiana Srl,

Engie Italia SpA,

Engie Global Markets,

Meltemi Energia Srl,

Tamoil Italia SpA,

Engycalor Energia Calore Srl,

Energie SpA,

B&G Servizi Rete ed Extrarete Srl,

SOM SpA

procesdeltagere:

Presidente del Consiglio dei Ministri,

Olimpia Srl a socio unico [enkeltmandsselskab],

Verona service

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien))

» Præjudiciel forelæggelse – det indre marked for elektricitet – forordning (EU) 2022/1854 – nødindgreb for at imødegå høje energipriser – artikel 1, 2 og 14 – midlertidigt solidaritetsbidrag – tilsvarende nationale foranstaltninger – vedtagelse af en national foranstaltning med et personelt anvendelsesområde, der er bredere end anvendelsesområdet for det midlertidige solidaritetsbidrag – anvendelse på navnlig operatører, der allerede er omfattet af en foranstaltning med et loft over indtægter – opretholdelse af en national foranstaltning, der ikke kan anses for at være en tilsvarende national foranstaltning «






I.      Indledning

1.        Ved forordning (EU) 2022/1854 (2) blev der indført et nødindgreb for at imødegå de høje energipriser som følge af navnlig krigen i Ukraine ved hjælp af ekstraordinære, målrettede og tidsbegrænsede foranstaltninger. Med dette for øje blev der ved artikel 14 heri indført et midlertidigt solidaritetsbidrag gældende for visse virksomheder i energisektoren, medmindre medlemsstaterne selv havde vedtaget »tilsvarende nationale foranstaltninger«.

2.        På denne baggrund ønsker Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien), der har fået forelagt flere spørgsmål om forfatningsmæssighed i forbindelse med en national foranstaltning, hvorved der er indført en afgift på virksomheder i energisektoren, oplyst, hvordan artikel 1, 2 og 14 i forordning 2022/1854, sammenholdt med flere af betragtningerne hertil, skal fortolkes (3). Den ønsker nærmere bestemt at kunne fastslå mere præcist, om disse bestemmelser er til hinder for, at en medlemsstat som »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i denne forordnings artikel 14 indfører en afgift, hvis personelle anvendelsesområde er bredere end anvendelsesområdet for det midlertidige solidaritetsbidrag, der er bestemt i den nævnte forordning.

3.        Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, der ligger i forlængelse af en række nyere sager, som er indbragt for Domstolen (4), herunder sagen Varo Energy Belgium m.fl. (sag C-358/24) og sagen Vermilion Energy Ireland m.fl. (sag C-533/24), hvortil jeg ligeledes fremsætter mine forslag til afgørelse i dag (5), giver Domstolen lejlighed til yderligere at præcisere sin praksis vedrørende fortolkningen af forordning 2022/1854, der er udformet som et ekstraordinært og midlertidigt instrument i en situation med en hidtil uset energikrise, og navnlig til at tage stilling til det hidtil ubesvarede spørgsmål om, efter hvilke kriterier en national foranstaltning kan betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning« i henhold til denne forordnings artikel 14.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

4.        Følgende fremgår af 6.-12., 14., 15., 40., 41., 45., 46., 50., 51., 55., 57., 63. og 64. betragtning til forordning 2022/1854:

»(6)      Der er derfor behov for en hurtig og koordineret indsats på EU-plan. Indførelsen af et nødindgreb vil gøre det muligt midlertidigt at afbøde risikoen for, at elpriserne og elomkostningerne for slutkunderne når endnu mindre holdbare niveauer, og at medlemsstaterne træffer ukoordinerede nationale foranstaltninger, der kan bringe forsyningssikkerheden på EU-plan i fare og pålægge erhvervslivet og forbrugerne i EU en yderligere byrde […]

(7)      De nuværende afbrydelser af gasforsyningen, den begrænsede tilgængelighed for visse kraftværker og de deraf følgende indvirkninger på gas- og elpriserne udgør en alvorlig forsyningsvanskelighed med hensyn til gas- og elenergiprodukter som omhandlet i artikel 122, stk. 1, [TEUF] […]

(8)      Afbrydelsen af energimarkedet fra en af de vigtigste markedsaktørers side, hvilket kunstigt har reduceret gasforsyningen i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod Ukraine, og den hybride krig, der derved gennemføres, har skabt en krisesituation, der kræver vedtagelse af en række presserende, midlertidige og ekstraordinære foranstaltninger af økonomisk art for at imødegå de uholdbare virkninger for forbrugere og virksomheder […]

(9)      Der er behov for en fælles og velkoordineret indsats på EU-plan for at håndtere den kraftige stigning i elpriserne og deres indvirkning på husholdningerne og erhvervslivet Ukoordinerede nationale foranstaltninger kan påvirke måden, det indre energimarked fungerer på, bringe forsyningssikkerheden i fare og føre til yderligere prisstigninger i de medlemsstater, der er hårdest ramt af krisen. Det er derfor afgørende at sikre integriteten af det indre marked for elektricitet for at bevare og styrke den nødvendige solidaritet mellem medlemsstaterne.

(10)      Nogle medlemsstater kan være mere udsatte for virkningerne af en afbrydelse af de russiske gasforsyninger og de deraf følgende prisstigninger, men ved at træffe passende foranstaltninger til reduktion af efterspørgslen kan alle medlemsstater bidrage til at begrænse den økonomiske skade, som følger af en sådan afbrydelse […]

(11)      Ukoordinerede lofter over markedsindtægter fra elektricitet fra producenter med lavere marginalomkostninger, som f.eks. vedvarende energi, atomkraft eller brunkul (inframarginale producenter), kan føre til væsentlige forvridninger mellem producenter i Unionen, da de konkurrerer i hele Unionen på et sammenkoblet elmarked. En forpligtelse til et fælles EU-dækkende loft over markedsindtægter for inframarginale producenter bør gøre det muligt at forhindre sådanne forvridninger […]

(12)      I betragtning af den ekstreme stigning i detailpriserne på gas og elektricitet er statslige og offentlige indgreb for at beskytte forbrugere af særlig betydning. Gasforsyningsknaphedens indvirkning på elpriserne samt mulighederne for at finansiere støtteforanstaltninger over statsbudgettet varierer imidlertid fra medlemsstat til medlemsstat. Hvis kun nogle medlemsstater med tilstrækkelige ressourcer kan beskytte kunder og leverandører, vil det føre til alvorlige forvridninger på det indre marked. En ensartet forpligtelse til at lade ekstraordinære indtægter komme forbrugerne til gode gør det muligt for alle medlemsstater at beskytte deres forbrugere […]

[…]

(14)      Solidaritetsbidraget er et passende middel til at håndtere ekstraordinære overskud som følge af uforudsete omstændigheder. De pågældende overskud svarer ikke til nogen normal fortjeneste, som EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne ville have opnået eller kunne have forventet at opnå under normale omstændigheder, hvis de uforudsigelige begivenheder på energimarkederne ikke havde fundet sted. Derfor udgør indførelsen af solidaritetsbidraget en fælles og koordineret foranstaltning, der i en ånd af solidaritet giver de nationale myndigheder yderligere midler til at yde finansiel støtte til husholdninger og virksomheder, der er hårdt ramt af de kraftigt stigende energipriser, samtidig med at der sikres lige vilkår i hele Unionen. Denne foranstaltning bør anvendes parallelt med de almindelige selskabsskatter, som hver medlemsstat opkræver af de pågældende virksomheder.

(15)      For at sikre sammenhæng på tværs af energipolitiske områder bør de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, fungere som en indbyrdes afhængig pakke, hvori de styrker hinanden. Alle medlemsstater bør være i stand til at støtte forbrugerne på en målrettet måde ved hjælp af de ekstraordinære indtægter som følge af loftet over markedsindtægter […] og ved hjælp af midler fra et solidaritetsbidrag, der pålægges EU- selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne […]

[…]

(40)      Da produktionsmikset og omkostningsstrukturen for produktionsanlæg er meget forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, bør medlemsstaterne have mulighed for at opretholde eller indføre nationale kriseforanstaltninger på særlige betingelser.

(41)      Navnlig bør medlemsstaterne fortsat have mulighed for yderligere at begrænse indtægterne for de producenter, der er omfattet af loftet over markedsindtægter, og for at fastsætte et specifikt loft over markedsindtægter fra salg af elektricitet, der produceres fra stenkul, hvis pris kan være betydeligt lavere end prisen på marginale teknologier i nogle medlemsstater. For at sikre retssikkerheden bør medlemsstaterne også have mulighed for at opretholde eller indføre nationale kriseforanstaltninger, som begrænser markedsindtægterne for andre producenter end dem, der er omfattet af det EU-dækkende loft over markedsindtægter.

[…]

(45)      Handelspraksis og de lovgivningsmæssige rammer i elsektoren adskiller sig markant fra sektoren for fossile brændstoffer. Da loftet over markedsindtægter har til formål at efterligne det markedsresultat, som producenterne kunne have forventet, hvis de globale forsyningskæder havde fungeret normalt uden gasforsyningsafbrydelser siden februar 2022, er det nødvendigt, at foranstaltningen vedrørende elproducenter finder anvendelse på indtægter fra elproduktion. Da det midlertidige solidaritetsbidrag er rettet mod rentabiliteten for EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, og hvis indtægter er steget betydeligt i forhold til tidligere år, er det nødvendigt, at det finder anvendelse på deres overskud.

(46)      Medlemsstaterne bør sørge for, at de ekstraordinære indtægter fra anvendelsen af loftet over markedsindtægter på elområdet går til elslutkunderne for at afbøde virkningerne af usædvanligt høje elpriser. De ekstraordinære indtægter bør målrettes mod kunder, herunder både husholdninger og virksomheder, der er særlig hårdt ramt af høje elpriser […]

[…]

(50)      EU-selskaber og faste driftssteder, der genererer mindst 75% af deres omsætning med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, har uden i væsentlig grad at ændre deres omkostningsstruktur eller øge deres investeringer oplevet en stigning i deres overskud på grund af de pludselige og uforudsigelige omstændigheder i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod Ukraine, reduceret energiforsyning og stigende efterspørgsel som følge af rekordhøje temperaturer.

(51)      Det midlertidige solidaritetsbidrag bør fungere som en omfordelingsforanstaltning til sikring af, at de pågældende virksomheder, som har opnået ekstraordinære overskud som følge af de uventede omstændigheder, bidrager forholdsmæssigt til at afhjælpe energikrisen på det indre marked.

[…]

(55)      Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre fuld anvendelse af det solidaritetsbidrag, der er fastsat ved denne forordning, og bør sørge for de nødvendige tilpasninger i national ret, navnlig for at sikre rettidig opkrævning af solidaritetsbidraget […]

[…]

(57)      Anvendelsen af overskud til disse formål afspejler solidaritetsbidragets ekstraordinære og midlertidige karakter som en foranstaltning, der skal mindske og afbøde de skadelige virkninger af energikrisen for husholdninger og virksomheder i hele Unionen med det formål at beskytte det indre marked og forebygge risikoen for yderligere fragmentering. De kraftigt stigende energipriser påvirker alle medlemsstater […]

[…]

(63)      Medlemsstaterne bør anvende det solidaritetsbidrag, der er fastsat ved denne forordning, på deres respektive områder, medmindre de har vedtaget tilsvarende nationale foranstaltninger. Formålet med den nationale foranstaltning bør anses for at svare til det overordnede mål for det solidaritetsbidrag, der er fastsat ved denne forordning, når det består i at bidrage til rimelige energipriser. En national foranstaltning bør anses for at være underlagt tilsvarende regler som solidaritetsbidraget, hvis den omfatter aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, fastlægger et grundlag, fastsætter en sats og sikrer, at indtægterne fra den nationale foranstaltning anvendes til formål svarende til formålene med solidaritetsbidraget.

(64)      […] Anvendelsen af solidaritetsbidraget for hele regnskabsåret bør gøre det muligt i den relevante periode at anvende ekstraordinære overskud i offentlighedens interesse til at afbøde konsekvenserne af energikrisen, samtidig med at de berørte virksomheder får en passende del af fortjenesten.«

5.        Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« bestemte:

»Ved denne forordning indføres der et nødindgreb for at afbøde virkningerne af høje energipriser ved hjælp af ekstraordinære, målrettede og tidsbegrænsede foranstaltninger. Disse foranstaltninger har til formål at reducere elforbruget, indføre et loft over de markedsindtægter, som visse producenter modtager fra produktionen af elektricitet, og omfordele dem til elslutkunderne på en målrettet måde, give medlemsstaterne mulighed for at anvende foranstaltninger i form af offentlige indgreb i prisfastsættelsen for elektricitetsforsyning til husholdninger og SMV’er og fastsætte regler for et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag fra EU-selskaber og faste driftssteder, der har aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, for at disse kan bidrage til overkommelige energipriser for husholdninger og virksomheder.«

6.        Den nævnte forordnings artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsatte følgende i nr. 17)-19) og 21):

»Ved anvendelsen af denne forordning [...] forstås [desuden] ved:

[…]

17)      »EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne«: EU-selskaber eller faste driftssteder, som genererer mindst 75% af deres omsætning fra økonomiske aktiviteter inden for råstofudvinding, minedrift, raffinering af råolie eller fremstilling af koksovnsprodukter som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006 [(6)]

18)      »ekstraordinært overskud«: skattepligtigt overskud som fastsat i henhold til nationale skatteregler i regnskabsåret 2022 og/eller regnskabsåret 2023 og i hele deres varighed, fra aktiviteter, der udøves i EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, som ligger over en stigning på 20% i det gennemsnitlige skattepligtige overskud i de fire regnskabsår, der begyndte den 1. januar 2018 eller derefter

19)      »solidaritetsbidrag«: en midlertidig foranstaltning, der har til formål at håndtere ekstraordinære overskud fra EU-selskabers og faste driftssteders aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne for at afbøde den ekstraordinære prisudvikling på energimarkederne for medlemsstater, forbrugere og virksomheder

[…]

21)      »vedtaget tilsvarende national foranstaltning«: en lovgivningsmæssig, reguleringsmæssig eller administrativ foranstaltning, der er vedtaget og offentliggjort af en medlemsstat senest den 31. december 2022, og som bidrager til rimelige energipriser.«

7.        Artikel 6 i forordning 2022/1854 med overskriften »Obligatorisk loft over markedsindtægter« bestemte i stk. 1:

»Producenternes markedsindtægter fra produktion af elektricitet fra de kilder, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, må ikke overstige 180 EUR pr. MWh produceret elektricitet.«

8.        Denne forordnings artikel 7 med overskriften »Anvendelse af loftet over markedsindtægter på elektricitetsproducenter« fastsatte følgende i stk. 1:

»Det loft over markedsindtægter, der er fastsat i artikel 6, finder anvendelse på markedsindtægter fra salg af elektricitet, der produceres fra følgende kilder:

a)      vindkraft

b)      solenergi (solvarme og solceller)

c)      geotermisk energi

d)      vandkraft uden reservoir

e)      biomassebrændsel (fast eller gasformigt), undtagen biomethan

f)      affald

g)      atomkraft

h)      brunkul

i)      råolieprodukter

j)      tørv.«

9.        Den nævnte forordnings artikel 8 med titlen »Nationale kriseforanstaltninger« havde følgende ordlyd:

»1.      Medlemsstaterne kan:

a)      opretholde eller indføre foranstaltninger, der yderligere begrænser markedsindtægterne hos producenter, der producerer elektricitet fra de kilder, der er anført i artikel 7, stk. 1 […]

[…]

c)      opretholde eller indføre nationale foranstaltninger for at begrænse markedsindtægterne for producenter, der producerer elektricitet fra kilder, der ikke er omhandlet i artikel 7, stk. 1

[…]

2.      For foranstaltningerne i stk. 1 gælder i overensstemmelse med denne forordning, at de

a)      skal være forholdsmæssige og ikkediskriminerende

b)      ikke må skade investeringssignalerne

c)      skal sikre, at investeringerne og driftsomkostningerne er dækket

d)      ikke må forvride engrosmarkederne for elektricitet og navnlig ikke påvirke rangfølgelisten og prisdannelsen på engrosmarkedet

e)      skal være forenelige med EU-retten.«

10.      Samme forordnings kapitel III med overskriften »Foranstaltning vedrørende råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne« indeholdt artikel 14-18. Artikel 14 heri med overskriften »Støtte til energislutkunder gennem et midlertidigt solidaritetsbidrag« fastsatte:

»1.      Ekstraordinære overskud fra EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne vil være omfattet af et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag, medmindre medlemsstaterne har vedtaget tilsvarende nationale foranstaltninger.

2.      Medlemsstaterne sikrer, at vedtagne tilsvarende nationale foranstaltninger har samme mål og er genstand for lignende regler som det midlertidige solidaritetsbidrag i henhold til denne forordning og genererer sammenlignelige eller højere indtægter i forhold til de anslåede indtægter fra solidaritetsbidraget.

3.      Medlemsstaterne vedtager og offentliggør foranstaltninger til gennemførelse af det obligatoriske midlertidige solidaritetsbidrag, der er omhandlet i stk. 1, senest den 31. december 2022.«

11.      Artikel 15 i forordning 2022/1854 med overskriften »Beregningsgrundlag for det midlertidige solidaritetsbidrag« havde følgende ordlyd:

»Det midlertidige solidaritetsbidrag for EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, herunder dem, der udelukkende skattemæssigt indgår i en konsolideret koncern, beregnes på grundlag af det skattepligtige overskud, som fastsat i henhold til nationale skatteregler, i regnskabsåret 2022 og/eller i regnskabsåret 2023 og i hele deres varighed, som ligger ud over en stigning på 20% i det gennemsnitlige skattepligtige overskud, som fastsat i henhold til nationale skatteregler, i de fire regnskabsår, der begyndte den 1. januar 2018 eller derefter. Hvis det gennemsnitlige skattepligtige overskud i disse fire regnskabsår er negativt, er det gennemsnitlige skattepligtige overskud nul ved beregningen af det midlertidige solidaritetsbidrag.«

12.      Denne forordnings artikel 16 med overskriften »Beregningssats for det midlertidige solidaritetsbidrag« fastsatte:

»1.      Den sats, der anvendes til beregning af det midlertidige solidaritetsbidrag, skal være mindst 33% af det beregningsgrundlag, der er omhandlet i artikel 15.

2.      Det midlertidige solidaritetsbidrag finder anvendelse ud over de almindelige skatter og afgifter i henhold til en medlemsstats nationale ret.«

13.      Den nævnte forordnings artikel 17 med overskriften »Anvendelse af indtægter fra det midlertidige solidaritetsbidrag« bestemte i stk. 1:

»Medlemsstaterne anvender indtægterne fra det midlertidige solidaritetsbidrag med tilstrækkelig rettidig virkning til et eller flere af følgende formål:

a)      finansielle støtteforanstaltninger til energislutkunder, navnlig sårbare husholdninger, for at afbøde virkningerne af de høje energipriser på en målrettet måde

[…]«

14.      Artikel 18 i forordning 2022/1854 med overskriften »Solidaritetsbidragets midlertidige karakter« havde følgende ordlyd:

»Solidaritetsbidraget, som anvendes af medlemsstaterne i overensstemmelse med denne forordning, er af midlertidig karakter. Det finder kun anvendelse på ekstraordinære overskud, der genereres i de regnskabsår, der er omhandlet i artikel 15.«

B.      Italiensk ret

15.      I Legge n. 197 – Bilancio di previsione dello Stato per l’anno finanziario 2023 e bilancio pluriennale per il triennio 2023-2025 (lov nr. 197 om statens budget for finansåret 2023 og statens flerårige budget for treårsperioden 2023-2025) af 29. december 2022 (7) (herefter »lov nr. 197«) havde artikel 1, stk. 30, artikel 115 og 116 følgende ordlyd:

»30.      I henhold til [forordning 2022/1854] anvendes der fra den 1. december 2022 til den 30. juni 2023 et loft over elektricitetsproducenternes markedsindtægter ved en envejsmekanisme for kompensation for elektricitet, der leveres til nettet af: a) anlæg, der anvender vedvarende energikilder, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 15a i decreto-legge n. 4 – Misure urgenti in materia di sostegno alle imprese e agli operatori economici, di lavoro, salute e servizi territoriali, connesse all’emergenza da COVID-19, nonché per il contenimento degli effetti degli aumenti dei prezzi nel settore elettrico [(lovdekret nr. 4 om hasteforanstaltninger til støtte for virksomheder og økonomiske aktører, arbejde, sundhed og territoriale tjenester i forbindelse med covid-19-krisen og om begrænsning af virkningerne af prisstigninger i elsektoren)] af 27. januar 2022 [(8)], som ændret og ophøjet til lov nr. 25 af 28. marts 2022, b) anlæg, der anvender ikkevedvarende energikilder som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning 2022/1854.

[…]

115.      Med henblik på at begrænse virkningerne af pris- og tarifstigningen i energisektoren for virksomheder og forbrugere indføres for 2023 et midlertidigt solidaritetsbidrag, som er fastlagt i overensstemmelse med stk. 116 og pålægges virksomheder, der på statens område producerer elektricitet til videresalg, virksomheder, der producerer metangas eller udvinder naturgas, forhandlere af elektricitet, metangas og naturgas samt virksomheder, der producerer, distribuerer og handler med olieprodukter. Bidraget pålægges også virksomheder, som endeligt og til videresalg indfører elektricitet, naturgas, metangas eller olieprodukter fra tredjelande eller andre EU-medlemsstater til statens område. Bidraget pålægges ikke virksomheder, der organiserer og forvalter platforme for handel med elektricitet, gas, miljøcertifikater og brændstoffer, samt små virksomheder og mikrovirksomheder, der beskæftiger sig med detailhandel af brændstoffer til biler […]. Bidraget opkræves, hvis mindst 75% af indtægterne i beskatningsperioden inden beskatningsperioden pr. 1. januar 2023 er resultatet af de i de foregående punktummer nævnte aktiviteter.

116.      Det ekstraordinære bidrag beregnes ved anvendelse af en sats på 50% på den andel af den samlede indtægt, der er opgjort med henblik på selskabsskat vedrørende beskatningsperioden inden beskatningsperioden pr. 1. januar 2023, som overstiger den gennemsnitlige samlede indtægt således som opgjort med henblik på virksomhedsskatten med mindst 10%, opkrævet i de fire beskatningsperioder inden beskatningsperioden pr. 1. januar 2022; hvis den gennemsnitlige samlede indtægt er negativ, fastlægges værdien til nul. Under alle omstændigheder kan det ekstraordinære bidrag ikke overstige 25% af værdien af nettoaktiverne ved udgangen af regnskabsåret inden regnskabsåret pr. 1. januar 2022.«

III. Tvisten i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

16.      I forbindelse med ni søgsmål, der er anlagt ved italienske domstole (9), har disse forelagt Corte costituzionale (forfatningsdomstol) (10), den forelæggende ret, en række spørgsmål om forfatningsmæssighed vedrørende visse bestemmelser i lov nr. 197 om indførelse af en afgift på virksomheder i energisektoren (herefter »den i hovedsagen omhandlede foranstaltning«), idet det er gjort gældende, at disse bestemmelser kunne krænke den italienske forfatning, for så vidt som de er i strid med forordning 2022/1854. Den forelæggende ret har besluttet at forene disse forskellige søgsmål for at behandle dem samlet, eftersom de vedrører de samme nationale bestemmelser og i høj grad rejser sammenfaldende spørgsmål.

17.      Under disse omstændigheder skal den forelæggende ret bl.a. tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt artikel 1, stk. 115, i lov nr. 197 er i strid med den italienske forfatning, for så vidt som en række operatører i tillæg til dem, der var omfattet af forordning 2022/1854, ifølge denne bestemmelse blev pålagt det midlertidige solidaritetsbidrag for 2023, nemlig de EU-selskaber og faste driftssteder, »der har størstedelen af deres aktiviteter inden for udvinding og raffinering«.

18.      Denne ret har påpeget, at der ved denne lovs artikel 1, stk. 115, blev indført en tilsvarende national foranstaltning, jf. artikel 14 i forordning 2022/1854, som ikke alene gælder for operatører med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, nemlig »upstreamoperatørerne« i produktions- og distributionskæden for olieprodukter, men også »downstreamoperatører«, dvs. de operatører, der optræder i sidste del af denne kæde og markedsfører og distribuerer færdige produkter samt den elektricitet, der er produceret på basis heraf.

19.      Spørgsmålet er derfor nærmere bestemt, om bestemmelserne i forordning 2022/1854 er til hinder for, at der i medfør af den nævnte lovs artikel 1, stk. 115, til kredsen af operatører, der er pålagt det midlertidige solidaritetsbidrag, kunne føjes dels producenter, herunder inframarginale producenter, og forhandlere af elektricitet samt importører og operatører, der indfører denne energi fra andre EU-medlemsstater til statens område, dels distributører, forhandlere af olieprodukter, metangas og naturgas samt importører og operatører, der indfører disse varer fra andre EU-medlemsstater til statens område. For så vidt angår de elproducenter, der allerede var omfattet af indtægtsloftet, har den forelæggende ret præciseret, at disse først fra december 2022 blev pålagt samtidig at betale det midlertidige solidaritetsbidrag. Det skal følgelig fastslås, om bestemmelserne i forordning 2022/1854 er til hinder for en udvidelse af det personelle anvendelsesområde for den tilsvarende nationale foranstaltning, der blev indført ved samme lovs artikel 1, stk. 115.

20.      I denne henseende har den forelæggende ret påpeget, at i henhold til artikel 1 og artikel 2, nr. 17), i forordning 2022/1854 finder det midlertidige solidaritetsbidrag udelukkende anvendelse på EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, mens der i henhold til denne forordnings artikel 1 og artikel 2, nr. 5) og 9), indføres et indtægtsloft for de inframarginale energioperatører.

21.      Den forelæggende ret har ligeledes anført, at flere af betragtningerne til forordning 2022/1854 (11) synes at bekræfte en sondring mellem foranstaltningerne alt efter operatørkategori, som er begrundet i forskelle i forretningspraksis og de pågældende sektorers specifikke referencerammer. Endvidere er det i 63. betragtning til denne forordning præciseret, at eventuelle nationale foranstaltninger kun bør finde anvendelse med tilsvarende virkninger, hvis de omfatter aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne. I øvrigt fremhæves det gentagne gange i visse af betragtningerne til den nævnte forordning, at der er behov for en hurtig og koordineret indsats på EU-plan for at opretholde et velfungerende sammenkoblet indre marked for energi og beskytte dets integritet, undgå betydelige konkurrenceforvridninger og sikre rimelige vilkår for markedets operatører (12).

22.      På denne baggrund er den forelæggende ret af den opfattelse, at kravet om ensartethed for den ordning, der er indført ved forordning 2022/1854, er afgørende for at undgå enhver fragmentering af det indre marked, og at denne forordning følgelig ikke giver medlemsstaterne mulighed for at udvide det personelle anvendelsesområde for de tilsvarende nationale foranstaltninger vedrørende solidaritetsbidraget. Den nævnte forordning tillader som minimum ikke, at dette bidrag også pålægges de operatører, som allerede er omfattet med henblik på indtægtsloftet, hvorved der kunne opstå en uforenelighed, helt eller delvist, med den i hovedsagen omhandlede foranstaltning, som udvider kredsen af berørte operatører.

23.      Ikke desto mindre kan flere forhold tale for, at den i hovedsagen omhandlede foranstaltning er forenelig med EU-retten.

24.      I denne henseende har den forelæggende ret påpeget, at retsgrundlaget for forordning 2022/1854 er artikel 122, stk. 1, TEUF, som ikke tillader EU-lovgiver at vedtage harmoniseringsforanstaltninger. Anvendelsen af dette retsgrundlag frem for artikel 115 TEUF eller artikel 194, stk. 3, TEUF, som kræver enstemmighed i Rådet, bekræfter på den ene side, at denne forordning alene har til formål i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne at reagere på en økonomisk nødsituation uden at harmonisere de nationale lovgivninger, og opretholder på den anden side medlemsstaternes generelle kompetence på området for direkte skatter. På denne baggrund synes den nævnte forordning, som ganske vist gør det muligt at vedtage en akut og koordineret indsats på EU-plan, ikke at være til hinder for medlemsstaternes mulighed for at træffe foranstaltninger, der også er af skattemæssig art. Til dette formål giver samme forordning mulighed for at opretholde eller indføre supplerende »nationale kriseforanstaltninger« gældende for såvel inframarginale producenter som andre operatører i energikæden end dem, der er omfattet af forordningen.

25.      Det følger heraf, at forordning 2022/1854 falder inden for rammerne af gennemførelsen af det solidaritetsprincip, som Unionen i overensstemmelse med artikel 2 TEU og 3 TEU hviler på. Mere præcist forfølger den målet om at beskytte virksomheder og husholdninger, der er ramt af energikrisen. Til forskel fra andre retsakter om regulering af energisektoren, som udelukkende er henvendt til EU’s institutioner og medlemsstater, omfatter denne forordnings anvendelsesområde også private virksomheder, borgere og forbrugere med henblik på – ved hjælp af en omfordeling af de ekstraordinære overskud, der genereres i virksomhederne i energisektoren – at bidrage til finansieringen af medlemsstaternes budgetter, navnlig hos dem, hvis budgetmæssige råderum er mest begrænset (13).

26.      I denne situation er det i første række den forelæggende rets opfattelse, at nødvendigheden af at sikre en undtagelsesvis koordinering af indgrebene i energisektoren for at undgå enhver forvridning af det indre marked, forudsat at den er relevant, bør afvejes i forhold til solidaritetsprincippet og de øvrige mål af almen interesse for Unionen, som også i forordning 2022/1854 har en fremtrædende placering, såsom beskyttelse af forbrugere, virksomheder og husholdninger og økonomisk stabilitet i medlemsstaternes offentlige finanser og i hele euroområdet.

27.      Det er i anden række den forelæggende rets opfattelse, at der ikke kan ses bort fra de særlige træk i enhver national energisituation. I denne forbindelse har den for det første anført, at Italien er blandt de medlemsstater, der er mest afhængige af naturgas i sit energimiks, nemlig med en andel på 48,6% i 2022. Den har præciseret, at samme år var stigningerne i forbrugerpriserne på naturgas – som udgjorde 37,6% af den disponible bruttoenergi – og elektricitet blandt de største, der blev registreret i Europa, trods de nationale støtteforanstaltninger for virksomheder og husholdninger (14). Den nævnte ret har for det andet præciseret, at der ikke foregik udvinding af olie og kul i noget betydeligt omfang i Italien i 2022 (15). Valget af et udvidet anvendelsesområde gør det således muligt at frigive midler, der anses for tilstrækkelige til at finansiere de beskyttelsesforanstaltninger for virksomheder og husholdninger, der på EU-plan anslås at være nødvendige for at klare en usædvanlig krisesituation (16).

28.      Følgelig er beslutningen om at udvide den tilsvarende nationale foranstaltning til andre operatører, der ligeledes har realiseret konjunkturmæssige ekstraordinære fortjenester under energikrisen, begrundet, set i lyset af de særlige træk i enhver national energisituation, og bidrager til at opfylde det formål, der forfølges med forordning 2022/1854, nemlig at gøre det muligt at finansiere de nationale foranstaltninger, der skal sikre overkommelige energipriser. Den nationale lovgivers udvidelse af kredsen af operatører med henblik på at inddrage de konjunkturbestemte ekstraordinære fortjenester kan derfor i en national økonomisk og energimæssig sammenhæng anses for at udgøre en tilsvarende national foranstaltning eller under alle omstændigheder betragtes som et udtryk for medlemsstaternes generelle kompetence på området for direkte skatter, som de udøver under iagttagelse af solidaritetsprincippet og målene med denne forordning.

29.      På denne baggrund har Corte costituzionale (forfatningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 1, 2 og 14 i [forordning 2022/1854], også læst i lyset af de relevante betragtninger (navnlig 6.-12., 14., 15., 40., 41., 45., 46., 50., 51. og 63. betragtning), til hinder for, at en medlemsstat vedtager en foranstaltning, som svarer til et solidaritetsbidrag, såsom foranstaltningen i artikel 1, stk. 115-119, i lov nr. 197, hvad angår den del, hvorefter denne foranstaltning også fandt anvendelse på producenter og forhandlere af elektricitet, på distributører og forhandlere af olieprodukter, på forhandlere af metangas og naturgas samt på virksomheder, der indfører elektricitet, naturgas, metangas eller olieprodukter fra tredjelande eller andre EU-medlemsstater til statens område, såfremt disse i 2022 realiserede konjunkturmæssige ekstraordinære fortjenester?«

30.      Visse af sagsøgerne i hovedsagen (17), Olimpia og Verona Service, den italienske, den belgiske og den spanske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Disse parter samt den finske regering har ligeledes i retsmødet, der blev afholdt den 9. juni 2026, afgivet mundtlige indlæg, hvis indhold ligeledes var sammenfaldende med sagen Varo Energy Belgium m.fl. (sag C-358/24) og sagen Vermilion Energy Ireland m.fl. (sag C-533/24).

IV.    Bedømmelse

A.      Formaliteten vedrørende det præjudicielle spørgsmål

31.      Før bedømmelsen af det eneste præjudicielle spørgsmål skal der tages stilling til den formalitetsindsigelse, som den spanske regering har rejst. Den spanske regering har bl.a. gjort gældende, at Domstolens svar ikke er nødvendigt for løsningen af de tvister, som den forelæggende ret har fået indbragt, eftersom det er irrelevant for gyldigheden af den i hovedsagen omhandlede foranstaltning, idet den pågældende medlemsstat under alle omstændigheder har kompetence til at vedtage skattemæssige foranstaltninger af en sådan art, hvorfor anmodningen om præjudiciel afgørelse bør afvises fra realitetsbehandling.

32.      I denne forbindelse gør jeg opmærksom på, at det af Domstolens faste praksis følger, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten eller gyldigheden af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (18). Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante, og at Domstolen kun kan afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den af den forelæggende ret ønskede fortolkning eller vurdering af gyldigheden af en EU-retlig bestemmelse savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (19).

33.      Det må imidlertid konstateres, at sagsøgerne i hovedsagen i den foreliggende sag har bestridt foreneligheden af den i hovedsagen omhandlede foranstaltning med forordning 2022/1854. Følgelig kan den fortolkning, som den forelæggende ret har anmodet om, af denne forordning ikke anses for at savne enhver forbindelse med genstanden for tvisterne i hovedsagen.

34.      Endvidere anfører jeg, at den spanske regering har taget udgangspunkt i den forudsætning, at forordning 2022/1854 ikke er til hinder for en national foranstaltning vedtaget af en medlemsstat med henblik på at gennemføre bestemmelserne i denne forordnings kapitel III, med den begrundelse alene at denne foranstaltning ikke opfylder samtlige betingelser for at kunne betegnes som »midlertidigt solidaritetsbidrag« eller »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i forordningens artikel 14. Denne forudsætning afhænger imidlertid selv af fortolkningen af den nævnte forordnings relevante bestemmelser om indførelsen af dette bidrag og foregriber således de facto Domstolens svar på det forelagte præjudicielle spørgsmål.

35.      På denne baggrund må det fastslås, at det forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, og at besvarelsen heraf synes at være nødvendig for, at den forelæggende ret kan træffe sin afgørelse. Jeg er følgelig af den opfattelse, at det præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

B.      Realiteten

36.      Med det eneste præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, 2 og 14 i forordning 2022/1854, sammenholdt med 6.-12., 14., 15., 40., 41., 45., 46., 50., 51. og 63. betragtning hertil, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der i form af en tilsvarende national foranstaltning ikke alene pålægges de selskaber og faste driftssteder, der er omfattet af denne forordnings artikel 14, stk. 1, men også andre operatører et midlertidigt solidaritetsbidrag (20).

37.      Jeg påpeger indledningsvis, at dette spørgsmål i det væsentlige rejser to forskellige problemstillinger. Den første består i at afgøre, om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning kan betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i artikel 14 i forordning 2022/1854, selv om den pålægger andre operatører end dem, der er omfattet af denne bestemmelses stk. 1, det midlertidige solidaritetsbidrag. Den anden problemstilling vedrører de konsekvenser, der skal drages af udvidelsen af bidragets personelle anvendelsesområde, og består navnlig i at fastslå, om denne forordning er til hinder for vedtagelsen af en sådan foranstaltning (21).

38.      For så vidt angår den første af disse problemstillinger skal jeg gøre opmærksom på, at det tilkommer den forelæggende ret, som har enekompetence til at fortolke den nationale lovgivning, at bedømme kvalificeringen af den i hovedsagen omhandlede foranstaltning som »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 14 og navnlig spørgsmålet om dens forenelighed med denne. Domstolen kan dog forsyne den forelæggende ret med de nødvendige fortolkningsbidrag vedrørende EU-retten, der kan være en vejledning ved denne bedømmelse.

39.      Jeg præciserer ligeledes, at det midlertidige solidaritetsbidrag udgør en af de ekstraordinære foranstaltninger, der er indført ved samme forordning i forbindelse med energikrisen, for at gøre det muligt for medlemsstaterne at generere supplerende indtægter beregnet til at støtte husholdninger og virksomheder, der er hårdt ramt af de kraftigt stigende energipriser (22). I lighed med loftet over de markedsindtægter, som elproducenter opnår ved brug af bestemte energikilder (23), omhandler dette bidrag de ekstraordinære overskud, der er forbundet med energikrisens særlige konjunktur, og som ikke ville være blevet skabt, hvis de uventede omstændigheder på energimarkederne ikke var indtruffet (24).

40.      Hvad mere præcist angår denne forordnings artikel 14 påpeger jeg, at denne bestemmelse fastsætter, at de ekstraordinære overskud fra EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne er omfattet af et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag.

41.      I overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 14, stk. 2, kan medlemsstaterne i stedet for dette bidrag vedtage »tilsvarende nationale foranstaltninger«. Ligeledes ifølge denne bestemmelses ordlyd skal formålene med disse foranstaltninger svare til målet med det midlertidige solidaritetsbidrag, og de berørte afgiftspligtige personer og enheder skal være underkastet tilsvarende regler som dem, der gælder for det nævnte bidrag, for at generere et provenu, der er sammenligneligt med det, der er anslået for solidaritetsbidraget, men uden at det udelukker muligheden for at generere et større provenu (25).

42.      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at blandt de betingelser, som en national foranstaltning skal opfylde for at kunne betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning«, nærer den forelæggende ret ingen tvivl med hensyn til betingelsen om anvendelse af tilsvarende regler som dem, der gælder for det midlertidige solidaritetsbidrag. Den ønsker navnlig oplyst, om det forhold, at den nationale foranstaltning har et sektormæssigt bredere personelt anvendelsesområde end dette bidrag, er tilstrækkeligt til at udelukke, at en sådan foranstaltning er underlagt tilsvarende regler, og følgelig, at den kan betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning«.

43.      Svaret på dette spørgsmål forudsætter i første række, at der defineres et personelt anvendelsesområde for det midlertidige solidaritetsbidrag. Dette kræver en undersøgelse af, om listen over sektorer, der er omfattet af artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, er af udtømmende karakter, og følgelig af, om anvendelsesområdet for en tilsvarende national foranstaltning skal være sammenfaldende med dette bidrags.

44.      For så vidt angår det midlertidige solidaritetsbidrags personelle anvendelsesområde præciseres det i artikel 14, stk. 1, og artikel 15 i forordning 2022/1854, at dette bidrag finder anvendelse på de selskaber og faste driftssteder, der driver virksomhed i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne. Disse sektorer er i øvrigt nævnt flere gange i denne forordning, bl.a. i artikel 2, nr. 17), 18) og 19), heri, som henholdsvis definerer begrebet »EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne«, »ekstraordinært overskud« og »solidaritetsbidrag«.

45.      Det fremgår ligeledes af selve ordlyden af disse bestemmelser, at EU-lovgiver har haft til hensigt at afgrænse det midlertidige solidaritetsbidrags personelle anvendelsesområde, hvorfor dette ikke kan udvides til at omfatte andre sektorer end råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne.

46.      Denne fortolkning understøttes endvidere af såvel hovedformålet med forordning 2022/1854, der består i at omfordele en del af visse markedsaktørers ekstraordinære gevinster til fordel for forbrugerne (26), som den særlige situation, der har ført til dens vedtagelse, og som er kendetegnet ved behovet for på EU-plan at træffe fælles og velkoordinerede foranstaltninger for at håndtere de fremherskende usædvanlige omstændigheder på energimarkedet (27).

47.      Det følger af det ovenstående, at det midlertidige solidaritetsbidrags personelle anvendelsesområde for så vidt angår de omhandlede erhvervssektorer ikke kan udvides ud over det, der er defineret i denne forordnings artikel 14, stk. 1.

48.      Det er min opfattelse, at det samme gør sig gældende for de tilsvarende nationale foranstaltninger, som medlemsstaterne kan vedtage i medfør af den nævnte forordnings artikel 14, stk. 2.

49.      Til forskel fra samme forordnings artikel 14, stk. 1, angiver denne artikels stk. 2 ganske vist ikke udtrykkeligt, på hvilke erhvervssektorer de tilsvarende nationale foranstaltninger skal finde anvendelse. Denne bestemmelse kræver dog, at de berørte afgiftspligtige personer og enheder skal være underkastet »tilsvarende regler som dem, der gælder for det nævnte bidrag«. I denne henseende præciseres det i 63. betragtning til forordning 2022/1854, at en tilsvarende national foranstaltning skal betragtes som underlagt tilsvarende regler som dem, der gælder for det midlertidige solidaritetsbidrag, når de omfatter aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne.

50.      Det fremgår således af ordlyden af de relevante bestemmelser i forordning 2022/1854, som jeg har omtalt i de foregående punkter i dette forslag til afgørelse, at »de tilsvarende nationale foranstaltninger« som omhandlet i denne forordnings artikel 14, stk. 2, omfatter foranstaltninger, der uden nødvendigvis at være identiske i udformning eller nærmere tekniske bestemmelser med det midlertidige solidaritetsbidrag (28) gør det muligt at opnå et sammenligneligt resultat med det, der forfølges af EU-lovgiver (29). Selv om medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af nævnte forordning, herunder når de træffer sådanne foranstaltninger, råder over en betydelig skønsmargen, kan denne ikke bevirke, at der sættes spørgsmålstegn ved EU-lovgivers valg af et afgrænset personelt anvendelsesområde for de foranstaltninger, der er fastsat i samme forordnings artikel 14, for de sektorer, der udtrykkeligt er angivet heri (30).

51.      En fortolkning af begrebet »tilsvarende national foranstaltning«, der gør det muligt for medlemsstaterne selv at definere det midlertidige solidaritetsbidrags personelle anvendelsesområde og således indlemme andre sektorer heri end dem, der er fastsat ved artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, risikerer efter min opfattelse at bringe såvel denne bestemmelses effektive virkning som dens formål, der består i at sikre en minimumskoordinering af de foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget i forbindelse med energikrisen, i fare.

52.      En sådan fortolkning skaber nemlig en situation, hvor de medlemsstater, der anvender det midlertidige solidaritetsbidrag direkte, forbliver bundet af dets personelle anvendelsesområde og de øvrige parametre, der er defineret i denne forordnings artikel 14, stk. 1, mens de, der vælger at træffe tilsvarende nationale foranstaltninger, får en markant bredere skønsmargen, der sætter dem i stand til bl.a. at definere, på hvilke sektorer denne foranstaltning finder anvendelse. En sådan forskel lader sig vanskeligt forene med logikken bag den nævnte forordnings artikel 14, stk. 2, hvis formål ikke er at tillade medlemsstaterne at fjerne sig fra den harmoniserede ramme, som EU-lovgiver har indført, men alene at tillade dem at erstatte det midlertidige solidaritetsbidrag med en national foranstaltning, der har tilsvarende virkninger (31). Jeg er derfor af den opfattelse, at en sådan fortolkning i vidt omfang ville berøve såvel det midlertidige solidaritetsbidrag, der i samme forordning er udformet som et instrument til reaktion på energikrisen, som EU-lovgivers valg af de sektorer, hvorpå dette bidrag skal finde anvendelse, deres rækkevidde. Den ville ligeledes gøre det krav, der stilles i nævnte forordnings artikel 14, stk. 2, om, at de nationale foranstaltninger skal »svare til« dette bidrag, indholdsløst (32).

53.      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at for at en national foranstaltning kan betegnes som »tilsvarende« som omhandlet i artikel 14, stk. 2, i forordning 2022/1854, skal dens personelle anvendelsesområde i princippet svare til det midlertidige solidaritetsbidrags anvendelsesområde som defineret ved denne bestemmelse og derfor omfatte de samme sektorer som dem, der er fastsat ved denne forordnings artikel 14, stk. 1.

54.      Af de grunde, jeg vil redegøre for nedenfor, og i modsætning til holdningen hos sagsøgerne i hovedsagen er det imidlertid min opfattelse, at det forhold alene, at en national foranstaltning har et bredere personelt anvendelsesområde end det, der er defineret i den nævnte forordnings artikel 14, stk. 1, således at den ikke alene pålægger virksomhederne i de sektorer, der er omfattet af denne bestemmelse, men også virksomheder i andre sektorer at betale det midlertidige solidaritetsbidrag, hverken er tilstrækkeligt til at udelukke, at den kan betragtes som en »tilsvarende national foranstaltning«, som omhandlet i samme forordnings artikel 14, stk. 2, for så vidt som den finder anvendelse på de sektorer, der er angivet i dens artikel 14, stk. 1, eller til at fastslå, at den er uforenelig med denne forordning (33).

55.      Først gør jeg opmærksom på, at kapitel III i forordning 2022/1854, hvori dette kapitel 14 befinder sig, udelukkende fastsætter indførelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag uden af den grund at forbyde medlemsstaterne at udvide dette bidrags personelle anvendelsesområde til operatører i andre økonomiske sektorer end de i denne bestemmelse omfattede. Jeg konstaterer i øvrigt, at ingen anden af denne forordnings bestemmelser synes at være til hinder for en sådan udvidelse til flere sektorer end dem, der er identificeret i den nævnte artikel 14 (34). Denne konklusion underbygges ligeledes af flere bestemmelser i den nævnte forordning, som tillader medlemsstaterne at vedtage supplerende foranstaltninger parallelt med eller som supplement til de forskellige ordninger, der er fastsat ved samme forordning (35).

56.      Jeg minder om, at henset til retsgrundlaget for vedtagelsen af forordning 2022/1854, nemlig artikel 122, stk. 1, TEUF, har denne bestemmelse hverken til formål at indføre en udtømmende harmonisering på skatteområdet eller permanente ordninger på energimarkedet. Den fastsætter derimod indførelsen af ekstraordinære, målrettede og tidsbegrænsede foranstaltninger med henblik på at reagere på en særlig konjunkturmæssig situation (36). Målet hermed er således at koordinere medlemsstaternes indgreb i forbindelse med energikrisen ved at etablere et minimum af fælles regler. Eftersom EU-lovgiver hverken har ønsket at foretage en udtømmende regulering af energimarkedets skattemæssige aspekter eller aspekterne af et velfungerende indre marked (37), bevarer medlemsstaterne deres resterende kompetence, navnlig på skatteområdet, med henblik på de situationer, der ikke falder ind under denne forordnings anvendelsesområde (38). Det følger heraf, at de i princippet stadig frit kan lade sig inspirere af EU-retten med henblik på at regulere situationer, der ikke er dækket af dette anvendelsesområde, og anvende regler og begreber fra denne ret på rent nationale situationer.

57.      Med hensyn til den første problemstilling, som den forelæggende ret har rejst i sit præjudicielle spørgsmål om, hvorvidt en national foranstaltning mister sin status som »tilsvarende«, alene fordi den tillige finder anvendelse på andre sektorer end dem, der er omfattet af artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, er det min opfattelse, at spørgsmålet skal besvares benægtende om end på den betingelse, at denne foranstaltning for de sektorer, der henhører under denne bestemmelses anvendelsesområde, overholder de krav, der er fastsat heri.

58.      Eftersom virksomhederne i de sektorer, der er omfattet af denne forordnings artikel 14, er pålagt en national foranstaltning, og denne sikrer et resultat, der svarer til det mål, der forfølges med denne bestemmelse, kan den omstændighed, at denne foranstaltning ligeledes anvendes på andre sektorer, nemlig ikke i sig selv så tvivl om dens karakter af tilsvarende. En sådan foranstaltnings karakter af tilsvarende skal med andre ord alene vurderes i henseende til de sektorer, der henhører under anvendelsesområdet for den nævnte forordnings artikel 14. Udvidelsen af denne bestemmelses personelle anvendelsesområde til sektorer, der ikke er omhandlet heri, er irrelevant for denne vurdering, forudsat at de heri fastsatte krav er fuldt opfyldt.

59.      I tråd hermed kan den italienske lovgivers beslutning om ved en og samme retsakt at vedtage dels et midlertidigt solidaritetsbidrag, der er i overensstemmelse med kravene i artikel 14 i forordning 2022/1854, dels en udvidelse af dette bidrag til virksomheder, der hører til i sektorer, som ikke er omfattet af denne bestemmelse, fordi disse ligeledes har haft ekstraordinære overskud, ikke i sig selv udelukke kvalificeringen af denne foranstaltning som en »tilsvarende national foranstaltning« som omhandlet i denne forordnings artikel 14, stk. 2 (39). I denne henseende påpeger jeg, at denne forordnings artikel 14 pålægger medlemsstaterne at indføre enten det midlertidige solidaritetsbidrag, der er bestemt ved den nævnte forordning, eller en tilsvarende national foranstaltning uden dog at fastlægge formen på det nationale lovgivningsmæssige instrument, der skal sikre gennemførelsen af denne forpligtelse. Det tilkommer derfor i princippet den enkelte medlemsstat at definere de nærmere bestemmelser, der mest hensigtsmæssigt sikrer opfyldelsen af kravene i samme forordning – herunder med hensyn til valget af retligt instrument, der muliggør deres anvendelse i den nationale retsorden – med forbehold af overholdelsen af den ramme, der er fastsat ved forordning 2022/1854 og opretholdelsen af dens effektive virkning.

60.      Jeg er af den opfattelse, at denne forordnings artikel 14, stk. 2, ikke kræver, at den nationale foranstaltning er tilsvarende i alle sine bestanddele, men alene i henseende til de sektorer, der henhører under det personelle anvendelsesområde for det midlertidige solidaritetsbidrag, der er indført ved den nævnte forordning. I den foreliggende sag er det da heller ikke blevet bestridt, at selv om den i hovedsagen omhandlede foranstaltning  omfatter andre sektorer, fraviger den, for så vidt som den finder anvendelse på de sektorer, der er omfattet af samme forordning (40), ikke de heri fastlagte regler. Det kan derfor ikke foreholdes den italienske lovgiver, at den har vedtaget en national foranstaltning, som ikke opfylder kravene i forordning 2022/1854.

61.      Det er nu vigtigt at undersøge den anden problemstilling, som den forelæggende ret har rejst i sit præjudicielle spørgsmål om, hvilke konsekvenser der bør drages af udvidelsen af det midlertidige solidaritetsbidrags personelle anvendelsesområde, navnlig i henseende til den i hovedsagen omhandlede nationale foranstaltnings forenelighed med forordning 2022/1854.

62.      Af de grunde, som jeg vil gøre rede for i de næste punkter i dette forslag til afgørelse, er jeg af den opfattelse, at den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede foranstaltning ikke kan betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning« i sin helhed (41) på grund af udvidelsen af kredsen af afgiftspligtige enheder til andre sektorer end dem, der er omfattet af denne forordnings artikel 14, ikke i sig selv kan så tvivl om dens forenelighed med den nævnte forordning.

63.      Som jeg har anført i punkt 60 i dette forslag til afgørelse, kan det nemlig ikke foreholdes den italienske lovgiver, at den ikke korrekt har gennemført sin forpligtelse i medfør af forordning 2022/1854  til at indføre en tilsvarende national foranstaltning, for så vidt som virksomhederne i de sektorer, der omfattet af samme forordnings artikel 14, falder ind under den nationale foranstaltnings anvendelsesområde, og dette skaber et tilsvarende resultat som det, der er målet med denne bestemmelse.

64.      Jeg gør endvidere opmærksom på, at det ikke forekommer urimeligt, at en medlemsstat, når den udformer en tilsvarende national foranstaltning, tager hensyn til de særlige træk ved sit nationale marked og navnlig de faktisk tilstedeværende sektorer for at fastlægge det midlertidige solidaritetsbidrags anvendelsesområde (42). Når en af de sektorer, der er omfattet af artikel 14 i forordning 2022/1854, ikke er til stede på det nationale marked eller kun indtager en marginal plads herpå – som det synes at være tilfældet i den foreliggende sag med udvinding af olie og kul i Italien – (43) er det således ikke udelukket, at den pågældende medlemsstat forsøger at sikre foranstaltningens effektivitet ved at udvide dens anvendelsesområde til tilliggende sektorer, som ligeledes har haft ekstraordinært store overskud på grund af de pludselige og uforudsete omstændigheder ved energikrisen (44). En sådan udvidelse forekommer så meget desto mere begrundet som at den gør det muligt at generere sammenlignelige eller endog højere indtægter end det formodede provenu ved en streng anvendelse af denne forordnings artikel 14 med henblik på at bidrage til finansieringen af støtteforanstaltninger til fordel for husholdninger og virksomheder (45).

65.      Jeg præciserer ikke desto mindre, at selv om medlemsstaterne i forbindelse med anvendelsen af forordning 2022/1854 råder over en bred skønsmargen hvad angår de specifikke foranstaltninger, som de kan vedtage, og bevarer deres kompetencer på skatteområdet, er udøvelsen heraf stadig betinget af overholdelsen af EU-retten (46). Denne skønsmargen giver dem derfor hverken ret til at så tvivl om rækkevidden af denne forordning, bringe effektiviteten af det midlertidige solidaritetsbidrag, som er indført herved, i fare eller mere generelt vedtage foranstaltninger, der er uforenelige med EU-retten. Selv om medlemsstaterne fortsat frit kan regulere situationer, der falder uden for EU-rettens anvendelsesområde, kan de navnlig ikke udøve denne restkompetence på en måde, der kan bringe den effektive anvendelse af den ordning, der er fastlagt ved den nævnte forordning, i fare eller omgå kravene heri.

66.      Når dette er sagt, må det konstateres, at forelæggelsesafgørelsen intet angiver, der kan gøre det muligt at lægge til grund, at udvidelsen af den i hovedsagen omhandlede foranstaltnings anvendelsesområde i den foreliggende sag ville bevirke, at den effektive anvendelse af forordning 2022/1854 bringes i fare, eller at kravene heri vil blive omgået.

67.      Hvad endelig angår den specifikke situation for elproducenter, der allerede er omfattet af indtægtsloftet (47), påpeger jeg, at forordning 2022/1854 ikke udtrykkeligt er til hinder for, at det midlertidige bidrag, der er indført ved den i hovedsagen omhandlede foranstaltning, anvendes på virksomheder i elsektoren, som også er pålagt det indtægtsloft, der er fastlagt ved denne forordnings artikel 6. Tværtimod angiver den nævnte forordnings artikel 8 med overskriften »Nationale kriseforanstaltninger« tydeligt i stk. 1, litra a), at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre nationale foranstaltninger, der yderligere begrænser markedsindtægterne hos producenter, der forbruger elektricitet fra de kilder, der er anført i samme forordnings artikel 7, stk. 1, forudsat at betingelserne i artikel 8, stk. 2, heri er opfyldt (48). Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt i den foreliggende sag (49).

68.      På baggrund af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at spørgsmålet skal besvares med, at artikel 1, 2 og 14 i forordning 2022/1854, sammenholdt med 6.-12., 14., 15., 40., 41., 45., 46., 50., 51. og 63. betragtning hertil, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for vedtagelsen af en national foranstaltning svarende til det midlertidige solidaritetsbidrag, der, samtidig med at den finder anvendelse på de selskaber og faste driftssteder, som er omfattet af artikel 2, nr. 17), og er pålagt dette bidrag i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 14, stk. 1, tillige udvider sit anvendelsesområde til også at omfatte andre kategorier af økonomiske aktører, forudsat at denne udvidelse ikke sår tvivl om denne foranstaltnings karakter af tilsvarende i henseende til de virksomheder, der henhører under denne bestemmelses anvendelsesområde, og at denne foranstaltning for så vidt angår de selskaber og faste driftssteder, der er omfattet af artikel 14, stk. 1, opfylder de krav, som forordningen stiller som betingelse for, at den kan betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning«.

V.      Forslag til afgørelse

69.      På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det af Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger:

»Artikel 1, 2 og 14 i Rådets forordning (EU) 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser, sammenholdt med 6.-12., 14., 15., 40., 41., 45., 46., 50., 51. og 63. betragtning hertil,

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for vedtagelsen af en national foranstaltning svarende til det midlertidige solidaritetsbidrag, der, samtidig med at den finder anvendelse på de selskaber og faste driftssteder, som er omfattet af artikel 2, nr. 17), og er pålagt dette bidrag i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 14, stk. 1, tillige udvider sit anvendelsesområde til også at omfatte andre kategorier af økonomiske aktører, forudsat at denne udvidelse ikke sår tvivl om denne foranstaltnings karakter af tilsvarende i henseende til de virksomheder, der henhører under denne bestemmelses anvendelsesområde, og at denne foranstaltning for så vidt angår de selskaber og faste driftssteder, der er omfattet af artikel 14, stk. 1, opfylder de krav, som forordningen stiller som betingelse for, at den kan betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning«.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      Rådets forordning af 6.10.2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (EUT 2022, L 261 I, s. 1).


3 –      Den forelæggende ret har navnlig henvist til 6.-12., 14., 15., 40., 41., 45., 46., 50., 51. og 63. betragtning til forordning 2022/1854.


4 –      Jf. i denne henseende dom af 18.12.2025, Electrabel m.fl. (C-633/23, herefter »dommen i sagen Electrabel m.fl.«, EU:C:2025:991), og af 22.1.2026, Secab (C-423/23, herefter »Secab-dommen«, EU:C:2026:32), hvortil jeg har fremsat forslag til afgørelse. Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse Axpo Energy Romania og PPC Renewables Romania (C-251/24 og C-392/24, EU:C:2026:521) og 2Valorise Ham m.fl. (C-467/24, EU:C:2026:608). Denne forordning er i øvrigt genstand for flere annullationssøgsmål, som verserer for Retten. Jf. i denne henseende sagerne Electrawinds Shabla South mod Rådet (sag T-759/22), Vermilion Energy Netherlands m.fl. mod Rådet (sag T-775/22), Vermilion Exploration and Production Ireland og Vermilion Energy Ireland mod Rådet (sag T-795/22), ExxonMobil Producing Netherlands og Mobil Erdgas Erdöl mod Rådet (sag T-802/22) og Petrogas E&P Netherlands mod Rådet (sag T-803/22).


5 –      Disse to sager rejser spørgsmål, der for en dels vedkommende er identiske med eller ligner dem, der rejses i den foreliggende sag, navnlig for så vidt angår bestemmelserne i forordning 2022/1854 om det midlertidige solidaritetsbidrag og de tilsvarende nationale foranstaltninger.


6 –      Forordning af 20.12.2006 om oprettelse af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 og visse EF-forordninger om bestemte statistiske områder (EUT 2006, L 393, s. 1).


7 –      Almindeligt supplement til GURI nr. 303 af 29.12.2022.


8 –      GURI nr. 21 af 27.1.2022.


9 –      Der er nærmere bestemt tale om Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol i Lazio, Italien), Corte di Giustizia Tributaria di primo grado di Messina (retten i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager i Messina, Italien) og Corte di Giustizia Tributaria di primo grado di Trieste (retten i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager i Trieste, Italien).


10 –      Selskaberne Acea Produzione SpA, Andromeda PV Srl, Breva Wind Srl, Calabria Solar Srl, ERG Eolica Adriatica Srl, ERG Eolica Faeto Srl, Erg Eolica Ginestra Srl, ERG Solar Piemonte 3 Srl, ISAB Energy Solare Srl, Esso Italiana Srl, Engie Italia SpA, Engie Global Markets, Meltemi Energia Srl, Tamoil Italia SpA, Engycalor Energia Calore Srl, Energie SpA, B&G Servizi Rete ed Extrarete Srl og SOM SpA er indtrådt som parter i sagen for denne ret. Selskaberne Olimpia Srl a socio unico og Verona Service Srl samt formanden for ministerrådet har indgivet et interventionsindlæg til den nævnte ret.


11 –      Den forelæggende ret har navnlig henvist til 11., 13.-15., 23.-59., 64. og 65. betragtning til forordning 2022/1854.


12 –      Den forelæggende ret har navnlig henvist til 6.-11., 14. og 15. betragtning til forordning 2022/1854.


13 –      Den forelæggende ret har navnlig henvist til 6., 11., 12., 14., 46., 50. og 51. betragtning til forordning 2022/1854.


14 –      Den forelæggende ret har som eksempel henvist til rapporten fra juli 2023 om den nationale energisituation i 2022 udarbejdet af ministeriet for miljø- og energiforsyningssikkerhed. Det fremgår heraf, at forskellen på de elpriser, som virksomhederne i Italien betaler, og de gennemsnitlige observerede elpriser i EU er steget fra 114,2 procentpoint i 2020 til 145,8 procentpoint i 2022 og naturgaspriserne fra 86 procentpoint i 2021 til 115 procentpoint i 2022. Rapporten viser ligeledes, at de italienske husholdninger betalte en merpris på 125,9 procentpoint for elektricitet og 115 procentpoint for naturgas i forhold til EU-gennemsnittet. Endelig steg de priser, som virksomhederne i 2022 betalte for elektricitet og naturgas, med henholdsvis 72,8% og 163,6% i forhold til 2021, og brændstofpriserne steg ligeledes kraftigt.


15 –      Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at disse aktiviteter ifølge Gestore dei servizi energetici (GSE) (energisystemoperatør, Italien) kun udgjorde henholdsvis 1,16% og 8,34% af det nationale energimiks.


16 –      Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, var den indtægt, der blev opnået på grundlag af et anvendelsesområde, der var identisk med det i forordning 2022/1854 fastsatte, omtrent det halve af det beløb, der blev genereret ved hjælp af den foranstaltning, der blev vedtaget af den nationale lovgiver.


17 –      Nemlig Acea Produzione, Andromeda PV, Esso Italiana, Engie Italia, Tamoil Italia, Engycalor Energia Calore, Energie, B&G Servizi Rete ed Extrarete og SOM.


18 –      Jf. dom af 11.6.2026, Centro Petroli Roma (C-386/24, EU:C:2026:471, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).


19 –      Jf. dom af 11.6.2026, Centro Petroli Roma (C-386/24, EU:C:2026:471, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).


20 –      Som nævnt i punkt 18 i dette forslag til afgørelse fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den italienske lovgiver har udvidet anvendelsesområdet for den i hovedsagen omhandlede foranstaltning til flere operatører end dem, der er omhandlet i artikel 14 i forordning 2022/1854, ved at inddrage producenter, forhandlere og importører i elsektoren og downstreamoperatører i olie- og gasforsyningssektoren såsom forhandlere, importører og distributører.


21 –      Jeg præciserer i denne henseende, at i modsætning til sagen Varo Energy Belgium m.fl. (sag C-358/24), hvori Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol, Belgien) i forbindelse med sit andet præjudicielle spørgsmål ønsker fortolkningen af artikel 14 i forordning 2022/1854 belyst for at kunne bedømme den samlede forenelighed af den tilsvarende nationale foranstaltning, der er vedtaget af den belgiske lovgiver, såvel i henseende til dens personelle anvendelsesområde som den valgte beregningsmetode, begrænser den foreliggende sag sig til et eneste spørgsmål om det personelle anvendelsesområde for den tilsvarende nationale foranstaltning, som den italienske lovgiver har vedtaget i henhold til denne forordnings artikel 14, stk. 2. Jf. mit forslag til afgørelse i sagen Varo Energy Belgium m.fl., C-358/24, punkt [60-98].


22 –      Jf. 13. og 14. betragtning til forordning 2022/1854.


23 –      Indtægtsloftet som fastsat i artikel 7 i forordning 2022/1854 har allerede givet anledning til dom af 18.12.2025, Electrabel mf.l. (C‑633/23, EU:C:2025:991), af 22.1.2026, Secab (C‑423/23, EU:C:2026:32) og i sagen 2Valorise Ham m.fl., hvortil jeg for nylig har fremsat mine forslag til afgørelse (C‑467/24, EU:C:2026:608).


24 –      Jf. 51. betragtning til forordning 2022/1854.


25 –      Det skal i denne henseende præciseres, at artikel 2, nr. 21), i forordning 2022/1854 definerer »tilsvarende national foranstaltning« som en lovgivningsmæssig, reguleringsmæssig eller administrativ foranstaltning, der er vedtaget og offentliggjort af en medlemsstat senest den 31.12.2022, og som bidrager til rimelige energipriser.


26 –      Jf. 51. betragtning til forordning 2022/1854.


27 –      Jf. 6., 9. og 14. betragtning til forordning 2022/1854.


28 –      Artikel 14, stk. 2, i forordning 2022/1854 kræver nemlig ikke, at den tilsvarende nationale foranstaltning er identisk med det midlertidige solidaritetsbidrag.


29 –      Dette gælder ligeledes for størrelsen af det provenu, som medlemsstaterne skal generere ved hjælp af en sådan foranstaltning.


30 –      Jeg gør for god ordens skyld opmærksom på, at begrebet »tilsvarende national foranstaltning« ikke anvendes ensartet i EU-retten. Alt efter det berørte område anvender EU-lovgiver formuleringer, der minder om hinanden, såsom »tilsvarende foranstaltninger«, »tilsvarende tekniske foranstaltninger« eller »tilsvarende ordninger med samme virkninger«. Jf. vejledende Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19.5.2010 om bygningers energimæssige ydeevne (EUT 2010, L 153, s. 13), navnlig artikel 14 og 15, Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24.11.2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (EUT 2010, L 334, s. 17), navnlig artikel 14 og 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1791 af 13.9.2023 om energieffektivitet og om ændring af forordning (EU) 2023/955 (EUT 2023, L 231, s. 1), navnlig artikel 6, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1747 af 13.6.2024 om ændring af forordning (EU) 2019/942 og (EU) 2019/943 for så vidt angår forbedring af udformningen af Unionens elektricitetsmarked (EUT L, 2024/1747), navnlig artikel 9 og 19d. Disse forskellige formuleringer har det til fælles, at de henviser til en vurdering af den tilsvarende karakter, der i alt væsentligt er baseret på virkningerne eller resultaterne af den nationale foranstaltning eller den alternative ordning uden at definere generelt, hvilke iboende træk en sådan foranstaltning eller ordning skal have for at kunne betegnes som »tilsvarende«. Artikel 14 i forordning 2022/1854 følger efter min opfattelse en mærkbart anderledes logik. Medlemsstaterne får herved ganske vist en bred skønsmargen med hensyn til valg af virkemiddel til gennemførelsen. Den pålægger dog ikke desto mindre en tilsvarende national foranstaltning at overholde et sæt præcise betingelser. Følgelig kan den karakter af tilsvarende, som denne bestemmelse kræver, ikke reduceres til en vurdering af funktion alene, som uanset sin betydning udelukkende er baseret på det formål, der forfølges med den nationale foranstaltning, eller de virkninger, der skabes af denne foranstaltning. Denne fortolkning bestyrkes i øvrigt af den terminologi, der er anvendt i selve forordning 2022/1854. Denne forordning sondrer nemlig mellem »tilsvarende nationale foranstaltninger« som omhandlet i artikel 14 heri og simple »nationale foranstaltninger«, idet sidstnævnte udtryk anvendes generisk til at betegne de forskellige foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe i forbindelse med energikrisen, uden at der er knyttet særlige betingelser til deres indhold. Dette gælder navnlig de »nationale foranstaltninger«, jf. denne forordnings artikel 8, stk. 1, som kan supplere de ordninger, der er indført herved, eller sameksistere med disse uden at kunne erstatte dem.


31 –      Muligheden for at benytte en tilsvarende national foranstaltning er nemlig kun givet medlemsstaterne som en alternativ måde at forfølge målene med det midlertidige solidaritetsbidrag på. I mangel af udtrykkelige angivelser herom kan denne mulighed imidlertid ikke fortolkes således, at den tillader medlemsstaterne at se bort fra væsentlige elementer i den ramme, som EU-lovgiver har defineret.


32 –      Ud over risikoen for at skabe konkurrenceforvridninger på det indre marked ved at begunstige visse producenter på bekostning af andre – en risiko, som EU-lovgiver netop har haft til hensigt at forebygge, således som det fremgår af bl.a. 11. betragtning til forordning 2022/1854 – ville en sådan fortolkning også tilsidesætte selve formålet med den minimumskoordinering, der forfølges med denne forordning. Forordningen er nemlig baseret på identificeringen på EU-plan af et fælles minimum af sektorer, der skal pålægges det midlertidige solidaritetsbidrag med henblik på at reagere på de usædvanlige omstændigheder, der har påvirket energimarkedet. Hvis medlemsstaterne fik lov at fravige dette minimum, når de vælger at træffe en »tilsvarende« national foranstaltning, ville det svare til at indrømme de medlemsstater en fordel, som benytter den mulighed, der gives i den nævnte forordnings artikel 14, stk. 2, i forhold til de medlemsstater, der anvender det midlertidige solidaritetsbidrag direkte, selv om denne mulighed alene har til formål at sikre en funktionel tilsvarende karakter mellem de to ordninger.


33 –      Selv om spørgsmålet om den udtømmende karakter af listen over sektorer i artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854 har givet anledning til divergerende synspunkter mellem parterne i deres skriftlige indlæg og ligeledes er blevet drøftet i retsmødet, er det min opfattelse, at den ikke i sig selv er afgørende for løsningen af den foreliggende sag.


34 –      Jeg anfører i denne henseende, at 63. betragtning til forordning 2022/1854 ikke udelukker, at andre sektorer end råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne kan pålægges en tilsvarende national foranstaltning. Det samme gør sig gældende for 6.-11., 14. og 15. betragtning til denne forordning, som den forelæggende ret har henvist til i sit præjudicielle spørgsmål, og som fremhæver nødvendigheden af en fælles og velkoordineret indsats på EU-plan samt de deraf følgende forpligtelser for medlemsstaterne.


35 –      Jf. til illustration for så vidt angår indtægtsloftet artikel 8, stk. 1, litra a) og c), i forordning 2022/1854, der bestemmer, at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre foranstaltninger, der yderligere begrænser markedsindtægterne hos producenter, der producerer elektricitet fra de kilder, der er anført i denne forordnings artikel 7, stk. 1.


36 –      Jeg påpeger i denne forbindelse, at artikel 122, stk. 1, TEUF beføjer Rådet til at vedtage »foranstaltninger, der er afpasset efter den økonomiske situation«, hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse produkter, især på energiområdet.


37 –      Sådanne lovindgreb har nemlig andre retsgrundlag såsom artikel 115 TEUF og artikel 194, stk. 3, TEUF. Eksempelvis har Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5.6.2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (EUT 2019, L 158, s. 125) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 om det indre marked for elektricitet (EUT 2019, L 158, s. 54). til formål at danne en generel ramme for regulering af elmarkedets overordnede funktion og er vedtaget på grundlag af artikel 194 TEUF vedrørende EU’s energipolitik.


38 –      Jeg påpeger i øvrigt, at selv for sektorerne inden for det midlertidige solidaritetsbidrags anvendelsesområde præciseres det i 14. betragtning til forordning 2022/1854, at dette bidrag bør finde anvendelse »parallelt med de almindelige selskabsskatter, som hver medlemsstat opkræver af de pågældende virksomheder«.


39 –      I den foreliggende sag vil det efter min opfattelse være en alt for formel tilgang at kræve, at den nationale lovgiver vedtager to særskilte lovgivningsmæssige instrumenter for virksomhederne i de sektorer, der er omfattet af artikel 14, stk. 1, i forordning 2022/1854, på den ene side og virksomhederne i andre sektorer på den anden side, for at disse foranstaltninger er forenelige med forordning 2022/1854.


40 –      Det følger af forelæggelsesafgørelsen, at formålet med det italienske midlertidige solidaritetsbidrag netop er at afbøde virkningerne for virksomheder og forbrugere af stigningen i energisektorens priser og satser, jf. artikel 1, stk. 115, i lov nr. 197. Det er heller ikke blevet bestridt, at denne nationale bestemmelse dækker aktiviteterne inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, således som det kræves af artikel 14 i forordning 2022/1854. Endelig fastsætter denne lovs artikel 1, stk. 116, et afgiftsgrundlag og en bidragssats på niveau med dem, der er fastsat for det midlertidige solidaritetsbidrag i henhold til denne forordning.


41 –      Som nævnt i punkt 57-60 i dette forslag til afgørelse kan den i hovedsagen omhandlede foranstaltning nemlig alene betegnes som en »tilsvarende national foranstaltning« for så vidt angår anvendelsen af solidaritetsbidraget på de virksomheder, der hører til i de sektorer, der er omfattet af artikel 14 i forordning 2022/1854.


42 –      Det følger i øvrigt af Kommissionens første rapport til Rådet om det midlertidige solidaritetsbidrag og de vedtagne tilsvarende nationale foranstaltninger, at af de otte medlemsstater, der havde vedtaget tilsvarende nationale foranstaltninger, havde seks udvidet anvendelsen heraf til andre økonomiske sektorer end dem, der er omfattet af artikel 14 i forordning 2022/1854, såsom banksektoren (i Den Tjekkiske Republik), fødevare- og detailsektorerne (i Portugal) og sektoren for salg af olieprodukter og anden virksomhed i energisektoren (i Belgien, Den Tjekkiske Republik, Estland og Ungarn). Italien anvendte en allerede eksisterende national foranstaltning for regnskabsåret 2022 og ændrede den for regnskabsåret 2023 for at opfylde kravene i denne forordning. I lighed med Italien har flere medlemsstater således også pålagt virksomhederne i andre sektorer end dem, der udtrykkeligt er omfattet af den nævnte forordnings artikel 14, at betale et bidrag på baggrund af deres ekstraordinære overskud.  Jf. i denne henseende Kommissionens rapport til Rådet af 30.11.2023 med titlen »Rapport om kapitel III i [forordning 2022/1854]. Solidaritetsbidraget og vedtagne tilsvarende foranstaltninger: status« (COM(2023) 768 final), navnlig s. 7.


43 –      Jf. punkt 27 i dette forslag til afgørelse.


44 –      Ifølge 63. betragtning til forordning 2022/1854 bør formålet med en tilsvarende national foranstaltning anses for at svare til det overordnede mål for det midlertidige solidaritetsbidrag, der er fastsat ved denne forordning, når det består i at bidrage til »rimelige energipriser« for forbrugerne. I den foreliggende sag synes dette faktisk at være det formål, der forfølges med udvidelsen af den i hovedsagen omhandlede foranstaltnings anvendelsesområde til også at omfatte de ekstraordinære overskud, der er skabt hos virksomhederne i sektoren for elproduktion eller andre operatører i energisektoren, ud over de virksomheder alene, der har aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne.


45 –      Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, synes den i hovedsagen omhandlede foranstaltning at generere højere indtægter end det formodede provenu ved anvendelsen af det midlertidige solidaritetsbidrag, der er fastsat ved forordning 2022/1854, hvis dette var blevet begrænset til de ekstraordinære overskud alene, der var skabt hos de selskaber og faste driftssteder, der i Italien driver virksomhed i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne.


46 –      Jf. dom af 22.12.2022, Airbnb Ireland og Airbnb Payments UK (C-83/21, EU:C:2022:1018, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).


47 –      Jf. punkt 19 i dette forslag til afgørelse. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, var det endvidere kun vedrørende december 2022, at disse producenter var pålagt det midlertidige solidaritetsbidrag og indtægtsloftet samtidig.


48 –      I denne henseende vil jeg gerne fremhæve, at artikel 8, stk. 2, i forordning 2022/1854 har til formål at regulere den skønsmargen, som medlemsstaterne råder over med henblik på gennemførelsen af indtægtsloftet. Denne bestemmelse skal navnlig sikre, at en medlemsstat, når den vælger at indføre eller opretholde nationale foranstaltninger, der yderligere begrænser markedsindtægterne, ikke fastsætter loftet herover vilkårligt, og at det sker under iagttagelse af de grundlæggende EU-retlige principper på energiområdet. Jf. i denne henseende mit forslag til afgørelse 2Valorise Ham m.fl. (C-467/24, EU:C:2026:608, punkt 86 og 123).


49 –      Det skal i denne retning anføres, at forelæggelsesafgørelsen intet angiver, der kan gøre det muligt at lægge til grund, at den i hovedsagen omhandlede foranstaltning ikke opfylder betingelserne i artikel 8, stk. 2, i forordning 2022/1854. Jeg tilføjer, at overholdelsen af disse betingelser skal bedømmes henset til de konkrete omstændigheder i den foreliggende sag, og at den ikke kan gøres til genstand for en abstrakt vurdering. Det tilkommer følgelig den forelæggende ret at efterprøve, om de nævnte betingelser faktisk er opfyldt i tvisten i hovedsagen. I denne henseende påhviler det den navnlig at undersøge, om den i hovedsagen omhandlede nationale foranstaltning og det indtægtsloft, der gjaldt for de berørte producenter, samlet set tillod disse dels at dække deres driftsomkostninger, dels at sikre et rentabilitetsniveau, der modsvarede en fornuftig investors forventninger med henblik på at undgå eventuelle negative virkninger for investeringerne. Jf. i denne henseende mit forslag til afgørelse 2Valorise Ham m.fl. (C-467/24, EU:C:2026:608, punkt 87).

Text extracted from the official HTML version. Reload from source