Staatsanwaltschaft Berlin (C-447/24)

Domstolen (Femte Afdeling) har besluttet:

• Artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at den i denne bestemmelse fastsatte betingelse om kendskab til den berammede retssag er opfyldt, når en indkaldelse til at give møde ikke er blevet forkyndt direkte for den berørte person, men for en juridisk rådgiver, som personen har givet et mandat til med henblik på sit forsvar under retssagen, og som personen har udpeget i den udstedende medlemsstat til at modtage de til personen tilstillede forkyndelser.

• Artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at anvendelsen af denne bestemmelse er betinget af, at den berørte person i rette tid er blevet underrettet om det fastsatte retsmødetidspunkt for vedkommendes retssag, men ikke af, at personen råder over denne oplysning, inden den pågældende giver en juridisk rådgiver et mandat til at forsvare denne under retssagen.

• Artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, som forpligter den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat til at afslå at anerkende og fuldbyrde en fældende dom afsagt i den udstedende medlemsstat, når ingen af betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i denne bestemmelses nr. i)-iii), er opfyldt.

• Artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at når den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat konstaterer, at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i den nævnte bestemmelses nr. i)-iii), ikke er opfyldt, kan den nævnte myndighed tage hensyn til den omstændighed, at den berørte person har anmodet den kompetente myndighed i den udstedende medlemsstat om, at sanktionen fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor personen er statsborger, og hvor midtpunktet for vedkommendes interesser befinder sig, med henblik på at beslutte, at denne fuldbyrdelse ikke indebærer en tilsidesættelse af personens ret til forsvar.