HJ mod Crédit agricole Corporate & Investment Bank (C-350/24)

–

HJ ved avocat A. Lyon-Caen,

–

Crédit agricole Corporate & Investment Bank SA ved avocat D. Célice,

–

den franske regering ved F. du Couëdic, O. Duprat-Mazaré, B. Fodda, T. Lechevallier, H. Nunes da Silva og B. Travard, som befuldmægtigede,

–

den polske regering ved B. Majczyna og D. Lutostańska, som befuldmægtigede,

–

Det Forenede Kongeriges regering ved S. Fuller, som befuldmægtiget, bistået af barristers A. Mayer og J. Pobjoy,

–

Europa-Kommissionen ved S. Delaude, H. Krämer og E.E. Schmidt, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2020, L 29, s. 7), som blev godkendt ved Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 (EUT 2020, L 29, s. 1) (herefter »udtrædelsesaftalen«), og artikel 288 TEUF.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem HJ og hendes arbejdsgiver, Crédit agricole Corporate & Investment Bank SA (herefter »CACIB«) vedrørende en forskelsbehandling på grund af hendes køn og psykisk chikane, som hun hævder at have været udsat for.

3

Artikel 70 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (United Nations Treaty Series, bind 1155, s. 331, herefter »Wienerkonventionen«) med overskriften »Følgerne af en traktats ophør« fastsætter følgende i stk. 1:

»Medmindre traktaten bestemmer andet, eller deltagerne har aftalt andet, skal en traktats ophør i henhold til dens bestemmelser eller i overensstemmelse med denne konvention:

4

Artikel 50, stk. 2 og 3, TEU bestemmer følgende:

»2.   Hvis en medlemsstat beslutter at udtræde, meddeler den det til Det Europæiske Råd. På baggrund af Det Europæiske Råds retningslinjer forhandler og indgår [Den Europæiske Union] en aftale med den pågældende stat om de nærmere bestemmelser for statens udtræden under hensyn til rammen for dens fremtidige forbindelser med Unionen. [...]

3.   Traktaterne ophører med at finde anvendelse på den [udtrædende] medlemsstat på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter meddelelsen i stk. 2, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med den pågældende medlemsstat med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist.«

5

Artikel 288 TEUF fastsætter følgende:

»For at udøve Unionens beføjelser vedtager institutionerne forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger og udtalelser.

En forordning er almengyldig. Den er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Et direktiv er med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.

En afgørelse er bindende i alle enkeltheder. Når den angiver, hvem den er rettet til, er den kun bindende for disse.

Henstillinger og udtalelser er ikke bindende.«

6

Følgende fremgår af andet, syvende, ottende og ellevte afsnit i præamblen til udtrædelsesaftalen:

»SOM ØNSKER at fastsætte de nærmere bestemmelser for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen og Euratom under hensyn til rammen for deres fremtidige forbindelser,

[...]

SOM HAR DET FORSÆT at sikre en velordnet udtræden ved hjælp af forskellige udtrædelsesbestemmelser, der tager sigte på at forhindre forstyrrelser og skabe retssikkerhed for borgere og økonomiske aktører samt for retslige og administrative myndigheder i Unionen og i Det Forenede Kongerige, uden at udelukke muligheden for, at relevante udtrædelsesbestemmelser kan blive afløst af aftalen/aftalerne om de fremtidige forbindelser,

SOM TAGER I BETRAGNING, at det er i både Unionens og Det Forenede Kongeriges interesse at fastlægge en overgangsperiode eller gennemførelsesperiode, i hvilken EU-retten, herunder internationale aftaler – uanset alle de konsekvenser, Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen får for så vidt angår Det Forenede Kongeriges deltagelse i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, navnlig udløbet på datoen for denne aftales ikrafttræden af de mandater, som varetages af alle de medlemmer af Unionens institutioner, organer og agenturer, der er nomineret, udnævnt eller valgt i forbindelse med Det Forenede Kongeriges medlemskab af Unionen – bør finde anvendelse for og i Det Forenede Kongerige og som hovedregel med samme virkning for så vidt angår medlemsstaterne for at undgå forstyrrelser i den periode, hvor der føres forhandlinger om aftalen/aftalerne om de fremtidige forbindelser,

[...]

SOM TAGER I BETRAGTNING, at det for at sikre den korrekte fortolkning og anvendelse af denne aftale og overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne aftale er afgørende at fastsætte bestemmelser, der sikrer en overordnet regulering, navnlig bindende tvistbilæggelses- og håndhævelsesregler, som fuldt ud respekterer Unionens og Det Forenede Kongeriges respektive retsordeners autonomi og Det Forenede Kongeriges status som tredjeland.«

7

Denne aftales artikel 1 med overskriften »Formål« fastsætter følgende:

»I denne aftale fastsættes de nærmere bestemmelser for Det Forenede Kongerige[s] [...] udtræden af [Unionen] og Det Europæiske Atomenergifællesskab [...].«

8

Aftalens artikel 4 med overskriften »Metoder og principper for denne aftales virkning, gennemførelse og anvendelse« fastsætter følgende i stk. 4 og 5:

»4.   De bestemmelser i denne aftale, som henviser til EU-ret eller til begreber eller bestemmelser deri, fortolkes ved deres gennemførelse og anvendelse i overensstemmelse med den relevante retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol, som er afsagt inden overgangsperiodens udløb [som omhandlet i denne aftales artikel 126 (herefter »overgangsperioden«)].

5.   Ved fortolkningen og anvendelsen af denne aftale tager Det Forenede Kongeriges retslige og administrative myndigheder behørigt hensyn til den relevante retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol, som er afsagt efter overgangsperiodens udløb.«

9

Samme aftales artikel 66 med overskriften »Lovvalgsregler for sager i eller uden for kontrakt« i afsnit VI i aftalens tredje del med overskriften »Igangværende retligt samarbejde på det civil- og handelsretlige område« har følgende ordlyd:

»I Det Forenede Kongerige finder følgende retsakter anvendelse som følger:

10

Udtrædelsesaftalens artikel 67 med overskriften »Retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og dermed forbundet samarbejde mellem centralmyndigheder« bestemmer følgende:

»1.   Med hensyn til retssager anlagt inden overgangsperiodens udløb og retssager eller krav, som er indbyrdes sammenhængende med sådanne retssager [...] finder følgende retsakter eller bestemmelser anvendelse i Det Forenede Kongerige samt i medlemsstaterne i situationer, der involverer Det Forenede Kongerige:

[...]«

11

Udtrædelsesaftalens artikel 86 med overskriften »Sager, der er indbragt for Den Europæiske Unions Domstol« fastsætter følgende:

»1.   Den Europæiske Unions Domstol har fortsat kompetence i sager, der er indbragt af eller mod Det Forenede Kongerige inden overgangsperiodens udløb. Sådan kompetence gælder alle stadier af sagen, herunder behandlingen af appelsagen for Domstolen og behandlingen for Retten, hvor sagen hjemvises til Retten.

2.   Den Europæiske Unions Domstol har fortsat kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål vedrørende anmodninger fra domstole i Det Forenede Kongerige indgivet inden overgangsperiodens udløb.

3.   Med henblik på dette kapitel anses sager for at være indbragt for Den Europæiske Unions Domstol og anmodninger om præjudicielle afgørelser for at være indgivet på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift er blevet registreret af Domstolens eller Rettens Justitskontor, alt efter omstændighederne.«

12

Denne aftales artikel 87 med overskriften »Nye sager for Domstolen« har følgende ordlyd:

»1.   Hvis Europa-Kommissionen finder, at Det Forenede Kongerige inden overgangsperiodens udløb ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler det i henhold til traktaterne eller i henhold til denne aftales fjerde del, kan Europa-Kommissionen inden for fire år efter overgangsperiodens udløb indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol i overensstemmelse med kravene i artikel 258 [...] TEUF eller artikel 108, stk. 2, andet afsnit, [...] TEUF, alt efter omstændighederne. Den Europæiske Unions Domstol har kompetence i sådanne sager.

2.   Hvis Det Forenede Kongerige ikke efterkommer en afgørelse, der er omhandlet i denne aftales artikel 95, stk. 1, eller undlader at give retsvirkning i Det Forenede Kongeriges retsorden til en afgørelse som omhandlet i nævnte bestemmelse, der var rettet til en fysisk eller juridisk person, som er bosiddende eller etableret i Det Forenede Kongerige, kan Europa-Kommissionen inden for fire år fra datoen for den pågældende afgørelse indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol i overensstemmelse med kravene i artikel 258 [...] TEUF eller artikel 108, stk. 2, andet afsnit, [...] TEUF, alt efter omstændighederne. Den Europæiske Unions Domstol har kompetence i sådanne sager.

3.   Når Europa-Kommissionen træffer afgørelse om at indbringe sager i henhold til denne artikel, anvender den de samme principper for Det Forenede Kongerige som for enhver medlemsstat.«

13

I henhold til udtrædelsesaftalens artikel 126 med overskriften »Overgangsperiode« startede overgangsperioden på dagen for aftalens ikrafttræden og sluttede den 31. december 2020.

14

Samme aftales artikel 127 med overskriften »Overgangsperiodens anvendelsesområde« har følgende ordlyd:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne aftale, finder EU-retten anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i overgangsperioden.

[...]

3.   I overgangsperioden har den EU-ret, som finder anvendelse i henhold til stk. 1, samme retsvirkninger over for og i Det Forenede Kongerige som i Unionen og dens medlemsstater, og den fortolkes og anvendes i overensstemmelse med de samme metoder og generelle principper, som finder anvendelse i Unionen.

[...]

6.   Medmindre andet er fastsat i denne aftale, forstås enhver henvisning til medlemsstaterne i den EU-ret, som finder anvendelse i henhold til stk. 1, herunder som gennemført og anvendt af medlemsstaterne, i overgangsperioden således, at den omfatter Det Forenede Kongerige.

[...]«

15

Udtrædelsesaftalens artikel 185, stk. 4, har følgende ordlyd:

»Anden og tredje del med undtagelse af artikel 19, artikel 34, stk. 1, artikel 44 og artikel 96, stk. 1, samt sjette del, afsnit I, og artikel 169-181 finder anvendelse fra overgangsperiodens udløb.«

16

Konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (EFT 1980, L 266, s. 1, herefter »Romkonventionen«), bestemmer følgende i artikel 3, stk. 1:

»En aftale er underkastet den lov, som parterne har vedtaget. Lovvalget skal være udtrykkeligt eller fremgå med rimelig sikkerhed af kontraktens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt. Parternes lovvalg kan omfatte hele aftalen eller kun en del deraf.«

17

Romkonventionens artikel 14, stk. 1, fastsætter følgende:

»Lovvalget i henhold til denne konvention omfatter også lovformodnings- og bevisbyrderegler, som opstilles i kontraktretten i den lov, som skal anvendes i henhold til konventionen.«

18

Rom I-forordningens artikel 24 med overskriften »Forholdet til Romkonventionen« fastsætter følgende:

»1.   Denne forordning træder i stedet for Romkonventionen i medlemsstaterne, dog ikke for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af [...] artikel 299 [EF].

2.   I det omfang denne forordning erstatter bestemmelserne i Romkonventionen, forstås henvisninger til denne konvention som henvisninger til denne forordning.«

19

I overensstemmelse med Rom I-forordningens artikel 29, stk. 2, har forordningen fundet anvendelse siden den 17. december 2009, undtagen artikel 26, der har fundet anvendelse siden den 17. juni 2009.

20

I 30. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23) er følgende anført:

»For at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves i praksis, er det vigtigt, at der vedtages bestemmelser om bevisbyrden. Som fastslået af Domstolen bør der derfor fastsættes bestemmelser, der sikrer, at bevisbyrden pålægges indklagede, når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, undtagen i forbindelse med sager, hvor det påhviler en domstol eller en anden kompetent national instans at undersøge de faktiske omstændigheder. Det skal imidlertid gøres klart, at det fortsat tilkommer den relevante nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Endvidere overlades det til medlemsstaterne på alle stadier af sagsbehandlingen at indføre bevisregler, som er gunstigere for klager.«

21

Dette direktivs artikel 17 med overskriften »Klageadgang« fastsætter følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser kan indgive klage til retslige instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.«

22

Det nævnte direktivs artikel 19 med overskriften »Bevisbyrde« bestemmer følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

2.   Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for klager.«

23

Section 136 i Equality Act 2010 (lov af 2010 om ligestilling) med overskriften »Bevisbyrde« fastsætter følgende:

»(1)   Denne section finder anvendelse på alle sager vedrørende en overtrædelse af denne lov.

(2)   Såfremt der foreligger faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke retten i mangel af anden forklaring kan konstatere, at en person (A) har overtrådt den pågældende bestemmelse, skal retten fastslå, at overtrædelsen har fundet sted.

(3)   Subsection (2) finder dog ikke anvendelse, hvis A godtgør, at A ikke har overtrådt bestemmelsen.«

24

Appellanten i hovedsagen blev ansat af CACIB i henhold til en ansættelseskontrakt indgået den 17. januar 2007, der var underlagt Det Forenede Kongeriges lovgivning, og i henhold til hvilken hun senest bestred en stilling som »funktionær inden for kundeinformationssystemer i Det Forenede Kongerige«. Hun blev sygemeldt fra den 28. august 2013.

25

Den 23. september 2013 anlagde appellanten i hovedsagen sag ved conseil de prud’hommes (arbejdsret, Frankrig) med krav om betaling af forskellige beløb for opfyldelsen af denne ansættelseskontrakt og i erstatningsøjemed, idet hun var af den opfattelse, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn og for psykisk chikane.

26

Ved dom af 26. juni 2019 afslog conseil de prud’hommes (arbejdsret) hendes krav. Hun iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles, Frankrig).

27

Ved dom af 27. maj 2021 fastslog cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles), at appellanten i hovedsagen ikke havde godtgjort, at der forelå forskelsbehandling eller chikane, der udgjorde forskelsbehandling, eller repressalier som omhandlet i loven af 2010 om ligestilling, der gennemfører direktiv 2006/54 i Det Forenede Kongeriges lovgivning.

28

Appellanten i hovedsagen har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), som er den forelæggende ret. Hun har navnlig gjort gældende, at cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles) ved – efter først ét efter ét at have undersøgt hvert af de tilfælde af forskelsbehandling, som hun havde påberåbt sig – at fastslå, at hun ikke havde fremlagt faktiske omstændigheder, der kunne godtgøre, at der forelå forskelsbehandling som omhandlet i loven af 2010 om ligestilling, traf afgørelse på grundlag af en fortolkning af denne lovgivning, der ikke er i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2006/54, som pålægger retten at anlægge en samlet vurdering af de faktiske omstændigheder for at afgøre, om de giver anledning til at formode, at der har været tale om forskelsbehandling. Ved at fastslå, at den af appellanten i hovedsagen påberåbte omstændighed, at det fremgik af de dokumenter, hun havde fremlagt, at udstationerede ansatte i CACIB overvejende var mænd, ikke var tilstrækkelig til at give anledning til en formodning om, at der havde været tale om forskelsbehandling af kvinder, når der ikke forelå oplysninger om kvindernes ansøgninger om udstationering, støttede denne appeldomstol sig desuden også på en fortolkning af loven af 2010 om ligestilling, der ikke er i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2006/54, idet den lod bevisbyrden for den hævdede forskelsbehandling påhvile appellanten i hovedsagen.

29

Den forelæggende ret har i første række anført, at tvisten i hovedsagen rejser spørgsmålet om, hvilken betydning Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen har for den funktion, som en ret i en medlemsstat, der skal anvende Det Forenede Kongeriges lovgivning til gennemførelse af et direktiv, har i forbindelse med en retssag, der er anlagt inden udløbet af overgangsperioden, når den ret, for hvilken sagen er indbragt, skal træffe afgørelse efter udløbet af denne periode. Selv om Det Forenede Kongerige endnu var medlem af Unionen på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen eller på det tidspunkt, hvor det omhandlede søgsmål blev anlagt af appellanten i hovedsagen, og på det tidspunkt, hvor nævnte conseil des prud’hommes (arbejdsret) traf afgørelse, var dette nemlig ikke længere tilfældet på det tidspunkt, hvor cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles) traf afgørelse.

30

Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret oplyst, om EU-retten fandt anvendelse på det tidspunkt, hvor cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles) traf afgørelse, eftersom EU-retten på dette tidspunkt, der lå efter datoen for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, var ophørt med at have virkninger i Det Forenede Kongeriges retsorden. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om udtrædelsesaftalen med tilbagevirkende kraft har rejst tvivl om, hvorvidt EU-retten finder anvendelse på tvister, der er opstået inden overgangsperiodens udløb, og dermed om en ret i en medlemsstat er forpligtet til at fortolke Det Forenede Kongeriges lovgivning, der finder anvendelse på disse tvister, i overensstemmelse med EU-retten. I denne henseende har den forelæggende ret opstillet to hypoteser: Enten kan det antages, at en del af EU-retten efter overgangsperiodens udløb er blevet opretholdt i Det Forenede Kongeriges lovgivning, men at der ikke længere er nogen forpligtelse til at fortolke denne lovgivning i overensstemmelse med EU-retten, eller det kan antages, at da de faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger forud for overgangsperiodens udløb, og da den omhandlede sag er blevet anlagt før overgangsperiodens udløb, skal Det Forenede Kongeriges lovgivning til gennemførelse af direktiv 2006/54, nemlig loven af 2010 om ligestilling, fortolkes i overensstemmelse med EU-retten af retten i domstolsstaten, selv om den træffer afgørelse efter udløbet af overgangsperioden.

31

I anden række har den forelæggende ret anført, at tvisten i hovedsagen rejser spørgsmålet om, hvorvidt det princip om fortolkning af national ret i overensstemmelse med EU-retten, som retten i en medlemsstat skal overholde, også gælder, når denne ret skal anvende en anden medlemsstats lovgivning. Den har henvist til, at princippet om gensidig tillid ifølge Domstolens praksis pålægger hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i denne ret anerkendte grundlæggende rettigheder (udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 191). Det fremgår imidlertid ligeledes af denne retspraksis, at den nationale domstol ved anvendelsen af nationale retsforskrifter, hvad enten de er ældre eller yngre end det omhandlede direktiv, er forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af dette direktivs ordlyd og formål og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat og således handle i overensstemmelse med artikel 288 TEUF (dom af 13.11.1990, Marleasing, C-106/89, EU:C:1990:395, præmis 8).

32

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at det samme gør sig gældende, såfremt den samme ret skal anvende en anden medlemsstats lovgivning. Domstolens praksis, hvorefter det påhviler den ret, for hvilken en tvist verserer, at anvende lovgivningen i den stat, hvis retter er udpeget i en værnetingsklausul, idet den skal fortolke denne lovgivning i overensstemmelse med EU-retten, navnlig et direktiv, underbygger denne tilgang (dom af 18.11.2020, DelayFix, C-519/19, EU:C:2020:933, præmis 51, og af 8.12.2022, Luxury Trust Automobil, C-247/21, EU:C:2022:966, præmis 67). Domstolen har imidlertid endnu ikke udtrykkeligt udtalt sig om et sådant spørgsmål.

33

I tredje række ønsker den forelæggende ret oplyst, om funktionen som ret i en medlemsstat, der anvender en anden medlemsstats lovgivning og konstaterer, at det er umuligt for den at fortolke denne lovgivning i overensstemmelse med EU-retten, er den samme som den funktion, denne ret udøver, når den anvender sin egen nationale lovgivning, og om princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og konkretiseret i direktiv 2006/54, i givet fald kan foranledige den til, selv i en tvist mellem private, at undlade at anvende denne lovgivning.

34

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

35

CACIB og Kommissionen har gjort gældende, at den forelæggende rets spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.

36

De har anført, at det fremgår af ordlyden af section 136 i loven af 2010 om ligestilling, at denne section indeholder en regel om tilpasning af bevisbyrden, der er identisk med reglen i artikel 19 i direktiv 2006/54. Nævnte section 136 er således i overensstemmelse med EU-retten. De er desuden af den opfattelse, at det spørgsmål, som den forelæggende ret skal afgøre, ikke vedrører fortolkningen af nævnte section 136 i forhold til EU-retten, men alene den måde, hvorpå de retter, der har påkendt sagens realitet, har vurderet de faktiske omstændigheder, som appellanten i hovedsagen har påberåbt sig med henblik på opstilling af en formodning om, at der foreligger forskelsbehandling.

37

CACIB har gjort gældende, at den forelæggende ret under alle omstændigheder for det første ikke har fremlagt hverken de faktiske oplysninger, som cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles) lagde til grund eller forkastede, eller nogen oplysninger vedrørende denne domstols begrundelse eller analyse og ikke i tilstrækkelig grad har forklaret, hvordan de forelagte spørgsmål er nyttige for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Disse spørgsmål bør derfor afvises fra realitetsbehandling med den begrundelse, at de er generelle og hypotetiske. For det andet har den forelæggende ret i henhold til sin praksis ikke kompetence til at efterprøve appelretternes overholdelse af fortolkningen og anvendelsen af en udenlandsk lov, idet et sådant spørgsmål er et faktisk spørgsmål, der falder uden for den forelæggende rets kontrol som appelinstans. For det tredje har den forelæggende ret ikke kompetence til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse efter overgangsperioden.

38

Det følger af fast retspraksis, at det inden for rammerne af den ved artikel 267 TEUF indførte procedure udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, både om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 21.4.1988, Pardini, 338/85, EU:C:1988:194, præmis 8, og af 24.7.2023, Lin, C-107/23 PPU, EU:C:2023:606, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det fremgår dog af selve ordlyden af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, skal være nødvendig for, at den forelæggende ret kan afsige sin dom i den sag, der verserer for den. Såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål, kan Domstolen således afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret (dom af 16.5.2024, INSS (Barselsorlov i en familie med enlig forælder), C-673/22, EU:C:2024:407, præmis 22, 23 og 25 og den deri nævnte retspraksis).

40

Desuden er det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter om at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, ifølge fast retspraksis påkrævet, at den nationale ret nøje iagttager de krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse, som udtrykkeligt fremgår af artikel 94 i Domstolens procesreglement. Som det fremgår af procesreglementets artikel 94, litra c), er det navnlig nødvendigt, at forelæggelsesafgørelsen indeholder en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret er i tvivl om fortolkningen af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (jf. i denne retning dom af 28.11.2023, Commune d’Ans, C-148/22, EU:C:2023:924, præmis 44 og 46 og den deri nævnte retspraksis).

41

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret i forbindelse med en tvist, der er indbragt for den, er i tvivl om, hvilken betydning Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen har for den funktion, som en ret i en medlemsstat, der skal anvende Det Forenede Kongeriges lovgivning til gennemførelse af et direktiv, har i forbindelse med en retssag, der er anlagt inden udløbet af overgangsperioden, når den ret, for hvilken sagen er indbragt, skal træffe afgørelse efter udløbet af denne periode. Den forelæggende ret har desuden anført, at tvisten i hovedsagen rejser spørgsmålet om, hvorvidt det princip om fortolkning af national ret i overensstemmelse med EU-retten, som retten i en medlemsstat skal overholde, gælder, når denne ret skal anvende en anden medlemsstats lovgivning.

42

Hvad i første række angår CACIB’s argument om, at den forelæggende ret, efter overgangsperiodens udløb, ikke har kompetence til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende overensstemmende fortolkning af Det Forenede Kongeriges lovgivning til gennemførelse af et direktiv i den interne retsorden, er det tilstrækkeligt at bemærke, at den forelæggende rets spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, herunder udtrædelsesaftalen, som er en del af EU-retten. I henhold til artikel 267 TEUF havde den forelæggende ret, der er en ret i en medlemsstat, som træffer afgørelse i sidste instans, derfor kompetence og principielt pligt til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse. Udtrædelsesaftalens artikel 86, stk. 2, giver Domstolen den nødvendige kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse vedrørende anmodninger indgivet inden overgangsperiodens udløb af domstole i Det Forenede Kongerige, eftersom artikel 267 TEUF efter denne stats udtræden af Unionen ikke længere finder anvendelse på Det Forenede Kongeriges domstole. Artikel 86, stk. 2, kan ikke fortolkes således, at der sættes hindringer i vejen for muligheden eller, efter omstændighederne, pligten for medlemsstaternes retter til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse med henblik på fortolkning af EU-retten i sager, der har tilknytning til Det Forenede Kongerige.

43

I anden række må det konstateres, at den forelæggende ret ikke, således som det kræves i procesreglementets artikel 94, litra c), har angivet grundene til, at den finder, at det er umuligt at fortolke loven af 2010 om ligestilling i overensstemmelse med EU-retten, og følgelig af hvilken grund en besvarelse af dette spørgsmål er nødvendig for, at den kan afsige dom i den sag, der verserer for den.

44

Under disse omstændigheder råder Domstolen hvad angår det tredje spørgsmål, der vedrører dette tilfælde, ikke over de oplysninger, der er nødvendige for at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar. Dette spørgsmål må derfor afvises fra realitetsbehandling.

45

I tredje række ønsker den forelæggende ret med sit første og andet spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om anvendeligheden af EU-retten på en tvist som den i hovedsagen omhandlede er blevet draget i tvivl af udtrædelsesaftalen, og, hvis dette ikke er tilfældet, om en ret i en medlemsstat skal fortolke en anden medlemsstats eller en sidestillet medlemsstats lovgivning, der finder anvendelse på den tvist, der er indbragt for den, i overensstemmelse med EU-retten.

46

For det første synes en besvarelse af det første spørgsmål vedrørende anvendeligheden af EU-retten at være nødvendig for, at den forelæggende ret kan afsige dom i den sag, der er indbragt for den. Under disse omstændigheder vedrører indsigelsen om, at denne ret ikke finder anvendelse, ikke spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, men hører under realitetsbehandlingen af det forelagte spørgsmål.

47

For det andet kan CACIB’s argument om, at denne ret ifølge sin egen praksis ikke har kompetence til at efterprøve appelretternes overholdelse af fortolkningen og anvendelsen af udenlandsk ret, ikke have betydning for spørgsmålet om, hvorvidt det andet spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som dette argument vedrører fortolkningen af national ret, som alene hører under den nævnte rets kompetence.

48

Følgelig kan det første og det andet spørgsmål antages til realitetsbehandling.

49

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 50, stk. 3, TEU, sammenholdt med udtrædelsesaftalens artikel 126 og 127, skal fortolkes således, at denne aftale har rejst tvivl om anvendeligheden af artikel 19 i direktiv 2006/54 på en tvist, der verserede på datoen for overgangsperiodens udløb, vedrørende en hævdet forskelsbehandling indtrådt før denne dato i forbindelse med opfyldelsen af en ansættelseskontrakt, der er reguleret af Det Forenede Kongeriges lovgivning.

50

Det bemærkes, at i henhold til artikel 50, stk. 3, TEU ophører traktaterne med at finde anvendelse på den udtrædende stat på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter meddelelsen af udtrædelsen, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med den pågældende medlemsstat med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist.

51

I medfør af artikel 50, stk. 3, TEU ophørte traktaterne således med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden den 1. februar 2020, således at denne stat siden denne dato ikke længere har været en medlemsstat (dom af 9.6.2022, Préfet du Gers og Institut national de la statistique et des études économiques, C-673/20, EU:C:2022:449, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

52

Udtrædelsesaftalen har imidlertid i henhold til syvende afsnit i præamblen hertil til formål at sikre en velordnet udtræden ved hjælp af forskellige udtrædelsesbestemmelser, der tager sigte på at forhindre forstyrrelser og skabe retssikkerhed for borgere og økonomiske aktører samt for retslige og administrative myndigheder i Unionen og i Det Forenede Kongerige.

53

I denne henseende blev det udtrykkeligt fastsat i udtrædelsesaftalen, at EU-rettens anvendelighed i Det Forenede Kongerige med enkelte undtagelser skulle forlænges til den 31. december 2020, der var datoen for udløbet af overgangsperioden. I ottende afsnit i præamblen til udtrædelsesaftalen er det nemlig anført, at det er i både Unionens og Det Forenede Kongeriges interesse at fastlægge en overgangsperiode, i hvilken EU-retten, herunder internationale aftaler, bør finde anvendelse for og i Det Forenede Kongerige og som hovedregel med samme virkning for så vidt angår medlemsstaterne for at undgå forstyrrelser i den periode, hvor der føres forhandlinger om aftalen/aftalerne om de fremtidige forbindelser.

54

I henhold til udtrædelsesaftalens artikel 126 løb overgangsperioden, der er reguleret i denne aftales fjerde del, fra datoen for aftalens ikrafttræden, nemlig den 1. februar 2020, til den 31. december 2020. Samme aftales artikel 127, stk. 1, præciserer, at medmindre andet er fastsat, finder EU-retten anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i denne periode. I udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 3, er det desuden anført, at i overgangsperioden har den EU-ret, som finder anvendelse i henhold til artikel 127, stk. 1, samme retsvirkninger over for og i Det Forenede Kongerige som i Unionen og dens medlemsstater, og den fortolkes og anvendes i overensstemmelse med de samme metoder og generelle principper, som finder anvendelse i Unionen. Derudover bestemmer udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 6, at medmindre andet er fastsat i denne aftale, forstås enhver henvisning til medlemsstaterne i den EU-ret, som finder anvendelse i henhold til stk. 1, herunder som gennemført og anvendt af medlemsstaterne, i overgangsperioden således, at den omfatter Det Forenede Kongerige.

55

Det skal i første række bemærkes, at udtrædelsesaftalen ikke indeholder nogen generel bestemmelse, der regulerer spørgsmålet om EU-rettens anvendelse på tvister, der verserer ved overgangsperiodens udløb, vedrørende kontraktforhold, der er opstået før denne dato.

56

Når dette er sagt, er det udtrykkeligt anerkendt i udtrædelsesaftalen, at EU-retten kan finde anvendelse selv efter overgangsperiodens udløb på visse kontraktforhold og tvister. Udtrædelsesaftalens artikel 185, stk. 4, bestemmer nemlig, at fra overgangsperiodens udløb finder for det første aftalens anden og tredje del – der omfatter artikel 9-125 – med undtagelse af artikel 19, artikel 34, stk. 1, artikel 44 og artikel 96, stk. 1, og for det andet ikke alene aftalens sjette del, afsnit I, der omfatter artikel 158-163, men også artikel 169-181 i samme dels afsnit III anvendelse.

57

Udtrædelsesaftalens tredje del med overskriften »Udtrædelsesbestemmelser« fastsætter bl.a. i afsnit VI med overskriften »Igangværende retligt samarbejde på det civil- og handelsretlige område«, at visse EU-retlige regler efter overgangsperiodens udløb fortsat finder anvendelse på tvister, der er opstået inden udløbet af denne periode, og som fortsat verserer efter dens udløb.

58

Som det fremgår af udtrædelsesaftalens artikel 66, er dette bl.a. tilfældet for Rom I-forordningen, som fortsat finder anvendelse i Det Forenede Kongerige på kontrakter indgået inden overgangsperiodens udløb, og for forordning nr. 864/2007 hvad angår skadevoldende begivenheder, der fandt sted inden den pågældende dato.

59

På samme måde fastsætter udtrædelsesaftalens artikel 67, at visse EU-retlige regler om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af domme fortsat finder anvendelse på retssager, der er blevet anlagt før overgangsperiodens udløb. Således vil medlemsstaternes retter eventuelt skulle anerkende Det Forenede Kongeriges domstoles kompetence, og medlemsstaterne skal principielt fuldbyrde bestemte domme afsagt af sidstnævnte domstole.

60

Det følger derfor af udtrædelsesaftalens generelle opbygning, at aftalens parter har ønsket at bevare stabiliteten i de retlige situationer, der bestod inden overgangsperiodens udløb, i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet.

61

I denne henseende er det korrekt, at udtrædelsesaftalen, således som det fremgår af andet og ellevte afsnit i præamblen hertil, blev indgået med henblik på at fastsætte de nærmere bestemmelser for Det Forenede Kongeriges udtræden af bl.a. Unionen »under hensyn til rammen for deres fremtidige forbindelser«, idet reguleringen »fuldt ud respekterer Unionens og Det Forenede Kongeriges respektive retsordeners autonomi og Det Forenede Kongeriges status som tredjeland«, således at EU-retten, herunder dennes generelle principper og navnlig retssikkerhedsprincippet, principielt ikke længere finder anvendelse på dette land efter overgangsperioden. Det bemærkes imidlertid, at retsgrundlaget for denne aftale er artikel 50 TEU, som i stk. 2 tillægger Unionen kompetence til at forhandle og indgå en aftale, der fastsætter de nærmere bestemmelser for udtrædelsen, idet denne aftale på alle områder, der henhører under traktaterne, skal regulere samtlige spørgsmål vedrørende adskillelsen mellem Unionen og den stat, der træder ud af denne (jf. i denne retning dom af 16.11.2021, Govenor of Cloverhill Prison m.fl., C-479/21 PPU, EU:C:2021:929, præmis 48 og 50). Under disse omstændigheder skal det lægges til grund, at disse parter med samme aftale med henblik herpå bl.a. har villet gennemføre retssikkerhedsprincippet, således som det er en del af EU-retten.

62

Udtrædelsesaftalen skal således fortolkes i lyset af retssikkerhedsprincippet, som den skal sikre overholdelsen af.

63

Ifølge fast retspraksis kræver retssikkerhedsprincippet og det hermed forbundne princip om beskyttelse af den berettigede forventning dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for borgerne, især når de kan have bebyrdende virkninger for personer og virksomheder (jf. i denne retning dom af 2.12.2009, Aventis Pasteur, C-358/08, EU:C:2009:744, præmis 47, og af 5.9.2024, Novo Banco m.fl., C-498/22 – C-500/22, EU:C:2024:686, præmis 95).

64

Retssikkerhedsprincippet er til hinder for, at en ny materiel retsregel anvendes med tilbagevirkende kraft, dvs. på situationer, som ligger forud for ikrafttrædelsen, og kræver, at faktiske omstændigheder normalt, medmindre andet udtrykkeligt er bestemt, skal bedømmes efter samtidige retsregler (jf. i denne retning dom af 29.7.2024, Twenty First Capital, C-174/23, EU:C:2024:654, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

65

Det følger heraf, at udtrædelsesaftalen i henhold til retssikkerhedsprincippet, som den skal sikre overholdelsen af, i mangel af en udtrykkelig bestemmelse herom ikke kan fortolkes således, at Unionen og Det Forenede Kongerige er blevet enige om med tilbagevirkende kraft at bringe anvendelsen af næsten hele EU-retten til ophør på retsforhold, der udspringer af en kontrakt, der er reguleret af Det Forenede Kongeriges lovgivning, og som er indgået inden overgangsperiodens udløb.

66

Det skal i øvrigt fastslås, at artikel 50, stk. 3, TEU ikke udtrykkeligt bestemmer, at EU-retten ikke længere finder anvendelse på tidligere situationer i den pågældende stat efter dennes udtræden af Unionen.

67

En sådan fortolkning understøttes af Wienerkonventionens artikel 70, stk. 1, der regulerer folkeretlige traktaters ophør, og som, således som generaladvokaten har fremhævet i punkt 58 i forslaget til afgørelse, kodificerer den folkeretlige sædvaneret.

68

Selv om Wienerkonventionen ikke er bindende for hverken Unionen eller alle medlemsstaterne, afspejler visse af dens bestemmelser reglerne i den folkeretlige sædvaneret, der som sådanne er bindende for EU-institutionerne og udgør en del af Unionens retsorden (jf. i denne retning dom af 16.6.1998, Racke, C-162/96, EU:C:1998:293, præmis 24, 45 og 46, af 25.2.2010, Brita, C-386/08, EU:C:2010:91, præmis 42, og af 27.2.2018, Western Sahara Campaign UK, C-266/16, EU:C:2018:118, præmis 58).

69

Selv om Wienerkonventionen i artikel 70, stk. 1, litra a) – i lighed med artikel 50, stk. 3, TEU – fastsætter, at en folkeretlig traktats ophør fritager deltagerne fra enhver videre forpligtelse til at opfylde traktaten, er det i denne bestemmelses litra b) præciseret, at et sådant ophør ikke anfægter parternes rettigheder og forpligtelser, der inden den pågældende traktats ophør er opstået som følge af dens opfyldelse, og den retlige situation, der således er opstået. Wienerkonventionens artikel 70, stk. 1, præciserer i øvrigt, at disse principper finder anvendelse, medmindre traktaten bestemmer andet, eller deltagerne har aftalt andet.

70

Under disse omstændigheder kan det i betragtning af den grundlæggende betydning af retssikkerhedsprincippet, ikke – uden udtrykkelige bestemmelser i traktaterne eller udtrædelsesaftalen herom – lægges til grund, at Unionen og Det Forenede Kongerige er blevet enige om med tilbagevirkende kraft at bringe anvendelsen af EU-retten til ophør på en tvist, der verserede på datoen for overgangsperiodens udløb, vedrørende en hævdet forskelsbehandling indtrådt før denne dato i forbindelse med opfyldelsen af en ansættelseskontrakt, der er reguleret af Det Forenede Kongeriges lovgivning.

71

Hvad i anden række nærmere bestemt angår reglen i artikel 19 i direktiv 2006/54 fremgår det af 30. betragtning til dette direktiv, at det for at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves i praksis, er vigtigt, at der vedtages bestemmelser om bevisbyrden. Det følger heraf, at dette direktivs artikel 19, stk. 1, ikke kan anses for at fastsætte en simpel procedureregel, der vil være ophørt med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige ved overgangsperiodens udløb. Reglen i artikel 19, stk. 1, udgør snarere en materiel retsregel, der regulerer det ansættelsesforhold, der er oprettet ved en kontrakt indgået inden overgangsperiodens udløb, således at denne regel fortsat finder anvendelse, selv efter udløbet af denne periode, på tvister vedrørende dette forhold.

72

Enhver anden fortolkning ville medføre en alvorlig begrænsning af rækkevidden af retssikkerhedsprincippet og af den effektive gennemførelse af ligebehandlingsprincippet, som er genstand for direktiv 2006/54. Omfanget af den beskyttelse, som dette direktiv giver, ville nemlig da afhænge af den tilfældighed, om procedurerne vedrørende tvister om rettigheder og forpligtelser, der er skabt ved det nævnte direktiv, er blevet afsluttet inden overgangsperiodens udløb eller ej. En privatperson, der – som appellanten i hovedsagen – har anlagt sit søgsmål ved de kompetente retter i en medlemsstat inden overgangsperiodens udløb, og dermed på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen tvivl om, at Det Forenede Kongeriges lovgivning skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten, ville således ikke længere for denne ret kunne påberåbe sig de rettigheder, som den pågældende er tillagt ved EU-retten, alene fordi den pågældende nationale ret har truffet afgørelse efter overgangsperiodens udløb.

73

Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 50, stk. 3, TEU, sammenholdt med udtrædelsesaftalens artikel 126 og 127, skal fortolkes således, at denne aftale ikke har rejst tvivl om anvendeligheden af artikel 19 i direktiv 2006/54 på en tvist, der verserede på datoen for overgangsperiodens udløb, vedrørende en hævdet forskelsbehandling indtrådt før denne dato i forbindelse med opfyldelsen af en ansættelseskontrakt, der er reguleret af Det Forenede Kongeriges lovgivning.

74

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 288 TEUF skal fortolkes således, at når en ret i en medlemsstat fortolker og anvender en anden medlemsstats lovgivning til gennemførelse af et direktiv, skal den – som når den fortolker og anvender sin egen ret – overholde princippet om fortolkning af national ret i overensstemmelse med EU-retten.

75

Det bemærkes, at EU-retten er kendetegnet ved den omstændighed, at den er udledt af en selvstændig kilde, som udgøres af traktaterne, ved dens forrang i forhold til medlemsstaternes retssystemer og ved den direkte virkning af en hel række bestemmelser, der gælder for medlemsstaternes statsborgere og for staterne selv. Disse væsentlige karakteristika i EU-retten har givet anledning til et struktureret netværk af indbyrdes afhængige principper, regler og retlige forbindelser, der er gensidigt bindende for Unionen selv og dens medlemsstater og indbyrdes mellem medlemsstaterne (dom af 6.3.2018, Achmea, C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 33, og af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

76

Ifølge princippet om EU-rettens forrang har EU-retten en fortrinsstilling i forhold til medlemsstaternes nationale ret. Dette princip medfører derfor en forpligtelse for alle instanser i medlemsstaterne til at sikre, at de forskellige EU-retlige regler gennemføres fuldt ud, idet medlemsstaternes nationale ret ikke kan ændre den virkning, som disse forskellige regler tillægges på disse staters område (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis).

77

Med henblik på at sikre virkningen af samtlige bestemmelser i EU-retten indebærer princippet om forrang bl.a. en pligt for medlemsstaternes retter til i videst muligt omfang at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 57).

78

Dette princip om overensstemmende fortolkning udgør en væsentlig del af systemet i traktaterne, idet det gør det muligt for retten i en medlemsstat inden for rammerne af sin kompetence at sikre sig EU-rettens fulde virkning, når den afgør den tvist, der er indbragt for den (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

79

Ifølge fast retspraksis kan et direktiv ikke i sig selv skabe forpligtelser for private og derfor ikke som sådan påberåbes over for sådanne personer (dom af 5.10.2004, Pfeiffer m.fl., C-397/01 – C-403/01, EU:C:2004:584, præmis 108, og af 19.1.2010, Kücükdeveci, C-555/07, EU:C:2010:21, præmis 46). Den forpligtelse for medlemsstaterne, der følger af et direktiv, til at virkeliggøre dets mål, og pligten til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af denne forpligtelse, påhviler imidlertid alle medlemsstaternes myndigheder, herunder også domstolene inden for rammerne af deres kompetence (jf. i denne retning dom af 10.4.1984, von Colson og Kamann, 14/83, EU:C:1984:153, præmis 26, af 5.10.2004, Pfeiffer m.fl., C-397/01 – C-403/01, EU:C:2004:584, præmis 110, og af 19.1.2010, Kücükdeveci, C-555/07, EU:C:2010:21, præmis 47).

80

Det følger heraf, at medlemsstaternes retter ved anvendelsen af nationale retsforskrifter – navnlig bestemmelser i en lov, der særligt er blevet vedtaget med det formål at gennemføre kravene i henhold til et direktiv – i videst muligt omfang skal fortolke dem i lyset af dette direktivs ordlyd og formål, for at det med direktivet tilsigtede resultat fremkaldes, og for dermed at handle i overensstemmelse med artikel 288, stk. 3, TEUF (dom af 5.10.2004, Pfeiffer m.fl., C-397/01 – C-403/01, EU:C:2004:584, præmis 113, og af 12.12.2024, Getin Holding m.fl., C-118/23, EU:C:2024:1013, præmis 75).

81

Domstolen har ganske vist fastslået, at princippet om fortolkning af national ret i overensstemmelse med EU-retten er underlagt visse begrænsninger. De nationale retsinstansers forpligtelse til at henvise til indholdet af et direktiv, når de fortolker og anvender de relevante nationale retsregler, begrænses af generelle retsprincipper, herunder retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod tilbagevirkende kraft, og det kan ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af den omhandlede nationale ret (dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 110, og af 5.6.2025, Nuratau, C-349/24, EU:C:2025:397, præmis 45).

82

Ikke desto mindre kræver princippet om fortolkning af national ret i overensstemmelse med EU-retten, at medlemsstaternes retter gør alt, hvad der henhører under deres kompetence – idet de tager den nationale ret i dens helhed i betragtning, og idet de anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret – for at sikre den fulde virkning af direktivet og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes med direktivet (dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 111, og af 5.6.2025, Nuratau, C-349/24, EU:C:2025:397, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

83

Hvis en sådan overensstemmende fortolkning ikke er mulig, har medlemsstaternes retter pligt til inden for rammerne af deres beføjelser at sikre den retsbeskyttelse, der for borgerne følger af EU-retten, og til at sikre EU-rettens fulde virkning, idet de i den sag, der er indbragt for dem, om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver bestemmelse i national ret, der er i strid med en bestemmelse i EU-retten, der har direkte virkning (jf. i denne retning dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 61, og af 12.12.2024, Getin Holding m.fl., C-118/23, EU:C:2024:1013, præmis 76).

84

Når en ret i en medlemsstat behandler en tvist mellem private og skal anvende en anden medlemsstats lovgivning til gennemførelse af et direktiv, har den pligt til, under overholdelse af de almindelige retsprincipper, at fortolke bestemmelserne i denne lovgivning i overensstemmelse med EU-retten.

85

I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at det påhviler den ret i en medlemsstat, der skal behandle en tvist om en værnetingsklausuls gyldighed, der i henhold til artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2021 skal vurderes efter lovgivningen i den stat, hvis retter er udpeget i denne klausul, at anvende denne lovgivning, idet den skal fortolke denne i overensstemmelse med EU-retten (jf. i denne retning dom af 18.11.2020, DelayFix, C-519/19, EU:C:2020:933, præmis 51).

86

Domstolen har endvidere fastslået, at en østrigsk ret, for hvilken der var indbragt en tvist om merværdiafgift (moms), var forpligtet til at fortolke den lovgivning, der fandt anvendelse på denne tvist, hvad enten der var tale om lovgivningen i den mellemliggende erhververs medlemsstat eller den endelige erhververs medlemsstat, i overensstemmelse med EU-retten (jf. i denne retning dom af 8.12.2022, Luxury Trust Automobil, C-247/21, EU:C:2022:966, præmis 67).

87

Det følger heraf, at når en medlemsstats retter, der forelægges en tvist, i forbindelse med en tvist som den i hovedsagen omhandlede, i henhold til reglerne i Romkonventionen, som Rom I-forordningen har erstattet, skal anvende en anden medlemsstats lovgivning, skal de for så vidt angår denne anden medlemsstats lovgivning overholde princippet om, at national ret skal fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.

88

Det skal tilføjes, at anvendelsen af princippet om fortolkning af national ret i overensstemmelse med EU-retten, for så vidt som det skal sikre, at afgørelser truffet af medlemsstaternes myndigheder og retter er i overensstemmelse med EU-retten, bidrager til overholdelsen af princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, der er af grundlæggende betydning i EU-retten (udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 191).

89

Dette princip om gensidig tillid pålægger hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten (jf. i denne retning dom af 19.12.2024, Tudmur, C-185/24 og C-189/24, EU:C:2024:1036, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at en ret i en medlemsstat, der fortolker en bestemmelse i en anden medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med EU-retten, kun gør, hvad den i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid er berettiget til at formode, at retterne i denne anden medlemsstat ville gøre, hvis de skulle fortolke den samme bestemmelse.

90

Følgelig pålægger princippet om gensidig tillid medlemsstaternes retter en forpligtelse til at udvise tillid hvad angår den korrekte anvendelse af EU-retten i de andre medlemsstater. Når disse retter anvender en anden medlemsstats lovgivning i en tvist på det civil- og handelsretlige område i medfør af reglerne i Romkonventionen, som Rom I-forordningen har erstattet, bestræber de sig på, i overensstemmelse med de principper, der finder anvendelse på retten i domstolsstatens funktion, at undersøge indholdet af lovgivningen i denne anden medlemsstat og den fortolkning heraf, som retterne i denne medlemsstat har anlagt, og skal lægge til grund, at denne lovgivning og denne fortolkning er i overensstemmelse med EU-retten.

91

[Som berigtiget ved kendelse af 8. juli 2026] Såfremt retterne i en medlemsstat nærer alvorlig tvivl om, hvorvidt en anden medlemsstats lovgivning er i overensstemmelse med et direktiv, som den gennemfører, skal disse retter således skabe sig vished om, hvordan denne lovgivning skal fortolkes, eventuelt ved at benytte mekanismerne for retligt samarbejde, bl.a. mekanismer, der gør det muligt at indhente oplysninger om udenlandsk ret, såsom det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, der er oprettet ved Rådets beslutning 2001/470/EF af28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 174, s. 25), eller den europæiske konvention om oplysninger om fremmed ret af 7. juni 1968 (United Nations Treaty Series, bind 720-II, nr. 10346, s. 147).

92

Såfremt der fortsat består tvivl, har de nævnte retter ligeledes mulighed for eller, alt efter omstændighederne, endog pligt til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål. Domstolen har således fastslået, at når der er tale om spørgsmål, der skal sætte en ret i en medlemsstat i stand til at afgøre, om en anden medlemsstats bestemmelser er forenelige med EU-retten, kan Domstolen forsyne denne ret med de EU-retlige fortolkningselementer, som kan gøre det muligt for den at løse det juridiske problem, som er forelagt den (jf. i denne retning dom af 23.11.1989, Eau de Cologne & Parfümerie-Fabrik 4711, C-150/88, EU:C:1989:594, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis).

93

Det følger af disse betragtninger, at efterprøvelsen af, om en medlemsstats lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten, i henhold til princippet om gensidig tillid primært påhviler denne medlemsstats retter og subsidiært retterne i de andre medlemsstater, som, efter omstændighederne, vil skulle anvende den pågældende nationale lovgivning på en tvist, der er indbragt for dem.

94

Når en ret i en medlemsstat i medfør af reglerne i Rom I-forordningen eller, som i hovedsagen, i Romkonventionen skal anvende en anden medlemsstats lovgivning på en tvist, der er indbragt for den, skal den sikre sig, at EU-retten overholdes, og den har derfor, ligesom retten i denne anden medlemsstat, pligt til at anvende den pågældende nationale lovgivning i overensstemmelse med EU-retten og til, efter omstændighederne, at undlade at anvende enhver bestemmelse i denne nationale lovgivning, som den finder ikke kan anvendes på en sådan overensstemmende måde.

95

Ovenstående betragtninger gælder også i et tilfælde som det i tvisten i hovedsagen omhandlede, hvor en ret i en medlemsstat skal anvende en lovgivning i Det Forenede Kongerige, der gennemfører artikel 19 i direktiv 2006/54, på en tvist, der verserede på datoen for udløbet af den overgangsperiode, der er omhandlet i udtrædelsesaftalens artikel 126, vedrørende en hævdet forskelsbehandling indtrådt før denne dato i forbindelse med opfyldelsen af en ansættelseskontrakt, der er reguleret af Det Forenede Kongeriges lovgivning, og som er indgået inden udløbet af den overgangsperiode, der er omhandlet i udtrædelsesaftalens artikel 126. Som det fremgår af besvarelsen af det første spørgsmål, finder denne artikel 19 nemlig fortsat anvendelse på denne tvist, selv efter udløbet af denne periode.

96

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og af de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, at appellanten i hovedsagen i forbindelse med den kassationsappel, som hun har iværksat for den forelæggende ret, har gjort gældende, at cour d’appel de Versailles’ (appeldomstolen i Versailles) dom indeholder en fortolkning af den lovgivning i Det Forenede Kongerige, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten, navnlig direktiv 2006/54.

97

I henhold til den forelæggende rets faste praksis, som er nævnt i forelæggelsesafgørelsen, »anvender og fortolker de retter, der påkender sagens realitet, suverænt udenlandsk ret«. Det fremgår desuden af sagsakterne for Domstolen, at kassationsdomstolens funktion er begrænset til en efterprøvelse af begrundelsesmangler og en urigtig gengivelse af udenlandsk ret, således at den kun prøver, om de retter, der har påkendt sagens realitet, har undersøgt indholdet af den udenlandske ret, og ikke kan tage stilling til fejl i fortolkningen eller anvendelsen af denne ret.

98

I retsmødet for Domstolen har den franske regering anført, at selv om den forelæggende ret i henhold til sin faste praksis kvalificerer en anden stats ret som en »retsregel«, sidestiller den denne ret med et faktisk forhold, således at den – når den i forbindelse med en kassationsappel skal træffe afgørelse i en tvist, der henhører under denne udenlandske ret – alene kan foretage en begrænset prøvelse af, om de realitetspåkendende retters anvendelse af den udenlandske ret er i overensstemmelse med EU-retten.

99

Det fremgår følgelig, at når der for den forelæggende ret er indbragt en tvist mellem private, der henhører under en anden medlemsstats eller en sidestillet stats lovgivning, er muligheden for inden for rammerne af en kassationsappel at efterprøve, om de retter, der påkender realiteten, anvender denne ret i overensstemmelse med EU-retten, ligeledes begrænset.

100

Som det fremgår af ovenstående betragtninger, skal artikel 288 TEUF følgelig fortolkes således, at når en ret i en medlemsstat fortolker og anvender en anden medlemsstats lovgivning til gennemførelse af et direktiv, skal den – som når den fortolker og anvender sin egen ret – overholde princippet om fortolkning af national ret i overensstemmelse med EU-retten.

101

Den efterprøvelse, som kassationsdomstolen foretager ved behandlingen af et anbringende om, at en lavere retsinstans har fortolket en anden medlemsstats lovgivning i strid med et direktiv, kan ikke begrænses alene med den begrundelse, at denne kassationsdomstol som hovedregel sidestiller udenlandsk ret med et faktisk forhold, uden at der herved sker en tilsidesættelse af den forpligtelse, der følger af artikel 288, stk. 3, TEUF, hvorefter alle myndigheder i medlemsstaterne, herunder domstolene, har pligt til at nå det ved et direktiv foreskrevne resultat. Denne efterprøvelse skal vedrøre den lavere retsinstans’ overholdelse af forpligtelsen til fortolkning i overensstemmelse med det ved direktivet foreskrevne resultat, der, således som det fremgår af denne doms præmis 84 og 94, består, uafhængigt af om det er domstolslandets eller en anden medlemsstats lovgivning, der skal fortolkes.

102

Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 288 TEUF skal fortolkes således, at når en ret i en medlemsstat fortolker og anvender en anden medlemsstats lovgivning til gennemførelse af et direktiv, skal den – som når den fortolker og anvender sin egen ret – overholde princippet om fortolkning af national ret i overensstemmelse med EU-retten.

103

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: