EU EU-Domstolen 2026-10-22 C-578/25

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Richard de la Tour fremsat den 22. oktober 2026 (C-578/25)

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. RICHARD DE LA TOUR

fremsat den 22. oktober 2026 (1)

Sag C-578/25 [Ariez] (i)

Óscar,

Vanesa

mod

Agencia Estatal de Administración Tributaria,

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Valladolid (den regionale domstol i Valladolid, Spanien))

» Præjudiciel forelæggelse – direktiv (EU) 2019/1023 – procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering – artikel 20 – artikel 23, stk. 2 – national bestemmelse, der udelukker skyldnere, som har været genstand for en endelig afgørelse om afledt ansvar i de ti år, der går forud for ansøgningen om gældssanering, fra gældssanering – undtagelser fra det generelle princip om adgang til gældssanering – den nationale rets undersøgelse af forholdsmæssigheden – ikkeudtømmende liste over undtagelser – ingen direkte virkning «

I. Indledning

1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet) (2).

2. Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med et par, hr. Óscar og fru Vanessa, der er blevet insolvent, og Agencia Estatal de Administración Tributaria (den statslige skatteforvaltning, Spanien) (herefter »AEAT«) angående en anmodning om gældssanering indgivet af disse skyldnere under insolvensbehandlingen. AEAT modsatte sig denne anmodning for så vidt angår hr. Óscar, på grund af at der forelå fordringer mod ham som følge af en aftale om, at han var subsidiært ansvarlig for skattegæld i et selskab, som han var direktør for.

3. Denne sag giver Domstolen lejlighed til bl.a. at præcisere, hvilke konsekvenser den nationale ret skal drage af konstateringen af, at en nægtelse af gældssanering ikke står i et rimeligt forhold til den omstændighed, at denne ret ikke kan nå frem til en fortolkning af national ret, der er i overensstemmelse med rekonstruktions- og insolvensdirektivet. Domstolen skal tage stilling til, om det er muligt for den nationale ret at anvende direktivet direkte.

4. Efter anmodning fra Domstolen vil jeg koncentrere min bedømmelse om det andet præjudicielle spørgsmål, der netop vedrører dette punkt.

5. Efter denne analyse vil jeg foreslå at svare Audiencia Provincial de Valladolid (den regionale domstol i Valladolid, Spanien), at princippet om EU-rettens forrang ikke kræver, at en bestemmelse i national ret, der er i strid med rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 20 og artikel 23, stk. 2, ikke skal anvendes, da disse bestemmelser ikke er ubetingede og tilstrækkeligt præcise til at kunne anvendes direkte.

II. Retsforskrifter

A. EU-retten

6. Følgende fremgår af 1. og 78.-81. betragtning til rekonstruktions- og insolvensdirektivet:

»(1) Formålet med dette direktiv er at bidrage til et velfungerende indre marked og fjerne hindringer for udøvelsen af grundlæggende frihedsrettigheder såsom frie kapitalbevægelser og etableringsfriheden, der skyldes forskelle mellem de nationale lovgivninger om og procedurer for forebyggende rekonstruktion, insolvensbehandling, gældssanering og udelukkelse. Uden at dette berører arbejdstagernes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, tager dette direktiv sigte på at fjerne sådanne hindringer ved at sikre, at: levedygtige virksomheder og iværksættere i finansielle vanskeligheder har adgang til effektive nationale rammer for forebyggende rekonstruktion, så de får mulighed for at fortsætte driften, at ærlige insolvente eller svært gældstyngede iværksættere kan drage fordel af fuld gældssanering efter en rimelig periode og derved kan få en ny chance, og at effektiviteten af procedurerne for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering forbedres, navnlig for at gøre dem kortere.

[...]

(78) En fuld gældssanering eller ophævelse af udelukkelsen efter en periode på højst tre år er ikke egnet i alle tilfælde, hvorfor undtagelser fra denne regel, som er behørigt begrundede af årsager fastsat i national ret, eventuelt bør indføres. Sådanne undtagelser bør f.eks. indføres for tilfælde, hvor skyldner er uhæderlig eller har handlet i ond tro. Hvis iværksættere ikke er omfattet af en formodning om at være hæderlig og handle i god tro i henhold til national ret, bør bevisbyrden for, at de er hæderlige og handler i god tro, ikke gøre det unødigt vanskeligt eller byrdefuldt for dem at blive genstand for proceduren.

(79) Ved bestemmelsen af, om en iværksætter har været uhæderlig, kan de judicielle eller administrative myndigheder eventuelt tage hensyn til omstændigheder såsom: gældens karakter og omfang, tidspunktet for gældsstiftelsen, iværksætterens indsats for at betale gælden og overholde retlige forpligtelser, herunder krav om offentlig licens og behovet for korrekt bogføring, tiltag fra iværksætterens side for at modarbejde regres fra kreditorer, opfyldelse af forpligtelser ved sandsynlighed for insolvens, som påhviler de iværksættere, der er direktører i et selskab, samt overholdelse af Unionens og national konkurrencelovgivning og arbejdsret. Undtagelser bør også kunne indføres, hvis iværksætteren ikke har opfyldt visse retlige forpligtelser, herunder forpligtelser til at maksimere udbyttet til kreditorer, hvilket kan tage form af en generel forpligtelse til at generere indkomst eller aktiver. Der bør desuden kunne indføres særlige undtagelser, hvis det er nødvendigt for at sikre balancen mellem skyldners rettigheder og en eller flere kreditorers rettigheder, såsom hvis kreditor er en fysisk person, som har behov for større beskyttelse end skyldner.

(80) En undtagelse kan også være begrundet, når omkostningerne i forbindelse med den procedure, der fører til gældssanering, herunder vederlag til judicielle og administrative myndigheder og sagsbehandlerne, ikke dækkes. Medlemsstaterne bør også kunne fastsætte, at fordelene ved fuld gældssanering kan tilbagekaldes, f.eks. hvis skyldners økonomiske situation forbedres betydeligt på grund af uforudsete omstændigheder, såsom hvis skylder vinder i et lotteri eller kommer i besiddelse af en arv eller gave. Medlemsstaterne bør ikke forhindres i at indføre yderligere undtagelser under nærmere fastsatte omstændigheder, og når det er behørigt begrundet.

(81) Når der er en behørigt begrundet årsag i henhold til national ret, kan det være hensigtsmæssigt at begrænse muligheden for gældssanering til visse gældskategorier. [...] Medlemsstaterne bør kunne udelukke yderligere gældskategorier, når det er behørigt begrundet.«

7. Direktivets artikel 20 med overskriften »Adgang til gældssanering« bestemmer:

»1. Medlemsstaterne sikrer, at insolvente iværksættere har adgang til mindst én procedure, der kan føre til en fuld gældssanering i overensstemmelse med dette direktiv.

[...]

2. De medlemsstater, hvori en fuld gældssanering er betinget af iværksætterens delvise tilbagebetaling af gælden, sikrer, at den dermed forbundne betalingsforpligtelse er baseret på iværksætterens individuelle situation og navnlig står i forhold til iværksætterens indkomst og aktiver, som kan gøres til genstand for udlæg eller er disponible i gældssaneringsperioden, og tager hensyn til kreditorernes rimelige interesse.

[...]«

8. Nævnte direktivs artikel 23 med overskriften »Undtagelser« har følgende ordlyd:

»1. Uanset artikel 20-22 opretholder eller indfører medlemsstaterne bestemmelser, der nægter, begrænser eller tilbagekalder adgangen til gældssanering eller fastsætter længere frister for opnåelse af en fuld gældssanering, længere udelukkelsesperioder, hvis den insolvente iværksætter efter national ret har handlet uhæderligt eller i ond tro over for kreditorer eller andre interessenter i henhold til national ret, da vedkommende blev forgældet, under insolvensproceduren eller under afviklingen af gælden, uden at dette berører nationale bevisbyrderegler.

2. Uanset artikel 20-22 kan medlemsstaterne opretholde eller indføre bestemmelser, der under nærmere fastsatte omstændigheder nægter, begrænser eller tilbagekalder adgangen til gældssanering eller fastsætter længere frister for opnåelse af en fuld gældssanering eller længere udelukkelsesperioder, når sådanne undtagelser er behørigt begrundet, såsom hvis

a) den insolvente iværksætter har væsentligt tilsidesat forpligtelserne i henhold til en tilbagebetalingsplan eller enhver anden retlig forpligtelse, som har til formål at sikre kreditorernes interesser, herunder forpligtelsen til at maksimere udbyttet til kreditorer

b) den insolvente iværksætter ikke har overholdt oplysnings- eller samarbejdsforpligtelser i henhold til EU-retten og national ret

c) der er uretmæssige ansøgninger om gældssanering

d) der er en ny ansøgning om gældssanering inden for en bestemt frist, efter at den insolvente iværksætter fik bevilget en fuld gældssanering eller blev nægtet en fuld gældssanering som følge af en alvorlig krænkelse af oplysnings- eller samarbejdsforpligtelser

e) der ikke er dækning for omkostningerne i forbindelse med den procedure, der fører til gældssanering, eller

f) en undtagelse er nødvendig for at sikre balancen mellem skyldners rettigheder og en eller flere kreditorers rettigheder.

[...]

4. Medlemsstaterne kan udelukke særlige gældskategorier fra gældssanering eller begrænse adgangen til gældssanering eller fastsætte en længere gældssaneringsperiode, når sådanne udelukkelser, begrænsninger eller længere perioder er behørigt begrundet, såsom i tilfælde af:

a) sikret gæld

b) gæld som følge af eller i forbindelse med strafferetlige sanktioner

c) gæld som følge af erstatningsansvar uden for kontraktforhold

d) gæld vedrørende underholdspligt, der er opstået i forbindelse med et familieforhold, forælder-barn-forhold, ægteskab eller svogerskab

e) gæld stiftet efter ansøgning om eller indledning af den procedure, der fører til gældssanering, og

f) gæld som følge af en forpligtelse til at betale omkostningerne ved den procedure, der fører til gældssanering.

[...]«

B. Spansk ret

1. Den spanske forfatning

9. Artikel 31, stk. 1, i Constitución española (den spanske forfatning) har følgende ordlyd:

»Alle bidrager til at betale de offentlige udgifter efter økonomisk formåen og ved hjælp af et retfærdigt skattesystem, som er baseret på principperne om lighed og progression, og som under ingen omstændigheder må have konfiskatorisk karakter.«

2. TRLC

10. Den nationale lov, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, er Real Decreto Legislativo 1/2020 por el que se aprueba el texto refundido de la Ley Concursal (kongeligt lovdekret nr. 1/2020 om godkendelse af den konsoliderede udgave af konkursloven) (3) af 5. maj 2020, som ændret ved Ley 16/2022 de reforma del texto refundido de la Ley Concursal, aprobado por el Real Decreto Legislativo 1/2020, para la transposición de la Directiva (UE) 2019/1023 (lov nr. 16/2022 om ændring af den konsoliderede konkurslov, der blev godkendt ved kongeligt lovdekret nr. 1/2020 med henblik på gennemførelse af direktiv (EU) 2019/1023) (4) af 5. september 2022 (herefter »TRLC«).

11. Følgende fremgår af præamblen til denne lov:

»[...]

[...] Såfremt den insolvente skyldner er en fysisk person, har insolvensbehandlingen til formål at identificere skyldnere i god tro og tilbyde delvis gældssanering, således at de kan få en ny chance, og forhindre disse i at havne i sort arbejde eller på randen af samfundet.

[...]

I henhold til [rekonstruktions- og insolvensdirektivet] er medlemsstaterne forpligtede til at indføre en mekanisme for en ny chance med henblik på at undgå, at skyldnere fristes til at flytte til andre lande, der allerede har disse mekanismer, med de omkostninger, der er forbundet hermed både for skyldneren og for dennes kreditorer. Parallelt hermed anses samordning på dette område for at være afgørende for det indre markeds funktion.

En af de mest drastiske ændringer af den nye lovgivning består i, at frem for at gøre gældssanering betinget af opfyldelsen af en bestemt type gæld (således som fastsat i artikel 487, stk. 2, i den konsoliderede konkurslov), er der blevet vedtaget en ordning for gældssanering baseret på fortjeneste, hvorunder skyldner – uanset om den pågældende er iværksætter eller ej – forudsat at vedkommende opfylder kravet om god tro, hvilket er grundlaget for denne institution, kan få adgang til fuld gældssanering, bortset fra gæld, der undtagelsesvis og på grund af gældens særlige karakter i henhold til loven anses for ikke at kunne gøres til genstand for gældssanering. Den mulighed, der allerede i 2015 blev godkendt af den spanske lovgiver for at bevilge enhver fysisk person i god tro gældssanering – uanset om den pågældende er iværksætter eller ej – opretholdes.

[...]

Skyldners gode tro er fortsat hjørnestenen i gældssaneringen. I overensstemmelse med anbefalinger fra internationale organisationer fastlægges der en præskriptiv afgrænsning af god tro med henvisning til visse former for udtømmende opregnet objektiv adfærd (lukket liste) uden at anvende adfærdsmønstre, der er vage eller utilstrækkeligt specifikke, eller som pålægger skyldner en umulig bevisbyrde. [...]

[...]

Gældssaneringen omfatter alle fordringer inden for rammerne af den kollektive procedure og fordringer i konkursboet. Undtagelserne er i visse tilfælde baseret på den særlige betydning af, at de opfyldes i et retfærdigt samfund præget af samhørighed og baseret på retsstaten (som f.eks. fordringer på underholdsbidrag, gæld, der skyldes offentligretlige fordringer, gæld som følge af strafbare handlinger eller gæld som følge af erstatningsansvar uden for kontraktforhold). Gældssanering af offentligretlige fordringer er således underlagt visse begrænsninger og kan kun tages i betragtning i forbindelse med den første gældssanering og ikke i forbindelse med efterfølgende gældssaneringer. I andre tilfælde er undtagelsen begrundet i de negative synergier eller eksterne virkninger, som kan være forbundet med gældssanering af en bestemt type fordringer: Gældssanering vedrørende sagsomkostninger eller udgifter i forbindelse med selve behandlingen af gældssaneringen kunne afholde visse tredjeparter (f.eks. advokater) fra at samarbejde med skyldneren om dette formål, hvilket kunne være til skade for fallentens adgang til sagsakterne. Tilsvarende ville gældssanering af fordringer, som er sikret med pant i fast ejendom, indebære en ubegrundet undergravning af en af hjørnestenene i adgangen til lån og dermed de moderne økonomiers hensigtsmæssige funktion, nemlig at en kreditor med en fordring, som er sikret med pant i fast ejendom, er beskyttet mod omskiftelser i forbindelse med skyldnerens insolvens eller misligholdelse. Endelig kan retten undtagelsesvis træffe bestemmelse om helt eller delvist ikke at nedsætte gælden ved gældssanering med hensyn til visse fordringer, når dette er nødvendigt for at undgå kreditors insolvens.

[...]«

12. TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 2, fastsætter:

»En skyldner, som befinder sig i en af følgende situationer, vil ikke kunne få gældssanering af uindfriet gæld:

[...]

2° Når skyldner i de ti år, der går forud for ansøgningen om gældssanering, ved en endelig administrativ afgørelse er blevet pålagt sanktioner for meget alvorlige overtrædelser af skatte- og afgiftsmæssige, socialsikringsmæssige eller sociale bestemmelser, eller såfremt der inden for samme tidsrum er truffet en endelig afgørelse vedrørende afledt ansvar, medmindre skyldner på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om gældssanering fuldt ud har indfriet den gæld, som den pågældende hæfter for.

Ved meget alvorlige overtrædelser kan skyldnere, der er straffet med bøde for et beløb på mere end 50% af det beløb, der af [AEAT] kan gives gældssanering for, jf. artikel 489, stk. 1, nr. 5, kun få gældssanering, såfremt de på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om gældssanering fuldt ud har indfriet den gæld, som de hæfter for.«

3. Den almindelige lov nr. 58/2003 om skatter og afgifter

13. Artikel 3 i Ley 58/2003 General Tributaria (den almindelige lov nr. 58/2003 om skatter og afgifter) (5) af 17. december 2003 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer:

»1. Tilrettelæggelsen af skattesystemet er baseret på de skattepligtige personers økonomiske formåen og på principperne om retfærdighed, generel anvendelse, lighed, progression, retfærdig fordeling af skattebyrden og ikkekonfiskation.

I denne forbindelse er det forbudt at indføre ethvert ekstraordinært instrument til skatteansættelse, der kan medføre en nedsættelse af den skattegæld, der er opstået i henhold til den gældende lovgivning.

2. Anvendelsen af skattesystemet er baseret på principperne om proportionalitet, effektiv virkning og begrænsning af indirekte omkostninger i forbindelse med opfyldelsen af formelle forpligtelser og sikrer overholdelse af de skattepligtiges rettigheder og garantier.«

14. Denne lovs artikel 41, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Loven kan fastsætte, at andre personer eller enheder hæfter solidarisk eller subsidiært med hovedskyldnere for skattegæld [...]«

15. Den pågældende lovs artikel 43, stk. 1, litra b), bestemmer:

»Følgende personer eller enheder hæfter solidarisk for skattegæld:

[...]

b) bestyrelsesmedlemmer, de jure eller de facto, i juridiske personer, hvis virksomhed er ophørt, for deres skatteforpligtelser, der er opstået og er udestående på ophørstidspunktet, hvor de ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for betalingen heraf, eller hvor de har indgået aftale eller truffet foranstaltninger, der medfører ikkebetaling.«

III. Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

16. Efter den fælles konkursbehandling af ægtefællerne hr. Óscar og fru Vanesa anmodede disse sidstnævnte den 10. september 2024 om gældssanering af den uindfriede gæld. AEAT gjorde under henvisning til TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 2, indsigelse mod hr. Óscars gældssanering med den begrundelse, at den regionale inddrivelsesmyndighed ved AEAT i Castilla y León (Spanien) den 4. januar 2016 havde erklæret ham endeligt ansvarlig for sit selskabs skattegæld.

17. Ved dommen i første instans blev hr. Óscars gældssanering afslået.

18. Denne sidstnævnte har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Audiencia Provincial de Valladolid (den regionale domstol i Valladolid), idet han var af den opfattelse, at AEAT misbrugte sine prærogativer over for en skyldner i god tro ved at modsætte sig en gældssanering på 282 000 EUR, der var tilbage efter likvidationen af den formue, herunder hans primære bolig, selv om den skattegæld, der var omfattet af gældssaneringen, kun kunne vedrøre 10 000 EUR, hvilket beløb svarer til det lovbestemte maksimum, og at der fortsat skyldtes 20 547,19 EUR i skattegæld. Han tilføjede, at 17 856,95 EUR var blevet tilbagebetalt i forbindelse med likvidationsbehandlingen. Sagsøgerne er derfor af den opfattelse, at afslaget på gældssanering er uforholdsmæssigt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens praksis (6).

19. AEAT har anfægtet dette ræsonnement og anført, at uforholdsmæssighed ikke er nævnt i TRLC’s artikel 487 som en undtagelse fra de udelukkelsesgrunde, der kan anvendes til at opnå gældssanering.

20. Denne uindfriede offentlige gæld, i forhold til hvilken der var blevet indledt en tvangsfuldbyrdelsesprocedure mod det selskab, hvori hr. Óscar var direktør, hidrørte fra et tillæg vedrørende for sent indgivet skatteindberetning, der fremviste en saldo til fordel for statskassen, foreløbig indeholdelse af kildeskat, ansættelse af morarenter, skatteindberetning uden betaling med anmodning om udsættelse eller skatteindberetning uden betaling for skatteårene 2010-2013. Ved ophøret af dette selskabs virksomhed i 2014 beløb de ubetalte skatteforpligtelser sig til 40 397,63 EUR. Selskabet blev ved afgørelse af 16. oktober 2015 erklæret insolvent.

21. Audiencia Provincial de Valladolid (den regionale domstol i Valladolid), der har anvendt analyseskemaet i dommen i sagen Corván og Bacigán, har i første række undersøgt forholdsmæssigheden af TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 2, i hele retsordenen. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den i denne bestemmelse fastsatte udelukkelse af personer, der i løbet af de ti år, der går forud for ansøgningen om gældssanering, har været genstand for en endelig afgørelse om afledt ansvar for skattegæld, medmindre de på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om gældssanering fuldt ud har indfriet den gæld, som de hæfter for, ikke er forholdsmæssig. Denne ret er af den opfattelse, at denne undtagelse ikke var begrundet i forbindelse med gennemførelsen af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, og at princippet om bidrag til ordningen med offentlige udgifter, der er fastsat i den spanske forfatnings artikel 31 og artikel 3 i lov nr. 58/2003 om skatter og afgifter, ikke er en tilstrækkelig begrundelse. Den vurderer, at en udvidelse af ansvaret til at omfatte en anden person er i strid med det forfatningsmæssige princip om at bidrage til de offentlige udgifter i forhold til den pågældendes økonomiske formåen, som skattesystemet er baseret på. Den forelæggende ret har endvidere anført, at AEAT’s handling med henblik på at opnå en udvidelse af ansvaret ikke er tidsbegrænset, og at AEAT kan pålægge sanktioner for simpel uagtsomhed uanset betalingsevnen hos det bestyrelsesmedlem eller den direktør, der således er erklæret ansvarlig, hvilket vanskeliggør overholdelsen af proportionalitetsprincippet.

22. I anden række er den forelæggende ret af den opfattelse, at overholdelsen af proportionalitetsprincippet ikke er sikret i hr. Óscars situation, eftersom skattegælden oprindeligt var på 40 397,63 EUR for en samlet gæld på 282 000 EUR, og han har bevist sin gode tro ved at sælge sin bolig. AEAT har således modsat sig hr. Óscars gældssanering, uanset hans adfærd og økonomiske formåen, for ikke at miste 10 000 EUR, hvilket beløb svarer til den maksimale gældssanering i forbindelse med en skattegæld.

23. I tredje række er den forelæggende ret, idet den har anført, at direktivers direkte virkning er begrænset til at skabe rettigheder for private, der kan gøres gældende over for staten, af den opfattelse, at den ikke har beføjelse til at undlade at anvende den regel, der følger af TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 2, som værende i strid med EU-retten, og at den i henhold til forfatningsretlig retspraksis er forpligtet til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål.

24. På denne baggrund har Audiencia Provincial de Valladolid (den regionale domstol i Valladolid) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Efter en vurdering af forholdsmæssigheden som omhandlet i [dommen i sagen Corván og Bacigán,] og såfremt det fastslås, at TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 2, ikke overholder proportionalitetsprincippet, [skal det da lægges til grund], at denne bestemmelse er i strid med [rekonstruktions- og insolvensdirektivets] artikel 20?

2) Idet det tages i betragtning, at nærværende ret på baggrund af national retspraksis, sammenholdt med Domstolens praksis, er af den opfattelse, at princippet om ensartet fortolkning ikke finder anvendelse, eftersom der ikke må nås til en konklusion contra legem, hvilken konsekvens i praksis – direktivets mulige vertikale direkte virkning i opadgående retning – kan den omstændighed, at TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 2, eventuelt ikke er forholdsmæssig, da have?«

25. Hr. Óscar, den spanske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

IV. Bedømmelse

26. Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 20 skal fortolkes således, at denne bestemmelse giver en national ret, for hvilken der er indbragt en tvist mellem en borger og en medlemsstat eller et af dens organer, mulighed for direkte at anvende den nævnte bestemmelse og undlade at anvende en national undtagelsesbestemmelse, der er vedtaget af denne medlemsstat, hvis denne ret fastslår, at bestemmelsen ikke er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og at den ikke kan fortolkes i overensstemmelse med EU-retten uden at være contra legem.

27. Sagt med andre ord ønsker den forelæggende ret oplyst, om rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 20 kan have direkte virkning i en tvist mellem private og AEAT, således at den kan se bort fra en national bestemmelse, som den anser for at være uforholdsmæssig og for ikke at kunne fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.

28. Det forekommer mig, at når den forelæggende ret er i tvivl om overholdelsen af proportionalitetsprincippet vedrørende en undtagelse fra princippet om fuld gældssanering i rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 20, er det dette direktivs artikel 23, der skal analyseres for at vurdere, om den har direkte virkning eller ej (7).

29. Det særlige ved rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23 er imidlertid, at medlemsstaterne har et betydeligt råderum til at udarbejde undtagelser fra gældssaneringsordningen. Denne artikels stk. 2 fastsætter således en ikkeudtømmende liste over situationer, hvor medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage bestemmelser, der nægter eller begrænser adgangen til gældssanering. Artiklens stk. 4 indeholder en ikkeudtømmende liste over særlige gældskategorier, der kan udelukkes fra gældssanering. Samme artikel 23 fastsætter derfor kun en minimumsharmonisering af undtagelserne fra princippet om fuld gældssanering.

30. Under anvendelse af de muligheder, som denne bestemmelse giver, har den spanske lovgiver i TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 2, fastsat en udelukkelse fra gældssanering for en skyldner, »såfremt der [i de ti år, der går forud for ansøgningen om gældssanering], er truffet en endelig afgørelse vedrørende afledt ansvar, medmindre skyldner på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om gældssanering har opfyldt sin forpligtelse fuldt ud«.

31. Domstolen har allerede fastslået, at rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 2, ikke er til hinder for en sådan national bestemmelse, for så vidt som det følger af national ret, at en sådan udelukkelse er begrundet i forfølgelsen af en legitim samfundsinteresse, hvilket det tilkom den forelæggende ret at vurdere (8).

32. Spørgsmålet er derfor, om en sådan national bestemmelse, der fastsætter et yderligere tilfælde af nægtelse af adgang til gældssanering i forhold til den ikkeudtømmende liste i rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 2, og som ifølge den forelæggende ret hverken er forholdsmæssig eller kan fortolkes i overensstemmelse med dette direktiv, kan undlades anvendt af denne ret.

33. Vurderingen af, om denne bestemmelse er forholdsmæssig, skal foretages af den nationale ret under den øverste domstols kontrol. Hvad angår den overensstemmende fortolkning fremgår det af selve ordlyden af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at der findes flere modstridende afgørelser i den spanske retsorden, hvilket taler for, at en fortolkning i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte direktivs artikel 23, stk. 2, ikke er umulig.

34. Med henblik på besvarelsen af det andet præjudicielle spørgsmål skal det imidlertid på grundlag af disse to forudsætninger, som forekommer mig tvivlsomme, fastslås, om anvendelsen af TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 2, kan udelukkes på grund af rekonstruktions- og insolvensdirektivets direkte virkning.

35. Det skal erindres, at Domstolens praksis er veletableret med hensyn til EU-rettens forrang, som den direkte virkning af visse af EU-rettens bestemmelser er en naturlig følge af. Selv om en national rets pligt til at undlade at anvende en national bestemmelse, der er i strid med en EU-retlig bestemmelse, følger af sidstnævnte bestemmelses forrang, er den ikke desto mindre betinget af, at den pågældende bestemmelse har direkte virkning i den tvist, som denne ret skal påkende. Følgelig er en national ret ikke forpligtet til alene på grundlag af EU-retten at undlade at anvende en national bestemmelse, der er i strid med en EU-retlig bestemmelse, såfremt sidstnævnte bestemmelse ikke har direkte virkning (9).

36. Det følger af Domstolens faste praksis, at private i alle tilfælde, hvor bestemmelser i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, ved de nationale domstole kan påberåbe sig disse bestemmelser over for staten, bl.a. når staten ikke har gennemført dem korrekt (10). Domstolen har ligeledes fastslået, at en EU-bestemmelse for det første er ubetinget, når den indeholder en forpligtelse, som ikke er undergivet betingelser og ej heller, i henseende til gennemførelse eller virkninger, er gjort afhængig af, at Den Europæiske Unions institutioner eller institutioner i medlemsstaterne udsteder retsakter i så henseende, og for det andet er tilstrækkelig præcis til at kunne påberåbes af private og anvendes af en retsinstans, når den indeholder en forpligtelse, der er utvetydigt formuleret (11).

37. I den foreliggende sag er det ubestridt, at AEAT henhører under den spanske stat, og at der derfor kan gøres en ubetinget og tilstrækkeligt præcis bestemmelse i et direktiv gældende over for organet.

38. Desuden er rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 2, ikke ubetinget, idet den opstiller en ikkeudtømmende liste over undtagelser fra princippet om gældssanering. Hver medlemsstat skal således fastlægge de undtagelser, som den ønsker at gennemføre, hvilket udgør en udstedelse af en retsakt som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i punkt 36 i dette forslag til afgørelse. Jeg er af samme grund af den opfattelse, at dette direktivs artikel 20, som fastsætter princippet om gældssanering, heller ikke er ubetinget, eftersom der findes undtagelser i selve direktivets tekst, og antallet af undtagelser kan suppleres af medlemsstaterne.

39. Endelig er rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 2, ikke tilstrækkelig præcis. Så snart en medlemsstat anvender den mulighed, som gives i denne bestemmelse til at tilføje undtagelser til gældssaneringen, er denne artikel ikke tilstrækkeligt præcis til at begrunde en undladelse af at anvende en national bestemmelse, der er i strid med denne artikel. Hvis en anden løsning blev lagt til grund, ville det give de nationale domstole mulighed for at undlade at anvende alle nationale bestemmelser, hvormed medlemsstaterne har besluttet at fastsætte yderligere undtagelser, idet dette er et princip, der er udtrykkeligt fastsat i direktivet. De samme grunde gør sig gældende med hensyn til den tilstrækkeligt præcise karakter af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 20.

40. Følgelig har hverken dette direktivs artikel 23, stk. 2, eller artikel 20 direkte virkning. Den nationale ret er derfor ikke forpligtet til at undlade at anvende en national bestemmelse, som den anser for at være i strid med disse EU-retlige bestemmelser.

41. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet præjudicielle spørgsmål med, at princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at det ikke pålægger en national ret at undlade at anvende en bestemmelse i national ret, der er uforenelig med bestemmelserne i rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 20 og artikel 23, stk. 2, idet disse bestemmelser ikke har direkte virkning. Medlemsstaternes myndigheder, herunder retterne, har ikke desto mindre pligt til i videst muligt omfang at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret, således at de kan sikre et resultat, som er foreneligt med det formål, der tilstræbes med det pågældende direktiv.

V. Forslag til afgørelse

42. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Audiencia Provincial de Valladolid (den regionale domstol i Valladolid, Spanien) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at det ikke pålægger en national ret at undlade at anvende en bestemmelse i national ret, der er uforenelig med bestemmelserne i artikel 20 og artikel 23, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet), idet disse bestemmelser ikke har direkte virkning. Medlemsstaternes myndigheder, herunder retterne, har ikke desto mindre pligt til i videst muligt omfang at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret, således at de kan sikre et resultat, som er foreneligt med det formål, der tilstræbes med det pågældende direktiv.«

1 – Originalsprog: fransk.

i Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

2 – EUT 2019, L 172, s. 18.

3 – BOE nr. 127, af 7.6.2020, s. 31518.

4 – BOE nr. 214, af 6.9.2022, s. 123682.

5 – BOE nr. 302, af 18.12.2003, s. 44987.

6 – De har navnlig henvist til dom af 7.11.2024, Corván og Bacigán (C-289/23 og C-305/23, herefter »dommen i sagen Corván og Bacigán«, EU:C:2024:934).

7 – Jf. dom af 10.4.2025, Amilla (C-723/23, EU:C:2025:262, præmis 43).

8 – Jf. dommen i sagen Corván og Bacigán (præmis 47).

9 – Jf. dom af 24.6.2019, Popławski (C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 68 og den retspraksis, der er nævnt i præmis 64-67).

10 – Jf. dom af 26.2.1986, Marshall (152/84, EU:C:1986:84, præmis 46), og af 23.10.2025, Kosmiro (C-232/24, EU:C:2025:820, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

11 – Jf. dom af 23.10.2025, Kosmiro (C-232/24, EU:C:2025:820, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

Text extracted from the official HTML version. Reload from source