K. Sz. m.fl. mod Z. Fundusz Inwestycyjny Zamknięty en liquidation (C-63/25)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

15. oktober 2026 (*)

» Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – artikel 1, stk. 1 – anvendelsesområde – artikel 2, litra b) – begrebet »forbruger« – artikel 2, litra c) – begrebet »erhvervsdrivende« – artikel 3, stk. 2 – kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling – vedtægter for en lukket investeringsfond – tilslutning til denne fond – en deltagers erhvervelse af investeringsbeviser udstedt af den pågældende fond «

I sag C-63/25,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa, Polen) ved afgørelse af 21. november 2024, indgået til Domstolen den 28. januar 2025, i sagen

K. Sz.,

H. Sz.,

W. Sz.,

mod

Z. Fundusz Inwestycyjny Zamknięty, under afvikling,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, C. Lycourgos, og dommerne N. Fenger, S. Rodin, N. Piçarra og O. Spineanu-Matei (refererende dommer),

generaladvokat: A. Biondi,

justitssekretær: V. Di Bucci,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        W. Sz. H. Sz. og K. Sz. ved adwokat A. Car,

–        Z. Fundusz Inwestycyjny Zamknięty, under afvikling, ved radca prawny J. Ziajka,

–        den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–        Europa-Kommissionen ved P. Kienapfel og M. Owsiany-Hornung, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 4. juni 2026,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, litra b) og c), og artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

2        Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side K. Sz., H. Sz. og W. Sz., der er fysiske personer, og på den anden side Z. Fundusz Inwestycyjny Zamknięty, en lukket investeringsfond (herefter »FIZ«), vedrørende sidstnævntes nægtelse af at tilbagekøbe investeringsbeviser.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Direktiv 93/13

3        Følgende er anført i tiende betragtning til direktiv 93/13:

»[F]orbrugeren kan sikres en bedre beskyttelse gennem vedtagelse af ensartede bestemmelser vedrørende urimelige vilkår; disse bestemmelser skal finde anvendelse på alle aftaler, som indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere; dette direktiv finder derfor ikke anvendelse på bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arveret og familieret samt aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter[.]«

4        Følgende fremgår af dette direktivs artikel 1, stk. 1:

»Formålet med dette direktiv er indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere.«

5        Nævnte direktivs artikel 2, litra b) og c), fastsætter følgende:

»I dette direktiv forstås ved

[...]

b)      »forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv

c)      »erhvervsdrivende«: en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler handler som led i sit erhverv, hvad enten det er offentligt eller privat.«

6        Samme direktivs artikel 3, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1.      Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.

2.      Et kontraktvilkår anses altid for ikke at have været genstand for individuel forhandling, når det er udarbejdet på forhånd, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet, navnlig i forbindelse med en standardkontrakt.

Den omstændighed, at visse elementer i et kontraktvilkår eller et enkelt kontraktvilkår har været genstand for individuel forhandling, udelukker ikke anvendelse af denne artikel på resten af en aftale, hvis en samlet vurdering fører til den konklusion, at der alligevel er tale om en standardkontrakt.

Hvis en erhvervsdrivende hævder, at et standardiseret kontraktvilkår har været genstand for individuel forhandling, har han bevisbyrden.«

 Polsk ret

 Den civile lovbog

7        Artikel 22¹ i ustawa z dnia 23 kwietnia 1964 r. – Kodeks cywilny (lov af 23.4.1964, civil lovbog) (Dz. U. 2023, pos. 1610) (herefter »den civile lovbog«) fastsætter følgende:

»Ved en »forbruger« forstås enhver fysisk person, der indgår retlige transaktioner med en erhvervsdrivende, der ikke er direkte relateret til dennes virksomhed eller professionelle aktivitet.«

8        Den civile lovbogs artikel 43¹ bestemmer følgende:

»En erhvervsdrivende er en fysisk person, juridisk person eller organisatorisk enhed som omhandlet i artikel 33¹, der udøver erhvervsmæssig virksomhed på egne vegne.«

9        Den civile lovbogs artikel 66, § 1, fastsætter følgende:

»En erklæring fra den anden part om dennes hensigt om at indgå en aftale udgør et tilbud, hvis den specificerer de væsentlige aftalevilkår.«

10      Følgende er anført i den nævnte lovbogs artikel 385¹:

»§ 1.      Bestemmelser i en forbrugeraftale, som ikke har været genstand for en individuel forhandling, er ikke bindende for forbrugeren, hvis de fastsætter den pågældendes rettigheder og pligter på en måde, som er i strid med god forretningsskik, og som groft tilsidesætter forbrugerens interesser (ulovlige kontraktvilkår). Denne bestemmelse berører ikke vilkår, som fastsætter parternes hovedydelser, herunder prisen eller vederlaget, hvis de er entydigt formuleret.

[...]

§ 3.      Kontraktvilkår, hvis indhold forbrugeren ikke har haft nogen reel indflydelse på, anses for ikke at være aftalt individuelt. Dette gælder navnlig for aftalevilkår, der stammer fra en standardkontrakt, som kontrahenten har foreslået forbrugeren.

[...]«

 Investeringsfondsloven

11      Følgende fremgår af artikel 3 i Ustawa o funduszach inwestycyjnych i zarządzaniu alternatywnymi funduszami inwestycyjnymi (lov om investeringsfonde og forvaltning af alternative investeringsfonde) Dz.U. 2004, pos. 146, og Dz. U. 2024, pos. 1546, herefter »investeringsfondsloven«):

»1.      En investeringsfond er en juridisk person, hvis virksomhed udelukkende består i at investere finansielle midler, der er indsamlet gennem udbud af andele eller investeringsbeviser, i de værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter og andre ejendomsrettigheder, der er fastsat i loven.

[...]

3.      Investeringsfonden udøver sin virksomhed ved at tage særligt hensyn til deltagernes interesser og i overensstemmelse med de i loven fastsatte principper for begrænsning af investeringsrisici.

[...]«

12      Denne lovs artikel 6, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1.      Deltagerne i en investeringsfond er fysiske personer, juridiske personer eller organisatoriske enheder, der ikke har status som en juridisk person:

[...]

2)      der er indehavere af en værdipapirkonto, hvorpå investeringsbeviser opført på en kollektiv konto er registrerede, eller som har ret til investeringsbeviser.

2.      Andelene eller investeringsbeviserne repræsenterer fondsdeltagernes ejendomsrettigheder som defineret i loven og investeringsfondens vedtægter.«

13      Den nævnte lovs artikel 15, stk. 1, bestemmer følgende:

»Med forbehold af artikel 15a kræver oprettelsen af en investeringsfond:

1.      at investeringsselskabet udsteder vedtægterne for fonden

[...]«

14      Følgende er foreskrevet i samme lovs artikel 117, stk. 1 og 3:

»1.      Den lukkede investeringsfond udsteder investeringsbeviser.

[...]

3.      Fysiske personer kan erhverve investeringsbeviser i en af de i artikel 15, stk. 1a, omhandlede fonde, såfremt værdien af investeringsbeviset ved denne fonds første udstedelse ikke er lavere end 40 000 EUR, omregnet til et beløb i polske złoty.«

15      Investeringsfondslovens artikel 139 bestemmer følgende:

»1.      En lukket investeringsfond kan indløse investeringsbeviser, den har udstedt, hvis det er fastsat i fondens vedtægter.

[...]

3.      Vedtægterne for en lukket investeringsfond skal fastsætte betingelserne, proceduren og vilkårene for indløsning af investeringsbeviser samt fristerne og måden for meddelelse af indløsning af beviser.

[...]«

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

16      Den 7. juni 2016 tilsendte FIZ en læge, K. Sz., og dennes forældre, H. Sz. og W. Sz., pensionister, et skriftligt tilbud om køb af investeringsbeviser med angivelse af betingelserne for udstedelse af disse i et bilag, der blev fremstillet som det eneste juridisk bindende dokument.

17      På anbefaling fra en medarbejder i deres bank erhvervede K. Sz., H. Sz. og W. Sz. hver for en enhedspris på 186 714,14 polske złoty (PLN) (ca. 44 290 EUR) to investeringsbeviser udstedt af FIZ. De udfyldte med henblik herpå en standardformular, hvori de erklærede, at de havde gjort sig bekendt med betingelserne for udstedelse af disse beviser, og accepterede betingelserne og reglerne for køb af disse samt FIZ’ vedtægter.

18      Den 26. marts 2019 indgav K. Sz., H. Sz. og W. Sz. anmodninger til FIZ om indløsning af alle deres investeringsbeviser, som FIZ forinden havde opdelt i 2 000 beviser pr. person. Som følge af FIZ’ nægtelse af disse anmodninger med henvisning til, at selskabet ifølge dets vedtægter havde ret til at nedsætte indløsningsanmodningerne, anlagde K. Sz., H. Sz. og W. Sz. den 20. september 2021 sag ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen) med påstand om, at FIZ tilpligtes at betale hver af dem et beløb på 356 962,74 PLN (ca. 84 660 EUR) med tillæg af lovbestemte morarenter fra den 30. september 2019 til betaling sker. Sagsøgerne har gjort gældende, at klausulen i FIZ’ vedtægter om nedsættelse af indløsningsanmodningerne udgjorde et urimeligt kontraktvilkår i henhold til den civile lovbogs artikel 385¹, § 1, for så vidt som den ikke specificerer nogen grænse for indløsningsnedsættelsen og gjorde opfyldelsen af indløsningsanmodningen betinget af værdien af FIZ’ likvide aktiver, dvs. en betingelse, hvis opfyldelse udelukkende afhang af FIZ.

19      Ved dom af 2. november 2022 gav Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa) ikke medhold i dette krav. Ifølge denne ret udgør FIZ’ vedtægter, som fastsætter rettighederne og forpligtelserne for fondsdeltagerne i forhold til fonden, og det selskab, der er fondens ledelsesorgan, ikke en aftale og er derfor ikke omfattet af kontrollen i henhold til den civile lovbogs artikel 385¹, § 1.

20      Sagsøgerne har iværksat appel til prøvelse af nævnte dom ved Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa, Polen), som er den forelæggende ret. Den forelæggende ret har rejst spørgsmål om kvalificeringen af retsforholdet mellem på den ene side deltagerne i en lukket investeringsfond og køberne af investeringsbeviser og på den anden side denne fond, som udsteder disse værdipapirer, henset til artikel 2, litra b) og c), og artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/13. Domstolens fortolkning af disse bestemmelser forekommer den at være nødvendig, henset til de polske retters forskellige fortolkninger med hensyn til anvendelsen af den civile lovbogs bestemmelser om forbrugerbeskyttelse på køberne af de investeringsbeviser, som udstedes af lukkede fonde.

21      For det første ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt en deltager i en lukket investeringsfond kan kvalificeres som »forbruger« som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13, for så vidt som de erhvervede investeringsbeviser både er værdipapirer af formuemæssig og selskabsretlig karakter, som bl.a. indebærer ret til at deltage i investorbestyrelsen.

22      For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om FIZ kan anses for at være en »erhvervsdrivende« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra c). Denne ret har anført, at en lukket investeringsfond har status som juridisk person i henhold til polsk ret, at den i forhold til tredjemand forvaltes og repræsenteres af en enhed, der opererer som et aktieselskab, der ikke er knyttet til deltagerne i fonden ved et kontraktforhold, at den på en kontinuerlig og organiseret måde udøver investeringsvirksomhed på egne vegne og arbejder med gevinst for øje, hvilket kendetegner »erhvervsmæssig virksomhed« som omhandlet i den civile lovbogs artikel 43¹.

23      For det tredje ønsker den forelæggende ret oplyst, om en bestemmelse i vedtægterne for en lukket investeringsfond, der fastlægger deltagerens rettigheder og forpligtelser, herunder reglerne om indløsning af investeringsbeviser, kan anses for at være et kontraktvilkår, »der ikke har været genstand for individuel forhandling« som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/13.

24      Denne ret nærer tvivl om den retlige karakter af forholdet mellem en lukket investeringsfond og dens deltagere. Den forelæggende ret har bl.a. fremhævet vedtægterne for denne fonds dobbelte rolle, idet de både fungerer som det konstituerende dokument for en juridisk person og som en aftale om deltagelse i fonden, som nævnte fond har indgået med deltagerne. Den udelukker ikke, at dette retsforhold kan kvalificeres som en »standardkontrakt«, der er kendetegnet ved fraværet af en forhandling om aftalens indhold, og som sådan er omfattet af kontrollen i henhold til den civile lovbogs artikel 385¹, § 1.

25      Det er på denne baggrund, at Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal en fysisk person, der er deltager i en lukket investeringsfond og har erhvervet navnenoterede værdipapirer i form af investeringsbeviser udstedt af denne fond, anses for at være en »forbruger« i henhold til artikel 2, litra b), i [direktiv 93/13], hvis erhvervelsen sker med et formål, der ikke er forbundet med handel, virksomhed eller erhverv, og når formålet med at tilslutte sig fonden primært er at investere sin opsparing?

2)      Skal en lukket investeringsfond, hvis eneste forretningsformål er at investere midler indsamlet ved udbud af investeringsbeviser, i de værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter og andre ejendomsrettigheder, der er fastsat i lovgivningen, betragtes som en [»erhvervsdrivende«] i henhold til artikel 2, litra c), i direktiv 93/13?

3)      Skal en bestemmelse i vedtægterne for en lukket investeringsfond, der fastlægger deltagerens rettigheder og forpligtelser, herunder regler og frister for fondens indløsning af investeringsbeviser fra dens deltagere, anses for et »kontraktvilkår, der ikke er individuelt forhandlet« i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/13, hvis deltageren havde mulighed for at gøre sig bekendt med vedtægterne før tilslutningen til fonden, og når deltageren accepterede deres indhold skriftligt i forbindelse med erhvervelse af et investeringsbevis?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

26      Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges. Domstolen kan desuden inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i spørgsmålene (jf. i denne retning dom af 18.6.2026, FSMA, C-376/24, EU:C:2026:497, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

27      Hvis den forelæggende ret med det første og det andet spørgsmål er i tvivl, dels om en deltager i en lukket investeringsfond er en »forbruger«, dels om denne investeringsfond har egenskab af »erhvervsdrivende« som omhandlet i artikel 2, litra b) og c), i direktiv 93/13, ønsker den nævnte ret med det tredje spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om en bestemmelse i vedtægterne for en lukket investeringsfond, der fastlægger vilkårene for indløsning af investeringsbeviser, skal anses for at være et kontraktvilkår, »der ikke har været genstand for individuel forhandling« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 2, når deltageren har gjort sig bekendt med vedtægterne før tilslutningen til denne fond og accepterede deres indhold skriftligt i forbindelse med erhvervelsen af disse investeringsbeviser.

28      Det skal bemærkes, at den forelæggende ret således ønsker oplyst, om sådanne vedtægter er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde som defineret i direktivets artikel 1, stk. 1.

29      Det skal derfor lægges til grund, at den forelæggende ret med de tre spørgsmål, som kan behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 1, stk. 1, artikel 2, litra b) og c), og artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at vedtægterne for en lukket investeringsfond, hvis virksomhed består i at investere finansielle midler, der er indsamlet gennem tilbud om at erhverve investeringsbeviser, i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, når deltageren i denne fond, der ikke handler som led i sit erhverv, har erhvervet investeringsbeviser udstedt af fonden, og, såfremt dette er tilfældet, om en bestemmelse i disse vedtægter, der fastlægger vilkårene for nævnte fonds indløsning af disse investeringsbeviser, skal anses for at være et kontraktvilkår, »der ikke har været genstand for individuel forhandling« som omhandlet i denne artikel 3, stk. 2, i en situation, hvor deltageren har gjort sig bekendt med nævnte vedtægter før tilslutningen til denne samme fond og accepteret deres indhold skriftligt i forbindelse med erhvervelsen af de nævnte investeringsbeviser.

30      Det skal for det første bemærkes, at anvendelsesområdet for direktiv 93/13 er defineret i direktivets artikel 1, stk. 1. I henhold til ordlyden af denne bestemmelse er formålet med dette direktiv indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Der er således tale om et generelt forbrugerbeskyttelsesdirektiv, der finder anvendelse på alle erhvervssektorer (dom af 20.3.2025, Arce, C-365/23, EU:C:2025:192, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

31      Artikel 2, litra b) og c), i direktiv 93/13 definerer begreberne »forbruger« og »erhvervsdrivende« som henholdsvis en fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv, og en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler handler som led i sit erhverv, hvad enten det er offentligt eller privat. Det er således gennem en henvisning til karakteren af de kontraherende parter – om de handler inden for rammerne af deres erhvervsmæssige virksomhed eller ej – at nævnte direktiv definerer de aftaler, det finder anvendelse på (dom af 20.3.2025, Arce, C-365/23, EU:C:2025:192, præmis 45 og 46 og den deri nævnte retspraksis).

32      For det andet har Domstolen dels fremhævet, at det fremgår af tiende betragtning til det samme direktiv, at direktivet finder anvendelse på »alle aftaler«, som indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere, som defineret i artikel 2, litra b) og c), i direktiv 93/13 (jf. i denne retning dom af 30.5.2013, Asbeek Brusse og de Man Garabito, C-488/11, EU:C:2013:341, præmis 29). Dels indeholder denne tiende betragtning angivelsen af, at »aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter« derfor ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde.

33      Det følger af fast retspraksis, at selv om præamblen til en EU-retsakt ikke er retligt bindende og hverken kan påberåbes til støtte for at fravige bestemmelserne i den pågældende retsakt eller til støtte for en fortolkning af bestemmelserne, der er i åbenbar strid med deres ordlyd, kan den præcisere indholdet af disse bestemmelser, idet betragtningerne i præamblen er vigtige fortolkningselementer, som kan oplyse om retsaktens udsteders hensigter (dom af 5.2.2026, VEB.RF mod Rådet, C-572/24 P, EU:C:2026:74, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

34      Henset til det forbrugerbeskyttelsesformål, der forfølges med direktiv 93/13, skal undtagelserne fra direktivets anvendelsesområde fortolkes indskrænkende (jf. i denne retning dom af 15.4.2010, E. Friz, C-215/08, EU:C:2010:186, præmis 32, og af 6.7.2023, First Bank, C-593/22, EU:C:2023:555, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

35      Hvad i det foreliggende tilfælde angår spørgsmålet om, hvorvidt vedtægterne for en lukket investeringsfond er omfattet af den undtagelse, der er omhandlet i tiende betragtning til dette direktiv, fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, og som er anført i nærværende doms præmis 24, at FIZ’ vedtægter både er det konstituerende dokument for investeringsfonden og en aftale om deltagelse i denne fond, der er indgået mellem sidstnævnte og dens deltagere. Med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, indeholder disse vedtægter således ikke alene bestemmelser om fondens karakter og genstand, navnet og hjemstedet for investeringsselskabet, hvordan fonden repræsenteres, samt principperne for fondens investeringspolitik, men ligeledes bestemmelser om bl.a. betingelser og procedurer for indløsning af beviserne samt regler for beregning af likvide midler.

36      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at selskabsretlige spørgsmål ikke bør forveksles med kontraktmæssige spørgsmål. Den omstændighed alene, at en investeringsfonds vedtægter indeholder bestemmelser om denne fonds oprettelse, art og formål, bevirker derfor ikke, at disse vedtægter i deres helhed udelukkes fra anvendelsesområdet for direktiv 93/13, eftersom visse bestemmelser i de nævnte vedtægter, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 26 i forslaget til afgørelse, udviser kendetegn, som svarer til kendetegnene ved klausuler, der regulerer indholdet af et gensidigt bebyrdende retsforhold (jf. analogt dom af 3.10.2019, Verein für Konsumenteninformation, C-272/18, EU:C:2019:827, præmis 37).

37      Det skal derfor fastslås, at for at sikre den forbrugerbeskyttelse, som direktiv 93/13 tilstræber, indebærer den omstændighed, at der i en investeringsfonds vedtægter findes bestemmelser af kontraktmæssig karakter vedrørende bl.a. betingelser og procedurer for indløsning af investeringsbeviser, og som således kendetegner et kontraktforhold mellem denne fond og dens deltagere, at dette direktiv finder anvendelse på den aftale, der indgås i henhold hertil, hvis de øvrige betingelser, der er fastsat i nævnte direktiv, er opfyldt.

38      Det fremgår i øvrigt ligeledes af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at sagsøgerne i hovedsagen modtog et skriftligt tilbud om erhvervelse af investeringsbeviser udstedt af den pågældende fond, som de accepterede ved at udfylde standardformularer, hvorved de erklærede at have gjort sig bekendt med og accepteret vilkårene for indløsning af disse certifikater samt denne fonds vedtægter.

39      I det foreliggende tilfælde fremgår det følgelig, at der med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse blev indgået en særskilt aftale om salg af investeringsbeviser mellem FIZ og disse sagsøgere. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 33-35 i forslaget til afgørelse, skal de omtvistede bestemmelser i vedtægten om indløsning af disse beviser nemlig anses for at udgøre en integreret del af den aftale om erhvervelse af de nævnte investeringsbeviser, der følger af de nævnte sagsøgeres underskrivelse af de i den foregående præmis nævnte formularer. Disse bestemmelser blev således inkorporeret i kontraktforholdet mellem disse sagsøgere og FIZ.

40      Hvis de nævnte bestemmelser var udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 93/13 alene af den grund, at de formelt følger af vedtægterne for en investeringsfond, ville det være muligt for den pågældende erhvervsdrivende at inkorporere for forbrugeren ugunstige bestemmelser i disse vedtægter med henblik på at udelukke dem fra vurderingen af, om de er urimelige, og dermed bringe opnåelsen af de mål, der forfølges med dette direktiv, i fare.

41      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den ved direktiv 93/13 indførte beskyttelsesordning hviler på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende hvad angår såvel forhandlingsstyrke som informationsniveau, og at forbrugeren som følge heraf tiltræder betingelser, som på forhånd er udarbejdet af den erhvervsdrivende, uden at kunne øve nogen indflydelse på disses indhold (dom af 11.12.2025, Kuszycka, C-767/24, EU:C:2025:962, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

42      I denne forbindelse skal et kontraktvilkår ifølge dette direktivs artikel 3, stk. 2, anses for ikke at have været genstand for individuel forhandling, når det er udarbejdet på forhånd, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet, navnlig i forbindelse med en standardkontrakt.

43      Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 39-41 i forslaget til afgørelse, og med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, blev bestemmelserne i vedtægten om indløsning af investeringsbeviserne imidlertid for det første udarbejdet inden enhver kontakt med de fremtidige deltagere og er bestemt til ensartet at regulere en udifferentieret mangfoldighed af forhold med disse deltagere, og for det andet kan disse bestemmelser ikke være genstand for forhandling og er blevet påtvunget nævnte deltagere som en betingelse for at indgå kontraktforholdet.

44      Det følger heraf, at aftalen om erhvervelse af investeringsbeviserne ikke kan være omfattet af den undtagelse, der er omhandlet i tiende betragtning til direktiv 93/13, og at bestemmelsen om indløsning af disse beviser skal anses for at være et kontraktvilkår, »der ikke har været genstand for individuel forhandling« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 2.

45      Henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 31 og 32, skal det endvidere efterprøves, om sagsøgerne i hovedsagen og FIZ i forbindelse med aftalen om erhvervelse af investeringsbeviserne handlede i henholdsvis egenskab af »forbruger« og »erhvervsdrivende« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra b) og c).

46      For så vidt angår egenskaben af »forbruger« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, litra b), skal den afgøres på grundlag af et funktionelt kriterium, der består i at bedømme, om det pågældende kontraktforhold indgår i aktiviteter, der falder uden for vedkommendes erhverv. Det tilkommer den nationale domstol at fastslå – også under hensyntagen til arten af de tjenesteydelser, der tilbydes af den pågældende erhvervsdrivende – hvorvidt den fysiske person handlede som led i sit erhverv, eller hvorvidt personen handlede uden for dette erhverv (jf. i denne retning dom af 8.6.2023, Lyoness Europe, C-455/21, EU:C:2023:455, præmis 48 og 50).

47      Begrebet »forbruger« har en objektiv karakter og er uafhængigt af den konkrete viden, som den pågældende person kan have, eller de oplysninger, som denne person faktisk besidder (dom af 21.3.2019, Pouvin og Dijoux, C-590/17, EU:C:2019:232, præmis 24). En fortolkning af begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13, som udelukker en fysisk person, der ikke handler som led i sit erhverv, fra dette begreb med den begrundelse, at den pågældende person opnår visse økonomiske fordele ved sin deltagelse i den pågældende ordning, ville svare til at forhindre, at den beskyttelse, som dette direktiv indrømmer alle fysiske personer, der befinder sig i den svagere stilling i forhold til en erhvervsdrivende og gør ikkeerhvervsmæssig brug af de af denne sidstnævnte erhvervsdrivende tilbudte tjenesteydelser, kan sikres (dom af 8.6.2023, Lyoness Europe, C-455/21, EU:C:2023:455, præmis 53).

48      I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, navnlig af ordlyden af det første spørgsmål, at K. Sz., H. Sz. og W. Sz.s erhvervelse af investeringsbeviserne ikke er sket med et formål, der er forbundet med deres erhverv. Med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, skal de derfor anses for at være »forbrugere« som omhandlet i denne artikel 2, litra b), uden at det i denne henseende har nogen betydning, at de rettigheder, som de udleder af deres investering i FIZ, er af såvel formuemæssig som selskabsretlig karakter (jf. analogt dom af 15.4.2010, E. Friz, C-215/08, EU:C:2010:186, præmis 28-30).

49      Hvad angår begrebet »erhvervsdrivende« som omhandlet i artikel 2, litra c), i direktiv 93/13 omfatter det enhver erhvervsvirksomhed, »hvad enten det er offentligt eller privat«. Denne artikel 2, litra c), finder således anvendelse på organisationer, der virker med eller uden gevinst for øje, uden at enheder, der udfører opgaver af almen interesse, udelukkes (dom af 21.3.2019, Pouvin og Dijoux, C-590/17, EU:C:2019:232, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

50      Begrebet »erhvervsdrivende« som omhandlet i nævnte artikel 2, litra c), er et funktionelt begreb, som indebærer en vurdering af, hvorvidt kontraktforholdet indgår i aktiviteter, der udføres som led i en persons erhverv. Ligesom begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13, har det en objektiv karakter og afhænger ikke af, om denne erhvervsdrivende beslutter at optræde som led i sin hovedaktivitet eller sekundære eller accessoriske aktivitet (dom af 21.3.2019, Pouvin og Dijoux, C-590/17, EU:C:2019:232, præmis 36 og 41).

51      I det foreliggende tilfælde fremgår det af nærværende doms præmis 22, at FIZ udøver investeringsvirksomhed på egne vegne, på en kontinuerlig og organiseret måde, samtidig med at FIZ i forhold til tredjemand forvaltes og repræsenteres af et investeringsselskab med status som særskilt juridisk person, der ikke har et kontraktforhold med deltagerne. Under disse omstændigheder, som det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, skal FIZ anses for at være en »erhvervsdrivende« som omhandlet i artikel 2, litra c), i direktiv 93/13.

52      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, artikel 2, litra b) og c), og artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at bestemmelser i vedtægterne for en lukket investeringsfond, hvis virksomhed består i at investere finansielle midler, der er indsamlet gennem tilbud om at erhverve investeringsbeviser, i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, når deltageren i denne fond, der ikke handler som led i sit erhverv, har erhvervet investeringsbeviser udstedt af fonden, og at disse vedtægtsbestemmelser fastlægger vilkårene for den nævnte fonds indløsning af disse investeringsbeviser, hvilket således kendetegner et kontraktforhold mellem denne fond og denne deltager. En bestemmelse i nævnte vedtægter, der fastsætter sådanne betingelser for indløsning af investeringsbeviser, skal anses for et kontraktvilkår, »der ikke har været genstand for individuel forhandling« som omhandlet i denne artikel 3, stk. 2, i en situation, hvor deltageren har gjort sig bekendt med disse samme vedtægter før tilslutningen til denne samme fond og accepteret deres indhold skriftligt i forbindelse med erhvervelsen af nævnte investeringsbeviser uden at kunne forhandle dette vilkår.

 Sagsomkostninger

53      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 1, stk. 1, artikel 2, litra b) og c), og artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler

skal fortolkes således, at

bestemmelser i vedtægterne for en lukket investeringsfond, hvis virksomhed består i at investere finansielle midler, der er indsamlet gennem tilbud om at erhverve investeringsbeviser, i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, når deltageren i denne fond, der ikke handler som led i sit erhverv, har erhvervet investeringsbeviser udstedt af fonden, og at disse vedtægtsbestemmelser fastlægger vilkårene for den nævnte fonds indløsning af disse investeringsbeviser, hvilket således kendetegner et kontraktforhold mellem denne fond og denne deltager. En bestemmelse i nævnte vedtægter, der fastsætter sådanne betingelser for indløsning af investeringsbeviser, skal anses for et kontraktvilkår, »der ikke har været genstand for individuel forhandling« som omhandlet i denne artikel 3, stk. 2, i en situation, hvor deltageren har gjort sig bekendt med disse samme vedtægter før tilslutningen til denne samme fond og accepteret deres indhold skriftligt i forbindelse med erhvervelsen af nævnte investeringsbeviser uden at kunne forhandle dette vilkår.

Underskrifter

---

*      Processprog: polsk.