ATAU (C-95/24)

Domstolen (Femte Afdeling) har besluttet:

• Artikel 4, nr. 6), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, samt artikel 9, stk. 1, litra i), og artikel 25 i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299,

skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det i tilfælde af en straf, der er blevet idømt, skønt den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, som førte til personens domfældelse, forholder sig således, at når betingelserne for at afslå dels at overgive den pågældende, dels at anordne fuldbyrdelse af denne straf på fuldbyrdelsesstatens område er opfyldt i overensstemmelse med de bestemmelser i denne lovgivning, hvorved rammeafgørelse 2002/584, som ændret, er blevet gennemført, kan denne fuldbyrdelse af den nævnte straf ikke anordnes af retsinstansen i den fuldbyrdende medlemsstat med den begrundelse, at betingelserne for anerkendelse af den fældende dom i henhold til de bestemmelser i denne lovgivning, hvorved rammeafgørelse 2008/909, som ændret, er blevet gennemført, ikke er opfyldt.

• Artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, samt artikel 9, stk. 1, litra i), og artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299,

skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det i tilfælde af en fældende dom, der er afsagt, skønt den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, som førte til personens domfældelse, og uden at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), er opfyldt, navnlig den i denne bestemmelses nr. ii) fastsatte betingelse, forholder sig således, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat ikke har beføjelse til at anerkende denne fældende dom.