X m.fl. mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (C-50/24)
X m.fl. mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides
AI summary
Denne dom handler om, hvordan medlemsstater i EU skal håndtere ansøgninger om international beskyttelse, når en ansøger er frihedsberøvet på deres område. Dommen fastslår, at en procedure for behandling af en sådan ansøgning, der er indgivet ved grænsen eller i et transitområde, men hvor ansøgeren er frihedsberøvet på det nationale område, er omfattet af artikel 43 i direktiv 2013/32/EU om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse.
Dommen fastslår også, at behandlingen af en sådan ansøgning ikke længere er omfattet af artikel 43, hvis den frist på fire uger, der er fastsat i artikel 43, stk. 2, er udløbet. I stedet skal de øvrige bestemmelser i direktivet anvendes.
Desuden fastslår dommen, at opretholdelsen af frihedsberøvelsen af en ansøger om international beskyttelse og ændringen af den retlige kvalificering af det sted, hvor frihedsberøvelse sker, ikke har nogen indvirkning på den besluttende myndigheds kompetence.
Dommen er en vigtig afgørelse for medlemsstaterne i EU, da den fastslår, hvordan de skal håndtere ansøgninger om international beskyttelse, når en ansøger er frihedsberøvet på deres område.
DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
16. april 2026 ( *1 )
»Præjudiciel forelæggelse – grænsekontrol, asyl og indvandring – direktiv 2013/32/EU – fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – ansøgning om international beskyttelse – artikel 43 – grænseprocedure – kvalificering af en procedure gennemført på et sted, hvor frihedsberøvelse er sket, som geografisk er beliggende på en medlemsstats område, men som i henhold til national ret sidestilles med et sted ved grænsen – tilladelse til indrejse på denne medlemsstats område efter en frist på fire uger – artikel 31, stk. 7 – prioriteret behandling af en ansøgning om international beskyttelse – direktiv 2013/33/EU – standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse – artikel 8 – frihedsberøvelse på det samme sted på grundlag af to forskellige afgørelser«
I de forenede sager C-50/24 – C-56/24 [Danané m.fl.] ( i ),
angående anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien) ved afgørelser af 22. januar 2024, indgået til Domstolen den 26. januar 2024, i sagerne
X (C-50/24),
X (C-51/24),
X (C-52/24),
X (C-53/24),
X (C-54/24),
X (C-55/24),
X (C-56/24)
mod
Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M.L. Arastey Sahún, og dommerne J. Passer (refererende dommer), E. Regan, D. Gratsias og B. Smulders,
generaladvokat: N. Emiliou,
justitssekretær: fuldmægtig G. Chiapponi,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. februar 2025,
efter at der er afgivet indlæg af:
|
– |
X (C-51/24) og X (C-52/24) ved avocat S. Manesse, |
|
– |
X (C-53/24) ved advocaat Z. Chihaoui, |
|
– |
den belgiske regering ved M. Jacobs, C. Pochet og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede, |
|
– |
den tjekkiske regering ved S. Šindelková, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede, |
|
– |
den tyske regering ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede, |
|
– |
den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante, |
|
– |
Europa-Kommissionen ved A. Azéma, F. Blanc-Simonetti og J. Hottiaux, som befuldmægtigede, |
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 26. juni 2025,
afsagt følgende
Dom
|
1 |
Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 31, stk. 7 og 8, samt artikel 43 og 46 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60), sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og af artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 96). |
|
2 |
Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med syv tvister mellem på den ene side tredjelandsstatsborgere, der ankom til Belgien om bord på fly, som landede i Bruxelles lufthavn (Belgien), og Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (generalkommissær for flygtninge og statsløse, Belgien) (herefter »generalkommissæren«) på den anden side vedrørende afgørelser truffet af denne sidstnævnte om afslag på deres ansøgninger om international beskyttelse. |
Retsforskrifter
EU-retten
Direktiv 2013/32
|
3 |
Følgende fremgår af 18. og 38. betragtning til direktiv 2013/32:
[...]
|
|
4 |
Direktivets artikel 2, litra a), bestemmer: »I dette direktiv forstås ved: [...]
|
|
5 |
Direktivets artikel 4, stk. 1 og 2, bestemmer: »1. Medlemsstaterne udpeger med henblik på alle procedurer en besluttende myndighed, der skal være ansvarlig for en hensigtsmæssig behandling af ansøgningerne i overensstemmelse med dette direktiv. [...] 2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en anden myndighed end den i stk. 1 omhandlede er ansvarlig for: [...]
|
|
6 |
Samme direktivs artikel 26, stk. 1, bestemmer: »Medlemsstaterne frihedsberøver ikke en person alene med den begrundelse, at vedkommende er ansøger. Begrundelserne og betingelserne for frihedsberøvelse og de garantier der er til rådighed for frihedsberøvede ansøgere skal være i overensstemmelse med direktiv [2013/33].« |
|
7 |
Artikel 31 i direktiv 2013/32 med overskriften »Behandlingsprocedure« fastsætter i stk. 1, 2, 7 og 8: »1. Den behandlingsprocedure, medlemsstaterne anvender i forbindelse med behandling af ansøgninger om international beskyttelse, skal være i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II. 2. Medlemsstaterne sikrer, at undersøgelsesproceduren bliver så kort som muligt, dog således at det ikke sker på bekostning af en korrekt og komplet sagsbehandling. [...] 7. Medlemsstaterne kan prioritere behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II i særdeleshed:
8. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en behandlingsprocedure i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II fremskyndes og/eller foretages ved grænsen eller i transitområder i overensstemmelse med artikel 43, såfremt:
|
|
8 |
Direktivets artikel 33, stk. 2, bestemmer: »Medlemsstaterne kan udelukkende afvise en ansøgning om international beskyttelse, hvis:
|
|
9 |
Direktivets artikel 40, der har overskriften »Fornyede ansøgninger«, har i stk. 1 følgende ordlyd: »Hvis en person, som har søgt om international beskyttelse i en medlemsstat, afgiver yderligere forklaringer eller indgiver en fornyet ansøgning i samme medlemsstat, behandler medlemsstaten disse yderligere forklaringer eller elementerne i den fornyede ansøgning inden for rammerne af behandlingen af den tidligere ansøgning eller inden for rammerne af behandlingen af en afgørelse, som bliver påklaget eller prøvet, for så vidt de ansvarlige myndigheder kan tage hensyn til og behandle alle de elementer, der ligger til grund for de yderligere forklaringer eller den fornyede ansøgning inden for disse rammer.« |
|
10 |
Samme direktivs artikel 43 med overskriften »Grænseprocedurer« bestemmer: »1. Medlemsstaterne kan fastlægge procedurer i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II med henblik på ved grænsen eller i medlemsstaternes transitområder at kunne træffe afgørelse om:
2. Medlemsstaterne sikrer, at der træffes en afgørelse inden for rammerne af de procedurer, der er omhandlet i stk. 1, inden for en rimelig tidsfrist. Hvis der ikke er truffet en afgørelse inden fire uger, skal ansøgeren have tilladelse til indrejse på medlemsstatens område, så vedkommendes ansøgning kan blive behandlet i overensstemmelse med dette direktivs øvrige bestemmelser. 3. Hvis ankomster, der indebærer et stort antal tredjelandsstatsborgere eller statsløse, som indgiver ansøgninger om international beskyttelse ved grænsen eller i et transitområde, i praksis gør det umuligt at anvende bestemmelserne i stk. 1, kan disse procedurer dog anvendes, når og så længe disse tredjelandsstatsborgere eller statsløse er normalt indkvarteret på steder i nærheden af grænsen eller i transitområdet.« |
|
11 |
Artikel 46 i direktiv 2013/32 med overskriften »Retten til effektive retsmidler« fastsætter i stk. 1: »Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med følgende:
[...]« |
Direktiv 2013/33
|
12 |
Følgende fremgår af 18. betragtning til direktiv 2013/33: »Frihedsberøvede ansøgere bør behandles med fuld respekt for den menneskelige værdighed, og deres modtagelse bør tilrettelægges således, at deres behov i denne situation tilgodeses. [...]« |
|
13 |
Dette direktivs artikel 6, der har overskriften »Dokumenter«, fastsætter følgende i stk. 1 og 2: »1. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgeren senest tre dage efter indgivelsen af en ansøgning om international beskyttelse får et dokument udstedt på navn, som bekræfter vedkommendes status som ansøger, eller som attesterer, at den pågældende har tilladelse til at opholde sig på medlemsstatens område, indtil der er truffet afgørelse om ansøgningen, eller mens den behandles. [...] 2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende denne artikel, når ansøgeren er frihedsberøvet, og i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet ved grænsen, eller i forbindelse med en procedure til afgørelse af, om ansøgeren er berettiget til indrejse på en medlemsstats område. [...]« |
|
14 |
Direktivets artikel 8 med overskriften »Frihedsberøvelse« bestemmer: »1. Medlemsstaterne kan ikke frihedsberøve en person alene af den grund, at vedkommende er en ansøger, jf. [direktiv 2013/32]. 2. Viser det sig på grundlag af en individuel vurdering af den enkelte sag nødvendigt, kan medlemsstaterne frihedsberøve en ansøger, hvis andre mindre indgribende tvangsforanstaltninger ikke kan anvendes effektivt. 3. En ansøger må kun frihedsberøves:
[...] Grundene til frihedsberøvelse fastsættes i national ret. [...]« |
|
15 |
Samme direktivs artikel 9 fastsætter følgende i stk. 1, 3 og 5: »1. Frihedsberøvelse af en ansøger skal være så kort som mulig og må kun opretholdes, så længe som de i artikel 8, stk. 3, grunde gør sig gældende. Administrative procedurer, som vedrører de i artikel 8, stk. 3, anførte grunde til frihedsberøvelse, gennemføres med rettidig omhu. Forsinkelser i administrative procedurer, som ikke kan tilskrives ansøgeren, berettiger ikke til fortsat frihedsberøvelse. [...] 3. Træffes afgørelsen om frihedsberøvelse af administrative myndigheder, skal medlemsstaterne åbne mulighed for en hurtig retlig prøvelse af lovligheden af frihedsberøvelsen, der skal foretages af en retsinstans ex officio og/eller efter anmodning fra ansøgeren. [...] 5. Frihedsberøvelsen tages med passende mellemrum op til fornyet vurdering af retsinstansen, ex officio og/eller på den pågældende ansøgers anmodning, navnlig hvis den er af længere varighed, der opstår nye forhold, eller der fremkommer nye oplysninger, som kan have betydning for frihedsberøvelsens lovlighed.« |
Forordning (EU) 2016/399
|
16 |
Artikel 2, nr. 1) og 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT 2016, L 77, s. 1) bestemmer: »I denne forordning forstås ved:
|
Belgisk ret
Lov af 15. december 1980
|
17 |
Artikel 51/5, stk. 1, i loi du 15 décembre 1980 sur l’accès au territoire, le séjour, l’établissement et l’éloignement des étrangers (lov af 15.12.1980 om udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt udsendelse fra statens område) (Moniteur belge af 31.12.1980, s. 14584) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne (herefter »lov af 15. december 1980«), fastsætter følgende: »Så snart udlændingen ved grænsen eller i Kongeriget [Belgien] har indgivet en første ansøgning om international beskyttelse eller en fornyet ansøgning om international beskyttelse til en af de myndigheder, som kongen har udpeget i henhold til artikel 50, stk. 3, andet afsnit, i overensstemmelse med de EU-retlige bestemmelser, der er bindende for Belgien, fastlægger ministeren eller dennes befuldmægtigede, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning. Med henblik herpå gælder, at når der på grundlag af en individuel behandling er en ikke ubetydelig risiko for, at den pågældende person forsvinder, og kun såfremt opretholdelsen heraf er forholdsmæssig, og såfremt der ikke effektivt kan anvendes andre mindre indgribende foranstaltninger, kan udlændingen tilbageholdes på et bestemt sted, så længe det er nødvendigt for at afgøre, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, dog således at opretholdelsens varighed ikke må overstige seks uger. [...]« |
|
18 |
Denne lovs artikel 57/6, stk. 2, bestemmer: »[Generalkommissæren] træffer afgørelse som en prioritet, når: 1° ansøgeren befinder sig på et bestemt sted som omhandlet i artikel 74/8, stk. 1, eller artikel 74/9, stk. 2 og 3, eller er genstand for en sikkerhedsforanstaltning som omhandlet i artikel 68 [...]« |
|
19 |
Lovens artikel 57/6/4 gennemførte artikel 43 i direktiv 2013/32 i belgisk ret og bestemmer følgende: »Når en udlænding forsøger at rejse ind i Kongeriget [Belgien] uden at opfylde betingelserne i artikel 2 og 3 og har indgivet en ansøgning om international beskyttelse ved grænsen, har [generalkommissæren] kompetence til at afvise denne ansøgning i medfør af artikel 57/6, stk. 3, eller til at træffe afgørelse om ansøgningens substans i en af de situationer, der er omhandlet i artikel 57/6/1, stk. 1, første afsnit, litra a), b), c), d), e), f), g), i) eller j). Hvis stk. 1 ikke finder anvendelse, fastslår [generalkommissæren], at der er behov for yderligere behandling, hvorefter ministeren eller dennes befuldmægtigede giver ansøgeren tilladelse til at rejse ind i Kongeriget [Belgien] i overensstemmelse med artikel 74/5, stk. 4, nr. 4. Hvis [generalkommissæren] ikke har truffet nogen afgørelse inden for en frist på fire uger efter at have modtaget den ansøgning om international beskyttelse, som ministeren eller dennes befuldmægtigede har fremsendt, giver ministeren eller dennes befuldmægtigede ligeledes ansøgeren tilladelse til at rejse ind i Kongeriget [Belgien] i overensstemmelse med artikel 74/5, stk. 4, nr. 5.« |
|
20 |
Artikel 74/5, stk. 1, 2 og 4, i lov af 15. december 1980 har følgende ordlyd: »1. Følgende personer kan tilbageholdes på et bestemt sted ved grænserne, indtil der er givet tilladelse til at rejse ind i Kongeriget [Belgien] eller truffet afgørelse om afvisning herfra:
Ingen udlænding kan tilbageholdes alene af den grund, at vedkommende har indgivet en ansøgning om international beskyttelse. 2. Kongen kan fastsætte andre steder inden for Kongeriget [Belgien], der sidestilles med det i stk. 1 omhandlede sted. [...] 4. Følgende personer har tilladelse til at rejse ind i Kongeriget [Belgien]: [...]
|
|
21 |
Lovens artikel 74/6 er sålydende: »1. Hvis det på grundlag af en individuel undersøgelse viser sig nødvendigt, og ingen mindre indgribende foranstaltning kan anvendes effektivt, kan ministeren eller dennes befuldmægtigede tilbageholde en ansøger om international beskyttelse på et bestemt sted i Kongeriget [Belgien]:
[...]« |
|
22 |
Samme lovs artikel 74/8 fastsætter: »1. Der kan træffes de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den pågældende ikke uden den krævede tilladelse forlader det sted, hvor vedkommende er frihedsberøvet, er i myndighedernes varetægt eller tilbageholdes i henhold til artikel 7, artikel 8a, stk. 4, artikel 27, artikel 29, andet afsnit, artikel 44f, stk. 1, artikel 51/5, stk. 1, andet afsnit, eller artikel 51/5, stk. 4, tredje afsnit, artikel 51/5/1, stk. 1, andet afsnit, eller artikel 51/5/1, stk. 2, tredje afsnit, artikel 57/32, stk. 2, andet afsnit, artikel 74/5 eller artikel 74/6. [...] 2. Kongen kan fastsætte de regler og bestemmelser, der gælder for det sted, hvor udlændingen er frihedsberøvet, er i myndighedernes varetægt eller tilbageholdes i henhold til de i stk. 1, første afsnit, omhandlede bestemmelser. [...]« |
Ministeriel bekendtgørelse af 25. oktober 2010
|
23 |
Ministeriel bekendtgørelse af 25. oktober 2010 om udpegning af indkvarteringssteder som omhandlet i artikel 74/8, stk. 1, i loi du 15 décembre 1980 sur l’accès au territoire, le séjour, l’établissement et l’éloignement des étrangers (lov af 15.12.1980 om udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt udsendelse fra statens område) (Moniteur belge af 3.11.2010, s. 65884) bestemmer følgende i artikel 1: »De nedenstående indkvarteringssteder er de omhandlede steder i henhold til artikel 74/8, stk. 1, i lov af 15. december 1980 [...]:
|
Kongelig anordning af 17. februar 2012
|
24 |
Kongelig anordning af 17. februar 2012 om fastlæggelse af et sted i henhold til artikel 74/8, stk. 2, i loi du 15 décembre 1980 sur l’accès au territoire, le séjour, l’établissement et l’éloignement des étrangers (lov af 15.12.1980 om udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt udsendelse fra statens område) (Moniteur belge af 15.3.2012, s. 15767) bestemmer i artikel 1: »Bygningen »Centre de Transit Caricole« [(transitcentret Caricole)] beliggende på Chaussée de Tervuren 302, 1820 Steenokkerzeel, er et sådant sted som omhandlet i artikel 74/8, stk. 2, i lov af 15. december 1980 [...]« |
Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål
|
25 |
De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisterne i hovedsagerne, kan sammenfattes som følger. |
|
26 |
Sagsøgerne i hovedsagerne – som er tredjelandsstatsborgere, der ankom med fly til Bruxelles lufthavn i september og oktober 2023 – indgav samme dag eller dagen efter deres ankomst ansøgninger om international beskyttelse på dette sted. |
|
27 |
Som følge af disse ansøgninger blev disse sagsøgere genstand for afgørelser om nægtelse af indrejse på grundlag af manglende opfyldelse af de krav, der er fastsat i lov af 15. december 1980, efterfulgt af afgørelser om »frihedsberøvelse på et bestemt sted ved grænsen«, i det foreliggende tilfælde i transitcentret Caricole beliggende i nærheden af Bruxelles lufthavn eller i indkvarteringsstedet i Sint-Gillis-Waas (Belgien), truffet af indenrigsministeren på grundlag af denne lovs artikel 74/5, stk. 1, første afsnit, nr. 2, som er steder, der ikke geografisk er beliggende ved grænsen eller i et transitområde, men som i henhold til denne lovs artikel 74/5, stk. 2, sidestilles med steder »ved grænsen«. |
|
28 |
I Belgien fandtes der nemlig på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisterne i hovedsagerne, ikke steder, hvor frihedsberøvelse kan ske, ved grænserne eller i transitområder, idet infrastrukturerne i de belgiske lufthavne havde vist sig at være utilstrækkelige til at modtage ansøgere om international beskyttelse og til at overholde deres grundlæggende rettigheder. |
|
29 |
Det følger af forelæggelsesafgørelsen, at de afgørelser om »frihedsberøvelse på et bestemt sted ved grænsen«, der er nævnt i nærværende doms præmis 27, udgør afgørelser på grundlag af artikel 8, stk. 3, litra c), i direktiv 2013/33, som tillader frihedsberøvelse af en ansøger om international beskyttelse for at træffe afgørelse om vedkommendes ret til at rejse ind på området. |
|
30 |
Efter udløbet af en frist på fire uger fik sagsøgerne i hovedsagerne i overensstemmelse med det, der er fastsat i artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32, tilladelse til indrejse på belgisk område, men blev frihedsberøvet på de steder, der er nævnt i nærværende doms præmis 27, i henhold til afgørelser truffet af generalkommissæren inden for denne frist på grundlag af artikel 74/5, stk. 4 og 5, samt artikel 74/6, stk. 1, første afsnit, nr. 2, i lov af 15. december 1980. Det følger af forelæggelsesafgørelsen, at disse afgørelser, for så vidt som de opretholder frihedsberøvelsen af sagsøgerne i hovedsagerne, udgør afgørelser på grundlag af artikel 8, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/33, som tillader frihedsberøvelse af en ansøger for at fastlægge de forhold, som vedkommendes ansøgning om international beskyttelse støttes på, og som ikke kunne fastlægges uden frihedsberøvelse, navnlig hvis der er en risiko for, at ansøgeren forsvinder. |
|
31 |
I sag C-51/24 og i sag C-53/24 blev sagsøgerne i hovedsagerne hørt af generalkommissæren ved en personlig samtale, inden der blev truffet afgørelse om opretholdelse af deres frihedsberøvelse som omhandlet i den foregående præmis. Sagsøgerne i hovedsagerne i sag C-52/24 og sagerne C-54/24 – C-56/24 blev hørt, efter at der blev truffet denne afgørelse over for dem. |
|
32 |
Efter disse samtaler traf generalkommissæren afgørelser om afslag på tildeling af flygtningestatus og subsidiær beskyttelsesstatus samt i sag C-51/24 en afgørelse om afvisning af ansøgningen. |
|
33 |
Sagsøgerne i hovedsagerne har anlagt søgsmål til prøvelse af disse afgørelser ved Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien), som er den forelæggende ret. |
|
34 |
For denne retsinstans har flere parter gjort gældende, at artikel 57/6/4 i lov af 15. december 1980 er blevet tilsidesat. |
|
35 |
Den forelæggende ret har anført, at denne bestemmelse gennemførte artikel 43, stk. 1 og 2, i direktiv 2013/32 i den nationale retsorden. Den forelæggende ret har præciseret, at personer som sagsøgerne i hovedsagerne er omfattet af anvendelsesområdet for denne artikel 43 for så vidt angår behandlingen af deres ansøgning om international beskyttelse inden for rammerne af en grænseprocedure og af artikel 8, stk. 3, litra c), i direktiv 2013/33 for så vidt angår deres anbringelse på et sted, hvor frihedsberøvelse sker, der er beliggende på det nationale område, men som ved en retsforskrift sidestilles med et sted ved grænsen. |
|
36 |
Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) har rejst tvivl om, hvorvidt de bestemmelser i belgisk ret, i henhold til hvilke grænseproceduren for det første finder anvendelse på personer, der er frihedsberøvet på sådanne steder, og for det andet hvorefter sådanne personer efter udløbet af den frist på fire uger, der er fastsat i artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32, fortsat frihedsberøves på et andet grundlag på det samme sted, idet dette sted imidlertid ikke længere kvalificeres som et »sted ved grænsen«, men som et »sted på det nationale område«, er i overensstemmelse med EU-retten. |
|
37 |
På denne baggrund har Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
|
38 |
Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 14. marts 2024 blev sagerne C-50/24 – C-56/24 forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt dommen. |
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
|
39 |
Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 43 i direktiv 2013/32 skal fortolkes således, at en procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet ved grænsen eller i et transitområde af en ansøger, der, mens denne procedure står på, frihedsberøves på et sted på den pågældende medlemsstats område, som ikke geografisk er beliggende ved denne stats grænse, men som i henhold til den nationale lovgivning sidestilles med et sted ved denne grænse, er omfattet af anvendelsesområde for denne artikel 43. |
|
40 |
Artikel 43, stk. 1, i direktiv 2013/32 indrømmer medlemsstaterne mulighed for ved grænsen eller i deres transitområder at fastlægge specifikke procedurer med henblik på at kunne træffe afgørelse om antagelse af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet der, til behandling, i henhold til direktivets artikel 33, eller om substansen i denne ansøgning i et af de i direktivets artikel 31, stk. 8, fastsatte tilfælde, forudsat at disse procedurer overholder de grundlæggende principper og garantier i direktivets kapitel II. I medfør af artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32 skal disse særlige procedurer gennemføres inden for en rimelig tidsfrist, og det er underforstået, at den pågældende medlemsstat, såfremt der ikke inden fire uger er blevet vedtaget nogen afgørelse om afslag på ansøgningen om international beskyttelse, skal give ansøgeren tilladelse til indrejse på medlemsstatens område, idet den pågældendes ansøgning skal behandles inden denne frist på fire uger i overensstemmelse med den almindelige procedure (dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság,C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 235). |
|
41 |
Ifølge Domstolens praksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse tages hensyn til dennes ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. dom af 17.11.1983, Merck,292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og af 1.8.2025, Alace og Canpelli, C-758/24 og C-759/24, EU:C:2025:591, præmis 91). |
|
42 |
Hvad angår ordlyden af artikel 43 i direktiv 2013/32 bemærkes, at denne bestemmelse ikke indeholder nogen henvisning til frihedsberøvelse og dermed heller ikke til en eventuel frihedsberøvelse i sammenhæng med en grænseprocedure. |
|
43 |
Det følger heraf, at ordlyden af den nævnte bestemmelse ikke i sig selv gør det muligt at udelukke behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet ved grænsen eller i et transitområde, fra dens anvendelsesområde, når det sted, hvor ansøgeren frihedsberøves, ikke geografisk er beliggende ved den pågældende medlemsstats grænse, men i henhold til national lovgivning med henblik på en grænseprocedure sidestilles med et sådant sted. |
|
44 |
Når dette er sagt, følger det af artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32, at hvis der ikke inden fire uger er truffet afgørelse om afslag på ansøgningen om international beskyttelse, skal ansøgeren have tilladelse til indrejse på den pågældende medlemsstats område. Det må heraf udledes, at så længe denne frist ikke er udløbet, kan en sådan ansøger med henblik på en grænseprocedure anses for ikke at have tilladelse til indrejse på denne medlemsstats område. |
|
45 |
Dette taler for, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 44 i forslaget til afgørelse, at tilstedeværelsen af en ansøger om international beskyttelse på stedet for frihedsberøvelse beliggende på den pågældende medlemsstats område, men ikke geografisk ved denne medlemsstats grænse, ikke udelukker anvendelsen af grænseproceduren. |
|
46 |
Hvad angår den sammenhæng, hvori artikel 43 i direktiv 2013/32 indgår, bemærkes, at ingen af dette direktivs bestemmelser, navnlig dets artikel 26, stk. 1, som udgør bestemmelsen om frihedsberøvelse, og direktivets artikel 31, stk. 8, som tillader medlemsstaterne at anvende de procedurer, der er fastsat i samme direktivs artikel 43, i de tilfælde, der er fastsat heri, indeholder nogen angivelse, der gør det muligt at konkludere, at medlemsstaterne ikke inden for rammerne af en grænseprocedure som omhandlet i denne artikel 43 vil kunne frihedsberøve en ansøger om international beskyttelse på et sted, der ikke geografisk er beliggende ved en given medlemsstats grænse. |
|
47 |
Hvad angår direktiv 2013/33 er der ingen bestemmelser i direktiv 2013/33, selv om dette direktiv i artikel 8-11 fastsætter kravene til frihedsberøvelse af ansøgere, og der i flere bestemmelser henvises til ansøgeres situation under den procedure, der gennemføres i henhold til artikel 43 i direktiv 2013/32, der kræver, at frihedsberøvelsen af den pågældende ansøger i denne sammenhæng skal finde sted ved grænsen eller i et transitområde. |
|
48 |
Hvad endelig angår de formål, der forfølges med artikel 43 i direktiv 2013/32, fremgår det af 38. betragtning til dette direktiv, at grænseprocedurerne har til formål at sætte medlemsstaterne i stand til at træffe afgørelse om de mange ansøgninger om international beskyttelse, der indgives ved grænsen eller i et transitområde, »inden det besluttes, om ansøgeren kan rejse ind i landet«. |
|
49 |
Medlemsstaterne har således tilladelse til at pålægge ansøgere om international beskyttelse at forblive, i højst fire uger, ved deres grænser eller i et af deres transitområder med henblik på at undersøge, inden de træffer afgørelse om ansøgernes ret til indrejse i landet, om deres ansøgninger skal afvises i medfør af artikel 33 i direktiv 2013/32, eller om de kan anses for grundløse i overensstemmelse med direktivets artikel 31, stk. 8 (dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság,C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 237). |
|
50 |
Grænseprocedurerne har således til formål at gøre det muligt for medlemsstaterne at foretage en indledende sortering af ansøgninger om international beskyttelse, inden de formelt giver tilladelse til indrejse på deres område for de tredjelandsstatsborgere, hvis ansøgninger ikke afvises ved denne lejlighed. Som generaladvokaten har anført i punkt 38 i forslaget til afgørelse, påvirkes opfyldelsen af dette mål ikke af, hvor denne statsborger fysisk befinder sig under behandlingen af vedkommendes ansøgning, og det kræves ikke, at denne behandling finder sted ved medlemsstaternes grænse. |
|
51 |
Hvis artikel 43 i direktiv 2013/32 derimod skulle fortolkes således, at frihedsberøvelse af en ansøger om international beskyttelse i forbindelse med gennemførelsen af en grænseprocedure obligatorisk skulle foretages ved den pågældende medlemsstats grænse eller i et transitområde, kunne denne gennemførelse i visse tilfælde vise sig at være uforholdsmæssigt vanskelig, endog umulig, eller i givet fald have en negativ indvirkning på overholdelsen af de garantier, som ansøgerne gives ved direktiv 2013/32 og 2013/33, og generelt på overholdelsen af deres grundlæggende rettigheder og navnlig deres menneskelige værdighed, hvilket er i strid med det formål, der er anført i 18. betragtning til dette sidstnævnte direktiv. |
|
52 |
Som generaladvokaten i det væsentlige har fremhævet i punkt 39 og 40 i forslaget til afgørelse, ville et krav om, at frihedsberøvelse af ansøgere obligatorisk skal ske ved grænsen eller i et transitområde, alt efter de geografiske særegenheder og særlige forhold i medlemsstaternes infrastruktur navnlig medføre strukturelle og geografiske begrænsninger eller endog anvendelse af infrastrukturer, der er uforenelige med de grundlæggende principper og garantier, der er omhandlet i kapitel II i direktiv 2013/32, samt de garantier og betingelser, der er fastsat i artikel 9-11 i direktiv 2013/33, og i givet fald med respekt for deres værdighed. |
|
53 |
Hvad angår de medlemsstater, der råder over store søgrænseområder, kan anvendelsen af artikel 43 i direktiv 2013/32, således som den italienske regering har anført, desuden være uforholdsmæssigt vanskelig eller endog umulig, hvis denne artikel 43 skulle fortolkes således, at medlemsstaterne skal behandle ansøgningen om international beskyttelse ved deres geografiske grænse uden nogen mulighed for at overføre ansøgeren til et sted på det nationale område, der sidestilles med et sted ved grænsen. |
|
54 |
Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 43 i direktiv 2013/32 skal fortolkes således, at en procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet ved grænsen eller i et transitområde af en ansøger, der, mens denne procedure står på, frihedsberøves på et sted på den pågældende medlemsstats område, som ikke geografisk er beliggende ved denne stats grænse, men som i henhold til den nationale lovgivning sidestilles med et sted ved denne grænse, er omfattet af anvendelsesområdet for denne artikel 43. |
Det andet spørgsmål
|
55 |
Med de to første dele af det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret for det første nærmere bestemt oplyst, om artikel 43 i direktiv 2013/32 skal fortolkes således, at behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, efter at den frist på fire uger, der er fastsat i denne artikel 43, stk. 2, er udløbet, fortsat er omfattet af anvendelsesområdet for denne artikel 43. For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt den omstændighed, at det samme sted for frihedsberøvelse inden for rammerne af en procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse først anses for at være et »sted ved grænsen« og derefter, efter udløbet af denne frist på fire uger, anses for at være et »sted på det nationale område«, er forenelig med EU-retten. |
|
56 |
Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 40, har Domstolen allerede fastslået, at i henhold til artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32 skal de særlige procedurer, der er fastsat i denne artikel 43, stk. 1, gennemføres inden for en rimelig tidsfrist, og det er underforstået, at den pågældende medlemsstat, såfremt der ikke inden fire uger er blevet vedtaget nogen afgørelse om afslag på ansøgningen om international beskyttelse, skal give ansøgeren tilladelse til indrejse på medlemsstatens område, idet den pågældendes ansøgning skal behandles efter udløbet af denne frist i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i dette direktiv. |
|
57 |
Det fremgår i øvrigt af ordlyden af artikel 43, stk. 3, i direktiv 2013/32, at hvis den omstændighed, at der ankommer et stort antal tredjelandsstatsborgere eller statsløse, som indgiver ansøgninger om international beskyttelse ved grænsen eller i et transitområde, i praksis gør det umuligt at anvende bestemmelserne i denne artikel 43, stk. 1, kan disse procedurer dog anvendes, når og så længe disse tredjelandsstatsborgere eller statsløse er normalt indkvarteret på steder i nærheden af grænsen eller i transitområdet. |
|
58 |
Det følger heraf, at med forbehold for anvendelsen af dette direktivs artikel 43, stk. 3, er behandlingen af en sådan ansøgning, efter at fristen på fire uger er udløbet, ikke længere omfattet af anvendelsesområdet for de grænseprocedurer, der er fastsat i denne artikel 43, stk. 1. |
|
59 |
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt et og samme sted for frihedsberøvelse i forbindelse med en procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse først kan sidestilles med et »sted ved grænsen« og hernæst, efter at ansøgeren har fået tilladelse til indrejse på området som følge af udløbet af fristen på fire uger, betragtes som et »sted på det nationale område«, skal det bemærkes, at artikel 43 i direktiv 2013/32, således som det fremgår af behandlingen af det første spørgsmål, ikke er til hinder for, at ansøgeren under behandlingen af en sådan ansøgning i forbindelse med en procedure ved grænsen frihedsberøves på et sted, der sidestilles med et sted, der er beliggende »ved grænsen«, men som ligger inden for det nationale område. |
|
60 |
Når ansøgeren i overensstemmelse med artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32 har tilladelse til indrejse på området, men opretholdelse af frihedsberøvelsen viser sig nødvendig, navnlig henset til den grund, der er fastsat i artikel 8, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/33, er denne artikel 43, stk. 2, følgelig ikke til hinder for, at denne foranstaltning opretholdes på det samme sted, hvor frihedsberøvelse sker, der nu anses for et »sted på det nationale område«. |
|
61 |
Der er endvidere intet i ordlyden af de øvrige bestemmelser i direktiv 2013/32, der udelukker en sådan mulighed. Navnlig begrænser direktivets artikel 26 om frihedsberøvelse, hvori det i stk. 1 anføres, at begrundelserne og betingelserne for frihedsberøvelse og de garantier, der er til rådighed for frihedsberøvede ansøgere, skal være i overensstemmelse med direktiv 2013/33, på ingen måde denne mulighed. |
|
62 |
Det følger heraf, at det står medlemsstaterne frit for at foretage en sådan dobbeltkvalificering af det samme sted, hvor frihedsberøvelse sker, forudsat at de sikrer, at de dér gennemførte behandlingsprocedurer i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, og artikel 43, stk. 1, i direktiv 2013/32 overholder de grundlæggende principper og garantier, der er opstillet i dette direktivs kapitel II, og forudsat at disse medlemsstater i overensstemmelse med dette direktivs artikel 26, stk. 1, ligeledes sikrer, at begrundelserne og betingelserne for frihedsberøvelse og de garantier, der er til rådighed for frihedsberøvede ansøgere, er i overensstemmelse med direktiv 2013/33, navnlig dets artikel 8 og 9. |
|
63 |
Af hensyn til disse ansøgere, hvis retsstilling ved udløbet af den frist på fire uger, der er angivet i artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32, ændres, uden at deres materielle situation ændres på det samme sted, hvor frihedsberøvelse sker, skal den pågældende medlemsstat imidlertid sikre, at de nævnte ansøgere senest på det tidspunkt, hvor den anden afgørelse træffes, hvorved de forbliver frihedsberøvet på grundlag af artikel 8 i direktiv 2013/33, underrettes om denne ændring af deres retsstilling, dvs. at de som følge af udløbet af denne frist har tilladelse til indrejse på området. Såfremt denne medlemsstat under grænseproceduren har gennemført artikel 6, stk. 2, i direktiv 2013/33, der giver den mulighed for at udelukke anvendelsen af denne artikel, tilkommer det den i givet fald at udlevere det dokument, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 1, eller tilsvarende bevisdokument, der er nævnt i artiklens stk. 2, til ansøgeren. |
|
64 |
Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmåls to første led besvares med, at artikel 43 i direktiv 2013/32 for det første skal fortolkes således, at behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, efter at den frist på fire uger, der er fastsat i dette direktivs artikel 43, stk. 2, er udløbet, ikke længere er omfattet af anvendelsesområdet for denne artikel 43, men af de øvrige bestemmelser i direktivet, og, for det andet, at dette direktiv inden for rammerne af en procedure for behandling af en sådan ansøgning ikke er til hinder for, at det samme sted, hvor frihedsberøvelse sker, først sidestilles med et »sted ved grænsen« og dernæst, efter at ansøgeren har fået tilladelse til indrejse på området på grund af udløbet af denne frist, anses for et »sted på det nationale område«. Den pågældende medlemsstat skal imidlertid sikre, at ansøgeren senest på det tidspunkt, hvor afgørelsen om opretholdelse af frihedsberøvelses af den pågældende træffes på grundlag af artikel 8 i direktiv 2013/33, underrettes om denne ændring af vedkommendes retsstilling, dvs. at ansøgeren som følge af udløbet af den nævnte frist har tilladelse til indrejse på området, og i givet fald at den pågældende får udleveret det dokument, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2013/33, eller et tilsvarende bevisdokument i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2. |
|
65 |
Med den tredje del af det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvilke konsekvenser opretholdelsen af frihedsberøvelsen af ansøgeren på det samme sted, der oprindeligt blev sidestillet med et »sted ved grænsen« og derefter efterfølgende blev kvalificeret som et »sted på det nationale område« som følge af udløbet af den frist på fire uger, der er fastsat i artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32, har for den besluttende myndigheds tidsmæssige og materielle kompetence. |
|
66 |
Direktivets artikel 2, litra f), definerer den besluttende myndighed som enhver domstolslignende eller administrativ instans i en medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse, og som er kompetent til at træffe afgørelse i første instans i sådanne sager. |
|
67 |
Det følger endvidere af direktivets artikel 4, stk. 1, at med henblik på alle procedurer udpeger medlemsstaterne en besluttende myndighed, der skal være ansvarlig for en hensigtsmæssig behandling af ansøgningerne. |
|
68 |
Under disse omstændigheder skal det, således som generaladvokaten har anført i punkt 62 i forslaget til afgørelse, bemærkes, at opretholdelse af frihedsberøvelse af en ansøger og ændringen af den retlige kvalificering af det sted, hvor frihedsberøvelse sker, ved udløbet af den frist på fire uger, der er fastsat i artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32 som sådan ikke har nogen indvirkning på den besluttende myndigheds kompetence. |
|
69 |
Det er således snarere udløbet af denne frist, for så vidt som den indebærer et skift fra grænseproceduren til en anden procedure for behandling af ansøgninger om international beskyttelse, der, forudsat at den pågældende medlemsstat har udpeget forskellige besluttende myndigheder til at gennemføre disse procedurer, kan have en indvirkning på beslutningskompetencen med hensyn til disse ansøgninger. I det foreliggende tilfælde synes det imidlertid at fremgå af forelæggelsesafgørelsen, at det er den samme myndighed, nemlig generalkommissæren, som udgør den besluttende myndighed både inden for rammerne af grænseproceduren og i forbindelse med den anden efterfølgende procedure. |
|
70 |
Udløbet af denne frist på fire uger har ligeledes til følge, at de materielle begrænsninger, der er defineret i artikel 43, stk. 1, i direktiv 2013/32, og de iboende tidsmæssige begrænsninger, der er fastsat i artikel 43, stk. 2, og som kan træffes inden for rammerne af grænseprocedurer, ikke længere finder anvendelse på den besluttende myndighed, der nu træffer afgørelse inden for rammerne af en anden procedure. |
|
71 |
Det andet spørgsmåls tredje del skal derfor besvares med, at artikel 43 i direktiv 2013/32 skal fortolkes således, at opretholdelsen af frihedsberøvelsen af en ansøger om international beskyttelse og ændringen af den retlige kvalificering af det sted, hvor frihedsberøvelse sker, i henhold til den nationale lovgivning efter udløbet af den frist på fire uger, der er fastsat i dette direktivs artikel 43, stk. 2, ikke som sådan har nogen indvirkning på den besluttende myndigheds kompetence, eftersom udløbet af denne frist bevirker, at de materielle og tidsmæssige begrænsninger, der følger af denne artikel 43, ophæves. |
Det tredje og det fjerde spørgsmål
|
72 |
Med det tredje og det fjerde spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en ansøgning om international beskyttelse, der oprindeligt blev behandlet inden for rammerne af en grænseprocedure som omhandlet i artikel 43 i direktiv 2013/32, efter udløbet af den frist på fire uger, der er angivet i denne artikel 43, stk. 2, kan prioriteres i overensstemmelse med dette direktivs artikel 31, stk. 7, når ansøgeren fortsat er frihedsberøvet af den grund, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3, litra b), direktiv 2013/33, og dette gælder såvel i det tilfælde, hvor samtlige undersøgelsesforanstaltninger, herunder den personlige samtale, er foretaget inden for denne frist på fire uger, som i tilfælde, hvor samtalen ikke er blevet gennemført inden for den nævnte frist. I denne sammenhæng har den forelæggende ret ligeledes rejst tvivl om, hvorvidt sådanne omstændigheder er forenelige med den karakter af undtagelse, som anvendelsen af frihedsberøvelse i henhold til sidstnævnte direktivs artikel 8 har. |
|
73 |
For så vidt som den belgiske regering har gjort gældende, at det fjerde spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi den forelæggende ret ikke har redegjort for grundene til, at den finder, at en besvarelse af dette spørgsmål er nødvendig for afgørelsen af tvisterne i hovedsagerne, er det indledningsvis tilstrækkeligt at anføre, at det nævnte spørgsmål, for så vidt som der heri anvendes udtrykket »en sådan anvendelse af den nationale lovgivning«, skal forstås således, at det henviser til det tredje spørgsmål. Det følger således implicit, men nødvendigvis af forelæggelsesafgørelsen, at grundene til, at den forelæggende ret finder, at en besvarelse af det fjerde spørgsmål er nødvendig, i det væsentlige er de samme, som har foranlediget den til at forelægge det tredje spørgsmål. Under disse omstændigheder, og henset til den formodning for relevans, der gælder for præjudicielle spørgsmål, skal dette fjerde spørgsmål antages til realitetsbehandling. |
|
74 |
Det bemærkes, at den besluttende myndighed inden for rammerne af grænseproceduren alene har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgningen om international beskyttelse kan antages til behandling i henhold til artikel 33 i direktiv 2013/32, eller om substansen i en ansøgning, men kun i et af de tilfælde, der er fastsat i dette direktivs artikel 31, stk. 8. Ved udløbet af den frist på fire uger, der tidsmæssigt afgrænser grænseproceduren, genvinder denne myndighed imidlertid på ny sin kompetence i henhold til de almindelige retsregler. |
|
75 |
Inden for denne ramme kan medlemsstaten i henhold til direktivets artikel 31, stk. 7, i visse situationer prioritere behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i samme direktivs kapitel II. Det fremgår af anvendelsen i denne bestemmelse af udtrykket »i særdeleshed«, at den fastsætter en ikke-udtømmende liste over de situationer, hvor medlemsstaterne kan foretage en sådan prioriteret behandling. |
|
76 |
Det skal tilføjes, at en sådan prioriteret behandling af de procedurer, hvor ansøgeren forbliver frihedsberøvet, opfylder det formål om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse, der er fastsat i direktiv 2013/32, som afspejles i 18. betragtning til dette direktiv, og til hvilket der henvises i artikel 31, stk. 2, heri, og hvilket formål ligeledes er fremhævet i artikel 9, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2013/33 for så vidt angår de administrative procedurer i forbindelse med grundene til frihedsberøvelse, der er anført i sidstnævnte direktivs artikel 8, stk. 3. |
|
77 |
I denne sammenhæng begrænser den omstændighed, at alle undersøgelsesforanstaltninger blev foretaget inden udløbet af den frist på fire uger, der er fastsat i artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32, ikke den besluttende myndigheds mulighed for at prioritere behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse. I denne henseende skal det i lighed med det af den belgiske regering anførte bemærkes, at EU-lovgiver ved at fastsætte, at behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet inden for rammerne af en grænseprocedure, derefter fortsætter i overensstemmelse med de øvrige procedurer, der er fastsat i dette direktiv, nødvendigvis har gjort det muligt, at undersøgelsesforanstaltninger, der foretages under eller efter grænseproceduren, gyldigt kan bidrage til at danne grundlag for en afgørelse, der er truffet i henhold til disse andre procedurer. |
|
78 |
Som generaladvokaten har anført i punkt 71 i forslaget til afgørelse, ville et krav om, at den besluttende myndighed skal foretage en ny behandling og se bort fra de undersøgelsesforanstaltninger, der er foretaget i løbet af den periode på fire uger, der er angivet i artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32, være i strid med kravet om en effektiv og hurtig procedure for behandling af ansøgninger om international beskyttelse. |
|
79 |
Det skal imidlertid fremhæves, at undersøgelsesforanstaltninger, der ikke opfylder de grundlæggende principper og garantier i kapitel II i direktiv 2013/32, ikke kan påberåbes med henblik på at træffe afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse, hverken inden for rammerne af en almindelig procedure eller inden for rammerne af en grænseprocedure, således som det følger af henholdsvis dette direktivs artikel 31, stk. 1, og artikel 43, stk. 1. Anvendelsen af sådanne undersøgelsesforanstaltninger berører desuden ikke ansøgerens mulighed for at fremsætte nye forklaringer, bl.a. ved at fremlægge et nyt forhold, som det i praksis var umuligt at fremlægge for den kompetente myndighed inden for rammerne af grænseproceduren, og som det tilkommer denne myndighed at tage stilling til i overensstemmelse med dette direktivs artikel 40, stk. 1. |
|
80 |
Det skal endvidere tilføjes, at den omstændighed, at samtlige undersøgelsesforanstaltninger er blevet foretaget inden udløbet af den frist på fire uger, der er fastsat i dette direktivs artikel 43, stk. 2, ikke i sig selv begrænser den besluttende myndigheds mulighed for at opretholde frihedsberøvelsen af ansøgeren på grundlag af artikel 8, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/33, der gør det muligt at frihedsberøve ansøgeren med henblik på at fastlægge de forhold, som ansøgningen om international beskyttelse er baseret på, og som ikke kan opnås uden denne frihedsberøvelse, navnlig når der er risiko for, at ansøgeren forsvinder. |
|
81 |
En sådan opretholdelse af frihedsberøvelsen skal imidlertid i overensstemmelse med artikel 26, stk. 1, i direktiv 2013/32 opfylde alle de krav, der er fastsat i artikel 8 ff. i direktiv 2013/33. |
|
82 |
Navnlig følger det af artikel 8, stk. 2, i direktiv 2013/33, at en person kun må frihedsberøves, hvis det på grundlag af en individuel vurdering af den enkelte sag viser sig nødvendigt, og hvis andre mindre indgribende tvangsforanstaltninger ikke kan anvendes effektivt. Det følger i øvrigt af dette direktivs artikel 9, stk. 1, at en frihedsberøvelse af en ansøger skal være så kort som mulig og kun må opretholdes, så længe som de i artikel 8, stk. 3, grunde gør sig gældende. Heraf følger, at de nationale myndigheder kun kan frihedsberøve en ansøger om international beskyttelse efter i hvert enkelt tilfælde først at have undersøgt, om en sådan frihedsberøvelse står i forhold til de hermed forfulgte mål (dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság,C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 258 og den deri nævnte retspraksis). |
|
83 |
I henhold til artikel 8, stk. 3, første afsnit, i direktiv 2013/33 må en ansøger om international beskyttelse desuden kun frihedsberøves af en af de grunde, der er udtømmende opregnet, idet hver af disse grunde opfylder et specifikt behov og har en selvstændig karakter (dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság,C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 250 og den deri nævnte retspraksis). |
|
84 |
Selv om der i denne henseende ikke er nogen bestemmelse i direktiv 2013/33, der fastsætter en bestemt frist, efter hvilken medlemsstaterne vil være forpligtet til at bringe frihedsberøvelsen af ansøgere om international beskyttelse til ophør, kræver direktivets artikel 9, at ansøgeren indrømmes effektive processuelle garantier, der gør det muligt at bringe den pågældendes frihedsberøvelse til ophør, så snart denne ophører med at være nødvendig eller med at stå i rimeligt forhold til det mål, som forfølges hermed (jf. i denne retning dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság,C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 263 og 264 og den deri nævnte retspraksis). Navnlig fastsættes det i denne artikel 9 for det første i stk. 3, første afsnit, at der skal ske en hurtig retlig prøvelse, og for det andet i stk. 5, at frihedsberøvelsen med passende mellemrum tages op til fornyet vurdering af retsinstansen, ex officio og/eller på den pågældende ansøgers anmodning. |
|
85 |
Hvad navnlig angår den praksis, der består i at indlede behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse inden for rammerne af en grænseprocedure ved at frihedsberøve ansøgeren på grundlag af artikel 8, stk. 3, litra c), i direktiv 2013/33 og derefter ved udløbet af den frist på fire uger, der er fastsat i artikel 43, stk. 2, i direktiv 2013/32, forlænge frihedsberøvelsen af ansøgeren på grundlag af en anden grund, nemlig den, der er fastsat i artikel 8, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/33, er den kompetente myndighed forpligtet til i hvert enkelt tilfælde behørigt at efterprøve, om denne forlængelse er nødvendig for at opnå dette formål, og om dette formål kan opfyldes lige så effektivt ved hjælp af mindre indgribende foranstaltninger. |
|
86 |
Det følger heraf, at anvendelsen af den praksis, der er nævnt i den foregående præmis, ikke uden at være i strid med sidstnævnte direktivs artikel 8 og 9 kan ske automatisk og systematisk. |
|
87 |
Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje og det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 31, stk. 7, og artikel 43 i direktiv 2013/32 skal fortolkes således, at disse bestemmelser hverken er til hinder for, for det første, at den besluttende myndighed efter udløbet af den frist på fire uger, der er fastsat i denne artikel 43, stk. 2, prioriterer behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet inden for rammerne af grænseproceduren, herunder når frihedsberøvelsen af ansøgeren opretholdes i henhold til artikel 8, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/33, eller, for det andet, for, at denne myndighed støtter sig på undersøgelsesforanstaltninger, der er foretaget inden for rammerne af denne procedure, forudsat at de grundlæggende principper og garantier, der er fastsat i kapitel II i direktiv 2013/32, overholdes i alle faser af behandlingen af denne ansøgning, og forudsat at alle de krav, der er fastsat i artikel 8 og 9 i direktiv 2013/33, er overholdt for så vidt angår denne opretholdelse af frihedsberøvelsen. |
Det femte spørgsmål
|
88 |
Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 31, stk. 7 og 8, samt artikel 43 og 46 i direktiv 2013/32, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at den kompetente retsinstans, når den skal behandle et søgsmål til prøvelse af en afgørelse, der er truffet inden for rammerne af en behandlingsprocedure, som oprindeligt var omfattet af grænseproceduren, af egen drift skal rejse spørgsmål om overskridelsen af den frist på fire uger, der er fastsat i dette direktivs artikel 43, stk. 2. |
|
89 |
Det skal indledningsvis bemærkes, at selv om det er korrekt, at den grænseprocedure, der er fastsat i artikel 43 i direktiv 2013/32, indledes, med henblik på at der træffes afgørelse om, hvorvidt ansøgningen om international beskyttelse kan antages til behandling i henhold til artikel 33 i direktiv 2013/32, eller om substansen i denne ansøgning i et af de tilfælde, der er fastsat i dette direktivs artikel 31, stk. 8, inden for den frist på fire uger, der er angivet i dette direktivs artikel 43, stk. 2, er medlemsstaterne imidlertid ikke forpligtet til at træffe en afgørelse inden for denne frist. Samme direktivs artikel 43, stk. 2, fastsætter således udtrykkeligt, at hvis der ikke er truffet en afgørelse inden for den nævnte frist, skal ansøgeren have tilladelse til indrejse, således at vedkommendes ansøgning kan blive behandlet i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i direktiv 2013/32. |
|
90 |
I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at de afgørelser, som er genstand for de af sagsøgerne i hovedsagerne anlagte søgsmål, er blevet truffet inden for rammerne af den almindelige procedure. |
|
91 |
Det følger af besvarelsen af de øvrige præjudicielle spørgsmål, at i modsætning til det, som den forelæggende ret synes at lægge til grund, kan lovligheden af disse afgørelser ikke drages i tvivl alene af den omstændighed, at denne frist på fire uger er blevet overskredet, eller af den omstændighed alene, at disse sagsøgere er blevet frihedsberøvet ud over den nævnte frist. |
|
92 |
Da besvarelsen af det femte spørgsmål således ikke synes at være nødvendig for afgørelsen af tvisterne i hovedsagerne, er det ufornødent at besvare dette spørgsmål. |
Sagsomkostninger
|
93 |
Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes. |
|
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: |
|
|
|
|
Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: fransk.
( i ) – Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
Text extracted from the official HTML version. Reload from source