AR og Procureur général de Mons mod HL (C-722/23)

–

AR ved avocat O. Martins,

–

den belgiske regering ved M. Jacobs, C. Pochet og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede,

–

den franske regering ved R. Bénard og B. Dourthe, som befuldmægtigede,

–

den nederlandske regering ved E.M.M. Besselink og M.K. Bulterman, som befuldmægtigede,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

den rumænske regering ved M. Chicu og E. Gane, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved F. Blanc, H. Leupold og J. Vondung, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 3, og artikel 4, nr. 6), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«).

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Belgien af to europæiske arrestordrer, der er udstedt – for den førstes vedkommende – af de rumænske myndigheder den 1. august 2023 mod AR, der er rumænsk statsborger med bopæl i Belgien, med henblik på fuldbyrdelse i Rumænien af en fængselsstraf på fire år for menneskehandel (sag C-722/23) og – for den andens vedkommende – af de græske myndigheder den 9. marts 2016 mod HL, der er belgisk statsborger, med henblik på fuldbyrdelse i Grækenland af en fængselsstraf på fem år (sag C-91/24) (herefter samlet »de omhandlede europæiske arrestordrer«).

3

Artikel 1 i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« foreskriver:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

4

Rammeafgørelsens artikel 4 med overskriften »Fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre« bestemmer, at:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre:

[...]

[...]«

5

Artikel 3 i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (EUT 2008, L 327, s. 27) med overskriften »Formål og anvendelsesområde« foreskriver følgende i stk. 1:

»Denne rammeafgørelse har til formål at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat med henblik på at lette den domfældtes sociale rehabilitering anerkender en dom og fuldbyrder sanktionen.«

6

Denne rammeafgørelses artikel 4 med overskriften »Kriterier for fremsendelse af en dom og en attest til en anden medlemsstat« har følgende ordlyd:

»1.   Såfremt den domfældte befinder [sig] i udstedelsesstaten eller i fuldbyrdelsesstaten, og såfremt personen har givet sit samtykke, hvis dette kræves i henhold til artikel 6, kan der fremsendes en dom samt den attest, for hvilken der findes en standardformular i bilag I, som omhandlet i artikel 4 til en af følgende medlemsstater:

2.   Dommen og attesten kan fremsendes, hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, om nødvendigt efter høringer mellem de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og i fuldbyrdelsesstaten, må lægge til grund, at fuldbyrdelsesstatens fuldbyrdelse af sanktionen vil tjene det formål at lette den domfældtes sociale rehabilitering.

3.   Før den kompetente myndighed i udstedelsesstaten fremsender dommen og attesten, kan den høre den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten på en hvilken som helst relevant måde. Høring er obligatorisk i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, litra c). I sådanne tilfælde underretter den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten omgående udstedelsesstaten om sin afgørelse om, hvorvidt den giver sit samtykke til fremsendelse af dommen.

[...]

5.   Fuldbyrdelsesstaten kan på eget initiativ anmode udstedelsesstaten om at fremsende dommen samt attesten. [...] Anmodninger i henhold til dette stykke indebærer ikke, at udstedelsesstaten har pligt til at fremsende dommen samt attesten.

[...]«

7

Nævnte rammeafgørelses artikel 6 med overskriften »Høring og meddelelse til den domfældte« bestemmer følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Med forbehold af stk. 2 fremsendes en dom samt en attest kun til fuldbyrdelsesstaten med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af sanktionen, hvis den domfældte har givet sit samtykke i henhold til udstedelsesstatens lovgivning.

2.   Den domfældtes samtykke er ikke påkrævet, når dommen samt attesten fremsendes til:

[...]

8

Denne samme rammeafgørelses artikel 25 med overskriften »Fuldbyrdelse af sanktioner i medfør af en europæisk arrestordre« er affattet som følger:

»Med forbehold af [rammeafgørelse 2002/584] finder bestemmelserne i denne rammeafgørelse, i det omfang de er forenelige med bestemmelserne i [rammeafgørelse 2002/584], anvendelse mutatis mutandis på fuldbyrdelse af sanktioner i tilfælde, hvor en medlemsstat påtager sig at fuldbyrde sanktionen i overensstemmelse med artikel 4, nr. 6[)], i nævnte rammeafgørelse, eller i tilfælde, hvor den i henhold til artikel 5, nr. 3[)], i nævnte rammeafgørelse har betinget sig, at den pågældende overføres til den pågældende medlemsstat for dér at afsone sanktionen med henblik på at undgå, at den pågældende person går fri for straf.«

9

Artikel 26 i rammeafgørelse 2008/909 med overskriften »Forbindelse med andre aftaler og ordninger« foreskriver i stk. 1:

»Denne rammeafgørelse træder fra den 5. december 2011 i stedet for de tilsvarende bestemmelser i følgende konventioner, der finder anvendelse på forholdet mellem medlemsstaterne, uden at dette berører disse bestemmelsers anvendelse mellem medlemsstaterne og tredjelande og anvendelsen af overgangsbestemmelsen i overensstemmelse med artikel 28:

10

Artikel 4 i loi relative au mandat d’arrêt européen (lov om den europæiske arrestordre) af 19. december 2003 (Moniteur belge af 22.12.2003, s. 60075, herefter »lov af 19. december 2003«) foreskriver:

»Fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre afslås i følgende tilfælde:

[...]

5° hvis der er alvorlige grunde til at formode, at fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre vil krænke den berørte persons grundlæggende rettigheder som fastsat i artikel 6 [TEU].«

11

Artikel 6 i lov af 19. december 2003 har følgende ordlyd:

»Der kan gives afslag på fuldbyrdelse i følgende tilfælde:

[...]

4° hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, når den berørte person er belgier eller bosat i Belgien, og de ansvarlige belgiske myndigheder forpligter sig til at fuldbyrde denne dom eller frihedsberøvende foranstaltning i henhold til belgisk lov

[...]«

12

Den 1. august 2023 udstedte de rumænske judicielle myndigheder en europæisk arrestordre mod AR, en rumænsk statsborger, der er bosat i Belgien, med henblik på fuldbyrdelse i Rumænien af en fængselsstraf på fire år for menneskehandel.

13

Ved kendelse afsagt den 22. september 2023 afslog chambre du conseil du tribunal de première instance francophone de Bruxelles (forundersøgelseskammeret ved den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien) at fuldbyrde denne europæiske arrestordre på grundlag af artikel 4, nr. 5, i lov af 19. december 2003 med den begrundelse, at forholdene under frihedsberøvelse i Rumænien ville udsætte AR for en risiko for, at hans grundlæggende rettigheder i medfør af artikel 3 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), ville blive krænket.

14

Anklagemyndigheden iværksatte appel til prøvelse af denne kendelse ved chambre des mises en accusation de la cour d’appel de Bruxelles (afdelingen for tiltalerejsning ved appeldomstolen i Bruxelles, Belgien). Ved dom af 30. oktober 2023 stadfæstede denne afdeling for tiltalerejsning den nævnte kendelse, men fastslog desuden, at fængselsstraffen på fire år »kunne fuldbyrdes i Belgien« i overensstemmelse med artikel 6, nr. 4, i lov af 19. december 2003, eftersom risikoen for krænkelse af AR’s grundlæggende rettigheder vedrører en metode til fuldbyrdelse af den straf, der er idømt i Rumænien, og således ikke påvirker den procedure, der i denne medlemsstat har ført til domfældelsen af den pågældende eller denne dom i sig selv.

15

AR har iværksat appel ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Belgien), som er den forelæggende ret, til prøvelse af denne dom. AR har for denne ret gjort gældende, at appeldomstolen efter at have konstateret anvendelsen af en obligatorisk grund til at afslå fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, eftersom der var alvorlige grunde til at antage, at fuldbyrdelsen af denne arrestordre ville medføre en krænkelse af hans grundlæggende rettigheder, ikke kunne anvende virkningerne af en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse og anordne fuldbyrdelse i Belgien af den fængselsstraf, som han var blevet idømt i Rumænien.

16

I denne henseende har den forelæggende ret præciseret, at artikel 4, nr. 5, i lov af 19. december 2003, hvorved rammeafgørelse 2002/584 blev gennemført i belgisk ret, bestemmer, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre nødvendigvis afslås, hvis der er vægtige grunde til at antage, at fuldbyrdelsen ville krænke den eftersøgte persons grundlæggende rettigheder, således som de er defineret i artikel 6 TEU.

17

Den forelæggende ret har henvist til dom af 17. december 2020, Openbaar Ministerie (Den udstedende judicielle myndigheds uafhængighed) (C-354/20 PPU og C-412/20 PPU, EU:C:2020:1033), med henblik på at fastslå, at formålet med ordningen med den europæiske arrestordre bl.a. er at bekæmpe straffrihed for en eftersøgt person, der befinder sig i et andet land end det, hvor personen mistænkes for at have begået en lovovertrædelse.

18

Ifølge denne ret fremgår det af dom af 29. juni 2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503), at den – idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret – er forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke de omhandlede nationale bestemmelser i lyset af ordlyden af og formålet med rammeafgørelse 2002/584. I den sag, der gav anledning til denne dom, indebar denne forpligtelse, at de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat i tilfælde af afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der var udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en endelig dom, hvorved den eftersøgte person blev idømt en frihedsstraf, var forpligtet til selv at sikre, at den straf, som denne person var idømt, faktisk blev fuldbyrdet.

19

Den forelæggende ret har anført, at i overensstemmelse med artikel 6, nr. 4, i lov af 19. december 2003, hvorved den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, gennemførtes i belgisk ret, kan fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre afslås, hvis den er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straf, når den eftersøgte er belgier, opholder sig eller er bosat i Belgien, og de kompetente belgiske myndigheder forpligter sig til at fuldbyrde straffen i henhold til belgisk lovgivning.

20

Den forelæggende ret ønsker derfor oplyst, om artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 i tilfælde af afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i henhold til den obligatoriske grund til at afslå fuldbyrdelse, der er nævnt i denne doms præmis 16, skal fortolkes således, at de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat med henblik på at undgå straffrihed for den eftersøgte person, der er bosiddende dér, kan anordne fuldbyrdelse i denne medlemsstat af den fængselsstraf, som denne person er blevet idømt i den udstedende medlemsstat, og som er genstand for denne europæiske arrestordre.

21

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Når retterne i den medlemsstat, der skal fuldbyrde en europæisk arrestordre, har fastslået, at der i tilfælde af overgivelse af den eftersøgte til den udstedende medlemsstat foreligger en risiko for, at den pågældendes grundlæggende rettigheder vil blive krænket i forbindelse med fuldbyrdelsen af den udenlandske straffedom, således at det må afslås at fuldbyrde den europæiske arrestordre, giver artikel 4, [nr. 6)], i [rammeafgørelse 2002/584] da disse retter i den fuldbyrdende medlemsstat, som fastslår, at den eftersøgte person er bosat i sidstnævnte stat, mulighed for at beslutte, at den fængselsstraf, som den pågældende er blevet idømt i den medlemsstat, der har udstedt den europæiske arrestordre, hvilken straf er omhandlet i denne retsakt, i overensstemmelse med den bestemmelse, der gennemfører rammeafgørelsens artikel 4, [nr. 6)], i national ret, skal fuldbyrdes i den fuldbyrdende medlemsstat?«

22

Den 9. marts 2016 udstedte de græske myndigheder en europæisk arrestordre mod HL, der er belgisk statsborger, og som er bosat på belgisk område, med henblik på fuldbyrdelse i Grækenland af en fængselsstraf på fem år.

23

Ved dom af 18. januar 2024 afslog chambre des mises en accusation de la cour d’appel de Mons (afdelingen for tiltalerejsning ved appeldomstolen i Mons, Belgien) at fuldbyrde denne europæiske arrestordre med den begrundelse, at det mentale handicap, som HL lider af, sammenholdt med forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat, ville udsætte ham for risikoen for, at hans grundlæggende rettigheder som omhandlet i EMRK’s artikel 3 og 5 ville blive krænket.

24

Anklagemyndigheden har iværksat appel til prøvelse af denne afgørelse ved Cour de cassation (kassationsdomstol), som er den forelæggende ret. Den har gjort gældende, at den nævnte afdeling for tiltalerejsning efter at have afslået at fuldbyrde den europæiske arrestordre på grund af betingelserne for fuldbyrdelse af fængselsstraffen i den udstedende medlemsstat burde have valgt at anvende den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, for så vidt som denne bestemmelse har til formål at undgå straffrihed for den person, hvis overgivelse er blevet afslået.

25

Den forelæggende ret er af de samme grunde som i sag C-722/23 nærmere bestemt i tvivl om, hvorledes artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes.

26

I den foreliggende sag ønsker den forelæggende ret imidlertid oplyst, om denne bestemmelse i tilfælde af afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i henhold til den obligatoriske grund til at afslå fuldbyrdelse, der er nævnt i denne doms præmis 16, skal fortolkes således, at de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat med henblik på at undgå straffrihed for den eftersøgte person, der er statsborger i denne medlemsstat og har bopæl dér, ikke alene kan, men skal anordne fuldbyrdelse i nævnte medlemsstat af den fængselsstraf, som denne person er blevet idømt i den udstedende medlemsstat, og som er genstand for denne europæiske arrestordre.

27

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 4, nr. 6), i [rammeafgørelse 2002/584] fortolkes således, at når retsinstanserne i den medlemsstat, der skal fuldbyrde en europæisk arrestordre, har konstateret, at der i tilfælde af overgivelse af den eftersøgte person til den udstedende medlemsstat er risiko for krænkelse af den pågældendes grundlæggende rettigheder i forbindelse med afsoningen af den udenlandske straf, hvorfor de er forpligtede til at afslå fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, pålægger denne bestemmelse disse retsinstanser i den fuldbyrdende medlemsstat at undersøge, om der for at undgå straffrihed for den eftersøgte person, som er statsborger eller bosat i denne medlemsstat, i overensstemmelse med bestemmelsen til gennemførelse i den nationale retsorden af den førnævnte artikel 4, nr. 6), bør anordnes fuldbyrdelse i den fuldbyrdende medlemsstat af den fængselsstraf, som den berørte person er idømt i den medlemsstat, der har udstedt den europæiske arrestordre, af hvilken denne straf fremgår?«

28

Ved Domstolens afgørelse af 21. januar 2025 er sag C-722/23 og sag C-91/24 blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

29

Det fremgår af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at de kompetente belgiske judicielle myndigheder i hovedsagerne har afslået at fuldbyrde de omhandlede europæiske arrestordrer på grundlag af artikel 4, nr. 5, i lov af 19. december 2003, som gennemfører artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 i belgisk ret. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det følger af disse bestemmelser, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre skal afslås, hvis der er alvorlige grunde til at antage, at fuldbyrdelsen vil medføre en krænkelse af den eftersøgte persons grundlæggende rettigheder.

30

I denne henseende bemærkes, at den omstændighed, at der foreligger en risiko for tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), kan give den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for undtagelsesvis og efter en behørig undersøgelse at undlade at fremme en europæisk arrestordre med henvisning til rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3 (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 104, og af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

31

Den fuldbyrdende judicielle myndighed, som stilles over for objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som vidner om, at der foreligger systemiske og generelle mangler ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat, skal således foretage en konkret og præcis vurdering af, om der efter omstændighederne i den foreliggende sag er tungtvejende og godtgjorte grunde til at antage, at den eftersøgte person efter sin overgivelse til denne medlemsstat løber en reel risiko for her at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling, som er forbudt i henhold til chartrets artikel 4, på grund af de forhold, hvorunder vedkommende vil blive frihedsberøvet i nævnte medlemsstat (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 92 og 94, og af 15.10.2019, Dorobantu, C-128/18, EU:C:2019:857, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

32

Den fuldbyrdende judicielle myndighed, der under de omstændigheder, der er nævnt i den foregående præmis, konstaterer, at overgivelsen af en eftersøgt person risikerer at føre til umenneskelig eller nedværdigende behandling, som er forbudt i henhold til chartrets artikel 4, har pligt til at bringe den ved rammeafgørelse 2002/584 indførte overgivelsesprocedure til ophør (jf. i denne retning dom af 15.10.2019, Dorobantu, C-128/18, EU:C:2019:857, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

33

I hovedsagerne fastslog de kompetente belgiske judicielle myndigheder i deres egenskab af judicielle myndigheder, som skal fuldbyrde de omhandlede europæiske arrestordrer, at der forelå en risiko for, at de eftersøgte personers grundlæggende rettigheder ville blive krænket i tilfælde af overgivelse af disse personer til myndighederne i de udstedende medlemsstater, og konkluderede, at betingelserne for at afslå at fuldbyrde disse europæiske arrestordrer, således som de følger af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 31, følgelig var opfyldt.

34

Den franske, den nederlandske og den rumænske regering har i deres indlæg for Domstolen anfægtet denne konklusion. Ifølge den franske regering er der tvivl om, hvorvidt de forelagte præjudicielle spørgsmål opfylder et behov med henblik på afgørelsen af tvisterne i hovedsagerne.

35

I denne forbindelse bemærkes imidlertid, at der ifølge fast retspraksis foreligger en formodning for, at de spørgsmål, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve, er relevante (jf. dom af 15.5.2003, Salzmann, C-300/01, EU:C:2003:283, præmis 31, og af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

36

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at afslå at fuldbyrde de europæiske arrestordrer på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 er opfyldt, ikke er omtvistet i forbindelse med de tvister, der er indbragt for den forelæggende ret.

37

Det fremgår af disse anmodninger og af selve ordlyden af de præjudicielle spørgsmål, at disse tvister i det væsentlige udelukkende vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de fuldbyrdende judicielle myndigheder, når de på grundlag af denne bestemmelse har afslået at fuldbyrde de omhandlede europæiske arrestordrer og således har besluttet ikke at overgive de eftersøgte personer til de udstedende medlemsstater med henblik på fuldbyrdelse af de straffe, der ligger til grund for disse arrestordrer, for at undgå straffrihed for disse personer kan eller skal anvende den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, ved at anordne fuldbyrdelse af disse straffe på det område, som de nævnte myndigheder henhører under.

38

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at afgørelserne om afslag på fuldbyrdelse af de omhandlede europæiske arrestordrer henhører under de retlige og faktiske omstændigheder, således som disse er fastlagt af den forelæggende ret, og at det ikke tilkommer Domstolen at rejse tvivl herom, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 35.

39

Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en fuldbyrdende judiciel myndighed, når den på grundlag af denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 3, har afslået at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf, for at undgå, at den eftersøgte person går fri for straf, på supplerende vis kan eller skal anvende den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i denne artikel 4, nr. 6).

40

For at besvare dette spørgsmål skal det indledningsvis afgøres, om den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der fremgår af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, kan anvendes på supplerende vis, når en fuldbyrdende judiciel myndighed har afslået at fuldbyrde denne europæiske arrestordre på grundlag af denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 3, med den begrundelse, at overgivelsen af den eftersøgte person til den udstedende medlemsstat ville udsætte vedkommende for en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som er forbudt i henhold til chartrets artikel 4.

41

I denne henseende bemærkes for det første, således som det er anført i denne doms præmis 30-32, at grunden til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i henhold til artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 er obligatorisk.

42

Denne grund, som finder anvendelse uafhængigt af den eftersøgtes bopælsforhold, har til formål at beskytte denne persons grundlæggende rettigheder ved at fastsætte, at der undtagelsesvis kan afslås fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i en situation, hvor der bl.a. i tilfælde af systemiske og generelle mangler ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat er tungtvejende og godtgjorte grunde til at antage, at den nævnte person efter sin overgivelse til denne medlemsstat løber en reel risiko for i denne medlemsstat at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som er forbudt i henhold til chartrets artikel 4, på grund af de forhold, hvorunder vedkommende vil blive frihedsberøvet i nævnte medlemsstat.

43

Når en fuldbyrdende judiciel myndighed, der skal behandle en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf, som i det foreliggende tilfælde beslutter at anvende den grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, bringer en sådan afgørelse således nødvendigvis den overgivelsesprocedure, der er indført ved denne rammeafgørelse, til ophør.

44

Et afslag baseret på denne grund har således til følge, at den eftersøgte person ikke vil blive overgivet til de judicielle myndigheder i den udstedende medlemsstat af grunde, der vedrører beskyttelsen af den pågældendes grundlæggende rettigheder. Af disse grunde vil denne person således ikke i denne medlemsstat fuldbyrde den fængselsstraf, som vedkommende er blevet idømt her, i det mindste så længe de forhold, der har begrundet afslaget på dette grundlag, fortsat består. Der er imidlertid ingen bestemmelse i rammeafgørelse 2002/584, der fastsætter et sådant afslags konsekvenser for fuldbyrdelsen af denne straf i den fuldbyrdende medlemsstat, når den eftersøgte befinder sig på sidstnævntes område.

45

For det andet er den grund til at afslå fuldbyrdelse, der fremgår af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, fakultativ og underlagt særlige anvendelsesbetingelser samt et særligt formål.

46

Ifølge denne bestemmelse kan den fuldbyrdende judicielle myndighed afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis denne er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, og den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen eller den anden frihedsberøvende foranstaltning i henhold til sin nationale lovgivning.

47

Den nævnte bestemmelse kan kun anvendes, såfremt to betingelser er opfyldt, nemlig dels, at den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, dels at denne medlemsstat i henhold til sin nationale lovgivning forpligter sig til selv at fuldbyrde den straf eller den frihedsberøvende foranstaltning, på grundlag af hvilken den europæiske arrestordre er udstedt (jf. i denne retning dom af 4.9.2025, C.J. (Fuldbyrdelse af en sanktion efter en europæisk arrestordre), C-305/22, EU:C:2025:665, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

48

Når den fuldbyrdende judicielle myndighed konstaterer, at disse to betingelser er opfyldt, skal den desuden vurdere, om der foreligger en legitim interesse, som kan begrunde, at den af udstedelsesmedlemsstaten idømte straf fuldbyrdes på fuldbyrdelsesmedlemsstatens område. Denne vurdering gør det muligt for denne myndighed at tage hensyn til det mål, som forfølges med samme bestemmelse, og som ifølge fast retspraksis består i at forbedre den eftersøgte persons udsigter til at blive resocialiseret, efter at vedkommende har afsonet den idømte straf (dom af 4.9.2025, C.J. (Fuldbyrdelse af en sanktion efter en europæisk arrestordre), C-305/22, EU:C:2025:665, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

49

Hvad angår de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584, skal det påpeges, at de medlemsstater, der har valgt at gennemføre en eller flere af disse grunde, ikke kan bestemme, at de judicielle myndigheder skal afslå at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre, der formelt henhører under de nævnte grundes anvendelsesområde, uden at de har mulighed for at tage hensyn til de særlige omstændigheder i de konkrete tilfælde (jf. i denne retning dom af 29.4.2021, X (Europæisk arrestordre – ne bis in idem), C-665/20 PPU, EU:C:2021:339, præmis 44).

50

Til forskel fra, hvad der er fastslået med hensyn til rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, i denne doms præmis 43, indfører nævnte rammeafgørelses artikel 4, nr. 6), således en mulighed for, at den eftersøgte person ikke overgives til fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, når de betingelser, der er nævnt i denne doms præmis 47, er opfyldt.

51

Det følger af det ovenstående, at den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, er en selvstændig grund til at afslå fuldbyrdelse, som ikke kan finde supplerende anvendelse, når den fuldbyrdende medlemsstat allerede har afslået at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 3, og dette selv om denne anvendelse har til formål at undgå, at den eftersøgte person som følge af dette afslag går fri for straf med hensyn til den sanktion, der har begrundet udstedelsen af denne europæiske arrestordre.

52

Anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, i tillæg til den obligatoriske grund til at afslå fuldbyrdelse, der følger af dennes artikel 1, stk. 3, ville nemlig føre til en tilsidesættelse af de formål, der forfølges med hver af disse grunde, og af deres respektive karakter.

53

Når den fuldbyrdende judicielle myndighed på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 har afslået at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf, kan denne myndighed følgelig ikke for at undgå, at den eftersøgte person går fri for straf, på supplerende vis anvende den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i denne rammeafgørelses artikel 4, nr. 6).

54

For så vidt som afslaget på at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, således som det er anført i denne doms præmis 43 og 44, indebærer, at den nævnte straf ikke vil blive fuldbyrdet i den udstedende medlemsstat, skal det imidlertid bemærkes, at denne rammeafgørelse, sammenholdt med chartrets bestemmelser, ikke kan fortolkes således, at der rejses tvivl om effektiviteten af det retslige samarbejde mellem medlemsstaterne, som den europæiske arrestordre – således som fastsat af EU-lovgiver – udgør et væsentligt element af (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie-dommen (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

55

Dette gælder så meget desto mere, som formålet med ordningen med den europæiske arrestordre også er at bekæmpe straffrihed for en eftersøgt person, der befinder sig i et andet land end det, hvor personen har begået en lovovertrædelse (jf. i denne retning dom af 18.4.2023, E.D.L. (Grund til afslag på grundlag af sygdom), C-699/21, EU:C:2023:295, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.9.2025, C.J. (Fuldbyrdelse af en sanktion efter en europæisk arrestordre), C-305/22, EU:C:2025:665, præmis 80).

56

Den eftersøgtes straffrihed er nemlig uforenelig med det mål, der forfølges såvel med rammeafgørelse 2002/584 som med artikel 3, stk. 2, TEU, hvorefter Unionen giver borgerne et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, hvor der er fri bevægelighed for personer og samtidig passende foranstaltninger navnlig vedrørende kontrol ved de ydre grænser samt forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

57

Det følger heraf, at når en fuldbyrdende judiciel myndighed på grundlag af denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 3, har afslået at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf, er denne myndighed forpligtet til aktivt at sørge for, at den eftersøgte person ikke går fri for straf på grund af dette afslag.

58

Hvad angår de skridt, der skal tages med henblik herpå, skal det bemærkes, at den forpligtelse til loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU, skal ligge til grund for dialogen mellem de fuldbyrdende judicielle myndigheder og de udstedende judicielle myndigheder med henblik på at sikre, at den europæiske arrestordres funktion ikke lammes. Det følger bl.a. af princippet om loyalt samarbejde, at medlemsstaterne respekterer og bistår hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne (dom af 18.4.2023, E.D.L. (Grund til afslag på grundlag af sygdom), C-699/21, EU:C:2023:295, præmis 45, og af 29.7.2024, Breian, C-318/24 PPU, EU:C:2024:658, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis).

59

På denne baggrund skal de udstedende og de fuldbyrdende judicielle myndigheder med henblik på at sikre et effektivt samarbejde i straffesager gøre fuld brug af de instrumenter, som Unionen har vedtaget på dette område, således at den gensidige tillid, der ligger til grund for dette samarbejde, fremmes (jf. i denne retning dom af 18.4.2023, E.D.L. (Grund til afslag på grundlag af sygdom), C-699/21, EU:C:2023:295, præmis 46, af 29.7.2024, Breian, C-318/24 PPU, EU:C:2024:658, præmis 94, og af 4.9.2025, C.J. (Fuldbyrdelse af en sanktion efter en europæisk arrestordre), C-305/22, EU:C:2025:665, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

60

I denne henseende bemærkes, at rammeafgørelse 2002/584 i lighed med rammeafgørelse 2008/909 på det strafferetlige område konkretiserer princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse, som bl.a. for så vidt angår et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed pålægger hver medlemsstat at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at de øvrige medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder. Denne sidstnævnte rammeafgørelse styrker det retlige samarbejde om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme i straffesager, når personer er blevet idømt frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger i en anden medlemsstat, med henblik på at lette deres sociale rehabilitering (dom af 4.9.2025, C.J. (Fuldbyrdelse af en sanktion efter en europæisk arrestordre), C-305/22, EU:C:2025:665, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

61

I henhold til dens artikel 3, stk. 1, har rammeafgørelse 2008/909 til formål at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat med henblik på at lette denne sociale rehabilitering anerkender en dom og fuldbyrder den sanktion, som er idømt af en ret i en anden medlemsstat. Som det følger af denne rammeafgørelses artikel 26, træder den i stedet for bestemmelserne i de i denne artikel omhandlede konventioner om overførsel af domfældte, der finder anvendelse på forholdet mellem medlemsstaterne (dom af 4.9.2025, C.J. (Fuldbyrdelse af en sanktion efter en europæisk arrestordre), C-305/22, EU:C:2025:665, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

62

I denne sammenhæng er afslaget på fuldbyrdelse på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse i den udstedende medlemsstat af en fængselsstraf med den begrundelse, at overgivelsen af den eftersøgte person til sidstnævnte medlemsstat ville medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som er forbudt i henhold til chartrets artikel 4, ikke til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, som gør brug af denne grund, anvender bestemmelserne i rammeafgørelse 2008/909 med henblik på at anerkende den dom, der er afsagt i den udstedende medlemsstat, og som har ført til, at denne person er blevet idømt denne straf, og at overtage fuldbyrdelsen af sidstnævnte på sit område.

63

Som den belgiske og den rumænske regering har fremhævet i deres indlæg for Domstolen, berører anvendelsen af den nævnte grund, som kun vedrører forholdene under frihedsberøvelse af den domfældte i den udstedende medlemsstat, nemlig ikke princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse i forhold til den procedure, der på lovlig vis er forløbet i sidstnævnte medlemsstat, og som har ført til denne dom.

64

Selv om de regler, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, som anført i denne doms præmis 61 i det væsentlige har til formål at lette den domfældtes sociale rehabilitering, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse regler er relevante i en situation som den i hovedsagerne omhandlede, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed undtagelsesvis og efter en passende undersøgelse, der opfylder de krav, der er nævnt i denne doms præmis 31 og 32, afholder sig fra at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584.

65

Det fremgår i denne henseende af Domstolens praksis, at formålet om at forbedre den eftersøgtes udsigter til at blive resocialiseret efter afsoningen af den straf, som den pågældende er blevet idømt – hvor vigtigt dette formål end er – ikke er af absolut karakter, idet det navnlig skal forenes med de væsentlige formål med rammeafgørelse 2002/584 og navnlig det formål, der er nævnt i denne doms præmis 55 og 56, og som består i at bekæmpe den straffrihed, som denne person således kan nyde godt af (jf. i denne retning dom af 4.9.2025, C.J. (Fuldbyrdelse af en sanktion efter en europæisk arrestordre), C-305/22, EU:C:2025:665, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

66

Henset til de konsekvenser for så vidt angår straffuldbyrdelsen, der er nævnt i denne doms præmis 44, og som følger af afslaget på at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, er det af almen interesse, at denne straf fuldbyrdes i den fuldbyrdende medlemsstat, således at den eftersøgte person ikke går fri for straf på grund af dette afslag.

67

I en sådan situation skal den sociale rehabilitering og bekæmpelsen af straffrihed, henset til straffens formål, nemlig betragtes som komplementære mål, for så vidt som reintegrationen i samfundet af en person, der har været idømt en frihedsstraf, indebærer, at denne straf faktisk fuldbyrdes i den fuldbyrdende medlemsstat.

68

Følgelig er den fuldbyrdende medlemsstat, som på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 har afslået at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, forpligtet til at anvende de regler, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, med henblik på på sit område at opnå anerkendelse af den fældende dom, der er afsagt i den udstedende medlemsstat, og som har begrundet udstedelsen af den europæiske arrestordre, og på grundlag af denne anerkendelse at sikre fuldbyrdelsen af denne straf på dette område.

69

I denne henseende fremgår det af denne rammeafgørelses artikel 4, stk. 1, at det principielt er den udstedende medlemsstat, der tager initiativ til at fremsende denne dom til den fuldbyrdende medlemsstat samt den attest, for hvilken der findes en standardformular i bilag I til nævnte rammeafgørelse, med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af den nævnte dom i den fuldbyrdende medlemsstat.

70

I henhold til samme rammeafgørelses artikel 4, stk. 5, kan den fuldbyrdende medlemsstat imidlertid på eget initiativ anmode den udstedende medlemsstat om at fremsende den samme dom samt attesten.

71

Det følger heraf, at når den fuldbyrdende medlemsstat undtagelsesvis på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 har afslået at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf i den udstedende medlemsstat, skal den fuldbyrdende medlemsstat sikre, at denne straf fuldbyrdes på dens område, ved på grundlag af artikel 4, stk. 5, i rammeafgørelse 2008/909 på eget initiativ at anmode den udstedende medlemsstat om at fremsende den dom og den attest, der er omhandlet i denne doms præmis 69.

72

Artikel 4, stk. 5, i rammeafgørelse 2008/909 præciserer ganske vist, at anmodninger, der fremsættes i henhold til denne bestemmelse, ikke indebærer, at udstedelsesstaten har pligt til at foretage en sådan fremsendelse.

73

Det skal ikke desto mindre fremhæves, at det tilkommer sidstnævnte medlemsstat at sikre, at den beføjelse, som den i henhold til denne rammeafgørelse er tillagt til at undlade til den fuldbyrdende medlemsstat at fremsende den fældende dom, der er afsagt af en af dens retsinstanser, samt den i denne doms præmis 69 nævnte attest, udøves på en måde, der muliggør et effektivt samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder på det strafferetlige område. Den skal således sikre, at den europæiske arrestordres funktion og den gensidige anerkendelse af domme i straffesager med henblik på fuldbyrdelse i en anden medlemsstat ikke lammes (jf. i denne retning dom af 4.9.2025, C.J. (Fuldbyrdelse af en sanktion efter en europæisk arrestordre), C-305/22, EU:C:2025:665, præmis 71), og følgelig, at de formål, der ledsager indførelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som afspejles i artikel 3, stk. 2, TEU, bringes i fare.

74

Følgelig skal den udstedende medlemsstat, når den påtænker at give den fuldbyrdende medlemsstat et sådant afslag, tage behørigt hensyn til den omstændighed, at den domfældte af denne grund vil gå fri for straf, hvilket ligeledes kan bringe den pågældendes sociale rehabilitering i fare.

75

Endelig skal det præciseres, at det følger af artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909, at dommen samt den i denne doms præmis 69 omhandlede attest principielt kun kan fremsendes til den fuldbyrdende medlemsstat med henblik på anerkendelse af denne dom og fuldbyrdelse af sanktionen, hvis den domfældte har givet sit samtykke i henhold til den udstedende medlemsstats lovgivning.

76

Det fremgår imidlertid af henholdsvis litra a) og c) i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, at dette samtykke ikke er påkrævet, enten når den domfældte er statsborger i eller bosat på den fuldbyrdende medlemsstats område, eller når vedkommende er flygtet til eller på anden måde vendt tilbage til sidstnævnte medlemsstat, navnlig efter domfældelse i den udstedende medlemsstat.

77

I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første af de sagsakter, som Domstolen råder over i sag C-91/24, at HL’s samtykke i henhold til artikel 6, stk. 2, litra a), i rammeafgørelse 2008/909 muligvis ikke kræves, for så vidt som HL er belgisk statsborger, der er bosiddende i Belgien, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

78

Hvad for det andet angår de sagsakter, som Domstolen råder over i sag C-722/23, fremgår det heraf, at AR er en rumænsk statsborger, der er bosiddende i Belgien. Det tilkommer følgelig ligeledes denne ret, henset til de oplysninger, som den råder over, at efterprøve, om undtagelsen i denne rammeafgørelses artikel 6, stk. 2, litra c), finder anvendelse på hans situation, og navnlig om AR er rejst til Belgien efter i Rumænien at være blevet idømt den fængselsstraf på fire år for menneskehandel, der begrundede udstedelsen af den europæiske arrestordre mod ham.

79

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en fuldbyrdende judiciel myndighed, når den på grundlag af denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 3, har afslået at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf, ikke for at undgå, at den eftersøgte person går fri for straf, på supplerende vis kan anvende den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i denne artikel 4, nr. 6). I tilfælde af et sådant afslag er den fuldbyrdende medlemsstat med henblik på at undgå en sådan straffrihed til gengæld forpligtet til at påberåbe sig bestemmelserne i artikel 4, stk. 5, i rammeafgørelse 2008/909 ved på eget initiativ at anmode den udstedende medlemsstat om at fremsende den dom, hvorved denne straf idømmes, samt den attest, for hvilken der findes en standardformular i bilag I til sidstnævnte rammeafgørelse, med henblik på fuldbyrdelse af den nævnte straf på dens område.

80

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 4, nr. 6), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009,

skal fortolkes således, at

en fuldbyrdende judiciel myndighed, når den på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 har afslået at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf, ikke for at undgå, at den eftersøgte person går fri for straf, på supplerende vis kan anvende den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i denne artikel 4, nr. 6). I tilfælde af et sådant afslag er den fuldbyrdende medlemsstat med henblik på at undgå en sådan straffrihed til gengæld forpligtet til at påberåbe sig bestemmelserne i artikel 4, stk. 5, i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union ved på eget initiativ at anmode den udstedende medlemsstat om at fremsende den dom, hvorved denne straf idømmes, samt den attest, for hvilken der findes en standardformular i bilag I til sidstnævnte rammeafgørelse, med henblik på fuldbyrdelse af den nævnte straf på dens område.