Sindicatul Drumarilor „Elie Radu” au nom et pour son membre BZ mod Compania Naţională de Administrare a Infrastructurii Rutiere SA - Direcţia Regională de Drumuri şi Poduri Iaşi (C-420/24)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)

22. oktober 2026 (*)

» Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – direktiv 2003/88/EF – tilrettelæggelse af arbejdstiden – artikel 2, nr. 1) – begrebet »arbejdstid« – artikel 6, litra b) – maksimal ugentlig arbejdstid – faktisk arbejdssted, ud over det faste arbejdssted, der er fastsat i en ansættelseskontrakt – rejsetid til dette faktiske arbejdssted – artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder «

I sag C-420/24

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Curtea de Apel Iași (appeldomstolen i Iași, Rumænien) ved afgørelse af 14. maj 2024, indgået til Domstolen den 11. juni 2024, i sagen

Sindicatul Drumarilor »Elie Radu« på vegne af medlemmet BZ og i dennes navn

mod

Compania Națională de Administrare a Infrastructurii Rutiere SA, – Direcția Regională de Drumuri și Poduri Iași,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne A. Kumin og I. Ziemele (refererende dommer)

generaladvokat: J. Richard de la Tour,

justitssekretær: V. Di Bucci,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Compania Națională de Administrare a Infrastructurii Rutiere SA, – Direcția Regională de Drumuri și Poduri Iași ved G. Ene, O.M. Laicu, A. Romila og C. Șchiopu, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved D. Recchia og E.A. Stamate, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, nr. 1), og artikel 6, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9) og af artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2        Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Sindicatul Drumarilor »Elie Radu« (fagforening for arbejdstagere i vejvæsenssektoren »Elie Radu«, herefter »fagforeningen«), der handler på vegne af sit medlem BZ og i denne navn, og Compania Națională de Administrare a Infrastructurii Rutiere SA – Direcția Regionala de Drumuri și Poduri Iași (det nationale selskab for forvaltning af vejinfrastruktur SA – det regionale direktorat for veje og broer i Iași, Rumænien) (herefter »CNAIR«) vedrørende kvalificeringen af BZ’ rejsetid til hans faktiske arbejdssted.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Chartret

3        Chartrets artikel 31 med overskriften »Retfærdige og rimelige arbejdsforhold« bestemmer i stk. 2:

»Enhver arbejdstager har ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn.«

 Direktiv 2003/88

4        Artikel 1 i direktiv 2003/88 med overskriften »Formål og anvendelsesområde« bestemmer:

»1.      Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

2.      Dette direktiv finder anvendelse på:

a)      de minimale daglige hvileperioder, ugentlige hvileperioder og årlige ferier, på pauser og på den maksimale ugentlige arbejdstid, samt på

b)      visse aspekter i forbindelse med natarbejde, skifteholdsarbejde og arbejdsrytme.

3.      Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i [Rådets] direktiv 89/391/EØF [af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT 1989, L 183, s. 1)], jf. dog nærværende direktivs artikel 14, 17, 18 og 19.

[...]«

5        Artikel 2 i direktiv 2003/88 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende i nr. 1) og 2):

»I dette direktiv forstås ved:

1.      »arbejdstid«: det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis

2.      »hvileperiode«: det tidsrum, der ikke er arbejdstid«.

6        Dette direktivs artikel 6 med overskriften »Maksimal ugentlig arbejdstid« har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at det, henset til kravene om at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, sikres:

a)      at den ugentlige arbejdstid begrænses ved love eller administrative bestemmelser eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter

b)      at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode ikke overstiger 48 timer, inklusive overarbejde.«

 Rumænsk ret

7        Artikel 111 i Legea nr. 53/2003 privind Codul muncii (lov nr. 53/2003 -arbejdsloven) af 24. januar 2003 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 72 af 5.2.2003) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 345 af 18.5.2011) (herefter »arbejdsloven«), har følgende ordlyd:

»Ved arbejdstid forstås ethvert tidsrum, hvori arbejdstageren udfører sit arbejde, står til rådighed for arbejdsgiveren og udfører sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med bestemmelserne i den individuelle arbejdskontrakt, den gældende kollektive overenskomst og/eller den gældende lovgivning.«

8        Denne lovs artikel 112 bestemmer:

»(1)      Den normale arbejdstid for fuldtidsansatte er 40 timer om ugen og 8 timer dagligt.

[...]«

9        Den nævnte lovs artikel 120 fastsætter:

»(1)      Arbejde, der udføres uden for den normale ugentlige arbejdstid, jf. artikel 112, betragtes som overarbejde.

[...]«

  Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

10       CNAIR er en rumænsk virksomhed af strategisk national betydning, der er aktiv inden for vejsektoren, og som henhører under Ministerul Transporturilor (transportministeriet i Rumænien). Virksomheden består af syv underafdelinger, som benævnes »regionale vej- og brodirektorater« samt et studie- og forskningscenter.

11      BZ blev ansat af CNAIR som chef for afdelingen »Investeringer, større reparationer og katastrofer«. I ansættelseskontrakten var Iași (Rumænien) angivet som fast arbejdssted.

12      Fra den 8. til den 15. juni 2021 rejste BZ efter anvisning fra regionaldirektøren for underafdelingen for det regionale vej- og brodirektorat i Iași, med henblik på inspektion flere gange til byggepladser på forskellige strækninger af det nationale vejnet i byerne Suceava (Rumænien), Botoșani (Rumænien) og Focșani (Rumænien), som er beliggende i henholdsvis 145 kilometer (km), 108 km og 204 km fra Iași, og ved en enkelt lejlighed rejste han til CNAIR’s hovedkontor i Bukarest (Rumænien), som er beliggende 421 km fra Iași.

13      Til disse rejser stillede BZ’ arbejdsgiver en bil til rådighed for BZ samt, for rejsen til Bukarest, en chauffør. I denne henseende fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at BZ i otte dage mellem den 8. og den 15. juni 2021 samlet set rejste mere end 1 500 km under de vejforhold, der hersker i Rumænien i dette geografiske område, hvor der udelukkende fandtes nationale eller regionale veje og ikke motorveje. Efter hver af de pågældende rejser vendte BZ samme dag tilbage til Iași med undtagelse af rejsen til Bukarest, som han først vendte tilbage fra den følgende dag. Det fremgår ligeledes af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at disse rejser bl.a. fandt sted uden for sædvanlig arbejdstid.

14      Efter at have udført sit arbejde i juni 2021 udfærdigede BZ en »timeseddel«, som han indleverede til godkendelse hos sin arbejdsgiver. Arbejdsgiveren anmodede imidlertid BZ om at ændre opgørelsen af timer og afslog at betale for de 31,5 timer, der udgjorde rejsetiden til de pågældende byggepladser, i det væsentlige med den begrundelse, at BZ ikke havde udført overarbejde under rejsen den 8., 10., 12. og 14. juni 2021. Ifølge CNAIR kan det ikke lægges til grund, at disse rejser udgjorde timer, hvor BZ udøvede sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med arbejdslovens artikel 111.

15      Efter at CNAIR havde afvist at aflønne BZ for disse 31,5 timer, anlagde BZ sag ved Tribunalul Iași (retten i første instans i Iași, Rumænien), hvor han blev repræsenteret ved fagforeningen.

16      Ved dom af 20. juli 2022 frifandt Tribunalul Iași (retten i første instans i Iași) CNAIR med den begrundelse, at de beviser, der var fremlagt med henblik på at godtgøre, at BZ i forbindelse med de omhandlede rejser havde udført sit arbejde og stået til rådighed for arbejdsgiveren under udøvelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver, var utilstrækkelige. Ifølge denne ret er den blotte angivelse af afgangs- og ankomsttidspunkter i forbindelse med en tjenesterejse, uden at der foreligger en aktivitetsrapport eller en køreplan, ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at der er udført overarbejde. Selv hvis der faktisk var blevet udført overarbejde, forpligter den interne procedure, der er aftalt mellem arbejdsgiveren og fagforeningen, samt bestemmelserne i arbejdsloven desuden arbejdstagerne til på forhånd at anmode om, at sådanne overarbejdstimer kompenseres med afspadsering. I overensstemmelse med denne procedure og disse bestemmelser kan de berørte arbejdstagere kun kræve løn for overarbejde, når afspadseringen ikke indrømmes inden for en bestemt frist.

17      Fagforeningen har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Curtea de Apel Iași (appeldomstolen i Iași, Rumænien), som er den forelæggende ret, idet fagforeningen har anmodet sidstnævnte om at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse med henblik på, at denne fortolker begrebet »arbejdstid« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88. Fagforeningen har gjort gældende, at dette begreb, under hensyntagen til omstændighederne i denne sag, skal omfatte den tid, som BZ har brugt på de pågældende rejser.

18      CNAIR har modsat sig såvel, at denne appel antages til realitetsbehandling, som at der indgives en anmodning om præjudiciel afgørelse, idet selskabet har gjort gældende, at den tid, som BZ har brugt på at komme til og fra sit faktiske arbejdssted, ikke skal anses for arbejdstid, og at overarbejdstimer i forbindelse med disse rejser ikke udløser overtidsbetaling. Ifølge CNAIR bør rejsetid ikke forveksles faktisk arbejdstid. CNAIR har således gjort gældende, at arbejdstid i henhold til arbejdslovens artikel 111 udelukkende omfatter den tid, hvorunder en arbejdstager udfører sit arbejde. CNAIR har ligeledes fastholdt, at henvisningen til dom af 10. september 2015, Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones obreras, Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones Obreras (CC.OO.) (C-266/14, EU:C:2015:578), ikke er relevant, eftersom BZ i – modsætning til situationen i den sag der gav anledning til denne dom – har et fast arbejdssted.

19      I denne henseende har den forelæggende ret konstateret, at der er forskelle i retspraksis med hensyn til kvalificeringen af arbejdstagernes rejsetid til deres faktiske arbejdssted. På den ene side er rejsetid ifølge en første linje i retspraksis ikke omfattet af begrebet »arbejdstid«, som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88, og den retspraksis, der følger af dom af 10. september 2015, Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones obreras (C-266/14, EU:C:2015:578), finder alene anvendelse på arbejdstagere, der ikke har et fast eller sædvanligt arbejdssted.

20      På den anden side, har den forelæggende ret anført, er den omhandlede rejsetid ifølge en anden linje i retspraksis omfattet af dette begreb. I denne sammenhæng har den forelæggende ret bl.a. henvist til dom af 9. september 2003, Jaeger (C-151/02 (EU:C:2003:437), af 1. december 2005, Dellas m.fl. (C-14/04, EU:C:2005:728), og af 10. september 2015, Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones obreras (C-266/14, EU:C:2015:578).

21      Den forelæggende ret har således fremhævet, at spørgsmålet om, hvorvidt det nævnte begreb omfatter den tid, som en arbejdstager bruger på at rejse til og fra et andet sted end dennes faste eller sædvanlige arbejdssted for at udføre sin beskæftigelse dér efter arbejdsgiverens anvisninger, er genstand for en divergerende national retspraksis, idet dom af 10. september 2015, Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones obreras (C-266/14, EU:C:2015:578), ikke har medført en harmonisering af denne retspraksis. Den forelæggende ret ønsker oplyst, hvordan den retspraksis, der følger af denne dom, skal anvendes på den tvist, der er indbragt for denne ret.

22      Den forelæggende ret er desuden af den opfattelse, at chartrets artikel 31, stk. 2, og artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88 kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde.

23      På denne baggrund har Curtea de Apel Iași (appeldomstolen i Iași) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)       Skal bestemmelserne i artikel 2, nr. 1), i direktiv [2003/88] fortolkes således, at den tid, som en arbejdstager bruger uden for normal arbejdstid til at rejse til et andet sted end dennes faste eller sædvanlige arbejdssted for at udføre sin beskæftigelse eller sine opgaver på dette andet sted efter arbejdsgiverens anvisninger og til at rejse tilbage, udgør »arbejdstid«?

2)      Skal bestemmelserne i [chartrets] artikel 31, stk. 2, og i artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv [2003/88] fortolkes således, at de er til hinder for en bestemmelse i national lovgivning, hvorefter de timer, som en arbejdstager bruger til at rejse til et andet sted end dennes faste eller sædvanlige arbejdssted for at udføre sin beskæftigelse eller sine opgaver på dette andet sted efter arbejdsgiverens anvisninger og til at rejse tilbage, ikke tages i betragtning for at fastlægge, om tærsklen for den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, over hvilken der opgøres overarbejde, er opnået, når der henses til, at definitionen af overarbejde i den nationale lovgivning udelukkende omfatter »arbejde, der udføres uden for den normale ugentlige arbejdstid«?

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Om formaliteten

24      CNAIR har udtrykt tvivl om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling. Selskabet har gjort gældende, at den rumænske lovgiver ikke formelt har gennemført de bestemmelser i direktiv 2003/88, hvis fortolkning er genstand for anmodningen om præjudiciel afgørelse, det vil sige direktivets artikel 2, nr. 1), og artikel 6, litra b), i national ret, således at Domstolen ikke har kompetence til at træffe afgørelse om denne anmodning, »medmindre den pågældende tekst udgør en EU-regel, der finder umiddelbar anvendelse i medlemsstaternes ret.«

25      CNAIR er af den opfattelse, at den nævnte anmodning vedrører aspekter, der henhører under rumænsk ret, eftersom tvisten i hovedsagen vedrører skyldig løn til en ansat, der rejser til og fra et andet sted end sit faste arbejdssted uden for normal arbejdstid, og som ikke har anmodet arbejdsgiveren om afspadsering som kompensation herfor, idet sidstnævnte er den eneste foranstaltning, der er reguleret på EU-plan, mens betalingen af et »tilsvarende pengebeløb ikke er fastsat i [direktiv 2003/88] og derfor ikke kan undersøges af Domstolen med hensyn til realiteten«.

26      Det skal dog fremhæves, at Domstolen inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i artikel 267 TEUF, ikke har kompetence til at fortolke national ret, idet denne opgave udelukkende påhviler den forelæggende ret (dom af 26.10.2023, EDP – Energias de Portugal m.fl., C-331/21, EU:C:2023:812, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

27      Det bemærkes ligeledes, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i medfør af artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Som følge heraf er Domstolen derfor, når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

28      Domstolen kan således kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

29      I denne forbindelse og for at gøre det muligt for Domstolen at give en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, fastsætter artikel 94, litra c), i Domstolens procesreglement krav om, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal indeholde en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

30      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den tid, som en arbejdstager bruger på at rejse, herunder uden for dennes sædvanlige arbejdstid, til og fra et af arbejdsgiveren bestemt arbejdssted, som ikke er det faste eller sædvanlige arbejdssted, for at udføre sin beskæftigelse eller sine opgaver på dette andet sted efter arbejdsgiverens anvisninger, skal anses for at være »arbejdstid« som omhandlet i denne bestemmelse. Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den forelæggende ret har anmodet om en fortolkning af den nævnte bestemmelse med henblik på at opgøre antallet af overarbejdstimer, der i givet fald skal udløse udbetaling, inden for rammerne af den tvist, der er indbragt for denne ret. Afgørelsen af denne tvist kræver ifølge den forelæggende ret, at det fastslås, hvorvidt den tid, der er brugt på sådanne rejser, skal medregnes som »arbejdstid« som defineret i denne bestemmelse.

31      Den forelæggende ret har således forklaret, hvorfor afgørelsen af denne tvist afhænger af, om den tid, der er brugt på disse rejser, skal kvalificeres som »arbejdstid« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88. Desuden har den præciseret, at selv om spørgsmålet om en arbejdstagers løn henhører under national ret, kræver afgørelsen af den nævnte tvist først, at den retlige art af den tid, der er brugt på de nævnte rejser, fastlægges.

32      Eftersom den forelæggende ret i forelæggelsesafgørelsen har redegjort for den faktiske og retlige sammenhæng, hvori det første spørgsmål indgår, og tvisten i hovedsagen hverken forekommer hypotetisk eller fiktiv, må det fastslås, at relevansen af dette spørgsmål er godtgjort.

33      Det følger heraf, at det pågældende spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

34      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om chartrets artikel 31, stk. 2, og artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der ikke medtager den tid, som en arbejdstager bruger på at rejse til og fra et andet sted end dennes faste eller sædvanlige arbejdssted, i opgørelsen af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid med henblik på beregningen af overarbejde.

35      Hvad angår dette spørgsmål opfylder forelæggelsesafgørelsen ikke de krav, der er anført i denne doms præmis 28 og 29.

36      Denne afgørelse indeholder nemlig hverken en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen af artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, eller af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

37      Selv om den forelæggende ret har anført, at den ønsker præcisering med hensyn til anvendelsen af artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88 i en situation, hvor rumænsk ret ikke giver nogen afklaring i tilfælde af, at en arbejdstager rejser til og fra et andet sted end det faste eller sædvanlige arbejdssted, har den nævnte ret ikke anført, hvorledes begrebet »gennemsnitlig arbejdstid« som fastsat i denne bestemmelse er relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

38      Den forelæggende ret har i øvrigt ikke præciseret den sammenhæng, som den har konstateret mellem chartrets artikel 31, stk. 2, og afgørelsen af denne tvist, navnlig for så vidt angår den betydning, som kvalificeringen af den tid, som BZ bruger til at rejse til og fra et andet sted end det faste eller sædvanlige arbejdssted, har for BZ’ gennemsnitlige ugentlige arbejdstid og beregningen af hans overarbejdstimer.

39      Det følger heraf, at det andet spørgsmål ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 94, litra c), og at det derfor skal afvises.

 Det første spørgsmål

40      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den tid, som en arbejdstager bruger på at rejse, herunder uden for dennes sædvanlige arbejdstid, til og fra et af arbejdsgiveren bestemt arbejdssted, som ikke er det faste eller sædvanlige arbejdssted, for at udføre sin beskæftigelse eller sine opgaver på dette andet sted efter arbejdsgiverens anvisninger, skal anses for at være »arbejdstid« som omhandlet i denne bestemmelse.

41      Hvad angår ordlyden af artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88 mindes der om, at denne bestemmelse definerer begrebet »arbejdstid« som »det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver«. I direktivets artikel 2, nr. 2), defineres begrebet »hvileperiode« derimod som »det tidsrum, der ikke er arbejdstid« (dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 20).

42      Domstolen har i øvrigt fastslået, at direktiv 2003/88 ikke fastsætter nogen mellemliggende kategori mellem arbejdsperiode og hvileperioder, idet disse to kategorier udelukker hinanden (dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

43      I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at begreberne »arbejdstid« og »hvileperiode« i den forstand, hvori de er anvendt i direktiv 2003/88, udgør EU-retlige begreber, der skal defineres efter objektive kriterier under hensyn til direktivets opbygning og formål, idet de tilsigter at fastsætte minimumsforskrifter med henblik på at forbedre arbejdstagernes levevilkår og arbejdsvilkår. Det er nemlig kun en sådan selvstændig fortolkning, der kan sikre nævnte direktiv sin fulde virkning samt en ensartet anvendelse af disse begreber i samtlige medlemsstater (dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

44      Endelig skal det fremhæves, at artikel 2 i direktiv 2003/88 ikke er blandt de bestemmelser i direktivet, som det er tilladt at fravige (dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

45      Med henblik på besvarelsen af det første forelagte spørgsmål skal det undersøges, om de tre elementer, der indgår i begrebet »arbejdstid«, som anført i denne doms præmis 41, foreligger for så vidt angår den tid, som en arbejdstager bruger på at rejse til og fra et andet sted end dennes faste eller sædvanlige arbejdssted, idet det er uden betydning for kvalificeringen som arbejdstid, at denne rejsetid ligger uden for arbejdstagerens sædvanlige arbejdstid,.

46      Hvad for det første angår det element, der indgår i begrebet »arbejdstid«, og hvorefter arbejdstageren skal være under udførelse af sin beskæftigelse eller sine opgaver, har Domstolen allerede fastslået, at arbejdstagerne skal anses for at være under udførelse af deres beskæftigelse eller deres opgaver på de ud- og hjemrejsestrækninger, som disse skal tilbagelægge på et tidspunkt, der er fastsat af deres arbejdsgiver, og med et køretøj tilhørende denne, for at begive sig fra et bestemt sted, der er fastsat af denne arbejdsgiver, til det sted, hvor den karakteristiske ydelse, der er fastsat i den ansættelseskontrakt, som disse arbejdstagere og nævnte arbejdsgiver har indgået, leveres (jf. i denne retning dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 38).

47      Med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, fremgår det af de sagsakter, som Domstolen har til rådighed, at BZ i det foreliggende tilfælde skulle efterkomme sin arbejdsgivers anvisninger under sine rejser. Arbejdsgiveren fastlægger de opgaver, som medarbejderne skal udføre. Arbejdsgiveren har beføjelse til, efter eget skøn, at fastsætte eller ændre arbejdsstedet samt vilkårene for sine ansattes tjenesterejser, selv når der fremgår et fast eller sædvanligt arbejdssted af den ansattes ansættelseskontrakt. Det kan nemlig udledes af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at BZ’ rejser til de byggepladser, som han havde til opgave at kontrollere, og de nærmere vilkår for disse rejser blev bestemt af den nævnte arbejdsgiver. Denne udarbejdede tjenesterejseordrerne og kontrollerede køreplanerne. Navnlig havde arbejdsgiveren bestemt, hvilket transportmiddel BZ skulle gøre brug af i forbindelse med de nævnte rejser, hvis afgangs- og retursted var BZ’ sædvanlige arbejdssted, det vil sige Iaşi.

48      Således måtte BZ nødvendigvis rejse med henblik på at præstere de ydelser, der er fastsat i den ansættelseskontrakt, som er indgået med hans arbejdsgiver, under overholdelse af de af arbejdsgiveren fastsatte rejsevilkår.

49      Det følger heraf, at sådanne rejser skal anses for at være uløseligt forbundet med BZ’ opgaver og som sådan uløseligt forbundet med BZ’ varetagelse af sine arbejdsmæssige forpligtelser.

50      Følgelig skal BZ anses for at have været under udførelse af sin beskæftigelse eller sine opgaver under rejsetiden til og fra et andet sted end sit faste eller sædvanlige arbejdssted (jf. i denne retning dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 28).

51      Hvad for det andet angår det element, som indgår i begrebet »arbejdstid« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88, hvorefter arbejdstageren i dette tidsrum skal stå til arbejdsgiverens rådighed, har Domstolen fastslået, at den afgørende faktor er den omstændighed, at arbejdstageren er forpligtet til fysisk at opholde sig på det sted, som arbejdsgiveren har anvist, for dér at være til arbejdsgiverens rådighed med henblik på straks at kunne udføre de fornødne opgaver, såfremt der opstår behov herfor (jf. i denne retning dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 29).

52      For at en arbejdstager kan anses for at stå til arbejdsgiverens rådighed skal denne arbejdstager således befinde sig i en situation, hvor han retligt set er forpligtet til at efterkomme sin arbejdsgivers anvisninger og udføre sin beskæftigelse for denne (dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis). I modsætning hertil fremgår det af Domstolens praksis, at – når arbejdstagere har mulighed for at råde over deres tid med færre begrænsninger og kan bruge denne i egen interesse – er dette et element, der kan indikere, at den omhandlede tid ikke udgør arbejdstid som omhandlet i direktiv 2003/88 (dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

53      I det foreliggende tilfælde fremgår det, således som det allerede er anført i nærværende doms præmis 48, af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at BZ under de pågældende rejser var forpligtet til at følge sin arbejdsgivers anvisninger. Han kunne hverken ændre datoen eller bestemmelsesstedet for disse rejser. Han skulle således respektere de beslutninger, som arbejdsgiveren traf, selv når denne stillede et køretøj med chauffør til rådighed for ham. Det fremgår desuden af begrundelsen for anmodningen om præjudiciel afgørelse, at BZ under de nævnte rejser ikke havde mulighed for frit at råde over sin tid og bruge den i egen interesse, hvorfor han stod til nævnte arbejdsgivers rådighed (jf. i denne retning dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 33).

54      Det fremhæves i denne henseende, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 42, at direktiv 2003/88 ikke fastsætter nogen mellemliggende kategori mellem arbejdsperioder og hvileperioder.

55      Desuden har Domstolen allerede fastslået, at intensiteten af det af arbejdstageren præsterede arbejde eller dennes arbejdsindsats ikke er blandt de elementer, der indgår i begrebet »arbejdstid« som omhandlet i direktiv 2003/88 (jf. dom af 30.10.2025, Ramavić, C‑373/24, EU:C:2025:842, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

56      Med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, skal BZ således anses for at stå til rådighed for sin arbejdsgiver under de pågældende rejser, således at dette element, der indgår i begrebet »arbejdstid« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88, foreligger.

57      Hvad for det tredje angår det element, som indgår i begrebet »arbejdstid«, og hvorefter arbejdstageren skal være på arbejde i det pågældende tidsrum, har Domstolen allerede slået fast, at en arbejdstager, som ikke har et fast arbejdssted, udfører sine opgaver under rejsen til eller fra en kunde, også anses for at være på arbejde under denne rejse (jf. i denne retning dom af 10.9.2015, Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones obreras, C-266/14, EU:C:2015:578, præmis 43).

58      Domstolen har i denne forbindelse præciseret, at eftersom rejserne er en uadskillelig del af at være en arbejdstager, som ikke har et fast eller sædvanligt arbejdssted, kan sådanne arbejdstageres arbejdssted nemlig ikke indskrænkes til disse arbejdstageres fysiske arbejdssted hos deres arbejdsgivers kunder (jf. dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

59      I det foreliggende tilfælde fremgår det ifølge den forelæggende ret af BZ’ ansættelseskontrakt, at han har et fast arbejdssted. Det fremgår imidlertid af oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at BZ regelmæssigt var på tjenesterejser, og at udførelse af kontroller eller afholdelse af møder uden for dette faste arbejdssted er en integrerende del af BZ’ sædvanlige opgaver. Det fremgår ligeledes heraf, at BZ’ rejser udgør et element, der er uløseligt forbundet med udførelsen af hans opgaver, således som disse er defineret i hans ansættelseskontrakt.

60      På baggrund af de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen, er der i øvrigt intet grundlag for at antage, at en arbejdstager som BZ kan hellige sig sine egne interesser under rejsetiden, da han er langt væk fra sit sociale og familiære miljø og har begrænset råderum til at disponere over den tid, hvor der ikke er behov for hans faglige ydelser (jf. analogt dom af 30.10.2025, Ramavić, C‑373/24, EU:C:2025:842, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

61      Med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, synes dette element, som indgår i begrebet »arbejdstid« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88, følgelig ligeledes at foreligge.

62      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88 skal fortolkes således at den tid, som en arbejdstager bruger på at rejse, herunder uden for dennes sædvanlige arbejdstid, til og fra et af arbejdsgiveren bestemt arbejdssted, som ikke er det faste eller sædvanlige arbejdssted, for at udføre sin beskæftigelse eller sine opgaver på dette andet sted efter arbejdsgiverens anvisninger, skal anses for at være »arbejdstid« som omhandlet i denne bestemmelse.

 Sagsomkostninger

63      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden

skal fortolkes således, at

den tid, som en arbejdstager bruger på at rejse, herunder uden for dennes sædvanlige arbejdstid, til og fra et af arbejdsgiveren bestemt arbejdssted, som ikke er det faste eller sædvanlige arbejdssted, for at udføre sin beskæftigelse eller sine opgaver på dette andet sted efter arbejdsgiverens anvisninger, skal anses for at være »arbejdstid« som omhandlet i denne bestemmelse.

Underskrifter

---

*      Processprog: rumænsk.