Minister van Asiel en Migratie mod UB (C-249/25)

Domstolen (Tredje Afdeling) har besluttet:

Artikel 17, stk. 2, i Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf, og af artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse skal fortolkes således, at

– disse bestemmelser er til hinder for, at en medlemsstats myndigheder automatisk udsætter behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse, der er indgivet af personer med midlertidig beskyttelse, i perioden med midlertidig beskyttelse, således at fristen for at træffe afgørelse om disse ansøgninger om international beskyttelse først begynder at løbe eller først fortsætter med at løbe efter udløbet af denne periode

– det er muligt for de kompetente myndigheder i særlige tilfælde midlertidigt at udsætte behandlingen af visse af de nævnte ansøgninger om international beskyttelse, herunder ved at overskride denne frist for at træffe afgørelse, forudsat at fristoverskridelsen skyldes foranstaltninger, der er truffet for at imødegå en objektiv umulighed for nøje at overholde den nævnte frist for at træffe afgørelse, samtidig med at det undgås, at den pågældende medlemsstats system for international beskyttelse bliver overbebyrdet, og som er nødvendige med henblik herpå.