Staatsanwaltschaft Saarbrücken mod R m.fl (C-67/25)

–

Staatsanwaltschaft Saarbrücken ved A. Hammer,

–

R ved Rechtsanwälte A.-M. Kalmes og J. Schmidt,

–

K ved Rechtsanwältin A.-M. Kalmes,

–

den estiske regering ved H. Hirsik og M. Kriisa, som befuldmægtigede,

–

den franske regering ved E. Timmermans og B. Travard, som befuldmægtigede,

–

den lettiske regering ved J. Davidoviča og K. Pommere, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Carpus-Carcea og M. Kellerbauer, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2f, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2014, L 229, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EU) 2022/350 af 6. oktober 2022 (EUT 2022, L 65 I, s. 1) (herefter »forordning nr. 833/2014«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag mod tre fysiske personer, R, N og K, for forhold, der kan udgøre en overtrædelse af forbuddet i artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014.

3

Artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 har følgende ordlyd:

»Det er forbudt for operatører at udsende eller muliggøre, lette eller på anden måde bidrage til udsendelse af indhold fra de juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag XV, herunder gennem transmission eller distribution ved hjælp af ethvert middel såsom kabel, satellit, IP-TV, internettjenesteudbydere, internetbaserede videodelingsplatforme eller ‑applikationer, hvad enten det er nyt eller forudinstalleret.«

4

I bilag XV til samme forordning med overskriften »Liste over fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er omhandlet i artikel 2f« optræder bl.a. navnet »RT – Russia Today Germany«.

5

Fjerde til tiende betragtning til forordning 2022/350 har følgende ordlyd:

6

Ved Rådets forordning (EU) 2024/1745 af 24. juni 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, blev artikel 3r indsat i forordning nr. 833/2014, hvis stk. 4 har følgende ordlyd:

»For at sikre overholdelse af forbuddene [mod at levere genlastningstjenester på Unionens område med henblik på omladning af flydende naturgas med oprindelse i Rusland eller eksporteret fra Rusland og direkte eller indirekte at levere teknisk bistand, mæglervirksomhed, finansieringsmidler eller finansiel bistand i tilknytning til forbuddet mod at levere sådanne genlastningstjenester] kan de kompetente myndigheder fastlægge regler og retningslinjer på nationalt plan. Sådanne regler og retningslinjer skal omfatte skærpede due diligence-krav, navnlig med henblik på identifikation af de genlastningstjenester, der leveres med henblik på omladning, under hensyntagen til [...] registreringslandet for de involverede økonomiske operatører.«

7

I henhold til § 18, stk. 1, nr. 1b, i Außenwirtschaftsgesetz (lov om udenrigshandel) af 6. juni 2013 (BGBl. 2013 I, s. 1482) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov om udenrigshandel«), straffes den, der overtræder et forbud mod at udbyde, at transmittere, at udsende eller et andet forbud mod levering af tjenesteydelser, der er fastsat i en umiddelbart gældende retsakt fra De Europæiske Fællesskaber eller Den Europæiske Union, som er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende eller Den Europæiske Unions Tidende, og som har til formål at gennemføre en økonomisk sanktionsforanstaltning, som Rådet har vedtaget vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, med fængsel fra tre måneder til fem år.

8

I henhold til § 18, stk. 7, nr. 2, i lov om udenrigshandel straffes den, der i de i stk. 1 nævnte tilfælde handler erhvervsmæssigt, med fængsel på ikke under et år.

9

Landgericht Saarbrücken (den regionale ret i første instans i Saarbrücken, Tyskland), som er den forelæggende ret, er blevet forelagt en straffesag mod tre fysiske personer, R, N og K, der mistænkes for at have deltaget i en kriminel sammenslutning, for så vidt som de fire gange i løbet af 2023 via bloggen »Live-Ticker«, der er offentligt tilgængelige på webstedet www.traugott-ickeroth.com (herefter »webstedet traugott-ickeroth«), havde udsendt videoer fra RT Germany-kanalen. Eftersom denne kanals indslag var omfattet af det udsendelsesforbud, som er fastsat i artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014, udgør det at have gjort disse videoer tilgængelige for offentligheden i Tyskland i henhold til lov om udenrigshandel en lovovertrædelse, der straffes med en strafferetlig sanktion.

10

R, der under pseudonymet »Traugott Ickeroth« bl.a. udgiver bøger, som markedsføres på online-handelsplatformen Amazon, har under efterforskningen vedstået, at han har været ansvarlig for den redaktionelle udformning af webstedet traugott-ickeroth.com.

11

Indholdet på dette websted var frit tilgængeligt. Brugerne blev dog opfordret til at støtte driften af webstedet økonomisk ved en indsamling. Mellem den 1. april 2022 og den 3. august 2023 modtog R og N angiveligt på deres respektive konti et betydeligt antal indbetalinger fra brugere i forbindelse med denne opfordring til donationer, svarende til et samlet beløb på 60038,65 EUR.

12

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om fysiske personer som R, N og K er omfattet af begrebet »operatør« som omhandlet i artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014, således at det forbud, der er fastsat heri, kan gøres gældende over for dem. Efter den forelæggende rets opfattelse er fortolkningen af dette begreb ikke så indlysende, at det er muligt at udelukke enhver rimelig tvivl.

13

I denne forbindelse har den forelæggende ret henvist til det arbejdsdokument, der er udarbejdet af Europa-Kommissionens tjenestegrene med titlen »Consolidated FAQs on the implementation of Council Regulation No 833/2014 and Council Regulation No 269/2014« (herefter »Kommissionens FAQ«), hvorefter begrebet »operatør« omfatter enhver fysisk eller juridisk person eller enhver enhed, hvis kommercielle eller erhvervsmæssige virksomhed består i at udsende, muliggøre, lette eller på anden måde bidrage til udsendelse af uautoriseret indhold.

14

Den forelæggende ret bemærker for det første, at adgangen til webstedet traugott-ickeroth på den ene side i princippet var gratis i den forstand, at adgangen ikke var betinget af, at brugerne ydede en økonomisk modydelse. For det andet blev driften af dette websted ikke finansieret af andre midler end brugernes frivillige bidrag, såsom reklameindtægter, som ellers er sædvanlige på dette område. R’s virksomhed kan derfor anses for at være af rent privat karakter.

15

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at indsamling af private donationer, der udgør gaver i civilretlig forstand, kan betegnes som »erhvervsmæssig virksomhed«, når den udøves i et sådant omfang, at modtagerne heraf modtager betydelige beløb, der gør det muligt for dem i det mindste delvist at sikre deres underhold. I det foreliggende tilfælde synes indsamlingen at have haft til formål at generere midler til fortsat drift af webstedet traugott-ickeroth og dermed at udgøre en varig indtægtskilde, hvilket er karakteristisk for en erhvervsmæssig virksomhed.

16

På denne baggrund har Landgericht Saarbrücken (den regionale ret i første instans i Saarbrücken) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 2f, stk. 1, i [forordning nr. 833/2014] fortolkes således, at [»]operatører[«] med henblik på denne bestemmelse også omfatter fysiske personer, der via et websted, som de driver, kun genererer indtægter i form af frivillige bidrag fra tredjemand (donationer eller gaver)?«

17

Den forelæggende ret har anmodet om, at den foreliggende sag pådømmes forud for andre i overensstemmelse med artikel 53, stk. 3, i Domstolens procesreglement.

18

Ved afgørelse af 3. marts 2025 besluttede Domstolens præsident, at der ikke var anledning til at imødekomme denne anmodning.

19

Uden formelt at gøre gældende, at det forelagte spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, bestrider Staatsanwaltschaft Saarbrücken (anklagemyndigheden i Saarbrücken, Tyskland) nødvendigheden heraf.

20

Denne part har for det første anført, at en præjudiciel afgørelse ikke er nødvendig som omhandlet i artikel 267, stk. 2, TEUF for at afgøre dette spørgsmål, og at den forelæggende ret heller ikke er forpligtet til at indbringe sagen for Domstolen som omhandlet i artikel 267, stk. 3, TEUF.

21

Navnlig er det pågældende spørgsmål dels ikke i sig selv hovedgenstanden for hovedsagen, som rejser andre faktiske eller retlige spørgsmål, som en appelinstans vil kunne vurdere anderledes, således at det ikke er hensigtsmæssigt at indgive en anmodning om en præjudiciel afgørelse allerede i første instans. Dels er en præjudiciel afgørelse, i modsætning til hvad den forelæggende ret har anført, heller ikke nødvendig med henblik på fastlæggelsen af dens egen kompetence til i sin egenskab af afdeling specialiseret i økonomiske overtrædelser at træffe afgørelse om overtrædelser af lov om udenrigshandel, idet denne kompetence ikke kan give anledning til alvorlig tvivl.

22

I denne forbindelse skal det bemærkes, at artikel 267 TEUF efter fast retspraksis giver de nationale retter en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende bl.a. fortolkningen af EU-retlige bestemmelser, der er relevante for afgørelsen af den tvist, der verserer for dem, og de kan frit udnytte denne adgang på ethvert tidspunkt under proceduren, som de finder passende (jf. dom af 16.1.1974, Rheinmühlen-Düsseldorf, 166/73, EU:C:1974:3, præmis 3, og af 12.5.2021, Bundesrepublik Deutschland (Efterlysningsblad (rødt hjørne) fra INTERPOL), C-505/19, EU:C:2021:376, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

23

Desuden tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, både om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (jf. dom af 29.11.1978, Redmond, 83/78, EU:C:1978:214, præmis 25, og af 30.10.2025, Mercedes-Benz Bank og Volkswagen Bank, C-143/23, EU:C:2025:837, præmis 48).

24

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (jf. dom af 7.9.1999, Beck og Bergdorf, C‑355/97, EU:C:1999:391, præmis 22, og af 30.10.2025, Mercedes‑Benz Bank og Volkswagen Bank, C‑143/23, EU:C:2025:837, præmis 49).

25

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at hovedsagen vedrører strafforfølgning indledt mod tre fysiske personer for via et offentligt tilgængeligt websted at have udsendt indhold fra RT Germany, som er opført i bilag XV til forordning nr. 833/2014, og hvis udsendelse er forbudt i henhold til denne forordnings artikel 2f, stk. 1. Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret med sit præjudicielle spørgsmål oplyst, om en fysisk person, der driver et sådant websted ved at udsende dette indhold og kun oppebærer indtægter fra dette i form af frivillige bidrag fra tredjemand, er omfattet af begrebet »operatør« som omhandlet i denne bestemmelse.

26

Det fremgår således ikke klart, at den med dette spørgsmål ønskede fortolkning af forordning nr. 833/2014 savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller disses genstand, eller at det rejste problem er af hypotetisk karakter.

27

De indsigelser, som Staatsanwaltschaft Saarbrücken (anklagemyndigheden i Saarbrücken) har fremsat om antagelsen af det præjudicielle spørgsmål til realitetsbehandling, der er sammenfattet i punkt 20 og 21 i denne dom, kan derfor ikke tages til følge.

28

For det andet har sidstnævnte part anført, at afgørelsen om at indlede retssagen ved den forelæggende rets kompetente afdeling stadig kan gøres til genstand for en »omgående kære« (sofortige Beschwerde), som udgør en »afgørelse [...] [der] ikke kan appelleres« som omhandlet i artikel 267, stk. 3, TEUF, således at denne ret i henhold til denne bestemmelse ikke er forpligtet til at indbringe sagen for Domstolen.

29

I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at den omstændighed, at den forelæggende ret ikke er forpligtet til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse med den begrundelse, at disse afgørelser ifølge de nationale retsregler kan appelleres som omhandlet i artikel 267, stk. 3, TEUF, er uden indvirkning på den vidtgående adgang, som den har til at forelægge Domstolen spørgsmål i henhold til artikel 267, stk. 2, TEUF, således som det er anført i nærværende doms præmis 22.

30

For det tredje og sidste er det ifølge Staatsanwaltschaft Saarbrücken (anklagemyndigheden i Saarbrücken) ikke nødvendigt at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af begrebet »operatør« i artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014, eftersom de sædvanlige metoder til fortolkning af EU-retten er tilstrækkelige til at præcisere rækkevidden heraf, og denne bestemmelses betydning klart fremgår.

31

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at adgangen til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål tilkommer den nationale ret uafhængigt af den vurdering, som parterne i tvisten i hovedsagen anlægger med hensyn til hensigtsmæssigheden af en sådan forelæggelse. En national ret er nemlig på ingen måde udelukket fra at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål, hvor svaret ifølge en af parterne i hovedsagen ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl. Selv hvis det antages, at dette er tilfældet, kan et sådant spørgsmål således ikke afvises (jf. i denne retning dom af 1.12.2011, Painer, C-145/10, EU:C:2011:798, præmis 64 og 65, og af 24.2.2022, Viva Telecom Bulgaria, C-257/20, EU:C:2022:125, præmis 42).

32

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

33

Med sit eneste spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 skal fortolkes således, at en fysisk person, der driver et websted ved dér at udsende indhold fra juridiske personer, enheder eller organer, der er opført i bilag XV til denne forordning, og som fra driften af dette websted kun oppebærer indtægter fra frivillige bidrag fra tredjemand i form af donationer eller gaver, er omfattet af begrebet »operatør« som omhandlet i denne bestemmelse.

34

I denne henseende følger det af fast praksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. dom af 17.11.1983, Merck, 292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og af 12.2.2026, Stichting Koskea, C‑490/24, EU:C:2026:89, præmis 23).

35

Hvad for det første angår ordlyden af artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 bestemmer denne, at det er forbudt for operatører at udsende eller muliggøre, lette eller på anden måde bidrage til udsendelse af indhold fra de juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag XV, herunder gennem transmission eller distribution ved hjælp af ethvert middel såsom kabel, satellit, IP-TV, internettjenesteudbydere, internetbaserede videodelingsplatforme eller ‑applikationer, hvad enten det er nyt eller forudinstalleret.

36

Hvad nærmere bestemt angår begrebet »operatør« i denne bestemmelse skal det fastslås, at det hverken er defineret i denne bestemmelse eller i nogen anden bestemmelse i forordning nr. 833/2014, og at det ikke indeholder nogen henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dets betydning og rækkevidde.

37

Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af de udtryk, som ikke er defineret i EU-retten, og hvorom der ikke henvises til medlemsstaternes ret, skal ske efter deres normale betydning i sædvanlig sprogbrug, idet der skal tages hensyn til den sammenhæng, hvori de anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af (jf. dom af 27.1.1988, Danmark mod Kommissionen, 349/85, EU:C:1988:34, præmis 9, og af 12.2.2026, Stichting Koskea, C‑490/24, EU:C:2026:89, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

38

Ifølge dets sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug betegner udtrykket »operatør« bl.a. enhver fysisk eller juridisk person, der anvender udstyr, eller som har fået til opgave at udføre visse tekniske operationer. Anvendt på området for kommunikation samt formidling af medie- og digitalt indhold omfatter dette udtryk enhver fysisk eller juridisk person, der direkte eller indirekte er ansvarlig for at stille sådant indhold til rådighed for eller transmittere det til offentligheden.

39

Det skal desuden bemærkes, at ordet »operatør« anvendes i artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 uden at være ledsaget af adjektivet »økonomisk« i langt størstedelen af sprogversionerne af denne bestemmelse, bl.a. i den bulgarske, den spanske, den tyske, den engelske, den franske, den kroatiske, den italienske, den lettiske, den maltesiske, den portugisiske, den rumænske, den slovakiske og den finske sprogversion. Det følger heraf, at dette udtryk omfatter de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for den udsendelse af indhold, der er omhandlet i den nævnte bestemmelse, uafhængigt af den økonomiske karakter af deres virksomhed.

40

I samme ånd indeholder den samme bestemmelse et forbud mod udsendelse af dette indhold, navnlig via »internetbaserede videodelingsplatforme eller ‑applikationer, hvad enten det er nyt eller forudinstalleret«, hvilket henviser til udsendelsesformer, der generelt er tilgængelige gratis inden for rammerne af aktiviteter, for hvilke der ikke nødvendigvis svares vederlag.

41

Følgelig skal begrebet »operatør« som omhandlet i artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 ud fra en ordlydsfortolkning forstås således, at det omfatter enhver fysisk eller juridisk person, der er ansvarlig for udsendelse eller tilrådighedsstillelse af det indhold, der er omhandlet i denne bestemmelse, herunder i forbindelse med en vederlagsfri aktivitet eller i forbindelse med driften af et websted, der finansieres af tredjemands frivillige bidrag.

42

Denne vurdering kan ikke drages i tvivl af den omstændighed, at forbuddet i denne artikel 2f, stk. 1, ifølge Kommissionens FAQ finder anvendelse »på enhver person, enhed eller ethvert organ, der udøver kommerciel eller erhvervsmæssig virksomhed, og som udsender eller muliggør, faciliterer eller på anden måde bidrager til udsendelsen af indholdet [som omhandlet i denne bestemmelse]«.

43

Dels udgør Kommissionens FAQ, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, kun et arbejdsdokument udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene, som ikke har bindende virkning, og som blot har til formål at give vejledning med hensyn til gennemførelsen og fortolkningen af forordning nr. 833/2014.

44

Dels indfører Kommissionens FAQ et krav, som ikke fremgår af ordlyden af artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014, ved at gøre begrebet »operatør« betinget af, at der udøves »kommerciel eller erhvervsmæssig« virksomhed, hvilket har til formål uretmæssigt at begrænse denne bestemmelses personelle anvendelsesområde.

45

Under disse omstændigheder kan Kommissionens FAQ hverken ændre rækkevidden af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i forordning nr. 833/2014, eller være afgørende for fortolkningen af forordningens artikel 2f, stk. 1.

46

For det andet understøttes den bogstavelige fortolkning af begrebet »operatør« i denne bestemmelses forstand af den lovgivningsmæssige sammenhæng, som denne indgår i.

47

Den nævnte bestemmelse adskiller sig nemlig fra andre bestemmelser i forordning nr. 833/2014, som udtrykkeligt henviser til »økonomiske« operatører. Dette er tilfældet med artikel 3r, stk. 4, i denne forordning, der blev indført ved forordning 2024/1745, som i langt størstedelen af sprogversionerne, bl.a. den bulgarske, den spanske, den engelske, den franske, den kroatiske, den italienske, den lettiske, den litauiske, den maltesiske, den portugisiske, den rumænske, den slovakiske og den finske sprogversion, nævner registreringslandet for »involverede økonomiske aktører« i forbindelse med vedtagelsen af nationale regler om due diligence-krav i forbindelse med anvendelsen af forbuddet mod omladning af flydende naturgas med oprindelse i Rusland eller eksporteret fra Rusland.

48

Det følger heraf, at når EU-lovgiver har haft til hensigt at begrænse anvendelsesområdet for en restriktiv foranstaltning til kun at omfatte aktører, der udøver økonomisk virksomhed, har denne gjort dette udtrykkeligt. Dette er imidlertid åbenbart ikke tilfældet for så vidt angår artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014, hvori begrebet »operatør« alene skal forstås med henvisning til den udsendelse af indhold, der er omhandlet i denne bestemmelse, uafhængigt af den pågældende operatørs status og karakteren af dennes virksomhed, uanset om den er økonomisk.

49

I forbindelse med artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 kan den omstændighed, at en person udøver virksomhed af økonomisk karakter og følgelig genererer indtægter eller ej, derfor ikke udgøre et relevant kriterium med henblik på at afgøre, om denne person er omfattet af det forbud, der er fastsat i denne bestemmelse.

50

For det tredje og sidste understøttes den fortolkning, der er redegjort for i denne doms præmis 41, ligeledes af det formål, der forfølges med forordning nr. 833/2014, og navnlig af artikel 2f, stk. 1, heri.

51

I denne henseende skal det bemærkes, at denne bestemmelse blev indført ved forordning 2022/350, der blev vedtaget den 1. marts 2022, med det formål, således som det fremgår af fjerde og femte betragtning hertil, at reagere øjeblikkeligt på Den Russiske Føderations uprovokerede og ubegrundede militære aggression mod Ukraine en uge forinden. For at indføre forbuddet i den omhandlede bestemmelse støttede Rådet sig på Det Europæiske Råds opfordring til Rusland den 24. februar 2022 om at standse dette lands desinformationskampagne samt på Rådets egne konklusioner af 10. maj 2021, ifølge hvilke der er et behov for at styrke Unionens og medlemsstaternes modstandsdygtighed og deres evne til at imødegå hybride trusler, herunder desinformation, samt mulige reaktioner på hybride trusler, herunder bl.a. udenlandsk indblanding og påvirkningsoperationer.

52

Det fremgår desuden af en samlet læsning af sjette til tiende betragtning til forordning 2022/350, at forbuddet mod udsendelse i artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 forfølger et dobbelt formål. Dels har den til formål at beskytte Unionens offentlige orden og sikkerhed, som er truet af den systematiske internationale kampagne for manipulation af medierne og fordrejning af fakta og propaganda, der er blevet kanaliseret gennem en række medieforetagender under Den Russiske Føderations ledelses permanente direkte eller indirekte kontrol, og som har til formål at destabilisere nabolandene, Unionen og dens medlemsstater samt at retfærdiggøre, støtte og fremme den militære aggression mod Ukraine. Dels indgår det nævnte forbud inden for rammen af de formål, der forfølges med den reaktionsmekanisme, som Unionen har indført ved vedtagelsen af nye restriktive foranstaltninger med henblik på at lægge yderligere pres på Den Russiske Føderation, med henblik på at denne bringer sin militære aggression mod Ukraine og mere generelt dens handlinger og politikker, der destabiliserer dette tredjeland, til ophør.

53

En fortolkning af artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 som den, K og R har anført i deres skriftlige indlæg for Domstolen, hvorefter det forbud, der er fastsat i denne bestemmelse, kun bør finde anvendelse på fysiske eller juridiske personer, der udøver erhvervsmæssig virksomhed, og som arbejder med gevinst for øje, ville imidlertid fratage dette forbud dets effektive virkning og være i strid med de formål, der er nævnt i denne doms foregående præmis. En sådan fortolkning ville nemlig gøre det muligt for operatører, der ikke modtager nogen indtægter fra udnyttelsen af deres websted, frit at udsende det indhold, der er omhandlet i den nævnte bestemmelse, og således aktivt bidrage til mediebaserede desinformationskampagner og destabiliseringskampagner, der er underlagt Den Russiske Føderations ledelses permanente direkte eller indirekte kontrol, og som derfor truer Unionens offentlige orden og sikkerhed.

54

Det skal ligeledes, i lighed med hvad generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 60 og 62 i forslaget til afgørelse, bemærkes, at finansieringen af websteder som den i hovedsagen omhandlede gennem frivillige bidrag fra tredjemand i princippet gør det vanskeligere at spore finansieringens oprindelse og dermed den eventuelle påvirkning af det udsendte indhold. Denne konfiguration kan således direkte eller indirekte lette udenlandske interessers, herunder tredjelandes, indblanding i udsendelsen af medieindhold og kan derfor øge risikoen for, at et sådant websted anvendes til at formidle Den Russiske Føderations propagandakampagne, som forordning nr. 833/2014 tilsigter at forbyde.

55

Desuden kan R’s fortolkning, hvorefter der med henblik på fortolkningen af begrebet »operatør« som omhandlet i artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 kun skal tages hensyn til udsendelsesaktiviteter, der har en vis varighed, og ikke isolerede udsendelser eller udsendelser med begrænset rækkevidde, ikke tiltrædes.

56

Det skal i denne henseende fastslås, at hverken denne bestemmelse eller denne forordning fastsætter, at der skal tages hensyn til omfanget eller varigheden af den foretagne udsendelse med henblik på at vurdere, om en person er omfattet af begrebet »operatør«. En sådan fortolkning ville under alle omstændigheder kunne fremme en omgåelse af den nævnte bestemmelse, der består i kunstigt at opsplitte aktiviteterne med spredning af det indhold, der er omfattet af denne bestemmelse.

57

Ud fra dette perspektiv er det kun en fortolkning af begrebet »operatør« som omhandlet i artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014, som hverken afhænger af, om udsendelsesaktiviteten er kommerciel karakter, eller af dennes finansieringsmåde eller af omfanget eller varigheden af den foretagne udsendelse, der kan føre til en løsning, der er i overensstemmelse med formålet med denne bestemmelse, nemlig at forhindre udsendelsen af den propaganda, der iværksættes af Den Russiske Føderation, og dermed beskytte Unionens offentlige orden og sikkerhed.

58

Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 2f, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 skal fortolkes således, at en fysisk person, der driver et websted ved dér at udsende indhold fra juridiske personer, enheder eller organer, der er opført i bilag XV til denne forordning, og som fra driften af dette websted kun oppebærer indtægter fra frivillige bidrag fra tredjemand i form af donationer eller gaver, er omfattet af begrebet »operatør« som omhandlet i denne bestemmelse.

59

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 2f, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, som ændret ved Rådets forordning (EU) 2022/350 af 1. marts 2022,

skal fortolkes således, at

en fysisk person, der driver et websted ved dér at udsende indhold fra juridiske personer, enheder eller organer, der er opført i bilag XV til forordning nr. 833/2014, som ændret, og som fra driften af dette websted kun oppebærer indtægter fra frivillige bidrag fra tredjemand i form af donationer eller gaver, er omfattet af begrebet »operatør« som omhandlet i denne bestemmelse.