⚖️ RKLAW
Log in
← Decisions Details
⬇ PDF Original ↗
EU EU-Domstolen 2026-10-15 C-120/25

Verband Wirtschaft im Wettbewerb, Verein für Lauterkeit in Handel und Industrie e.V. mod PAYBACK GmbH (C-120/25)

Verband Wirtschaft im Wettbewerb, Verein für Lauterkeit in Handel und Industrie e.V. mod PAYBACK GmbH

Summary

Præjudiciel forelæggelse – energi – energimærkning – forordning (EU) 2017/1369 – artikel 2, nr. 13) – begrebet »forhandler« – begreberne »udstill[ing]« og »erhvervsvirksomhed« – artikel 2, nr. 16) – begrebet »kunde« – artikel 6, stk. 1, litra a) – forpligtelse til at henvise til et produkts energieffektivitetsklasse og de tilgængelige effektivitetsklasser på mærket i visuel reklame – begrebet »visuel reklame« – lodtrækning på internettet – arrangør af en lodtrækning på internettet med et fjernsyn som gevinst – delegeret forordning (EU) 2019/2013 – artikel 4, litra d)

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 2, nr. 13), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

15. oktober 2026 (*)

» Præjudiciel forelæggelse – energi – energimærkning – forordning (EU) 2017/1369 – artikel 2, nr. 13) – begrebet »forhandler« – begreberne »udstill[ing]« og »erhvervsvirksomhed« – artikel 2, nr. 16) – begrebet »kunde« – artikel 6, stk. 1, litra a) – forpligtelse til at henvise til et produkts energieffektivitetsklasse og de tilgængelige effektivitetsklasser på mærket i visuel reklame – begrebet »visuel reklame« – lodtrækning på internettet – arrangør af en lodtrækning på internettet med et fjernsyn som gevinst – delegeret forordning (EU) 2019/2013 – artikel 4, litra d) «

I sag C-120/25,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) ved afgørelse af 23. januar 2025, indgået til Domstolen den 5. februar 2025, i sagen

Verband Wirtschaft im Wettbewerb, Verein für Lauterkeit in Handel und Industrie eV

mod

PAYBACK GmbH,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen, og dommerne S. Gervasoni, A. Kumin, I. Ziemele og M. Bošnjak (refererende dommer),

generaladvokat: T. Ćapeta,

justitssekretær: V. Di Bucci,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Verband Wirtschaft im Wettbewerb Verein für Lauterkeit in Handel und Industrie eV ved Rechtsanwältin A. Stocks,

–        PAYBACK GmbH ved Rechtsanwalt T. Schafft,

–        Europa-Kommissionen ved T.S. Bohr og B. De Meester, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 26. februar 2026,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, nr. 13), og artikel 6, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU (EUT 2017, L 198, s. 1) samt artikel 4, litra d), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2013 af 11. marts 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 for så vidt angår energimærkning af elektroniske skærme og om ophævelse af Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2010 (EUT 2019, L 315, s. 1).

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Verband Wirtschaft im Wettbewerb, Verein für Lauterkeit in Handel und Industrie eV (herefter »Verband Wirtschaft im Wettbewerb«) og PAYBACK GmbH (herefter »Payback«), et selskab der gør brug af et multipartnerloyalitetsprogram, vedrørende en påstand om, at sidstnævnte tilpligtes at ophøre med at reklamere for en lodtrækning i et nyhedsbrev på internettet, hvori der hverken er angivet energieffektivitetsklassen for et fjernsyn, der er udlovet som gevinst i denne lodtrækning, eller energieffektivitetsklasserne for denne type af produkter, således som disse er angivet på dette fjernsyns energimærke.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Forordning 2017/1369

3        Følgende fremgår af 2., 8., 10., 20. og 21. betragtning til forordning 2017/1369:

»(2)      Energimærkning gør det muligt for kunderne at træffe informerede valg baseret på energirelaterede produkters energiforbrug. Oplysninger om effektive og bæredygtige energirelaterede produkter yder et væsentligt bidrag til energibesparelser og til at mindske energiregninger og fremmer samtidig innovation og investeringer i fremstillingen af mere energieffektive produkter. Forbedring af energirelaterede produkters effektivitet gennem informerede kundevalg og harmonisering af relaterede krav på [Den Europæiske Unions] plan er også til gavn for producenterne, industrien og Unionens økonomi som helhed.

[...]

(8)      Forbedring af produkters energirelaterede effektivitet gennem informerede kundevalg gavner Unionens økonomi, reducerer energiefterspørgslen og giver kunderne besparelser på energiregninger, bidrager til innovation og investering i energieffektivitet og giver de industrier, der udvikler og fremstiller de mest energieffektive produkter, mulighed for at få en konkurrencefordel. Det bidrager desuden til opfyldelsen af Unionens energieffektivitetsmål for 2020 og 2030 og Unionens miljø- og klimaændringsmål. Derudover er bestræbelsen at opnå en positiv indvirkning på miljøpræstationerne for energirelaterede produkter og dele deraf, herunder brug af andre ressourcer end energi.

[...]

(10)      Forelæggelsen af præcise, relevante og sammenlignelige oplysninger om energirelaterede produkters specifikke energiforbrug letter kundens valg til fordel for produkter, der forbruger mindre energi og andre væsentlige ressourcer i brugsfasen. [...]

[...]

(20)      Når et mærke for et produkt reskaleres, bør forvirring hos kunderne undgås ved at udskifte mærkerne på de pågældende produkter, der vises i forretninger, inden for kort tid og ved at tilrettelægge passende forbrugeroplysningskampagner, der tydeligt angiver, at der er indført en ny version af mærket.

(21)      Hvis et mærke er reskaleret, bør leverandørerne levere både de eksisterende og de reskalerede mærker til forhandlerne i en vis periode. Udskiftning af de eksisterende mærker på udstillede produkter, herunder på internettet, med de reskalerede mærker bør ske hurtigst muligt efter den udskiftningsdato, der er fastsat i den delegerede retsakt om det reskalerede mærke. [...]«

4        Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« fastsætter i stk. 1:

»Denne forordning fastlægger en ramme, der gælder for energirelaterede produkter [...], der bringes i omsætning på markedet eller tages i brug. Den indeholder bestemmelser om mærkning af disse produkter og forelæggelse af standardiserede produktoplysninger vedrørende deres energieffektivitet, forbrug af energi og af andre ressourcer under anvendelse samt supplerende oplysninger om produkter, hvorved kunderne får mulighed for at vælge mere effektive produkter med henblik på at reducere deres energiforbrug.«

5        Nævnte forordnings artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer i nr. 13) og 16):

»I denne forordning forstås ved:

[...]

13)      »forhandler«: en detailhandler eller anden fysisk eller juridisk person, som udbyder til salg, udlejer, sælger på afbetaling eller udstiller produkter til kunder eller installatører som led i erhvervsvirksomhed, mod eller uden vederlag

[...]

16)      »kunde«: En fysisk eller juridisk person, der køber, lejer eller modtager et produkt til eget brug, uanset om denne handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession.«

6        Samme forordnings artikel 5 med overskriften »Forhandlerens forpligtelser« fastsætter i stk. 1, litra a):

»1.      Forhandleren:

a)      viser på en synlig måde, herunder ved online fjernsalg, det mærke, som er leveret af leverandøren eller stillet til rådighed [...]«

7        Artikel 6 i forordning 2017/1369 med overskriften »Andre forpligtelser for leverandører og forhandlere« bestemmer i stk. 1, litra a):

»Leverandøren og forhandleren:

a)      henviser til produktets energieffektivitetsklasse og de tilgængelige effektivitetsklasser på mærket i visuel reklame eller teknisk salgsmateriale for en bestemt model i overensstemmelse med den relevante delegerede retsakt.«

8        Artikel 11 i forordning 2017/1369 med overskriften »Procedure for indførelse og reskalering af mærker« fastsætter i stk. 4 og 13:

»4.      Med henblik på at sikre en ensartet skala fra A til G vedtager [Europa-Kommissionen] [...] delegerede retsakter i henhold til denne forordnings artikel 16 med henblik på at supplere denne forordning ved at indføre reskalerede mærker [...], med det formål at vise de reskalerede mærker både i forretninger og på internettet 18 måneder efter datoen for ikrafttrædelse af de delegerede retsakter vedtaget i overensstemmelse med denne forordning.

[...]

13.      Når et mærke reskaleres i henhold til stk. 1 eller 3:

[...]

c)      skal forhandleren udskifte de eksisterende mærker på udstillede produkter, både i forretninger og på internettet [...]«

9        Dette direktivs artikel 16 med overskriften »Delegerede retsakter« bestemmer i stk. 3, litra b):

»Delegerede retsakter vedrørende specifikke produktgrupper skal navnlig specificere:

[...]

b)      udformningen og indholdet af mærket, herunder en skala fra A til G, som viser energiforbruget, skal så vidt muligt have en ensartet udformning for alle produktgrupper og i alle tilfælde være klart synlig og læselig. Energiklassificeringens trin A til G skal svare til betydelige energi- og omkostningsbesparelser og passende produktdifferentiering set fra kundens synspunkt. Det skal også specificeres, hvordan energiklassificeringens trin A til G og eventuelt energiforbruget får en fremtrædende placering på mærket.«

 Delegeret forordning 2019/2013

10      Artikel 2, nr. 20), i delegeret forordning 2019/2013 har følgende ordlyd:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

20)      »salgssted«: lokalitet, hvor elektroniske skærme udstilles eller udbydes til salg, leje eller køb på afbetaling.«

11      Denne delegerede forordnings artikel 4 med overskriften »Forhandlerens forpligtelser« bestemmer i litra d):

»Forhandlerne sørger for følgende:

[...]

d)      enhver visuel reklame for en bestemt elektronisk skærmmodel, herunder på internettet, indeholder modellens energieffektivitetsklasse og de eksisterende effektivitetsklasser som angivet på mærket, jf. bilag VII.«

 Direktiv 2005/29/EF

12      Artikel 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT 2005, L 149, s. 22), fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

d)      »virksomheders handelspraksis over for forbrugerne« [...]: en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.«

13      Dette direktivs artikel 7, der har overskriften »Vildledende udeladelser«, bestemmer i stk. 1 og 5:

»1.      En handelspraksis betragtes som vildledende, hvis den i sin faktuelle sammenhæng, idet der tages hensyn til alle elementer og forhold og begrænsningerne ved kommunikationsmediet, udelader væsentlige oplysninger, som gennemsnitsforbrugeren har behov for i den pågældende situation for at træffe en informeret transaktionsbeslutning, og derved foranlediger gennemsnitsforbrugeren eller kan forventes at foranledige denne til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet.

[...]

5.      Oplysningskrav, som er fastlagt i fællesskabslovgivningen i forbindelse med kommerciel kommunikation, herunder reklame eller markedsføring, og som er anført i en ikke-udtømmende fortegnelse i bilag II, betragtes som væsentlige.«

 Direktiv 2010/30/EU

14      Følgende anførtes i 14. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19. maj 2010 om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger (EUT 2010, L 153, s. 1):

»Energirelaterede produkter, som under deres anvendelse direkte eller indirekte påvirker forbruget af energi eller i givet fald andre væsentlige ressourcer betydeligt, og som rummer tilstrækkelige muligheder for forbedring af effektiviteten, bør omfattes af en delegeret retsakt, når oplysninger tilvejebragt ved mærkning kan tilskynde slutbrugerne til at købe mere effektive produkter.«

15      Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsatte i litra g):

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

g)      »forhandler«: en detailhandler eller anden person, som sælger, udlejer, sælger på afbetaling eller udstiller produkter, der er bestemt til slutbrugeren.«

16      Nævnte direktivs artikel 10 med overskriften »Delegerede retsakter« bestemte i stk. 1, tredje afsnit:

»Delegerede retsakter skal indeholde bestemmelser om etikettens og databladets oplysninger om forbruget af energi og andre væsentlige ressourcer under anvendelsen, som sætter slutbrugerne i stand til at træffe mere velinformerede købsafgørelser, og som sætter markedstilsynsmyndighederne i stand til at kontrollere, om produkterne lever op til de anførte oplysninger.«

 Tysk ret

17      § 5a, stk. 2 og 4, i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (lov om illoyal konkurrence) af 3. juli 2004 (BGBl. 2004 I, s. 1414) i den affattelse, der var gældende indtil den 27. maj 2022, samt denne lovs §§ 5a og 5b, som ændret ved Gesetz zur Stärkung des Verbraucherschutzes im Wettbewerbs- und Gewerberecht (lov om styrket forbrugerbeskyttelse inden for konkurrence- og erhvervslovgivningen) af 10. august 2021 (BGBl. 2021 I, s. 3504), der trådte i kraft den 28. maj 2022, definerer betingelserne for illoyal konkurrence.

18      § 5a, stk. 2, første punktum, i lov om illoyal konkurrence i den affattelse, der var gældende indtil den 27. maj 2022, samt denne lovs § 5a, stk. 1, i den affattelse, der var gældende fra den 28. maj 2022, har til formål at gennemføre artikel 7, stk. 1, i direktiv 2005/29 i tysk ret.

 Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

19      Payback er et selskab, der forvalter et multipartnerbonusprogram benævnt »PAYBACK«. Dette program gør det muligt at fremme kundeloyalitet og at tiltrække kunder fra forretningspartnere, der deltager i programmet. Når brugerne af det nævnte program foretager køb hos en deltagende forretningspartner, kan programmet, når et vist antal point er nået, yde rabat på disse køb i form af »PAYBACK-point«, som kan anvendes til at betale disse forretningspartnere.

20      Verband Wirtschaft im Wettbewerb er en forening til beskyttelse af konkurrencen. I henhold til lov om illoyal konkurrence kan foreningen gribe ind for at bringe illoyal konkurrence til ophør.

21      Den 1. februar 2022 promoverede Payback en lodtrækning i sit nyhedsbrev på internettet, hvori der blev angivet »en ny gevinst hver dag, f.eks. 2 x Samsung QLED 4K TV Q80a, 75 tommer«. Denne angivelse var ledsaget af et billede af det omhandlede fjernsyn og af en tabel over gevinster.

22      Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at hverken energieffektivitetsklassen for det i hovedsagen omhandlede fjernsyn eller energieffektivitetsklasserne for denne gruppe af produkter var angivet i dette nyhedsbrev på internettet, på billedet af fjernsynet eller i den nævnte tabel over gevinster.

23      Efter at Verband Wirtschaft im Wettbewerb forgæves havde sendt en åbningsskrivelse til Payback, hvorved Payback i det væsentlige blev anmodet om at bringe en sådan praksis til ophør, anlagde foreningen sag ved Landgericht München I (den regionale ret i første instans i München I, Tyskland).

24      Denne ret afsagde en udeblivelsesdom, hvorved Payback bl.a. blev tilpligtet at ophøre med enhver visuel reklame for en bestemt elektronisk skærmmodel uden at oplyse hverken energieffektivitetsklassen eller de tilsvarende effektivitetsklasser på energimærket på denne skærmmodel i den i loven foreskrevne grafiske præsentation i form af en pil.

25      Efter en indsigelse fra Payback stadfæstede denne ret udeblivelsesdommen.

26      Payback iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Oberlandesgericht München (den regionale appeldomstol i München, Tyskland), som ophævede den nævnte dom og forkastede det af Verband Wirtschaft im Wettbewerb anlagte søgsmål.

27      Denne domstol fastslog, at de omtvistede oplysningskrav vedrører kommerciel kommunikation som omhandlet i lov om illoyal konkurrence. Ifølge denne ret er Payback imidlertid ikke »forhandler« som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 og dermed ikke forpligtet til at overholde de krav, der følger af denne forordnings artikel 6, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 4, litra d), i delegeret forordning 2019/2013. I denne henseende fandt nævnte ret, at en lodtrækning ikke tjener til at udbyde eller udstille de produkter, der bliver udloddet. Desuden har begrebet »uden vederlag«, der er nævnt i definitionen af begrebet »forhandler«, ikke til formål at udvide kredsen af forhandlere ud over dem, der udbyder til salg, udlejer, sælger på afbetaling eller udstiller produkter til kunder eller installatører. Endelig fandt denne ret, at kunderne ved at deltage i lodtrækningen ikke valgte et produkt, men udelukkende besluttede at deltage i lodtrækningen.

28      Verband Wirtschaft im Wettbewerb har iværksat revisionsanke ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), som er den forelæggende ret, til prøvelse af dommen afsagt af Oberlandesgericht München (den regionale appeldomstol i München) med påstand om ophævelse af den dom og stadfæstelse af dommen fra Landgericht München I (den regionale ret i første instans i München I). Verband Wirtschaft im Wettbewerb har i det væsentlige gjort gældende, at begreberne »salg«, »udlej[ning]« og »sælger på afbetaling« som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 skal fortolkes bredt. Enhver form for økonomisk aktivitet er således tilstrækkelig til, at en detailhandler eller en anden fysisk eller juridisk person kan anses for forhandler i denne bestemmelses forstand.

29      Ifølge Verband Wirtschaft im Wettbewerb fremgår det af den klare ordlyd af artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369, at denne bestemmelse ligeledes omfatter aftaler uden vederlag og salg uden vederlag, dvs. en gave som den i den foreliggende sag omhandlede. Den omstændighed, at udtrykket »unentgeltlich« (uden vederlag) i den tyske sprogversion af den nævnte bestemmelse ikke kun vedrører udstilling af produkter, men alle former for aktivitet, herunder køb, understøttes bl.a. af den engelske sprogversion af samme bestemmelse, hvori sætningsleddet, der angiver en mulig vederlagsfri karakter (»whether or not in return for payment«), er placeret i slutningen af definitionen af begrebet »forhandler«, som er adskilt fra resten af denne definitions tekst ved hjælp af et komma.

30      Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det med henblik på at afgøre den tvist, der er indbragt for den, er nødvendigt at fastslå, om arrangøren af en lodtrækning, der udlover gevinster, skal anses for »forhandler« som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 og som sådan underlagt de krav, der fremgår af denne forordnings artikel 6, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 4, litra d), i delegeret forordning 2019/2013.

31      I denne henseende har den forelæggende ret for det første anført, at begrebet »uden vederlag« ikke blot er fremmed for tysk civilret, men også for EU-retten. Hvad angår sidstnævnte har den forelæggende ret fremhævet, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF (EUT 2019, L 136, s. 28), for at en aftale kan anses for at være en købsaftale, kræver betaling af en pris eller en forpligtelse til at betale prisen.

32      Hvad for det andet angår begrebet »kunde« som defineret i artikel 2, nr. 16), i forordning 2017/1369 har den forelæggende ret medgivet, at modtagelsen af et produkt som omhandlet i denne bestemmelse ikke indebærer nogen modydelse. Ifølge den forelæggende ret kan det imidlertid ikke af denne manglende modydelse udledes, at EU-lovgiver, for så vidt angår begrebet »salg« som omhandlet i denne forordnings artikel 2, nr. 13), har overvejet muligheden for, at der ikke betales nogen modydelse.

33      For det tredje er den forelæggende ret af den opfattelse, at de formål, der forfølges med forordning 2017/1369, nemlig dels at oplyse forbrugerne om de pågældende apparaters energieffektivitet ved deres anvendelse og om energirelaterede produkters energiforbrug, dels at gøre det muligt for forbrugeren at træffe informerede valg til fordel for produkter, der forbruger mindre energi, kunne tale for en bred fortolkning af begreberne »salg«, »udlej[ning]« og »[salg] på afbetaling« som omhandlet i denne forordning.

34      For det fjerde har den forelæggende ret anført, at sætningsleddet »mod eller uden vederlag« i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 kan fortolkes således, at det ikke vedrører salg, udlejning eller salg på afbetaling som omhandlet i denne bestemmelse, men den omstændighed, at et produkt »udstille[s]« eller »udbyde[s]«. I et sådant tilfælde er det tilstrækkeligt, for at en person handler som »forhandler«, at vedkommende udstiller eller udbyder et produkt, mod eller uden vederlag, med henblik på at foretage et salg, en udlejning eller et salg på afbetaling. Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag, eftersom det i hovedsagen omhandlede fjernsyn hverken blev udbudt til salg, udlejning eller salg på afbetaling.

35      I femte række har den forelæggende ret tilføjet, at det er muligt, at der skal sondres mellem den situation, hvor en person »udstiller« produktet, og den situation, hvor en person »udbyder« produktet til salg, udlejning eller salg på afbetaling. Såfremt dette er tilfældet, finder disse øvrige elementer i definitionen af begrebet »forhandler« som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 ikke anvendelse på den person, der »udstiller« et produkt i denne bestemmelses forstand.

36      På den baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

»Skal en person, som i forbindelse med [en lodtrækning på internettet] udlover et fjernsyn som gevinst, for så vidt angår dette [fjernsyn] anses for »forhandler« som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i [forordning 2017/1369], og er den pågældende derfor forpligtet til at opfylde de krav, der fremgår af artikel 6, [stk. 1], litra a), i [forordning 2017/1369][,] sammenholdt med artikel 4, litra d), i [delegeret forordning 2019/2013]?«

 Om det præjudicielle spørgsmål

37      Den forelæggende ret ønsker med sit eneste spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 skal fortolkes således, at en person, der som led i sin erhvervsvirksomhed arrangerer en lodtrækning på internettet og udlover et fjernsyn som gevinst, skal anses for »forhandler« som omhandlet i denne bestemmelse, således at vedkommende er forpligtet til at overholde de krav, der fremgår af denne forordnings artikel 6, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 4, litra d), i delegeret forordning 2019/2013.

38      Indledningsvis skal det fremhæves, at det er ubestridt, at et fjernsyn er et »energirelateret produkt« som omhandlet i forordning 2017/1369.

39      I overensstemmelse med Domstolens faste praksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse tages hensyn til dennes ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 17.11.1983, Merck, 292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og af 1.8.2025, Alace og Canpelli, C-758/24 og C-759/24, EU:C:2025:591, præmis 91).

 Ordlydsfortolkning

40      Ifølge ordlyden af artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 omfatter begrebet »forhandler« en »detailhandler eller anden fysisk eller juridisk person, som udbyder til salg, udlejer, sælger på afbetaling eller udstiller produkter til kunder eller installatører som led i erhvervsvirksomhed, mod eller uden vederlag«.

41      I denne henseende bemærkes, at der er en forskel i affattelsen af den tyske sprogversion af denne bestemmelse og flere andre sprogversioner heraf, såsom den græske, den engelske, den franske, den italienske og den slovenske version af den nævnte bestemmelse.

42      I den tyske sprogversion har artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 således følgende ordlyd: »»Händler« bezeichnet einen Einzelhändler oder eine andere natürliche oder juristische Person, die im Rahmen einer Geschäftstätigkeit entgeltlich oder unentgeltlich Produkte an bzw. für Kunden oder Errichter zum Kauf, zur Miete oder zum Ratenkauf anbietet oder ausstellt.« I denne sprogversion af bestemmelsen synes såvel udbuddet af et produkt som den virksomhed, der består i at udstille produktet, at være knyttet til målet om, at produktet sælges, udlejes eller sælges på afbetaling.

43      Andre sprogversioner af den nævnte bestemmelse, såsom den græske, den engelske, den italienske og den slovenske version, forekommer derimod at sondre mellem udbuddet af et produkt og udstillingen heraf. Ifølge den græske sprogversion (»[νοείται ως] »έμπορος«: ο λιανοπωλητής ή κάθε άλλο φυσικό ή νομικό πρόσωπο που προσφέρει προς πώληση, μίσθωση ή μίσθωση-αγορά ή εκθέτει προϊόντα σε πελάτες ή εγκαταστάτες στο πλαίσιο εμπορικής δραστηριότητας, είτε επί πληρωμή είτε δωρεάν«), den engelske sprogversion (»»dealer« means a retailer or other natural or legal person who offers for sale, hire, or hire purchase, or displays products to customers or installers in the course of a commercial activity, whether or not in return for payment«), den italienske sprogversion (»[si intende per] »distributore«, il dettagliante o altra persona fisica o giuridica che offre in vendita, noleggio, oppure locazione-vendita o espone prodotti ai clienti o installatori nel corso di un’attività commerciale, a titolo oneroso o meno«) og den slovenske sprogversion (»»trgovec« pomeni prodajalca na drobno ali drugo fizično ali pravno osebo, ki izdelke strankam ponuja naprodaj, v najem ali v nakup s pridržanim lastništvom ali jih razstavlja, ali monterje, ki izvajajo gospodarsko dejavnost, bodisi odplačno ali neodplačno«) af samme bestemmelse er en »forhandler« en person, som udbyder til salg, udlejer, sælger på afbetaling eller udstiller produkter som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag.

44      Den franske sprogversion af artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 er affattet på en måde, der kan sammenlignes med disse sprogversioner, eftersom forhandleren defineres som »un détaillant ou une autre personne physique ou morale qui vend, loue, offre en location-vente ou expose des produits à l’intention des clients ou des installateurs dans le cadre d’une activité commerciale, à titre onéreux ou gratuit« (en detailhandler eller en anden fysisk eller juridisk person, der sælger, udlejer, udbyder til salg på afbetaling eller udstiller produkter til kunder eller installatører som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag), uden at udtrykket »udbyder« imidlertid sættes i direkte forbindelse med salg eller udlejning af produktet.

45      Det fremgår således af ordlyden af artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 i den tyske sprogversion, at »udstill[ing]« af produkter medfører, at en person anses for »forhandler«, når denne udstilling sker som led i erhvervsvirksomhed og med henblik på salg, udlejning eller salg på afbetaling af dette produkt, idet disse to betingelser er kumulative, selv om det følger af denne bestemmelses ordlyd i de øvrige sprogversioner, der er nævnt i nærværende doms præmis 43 og 44, at udstillingen af et produkt som led i erhvervsmæssig virksomhed er tilstrækkelig med henblik på denne kvalificering.

46      Det skal derimod bemærkes, at præciseringen »mod eller uden vederlag« i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 i alle sprogversionerne af denne bestemmelse henviser til både salg, udlejning, salg på afbetaling og udstilling.

47      Det kan derfor ikke udelukkes, når henses til ordlyden af artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369, at begrebet »forhandler« som omhandlet i denne bestemmelse kan fortolkes således, at det omfatter personer, der udstiller et energirelateret produkt som led i erhvervsvirksomhed af andre grunde end for at opnå en økonomisk modydelse.

48      Det skal ikke desto mindre bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en EU-retlig bestemmelse bl.a. i tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner skal fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (dom af 27.10.1977, Bouchereau, 30/77, EU:C:1977:172, præmis 14, og af 4.9.2025, Hakam, C-203/24, EU:C:2025:662, præmis 34).

49      En EU-retlig bestemmelses tilblivelseshistorie kan ligeledes give relevante elementer med henblik på dens fortolkning (dom af 8.5.2025, Provincie Oost-Vlaanderen og Sogent, C-236/24, EU:C:2025:321, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

 Formålet med og tilblivelseshistorien for forordning 2017/1369

50      Hvad angår de formål, der forfølges med forordning 2017/1369, fremgår det af forordningens artikel 1, at denne forordning indeholder bestemmelser om mærkning af energirelaterede produkter for at give kunderne mulighed for at vælge mere effektive produkter med henblik på at reducere deres energiforbrug.

51      Det følger desuden af anden og tiende betragtning til forordning 2017/1369, at formålene med forordningen bl.a. er at forelægge præcise, relevante og sammenlignelige oplysninger om energirelaterede produkters energiforbrug med henblik på at gøre det muligt for kunderne at træffe informerede valg og lette deres valg til fordel for produkter, der forbruger mindre energi, samt at fremme innovation og investeringer i fremstillingen af mere energieffektive produkter.

52      Som generaladvokaten har anført i punkt 64 og 76 i forslaget til afgørelse, skal det bemærkes, at kunderne tillægger oplysninger om et produkts energimæssige ydeevne en stor betydning, når de skal beslutte, om de vil købe eller bruge produktet, og de kan således blive afskrækket fra at købe mindre energieffektive produkter, som sandsynligvis vil medføre højere driftsomkostninger. Desuden har energimærkningskravene til formål at belønne de produkter, der har den bedste ydeevne, gennem obligatorisk klassificering, ved at give virksomheder, der tilbyder mere energieffektive produkter, en fordel som frontløbere.

53      En indskrænkende fortolkning af begrebet »forhandler« som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369, således at det udelukker personer, der udstiller et energirelateret produkt som led i erhvervsvirksomhed af andre grunde end for at opnå en økonomisk modydelse, ville imidlertid risikere at svække virkeliggørelsen af disse formål.

54      Det skal i øvrigt præciseres, at de formål, der er nævnt i denne doms præmis 51, indgår i en bredere sammenhæng. Det fremgår i denne henseende af ottende betragtning til forordning 2017/1369, at forbedring af produkters energirelaterede effektivitet gennem informerede kundevalg bidrager til opfyldelsen af Unionens energieffektivitetsmål for 2020 og 2030 og Unionens miljø- og klimaændringsmål. Derudover er bestræbelsen at opnå en positiv indvirkning på miljøpræstationerne for energirelaterede produkter.

55      Som generaladvokaten i det væsentlige har fremhævet i punkt 83 i forslaget til afgørelse, afhænger virkeliggørelsen af disse bredere miljøbeskyttelsesmål af virkningen med hensyn til at afskrække kunderne fra at anvende mindre energieffektive produkter og tilskynde virksomhederne til at prioritere fremstillingen af mere energieffektive produkter.

56      Det følger heraf, at begrebet »forhandler« som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 med henblik på at sikre den fulde virkning af de formål, der forfølges med den energimærkningsordning, der er indført ved denne forordning, skal fortolkes således, at det omfatter personer, der udstiller et energirelateret produkt som led i erhvervsvirksomhed af andre grunde end for at opnå en økonomisk modydelse.

57      Hvad angår tilblivelseshistorien for forordning 2017/1369 skal det bemærkes, at der under den lovgivningsproces, der førte til vedtagelsen af denne forordning, bl.a. blev foretaget væsentlige ændringer for så vidt angår definitionen af begrebet »forhandler«. Kommissionens forslag COM(2015) 341 final af 15. juli 2015, der førte til vedtagelsen af forordning 2017/1369, definerede således dette begreb som »en detailhandler eller anden person, som sælger, udlejer, sælger på afbetaling eller udstiller produkter til kunder«, uden at henvise til udtrykket »mod eller uden vederlag«. Definitionen af begrebet »forhandler« i det nævnte forslag var således snævrere end den, der er anvendt i forordning 2017/1369.

58      Det fremgår derfor ikke, at EU-lovgiver har ønsket at begrænse anvendelsesområdet af begrebet »forhandler« i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369, således at personer, der udstiller et energirelateret produkt som led i erhvervsvirksomhed af andre grunde end for at opnå en økonomisk modydelse, udelukkes.

 Den generelle opbygning af forordning 2017/1369

59      Med henblik på at besvare det spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, skal det endvidere afgøres, om en forhandler, der som led i sin erhvervsvirksomhed arrangerer en lodtrækning på internettet og udlover et energirelateret produkt som gevinst, skal anses for at »udstill[e]« det omhandlede produkt til en »kunde« som led i »erhvervsvirksomhed« mod eller uden vederlag som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369.

60      Der skal i denne henseende foretages en undersøgelse af denne forordnings generelle opbygning, nærmere bestemt af begreberne »kunde«, »udstiller«, »erhvervsvirksomhed« og »visuel reklame« som omhandlet i den nævnte forordning.

61      For at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar skal det i første række afgøres, om begrebet »kunde« som omhandlet i forordning 2017/1369 omfatter en person, der deltager i en lodtrækning, i forbindelse med hvilken deltagerne kan vinde et energirelateret produkt som gevinst.

62      I overensstemmelse med denne forordnings artikel 2, nr. 16), er en fysisk eller juridisk person, der køber, udlejer eller modtager et produkt, omfattet af begrebet »kunde«.

63      Det skal fastslås, at EU-lovgiver ikke har præciseret, om udtrykket »modtager et produkt« i denne bestemmelse nødvendigvis vedrører en anden form for overdragelse af ejendomsret eller tilrådighedsstillelse af brugsretten til et produkt mod vederlag end salg, udlejning eller salg på afbetaling.

64      Imidlertid skal det fastslås, således som generaladvokaten har fremhævet i punkt 100 i forslaget til afgørelse, at da de vigtigste kontrakter mod vederlag, der vedrører salg og udlejning, allerede er angivet i denne bestemmelse, og i mangel af en specifik præcisering, skal udtrykket »modtager et produkt« ikke fortolkes således, at det er begrænset til den situation, hvor en kunde modtager et produkt fra en forhandler mod vederlag, men at det også omfatter den situation, hvor en kunde modtager et produkt vederlagsfrit.

65      Denne fortolkning understøttes af den omstændighed, at anden og tiende betragtning til forordning 2017/1369 samt artikel 1 heri, som opregner de formål, der forfølges med forordningen, henviser til begrebet »kunde«, idet det, uden at begrebet »køb« nævnes, fremhæves, at formålet med energimærkning er at forelægge præcise, relevante og sammenlignelige oplysninger om energirelaterede produkters energiforbrug, for at »kunderne« kan træffe informerede valg baseret på disse produkters energiforbrug. Ved at fastsætte detaljerede krav til energimærker for specifikke produktgrupper anvender forordning 2017/1369 desuden i artikel 16, stk. 3, litra b), der vedrører energimærkets udformning og indhold, begrebet »kunder«, uden at der henvises til »køb« som sådan.

66      En sådan fortolkning understøttes ligeledes af den omstændighed, at forordning 2017/1369 har erstattet direktiv 2010/30. Sidstnævnte henviste imidlertid ikke til »kunder«, men til »slutbrugere«, der foretog deres »køb«. Dette var bl.a. tilfældet i 14. betragtning til direktivet, i artikel 2, litra g), som definerede begrebet »forhandler«, og i artikel 10, der fastsatte, at »[d]elegerede retsakter skal indeholde bestemmelser om etikettens og databladets oplysninger [...], som sætter slutbrugerne i stand til at træffe mere velinformerede købsafgørelser«. Denne markante forskel i ordlyden af forordning 2017/1369 i forhold til det foregående direktiv 2010/30 afspejler EU-lovgivers ønske om at udvide anvendelsesområdet for energimærkningskravene til også at omfatte personer, der modtager tilsagn om energirelaterede produkter uden vederlag.

67      Henset til det ovenstående skal det fastslås, at begrebet »kunde« som omhandlet i artikel 2, nr. 16), i forordning 2017/1369 omfatter en person, der deltager i en lodtrækning, i forbindelse med hvilken deltagerne kan vinde et energirelateret produkt som gevinst.

68      Det skal i denne henseende tilføjes, at hvis det antages, således som Payback har gjort gældende, at en sådan person kun »modtager« et håb om at vinde et fjernsyn, og ikke selve produktet, ville det, således som generaladvokaten i det væsentlige har fremhævet i punkt 68 i forslaget til afgørelse, svare til at anlægge en snæver fortolkning af dette begreb, der kan bringe virkeliggørelsen af de formål, der forfølges med forordning 2017/1369, i fare.

69      Det skal i anden række afgøres, om et ensidigt løfte om et energirelateret produkt som en gevinst i forbindelse med en lodtrækning på internettet kan betegnes som »udstill[ing]« som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369.

70      For det første definerer denne forordning ikke begrebet »udstill[ing]«. Det skal ganske vist bemærkes, at det følger af den almindelige betydning af ordet »udstilling«, at det har en ensidig karakter. Det løfte, der afgives til deltagerne i en lodtrækning på internettet om et produkt som en gevinst, er netop ensidigt og kan derfor anses for »udstilling« til forskel fra et »salg«, selv »uden vederlag«, som har kontraktmæssig og direkte karakter i forhold til det pågældende produkt.

71      For det andet skal det afgøres, om »udstill[ing]« som omhandlet i denne bestemmelse kan foretages på internettet, eller om det omhandlede produkt nødvendigvis skal udstilles fysisk.

72      I det foreliggende tilfælde fandt Oberlandesgericht München (den regionale appeldomstol i München), at »udstill[ing]« af produktet som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 skal være af fysisk karakter, idet den i denne henseende henviste til 20. betragtning til forordning 2017/1369, som i forbindelse med reskalering af et energimærke vedrørende en produktgruppe henviser til »de pågældende produkter, der vises i forretninger«.

73      Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 117 i forslaget til afgørelse, fremgår det af flere bestemmelser i forordning 2017/1369, at udstilling af et produkt ikke er begrænset til dets fysiske præsentation.

74      I 21. betragtning til forordning 2017/1369 nævnes nemlig udtrykkeligt »udstillede produkter, herunder på internettet«, og denne forordnings artikel 5, stk. 1, litra a), pålægger forhandlerne en forpligtelse til at vise energimærket »på en synlig måde, herunder ved online fjernsalg«. Hvad angår reskalering af energimærker fastsætter nævnte forordnings artikel 11, stk. 4, at disse mærker skal vises »både i forretninger og på internettet«. Desuden henviser denne artikels stk. 13, litra c), til »eksisterende mærker på udstillede produkter, både i forretninger og på internettet«. Sådanne henvisninger forudsætter, at det er muligt, at »udstilling« kan ske på internettet.

75      Begrebet »udstiller« som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 skal derfor fortolkes således, at det omfatter et ensidigt løfte om et energirelateret produkt som gevinst i forbindelse med en lodtrækning på internettet.

76      I tredje række skal det afgøres, om begrebet »erhvervsvirksomhed« i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 skal fortolkes således, at det omfatter udstilling af et energirelateret produkt i forbindelse med en lodtrækning, hvor arrangøren udlover dette produkt som gevinst.

77      I denne henseende skal det først fastslås, at begrebet »erhvervsvirksomhed« ikke er defineret i forordning 2017/1369.

78      Det skal desuden bemærkes, at såfremt en EU-retlig bestemmelse kan fortolkes på flere måder, skal den fortolkning, som kan sikre bestemmelsens effektive virkning, foretrækkes (dom af 7.3.2018, Cristal Union, C-31/17, EU:C:2018:168, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

79      For at sikre de formål, der forfølges med forordning 2017/1369, som anført i nærværende doms præmis 50, 51 og 54, skal begrebet »erhvervsvirksomhed« som omhandlet i denne forordnings artikel 2, nr. 13), fortolkes bredt.

80      Som generaladvokaten har anført i punkt 109 i forslaget til afgørelse, udgør forordning 2017/1369 og delegeret forordning 2019/2013 desuden EU-retsakter, der regulerer særlige aspekter af urimelig handelspraksis som omhandlet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29.

81      I artikel 2, litra d), i direktiv 2005/29 defineres »virksomheders handelspraksis over for forbrugerne«, der er beslægtet med begrebet »erhvervsvirksomhed«, som »en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne«.

82      Det skal fastslås, at denne definition dels afspejler en bred fortolkning af de aktiviteter, der er omfattet af handelspraksis, dels udtrykkeligt henviser til »promovering« og »udbud« af et produkt som særskilte begreber i forhold til »salg«. Eftersom udbud af et produkt til forbrugerne mod vederlag henhører under »salg«, skal det fastslås, at begrebet »udbud« som omhandlet i artikel 2, litra d), i direktiv 2005/29 omfatter udbud af et produkt uden modydelse.

83      For at sikre sammenhæng og ensartethed i fortolkningen af EU-retten, og i betragtning af den tætte forbindelse mellem forordning 2017/1369 og direktiv 2005/29, således som det er anført i denne doms præmis 80, skal begrebet »erhvervsvirksomhed« som omhandlet i denne forordning fortolkes i overensstemmelse med begrebet »handelspraksis« som defineret i dette direktivs artikel 2, litra d). Begrebet »erhvervsvirksomhed« skal derfor fortolkes således, at det omfatter »udbud« af et produkt uden modydelse eller »promovering« heraf.

84      Denne fortolkning understøttes desuden af den omstændighed, at begrebet »kunde« som omhandlet i forordning 2017/1369, således som det fremgår af nærværende doms præmis 64, bl.a. omfatter den situation, hvor en kunde modtager et produkt uden vederlag.

85      Det skal præciseres, at en sådan fortolkning, i modsætning til hvad Payback har gjort gældende, ikke kan føre til, at ethvert medie, der omtaler et energirelateret produkt i en reportage, vil blive underlagt kravene om energimærkning. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 113 i forslaget til afgørelse, gør en fortolkning af begrebet »erhvervsvirksomhed« som omhandlet i forordning 2017/1369, i lyset af definitionen af begrebet »handelspraksis« som omhandlet i artikel 2, litra d), i direktiv 2005/29, det nemlig muligt at foretage en klar sondring mellem den blotte omtale af et produkt i forbindelse med en mediereportage eller til information og omtalen af et produkt i direkte forbindelse med salg, promovering eller udbud af dette produkt (jf. i denne retning dom af 17.10.2013, RLvS, C-391/12, EU:C:2013:669, præmis 37), som forudsætter, at mærkningskravene overholdes.

86      Det skal derfor fastslås, at udstillingen af et energirelateret produkt i forbindelse med en lodtrækning, hvor arrangøren udlover dette produkt som gevinst, er omfattet af begrebet »erhvervsvirksomhed« som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369.

87      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at en forhandler, der som led i sin erhvervsvirksomhed arrangerer en lodtrækning på internettet og udlover et energirelateret produkt som gevinst, skal anses for at »udstill[e]« dette produkt for en »kunde« som led i »erhvervsvirksomhed« mod eller uden vederlag som omhandlet i artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369.

88      En person, der, som det er tilfældet i hovedsagen, som led i sin erhvervsvirksomhed arrangerer en lodtrækning på internettet og udlover et fjernsyn som en gevinst, skal således, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, anses for »forhandler« i denne bestemmelses forstand.

89      Hvad i fjerde række angår begrebet »visuel reklame« bemærkes, at artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning 2017/1369 fastsætter, at forhandlerne henviser til produktets energieffektivitetsklasse og de tilgængelige effektivitetsklasser på mærket i visuel reklame eller teknisk salgsmateriale. Det fremgår desuden af artikel 4, litra d), i delegeret forordning 2019/2013, at forhandlerne sørger for, at enhver visuel reklame for en bestemt elektronisk skærmmodel, herunder på internettet, indeholder modellens energieffektivitetsklasse og de eksisterende effektivitetsklasser som angivet på mærket.

90      Med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der er indbragt for den, skal det endvidere afslutningsvis afgøres, om visningen på internettet af et billede af et energirelateret produkt, ledsaget af dets modelbetegnelse uden yderligere oplysninger, som det er tilfældet i hovedsagen, udgør en »visuel reklame« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning 2017/1369.

91      Det bemærkes, at selv om begrebet »visuel reklame« hverken er defineret i forordning 2017/1369 eller i delegeret forordning 2019/2013, fremgår det ikke af nogen bestemmelse i disse forordninger, at der kræves et minimum af teknisk eller økonomisk indhold, for at et produkt kan være omfattet af en »visuel reklame« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning 2017/1369.

92      Under alle omstændigheder ville en udelukkelse af enhver visning af et produkt, som ikke indeholder alle de relevante oplysninger om produktet, fra dette begrebs anvendelsesområde medføre, at den effektive virkning af den energimærkningsordning, der er indført ved forordning 2017/1369, ikke kan sikres.

93      Desuden gælder det, at selv hvis et billede af et produkt skulle kunne tilskynde forbrugerne til at købe det, og denne egenskab skulle anses for at udgøre det relevante kriterium for, om der foreligger en »visuel reklame« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning 2017/1369, således som Kommissionen har gjort gældende, fremgår det af billedet af det i hovedsagen omhandlede produkt, som indeholder en gengivelse af et fjernsyn ledsaget af angivelsen af fjernsynsmodellen, at billedet i sig selv er tilstrækkeligt til at tilskynde den tilsigtede kundekreds til at købe det.

94      Det skal derfor fastslås, at visningen på internettet af et billede af et produkt, ledsaget af dets modelbetegnelse uden yderligere oplysninger, udgør »visuel reklame« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning 2017/1369 og er derfor underlagt de krav, der fremgår af bestemmelserne i den nævnte artikel, sammenholdt med artikel 4, litra d), i delegeret forordning 2019/2013.

95      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 2, nr. 13), i forordning 2017/1369 skal fortolkes således, at en person, der som led i sin erhvervsvirksomhed arrangerer en lodtrækning på internettet og udlover et fjernsyn som gevinst, skal anses for »forhandler« som omhandlet i denne bestemmelse, således at vedkommende er forpligtet til at overholde de krav, der fremgår af denne forordnings artikel 6, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 4, litra d), i delegeret forordning 2019/2013.

 Sagsomkostninger

96      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 2, nr. 13), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU

skal fortolkes således, at

en person, der som led i sin erhvervsvirksomhed arrangerer en lodtrækning på internettet og udlover et fjernsyn som gevinst, skal anses for »forhandler« som omhandlet i denne bestemmelse, således at vedkommende er forpligtet til at overholde de krav, der fremgår af denne forordnings artikel 6, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 4, litra d), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2013 af 11. marts 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 for så vidt angår energimærkning af elektroniske skærme og om ophævelse af Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2010.

Underskrifter


*      Processprog: tysk.

Text extracted from the official HTML version. Reload from source