shopping24 Gesellschaft für multimediale Anwendung mod SR (C-292/25)

–

Europa-Kommissionen ved B. Ernst og S. Noë, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, artikel 18 og artikel 32, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling (EUT 2015, L 141, s. 19).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem shopping24 Gesellschaft für multimediale Anwendung (herefter »shopping24«), der er et selskab med hjemsted i Tyskland, og SR, som kurator for Sportgigant Lindpointner GmbH (herefter »Sportgigant«), der er et selskab med hjemsted i Østrig, vedrørende et søgsmål med påstand om anerkendelse af en fordring med henblik på anmeldelse heraf i forbindelse med den insolvensbehandling, der i Østrig er indledt over for Sportgigant.

3

Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling (EFT 2000, L 160, s. 1) blev ophævet ved og erstattet af forordning 2015/848 med virkning fra den 26. juni 2017.

4

Femte betragtning til forordning nr. 1346/2000 havde følgende ordlyd:

»I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet bør denne forordning begrænses til bestemmelser om kompetence til indledning af insolvensbehandlinger og afgørelser, som følger direkte af insolvensbehandlingen, og som træffes i nær forbindelse hermed. [...]«

5

Denne forordnings artikel 3, stk. 1, bestemte:

»Retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling. For selskabers og juridiske personers vedkommende anses det vedtægtsmæssige hjemsted for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres.«

6

Artikel 1, stk. 1, og artikel 1, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2012, L 351, s. 1) fastsætter:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[...]

7

Følgende fremgår af 3., 5.-8. og 35. betragtning til forordning 2015/848:

[...]

[...]

8

Forordningens artikel 3 med overskriften »International kompetence« bestemmer følgende i stk. 1, første afsnit:

»Retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling (»hovedinsolvensbehandling«). Centret for skyldnerens hovedinteresser er det sted, hvor skyldneren normalt forvalter sine interesser, og som er identificerbart for tredjemand.«

9

Den nævnte forordnings artikel 6 med overskriften »Kompetence til at behandle sager, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil« fastsætter:

»1.   Retterne i den medlemsstat, på hvis område der er indledt insolvensbehandling i henhold til artikel 3, har kompetence til at behandle enhver sag, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil, f.eks. anfægtelsessøgsmål.

2.   Har et søgsmål som omhandlet i stk. 1 forbindelse med et civilretligt søgsmål anlagt mod den samme sagsøgte, kan insolvensbehandleren kræve begge sager behandlet ved retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, eller, hvis der er flere sagsøgte, ved retterne i den medlemsstat, på hvis område en af dem har bopæl, forudsat at disse retter har kompetence i henhold til reglerne i forordning (EU) nr. 1215/2012.

[...]«

10

Artikel 18 i forordning 2015/848 med overskriften »Insolvensbehandlingens virkninger for verserende retssager eller voldgiftssager« har følgende ordlyd:

»Insolvensbehandlingens virkninger for en verserende retssag eller verserende voldgiftssag om et aktiv eller en rettighed, der indgår i en skyldners bo, der er under insolvensbehandling, afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer, eller hvor voldgiftsretten har sit sæde.«

11

Denne forordnings artikel 32 med overskriften »Anerkendelse af andre retsafgørelser og deres eksigibilitet« bestemmer følgende i stk. 2:

»Forordning [nr. 1215/2012] gælder for anerkendelsen og fuldbyrdelsen af andre end de i stk. 1 omhandlede retsafgørelser, for så vidt nævnte forordning finder anvendelse.«

12

§ 110, stk. 1, i Insolvenzordnung (insolvensloven) af 11. december 1914 (RGBl. 337/1914) fastsætter:

»Kreditorer med fordringer, hvis nøjagtighed eller plads i konkursordenen forbliver omtvistet, kan anlægge søgsmål om anerkendelse af fordringerne, såfremt der er adgang til at anlægge sag ved domstolene, ved at rette søgsmålet mod alle de parter, der bestrider fordringerne (§ 14 i Zivilprozessordnung [(den civile retsplejelov]). [...]«

13

Ved stævning af 27. marts 2024 anlagde shopping24 sag mod Sportgigant ved Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg, Tyskland) med påstand om betaling af en fordring på 56829,84 EUR for ubetalte fakturaer med tillæg af renter og omkostninger forud for retssagen på 1804,90 EUR.

14

Ved afgørelse af 17. september 2024 indledte Landesgericht Linz (den regionale domstol i Linz, Østrig), som er den forelæggende ret, en konkursbehandling af Sportgigant.

15

Som følge af indledningen heraf blev sagen ved Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg) afbrudt. Siden da er denne sag hverken blevet genoptaget eller endeligt afsluttet.

16

Den 19. december 2024 anlagde shopping24 ved den forelæggende ret et »prøvelsessøgsmål« mod SR i dennes egenskab af kurator for Sportgigant. Formålet med dette søgsmål er at få anerkendt, at der over for kurator og kreditormassen foreligger en fordring med henblik på anmeldelse heraf i forbindelse med insolvensbehandlingen. Dette kravs størrelse, der er fastsat til 74106,16 EUR, omfatter hovedbeløbet på 56829,84 EUR, der skyldes for ubetalte fakturaer, med tillæg af renter, omkostninger forud for retssagen og omkostninger i forbindelse med den sag, der er anlagt ved Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg).

17

Den forelæggende ret har anført, at indledningen af en insolvensbehandling i henhold til såvel tysk som østrigsk lovgivning afbryder de verserende civile sager. Den forelæggende ret har præciseret, at når kreditor anmelder sin fordring, og denne bestrides, genoptages den afbrudte sag og tilpasses insolvensbehandlingens krav. Henset til lighederne mellem disse to lovgivninger er den forelæggende ret af den opfattelse, at det søgsmål om betaling, der er anlagt i Tyskland, og det søgsmål om anerkendelse af denne fordring, der senere er anlagt for den, forfølger samme formål og har samme genstand.

18

Inden der foretages en realitetsbehandling, finder den forelæggende ret det under disse omstændigheder nødvendigt at afgøre, om fortsættelsen af den sag, der er indbragt for den, ville kunne omfattes af en processuel indsigelse om manglende international kompetence eller litispendens.

19

Henset til artikel 6 i forordning 2015/848 og dom af 18. september 2019, Riel (C-47/18, EU:C:2019:754), ønsker den forelæggende ret i denne henseende indledningsvis oplyst, om den internationale kompetence til at træffe afgørelse i det nævnte søgsmål tilkommer de tyske eller de østrigske retter.

20

Såfremt denne kompetence tilkommer de tyske retter, ønsker den forelæggende ret dernæst oplyst, om den, henset til denne forordnings artikel 32, stk. 2, er forpligtet til i den insolvensbehandling, der er indledt i Østrig, at anerkende den afgørelse, der skal træffes af Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg) om anerkendelsen af den omhandlede fordring.

21

Endelig ønsker den forelæggende ret i bekræftende fald oplyst, om litispendensindsigelsen finder anvendelse og er til hinder for, at den træffer afgørelse i det prøvelsessøgsmål, der vedrører anerkendelsen af en fordring, som er indbragt for den.

22

På denne baggrund har Landesgericht Linz (den regionale domstol i Linz) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848 skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, har enekompetence til at påkende en sag om anerkendelse af en fordring med henblik på anmeldelse heraf i forbindelse med denne insolvensbehandling, selv om der på tidspunktet for indledningen af den nævnte insolvensbehandling allerede verserede et søgsmål med samme genstand ved retterne i en anden medlemsstat.

24

Indledningsvis bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at for så vidt som forordning 2015/848 har ophævet og erstattet Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling (EFT 2000, L 160, s. 1), gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af sidstnævnte forordnings bestemmelser ligeledes for førstnævnte forordnings bestemmelser, når disse bestemmelser kan sidestilles med hinanden (dom af 18.4.2024, Luis Carlos m.fl., C-765/22 og C-772/22, EU:C:2024:331, præmis 49).

25

Det skal først fremhæves, at det fremgår af artikel 3, stk. 1, i forordning 2015/848, at retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, tillægges enekompetence til at indlede insolvensbehandling (jf. i denne retning dom af 24.3.2022, Galapagos BidCo., C-723/20, EU:C:2022:209, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

26

Det følger af denne forordnings artikel 6, stk. 1, at retterne i den medlemsstat, på hvis område der er indledt insolvensbehandling i henhold til denne artikel 3, har kompetence til at behandle enhver sag, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil.

27

Selv om den nævnte forordnings artikel 6, stk. 1, ikke svarer til nogen bestemmelse i forordning nr. 1346/2000, forholder det sig ikke desto mindre således, at den kodificerer en regel om international kompetence, der følger af Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af sidstnævnte forordnings artikel 3, stk. 1, navnlig i dom af 12. februar 2009, Seagon (C-339/07, EU:C:2009:83, præmis 21), og at den gengiver de to kriterier, der allerede fremgik af sjette betragtning til den nævnte forordning (jf. i denne retning dom af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 27, og af 14.11.2024, Oilchart International, C-394/22, EU:C:2024:952, præmis 35).

28

I overensstemmelse med Domstolens praksis er disse to kriterier kumulative (jf. i denne retning dom af 4.12.2019, Tiger m.fl., C-493/18, EU:C:2019:1046, præmis 26).

29

Hvad angår det første kriterium vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt et søgsmål følger direkte af en insolvensbehandling, er det afgørende forhold med henblik på at identificere, under hvilket område et søgsmål henhører, ikke den processuelle sammenhæng, som søgsmålet indgår i, men søgsmålets retsgrundlag. Det skal således undersøges, om den rettighed eller forpligtelse, der ligger til grund for det nævnte søgsmål, udspringer af de almindelige civil- og handelsretlige regler eller af undtagelsesbestemmelser, der er særlige for insolvensbehandlinger (jf. i denne retning dom af 4.12.2019, Tiger m.fl., C-493/18, EU:C:2019:1046, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

30

Hvad angår det andet kriterium vedrørende den tætte forbindelse mellem søgsmålet og insolvensbehandlingen er det spørgsmålet om, hvor tæt en forbindelse der er mellem dette søgsmål og insolvensbehandlingen, som er afgørende med henblik på at tage stilling til, om det nævnte søgsmål henhører under den internationale kompetence for retterne i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen er indledt (jf. i denne retning dom af 4.12.2019, Tiger m.fl., C-493/18, EU:C:2019:1046, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

31

Domstolen har desuden allerede fastslået, at et søgsmål om anerkendelse af fordringer med henblik på anmeldelse heraf i forbindelse med en insolvensbehandling, såsom det søgsmål, der er fastsat i den østrigske insolvenslovs § 110, opfylder de to kumulative kriterier, der er nævnt i nærværende doms præmis 28-30. Et sådant søgsmål udgør nemlig et element under lovgivningen på området for insolvensbehandling, og det kan anlægges i forbindelse hermed af de kreditorer, der tager del i denne behandling, såfremt der med hensyn til de fordringer, der er anmeldt af disse kreditorer, gøres indsigelse mod fordringernes nøjagtighed eller plads i konkursordenen (jf. i denne retning dom af 18.9.2019, Riel, C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 37 og 38).

32

Et sådant søgsmål henhører derfor i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848 under den internationale kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt.

33

Med henblik på at give den forelæggende ret et fuldstændigt svar skal det endvidere afgøres, om den internationale kompetence, der er fastsat i denne bestemmelse, til at påkende et søgsmål, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil, har karakter af enekompetence.

34

I denne henseende bemærkes for det første, at det i syvende betragtning til forordning 2015/848 præciseres, at konkurs, likvidationsbehandling af insolvente selskaber eller andre juridiske personer, akkord og andre lignende ordninger og sager herom ikke er omfattet af forordning nr. 1215/2012. I medfør af sidstnævnte forordnings artikel 1, stk. 2, litra b), er »konkurs, akkord og andre lignende ordninger« for det andet udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde. Ifølge Domstolens praksis udelukker denne sidstnævnte bestemmelse kun søgsmål, der følger direkte af en insolvensbehandling, og som har snæver forbindelse hermed, fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012 (jf. i denne retning dom af 14.11.2018, Wiemer & Trachte, C-296/17, EU:C:2018:902, præmis 28-30).

35

Forordning nr. 1215/2012 og 2015/848 skal fortolkes på en sådan måde, at det undgås, at de retsregler, der er fastsat heri, overlapper hinanden, og at et juridisk tomrum undgås. De søgsmål, der i medfør af artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1215/2012 er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, er således omfattet af anvendelsesområdet for forordning 2015/848. Tilsvarende er søgsmål, der ikke falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848, omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012 (jf. i denne retning dom af 14.11.2018, Wiemer & Trachte, C-296/17, EU:C:2018:902, præmis 29, og af 14.11.2024, Oilchart International, C-394/22, EU:C:2024:952, præmis 32).

36

De respektive anvendelsesområder for disse to forordninger er således klart afgrænset (jf. i denne retning dom af 14.11.2018, Wiemer & Trachte, C-296/17, EU:C:2018:902, præmis 31, og af 14.11.2024, Oilchart International, C-394/22, EU:C:2024:952, præmis 34). Som det fremgår af nærværende doms præmis 32, er et søgsmål med påstand om anerkendelse af fordringer med henblik på anmeldelse heraf i forbindelse med en insolvensbehandling omfattet af anvendelsesområdet for forordning 2015/848.

37

I denne henseende bemærkes, at artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848, sammenholdt med 35. betragtning til denne forordning, således som det er anført i nærværende doms præmis 27, kodificerer en regel om international kompetence, der følger af Domstolens praksis vedrørende artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000. I forbindelse med sidstnævnte forordning har Domstolen fastslået, at denne internationale kompetence har karakter af enekompetence (dom af 14.11.2018, Wiemer & Trachte, C-296/17, EU:C:2018:902, præmis 36 og 43).

38

Forordning 2015/848 fastsætter desuden ingen regler om tildeling af international kompetence, som giver retterne i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, kompetence til at påkende søgsmål med påstand om anerkendelse af en fordring med henblik på anmeldelse heraf i forbindelse med denne insolvensbehandling, når disse søgsmål følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil.

39

Denne internationale enekompetence, som afspejles i 35. betragtning til forordning 2015/848, er endvidere kun udelukket inden for rammerne af denne forordning i det tilfælde, der udtrykkeligt er omhandlet i forordningens artikel 6, stk. 2, hvor et søgsmål, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil, har forbindelse med et civilretligt søgsmål, således som generaladvokat Wahl anførte i sit forslag til afgørelse Wiemer & Trachte (C-296/17,EU:C:2018:515, punkt 66 og 67). Et sådant tilfælde, hvor insolvensbehandleren har mulighed for at anlægge begge sager ved retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, er imidlertid ikke relevant for omstændighederne i tvisten i hovedsagen.

40

I øvrigt er en samling af samtlige de søgsmål, der er direkte knyttet til insolvens, ved retterne i den medlemsstat, der har kompetence til at indlede insolvensbehandling, i overensstemmelse med det mål om at forbedre effektiviteten og hurtigheden af insolvensbehandlinger med grænseoverskridende virkninger, der er omhandlet i tredje og ottende betragtning til forordning 2015/848 (jf. i denne retning dom af 12.2.2009, Seagon,C-339/07, EU:C:2009:83, præmis 22, og af 14.11.2018, Wiemer & Trachte, C-296/17, EU:C:2018:902, præmis 33).

41

Det fremgår desuden af femte betragtning til denne forordning, at det er en forudsætning for et velfungerende indre marked, at parterne ikke tilskyndes til at overføre aktiver eller tvister fra én medlemsstat til en anden for at forbedre deres retsstilling (»forumshopping«).

42

Muligheden for, at forskellige retsinstanser har kompetence til at påkende sager, der er anlagt i forskellige medlemsstater, og som er direkte knyttet til insolvens, kan imidlertid svække forfølgelsen af et sådant mål (jf. i denne retning dom af 12.2.2009, Seagon, C-339/07, EU:C:2009:83, præmis 24, og af 14.11.2018, Wiemer & Trachte, C-296/17, EU:C:2018:902, præmis 35).

43

Heraf følger, at den internationale kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, til at påkende søgsmål, der følger direkte af denne behandling og har tæt tilknytning hertil, er en enekompetence.

44

Eftersom den i hovedsagen omhandlede insolvensbehandling i det foreliggende tilfælde er blevet indledt i Østrig, henhører et søgsmål som det, der er anlagt ved den forelæggende ret, med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler denne ret at foretage, under de østrigske retters enekompetence.

45

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848 skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, har enekompetence til at påkende en sag om anerkendelse af en fordring med henblik på anmeldelse heraf i forbindelse med denne insolvensbehandling, selv om der på tidspunktet for indledningen af den nævnte insolvensbehandling allerede verserede et søgsmål med samme genstand ved retterne i en anden medlemsstat.

46

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet og det tredje spørgsmål.

47

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling

skal fortolkes således, at

retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, har enekompetence til at påkende en sag om anerkendelse af en fordring med henblik på anmeldelse heraf i forbindelse med denne insolvensbehandling, selv om der på tidspunktet for indledningen af den nævnte insolvensbehandling allerede verserede et søgsmål med samme genstand ved retterne i en anden medlemsstat.