BX mod Statul Român – Ministerul Finanţelor Publice og Curtea de Apel Bucureşti (C-163/24)

–

BX, som selvmøder og ved advokat I. Kis,

–

den rumænske regering ved E. Gane, L. Ghiță og L. Lițu, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved A.C. Becker og L. Radu Bouyon, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 20, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 (EUT 2003, L 270, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1009/2008 af 9. oktober 2008 (EUT 2008, L 276, s. 1) (herefter »forordning nr. 1782/2003«), og artikel 68, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser for krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT 2004, L 141, s. 18), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 381/2007 af 4. april 2007 (EUT 2007, L 95, s. 8) (herefter »forordning nr. 796/2004«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side BX, en landbruger, og på den anden side Statul Român – Ministerul Finanțelor Publice (den rumænske stat, repræsenteret ved ministeriet for offentlige finanser) og Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien) vedrørende denne medlemsstats ansvar som følge af denne rets tilsidesættelse af artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1782/2003 og artikel 68 i forordning nr. 796/2004 samt den pågældende rets manglende overholdelse af forpligtelsen til at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF.

3

Følgende fremgår af artikel 267 TEUF:

»Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål:

Såfremt et sådant spørgsmål rejses ved en ret i en af medlemsstaterne, kan denne ret, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgøre spørgsmålet.

Såfremt et sådant spørgsmål rejses under en retssag ved en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, er retten pligtig at indbringe sagen for Domstolen.

[...]«

4

Følgende fremgik af 11. og 13.-16. betragtning til forordning nr. 1782/2003, der fandt anvendelse på tvisten i hovedsagen:

[...]

5

Denne forordnings artikel 13-16 vedrørte et rådgivningssystem om areal- og bedriftsforvaltning, benævnt »bedriftsrådgivningssystemet«.

6

Nævnte forordnings artikel 17 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemte følgende i stk. 1:

»Hver medlemsstat opretter et integreret forvaltnings- og kontrolsystem, i det følgende benævnt »det integrerede system«.«

7

Følgende fremgik af stk. 1, litra b), i samme forordnings artikel 18 med overskriften »Det integrerede systems elementer«:

»Det integrerede system omfatter følgende elementer:

[...]

b) et system til identificering af landbrugsparceller.«

8

Artikel 19 i forordning nr. 1782/2003 med overskriften »Elektronisk database« præciserede følgende i stk. 1:

»I den elektroniske database registreres for hver landbrugsbedrift oplysningerne fra støtteansøgningerne.

Databasen skal bl.a. muliggøre, at der straks hos medlemsstatens kompetente myndighed kan foretages direkte søgning på oplysningerne for kalender- og/eller produktionsårene fra 2000 og for støtte, der ydes efter afsnit IV, kapitel 10b, fra den 1. maj 1998.«

9

Denne forordnings artikel 20 med overskriften »System til identificering af landbrugsparceller« bestemte følgende i stk. 1:

»Systemet til identificering af landbrugsparceller oprettes på grundlag af kort eller matrikeldokumenter eller andre kartografiske referencer. Der anvendes elektroniske geografiske informationssystemteknikker, herunder fortrinsvis luft- eller rum-ortofotos, med en ensartet standard, der sikrer en nøjagtighed, som mindst svarer til kartografi i skalaen 1:10 000.«

10

Den nævnte forordnings artikel 21 med overskriften »System til identificering og registrering af betalingsrettigheder« havde følgende ordlyd:

»1.   Systemet til identificering og registrering af betalingsrettigheder oprettes således, at efterprøvning af rettigheder og krydskontrol med støtteansøgningerne og systemet til identificering af landbrugsparceller er mulig.

2.   Systemet skal muliggøre, at der straks hos medlemsstatens kompetente myndighed kan foretages direkte søgning på oplysningerne for mindst de seneste tre på hinanden følgende kalenderår og/eller produktionsår.«

11

Følgende var anført i samme forordnings artikel 22 med overskriften »Støtteansøgninger«:

»1.   For de direkte betalinger omfattet af det integrerede system indgiver landbrugeren hvert år en ansøgning, der skal indeholde følgende oplysninger, for så vidt som de er relevante:

[...]

2.   Medlemsstaten kan beslutte, at støtteansøgningen kun skal omfatte de ændringer, der er indtrådt siden indgivelsen af støtteansøgningen det foregående år. Medlemsstaten udsender fortrykte skemaer baseret på arealerne fastlagt det foregående år og leverer grafisk materiale, der angiver de pågældende arealers beliggenhed og, hvis det er relevant, oliventræernes placering.

[...]«

12

Artikel 23 i forordning nr. 1782/2003 med overskriften »Efterprøvning af støtteberettigelsesbetingelser« præciserede følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne foretager en administrativ kontrol af støtteansøgningerne, herunder en efterprøvning af det støtteberettigede areal og de tilsvarende betalingsrettigheder.«

13

Følgende fremgik af 13. og 55. betragtning til forordning nr. 796/2004, der fandt anvendelse på tvisten i hovedsagen:

[...]

14

Følgende var anført i nr. 22) i denne forordnings artikel 2 med overskriften »Definitioner«:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

15

Nævnte forordnings artikel 12 med overskriften »Enkeltansøgningens indhold« bestemte følgende i stk. 1, litra d):

»Enkeltansøgningen skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for at fastslå støtteberettigelsen, navnlig følgende:

[...]

16

Artikel 15 i forordning nr. 796/2004 med overskriften »Ændringer af enkeltansøgningerne« bestemte følgende i stk. 3:

»Hvis den kompetente myndighed allerede har underrettet landbrugeren om uregelmæssigheder i enkeltansøgningen, eller hvis den har meddelt landbrugeren, at den har til hensigt at foretage kontrol på stedet, og der ved en sådan kontrol konstateres uregelmæssigheder, er tilføjelser og ændringer som omhandlet i stk. 1 dog ikke tilladt for de landbrugsparceller, uregelmæssighederne vedrører.«

17

Følgende fremgik af artikel 22 i forordning nr. 796/2004 med overskriften »Tilbagekaldelse af støtteansøgninger«:

»1.   En støtteansøgning kan på ethvert tidspunkt skriftligt tilbagekaldes helt eller delvist

[...]

Hvis den kompetente myndighed allerede har underrettet landbrugeren om uregelmæssigheder i støtteansøgningen, eller hvis den har meddelt landbrugeren, at den har til hensigt at foretage kontrol på stedet, og der ved en sådan kontrol konstateres uregelmæssigheder, kan tilbagekaldelse dog ikke godkendes for de dele af støtteansøgningen, som uregelmæssighederne vedrører.

2.   Tilbagekaldelse som omhandlet i stk. 1 indebærer, at landbrugeren stilles på samme måde, som inden han indgav støtteansøgningen eller de pågældende dele deraf.«

18

Denne forordnings artikel 24 med overskriften »Krydskontrol« præciserede følgende i stk. 1, litra c):

»Den administrative kontrol, der er omhandlet i artikel 23 i forordning [nr. 1782/2003], omfatter påvisning af uregelmæssigheder, specielt automatiseret påvisning ved elektroniske midler, herunder krydskontrol:

[...]

[...]«

19

Nævnte forordnings artikel 51 med overskriften »Nedsættelser og udelukkelser i tilfælde af overanmeldelse« fastsatte i det væsentlige i stk. 1, at hvis den konstaterede forskel mellem det anmeldte areal og det fastslåede areal i henhold til samme forordning, udgjorde over 20% af det fastslåede areal, blev der ikke ydet nogen »areal«-støtte for den pågældende afgrødegruppe.

20

Nævnte forordnings artikel 68 med overskriften »Undtagelser fra nedsættelser og udelukkelser« præciserede følgende i stk. 1:

»De i kapitel I foreskrevne nedsættelser og udelukkelser finder ikke anvendelse, hvis landbrugeren har indgivet faktuelt korrekte oplysninger, eller hvis han på anden måde kan godtgøre, at han ikke har begået nogen fejl.«

21

Kommissionens forordning (EF) nr. 1973/2004 af 29. oktober 2004 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 for så vidt angår støtteordningerne i henhold til afsnit IV og IVa i nævnte forordning og anvendelse af udtagne arealer til produktion af råvarer (EUT 2004, L 345, s. 1) indeholdt en artikel 138 med overskriften »Nedsættelser og udelukkelser med hensyn til berettigelsesbetingelserne«. Det fremgik af bestemmelsens stk. 1, første og andet afsnit, at hvis det efter administrativ kontrol eller kontrol på stedet blev konstateret, at den fastslåede forskel mellem det anmeldte areal og det fastslåede areal, jf. definitionen i artikel 2, nr. 22), i forordning nr. 796/2004, var på mellem 30% og 50% af det fastslåede areal, blev der ikke ydet støtte for det pågældende år.

22

Artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Ordonanța de urgență a Guvernului nr. 125/2006 pentru aprobarea schemelor de plăți directe și plăți naționale directe complementare, care se acordă în agricultură începând cu anul 2007, și pentru modificarea articolului 2 din Legea nr. 36/1991 privind societățile agricole și alte forme de asociere în agricultură (regeringens hastebekendtgørelse nr. 125/2006 om godkendelse af ordningerne for direkte betalinger og direkte supplerende nationale betalinger, som ydes på landbrugsområdet fra 2007, og om ændring af artikel 2 i lov nr. 36/1991 om landbrugsselskaber og andre former for sammenslutninger på landbrugsområdet) af 21. december 2006 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 1043, af 29.12.2006) fastsatte i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, følgende:

»For at få tildelt betalinger inden for de generelle arealbetalingsordninger skal ansøgerne være registreret i Registrul fermierilor [(registret over landbrugere)], der forvaltes af Agenția de Plăți și Intervenție pentru Agricultură [(agenturet for betalinger og indgreb til fordel for landbruget, Rumænien)], indgive en betalingsansøgning inden for fristen og opfylde følgende almindelige betingelser:

[...]

[...]«

23

Den 14. maj 2007 indgav BX, en rumænsk landbruger, til Agenția de Plăți și Intervenție pentru Agricultură – Centrul Județean Argeș (agenturet for betalinger og indgreb til fordel for landbruget – distriktscentret i Argeș) (herefter »APIA Argeș«) en ansøgning for året 2007 inden for den generelle arealbetalingsordning og ordningen for ugunstigt stillede landbrugsområder. Denne ansøgning angav et samlet landbrugsareal på 264,71 hektar (ha), fordelt på flere parceller, herunder et areal på 129,09 ha i området Rucăr, for hvilke BX havde fastslået og identificeret de respektive arealer ved hjælp af de kort, der blev stillet til rådighed af APIA Argeș.

24

Efter ved en administrativ kontrol at have konstateret, at andre personer også havde indgivet en ansøgning om generel arealbetaling for nogle af de arealer, som BX havde anmeldt, anmodede APIA Argeș BX og andre personer om en afklaring i denne henseende. Efter at have fastslået de udnyttede arealer for hver af landbrugerne oplyste BX og disse personer den 28. november 2007, at BX kun anvendte 45 ha af de 129,09 ha, som han havde anmeldt i sin ansøgning for så vidt angår området Rucăr.

25

På samme dato indgav BX til APIA Argeș skema M1.1 – »Ændring af det anmeldte areal« (herefter »skema M.1.1«) med henblik på berigtigelse i ovenstående retning af det areal, der var anmeldt i den af BX indgivne ansøgning den 14. maj 2007. BX indgav desuden en håndskreven erklæring, hvori det blev forklaret, at uoverensstemmelsen mellem hans oprindelige anmeldelse og den ændrede anmeldelse skyldtes dels en fejlagtig identificering af afgrænsningen af bjerget Găinațu Mic (Rumænien), idet de topografiske kort fra APIA Argeș ikke indeholdt nogen kendemærker, dels forskellen mellem det areal, der var angivet i forpagtningskontrakten for parcellerne, og summen af arealerne af de to fysiske blokke, der udgør det pågældende bjerg.

26

Ved afgørelse af 28. maj 2008 fastslog APIA Argeș, at BX ved den oprindelige anmeldelse på 264,71 ha havde foretaget en overanmeldelse på 46,56% af det faktiske areal, som var på 180,62 ha, og afslog derfor hans støtteansøgning på grundlag af artikel 138, stk. 1, i forordning nr. 1973/2004.

27

BX anlagde sag ved Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest, Rumænien), navnlig med påstand om annullation af denne afgørelse og om, at APIA Argeș blev tilpligtet at betale ham 697391 EUR i erstatning for den skade, der var forvoldt ved det retsstridige afslag på hans støtteansøgning for 2007. BX gjorde gældende, at den overanmeldelse, som han blev foreholdt, kunne tilskrives APIA Argeș, som havde stillet topografiske kort til rådighed for ham, som ikke var tilstrækkelig præcise og ikke overholdt artikel 20 i forordning nr. 1782/2003, hvilket han erklærede at kunne godtgøre med dokumenter, vidneudtalelser og en topografisk udtalelse. Idet BX ikke havde begået nogen fejl, burde der ikke have været anvendt nedsættelser eller udelukkelser af støtten over for ham i henhold til artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 796/2004.

28

Ved dom af 20. januar 2011 frifandt denne ret APIA Argeș, hvorefter BX iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest).

29

Ved kendelse af 2. april 2012 afslog Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) i første række BX’ anmodning om at anmode Domstolen om en fortolkning af artikel 68 i forordning nr. 796/2004 med den begrundelse, at de af BX anførte aspekter ikke krævede en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF.

30

I anden række forkastede Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest), der traf afgørelse i sidste instans, ved afgørelse af 9. april 2012 BX’ appel som ugrundet. Denne ret fastslog, at afgørelsen af 28. maj 2008 fra AIPA Argeș var begrundet, henset til artikel 138, stk. 1, i forordning nr. 1973/2004, for så vidt som BX havde overanmeldt det areal, han anvendte, hvilket han havde anerkendt ved at indgive skema M.1.1.

31

I denne forbindelse fastslog nævnte ret for det første, at det påhviler den person, der udnytter en parcel, at angive det faktiske areal i støtteansøgningen uden at forlade sig på det areal, der fremgår af ejendomsbeviserne for denne parcel. Den omstændighed, at APIA Argeș’ kort var unøjagtige, kunne derfor ikke berettige, at BX havde overanmeldt de anvendte arealer – bl.a. i lyset af forpligtelsen ifølge artikel 7, stk. 1, litra c), i regeringens hastebekendtgørelse nr. 125/2006 til under strafansvar at angive reelle, fuldstændige og fuldt gyldige oplysninger i skemaet vedrørende ansøgningen om direkte arealbetalinger.

32

For det andet var såvel den oprindelige anmeldelse som anmeldelsen om ændring af arealer i skema M.1.1. indgivet på grundlag af de samme kort fra APIA Argeș, hvorfor overanmeldelsen ikke kunne begrundes med de fejl, som disse kort måtte indeholde. Unøjagtighederne på de nævnte kort kunne under ingen omstændigheder begrunde en overanmeldelse på 46,56%.

33

For det tredje skal indgivelsen af skemaet M1.1 anses for at være en ansøgning om delvis tilbagekaldelse af et areal, som artikel 22 i forordning nr. 796/2004 fandt anvendelse på. Eftersom BX havde indgivet sin anmodning om tilbagekaldelse efter at have modtaget anmodningen om afklaring fra APIA Argeș, var denne forordnings artikel 15, stk. 3, til hinder for, at han kunne undtages fra disse sanktioner, som var fastsat i forordningens artikel 51.

34

For det fjerde henhører BX’ situation heller ikke under de tilfælde, der er omhandlet i samme forordnings artikel 68, stk. 1. BX havde nemlig oprindelig anmeldt et samlet areal på 264,71 ha, før han indgav en ansøgning om tilbagekaldelse af et areal på 84,09 ha, selv om der ikke var sket nogen ændring af situationen på stedet. BX havde dermed ikke fremlagt faktuelt korrekte oplysninger.

35

For det femte fandt Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) det ikke nødvendigt at optage vidneforklaringer, idet den fandt, at afslaget på kravet om erstatning ikke skyldtes manglende evne til at føre bevis for den økonomiske skade, men derimod forkastelsen af påstanden om annullation af afgørelsen af 28. maj 2008. En topografisk udtalelse blev heller ikke fundet relevant, eftersom Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest) havde fastslået en overanmeldelse på grundlag af BX’ tilbagekaldelse af arealer.

36

Den forelæggende ret afviste de ekstraordinære appeller, som BX havde iværksat til prøvelse af afgørelsen af 9. april 2012 fra Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest).

37

Den 8. april 2013 anlagde BX sag ved Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest) vedrørende den rumænske stats ansvar for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, der var forvoldt ved den tilsidesættelse af EU-retten, som Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) havde begået ved afgørelsen af 9. april 2012. BX foreholdt således dels den sidstnævnte ret, at den havde undladt at anvende artikel 20 i forordning nr. 1782/2003 og artikel 68 i forordning nr. 796/2004, dels at den havde tilsidesat artikel 267, stk. 3, TEUF ved ikke at begrunde sit afslag på at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

38

Ved dom af 1. juli 2016 gav Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest) ikke BX medhold i dette søgsmål, fordi det var ugrundet.

39

Denne ret fandt bl.a., at artikel 68 i forordning nr. 1782/2003 i modsætning til artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 tillægger borgerne rettigheder. Den fandt i øvrigt, at Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) havde tilsidesat sidstnævnte bestemmelse for det første ved ikke at fastlægge betydningen af udtrykket »faktuelt korrekte oplysninger«, som er anvendt heri, og for det andet ved at fastslå, at nævnte bestemmelse ikke fandt anvendelse på BX, og dette alene på grundlag af de dokumenter, der lå til grund for APIA Argeș afgørelse, hvorved den dermed så bort fra de øvrige dokumenter, der var forelagt af BX, og for det tredje ved heller ikke at give BX mulighed for at bevise med ethvert bevismiddel, at han ikke havde gjort sig skyldig i en overanmeldelse.

40

På grundlag af de kriterier, der er nævnt i præmis 55 og 56 i dom af 30. september 2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513), fandt Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest) ikke desto mindre, at den tilsidesættelse af EU-retten, som Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) havde begået, ikke var åbenbar.

41

I denne henseende anførte Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest) bl.a. for det første, at artikel 68 i forordning nr. 796/2004 var klar, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter landbrugerens ret til at blive undtaget fra den sanktion, der består i nedsættelse eller udelukkelse af støtten, i de to situationer nævnt heri.

42

For det andet er den omstændighed, at Kommissionen flere gange, bl.a. i en undersøgelse vedrørende manglerne ved systemet til identificering af landbrugsparceller, hvor der anvendes elektroniske geografiske informationssystemteknikker, har hævdet, at de rumænske regler ikke sikrede effektiviteten af de administrative krydskontroller, ikke tilstrækkelig med henblik på at fastslå, at der foreligger en åbenbar tilsidesættelse af EU-retten.

43

For det tredje har Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) ikke tilsidesat EU-retten på en forsætlig eller uundskyldelig måde. Den har nemlig angivet grundene til, at den dels ikke fandt det nødvendigt at optage de supplerende beviser, som BX havde anmodet om, og dels fandt, at artikel 68 ikke fandt anvendelse på hovedsagen.

44

For det fjerde og sidste fastslog Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest), at den manglende overholdelse af artikel 267, stk. 3, TEUF ikke i sig selv medførte statens ansvar, eftersom denne bestemmelse ikke tillagde borgerne rettigheder.

45

BX har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest), som er den forelæggende ret. Den forelæggende ret finder det nødvendigt at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål om, for det første, hvorvidt artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1782/2003 tillægger borgerne rettigheder, for det andet, hvorvidt begrebet »faktuelt korrekte oplysninger« som omhandlet i artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 både omfatter landbrugerens korrekte anmeldelse af arealer og korrekte identificering af den anvendte parcel, dvs. dens afgrænsning, og, for det tredje, hvorvidt det forhold, at denne ret ikke forelagde Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af denne bestemmelse, under hovedsagens omstændigheder udgør en åbenbar tilsidesættelse af EU-retten, som medfører, at den rumænske stat ifalder ansvar.

46

På denne baggrund har Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

47

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1782/2003 skal fortolkes således, at denne bestemmelse udgør en EU-retlig regel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, og hvis tilsidesættelse med føje kan påberåbes til støtte for et søgsmål med påstand om, at en medlemsstat ifalder ansvar uden for kontraktforhold.

48

Det skal indledningsvis bemærkes, at princippet om, at staten er erstatningsansvarlig for skade, som er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af EU-retten, der må tilregnes staten, udgør en væsentlig del af systemet i traktaterne, som Unionen er baseret på (dom af 19.11.1991, Francovich m.fl.,C-6/90 og C-9/90, EU:C:1991:428, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis). Dette princip gælder i alle tilfælde, hvor en medlemsstat har overtrådt EU-retten, uanset hvilken myndighed der er skyld i denne tilsidesættelse (jf. i denne retning dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 31 og 32, og af 22.12.2022, Ministre de la Transition écologique og Premier ministre (Statens erstatningsansvar for luftforurening), C-61/21, EU:C:2022:1015, præmis 43). Det nævnte princip finder ligeledes anvendelse, når den pågældende tilsidesættelse skyldes en afgørelse truffet af en ret, hvis afgørelser i henhold til de nationale retsregler ikke kan appelleres (herefter »en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres«) (dom af 30.9.2003, Köbler,C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 50, og af 28.7.2016, Tomášová,C-168/15, EU:C:2016:602, præmis 20).

49

Hvad angår betingelserne for at ifalde dette erstatningsansvar har Domstolen gentagne gange fastslået, at skadelidte borgere har ret til erstatning, såfremt tre kumulative betingelser er opfyldt, nemlig at den EU-retlige bestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge dem rettigheder, at tilsidesættelsen af denne bestemmelse er tilstrækkelig kvalificeret, og at der er en direkte årsagsforbindelse mellem denne tilsidesættelse og den af disse borgere lidte skade (jf. i denne retning dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 51, af 22.12.2022, Ministre de la Transition écologique og Premier ministre (Statens erstatningsansvar for luftforurening), C-61/21, EU:C:2022:1015, præmis 44, og af 18.12.2025, Hamoudi mod Frontex,C-136/24 P, EU:C:2025:977, præmis 68).

50

Disse tre betingelser er nødvendige for og tilstrækkelige til, at en medlemsstat kan ifalde ansvar for tilsidesættelse af EU-retten (jf. i denne retning dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 66), og af 30.9.2003, KöblerC-224/01, EU:C:2003:513, præmis 57).

51

EU-retten er derfor til hinder for, at national lovgivning indfører yderligere eller strengere betingelser end dem, der er nævnt i nærværende doms præmis 49. Den udelukker derimod på ingen måde, at staten kan ifalde ansvar efter mindre restriktive betingelser i henhold til national ret (jf. i denne retning dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 66, af 13.3.2007, Test Claimants in the Thin Cap Group Litigation,C-524/04, EU:C:2007:161, præmis 115, og af 25.11.2010, Fuß,C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 65 og 66).

52

Hvad nærmere bestemt angår en medlemsstats erstatningsansvar for skade, der er forvoldt ved, at en ret som sidste instans har truffet en afgørelse, der tilsidesætter en EU-retlig bestemmelse, følger det af Domstolens praksis, at dette ansvar er omfattet af de tre betingelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 49 (jf. i denne retning dom af 30.9.2003, Köbler,C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 52, og af 28.7.2016, Tomášová,C-168/15, EU:C:2016:602, præmis 23).

53

Da det første præjudicielle spørgsmål specifikt vedrører den første betingelse for, at staten ifalder ansvar for tilsidesættelse af EU-retten, skal det i denne henseende bemærkes, at kun en tilsidesættelse af en EU-retlig bestemmelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, kan medføre, at staten ifalder ansvar. Disse rettigheder består ikke blot, når de udtrykkeligt er indrømmet i EU-retlige bestemmelser, men også når sådanne bestemmelser pålægger private, medlemsstaterne eller EU-institutionerne entydige positive eller negative forpligtelser. En medlemsstats tilsidesættelse af sådanne positive eller negative forpligtelser kan nemlig ændre den retsstilling, som disse bestemmelser tilsigter at skabe for de berørte borgere, idet den hindrer disse sidstnævnte i at udøve de rettigheder, som de implicit er tillagt i medfør af de pågældende EU-retlige bestemmelser, og som disse skal kunne påberåbe sig ved de nationale domstole (jf. i denne retning dom af 22.12.2022, Ministre de la Transition écologique og Premier ministre (Statens erstatningsansvar for luftforurening), C-61/21, EU:C:2022:1015, præmis 45-47).

54

Når en EU-retlig bestemmelse er begrænset til at forfølge et generelt formål om beskyttelse af den offentlige interesse, kan den derimod ikke anses for at have til formål at tillægge rettigheder som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 49 (jf. i denne retning dom af 22.12.2022, Ministre de la Transition écologique og Premier ministre (Statens erstatningsansvar for luftforurening), C-61/21, EU:C:2022:1015, præmis 55 og 56).

55

Når dette er præciseret, skal det bemærkes, at i det foreliggende tilfælde bestemmer artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1782/2003, at systemet til identificering af landbrugsparceller oprettes på grundlag af kort eller matrikeldokumenter eller andre kartografiske referencer. Der anvendes elektroniske geografiske informationssystemteknikker, herunder fortrinsvis luft- eller rum-ortofotos, med en ensartet standard, der sikrer en nøjagtighed, som mindst svarer til kartografi i skalaen 1:10 000.

56

Den institutionelle dimension af denne artikel 20, stk. 1, fremgår klart af ordlyden heraf, for så vidt som denne bestemmelse udelukkende for medlemsstaterne præciserer, hvordan de skal udforme systemet til identificering af landbrugsparceller.

57

En sammenhængs- og formålsfortolkning af nævnte artikel 20, stk. 1, bekræfter, at denne bestemmelse ikke har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

58

For det første fremgår det af artikel 18, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1782/2003, at systemet til identificering af landbrugsparceller er en del af det integrerede system, som medlemsstaterne skulle oprette i henhold til denne forordnings artikel 17.

59

Det fremgår således af 11. og 13. betragtning til nævnte forordning, at det er nødvendigt at forbedre forvaltnings- og kontrolmekanismernes effektivitet og nytte ved at tilpasse den tidligere ordning, der blev indført ved forordning nr. 3508/92. I 14. betragtning til forordning nr. 1782/2003 fremhæves det navnlig, at det som følge af systemets kompleksitet og de mange støtteansøgninger, der skal behandles, er af afgørende betydning at anvende passende tekniske ressourcer og forvaltnings- og kontrolmetoder, hvilket indebærer, at hver medlemsstat skal indføre et system til identificering af landbrugsparceller. Ud fra samme perspektiv fastholdes det i 15. betragtning til denne forordning, at det er nødvendigt at oprette ydedygtige elektroniske databaser, der især gør det muligt at foretage krydskontrol, for at de indsamlede data kan behandles og anvendes til efterprøvning af støtteansøgninger. Endelig angives i 16. betragtning til nævnte forordning, at identificering af landbrugsparceller er et nøgleelement for en korrekt anvendelse af en arealrelateret ordning, og det tilføjes, at idet erfaringen har vist, at de nuværende metoder er præget af visse mangler, bør det fastsættes, at der om nødvendigt skal oprettes et identificeringssystem ved hjælp af telemåling.

60

De betragtninger, der er nævnt i den foregående præmis, bekræfter således, at komponenterne i det integrerede system, som systemet til identificering af landbrugsparceller er en del af, sigter mod en mere effektiv forvaltning og kontrol. Identificering af landbrugsparceller er nemlig et nøgleelement for en korrekt anvendelse af de arealrelaterede ordninger.

61

Det følger heraf, således som generaladvokaten i det væsentlige har fremhævet i punkt 70 og 71 i forslaget til afgørelse, at systemet til identificering af landbrugsparceller som en af komponenterne i det integrerede system ikke kan undersøges særskilt uden hensyntagen til de mere generelle formål, der forfølges med indførelsen af det integrerede system, som er dels en mere effektiv forvaltning og kontrol, dels beskyttelsen af Unionens finansielle interesser.

62

Disse to formål nævnes ligeledes i 13. og 55. betragtning til forordning nr. 796/2004 sammen med bekæmpelse af uregelmæssigheder og svig.

63

I dette sidstnævnte perspektiv bidrager det system til identificering af landbrugsparceller, der reguleres af artikel 20 i forordning nr. 1782/2003, til at lette opgaven med at foretage den administrative kontrol af støtteansøgningerne, som artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1782/2003 pålægger medlemsstaterne, herunder en efterprøvning af det støtteberettigede areal og de tilsvarende betalingsrettigheder. Denne administrative kontrol omfatter, som det præciseres i artikel 24, stk. 1, litra c), i forordning nr. 796/2004, påvisning af uregelmæssigheder, specielt automatiseret påvisning ved elektroniske midler, herunder krydskontrol mellem de landbrugsparceller, der er anmeldt i enkeltansøgningen, og de referenceparceller, der indgår i systemet til identificering af landbrugsparceller, for at efterprøve, om arealerne som sådan berettiger til støtte.

64

Som Kommissionen har anført i retsmødet, sigter artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1782/2003, ved at indføre et minimalt præcisionsniveau for de kort, der anvendes i systemet til identificering af landbrugsparceller, således ikke mod at skabe rettigheder for landbrugere, der ansøger om støtte, men en mere effektiv kontrol ved at sikre, at de kompetente nationale myndigheder kan efterprøve, om støtteansøgningerne er i overensstemmelse med kravene i EU-retten.

65

Det følger heraf, at formålet med en effektiv forvaltning og kontrol af de direkte betalinger er at beskytte Unionens finansielle interesser, således at anvendelsen af kort, der ikke er tilstrækkeligt præcise, kan skade kontrollens effektivitet og dermed medføre en risiko for, at medlemsstaterne ikke opdager uretmæssige udbetalinger.

66

For det andet er der ikke nogen holdepunkter for, at artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1782/2003 frembyder en dobbelt betydning i den forstand, at den ud over den institutionelle dimension, der har til formål at beskytte Unionens finansielle interesser, ligeledes har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

67

Denne bestemmelse indebærer nemlig ikke nogen ret til aktindsigt i de oplysninger, der er indeholdt i systemet til identificering af landbrugsparceller, til fordel for landbrugere, der ansøger om støtte.

68

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, og artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 1782/2003, der vedrører henholdsvis den elektroniske database og systemet til identificering og registrering af betalingsrettigheder, fastsætter ganske vist, at der straks hos medlemsstatens kompetente myndighed kan foretages direkte søgning på oplysningerne dels for kalender- og/eller produktionsårene fra 2000, dels for mindst de seneste tre på hinanden følgende kalenderår og/eller produktionsår.

69

Som den rumænske regering og Kommissionen har fremhævet i retsmødet, omhandler denne ret til aktindsigt i dokumenter, som den kompetente nationale myndighed er i besiddelse af, imidlertid kun oplysningerne fra støtteansøgningerne, således som det udtrykkeligt fremgår af denne forordnings artikel 19, stk. 1, første afsnit. Den nævnte ret til aktindsigt vedrører således ikke selve oplysningerne i systemet til identificering af landbrugsparceller.

70

Under alle omstændigheder, og således som Kommissionen har gjort gældende i retsmødet, opbevares det kartografiske materiale, der er nævnt i artikel 20 i forordning nr. 1782/2003, ikke i den database, der er fastsat i denne forordnings artikel 19. Til forskel fra det i denne forordnings artikel 13-16 omhandlede bedriftsrådgivningssystem fungerer det integrerede system desuden ikke som et støtteinstrument for landbrugere, men, som navnet antyder, som et kontrolinstrument.

71

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1782/2003 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke udgør en EU-retlig regel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, og hvis tilsidesættelse med føje kan påberåbes til støtte for et søgsmål med påstand om, at en medlemsstat ifalder ansvar uden for kontraktforhold.

72

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, sammenholdt med denne forordnings artikel 12, skal fortolkes således, at begrebet »faktuelt korrekte oplysninger« som omhandlet i denne artikel 68, stk. 1, omfatter både landbrugerens korrekte anmeldelse af arealer og dennes korrekte identificering af den anvendte parcel og dens afgrænsning.

73

I henhold til artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 finder nedsættelser og udelukkelser ikke anvendelse, hvis landbrugeren har indgivet faktuelt korrekte oplysninger, eller hvis den pågældende på anden måde kan godtgøre, at vedkommende ikke har begået nogen fejl.

74

Denne forordnings artikel 12, stk. 1, litra d), der præciserer enkeltansøgningens indhold, og som følgelig belyser rækkevidden af denne artikel 68, stk. 1, bestemmer, at enkeltansøgningen skal indeholde alle oplysningerne til identifikation af alle bedriftens landbrugsparceller, oplysninger om parcellernes størrelse, udtrykt i ha med to decimaler samt deres beliggenhed.

75

Det følger således af en samlet læsning af disse to bestemmelser, at begrebet »faktuelt korrekte oplysninger« som omhandlet i nævnte artikel 68, stk. 1, skal forstås således, at det omfatter både landbrugerens korrekte anmeldelse af arealer og dennes korrekte identificering af den anvendte parcel og dens afgrænsning.

76

En landbruger, der har fremlagt ukorrekte oplysninger for den kompetente nationale myndighed, kan imidlertid i overensstemmelse med artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 undtages fra en nedsættelse af eller udelukkelse, når den pågældende godtgør, at den fejl, som denne myndighed har påpeget, ikke kan tilregnes vedkommende.

77

Når dette er sagt, fremgår det i det foreliggende tilfælde, således som generaladvokaten har anført i punkt 86 i forslaget til afgørelse, dels af forelæggelsesafgørelsen, at BX i sine anmeldelser undlod at angive et faktisk element, der ikke desto mindre synes at være væsentligt, nemlig det korrekte areal, selv om han burde og kunne have forudset, at visse af de anmeldte arealer blev anvendt af ejeren eller af andre personer, og dette så meget desto mere som den i hovedsagen omhandlede overanmeldelse vedrørte en forskel på over 80 ha. En sådan forskel kan imidlertid ikke med rimelighed have undgået sagsøgeren i hovedsagens opmærksomhed, idet denne i sin egenskab af landbruger, der udnytter landbrugsparceller, er forpligtet til at varetage driften heraf som led i sin professionelle virksomhed. Dels bemærkes, at selv om BX har påberåbt sig fejl i de topografiske kort, som han fik stillet til rådighed af APIA Argeș, fremgår det af de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen, at såvel den oprindelige anmeldelse som anmeldelsen om ændring af størrelsen blev foretaget på grundlag af de samme kort fra APIA Argeș. Det tilkommer ikke desto mindre den forelæggende ret at foretage den nødvendige efterprøvelse for at kunne afgøre tvisten i hovedsagen.

78

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, sammenholdt med denne forordnings artikel 12, skal fortolkes således, at begrebet »faktuelt korrekte oplysninger« som omhandlet i denne artikel 68, stk. 1, omfatter både landbrugerens korrekte anmeldelse af arealer og dennes korrekte identificering af den anvendte parcel og dens afgrænsning.

79

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at den omstændighed, at en national ret, der har truffet afgørelse i sidste instans, på et tidligere stadie af tvisten i hovedsagen har undladt at forelægge et præjudicielt spørgsmål for Domstolen om fortolkningen af artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, udgør en tilsidesættelse af EU-retten, som medfører et ansvar for den rumænske stat.

80

I forbindelse med den foreliggende sag og ifølge BX’ redegørelse i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Domstolen, ønskes det med dette spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om den forelæggende ret med sin kendelse af 2. april 2012 åbenbart har tilsidesat EU-retten og således udløst et ansvar for den rumænske stat ved ikke at forelægge Domstolen et spørgsmål om fortolkningen af artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 og ved ikke at begrunde afslaget på at forelægge et sådant spørgsmål.

81

Således som det er nævnt i nærværende doms præmis 48, finder princippet om statens ansvar for skader, som er forvoldt borgerne ved en tilsidesættelse af EU-retten, der må tilregnes staten, ligeledes anvendelse, når den pågældende tilsidesættelse skyldes en afgørelse truffet af en ret, der træffer afgørelse i sidste instans. Domstolen har nemlig allerede fastslået, at den dømmende magt har afgørende betydning for beskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten, og at en ret, der træffer afgørelse som sidste instans, pr. definition er den sidste instans, for hvilken borgerne kan gøre de rettigheder gældende, som EU-retten tillægger dem. Domstolen har heraf udledt, at de EU-retlige reglers fulde virkning ville blive afsvækket, og at beskyttelsen af disse rettigheder ville blive forringet, hvis borgerne under visse betingelser ikke kunne opnå erstatning for skade, som de er blevet forvoldt ved en tilsidesættelse af EU-retten, der skyldes en afgørelse, som en ret i en medlemsstat har truffet som sidste instans (jf. i denne retning dom af 30.9.2003, Köbler,C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 32-36 og 59, af 13.6.2006, Traghetti del Mediterraneo,C-173/03, EU:C:2006:391, præmis 31, og af 28.7.2016, Tomášová,C-168/15, EU:C:2016:602, præmis 20).

82

Hvad nærmere bestemt angår den anden betingelse for, at staten ifalder ansvar for tilsidesættelsen af EU-retten, dvs. kravet om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, skal der tages højde for de særlige kendetegn ved judiciel virksomhed og den begrundede forventning om retssikkerhed. En medlemsstat kan således kun undtagelsesvis drages til ansvar for en sådan tilsidesættelse af en afgørelse truffet af en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, hvis dommeren åbenbart har tilsidesat gældende ret (dom af 30.9.2003, Köbler,C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 53).

83

For at afgøre om denne betingelse er opfyldt, skal den nationale ret, der skal tage stilling til en erstatningspåstand, tage hensyn til samtlige relevante omstændigheder i den sag, som den har fået forelagt, bl.a., hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, hvor vidt et skøn den tilsidesatte bestemmelse overlader de nationale myndigheder eller Den Europæiske Unions myndigheder, om overtrædelsen er begået, eller skaden er forvoldt forsætligt eller uagtsomt, om en eventuel retsvildfarelse er undskyldelig eller uundskyldelig, den omstændighed, at en EU-institutions holdning kan have været medvirkende til undladelsen, vedtagelsen eller opretholdelsen af nationale foranstaltninger eller praksis i strid med EU-retten, samt den pågældende rets undladelse af at opfylde sin forpligtelse til at forelægge præjudicielle spørgsmål i medfør af artikel 267, stk. 3, TEUF. En overtrædelse af EU-retten er under alle omstændigheder tilstrækkelig kvalificeret, når den åbenbart tilsidesætter Domstolens praksis på det pågældende område (jf. i denne retning dom af 30.9.2003, Köbler,C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 54-56, og af 28.7.2016, Tomášová,C-168/15, EU:C:2016:602, præmis 25 og 26).

84

Det skal imidlertid præciseres, at samtlige de kriterier, der er nævnt i den foregående præmis, ikke nødvendigvis skal være opfyldt, for at en medlemsstat kan ifalde ansvar.

85

Hvad angår det forhold, at en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, undlader at opfylde sin forpligtelse til at forelægge præjudicielle spørgsmål, udgør dette en omstændighed, hvis betydning varierer alt efter omstændighederne i den konkrete sag.

86

Selv om tilsidesættelsen af denne forpligtelse kan bidrage til en konstatering af, at en tilsidesættelse af EU-retten, der er begået af en sådan retsinstans, er åbenbar, er denne tilsidesættelse nemlig ikke i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, og dermed til at en medlemsstat ifalder ansvar.

87

Nævnte forpligtelse indgår i det retslige samarbejde, der er indført mellem Domstolen og medlemsstaternes retter, gennem en dommerdialog med henblik på dels at sikre EU-rettens sammenhæng, fulde virkning og særegne karakter samt autonomien for Unionens retsorden, som Domstolen skal værne om, dels at sikre, at EU-retten anvendes korrekt og fortolkes ensartet. Dette samarbejde gør det navnlig muligt at undgå, at der i en medlemsstat udvikler sig en national retspraksis, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten (jf. i denne retning dom af 1.12.1965, Schwarze,16/65, EU:C:1965:117, af 24.5.1977, Hoffmann-La Roche,107/76, EU:C:1977:89, præmis 5, af 15.10.2024, KUBERA,C-144/23, EU:C:2024:881, præmis 33 og 35, og af 24.3.2026, Remling,C-767/23, EU:C:2026:243, præmis 19 og 21 og den deri nævnte retspraksis). Samarbejdet indebærer således et fælles ansvar for de nationale retter, navnlig de retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres, og for Domstolen for at sikre en ensartet og sammenhængende fortolkning af EU-retten.

88

Det skal ligeledes bemærkes, at den ordning med et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retsinstanser, som er indført med artikel 267 TEUF, ikke udgør et retsmiddel for parterne i en tvist, der verserer for en national retsinstans. Den pågældende retsinstans skal derfor ikke, blot fordi en part har anført, at tvisten rejser spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, lægge til grund, at der herved er rejst spørgsmål som omhandlet i artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi, C-561/19, EU:C:2021:799, præmis 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis).

89

Det følger heraf, at for at det kan fastslås, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, som medfører, at en medlemsstat ifalder ansvar, skal tilsidesættelsen af forpligtelsen til at forelægge præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF ledsages af en tilsidesættelse af en anden EU-retlig regel, der tillægger borgerne rettigheder.

90

I den foreliggende sag fremgår det af besvarelsen af det første og det andet præjudicielle spørgsmål, for det første, at artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1782/2003 ikke har til formål at tillægge borgerne rettigheder, og, for det andet, at en landbruger ikke med føje kan påberåbe sig artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende. Selv hvis det antages, at Curtea de Apel Bucureşti (appeldomstolen i Bukarest) har tilsidesat sin forpligtelse til at forelægge præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF, kan en sådan tilsidesættelse derfor under alle omstændigheder ikke bidrage til på grundlag af EU-retten at fastslå, at den rumænske stat er ansvarlig for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren i hovedsagen angiveligt har lidt som følge af den pågældende rets afgørelse af 9. april 2012.

91

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at den omstændighed, at en national ret, der har truffet afgørelse i sidste instans, på et tidligere stadie af tvisten i hovedsagen har undladt at forelægge et præjudicielt spørgsmål for Domstolen om fortolkningen af artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, ikke kan udgøre en tilsidesættelse af EU-retten, som kan medføre et ansvar for den pågældende medlemsstat.

92

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: