xx mod ww m.fl (C-196/24)

–

xx ved avocate M. Coppola,

–

den franske regering ved B. Dourthe, O. Duprat-Mazaré og B. Fodda, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved S. Noë, P.J.O. Van Nuffel og W. Wils, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 12, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1783 af 25. november 2020 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (bevisoptagelse) (EUT 2020, L 405, s. 1), og af artikel 1 og 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist i Italien mellem på den ene side xx, og på den anden side ww, yy, zz og vv, der er anerkendte børn af aa, vedrørende fastlæggelsen af et slægtskabsforhold mellem xx og aa, som er begravet i Frankrig, der har givet anledning til en anmodning om bevisoptagelse i sidstnævnte medlemsstat, der er anordnet af en italiensk ret med henblik på opgravning af aa’s legeme med henblik på gennemførelse af en DNA-undersøgelse post mortem.

3

Chartrets artikel 1 med overskriften »Den menneskelige værdighed« bestemmer:

»Den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes.«

4

Chartrets artikel 7 med overskriften »Respekt for privatliv og familieliv« fastsætter følgende:

»Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation.«

5

Følgende fremgår af 3., 4., 15. og 16. betragtning til forordning 2020/1783:

[...]

6

Forordningens artikel 1 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1 følgende:

»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, når en ret i en medlemsstat i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning anmoder:

7

Forordningens artikel 3 med overskriften »Direkte fremsendelse mellem retterne« fastsætter i stk. 1 følgende:

»Anmodninger omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), fremsendes af den ret, hvor sagen er påbegyndt eller påtænkt (»anmodende ret«), direkte til den kompetente ret i en anden medlemsstat (»anmodede ret«), med henblik på optagelse af bevis.«

8

Samme forordnings artikel 5 med overskriften »Anmodningers form og indhold« bestemmer i stk. 1 følgende:

»Anmodninger fremsættes under anvendelse af formular A eller i givet fald formular L i bilag I. [...]«

9

Artikel 10 i forordning 2020/1783, som har overskriften »Mangelfulde anmodninger«, fastsætter i stk. 1 følgende:

»Kan en anmodning ikke efterkommes, fordi den ikke indeholder alle nødvendige oplysninger i henhold til artikel 5, underretter den anmodede ret hurtigst muligt og senest 30 dage efter modtagelsen den anmodende ret herom under anvendelse af formular D i bilag I og opfordrer den anmodende ret til at fremsende de manglende oplysninger, idet de manglende oplysninger udspecificeres mest muligt.«

10

Afdeling 3, der har overskriften »Bevisoptagelse ved den anmodede ret«, i forordningens kapitel II, indeholder bl.a. forordningens artikel 12 og 16.

11

Forordningens artikel 12 med overskriften »Almindelige bestemmelser om efterkommelse af en anmodning« har følgende ordlyd:

»1.   Den anmodede ret efterkommer en anmodning hurtigst muligt og senest 90 dage efter modtagelsen.

2.   Den anmodede ret efterkommer anmodningen efter dens nationale ret.

3.   Den anmodende ret kan under anvendelse af formular A i bilag I fremsætte ønske om, at anmodningen efterkommes under iagttagelse af særlige formkrav i dens nationale ret. Den anmodede ret efterkommer anmodningen under iagttagelse af de særlige formkrav, medmindre det ville være uforeneligt med dens nationale ret, eller den ikke kan efterkomme anmodningen på grund af større praktiske vanskeligheder. Efterkommer den anmodede ret af en af ovennævnte grunde ikke ønsket om, at anmodningen efterkommes under iagttagelse af særlige formkrav, underretter den den anmodende ret herom under anvendelse af formular H i bilag I.

[...]«

12

Samme forordnings artikel 16 med overskriften »Afslag på efterkommelse« bestemmer følgende i stk. 2 og 3:

»2.   Efterkommelsen af en anmodning kan ud over de i stk. 1 omhandlede grunde kun afslås, hvis en eller flere af de følgende forhold finder anvendelse:

3.   En anmodet ret kan ikke afslå en anmodning alene under henvisning til, at en anden ret i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende, efter national ret i denne medlemsstat har enekompetence for så vidt angår sagens genstand, eller at national ret i denne medlemsstat ikke hjemler det rettergangsskridt, som ligger til grund for anmodningens anvendelsesområde.«

13

I afdeling 4, som har overskriften »Direkte bevisoptagelse ved den anmodende ret og bevisoptagelse ved diplomatiske eller konsulære repræsentanter«, i kapitel II i forordning 2020/1783, omhandler forordningens artikel 19, i overensstemmelse med dens overskrift, den direkte bevisoptagelse ved den anmodende ret. Denne artikel 19 har følgende ordlyd:

»1.   Hvor en ret ønsker direkte bevisoptagelse i en anden medlemsstat, sender den en anmodning herom til den pågældende medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed, under anvendelse af formular L i bilag I.

[...]

7.   Den anmodede medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed kan kun afslå en anmodning om direkte bevisoptagelse, hvis:

[...]«

14

Artikel 16 i code civil (civillovbogen) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »den franske civillovbog«), bestemmer følgende:

»Loven sikrer den enkeltes forrang, forbyder enhver krænkelse af dennes værdighed og sikrer respekt for mennesket fra livets begyndelse.«

15

Den franske civillovbogs artikel 16-1-1 bestemmer:

»Respekten for det menneskelige legeme ophører ikke med døden.

Den afdødes jordiske rester, herunder asken fra den, hvis legeme er blevet kremeret, skal behandles med respekt, værdighed og anstændighed.«

16

Den franske civillovbogs artikel 16-9 har følgende ordlyd:

»Bestemmelserne i dette kapitel er ufravigelige retsgrundsætninger.«

17

Følgende bestemmes i den franske civillovbogs artikel 16-11:

»Identifikation af en person ved den pågældendes DNA-profil kan kun finde sted:

På det civilretlige område kan der kun foretages en sådan identifikation ved en bevisoptagelse, der er anordnet af den ret, for hvilken der er indbragt en sag med påstand om enten fastlæggelse eller anfægtelse af et forældreskab eller om opnåelse eller inddragelse af børnebidrag. Der skal på forhånd være indhentet udtrykkeligt samtykke fra den pågældende. Hvis personen ikke udtrykkeligt har givet samtykke dertil, da vedkommende levede, kan der ikke foretages identifikation ved DNA-profil efter hans eller hendes død.

[...]«

18

Sagsøger i hovedsagen, xx, anlagde sag ved Tribunale di Genova (retten i første instans i Genova, Italien) med påstand om, at det blev fastslået, at han var biologisk søn af aa, som var begravet i Frankrig, at han fik tilladelse til at anvende farens efternavn, at det blev pålagt den kompetente personregisterfører at registrere den kommende dom i rapporten, når den var blevet endelig, og at udføre en DNA-undersøgelse til fastlæggelse af det biologiske slægtskab, efter at den formodede fars legeme var blevet gravet op.

19

De af aa anerkendte børn, som er de sagsøgte i hovedsagen, modsatte sig de undersøgelser, der er nødvendige for en blodprøve, der gør det muligt at afgøre, om sagsøgeren i hovedsagen har genetiske karakteristika, der svarer til deres egne genetiske karakteristika. De anmodede om, at der blev udtaget en DNA-prøve fra deres afdøde fars legeme på det sted, hvor hans jordiske rester hviler. Tribunale di Genova (retten i første instans i Genova) traf bestemmelse om en blodprøve og udpegede en sagkyndig, der skulle foretage en genetisk sammenligning mellem sagsøgeren i hovedsagen og den formodede fars jordiske rester efter dennes opgravning.

20

Den 18. november 2022 fremsendte Tribunale di Genova (retten i første instans i Genova) til tribunal judiciaire de Chambéry (retten i første instans i Chambéry, Frankrig), som er den forelæggende ret, en anmodning i henhold til forordning 2020/1783 om bevisoptagelse, i det foreliggende tilfælde opgravning af den formodede fars lig, ledsaget af udtagning af desoxyribonucleinsyre (DNA) med henblik på den pågældende blodprøve og undersøgelse heraf.

21

Den forelæggende ret har konstateret, at den italienske rets anmodning er omfattet af anvendelsesområdet for forordning 2020/1783, og at den kan antages til realitetsbehandling. Denne anmodning hidrører nemlig fra en ret i en medlemsstat og skal efterkommes af en ret i en anden medlemsstat, i det foreliggende tilfælde i den forelæggende rets retskreds. De bevismidler, som denne ret anmodes om at indsamle, er beregnet til at blive anvendt i en civil retssag.

22

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at den ikke blot er en myndighed for efterkommelse af den bevisoptagelse, som den italienske ret har anordnet, men at den skal træffe en retsafgørelse med henblik på at efterprøve, om betingelserne i forordning 2020/1783 er opfyldt. Denne efterprøvelse kan imidlertid ikke anses for blot at være en formalitet i henhold til denne forordnings artikel 12, stk. 2, som pålægger den anmodede ret at »efterkomme[...] anmodningen efter dens nationale ret«.

23

I den foreliggende sag er den forelæggende ret af den opfattelse, at der ikke er nogen grund til ikke at efterkomme den nævnte anmodning i henhold til artikel 16 i forordning 2020/1783. En anmodning om opgravning af et legeme med henblik på at opnå en DNA-prøveudtagning udgør således en anmodning om bevisoptagelse. Efterkommelse af en sådan anmodning henhører under de franske domstoles kompetence, idet retten til at anlægge sag med påstand om fastlæggelse af slægtskab er anerkendt i fransk ret. Den forelæggende ret har desuden ikke fundet det nødvendigt at fremsætte nogen anmodning om, at anmodningen om bevisoptagelse suppleres af Tribunale di Genova (retten i første instans i Genova), således som denne forordnings artikel 10, stk. 1, giver den mulighed for.

24

Den forelæggende ret har konstateret, at hvis Tribunale di Genova (retten i første instans i Genova) havde ønsket, at dens anmodning i Frankrig skulle efterkommes under iagttagelse af »særlige formkrav« som omhandlet i artikel 12, stk. 3, i forordning 2020/1783, skulle denne ret have udfyldt punkt 12 i formular A i bilag I til denne forordning, hvilket den i det foreliggende tilfælde ikke har gjort. Spørgsmålet om, hvorvidt sådanne særlige formkrav er forenelige med den anmodede medlemsstats lovgivning opstår derfor ikke.

25

Den forelæggende ret har imidlertid rejst tvivl om, hvorvidt artikel 12, stk. 2, i forordning 2020/1783 giver en anmodet ret mulighed for at afslå at anvende denne forordning og undlade at efterkomme en anmodning om bevisoptagelse med den begrundelse, at denne anmodnings »form« synes at være i strid med grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, hvor den er beliggende. Ifølge den forelæggende ret fremgår det således af den praktiske vejledning, som er udarbejdet af Europa-Kommissionens tjenestegrene, i anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 174, s. 1), som med virkning fra den 1. juli 2022 blev ophævet og erstattet af forordning 2020/1783, at en »form« kan anses for at være uforenelig med denne medlemsstats lovgivning, hvis den er i strid med dens grundlæggende retsprincipper. Dette er tilfældet i den foreliggende sag, idet fransk ret, dvs. den franske civillovbogs artikel 16-11, forbyder opgravning af et legeme med henblik på at fastlægge et slægtskabsforhold, medmindre den berørte person i levende live udtrykkeligt har givet sit samtykke hertil.

26

Mens de tilfælde, hvor en anmodning om bevisoptagelse kan afslås, er udtømmende opregnet i artikel 16 i forordning 2020/1783, ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne forordnings artikel 12, stk. 2, som bestemmer, at den anmodede ret »efterkommer anmodningen efter dens nationale ret«, gør det muligt af andre grunde at afslå at efterkomme en sådan anmodning.

27

Såfremt artikel 12, stk. 2, i forordning 2020/1783 finder anvendelse, uden at der tages hensyn til lovgivningen i den anmodede medlemsstat, ønsker den forelæggende ret ligeledes oplyst, hvorledes chartrets artikel 1 og 7 skal fortolkes og hvorledes de skal afstemmes i forholdet til hinanden i forbindelse med gennemførelsen af denne forordnings bestemmelser.

28

Navnlig har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at tage stilling til, om retten til at kende og få anerkendt sin herkomst, som den anser for at være sikret ved chartrets artikel 7, har forrang for eller kan have forrang for en afdød persons ret til ikke at få foretaget en DNA-undersøgelse post mortem, uden at vedkommende udtrykkeligt i levende live har givet sit samtykke hertil, hvilken rettighed ifølge den forelæggende ret følger af princippet om respekt for den menneskelige værdighed, der er fastsat i chartrets artikel 1.

29

Den forelæggende ret har endvidere præciseret, at den anmodning om bevisoptagelse, som Tribunale di Genova (retten i første instans i Genova) har anordnet, er i strid med den franske civillovbogs artikel 16-11, som opregner de tilfælde, hvor identifikation af en person ved hjælp af vedkommendes DNA-profil er tilladt. Denne nationale bestemmelse kan imidlertid på sin side være i strid med artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«). Spørgsmålet er derfor også, om denne artikel 16-11 er i overensstemmelse med chartret, navnlig chartrets artikel 1, som sikrer respekt for den menneskelige værdighed og dermed respekten for de døde, og artikel 7, der som modstykke til EMRK’s artikel 8 anerkender enhver persons ret til respekt for sit privatliv.

30

På denne baggrund har tribunal judiciaire de Chambéry (retten i første instans i Chambéry) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 2, i forordning 2020/1783, sammenholdt med chartrets artikel 1 og 7, skal fortolkes således, at denne bestemmelse tillader en anmodet ret at afslå at efterkomme en anmodning om bevisoptagelse, der med henblik på at fremskaffe et bevis bestående i en DNA-prøveudtagning, som foretages efter opgravningen af den formodede forælders legeme, er blevet fremsendt i henhold til denne forordning af den anmodende ret i forbindelse med en tvist om forældreskab, med den begrundelse, at en materiel retsregel i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende, forbyder optagelse af et sådant bevis.

32

I den foreliggende sag ønsker den forelæggende ret oplyst, om den kan anvende en materiel national retsregel, nemlig den franske civillovbogs artikel 16-11, som forbyder opgravning af et legeme med henblik på en DNA-undersøgelse post mortem, medmindre den berørte person udtrykkeligt i levende live har givet sit samtykke hertil, med henblik på at afslå at efterkomme en anmodning om bevisoptagelse, der er fremsendt af en italiensk ret på grundlag af artikel 1, stk. 1, litra a), og artikel 12 i forordning 2020/1783.

33

Det skal indledningsvis fastslås, at artikel 1 og 12 i forordning 2020/1783 i det væsentlige svarer til artikel 1 og 10 i forordning nr. 1206/2001, som forordning 2020/1783 har ophævet og erstattet. Domstolens fortolkning af bestemmelserne i den ophævede forordning er derfor fortsat relevant for behandlingen af den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

34

Hvad i første række angår anvendelsesområdet for forordning 2020/1783 skal det bemærkes, at denne forordning i princippet kun finder anvendelse i det tilfælde, hvor en ret i en medlemsstat beslutter at optage beviser på en af de måder, der er fastsat i denne forordning, i hvilke tilfælde den er forpligtet til at følge de formkrav, der gælder herfor (jf. i denne retning dom af 21.2.2013, ProRail, C-332/11, EU:C:2013:87, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

35

I henhold til artikel 1, stk. 1, litra a) og b), i forordning 2020/1783 finder denne forordning således anvendelse på det civil- og handelsretlige område, når en ret i en medlemsstat i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning enten anmoder den kompetente ret i en anden medlemsstat om bevisoptagelse eller anmoder om selv at kunne optage bevis direkte i en anden medlemsstat.

36

Det følger heraf, at det materielle anvendelsesområde for forordning 2020/1783, således som det er defineret i forordningens artikel 1, stk. 1, og som det ligeledes bekræftes af den ordning, der er fastsat i denne forordning, er begrænset til to former for bevisoptagelse, nemlig for det første den anmodede rets bevisoptagelse i henhold til forordningens artikel 12-18 efter anmodning fra den anmodende ret i en anden medlemsstat, og for det andet den anmodende rets direkte bevisoptagelse i en anden medlemsstat, hvis nærmere bestemmelser er fastsat i samme forordnings artikel 19.

37

I den foreliggende sag er det ubestridt, at den forelæggende ret skal tage stilling til en anmodning om bevisoptagelse, som er fremsendt af Tribunale di Genova (retten i første instans i Genova) som anmodende ret under anvendelse af formular A i bilag I til forordning 2020/1783 om indirekte bevisoptagelse som omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 1, litra a). En sådan anmodning fremsendes af den anmodende ret i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 1, »direkte til [den anmodede ret] med henblik på optagelse af bevis«.

38

Det følger heraf, at den anmodede rets indirekte bevisoptagelse som den i hovedsagen omhandlede skal ske i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er fastsat i samme forordnings artikel 12-18.

39

I denne sammenhæng hviler kompetencefordelingen og ansvarsfordelingen mellem hver af disse to retter i forbindelse med gennemførelsen af disse bestemmelser som omhandlet i forordning 2020/1783 på en klar sondring mellem de aspekter, der henhører under den materielle ret, der finder anvendelse på en tvist, og de processuelle regler, der regulerer bevisoptagelsen.

40

I denne henseende fremgår det af selve ordlyden af artikel 1, stk. 1, i forordning 2020/1783, at den ret i en medlemsstat, for hvilken der er indbragt en tvist på det civil- og handelsretlige område, træffer bestemmelse om bevisoptagelse med henblik på at fremskaffe et bevis, der skal optages i en anden medlemsstat, efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende. Det er således kun denne ret, som har kendskab til samtlige faktiske omstændigheder i denne tvist, der er i stand til på grundlag af gældende materiel ret at bedømme de ønskede beviser.

41

Når det ønskede bevis befinder sig i retskredsen for en ret i en anden medlemsstat, og den ret, for hvilken der er indbragt en tvist på det civil- og handelsretlige område, i henhold til forordning 2020/1783 beslutter at anvende den indirekte bevisoptagelse, der er fastsat i denne forordning, ved at anmode den kompetente ret i den anden medlemsstat om at foretage bevisoptagelse, er de processuelle regler for bevisoptagelse reguleret af lovgivningen i den medlemsstat, hvor sidstnævnte ret er beliggende.

42

I denne henseende skal det bemærkes, at forordning 2020/1783 indfører en mekanisme for retligt samarbejde, der er strengt begrænset til de processuelle aspekter af bevisoptagelsen i retssager med grænseoverskridende virkninger. Denne forordning har således ikke til formål at harmonisere bevisreglerne mellem de forskellige medlemsstater, men, således som det fremgår af tredje og fjerde betragtning hertil, at forbedre retssagers effektivitet og behandlingstid ved at forenkle og strømline samarbejdsmekanismerne mellem retterne i disse medlemsstater for så vidt angår bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område i grænseoverskridende sager. Dette bidrager til at sikre et velfungerende indre marked og et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed baseret på den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne.

43

Det følger heraf, at det i overensstemmelse med den ordning, der følger af forordning 2020/1783, er den anmodende ret, for hvilken der er indbragt en tvist på det civil- og handelsretlige område med grænseoverskridende virkninger, der er den eneste, der har kompetence til at træffe afgørelse om det bevismiddel, som den finder relevant, og som med henblik herpå træffer afgørelse om den bevisoptagelse, som den anmoder den anmodede ret om at efterkomme i en anden medlemsstat. I modsætning til hvad den franske regering har gjort gældende for Domstolen, tilkommer det således hverken den forelæggende ret eller Domstolen at omdefinere genstanden for en sådan bevisoptagelse, således som den er blevet defineret af den anmodende ret i dennes anmodning om bevisoptagelse.

44

I tilfælde af tvivl om den metode til bevisoptagelse, som den anmodende ret har valgt, eller i tilfælde af manglende oplysninger, giver forordning 2020/1783 således kun den anmodede ret mulighed for i henhold til forordningens artikel 10 hurtigst muligt at underrette den anmodende ret herom ved at opfordre den anmodende ret til at fremsende de manglende oplysninger, idet de manglende oplysninger udspecificeres mest muligt. I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret i sin egenskab af anmodet ret ikke har sendt nogen anmodning til den anmodende ret om, at sidstnævnte supplerer sin anmodning om bevisoptagelse som omhandlet i hovedsagen.

45

I anden række bestemmer artikel 12, stk. 1, i forordning 2020/1783, at den anmodede ret skal efterkomme en anmodning hurtigst muligt og senest 90 dage efter modtagelsen. I henhold til forordningens artikel 12, stk. 2, efterkommer den anmodede ret anmodningen efter dens nationale ret.

46

Ifølge fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til målene med den ordning, som den udgør en del af (dom af 4.5.2010, TNT Express Nederland, C-533/08, EU:C:2010:243, præmis 44, af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 67, og af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 99).

47

Hvad angår ordlyden af artikel 12 i forordning 2020/1783 fremgår det for det første af denne artikels stk. 1, som bl.a. anvender udtrykket »hurtigst muligt«, og som skal læses i lyset af 15. betragtning til samme forordning, at EU-lovgiver har haft til hensigt at pålægge den anmodede ret hurtigt at foretage den bevisoptagelse, som den anmodes om.

48

For det andet opstiller artikel 12, stk. 2, i forordning 2020/1783 princippet om, at en anmodning om bevisoptagelse skal efterkommes af den anmodede ret »efter dens nationale ret«, uden at præcisere rækkevidden af denne henvisning til »national ret«.

49

Det fremgår imidlertid af den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, at henvisningen til »national ret« heri skal forstås således, at den henviser til de processuelle regler, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende. Forordningens artikel 12, stk. 3, indfører nemlig en undtagelse til dette princip ved at fastsætte, at den anmodende ret, forudsat at de betingelser, der er fastsat i denne sidstnævnte bestemmelse, er opfyldt, kan anmode den anmodede ret om – med henblik på at efterkomme anmodningen om bevisoptagelse at efterkomme anmodningen – at efterkomme »særlige formkrav«, som er fastsat i lovgivningen i den stat, hvor den anmodende ret er beliggende.

50

I denne henseende, og således som generaladvokaten har fremhævet i punkt 58 i forslaget til afgørelse, vedrører henvisningen til udtrykket »national ret« i artikel 12, stk. 2, i forordning 2020/1783 den processuelle lovgivning om bevisoptagelse. Forordningens artikel 12, stk. 3, har til formål undtagelsesvis at tillade en ændring af de formkrav, der finder anvendelse, ved at erstatte de processuelle regler i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende, med de processuelle regler i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende, selv om bevisoptagelsesproceduren fortsat henhører under den anmodede rets kompetence.

51

Ovenstående betragtninger taler for en fortolkning af artikel 12, stk. 2, i forordning 2020/1783, hvorefter denne bestemmelser kun finder anvendelse på de processuelle regler for bevisoptagelse, således at alene disse regler principielt er underlagt den anmodede medlemsstats ret.

52

Denne fortolkning understøttes ligeledes af de formål, der forfølges med forordning 2020/1783, der, således som det allerede er anført i nærværende doms præmis 42, tilsigter at forbedre retssagers effektivitet og behandlingstid ved at forenkle og strømline samarbejdsmekanismerne mellem medlemsstaternes retter for så vidt angår bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område i retssager med grænseoverskridende virkninger. Denne forordning har således til formål at sikre et velfungerende indre marked og oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed baseret på den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne.

53

Henset til dette formål har forordning 2020/1783 indført en ordning, som er bindende for medlemsstaterne for at fjerne hindringer, der kan opstå på dette område. Denne forordning kan således ikke fortolkes således, at den begrænser mulighederne for bevisoptagelse i andre medlemsstater. Tværtimod har den til formål at styrke disse muligheder ved at fremme samarbejdet mellem retterne på dette område (jf. i denne retning dom af 17.2.2011, Weryński, C-283/09, EU:C:2011:85, præmis 62, af 6.9.2012, Lippens m.fl., C-170/11, EU:C:2012:540, præmis 29, og af 21.2.2013, ProRail, C-332/11, EU:C:2013:87, præmis 43 og 44).

54

I denne sammenhæng opregner artikel 16 i forordning 2020/1783, som indgår i den sammenhæng, der er relevant for fortolkningen af denne forordnings artikel 12, stk. 2, udtømmende grundene til at afslå indirekte efterkommelse af en bevisoptagelse. Denne udtømmende karakter fremgår i øvrigt udtrykkeligt af 16. betragtning til forordning 2020/1783, hvori det anføres, at »[f]or at sikre denne forordnings effektivitet, bør det kun i nøje afgrænsede undtagelsestilfælde være muligt at afslå at efterkomme en anmodning om bevisoptagelse« (jf. i denne retning dom af 17.2.2011, Weryński, C-283/09, EU:C:2011:85, præmis 53).

55

Det følger i øvrigt heraf, at idet sådanne grunde til at afslå indirekte efterkommelse af en bevisoptagelse skal fortolkes som undtagelser, skal de fortolkes strengt (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Diageo Brands, C-681/13, EU:C:2015:471, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

56

Dette gælder så meget desto mere som at den mekanisme for retligt samarbejde, der er indført ved forordning 2020/1783 på området for bevisoptagelse i grænseoverskridende retssager, således som det fremgår af tredje betragtning til denne forordning, har til formål at lette bevisoptagelsen, samtidig med at den bidrager til at begrænse forsinkelser og omkostninger for enkeltpersoner og virksomheder. Denne mekanisme bidrager derfor til retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.

57

Under disse omstændigheder ville en fortolkning af artikel 12, stk. 2, i forordning 2020/1783, som indebar, at der blev tilføjet en grund til afslag på at efterkomme en anmodning om bevisoptagelse, som ikke er fastsat i denne forordnings artikel 16, kunne rejse tvivl om effektiviteten af den ordning for retligt samarbejde, der er indført ved den nævnte forordning for så vidt angår bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område mellem medlemsstaternes retter, hvis principielle forpligtelse til at efterkomme en sådan anmodning om bevisoptagelse udgør et af de væsentlige elementer.

58

Det følger heraf, at den anmodede ret, der skal tage stilling til en anmodning om bevisoptagelse, som er fremsendt af den anmodende ret på grundlag af artikel 1, stk. 1, litra a), og artikel 12 i forordning 2020/1783, med henblik på at sikre et effektivt samarbejde om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område skal optage det ønskede bevis i overensstemmelse med den anmodede medlemsstats processuelle regler. I denne henseende er den anmodede rets beføjelse til at afslå at efterkomme en sådan bevisoptagelse begrænset til alene at omfatte de grunde til afslag, der er anført i denne forordnings artikel 16, uden at navnlig grunde, der kan udledes af den materielle ret i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende, herunder grunde, der kan udledes af grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende, kan begrunde et afslag på at efterkomme bevisoptagelsen som omhandlet i artikel 12 i forordning 2020/1783.

59

Det følger heraf, at det tilkommer den anmodende ret på grundlag af den materielle lovgivning i den medlemsstat, hvor den er beliggende, at vurdere de betingelser, hvorunder bevisoptagelsen med henblik på bevisoptagelse i en anden medlemsstat kan iværksættes. I den foreliggende sag skal disse betingelser derfor ikke vurderes af den forelæggende ret i lyset af den franske civillovbogs artikel 16-11, men af den anmodende ret, henset til italiensk materiel ret.

60

I denne henseende fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at sidstnævnte ret anerkender en persons ret til at kende sin herkomst og inden for rammerne af en retssag om fastlæggelse af slægtskab tillader, at der foretages en DNA-undersøgelse post mortem efter opgravningen af den formodede forælders legeme.

61

I tredje række bemærkes, at eftersom anvendelsen af forordning 2020/1783 udgør en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, skal de nationale retter, der gennemfører samarbejdet i henhold til denne forordning, overholde de krav, der følger af de grundlæggende rettigheder, der er fastsat heri.

62

Som instrument til retligt samarbejde konkretiserer forordning 2020/1783 således på det civil- og handelsretlige område princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, der er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet det muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. For så vidt angår bl.a. et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed pålægger dette princip imidlertid hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder (udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 191).

63

Når medlemsstaterne gennemfører EU-retten, kan de således i medfør af EU-retten være forpligtet til at lægge til grund, at de øvrige medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder, således at det hverken er muligt for dem at kræve et nationalt beskyttelsesniveau af en anden medlemsstat, der er højere end det ved EU-retten sikrede, eller, undtagen i særlige tilfælde, at kontrollere, om denne anden medlemsstat i et konkret tilfælde rent faktisk har overholdt de i Unionen sikrede grundlæggende rettigheder (udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 191).

64

Som det fremgår af nærværende doms præmis 43, påhviler det i medfør af forordning 2020/1783 den anmodende ret i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor den er beliggende, at afgøre, hvilken bevisoptagelse der skal iværksættes i en retssag, der verserer for den. Det tilkommer derfor ligeledes alene denne anmodende ret at efterprøve, om dens afgørelse om at anordne en sådan bevisoptagelse er i overensstemmelse med de i Unionen sikrede grundlæggende rettigheder.

65

I den foreliggende sag, og henset til de omstændigheder i tvisten i hovedsagen, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 19, synes der først at være truffet bestemmelse om den pågældende bevisoptagelse, dvs. opgravningen af den formodede fars lig, ledsaget af en DNA-prøve med henblik på den pågældende DNA-undersøgelse, efter at de anerkendte børn af faren havde afvist at få foretaget de undersøgelser, der var nødvendige for at foretage en blodprøve, der kunne fastslå, om sagsøgeren i hovedsagen havde genetiske karakteristika svarende til de genetiske karakteristika hos de sagsøgte i hovedsagen, og efter deres anmodning om, at der blev udtaget en DNA-prøve fra den afdøde fars lig på det sted, hvor hans jordiske rester hviler.

66

I denne henseende bemærkes, at chartrets artikel 7, hvorefter enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation, i det mindste indeholder de samme garantier som dem, der er fastsat i EMRK’s artikel 8, og som der i medfør af chartrets artikel 52, stk. 3, skal tages hensyn til som tærskel for minimumsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 4.10.2024, Mirin, C-4/23, EU:C:2024:845, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

67

I henhold til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende EMRK’s artikel 8 anses retten til identitet for at være en integrerende del af begrebet privatliv, der også omfatter en persons ret til at kende og få anerkendt sin herkomst. Ifølge denne retspraksis udgør den interesse, som personer, der forsøger at fastslå deres herkomst, har i at få de oplysninger, der er nødvendige for at afdække sandheden om vigtige aspekter af deres personlige identitet, således en vital interesse, der er beskyttet af EMRK, selv om denne interesse skal afvejes i forhold til tredjemands ret til den afdødes legemes ukrænkelighed, retten til respekt for de døde og den offentlige interesse i beskyttelsen af retssikkerheden (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.7.2006, Jäggi mod Schweiz, CE:ECHR:2006:0713JUD005875700, §§ 38 og 39).

68

I denne sammenhæng har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol allerede fastslået, at beskyttelsen af den formodede forælders interesser ikke i sig selv kan udgøre et tilstrækkeligt argument for at fratage den person, der søger at godtgøre vedkommendes slægtskab, sine rettigheder i henhold til EMRK’s artikel 8. Den har bl.a. fastslået, at henset til de særlige omstændigheder i den pågældende sag udgjorde afslaget på en DNA-undersøgelse post mortem, som var støttet på, at der ikke forelå et udtrykkeligt og forudgående samtykke fra den formodede biologiske forælder, en ubegrundet krænkelse af sagsøgerens ret til at kende sin herkomst (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 16.6.2011, Pascaud mod Frankrig, CE:ECHR:2011:0616JUD001953508, §§ 64 og 65 samt 68).

69

Hvad angår den forelæggende rets spørgsmål om respekten for den menneskelige værdighed, der er fastsat i chartrets artikel 1, er der intet i de sagsakter, som Domstolen råder over, der tyder på, at Tribunale di Genova (retten i første instans i Genova) ved afvejningen af de konkurrerende interesser i hovedsagen ikke tog behørigt hensyn til denne rettighed.

70

Det er endvidere tilstrækkeligt at konstatere, at der i det foreliggende tilfælde ikke er nogen omstændighed, der gør det muligt at antage, at der er tale om et undtagelsestilfælde som omhandlet i den praksis fra Domstolen, der er nævnt i nærværende doms præmis 62 og 63, hvor den anmodede ret med føje kan rejse tvivl om den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede bevisoptagelse er i overensstemmelse med de i Unionen sikrede grundlæggende rettigheder.

71

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 12, stk. 2, i forordning 2020/1783, sammenholdt med chartrets artikel 1 og 7, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke tillader en anmodet ret at afslå at efterkomme en anmodning om bevisoptagelse, der med henblik på at fremskaffe et bevis bestående i en DNA-prøveudtagning, som foretages efter opgravningen af den formodede forælders legeme, er blevet fremsendt i henhold til denne forordning af den anmodende ret i forbindelse med en tvist om forældreskab, med den begrundelse, at en materiel retsregel i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende, forbyder optagelse af et sådant bevis.

72

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 12, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1783 af 25. november 2020 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (bevisoptagelse), sammenholdt med artikel 1 og 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke tillader en anmodet ret at afslå at efterkomme en anmodning om bevisoptagelse, der med henblik på at fremskaffe et bevis bestående i en DNA-prøveudtagning, som foretages efter opgravningen af den formodede forælders legeme, er blevet fremsendt i henhold til denne forordning af den anmodende ret i forbindelse med en tvist om forældreskab, med den begrundelse, at en materiel retsregel i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende, forbyder optagelse af et sådant bevis.