SQ mod YR (C-300/25)

–

SQ ved advokáti A. Andruško og P. Marek samt avocate M. Odin,

–

YR ved advokát J. Pacovský,

–

den tjekkiske regering ved A. Edelmannová, L. Halajová, A. Pagáčová og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Monfort og S. Noë, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1 og artikel 3, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EU) 2016/1103 af 24. juni 2016 om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller (EUT 2016, L 183, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem SQ og YR vedrørende afvikling og opdeling af et sameje om fast ejendom, der er erhvervet, mens de var gift med formueordning om særeje.

3

I 34. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1) er følgende anført:

»Kontinuiteten mellem [konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«)], [Rådets] forordning (EF) nr. 44/2001 [af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1)] og nærværende forordning bør sikres, og i den forbindelse bør der fastsættes overgangsbestemmelser. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til Den Europæiske Unions Domstols fortolkning af [Bruxelleskonventionen] og de forordninger, der er trådt i stedet for den.«

4

Artikel 1 i forordning nr. 1215/2012, der henhører under dennes kapitel I med overskriften »Anvendelsesområde og definitioner«, bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[...]«

5

Denne forordnings kapitel II med overskriften »Kompetence« indeholder flere afdelinger, herunder afdeling 6 med overskriften »Enekompetence«. Afdeling 6 indeholder bl.a. forordningens artikel 24, hvis nr. 1) har følgende ordlyd:

»Enekompetente er følgende retter i en medlemsstat uden hensyn til parternes bopæl:

[...]«

6

Følgende fremgår af 15., 18., 19. og 24. betragtning til forordning 2016/1103:

[...]

[...]

7

Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller.

Den finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[...]

[...]«

8

Den nævnte forordnings artikel 3 fastsætter under overskriften »Definitioner« følgende i stk. 1:

»I denne forordning forstås ved:

[...]«

9

Samme forordnings artikel 6 med overskriften »Kompetence i andre tilfælde« har følgende ordlyd:

»Hvis ingen ret i en medlemsstat har kompetence i henhold til artikel 4 og 5, eller i andre tilfælde end dem, der er omhandlet i disse artikler, er følgende retter i medlemsstaterne kompetente til at træffe afgørelse om formueforholdet mellem ægtefæller:

[...]

[...]«

10

I henhold til § 708 i zákon č. 89/2012 Sb., občanský zákoník (lov nr. 89/2012 om den civile lovbog) omfatter ægtefællernes formuefællesskab alt, hvad ægtefællerne ejer, der har en formueværdi, og som kan være genstand for retsforhold. Ifølge stk. 2 i samme § 708 reguleres dette formuefællesskab af en ordning, som enten er lovbestemt, viljesbestemt eller fastsat ved en retsafgørelse.

11

I henhold til § 709, stk. 1, i denne lov indebærer den lovbestemte formueordning, at fælleseje omfatter alt, som hver af ægtefællerne har erhvervet, eller som ægtefællerne har erhvervet i fællesskab under ægteskab, med undtagelse af den formue, der er undtaget fra fælleseje i henhold til denne bestemmelse.

12

I henhold til denne lovs § 716, stk. 1, første punktum, kan ægtefællerne aftale en anden ordning for formueforholdet mellem sig end den lovbestemte formueordning.

13

Ifølge den samme lovs § 717, stk. 1, første punktum, er særeje en af mulighederne for en viljesbestemt formueordning mellem ægtefæller.

14

I henhold til § 729 i lov nr. 89/2012 om den civile lovbog kan en ægtefælle i en formueordning om særeje disponere med sin formue uden den anden ægtefælles samtykke.

15

I denne lovs § 1115, stk. 1, er det bestemt, at personer, som har et fælles adkomstdokument til et formuegode, anses for værende samejende.

16

Den nævnte lovs § 1140 fastsætter, at ingen kan tvinges til at forblive samejer, og at enhver samejer til enhver tid kan begære udskillelse af sine andele af et samejet formuegode, hvis den pågældende samejede genstand kan opdeles, eller at dette sameje opløses.

17

I henhold til den samme lovs § 1143 tager retten i mangel af en aftale mellem samejerne stilling til en begæring fra den ene af samejerne om opløsning af samejet. Hvis samejet opløses ved en retsafgørelse, skal retten ligeledes træffe afgørelse om de nærmere vilkår for fordelingen mellem samejerne.

18

Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at parterne i hovedsagen indgik ægteskab med formueordning om særeje og under dette samliv erhvervede fast ejendom beliggende i Paris (Frankrig) i sameje (herefter »den omhandlede ejendom«).

19

Efter ægteskabets opløsning indgav YR en begæring til de tjekkiske retter om afvikling og opdeling af samejet vedrørende den omhandlede ejendom.

20

Ved kendelse af 26. oktober 2022 fastslog Obvodní soud pro Prahu 5 (distriktsdomstolen i Prag 5, Den Tjekkiske Republik), der traf afgørelse i første instans, at der, henset til den aftale om særeje, der blev indgået ved indgåelsen af ægteskabet, aldrig havde eksisteret noget formuefællesskab mellem de tidligere ægtefæller. Denne ret fastslog derfor, at denne anmodning var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012. I henhold til artikel 24, stk. 1, i denne forordning er retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende, enekompetente, dvs. retterne i Frankrig.

21

Denne afgørelse blev omstødt ved kendelse af 22. januar 2024 afsagt af Městský soud v Praze (byretten i Prag, Den Tjekkiske Republik), idet denne ret fandt, at hovedsagen var omfattet af anvendelsesområdet for forordning 2016/1103. Ifølge den forelæggende ret udgør den aftale om særeje, inden for rammerne af hvilken den omhandlede ejendom er erhvervet, et »formueforhold mellem ægtefæller« i denne forordnings forstand, eftersom den vedrører formueretlige rettigheder, der følger af ægteskabet. De tjekkiske retter har følgelig kompetence til at påkende denne sag på grundlag af den nævnte forordnings artikel 6, litra b).

22

Der er ved Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik), som er den forelæggende ret, iværksat kassationsanke til prøvelse af denne kendelse.

23

Den forelæggende ret har præciseret, at fastlæggelsen af, hvilken ret der har kompetence til at påkende en begæring om afvikling og opdeling af et sameje om fast ejendom, som ægtefæller, der er gift og har en formueordning om særeje, har erhvervet, afhænger af spørgsmålet om, hvorvidt en sådan begæring indgår i en formueretlig tvist, der følger direkte af ægteskabet eller opløsningen heraf, og som således henhører under sager om »formueforholdet mellem ægtefæller« som omhandlet i forordning 2016/1103, eller ikke har nogen forbindelse med ægteskabet, og som derfor henhører under sager om »rettigheder over fast ejendom« som omhandlet i forordning nr. 1215/2012.

24

Ifølge den forelæggende ret adskiller hovedsagen sig fra den sag, der gav anledning til kendelse af 14. juni 2017, Iliev (C-67/17, EU:C:2017:459), for så vidt som det i det foreliggende tilfælde ikke er den bodeling, der følger af opløsningen af ægteskabet ved skilsmisse, der er genstand for sagen, men en afvikling af samejet, der eksisterer mellem parterne i hovedsagen i overensstemmelse med de almindelige retsregler.

25

Den forelæggende ret har anført, at det med henblik på afgørelsen af, om en tvist er omfattet af anvendelsesområdet for henholdsvis forordning nr. 1215/2012 eller forordning 2016/1103, skal fastslås, om denne tvist er en »direkte« følge af ægteskabet eller dets opløsning eller ikke har nogen forbindelse med ægteskabet som omhandlet i dom af 27. marts 1979, de Cavel (143/78, EU:C:1979:83). Med henblik herpå kan det være nyttigt at undersøge, om de aspekter, der er forbundet med ægteskabets indgåelse eller opløsning, er afgørende for løsningen af den nævnte tvist eller blot udgør kontekstuelle elementer uden »direkte« indflydelse på udfaldet af tvisten.

26

Den forelæggende ret har præciseret, at i henhold til tjekkisk ret adskiller den omstændighed alene, at ægtefællerne har formueordning om særeje, inden for rammerne af hvilken de har erhvervet en fast ejendom, ikke det sameje, der følger heraf, fra andre former for sameje i henhold til de almindelige retsregler. Den forelæggende ret har anført, at et gode kan ejes i sameje af ægtefællerne alene, som det er tilfældet i hovedsagen, men også i fællesskab med tredjemand, uden at denne sidstnævnte ville være berørt af, at der består en ægteskabelig tilknytning mellem visse samejere. Såfremt det antages, at en tvist om afvikling og opdeling af et sådant sameje er omfattet af anvendelsesområdet for forordning 2016/1103, ville det svare til at fastlægge en rets internationale kompetence på grundlag af omstændigheder, som ikke er kendt af alle samejerne.

27

Ifølge den forelæggende ret kan proceduren for afvikling og opdeling af et sameje i henhold til tjekkisk ret i øvrigt finde sted både under ægteskabet mellem medkontrahenterne og lang tid efter dets opløsning.

28

På denne baggrund har Nejvyšší soud (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»[Henhører en sag om afvikling og opdeling af et sameje om fast ejendom erhvervet af ægtefæller med en viljesbestemt formueordning om særeje under sager] om formueforholdet mellem ægtefæller som omhandlet i artikel 1 og artikel 3, stk. 1, litra a), i [forordning 2016/1103]?«

29

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103 skal fortolkes således, at en begæring om afvikling og opdeling af et sameje om fast ejendom, som er erhvervet udelukkende af ægtefæller, der er gift, og som har en viljesbestemt formueordning om særeje, hvilken begæring er indgivet efter ægteskabets opløsning, henhører under sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller som omhandlet i disse bestemmelser.

30

Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal der i overensstemmelse med fast retspraksis ikke blot tages hensyn til disse bestemmelsers ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori de indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som de udgør en del af (jf. dom af 17.11.1983, Merck, 292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og af 27.11.2025, Manuel Costa Filhos, C-643/24, EU:C:2025:923, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

31

Hvad for det første angår ordlyden af de nævnte bestemmelser skal det bemærkes, at artikel 1, stk. 1, i forordning 2016/1103 bestemmer, at denne forordning finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller med undtagelse af spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.

32

I denne henseende har Domstolen fastslået, at den nævnte forordning blev vedtaget med henblik på at omfatte alle civilretlige aspekter af formueforholdet mellem ægtefæller, både i forbindelse med den daglige forvaltning af ægtefællernes aktiver og med bodelingen (jf. i denne retning dom af 1.3.2018, Mahnkopf, C-558/16, EU:C:2018:138, præmis 41).

33

I henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103 forstås ved »formueforhold mellem ægtefæller«»et sæt regler om de formueretlige forbindelser mellem ægtefællerne indbyrdes og i deres forbindelser med tredjemand som følge af ægteskab eller ægteskabets opløsning«.

34

Som det fremgår af selve ordlyden af disse bestemmelser, indeholder de ingen henvisning til medlemsstaternes ret for så vidt angår den betydning og rækkevidde, som begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« skal tillægges, således at dette begreb, henset til såvel kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som til lighedsprincippet, skal anses for at være et selvstændigt EU-retligt begreb, der skal fortolkes ensartet på EU’s område (jf. analogt dom af 16.2.2023, Lufthansa Technik AERO Alzey, C-393/21, EU:C:2023:104, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

35

Betydningen og rækkevidden af det nævnte begreb kan derfor ikke fastlægges på grundlag af en definition i medlemsstaternes ret.

36

Anvendelsen i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103 af ordene et »sæt« regler om formueforholdet mellem ægtefæller og i givet fald i deres forbindelser med tredjemand, der udspringer af ægteskabet eller dets opløsning, gør det ligeledes muligt at fastslå, at begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« skal fortolkes bredt.

37

For det andet bemærkes, at nødvendigheden af en selvstændig og bred fortolkning af dette begreb, som følger af ordlyden af artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103, understøttes af den sammenhæng, hvori disse bestemmelser indgår.

38

I denne henseende skal det først bemærkes, at i henhold til 18. betragtning til forordning 2016/1103 bør denne forordnings anvendelsesområde omfatte alle civilretlige aspekter af formueforholdet mellem ægtefæller, både i forbindelse med den daglige forvaltning af ægtefællernes formuegoder og med bodelingen, især som følge af parrets separation eller en af ægtefællernes død.

39

I henhold til ordlyden af 18. betragtning bør begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« fortolkes selvstændigt og bør ikke blot omfatte de regler, som ægtefællerne ikke kan fravige, men også enhver fakultativ regel, som kan være aftalt mellem ægtefællerne i overensstemmelse med den gældende lovgivning, samt enhver fast regel i medfør heraf. Begrebet omfatter ikke alene formueordninger, som af visse nationale retssystemer specifikt og udelukkende er udformet med henblik på ægteskab, men også alle formueretlige forhold mellem ægtefællerne og i deres forbindelser med tredjemand, som er en direkte følge af ægteskabet eller af dettes opløsning.

40

Hernæst bemærkes, at rækkevidden af begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« i opbygningen af forordning 2016/1103 ligeledes er afgrænset af opregningen i denne forordnings artikel 1, stk. 2, af de områder, der er udelukket fra forordningens anvendelsesområde. Som det fremgår af 19. betragtning til den nævnte forordning, bør dens anvendelsesområde nemlig ikke omfatte en række spørgsmål, som kan anses for at have tilknytning til spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller.

41

Blandt de spørgsmål, der således er udelukket, er de spørgsmål, der er nævnt i artikel 1, stk. 2, litra g), i forordning 2016/1103 vedrørende arten af tinglige rettigheder over et formuegode.

42

Det skal i denne henseende bemærkes, således som det fremgår af 24. betragtning til denne forordning, at formålet med denne udelukkelse ikke er at ændre antallet af anerkendte tinglige rettigheder, der i nogle medlemsstaters nationale lovgivning er begrænset. Ifølge denne 24. betragtning bør en medlemsstat nemlig ikke være forpligtet til at anerkende en tinglig rettighed vedrørende formuegoder, der befinder sig i den pågældende stat, hvis den pågældende tinglige rettighed er et ukendt begreb i dens lovgivning. Rækkevidden af den nævnte udelukkelse omfatter følgelig ikke alle de søgsmål, der har en forbindelse med en tinglig rettighed vedrørende et formuegode, idet en sådan forbindelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde, at den nævnte forordning ikke skal finde anvendelse.

43

Selv om en begæring om afvikling og opdeling af et sameje om fast ejendom, der er erhvervet af ægtefæller, der er gift og har en formueordning om særeje, ganske vist kan føre til overdragelse af en tinglig rettighed til denne faste ejendom, vedrører den imidlertid ikke spørgsmålet om »arten af tinglige rettigheder« vedrørende denne faste ejendom som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra g), i forordning 2016/1103.

44

Endelig skal det i forbindelse med en mere generel kontekstuel fortolkning bemærkes, at begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« i forordning 2016/1103 også forekommer i andre EU-retsakter, bl.a. forordning nr. 1215/2012 og de retlige instrumenter, der gik forud herfor, dvs. navnlig Bruxelleskonventionen, til at betegne et område, der er udelukket fra deres respektive anvendelsesområder.

45

For så vidt som disse forordninger og andre EU-retlige instrumenter er omfattet af samarbejdet om civilretlige spørgsmål med virkninger på tværs af grænser, skal fortolkningen af de tilsvarende begreber, som EU-lovgiver har anvendt heri, undergives en ensartet fortolkning (jf. analogt dom af 3.6.2021, Generalno konsulstvo na Republika Bulgaria, C-280/20, EU:C:2021:443, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

46

Det er derfor relevant at bemærke, at Domstolen, i forbindelse med en stillingtagen til fortolkningen af Bruxelleskonventionen inden for rammerne af en skilsmissesag, der verserede for en national ret, har fastslået, at begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« ikke blot omfatter formueforhold, der specifikt og udelukkende er udformet i visse nationale lovgivninger med henblik på ægteskab, men også alle formueforhold, der følger direkte af ægteskabet eller af dettes opløsning (dom af 27.3.1979, de Cavel, 143/78, EU:C:1979:83, præmis 7).

47

Domstolen har fastslået, at retssager, som føres om ægtefællers formuegoder, mens der verserer en skilsmissesag, efter omstændighederne kan vedrøre eller være nært knyttet til enten spørgsmål om fysiske personers retlige status, formueretlige forhold mellem ægtefæller som en direkte følge af ægteskabet eller dettes opløsning eller formueretlige forhold, som eksisterer mellem ægtefæller, men som ikke står i forbindelse med ægteskabet, og at kun tvister, der indgår i sidstnævnte kategori, er omfattet af Bruxelleskonventionens anvendelsesområde, mens tvister, der indgår i de to førstnævnte kategorier, skal være udelukket (jf. i denne retning dom af 27.3.1979, de Cavel, C-143/78, EU:C:1979:83, præmis 7).

48

Ved at anvende de samme kriterier i forbindelse med en sag vedrørende fortolkningen af artikel 1, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1215/2012 har Domstolen fastslået, at en tvist mellem tidligere ægtefæller om salg af et gode anskaffet under ægteskabet vedrører de formueretlige forhold mellem disse personer, der følger direkte af ægteskabets opløsning, og derfor henhører under området for »formueforhold mellem ægtefæller«, hvilket udelukker anvendelsen af denne forordning (jf. i denne retning kendelse af 14.6.2017, Iliev, C-67/17, EU:C:2017:459, præmis 30).

49

Henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 46-48, og som kan overføres på fortolkningen af begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller« eller »formueforhold mellem ægtefæller« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103, skal det fastslås, at dette begreb omfatter samtlige regler om formueforholdet mellem ægtefæller eller tidligere ægtefæller og i deres forbindelser med tredjemand, der følger direkte af ægteskabet eller opløsningen heraf.

50

For det tredje opfylder denne fortolkning de formål, der forfølges med forordning 2016/1103.

51

Det skal i denne henseende bemærkes, således som det fremgår af 15. betragtning til denne forordning, at den har til formål at skabe retssikkerhed for gifte par hvad angår deres formuegoder og at sikre dem en vis forudsigelighed ved at samle dem inden for rammerne af ét enkelt instrument under alle de regler, der finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller.

52

Som generaladvokaten i det væsentlige har gjort gældende i punkt 65 og 66 i forslaget til afgørelse, kommer det formål om forenkling, som forordning 2016/1103 er baseret på, til udtryk i den omstændighed, at en enkelt myndighed i princippet har kompetence til at træffe afgørelse om alle spørgsmål vedrørende ægtefællernes formueforhold i henhold til en enkelt lov, som ægtefællerne har valgt, eller som er fastlagt i henhold til objektive tilknytningsfaktorer, der er fastsat i denne forordning.

53

Hvad navnlig angår kompetencereglerne har dette formål om at forenkle ægtefællernes retsstilling udmøntet sig i vedtagelsen af bl.a. artikel 6 i forordning 2016/1103, som fastsætter kriterierne for fastlæggelsen af, hvilken ret der har kompetence til at træffe afgørelse om »formueforholdet mellem ægtefæller«, der i denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra a), defineres som et »sæt« regler om de formueretlige forhold mellem ægtefællerne og i deres forbindelser med tredjemand, der opstår som følge af ægteskabet og dets opløsning.

54

En bred definition af begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller«, som gør det muligt at indbringe tvister vedrørende regler om de formueretlige forbindelser mellem ægtefællerne eller tidligere ægtefæller for en enkelt ret, herunder når disse forhold vedrører afvikling og opdeling af et sameje om fast ejendom, opfylder følgelig det formål om forenkling og forudsigelighed, der forfølges med forordning 2016/1103. Dette er så meget desto mere tilfældet, når ægtefællerne eller de tidligere ægtefæller, der er ejere af flere faste ejendomme beliggende i forskellige medlemsstater, og som er erhvervet inden for rammerne af en formueordning om særeje, anmoder om afvikling og opdeling af dette sameje. Muligheden for at samle disse krav ved en enkelt ret, der har kompetence i medfør af forordning 2016/1103, er i overensstemmelse med god retspleje, da den gør det muligt at undgå en opsplitning af tvister, afhængigt af hvor disse faste ejendomme befinder sig.

55

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at ægtefællerne ved indgåelsen af ægteskabet aftalte en formueordning om særeje, og at de under ægteskabet erhvervede den omhandlede ejendom i sameje. Efter opløsningen af deres ægteskab ved skilsmisse indgav en af dem en begæring til en tjekkisk ret om afvikling og opdeling af dette sameje, som udelukkende vedrørte de tidligere ægtefæller, idet ingen tredjemand var blandt samejerne.

56

I en sådan situation, der er kendetegnet ved den omstændighed, at det omhandlede formueretlige forhold, dvs. samejet om fast ejendom mellem de tidligere ægtefæller, er opstået under et ægteskab, der for sin del er undergivet en formueordning om særeje, skal det fastslås, at der foreligger en direkte sammenhæng mellem dette formueretlige forhold og ægteskabet.

57

Det skal i denne henseende bemærkes, at ægtefællerne med henblik på at regulere deres formueretlige forhold generelt har valget mellem flere formueordninger, der, således som det er præciseret i punkt 45 i P. Schlossers rapport om konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention (EFT 1979, C 59, s. 71), kan gå fra et »almindeligt formuefællesskab« til en fuldstændigt »særeje«. Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 46, er disse formueordninger, der er udformet med henblik på ægteskab, selv omfattet af begrebet »formueforholdet mellem ægtefæller«. I det foreliggende tilfælde fremgår det, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, at den formueordning om særeje, som ægtefællerne har aftalt, på det formueretlige plan karakteriserede deres ægteskabelige forhold og direkte førte til deres retsforhold som medejere i sameje i forbindelse med købet af den omhandlede faste ejendom.

58

En sådan konklusion afkræftes ikke af den omstændighed, som anført i denne doms præmis 26, at den ordning for sameje, der i tjekkisk ret gælder for erhvervelse af fast ejendom, der foretages af ægtefæller, der har en formueordning med særeje, i det væsentlige ikke adskiller sig fra den almindelige ordning for sameje. Denne omstændighed er ikke relevant med henblik på at afgøre, om en begæring om afvikling og opdeling af samejet som den i hovedsagen omhandlede henhører under sager vedrørende »formueforholdet mellem ægtefæller« som omhandlet i forordning 2016/1103, eftersom dette udtryk »formueforholdet mellem ægtefæller«, således som det er blevet fastslået i denne doms præmis 35, udgør et selvstændigt EU-retligt begreb, hvis rækkevidde ikke kan fastlægges i henhold til medlemsstaternes ret.

59

Den omstændighed, at denne begæring om afvikling og opdeling af samejet blev indgivet efter ægteskabets opløsning, er heller ikke til hinder for, at det fastslås, at der foreligger en direkte forbindelse mellem det omhandlede formueretlige forhold og ægteskabet. Som Europa-Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende i retsmødet, er datoen for indgivelsen af begæringen om afvikling og opdeling af et sameje, uanset om den ligger forud for eller efter ægteskabets opløsning, nemlig ikke afgørende for anvendelsen af forordning 2016/1103.

60

Henset til ovenstående betragtninger, og uden at det inden for rammerne af den foreliggende sag er nødvendigt at undersøge, om den fortolkning, der er anlagt i nærværende dom, ligeledes finder anvendelse på situationer, hvor en eller flere tredjemænd er blandt samejerne, skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1103 skal fortolkes således, at en begæring om afvikling og opdeling af et sameje om fast ejendom, som er erhvervet udelukkende af to ægtefæller, der er gift, og som har en viljesbestemt formueordning om særeje, hvilken begæring er indgivet efter ægteskabets opløsning, henhører under sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller som omhandlet i disse bestemmelser.

61

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EU) 2016/1103 af 24. juni 2016 om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller

skal fortolkes således, at

en begæring om afvikling og opdeling af et sameje om fast ejendom, som er erhvervet udelukkende af to ægtefæller, der er gift, og som har en viljesbestemt formueordning om særeje, hvilken begæring er indgivet efter ægteskabets opløsning, henhører under sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller som omhandlet i disse bestemmelser.