Malacalza Investimenti Srl og Vittorio Malacalza mod Den Europæiske Centralbank (ECB) (C-557/24 P)

1

Med deres appel har Malacalza Investimenti Srl og Vittorio Malacalza nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 5. juni 2024, Malacalza Investimenti og Malacalza mod ECB (T-134/21, herefter den appellerede dom, EU:T:2024:362), hvorved Retten frifandt Den Europæiske Centralbank (ECB) for en påstand om erstatning for det tab, appellanterne angiveligt havde lidt som følge af ECB’s ulovlige adfærd i forbindelse med udøvelsen af dens tilsyn med Banca Carige SpA mellem 2014 og 2019.

2

Artikel 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1) har følgende ordlyd:

»I denne forordning fastlægges der ensartede bestemmelser om generelle tilsynsmæssige krav, som alle institutter, der er underkastet tilsyn i henhold til [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338)], skal opfylde på følgende områder:

3

Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63) definerer i artikel 2, nr. 9), den fælles tilsynsmekanisme (FTM) som »systemet for finansielt tilsyn bestående af ECB og de kompetente nationale myndigheder i de deltagende medlemsstater, som beskrevet i artikel 6 i denne forordning«.

4

Forordningens artikel 4 bestemmer:

»1.   ECB har inden for rammerne af artikel 6 og i overensstemmelse med stk. 3 i denne artikel enekompetence til med henblik på tilsyn at udføre følgende opgaver i forbindelse med alle de kreditinstitutter, der er etableret i de deltagende medlemsstater:

[...]

[...]

3.   Med henblik på at udføre de opgaver, som ECB overdrages ved denne forordning, og med det formål at sikre høje standarder for tilsyn, anvender ECB al relevant EU-ret, og såfremt denne EU-ret består af direktiver, den nationale lovgivning til gennemførelse af disse direktiver. Hvis den relevante EU-ret består af forordninger, og hvis disse forordninger i øjeblikket udtrykkeligt giver medlemsstaterne valgmuligheder, anvender ECB også den nationale lovgivning om udøvelse af disse valgmuligheder

[...]«

5

Forordningens artikel 9, stk. 1 og 2, fastsætter følgende:

»1.   Udelukkende med det formål at udføre de opgaver, som overdrages til ECB ved artikel 4, stk. 1 og 2, og artikel 5, stk. 2, betragtes ECB, hvor det er relevant, som den kompetente myndighed eller den udpegede myndighed i de deltagende medlemsstater som fastsat i den relevante EU-ret.

Udelukkende med samme formål har ECB alle de beføjelser og forpligtelser, som er fastsat i denne forordning. Den har ligeledes alle de beføjelser og forpligtelser, som de kompetente og udpegede myndigheder har i medfør af den relevante EU-ret, medmindre andet er fastsat i denne forordning. Navnlig har ECB de beføjelser, der er opregnet i afdeling 1 og 2 i dette kapitel.

[...]

2.   ECB udøver de i stk. 1 i denne artikel omhandlede beføjelser i overensstemmelse med de retsakter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3, første afsnit. I forbindelse med udøvelsen af deres respektive tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser arbejder ECB og de kompetente nationale myndigheder tæt sammen.«

6

Samme forordnings artikel 16 har følgende ordlyd:

»1.   Med henblik på at udføre de opgaver, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, og uden at det berører de andre beføjelser, som er overdraget til ECB, har ECB i henhold til stk. 2 i denne artikel beføjelse til at stille krav om, at alle kreditinstitutter, finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber i de deltagende medlemsstater på et tidligt stadium træffer de nødvendige foranstaltninger til at behandle relevante problemer i følgende tilfælde:

2.   Med henblik på artikel 9, stk. 1, har ECB navnlig følgende beføjelser:

7

Artikel 1 i direktiv 2013/36 har følgende ordlyd:

»Dette direktiv fastlægger regler vedrørende:

8

Dette direktivs artikel 142 bestemmer:

»1.   Såfremt et institut ikke opfylder det kombinerede bufferkrav, udarbejder det en kapitalbevaringsplan og forelægger den for den kompetente myndighed senest fem arbejdsdage efter at have konstateret, at det ikke opfylder nævnte krav, medmindre den kompetente myndighed tillader en længere frist på op til ti dage.

[...]

3.   Den kompetente myndighed vurderer kapitalbevaringsplanen og godkender kun planen, hvis den mener, at det med planen, hvis den gennemføres, med rimelighed kan forventes, at der kan bevares eller rejses tilstrækkelig kapital til at sætte instituttet i stand til at opfylde de kombinerede bufferkrav inden for en frist, som den kompetente myndighed anser for passende.

[...]«

9

Artikel 2, stk. 1, nr. 21), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190) definerer med henblik på direktiv 2014/59 ECB som en »kompetent myndighed«»for så vidt angår de særlige opgaver, den har fået overdraget ved [forordning nr. 1024/2013]«.

10

Direktivets artikel 27 med overskriften »Foranstaltninger i forbindelse med tidlig indgriben« fastsætter i stk. 1:

»Hvis et [kreditinstitut eller et investeringsselskab] overtræder eller på grund af blandt andet en finansiel situation i hastig forværring, herunder en likviditetssituation der forværres, stigende gearingsgrad, misligholdte lån eller koncentration af eksponeringer, vurderet på grundlag af en række udløsningsmekanismer, som kan indbefatte instituttets kapitalkrav plus 1,5 procentpoint, kan forventes i nær fremtid at overtræde kravene i forordning [nr. 575/2013], direktiv [2013/36,] afsnit II i [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT 2014, L 173, s. 349)] eller en af artiklerne 3-7, 14-17 samt 24, 25 og 26 i [Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 84)], sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder, [...] mindst råder over følgende foranstaltninger:

[...]«

11

Artikel 28 i direktiv 2014/59, der har overskriften »Fjernelse af den daglige ledelse og ledelsesorganet«, bestemmer:

»Hvis der er sket en betydelig forværring af et instituts finansielle situation, eller hvis der forekommer alvorlige overtrædelser af love, administrative bestemmelser eller instituttets vedtægter eller alvorlige administrative uregelmæssigheder, og hvis andre foranstaltninger truffet i overensstemmelse med artikel 27 ikke er tilstrækkelige til at vende situationen, sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder kan kræve, at instituttets daglige ledelse eller ledelsesorgan fjernes i sin helhed, eller for så vidt angår enkeltpersoner. Udpegelsen af ny daglig ledelse eller nyt ledelsesorgan foretages i overensstemmelse med national ret og EU-retten og er underlagt den kompetente myndigheds godkendelse eller samtykke.«

12

Direktivets artikel 29 med overskriften »Midlertidig administrator« har i stk. 1 følgende ordlyd:

»Hvis udskiftning af den daglige ledelse eller ledelsesorganet som omhandlet i artikel 28 af den kompetente myndighed anses for at være utilstrækkeligt til at rette op på situationen, sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder kan udpege en eller flere midlertidige administratorer til instituttet. De kompetente myndigheder kan, ud fra hvad der er rimeligt under omstændighederne, udpege en hvilken som helst midlertidig administrator enten til at overtage instituttets ledelsesorgan midlertidigt eller til midlertidigt at arbejde sammen med instituttets ledelsesorgan, og den kompetente myndighed skal præcisere sin afgørelse ved udpegelsen. Hvis den kompetente myndighed udpeger en midlertidig administrator til at arbejde sammen med instituttets ledelsesorgan, præciserer den endvidere ved en sådan udpegelse den midlertidige administrators rolle, pligter og beføjelser og eventuelle krav om, at instituttets ledelsesorgan skal høre den midlertidige administrator eller indhente dennes samtykke, inden den træffer bestemte afgørelser eller foranstaltninger. Den kompetente myndighed er forpligtet til at offentliggøre udpegelsen af en eventuel midlertidig administrator, undtagen hvis den midlertidige administrator ikke har beføjelse til at repræsentere instituttet. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at en eventuel midlertidig administrator har de nødvendige kvalifikationer og evner samt den fornødne viden til at kunne varetage sine opgaver og er helt fri af interessekonflikter.«

13

Artikel 72, stk. 1 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten (EUT 2017, L 169, s. 46) bestemmer:

»1.   Ved enhver forhøjelse af den tegnede kapital, der sker ved indskud i kontanter, skal aktierne fortrinsvis tilbydes aktionærerne i forhold til den del af kapitalen, som deres aktier repræsenterer.

[...]

4.   Fortegningsretten kan ikke begrænses eller ophæves i vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten. [...]

[...]«

14

Artikel 53, stk. 1, litra da), i decreto legislativo n. 385 – Testo unico delle leggi in materia bancaria e creditizia (lovdekret nr. 385 om konsolidering af bank- og kreditloven) af 1. september 1993 (GURI nr. 230 af 30.9.1993, almindeligt tillæg nr. 92, herefter »den konsoliderede banklov«) betror Banca d’Italia (den italienske nationalbank), som er tilsynsmyndighed i denne medlemsstat som omhandlet i EU-lovgivningen, den opgave at offentliggøre oplysninger om kreditinstitutter, bl.a. oplysninger om kapitalkrav, risikobegrænsning, tilladte ejerandele, ledelsen og den administrative eller regnskabsmæssige organisation.

15

Den konsoliderede banklovs artikel 53a, stk. 1, litra d), bestemmer, at tilsynsmyndigheden, når situationen kræver det, kan vedtage specifikke foranstaltninger over for en eller flere banker eller over for hele banksystemet. Disse foranstaltninger kan indebære:

16

Den konsoliderede banklovs artikel 56 bestemmer følgende:

»1.   Banca d’Italia sikrer, at ændringer i bankernes vedtægter ikke er i strid med en sund og forsigtig ledelse.

2.   Proceduren for registrering i selskabsregistret kan kun indledes, hvis den i stk. 1 omhandlede kontrol er godtgjort.«

17

Den konsoliderede banklovs artikel 67, stk. 1, litra e), fastsætter, at tilsynsmyndigheden i forbindelse med udøvelsen af det konsoliderede tilsyn ved hjælp af generelle foranstaltninger giver moderselskabet oplysninger om hele bankkoncernen eller dens enkelte dele vedrørende kapitalkrav, risikobegrænsning i dens forskellige konfigurationer, kapitalandele, virksomhedsledelse, administrativ og regnskabsmæssig organisation samt intern kontrol og aflønnings- og incitamentsordninger.

18

I henhold til den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), kan Banca d’Italia vedtage de deri nævnte foranstaltninger til tidlig indgriben, når den som følge af en hurtig forværring af den pågældende banks situation eller af situationen for den koncern, som den tilhører, bl.a. konstaterer eller fastslår en tilsidesættelse af forordning nr. 575/2013 og af afsnit II i direktiv 2014/65.

19

Det følger af den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra b), og artikel 70, at tilsynsmyndigheden kan placere et institut under midlertidig administration i tilfælde af alvorlige overtrædelser af love eller administrative bestemmelser, alvorlige uregelmæssigheder i ledelsen af kreditinstituttet, når forværringen af bankens eller bankkoncernens situation er særlig betydelig, når alvorlige tab af aktiver kan forudses, eller når midlertidig administration kræves af administrationsorganerne ved begrundet anmodning eller af kreditinstituttets ekstraordinære generalforsamling.

20

Den konsoliderede banklovs artikel 69r giver tilsynsmyndigheden beføjelse til, når betingelserne i den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), er opfyldt, at anmode et kreditinstitut eller en bankkoncerns moderselskab om at gennemføre, endog delvist, den vedtagne genopretningsplan, om at udarbejde en plan for forhandling af en gældsomlægning med alle eller visse kreditorer eller om, i givet fald, at ændre deres selskabsform.

21

Det fremgår af den konsoliderede banklovs artikel 71, stk. 6, at de midlertidige administratorer for at kunne udøve deres funktioner skal opfylde en række krav, herunder at de ikke har interessekonflikter.

22

I henhold til den konsoliderede banklovs artikel 72, stk. 5, udøves erstatningssøgsmålet mod medlemmerne af de opløste administrations- og kontrolorganer under den midlertidige administration af de midlertidige administratorer.

23

Sagens baggrund, der er gennemgået i den appellerede doms præmis 2-25, kan med henblik på nærværende sag sammenfattes som følger.

24

Banca Carige var et børsnoteret kreditinstitut med hjemsted i Italien, som siden 2014 havde været underlagt ECB’s direkte tilsyn i henhold til forordning nr. 1024/2013. Appellanterne var aktionærer i Banca Carige, og Vittorio Malacalza var også medlem og næstformand for bankens bestyrelse fra den 31. marts 2016 til den 3. august 2018.

25

Med henblik på at afhjælpe det kapitalunderskud, der blev konstateret ved ECB’s omfattende vurdering i 2014, godkendte den ekstraordinære generalforsamling afholdt af Banca Cariges aktionærer den 23. april 2015 en kapitalforhøjelse på 850 mio. EUR.

26

Ved afgørelse ECB/SSM/2016-F1T87K3OQ2OV1UORLH26/26 af 9. december 2016 vedtog ECB en foranstaltning til tidlig indgriben over for Banca Carige (herefter »foranstaltningen til tidlig indgriben«). Denne foranstaltning bestod i at anmode Banca Carige om, inden den 28. februar 2017, at fremlægge en strategiplan og en operationel plan for nedbringelse af misligholdte udstedelser af lån med en klar angivelse af de foranstaltninger, der skulle træffes, og den tidsplan, der skulle overholdes for at nå dette mål.

27

For at opfylde de mål, der var opstillet i foranstaltningen til tidlig indgriben godkendte Banca Cariges bestyrelse i september 2017 en rekapitaliseringsplan, som bl.a. omfattede en kapitalforhøjelse på 560 mio. EUR, der skulle gennemføres inden udgangen af 2017. Efter at Commissione nazionale per le società e la borsa (det nationale børstilsyn, Italien) havde godkendt prospektet, blev kapitalforhøjelsen afsluttet den 21. december 2017 med et beløb på 544 mio. EUR.

28

Den 28. december 2017 underrettede ECB Banca Carige om afgørelsen om fastsættelse af tilsynskravene for Banca Carige for 2018. Efterfølgende forsøgte Banca Carige forgæves at forhøje sit kapitalgrundlag for at opfylde de gældende krav.

29

Disse mislykkede forsøg forstærkede spændingerne i Banca Cariges bestyrelse med hensyn til den måde, hvorpå den manglende overholdelse af kapitalkravene kunne afhjælpes, og hvorpå rekapitaliseringsplanen godkendt i september 2017 kunne gennemføres. Disse uoverensstemmelser førte til en række fratrædelser, herunder Vittorio Malacalzas, som gjorde det nødvendigt at udnævne en ny bestyrelse. Banca Cariges aktionærer udpegede således på den ekstraordinære generalforsamling den 20. september 2018 nye bestyrelsesmedlemmer og udpegede Pietro Modiano til bestyrelsesformand og Fabio Innocenzi til administrerende direktør.

30

Henset til Banca Cariges mislykkede forsøg på at bringe dens egne kapitalinstrumenter på markedet afviste ECB ved afgørelse ECB-SSM-2018-ITCAR-6 af 14. september 2018 (herefter »afgørelsen om kapitalgrundlaget«) at godkende den kapitalbevaringsplan, som Banca Carige havde udarbejdet, og anmodede banken om senest den 30. november 2018 at fremlægge en ny plan for bankens bestyrelse med henblik på varigt at genoprette og sikre overholdelsen af de finansielle krav senest den 31. december 2018 og at få bestyrelsens godkendelse heraf.

31

Som svar på denne anmodning vedtog Banca Cariges bestyrelse den 12. november 2018 en plan for styrkelse af kapitalgrundlaget med to etaper, nemlig for det første udstedelse af efterstillede obligationer i kategori 2 og for det andet en kapitalforhøjelse, der var betinget af aktionærernes godkendelse.

32

Den første etape blev gennemført ved en tegning af obligationer på dels 318,2 mio. EUR af Fondo interbancario di tutela dei depositi (bankernes indskudsgarantifond, Italien) (herefter »FITD«) gennem dens frivillige interventionsfond, dels 1,8 mio. EUR af Banco di Desio e della Brianza, en bank med hjemsted i Italien.

33

I forbindelse med den anden etape blev der, den 22. december 2018, indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling for Banca Cariges aktionærer med henblik på at godkende en kapitalforhøjelse ved ombytning af efterstillede obligationer med nyudstedte aktier, idet formålet var at styrke kernekapitalen. Sidstnævnte forslag blev imidlertid ikke accepteret som følge af den modstand, som aktionærer, der ejede 70% af kapitalen, gav udtryk for på denne generalforsamling. Før disse aktionærer tog stilling, ønskede de nemlig at få fremsendt dels forretningsplanen, dels balancen vedrørende de aktiviteter, som Banca Carige havde udøvet i 2018.

34

Efter disse begivenheder meddelte Banca Carige den 23. december 2018 ved pressemeddelelse, at næstformanden for dens bestyrelse og et andet bestyrelsesmedlem var trådt tilbage med øjeblikkelig virkning. Den 2. januar 2019 meddelte Banca Carige i en anden pressemeddelelse, at fem andre bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden, Pietro Modiano, og den administrerende direktør, Fabio Innocenzi, var trådt tilbage med virkning fra denne dato. Disse fratrædelser førte til afskedigelse af bestyrelsen i henhold til Banca Cariges vedtægter og italiensk ret. I henhold til disse vedtægter fortsatte de fire medlemmer af bestyrelsen, der ikke var fratrådt, med at udføre deres opgaver for at sikre den daglige ledelse.

35

I mellemtiden havde ECB den 1. januar 2019 besluttet at sætte Banca Carige under midlertidig administration (herefter »afgørelsen om placering under midlertidig administration«) i henhold til bestemmelserne i den konsoliderede banklov. Denne afgørelse medførte for det første, at Banca Cariges bestyrelse blev opløst, og at de tidligere medlemmer af denne bestyrelse blev erstattet af tre midlertidige bestyrelsesmedlemmer, herunder bl.a. Pietro Modiano og Fabio Innocenzi, for det andet, at Banca Cariges tilsynsudvalg blev opløst, og at de tidligere medlemmer af dette udvalg blev udskiftet med tre andre personer, og for det tredje, at de nye organer blev tildelt en opgave, der bestod i at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at Banca Carige på et varigt grundlag på ny opfyldte de økonomiske krav.

36

Den 2. januar 2019 blev vedtagelsen af afgørelsen om placering under midlertidig administration bekendtgjort i en pressemeddelelse, og handelen med de værdipapirer, der var udstedt eller garanteret af Banca Carige, blev suspenderet af det nationale børstilsyn, i den periode, hvor denne afgørelse fandt anvendelse, eller indtil der, bl.a. som følge af nye initiativer fra de kompetente myndigheder på tilsynsområdet, skete en genetablering af en fuldstændig oplysningsramme vedrørende værdipapirer udstedt eller garanteret af Banca Carige.

37

Efter en fornyet vurdering af de betingelser, hvorpå afgørelsen om placering under midlertidig administration var blevet truffet, blev den midlertidige placeringsforanstaltning forlænget tre gange, den 29. marts, den 30. september og den 20. december 2019, med henblik på at stabilisere Banca Cariges situation og at gøre det muligt at afslutte styrkelsen af kapitalgrundlaget.

38

Den 9. august 2019 underskrev Banca Carige, Cassa Centrale Banca – Credito Cooperativo Italiano SpA, moderselskab i en koncern af italienske kreditinstitutter, FITD og FITD’s frivillige interventionsfond en rammeaftale, der fastlagde karakteristika for en forretningsplan, som bl.a. omfattede en kapitalforhøjelse i Banca Carige på 700 mio. EUR og udstedelse af nye efterstillede obligationer i kategori 2. Ved skrivelse af 18. september 2019 fandt ECB på grundlag af den konsoliderede banklovs artikel 56, at den påtænkte kapitalforhøjelse ikke var i strid med en forsvarlig og forsigtig forvaltning af banken.

39

Den 20. september 2019 godkendte en ekstraordinær generalforsamling i Banca Carige denne kapitalforhøjelse. Malacalza Investimenti deltog ikke i denne generalforsamling.

40

Efter gennemførelsen af den nævnte kapitalforhøjelse blev der den 31. januar 2020 valgt en ny bestyrelse og et nyt tilsynsråd på den ordinære generalforsamling for Banca Cariges aktionærer, og de midlertidige administratorer og tilsynsudvalget overførte på samme dato Banca Cariges ledelse til de nyvalgte organer.

41

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. marts 2021 anlagde appellanterne sag med påstand om, at ECB blev tilpligtet at betale dels Malacalza Investimenti et beløb på 870525670 EUR, dels Vittorio Malacalza et beløb på 9544022 EUR eller et andet beløb, hvilket i givet fald kunne forhøjes eller nedsættes, i det omfang, det ud fra en billighedsvurdering måtte findes at være mere rimeligt, som erstatning for den skade, de angiveligt havde lidt som følge af ECB’s ulovlige adfærd i forbindelse med udøvelsen af dens tilsyn med Banca Carige mellem 2014 og 2019, samt om, at det blev fastslået, »om fornødent«, at de foranstaltninger, der var påstået at være ulovlige, var ugyldige.

42

Ved afgørelse af 21. juli 2021 fik Europa-Kommissionen tilladelse til at intervenere til støtte for ECB’s påstande.

43

I den appellerede doms præmis 28 anførte Retten, at appellanterne nedlagde påstand om, at ECB ifalder ansvar uden for kontraktforhold som følge af de nedenfor anførte otte angivelige ulovlighedsgrunde:

44

Efter i den appellerede doms præmis 34 at have henvist til den retspraksis, hvorefter Unionens ansvar uden for kontraktforhold over for borgerne forudsætter, at tre kumulative betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der kan tilregnes den pågældende EU-institution eller dens ansatte under udøvelsen af deres hverv, er retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagsforbindelse mellem den hævdede adfærd og det påberåbte tab, bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 35, at den fandt det hensigtsmæssigt at prøve, om den første af disse betingelser var opfyldt. Retten bemærkede i denne henseende, at dette ifølge retspraksis er tilfældet, når den anfægtede adfærd indebærer en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, og når den tilsidesættelse, som institutionen kritiseres for, er tilstrækkeligt kvalificeret.

45

Med hensyn til karakteren af de retsregler, der kan medføre, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold, bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 36 og 37, at ifølge retspraksis har en retsregel til formål at tillægge borgerne rettigheder, når den skaber en fordel for sidstnævnte, der kan kvalificeres som en velerhvervet rettighed, når den har til formål at beskytte borgernes rettigheder, eller når den indebærer, at borgerne tillægges rettigheder, hvis indhold kan fastslås, og at for at Unionen kan ifalde ansvar, skal den beskyttelse, som den påberåbte regel giver, være effektiv i forhold til den borger, der påberåber sig denne. Retten tilføjede, at der ikke kan tages hensyn til en regel, hvis den ikke tillægger den borger, der påberåber sig denne, nogen rettigheder, selv om den tillægger andre personer rettigheder.

46

Hvad angår den type tilsidesættelse, der kræves, for at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold, gennemgik Retten i den appellerede doms præmis 38-45 den relevante retspraksis og konkluderede i dommens præmis 46, at det fulgte heraf, at appellanterne for at bevise ECB’s ansvar uden for kontraktforhold i tilstrækkeligt grad skulle godtgøre, at ECB ud over den skønsbeføjelse, som den er tillagt, groft og åbenbart har tilsidesat en EU-retlig regel, der tillægger borgerne rettigheder. Retten tilføjede i dommens præmis 47, at for at afgøre, om der var sket en sådan tilsidesættelse, skulle Unionens retsinstanser, henset til de forhold, som appellanterne har fremført, tage hensyn til den vide skønsbeføjelse, som ECB er indrømmet i forbindelse med udøvelsen af dens tilsynsopgaver.

47

Retten behandlede successivt de otte ulovlighedsgrunde, som appellanterne havde påberåbt sig, og som er nævnt i nærværende doms præmis 43.

48

Hvad angår den første ulovlighedsgrund anførte Retten i den appellerede doms præmis 59, at appellanterne havde gjort gældende, at ECB ved ikke at berigtige de angiveligt vildledende erklæringer om Banca Cariges soliditet, som var fremsat af bestyrelsesmedlemmer i Banca Carige, på en tilstrækkeligt kvalificeret måde havde tilsidesat den konsoliderede banklovs artikel 53, stk. 1, litra da), artikel 53a, stk. 1, litra d), og artikel 67, stk. 1, litra e).

49

I denne henseende bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 68, at den første og den tredje af disse bestemmelser pålægger ECB en generel forpligtelse til offentliggørelse af kategorier af oplysninger med et formål, der er i offentlighedens interesse, nemlig at sikre markedernes funktion og stabilitet, og pålægger ikke nogen forpligtelse til at reagere specifikt, når bestemte aktører på markedet fremsætter udtalelser vedrørende visse institutters soliditet, som andre anser for vildledende. Retten fandt derfor, at der ikke af disse bestemmelser kunne udledes en ret for investorer til at lade ECB gribe ind i hver enkelt medlemsstat, hver gang der i disse medlemsstater, i forhold til de institutter, der er underlagt ECB’s tilsyn, fremsættes kommentarer, som af investorerne vil kunne anses for helt eller delvist ugrundede. Det fremgår af dommens præmis 69 og 70, at Retten fandt, at den omstændighed, at sådanne erklæringer var blevet fremsat af Banca Cariges bestyrelsesmedlemmer, ikke kunne føre til en anden konklusion.

50

Med hensyn til den konsoliderede banklovs artikel 53a, stk. 1, litra d), fastslog Retten i den appellerede doms præmis 74, at det, henset til dens ordlyd, fremgik, at denne bestemmelse ikke var relevant, når det skal afgøres, om ECB var forpligtet til at berigtige udtalelser fra visse aktører vedrørende en banks finansielle stabilitet, som andre anså for fejlagtige. Retten fastslog således i dommens præmis 75, at appellanternes argumentation vedrørende den første ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, skulle forkastes.

51

Hvad angår den anden ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 76, at appellanterne var af den opfattelse, at ECB havde tilsidesat artikel 4 og 16 i forordning nr. 1024/2013:

52

Efter i den appellerede doms præmis 79-84 at have behandlet artikel 4 og 16 i forordning nr. 1024/2013 fastslog Retten i dommens præmis 85 og 86, at disse bestemmelser, idet de ikke har til formål at tillægge borgerne rettigheder, ikke kan danne grundlag for en ulovlig adfærd, som kan medføre, at Unionen ifalder ansvar som følge af den adfærd, som var blevet foreholdt ECB at have fundet sted i forbindelse med det tilsyn, som ECB har udøvet over for Banca Carige, og at appellanternes argumentation vedrørende den anden ulovlighedsgrund følgelig skulle forkastes.

53

For så vidt angår den tredje ulovlighedsgrund bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 87, at appellanterne foreholdt ECB, at den på en tilstrækkeligt kvalificeret måde havde tilsidesat den konsoliderede banklovs artikel 56 ved den 18. september 2019 at have godkendt en kapitalforhøjelse, der var i strid med den forkøbsret, som Banca Cariges vedtægter indrømmer aktionærerne.

54

Det fremgår i denne henseende af den appellerede doms præmis 92 og 93, at Retten fastslog, at den kontrol, der skal foretages i henhold til den konsoliderede banklovs artikel 56, ikke skal vedrøre den påtænkte vedtægtsændrings forenelighed med aktionærernes forkøbsret, men med kravet om en sund og forsigtig ledelse, og at det formål, der skal tages hensyn til, når denne kontrol foretages, følgelig er kreditinstituttets stabilitet og mere generelt det finansielle system som helhed. Retten udledte heraf i dommens præmis 94, at den konsoliderede banklovs artikel 56 ikke i sig selv tillægger borgerne rettigheder, således at appellanternes argumentation vedrørende den tredje ulovlighedsgrund, som gøres gældende over for ECB, skulle forkastes.

55

Hvad angår den fjerde ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 95, at appellanterne havde gjort gældende, at ECB havde tilsidesat den konsoliderede banklovs artikel 71, stk. 6, på en tilstrækkeligt kvalificeret måde ved at udpege Pietro Modiano og Fabio Innocenzi, der var henholdsvis tidligere bestyrelsesformand og tidligere administrerende direktør i Banca Carige, til midlertidige administratorer, for så vidt som det havde været vanskeligt for disse to personer at anlægge erstatningssøgsmål mod Banca Cariges administrations- og kontrolorganer eller mod visse medlemmer heraf. Disse to personer var således på grund af deres udpegelse til midlertidige administratorer beskyttet mod et erstatningssøgsmål, der kunne være blevet anlagt mod dem for de beslutninger, der blev truffet under udøvelsen af deres tidligere funktioner.

56

I denne henseende fastslog Retten i den appellerede doms præmis 104, at den konsoliderede banklovs artikel 71, stk. 6, havde til formål at tillægge borgerne rettigheder.

57

Ikke desto mindre fastslog Retten i den appellerede doms præmis 108 og 109, at afgørelsen om placering under midlertidig administration ikke havde været baseret på »alvorlige uregelmæssigheder« begået af Banca Cariges tidligere administrationsorganer, men havde været baseret på den »betydelige forværring af bankens situation« som omhandlet i den konsoliderede banklovs artikel 69q og artikel 70, som fulgte af de økonomiske vanskeligheder, der var gået forud for deres udpegelse. I denne henseende fastslog Retten i den appellerede doms præmis 112-116, at ECB havde udøvet sin skønsbeføjelse på en rimelig måde ved som midlertidige administratorer at udpege Pietro Modiano og Fabio Innocenzi, som havde tilstrækkeligt kendskab til Banca Cariges sager til at kunne handle hurtigt i forhold til den krisesituation, som Banca Carige var konfronteret med, og dette så meget desto mere som – så snart Banca Cariges ordinære ledelse blev genoptaget – generalforsamlingen og de aktionærer, som hver især eller i fællesskab besad en femtedel af selskabskapitalen eller det andet beløb, der var fastsat i bankens vedtægter, havde mulighed for at anlægge et erstatningssøgsmål mod Pietro Modiano og Fabio Innocenzi i en periode på fem år fra det tidspunkt, hvor disse ophørte med at udøve deres hverv som bestyrelsesmedlemmer. Retten konkluderede derfor i den appellerede doms præmis 117, at eftersom det ikke var godtgjort, at der forelå en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, skulle argumentationen vedrørende den fjerde ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, forkastes.

58

Hvad angår den femte ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 118, at appellanterne i denne henseende havde påberåbt sig seks klagepunkter. Det fremgår af dommens præmis 19, at appellanterne med det første klagepunkt gjorde gældende, at ECB på en tilstrækkeligt kvalificeret måde havde tilsidesat den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben stillet over for en simpel risiko for tilsidesættelse af den gældende retlige ramme, selv om anvendelsen af denne bestemmelse ifølge appellanterne kræver, at der føres bevis for en forudsigelig tilsidesættelse af denne retlige ramme. Retten forkastede dette første klagepunkt i den appellerede doms præmis 129 med den begrundelse, at eftersom den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), forfølger et mål af almen interesse, havde denne bestemmelse ikke til formål at tillægge borgerne rettigheder, og at det var for at opfylde dette formål, at den var blevet gennemført af ECB i det foreliggende tilfælde.

59

Det fremgår af den appellerede doms præmis 130, at appellanterne med det andet klagepunkt gjorde gældende, at ECB på en tilstrækkeligt kvalificeret måde havde tilsidesat den konsoliderede banklovs artikel 69r ved i foranstaltningen til tidlig indgriben at pålægge Banca Carige en forpligtelse til at afhænde angiveligt misligholdte lån på ufordelagtige vilkår, selv om denne bestemmelse ifølge appellanterne ikke gav mulighed for at pålægge en sådan forpligtelse.

60

I denne henseende fremgår det af den appellerede doms præmis 134 og 138, at Retten fandt, at den konsoliderede banklovs artikel 69r begrænsede sig til at give tilsynsmyndigheden beføjelse til at anmode kreditinstitutterne om at udarbejde eller gennemføre en plan med henblik på at forhandle en omstrukturering af deres gæld, og at bestemmelsen ikke i sig selv tillagde borgerne rettigheder, men forfulgte et mål af almen interesse, og at det var for at nå dette mål, at ECB havde gennemført denne beføjelse ved foranstaltningen til tidlig indgriben. Efter i den appellerede doms præmis 135 at have sammenfattet denne foranstaltnings væsentligste indhold fastslog Retten endvidere i dommens præmis 136, at i modsætning til hvad appellanterne havde gjort gældende, krævede foranstaltningen ikke, at Banca Carige skulle afhænde misligholdte lån, og endnu mindre, at Banca Carige skulle gøre det til priser, der blev fastsat i løbet af en bestemt periode. Retten tilføjede i dommens præmis 137, at den konsoliderede banklovs artikel 69r ikke var til hinder for, at foranstaltningen til tidlig indgriben angav minimumsmål og fastsatte frister for nedbringelsen af misligholdte lån. Under disse omstændigheder fandt Retten i den appellerede doms præmis 139, at det andet klagepunkt skulle forkastes.

61

Det fremgår af den appellerede doms præmis 140 og 141, at det tredje klagepunkt i det væsentlige vedrørte vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben i strid med artikel 16, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1024/2013. Retten bemærkede i dommens præmis 142 og 143, at denne bestemmelse tildelte ECB tilsynsbeføjelser ved forfølgelsen af et mål af almen interesse uden at tillægge borgerne rettigheder, og at det tredje klagepunkt derfor skulle forkastes.

62

I den appellerede doms præmis 144 bemærkede Retten, at appellanterne med det fjerde klagepunkt gjorde gældende, at ECB på en tilstrækkeligt kvalificeret måde havde tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved i forbindelse med foranstaltningen til tidlig indgriben at pålægge Banca Carige strengere foranstaltninger end dem, der blev vedtaget over for andre kreditinstitutter, som befandt sig i en lignende situation. I denne henseende bemærkede Retten i dommens præmis 146, at dette princip kan tillægge borgerne rettigheder. Det fremgår imidlertid af dommens præmis 151, at Retten fandt, at appellanterne for at påvise en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af det nævnte princip skulle godtgøre, at andre italienske kreditinstitutter, der befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med Banca Cariges situation, var blevet behandlet anderledes end Banca Carige. Retten fastslog imidlertid i den appellerede doms præmis 152, at selv om appellanterne havde fremlagt en rapport, der sammenlignede antallet af misligholdte lån, der indehaves af Banca Carige, med de lån, der indehaves af andre italienske kreditinstitutter, havde de ikke sat denne særlige situation i forbindelse med de afgørelser, som ECB havde truffet med henblik på at fastslå, at der foreligger en egentlig forskelsbehandling. Retten forkastede derfor også det fjerde klagepunkt.

63

Hvad angår det femte klagepunkt bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 154, at appellanterne havde gjort gældende, at ECB på en tilstrækkeligt kvalificeret måde havde tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at pålægge Banca Carige en forpligtelse, der medførte en øjeblikkelig nedskrivning af de lån, som Banca Carige havde ydet, og som medførte betydelige tab for Banca Carige, selv om der havde været mulighed for mindre indgribende foranstaltninger.

64

I denne henseende bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 155, at proportionalitetsprincippet kunne tillægge borgerne rettigheder. På grundlag af en analyse foretaget i dommens præmis 160-164 af de grunde, der begrundede vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben, fastslog Retten imidlertid i den appellerede doms præmis 165-167, at ECB, henset til den risiko, som Banca Carige var udsat for, havde kunnet antage, at det var hensigtsmæssigt og nødvendigt at vedtage denne foranstaltning om indgriben, uden at der fandtes alternative løsninger, der gjorde det muligt på en tilfredsstillende måde at bringe de vanskeligheder, som Banca Carige stod over for, til ophør, og at appellanterne ikke havde fremlagt oplysninger, der gjorde det muligt at antage, at ECB med vedtagelsen af denne foranstaltning groft og åbenbart havde tilsidesat proportionalitetsprincippet, således at det femte klagepunkt skulle forkastes, ligesom argumentationen vedrørende den femte ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, skulle forkastes i sin helhed.

65

I den appellerede doms præmis 168-174 behandlede og forkastede Retten i øvrigt appellanternes sjette klagepunkt i forbindelse med den femte ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, hvorved appellanterne havde nedlagt påstand om, at det på grundlag af artikel 277 TEUF subsidiært blev fastslået, at foranstaltningen til tidlig indgriben ikke fandt anvendelse, som følge af at den angiveligt var ulovlig. Retten forkastede denne ulovlighedsindsigelse, idet den fandt, at en sådan indsigelse alene fandt anvendelse på almengyldige retsakter, idet den i modsat fald afvises, og at foranstaltningen til tidlig indgriben ikke var en sådan retsakt.

66

Det fremgår af den appellerede doms præmis 175, at appellanterne i forbindelse med den sjette ulovlighedsgrund foreholdt ECB, at den i afgørelsen om kapitalgrundlaget havde fastsat en for kort frist for Banca Carige til at gøre det muligt for denne at overholde de krav, som den var blevet pålagt ved denne afgørelse. Appellanterne gjorde nærmere bestemt gældende, at det ikke var rimeligt at anmode Banca Carige om at overholde disse krav senest den 31. december 2018, dvs. kun 19 arbejdsdage efter den dato, som ECB havde fastsat for Banca Cariges bestyrelse til at fremlægge og godkende en plan med henblik på bevarelse af egenkapitalen.

67

Retten foretog i den appellerede doms præmis 181-183 en gennemgang af begrundelsen af afgørelsen om kapitalgrundlaget og konkluderede i den appellerede doms præmis 184-186 dels, at ECB, henset til den reelle risiko for, at Banca Carige ikke straks ville være i stand til at genoprette sit kapitalgrundlag, havde kunnet antage, at det var hensigtsmæssigt og nødvendigt at anmode Banca Carige om, at dens bestyrelse senest den 30. november 2018 fremlagde og godkendte en ny plan med henblik på varigt at genetablere og sikre overholdelsen af de finansielle krav senest den 31. december 2018, dels at appellanterne ikke havde fremlagt oplysninger, der gjorde det muligt at fastslå, at ECB med vedtagelsen af afgørelsen om kapitalgrundlaget havde tilsidesat proportionalitetsprincippet på en tilstrækkeligt kvalificeret måde, og at appellanternes argumentation vedrørende den sjette ulovlighedsgrund derfor skulle forkastes.

68

I den appellerede doms præmis 187 bemærkede Retten, at appellanterne i forbindelse med den syvende ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, havde fremført tre klagepunkter vedrørende ECB’s angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

69

Indledningsvis henviste Retten i den appellerede doms præmis 189-191 til den retspraksis, hvorefter, for det første, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er et almindeligt EU-retligt princip, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, for det andet, muligheden for at påberåbe sig dette princip er underlagt tre kumulative betingelser, hvorefter præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, skal være fremsat af en EU-myndighed over for parten, idet disse forsikringer skal være af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet, og som er i overensstemmelse med gældende regler, og, for det tredje, adgangen til at påberåbe sig det nævnte princip står åben for enhver erhvervsdrivende med begrundede forventninger, som en myndighed har givet anledning til, idet det imidlertid bemærkes, at når en forudseende og påpasselig erhvervsdrivende kan påregne vedtagelsen af en foranstaltning, der kan påvirke den pågældendes interesser, kan vedkommende ikke påberåbe sig det nævnte princip.

70

Det var i lyset af disse betragtninger, at Retten behandlede appellanternes tre klagepunkter. Som det fremgår af den appellerede doms præmis 193, foreholdt appellanterne med det første af disse klagepunkter ECB ikke at have grebet ind for at berigtige angiveligt vildledende oplysninger om Banca Cariges finansielle soliditet fremsat af bankens administratorer.

71

I denne henseende bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 196 for det første, at ECB’s manglende indgriben med henblik på at rette angiveligt vildledende udtalelser ikke kunne anses for ECB’s afgivelse af forsikringer med hensyn til den adfærd, som den havde til hensigt at udvise over for Banca Carige, og, for det andet, at en sådan undladelse under alle omstændigheder ikke opfyldte kravet om, at forsikringer skal være præcise, ubetingede og samstemmende for at kunne skabe en berettiget forventning. Retten forkastede derfor det første klagepunkt.

72

Som det fremgår af den appellerede doms præmis 198-202, afviste Retten det andet klagepunkt, hvorved appellanterne gjorde gældende, at ECB på en tilstrækkeligt kvalificeret måde havde tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved at fremføre positive vurderinger vedrørende de kapitalforhøjelser, som Banca Carige havde foretaget før 2019. Retten fastslog, at selv om de væsentlige omstændigheder, som et klagepunkt støttes på, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde, skal fremgå af sagsøgerens skriftlige indlæg, henviste appellanterne i det foreliggende tilfælde generelt til de kapitalforhøjelser, som banken foretog i perioden 2015-2018, uden præcist at angive, hvilke kapitalforhøjelser der specifikt var omfattet af det andet klagepunkt, og havde endvidere ikke fremlagt nogen oplysninger, der gjorde det muligt at antage, at ECB faktisk havde fremført positive vurderinger, og at disse vurderinger opfyldte kravene i retspraksis for med rette at kunne give dem en bestemt forventning hvad angår den adfærd, som banken ville udvise.

73

Af de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 203-207, afviste Retten ligeledes det tredje klagepunkt, hvorved appellanterne gjorde gældende, at ECB på en tilstrækkeligt kvalificeret måde havde tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved at give Banca Cariges aktionærer forsikringer om bankens soliditet, som havde fået dem til at foretage betydelige investeringer. Retten fastslog i denne henseende, at appellanterne ikke havde fremlagt nogen oplysninger, der gjorde det muligt at identificere de forsikringer, som ECB havde givet, eller de omstændigheder, hvorunder disse forsikringer var blevet fremsat. Efter at have forkastet alle de klagepunkter, der var fremsat i forbindelse med den syvende angivelige ulovlighedsgrund, forkastede Retten således i det hele appellanternes argumentation vedrørende denne ulovlighedsgrund.

74

Endelig behandlede Retten i præmis 208-215 appellanternes argumentation om den ottende ulovlighedsgrund vedrørende ECB’s tilsidesættelse af deres ejendomsret, for så vidt som ECB med sine handlinger og undladelser havde fremkaldt en betydelig forringelse af deres kapitalandele i Banca Carige. Selv om Retten anerkendte, at ejendomsretten, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), udgør en retsregel, der tillægger borgerne rettigheder, fastslog den, at appellanterne havde begrænset sig til at anføre, at værdien af deres kapitalandele var faldet, og at de havde henført denne udvikling til de afgørelser, som Banca Carige traf som følge af de foranstaltninger, som ECB havde truffet, uden imidlertid at godtgøre, at disse foranstaltninger havde forårsaget dette resultat, og uden at have fremlagt en analyse, der gjorde det muligt at fastslå, at årsagen hertil hverken direkte eller indirekte, helt eller delvist, skyldtes andre forhold eller andre omstændigheder. Under disse omstændigheder fandt Retten, at argumentationen vedrørende den ottende ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, ikke kunne antages til realitetsbehandling.

75

Retten konkluderede derfor i den appellerede doms præmis 216 og 217, at den af appellanterne påberåbte ulovlige adfærd ikke kunne medføre, at ECB ifaldt ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 340, stk. 3, TEUF, og at søgsmålet følgelig skulle forkastes, uden at det var nødvendigt hverken at prøve, om de øvrige betingelser, hvis overholdelse er påkrævet i henhold til retspraksis, for at en EU-institution kan ifalde ansvar, var opfyldt, eller at tage stilling til de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som appellanterne havde anmodet om.

76

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

77

ECB har nedlagt påstand om, at appellen afvises eller subsidiært forkastes som ugrundet, og at appellanterne i begge tilfælde tilpligtes at betale sagsomkostningerne. Mere subsidiært har ECB, såfremt appellen tages til følge, og såfremt den appellerede dom ophæves, nedlagt påstand om, at Domstolen hjemviser sagen til Retten.

78

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes med den begrundelse, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling eller er uvirksom og i sin helhed er ugrundet, og at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

79

Ved skrivelse indleveret til Domstolens Justitskontor den 9. december 2025 har appellanterne, for det tilfælde, at Domstolen måtte ønske at fravige generaladvokatens forslag til afgørelse, der har foreslået ophævelse af den appellerede dom og hjemvisning af sagen til Retten, anmodet Domstolen om i henhold til artikel 55 i Domstolens procesreglement at udsætte behandlingen af den foreliggende sag, indtil Retten eller i givet fald Domstolen i tilfælde af appel træffer afgørelse i sag T-612/20, Malacalza Investimenti mod ECB, der verserer for Retten med påstand om annullation af afgørelsen om placering af Banca Carige under midlertidig administration.

80

Domstolen finder efter at have hørt generaladvokaten, at det er ufornødent at udsætte den foreliggende sag, således at anmodningen om udsættelse ikke kan tages til følge.

81

ECB har gjort gældende, at appellen ikke kan antages til realitetsbehandling. ECB har anført, at appellanterne ikke har præciseret, hvilke retlige fejl de foreholder Retten at have begået, ikke tilstrækkeligt præcist har identificeret de forhold, som Retten gengav urigtigt, har begrænset sig til at gentage de argumenter, som de fremførte i første instans, og påberåbt sig nye anbringender, der ikke blev fremført for Retten, og som ændrer sagens genstand.

82

Appellanterne har bestridt ECB’s argumenter og er af den opfattelse, at deres appel kan antages til realitetsbehandling.

83

Det følger af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt af procesreglementets artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke præmisser der anfægtes i den dom, som der er nedlagt påstand om skal ophæves, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 12.12.2024, DD mod FRA,C-680/22 P, EU:C:2024:1019, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

84

Et anbringende opfylder navnlig ikke disse krav og skal afvises, såfremt dets argumentation ikke er tilstrækkelig klar og præcis til, at Domstolen kan udøve sin legalitetskontrol, navnlig fordi de væsentlige elementer, som dette anbringende er støttet på, ikke fremgår på en tilstrækkelig sammenhængende og forståelig måde af dette appelskrifts ordlyd, der i denne henseende er formuleret på en uklar og tvetydig måde. Domstolen har ligeledes udtalt, at en appel åbenbart skal afvises fra realitetsbehandling, hvis den savner en sammenhængende struktur, begrænser sig til generelle påstande og ikke indeholder præcise angivelser af de punkter i den anfægtede afgørelse, der eventuelt måtte være behæftede med en retlig fejl (dom af 12.12.2024, DD mod FRA,C-680/22 P, EU:C:2024:1019, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).

85

Endvidere følger det af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at det alene er Retten, der har kompetence til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Når Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har Domstolen derimod kompetence til at gennemføre en kontrol med den retlige kvalificering af disse og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf (dom af 12.6.2025, ZR mod EUIPO,C-364/23 P, EU:C:2025:428, præmis 32).

86

I den foreliggende sag må det fastslås, at den argumentation, der er fremført i appelskriftet, som hovedregel og med forbehold af en individuel behandling af de anbringender og argumenter, som appellanterne har påberåbt sig, gør det muligt at identificere de præmisser i den appellerede dom, der er omhandlet, og de fejl, som Retten foreholdes, således at denne appel ikke uden videre kan afvises.

87

Hvad angår ECB’s argument om, at appellanterne gentager argumenter, som de allerede har fremført for Retten, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det følger af fast retspraksis, at retsspørgsmål, som Retten har behandlet, kan drøftes på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten. Hvis en appellant ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede var blevet fremført for Retten, ville appelproceduren nemlig blive berøvet en del af sin mening (dom af 12.6.2025, ZR mod EUIPO,C-364/23 P, EU:C:2025:428, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

88

Følgelig skal de formalitetsindsigelser, som ECB har fremsat mod appellen i det hele, forkastes.

89

Appellanterne har til støtte for appellen gjort syv anbringender gældende: Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af de almindelige principper om beskyttelse af den berettigede forventning, proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet, forbuddet mod misbrug af rettigheder og princippet om beskyttelse af ejendomsretten, tilsidesættelse eller urigtig gengivelse af den konsoliderede banklovs artikel 53, stk. 1, litra da), og artikel 53a, stk. 1, litra d), tilsidesættelse af artikel 340, stk. 3, TEUF samt manglende begrundelse, det andet vedrører tilsidesættelse af den konsoliderede banklovs artikel 69q og artikel 69r, sammenholdt med artikel 4 og 16 i forordning nr. 1024/2013 og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, ligebehandlingsprincippet, proportionalitetsprincippet, princippet om beskyttelse af ejendomsretten, forbuddet mod misbrug af rettigheder og bevisbyrde samt manglende begrundelse, det tredje vedrører tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, proportionalitetsprincippet og princippet om effektiv beskyttelse af rettigheder samt manglende begrundelse, det fjerde vedrører tilsidesættelse af princippet om kompetencetildeling og af artikel 4 og 16 i forordning nr. 1024/2013, af italiensk ret og af princippet om beskyttelse af ejendomsretten samt manglende begrundelse, det femte vedrører tilsidesættelse af chartrets artikel 41 og 47, af artikel 29, stk. 1, i direktiv 2014/59, af det almindelige princip om upartiskhed og af den konsoliderede banklovs artikel 72, stk. 6, samt manglende begrundelse, det sjette vedrører tilsidesættelse af ejendomsretten, artikel 72, stk. 4, i direktiv 2017/1132, artikel 9 i forordning nr. 1024/2013, tilsidesættelse eller under alle omstændigheder en urigtig gengivelse af italiensk ret, en urigtig gengivelse af deres påstande samt manglende begrundelse, og det syvende vedrører manglende behandling af deres argumenter og en manglende begrundelse.

90

Det første anbringende er opdelt i fem led.

91

Appellanterne har anfægtet den appellerede doms præmis 187-207 vedrørende den syvende ulovlighedsgrund, der foreholdes ECB. De har gjort gældende, at de for Retten havde gjort gældende, at ECB’s tilsynsaktiviteter på grund af deres reguleringsmæssige karakteristika og den praktiske gennemførelse heraf i den foreliggende sag havde skabt en berettiget forventning hos dem om en forsvarlig og forsigtig forvaltning af Banca Carige fra 2015. Det var på grund af deres tillid til effektiviteten af ECB’s tilsynsaktiviteter, at de investerede i Banca Carige og blev tilskyndet til at opretholde deres investeringer. Tilsidesættelsen af deres berettigede forventning medførte også en tilsidesættelse af deres ejendomsret, for så vidt som placeringen af Banca Carige under midlertidig administration og derefter kapitalforhøjelsen heri, som var blevet »orkestreret« af Banca Cariges midlertidige administratorer, som ECB havde udpeget, førte tilsyn med og havde godkendt, ville have ført til ekspropriation af appellanterne.

92

Deres søgsmål er således bl.a. støttet på, at ECB i strid med de almindelige principper om beskyttelse af den berettigede forventning og ejendomsretten tilsidesatte de forventninger, som ECB havde skabt hos investorerne med hensyn til egnetheden af de betydelige kapitalforhøjelser i Banca Carige i 2015 og 2017 til at sikre dennes økonomiske og finansielle soliditet. Appellanterne gjorde for Retten gældende, at den adfærd, der udgjorde denne tilsidesættelse, bestod i ECB’s kontrol af Banca Cariges situation og i forskrifterne vedrørende de foranstaltninger, som Banca Carige skulle vedtage, hvilke forskrifter blev meddelt aktionærerne i Banca Carige af dens bestyrelsesmedlemmer. Retten har imidlertid i den appellerede dom »brudt« den »faktiske og retlige sammenhæng« i deres argumentation ved at opdele den i fire forskellige ulovlighedsgrunde, som blev behandlet i henholdsvis den appellerede doms præmis 59-75, 87-93, 118-174 og 187-207, hvilket udgør en urigtig gengivelse af deres argumentation

93

I samme sammenhæng har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at støtte sig på den retspraksis, der på ufuldstændig vis er nævnt i den appellerede doms præmis 191, selv om denne retspraksis ikke vedrører et tilfælde som det foreliggende.

94

ECB og Kommissionen har anført, at appellanternes argumenter skal forkastes.

95

Det bemærkes, at i overensstemmelse med Domstolens faste praksis forudsætter retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af Unionens kompetente myndigheder over for den pågældende (dom af 30.9.2021, Revisionsretten mod Pinxten, C-130/19, EU:C:2021:782, præmis 365 og den deri nævnte retspraksis).

96

Det fremgår af denne retspraksis, at retsakter vedtaget af den myndighed, der er ansvarlig for tilsynet med banksektoren, eller denne myndigheds adfærd i denne forbindelse ikke i sig selv og i mangel af forsikringer som dem, der kræves i henhold til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, kan anses for at have skabt en berettiget forventning hos de berørte.

97

Navnlig kan den omstændighed alene, at den kompetente myndighed har pålagt et kreditinstitut, der er underlagt dens tilsyn, at vedtage visse foranstaltninger, som faktisk er blevet vedtaget, ikke i mangel af præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer fra denne myndighed i denne henseende anses for at have skabt en berettiget forventning hos dette instituts aktionærer om, at instituttets finansielle stabilitet fortsat består, eller om, at der i fremtiden ikke vil blive vedtaget yderligere foranstaltninger over for det samme institut.

98

Under disse omstændigheder begik Retten ikke en retlig fejl, da den dels fastslog, at appellanternes argumenter om for det første ECB’s angivelige manglende indgriben i strid med den gældende italienske lovgivning med henblik på at berigtige de angiveligt vildledende oplysninger om Banca Cariges soliditet, for det andet ECB’s angivelige godkendelse af Banca Cariges kapitalforhøjelse i strid med denne lovgivning og for det tredje ECB’s vedtagelse, som angiveligt tilsidesatte forskellige regler og principper i foranstaltningen til tidlig indgriben, ikke kunne godtgøre, at ECB havde tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, dels behandlede disse argumenter særskilt i den appellerede doms præmis 59-75, 87-93 og 118-174 som den første, den tredje og den femte ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt.

99

Hvad angår de af appellanternes argumenter, der er rettet mod den appellerede doms præmis 191, er de irrelevante. Den henvisning til retspraksis, der er foretaget i denne præmis, indgår nemlig ikke i de grunde, der begrundede Rettens forkastelse af det ene eller det andet af de tre klagepunkter, hvorved Retten underopdelte den syvende ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt.

100

Det fremgår navnlig af den appellerede doms præmis 196, at Retten forkastede det første af disse tre klagepunkter med den begrundelse, at ECB’s manglende indgriben med henblik på at korrigere angiveligt vildledende oplysninger om Banca Cariges situation ikke kunne anses for ECB’s afgivelse af forsikringer med hensyn til den adfærd, som den havde til hensigt at udvise over for Banca Carige, og at en sådan undladelse under alle omstændigheder åbenbart ikke opfyldte kravet om, at forsikringer skal være præcise, ubetingede og samstemmende for at kunne skabe en berettiget forventning.

101

Hvad angår det andet og det tredje klagepunkt fremgår det af henholdsvis den appellerede doms præmis 199-202 og 204-206, at Retten afviste dem, idet appellanterne ikke på en sammenhængende og forståelig måde havde redegjort for de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som de var støttet på.

102

Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af appellanternes ejendomsret fremgår det af deres argumentation, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 91, at denne tilsidesættelse efter deres opfattelse var den direkte følge af ECB’s tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. For så vidt som Retten uden at begå en retlig fejl fastslog, at den argumentation, som appellanterne havde fremført for den, ikke gjorde det muligt at godtgøre en tilsidesættelse af sidstnævnte princip, kan deres argument om en angivelig tilsidesættelse af deres ejendomsret heller ikke tiltrædes.

103

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det første anbringendes første led skal forkastes, idet det delvist er ugrundet og delvist er uvirksomt.

104

Appellanterne har anfægtet den appellerede doms præmis 193-197, hvori Retten behandlede og forkastede det første klagepunkt i forbindelse med den syvende ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt. De har i denne henseende gjort gældende, at ECB’s forsikringer, som gav dem en berettiget forventning, bestod i retsakter vedrørende Banca Cariges situation, som ECB havde vedtaget og offentliggjort ved meddelelser, og ikke i ECB’s tavshed, som blot bekræftede disse meddelelser.

105

Appellanterne har tilføjet, at Rettens henvisning i den appellerede doms præmis 196 til »formen« af ECB’s retsakter indebærer, at de forsikringer, der er nødvendige for at skabe en berettiget forventning, indgår i et kontraktforhold, mens princippet om beskyttelse af en sådan forventning specifikt finder anvendelse på området for EU-institutionernes ansvar uden for kontraktforhold og medfører en »sanktion uden for kontraktforhold«.

106

Retten gengav i øvrigt deres argumentation urigtigt, idet den i den appellerede doms præmis 196 anførte, at de »kunne håbe på, at [Banca Cariges] situation blev forbedret«. De har i denne henseende fremhævet, at det ikke var den manglende forbedring af Banca Cariges situation, som de havde påberåbt sig for Retten, men den omstændighed dels, at ECB kun få måneder efter kapitalforhøjelsen i 2015 havde vedtaget foranstaltningen til tidlig indgriben, dels at ECB i afgørelsen om kapitalgrundlaget havde anført, at Banca Carige ikke længere opfyldte kapitalkravene allerede den 1. januar 2018, blot få dage efter den nye kapitalforhøjelse i Banca Carige, der blev gennemført i overensstemmelse med ECB’s anvisninger og godkendt i henhold til den konsoliderede banklovs artikel 56.

107

ECB og Kommissionen har anført, at appellanternes argumenter skal forkastes.

108

For det første skal appellanternes argument om, at ECB’s forsikringer, der skulle give anledning til en berettiget forventning, følger af de retsakter, som ECB har vedtaget over for Banca Carige, forkastes af den grund, der er anført i nærværende doms præmis 96.

109

I modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende med deres argument, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 105, indebærer henvisningen i den appellerede doms præmis 196 til »formen« af ECB’s manglende indgriben med henblik på at korrigere angiveligt vildledende oplysninger om Banca Cariges situation for det andet ikke, at Retten fandt, at de forsikringer, der var nødvendige for at skabe en berettiget forventning, skulle indgå i en kontraktmæssig sammenhæng. Ved at anvende ordet »form« ønskede Retten klart at fremhæve, at en simpel undladelse fra ECB’s side ikke udgør en præcis og ubetinget forsikring, der i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 95, kan skabe en beskyttelsesværdig berettiget forventning. Denne betragtning er i overensstemmelse med denne retspraksis ikke behæftet med en retlig fejl.

110

Hvad for det tredje angår henvisningen i den appellerede doms præmis 196 til »den mulighed, at sagsøgerne kunne håbe på, at [Banca Cariges] situation blev forbedret«, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten heri alene behandlede en situation, som i øvrigt var uden betydning for ræsonnementet i denne præmis, således som det fremgår af en samlet læsning heraf.

111

For det fjerde og endelig fremgår det af en samlet læsning af den appellerede doms præmis 193-197, at Retten med rette forstod, at den ulovlighedsgrund, som appellanterne havde påberåbt sig, og som vedrørte en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, bl.a. bestod i ECB’s manglende indgriben med henblik på at korrigere oplysninger fra tredjeparter vedrørende Banca Carige, der blev anset for at være vildledende. Som det fremgår af nærværende doms præmis 98, tog Retten endvidere appellanternes øvrige argumenter i betragtning og behandlede dem som særskilte ulovlighedsgrunde, idet den uden at begå en retlig fejl fastslog, at de ikke var egnede til at godtgøre, at ECB havde tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Appellanternes argument om Rettens angivelige urigtige gengivelse af deres argumentation skal derfor forkastes.

112

Henset til det ovenstående skal det første anbringendes andet led forkastes som ugrundet.

113

Appellanterne har anfægtet den appellerede doms præmis 198-207 vedrørende behandlingen af det andet og det tredje klagepunkt, der er fremsat i forbindelse med den syvende ulovlighedsgrund, som gøres gældende over for ECB. De er af den opfattelse, at Retten fuldstændig så bort fra deres argumenter om, at de havde en berettiget forventning som følge af ECB’s retsakter, hvilket svarer til en begrundelsesmangel i den appellerede dom. De har tilføjet, at udsagnet i den appellerede doms præmis 199 om, at appellanterne »generelt har henvist til de kapitalforhøjelser, som banken foretog i 2015, 2016, 2017 og 2018, uden præcist at angive, hvilke kapitalforhøjelser der specifikt var omfattet af [det andet klagepunkt]«, viser, at Retten ikke foretog en korrekt læsning af sagsakterne, eftersom der ikke fandt nogen kapitalforhøjelser i Banca Carige sted i 2016 og 2018.

114

ECB og Kommissionen har anført, at appellanternes argumenter skal forkastes.

115

De af appellanternes argumenter, der er rettet mod den appellerede doms præmis 198-207 vedrørende det andet og det tredje klagepunkt fremsat i forbindelse med den syvende ulovlighedsgrund, som gøres gældende over for ECB, skal forkastes som ugrundede. Retten har således i den appellerede doms præmis 199-202 og 204-207 i tilstrækkelig grad redegjort for grundene til, at disse to klagepunkter skulle afvises, således at denne del af dommen, i modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, ikke er behæftet med en begrundelsesmangel.

116

Det fremgår endvidere af nærværende doms præmis 111, at Retten ikke så bort fra appellanternes argumentation vedrørende ECB’s retsakter, men behandlede den i andre dele af den appellerede dom.

117

Endelig skal appellanternes argument om, at der i den appellerede doms præmis 199 fejlagtigt blev henvist til kapitalforhøjelser i Banca Carige i 2016 og 2018, selv om der ikke fandt nogen forhøjelse sted i disse år, forkastes som uvirksomt.

118

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 199 fastslog, at appellanterne selv i deres skriftlige indlæg havde henvist til sådanne forhøjelser. Selv hvis det antages, at Retten herved foretog en urigtig læsning af disse skriftlige indlæg, kan en sådan fejl ikke rejse tvivl om bedømmelsen af, at det andet klagepunkt vedrørende den syvende ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, skulle afvises.

119

Denne betragtning er således i tilstrækkelig grad støttet på konstateringen i den appellerede doms præmis 200, hvorefter appellanterne ikke havde påberåbt sig forhold, der gjorde det muligt at antage, at ECB havde fremført positive vurderinger, der kunne give dem en bestemt forventning hvad angår den adfærd, som ECB ville udvise, med hensyn til de kapitalforhøjelser, som Banca Carige havde foretaget før 2019.

120

Henset til det ovenstående skal det første anbringendes tredje led forkastes, idet det delvist er ugrundet og delvist uvirksomt.

121

Appellanterne har anfægtet de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 118-174, vedrørende den femte ulovlighedsgrund, der gøres gældende over for ECB. De har gjort gældende, at deres klagepunkter omfattede »kritiske bemærkninger baseret på de relevante bestemmelser i den konsoliderede banklov« ud over den påståede tilsidesættelse af ikke blot princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, men også proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet, princippet om beskyttelse af ejendomsretten og princippet om forbud mod misbrug.

122

ECB og Kommissionen har anført, at appellanternes argumenter skal forkastes.

123

Det første anbringendes fjerde led skal afvises i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 83 og 84.

124

Appellanterne har således blot anført, at deres klagepunkter omfattede »kritiske bemærkninger« baseret på den konsoliderede banklov, uden at præcisere hverken indholdet af disse bemærkninger, eller hvilken retlig fejl de foreholder Retten at have begået.

125

Appellanterne har anfægtet den appellerede doms præmis 68-74. De har gjort gældende, at Retten baserede sig på en fejlagtig fortolkning eller endog en urigtig gengivelse af den konsoliderede banklovs artikel 53a, stk. 1, litra d). Efter deres opfattelse tillægger denne bestemmelse på grund af sin rækkevidde tilsynsmyndigheden »enhver nødvendig beføjelse og pligt«.

126

ECB og Kommissionen har anført, at appellanternes argumenter skal forkastes.

127

Det skal bemærkes, at den appellerede doms præmis 68-74 indgår i den del af dommen, der vedrører behandlingen af den første ulovlighedsgrund vedrørende ECB’s manglende indgriben med henblik på at berigtige angiveligt vildledende oplysninger om Banca Cariges soliditet, hvilket er i strid med den gældende italienske lovgivning. Efter i dommens præmis 72 og 73 at have sammenfattet indholdet af den konsoliderede banklovs artikel 53a, stk. 1, litra d), der er angivet i nærværende doms præmis 15, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 74, at denne bestemmelse ikke pålægger ECB en forpligtelse til at berigtige udtalelser fra visse aktører, som andre anser for fejlagtige, vedrørende et kreditinstituts finansielle stabilitet.

128

I modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, foretog Retten herved en korrekt læsning af den nævnte bestemmelse.

129

Det første anbringendes femte led skal følgelig forkastes som ugrundet.

130

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første anbringende forkastes.

131

Det andet anbringende vedrører den appellerede doms begrundelse i forbindelse med behandlingen af den femte ulovlighedsgrund vedrørende ECB’s tilsidesættelse af forskellige regler og principper i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben. Dette anbringende er opdelt i seks led.

132

Med det første led har appellanterne af de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 119-129, anfægtet forkastelsen af det første klagepunkt, der var fremsat i forbindelse med den femte ulovlighedsgrund, som gøres gældende over for ECB, og som vedrører ECB’s tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben. Ifølge appellanterne begik Retten en retlig fejl ved i dommens præmis 125, 126 og 129 at fastslå, at denne bestemmelse ikke tillægger borgerne rettigheder. Appellanterne har i denne henseende for det første anført, at de for Retten havde påberåbt sig en tilsidesættelse af flere almindelige EU-retlige principper, som tillægger borgerne rettigheder, herunder princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. For det andet har de anført, at den konsoliderede banklovs artikel 69q blandt betingelserne for vedtagelse af de foranstaltninger, der er fastsat heri, nævner overtrædelse af de krav, der er fastsat i forordning nr. 575/2013.

133

Med det tredje led har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 126-128 foretog en urigtig læsning af foranstaltningen til tidlig indgriben.

134

Ifølge ECB foretog Retten i dommen en detaljeret analyse af appellanternes argumentation såvel med hensyn til den konsoliderede banklovs artikel 69q som med hensyn til den angivelige tilsidesættelse af de almindelige EU-retlige principper, såsom ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet. Appellanterne har i deres appel ikke påberåbt sig noget forhold, der kan godtgøre, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at denne artikel 69q ikke tillægger borgerne rettigheder. Endvidere er forordning nr. 575/2013, som appellanterne har nævnt, uden betydning, eftersom appellanterne ikke for Retten har påberåbt sig en tilsidesættelse af denne forordning.

135

Uden at fremsætte en specifik argumentation som svar på det andet anbringendes første led har Kommissionen anført, at appellen skal forkastes i sin helhed.

136

Ifølge Domstolens praksis forudsætter Unionens eller en af dens institutioners ansvar uden for kontraktforhold, såsom ECB’s, i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at der foreligger en virkelig skade, og at der er en årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, der påhviler den, som har udstedt retsakten, og de skadelidtes skade (dom af 5.3.2024, Kočner mod Europol,C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis).

137

Det fremgår af denne retspraksis, at den første betingelse for at ifalde dette ansvar, som vedrører ulovligheden af den adfærd, som den pågældende EU-institution eller det pågældende EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur lægges til last, omfatter to led, nemlig at det dels er nødvendigt, at der er sket en tilsidesættelse af en EU-retlig regel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, dels at denne tilsidesættelse er tilstrækkeligt kvalificeret (dom af 5.3.2024, Kočner mod Europol,C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis).

138

Hvad angår denne betingelses første led følger det af fast retspraksis, at borgernes rettigheder ikke blot består, når de udtrykkeligt er indrømmet i EU-retlige bestemmelser, men også, når disse pålægger borgerne, medlemsstaterne eller EU-institutioner, ‑organer, ‑kontorer eller ‑agenturer entydige positive eller negative forpligtelser (dom af 5.3.2024, Kočner mod Europol,C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis).

139

Tilsidesættelsen af sådanne forpligtelser kan gøre indgreb i de rettigheder, der således implicit er tillagt borgerne i medfør af de pågældende EU-retlige bestemmelser. Den fulde virkning af disse bestemmelser og beskyttelsen af de rettigheder, som disse har til formål at tillægge, kræver, at borgerne har mulighed for at opnå erstatning (dom af 5.3.2024, Kočner mod Europol,C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 120 og den deri nævnte retspraksis).

140

Som det fremgår af den appellerede doms præmis 119, har appellanterne i det foreliggende tilfælde med det første klagepunkt, der er fremsat i forbindelse med den femte ulovlighedsgrund, som gøres gældende over for ECB, anført, at ECB på en tilstrækkeligt kvalificeret måde havde tilsidesat den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben, når der blot foreligger en simpel risiko for overtrædelse af den gældende retlige ramme, selv om anvendelsen af denne bestemmelse kræver bevis for en forudsigelig overtrædelse af denne retlige ramme.

141

I denne henseende bemærkes, at ECB i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 har enekompetence til med henblik på tilsyn at udføre de opgaver, der er opregnet i dette stk. 1, i forhold til alle kreditinstitutter, der er etableret i de deltagende medlemsstater, herunder Den Italienske Republik. I henhold til denne artikel 4, stk. 3, første punktum, anvender ECB med henblik på at udføre disse opgaver al relevant EU-ret og – såfremt denne EU-ret består af direktiver – den nationale lovgivning til gennemførelse af disse direktiver.

142

Den konsoliderede banklovs artikel 69q er en af de bestemmelser, der gennemfører artikel 27 i direktiv 2014/59 i italiensk ret. I henhold til artikel 9, stk. 1, andet afsnit, andet punktum, i forordning nr. 1024/2013 har ECB med henblik på at udføre de opgaver, som overdrages til den i henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 1, de beføjelser, som denne artikel 69q tillægger Banca d’Italia.

143

Når dette er præciseret, skal det, således som generaladvokaten har anført i punkt 70-72 i forslaget til afgørelse, bemærkes, at de foranstaltninger, der er fastsat i den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), kan have indvirkning på det pågældende kreditinstituts og dets aktionærers rettigheder og retsstilling, navnlig når disse foranstaltninger ændrer de beslutninger, som dette institut har truffet, eller forhindrer udlodning af udbytte til disse aktionærer.

144

Den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), giver imidlertid ikke ECB mulighed for at vedtage de foranstaltninger, som denne bestemmelse fastsætter, så længe de heri fastsatte betingelser ikke er opfyldt, idet det pågældende kreditinstitut og dets aktionærer har ret til at kræve, at denne forpligtelse overholdes.

145

Det følger heraf, i henhold til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 138 og 139, at den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), tillægger borgerne rettigheder, således at disse kan opnå erstatning for den skade, som de måtte have lidt i tilfælde af en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af denne bestemmelse.

146

Det skal i denne henseende bemærkes, at Domstolen i dom af 15. juli 2025, ECB og Kommissionen mod Corneli (C-777/22 P og C-789/22 P, EU:C:2025:580, præmis 100-105), fastslog, at på trods af den omstændighed, at sagsøgeren i disse sager i mellemtiden havde solgt de aktier, som denne ejede i Banca Cariges kapital, bestod vedkommendes interesse i annullation af afgørelsen om placering af Banca Carige under midlertidig administration, eftersom denne sagsøger påtænkte at anlægge et søgsmål mod ECB med henblik på at opnå erstatning for det tab, der angiveligt var lidt som følge af vedtagelsen af denne afgørelse.

147

Denne bedømmelse understøtter konklusionen om, at bestemmelserne, såsom den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), der giver ECB i sin egenskab af tilsynsmyndighed beføjelse til i forhold til kreditinstitutter under dens tilsyn at vedtage foranstaltninger, der påvirker disse institutters og deres aktionærers retsstilling, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, eftersom de afgrænser de omstændigheder, hvorunder disse foranstaltninger kan vedtages.

148

Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at Retten begik en retlig fejl, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 129 fastslog, at den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), ikke har til formål at tillægge borgerne rettigheder, idet den forfølger et mål af almen interesse.

149

Det andet anbringendes første led skal derfor tages til følge, og uden at det er fornødent at behandle det tredje led, som er rettet mod den samme del af den appellerede dom, skal dommen ophæves, for så vidt som den frifandt ECB i appellanternes søgsmål i det omfang, den vedrørte ECB’s angivelige tilsidesættelse af den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben.

150

Appellanterne har gjort gældende, at Retten modsagde sig selv, idet den for det første i den appellerede doms præmis 135, andet led, anførte, at den strategiske plan, som Banca Carige var forpligtet til at fremlægge i overensstemmelse med foranstaltningen til tidlig indgriben, skulle »omfatte kvantitative mål med henblik på en nedbringelse af misligholdte lån«, og for det andet i dommens præmis 136, at denne foranstaltning ikke »krævede [...], at banken afhændede misligholdte lån, og endnu mindre, at den gjorde det til priser, der blev fastsat i løbet af en bestemt periode«. Appellanterne har anerkendt, at ECB ikke fastsatte salgsprisen for de misligholdte lån, der skulle afhændes, men er af den opfattelse, at Retten burde have taget hensyn til den omstændighed, at den tvungne overdragelse af sådanne lån kun kunne føre til, at de blev overdraget til meget lave priser.

151

ECB og Kommissionen har anført, at det andet led skal forkastes.

152

Det må fastslås, at der ikke er nogen modsigelse mellem den appellerede doms præmis 135 og 136.

153

Den omstændighed, at ECB i foranstaltningen til tidlig indgriben anmodede Banca Carige om at fremlægge en strategisk plan og en operationel plan, der bl.a. skulle omfatte mål for nedbringelsen af misligholdte lån, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 135, andet led, betyder ikke, således som Retten med rette anførte i dommens præmis 136, at ECB krævede, at Banca Carige afhændede disse lån, og endnu mindre på ufordelagtige vilkår. Det tilkom således Banca Carige at fastlægge de midler, hvormed den kunne opnå en nedbringelse af sådanne lån.

154

Det andet anbringendes andet led skal følgelig forkastes som ugrundet.

155

Appellanterne har kritiseret den begrundelse, der er anført i den appellerede doms præmis 152, for at begrunde forkastelsen af det fjerde klagepunkt vedrørende den femte ulovlighedsgrund, der foreholdes ECB, og som vedrører en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben. De har gjort gældende, at det af Retten anførte om, at de »ikke [havde] sat [Banca Cariges] særlige situation i forbindelse med de afgørelser, som ECB [havde] truffet med henblik på at fastslå, at der [forelå] en egentlig forskelsbehandling mellem [Banca Carige] og andre italienske kreditinstitutter«, ikke er støttet på noget forhold, er i strid med de dokumenter, som de havde fremlagt i første instans, og tilsidesætter begrundelsespligten.

156

De har endvidere foreholdt Retten, at den ikke imødekom deres anmodning om at anordne »en teknisk sagkyndig undersøgelse med henblik på at fastslå og sammenligne andre bankers situation i forhold til den forskellige behandling, som ECB har vedtaget«, og at den tilsidesatte dom af 23. maj 1996, Hedley Lomas (C-5/94, EU:C:1996:205, præmis 29), hvoraf det ifølge appellanterne fremgår, at det påhviler institutionerne at »bevise grundlaget for de grunde, der lovligt begrunder institutionernes retsakter«.

157

Appellanterne har tilføjet, at det i den foreliggende sag under overholdelse af chartrets artikel 47 var nødvendigt at anvende »reglen om bevisnærhed«, hvorefter bevisbyrden i det tilfælde, hvor kun en part har kendskab til de faktiske omstændigheder, »der er genstand for beviset«, mens den anden part ikke er i stand til at få adgang hertil, påhviler den første af disse parter og ikke den anden part. Ifølge appellanterne var det åbenbart, at det kun var ECB, der havde kendskab til situationen for de kreditinstitutter, der var underlagt ECB’s tilsyn.

158

ECB og Kommissionen har anført, at det fjerde led skal forkastes.

159

Det fremgår af fast retspraksis, at det følger af det generelle ligebehandlingsprincip, der er et generelt princip i EU-retten, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet. En tilsidesættelse af dette princip på grund af en forskellig behandling forudsætter, at de pågældende situationer er ensartet vurderet, henset til alle de omstændigheder, som kendetegner dem (dom af 16.12.2020, Rådet mod K. Chrysostomides & Co. m.fl., C-597/18 P, C-598/18 P, C-603/18 P og C-604/18 P, EU:C:2020:1028, præmis 191 og 192 og den deri nævnte retspraksis).

160

I det foreliggende tilfælde fremgår det af den appellerede doms præmis 144, at appellanterne med det fjerde klagepunkt vedrørende den femte ulovlighedsgrund, som gøres gældende over for ECB, har anført, at ECB på en tilstrækkeligt kvalificeret måde havde tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved i forbindelse med foranstaltningen til tidlig indgriben at pålægge Banca Carige strengere foranstaltninger end dem, der blev vedtaget over for andre kreditinstitutter, som imidlertid befandt sig i en lignende situation.

161

I denne henseende bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 151 i det væsentlige, at appellanterne, for at det fjerde klagepunkt kunne tages til følge, skulle have godtgjort, at andre italienske kreditinstitutter, der befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med Banca Cariges, var blevet behandlet forskelligt af ECB.

162

Retten tilføjede i dommens præmis 152, som appellanterne har anfægtet, at selv om appellanterne havde fremlagt en rapport, der sammenlignede mængden af misligholdte lån, som Banca Carige var i besiddelse af, med de lån, som andre italienske kreditinstitutter var i besiddelse af, havde de imidlertid ikke sat denne særlige situation i forbindelse med de afgørelser, som ECB havde truffet, således at det kunne fastslås, at der forelå en egentlig forskelsbehandling mellem Banca Carige og disse andre institutter. Retten anførte derfor i den appellerede doms præmis 153, at det fjerde klagepunkt vedrørende den femte ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, skulle forkastes.

163

Det skal for det første fastslås, at den appellerede doms præmis 151-153 klart og sammenhængende angiver begrundelsen for at forkaste det ovennævnte klagepunkt, således at appellanternes argument om en angivelig begrundelsesmangel for denne del af den appellerede dom skal forkastes.

164

For det andet, og for så vidt som appellanterne i det væsentlige har foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl med hensyn til fordelingen af bevisbyrden, skal det bemærkes, at det ifølge Domstolens praksis i princippet påhviler den person, der påberåber sig faktiske omstændigheder til støtte for en påstand eller et argument, at føre bevis for, at disse omstændigheder foreligger (dom af 7.11.2024, Ryanair mod Kommissionen,C-588/22 P, EU:C:2024:935, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

165

I den foreliggende sag begik Retten ikke en retlig fejl, da den i det væsentlige fastslog, at eftersom appellanterne ikke havde fremlagt noget bevis, der kunne godtgøre, at andre italienske kreditinstitutter, der befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med Banca Cariges, var blevet behandlet anderledes end Banca Carige i ECB’s afgørelser, skulle det fjerde klagepunkt vedrørende den femte ulovlighedsgrund, hvorefter ECB med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben havde tilsidesat ligebehandlingsprincippet på en tilstrækkeligt kvalificeret måde ved at pålægge Banca Carige strengere foranstaltninger end dem, der blev pålagt andre kreditinstitutter, der befandt sig i en lignende situation, forkastes.

166

Hvad for det tredje angår appellanternes argument om, at Retten ikke imødekom deres anmodning om at indhente en sagkyndig erklæring, skal det bemærkes, at det i henhold til artikel 92, stk. 1, i Rettens procesreglement, hvorefter Retten fastsætter de foranstaltninger med henblik på bevisoptagelse, som den finder passende, ligeledes alene er Retten, der har kompetence til at vurdere, om bevisoptagelse, herunder indhentelse af en sagkyndig erklæring, er hensigtsmæssig med henblik på afgørelsen af tvisten. Det tilkommer således Retten at vurdere relevansen af anmodningen om bevisoptagelse i forhold til tvistens genstand, idet Domstolen ikke desto mindre har kompetence til at efterprøve, om Retten begik en retlig fejl ved at afslå at imødekomme en sådan anmodning (jf. i denne retning dom af 14.3.2013, Viega mod Kommissionen,C-276/11 P, EU:C:2013:163, præmis 39 og 40, og kendelse af 30.1.2019, Verein Deutsche Sprache mod Kommissionen,C-440/18 P, EU:C:2019:77, præmis 9).

167

I denne henseende forudsætter Rettens forpligtelse til efter anmodning fra en part at anordne bevisoptagelse vedrørende faktiske omstændigheder, som det tilkommer denne part at godtgøre, dels, at der foreligger en ekstraordinær situation, hvor den pågældende part har vanskeligheder med at få adgang til eller nægtes adgang til de beviser, som den pågældende har brug for til støtte for sine påstande, dels at den samme part i det mindste fremlægger et foreløbigt bevis for disse påstande (jf. i denne retning dom af 18.12.2025, Hamoudi mod Frontex,C-136/24 P, EU:C:2025:977, præmis 81, 82 og 148).

168

I den foreliggende sag anmodede appellanterne imidlertid ikke Retten om at pålægge ECB at fremlægge beviser, som den var i besiddelse af, og som ECB havde afvist at fremlægge for appellanterne, men en teknisk sagkyndig erklæring med henblik på at sammenligne Banca Cariges situation med situationen for andre kreditinstitutter, der er underlagt ECB’s tilsyn, med henblik på i givet fald at godtgøre, at der forelå forskelsbehandling.

169

Det fremgår imidlertid i det væsentlige af den appellerede doms præmis 152, at appellanterne ikke havde fremlagt et foreløbigt bevis for en sådan ubegrundet forskelsbehandling, ligesom de heller ikke havde påberåbt sig vanskeligheder med at få adgang til de oplysninger, der var nødvendige for at forbinde Banca Cariges særlige situation med situationen for andre kreditinstitutter, der var underlagt ECB’s tilsyn.

170

Da der ikke i appellanternes argumentation under det fjerde led rejses tvivl om disse konstateringer fra Retten, skal det fastslås, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at forkaste appellanternes anmodning om, at der blev foranstaltet en teknisk sagkyndig erklæring.

171

Henset til samtlige de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 159-170, skal det andet anbringendes fjerde led forkastes som ugrundet.

172

Med det femte led har appellanterne foreholdt Retten, at den af de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 154-167, forkastede det femte klagepunkt om den femte ulovlighedsgrund, der gøres gældende over for ECB, vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben uden at behandle deres argument om, at ECB i stedet for at pålægge Banca Carige at afhænde misligholdte lån burde have vedtaget en mindre indgribende foranstaltning, nemlig at kræve hensættelser.

173

ECB og Kommissionen har anført, at det femte led skal forkastes.

174

Eftersom appellanterne med det femte led kritiserer Retten for ikke at have taget stilling til et argument, som de havde fremført for den, skal det bemærkes, at Rettens undladelse af at tage stilling til et anbringende eller et argument, der er fremført for den, udgør en tilsidesættelse af begrundelsespligten (jf. i denne retning dom af 2.2.2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen,C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis).

175

Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at den begrundelsespligt, der påhviler Retten i medfør af artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, indebærer, at den klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, den har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne afgørelse, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret. Denne pligt indebærer ikke, at Retten skal fremkomme med en udtømmende fremstilling og et for et behandle alle de argumenter, der er fremført af sagens parter. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til den begrundelse, som Retten støtter sig på, og således at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret inden for rammerne af en appel (dom af 2.2.2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen,C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60, præmis 113 og den deri nævnte retspraksis).

176

I den foreliggende sag var appellanternes argument om, at ECB i stedet for at pålægge Banca Carige at afhænde misligholdte lån under overholdelse af proportionalitetsprincippet burde have krævet, at Banca Carige foretog hensættelser, baseret på den forudsætning, at ECB havde pålagt Banca Carige en sådan afhændelse.

177

Som det allerede er anført i nærværende doms præmis 153, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 136, at ECB i foranstaltningen til tidlig indgriben ikke havde krævet, at Banca Carige skulle afhænde misligholdte lån. Denne konstatering satte appellanterne i stand til at forstå grundene til, at deres argument om, at ECB for at overholde proportionalitetsprincippet burde have krævet, at der blev foretaget hensættelser, var blevet forkastet.

178

Det kan derfor ikke foreholdes Retten at have tilsidesat begrundelsespligten, og det femte led skal forkastes som ugrundet.

179

Med det sjette led har appellanterne af de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 168-174, kritiseret, at den ulovlighedsindsigelse vedrørende foranstaltningen til tidlig indgriben, som de havde fremsat for Retten, blev forkastet. De har gjort gældende, at de havde påberåbt sig denne foranstaltnings ulovlighed som »begrundelse for, at ECB’s adfærd var ulovlig«, og dermed som grundlag for deres erstatningspåstand. De har ikke, som Retten med urette fastslog, påberåbt sig, at den nævnte foranstaltning er ulovlig, for at undgå dens anvendelse. De er derfor af den opfattelse, at Retten har behæftet den appellerede dom med en begrundelsesmangel, idet den undlod at behandle deres argumentation.

180

ECB og Kommissionen har gjort gældende, at det sjette led skal forkastes.

181

For så vidt som appellanterne i det væsentlige har påberåbt sig Rettens tilsidesættelse af begrundelsespligten, skal det bemærkes, at Rettens undladelse af at tage stilling til et anbringende eller et argument, der er fremført for den, ganske vist udgør en tilsidesættelse af denne forpligtelse, således som det fremgår af nærværende doms præmis 174.

182

Begrundelsespligten udgør imidlertid en væsentlig formforskrift, som skal adskilles fra spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen er materielt rigtig, hvilket henhører under realiteten for så vidt angår den anfægtede retsakts lovlighed (dom af 10.9.2024, Kommissionen mod Irland m.fl.,C-465/20 P, EU:C:2024:724, præmis 389 og den deri nævnte retspraksis).

183

I den foreliggende sag redegjorde Retten i den appellerede doms præmis 169-173 for grundene til, at den i dommens præmis 174 fandt, at den ulovlighedsindsigelse mod foranstaltningen til tidlig indgriben, som appellanterne havde fremsat, skulle forkastes. Uanset om disse begrundelser er velbegrundede, kan Retten derfor ikke kritiseres for at have behæftet den appellerede dom med en begrundelsesmangel.

184

For så vidt som appellanternes argumentation skal forstås således, at der herved foreholdes Retten at have begået en retlig fejl ved at forkaste denne ulovlighedsindsigelse, kan en sådan argumentation ikke tiltrædes.

185

Som Retten i det væsentlige fastslog i den appellerede doms præmis 169-173, finder artikel 277 TEUF, som ifølge sin ordlyd vedrører almengyldige retsakter, nemlig ikke anvendelse på foranstaltningen til tidlig indgriben, som ikke er en sådan retsakt. Disse præmisser i den appellerede dom er derfor ikke behæftet med en retlig fejl.

186

Det er korrekt, at hverken den omstændighed, at foranstaltningen til tidlig indgriben ikke kan gøres til genstand for en ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF, eller den omstændighed, at den ikke har været genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, forhindrede appellanterne i at fortsætte med at kræve erstatning for den skade, som de mente at have lidt som følge af denne foranstaltnings angiveligt ulovlige karakter (jf. i denne retning dom af 26.2.1986, Krohn Import-Export mod Kommissionen,175/84, EU:C:1986:85, præmis 32).

187

Retten behandlede imidlertid appellanternes argumentation om, at foranstaltningen til tidlig indgriben angivelig var ulovlig, som det første til det femte klagepunkt vedrørende den femte ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt. Det skal endvidere bemærkes, at det, i modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, ikke fremgår af den appellerede dom, at Retten fastslog, at appellanterne ved at fremsætte en ulovlighedsindsigelse vedrørende foranstaltningen til tidlig indgriben forsøgte at unddrage sig anvendelsen af denne foranstaltning, som i øvrigt ikke fandt anvendelse på dem.

188

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet anbringendes sjette led forkastes som ugrundet.

189

Det tredje anbringende vedrører den appellerede doms præmis 175-186 vedrørende behandlingen af den sjette ulovlighedsgrund, der foreholdes ECB, og består af tre led.

190

Appellanterne har i det væsentlige foreholdt Retten, at den undlod at behandle deres argument om, at vedtagelsen af afgørelsen om kapitalgrundlaget havde skadet deres berettigede forventning om, at den kapitalforhøjelse i Banca Carige, der blev foretaget i slutningen af 2017, var egnet til på varig vis at sikre Banca Cariges finansielle og økonomiske soliditet. Ifølge appellanterne var denne kapitalforhøjelse i overensstemmelse med den konsoliderede banklovs artikel 56 på forhånd blevet godkendt af ECB og gennemført i overensstemmelse med ECB’s forskrifter. ECB fandt imidlertid i afgørelsen om kapitalgrundlaget, at Banca Carige fra den 1. januar 2018 ikke overholdt kapitalkravene.

191

ECB og Kommissionen har anført, at det første led skal forkastes.

192

Som det fremgår af den appellerede doms præmis 28, sjette led, kvalificerede Retten appellanternes argumentation om, at ECB havde gjort sig skyldig i en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ved i afgørelsen om kapitalgrundlaget at pålægge Banca Carige en for kort frist til at overholde de kapitalkrav, som banken var blevet pålagt, som den »sjette ulovlighedsgrund«. Denne sjette ulovlighedsgrund blev derefter behandlet i den appellerede doms præmis 175-186.

193

Appellanternes argument i dette led vedrører imidlertid ikke overholdelsen af proportionalitetsprincippet, men af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, hvis tilsidesættelse Retten kvalificerede som den »syvende ulovlighedsgrund«, som ECB blev foreholdt, og som blev behandlet i den appellerede doms præmis 187-207.

194

Nærmere bestemt kvalificerede Retten appellanternes argumenter vedrørende ECB’s vurderinger af Banca Cariges kapitalforhøjelser før 2019 som det »andet klagepunkt« vedrørende den syvende ulovlighedsgrund. Dette klagepunkt blev behandlet i den appellerede doms præmis 199-202 og blev afvist, således som det allerede er anført i nærværende doms præmis 101.

195

Under disse omstændigheder kan det ikke foreholdes Retten, at den undlod at behandle appellanternes argument om ECB’s tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning som følge af godkendelsen og den korrekte gennemførelse af Banca Cariges kapitalforhøjelse i slutningen af 2017.

196

Som det fremgår af nærværende doms præmis 95 og 96, svarer ECB’s angivelige godkendelse af kapitalforhøjelsen i Banca Carige, selv hvis den anses for godtgjort, i øvrigt ikke til afgivelse af præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, og som kan give anledning til en berettiget forventning, der skal beskyttes.

197

Det var derfor uden at begå en retlig fejl, at Retten i den appellerede doms præmis 200 fastslog, at appellanterne ikke havde fremlagt oplysninger, der gjorde det muligt at fastslå, at ECB havde fremført positive vurderinger med hensyn til Banca Cariges kapitalforhøjelser før 2019, og at den af denne grund afviste det andet klagepunkt vedrørende den syvende ulovlighedsgrund.

198

Følgelig skal det første led forkastes som ugrundet.

199

Appellanterne har foreholdt Retten, at den begrænsede sig til at behandle en enkelt af grundene til, at afgørelsen om kapitalgrundlaget var ulovlig, nemlig begrundelsen om, at den frist for gennemførelse af genopretningsplanen, der krævedes i denne afgørelse, var urimelig, idet den undlod at behandle de øvrige grunde, der var anført i punkt 132, 135 og 136 i deres stævning for Retten, og som for det første vedrørte den urimelige karakter af den frist, der var fastsat for Banca Cariges godkendelse af planen for genopretning af bankens kapitalgrundlag, for det andet den omstændighed, at ECB var ansvarlig for den situation, som Banca Carige befandt sig i, og for det tredje flere andre fejl, som begrundelsen for den nævnte afgørelse var behæftet med.

200

ECB har anført, at alle de af appellanterne fremførte argumenter vedrørende afgørelsen om kapitalgrundlaget i det væsentlige havde til formål at godtgøre en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Retten behandlede imidlertid disse argumenter i forbindelse med gennemgangen af den sjette ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt. ECB har i denne henseende henvist til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 175, hvorefter begrundelsespligten ikke kræver, at Retten i sin fremstilling udtømmende og et for et behandler alle de argumenter, der er fremført af sagens parter.

201

Uden at fremsætte en specifik argumentation som svar på det andet led har Kommissionen anført, at appellen skal forkastes i sin helhed.

202

Det skal bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 184 behandlede og forkastede appellanternes argument, der bl.a. er anført i stævningens punkt 136, om den angiveligt urimelige karakter af den frist, der var fastsat i afgørelsen om kapitalgrundlaget for bestyrelsens godkendelse af planen for genopretning af Banca Cariges kapitalgrundlag.

203

I modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, må det derfor fastslås, at Retten tog stilling til dette argument.

204

Det fremgår derimod af en læsning af punkt 132-135 i stævningen for Retten, at appellanterne faktisk havde fremført andre argumenter vedrørende dels den omstændighed, at ECB var ansvarlig for den situation, som Banca Carige befandt sig i, dels flere andre fejl end dem, der er nævnt i den appellerede doms præmis 184, som behæftede begrundelsen for afgørelsen om kapitalgrundlaget. Retten har imidlertid hverken nævnt eller behandlet disse argumenter i den appellerede dom.

205

I modsætning til hvad ECB har gjort gældende, kan de nævnte argumenter ikke anses for at have til formål at godtgøre en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og dermed være omfattet af begrundelsen i den appellerede doms præmis 175-186.

206

Det må derfor konkluderes, at Retten undlod at tage stilling til samme argumenter, hvilket i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 174, udgør en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

207

Det tredje anbringendes andet led skal derfor delvist tages til følge, og den appellerede dom skal ophæves, for så vidt som Retten uden at behandle dem forkastede appellanternes argumenter i stævningens punkt 132-135 om, at ECB var ansvarlig for den situation, som Banca Carige befandt sig i, og for flere fejl, som begrundelsen for afgørelsen om kapitalgrundlaget var behæftet med.

208

Med det tredje led har appellanterne gjort gældende, at Retten i den appellerede dom ikke gav nogen begrundelse for at forkaste deres klagepunkt om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. I stedet for at behandle deres argumentation begrænsede Retten sig til at henvise til begrundelsen for afgørelsen om kapitalgrundlaget uden at efterprøve, om den var velbegrundet.

209

ECB og Kommissionen har anført, at det tredje led skal forkastes.

210

Det skal bemærkes, at Retten efter i den appellerede doms præmis 181-183 at have sammenfattet begrundelsen for afgørelsen om kapitalgrundlaget og dernæst i dommens præmis 184 at have anført, at ECB på grundlag af disse grunde, henset til den reelle risiko for, at Banca Carige ikke straks ville være i stand til at genoprette sit kapitalgrundlag, kunne antage, at det var hensigtsmæssigt og nødvendigt at anmode Banca Carige om, at dens bestyrelse senest den 30. november 2018 fremlagde og godkendte en ny plan med henblik på varigt at genetablere og sikre overholdelsen af de finansielle krav senest den 31. december 2018, i den appellerede doms præmis 185 fastslog, at appellanterne ikke havde fremført forhold, der gjorde det muligt at antage, at ECB med vedtagelsen af afgørelsen om kapitalgrundlaget havde tilsidesat proportionalitetsprincippet på en tilstrækkeligt kvalificeret måde.

211

Det fremgår af disse præmisser i den appellerede dom, at Retten, i modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, ikke begrænsede sig til at henvise til begrundelsen for afgørelsen om kapitalgrundlaget, men behandlede appellanternes argumenter og fastslog, at disse argumenter, henset til Banca Cariges situation, således som den fremgik af denne afgørelse, ikke var tilstrækkelige til at godtgøre en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet fra ECB’s side for så vidt angår de frister, der var fastsat i den nævnte afgørelse.

212

Det skal endvidere fastslås, at appellanterne ikke har fremført argumenter med henblik på at godtgøre, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå dette.

213

Det tredje anbringendes tredje led skal følgelig forkastes som ugrundet.

214

Appellanterne har anfægtet de grunde, som Retten anførte i den appellerede doms præmis 78-86 med henblik på at begrunde forkastelsen af argumentationen vedrørende den anden ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, og som vedrørte ECB’s tilsidesættelse af de EU-retlige bestemmelser for så vidt angår dens relationer med Banca Cariges bestyrelse. De har i det væsentlige foreholdt Retten, at den begrænsede sig til at behandle den anden ulovlighedsgrund i forhold til artikel 4 og 16 i forordning nr. 1024/2013, hvilket efter deres opfattelse udgør en urigtig gengivelse af deres argumentation. Retten støttede sig således på en fejlagtig opfattelse af ECB’s kompetencer, idet den fastslog, at ECB kunne udføre enhver handling, der ikke udtrykkeligt og specifikt er forbudt i henhold til EU-retten. En sådan betragtning er imidlertid i strid med det »grundlæggende princip om kompetencetildeling«, således som det er fastsat i flere bestemmelser i EU-traktaten og EUF-traktaten.

215

Appellanterne har tilføjet, at ECB’s angivelige adfærd var i strid med chartrets artikel 3 og 17. Endvidere vedrører de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 82-85, foranstaltningen til tidlig indgriben og ikke ECB’s indblanding i ledelsen af Banca Carige, som er genstand for appellanternes argumentation, som Retten kvalificerede som den »anden ulovlighedsgrund«.

216

Endelig har appellanterne i replikken anført, at P.F., som er tidligere administrerende direktør for Banca Carige, den 18. december 2024 blev dømt i en sag ved Tribunale penale di Milano (domstolen i straffesager i Milano, Italien).

217

ECB og Kommissionen har anført, at det fjerde anbringende skal forkastes.

218

I den appellerede doms præmis 76 bemærkede Retten, at appellanterne i forbindelse med det, som den kvalificerede som den »anden ulovlighedsgrund«, som ECB blev foreholdt, påberåbte sig, at ECB havde begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 4 og 16 i forordning nr. 1024/2013, for så vidt som ECB for det første havde aftalt med Pietro Modiano og Fabio Innocenzi, at de med virkning fra den 2. januar 2019 fratrådte Banca Cariges bestyrelse, hvilket medførte, at bestyrelsen trådte tilbage og således banede vejen for, at Banca Carige blev sat under midlertidig administration, for det andet havde søgt at begrænse bestyrelsens beføjelser til blot at kunne godkende de beslutninger, der blev truffet af den administrerende direktør på mødet den 16. februar 2018 og under flere på hinanden følgende møder mellem Vittorio Malacalza, Danièle Nouy, formand for ECB’s tilsynsråd, og Ramón Quintana, medlem af ECB’s generaldirektorat for mikroprudentielt tilsyn, og for det tredje i flere måneder over for bestyrelsen havde skjult omfanget af de vanskeligheder, som Banca Carige stod over for hvad angik kapitalgrundlaget, ved først den 21. juni 2018 at oplyse bestyrelsen om indholdet af en skrivelse, som ECB den 4. juni 2018 havde fremsendt til Banca Cariges administrerende direktør.

219

I den appellerede doms præmis 79-84 foretog Retten en analyse af bestemmelserne i artikel 4 og artikel 16, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1024/2013, som foranledigede den til at fastslå, at disse bestemmelser ikke havde til formål at tillægge borgerne rettigheder. I dommens præmis 85 tilføjede Retten, at »idet [artikel 4 og artikel 16, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1024/2013] ikke har til formål at tillægge borgerne rettigheder, [...] kan [de ikke] danne grundlag for en ulovlig adfærd, som foreholdes ECB i forbindelse med det tilsyn, som ECB har udøvet over for [Banca Carige], og som kan medføre, at Unionen ifalder ansvar som følge af den nævnte adfærd«. Retten forkastede derfor i dommens præmis 86 appellanternes argumentation vedrørende den anden ulovlighedsgrund.

220

Det må konstateres, at de præmisser i den appellerede dom, der er sammenfattet i nærværende doms foregående præmis, ikke var tilstrækkelige til at begrunde forkastelsen af appellanternes argumentation vedrørende den anden ulovlighedsgrund, og dette uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt de, således som appellanterne har gjort gældende, også havde påberåbt sig andre EU-retlige bestemmelser eller principper, som ECB’s angivelige adfærd, der er sammenfattet i dommens præmis 76, skulle have tilsidesat.

221

Selv om en retsinstans kun må træffe afgørelse vedrørende parternes påstande, idet det tilkommer dem at fastlægge tvistens rammer, kan den således ikke være fuldstændig bundet af de argumenter, som parterne har fremført til støtte for deres krav, da den i modsat fald kan tænkes at blive nødsaget til at basere sin afgørelse på urigtige retlige betragtninger (dom af 21.9.2010, Sverige m.fl. mod API og Kommissionen, C-514/07 P, C-528/07 P og C-532/07 P, EU:C:2010:541, præmis 65, og af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos,C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 58).

222

I henhold til princippet om, at retsinstansen er forpligtet til at afgøre tvisten i overensstemmelse med de retsregler, der finder anvendelse på denne tvist, tilkom det således Retten på grundlag af de faktiske omstændigheder, der er anført i stævningen, uden dog at ændre sagens genstand at kvalificere det retsgrundlag, som sagsøgerne har støttet deres påstande på, selv om denne kvalificering er forskellig fra den, som appellanterne ville have givet dem (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos,C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 54, 57 og 58).

223

I den foreliggende sag kunne Retten derfor ikke forkaste appellanternes argumenter om ECB’s angivelige adfærd, der er sammenfattet i den appellerede doms præmis 76, alene med den begrundelse, at artikel 4 og 16 i forordning nr. 1024/2013, som appellanterne ifølge Retten foreholdt ECB at have tilsidesat, ikke havde til formål at tillægge borgerne rettigheder.

224

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at hvis begrundelsen i en dom afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af EU-retten, men konklusionen er korrekt af andre retlige grunde, bevirker en sådan tilsidesættelse ikke, at nævnte dom skal ophæves, men at begrundelsen skal ændres (dom af 11.9.2025, Østrig mod Kommissionen (Paks II-kernekraftværket), C-59/23 P, EU:C:2025:686, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

225

Dette er tilfældet i den foreliggende sag.

226

Hvad for det første angår den angivelige samordning mellem ECB og de to bestyrelsesmedlemmer i Banca Carige, som var trådt tilbage med virkning fra den 2. januar 2019, skal det bemærkes, at ingen EU-retlige regler eller principper forbyder ECB at have kontakter og drøftelser med bestyrelsesmedlemmer i et kreditinstitut, der er underlagt ECB’s tilsyn, idet det skal præciseres, at afgørelsen fra et bestyrelsesmedlem af et sådant institut om at fratræde sin stilling principielt henhører under vedkommendes egen vilje. Det skal ligeledes bemærkes, at det fremgår af den appellerede doms præmis 108, at ECB ikke traf afgørelsen om placering under midlertidig administration under henvisning til, at visse medlemmer af Banca Cariges bestyrelse var trådt tilbage, men til den »betydelige forværring« af Banca Cariges situation som omhandlet i den konsoliderede banklovs artikel 69q og 70.

227

For det andet kan ECB i givet fald ved behørigt begrundede afgørelser kræve, at et sådant institut vedtager visse foranstaltninger, eller, hvis omstændighederne berettiger det, placere dette institut under midlertidig administration. Når dette er sagt, kunne ECB’s repræsentanter, således som det fremgår af nærværende doms foregående præmis, under drøftelserne med den anden appellant give udtryk for deres synspunkter, uden at dette udgjorde et forsøg på at begrænse Banca Cariges bestyrelses beføjelser.

228

For det tredje og endelig er der ingen EU-retlige regler eller principper, der pålægger ECB specifikt at underrette bestyrelsen for et kreditinstitut om de kapitalvanskeligheder, som dette institut står over for, når ECB allerede har underrettet det pågældende instituts administrerende direktør om disse vanskeligheder. Under alle omstændigheder er et sådant instituts organer bedst i stand til inden ECB at kende de eventuelle vanskeligheder, som deres institut står over for.

229

Det følger heraf, at den retlige fejl, som Retten begik, og som er konstateret i nærværende doms præmis 223, er uden betydning for, om forkastelsen af appellanternes argumentation, der er sammenfattet i den appellerede doms præmis 76, er korrekt, og dermed for dommens konklusion, således at det fjerde appelanbringende er uvirksomt.

230

Hvad angår appellanternes påberåbelse i replikken for Domstolen af domfældelsen ved Tribunale penale di Milano (domstolen i straffesager i Milano) af P.F. er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne omstændighed er uden betydning for den foreliggende appelsag, hvis genstand i overensstemmelse med artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er begrænset til retsspørgsmål og kun vedrører anbringender om, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl for Retten, som krænker appellantens interesser, og at Retten har overtrådt EU-retten. Under en sådan sag kan der ikke tages hensyn til nye faktiske omstændigheder, der er indtrådt efter afsigelsen af den appellerede dom.

231

Henset til ovenstående betragtninger skal det fjerde anbringende forkastes.

232

Appellanterne har anfægtet de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 97-117 vedrørende den fjerde ulovlighedsgrund, som gøres gældende over for ECB, og som vedrører ECB’s udpegelse af personer, der er berørt af en interessekonflikt, til midlertidige administratorer af Banca Carige. De har anført, at i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1, i direktiv 2014/59 og det almindelige princip om upartiskhed, der er fastsat i chartrets artikel 41, forbyder den konsoliderede banklovs artikel 71, stk. 6, udpegelse af personer, der befinder sig i en interessekonflikt, som midlertidige administratorer i et kreditinstitut. Udtrykket »helt fri af interessekonflikter«, der er anvendt i artikel 29, stk. 1, i direktiv 2014/59, taler for en bred opfattelse af begrebet »interessekonflikt«, som Retten uretmæssigt begrænsede.

233

Appellanterne har tilføjet, at ECB ikke kan udøve sin skønsbeføjelse på dette område på bekostning af de grundlæggende rettigheder uden at give en tilstrækkelig begrundelse. De har gjort gældende, at Retten i den appellerede dom gav sin egen begrundelse for at afhjælpe den manglende begrundelse for afgørelsen om placering under midlertidig administration. De har i denne henseende gjort gældende, at den omstændighed, der er nævnt i den appellerede doms præmis 115, at et kreditinstituts generalforsamling eller visse aktionærer heri efter den midlertidige administrations ophør kan anlægge et erstatningssøgsmål mod medlemmerne af administrations- og kontrolorganerne, ikke udelukker, at der foreligger en interessekonflikt. Det er således muligt, at sammensætningen af et sådant instituts kapital er blevet ændret som følge af de afgørelser, der blev truffet under den midlertidige administration af instituttet, hvilket faktisk var tilfældet i den foreliggende sag.

234

Appellanterne har ligeledes foreholdt Retten, at den undlod at behandle andre ulovlighedsgrunde i relation til afgørelsen om placering under midlertidig administration, herunder den grund, som Retten selv anerkendte i dom af 12. oktober 2022, Corneli mod ECB (T-502/19, EU:T:2022:627), som de havde påberåbt sig subsidiært i deres søgsmål, som den grund, der vedrørte fratrædelsen af Banca Cariges bestyrelse for de personer, der efterfølgende blev udpeget til midlertidige administratorer af Banca Carige, og som blev besluttet i samordning med ECB, og som førte til vedtagelsen af denne afgørelse.

235

ECB og Kommissionen har anført, at det femte anbringende skal forkastes.

236

Det fremgår af den appellerede doms præmis 95, at appellanterne, i forbindelse med hvad Retten kvalificerede som den »fjerde ulovlighedsgrund«, som ECB blev foreholdt, i det væsentlige gjorde gældende, at ECB på en tilstrækkeligt kvalificeret måde havde tilsidesat den konsoliderede banklovs artikel 71, stk. 6, ved at udpege den tidligere bestyrelsesformand, Pietro Modiano, og Banca Cariges tidligere administrerende direktør, Fabio Innocenzi, til midlertidige administratorer i Banca Carige. Appellanterne er af den opfattelse, at da de sidstnævnte blev midlertidige administratorer, var de beskyttet mod erstatningssøgsmål, som Banca Carige kunne have anlagt mod dem for de afgørelser, der blev truffet, da de var henholdsvis bestyrelsesformand og administrerende direktør. Så længe Banca Carige var under midlertidig administration, var disse to personer nemlig de eneste, der havde beføjelse til at træffe afgørelse om at anlægge et sådant søgsmål.

237

Det fremgår af den appellerede doms præmis 107-109, at Retten forkastede disse argumenter i det væsentlige med den begrundelse, at afgørelsen om placering under midlertidig administration ikke var baseret på, at der forelå »alvorlige uregelmæssigheder« i forbindelse med administrationen af Banca Carige begået af medlemmerne af dens tidligere ledelsesorganer, men på den betydelige forværring af [Banca Cariges] situation«, og at de økonomiske vanskeligheder, som berørte Banca Carige, desuden var gået forud for udpegelsen af de personer, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, som bestyrelsesformand og administrerende direktør i Banca Carige.

238

For det første skal det, for så vidt som appellanterne har foreholdt Retten at have tilsidesat den konsoliderede banklovs artikel 71, stk. 6, fortolket i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1, i direktiv 2014/59, bemærkes, således som Retten anførte i den appellerede doms præmis 101, at denne artikel 71, stk. 6, bl.a. fastsætter, at midlertidige administratorer i et pengeinstitut skal være frie for interessekonflikter.

239

Det fremgår imidlertid ikke af den appellerede dom, og appellanterne har ikke gjort gældende, at de for Retten havde påberåbt sig, at der forelå særlige omstændigheder, som ECB havde kendskab til, hvoraf det fremgik, at Banca Cariges to midlertidige administratorer befandt sig i en interessekonflikt.

240

I modsætning til hvad der synes at være appellanternes opfattelse, kan der ikke udledes en interessekonflikt alene af den omstændighed, at disse midlertidige administratorer tidligere havde været medlemmer af Banca Cariges bestyrelse. En sådan konflikt kan kun fastslås på grundlag af konkrete oplysninger, der kan godtgøre, at det med rimelighed ville have været muligt på Banca Cariges vegne at anlægge sag mod Banca Cariges egne midlertidige administratorer for deres handlinger, mens de var medlemmer af disse organer.

241

En anerkendelse af, at enhver person, der tidligere har været medlem af administrationsorganerne i et kreditinstitut under midlertidig administration, alene af denne grund befinder sig i en interessekonflikt med et sådant institut, indebærer, at det er umuligt at udpege sådanne personer til midlertidige administratorer af dette institut, selv om de på grund af deres kendskab til dette institut kan være de bedst egnede til at udføre denne opgave.

242

Det følger heraf, at det ikke kan foreholdes Retten at have tilsidesat den konsoliderede banklovs artikel 71, stk. 6, fortolket i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1, i direktiv 2014/59, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 107-109 i det væsentlige fastslog, at den omstændighed alene, at Banca Cariges midlertidige administratorer tidligere havde udført administrative funktioner i Banca Carige, ikke var tilstrækkelig til at fastslå, at de befandt sig i en interessekonflikt, der var til hinder for deres udpegelse til midlertidige administratorer af dette kreditinstitut.

243

For det andet kan appellanternes argument om, at Retten gav sin egen begrundelse for at afhjælpe en begrundelsesmangel ved afgørelsen om placering under midlertidig administration, heller ikke tiltrædes.

244

Som anført i nærværende doms præmis 240 var den blotte omstændighed, at Banca Cariges midlertidige administratorer tidligere havde været medlemmer af Banca Cariges bestyrelse, ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at der for deres vedkommende forelå en interessekonflikt. Under disse omstændigheder var ECB ikke forpligtet til i afgørelsen om placering under midlertidig administration at give en specifik begrundelse for, at der ikke forelå en sådan interessekonflikt.

245

Hvad angår de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 107-109, har de ikke til formål at supplere begrundelsen for denne afgørelse, men angiver grunden til, at Retten fandt, at appellanternes argumenter, der var fremført i forbindelse med den fjerde ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, ikke kunne tiltrædes.

246

Hvad for det tredje angår appellanternes argument rettet mod den appellerede doms præmis 115 skal det bemærkes, at denne præmis indgår i den del af den appellerede dom, der begynder med præmis 110. For så vidt som de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 238-245, således som det fremgår af nærværende doms præmis 101-109, er tilstrækkelige til at begrunde forkastelsen af den fjerde ulovlighedsgrund, der foreholdes ECB, skal det fastslås, at dommens præmis 110-116 indeholder præmisser, der er anført for fuldstændighedens skyld, og dette så meget desto mere som denne præmis 110 indledes med udtrykket »I øvrigt«. Eftersom appellanternes argument mod dommens præmis 115 er rettet mod en overflødig præmis heri, hvis domskonklusion er tilstrækkeligt begrundet i andre præmisser, skal det følgelig forkastes som uvirksomt (jf. i denne retning dom af 15.7.2025, ECB og Kommissionen mod Corneli, C-777/22 P og C-789/22 P, EU:C:2025:580, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

247

For det fjerde er appellanternes argument om, at Retten i det væsentlige burde have fastslået, at afgørelsen om placering under midlertidig administration var ulovlig, dels af den grund, som Retten lagde til grund for at annullere denne afgørelse ved dom af 12. oktober 2022, Corneli mod ECB (T-502/19, EU:T:2022:627), dels med den begrundelse, at de personer, der blev udpeget til midlertidige administratorer af Banca Carige ved denne afgørelse, havde besluttet at fratræde deres tidligere funktioner i dette kreditinstituts bestyrelse i samordning med ECB, ligeledes irrelevant.

248

Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt appellanterne for Retten faktisk havde påberåbt sig disse grunde til, at afgørelsen om placering under midlertidig administration var ulovlig, hvilket ECB har bestridt, kunne de nævnte grunde under alle omstændigheder ikke godtgøre, at denne afgørelse var behæftet med nogen ulovlighed.

249

For det første blev dom af 12. oktober 2022, Corneli mod ECB (T-502/19, EU:T:2022:627), ophævet ved dom af 15. juli 2025, ECB og Kommissionen mod Corneli (C-777/22 P og C-789/22 P, EU:C:2025:580), og i denne dom forkastede Domstolen det anbringende, som Retten havde taget til følge ved annullationen af afgørelsen om placering under midlertidig administration, som ugrundet.

250

For det andet kan den angivelige samordning mellem Banca Cariges fremtidige midlertidige administratorer og ECB af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 226, heller ikke anses for at udgøre en ulovlighed, som afgørelsen om placering under midlertidig administration var behæftet med.

251

Af samtlige disse grunde skal det femte anbringende forkastes, idet det delvist er ugrundet, delvist er uvirksomt.

252

Det sjette anbringende består af to led, hvoraf det første vedrører den appellerede doms præmis 89-94 og det andet vedrører dommens præmis 208-215.

253

Appellanterne har foreholdt Retten, at den udelukkende behandlede deres argumentation vedrørende ECB’s godkendelse af kapitalforhøjelsen i Banca Carige i strid med den forkøbsret, der er fastsat i Banca Cariges vedtægter, i lyset af den konsoliderede banklovs artikel 56 uden at tage hensyn til ejendomsretten, som er fastsat i chartrets artikel 17, eller andre gældende bestemmelser i italiensk ret.

254

I øvrigt foretog Retten en urigtig gengivelse af den konsoliderede banklovs artikel 56, idet den i den appellerede doms præmis 94 fastslog, at denne artikel ikke i sig selv tillægger borgerne rettigheder. For så vidt som ændringen af et kreditinstituts vedtægter også kan vedrøre forholdet mellem dette kreditinstitut og dets aktionærer, har den nævnte artikel 56 ifølge appellanterne også til formål at beskytte disse sidstnævntes ejendomsret.

255

ECB og Kommissionen har anført, at det første led skal forkastes.

256

Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 91, fremgår det af den konsoliderede banklovs artikel 56, der finder anvendelse på ECB i medfør af de bestemmelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 141 og 142, for så vidt angår kreditinstitutter som Banca Carige, at tilsynsmyndigheden ved udførelsen af de opgaver, som den er blevet betroet, skal efterprøve, om ændringerne i sådanne institutters vedtægter er forenelige med de krav, der følger af en sund og forsigtig ledelse, inden disse ændringer kan indføres i selskabsregistret.

257

Det følger heraf, at det var uden at foretage en urigtig læsning af den konsoliderede banklovs artikel 56, at Retten i den appellerede doms præmis 92 i det væsentlige fastslog, at den kontrol, der er fastsat i denne bestemmelse, udelukkende skal vedrøre den påtænkte vedtægtsændrings forenelighed med kravet om en sund og forsigtig ledelse af det pågældende institut.

258

Det fremgår imidlertid ikke af den appellerede dom, og appellanterne har ikke gjort gældende, at de for Retten havde fremført tilstrækkeligt udviklede argumenter til at godtgøre, at den kapitalforhøjelse i Banca Carige, som ECB havde godkendt, var i strid med en sund og forsigtig ledelse af dette kreditinstitut.

259

Den omstændighed, som appellanterne har påberåbt sig, at en kapitalforhøjelse i et kreditinstitut, som ikke tager hensyn til forkøbsretten som fastsat i artikel 72, stk. 1 og 4, i direktiv 2017/1132, kan være i strid med ejendomsretten for dette instituts aktionærer eller med de bestemmelser, der har gennemført dette direktiv i lovgivningen i den medlemsstat, hvor det nævnte institut har hjemsted, kan ikke føre til en anden konklusion. Det tilkommer således ikke ECB, men de nationale myndigheder og retsinstanser at sikre overholdelsen af de gældende bestemmelser i national ret, herunder dem, der har til formål at beskytte ejendomsretten for et kreditinstituts aktionærer.

260

Det skal i øvrigt bemærkes, at artikel 72, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2017/1132 fastsætter, at forkøbsretten, der i denne bestemmelse betegnes som en »fortegningsret«, kan begrænses eller ophæves ved beslutning truffet af det pågældende selskabs generalforsamling, hvilket var tilfældet i den foreliggende sag.

261

Under disse omstændigheder er det uden betydning, at den konsoliderede banklovs artikel 56 tillægger borgerne rettigheder, for så vidt som de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 91 og 92, under alle omstændigheder allerede er tilstrækkelige til at begrunde, at Retten forkastede argumentationen vedrørende den fjerde ulovlighedsgrund.

262

Appellanternes argumenter, der er rettet mod den appellerede doms præmis 94, hvori Retten fastslog, at denne artikel 56 ikke »i sig selv« tillægger borgerne rettigheder, skal derfor forkastes som uvirksomme.

263

Det følger heraf, at det første led skal forkastes, idet det dels er ugrundet, dels er uvirksomt.

264

Appellanterne har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 208-215 gengav deres argumentation vedrørende den ottende ulovlighedsgrund, som ECB blev foreholdt, urigtigt og forkastede den på grundlag af en ufuldstændig begrundelse. De har anført, at de havde gjort gældende, at de havde foretaget betydelige investeringer i Banca Cariges kapital på grund af den tillid, som ECB’s adfærd havde skabt hos dem, og at de mistede størstedelen af disse investeringer efter kapitalforhøjelsen i Banca Carige med udelukkelse af forkøbsretten.

265

Appellanterne har navnlig anfægtet den appellerede doms præmis 214, idet de har fremhævet, at en EU-institutions ansvar uden for kontraktforhold kræver bevis for, at denne institutions adfærd ikke var den eneste, men afgørende årsag til den lidte skade. De har foreholdt Retten at have tilsidesat bevisbyrdereglerne og begrundelsespligten.

266

Appellanterne har tilføjet, at de for Retten gjorde gældende, at den efter deres opfattelse ulovlige placering af Banca Carige under midlertidig administration havde været afgørende for aktionærernes godkendelse af bankens kapitalforhøjelse.

267

ECB og Kommissionen har nedlagt påstand om, at det andet led forkastes.

268

Det fremgår af den appellerede doms præmis 214 og 215, at Retten afviste appellanternes argumentation, som den kvalificerede som den »ottende ulovlighedsgrund«, som ECB blev foreholdt, med den begrundelse, at selv om de havde anført, at værdien af deres kapitalandele i Banca Carige var faldet og tilskrevet denne udvikling i de afgørelser, som ECB havde truffet som følge af de af ECB trufne foranstaltninger, havde de ikke godtgjort, at disse foranstaltninger havde forårsaget dette resultat, og havde ikke fremlagt en analyse, der gjorde det muligt at fastslå, at det nævnte resultat ikke direkte eller indirekte, delvist eller helt var forårsaget af andre forhold eller andre omstændigheder.

269

Appellanterne har foreholdt Retten, at den foretog en ufuldstændig behandling og en urigtig gengivelse af deres argumentation, eftersom den ikke tog hensyn til de argumenter, der var blevet fremført for den, hvorefter, for det første, de i det væsentlige havde besluttet at investere i Banca Cariges kapital på grund af den tillid, som ECB’s tidligere adfærd over for Banca Carige havde skabt hos dem, og, for det andet, generalforsamlingen i Banca Carige, såfremt Banca Carige ikke var blevet sat under midlertidig administration, ikke ville have godkendt den kapitalforhøjelse, der havde frataget dem deres forkøbsret til aktier ved en fremtidig kapitalforhøjelse.

270

For det første henhører appellanternes argumenter, der i det væsentlige vedrører tilsidesættelse af den forventning, som ECB’s adfærd havde skabt hos dem, under deres argumentation om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som Retten kvalificerede som den »syvende ulovlighedsgrund«, som ECB blev foreholdt, og som blev forkastet af de grunde, der er anfægtet med det første appelanbringende, som er blevet forkastet, således som det fremgår af nærværende doms præmis 130.

271

For så vidt som kapitalforhøjelsen i Banca Carige uden forkøbsret for bankens tidligere aktionærer blev besluttet, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 24 og nærværende doms præmis 39, ikke af Banca Cariges midlertidige administratorer, men af Banca Cariges generalforsamling, begik Retten for det andet ikke en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 214 i det væsentlige fastslog, at det tilkom appellanterne at redegøre for, hvorledes ECB’s adfærd, herunder vedtagelsen af afgørelsen om placering under midlertidig administration, kunne have medført, at aktionærerne i Banca Carige på generalforsamlingen godkendte forslaget om at forhøje Banca Cariges kapital uden forkøbsret, hvilket disse aktionærer frit kunne afvise.

272

Det fremgår imidlertid ikke af den argumentation, som appellanterne har fremført i forbindelse med det sjette anbringendes andet led, at de faktisk havde fremført en sådan forklaring for Retten. Det var således uden at begå en retlig fejl, at Retten afviste appellanternes argumentation, som den kvalificerede som den »syvende ulovlighedsgrund«, som ECB blev foreholdt.

273

Det følger af ovenstående betragtninger, at det sjette anbringendes andet led skal forkastes ligesom det sjette appelanbringende i sin helhed.

274

Det syvende anbringende er opdelt i to led.

275

Appellanterne har foreholdt Retten, at den tilsidesatte begrundelsespligten, eftersom den undlod at behandle deres argumentation om ECB’s tilsidesættelse af sine tilsynsforpligtelser i forhold til de angivelige uregelmæssigheder, der var opstået i forbindelse med gennemførelsen af Banca Cariges kapitalforhøjelse i slutningen af 2017.

276

ECB og Kommissionen har nedlagt påstand om, at det første led forkastes.

277

Det fremgår af en læsning af appellanternes stævning, som er indeholdt i sagsakterne i sagen for Retten, og som blev fremsendt til Domstolen, at appellanterne i stævningens punkt 100-107 havde henvist til, hvad de anså for at være uregelmæssigheder opstået i forbindelse med den kapitalforhøjelse i Banca Carige, der blev foretaget i slutningen af 2017. De hævdede uregelmæssigheder vedrørte handlinger eller undladelser fra den administrerende direktør for Banca Carige, som besad stillingen på tidspunktet for denne kapitalforhøjelse. Hvad angår ECB kritiserede appellanterne i det væsentlige ECB for at have forholdt sig passiv over for disse uregelmæssigheder.

278

Det er korrekt, at Retten i forbindelse med de otte ulovlighedsgrunde, hvori Retten samlede appellanternes forskellige påstande om ECB’s angiveligt ulovlige adfærd, som de havde påberåbt sig til støtte for deres søgsmål, ikke specifikt nævnte ECB’s undladelse af at gribe ind i forbindelse med den kapitalforhøjelse i Banca Carige, der blev foretaget i slutningen af 2017.

279

Selv hvis det antages, at denne undladelse i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 174, kan kvalificeres som en tilsidesættelse af begrundelsespligten fra Rettens side, kan den imidlertid ikke begrunde en ophævelse af den appellerede dom.

280

Som anført i nærværende doms præmis 277 har appellanterne således for Retten gjort gældende, at de påståede uregelmæssigheder var blevet begået af Banca Cariges administrerende direktør i slutningen af 2017. De har ganske vist i det væsentlige kritiseret ECB for ikke at have grebet ind, men de har på ingen måde forklaret, hvilke specifikke foranstaltninger ECB burde have truffet, og på grundlag af hvilke bestemmelser, hvis det antages, at ECB var bekendt med disse uregelmæssigheder. De har ganske vist i det væsentlige foreholdt ECB ikke at have grebet ind, men de har på ingen måde forklaret, hvilke specifikke foranstaltninger ECB skulle have truffet, og på grundlag af hvilke bestemmelser, hvis den havde haft kendskab til disse uregelmæssigheder.

281

Under disse omstændigheder kan appellanternes argumentation vedrørende de angivelige ulovligheder, der fandt sted i forbindelse med den kapitalforhøjelse i Banca Carige, der blev foretaget i slutningen af 2017, kun afvises, idet appellanterne ikke har præciseret de ulovlige handlinger eller undladelser, som de foreholdt ECB.

282

Henset til ovenstående betragtninger skal det syvende anbringendes første led forkastes som uvirksomt.

283

Appellanterne har anført, at de for Retten havde påberåbt sig, at der forelå en aftale mellem ECB og to medlemmer af Banca Cariges bestyrelse vedrørende sidstnævntes fratrædelse, som medførte, at hele bestyrelsen ophørte med at arbejde, og begrundede vedtagelsen af afgørelsen om midlertidig administration. Retten undlod imidlertid at behandle denne argumentation i den appellerede dom.

284

ECB og Kommissionen har nedlagt påstand om, at det andet led forkastes.

285

Som det fremgår af den appellerede doms præmis 76, der er nævnt i nærværende doms præmis 218, analyserede Retten i den appellerede dom appellanternes argument om, at der forelå en samordning mellem ECB og to medlemmer af Banca Cariges bestyrelse.

286

Det følger heraf, at det andet led, hvormed appellanterne har foreholdt Retten, at den ikke behandlede denne argumentation, skal forkastes som ugrundet.

287

Det syvende anbringende skal derfor forkastes som delvist uvirksomt og delvist ugrundet.

288

Det fremgår af behandlingen af appellanternes appelanbringender, at den appellerede dom skal ophæves, for så vidt som Retten frifandt ECB i appellanternes søgsmål i det omfang, den vedrørte dels ECB’s tilsidesættelse af den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben, dels den omstændighed, at ECB var ansvarlig for den situation, som Banca Carige befandt sig i, og de fejl, som begrundelsen for afgørelsen om kapitalgrundlaget var behæftet med.

289

I øvrigt forkastes appellen.

290

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

291

Dette er tilfældet i den foreliggende sag.

292

Appellanterne har gjort gældende, at ECB på en tilstrækkeligt kvalificeret måde tilsidesatte den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben stillet over for en simpel risiko for tilsidesættelse af den gældende retlige ramme, selv om anvendelsen af denne bestemmelse ifølge appellanterne krævede, at der skulle føres bevis for en forudsigelig tilsidesættelse af denne retlige ramme.

293

ECB har, støttet af Kommissionen, bestridt appellanternes argumentation.

294

Det bemærkes, således som det fremgår af nærværende doms præmis 141 og 142, at ECB i forhold til de kreditinstitutter, der er underlagt ECB’s tilsyn, bl.a. har ret til at udøve de beføjelser, som Banca d’Italia er tillagt ved den konsoliderede banklovs artikel 69q og 69r, som gennemfører artikel 27 i direktiv 2014/59 i italiensk ret.

295

Den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), giver således tilsynsmyndigheden den nødvendige kompetence til at vedtage de deri nævnte foranstaltninger til tidlig indgriben, når den som følge af en hurtig forværring af den pågældende banks eller bankkoncerns situation navnlig konstaterer eller fastslår en tilsidesættelse af forordning nr. 575/2013 og afsnit II i direktiv 2014/65.

296

I overensstemmelse med den konsoliderede banklovs artikel 69r kan denne myndighed desuden anmode et kreditinstitut eller en bankkoncerns moderselskab, når de betingelser, der er fastsat i lovens artikel 69q, stk. 1, litra a), er opfyldt, om at gennemføre, endog delvist, den vedtagne genopretningsplan, om at udarbejde en plan for forhandling af en gældsomlægning med samtlige eller visse kreditorer eller om, i givet fald, at ændre deres selskabsform.

297

I den foreliggende sag anførte ECB i punkt 1.1.1 i foranstaltningen til tidlig indgriben, som indgår i afsnit 1.1 med overskriften »Kapitalkrav« i foranstaltningens del 1, der selv har overskriften »De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for afgørelsen«, at mens Banca Cariges tier 1-kapital (CET 1) og tier 2-kapital (TCR) i juni 2016 var på henholdsvis 12,29% og 14,37%, ville den forventede udvikling i disse to ratioer i 2017 føre til lavere værdier end i det foregående år, dvs. 10,35% for CET 1 og 12,19% for TCR i strid med det samlede kapitalkrav på 12,50%.

298

I punkt 1.1.2 og 1.1.3 i foranstaltningen til tidlig indgriben anførte ECB, at kapitalprocenterne kunne falde selv ud over de i foranstaltningens punkt 1.1 nævnte værdier med endnu større økonomiske tab, henset til Banca Cariges konstante og utilstrækkelige resultater med hensyn til rentabilitet i de seneste år, den høje kreditrisiko som følge af omfanget af misligholdte lån, som bragte Banca Cariges evne til at skabe overskud i fare, og den usikkerhed, der var forbundet med de omkostningsbesparelsesforanstaltninger, der var fastsat i den strategiske plan, som Banca Carige havde vedtaget.

299

I foranstaltningens punkt 2.1 anførte ECB, at den på grundlag af de faktiske omstændigheder, der er beskrevet i foranstaltningens del 1, kunne fastslå, at betingelserne for anvendelse af den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), og artikel 69r var opfyldt, og at den kunne udøve de beføjelser, der er fastsat i disse bestemmelser.

300

I samme foranstaltnings punkt 2.2 tilføjede ECB, at navnlig de faktiske omstændigheder, der er beskrevet i foranstaltningens afsnit 1.1, »tyder på en sandsynlig overtrædelse af kapitalkravene i den nærmeste fremtid«.

301

Det følger heraf, at ECB vedtog foranstaltningen til tidlig indgriben efter at have sikret sig, at betingelserne for anvendelse af den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), og artikel 69r var opfyldt i Banca Cariges tilfælde, navnlig efter at den i nær fremtid havde fundet, at det var sandsynligt, at Banca Carige i den nærmeste fremtid ville overtræde de tilsynskrav, der påhvilede Banca Carige. I modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, begrænsede ECB sig således ikke til at konstatere en simpel risiko for en sådan overtrædelse.

302

Appellanternes argument om, at ECB i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben på en tilstrækkeligt kvalificeret måde tilsidesatte den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), skal derfor forkastes som ugrundet.

303

Appellanterne har i første række gjort gældende, at afgørelsen om kapitalgrundlaget synes at være »helt urimelig«, eftersom der ikke blev taget hensyn til den situation, der fulgte af resultatet af ECB’s kontrol af Banca Cariges fordringer. Resultaterne af denne kontrol øgede i væsentlig grad de »formuekonsolideringer«, som Banca Carige skulle foretage, og nødvendiggjorde en ny forhøjelse af Banca Cariges kapital.

304

I anden række har appellanterne gjort gældende, at afgørelsen om kapitalgrundlaget af flere grunde var ulovlig. For det første indledte ECB ikke en undersøgelse af en pressemeddelelse, der blev udsendt den 16. november 2017 under ansvar af den daværende administrerende direktør for Banca Carige, som medførte et tab af tillid til Banca Carige og førte til betydelige hævninger af indskud. Under alle omstændigheder var Banca Cariges likviditetsgrad langt fra risikotærsklen.

305

For det andet var Banca Cariges mislykkede udstedelse af supplerende kapitalinstrumenter på 350 mio. EUR, som er nævnt i afgørelsen om kapitalgrundlaget, forbundet med »et individuelt, uforklarligt og usammenhængende initiativ« fra den daværende administrerende direktør for Banca Carige, selv om ECB udelukkende førte drøftelser med bankens »ledelse« uden inddragelse af bestyrelsen.

306

For det tredje henvises der i afgørelsen om kapitalgrundlaget til Banca Cariges ledelsesproblemer, som ikke tager hensyn til ECB’s eget ansvar for, at disse problemer opstår. Den henviser endvidere til usikkerheden med hensyn til udfaldet af den generalforsamling, der skulle afholdes den 20. september 2018, idet en sådan usikkerhed er »uhensigtsmæssig og uden betydning«, og dette så meget desto mere som de beslutninger, der blev truffet på denne generalforsamling, i vidt omfang modsagde ECB’s frygt.

307

ECB har, støttet af Kommissionen, bestridt appellanternes argumentation.

308

Appellanternes argumenter, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 303-306, kan ikke godtgøre, at afgørelsen om kapitalgrundlaget var ulovlig.

309

Selv om det for det første antages, således som appellanterne har gjort gældende, at ECB i forbindelse med vedtagelsen af afgørelsen om kapitalgrundlaget undlod at tage hensyn til resultaterne af den kontrol, som ECB havde foretaget af Banca Cariges fordringer, kan denne undladelse ikke godtgøre, at vedtagelsen af denne afgørelse var ulovlig. Appellanterne har således selv gjort gældende, at hvis der var blevet taget hensyn til disse resultater, ville en større forhøjelse af Banca Cariges kapital og dermed egenkapital have været nødvendig.

310

ECB kan derfor ikke foreholdes at have handlet ulovligt, for så vidt som den vedtog afgørelsen om kapitalgrundlaget, idet det skal præciseres, at denne afgørelse ikke nævnte et bestemt beløb for egenkapitalen, som Banca Carige skulle nå, men blot krævede, at Banca Cariges bestyrelse senest den 30. november 2018 forelagde ECB en plan »med henblik på at genoprette og varigt sikre overholdelsen af kapitalkravene senest den 31. december 2018«. Det tilkom således ikke ECB, men Banca Cariges bestyrelse, der var ansvarlig for ledelsen af Banca Carige, at vurdere Banca Cariges præcise kapitalbehov og de foranstaltninger, der skulle vedtages for at genoprette og sikre overholdelsen af kravene vedrørende disse midler.

311

For det andet tilsigter appellanternes argumenter, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 304-306, i det væsentlige at gøre gældende, at ECB selv var delvist ansvarlig for de kapitalvanskeligheder, som Banca Carige stod over for på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om kapitalgrundlaget.

312

Uanset om disse udsagn er korrekte eller ej, er det tilstrækkeligt at bemærke, at de under alle omstændigheder ikke kan godtgøre, at vedtagelsen af afgørelsen om kapitalgrundlaget var ulovlig. Banca Carige kunne således kræve erstatning for det tab, som banken havde lidt som følge af en adfærd fra ECB’s side, der havde skadet Banca Cariges kapitalgrundlag. En sådan adfærd kan derimod, såfremt den anses for godtgjort, ikke begrunde, at ECB i forbindelse med udøvelsen af sine tilsynsbeføjelser afholder sig fra at vedtage en afgørelse med henblik på at anmode Banca Carige om at afhjælpe det utilstrækkelige kapitalgrundlag, som banken led af, uanset årsagen til denne utilstrækkelighed.

313

Hvad angår argumentet om, at Banca Cariges likviditetsgrad ved vedtagelsen af afgørelsen om kapitalgrundlaget ikke var lavere end risikotærsklen, skal det bemærkes, at ECB ikke har påberåbt sig, at Banca Cariges likviditetsgrad var utilstrækkelig til at begrunde vedtagelsen af denne afgørelse, således at dette argument er uvirksomt.

314

Det skal således præciseres, at ECB i den nævnte afgørelse i punkt 2.1.1 med overskriften »likviditets- og finansieringssituation« henviste til den omstændighed, at Banca Carige havde stået i to større likviditetskriser i november 2015 og november 2017, og til den omstændighed, at Banca Cariges position kort før vedtagelsen af den samme afgørelse var blevet yderligere svækket af negative nettolikviditetsstrømme. Henset til disse konstateringer, som appellanterne ikke har bestridt, kan det ikke foreholdes ECB, at den som en af flere grunde, der begrundede vedtagelsen af afgørelsen om kapitalgrundlaget, tog hensyn til forværringen af Banca Cariges likviditetssituation, selv om Banca Cariges likviditetsgrad fortsat lå over risikotærsklen.

315

Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at appellanternes argumentation om, at ECB var ansvarlig for den situation, som Banca Carige befandt sig i, og andre fejl, ud over det, der blev behandlet i den appellerede doms præmis 184, som begrundelsen for afgørelsen om kapitalgrundlaget var behæftet med, skal forkastes som delvist uvirksom og delvist ugrundet.

316

Det følger heraf af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 294-302 og 308-315, at en af de betingelser, der er fastsat i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 136, for at Unionen eller en af dens institutioner ifalder ansvar uden for kontraktforhold, nemlig betingelsen om, at der skal foreligge en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, ikke er opfyldt for så vidt angår den foreliggende sag i det omfang, dette for det første vedrører ECB’s tilsidesættelse af den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben og for det andet den omstændighed, at ECB er ansvarlig for den situation, som Banca Carige befandt sig i, og andre fejl, ud over det, der blev behandlet i den appellerede doms præmis 184, som påvirker begrundelsen for afgørelsen om kapitalgrundlaget.

317

Da alle disse tre betingelser for ansvar i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF skal være opfyldt, er det tilstrækkeligt til at forkaste erstatningssøgsmålet, at en af dem ikke er det (dom af 18.3.2010, Trubowest Handel og Makarov mod Rådet og Kommissionen, C-419/08 P, EU:C:2010:147, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

318

Følgelig skal ECB frifindes i søgsmålet for så vidt angår, for det første, anbringendet om ECB’s tilsidesættelse af den konsoliderede banklovs artikel 69q, stk. 1, litra a), i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltningen til tidlig indgriben, og, for det andet, anbringendet om, at ECB var ansvarlig for den situation, som Banca Carige befandt sig i, og andre fejl, ud over det, der blev behandlet i den appellerede doms præmis 184, og som påvirkede begrundelsen for afgørelsen om kapitalgrundlaget.

319

I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge, eller såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.

320

I overensstemmelse med dette procesreglements artikel 138, stk. 1, som i medfør af samme procesreglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

321

Da appellanterne har tabt sagen, og da ECB og Kommissionen har nedlagt påstand om, at de tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger og at betale de omkostninger, der er afholdt af ECB og Kommissionen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):