Yavor Markov mod Europa-Kommissionen (C-31/25 P)

1

Appellanten, Yavor Markov, har med sin appel nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 13. november 2024, Markov mod Kommissionen (T-1050/23, herefter den appellerede dom, EU:T:2024:824), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, han havde anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af afgørelsen truffet af udvælgelseskomitéen for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/383/21 den 28. februar 2023, hvorved appellanten fik afslag på sin anmodning om revurdering af afgørelsen om ikke at opføre hans navn på reservelisten, der var blevet oprettet ved afslutningen af udvælgelsesproceduren (herefter »den omtvistede afgørelse«), dels om erstatning for den skade, som han angiveligt har lidt, som følge af at hans navn ikke blev opført på denne reserveliste.

2

Artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) med overskriften »Ret til god forvaltning« har følgende ordlyd:

»1.   Enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.

2.   Denne ret omfatter navnlig:

[...]

3.   Enhver har ret til erstatning fra Unionen for skader forvoldt af institutionerne eller de ansatte under udøvelsen af deres hverv i overensstemmelse med de almindelige principper, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer.

[...]«

3

Chartrets artikel 47 med overskriften »Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol« fastsætter følgende:

»Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.

Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.

Der ydes retshjælp til dem, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse.«

4

Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) er fastsat ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT 1968 I, s. 30), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 (EUT 2013, L 287, s. 15).

5

Artikel 1, stk. 1, i bilag III til vedtægten har følgende ordlyd:

»Ansættelsesmyndigheden giver meddelelse om udvælgelsesprøver efter høring af Det Paritetiske Samarbejdsudvalg.

Den bør specificere:

[...]

[...]«

6

Den 21. januar 2021 offentliggjorde Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) meddelelsen om almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AD/383/21 – Bulgarsksprogede (BG) juristlingvister (AD 7) (EUT 2021, C 22 A, s. 1, herefter »den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve«) i Den Europæiske Unions Tidende. Denne udvælgelsesprøve blev afholdt med henblik på at oprette en reserveliste over bulgarsksprogede juristlingvister, der skal gøre det muligt at besætte ledige stillinger, primært ved Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen.

7

Indledningen til den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve har følgende ordlyd:

»[...]

Denne meddelelse om udvælgelsesprøver og bilagene hertil udgør den juridisk bindende ramme for disse udvælgelsesprocedurer.

De generelle regler for almindelige udvælgelsesprøver kan læses i BILAG II.

[...]«

8

Afsnittet med overskriften »Assessmentcenter« i denne meddelelse om udvælgelsesprøve fastsætter følgende:

»[...]

De generelle kompetencer vil delvist blive vurderet ved hjælp af et kompetencebaseret interview (på sprog 2) og et situationsbaseret interview om generelle kompetencer (også på sprog 2). Den mundtlige fremstilling (på sprog 1) vil blive efterfulgt af en spørgerunde (også på sprog 1) og vil tjene til at vurdere ansøgernes generelle kompetencer, deres områdespecifikke kompetencer og deres kendskab til EU-ret. Til slut vil ansøgernes områdespecifikke sprog 3- kompetencer blive vurderet ved hjælp af en sammenfatning udarbejdet på sprog 1 af en tekst på sprog 3.

[...]«

9

Bilag II til den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve med overskriften »Generelle regler for almindelige udvælgelsesprøver« giver oplysninger vedrørende almindelige udvælgelsesprøver.

10

De generelle regler for almindelige udvælgelsesprøver, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 27. februar 2015 (EUT 2015, C 70 A, s. 1, herefter »de generelle regler fra 2015«), fastsætter følgende i indledningen:

»Disse generelle regler er en integrerende del af meddelelsen om udvælgelsesprøver, og sammen med meddelelsen udgør de den bindende ramme for udvælgelsesproceduren.«

11

Punkt 2.5 i de generelle regler med overskriften »Assessmentcenter« har følgende ordlyd:

»[...]

Indholdet af testene i assessmentcentret valideres af udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøven. Afhængigt af hvilken udvælgelsesprøve der er tale om, omfatter disse test følgende:

[...]

Hvilke af testene der anvendes i den enkelte udvælgelsesprøve, er angivet i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Der gives også en detaljeret forklaring på disse test i vejledningen til assessmentcentret, som de ansøgere, der indkaldes til at deltage i denne fase af udvælgelsesprøven, vil få tilsendt.«

12

Den administrative adfærdskodeks for Europa-Kommissionens medarbejdere hvad angår deres forbindelser med offentligheden, bilagt Kommissionens afgørelse 2000/633/EF, EKSF, Euratom af 17. oktober 2000 om ændring af dens forretningsorden (EFT 2000, L 267, s. 63) (herefter »den administrative adfærdskodeks«), indeholder en indledning, hvori afsnittet med overskriften »Rækkevidde« har følgende ordlyd:

»Kodeksen er bindende for alle medarbejdere, der er omfattet af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber [...] og de andre forskrifter vedrørende forholdet mellem Kommissionen og dens medarbejdere, der gælder for tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber. [...]

[...]«

13

Kapitel 1 med overskriften »Generelle principper for god administrativ adfærd« i denne kodeks indeholder et afsnit med overskriften »Lovlighed«, der bestemmer følgende:

»Kommissionen handler i overensstemmelse med gældende ret og anvender de regler og procedurer, der er fastsat i fællesskabsretten.«

14

Samme kapitel indeholder et afsnit med overskriften »Konsekvens«, som indeholder følgende angivelse:

»Kommissionen skal være konsekvent i sin administrative adfærd og følge sin normale praksis. Enhver undtagelse fra dette princip skal begrundes behørigt.«

15

Europa-Parlamentets beslutning af 9. juni 2016 for en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning (2016/2610(RSP)) (EUT 2018, C 86, s. 126, herefter »Europa-Parlamentets beslutning af 9. juni 2016«) indeholder et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning for en åben, effektiv og uafhængig EU-forvaltning, hvori 11. betragtning anfører følgende:

»Det er nødvendigt med en effektiv EU-forvaltning af samfundshensyn. Både for mange og for få regler og procedurer kan føre til dårlig forvaltning, som også kan skyldes usammenhængende, inkonsekvente eller uklare regler og procedurer.«

16

Tvistens baggrund er gengivet på følgende måde i den appellerede doms præmis 2-11:

17

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. oktober 2023 anlagde appellanten sag på grundlag af artikel 270 TEUF med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse samt om betaling af erstatning på 7000 EUR for den skade, som han skulle have lidt, som følge af at hans navn ikke var blevet optaget på reservelisten for den omtvistede udvælgelsesprøve.

18

Til støtte for påstanden om annullation af den omtvistede afgørelse gjorde appellanten i det væsentlige tre anbringender gældende, hvoraf det første vedrørte en ulovlig ændring af strukturen og omfanget af den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, det andet en ulovlig videregivelse af ufuldstændige, uklare, tvetydige, usammenhængende og modstridende oplysninger og det tredje en tilsidesættelse af retten til at blive hørt samt af begrundelsespligten.

19

Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen i det hele.

20

Appellanten har ved sit appelskrift nedlagt følgende påstande:

21

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

22

Til støtte for appellen har appellanten i det væsentlige fremsat to anbringender, der vedrører Rettens konklusion i dens prøvelse af det første og det andet anbringende i første instans.

23

Det første anbringende har seks led.

24

Med det første led har appellanten gjort gældende, at Retten med urette konkluderede, at hans berettigede forventning vedrørende strukturen og omfanget af den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, ikke var blevet tilsidesat.

25

For det første begik Retten en fejl, idet den i den appellerede doms præmis 62 fastslog, at beskrivelsen af den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, i den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve, og den beskrivelse, der fremgår af de generelle regler fra 2015, ikke stemmer overens. I øvrigt modsagde Retten i den appellerede doms præmis 127 yderligere sig selv, idet den angav, at de oplysninger, der var blevet videregivet til appellanten i denne henseende, var præcise, ubetingede og samstemmende.

26

For det andet konkluderede Retten i den appellerede doms præmis 73 med urette, at appellanten ikke havde fremlagt noget gyldigt bevis, der gjorde det muligt at konstatere, at han faktisk kunne forvente, at den samlede varighed af den mundtlige fremstilling var 20 minutter. Appellanten er af den opfattelse, at en sådan oplysning fulgte direkte af EPSO’s websted, og at han med dette formål for øje havde fremlagt beviser, som Retten ikke tog hensyn til. I denne henseende har appellanten gjort gældende, at indkaldelsesskrivelsen af 31. maj 2022, hvori det udtrykkeligt var nævnt, at prøven skulle vare omkring 40-50 minutter, er i strid med EPSO’s sædvanlige praksis, hvorefter den præcise varighed af en sådan prøve angives. Han er af den opfattelse, at han på grundlag af en sådan formulering kunne antage, at den nævnte varighed ikke alene omfattede varigheden af den mundtlige fremstilling, men også den tid, der var nødvendig for den tekniske opsætning og for sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med eventuelle forsinkelser, eftersom prøven fandt sted under covid-19-pandemien, og der forelå forskellige tekniske problemer.

27

Det første anbringendes andet led vedrører en tilsidesættelse af de generelle regler fra 2015. Appellanten har med dette led gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den i den appellerede doms præmis 78-79, hvori der henvises til denne doms præmis 63 og 67, fastslog, at de generelle regler fra 2015 ikke fandt anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve. Han har indledningsvis gjort gældende, at den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve, sammenholdt med dens bilag, alene indeholdt mangelfulde eller generelle oplysninger om indholdet og varigheden af de fastsatte prøver. Under disse omstændigheder har appellanten anført, at det i modsætning til den konklusion, som Retten nåede frem til i den appellerede doms præmis 67, var berettiget at henholde sig til de mere detaljerede oplysninger, der fremgår af EPSO’s websted og af de generelle regler fra 2015. Appellanten er af den opfattelse, at den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve på grund af den omstændighed, at der ikke forelå detaljerede oplysninger om prøverne, kun var bindende for så vidt angår antallet og typen af de prøver, der skulle finde sted.

28

I denne henseende har han påpeget, at de generelle regler fra 2015, der er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, henset til deres overskrift og ordlyd, navnlig angivelsen af, at reglerne er en integrerende del af meddelelser om udvælgelsesprøver, udgjorde »almengyldige regler« som omhandlet i retspraksis og derfor havde til formål at skabe retsvirkninger og skulle finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, uden at det var nødvendigt, at der var udtrykkeligt henvist hertil i den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve.

29

Endelig er appellanten af den opfattelse, at det ikke kan antages, at der ved den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve, og navnlig dens bilag II med overskriften »Generelle regler for almindelige udvælgelsesprøver«, skete en fravigelse af de generelle regler fra 2015, eftersom rækkevidden af disse tekster er forskellig. Mens de generelle regler, der fremgår af bilag II, udelukkende vedrører proceduremæssige eller tekniske spørgsmål, såsom ansøgernes uddannelsesmæssige kvalifikationer eller de nærmere bestemmelser for kommunikation med EPSO, vedrører de generelle regler fra 2015 således materielle spørgsmål, herunder navnlig den præcise beskrivelse af indholdet og varigheden af prøverne. Retten fortolkede derfor karakteren af disse regler samt deres sammenhæng med den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve fejlagtigt og afslog på dette grundlag fejlagtigt at tage hensyn til reglerne i det foreliggende tilfælde.

30

I forbindelse med det første anbringendes tredje led har appellanten gjort gældende, at i det omfang, de generelle regler fra 2015 fandt anvendelse, og beskrivelserne af den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, i den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve og i disse generelle regler ifølge Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 62 ikke stemte overens, tilsidesatte Retten artikel 1, stk. 1, litra e), i bilag III til vedtægten, idet den i den appellerede doms præmis 81-88 fastslog, at den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve var i overensstemmelse med denne bestemmelse, for så vidt som karakteren af prøven var tilstrækkeligt præciseret heri.

31

I denne henseende har appellanten for det første fremhævet, at beskrivelserne af den prøve, som bestod i en mundtlig fremstilling, i henholdsvis den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve og i de generelle regler fra 2015, som der i betragtning af denne meddelelses manglende præcision var anledning til at henholde sig til, ikke stemmer overens, hvilket Retten bekræftede i den appellerede doms præmis 62.

32

For det andet har appellanten gjort gældende, at eftersom det i de generelle regler fra 2015 og i de tilgængelige oplysninger på EPSO’s websted er præciseret, at denne prøve skulle bestå af en mundtlig fremstilling på 5 minutter efterfulgt af en spørgerunde på 15 minutter vedrørende denne fremstilling og dermed have en samlet varighed på 20 minutter, kunne han ikke med rette have forventet, at den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, efter en mundtlig fremstilling på 20 minutter, indebar et forløb af en varighed på 30 minutter vedrørende generelle spørgsmål om appellantens kendskab til EU-ret.

33

Med det første anbringendes fjerde led om tilsidesættelse af retten til god forvaltning i henhold til chartrets artikel 41 har appellanten foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 94 forkastede det første anbringendes fjerde led fremsat i første instans på grundlag af alene den angivelige uanvendelighed af de generelle regler fra 2015, dog uden at tage stilling til hans argumenter, der var baseret på den tilsidesættelse af kohærensprincippet og lovlighedsprincippet, som er nævnt i denne doms præmis 91 og 92.

34

I forbindelse med det første anbringendes femte led om tilsidesættelse af den administrative adfærdskodeks har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 37 begik en fejl, idet den ikke fastslog, at der forelå en tilsidesættelse af denne kodeks, og at kodeksen ikke skulle finde anvendelse i det foreliggende tilfælde. Han har gjort gældende, at som medlem af offentligheden var han berettiget til at kræve, at EPSO overholdt de forpligtelser, der følger af den nævnte kodeks. Eftersom kodeksen skaber retsvirkninger, kunne appellanten med rette støtte en berettiget forventning på, at EPSO overholdt sin praksis, handlede i overensstemmelse med lovgivningen og udviste den fornødne agtpågivenhed i forhold til ansøgerne.

35

Med det første anbringendes sjette led om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om god tro har appellanten indledningsvis foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 108 konkluderede, at han ikke havde fremlagt noget bevis på tilsidesættelse af disse principper. Ifølge appellanten burde denne tilsidesættelse på grundlag af beviserne i sagsakterne have været anset for godtgjort, henset til anvendeligheden af de generelle regler fra 2015 og uforeneligheden af de nærmere bestemmelser for den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, som er fastsat i den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve, med disse regler.

36

Endvidere har appellanten gjort gældende, at Retten skulle have anmodet Kommissionen om at give oplysninger om de tidligere udvælgelsesprøver, der var afholdt af EPSO, med henblik på at bekræfte, at der ved den omtvistede udvælgelsesprøve var sket en fravigelse af dets tidligere praksis.

37

Endelig har appellanten foreholdt Retten, at den ikke tog hensyn til argumenterne vedrørende grundene til, at udvælgelseskomitéens private beskeder, de oplysninger, der fremgår af EPSO’s officielle websted, og den erfaring, som han har opnået i forbindelse med sin deltagelse i flere af EPSO’s udvælgelsesprøver, gav ham en berettiget forventning med hensyn til de nærmere bestemmelser for den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, således som de er fastsat i disse kilder.

38

Kommissionen er af den opfattelse, at det første anbringende skal afvises, og at det under alle omstændigheder er åbenbart ugrundet.

39

Det første anbringendes andet led skal undersøges først.

40

Appellanten har med dette led i det væsentlige foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl, idet den i den appellerede doms præmis 63-67, 78 og 79 fastslog, at de generelle regler fra 2015 ikke fandt anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve.

41

Det skal bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 64 med rette henviste til den retspraksis, hvorefter en meddelelse om udvælgelsesprøve fastlægger den »normative ramme« for en specifik udvælgelsesprøve i forhold til det formål, der er fastsat af ansættelsesmyndigheden, idet denne ramme regulerer proceduren for den pågældende udvælgelsesprøve, fra tidspunktet for offentliggørelsen af den pågældende meddelelse til offentliggørelsen af den reserveliste, hvorpå de beståede ansøgere fra den pågældende udvælgelsesprøve er opført (jf. i denne retning dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 50).

42

Eftersom enhver meddelelse om udvælgelsesprøve fastlægger den normative ramme for udvælgelsesprøven, er udvælgelseskomitéen bundet af denne meddelelse, således som den er blevet offentliggjort. Det væsentligste formål med meddelelsen om udvælgelsesprøven er således netop at give ansøgerne så nøjagtige oplysninger som muligt om arten af de betingelser, der stilles for at beklæde den stilling, der skal besættes, for at sætte dem i stand til at afgøre, om det har noget formål for dem at indgive ansøgning (jf. i denne retning dom af 18.2.1982, Ruske mod Kommissionen, 67/81, EU:C:1982:69, præmis 9).

43

I det foreliggende tilfælde konstaterede Retten i den appellerede doms præmis 65 og 67, at den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve for så vidt angår de generelle regler for almindelige udvælgelsesprøver, udtrykkeligt henviste ansøgerne til bilag II uden at henvise til de generelle regler fra 2015.

44

Under disse omstændigheder var det uden at begå en retlig fejl, at Retten i den appellerede doms præmis 79, hvori der henvises til denne doms præmis 63 og 67, fastslog, at de generelle regler fra 2015 ikke fandt anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve.

45

Med hensyn til den angivelse, der fremgår af den første side af de generelle regler fra 2015, hvorefter disse »er en integrerende del af meddelelsen om udvælgelsesprøver, og sammen med meddelelsen udgør de den bindende ramme for udvælgelsesproceduren«, er denne angivelse på baggrund af den manglende henvisning til de generelle regler i den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve ikke tilstrækkelig til at medføre, at disse regler finder anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve (jf. i denne retning dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 53).

46

Den omstændighed, som er påberåbt af appellanten, at de generelle regler fra 2015 i visse henseender indeholdt forskellige eller mere uddybede elementer end de generelle regler, der fremgår af bilag II til den omtvistede udvælgelsesprøve, er således ikke af en sådan art, at den kan rejse tvivl om lovligheden af Rettens konstatering, der er nævnt i nærværende doms præmis 43.

47

Det første anbringendes andet led må derfor forkastes.

48

Til støtte for det første anbringendes første led om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning har appellanten for det første gjort gældende, at Retten begik en fejl og gav en selvmodsigende begrundelse.

49

Det skal indledningsvis bemærkes, at det første anbringendes andet led om, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at de generelle regler fra 2015 ikke fandt anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve, er blevet forkastet.

50

Det følger heraf, at for så vidt som appellanten i det første anbringendes første led har støttet sig på de generelle regler fra 2015 for at gøre gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den ikke på baggrund af disse regler og deres overensstemmelse med den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve fastslog, at han havde en berettiget forventning om, at den mundtlige fremstilling skulle finde sted på en bestemt måde, og at denne forventning var blevet tilsidesat, skal dette led i denne forbindelse forkastes som baseret på en fejlagtig forudsætning.

51

Hvad angår argumentet om en selvmodsigende begrundelse i den appellerede doms præmis 62 og 127 skal det fastslås, at det savner grundlag, eftersom konstateringen i den appellerede doms præmis 62 af, at der ikke var overensstemmelse, og konstateringen i dommens præmis 127 af, at der var overensstemmelse, vedrører forskellige grupper af tekster, herunder den første gruppe, hvori den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve blev sammenholdt med de generelle regler fra 2015, og den anden gruppe, hvori meddelelsen om udvælgelsesprøve blev sammenholdt med indkaldelsesskrivelsen og siden med opgaveformuleringen for den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling.

52

For det andet har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 73 med urette fastslog, at han ikke havde fremlagt noget gyldigt bevis, der gjorde det muligt at konkludere, at han faktisk kunne forvente, at den samlede varighed af den mundtlige fremstilling var 20 minutter.

53

Det skal bemærkes, at det fremgår af artikel 256, stk. 1, TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at appel er begrænset til retsspørgsmål, og at det derfor alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til bevismaterialet. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviser er ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet. En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagens akter, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviser. Når en appellant har gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse af beviserne, skal appellanten i henhold til artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og påvise de fejl i undersøgelsen, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til at foretage denne urigtige gengivelse (dom af 2.10.2025, WV mod EU-Udenrigstjenesten, C-243/24 P, EU:C:2025:742, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

54

I den appellerede doms præmis 73 støttede Retten sig bl.a. på den omstændighed, at indkaldelsesskrivelsen af 31. maj 2022 udtrykkeligt henviste til en varighed på 40-50 minutter, for i det væsentlige at konkludere, at appellanten ikke ved noget gyldigt bevis havde godtgjort, at han havde en berettiget forventning om, at den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, kun skulle vare 20 minutter.

55

Imidlertid har appellanten med sit klagepunkt mod den appellerede doms præmis 73 i det væsentlige søgt at opnå, at Domstolen foretager en fornyet prøvelse af de faktiske omstændigheder, uden at gøre gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af disse omstændigheder. Derfor skal dette klagepunkt afvises.

56

Under disse omstændigheder skal det første anbringendes første led forkastes.

57

Med hensyn til det første anbringendes tredje led om tilsidesættelse af artikel 1, stk. 1, litra e), i bilag III til vedtægten skal det for det første bemærkes, at dette led i vid udstrækning er baseret på den forudsætning, at de generelle regler fra 2015 fandt anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve. Imidlertid er det i forbindelse med prøvelsen af det første anbringendes andet led blevet fastslået, at Retten ikke begik nogen retlig fejl, idet den fastslog, at de generelle regler fra 2015 ikke fandt anvendelse på denne udvælgelsesprøve. Det første anbringendes tredje led er således i det omfang baseret på en forkert forudsætning og er derfor ugrundet.

58

For så vidt som appellanten har foreholdt Retten, at den tilsidesatte artikel 1, stk. 1, litra e), i bilag III til vedtægten, idet den i den appellerede doms præmis 88 med urette fastslog, at den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve var i overensstemmelse med denne bestemmelse, skal det for det andet bemærkes, at i henhold til bestemmelsen tilkommer det ansættelsesmyndigheden gennem vedtagelse af en meddelelse om udvælgelsesprøve, ved udvælgelse på grundlag af prøver, at præcisere prøvernes karakter og vurderingen af dem.

59

Dog kræves det ikke i samme bestemmelse, at de detaljerede angivelser til hver enkelt prøve skal fremgå af meddelelsen om udvælgelsesprøve.

60

I den foreliggende sag præciseres det i den del af den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve, der vedrører assessmentcentret, at »[d]en mundtlige fremstilling (på sprog 1) vil blive efterfulgt af en spørgerunde (også på sprog 1) og vil tjene til at vurdere ansøgernes generelle kompetencer, deres områdespecifikke kompetencer og deres kendskab til EU-ret«.

61

Det må konstateres, at Retten ikke begik en retlig fejl, idet den i den appellerede doms præmis 88 fastslog, at karakteren af prøven var præciseret ved ordlyden i den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve, eftersom det udtrykkeligt fremgik heraf, at prøven bestod af en mundtlig fremstilling efterfulgt af en spørgerunde.

62

Desuden udelukkes det ikke i artikel 1, stk. 1, litra e), i bilag III til vedtægten, at de nærmere bestemmelser for den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, kan præciseres ved hjælp af supplerende dokumenter til meddelelsen om udvælgelsesprøve, således som disse bestemmelser er blevet præciseret i den foreliggende sag. Som Retten nævnte i bl.a. den appellerede doms præmis 5 og 73, blev appellanten med indkaldelsesskrivelsen af 31. maj 2022 oplyst om, at den omtvistede prøve skulle vare »omkring 40-50 minutter«. Appellanten havde på denne baggrund rettidigt kendskab til de nærmere tidsmæssige bestemmelser for denne prøve og rådede over samtlige oplysninger, der var nødvendige for, at han kunne forberede sig til prøven.

63

Henset til det ovenfor anførte må det konkluderes, at Retten ikke tilsidesatte artikel 1, stk. 1, litra e), i bilag III til vedtægten, idet den fastslog, at den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve var i overensstemmelse med denne bestemmelse.

64

Det første anbringendes tredje led er således ugrundet.

65

Med det første anbringendes fjerde led har appellanten anfægtet, at Retten forkastede det første anbringendes fjerde led i første instans om tilsidesættelse af retten til god forvaltning i henhold til chartrets artikel 41, ikke på grund af en retlig fejl, der blev begået af Retten ved fortolkningen af denne bestemmelse, men i det væsentlige på grund af manglende svar på visse argumenter.

66

Det bemærkes herved, at under en appelsag er formålet med Domstolens efterprøvelse bl.a. at undersøge, om Retten i tilstrækkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, som appellanten har fremført, idet det præciseres, at anbringendet om Rettens manglende stillingtagen til argumenter fremført i første instans i det væsentlige svarer til påberåbelse af en tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der følger af artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der finder anvendelse på Retten i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, og artikel 117 i Rettens procesreglement (dom af 27.2.2025, OA mod Parlamentet, C-32/24 P, EU:C:2025:118, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

67

Denne pligt til at begrunde domme pålægger ikke Retten at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til de grunde, som den appellerede dom er støttet på, og Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret inden for rammerne af en appel (dom af 27.2.2025, OA mod Parlamentet, C-32/24 P, EU:C:2025:118, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

68

I det foreliggende tilfælde var den hævdede tilsidesættelse af chartrets artikel 41 på grund af den vilkårlige ændring af strukturen af den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, som appellanten gjorde gældende for Retten, baseret på den forudsætning, at de nærmere bestemmelser for den omtvistede prøve kunne være reguleret af en anden retlig ramme end den, der var fastsat i den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve, og denne forudsætning er gentaget i appellantens argumentation om, hvorvidt de generelle regler fra 2015 og de oplysninger, der var offentliggjort på EPSO’s websted, fandt anvendelse på den omtvistede prøve.

69

Det må konstateres, at dette fjerde led i det første anbringende i første instans var direkte betinget af dette anbringendes første og andet led, der blev forkastet af Retten. Under disse omstændigheder kunne Retten i den appellerede doms præmis 94 nøjes med at henvise til denne doms præmis 69-74 og 63-67, hvori den havde konstateret, at den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, var i overensstemmelse med den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve, og at den bindende retlige ramme, der fandt anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve, bestod af denne meddelelse om udvælgelsesprøve.

70

På baggrund af ovenstående betragtninger skal det konkluderes, at den begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 94, i tilstrækkelig grad gør det muligt at få kendskab til grundene til, at Retten forkastede det første anbringendes fjerde led i første instans.

71

Det første anbringendes fjerde led skal derfor forkastes som ugrundet.

72

Med det første anbringendes femte led har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den ikke fastslog, at der forelå en tilsidesættelse af den administrative adfærdskodeks. Appellanten har anført, at Retten i den appellerede doms præmis 37 ikke begrundede sin forkerte konklusion om, at denne kodeks, uafhængigt af spørgsmålet om dens bindende karakter, ikke skulle regulere situationen i den foreliggende sag.

73

I præmis 37 påpegede Retten, at det fremgår af selve ordlyden af den administrative adfærdskodeks, at denne er en vejledning til god forvaltningsskik, som institutionerne og deres ansatte bør overholde i deres forhold til offentligheden, og at den derfor, uafhængigt af spørgsmålet om dens bindende karakter, ikke skal regulere situationen i den foreliggende sag. Det følger af denne vurdering, at Retten implicit, men nødvendigvis konstaterede, at appellanten i sit forhold til EPSO ikke var et medlem af offentligheden, men en ansøger til en udvælgelsesprøve, der blev afholdt af dette kontor, og at hans forhold til EPSO var reguleret af reglerne for den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve. Det følger heraf, at begrundelsen i præmis 37 var tilstrækkelig, henset til kravene i artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, sammenholdt med dennes artikel 53, og at Rettens vurdering i præmis 37 ikke indeholder nogen retlig fejl.

74

Således bør det første anbringendes femte led under hensyn til de anførte betragtninger forkastes som ugrundet.

75

Med det første klagepunkt i det første anbringendes sjette led har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten burde have anset det for godtgjort, at der forelå en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om god tro på grund af anvendeligheden af de generelle regler fra 2015 og uforeneligheden af den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, med disse regler.

76

Eftersom denne argumentation hviler på den forudsætning, at de generelle regler fra 2015 fandt anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve, som Domstolen har forkastet i forbindelse med prøvelsen af det første anbringendes andet led, skal dette klagepunkt ligeledes forkastes som ugrundet.

77

Med det andet klagepunkt i det første anbringendes sjette led har appellanten foreholdt Retten, at den ikke af egen drift undersøgte de nærmere bestemmelser for de tidligere udvælgelsesprøver, der er blevet afholdt af EPSO, for således at bekræfte, at der ved den omtvistede udvælgelsesprøve var sket en fravigelse af den tidligere praksis.

78

Det fremgår af fast retspraksis, at det alene tilkommer Retten at afgøre, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, den forelægges til afgørelse. Spørgsmålet om, hvilken beviskraft dokumenterne i sagen har, henhører under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun Retten kan foretage, og som ikke er undergivet Domstolens prøvelsesret under appelsagen, medmindre Retten har gengivet de forelagte beviser urigtigt, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Rettens konstateringer er materielt urigtige (dom af 2.10.2025, WV mod EU-Udenrigstjenesten, C-243/24 P, EU:C:2025:742, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

79

Det skal ligeledes bemærkes, at med hensyn til artikel 92, stk. 1, i Rettens procesreglement har Retten i princippet enekompetence til at afgøre nødvendigheden af at anordne bevisoptagelse med henblik på sagens afgørelse. Det tilkommer imidlertid Domstolen at efterprøve, at Retten ikke har begået en retlig fejl, navnlig ved at have afslået at træffe de foranstaltninger, der anmodes om (jf. i denne retning dom af 14.3.2013, Viega mod Kommissionen, C-276/11 P, EU:C:2013:163, præmis 39 og 40 og den deri nævnte retspraksis).

80

Imidlertid er dette ikke tilfældet, og appellanten har ikke fremlagt noget bevis, der gør det muligt at fastslå, at Retten ved ikke at have foretaget en undersøgelse af EPSO’s sædvanlige praksis på området tilsidesatte nogen rettighed, der tilkom appellanten, eller at sagen uden denne undersøgelse ikke ville være tilstrækkeligt oplyst.

81

Under disse omstændigheder kan det ikke foreholdes Retten, at den ikke af egen drift undersøgte EPSO’s sædvanlige praksis for så vidt angår den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling. Dermed skal det andet klagepunkt forkastes som ugrundet.

82

Med det tredje klagepunkt i det første anbringendes sjette led har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten i sin prøvelse af det første anbringendes sjette led i første instans ikke tog hensyn til de argumenter, han havde fremført vedrørende grundene til, at udvælgelseskomitéens private beskeder, de oplysninger, der fremgår af EPSO’s officielle websted, og de uddannelsesmæssige kvalifikationer, som appellanten havde opnået i forbindelse med sin deltagelse i flere udvælgelsesprøver, der var afholdt af EPSO, gav ham en berettiget forventning med hensyn til de nærmere bestemmelser for den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, og som ikke var i overensstemmelse med de bestemmelser, på grundlag af hvilke prøven fandt sted.

83

Således som det er blevet bemærket i nærværende dom præmis 67, indebærer begrundelsespligten ikke, at Retten skal foretage en udtømmende gennemgang af hver enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, idet Rettens begrundelse således kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til grundene til, at Retten ikke godtog deres argumenter, og Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret.

84

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 105 henviste til de beviser, der var blevet fremlagt af appellanten, og som ifølge ham gjorde det muligt at skabe en berettiget forventning, såsom udvælgelseskomitéens private beskeder, de oplysninger, der fremgår af EPSO’s officielle websted, samt den erfaring, som han havde opnået i forbindelse med sin deltagelse i flere af EPSO’s udvælgelsesprøver. Retten fastslog imidlertid i dommens præmis 108, at appellanten med hensyn til de argumenter, der allerede var blevet prøvet i forbindelse med det første anbringendes første til femte led i første instans, ikke havde fremlagt noget yderligere konkret bevis, der gjorde det muligt at fastslå, at der forelå en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om god tro.

85

Det følger heraf, at Retten ikke undlod at tage hensyn til appellantens argumenter.

86

For så vidt som Retten i øvrigt på en klar måde i forbindelse med prøvelsen af det første anbringendes fem første led i første instans, og nærmere bestemt prøvelsen af det første af disse led om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, fastslog dels, at visse kilder, hvorpå appellanten støttede sig, ikke stemte overens med den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve, dels at den retlige ramme, der fandt anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve, bestod af denne meddelelse om udvælgelsesprøve, kunne Retten uden at begå en retlig fejl forkaste appellantens argumenter, således som den gjorde. Det tredje klagepunkt er således ugrundet.

87

Idet alle de led, der er fremsat til støtte for det første anbringende, er forkastet, skal det første anbringende forkastes i sin helhed.

88

Det andet anbringende består af fire led.

89

I forbindelse med det andet anbringendes første led om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning har appellanten med et første klagepunkt foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 126 begik en retlig fejl, idet den vurderede, at den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve og bilagene hertil udgjorde den eneste retlige ramme, der fandt anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve, og at dette var blevet bekræftet ved indkaldelsesskrivelsen af 31. maj 2022. Appellanten har gentaget sin holdning med hensyn til anvendeligheden af de generelle regler fra 2015 og er ligeledes af den opfattelse, at der ved denne skrivelse ikke kunne ske en fravigelse af anvendelsen af disse regler.

90

Met det andet klagepunkt har appellanten anført, at Retten modsagde sig selv, idet den i den appellerede doms præmis 127 fastslog, at de oplysninger, der var blevet videregivet til ham, var præcise, ubetingede og samstemmende, mens den erklærede det modsatte i dommens præmis 62. Appellanten er af den opfattelse, at Rettens konklusion med hensyn til præciseringen af oplysningerne om den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, var fejlagtig, både som følge af at strukturen af denne prøve var beskrevet på forskellige måder i de generelle regler fra 2015, på EPSO’s websted og i forskellige versioner af opgaveformuleringen, og henset til at det på dette websted og i visse versioner af denne opgaveformulering var angivet, at prøven skulle vare 20 minutter.

91

Med det tredje klagepunkt har appellanten foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 128 begik en retlig fejl, idet den afslog at anerkende, at EPSO’s websted havde juridisk værdi, navnlig med hensyn til siden med overskriften »Testeksempler« på dette websted. Han har gjort gældende, at de oplysninger, der var blevet offentliggjort på det nævnte websted, om beskrivelsen og varigheden af den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, stemte overens med de generelle regler fra 2015 og de oplysninger, der var blevet angivet i opgaveformuleringen.

92

Med dette anbringendes andet led om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning har appellanten efter at have gentaget, at EPSO efter hans opfattelse tilsidesatte dette princip, for det første foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 133 begik en retlig fejl, idet den afslog at anerkende, at Europa-Parlamentets beslutning af 9. juni 2016 har en fortolkningsværdi, selv om en sådan fortolkningsværdi ikke skal bevises.

93

For det andet begik Retten en retlig fejl i dommens præmis 134, idet den anførte, at appellanten ikke havde fremlagt noget bevis, der gjorde det muligt at fastslå, at der forelå en tilsidesættelse af retten til god forvaltning med hensyn til uoverensstemmelser i beskrivelsen af den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling. Appellanten er af den opfattelse, at med hensyn til de konstaterede modsigelser angående beskrivelsen og varigheden af denne prøve er tilsidesættelsen af det nævnte princip tilstrækkeligt kvalificeret.

94

Det andet anbringendes tredje led vedrører en tilsidesættelse af den administrative adfærdskodeks. Appellanten har under henvisning til de argumenter, der er fremført i forbindelse med det første anbringendes femte led i nærværende doms præmis 34, anført, at Retten begik en retlig fejl, idet den i den appellerede doms præmis 138 vurderede, at denne kodeks ikke skulle finde anvendelse i den foreliggende sag, og at han ikke havde fremlagt beviser, der var tilstrækkelige til at fastslå, at der forelå en tilsidesættelse af kohærensprincippet. Appellanten har gjort gældende, at alene det forhold, at der findes modsigelser i beskrivelsen og angivelserne vedrørende varigheden af prøven, er tilstrækkeligt til at påvise, at dette princip blev tilsidesat. Han har tilføjet, at Retten af egen drift kunne have anmodet Kommissionen om at give oplysninger om de tidligere udvælgelsesprøver, der var afholdt af EPSO, med henblik på at påvise, at der ved afholdelsen af den omtvistede udvælgelsesprøve var sket en fravigelse af dette kontors tidligere praksis.

95

Med det andet anbringendes fjerde led om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om god tro har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den i den appellerede doms præmis 142 fastslog, at han ikke havde fremlagt noget bevis, der kunne gøre det muligt at fastslå, at der forelå en tilsidesættelse af disse principper. I denne henseende er appellanten af den opfattelse, at alene det forhold, at disse modsigelser findes mellem flere oplysninger, der var stillet til rådighed for ham, for så vidt angår beskrivelsen og varigheden af prøven, påviser, at disse principper er blevet tilsidesat.

96

Kommissionen er af den opfattelse, at det andet anbringende skal afvises, eller at det under alle omstændigheder er irrelevant.

97

Med det første klagepunkt har appellanten i det væsentlige gentaget sin argumentation om, at de generelle regler fra 2015 fandt anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve.

98

I denne henseende er det i forbindelse med prøvelsen af det første anbringendes andet led blevet fastslået, at Retten ikke begik nogen retlig fejl, idet den konkluderede, at de generelle regler fra 2015 ikke fandt anvendelse på den omtvistede udvælgelsesprøve. Forudsætningen for det nævnte klagepunkt er således fejlagtig, og dette klagepunkt skal derfor forkastes som ugrundet.

99

Med det andet klagepunkt har appellanten foreholdt Retten, at den indtog et selvmodsigende standpunkt i den appellerede doms præmis 62 og 127. Selv om Retten i præmis 127 fastslog, at de oplysninger, der var blevet videregivet til appellanten, var præcise, ubetingede og samstemmende, erklærede Retten efter appellantens opfattelse det modsatte i præmis 62.

100

Imidlertid må det konstateres, at appellanten i det væsentlige har gentaget den argumentation, der allerede er blevet fremført til støtte for det første anbringendes første led, som allerede er blevet forkastet af Domstolen i nærværende doms præmis 51.

101

Med det tredje klagepunkt har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 128 begik en retlig fejl, idet den fastslog, at siden »Testeksempler« på EPSO’s websted ikke havde nogen juridisk værdi, og idet den i den appellerede doms præmis 127 ikke tog hensyn til siden som de oplysninger, som appellanten rådede over.

102

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at Retten, henset til dens korrekte konklusion, hvorefter den bindende retlige ramme for udvælgelsesprøven bestod af den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve og bilagene hertil, ikke var forpligtet til at vurdere appellantens argumenter i lyset af websiden med overskriften »Testeksempler«. Retten begik således ikke en retlig fejl, idet den fastslog, at denne webside, som appellanten havde henvist til, ikke havde juridisk værdi, men højst en vejledende værdi.

103

Således skal dette klagepunkt forkastes som ugrundet, og derfor skal det andet anbringendes første led forkastes i sin helhed.

104

Det andet anbringendes andet led vedrører en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning.

105

Hvad angår tilsidesættelsen af dette princip har appellanten indledningsvis blot gentaget sin kritik af EPSO, men ikke henvist til nogen præmis i den appellerede dom. Disse betragtninger skal derfor afvises.

106

I øvrigt skal der henvises til konstateringen i nærværende doms præmis 68 og 69, ifølge hvilken appellantens påberåbelse af en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning hviler på den fejlagtige forudsætning, at den bindende retlige ramme for udvælgelsesprøven ikke var begrænset til den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve.

107

Hvad angår appellantens kritik af Rettens afslag i den appellerede doms præmis 133 på at anerkende, at Europa-Parlamentets beslutning af 9. juni 2016 har en fortolkningsværdi, er det tilstrækkeligt at bemærke, at appellanten ikke har forklaret, hvorledes denne kritik, hvis den anses for at være velbegrundet, skulle kunne føre til ophævelsen af den appellerede dom.

108

Angående appellantens kritik af Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 134, ifølge hvilken han ikke havde fremlagt noget bevis, der gjorde det muligt at fastslå, at der forelå en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, skal det bemærkes, at denne kritik på ny hviler på den forudsætning, at beskrivelsen af den prøve, der bestod i en mundtlig prøve, var inkonsekvent.

109

Imidlertid var appellanten, således som Retten anførte i præmis 134, og som det i det væsentlige fremgår af nærværende doms præmis 61 og 62, ved den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve og indkaldelsesskrivelsen af 31. maj 2022 behørigt underrettet om den bindende retlige ramme, der fandt anvendelse på udvælgelsesprøven, og betingelserne for afholdelsen af den mundtlige prøve.

110

Det andet anbringendes andet led skal derfor forkastes.

111

Med det andet anbringendes tredje led udtrykker appellanten den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 138 begik en fejl, idet den fastslog, at den administrative adfærdskodeks ikke fandt anvendelse på hans situation. Appellanten har gjort gældende, at tilsidesættelsen af kohærensprincippet i henhold til denne kodeks følger direkte af forekomsten af modsigelser mellem flere oplysningskilder, der var stillet til rådighed for ham, for så vidt angår beskrivelsen og varigheden af den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling. Appellanten har ligeledes på ny foreholdt Retten, at den ikke af egen drift pålagde Kommissionen at give oplysninger om dens praksis vedrørende prøverne, der bestod i en mundtlig fremstilling, i tidligere udvælgelsesprøver.

112

Det må konstateres, at det andet anbringendes tredje led hviler på den dobbelte forudsætning, at den administrative adfærdskodeks for det første finder anvendelse på appellantens situation, og at beskrivelsen af den mundtlige prøve for det andet var inkonsekvent.

113

Hvad angår den første forudsætning, og således som det allerede er bemærket i nærværende doms præmis 73, indeholder den vurdering, som Retten foretog i den appellerede doms præmis 37, og som er nævnt i dommens præmis 136, ikke nogen retlig fejl. Hvad angår den anden forudsætning har appellanten blot gentaget sin argumentation vedrørende den angiveligt inkonsekvente beskrivelse af den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling. Imidlertid er denne argumentation blevet forkastet af de grunde, der er nævnt i nærværende dom i bl.a. præmis 61 og 62.

114

For så vidt angår Rettens hævdede forpligtelse til af egen drift at søge oplysninger om EPSO’s praksis i forbindelse med afholdelsen af tidligere udvælgelsesprøver fremgår det desuden af nærværende doms præmis 77-81, at Retten i det foreliggende tilfælde på ingen måde havde en sådan forpligtelse, og at den kunne fastslå, at sagen var moden til påkendelse uden sådanne oplysninger.

115

Det andet anbringendes tredje led skal derfor forkastes som ugrundet.

116

Med det andet anbringendes fjerde led har appellanten anført, at alene den omstændighed, at der er modsigelser mellem flere oplysninger, der blev stillet til rådighed for ham, om beskrivelsen og varigheden af den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, påviser, at retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om god tro blev tilsidesat, og at Retten i den appellerede doms præmis 142 begik en retlig fejl, idet den ikke fastslog, at der forelå en tilsidesættelse af disse principper.

117

Det må konstateres, at appellanten med dette led i det væsentlige blot har gentaget sin argumentation i appelsagen vedrørende den hævdede inkonsekvente beskrivelse af den mundtlige prøve, og denne argumentation er allerede blevet forkastet.

118

Det andet anbringendes fjerde led og dermed det andet anbringende som helhed må derfor forkastes.

119

Da ingen af appellantens anbringender til støtte for appellen er blevet tiltrådt, skal appellen forkastes i sin helhed.

120

Ifølge Domstolens procesreglements artikel 138, stk. 1, som i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

121

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da sidstnævnte har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):