Sofiyska gradska prokuratura mod LY (C-580/24)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

15. oktober 2026 (*)

» Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 12 – varetægtsfængsling af den eftersøgte – artikel 23 – frist for overgivelse af denne person – national lovgivning, der fastsætter en forpligtelse til at frihedsberøve den eftersøgte i et fængsel indtil overgivelsen af den pågældende til den udstedende medlemsstat – artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ret til frihed og sikkerhed «

I sag C-580/24 [Tsachkov] (i),

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) ved afgørelse af 5. september 2024, indgået til Domstolen den 5. september 2024, i sagen vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt mod

LY,

procesdeltager:

Sofijska gradska prokuratura,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M.L. Arastey Sahún, samt dommerne B. Smulders, E. Regan (refererende dommer), J. Passer og D. Gratsias,

generaladvokat: D. Spielmann,

justitssekretær: fuldmægtig R. Stefanova-Kamisheva,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 2. oktober 2025,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        den bulgarske regering ved R. Stoyanov og T. Tsingileva, som befuldmægtigede,

–        den tjekkiske regering ved T. Paroulková, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–        den ungarske regering ved M.Z. Fehér og R. Kissné Berta, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved H. Leupold, J. Vondung og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 18. december 2025,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 12 og artikel 23, stk. 5, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1).

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt mod LY med henblik på retsforfølgning.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Chartret

3        Artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), der har overskriften »Ret til frihed og sikkerhed«, bestemmer:

»Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed.«

 Rammeafgørelse 2002/584

4        Femte betragtning til rammeafgørelse 2002/584 har følgende ordlyd:

»Den Europæiske Unions erklærede mål at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed har skabt et ønske om at afskaffe udlevering mellem medlemsstaterne og indføre en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder. Endvidere vil indførelsen af en ny forenklet ordning for overgivelse af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning gøre det muligt at mindske den kompleksitet og den risiko for forsinkelser, der er en følge af de nuværende udleveringsprocedurer. De traditionelle samarbejdsrelationer, som hidtil har bestået mellem medlemsstaterne, bør erstattes med en ordning med fri bevægelighed for afgørelser på det strafferetlige område, både afgørelser før domsafsigelsen og endelige afgørelser, i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.«

5        Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« fastsætter følgende i stk. 3:

»Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

6        Den nævnte rammeafgørelses artikel 2, som har overskriften »Anvendelsesområde for den europæiske arrestordre«, bestemmer følgende i stk. 1:

»En europæisk arrestordre kan udstedes for forhold, der efter den udstedende medlemsstats lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tolv måneder eller, når der er idømt en straf eller pålagt en anden frihedsberøvende foranstaltning, for straffe af en varighed på mindst fire måneder.«

7        Rammeafgørelsens kapitel 2 med overskriften »Overgivelsesprocedure« indeholder artikel 9-25.

8        Artikel 12 i rammeafgørelse 2002/584, der har overskriften »Varetægtsfængsling af en person«, er sålydende:

»Når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed afgøre, om den pågældende skal forblive varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning. Den pågældende kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning, under forudsætning af at denne medlemsstats kompetente myndighed træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter.«

9        Rammeafgørelsens artikel 15 med overskriften »Afgørelse om overgivelse« fastsætter følgende i stk. 1:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.«

10      Den nævnte rammeafgørelses artikel 17, som har overskriften »Frister og procedurer i forbindelse med afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre«, bestemmer:

»1.      En europæisk arrestordre behandles og fuldbyrdes som hastesag.

2.      I de tilfælde, hvor den eftersøgte giver sit samtykke til overgivelse, bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest ti dage efter, at dette samtykke er givet.

3.      I andre tilfælde bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest 60 dage efter anholdelsen af den eftersøgte.

4.      I konkrete tilfælde, hvor den europæiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes inden for de i stk. 2 og 3 fastsatte frister, underretter den fuldbyrdende judicielle myndighed straks den udstedende judicielle myndighed herom og om grundene hertil. I så fald kan fristerne forlænges med yderligere 30 dage.

[...]«

11      Rammeafgørelsens artikel 23 med overskriften »Frist for overgivelse af den eftersøgte« har følgende ordlyd:

»1.      Den eftersøgte overgives snarest muligt på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder.

2.      Den pågældende overgives senest ti dage efter, at den endelige afgørelse om at fuldbyrde den europæiske arrestordre er truffet.

3.      Hvis det på grund af omstændigheder, som ikke kan tilskrives nogen af medlemsstaterne, viser sig umuligt at overgive den eftersøgte inden for den i stk. 2 fastsatte frist, kontakter den fuldbyrdende judicielle myndighed og den udstedende judicielle myndighed straks hinanden og aftaler en ny dato for overgivelse. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

4.      En overgivelse kan undtagelsesvis udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, så snart disse grunde ikke længere foreligger. Den fuldbyrdende judicielle myndighed underretter straks den udstedende judicielle myndighed herom, og de aftaler en ny dato for overgivelsen. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

5.      Hvis den pågældende stadig er varetægtsfængslet efter udløbet af de i stk. 2-4 nævnte frister, løslades han.«

12      Artikel 24 i rammeafgørelse 2002/584, der har overskriften »Udsættelse af overgivelsen eller betinget overgivelse«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan efter at have besluttet at fuldbyrde den europæiske arrestordre udsætte overgivelsen af den eftersøgte, for at vedkommende kan retsforfølges i den fuldbyrdende medlemsstat, eller, hvis den pågældende allerede er dømt, for at vedkommende på denne medlemsstats territorium kan afsone en straf for en anden overtrædelse end den, der ligger til grund for den europæiske arrestordre.«

13      Rammeafgørelsens artikel 26 med overskriften »Fratrækning af varigheden af varetægtsfængslingen i den fuldbyrdende medlemsstat« bestemmer følgende i stk. 1:

»Den udstedende medlemsstat fradrager enhver periode, hvor den eftersøgte har været varetægtsfængslet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, i den samlede varighed af den periode, den pågældende skal afsone i den udstedende medlemsstat som følge af idømmelsen af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.«

 Direktiv 2008/115/EF

14      Artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98) har overskriften »Forholdene under frihedsberøvelsen« og fastsætter følgende i stk. 1:

»Frihedsberøvelse skal som hovedregel finde sted i faciliteter for frihedsberøvede. Når en medlemsstat ikke kan indkvartere de frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere i særlige faciliteter for frihedsberøvede og er nødt til at anbringe dem i et fængsel, skal de frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere holdes adskilt fra almindelige indsatte.«

 Bulgarsk ret

15      Zakon za ekstraditsiata i evropejskata zapoved za arest (lov om udlevering og om den europæiske arrestordre, DV nr. 46 af 2005) gennemfører i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen (herefter »ZEEZA«), rammeafgørelse 2002/584 i bulgarsk ret. Denne lovs artikel 42, stk. 1 og 2, bestemmer, at den eftersøgte skal tilbageholdes i 72 timer, når en europæisk arrestordre faktisk modtages, og denne europæiske arrestordre er formelt forskriftsmæssig.

16      I henhold til ZEEZA’s artikel 43, stk. 1 og 2, skal retsinstansen straks fra begyndelsen af proceduren for fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre efterprøve, om den eftersøgte skal forblive frihedsberøvet. Det er ikke påkrævet, at vedkommende forbliver frihedsberøvet under denne procedure.

17      I henhold til ZEEZA’s artikel 43, stk. 3, træffer retsinstansen på grundlag af de almindelige bestemmelser i den nationale lovgivning, der i forbindelse med en verserende straffesag i ingen tilfælde fastsætter obligatorisk frihedsberøvelse, afgørelse om, hvorvidt den eftersøgte skal frihedsberøves.

18      Ifølge ZEEZA’s artikel 43, stk. 7, kan den eftersøgte, hvis denne er blevet frihedsberøvet, anmode om løsladelse, så længe proceduren om anerkendelse af den europæiske arrestordre verserer. Denne anmodning skal efterkommes, hvis det viser sig, at frihedsberøvelsen af den pågældende ikke er nødvendig.

19      ZEEZA’s artikel 44, stk. 7, andet punktum, er affattet således:

»I alle tilfælde, hvor retsinstansen tillader fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, anordner den som en sikringsforanstaltning varetægtsfængsling af den eftersøgte indtil den faktiske overgivelse af den pågældende til den udstedende medlemsstat.«

20      I henhold til ZEEZA’s artikel 54, stk. 1, skal overgivelsen ske inden for ti dage, efter at afgørelsen om overgivelse er blevet endelig. I henhold til ZEEZA’s artikel 54, stk. 2, kan denne frist forlænges, hvis der foreligger en objektiv hindring for overgivelsen. Løsladelse af den eftersøgte er kun tilladt, hvis overgivelsen ikke kan ske.

21      Artikel 260 i zakon za izpalnenie na nakazanijata i zadarzhaneto pod strazha (lov om straffuldbyrdelse og varetægtsfængsling, DV nr. 25 af 3.4.2009) er i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, sålydende:

»(1)      I fængslerne anbringes også personer, der er frihedsberøvet efter en anmodning fra en fremmed stat om overgivelse [...]

(2)      Indtil fuldbyrdelsen af afgørelsen om overgivelse til den fremmede stat [...] nyder de i stk. 1 omhandlede personer samme rettigheder som mistænkte eller tiltalte i henhold til denne lov.«

 Retsforhandlingerne i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

22      Den 4. juli 2024 udstedte anklagemyndigheden i Eisenstadt (Østrig) en europæisk arrestordre mod LY, der er bulgarsk statsborger, og som har fast ophold i Bulgarien, med henblik på retsforfølgning for et indbrudstyveri af 61 sæt komplethjul til en værdi af 150 990 EUR.

23      Den 26. juli 2024 udstedte den fuldbyrdende judicielle myndighed under proceduren for fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre en arrestordre mod LY, som førte til hans anholdelse den 4. august 2024.

24      Den 7. august 2024 traf Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien), som er den forelæggende ret, afgørelse om at løslade LY mod kaution, idet retsinstansen fandt, at der ikke var risiko for, at han ville flygte.

25      Den 9. og den 30. august 2024 gav LY i selskab med sin advokat møde til de retsmøder, som blev afholdt for den forelæggende ret. Han erklærede sig indforstået med at blive overgivet til de østrigske judicielle myndigheder så hurtigt som muligt, men bestred samtidig, at det frem til hans overgivelse skulle være nødvendigt at frihedsberøve ham i en periode, der potentielt kunne være af en betydelig varighed. LY anmodede om tilladelse til selv at rejse til Østrig, hvor han havde bemyndiget en østrigsk advokat, og til at møde op hos de nationale judicielle myndigheder med advokatens bistand.

26      Den forelæggende ret har anført, at den nævnte anmodning er i strid med selve kernen i den ved rammeafgørelse 2002/584 indførte ordning for retligt samarbejde, hvorefter den eftersøgte efter vedtagelsen af afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre overgives til de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat.

27      Den forelæggende ret er ikke desto mindre af den opfattelse, at frihedsberøvelsen af LY umiddelbart efter afsigelsen af den nævnte afgørelse ikke er nødvendig for den faktiske overgivelse af ham til den udstedende medlemsstat. Denne frihedsberøvelse, der foretages i et fængsel, kan vare nogle dage, en uge eller mere og forekommer derfor for vidtgående og overflødig.

28      Bulgarsk ret kræver imidlertid, at den eftersøgte frihedsberøves i et fængsel, når der træffes afgørelse om overgivelse af den pågældende til den udstedende medlemsstat. Den nævnte retsinstans ønsker således oplyst, om disse betingelser for fuldbyrdelse er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584.

29      Hvad i første række angår den obligatoriske frihedsberøvelse af den eftersøgte har den forelæggende ret anført, at fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre i kraft af selve sin karakter indebærer, at den eftersøgte anholdes, i det mindste på tidspunktet for overgivelsen. Imidlertid kræver ingen bestemmelse i rammeafgørelse 2002/584, at denne anholdelse nødvendigvis skal ske på et processuelt trin, der går forud for overgivelsen af denne person til den udstedende medlemsstat.

30      For det første fastsætter den nævnte rammeafgørelses artikel 12 en generel regel om, at en frihedsberøvelse eller en løsladelse er mulig, idet valget af den passende sikringsforanstaltning afhænger af de særlige forhold i den omhandlede situation. Følgelig er en frihedsberøvelse mulig, men ikke obligatorisk.

31      For det andet indebærer den i nævnte artikel 12 indeholdte formulering »[d]en pågældende kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning«, at den nationale gennemførelseslov skal fastsætte en mulighed for løsladelse »på et hvilket som helst tidspunkt«.

32      For det tredje indebærer formuleringen »[h]vis den pågældende stadig er varetægtsfængslet« – hvilken formulering er indeholdt i den nævnte rammeafgørelses artikel 23, stk. 5, som vedrører perioden efter vedtagelsen af en endelig afgørelse om overgivelse af den eftersøgte til den udstedende medlemsstat og frem til den faktiske overgivelse af denne – at der er mulighed for, at vedkommende ikke er frihedsberøvet i denne periode.

33      Af disse grunde, og henset til den praksis fra Domstolen, der følger bl.a. af dom af 16. juli 2015, Lanigan (C-237/15 PPU, EU:C:2015:474), og af 25. januar 2017, Vilkas (C-640/15, EU:C:2017:39), er den forelæggende ret af den opfattelse, at ZEEZA’s artikel 44, stk. 7, andet punktum, er i strid med artikel 12 og artikel 23, stk. 5, i rammeafgørelse 2002/584, for så vidt som de sidstnævnte bestemmelser er til hinder for en obligatorisk frihedsberøvelse af den eftersøgte i perioden fra tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om overgivelse af den pågældende til den udstedende medlemsstat til tidspunktet for den fysiske overgivelse af vedkommende, når der ikke er nogen risiko for, at denne person flygter, og dermed ingen risiko for, at den pågældende ikke kan overgives. I et sådant tilfælde er begrænsningen af den nævnte persons frihed objektivt set først nødvendig på tidspunktet for overgivelsen.

34      I anden række har den forelæggende ret anført, at i henhold til bulgarsk ret vil den eftersøgte, såfremt den forelæggende ret anordner frihedsberøvelse af ham, nødvendigvis blive frihedsberøvet i et fængsel indtil hans faktiske overgivelse til den udstedende medlemsstat. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sin praksis vedrørende artikel 5, stk. 1, litra c), i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), angiveligt fastslået, at frihedsberøvelse i tilfælde af udlevering skal ske under forhold, der sikrer beskyttelse mod vilkårlighed. Dette indebærer bl.a., at stedet for og forholdene under frihedsberøvelsen skal være hensigtsmæssige, idet det imidlertid bemærkes, at den nævnte retsinstans ikke har præciseret betingelserne for en sådan hensigtsmæssighed.

35      Uanset ovenstående betragtninger er den forelæggende ret af den opfattelse, at der også findes argumenter, som taler for, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584.

36      Det kunne således antages, at den obligatoriske frihedsberøvelse af den eftersøgte, når der foreligger en afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, udgør en fuldbyrdelse af den frihedsberøvelse, som den udstedende judicielle myndighed har anordnet ved hjælp af den nationale arrestordre og med henblik på straffesagen i den udstedende medlemsstat.

37      I øvrigt er der ved rammeafgørelse 2002/584 blevet indført en anden procedure for overgivelse af eftersøgte med henblik på retsforfølgning end proceduren med den traditionelle udlevering, idet den er baseret på gensidig tillid og gensidig anerkendelse inden for Unionen for så vidt angår arrestordrer udstedt af en national retsinstans. Denne situation ligger til grund for det i nævnte rammeafgørelses artikel 1, stk. 2, fastsatte princip om, at enhver europæisk arrestordre skal fuldbyrdes, medmindre grunde, der er opregnet udtømmende og skal fortolkes strengt, er til hinder herfor.

38      Efter vedtagelsen af den fuldbyrdende judicielle myndigheds afgørelse om overgivelse af den eftersøgte ville det derfor være normalt og logisk, at personen nødvendigvis frihedsberøves i et fængsel.

39      På denne baggrund har Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er en national lov, hvorefter der ved den fuldbyrdende judicielle myndigheds afgørelse om at anerkende en [europæisk] arrestordre med henblik på gennemførelse af en straffesag og at overgive den eftersøgte obligatorisk også skal anordnes anholdelse af denne person, idet den eftersøgte skal forblive frihedsberøvet i et fængsel, indtil overgivelsen af den pågældende har fundet sted, i overensstemmelse med artikel 12 og artikel 23, stk. 5, i rammeafgørelse 2002/584[...]?«

 Om det præjudicielle spørgsmål

40      Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12 og artikel 23, stk. 5, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der pålægger den fuldbyrdende judicielle myndighed – når denne vedtager en afgørelse om overgivelse af den eftersøgte til fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, som den pågældende er genstand for – at anordne frihedsberøvelse af denne person i et fængsel, indtil vedkommende overgives til den udstedende medlemsstat, uden at denne myndighed kan tage hensyn til de relevante forhold i den omhandlede situation.

41      I denne henseende skal det bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at der med henblik på fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal tages hensyn til dennes ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 15.1.2026, Dubers, C-641/23, EU:C:2026:3, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

42      Hvad for det første angår den generelle og ubetingede forpligtelse til at anordne frihedsberøvelse af den eftersøgte straks efter vedtagelsen af en afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, som den pågældende er genstand for, skal det indledningsvis bemærkes, at det af artikel 12, første punktum, i rammeafgørelse 2002/584 fremgår, at når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed afgøre, om den pågældende skal forblive varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning.

43      Det fremgår klart af denne bestemmelses ordlyd og nærmere bestemt af anvendelsen af udtrykket »skal [...] afgøre« i tilknytning til »den fuldbyrdende judicielle myndighed«, at det tilkommer sidstnævnte at tage stilling til opretholdelsen af frihedsberøvelsen af denne person, og at myndigheden i denne henseende råder over et vidt skøn (jf. i denne retning dom af 8.12.2022, CJ (Afgørelse om at udsætte overgivelse på grund af strafforfølgning), C‑492/22 PPU, EU:C:2022:964, præmis 86).

44      Desuden fastsætter artikel 12, andet punktum, i rammeafgørelse 2002/584, at den pågældende »på et hvilket som helst tidspunkt« kan løslades midlertidigt i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning, under forudsætning af at denne stats kompetente myndighed træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter. En sådan mulighed for løsladelse er imidlertid udelukket, når en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede allerede fra den nævnte myndigheds vedtagelse af en afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre foreskriver obligatorisk frihedsberøvelse af den person, der er genstand for arrestordren, uafhængigt af de relevante forhold i den omhandlede situation.

45      Således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 45 og 46 i forslaget til afgørelse, indebærer det i artikel 12 i rammeafgørelse 2002/584 indeholdte udtryk »i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning« ganske vist, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed vedtager en afgørelse om opretholdelse af frihedsberøvelsen af en person, der er anholdt på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den træffe afgørelse i overensstemmelse med de betingelser og procedurer, der er fastsat i den nævnte stats lovgivning. Det kan imidlertid ikke heraf udledes, at rammeafgørelsen giver medlemsstaterne en skønsbeføjelse til gennem en generel lovgivning at fastsætte, at en sådan frihedsberøvelse skal anordnes alene af den grund, at denne myndighed har besluttet at fuldbyrde den europæiske arrestordre. En sådan fortolkning ville nemlig tømme udtrykket »skal [...] afgøre« – der er placeret før angivelsen »i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning«, og hvoraf det som anført i nærværende doms præmis 43 følger, at vurderingen af, om frihedsberøvelsen er nødvendig, alene tilkommer den fuldbyrdende judicielle myndighed – for sit indhold.

46      Hvad angår artikel 23 i rammeafgørelse 2002/584, der vedrører fristen for overgivelse af den eftersøgte, fastsætter artiklens stk. 5, at hvis den pågældende stadig er varetægtsfængslet efter udløbet af de frister, som er nævnt i stk. 2-4 i nævnte artikel 23, løslades vedkommende. Det følger således af ordlyden af nævnte artikel 23, at medlemsstaterne på ingen måde har mulighed for at opretholde frihedsberøvelsen af den nævnte person ud over disse frister, selv om udløbet af de nævnte frister ikke i sig selv fritager den fuldbyrdende medlemsstat for dens forpligtelse til at fortsætte proceduren og overgive den eftersøgte (jf. i denne retning dom af 25.1.2017, Vilkas, C-640/15, EU:C:2017:39, præmis 72 og 73 samt den deri nævnte retspraksis, og af 28.4.2022, C og CD (Retlige hindringer for fuldbyrdelsen af en afgørelse om overgivelse), C-804/21 PPU, EU:C:2022:307, præmis 71 og 75).

47      Dernæst skal det bemærkes, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 48 i forslaget til afgørelse, at den omstændighed, at den fuldbyrdende judicielle myndigheds medvirken i overensstemmelse med artikel 12 i rammeafgørelse 2002/584 under alle omstændigheder er nødvendig med henblik på vurderingen af nødvendigheden af frihedsberøvelsen af den eftersøgte i forbindelse med vedtagelsen af afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, bekræftes af den sammenhæng, hvori artikel 12 og artikel 23, stk. 5, i rammeafgørelse 2002/584 indgår.

48      Den nævnte rammeafgørelses kapitel 2 vedrører i overensstemmelse med sin overskrift »[o]vergivelsesprocedure[n]« og indeholder bl.a. rammeafgørelsens artikel 12, 15, 17 og 23, som vedrører henholdsvis varetægtsfængsling af en person anholdt på grundlag af en europæisk arrestordre, afgørelsen om overgivelse af den pågældende, frister og procedurer i forbindelse med afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre samt fristen for overgivelse af den eftersøgte.

49      Det følger af den generelle opbygning af nævnte kapitel 2, at nævnte artikel 12 omfatter hele forløbet af overgivelsesproceduren, idet ingen bestemmelse i rammeafgørelsen giver anledning til at antage, at anvendelsen af nævnte artikel 12 kan begrænses til en specifik fase af denne procedure.

50      Denne fortolkning bekræftes af Domstolens praksis vedrørende varetægtsfængslingen af den eftersøgte, når de berørte myndigheder aftaler en ny overgivelsesdato i henhold til den nævnte rammeafgørelses artikel 23, stk. 3, og i tilfælde af udsættelse af overgivelsen som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 24, hvoraf det fremgår, at nævnte artikel 12 ikke kun finder anvendelse under den fase af proceduren, der går forud for vedtagelsen af afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, men ligeledes i de situationer, der er omhandlet i de to førstnævnte bestemmelser, og som finder sted efter denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 25.1.2017, Vilkas, C-640/15, EU:C:2017:39, præmis 42 og 43 samt den deri nævnte retspraksis, og af 8.12.2022, CJ (Afgørelse om at udsætte overgivelse på grund af strafforfølgning), C‑492/22 PPU, EU:C:2022:964, præmis 60 og 73).

51      Hvad angår den fase af proceduren, der går forud for fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, og navnlig de situationer, hvor frihedsberøvelsen forlænges i tilfælde af overskridelse af de i artikel 17 i rammeafgørelse 2002/584 fastsatte frister for vedtagelsen af den endelige afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, har Domstolen ligeledes fastslået, at i sådanne situationer skal spørgsmålet om, hvorvidt den samlede varighed af frihedsberøvelsen er for vidtgående, vurderes af den fuldbyrdende judicielle myndighed under hensyntagen bl.a. til en eventuel passivitet udvist af de omhandlede medlemsstaters myndigheder, til den eftersøgtes eventuelle medvirken til denne varighed, til den straf, som denne person kan blive idømt, og til, hvorvidt der foreligger en flugtrisiko (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 58 og 59).

52      Hvad angår fasen for fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre og i tilfælde af overskridelse af den frist for overgivelse, der er fastsat i den nævnte rammeafgørelses artikel 23, stk. 2, præciserede Domstolen i præmis 38-43 i dom af 25. januar 2017, Vilkas (C-640/15, EU:C:2017:39), ligeledes de relevante forhold i den omhandlede situation, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal tage hensyn til med henblik på at kontrollere, om varigheden af frihedsberøvelsen af den eftersøgte er for lang, og således sikre sig, at forlængelsen af denne frihedsberøvelse er forenelig med den ret til frihed, der er fastsat i chartrets artikel 6.

53      Det følger af nærværende doms præmis 48-52, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed vedtager en afgørelse om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, skal denne myndighed i overensstemmelse med den nævnte rammeafgørelses artikel 12 træffe afgørelse om den fortsatte varetægtsfængsling af den eftersøgte under hensyntagen til de relevante forhold i den omhandlede situation.

54      Endelig er denne fortolkning af artikel 12 i rammeafgørelse 2002/584 forenelig med de mål, der forfølges med denne rammeafgørelse.

55      Det forholder sig ganske vist således, at den nævnte rammeafgørelse – således som det særligt fremgår af femte betragtning hertil – med indførelsen af en ny forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, tilsigter at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (jf. bl.a. dom af 4.9.2025, C.J. (Fuldbyrdelse af en sanktion efter en europæisk arrestordre), C-305/22, EU:C:2025:665, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

56      Ifølge den bulgarske regering er den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning i overensstemmelse med det nævnte mål, for så vidt som det med lovgivningen tilsigtes at sikre en effektiv fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre og en effektiv overgivelse af den eftersøgte ved at forebygge risikoen for flugt. Den nævnte regering har i denne henseende anført, at det ikke kan antages, at denne persons adfærd i fasen for fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre kan sammenlignes med den adfærd, som den pågældende har udvist under den judicielle fase af behandlingen af denne arrestordre.

57      Artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 bestemmer imidlertid, at rammeafgørelsen ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 TEU. Disse rettigheder omfatter den ret til frihed, der er fastsat i chartrets artikel 6, og i overensstemmelse med hvilken rammeafgørelsens artikel 12 derfor skal fortolkes (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 53 og 54).

58      I denne henseende skal det bemærkes, at chartrets artikel 52, stk. 1, giver mulighed for, at der kan indføres begrænsninger i udøvelsen af rettigheder som dem, der er fastsat i chartrets artikel 6, forudsat at disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen, respekterer disse rettigheders og friheders væsentligste indhold, og at de under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (dom af 8.12.2022, CJ (Afgørelse om at udsætte overgivelse på grund af strafforfølgning), C‑492/22 PPU, EU:C:2022:964, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

59      Det fremgår endvidere af chartrets artikel 52, stk. 3, at i det omfang chartret indeholder rettigheder, som svarer til dem, der er sikret ved EMRK, har de samme betydning og omfang som i konventionen. I chartrets artikel 53 tilføjes det i denne henseende, at ingen bestemmelse i chartret må fortolkes som en begrænsning af eller et indgreb i de rettigheder, der anerkendes i bl.a. EMRK (dom af 8.12.2022, CJ (Afgørelse om at udsætte overgivelse på grund af strafforfølgning), C‑492/22 PPU, EU:C:2022:964, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

60      Med vedtagelsen af rammeafgørelse 2002/584 har EU-lovgiver fastsat detaljerede regler for proceduren for overgivelse af den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, med henblik på at forenkle og fremskynde denne procedure, samtidig med at EU-lovgiver har tillagt den fuldbyrdende judicielle myndighed beføjelse til i hvert enkelt konkrete tilfælde at kontrollere, om den begrænsning af retten til frihed, som opretholdelsen af varetægtsfængslingen af den eftersøgte med henblik på overgivelsen af denne til den udstedende medlemsstat udgør, står i rimeligt forhold til de forfulgte mål.

61      Hvad for det andet angår den omstændighed, at den eftersøgte ifølge den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning vil blive anbragt i et fængsel, indtil den pågældende overgives til den udstedende medlemsstat, skal det bemærkes, at udtrykkene »varetægtsfængslet« og »løslades« bliver anvendt i ordlyden af den nævnte rammeafgørelses artikel 12 og artikel 23, stk. 5. Domstolen har allerede fastslået, at udtrykket »varetægtsfængslet« anvendes uden forskel i de forskellige sprogversioner af artikel 26, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 og svarer til lignende begreber, hvis sædvanlige betydning henviser til en indespærrings- eller fængslingssituation, ikke til en simpel restriktion for bevægelsesfriheden (dom af 28.7.2016, JZ, C-294/16 PPU, EU:C:2016:610, præmis 40).

62      Der er ingen bestemmelse i den nævnte rammeafgørelse, som fastsætter, at frihedsberøvelse med henblik på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal finde sted i en anden type facilitet end et fængsel, til forskel fra bestemmelserne i andre afledte EU-retsakter, såsom artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/115.

63      I denne henseende skal det bemærkes, at det af den nævnte rammeafgørelses artikel 26, stk. 1, fremgår, at den udstedende medlemsstat fradrager enhver periode, hvor den eftersøgte har været varetægtsfængslet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, i den samlede varighed af den periode, den pågældende skal afsone i den udstedende medlemsstat som følge af idømmelsen af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning. Således som generaladvokaten har anført i punkt 78 i forslaget til afgørelse, følger det heraf, at den eftersøgtes frihedsberøvelse i den fuldbyrdende medlemsstat med henblik på fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre kan sidestilles med en frihedsberøvelse i et fængsel i den udstedende medlemsstat med henblik på fuldbyrdelsen af en frihedsstraf.

64      Desuden fremgår det af artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, at en europæisk arrestordre kan udstedes for forhold, der efter den udstedende medlemsstats lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tolv måneder eller, når der er idømt en straf eller pålagt en anden frihedsberøvende foranstaltning, for straffe af en varighed på mindst fire måneder.

65      Det skal følgelig bemærkes, at hverken ordlyden af den nævnte rammeafgørelse eller den strafferetlige status for de personer, som er omfattet af en europæisk arrestordre, der, således som det fremgår af den foregående præmis, mistænkes for at have begået en strafbar handling af en vis grovhed eller er dømt for at have begået en sådan lovovertrædelse, gør det muligt at anse frihedsberøvelsen af disse personer i et fængsel med henblik på fuldbyrdelse af denne arrestordre for at være i strid med de krav, der følger af rammeafgørelsen.

66      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 12 og artikel 23, stk. 5, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at

–        disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der pålægger den fuldbyrdende judicielle myndighed – når denne vedtager en afgørelse om overgivelse af den eftersøgte til fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, som den pågældende er genstand for – at anordne frihedsberøvelse af denne person, indtil vedkommende overgives til den udstedende medlemsstat, uden at denne myndighed kan tage hensyn til de relevante forhold i den omhandlede situation

–        disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at frihedsberøvelsen af den nævnte person skal finde sted i et fængsel, indtil den pågældende overgives til den udstedende medlemsstat.

 Sagsomkostninger

67      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 12 og artikel 23, stk. 5, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne

skal fortolkes således, at

–        disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der pålægger den fuldbyrdende judicielle myndighed – når denne vedtager en afgørelse om overgivelse af den eftersøgte til fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, som den pågældende er genstand for – at anordne frihedsberøvelse af denne person, indtil vedkommende overgives til den udstedende medlemsstat, uden at denne myndighed kan tage hensyn til de relevante forhold i den omhandlede situation

–        disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at frihedsberøvelsen af den nævnte person skal finde sted i et fængsel, indtil den pågældende overgives til den udstedende medlemsstat.

Underskrifter

---

*      Processprog: bulgarsk.

---

i      Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.