Højesteret stadfæster landsrettens dom i sag om ankebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt
AI summary 2026-10-22 15:06 · llama3.1
Dommen
- Facts: Sagen omhandler en familie, hvor far og mor er skilt og har en søn. Far ønsker at have samvær med sønnen, men sønnen ønsker ikke direkte kontakt med far. Familieretten har besluttet, at der ikke skal fastsættes samvær mellem far og søn.
- Legal question: Er det med rette, at landsretten har afvist ankesagen, da der ikke foreligger tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til at anke dommen?
- Outcome og reasoning: Højesteret finder, at landsretten har handlet korrekt, da ankebegrænsningen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt. kun gælder for domme, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær. Da familieretten har afgjort dette spørgsmål alene, kræver anke af dommen tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, som ikke er forelået.
- Significans: Dommen fastsætter, at ankebegrænsningen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt. kun gælder for domme, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær. Dette kan have betydning for fremtidige sager om samvær og anden kontakt mellem forældre og børn.
Kilde: Højesteret, BS-32576/2025-HJR, 15. januar 2026.
Summary from the source
Om ankebegrænsningsreglen i
retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt.
Det var med rette, at landsretten afviste anke af dom, hvor familieretten alene havde afgjort spørgsmål om samvær
Sag BS-32576/2025-HJR
Dom afsagt den 15. januar 2026
Far
mod
Mor
Ved dom af 4. oktober 2024 bestemte familieretten, at der ikke skulle fastsættes samvær mellem Far og Fars barn. Far ankede dommen til landsretten, der afviste ankesagen med henvisning til, at der ikke forelå tilladelse til anke fra Procesbevillingsnævnet.
Sagen angik for Højesteret, om det var med rette, at landsretten afviste ankesagen.
Efter retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., kan en dom afsagt af familieretten i en sag, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær, kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Da familieretten alene havde afgjort, om der skulle fastsættes samvær mellem Far og barnet, og da der ikke forelå tilladelse til anke fra Procesbevillingsnævnet, fastslog Højesteret, at det var med rette, at landsretten havde afvist ankesagen.
Med henvisning til afgørelse af 15. januar 2026 i sag BS-41459/2025-HJR bemærkede Højesteret, at ankebegrænsningen også ville finde anvendelse, hvis familieretten tillige havde afgjort et spørgsmål om anden kontakt.