BdM Banca SpA mod Europa-Kommissionen (C-145/24 P)

1

Med sin appel har BdM Banca SpA, tidligere Banca Popolare di Bari SpA, nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 20. december 2023, Banca Popolare di Bari mod Kommissionen (T-415/21, herefter den appellerede dom, EU:T:2023:833), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, som appellanten havde anlagt i henhold til artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF med påstand om erstatning for den skade, der blev forvoldt efter vedtagelsen af Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1208 af 23. december 2015 om statsstøtte SA.39451 (2015/C) (ex 2015/NN) ydet af Italien til Banca Tercas (EUT 2016, L 203, s. 1, herefter »Tercas-afgørelsen«).

2

Artikel 340, stk. 2, TEUF bestemmer:

»For så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold, skal [Den Europæiske] Union[...] i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dets institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv.«

3

Artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er affattet således:

»Krav mod Unionen, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, forældes fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt. Forældelsen afbrydes enten ved indgivelse af stævning til Domstolen, eller ved, at den skadelidte forud gør sit krav gældende over for vedkommende EU-institution. I sidstnævnte tilfælde skal sag anlægges inden den frist på to måneder, der er omhandlet i artikel 263 [TEUF]; i påkommende tilfælde finder bestemmelserne i artikel 265, stk. 2, [TEUF] anvendelse.

[...]«

4

Tvistens baggrund er beskrevet på følgende måde i den appellerede doms præmis 2-18:

[...]

5

Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 10. juli 2021 anlagde appellanten søgsmål med påstand om erstatning på grundlag af artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF for den skade, som appellanten mente at have lidt som følge af Tercas-afgørelsen.

6

Appellanten nedlagde følgende påstande for Retten:

7

Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen i det hele, idet søgsmålet i delvist ikke kunne antages til realitetsbehandling, delvist var ugrundet.

8

Hvad angår formaliteten fastslog Retten i det væsentlige, at dette søgsmål var forældet og dermed ikke kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som det omhandlede erstatning for de påberåbte skader, der vedrører personalenedskæringerne og fakturaerne vedrørende udgifter til juridisk bistand, med undtagelse af de udgifter, der var forbundet med anlæggelsen af retssagerne vedrørende Tercas-afgørelsen ved Retten og Domstolen.

9

Hvad nærmere bestemt angår den eventuelle skade som følge af personalenedskæringerne fastslog Retten i den appellerede doms præmis 61, at skaden var en følge af den plan for tilskyndelse til de ansattes fratrædelse, der var blevet iværksat den 30. december 2015. Ifølge Retten var det således på dette præcise tidspunkt, at den angivelige skade blev kendt, og følgelig, at forældelsesfristen på fem år for så vidt angår erstatning for den nævnte skade var udløbet, da appellanten forud gjorde sit krav gældende over for Kommissionen.

10

Hvad angår de øvrige påberåbte skader frifandt Retten Kommissionen med den begrundelse, at søgsmålet var ugrundet, idet betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold vedrørende dels en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, dels at der skal foreligge en årsagsforbindelse mellem den foreholdte adfærd og den påberåbte skade, ikke var opfyldt.

11

Hvad for det første mere præcist angår betingelsen om, at der skal foreligge en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 120, at Kommissionen skulle anvende begrebet »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF i en særligt kompliceret retlig og faktuel sammenhæng, hvor støtteforanstaltningerne blev tildelt af en privat enhed, og hvor der således skulle foretages en vurdering af de omstændigheder og elementer, der gjorde det muligt at udlede, hvem foranstaltningen kunne tilregnes, den faktuelle og retlige sammenhæng, som de nationale foranstaltninger, der var genstanden for Tercas-afgørelsen, indgik i, statens repræsentanters involvering i de forskellige faser af interventionen og det offentlige mandat, som FITD var tildelt.

12

I den appellerede doms præmis 121 anførte Retten, at den omstændighed, at Kommissionen under disse komplekse retlige og faktiske omstændigheder ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort i Tercas-afgørelsen, at de italienske offentlige myndigheder havde været impliceret i vedtagelsen af den omhandlede foranstaltning, og følgelig heller ikke, at foranstaltningen kunne tilregnes staten som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, ikke var tilstrækkeligt til at udgøre en åbenbar og grov tilsidesættelse af grænserne for Kommissionens skønsbeføjelse. I den appellerede doms præmis 122 fandt Retten, at den uregelmæssighed, som Kommissionen begik i den foreliggende sag, ikke var atypisk for den normale, forsigtige og påpasselige adfærd, som udvises af en institution, det er blevet pålagt at overvåge gennemførelsen af konkurrencereglerne som omhandlet i Domstolens praksis.

13

Hvad for det andet angår betingelsen om, at der skal være årsagsforbindelse mellem den adfærd, som Kommissionen foreholdes, og den påberåbte skade, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 160 og 161 i det væsentlige, at appellanten ikke havde godtgjort, at der forelå en sådan årsagsforbindelse. Retten fandt navnlig, at det fremgik af en samlet vurdering af de relevante beviser, at selv om Tercas-afgørelsen kunne have spillet en vis rolle i den proces, hvor appellantens kunder mistede tilliden, skyldtes denne skade ligeledes andre faktorer, således at denne afgørelse ikke kunne anses for at være den afgørende og direkte årsag til den påberåbte skade.

14

Appellanten har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

15

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

16

Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af artikel 46, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, for så vidt som Retten fastslog, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling, da det vedrører skaden som følge af personalenedskæringerne, det andet om tilsidesættelse af artikel 340, stk. 2, TEUF, for så vidt som Retten ikke fastslog, at Kommissionens ulovlige adfærd udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, og det tredje om tilsidesættelse af artikel 340, stk. 2, TEUF samt af artikel 91, litra e), og artikel 96 i Rettens procesreglement, for så vidt som Retten konkluderede, at der ikke forelå en årsagsforbindelse mellem Kommissionens ulovlige adfærd og de skader, som appellanten angiveligt havde lidt.

17

Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at appellen skal afvises fra realitetsbehandling i sin helhed. Kommissionens argumentation i denne henseende er imidlertid kun udformet i forbindelse med dens bemærkninger til de tre anbringender, der er fremført til støtte for appellen. De specifikke afvisningsgrunde, der således er påberåbt inden for rammerne af vurderingen af de anbringender, som de vedrører, skal derfor undersøges.

18

Med det første anbringende har appellanten foreholdt Retten, at den tilsidesatte artikel 46, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ved at fastslå, at søgsmålet i første instans ikke kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som det omhandlede erstatning for skaderne som følge af personalenedskæringerne.

19

Ifølge appellanten lagde Retten i den appellerede doms præmis 61 og 68 fejlagtigt til grund, at erstatningssøgsmålet vedrørende den skade, der eventuelt var forbundet med personalenedskæringerne, var forældet med den begrundelse, at denne skade var af øjeblikkelig karakter. Appellanten har navnlig kritiseret Rettens vurderinger, hvorefter den skade, der var forårsaget af disse nedskæringer, fulgte af den tilskyndelsesplan, der blev iværksat den 30. december 2015, og netop blev kendt på denne dato. Selv om appellanten ganske vist den 30. december 2015 indgik en aftale med fagforeningerne om denne tilskyndelsesplan, skal der imidlertid tages hensyn til den omstændighed, at omkostningerne ved denne aftale faktisk blev afholdt i de følgende år i takt med de udbetalinger, der var knyttet til den gradvise gennemførelse af tilskyndelsesplanen og dermed for en stor dels vedkommende efter den 28. april 2016. Den påberåbte skade indtrådte derfor ikke øjeblikkeligt, men skete i takt med appellantens konkrete personalenedskæringer, således at denne skade var af vedvarende karakter.

20

Kommissionen har gjort gældende, at det første anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som appellanten hermed tilsigter at opnå, at Domstolen foretager en ny vurdering af beviserne og de faktiske omstændigheder, uden dog at påberåbe sig en urigtig gengivelse af disse beviser eller faktiske omstændigheder. Dette anbringende er under alle omstændigheder ugrundet.

21

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt det første anbringende kan antages til realitetsbehandling, skal det fastslås, at appellanten med dette anbringende i det væsentlige har anfægtet Rettens retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, for så vidt som sidstnævnte ikke kvalificerede den påberåbte skade som »vedvarende«, men som »øjeblikkeligt«. Det fremgår af Domstolens praksis, at den retlige kvalificering af en faktisk omstændighed eller en akt, som foretages af Retten, er et retsspørgsmål, der kan rejses under en appelsag (dom af 12.5.2022, Klein mod Kommissionen, C-430/20 P, EU:C:2022:377, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

22

Det følger heraf, at det første anbringende kan antages til realitetsbehandling.

23

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt dette anbringende er begrundet, bemærkes, at i henhold til artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i henhold til den nævnte statuts artikel 53, stk. 1, forældes krav mod Unionen, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, fem år efter at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt.

24

Ifølge Domstolens praksis begynder denne frist at løbe, når alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og navnlig når den skade, der skal erstattes, er kendt (jf. dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

25

I denne henseende bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 61, at den skade, der eventuelt er lidt som følge af personalenedskæringer, følger af den tilskyndelsesplan, der blev iværksat den 30. december 2015, således at det var på dette præcise tidspunkt, at den angivelige skade blev kendt. Ifølge Retten følger det heraf, at forældelsesfristen på fem år var udløbet, da appellanten forud gjorde sit krav gældende over for Kommissionen. Selv om Retten ikke udtrykkeligt tog stilling til skadens art, fremgår det af denne præmis i den appellerede dom, at den ved at henvise til et bestemt tidspunkt for skadens indtræden tillagde skaden en øjeblikkelig karakter.

26

For så vidt som appellanten, i modsætning til hvad der fremgår af den appellerede doms præmis 61, har gjort gældende, at skaderne som følge af personalenedskæringerne var af vedvarende karakter, eftersom de fulgte af de successive udbetalinger, der var forbundet med de ansattes fratrædelser, skal det bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at en skade betragtes som vedvarende, når dens størrelse stiger i forhold til det forløbne antal dage (dom af 28.2.2013, Inalca og Cremonini mod Kommissionen, C-460/09 P, EU:C:2013:111, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

27

Selv om det i det foreliggende tilfælde, således som generaladvokaten har anført i punkt 14 i forslaget til afgørelse, ganske vist er korrekt, at appellanten på tidspunktet for vedtagelsen af tilskyndelsesplanen ikke var i stand til at kvantificere det præcise beløb for skaden, som kunne variere, alt efter om denne plan lykkedes eller mislykkedes, kunne appellanten imidlertid på dette tidspunkt vurdere det maksimale beløb for skaden og afsætte de nødvendige ressourcer til at imødegå denne situation. Som appellanten har gjort gældende for Domstolen, blev det beløb, der skulle betales, hensat på forhånd af appellanten i dennes regnskab af 31. december 2015.

28

Fra den 30. december 2015, hvor tilskyndelsesplanen blev iværksat, var det maksimale beløb, der kunne indgås forpligtelser for i henhold til denne plan, således kendt og skulle ikke stige over tid, hvilket udelukker, at den omhandlede skade kan kvalificeres som »vedvarende«.

29

Retten begik derfor ikke en retlig fejl, da den fastslog, at den påberåbte skade som følge af personalenedskæringerne var kendt på det præcise tidspunkt, hvor tilskyndelsesplanen blev iværksat, og at erstatningssøgsmålet vedrørende denne skade allerede var forældet, da appellanten forud gjorde sit krav gældende over for Kommissionen.

30

Det første anbringende må derfor forkastes som ugrundet.

31

Med det andet anbringende har appellanten foreholdt Retten, at den tilsidesatte artikel 340, stk. 2, TEUF ved at fastslå, at Kommissionens ulovlige adfærd, der bestod i at vedtage Tercas-afgørelsen, ikke udgjorde en »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse« af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

32

I denne henseende har appellanten for det første gjort gældende, at Retten undlod at drage konsekvenserne af Rettens dom af 19. marts 2019, Italien m.fl. mod Kommissionen (T-98/16, T-196/16 og T-198/16, EU:T:2019:167), som blev stadfæstet efter appel ved Domstolens dom af 2. marts 2021, Kommissionen mod Italien m.fl. (C-425/19 P, EU:C:2021:154). I denne første dom fastslog Retten således klart, at Kommissionen havde anlagt åbenbart urigtige skøn vedrørende grundlæggende retlige og faktiske omstændigheder, hvilket Domstolen uden forbehold bekræftede i den anden dom. Ifølge appellanten er disse klare udtalelser, som ikke længere kan undersøges på ny inden for rammerne af en appel, tilstrækkelige til at godtgøre, at der foreligger en sådan tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse.

33

Appellanten har nærmere bestemt gjort gældende, at Retten ikke foretog en korrekt anvendelse af kriteriet om, at der foreligger en åbenbar og grov tilsidesættelse som defineret i Domstolens praksis, hvorefter den blotte tilsidesættelse af reglen, når en EU-institution råder over et begrænset eller ingen skønsmargen ved udøvelsen af sine aktiviteter, er tilstrækkelig til at fastslå, at denne institution ifalder ansvar uden for kontraktforhold.

34

Appellanten har gjort gældende, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke havde nogen skønsmargen ved vurderingen af, om FITD’s intervention til fordel for Tercas udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom det drejede sig om at anvende et objektivt retligt begreb. Retten burde derfor have konstateret og erklæret, at Kommissionen havde begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af denne bestemmelse.

35

For det andet kunne Retten ifølge appellanten – selv hvis det anerkendes, at Kommissionen har en skønsmargen på grund af sagens angivelige juridiske og faktuelle kompleksitet – henset til de alvorlige og grove tilsidesættelser, der er fastslået i de i nærværende doms præmis 32 nævnte domme fra Retten og Domstolen, i den foreliggende sag ikke tage hensyn til en sådan kompleksitet i betragtning ved vurderingen af, om der forelå en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse inden for rammerne af et søgsmål om ansvar uden for kontraktforhold. Retten burde under alle omstændigheder have set bort fra denne kompleksitet, for så vidt som den udtrykkeligt blev forkastet i disse domme.

36

Kommissionen har heroverfor anført, at det andet anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som appellanten dels ikke præcist har angivet, hvilke præmisser i den appellerede dom der anfægtes, dels har begrænset sig til at gentage de argumenter, som Retten allerede har forkastet, og således blot har forsøgt at opnå en fornyet prøvelse af de faktiske omstændigheder, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence inden for rammerne af en appel. Endvidere er vurderingen af den pågældende sags kompleksitet et spørgsmål om de faktiske omstændigheder, som kun kan efterprøves af Domstolen, hvis de er gengivet urigtigt, hvilket appellanten imidlertid ikke har påberåbt sig.

37

Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at det andet anbringende er ugrundet.

38

Hvad i første række angår spørgsmålet om, hvorvidt det andet anbringende kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som Kommissionen for det første har foreholdt appellanten ikke at have angivet præcist, hvilke præmisser i den appellerede dom der anfægtes, bemærkes, at det ifølge Domstolens praksis fremgår af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, af artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand (dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

39

I den foreliggende sag fremgår det klart af den del af appellen, der vedrører det andet anbringende og af dennes overskrift, at appellanten med denne del af appellen tilsigter at anfægte Rettens argumentation vedrørende begrebet »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse« i sin helhed, som anført i den appellerede doms præmis 114-125.

40

Hvad for det andet angår Kommissionens udsagn om, at appellanten inden for rammerne af det andet anbringende har begrænset sig til at gentage de argumenter, som Retten allerede har forkastet, bemærkes, at de krav til begrundelse, der følger af de i nærværende doms præmis 38 nævnte bestemmelser, ganske vist ikke kan anses for opfyldt, når appelskriftet blot gentager, eller ordret gengiver, de anbringender og argumenter, der er blevet fremført for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var støttet på faktiske omstændigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at lægge til grund. En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence (dom af 20.9.2016, Mallis m.fl. mod Kommissionen og ECB, C-105/15 P – C-109/15 P, EU:C:2016:702, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

41

Imidlertid kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet i første instans, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten har bestridt Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening (dom af 20.9.2016, Mallis m.fl. mod Kommissionen og ECB, C-105/15 P – C-109/15 P, EU:C:2016:702, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

42

I den foreliggende sag søger appellanten med sit andet anbringende at rejse tvivl om Rettens fortolkning og anvendelse af begrebet »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse«, hvilket i henhold til den retspraksis, der er nævnt i den ovenstående præmis, kan prøves af Domstolen under en appelsag.

43

Hvad for det tredje angår Kommissionens udsagn om, at vurderingen af den pågældende sags kompleksitet er et spørgsmål om de faktiske omstændigheder, som ligger uden for Domstolens kompetence under en appelsag, medmindre de er gengivet urigtigt, skal det præciseres, at det følger af Domstolens praksis, at når Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har Domstolen kompetence til at udøve sin prøvelsesret, når Retten har kvalificeret deres retlige karakter og faktisk har draget retlige konsekvenser heraf. Domstolens prøvelsesret omfatter navnlig spørgsmålet om, hvorvidt Retten har lagt korrekte retlige kriterier til grund ved sin bedømmelse af de faktiske omstændigheder (dom af 25.1.2022, Kommissionen mod European Food m.fl., C-638/19 P, EU:C:2022:50, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

44

I den foreliggende sag har appellanten, i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, anfægtet de retlige kriterier, som Retten anvendte, navnlig kriteriet om sagens faktuelle og retlige kompleksitet, som Retten udledte af den retspraksis, der er nævnt i den appellerede doms præmis 106, 110 og 113, med henblik på at fastslå, at der foreligger en »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse«, hvilket udgør et retligt spørgsmål, der kan efterprøves af Domstolen under en appelsag.

45

Det andet anbringende kan derfor antages til realitetsbehandling.

46

Hvad i anden række angår spørgsmålet om, hvorvidt det andet anbringende er begrundet, bemærkes først, at ifølge Domstolens praksis forudsætter Unionens ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at der foreligger en virkelig skade, og at der er en årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, der påhviler den, som har udstedt retsakten, og de skadelidtes skade (dom af 5.3.2024, Kočner mod Europol, C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis).

47

Hvad angår kravet om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, som er genstand for det foreliggende anbringende, fastslog Retten i den appellerede dom, at Kommissionen, ved i Tercas-afgørelsen at undlade at foretage en korrekt anvendelse af begrebet »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, ikke havde begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af denne bestemmelse.

48

I den appellerede doms præmis 120 og 121 fastslog Retten nærmere bestemt, at henset til den komplekse retlige og faktiske sammenhæng, hvori de omhandlede støtteforanstaltninger var blevet ydet af en privat enhed, var den omstændighed, at Kommissionen i Tercas-afgørelsen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at de italienske offentlige myndigheder havde været impliceret i vedtagelsen af den omhandlede foranstaltning, og følgelig heller ikke, at foranstaltningen kunne tilregnes staten som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, ikke tilstrækkelig til at udgøre en åbenbar og grov tilsidesættelse af grænserne for Kommissionens skønsbeføjelse.

49

Hvad i denne henseende for det første angår appellantens argument om, at Retten ikke foretog en korrekt anvendelse af kriteriet om »åbenbar og grov tilsidesættelse« som defineret i Domstolens praksis, bemærkes, at ifølge denne retspraksis skal spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, vurderes i forhold til hver enkelt situation. En tilsidesættelse af EU-retten er således tilstrækkeligt kvalificeret, såfremt en EU-institution ved udøvelsen af sin lovgivningsbeføjelse, med hensyn til hvilken EU-retten overlader den en skønsmargen, åbenbart og groft har overskredet grænserne for udøvelsen af denne beføjelse. Såfremt denne institution derimod ikke stod over for et normativt valg og kun havde en stærkt begrænset eller ingen skønsmargen, kan selve den omstændighed, at der er sket en tilsidesættelse af EU-retten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse (jf. i denne retning dom af 19.4.2007, Holcim (Tyskland) mod Kommissionen, C-282/05 P, EU:C:2007:226, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis, og af 5.3.2024, Kočner mod Europol, C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 126 og den deri nævnte retspraksis).

50

I det foreliggende tilfælde blev det i Rettens dom af 19. marts 2019, Italien m.fl. mod Kommissionen (T-98/16, T-196/16 og T-198/16, EU:T:2019:167, præmis 70 og 87-90), og efter appel i Domstolens dom af 2. marts 2021, Kommissionen mod Italien m.fl. (C-425/19 P, EU:C:2021:154, præmis 63 og 67), fastslået, at Tercas-afgørelsens retsstridighed i det væsentlige fulgte af to begrebsmæssige fejl. Den første af disse fejl omhandlede en sammenblanding af betingelsen vedrørende tilregnelsen af støtten og betingelsen vedrørende statsmidler, og den anden bestod i vurderingen af betingelsen om, at en støtte, selv om den ydes af en privat enhed, kan tilregnes staten, ved hjælp af den samme test som den, der anvendes, når en støtte ydes af en offentlig virksomhed.

51

Ifølge fast retspraksis har begrebet »statsstøtte« efter definitionen i EUF-traktaten imidlertid en retlig karakter og skal fortolkes på grundlag af objektive elementer. Af denne grund skal Unionens retsinstanser principielt under hensyntagen såvel til de konkrete omstændigheder i den sag, der verserer for dem, som til, at Kommissionens vurderinger er af teknisk eller kompleks karakter, gennemføre en fuldstændig efterprøvelse af, om en foranstaltning henhører under artikel 107, stk. 1, TEUF (dom af 30.11.2016, Kommissionen mod Frankrig og Orange, C-486/15 P, EU:C:2016:912, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

52

Kommissionen råder følgelig kun over en stærkt begrænset eller ingen skønsmargen i forhold til kvalificeringen af en foranstaltning som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, således at selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af denne bestemmelse kan være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse.

53

Hvad for det andet angår appellantens argument om, at Retten ikke burde have baseret sig på sagens faktuelle og retlige kompleksitet for at udelukke forekomsten af en sådan tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, følger det af Domstolens praksis, der med rette er nævnt af Retten i den appellerede doms præmis 113, at der i den praksis, Domstolen har udviklet vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold, i givet fald tages hensyn til kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres (dom af 16.7.2009, Kommissionen mod Schneider Electric, C-440/07 P, EU:C:2009:459, præmis 161 og den deri nævnte retspraksis), også såfremt den tilsidesatte retsregel ikke giver den omhandlede myndighed nogen skønsmargen.

54

I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at selv om den skønsmargen, som den tilsidesatte retsregel overlod EU-myndigheden, er et relevant forhold, der i alle tilfælde skal tages i betragtning med hensyn til at afgøre, om denne myndighed har begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, indebærer en manglende skønsmargen ikke nødvendigvis, at tilsidesættelsen af denne retsregel er tilstrækkeligt kvalificeret (jf. i denne retning dom af 11.1.2024, Dyson m.fl. mod Kommissionen, C-122/22 P, EU:C:2024:11, præmis 52).

55

Alt efter omstændighederne i hver enkelt sag kan der nemlig tages hensyn til andre forhold, henset til den sammenhæng, hvori den konstaterede overtrædelse er blevet begået. En tilsidesættelse af en retsregel, der ikke overlader den pågældende myndighed nogen skønsmargen, kan således i lyset af omstændighederne fremstå som ikke åbenbar og dermed tilstrækkelig kvalificeret, navnlig hvis den er baseret på en undskyldelig retsvildfarelse, henset til kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres, og vanskelighederne ved anvendelsen og fortolkningen af den bestemmelse, der indeholder denne regel (dom af 11.1.2024, Dyson m.fl. mod Kommissionen, C-122/22 P, EU:C:2024:11, præmis 53).

56

Sådanne vanskeligheder ved fortolkningen og anvendelsen kan forklare den adfærd, der udvises af en institution, i det tilfælde, hvor det viser sig, at denne har handlet, som en normalt forsigtig og påpasselig administration ville have gjort under tilsvarende omstændigheder (dom af 22.9.2022, IMG mod Kommissionen, C-619/20 P og C-620/20 P, EU:C:2022:722, præmis 192).

57

I det foreliggende fastslog Retten, således som det allerede er anført i nærværende doms præmis 50, i dommen af 19. marts 2019, Italien m.fl. mod Kommissionen (T-98/16, T-196/16 og T-198/16, EU:T:2019:167), som blev stadfæstet ved Domstolens dom af 2. marts 2021, Kommissionen mod Italien m.fl. (C-425/19 P, EU:C:2021:154), at Kommissionen med vedtagelsen af Tercas-afgørelsen begik to begrebsmæssige fejl vedrørende fortolkningen og anvendelsen af begrebet »statsstøtte«, som indeholder de grundlæggende kriterier for, om den omhandlede støtteforanstaltning kan anses for at være af statslig oprindelse.

58

Som generaladvokaten har anført i punkt 27 i forslaget til afgørelse, anvendte Kommissionen følgelig i Tercas-afgørelsen et fejlagtigt kriterium for at kvalificere de omhandlede støtteforanstaltninger. I modsætning til det, som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 120 og 121, tilsidesatte Kommissionen imidlertid på en tilstrækkeligt kvalificeret måde artikel 107, stk. 1, TEUF ved at begå sådanne begrebsmæssige fejl, og dette uanset eventuelle vanskeligheder ved anvendelsen af begrebet »statsstøtte« som omhandlet i denne bestemmelse.

59

Retten begik derfor en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen ikke havde begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF. Heraf følger det, at der må gives medhold i appellens andet anbringende.

60

Da det andet anbringende er blevet taget til følge, skal det tredje anbringende undersøges. Selv om Domstolen i forbindelse med undersøgelsen af det andet anbringende har fastslået, at Tercas-afgørelsen tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF på en tilstrækkelig kvalificeret måde, skal det, henset til den kumulative karakter af de tre betingelser for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold, der er nævnt i nærværende doms præmis 46, undersøges, om der er årsagsforbindelse mellem denne tilsidesættelse af EU-retten og den skade, som appellanten angiveligt har lidt.

61

I denne henseende gjorde appellanten for Retten i det væsentlige gældende, at Tercas-afgørelsen medførte, at kunderne mistede tilliden til appellanten på grund af en usikkerhed omkring bankens evne til at gennemføre fusionen ved overtagelse af Tercas, hvilket angiveligt forårsagede fald i indskud og tab af kunder (indtægtstab) samt skade på appellantens omdømme (ikke-økonomisk skade) og udgifter til foranstaltninger til at afbøde de negative virkninger af Tercas-afgørelsen (økonomisk skade).

62

Det tredje anbringende er inddelt i fire led.

63

Med det tredje anbringendes første led har appellanten for så vidt angår den skade, der følger af tabet af kunder, for det første gjort gældende, at Retten ved i den appellerede doms præmis 137 at udelukke, at der forelå en årsagsforbindelse med den begrundelse, at appellanten ikke havde sondret mellem sine egne kunder og Tercas’ kunder, tilsidesatte artikel 340, stk. 2, TEUF. Ifølge appellanten er denne manglende sondring uden relevans i den foreliggende sag, eftersom det efter Tercas’ fusion med appellanten ikke var muligt at sondre mellem kunderne i den ene og den anden af disse banker. Under alle omstændigheder medførte Tercas-afgørelsen, at appellantens kunder mistede tilliden på grund af en øget usikkerhed omkring bankens skønnede evne til at gennemføre den komplekse integrationsproces for Tercas og mere generelt til at forfølge sine egne strategiske mål i en økonomisk og formuemæssig balance.

64

For det andet har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 139 og 141 foretog en fejlagtig anvendelse af artikel 340, stk. 2, TEUF, for så vidt som Retten fandt, at FITD’s frivillige intervention til fordel for Tercas var en omstændighed, der kunne fjerne årsagsforbindelsen mellem appellantens tab af kunder og vedtagelsen af Tercas-afgørelsen. Ifølge appellanten havde Tercas-afgørelsen skabt en usikker situation, hvilket således udløste et fænomen med »stormløb på kasserne«, som i det foreliggende tilfælde gav sig udslag i tab af kunder og indskud. Appellanten har tilføjet, at FITD’s efterfølgende frivillige intervention ikke gjorde det muligt at afhjælpe et sådant tillidstab.

65

Kommissionen har heroverfor anført, at det er åbenbart, at det tredje anbringendes første led skal afvises, og at det under alle omstændigheder er ugrundet.

66

På området for Unionens ansvar uden for kontraktforhold er spørgsmålet, om der er årsagsforbindelse mellem den omstændighed, der har givet anledning til skadens opståen, og skaden, hvilket er en betingelse for, at dette ansvar kan ifaldes, et retsspørgsmål, som derfor er undergivet Domstolens prøvelsesret (dom af 16.7.2009, Kommissionen mod Schneider Electric, C-440/07 P, EU:C:2009:459, præmis 192).

67

Som generaladvokaten har anført i punkt 42 i forslaget til afgørelse, ligger Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder imidlertid uden for Domstolens kompetence inden for rammerne af appellen, medmindre de faktiske omstændigheder eller beviserne er gengivet urigtigt (jf. i denne retning dom af 19.10.2017, Agriconsulting Europe mod Kommissionen, C-198/16 P, EU:C:2017:784, præmis 22).

68

I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at appellanten med det tredje anbringendes første led har anfægtet de faktuelle vurderinger, der er foretaget i den appellerede dom vedrørende bankens argumenter med henblik på at godtgøre, at Tercas-afgørelsen førte til, at bankens kunder mistede tilliden, og dermed til tab af kunder og indskud. Ved at bestride Rettens vurderinger har appellanten imidlertid hverken hævdet eller a fortiori godtgjort, at der er sket en fejlagtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller beviserne.

69

Hvad nærmere bestemt angår appellantens argument om, at Retten, for at udelukke at der forelå en årsagsforbindelse mellem Kommissionens adfærd og tabet af kunder, i den appellerede doms præmis 137 fastslog, at appellanten ikke havde sondret mellem sine egne kunder og Tercas’ kunder, skal det, således som generaladvokaten har anført i punkt 36 i forslaget til afgørelse, fastslås, at Retten, i modsætning til hvad appellanten har gjort gældende, ikke begrænsede sig til at fastslå, at appellanten ikke havde sondret mellem sine egne kunder og Tercas’ kunder. Retten fastslog således, at appellanten heller ikke havde fremført specifikke argumenter med henblik på at afgøre, hvorvidt Tercas’ tab af kunder og direkte indskud kunne tilskrives Tercas-afgørelsen.

70

Det andet anbringendes første led skal derfor delvis afvises, delvis forkastes som ugrundet.

71

Med det tredje anbringendes andet led har appellanten foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 150 og 151 med urette henviste til dom af 30. juni 2021, Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro m.fl. mod Kommissionen (T-635/19, EU:T:2021:394), uden at have taget hensyn til forskellene mellem den sag, der gav anledning til denne dom, og den foreliggende sag. Appellanten har i denne forbindelse anført, at Kommissionen i den førstnævnte sag begrænsede sig til at undersøge, om de nationale myndigheders indgreb var forenelige med statsstøttereglerne, uden dog at vedtage en afgørelse, idet den udelukkende lagde utilbørligt pres på de italienske myndigheder. Kommissionens stillingtagen vedrørte således ikke en konkret foranstaltning til forskel fra den foreliggende sag, hvor Kommissionen vedtog Tercas-afgørelsen, som er bindende for de berørte parter.

72

Kommissionen har gjort gældende, at dette led af det tredje anbringende ikke blot skal afvises, men ligeledes er åbenbart ugrundet, for så vidt som der med dette led foretages en urigtig gengivelse af indholdet af den appellerede dom. Det nævnte led er under alle omstændigheder irrelevant.

73

Det bemærkes, at Retten i den appellerede dom henviste til dom af 30. juni 2021, Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro m.fl. mod Kommissionen (T-635/19, EU:T:2021:394), for at tage stilling til den argumentation, som appellanten fremførte i første instans. I den appellerede doms præmis 150-152 forkastede Retten således, efter at have gennemgået dommen af 30. juni 2021, i det væsentlige appellantens argument om, at nævnte dom af 30. juni 2021 bekræftede, at der i den foreliggende sag forelå en direkte årsagsforbindelse, og konkluderede, at samme dom ikke var tilstrækkelig til at godtgøre, at der forelå en sådan forbindelse. I modsætning til det, som appellanten har gjort gældende, anerkendte Retten desuden i den appellerede doms præmis 152 udtrykkeligt, at den sag, der var genstand for samme dom af 30. juni 2021, og den foreliggende sag var forskellige.

74

Rettens betragtninger vedrørende dom af 30. juni 2021, Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro m.fl. mod Kommissionen (T-635/19, EU:T:2021:394), udgør således ikke grundlaget for dens afgørelse, for så vidt som denne instans støttede sig på de beviser, som den havde fået forelagt, og ikke på den pågældende dom, for i den foreliggende sag at udelukke, at der forelå en årsagsforbindelse.

75

Det fremgår af Domstolens praksis, at et anbringende, der er rettet mod præmisser i en appelleret dom, som er uden betydning for dommens konklusion, er uden betydning og følgelig må forkastes (jf. i denne retning dom af 18.3.1993, Parlamentet mod Frederiksen, C-35/92 P, EU:C:1993:104, præmis 31, og af 27.4.2023, Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro m.fl. mod Kommissionen, C-549/21 P, EU:C:2023:340, præmis 80).

76

Det tredje anbringendes andet led må herefter forkastes som irrelevant.

77

Med det tredje anbringendes tredje led har appellanten foreholdt Retten, at den tilsidesatte artikel 340, stk. 2, TEUF, da den fastslog, at der ud over Tercas-afgørelsen var andre faktorer, der havde bidraget til at forårsage den skade, som appellanten angiveligt havde lidt, og udelukkede således, at der forelå en årsagsforbindelse mellem disse skader og Kommissionens adfærd, som bestod i vedtagelsen af denne afgørelse.

78

Appellanten har i første række bestridt, at de omstændigheder, der er anført i den appellerede doms præmis 144-149, er af en sådan art, at de kan bryde denne årsagsforbindelse.

79

Appellanten har for det første gjort gældende, at de tab, der var opført i bankens regnskab af 31. december 2015, var opstået i en sammenhæng, hvor Tercas-afgørelsen allerede havde skadet appellantens omdømme betydeligt. Under alle omstændigheder har appellanten, på grundlag af de tekniske rapporter fra bankens rådgivere, taget denne faktors betydning for kvantificering af den påberåbte skade i betragtning ved kun at medregne 50% af det tab af kunder og indskud, der blev registreret mellem juni og december 2016, som direkte skyldtes Tercas-afgørelsen.

80

For det andet er den omstændighed, at appellantens ledelse var genstand for administrative sanktioner, ikke relevant i det foreliggende tilfælde, for så vidt som disse sanktioner først blev pålagt mellem september og november 2018, dvs. længe efter at den påberåbte skade var indtrådt. Hvad angår appellantens ledelses involvering i straffesager har Kommissionen desuden selv anerkendt, at disse undersøgelser blev indledt, efter at denne skade blev kendt i løbet af 2017, 2020 og 2021.

81

For det tredje har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Tercas’ tidligere insolvens ikke kan have været en afgørende årsag til den påberåbte skade, eftersom denne omstændighed havde været kendt i flere måneder før vedtagelsen af Tercas-afgørelsen, og at den netop var grunden til, at der forud for processen for Tercas’ integration inden for appellanten, siden 2014, ikke blot var ydet fuld dækning af Tercas’ finansielle underskud af FITD, men også foretaget yderligere interventioner til konsolidering af Tercas’ og appellantens egenkapital.

82

For det fjerde har appellanten gjort gældende, at de udgifter, der var forbundet med foranstaltningerne til at afbøde Tercas-afgørelsens negative virkninger, åbenbart og direkte kan tilskrives Tercas-afgørelsen, eftersom appellanten netop har afholdt dem med henblik på i videst muligt omfang at reducere denne afgørelses negative virkninger.

83

I anden række har appellanten anført, at det forhold, at der er andre begivenheder, som har kunnet bidrage til de påberåbte skader, under alle omstændigheder ikke kan bryde årsagsforbindelsen mellem Kommissionens adfærd, der bestod i vedtagelsen af Tercas-afgørelsen, og disse skader. Det forhold, at der foreligger andre årsagsfaktorer, kan således kun påvirke beregningen af den erstatning, som Domstolen nedsætter, herunder efter ret og billighed.

84

Kommissionen har heroverfor anført, at det er åbenbart, at det tredje anbringendes tredje led skal afvises og under alle omstændigheder skal forkastes som ugrundet.

85

Hvad i første række angår appellantens argumenter, hvorved denne har bestridt, at de omstændigheder, der er anført i den appellerede doms præmis 144-149, kan bryde årsagsforbindelsen mellem Tercas-afgørelsen og den lidte skade, bemærkes, at det følger af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 67, at Rettens faktiske vurdering af årsagsforbindelsen ligger uden for Domstolens kompetence inden for rammerne af appelsagen, medmindre de faktiske omstændigheder eller beviserne er gengivet urigtigt.

86

For så vidt som appellanten hverken har gjort gældende eller a fortiori godtgjort, at der foreligger en sådan urigtig gengivelse, er det åbenbart, at disse argumenter skal afvises.

87

Hvad i anden række angår appellantens argument om, at der forelå andre konkurrerende årsagsfaktorer, der ikke kunne afbryde årsagsforbindelsen mellem Tercas-afgørelsen og de skader, som banken angiveligt led, men som kun kan påvirke erstatningsberegningen, skal det fastslås, at et sådant argument henhører under et retsspørgsmål, der kan efterprøves af Domstolen under en appelsag.

88

Med dette argument har appellanten således opfordret Domstolen til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Retten anvendte de rette kriterier med henblik på at fastlægge, om der forelå en årsagsforbindelse mellem den omstændighed, der har givet anledning til skadens opståen, og skaden, når skaden kunne være forårsaget af andre konkurrerende årsagsfaktorer, og nærmere bestemt til spørgsmålet om, hvorvidt virkningen af mulige medvirkende årsager nødvendigvis er begrænset til kvantificeringen af erstatningen, således som appellanten har gjort gældende, eller om den eventuelt kan have betydning for, om der faktisk foreligger en sådan årsagsforbindelse.

89

I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at betingelsen om årsagsforbindelse vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der er tilstrækkelig direkte sammenhæng mellem EU-institutionernes adfærd og skaden, hvilken sammenhæng det påhviler sagsøgeren at bevise, således at den anfægtede adfærd skal være den afgørende årsag til skaden (dom af 27.4.2023, Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro m.fl. mod Kommissionen, C-549/21 P, EU:C:2023:340, præmis 114 og den deri nævnte retspraksis).

90

Skaden skal nærmere bestemt følge direkte af den ulovlige adfærd (dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 135).

91

Det fremgår således, at selv om institutionerne har bidraget til den skade, der kræves erstattet, kan dette bidrag være for fjernt som følge af andre faktorer, herunder tredjepersoners ansvar eller eventuelt appellanternes ansvar (jf. i denne retning dom af 18.3.2010, Trubowest Handel og Makarov mod Rådet og Kommissionen, C-419/08 P, EU:C:2010:147, præmis 59).

92

Det følger heraf, således som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 44 i forslaget til afgørelse, at virkningen af de mulige medvirkende årsager ikke nødvendigvis er begrænset til kvantificeringen af erstatningen, men at den kan have betydning for, om der faktisk foreligger en årsagsforbindelse mellem de faktiske omstændigheder, der tilregnes en institution, og skaden.

93

Med henblik på i det foreliggende tilfælde at godtgøre, at der foreligger en direkte årsagsforbindelse mellem Tercas-afgørelsen og den påberåbte skade, fastslog Retten derfor med rette, bl.a. i den appellerede doms præmis 132, 134 og 143, at det ikke påhviler appellanten at godtgøre, at denne afgørelse kunne have bidraget til at forvolde disse skader, men at bevise, at afgørelsen var den afgørende årsag til de nævnte skader.

94

Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at tage hensyn til andre faktorer, som kunne have bidraget til at forårsage de påberåbte skader i forbindelse med dens vurdering af, om der var en årsagsforbindelse mellem Tercas-afgørelsen og disse skader.

95

Det tredje anbringendes tredje led skal derfor delvis afvises, delvis forkastes som ugrundet.

96

Med det tredje anbringendes fjerde led har appellanten foreholdt Retten, at den fastslog, at to tekniske rapporter, som appellanten havde fremlagt, og som var udarbejdet af henholdsvis et konsulentfirma og en universitetsprofessor, ikke var pålidelige, idet de udelukkende var baseret på dokumenter og regnskabsoplysninger, som appellanten selv havde fremlagt. Appellanten har desuden anført, at Retten, hvis den havde fundet, at de dokumenter, som appellanten havde fremlagt, var utilstrækkelige på grund af deres ensidige karakter, på grundlag af artikel 91, litra e), og artikel 96 i Rettens procesreglement kunne have udpeget en sagkyndig til at foretage de nødvendige vurderinger på grundlag af de oplysninger, som de to aktører havde fremlagt.

97

Kommissionen er af den opfattelse, at dette led skal afvises, og at det under alle omstændigheder er åbenbart ugrundet, for så vidt som appellanten har bestridt, at Retten ikke har udpeget en sagkyndig.

98

Hvad for det første angår appellantens argument om, at Retten fastslog, at de tekniske rapporter, som appellanten havde fremlagt, ikke var pålidelige, skal det, således som generaladvokaten har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, præciseres, at Retten ikke begrænsede sig til at bestride disse rapporters troværdighed som sådan. Efter at have analyseret dem i den appellerede doms præmis 156 og 158 fastslog Retten således i dommens præmis 159, at de nævnte rapporter ikke som sådan var tilstrækkelige til at bevise, at de påberåbte skader var en direkte følge af Kommissionens adfærd.

99

I denne henseende bemærkes, at det alene tilkommer Retten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges den til afgørelse. Spørgsmålet om, hvorvidt dokumenterne i sagen har beviskraft, henhører under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun Retten kan foretage, og som ikke er undergivet Domstolens prøvelsesret under appelsagen, medmindre Retten har gengivet de forelagte beviser urigtigt, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Rettens konstateringer er materielt urigtige (dom af 16.7.2009, Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen, C-385/07 P, EU:C:2009:456, præmis 163).

100

Det skal således fastslås, at appellanten med det argument, der er nævnt i nærværende doms præmis 98, har begrænset sig til at anfægte den vurdering af de faktiske omstændigheder, som Retten har foretaget, men uden hverken at godtgøre eller påberåbe sig, at der foreligger en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller af beviserne, og det er derfor åbenbart, at dette argument må afvises.

101

For det andet skal appellantens argument om, at Retten kunne have udpeget en sagkyndig til at foretage de nødvendige vurderinger på grundlag af de oplysninger, som de to aktører havde fremlagt, ligeledes forkastes som ugrundet, for så vidt som det i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 99, alene tilkommer Retten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges den til afgørelse.

102

Det tredje anbringendes fjerde led skal derfor delvis åbenbart afvises, delvis forkastes som ugrundet.

103

Under disse omstændigheder skal appellens tredje anbringende forkastes.

104

Henset til ovenstående betragtninger skal den appellerede dom ophæves, for så vidt som Retten frifandt Kommissionen med den begrundelse, at denne institution ikke havde begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF. I øvrigt forkastes appellen.

105

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten hjemvise den til Retten til afgørelse eller selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

106

Da sagen er moden til påkendelse, skal det undersøges, om Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold i henhold betingelserne for, at dette ansvar kan ifaldes, således som de er anført i denne doms præmis 46.

107

I denne henseende fremgår det af denne doms præmis 59-103, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 161 fastslog, at appellanten ikke havde godtgjort, at der forelå en årsagsforbindelse mellem Kommissionens angiveligt ulovlige adfærd og de påberåbte skader.

108

Eftersom en sådan årsagsforbindelse er en af de kumulative betingelser, der skal være opfyldt, for at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF, er der ikke grundlag for dette ansvar.

109

Følgelig frifindes Kommissionen, idet søgsmålet er ugrundet.

110

Det bestemmes i artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at såfremt appellen ikke tages til følge, eller såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagsomkostningerne.

111

I henhold til samme reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. I medfør af denne artikel 138, stk. 3, første punktum, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

112

Henset til den omstændighed, at den appellerede dom delvist ophæves, men at påstanden om erstatning forkastes, pålægges det i det foreliggende tilfælde såvel appellanten som Kommissionen hver at bære deres egne omkostninger ved såvel proceduren i første instans som i appelsagen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):