M.M. Ristorazione Srl mod Villa Ramazzini Srl (C-132/25)

–

M.M. Ristorazione Srl ved avvocato B. Pasanisi,

–

Villa Ramazzini Srl ved avvocato M. Machetta,

–

den italienske regering ved S. Fiorentino, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato F. Montanaro, og procuratore dello Stato I. Fresu,

–

den nederlandske regering ved A. Hanje og J. Langer, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved C. Biz, J. Samnadda og J. Szczodrowski, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUT 2004, L 157, s. 45, berigtiget i EUT 2004, L 195, s. 16).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem M.M. Ristorazione Srl og Villa Ramazzini Srl, der er indehaver af figurmærket Mò Mò, vedrørende en anmodning fremsat af M.M. Ristorazione om, at en foreløbig foranstaltning, hvorved dette selskab forbydes at anvende kendetegnet »Mò Mò Pizza, Sapori e Salute« og ethvert andet kendetegn indeholdende mærket Mò Mò, erklæres virkningsløs.

3

Aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder udgør bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev undertegnet i Marrakesh den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguayrundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT 1994, L 336, s. 1, herefter »TRIPS-aftalen«). Medlemmerne af WTO, herunder alle Den Europæiske Unions medlemsstater og Unionen selv, er parter i TRIPS-aftalen.

4

Denne aftales artikel 50, der indgår i aftalens del III, bestemmer følgende:

»1.   De retlige myndigheder skal være beføjet til at træffe hurtige og effektive foreløbige foranstaltninger:

2.   De retlige myndigheder skal være beføjet til »inaudita altera parte« (»uden at høre den anden part«) at træffe foreløbige foranstaltninger, hvor dette er hensigtsmæssigt, især i de tilfælde, hvor en forsinkelse efter al sandsynlighed vil forvolde uoprettelig skade for rettighedsindehaveren, eller hvor der er en påviselig risiko for, at et bevismateriale tilintetgøres.

[...]

6.   Foreløbige foranstaltninger, der træffes på grundlag af stk. 1 og 2, skal på [rekvisiti] begæring kendes ugyldige eller på anden måde ophøre med at have virkning, hvis de procedurer, der fører til en beslutning om sagens realitet, ikke indledes inden for en rimelig frist, der skal fastlægges af den retlige myndighed, som beordrer foranstaltningerne iværksat, dersom et medlems lovgivning gør dette muligt, eller i mangel af en sådan fastlæggelse inden for en frist på højst 20 arbejdsdage eller 31 kalenderdage, alt efter hvilken frist der er den længste, jf. dog stk. 4.

[...]«

5

4., 5. og 22. betragtning til direktiv 2004/48 har følgende ordlyd:

[...]

6

Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer følgende i stk. 1:

»Med forbehold af de midler, der er indført eller kan indføres i fællesskabslovgivningen eller i medlemsstaternes lovgivninger, for så vidt disse midler er gunstigere for rettighedshaverne, finder de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger, procedurer og retsmidler anvendelse i overensstemmelse med artikel 3 på enhver krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder som fastsat i fællesskabsretten og/eller den pågældende medlemsstats nationale ret.«

7

Det nævnte direktivs artikel 3 med overskriften »Almindelige bestemmelser« fastsætter følgende:

»1.   Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af dette direktiv. Disse foranstaltninger, procedurer og retsmidler skal være fair og rimelige, de må ikke være unødigt komplicerede eller udgiftskrævende, og de må ikke indebære urimelige frister eller medføre ugrundede forsinkelser.

2.   Foranstaltningerne og retsmidlerne skal ligeledes være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning, og de skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af dem.«

8

Samme direktivs artikel 9 med overskriften »Foreløbige og retsbevarende foranstaltninger« er affattet som følger:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af rekvirenten kan

2.   I tilfælde af overtrædelser i kommerciel målestok sikrer medlemsstaterne, at de retslige myndigheder, hvis den forurettede part godtgør, at der foreligger omstændigheder, som kan vanskeliggøre inddrivelsen af erstatning, kan kræve arrest i den påståede krænkende parts løsøregenstande og faste ejendom, herunder indefrysning af bankkonti og andre fordringer. Med henblik herpå kan de kompetente myndigheder kræve fremlæggelse af dokumenter med bankoplysninger samt finansielle og kommercielle oplysninger eller passende adgang til de relevante oplysninger.

3.   De retslige myndigheder skal, for så vidt angår de i stk. 1 og 2 omhandlede foranstaltninger, have beføjelse til at kræve, at rekvirenten fremlægger alt bevismateriale, som er rimeligt tilgængeligt, således at de med tilstrækkelig stor sikkerhed kan fastslå, at rekvirenten er rettighedshaveren, og at rettighedshaverens rettigheder krænkes, eller at en sådan krænkelse er nært forestående.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 og 2 omhandlede foreløbige foranstaltninger i givet fald kan træffes, uden at modparten høres, især hvis en forsinkelse vil påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab. I så fald underrettes de berørte parter senest umiddelbart efter, at foranstaltningerne er gennemført.

En efterfølgende prøvelse under iagttagelse af høringsretten foretages på begæring af rekvisitus, således at det inden for en rimelig frist efter meddelelsen af foranstaltningerne kan afgøres, hvorvidt disse skal ændres, ophæves eller stadfæstes.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 og 2 nævnte foranstaltninger ophæves eller på anden måde ophører med at have virkning på begæring af rekvisitus, hvis rekvirenten ikke inden for en rimelig frist anlægger sag vedrørende realiteten ved den kompetente retslige myndighed; fristen fastsættes af den kompetente retslige myndighed, der anordner foranstaltningerne, hvis det er muligt efter medlemsstatens lovgivning, eller, hvis det ikke er tilfældet, inden for en frist på højst 20 hverdage eller 31 kalenderdage, idet den længste frist benyttes.

[...]«

9

Artikel 131 i decreto legislativo n. 30 – Codice della proprietà industriale, a norma dell’articolo 15 della legge 12 dicembre 2002, n. 273 (lovdekret nr. 30 om vedtagelse af lov om industriel ejendomsret, jf. artikel 15 i lov nr. 273 af 12.12.2002) af 10. februar 2005 (GURI nr. 52 af 4.3.2005, almindeligt tillæg nr. 28) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen (herefter »CPI«), med overskriften »Forbud og påbud« fastsætter følgende:

»1.   Indehaveren af en intellektuel ejendomsrettighed kan anmode om, at der udstedes forbud vedrørende en nært forestående krænkelse af rettigheden og mod fortsættelse eller gentagelse af igangværende krænkelser. Indehaveren kan bl.a. anmode om, at der udstedes forbud mod fremstilling, markedsføring og anvendelse af de forfalskede varer samt påbud om tilbagetrækning af disse varer fra markedet over for enhver, der har dem i sin besiddelse eller på anden måde har adgang hertil, i overensstemmelse med bestemmelserne i codice di procedura civile [den civile retsplejelov (herefter »CPC«)] om retsbevarende procedurer.

Der kan anmodes om udstedelse af forbud og påbud om tilbagetrækning af disse varer på de samme betingelser over for enhver, hvis tjenesteydelser anvendes til at krænke en intellektuel ejendomsrettighed.

2.   Ved udstedelsen af forbuddet eller påbuddet kan retten fastsætte et beløb, der skal betales for hver senere konstateret tilsidesættelse eller manglende overholdelse og for hver forsinkelse i gennemførelsen af foranstaltningen.«

10

CPI’s artikel 132 med overskriften »Foregribelse af retsbevarende beskyttelse og forholdet mellem sagen om foreløbige foranstaltninger og sagen vedrørende realiteten« bestemmer følgende:

»1.   De i artikel 126, 128, 129, 131 og 133 omhandlede foranstaltninger kan ligeledes anordnes under ansøgnings- eller registreringsproceduren for et patent, forudsat at anmodningen herom er blevet offentliggjort eller gjort tilgængelig for de personer, som den er blevet forkyndt for.

2.   Såfremt den ret, der anordner den foreløbige foranstaltning, ikke fastsætter en frist for anlæggelse af sagen vedrørende realiteten, skal denne anlægges inden for en frist på højst 20 arbejdsdage eller 31 kalenderdage, hvis sidstnævnte frist er den længste. Fristen løber fra afsigelsen af kendelsen om forbuddet eller påbuddet, når dette sker i retsmødet, og ellers fra forkyndelsen heraf. Når der begæres supplerende foreløbige foranstaltninger samtidig med beskrivelsen eller subsidiært, tages der ved beregningen af fristen udgangspunkt i den kendelse, der afsiges af den udpegede ret, der ligeledes træffer afgørelse vedrørende de supplerende foranstaltninger.

3.   Hvis sagen vedrørende realiteten ikke er blevet anlagt inden for den i stk. 2 fastsatte ufravigelige frist, eller hvis den hæves efter at være blevet anlagt, ophører den foreløbige foranstaltning med at have virkninger.

4.   Bestemmelserne i stk. 3 finder ikke anvendelse på hasteforanstaltninger truffet i medfør af [CPC’s] artikel 700 eller på andre foreløbige foranstaltninger, der kan foregribe virkningerne af afgørelsen vedrørende realiteten [(herefter »de foregribende foranstaltninger«]. I sådanne tilfælde kan hver part indlede sagen vedrørende realiteten.

[...]«

11

CPC’s artikel 700 bestemmer følgende:

»Uden for de situationer, der er reguleret i de foregående afsnit i dette kapitel, kan enhver, der har rimelig grund til at frygte, at vedkommendes ret i løbet af den tid, der er nødvendig for, at den pågældende kan gøre denne ret gældende ad ordinær vej, vil blive truet af en nært forestående og uoprettelig skade, anmode retten om anordning af sådanne hasteforanstaltninger, som retten efter omstændighederne finder mest hensigtsmæssige med henblik på foreløbigt at sikre, at afgørelsen vedrørende realiteten får virkning.«

12

Villa Ramazzini, der er en italiensk virksomhed, er indehaver af figurmærket Mò Mò.

13

M.M. Ristorazione, der ligeledes er en italiensk virksomhed, anvendte kendetegnet »Mò Mò Pizza, Sapori e Salute«.

14

Ved en foreløbig foranstaltning af 22. marts 2018 imødekom Tribunale di Roma (retten i Rom, Italien) en anmodning om retsbevarende beskyttelse indgivet af Villa Ramazzini. Denne ret forbød bl.a. M.M. Ristorazione at anvende tegnet »Mò Mò Pizza, Sapori e Salute« og alle andre kendetegn indeholdende mærket »Mò Mò«, anordnede fjernelse af dette tegn fra M.M. Ristoraziones forretningsskilt og pålagde denne virksomhed en tvangsbøde for hver dags forsinkelse med overholdelsen af rettens afgørelse regnet fra forkyndelsen af denne ved eksigibel afgørelse.

15

M.M. Ristorazione anmodede Tribunale di Roma (retten i Rom) om, at den foreløbige foranstaltning af 22. marts 2018 blev erklæret virkningsløs. M.M. Ristorazione anførte, at denne foreløbige foranstaltning var blevet uden virkning i henhold til CPI’s artikel 132, stk. 3, og artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48, eftersom Villa Ramazzini ikke havde anlagt sag vedrørende realiteten med påstand om anerkendelse af sin ret.

16

Ved en dom af 8. juli 2020 afslog Tribunale di Roma (retten i Rom) denne anmodning om at erklære foranstaltningen virkningsløs på grundlag af CPI’s artikel 132, stk. 4, hvorefter sanktionen i form af bortfald af den foreløbige foranstaltning som følge af manglende rettidig anlæggelse af sagen vedrørende realiteten ikke finder anvendelse på foregribende foranstaltninger såsom, som anført af denne ret, det forbud, der er udstedt over for M.M. Ristorazione. Denne ret var af den opfattelse, at artikel 9 i direktiv 2004/48 udelukkende tager sigte på foranstaltninger, der efter deres karakter er foreløbige, og ikke på foranstaltninger, der kan foregribe virkningerne af afgørelsen vedrørende realiteten.

17

M.M. Ristorazione iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Corte d’appello di Roma (appeldomstolen i Rom, Italien), der stadfæstede dommen i første instans. Denne domstol kvalificerede de forbud, der er omhandlet i CPI’s artikel 131, som foregribende foranstaltninger og fandt herefter, at når disse foranstaltninger har fået karakter af endelige, kan de i sig selv endeligt beskytte rekvirentens ret. I denne henseende skal der sondres mellem de nævnte foranstaltninger og de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 9 i direktiv 2004/48, og som er kendetegnet ved en hensigt om at bevare en faktisk situation, således at afgørelsen i hovedsagen kan få virkning i fremtiden. Ifølge den nævnte domstol tager reguleringen af foregribende foranstaltninger sigte på overholdelse af princippet om procesøkonomi, der er reguleret i dette direktivs artikel 3.

18

M.M. Ristorazione har iværksat kassationsappel ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien), som er den forelæggende ret. Til støtte for appellen har M.M. Ristorazione fremsat to anbringender, hvoraf det første bl.a. vedrører tilsidesættelse af artikel 9 i direktiv 2004/48 og CPI’s artikel 132. Ifølge M.M. Ristorazione omfatter denne artikel 9 foregribende foranstaltninger såsom forbud og påbud, der har til formål at forebygge eller bringe krænkelser til ophør. Desuden er dette direktivs artikel 3 ikke til hinder for, at foregribende foranstaltninger kan ophøre med at have virkning.

19

Den forelæggende ret har i første række anført, at CPI’s artikel 132, stk. 3, ganske vist fastsætter den generelle regel om, at den foreløbige foranstaltning mister sin virkning, hvis sagen vedrørende realiteten ikke anlægges inden for den fastsatte ufravigelige frist, men CPI’s artikel 132, stk. 4, bestemmer imidlertid, at denne regel ikke finder anvendelse på hasteforanstaltninger, der vedtages i henhold til CPC’s artikel 700, og på andre foreløbige foranstaltninger, der kan foregribe virkningerne af afgørelsen vedrørende realiteten, idet begge parter kan anlægge en sag vedrørende realiteten.

20

Den forelæggende ret har tilføjet, at det fremgår af artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48, at de foreløbige foranstaltninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1 og 2, skal ophæves eller på anden måde ophøre med at have virkning på begæring af rekvisitus, hvis rekvirenten ikke inden for en rimelig frist har anlagt sag vedrørende realiteten.

21

Den forelæggende ret har præciseret, at ifølge Domstolens praksis er de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48, blandt de retlige instrumenter fastsat af EU-lovgiver, som gør det muligt overordnet at mindske risikoen for, at rekvisitus lider skade som følge af de foreløbige foranstaltninger, og således beskytte rekvisitus.

22

Samme ret har anført, at der blandt de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/48, er det foreløbige påbud, der er sammenfaldende med det forbud, der er fastsat i CPI’s artikel 131, stk. 1, og betaling af en tvangsbøde, der svarer til fastsættelse af et »beløb, der skal betales for hver senere konstateret tilsidesættelse eller manglende overholdelse og for hver forsinkelse i gennemførelsen af foranstaltningen« som fastsat i CPI’s artikel 131, stk. 2.

23

I anden række har den forelæggende ret anført, at hverken retspraksis eller retslitteraturen på nationalt plan gør det muligt at give et entydigt svar på spørgsmålet om, hvorvidt CPI’s artikel 132, stk. 4, er i strid med bestemmelserne i direktiv 2004/48.

24

På denne baggrund har Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 9, stk. 5, i [...] direktiv [2004/48] fortolkes således, at [denne bestemmelse] er til hinder for reglen i den nationale bestemmelse i [CPI’s] artikel 132, stk. 4, [...] ifølge hvilken den i samme lovs artikel 132, stk. 3, indeholdte regel om, at en foreløbig foranstaltning bliver virkningsløs, såfremt den respektive sag vedrørende realiteten ikke anlægges inden for en ufravigelig frist, ikke finder anvendelse på hasteforanstaltninger truffet i henhold til [CPC’s] artikel 700 [...] og på de øvrige foreløbige foranstaltninger, som kan foregribe virkningerne af dommen vedrørende realiteten, selv hvis hver af parterne i disse tilfælde kan anlægge ovennævnte sag vedrørende realiteten?«

25

Den forelæggende ret ønsker med sit eneste spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for anvendelse af en national bestemmelse, der tillader opretholdelse af visse foreløbige foranstaltninger, såsom foreløbige foranstaltninger, der kan foregribe virkningerne af en afgørelse vedrørende realiteten, selv om rekvirenten ikke har anlagt sag med henblik på at opnå en sådan afgørelse inden for den frist, der er fastsat i nævnte artikel 9, stk. 5, og rekvisitus anmoder om, at disse foreløbige foranstaltninger ophæves eller på anden måde ophører med at have virkning.

26

Indledningsvis bemærkes, at TRIPS-aftalen, der udgør en integrerende del af Unionens retsorden, er bindende for Unionen og dermed har forrang i forhold til den afledte EU-ret, der i videst muligt omfang fortolkes i overensstemmelse med denne aftales bestemmelser (jf. i denne retning dom af 27.2.2024, EUIPO mod The KaiKai Company Jaeger Wichmann, C-382/21 P, EU:C:2024:172, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

27

I denne henseende fremgår det af fjerde og femte betragtning til direktiv 2004/48, at dette direktiv ikke bør berøre medlemsstaternes forpligtelser i henhold til TRIPS-aftalen, som alle medlemsstaterne og Unionen selv er bundet af. Det nævnte direktivs artikel 9 afspejler i øvrigt ordlyden af denne aftales artikel 50. Det følger heraf, at samme direktiv i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser i henhold til nævnte aftale.

28

Desuden skal der ifølge fast retspraksis ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. dom af 17.11.1983, Merck, 292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og af 19.6.2025, CeramTec, C-17/24, EU:C:2025:455, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

29

I første række pålægger artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48 medlemsstaterne at sikre, at de i artikel 9, stk. 1 og 2, nævnte foreløbige foranstaltninger ophæves eller på anden måde ophører med at have virkning på begæring af rekvisitus, hvis rekvirenten ikke anlægger sag vedrørende realiteten ved den kompetente retslige myndighed inden for den frist, der er fastsat af denne myndighed, eller, hvis en sådan frist ikke er fastsat, inden for en frist på højst 20 hverdage eller 31 kalenderdage, idet den længste frist benyttes.

30

Det fremgår af ordlyden af artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48, at der først og fremmest er tale om de foreløbige foranstaltninger, der er omfattet af dette direktivs artikel 9, stk. 1, litra a). Disse foranstaltninger tager navnlig sigte på, gennem et foreløbigt påbud, at forhindre en nært forestående krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed eller midlertidigt og, i givet fald hvis det er muligt i henhold til national lovgivning, under trussel om tvangsbøder, forbyde en fortsættelse af den påståede krænkelse af den pågældende rettighed eller gøre denne fortsættelse betinget af, at der stilles sikkerhed for erstatning til rettighedshaveren.

31

Dernæst er der tale om de foreløbige foranstaltninger, der hører under nævnte direktivs artikel 9, stk. 1, litra b), nemlig foranstaltninger, hvorved der kræves beslaglæggelse eller aflevering af varer, der mistænkes for at krænke en intellektuel ejendomsrettighed, for at forhindre, at de indføres i handelen eller omsættes.

32

Endelig er der tale om de foreløbige foranstaltninger, der hører under samme direktivs artikel 9, stk. 2, og hvorved der kræves arrest i den påståede krænkende parts løsøregenstande og faste ejendom, herunder indefrysning af bankkonti og andre fordringer.

33

Ordlyden af artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48, sammenholdt med denne artikels stk. 1 og 2, dækker således et bredt spektrum af foreløbige foranstaltninger og udelukker ikke foreløbige foranstaltninger, der kan foregribe virkningerne af afgørelsen vedrørende realiteten.

34

I anden række følger det af den sammenhæng, hvori artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48 indgår, at denne bestemmelse har til formål at give rekvisitus, der er adressat for en foreløbig foranstaltning, ret til at bringe denne foranstaltning til ophør, hvis det viser sig, at rekvirenten ikke viderefører tvisten ved at anlægge sag vedrørende realiteten inden for den fastsatte frist (jf. analogt dom af 13.9.2001, Schieving-Nijstad m.fl., C-89/99, EU:C:2001:438, præmis 42).

35

Artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48 pålægger nemlig ikke medlemsstaterne at fastsætte, at virkningerne af de pågældende foreløbige foranstaltninger automatisk ophører som følge af udløbet af den frist, der er pålagt rekvirenten til at anlægge sag vedrørende realiteten, idet denne bestemmelse udtrykkeligt fastsætter, at rekvisiti begæring herom kræves (jf. analogt dom af 13.9.2001, Schieving-Nijstad m.fl., C-89/99, EU:C:2001:438, præmis 60).

36

Dette direktivs artikel 9, stk. 4, fastsætter i øvrigt, at selv om de foreløbige foranstaltninger er blevet anordnet, uden at rekvisitus er blevet hørt, foretages en prøvelse af disse alene på begæring af rekvisitus.

37

Hvad i tredje række angår de mål, der forfølges med direktiv 2004/48, bemærkes, at dette direktiv tilsigter at regulere de aspekter af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der vedrører dels håndhævelsen af disse rettigheder, dels krænkelserne af disse ved at forpligte til etablering af effektive retsmidler, der kan forhindre, standse eller afhjælpe enhver krænkelse af en eksisterende intellektuel ejendomsret (dom af 28.4.2022, Phoenix Contact, C-44/21, EU:C:2022:309, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis). I henhold til dette direktivs artikel 3, stk. 1, skal de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af disse rettigheder, navnlig være fair og rimelige.

38

Desuden er det i det nævnte direktivs artikel 3, stk. 2, fremhævet, at disse foranstaltninger og retsmidler skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning, og de skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af dem. Denne bestemmelse pålægger således medlemsstaterne og i sidste instans de nationale retter at yde garantier for, at bl.a. de foranstaltninger og procedurer, der er omhandlet i artikel 9 i direktiv 2004/48, ikke misbruges (dom af 28.4.2022, Phoenix Contact, C-44/21, EU:C:2022:309, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

39

I øvrigt er det mål, der forfølges med artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48, således som det ligeledes fremgår af 22. betragtning til dette direktiv, at sikre, at de pågældende foreløbige foranstaltninger ikke forbliver i kraft på ubestemt tid, uden at der træffes afgørelse om sagens realitet. Direktivets artikel 9, stk. 5, sammenholdt med dets artikel 3, har følgelig til formål at forhindre uforholdsmæssig anvendelse eller misbrug af foreløbige foranstaltninger og at undgå, at der opstår hindringer for lovlig samhandel, ved at sikre, at rekvisitus har mulighed for at anmode om ophævelse af foranstaltningerne, hvis rekvirenten ikke anlægger sag vedrørende realiteten.

40

Artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48, der ikke fastsætter nogen undtagelse til den regel, der er udtrykt heri, udgør således en af de garantier for rekvisitus, som EU-lovgiver har fundet det nødvendigt at fastsætte til gengæld for de hurtige og effektive foreløbige foranstaltninger, der er indført af lovgiver, og som skader rekvisiti interesser (jf. i denne retning dom af 28.4.2022, Phoenix Contact, C-44/21, EU:C:2022:309, præmis 43-48).

41

Opretholdelsen af visse foreløbige foranstaltninger, uden at rekvirenten er forpligtet til at anlægge en sag vedrørende realiteten, kan imidlertid føre til situationer, hvor en foreløbig foranstaltning, som synes at være berettiget inden for rammerne af en hasteprocedure, men som efterfølgende kan vise sig at være uberettiget, fortsat vil kunne berøre rekvisitus i fravær af en domstolsprøvelse af sagens realitet og, ved anvendelsen af foranstaltninger med henblik på at håndhæve intellektuelle ejendomsrettigheder, kunne skade det mål, der forfølges med artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48, og tilsidesætte proportionalitetsprincippet, der er omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 2.

42

Princippet om procesøkonomi, som den forelæggende ret har henvist til, kan i øvrigt ikke veje tungere end de udtrykkelige bestemmelser i den afledte EU-ret, som kræver, at der indføres garantier, der gør det muligt at beskytte retten til forsvar som fastsat i artikel 3 og 9 i direktiv 2004/48, sammenholdt med TRIPS-aftalens artikel 50 og artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

43

Endelig kan artikel 2, stk. 1, i direktiv 2004/48, hvoraf det fremgår, at dette direktiv finder anvendelse med forbehold af de midler, der er indført eller kan indføres i navnlig medlemsstaternes lovgivninger, for så vidt som disse midler er gunstigere for rettighedshaverne (dom af 28.4.2022, Phoenix Contact, C-44/21, EU:C:2022:309, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis), ikke fortolkes således, at denne bestemmelse tillader opretholdelse af visse foreløbige foranstaltninger, uden at rekvirenten, der påberåber sig en intellektuel ejendomsret, skal anlægge sag vedrørende realiteten. Selv hvis en national regel om opretholdelse af sådanne foranstaltninger kan være gunstigere for indehaverne af intellektuelle ejendomsrettigheder, har EU-lovgiver nemlig fastsat betingelserne for anvendelse af de foreløbige foranstaltninger i det nævnte direktivs artikel 3 og 9 på en måde, der er i overensstemmelse med TRIPS-aftalens artikel 50, samtidig med at der sikres en balance mellem de rettigheder, der tilkommer indehaveren af intellektuelle ejendomsrettigheder, og retten til forsvar i henhold til artikel 47 og 48 i chartret om grundlæggende rettigheder. Sådanne anvendelsesbetingelser hører derfor ikke under medlemsstaternes procesautonomi.

44

I fjerde række har den forelæggende ret anført, at de foregribende foranstaltninger, der er fastsat i CPI’s artikel 132, stk. 4, ifølge dele af retslitteraturen ikke hører til de foreløbige foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48. Til forskel fra foreløbige foranstaltninger i snæver forstand anses disse foregribende foranstaltninger for at have til formål at beskytte intellektuelle ejendomsrettigheder på samme måde som en endelig afgørelse. De udgør, derved at de foregriber afgørelsen vedrørende sagens realitet, atypiske foreløbige foranstaltninger.

45

I denne henseende tilkommer det den nationale ret at afgøre, om de foregribende foranstaltninger, der er vedtaget inden for rammerne af hovedsagen, udgør foreløbige foranstaltninger som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/48.

46

Det bemærkes imidlertid for det første, at det er ubestridt, at såvel rekvirenten som rekvisitus kan indlede en procedure om sagens realitet, således at sådanne foregribende foranstaltninger ikke synes at være blevet opfattet som retligt endelige af lovgiver, der selv har betegnet dem som foreløbige foranstaltninger (jf. analogt dom af 16.6.1998, Hermès, C-53/96, EU:C:1998:292, præmis 38).

47

For det andet bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at »parternes eventuelle vilje til at acceptere afgørelsen om foreløbige forholdsregler som en »endelig« løsning af deres tvist, ikke [kan] ændre den retlige karakter af en forholdsregel, der betegnes som »foreløbig« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i TRIPS-aftalens artikel 50« (dom af 16.6.1998, Hermès, C-53/96, EU:C:1998:292, præmis 44).

48

Henset til samtlige disse betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 9, stk. 5, i direktiv 2004/48 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for anvendelse af en national bestemmelse, der tillader opretholdelse af visse foreløbige foranstaltninger, såsom foreløbige foranstaltninger, der kan foregribe virkningerne af en afgørelse vedrørende realiteten, selv om rekvirenten ikke har anlagt sag med henblik på at opnå en sådan afgørelse inden for den frist, der er fastsat i nævnte artikel 9, stk. 5, og rekvisitus anmoder om, at disse foreløbige foranstaltninger ophæves eller på anden måde ophører med at have virkning.

49

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Artikel 9, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse, der tillader opretholdelse af visse foreløbige foranstaltninger, såsom foreløbige foranstaltninger, der kan foregribe virkningerne af en afgørelse vedrørende realiteten, selv om rekvirenten ikke har anlagt sag med henblik på at opnå en sådan afgørelse inden for den frist, der er fastsat i nævnte artikel 9, stk. 5, og rekvisitus anmoder om, at disse foreløbige foranstaltninger ophæves eller på anden måde ophører med at have virkning.