Staatsanwaltschaft Berlin (C-447/24)

–

SO ved Rechtsanwalt K. Bobisch,

–

den polske regering ved B. Majczyna og J. Sawicka, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved H. Leupold, F. Tomat og J. Vondung, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9, stk. 1, litra i), i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (EUT 2008, L 327, s. 27), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2008/909«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag om anerkendelse og fuldbyrdelse i Tyskland af en dom om idømmelse af en frihedsstraf, som en polsk retsinstans har afsagt over for en tysk statsborger efter en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede.

3

Artikel 4a i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved rammeafgørelse 2009/299 (herefter »rammeafgørelse 2002/584«), har overskriften »Afgørelser afsagt under og efter en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede«, og bestemmer følgende i stk. 1:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan også nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i den udstedende medlemsstats nationale ret

4

Artikel 1 i rammeafgørelse 2008/909 med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd:

»I denne rammeafgørelse forstås ved

5

Den nævnte rammeafgørelses artikel 3, som har overskriften »Formål og anvendelsesområde«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Denne rammeafgørelse har til formål at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat med henblik på at lette den domfældtes sociale rehabilitering anerkender en dom og fuldbyrder sanktionen.«

6

Rammeafgørelsens artikel 4 med overskriften »Kriterier for fremsendelse af en dom og en attest til en anden medlemsstat« bestemmer følgende i stk. 1:

»Såfremt den domfældte befinder [sig] i udstedelsesstaten eller i fuldbyrdelsesstaten, og såfremt personen har givet sit samtykke, hvis dette kræves i henhold til artikel 6, kan der fremsendes en dom samt den attest, for hvilken der findes en standardformular i bilag I, […] til en af følgende medlemsstater:

[...]«

7

Rammeafgørelsens artikel 8, som har overskriften »Anerkendelse af dommen og fuldbyrdelse af sanktionen«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten anerkender den dom, der er fremsendt i henhold til artikel 4 og efter proceduren i artikel 5, og træffer omgående alle nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af sanktionen, medmindre den beslutter at påberåbe sig en af de i artikel 9 nævnte grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse.«

8

Artikel 9 i rammeafgørelse 2008/909 med overskriften »Grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse« bestemmer følgende i stk. 1:

»Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan afslå at anerkende dommen og fuldbyrde sanktionen, hvis

[...]

[...]«

9

Første, fjerde, sjette, ottende og femtende betragtning til rammeafgørelse 2009/299 er affattet således:

[...]

[...]

[...]

[...]

10

Artikel 1 i rammeafgørelse 2009/299, der har overskriften »Formål og anvendelsesområde«, fastsætter:

»1.   Formålene med denne rammeafgørelse er at styrke de proceduremæssige rettigheder for personer, der er genstand for en straffesag, at lette det retlige samarbejde i straffesager og navnlig at forbedre den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstater.

2.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i EU-traktatens artikel 6, herunder retten til et forsvar for enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, og de forpligtelser, der påhviler judicielle myndigheder i denne henseende, berøres ikke.

3.   I denne rammeafgørelse fastsættes fælles regler for anerkendelse og/eller fuldbyrdelse i én medlemsstat (fuldbyrdelsesmedlemsstaten) af retsafgørelser, der udstedes af en anden medlemsstat (udstedelsesmedlemsstaten) under en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede, i henhold til bestemmelserne i artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse [2002/584], [og] artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse [2008/909] [...].«

11

Ved artikel 2 i rammeafgørelse 2009/299 med overskriften »Ændringer til rammeafgørelse [2002/584]« er artikel 4a blevet indsat i rammeafgørelse 2002/584 i overensstemmelse med nr. 1) i nævnte artikel 2. Ved artikel 5 i rammeafgørelse 2009/299, som har overskriften »Ændringer til rammeafgørelse [2008/909]«, er artikel 9, stk. 1, litra i), blevet indsat i rammeafgørelse 2008/909 i overensstemmelse med nr. 1) i nævnte artikel 5.

12

36. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1) er sålydende:

»Under visse omstændigheder bør det være muligt at afsige en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, selv om den pågældende person ikke er til stede under retssagen. Dette kan være tilfældet, såfremt den mistænkte eller tiltalte i tide er blevet underrettet om retssagen og oplyst om konsekvenserne af at undlade at give møde, og ikke desto mindre undlader at give møde. Underretning af en mistænkt eller tiltalt om retssagen bør forstås som at indkalde vedkommende personligt eller ad anden vej at give den pågældende en officiel meddelelse om tid og sted for retssagen på en måde, der gør det muligt for vedkommende at blive bekendt med retssagen. Underretning af den mistænkte eller tiltalte om konsekvenserne af at undlade at give møde bør navnlig forstås som at underrette den pågældende om, at der kan afsiges en afgørelse, uden at vedkommende møder op til retssagen.«

13

Det nævnte direktivs artikel 8 med overskriften »Retten til at være til stede under retssagen« bestemmer følgende i stk. 2:

»Medlemsstaterne kan fastsætte, at en retssag, der kan resultere i en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, kan afholdes, uden at vedkommende er til stede, på betingelse af:

14

§ 84b i Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (lov om international retshjælp i straffesager) har i den affattelse heraf, der blev offentliggjort den 27. juni 1994 (BGBl. 1994 I, s. 1537), som ændret ved lov af 19. december 2022 (BGBl. 2022 I, s. 2632) (herefter »IRG«), overskriften »Supplerende lovlighedsbetingelser« og fastsætter:

»(1)   Fuldbyrdelsen er ikke lovlig, såfremt

[...]

[...]

(3)   Uanset stk. 1, nr. 2, er fuldbyrdelsen også lovlig, såfremt

[...]

(4)   Uanset stk. 1, nr. 2, er fuldbyrdelsen endvidere lovlig, såfremt den domfældte efter forkyndelsen af afgørelsen

15

Ved dom afsagt den 5. august 2019 idømte Sąd Okręgowy w Zielonej Górze (den regionale domstol i Zielona Góra, Polen) SO en frihedsstraf på et år for deltagelse i en kriminel sammenslutning.

16

Ved dom af 24. marts 2022 blev den appel, som SO’s forsvarer havde iværksat til prøvelse af den nævnte dom, forkastet af Sąd Apelacyjny w Poznaniu (appeldomstolen i Poznań, Polen).

17

Ved kendelse af 30. januar 2023 imødekom Sąd Okręgowy w Zielonej Górze (den regionale domstol i Zielona Góra) SO’s anmodning om at lade frihedsstraffen fuldbyrde i Tyskland, eftersom han var tysk statsborger, midtpunktet for hans interesser befandt sig i Berlin (Tyskland), og hans familie også boede i denne medlemsstat.

18

Ved skrivelse af 2. februar 2023 – hvortil var vedlagt som bilag den nævnte kendelse, den i artikel 4, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909 omhandlede attest, den i første instans afsagte dom af 5. august 2019 og den efter appel afsagte dom af 24. marts 2022 samt forkyndelsen af SO’s anmodning på polsk og tysk – anmodede den nævnte regionale domstol Staatsanwaltschaft Berlin (anklagemyndigheden i Berlin, Tyskland) i dennes egenskab af kompetent tysk myndighed om at overtage fuldbyrdelsen af den straf, som SO var blevet idømt.

19

Anklagemyndigheden i Berlin anmodede herefter afdelingen for straffuldbyrdelse ved Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland) om at erklære, at fuldbyrdelsen af den frihedsstraf, som var blevet idømt ved dom af 5. august 2019, kunne efterkommes.

20

SO fremsatte for den nævnte afdeling for straffuldbyrdelse indsigelse mod anmodningen fra anklagemyndigheden i Berlin, idet han gjorde gældende bl.a., at han selv havde været til stede i blot 2 af de 28 retsmøder under sin retssag i første instans i Polen, som ifølge ham havde strakt sig over mere end fire et halvt år, og at han heller ikke selv havde været til stede under appelsagen. SO anførte, at han ikke vidste, om han var blevet forsvaret i de 26 andre retsmøder under retssagen i første instans og under appelsagen.

21

Efter at den nævnte afdeling for straffuldbyrdelse havde anmodet Sąd Okręgowy w Zielonej Górze (den regionale domstol i Zielona Góra) om supplerende oplysninger, oplyste sidstnævnte retsinstans ved skrivelse af 31. juli 2023, at SO havde været til stede i tre retsmøder i første instans i 2012 og 2014, havde fremsat bemærkninger vedrørende realiteten og anmodet om, at de øvrige retsmøder, såfremt han udeblev, skulle gennemføres, uden at han var til stede. SO var blevet underrettet om sin ret til at deltage i sagen samt om forpligtelsen til at meddele enhver ændring af den adresse, hvortil indkaldelsen kunne sendes, og at oplyse en adresse i Polen til dette formål. SO var derimod ikke selv til stede under appelsagen, men gjorde brug af en forsvarers bistand, idet denne deltog i retsmøderne ved begge instanser. Den tiltaltes tilstedeværelse i en appelsag er – ligesom en forsvarers tilstedeværelse – ikke obligatorisk i henhold til polsk ret. Indkaldelsen til appelsagen blev forkyndt på den polske adresse, som SO havde angivet til modtagelse af forkyndelser til ham, nemlig hans forsvarers advokatkontor.

22

Ved skrivelse af 19. september 2023 meddelte Sąd Okręgowy w Zielonej Górze (den regionale domstol i Zielona Góra) efter en ny anmodning fra afdelingen for straffuldbyrdelse ved Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) supplerende oplysninger om sagen i første instans.

23

Ved afgørelse af 24. november 2023 meddelte afdelingen for straffuldbyrdelse ved Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) afslag på anmodningen fra anklagemyndigheden i Berlin om at erklære, at fuldbyrdelsen i Tyskland af SO’s sanktion kunne efterkommes, for så vidt som SO ifølge oplysningerne fra Sąd Okręgowy w Zielonej Górze (den regionale domstol i Zielona Góra) ikke var blevet indkaldt til visse retsmøder i retssagen, idet det blev præciseret, at det ikke fremgik, at de processuelle handlinger, der var blevet gennemført i disse retsmøder i retssagen i første instans, kun havde betydning for de medtiltalte, eller at SO på anden vis havde fået kendskab til disse oplysninger. Ej heller havde en forsvarer deltaget på hans vegne.

24

Anklagemyndigheden i Berlin har kæret den nævnte afgørelse til Kammergericht (den regionale appeldomstol i Berlin, Tyskland), som er den forelæggende ret. Til støtte for kæren har den nævnte anklagemyndighed gjort gældende, at SO’s tilstedeværelse i enkelte retsmøder, hvor han udtalte sig om realiteten og anmodede om, at sagen skulle påkendes, også selv om han ikke var til stede, er tilstrækkelig, eftersom det var hans egen beslutning ikke at deltage i de øvrige retsmøder. I øvrigt fremsatte SO selv gennem sin forsvarer en anmodning for Sąd Okręgowy w Zielonej Górze (den regionale domstol i Zielona Góra) om, at hans sanktion skulle fuldbyrdes i Tyskland, hvorved han gav afkald på den beskyttelse, der følger af IRG’s § 84b, stk. 1, nr. 2.

25

SO havde ifølge en erklæring fra sin forsvarer ikke kendskab til appelsagen. Han modtog ikke nogen indkaldelse på sin adresse i Tyskland. Følgelig kunne han heller ikke under kendskab til det retsmøde, der var blevet fastsat til appelsagen, give et mandat ad litem med henblik på at blive repræsenteret under denne sag.

26

Efter en anmodning fra den forelæggende ret meddelte SO’s forsvarer ved de polske retsinstanser ved en erklæring af 28. februar 2024, at hans mandat både vedrørte sagen i første instans og appelsagen, at SO havde angivet adressen på hans advokatkontor som den adresse, hvor forkyndelser rettet til ham kunne foretages i Polen, og hvortil skrivelser gyldigt kunne tilstilles ham i henhold til polsk ret, samt at en anden forsvarer havde afløst ham under appelsagen. Det er sandsynligt, at han ikke underrettede SO om tidspunktet for retsmødet, eftersom sidstnævntes tilstedeværelse i retsmødet ikke var obligatorisk, og han var blevet afløst af en anden forsvarer.

27

Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om en indkaldelse, der forkyndes for en befuldmægtiget, som den domfældte, der ikke selv var til stede, har udpeget til at modtage forkyndelser rettet til sig, opfylder kravene i artikel 9, stk. 1, litra i), nr. i), første led, i rammeafgørelse 2008/909, således at den nævnte retsinstans skal anerkende og fuldbyrde den dom, hvorved denne person er blevet dømt.

28

I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at det i artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 indeholdte begreb »den retssag, der førte til afgørelsen« skal forstås på samme måde som det identiske begreb, der er indeholdt i artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584, og som Domstolen allerede har fortolket i dom af 10. august 2017, Tupikas (C-270/17 PPU, EU:C:2017:628), og af 21. december 2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom) (C-397/22, EU:C:2023:1030), for så vidt som disse to bestemmelser har den samme ordlyd og er blevet ændret ved den samme rammeafgørelse, og der ikke fremgår nogen grund til at behandle tilfælde af overgivelse med henblik på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre anderledes end tilfælde af overtagelse af fuldbyrdelsen af en fældende dom. Dette begreb bør derfor, når en straffesag omfatter flere instanser, kun vedrøre den instans, hvorunder der efter en fornyet faktuel og retlig prøvelse er blevet truffet endelig afgørelse om den berørte persons skyld og om idømmelse af en straf til den pågældende. I det foreliggende tilfælde er der tale om appelretsmødet af 24. marts 2022 ved Sąd Apelacyjny w Poznaniu (appeldomstolen i Poznan) og ikke om den sag i første instans, hvortil afdelingen for straffuldbyrdelse ved Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) har henvist.

29

Den forelæggende ret hælder til den opfattelse, at en benægtende besvarelse af det forelagte spørgsmål følger af dom af 24. maj 2016, Dworzecki (C-108/16 PPU, EU:C:2016:346), og af 21. december 2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom) (C-397/22, EU:C:2023:1030), der vedrører den identisk affattede bestemmelse indeholdt i artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse 2002/584, og i hvilke Domstolen fastslog, at en indkaldelse, som er blevet overrakt til en voksen person, der tilhører den berørte persons husstand, og som har givet tilsagn om at ville overrække indkaldelsen til den pågældende, kun opfylder de i denne bestemmelse fastsatte betingelser, såfremt det på grundlag af den europæiske arrestordre kan afgøres, om, og i givet fald hvornår, denne voksne person faktisk har overrakt indkaldelsen til den pågældende. Det påhviler derfor den udstedende judicielle myndighed at oplyse i den europæiske arrestordre, på grundlag af hvilke forhold den har konstateret, at den berørte person faktisk har modtaget officiel underretning om tidspunktet og stedet for vedkommendes retssag. Denne retspraksis kan muligvis overføres på den i artikel 4, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909 omhandlede attest, som i det foreliggende tilfælde ikke indeholder sådanne oplysninger.

30

De faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen adskiller sig imidlertid fra dem, der blev undersøgt i de sager, der gav anledning til de nævnte domme, for så vidt som det i det foreliggende tilfælde forholder sig således, at SO over for de kompetente judicielle myndigheder udtrykkeligt havde udpeget den person, der modtog den pågældende forkyndelse, som befuldmægtiget med beføjelse til at modtage forkyndelser, idet denne befuldmægtigedes adresse var blevet angivet som den adresse, hvor sådanne forkyndelser kunne foretages. Heraf kunne det udledes, at SO ønskede, at forkyndelser foretaget for den befuldmægtigede, der havde mandat til at modtage disse, skulle anses for at være forkyndelser foretaget for ham.

31

For det andet skal det ifølge den forelæggende ret, såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, efterprøves, om den domfældte uden selv at have været til stede blev repræsenteret under appelsagen på en sådan måde, at det kan udelukkes, at den grund til at afslå at efterkomme anerkendelse og fuldbyrdelse af den dom, hvorved den pågældende blev dømt, kan finde anvendelse. Den nævnte retsinstans ønsker derfor oplyst, om betingelserne for anvendelse af artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 er opfyldt, hvis den domfældte på det tidspunkt, hvor den pågældende gav sin forsvarer et mandat til at forsvare vedkommende, ikke havde kendskab til tidspunktet for retssagen, men kun til den omstændighed, at en retssag ville finde sted.

32

Den forelæggende ret har anført, at det af den nævnte bestemmelse fremgår, at retsmødet skal berammes før tildelingen af mandatet til en forsvarer. Dette gælder imidlertid ikke nødvendigvis for en appelsag. Den forelæggende ret har således anført, at en person, der er blevet domfældt i første instans, og som bemyndiger sin forsvarer til at iværksætte appel, som hovedregel også vil bemyndige denne forsvarer til at repræsentere vedkommende under appelsagen, selv hvis personen ikke er til stede, for så vidt som national ret tillader dette, og personens tilstedeværelse ikke er påkrævet under appelsagen. Den nævnte retsinstans har anført, at personen med sikkerhed ved, at en appelsag vil finde sted, eftersom vedkommende har iværksat appel, men endnu ikke er klar over det nøjagtige tidspunkt, som appeldomstolen vil fastsætte retsmødet til.

33

Ifølge den forelæggende ret er det tilstrækkeligt at vide, at en appelsag vil finde sted, eftersom det i sagens videre forløb udelukkende vil være op til den person, der er blevet dømt uden selv at have været til stede i første instans, at tage kontakt til retsinstansen og sin forsvarer eller ej med henblik på at få kendskab til det tidspunkt, som er fastsat for appelsagen.

34

Den forelæggende ret har endvidere anført, at selv i de situationer, hvor forsvareren iværksætter appel uden sin klients viden, såfremt forsvareren – i tilfælde af manglende kontakt med klienten – som en sikkerhedsforanstaltning vil overholde appelfristen, forholder det sig således, at appelsagen ikke vil blive gennemført uden at have hørt klienten og fået bekræftelse fra denne. Den forelæggende ret har derfor af den omstændighed, at den valgte forsvarer og den anden forsvarer, som afløste denne for Sąd Apelacyjny w Poznaniu (appeldomstolen i Poznan), intervenerede i sagen, udledt, at der havde været en dialog med SO, og at han med sikkerhed var bekendt med, at en appelsag var nært forestående, selv om retsmødetidspunktet endnu ikke måtte være blevet fastsat på tidspunktet for denne dialog.

35

For det tredje har den forelæggende ret for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares benægtende, og det andet spørgsmål besvares således, at på det tidspunkt, hvor den berørte person giver et mandat til sin forsvarer, skal retsmødet allerede være blevet berammet, og den pågældende person have kendskab hertil, anført, at overtagelsen af fuldbyrdelsen af sanktionen ikke vil være lovlig i henhold til IRG’s § 84b, stk. 1, nr. 2, eftersom den undtagelse, der er fastsat i IRG’s § 84b, stk. 3, nr. 3 – som gennemfører artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 i tysk ret – ikke ville finde anvendelse.

36

Den forelæggende ret har dog anført, at mens artikel 9, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909 indrømmer den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat en skønsbeføjelse, fastsætter IRG’s § 84b, stk. 1, nr. 2, en absolut grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse. Den nævnte retsinstans er af den opfattelse, at det ikke er muligt for den at fortolke denne bestemmelse contra legem, altså således at den ved prøvelsen af afslagsgrunden har en skønsbeføjelse, der går ud over de undtagelsestilfælde, som er fastsat i IRG’s § 84b, stk. 3 og 4.

37

Den forelæggende ret har anført, at den, såfremt den rådede over en sådan skønsbeføjelse, ville fastslå, at overtagelsen af sanktionsfuldbyrdelsen kunne imødekommes. SO opretholdt nemlig på trods af den appel, som han iværksatte, ikke en tilstrækkelig kontakt med de polske judicielle myndigheder og sin forsvarer, hvis advokatkontors adresse han havde angivet som den, hvortil enhver forkyndelse kunne foretages. Han havde derfor tilsyneladende intet særligt ønske om selv at deltage i appelsagen. Endvidere er det SO selv, der har anmodet om, at hans sanktion fuldbyrdes i Tyskland. Henset til disse omstændigheder har SO efter den forelæggende rets opfattelse ingen beskyttelsesværdig interesse i, at der gives afslag på fuldbyrdelse af hans sanktion i denne medlemsstat.

38

Dette har ført den forelæggende ret til at anmode Domstolen om at oplyse, hvorvidt den tyske lovgivning er forenelig med princippet om EU-rettens forrang, skønt et svar, hvorefter den nævnte lovgivning ikke er forenelig hermed, synes at kunne udledes af dom af 21. december 2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom) (C-396/22, EU:C:2023:1029), hvor Domstolen fastslog, at tysk ret var uforenelig med artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, hvis ordlyd er identisk med ordlyden af artikel 9, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909.

39

For det fjerde ønsker den forelæggende ret oplyst, om den domfældte uden selv at have været til stede kan give afkald på den beskyttelse, der følger af artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, og i bekræftende fald om den omstændighed, at den domfældte har anmodet den kompetente myndighed i den udstedende medlemsstat om, at vedkommendes sanktion fuldbyrdes i dennes oprindelsesmedlemsstat, udgør et sådant afkald.

40

SO’s adfærd er i det foreliggende tilfælde selvmodsigende, for så vidt som han på den ene side i Polen – uden at have fremsat forbehold over for eller indsigelser mod domfældelsen – har anmodet om fuldbyrdelse af straffen i Tyskland, men på den anden side i sidstnævnte medlemsstat har fremsat indsigelser herimod på fuldbyrdelsesstadiet. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at denne omstændighed bør tages i betragtning ved udøvelsen af den skønsbeføjelse, som den bør råde over med henblik på at anerkende og fuldbyrde en dom, hvorved en person er blevet dømt, uden at vedkommende selv har været til stede. Den nævnte retsinstans er imidlertid ikke indrømmet en sådan skønsbeføjelse i henhold til national ret.

41

Selv om rammeafgørelse 2008/909 ikke indeholder noget lovgrundlag, hvoraf det kan udledes, at den domfældte lovligt og uden selv at have været til stede kan give afkald på den beskyttelse, der følger af rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1, litra i), har den forelæggende ret konstateret, at denne bestemmelse vedrører en hypotese, hvor denne person ved sine egne processuelle dispositioner kan beslutte, om vedkommende vil gøre brug af beskyttelsen mod anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse, der er truffet, uden at den pågældende var til stede. Den nævnte bestemmelses nr. iii) fastsætter nemlig en mulighed for, at denne person kan give afkald på at anfægte en sådan afgørelse. Såfremt afgørelsens eksigibilitet i denne henseende kan afhænge af viljen hos en person, der er blevet dømt uden selv at have været til stede, vil det ligeledes kunne lægges til grund, at fuldbyrdelsens videre forløb afhænger af den nævnte vilje, som SO i det foreliggende tilfælde har givet udtryk for gennem sin anmodning til Sąd Okręgowy w Zielonej Górze (den regionale domstol i Zielona Góra) om, at hans straf fuldbyrdes i Tyskland.

42

På denne baggrund har Kammergericht (den regionale appeldomstol i Berlin) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

43

Det skal bemærkes, at rammeafgørelse 2008/909 – ligesom det er tilfældet for rammeafgørelse 2002/584 – på det strafferetlige område konkretiserer princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse. Rammeafgørelse 2008/909 styrker det retlige samarbejde om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme i straffesager, når personer er blevet idømt frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger i en anden medlemsstat, med henblik på at lette deres sociale rehabilitering (dom af 4.9.2025, C.J. (Fuldbyrdelse af en sanktion efter en europæisk arrestordre), C-305/22, EU:C:2025:665, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

44

I henhold til artikel 3, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909 har rammeafgørelsen til formål at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat med henblik på at lette den domfældtes sociale rehabilitering anerkender en dom og fuldbyrder den sanktion, som er idømt af en retsinstans i en anden medlemsstat.

45

Med henblik herpå fastsætter artikel 4, stk. 1, litra a), i rammeafgørelse 2008/909 en mulighed for, at der kan fremsendes en dom samt den attest, for hvilken der findes en standardformular i bilag I til rammeafgørelsen, til den medlemsstat, hvor den domfældte er statsborger, og hvor vedkommende bor.

46

I denne sammenhæng bestemmer artikel 8, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat principielt er forpligtet til at efterkomme den anmodning om anerkendelse af en dom og fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning, som er idømt i en anden medlemsstat, og som er blevet fremsendt til den i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 4 og 5. Den nævnte myndighed kan principielt kun afslå at efterkomme en sådan anmodning med henvisning til de grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, der er udtømmende opregnet i rammeafgørelsens artikel 9 (dom af 9.11.2023, Staatsanwaltschaft Aachen,C-819/21, EU:C:2023:841, præmis 20).

47

Særligt bemærkes, at det af artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, som anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører, fremgår, at den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten kan afslå at anerkende en dom og fuldbyrde en sanktion, hvis den berørte person ifølge den i rammeafgørelsens artikel 4 omhandlede attest ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse.

48

I denne henseende skal det bemærkes, at Domstolen for så vidt angår artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584 har fastslået, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen«, således som begrebet anvendes i denne bestemmelse, skal forstås således, at det betegner den procedure, der har ført til den retsafgørelse, hvorved den person, som ønskes overgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, er blevet endeligt dømt (jf. bl.a. dom af 21.12.2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom), C-398/22, EU:C:2023:1031, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

49

Hvad mere specifikt angår en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor proceduren har fundet sted i to på hinanden følgende instanser, dvs. en første instans efterfulgt af en appelsag, har Domstolen fastslået, at det alene er det trin, der har ført til retsafgørelsen i appelsagen, som er relevant med henblik på anvendelsen af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, forudsat at dette trin har ført til en retsafgørelse, som ikke længere kan appelleres, og hvorved der derfor er truffet endelig afgørelse om sagens realitet (jf. bl.a. dom af 21.12.2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom), C-398/22, EU:C:2023:1031, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

50

Således som generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, kan denne fortolkning af det i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 indeholdte begreb »retssag, der førte til afgørelsen« overføres på artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, for så vidt som disse to bestemmelser – der er blevet indsat i de to omhandlede rammeafgørelser ved den samme EU-retsakt, nemlig rammeafgørelse 2009/299, navnlig ved henholdsvis artikel 2, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i sidstnævnte rammeafgørelse – har en tilsvarende eller identisk ordlyd og forfølger analoge formål vedrørende bl.a. den berørte persons ret til selv at være til stede under retssagen og iagttagelse af den pågældendes ret til forsvar, når vedkommende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til dennes domfældelse, således som det fremgår af bl.a. første, fjerde, sjette og ottende betragtning til rammeafgørelse 2009/299.

51

Af de samme grunde gælder det samme fortolkningen af de øvrige begreber, der er indeholdt i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som anlagt af Domstolen i sin praksis vedrørende denne bestemmelse, navnlig fortolkningen af de begreber og udtryk, der er genstand for bestemmelsens litra a)-c), hvis ordlyd svarer nøjagtigt til ordlyden af artikel 9, stk. 1, litra i), nr. i)-iii), i rammeafgørelse 2008/909, som er genstand for de forelagte spørgsmål.

52

Det er i lyset af ovenstående indledende bemærkninger, at de nævnte spørgsmål skal besvares.

53

Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retsinstanser og Domstolen, der er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale retsinstans et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, som forelægges den. Det tilkommer herved Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale retsinstans, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 5.6.2025, Nuratau, C-349/24, EU:C:2025:397, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

54

I det foreliggende tilfælde fremgår det af ordlyden af det første spørgsmål, at sidstnævnte formelt vedrører den hypotese, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra i), nr. i), i rammeafgørelse 2008/909. Denne hypotese vedrører en situation, hvor den berørte person ifølge den attest, der er omhandlet i den nævnte rammeafgørelses artikel 4, ikke selv var til stede under den retssag, som førte til den fældende dom, men i overensstemmelse med denne bestemmelses første led i rette tid enten var blevet indkaldt personligt og derved underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til denne dom, eller på anden måde faktisk var blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den pågældende retssag på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at vedkommende var klar over den berammede retssag, og i overensstemmelse med nævnte bestemmelses andet led var blevet underrettet om, at der kunne afsiges en afgørelse, selv om den pågældende ikke var til stede under retssagen.

55

Det følger imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at i hovedsagen skal den forelæggende ret ikke træffe afgørelse om en situation, hvor den berørte person blev underrettet om, at der kunne afsiges en afgørelse, selv om den pågældende ikke var til stede under retssagen, men om en situation, hvor denne person gav et mandat til en juridisk rådgiver og faktisk blev forsvaret af denne rådgiver under retssagen, hvilken situation er omhandlet i den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii).

56

Det første spørgsmål skal derfor forstås således, at Domstolen anmodes om at afgøre, om sidstnævnte bestemmelse skal fortolkes således, at den heri fastsatte betingelse om kendskab til den berammede retssag er opfyldt, når en indkaldelse til at give møde ikke er blevet forkyndt direkte for den berørte person, men for en juridisk rådgiver, som personen har givet et mandat til med henblik på sit forsvar under retssagen, og som personen har udpeget i den udstedende medlemsstat til at modtage de til sig tilstillede forkyndelser.

57

I henhold til artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 kan den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat afslå at anerkende og fuldbyrde en fældende dom, hvis den berørte person ifølge den i rammeafgørelsens artikel 4 omhandlede attest ikke selv var til stede under den retssag, der førte til denne afgørelse, medmindre det fremgår af attesten, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i udstedelsesstatens nationale lovgivning opfylder betingelserne for anvendelse af en af de hypoteser, som er omhandlet i nr. i), ii) eller iii) i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i).

58

Det følger heraf, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat principielt er forpligtet til at anerkende og fuldbyrde en fældende dom, selv om den pågældende ikke var til stede under den retssag, der førte til denne afgørelse, såfremt betingelserne for anvendelse af en af de hypoteser, som er omhandlet i nr. i), ii) eller iii) i artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, er opfyldt (jf. analogt dom af 24.5.2016, Dworzecki, C-108/16 PPU, EU:C:2016:346, præmis 35).

59

I hver af de hypoteser, der er omhandlet i de nævnte numre, gør anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en fældende dom således ikke indgreb i den berørte persons ret til forsvar eller i retten til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, således som de er fastsat i artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) (jf. analogt dom af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C-514/21 og C-515/21, EU:C:2023:235, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis), idet den pågældende i disse hypoteser anses for frivilligt og entydigt at have givet afkald på at være til stede under sin retssag (jf. analogt dom af 26.2.2013, Melloni, C-399/11, EU:C:2013:107, præmis 52).

60

Hvad nærmere bestemt angår artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 er den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat underlagt en forpligtelse til at anerkende og fuldbyrde en fældende dom, uanset at den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, der førte til denne dom, hvis den pågældende var klar over den berammede retssag og havde givet et mandat til en juridisk rådgiver, der var udnævnt enten af den pågældende person eller af medlemsstaten til at forsvare vedkommende under retssagen, og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen.

61

Af Domstolens praksis vedrørende artikel 9, stk. 1, litra i), nr. i), i rammeafgørelse 2008/909, der, således som det er blevet anført i nærværende doms præmis 54, i det væsentlige omhandler den hypotese, hvor den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, der førte til domfældelsen, men er blevet indkaldt personligt eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for denne retssag, fremgår det ganske vist – henset til bl.a. ordlyden af denne bestemmelses første led, hvorefter det entydigt skal fremgå, at den pågældende »var klar over den berammede retssag« – at den omstændighed, at en indkaldelse er blevet overrakt til en tredjemand, der giver tilsagn om at ville videregive indkaldelsen til den berørte, ikke gør det muligt entydigt at fastlægge, at den berørte »faktisk« har modtaget underretning om tidspunktet og stedet for retssagen, og i givet fald heller ikke det nøjagtige tidspunkt for modtagelsen heraf (jf. analogt dom af 24.5.2016, Dworzecki,C-108/16 PPU, EU:C:2016:346, præmis 47, og af 21.12.2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom), C-397/22, EU:C:2023:1030, præmis 31).

62

Som generaladvokaten har anført i punkt 53 i forslaget til afgørelse, forholder det sig imidlertid anderledes med den situation, hvor en indkaldelse til at give møde er blevet forkyndt for en juridisk rådgiver, som den berørte person har givet et mandat til med henblik på sit forsvar under retssagen, og som personen har udpeget i den udstedende medlemsstat til at modtage de til sig tilstillede forkyndelser.

63

Den omstændighed, at den kompetente myndighed i den udstedende medlemsstat fremsender denne indkaldelse til at give møde til adressen på den berørte persons juridiske rådgivers kabinet, udgør således en underretning af personen selv, idet sidstnævnte i dette tilfælde anses for at have modtaget den nævnte indkaldelse til at give møde (jf. analogt dom af 20.5.2025, Kachev, C-135/25 PPU, EU:C:2025:366, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

64

Følgelig skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at den i denne bestemmelse fastsatte betingelse om kendskab til den berammede retssag er opfyldt, når en indkaldelse til at give møde ikke er blevet forkyndt direkte for den berørte person, men for en juridisk rådgiver, som personen har givet et mandat til med henblik på sit forsvar under retssagen, og som personen har udpeget i den udstedende medlemsstat til at modtage de til personen tilstillede forkyndelser.

65

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at anvendelsen af denne bestemmelse er betinget af, at den berørte person havde kendskab til det fastsatte tidspunkt for retsmødet i den pågældendes retssag på det tidspunkt, hvor vedkommende gav en juridisk rådgiver et mandat med henblik på sit forsvar under denne retssag.

66

Det skal indledningsvis bemærkes, at det af den nævnte bestemmelse fremgår, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat i overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 57-59, er forpligtet til at anerkende og fuldbyrde en fældende dom, når den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, som førte til denne afgørelse, hvis den pågældende i henhold til det krav, der indleder bestemmelsen, var klar over den berammede retssag og havde givet et mandat til en juridisk rådgiver, der var udnævnt enten af den pågældende person eller af staten til at forsvare vedkommende under retssagen, og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen.

67

Med henblik på besvarelsen af det andet spørgsmål skal rækkevidden af det krav, der indleder artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909, og som vedrører den berørte persons kendskab til den berammede retssag – hvilket i mangel af en henvisning til medlemsstaternes nationale ret udgør et selvstændigt EU-retligt begreb, der skal fortolkes ensartet på Den Europæiske Unions område – derfor fastlægges (jf. analogt dom af 24.5.2016, Dworzecki, C-108/16 PPU, EU:C:2016:346, præmis 28-31).

68

I denne henseende bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 17.11.1983, Merck, 292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og af 4.9.2025, Casa Judeţeană de Asigurări de Sănătate Mureș m.fl., C-489/23, EU:C:2025:651, præmis 31).

69

Hvad angår ordlyden af artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 skal det bemærkes, at denne bestemmelses ordlyd i de forskellige sprogversioner heraf ikke gør det muligt entydigt at afgøre, om den nævnte bestemmelse for at kunne finde anvendelse kræver, at den berørte person var bekendt med det nøjagtige tidspunkt for det retsmøde, som var fastsat for den retssag, der førte til personens domfældelse.

70

Navnlig bemærkes, at mens den italienske sprogversion af den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), udtrykkeligt indeholder et sådant krav, begrænser visse sprogversioner, såsom den engelske og den franske, sig til at kræve »kendskab til den berammede retssag«, mens andre sprogversioner, såsom den tyske og den ungarske, kræver »kendskab til det berammede retsmøde« eller, såsom den tjekkiske, polske og svenske, »kendskab til det planlagte retsmøde«.

71

Selv om disse forskellige udtryk ganske vist kunne antyde, at den berørte person, i lighed med hvad der udtrykkeligt er fastsat i den italienske sprogversion af denne bestemmelse, skal have haft kendskab til det nøjagtige tidspunkt for det retsmøde, som var fastsat for den retssag, der førte til personens domfældelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at det af fast retspraksis fremgår, at den formulering, der er anvendt i én af sprogversionerne af en EU-retlig bestemmelse, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. EU-bestemmelserne skal nemlig fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Unionens sprog. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner af en EU-retsakt skal den pågældende bestemmelse således fortolkes på baggrund af sammenhængen for og formålet med den ordning, som den er led i (jf. i denne retning dom af 23.10.2025, Naturvårdsverket (Affaldsbehandling efter tilbagetagelse), C-221/24 og C-222/24, EU:C:2025:818, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

72

Hvad i denne henseende angår den sammenhæng, hvori artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 indgår, skal det fastslås, at denne bestemmelses nr. i) opstiller et krav om, at den berørte person enten er blevet indkaldt personligt og derved er blevet underrettet om »det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag«, der førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om »det fastsatte tidspunkt og sted for den pågældende retssag« på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at »han/hun var klar over den berammede retssag«.

73

Det skal således fastslås, at det af selve ordlyden af artikel 9, stk. 1, litra i), nr. i), i rammeafgørelse 2008/909 fremgår, at det heri indeholdte udtryk »klar over den berammede retssag« kræver, at den berørte person skal være blevet underrettet om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for den retssag, der førte til den pågældendes domfældelse.

74

I forbindelse med en kontekstuel fortolkning synes det at kunne udledes heraf, at det tilsvarende krav, der indleder nr. ii) i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), kan tillægges samme rækkevidde af hensyn til konsistensen, således at denne bestemmelse skal fortolkes således, at den kræver, at den berørte person er blevet underrettet om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for den retssag, der førte til den pågældendes domfældelse.

75

Denne fortolkning understøttes af bestemmelserne i direktiv 2016/343, som fastsætter minimumsregler vedrørende visse elementer i straffesager, herunder »retten til at være til stede under retssagen«, navnlig direktivets artikel 8, stk. 2, der udgør et relevant kontekstuelt element for fortolkningen af den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), på grund af den funktionelle forbindelse mellem disse to bestemmelser (jf. i denne retning dom af 16.1.2025, VB II (Underretning om retten til en ny retssag), C-400/23, EU:C:2025:14, præmis 48).

76

I denne henseende skal det bemærkes, at i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 kan medlemsstaterne fastsætte, at en retssag, der kan resultere i en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, kan afholdes, uden at vedkommende er til stede, på betingelse af enten, at den mistænkte eller tiltalte i tide er blevet underrettet om retssagen og oplyst om konsekvenserne af at undlade at give møde, jf. denne bestemmelses litra a), eller at den mistænkte eller tiltalte, der er blevet underrettet om retssagen, repræsenteres af en befuldmægtiget advokat, som er udpeget enten af den mistænkte eller tiltalte eller af staten, jf. denne bestemmelses litra b).

77

Domstolen har fastslået, at artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 tillægger underretningen af den berørte person særlig betydning, for så vidt som bestemmelsen udtrykkeligt gør enhver mulighed for at gennemføre en udeblivelsessag betinget af, at denne person er blevet underrettet om afholdelsen af retssagen. Under henvisning navnlig til 36. betragtning til det nævnte direktiv præciserede Domstolen, at den betingelse, der er fastsat såvel i litra a) som i litra b) i nævnte artikel 8, stk. 2, og hvorefter den berørte person skal underrettes om afholdelsen af retssagen, kræver, at den pågældende underrettes om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for denne retssag på en måde, der gør det muligt for vedkommende at blive bekendt med retssagen (jf. i denne retning dom af 15.9.2022, HN (Sag mod en tiltalt, der er udsendt fra området), C-420/20, EU:C:2022:679, præmis 51 og 52).

78

Den teleologiske fortolkning af artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 understøtter ligeledes den fortolkning, hvorefter det krav, som indleder nævnte nr. ii), indebærer, at den berørte person er blevet underrettet om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for den retssag, der førte til den pågældendes domfældelse.

79

Som det udtrykkeligt fremgår af artikel 1 i rammeafgørelse 2009/299, sammenholdt med 1. og 15. betragtning hertil, tilsigter nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), nemlig ved at præcisere definitionen af de fælles grunde til fuldbyrdelse af en fældende dom, selv om den berørte person ikke var til stede under retssagen, at beskytte den pågældendes ret til selv at være til stede under den mod vedkommende indledte straffesag, hvilket udgør et væsentligt element i retten til forsvar og mere generelt er af afgørende betydning ved overholdelsen af den ret til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 2 og 3, og artikel 48, samtidig med at den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstaterne forbedres (jf. i denne retning og analogt dom af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C-514/21 og C-515/21, EU:C:2023:235, præmis 50 og 60 og den deri nævnte retspraksis).

80

En fortolkning af artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909, hvorefter den berørte person skal underrettes om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for retssagen, fremmer virkeliggørelsen af de nævnte mål, for så vidt som den gør det muligt for den pågældende at give personligt møde, hvis vedkommende ønsker det, og dette indtil det tidspunkt, hvor retssagen faktisk finder sted, eller alternativt for så vidt som den kan sikre, at personen frivilligt og entydigt har givet afkald på at være til stede under denne retssag.

81

I denne sammenhæng skal det endvidere præciseres, at i modsætning til hvad ordlyden af artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 kunne synes at antyde, kan denne bestemmelse ikke forstås således, at den kræver, at underretningen om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for retssagen mod den pågældende finder sted, før personen giver sin juridiske rådgiver et mandat til at forsvare denne under retssagen, idet der ellers, således som generaladvokaten har anført i punkt 106 i forslaget til afgørelse, ville blive pålagt uforholdsmæssige formelle betingelser, såsom et krav om at bekræfte eller forny mandatet med henblik på appelsagen, skønt dette mandat oprindeligt blev givet med henblik på at omfatte hele retssagen.

82

For så vidt som en sådan underretning har til formål at gøre det muligt for den berørte person selv at være til stede under retssagen, er det nemlig uden betydning, om den er blevet foretaget for den pågældende før eller efter, at der er givet et mandat til en juridisk rådgiver. Det skal i øvrigt bemærkes, at når den berørte person giver en juridisk rådgiver et mandat til at iværksætte appel og repræsentere denne i forbindelse med den pågældende retssag, er dette mandat nødvendigvis blevet givet før underretningen om det fastsatte tidspunkt og sted for appelsagen, hvilke pr. definition endnu ikke er kendt på dette trin.

83

Det følger således af det ovenstående, at det krav, der indleder artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909, indebærer, at den berørte person i rette tid er blevet underrettet om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for retssagen, uden at det har nogen betydning, om denne underretning er kommet frem til personen før eller efter, at vedkommende har givet en juridisk rådgiver et mandat til at forsvare denne under retssagen.

84

Følgelig skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at anvendelsen af denne bestemmelse er betinget af, at den berørte person i rette tid er blevet underrettet om det fastsatte retsmødetidspunkt for vedkommendes retssag, men ikke af, at personen råder over denne oplysning, inden den pågældende giver en juridisk rådgiver et mandat til at forsvare denne under retssagen.

85

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, som forpligter den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat til at afslå at anerkende og fuldbyrde en fældende dom afsagt i den udstedende medlemsstat, når betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i denne bestemmelses nr. i)-iii), ikke er opfyldt.

86

Dette spørgsmål har kun relevans inden for rammerne af hovedsagen, såfremt den forelæggende ret i lyset af besvarelsen af det andet spørgsmål måtte fastslå, at betingelserne for anvendelse af den hypotese, der er omhandlet i den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), ikke er opfyldt under omstændighederne i hovedsagen.

87

Det fremgår af selve ordlyden af nævnte artikel 9, stk. 1, litra i) – og navnlig af angivelsen af, at den fuldbyrdende judicielle myndighed »kan« afslå at anerkende og fuldbyrde den pågældende fældende dom – at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat råder over beføjelsen til at afslå at anerkende og fuldbyrde en fældende dom, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til denne dom, medmindre det fremgår af den i den nævnte rammeafgørelses artikel 4 omhandlede attest, at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, som er fastsat i henholdsvis nr. i), ii) og iii) i denne bestemmelse, er opfyldt (jf. analogt dom af 21.12.2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom), C-396/22, EU:C:2023:1029, præmis 38 og 39 og den deri nævnte retspraksis).

88

Nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), begrænser således muligheden for at afslå at anerkende og fuldbyrde en fældende dom ved præcist og ensartet at opregne de betingelser, hvorunder anerkendelse og fuldbyrdelse af en sådan dom efter en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede, ikke kan afslås (jf. analogt dom af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C-514/21 og C-515/21, EU:C:2023:235, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

89

Det følger heraf, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, således som det fremgår af nærværende doms præmis 58, er forpligtet til at anerkende og fuldbyrde en fældende dom, selv om den berørte person ikke var til stede under den retssag, der førte til denne dom, når betingelserne for anvendelse af en af de hypoteser, som er omhandlet i henholdsvis nr. i), ii) eller iii) i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), er opfyldt.

90

Henset til den omstændighed, at artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 fastsætter en fakultativ grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en fældende dom, kan den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat imidlertid under alle omstændigheder efter at have konstateret, at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i denne bestemmelses nr. i), ii) og iii), ikke er opfyldt for så vidt angår situationen for den person, som er genstand for en sådan dom, tage hensyn til alle de særlige omstændigheder i hvert konkrete tilfælde, herunder personens adfærd, på grundlag af hvilke den kan sikre sig, at anerkendelsen og fuldbyrdelsen af dommen ikke indebærer en tilsidesættelse af personens ret til forsvar (jf. analogt dom af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C-514/21 og C-515/21, EU:C:2023:235, præmis 76 og 78 og den deri nævnte retspraksis).

91

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning forpligter den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat til at afslå at anerkende og fuldbyrde en fældende dom afsagt i den udstedende medlemsstat, når betingelserne for anvendelse af de hypoteser, som er omhandlet i nr. i), ii) eller iii) i artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, ikke er opfyldt. Denne lovgivning fratager derfor den nævnte myndighed en skønsmargin til på baggrund af omstændighederne i den foreliggende sag at kontrollere, om den berørte persons ret til forsvar ikke desto mindre kan anses for at være blevet overholdt, og følgelig til at beslutte at anerkende og fuldbyrde den pågældende fældende dom.

92

Under disse omstændigheder fremgår det, at en sådan national lovgivning er i strid med artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909.

93

I denne henseende skal det bemærkes, at princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at det ikke pålægger en national retsinstans at undlade at anvende en bestemmelse i national ret, der er uforenelig med bestemmelserne i den nævnte rammeafgørelse, idet disse bestemmelser ikke har direkte virkning. Medlemsstaternes myndigheder, herunder retsinstanserne, har ikke desto mindre pligt til i videst muligt omfang at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret, således at de kan sikre et resultat, som er foreneligt med det formål, der tilstræbes med denne rammeafgørelse (jf. analogt dom af 21.12.2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom), C-398/22, EU:C:2023:1031, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

94

Det forholder sig nemlig således, at selv om rammeafgørelser ikke har nogen direkte virkning, indebærer deres bindende virkning dog en forpligtelse for medlemsstaternes nationale myndigheder til at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret fra tidspunktet for udløbet af gennemførelsesfristen for disse rammeafgørelser. Ved anvendelsen af national ret er disse myndigheder derfor forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke denne lovgivning i lyset af den pågældende rammeafgørelses ordlyd og formål med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat, idet en fortolkning contra legem af national ret imidlertid er udelukket. Princippet om overensstemmende fortolkning kræver således, at national ret tages i betragtning i dens helhed, og at der anvendes fortolkningsmetoder, som er anerkendt i denne ret, for at sikre den fulde virkning af denne rammeafgørelse og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det mål, der tilsigtes hermed (dom af 21.12.2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom), C-398/22, EU:C:2023:1031, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

95

Det følger heraf, at såfremt den forelæggende ret måtte fastslå, at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, navnlig denne bestemmelses nr. ii), ikke er opfyldt, tilkommer det denne retsinstans, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, som er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning i lyset af ordlyden af og formålet med rammeafgørelse 2008/909 på en sådan måde, at den på grundlag af alle omstændigheder i den foreliggende sag kan vurdere, om den berørte persons ret til forsvar ikke desto mindre kan anses for at være blevet iagttaget, således at den pågældende fældende dom skal anerkendes og fuldbyrdes.

96

Følgelig skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, som forpligter den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat til at afslå at anerkende og fuldbyrde en fældende dom afsagt i den udstedende medlemsstat, når ingen af betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i denne bestemmelses nr. i)-iii), er opfyldt.

97

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at når den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat konstaterer, at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i den nævnte bestemmelses nr. i)-iii), ikke er opfyldt, kan den nævnte myndighed tage hensyn til den omstændighed, at den berørte person har anmodet den kompetente myndighed i den udstedende medlemsstat om, at den over for denne trufne sanktion fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor personen er statsborger, og hvor midtpunktet for vedkommendes interesser befinder sig, med henblik på at beslutte, at denne fuldbyrdelse ikke indebærer en tilsidesættelse af personens ret til forsvar.

98

Det skal indledningsvis præciseres, at besvarelsen af dette spørgsmål i lighed med besvarelsen af det tredje spørgsmål kun har relevans inden for rammerne af hovedsagen, såfremt den forelæggende ret i lyset af besvarelsen af det andet spørgsmål måtte fastslå, at betingelserne for anvendelse af den hypotese, som er omhandlet i den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), ikke er opfyldt under omstændighederne i hovedsagen.

99

Som anført i nærværende doms præmis 57-59 fastsætter den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), nr. i)-iii), de betingelser, hvorunder den berørte person skal anses for frivilligt og entydigt at have givet afkald på at være til stede under retssagen, således at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat er forpligtet til at anerkende og fuldbyrde den fældende dom, der er afsagt under en sådan retssag.

100

Som den forelæggende ret har anført i sin afgørelse, kan et sådant afkald følge af den berørte persons adfærd, når personen i overensstemmelse med den hypotese, der er omhandlet i nr. iii) i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), udtrykkeligt har tilkendegivet, at den pågældende ikke anfægter den afgørelse, der er truffet under en retssag, hvor denne ikke selv var til stede, eller at vedkommende ikke har fremsat en anmodning om fornyet prøvelse eller iværksat appel inden for den fastsatte frist.

101

Som generaladvokaten har anført i punkt 129 og 130 i forslaget til afgørelse, opfylder den omstændighed, at den berørte person, ligesom det er tilfældet i hovedsagen, har anmodet den kompetente myndighed i den udstedende medlemsstat om, at den sanktion, der er blevet truffet over for vedkommende under en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede, fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor personen er statsborger, og hvor midtpunktet for dennes interesser befinder sig, imidlertid ikke i sig selv de i den nævnte bestemmelse fastsatte betingelser, således som den forelæggende ret med rette har antydet med det fjerde spørgsmål, for så vidt som intet forhindrer den berørte person i at fremsætte en sådan anmodning og samtidig forbeholde sig retten til at anfægte den fældende dom, hvorved denne straf er blevet idømt, og til at anmode om afholdelse af en ny retssag.

102

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at det af den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 90, fremgår, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat efter at have konstateret, at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra i), nr. i)-iii), i rammeafgørelse 2008/909, ikke er opfyldt, kan tage hensyn til andre omstændigheder, på grundlag af hvilke den kan sikre sig, at anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den pågældende fældende dom ikke indebærer en tilsidesættelse af personens ret til forsvar, navnlig dennes adfærd.

103

Under disse omstændigheder kan den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat derfor tage hensyn til en anmodning som den i hovedsagen fremsatte om, at sanktionen fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor den berørte person er statsborger, og hvor midtpunktet for personens interesser befinder sig, med henblik på at fastslå, at denne fuldbyrdelse ikke indebærer en tilsidesættelse af den pågældendes ret til forsvar, således at der ikke er anledning til at anvende den grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, som er fastsat i artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, uanset at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i denne bestemmelses nr. i)-iii), ikke er opfyldt.

104

Følgelig skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at når den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat konstaterer, at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i den nævnte bestemmelses nr. i)-iii), ikke er opfyldt, kan den nævnte myndighed tage hensyn til den omstændighed, at den berørte person har anmodet den kompetente myndighed i den udstedende medlemsstat om, at sanktionen fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor personen er statsborger, og hvor midtpunktet for vedkommendes interesser befinder sig, med henblik på at beslutte, at denne fuldbyrdelse ikke indebærer en tilsidesættelse af personens ret til forsvar.

105

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: