Leasingselskab kunne kræve gummiged udleveret fra senere godtroende aftaleerhverver
AI summary 2026-10-22 11:02 · llama3.1
1) Fakta:
Leasingselskabet De Lage Landen Finans Danmark (DLL) havde indgået en leasingaftale med Fugdal Toftegård ApS om en gummiged. DLL købte gummigeden af Vinderup Maskiner A/S og fik bekræftet, at den var blevet leveret til Fugdal Toftegård. Senere solgte Maskinland A/S gummigeden til Ny Endrupholm A/S. DLL krævede gummigeden tilbageleveret, men Ny Endrupholm nægtede.
2) Retlige spørgsmål:
Spørgsmålet er, om DLL kan kræve gummigeden tilbageleveret af Ny Endrupholm, og om betingelserne for ekstinktion er opfyldt.
3) Udgangspunkt og afgørelse:
Højesteret fastslår, at DLL kan vindicere gummigeden fra en senere godtroende erhverver, hvis leasingtageren uretmæssigt har rådet over aktivet. Højesteret finder, at DLL ikke har udvist betydelig uforsigtighed eller urimelig passivitet, da DLL fik bekræftet, at gummigeden var blevet leveret til Fugdal Toftegård, og modtog betaling af de aftalte månedlige ydelser frem til september 2024.
4) Signifikans:
Afgørelsen betyder, at DLL kan kræve gummigeden tilbageleveret af Ny Endrupholm, da betingelserne for ekstinktion ikke er opfyldt. Sagen har også betydning for, hvordan leasingaftaler skal håndteres, og hvilke rettigheder leasinggiverne har i forhold til leasingtagerne.
Summary from the source
I februar 2023 blev der indgået en leasingaftale om en gummiged mellem De Lage Landen Finans Danmark (leasinggiver), og Fugdal Toftegård ApS (leasingtager), der havde erhvervsmæssig landbrugsdrift som formål. Sidstnævnte selskab var ejet af A, som desuden ejede Maskinland A/S, der drev virksomhed med handel og reparation af landbrugsmaskiner.
De Lage Landen Finans Danmark købte gummigeden af Vinderup Maskiner A/S. I købsfakturaen var leveringsadressen angivet som værende hos Maskinland Grindsted A/S. Gummigeden blev afhentet af A på Vinderup Maskiners adresse. Ved e-mail af 27. februar 2023 til De Lage Landen Finans Danmark bekræftede han, at gummigeden var blevet leveret til Fugdal Toftegård.
Den 7. oktober 2023 solgte Maskinland gummigeden til Ny Endrupholm for 925.000 kr.
Fugdal Toftegård betalte de månedlige leasingydelser frem til september 2024.
Den 14. oktober 2024 skrev De Lage Landen Finans Danmark til Ny Endrupholm, at selskabet var blevet bekendt med, at gummigeden var i Ny Endrupholms besiddelse. De Lage Landen Finans Danmark gjorde gældende, at gummigeden var selskabets ejendom, hvilket Ny Endrupholm bestred. Efter forgæves at have fremsat påkrav om udlevering af gummigeden, indgav De Lage Landen Finans Danmark den 12. februar 2025 rekvisition til Fogedretten i Kolding med henblik på at blive indsat i besiddelse af gummigeden.
For Højesteret angik sagen, om De Lage Landen Finans Danmark opfyldte betingelserne for ved en umiddelbar fogedforretning at kræve gummigeden udleveret af Ny Endrupholm. Afgørende herfor var, om De Lage Landen Finans Danmark havde godtgjort eller sandsynliggjort sit besiddelseskrav til gummigeden, jf. retsplejelovens § 596, jf. § 528.
Højesteret udtalte, at det følger af princippet i DL 5-8-12, at en leasinggiver kan vindicere leasingaktivet i tilfælde, hvor leasingtageren uretmæssigt har rådet over aktivet, f.eks. ved at sælge det. Den nævnte ret til vindikation er vidtgående og kan kun fraviges i særlige tilfælde. Fravigelse må forudsætte, at leasinggiveren har udvist betydelig uforsigtighed eller urimelig passivitet, f.eks. ved ikke at have taget skridt til at forhindre en overdragelse af leasingaktivet efter at være blevet bekendt med en nærliggende risiko herfor, jf. herved Højesterets kendelse af 21. januar 2020 (UfR 2020.894).
Højesteret fastslog, at De Lage Landen Finans Danmark ikke overlod gummigeden til Maskinland og heller ikke i øvrigt kunne anses for at have udvist betydelig uforsigtighed eller urimelig passivitet. Betingelserne for at fravige De Lage Landens Finans Danmarks ret til vindikation af gummigeden var således ikke opfyldt.
Højesteret fastslog herefter, at De Lage Landen Finans Danmark havde godtgjort sit besiddelseskrav, og at sagen derfor med rette var blevet fremmet således, at selskabet kom i besiddelse af gummigeden.
Landsretten var kommet til samme resultat.