Administración General del Estado mod Ishares Europe EFT (C-139/25)

–

iShares Europe ETF ved abogados R. Calvo Salinero, A. de la Cueva González-Cotera, M. Flores Navarro og Á. García Ruiz,

–

den spanske regering ved A. Gavela Llopis og A. Pérez-Zurita Gutiérrez, som befuldmægtigede,

–

den belgiske regering ved S. Baeyens og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved S. Fiorentino, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato A. Giovannini,

–

Europa-Kommissionen ved W. Roels og C. Urraca Caviedes, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 63 TEUF.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem iShares Europe ETF (herefter »iShares«) og Agencia Estatal de la Administración Tributaria (den statslige skatte- og afgiftsmyndighed, Spanien) (herefter »skattemyndigheden«) vedrørende den indkomstskattesats, der gælder for ikke-hjemmehørende personer, for udbytte fra investeringer foretaget af iShares i aktier i spanske selskaber i perioden 2007-2010.

3

Artikel 10 i overenskomsten mellem Kongeriget Spanien og Amerikas Forenede Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomstskat, undertegnet i Madrid den 22. februar 1990 (herefter »dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Spanien og De Forenede Stater«), bestemmer følgende:

»1.   Udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2.   Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvori det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den således pålignede skat ikke overstige:

[...]«

4

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 24, stk. 2, fastsætter:

»I henhold til bestemmelserne og med forbehold af begrænsningerne i amerikansk lovgivning (som til enhver tid ændret, uden at dette berører dens almindelige principper) giver De Forenede Stater de i denne stat hjemmehørende personer eller sine statsborgere mulighed for at fradrage følgende i indkomstskatten i De Forenede Stater:

[...]«

5

Artikel 63, stk. 1, TEUF bestemmer:

»Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt.«

6

Artikel 65 TEUF har følgende ordlyd:

»1.   Bestemmelserne i artikel 63 griber ikke ind i medlemsstaternes ret til:

[...]

3.   De foranstaltninger og fremgangsmåder, der er nævnt i stk. 1 og 2, må ikke udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af den frie bevægelighed for kapital og betalinger, som defineret i artikel 63.

[...]«

7

Artikel 13 i texto refundido de la Ley del Impuesto sobre la Renta de no Residentes (konsolideret tekst til lov om indkomstskat for ikke-hjemmehørende personer), godkendt ved Real Decreto Legislativo 5/2004 (kongeligt lovdekret nr. 5/2004) af 5. marts 2004 (BOE nr. 62 af 12.3.2004, s. 11176), bestemmer i stk. 1:

»Følgende indtægter betragtes som indtægter oppebåret på spansk område:

[...]

[...]«

8

Artikel 25, stk. 1, i den konsoliderede tekst til lov om indkomstskat for ikke-hjemmehørende personer bestemmer:

»Skatten beregnes ved anvendelse af følgende satser på det beskatningsgrundlag, der er fastsat i henhold til den foregående artikel:

[...]

[...]«

9

Selskabsskattelovens artikel 28, stk. 5, har følgende ordlyd:

»Følgende beskattes til en sats på 1%:

[...]«

10

iShares er et institut for kollektiv investering (herefter »CIU«) med hjemsted i De Forenede Stater, der opfylder definitionen af et reguleret investeringsselskab (regulated investment company, herefter »RIC«) som omhandlet i Investment Company Act 1940 (den amerikanske lov om investeringsselskaber af 1940).

11

I skatteårene 2007 til 2010 modtog iShares udbytte fra de aktier, selskabet ejede i spanske selskaber, hvoraf der i Spanien blev opkrævet indkomstskat for ikke-hjemmehørende personer i form af kildeskat på 15% i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, litra b), i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Spanien og De Forenede Stater.

12

Da iShares ønskede at være omfattet af samme behandling som de spanske investeringsfonde, der for de udbytter, de modtager, er underlagt en skattesats på 1% i henhold til selskabsskattelovens artikel 28, stk. 5, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, indgav iShares flere anmodninger om tilbagebetaling af forskellen mellem de indeholdte beløb, svarende til en skattesats på 15%, og beløbet svarende til en skattesats på 1%, beregnet på grundlag af bruttoudbyttebeløbet.

13

Da iShares fik afslag på disse anmodninger, indgav selskabet klager over de pågældende skatteansættelser ved Tribunal Económico-Administrativo Central (centralt ankenævn i skatteretlige sager, Spanien), som ved afgørelse af 5. oktober 2017 heller ikke gav iShares medhold heri med den begrundelse, at iShares’ situation ikke var objektivt sammenlignelig med situationen for de spanske CIU’er, og at den restriktion for den frie bevægelighed, der fulgte af den anfægtede beskatning, under alle omstændigheder var blevet neutraliseret.

14

iShares anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved Audiencia Nacional (domstol i visse straffe-, forvaltnings- og arbejdsretlige sager, Spanien), som ved dom af 12. september 2022 gav iShares medhold og fastslog, at iShares havde ret til tilbagebetaling af de krævede beløb med tillæg af renter fra det tidspunkt, hvor kildeskatten var blevet opkrævet.

15

Denne retsinstans anerkendte indledningsvis, at RIC’er og CIU’er er sammenlignelige, og fastslog dernæst, at det ikke var godtgjort, at den ekstraskat, som iShares havde betalt, var blevet neutraliseret. I henhold til den spanske lovgivning blev der således opkrævet en kildeskat på 15% til 18% af de udbytter, som RIC’erne modtog, uden mulighed for tilbagebetaling, mens der ifølge denne lovgivning blev anvendt en sats på 1% på udbytte modtaget af hjemmehørende enheder, samtidig med at disse kunne opnå tilbagebetaling af det overskydende beløb, der var indeholdt, hvilket den anså for at være udtryk for forskelsbehandling og i strid med EU-retten.

16

Endelig fastslog denne retsinstans, at den omstændighed, at iShares havde valgt at overføre retten til i De Forenede Stater at anvende skattenedslaget svarende til den kildeskat, der blev opkrævet i Spanien, til aktionærerne eller andelshaverne, ikke gjorde det muligt at fastslå, at skattemyndigheden havde godtgjort, at der var sket en fuldstændig neutralisering. Der var ikke retligt grundlag for at kræve, at de pågældende enheder skulle bevise, at deres andelshavere har kunnet neutralisere virkningerne af forskelsbehandlingen ved at anvende dette skattenedslag. I denne forbindelse påhvilede det skattemyndigheden at bevise en sådan neutralisering ved at anvende de midler til udveksling af oplysninger, der er fastsat i de bilaterale overenskomster til undgåelse af dobbeltbeskatning, for at indhente de nødvendige oplysninger, uden at en omvendt bevisbyrde på grundlag af princippet om »lempelse af bevisbyrden« kunne accepteres.

17

Skattemyndigheden har iværksat kassationsanke til prøvelse af dommen af 12. september 2022 ved Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), som er den forelæggende ret. Skattemyndigheden har gjort gældende, at det pågældende RIC i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Spanien og De Forenede Stater og den amerikanske lovgivning fuldt ud har kunnet udligne den forskellige skattemæssige behandling, som dette har haft i Spanien, ved at henføre de indtægter, som dette RIC har oppebåret, til sine aktionærer eller andelshavere og ved at overføre skattenedslaget svarende til den i Spanien indeholdte kildeskat til disse. Det er uden betydning, om neutraliseringen fandt sted eller ej, set fra andelshavernes synspunkt. Desuden kunne disse sidstnævnte have fratrukket den faktiske beskatning, som iShares var blevet pålagt i Spanien, fuldt ud ved i deres selvangivelser at fratrække 15% svarende til den beskatning, som udbytte er underlagt i De Forenede Stater.

18

Den forelæggende ret har præciseret, at ifølge amerikansk lovgivning udøver RIC’er deres virksomhed som investeringsagenter på vegne af deres aktionærer eller andelshavere, idet de generelt investerer i værdipapirer og statsobligationer og udlodder overskuddet fra disse investeringer i form af udbytte. Disse enheder beskattes som selskaber, der er underlagt amerikansk selskabsskat, med en sats på mindst 15%, men kan under visse betingelser uigenkaldeligt vælge den særlige skatteordning, der er fastsat for RIC’er.

19

I henhold til denne særordning, der medfører skattemæssig transparens for RIC’erne, vil de indtægter, som de oppebærer, ikke blive beskattet i deres eget navn, men vil blive henført til deres aktionærer eller andelshavere og dermed beskattet i disse personers navn, til hvem disse enheder også vil have mulighed for at overføre det »udenlandske skattenedslag«.

20

Det står fast, at iShares har overført et sådant skattenedslag til sine andelshavere, uden at det dog er godtgjort, at disse har formået at udligne den skattebyrde, der er opstået i Spanien. Det er endvidere ubestridt, at hvis iShares havde valgt selv at være underlagt amerikansk selskabsskat for at kunne fratrække den kildeskat, der blev opkrævet på udbytte fra udenlandske kilder, som selskabet modtager, ville dette valg have været bindende for alle selskabets indtægter og ikke kun for indtægter opnået i Spanien.

21

Den forelæggende ret har tilføjet, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Spanien og De Forenede Stater indeholder mekanismer, der har til formål at udligne den forskelsbehandling, der gælder for udbytter, som spanske selskaber udbetaler til RIC’er. Såfremt iShares i øvrigt ikke havde valgt at overføre retten til i De Forenede Stater at anvende det skattenedslag, der svarer til kildeskat indeholdt i Spanien, til sine aktionærer eller andelshavere, ville selskabet være blevet beskattet med en sats, som ville have gjort det muligt for selskabet fuldt ud at fradrage det beløb, der var betalt i indkomstskat for ikke-hjemmehørende personer, der var betalt i Spanien, og som var indeholdt i kildeskat, med en sats på 15%, forudsat at dette beløb oversteg den skattesats på 1%, der gælder for hjemmehørende CIU’er.

22

På denne baggrund har Tribunal Supremo (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan en eventuel restriktion for de frie kapitalbevægelser, som følger af lovgivningen om skat af ikke-hjemmehørendes indkomst, i henhold til artikel 63 TEUF anses for at være neutraliseret, når en ikke-hjemmehørende enhed, der svarer til hjemmehørende harmoniserede investeringsfonde, i henhold til den relevante dobbeltbeskatningsoverenskomst og den nationale lovgivning i sit hjemland, hvortil denne overenskomst henviser, kan vælge at blive beskattet personligt, men i sidste ende ikke har gjort dette, idet den har besluttet at overføre sit [skattenedslag] til fondens deltagere, under hensyntagen til, at muligheden for at vælge at blive beskattet i overensstemmelse med lovgivningen i enhedens hjemstat i princippet ville gøre det muligt for denne at fradrage hele det overskydende skattebeløb, der er betalt i skat af ikke-hjemmehørende personers indkomst, selv om en sådan beslutning er bindende for enheden med hensyn til alle de indtægter, som den har oppebåret?«

23

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at en eventuel restriktion for de frie kapitalbevægelser kan anses for at være neutraliseret ved anvendelsen af en bilateral overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, der er indgået mellem den stat, hvor et CIU er hjemmehørende, og den medlemsstat, hvorfra udbyttet udloddes, når et sådant CIU i sin hjemstedsstat er omfattet af en ordning med skattemæssig transparens, inden for rammerne af hvilken det pågældende CIU ikke beskattes af det udbytte, der modtages, og til sine andelshavere overfører dette udbytte og skattenedslaget svarende til kildeskatten indeholdt i den medlemsstat, hvorfra udbyttet udloddes.

24

Selv om det præjudicielle spørgsmål hovedsageligt vedrører de betingelser, hvorunder en eventuel restriktion for de frie kapitalbevægelser kan neutraliseres ved anvendelsen af en bilateral overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, skal det bemærkes, at de regeringer, der har afgivet indlæg for Domstolen, har bestridt såvel eksistensen af denne restriktion som sammenligneligheden af situationen for et ikke-hjemmehørende CIU, der er skattemæssigt transparent, med situationen for et hjemmehørende CIU.

25

Under disse omstændigheder skal det i første række afgøres, om den i hovedsagen omhandlede lovgivning kan udgøre en restriktion for de frie kapitalbevægelser.

26

Det bemærkes i denne henseende, at artikel 63, stk. 1, TEUF fastsætter et generelt forbud mod restriktioner for kapitalbevægelser såvel mellem medlemsstaterne indbyrdes som mellem medlemsstaterne og tredjelande (jf. bl.a. dom af 30.4.2025, Finanzamt für Großbetriebe, C-602/23, EU:C:2025:290, præmis 44, og af 30.10.2025, Attal et Associés, C-321/24, EU:C:2025:836, præmis 28).

27

Begrebet »restriktion« som omhandlet i artikel 63 TEUF, omfatter statslige foranstaltninger, der har karakter af forskelsbehandling, for så vidt som de direkte eller indirekte indfører en forskellig behandling af kapitalbevægelser inden for en medlemsstat og grænseoverskridende kapitalbevægelser, der ikke svarer til objektivt forskellige situationer, og som derfor er egnede til at afholde fysiske eller juridiske personer i andre medlemsstater eller tredjelande fra at gennemføre grænseoverskridende kapitalbevægelser (dom af 30.4.2025, Finanzamt für Großbetriebe, C-602/23, EU:C:2025:290, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

28

Således kan den omstændighed, at en medlemsstat undergiver indtægter, der udbetales til ikke-hjemmehørende CIU’er, en behandling, der er mindre gunstig end behandlingen af indtægter, der udbetales til hjemmehørende CIU’er, afholde CIU’er, der er etableret i en anden stat, fra at foretage investeringer i denne medlemsstat og udgør derfor en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der principielt er forbudt i henhold til artikel 63 TEUF (dom af 30.4.2025, Finanzamt für Großbetriebe, C-602/23, EU:C:2025:290, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

29

Den omstændighed, at udbytte, der udbetales til ikke-hjemmehørende CIU’er, pålægges en skattebyrde, der er tungere end den, der påhviler hjemmehørende CIU’er for så vidt angår udbytter, der udbetales til dem, udgør en sådan mindre gunstig behandling (jf. i denne retning dom af 7.11.2024, XX (Unit-linked aftaler),C-782/22, EU:C:2024:932, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

30

I den foreliggende sag fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at udbytter, der udloddes til et hjemmehørende CIU, i henhold til den i hovedsagen omhandlede spanske lovgivning er underlagt selskabsskat med en sats på 1%, mens udbytter, der udbetales til et CIU med hjemsted i De Forenede Stater, er underlagt indkomstbeskatning for ikke-hjemmehørende personer med en sats på 15% i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, litra b), i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Spanien og De Forenede Stater.

31

Udbytte, der udbetales til ikke-hjemmehørende CIU’er, behandles således skattemæssigt mindre gunstigt end udbytte, der udbetales til hjemmehørende CIU’er.

32

Denne konstatering ændres ikke af den spanske regerings argumentation om, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning ikke udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser på iShares’ niveau, da iShares ikke selskabsbeskattes i De Forenede Stater af det udbytte, der oppebæres i Spanien og har overført udbyttet og den skat, der er betalt af dette udbytte i Spanien, til sine andelshavere uden selv at være underlagt denne sidstnævnte beskatning.

33

Det skal i denne henseende bemærkes, at den omstændighed, at det ikke-hjemmehørende CIU, således som det er tilfældet i hovedsagen, ikke beskattes i den stat, hvor det er hjemmehørende, eller at det overvælter skattebyrden på det udbytte, som det har modtaget, på sine andelshavere i medfør af ordningen med skattemæssig transparens, ikke har nogen konsekvenser for konstateringen af, at det udbytte, som dette CIU modtager, pålægges en højere skattebyrde end det udbytte, der udloddes til hjemmehørende CIU’er, alene på grund af Spaniens udøvelse af sin beskatningskompetence.

34

I modsætning til hvad den spanske regering har gjort gældende, udelukker den omstændighed, at udbytte udloddet til en ikke-hjemmehørende enhed i Spanien pålægges en tungere skattebyrde end den, som udbytte udbetalt til et hjemmehørende CIU er underlagt, desuden, at Domstolens betragtninger i dom af 30. april 2025, Finanzamt für Großbetriebe (C-602/23, EU:C:2025:290), kan overføres på den foreliggende sag.

35

Det er ganske vist korrekt, at Domstolen i den sag, der gav anledning til dom af 30. april 2025, Finanzamt für Großbetriebe (C-602/23, EU:C:2025:290), nærmere bestemt fastslog, at artikel 63 TEUF ikke er til hinder for anvendelsen af en national lovgivning, der fastsætter en beskatningsordning for hjemmehørende investeringsfonde, på en ikke-hjemmehørende enhed, som har de samme kendetegn som en hjemmehørende investeringsfond, men som har status af juridisk person, og i denne henseende kan sammenlignes med en hjemmehørende juridisk person, selv om en hjemmehørende investeringsfond ifølge denne nationale lovgivning anses for at være skattemæssigt transparent og ikke kan drive virksomhed som juridisk person, idet denne anvendelse er betinget af, at de indtægter, som den ikke-hjemmehørende enhed har oppebåret, henføres til dens andelshavere, og at beskatningen i den stat, hvor den er hjemmehørende, ikke foretages på dette niveau, men hos dens andelshavere. Domstolen har imidlertid anlagt denne fortolkning, under forudsætning af at udbytter, der udloddes til en ikke-hjemmehørende enhed, ikke pålægges en større skattebyrde i udlodningsstaten end den, der pålægges udbytter, der udbetales til en hjemmehørende investeringsfond (jf. dom af 30.4.2025, Finanzamt für Großbetriebe, C-602/23, EU:C:2025:290, præmis 51 og 64).

36

Under disse omstændigheder må det fastslås, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning, som fastsætter, at udbytte, der udbetales til et CIU med hjemsted i De Forenede Stater, er underlagt indkomstbeskatning for ikke-hjemmehørende personer med en sats på 15%, mens udbytte, der udbetales til et CIU, der er hjemmehørende i Spanien, i Spanien er underlagt selskabsskat med en sats på 1%, udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der principielt er forbudt i henhold til artikel 63, stk. 1, TEUF.

37

Når dette er sagt, skal det i anden række bemærkes, at det fremgår af artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF, at artikel 63 TEUF ikke griber ind i medlemsstaternes ret til at anvende de relevante bestemmelser i deres skattelovgivning, som sondrer imellem skatteydere, hvis situation er forskellig med hensyn til deres bopælssted eller med hensyn til det sted, hvor deres kapital er investeret.

38

Det følger af fast retspraksis, at artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF som en undtagelse til det grundlæggende princip om frie kapitalbevægelser skal fortolkes strengt. Denne bestemmelse kan derfor ikke fortolkes således, at enhver skattelovgivning, som sondrer mellem de skattepligtige alt afhængigt af det sted, hvor de er bosat, eller den medlemsstat, i hvilken de investerer deres kapital, uden videre er forenelig med EUF-traktaten (dom af 7.4.2022, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Skattefritagelse for aftalebaserede investeringsfonde),C-342/20, EU:C:2022:276, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

39

Den forskellige behandling, der er tilladt ifølge artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF, må således ikke, ifølge denne artikels stk. 3, udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning. Domstolen har derfor fastslået, at en sådan forskellig behandling kun kan tillades, når den vedrører situationer, der ikke er objektivt sammenlignelige, eller, i modsat fald, når den er begrundet i et tvingende alment hensyn (dom af 7.4.2022, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Skattefritagelse for aftalebaserede investeringsfonde),C-342/20, EU:C:2022:276, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

40

Det fremgår af Domstolens praksis, for det første, at spørgsmålet om, hvorvidt en grænseoverskridende situation kan sammenlignes med en national situation, skal vurderes under hensyntagen til det formål, der forfølges med bestemmelserne i den pågældende nationale lovgivning, og til genstanden for og indholdet af disse bestemmelser, og, for det andet, at der kun kan tages hensyn til de relevante sondringskriterier, der er opstillet i denne lovgivning, med henblik på bedømmelsen af, om den forskellige behandling, der følger af en sådan lovgivning, afspejler objektivt forskellige situationer (jf. i denne retning dom af 27.4.2023, L Fund, C-537/20, EU:C:2023:339, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

41

Det fremgår af den nationale lovgivning, der er gengivet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at investeringsselskaber med variabel kapital og finansielle investeringsfonde beskattes med en selskabsskattesats på 1% i Spanien, forudsat at de betingelser, der er fastsat i selskabsskattelovens artikel 28, stk. 5, er opfyldt.

42

Selv om den forelæggende ret ikke har givet nærmere oplysninger om det formål, der forfølges med den nationale lovgivning, synes denne lovgivning at have til formål at lempe dobbeltbeskatning af sådant udbytte for de juridiske personer, som den er rettet mod, og for deres aktionærer eller andelshavere. Det bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at med hensyn til foranstaltninger, som er truffet i en medlemsstat med henblik på at forhindre eller formindske kædebeskatning eller økonomisk dobbeltbeskatning af indkomst udloddet af et hjemmehørende selskab, befinder de modtagende hjemmehørende CIU’er sig ikke nødvendigvis i en situation, som er sammenlignelig med situationen for de modtagende CIU’er, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat (jf. i denne retning dom af 17.3.2022, AllianzGI-Fonds AEVN, C-545/19, EU:C:2022:193, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

43

Fra det øjeblik en medlemsstat ensidigt eller gennem indgåelse af overenskomster ikke blot gør de hjemmehørende CIU’er, men også de ikke-hjemmehørende CIU’er indkomstskattepligtige af den indkomst, de oppebærer fra et hjemmehørende selskab, nærmer sådanne ikke-hjemmehørende CIU’ers situation sig imidlertid de hjemmehørende CIU’ers situation (jf. i denne retning dom af 17.3.2022, AllianzGI-Fonds AEVN, C-545/19, EU:C:2022:193, præmis 65).

44

Hvad angår bedømmelsen af sammenligneligheden af situationen for hjemmehørende CIU’er, der er underlagt selskabsskat på 1%, med situationen for det i hovedsagen omhandlede ikke-hjemmehørende CIU, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, skal det fastslås, at det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse og navnlig af formuleringen af det præjudicielle spørgsmål, at den forelæggende ret anser de amerikanske RIC’er og de spanske CIU’er for at befinde sig i objektivt sammenlignelige situationer.

45

Det skal derfor i tredje række undersøges, om den restriktion for de frie kapitalbevægelser, der følger af anvendelsen af en højere skattesats på udbytte, der udbetales til et ikke-hjemmehørende CIU, end den, der anvendes på udbytte udbetalt til et hjemmehørende CIU, kan anses for at være neutraliseret, når en bilateral beskatningsoverenskomst fastsætter en mekanisme til undgåelse af dobbeltbeskatning i det tilfælde, hvor denne investeringsfond i sin hjemstat drager fordel af en ordning med skattemæssig transparens, inden for rammerne af hvilken den ikke beskattes af det udbytte, der modtages, og overfører dette udbytte og skattenedslaget svarende til den kildeskat, der var indeholdt af dette udbytte til sine andelshavere.

46

Det fremgår af Domstolens praksis, at formålet om at sikre en tilsvarende behandling af udbytte, der udbetales til hjemmehørende og ikke-hjemmehørende skattepligtige, kan nås ved hjælp af en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået med en anden medlemsstat eller en tredjestat (jf. i denne retning dom af 8.11.2007, Amurta, C-379/05, EU:C:2007:655, præmis 78 og 79 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 21.1.2020, Estado do Canadá, C-613/18, EU:C:2020:19, præmis 34), forudsat at anvendelsen af denne dobbeltbeskatningsoverenskomst gør det muligt fuldstændigt at udjævne virkningerne af den forskellige behandling, som den nationale lovgivning medfører (dom af 16.6.2022, ACC Silicones, C-572/20, EU:C:2022:469, præmis 44).

47

Den forskellige behandling af udbytte udloddet til hjemmehørende skattepligtige og udbytte udloddet til ikke-hjemmehørende skattepligtige forsvinder kun, i tilfælde af at den kildeskat, der indeholdes i henhold til denne lovgivning, kan modregnes i den skat, som skal betales i den anden stat, med et beløb af en størrelse, der svarer til den forskellige behandling, der hidrører fra den nationale lovgivning (jf. dom af 16.6.2022, ACC Silicones, C-572/20, EU:C:2022:469, præmis 45).

48

Domstolen har endvidere fastslået, at fradragsmetoden for at nå målet om neutralisering skal gøre det muligt at fradrage den udbytteskat, som kildestaten opkræver, fuldt ud i den skat, der skal betales i den stat, hvor den udbyttemodtagende skattepligtige er hjemmehørende, således at såfremt den endelige beskatning af dette udbytte er mere byrdefuld end beskatningen af det udbytte, der udbetales til skattepligtige, der er hjemmehørende i kildemedlemsstaten, kan denne større skattebyrde ikke længere tilskrives kildestaten, men den stat, hvor den udbyttemodtagende skattepligtige er hjemmehørende, der har udøvet sin beskatningskompetence (dom af 17.9.2015, Miljoen m.fl., C-10/14, C-14/14 og C-17/14, EU:C:2015:608, præmis 80).

49

Domstolen har tilføjet, at en mekanisme i en bilateral beskatningsoverenskomst, hvorefter modregningen af den skat, der er blevet opkrævet i kildestaten for udbyttet, er begrænset til beløbet for den skat i bopælsstaten, der er beregnet af dette udbytte, ikke i alle tilfælde syntes at garantere udligning af den forskelsbehandling, som den nationale lovgivning medfører, da en sådan udligning kun er mulig, i tilfælde af at skattebetalingen i den stat, hvor udbyttemodtageren er hjemmehørende, beregnet af det udloddede udbytte, mindst svarer til den kildeskat, der opkræves i kildemedlemsstaten for udbyttet (jf. i denne retning dom af 16.6.2022, ACC Silicones, C-572/20, EU:C:2022:469, præmis 46 og 47).

50

Det følger af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 46-49, at for at den forskellige behandling kan anses for at være neutraliseret, skal anvendelsen af den bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomst sikre, at det beløb, der svarer til forskellen i de skattesatser, der anvendes på henholdsvis hjemmehørende og ikke-hjemmehørende CIU’er, i alle tilfælde skal kunne fradrages fuldt ud i den skat, som det pågældende CIU skal betale i den stat, hvor det er hjemmehørende.

51

I den foreliggende sag er den forelæggende ret, de regeringer, der har afgivet indlæg, og Europa-Kommissionen af den opfattelse, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Spanien og De Forenede Stater tillader et sådant fuldstændigt fradrag, mens iShares bestrider dette og gør gældende, at dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 24, stk. 2, fastsætter en almindelig modregningsordning, og at det, i modsætning til hvad den forelæggende ret har anført, ikke er muligt automatisk at konkludere, at denne dobbeltbeskatningsoverenskomst giver mulighed for at neutralisere kildeskatten, da et eventuelt fradrag i De Forenede Stater for den i Spanien betalte skat under alle omstændigheder er betinget af de bestemmelser, som De Forenede Stater ensidigt har fastsat i sin nationale lovgivning, og af de begrænsninger, som De Forenede Stater måtte pålægge i denne henseende.

52

I denne henseende tilkommer det i forbindelse med en sag anlagt i henhold til artikel 267 TEUF ikke Domstolen at fortolke bestemmelserne i en beskatningsoverenskomst, der er indgået mellem en medlemsstat og en tredjestat (kendelse af 21.1.2020, Estado do Canadá, C-613/18, EU:C:2020:19, præmis 20).

53

Det tilkommer derfor den forelæggende ret at afgøre, om anvendelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Spanien og De Forenede Stater tillader et sådant fuldt fradrag.

54

Når dette er sagt, og selv hvis det antages, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Spanien og De Forenede Stater gør det muligt fuldt ud at fradrage den skat, som iShares har betalt i Spanien, i den skat, som selskabet skal betale i De Forenede Stater, fremgår det imidlertid af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at iShares i det foreliggende tilfælde under alle omstændigheder ikke selv har kunnet opnå et sådant fradrag, eftersom selskabet har overført udbyttet og overdraget den skat, der er betalt af dette udbytte i Spanien, til sine andelshavere i form af et skattenedslag inden for rammerne af en særlig ordning med skattemæssig transparens uden at blive beskattet af dette udbytte i De Forenede Stater.

55

En sådan fradragsmulighed er således for en skattepligtig som iShares kun teoretisk.

56

Det kan ikke fastslås, at en medlemsstat har sikret opfyldelsen af sine forpligtelser ved at indgå en bilateral overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, når et ikke-hjemmehørende CIU – der har valgt en skatteordning, som er fastsat i lovgivningen i dets hjemstedsstat, og om hvilket det ikke er gjort gældende, at det har handlet som led i misbrug eller svig – på grund af denne skatteordning, og selv om denne skatteordning ikke er blevet pålagt dette CIU, men er valgt af dette selv, ikke kan omfattes af beskyttelsen i denne overenskomst.

57

I et sådant tilfælde udlignes den forskellige behandling således ikke.

58

Som den spanske regering har anført, følger det ganske vist af retspraksis, at de frie kapitalbevægelser ikke skal forstås således, at en medlemsstat er forpligtet til at fastsætte sine skatteregler i forhold til en anden medlemsstats skatteregler med henblik på i alle situationer at sikre en beskatning, der udvisker enhver ulighed som følge af nationale skatteregler, idet de beslutninger, en skattepligtig træffer med henblik på investering i en anden medlemsstat, alt efter omstændighederne kan være mere eller mindre fordelagtige eller ufordelagtige for en sådan skattepligtig (dom af 7.4.2022, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Skattefritagelse for aftalebaserede investeringsfonde),C-342/20, EU:C:2022:276, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

59

I den foreliggende sag skyldes den angivelige ugunstige behandling imidlertid den forskelsbehandling, der er indført ved den i hovedsagen omhandlede spanske lovgivning, og ikke en forskel mellem den spanske og den amerikanske skattelovgivning.

60

Det skal imidlertid bemærkes, at De Forenede Stater i henhold til artikel 24, stk. 2, litra a), i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Spanien og De Forenede Stater tillader hjemmehørende personer eller statsborgere i den amerikanske indkomstskat at fradrage ikke blot den indkomstskat, de selv har betalt i Spanien, men også den, der er betalt på deres vegne.

61

Det kan følgelig ikke udelukkes, at denne dobbeltbeskatningsoverenskomst kan fortolkes således, at den giver indehaverne af iShares-andele mulighed for at drage fordel af fradraget eller skattenedslaget for den udbytteskat, der er opkrævet i Spanien, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

62

Hensyntagen til de muligheder, der er forbeholdt andelshaverne, ændres i det foreliggende tilfælde ikke af dom af 16. juni 2022, ACC Silicones (C-572/20, EU:C:2022:469, præmis 48), hvori Domstolen udelukkede, at der kunne tages hensyn til muligheden for at modregne den skat, der er betalt i kildestaten af udbyttet, hos de direkte eller indirekte aktionærer i et ikke-hjemmehørende selskab, der modtager udbyttet.

63

Den sag, der gav anledning til dom af 16. juni 2022, ACC Silicones (C-572/20, EU:C:2022:469), vedrørte således en national lovgivning, som gjorde tilbagebetaling af kapitalindkomstskat, der var betalt af udbytte modtaget af et ikke-hjemmehørende selskab, betinget af, at det blev godtgjort, at denne skat ikke kunne modregnes eller fremføres af dette selskab eller af dets direkte eller indirekte aktionærer, selv om en sådan betingelse ikke krævedes af hjemmehørende selskaber. Den foreliggende sag vedrører derimod en eventuel mulighed for, på grundlag af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Spanien og De Forenede Stater, at udligne en forskel i beskatningen af udbytte, som modtages af ikke-hjemmehørende CIU’er, der har valgt en ordning med skattemæssig transparens, ved hjælp af et fradrag, der indrømmes andelshaverne i disse CIU’er på grundlag af denne dobbeltbeskatningsoverenskomst.

64

For at kunne fastslå, at denne forskellige behandling neutraliseres ved anvendelsen af den nævnte dobbeltbeskatningsoverenskomst til fordel for andelshaverne, skal den forelæggende ret sikre sig, at disse faktisk kan drage fordel af en sådan anvendelse, og at denne anvendelse i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 46-49, gør det muligt for disse andelshavere i den skat, som de skal betale i deres hjemstat, fuldt ud at fradrage det beløb, der svarer til forskellen mellem den skattesats, der anvendes i kildemedlemsstaten for udbytte udbetalt til ikke-hjemmehørende CIU’er, og den skattesats, der anvendes på udbytte, der udbetales til hjemmehørende CIU’er.

65

Henset til det ovenstående skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at en restriktion for de frie kapitalbevægelser kan anses for at være neutraliseret ved anvendelsen af en bilateral overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, der er indgået mellem den stat, hvor et CIU er hjemmehørende, og den medlemsstat, hvorfra udbyttet udloddes, når et sådant CIU i sin hjemstedsstat er omfattet af en ordning med skattemæssig transparens, inden for rammerne af hvilken det pågældende CIU ikke beskattes af det udbytte, der modtages, og til sine andelshavere overfører dette udbytte og skattenedslaget svarende til kildeskatten indeholdt i den medlemsstat, hvorfra udbyttet udloddes, forudsat at disse andelshavere faktisk kan drage fordel af en sådan anvendelse, idet den giver dem mulighed for fuldt ud – i den skat, som disse andelshavere skal betale i deres bopælsstat – at fradrage det beløb, der svarer til forskellen mellem den skattesats, der anvendes i den medlemsstat, hvorfra udbyttet udloddes, på udbytte udbetalt til henholdsvis ikke-hjemmehørende og hjemmehørende CIU’er.

66

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at en restriktion for de frie kapitalbevægelser kan anses for at være neutraliseret ved anvendelsen af en bilateral overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, der er indgået mellem den stat, hvor et institut for kollektiv investering er hjemmehørende, og den medlemsstat, hvorfra udbyttet udloddes, når et sådant institut for kollektiv investering i sin hjemstedsstat er omfattet af en ordning med skattemæssig transparens, inden for rammerne af hvilken det pågældende institut for kollektiv investering ikke beskattes af det udbytte, der modtages, og til sine andelshavere overfører dette udbytte og skattenedslaget svarende til kildeskatten indeholdt i den medlemsstat, hvorfra udbyttet udloddes, forudsat at disse andelshavere faktisk kan drage fordel af en sådan anvendelse, idet den giver dem mulighed for fuldt ud – i den skat, som disse andelshavere skal betale i deres bopælsstat – at fradrage det beløb, der svarer til forskellen mellem den skattesats, der anvendes i den medlemsstat, hvorfra udbyttet udloddes, på udbytte udbetalt til henholdsvis ikke-hjemmehørende og hjemmehørende institutter for kollektiv investering.