Landsrettens kendelse stadfæstes i sag om prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 13. juni 2025, der stadfæstede Gældsstyrelsens afgørelse af 12. april 2024 om at foretage modregning af indkæredes overskydende skat til dækning af hans gæld for forskudsudlagte underholdsbidrag under inddrivelse hos Gældsstyrelsen.
AI summary 2026-10-22 11:51 · llama3.1
Domstol: Højesteret
Sag nr.: BS-34260/2026-HJR
Dato: 5. oktober 2026
Fakta:
- Indkredsen havde modregning af overskydende skat til dækning af gæld for forskudsudlagte underholdsbidrag.
- Gældsstyrelsen havde afgjort, at modregning kunne foretages, og Skatteankestyrelsen havde stadfæstet denne afgørelse.
- Indkredsen havde klager over denne afgørelse til Skatteankestyrelsen, som havde stadfæstet Gældsstyrelsens afgørelse.
Lovlige spørgsmål:
- Om forældelseslovens § 8 omfatter betalinger opnået via tvangsinddrivelse.
- Om samspillet mellem forældelseslovens § 8 og forældelsesudskydelsesreglen i gældsinddrivelsesloven § 18 a.
Udgangspunkt og begrænsning:
- Landsretten havde afvist at behandle sagen som 1. instans, og Højesteret skulle afgøre, om landsrettens kendelse skulle stadfæstes.
Udgangspunkt og begrænsning:
- Højesteret har stadfæstet landsrettens kendelse, da sagen ikke omfatter principielle spørgsmål af vidererækkende betydning.
Signifikans:
- Beslutningen har betydning for Gældsstyrelsens mulighed for inddrivelse af gæld vedrørende underholdsbidrag med en nominel værdi på samlet ca. 6,5 mia. kr. hos ca. 40.000 skyldnere.
Summary from the source
Ikke henvisning til landsretten
Sag om forældelse af underholdsbidrag skulle ikke behandles af landsretten som 1. instans
Sag BS-34260/2026-HJR
Kendelse afsagt den 5. oktober 2026
Skatte- og Vækstministeriet
mod
Indkærede
Sagen angik, om en række forskudsudlagte underholdsbidrag fra 2011 var forældede på tidspunktet for afgørelsen om modregning i 2024.
Byretten henviste sagen til behandling ved landsretten som 1. instans. Landsretten sendte sagen tilbage til byretten med den begrundelse, at sagens afgørelse ville bero på konkrete bevisvurderinger, og at afgørelsen ikke indebar en principiel stillingtagen af mere generel rækkevidde.
Højesteret fandt på det foreliggende grundlag, at sagens behandling ville omfatte bl.a. spørgsmål uden principiel karakter, og tiltrådte efter en samlet vurdering, at betingelserne for henvisning til landsretten som 1. instans ikke var opfyldt jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.