„Golf Bulgaria“ EOOD mod Savet za elektronni medii (C-591/24)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

15. oktober 2026 (*)

» Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2010/13/EU – audiovisuelle medietjenester – artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i) – begrebet »audiovisuelle medietjenester« – artikel 6, stk. 1 – beskyttelse af den menneskelige værdighed – national lovgivning, der forbyder udsendelser, som strider mod sædeligheden – tjenesteyderens ansvar – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 11 – ytringsfrihed – artikel 52, stk. 1 – begrænsninger af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret om grundlæggende rettigheder «

I sag C-591/24,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia, Bulgarien) ved afgørelse af 29. august 2024, indgået til Domstolen den 11. september 2024, i sagen

»Golf Bulgaria« EOOD

mod

Savet za elektronni medii,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M.L. Arastey Sahún (refererende dommer), og dommerne B. Smulders, E. Regan, J. Passer og D. Gratsias,

generaladvokat: T. Ćapeta,

justitssekretær: V. Di Bucci,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        den bulgarske regering ved T. Mitova og R. Stojanov, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved O. Gariazzo, C. Georgieva, P.-J. Loewenthal og G. Meeßen, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT 2010, L 95, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 (EUT 2018, L 303, s. 69) (herefter »direktiv 2010/13«), og af artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem »Golf Bulgaria« EOOD, der er et bulgarsk selskab, og Savet za elektronni medii (Rådet for elektroniske medier, Bulgarien, herefter »SEM«) vedrørende lovligheden af sidstnævntes afgørelse om at pålægge dette selskab en administrativ bøde for udsendelse af en video, der strider mod sædeligheden (herefter »den omtvistede afgørelse«).

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Chartret

3        Chartrets artikel 11 fastsætter følgende i stk. 1:

»Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.«

4        Chartrets artikel 52, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af [Den Europæiske Union], eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.«

 Direktiv 2010/13

5        Følgende fremgår af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2010/13:

»I dette direktiv forstås ved:

a)      »audiovisuel medietjeneste«:

i)      en tjeneste som defineret i artikel 56 [TEUF] og 57 [TEUF], hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan adskilles herfra, er under en medietjenesteudbyders redaktionelle ansvar at udbyde informerende, underholdende eller oplysende programmer til offentligheden via elektroniske kommunikationsnet som defineret i artikel 2, litra a), i [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EUT 2002, L 108, s. 33)]; sådanne audiovisuelle medietjenester er enten fjernsynsudsendelser som defineret i litra e) i nærværende stykke eller on-demand audiovisuelle medietjenester som defineret i litra g) i nærværende stykke

ii)      audiovisuel kommerciel kommunikation

[...]

b)      »program«: et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en individuel del, uanset dens længde, inden for en programflade eller et katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, herunder film af spillefilmslængde, videoklip, sportsbegivenheder, sitcom-serier, dokumentarprogrammer, børneprogrammer og TV-drama

c)      »redaktionelt ansvar«: udøvelse af effektiv kontrol over både udvælgelsen af programmer og deres tilrettelæggelse, enten i en kronologisk programflade, såfremt der er tale om fjernsynsudsendelser, eller i et katalog, såfremt der er tale om on-demand audiovisuelle medietjenester. Redaktionelt ansvar indebærer ikke nødvendigvis et juridisk ansvar i henhold til national lovgivning med hensyn til indholdet eller de udbudte tjenester

d)      »medietjenesteudbyder«: den fysiske eller juridiske person, der har det redaktionelle ansvar for valget af audiovisuelt indhold i den audiovisuelle medietjeneste og bestemmer, hvordan det tilrettelægges

[...]

e)      »tv-spredning« eller »fjernsynsudsendelser« (det vil sige en lineær audiovisuel medietjeneste): en audiovisuel medietjeneste, der udbydes af en medietjenesteudbyder med henblik på samtidig modtagelse af programmer på basis af en programflade

[...]

g)      »on-demand audiovisuel medietjeneste« (det vil sige en ikke-lineær audiovisuel medietjeneste): en audiovisuel medietjeneste, der udbydes af en medietjenesteudbyder med henblik på modtagelse af programmer på et brugervalgt tidspunkt og på den enkelte brugers anmodning på grundlag af et programkatalog udvalgt af medietjenesteudbyderen

[...]«

6        Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2010/13 fastsætter:

»Medlemsstaterne kan kræve, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion overholder mere detaljerede eller strengere bestemmelser på de områder, der samordnes ved dette direktiv, forudsat at disse bestemmelser er i overensstemmelse med EU-retten.«

7        Dette direktivs artikel 6 har følgende ordlyd:

»1.      Med forbehold af medlemsstaternes forpligtelse til at respektere og beskytte den menneskelige værdighed, sikrer medlemsstaterne med passende midler, at audiovisuelle medietjenester leveret af medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion ikke på nogen måde:

a)      tilskynder til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en gruppe af nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i chartret

b)      indeholder en offentlig opfordring til at begå en terrorhandling som fastsat i artikel 5 i [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv (EU) 2017/541 [af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/JAI og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/JAI (EUT 2017, L 88, s. 6)].

2.      De foranstaltninger, der er truffet med henblik på anvendelsen af denne artikel, skal være nødvendige og forholdsmæssige og skal respektere de rettigheder og overholde de principper, der er fastsat i chartret.«

8        Artikel 28a og 28b i direktiv 2010/13 fastsætter de bestemmelser, der finder anvendelse på videodelingsplatformstjenester.

 Direktiv (EU) 2018/1972

9        Følgende fremgår af artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (EUT 2018, L 321, s. 36), som har erstattet artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21:

»I dette direktiv forstås ved:

1)      »elektronisk kommunikationsnet«: transmissionssystemer, uanset om de bygger på en permanent infrastruktur eller centraliseret administrationskapacitet, og, hvor det er relevant, koblings- og dirigeringsudstyr og andre ressourcer, herunder netelementer, der ikke er aktive, som gør det muligt at overføre signaler ved hjælp af trådforbindelse, radiobølger, lyslederteknik eller andre elektromagnetiske midler, herunder satellitnet, jordbaserede fastnet (kredsløbs- og pakkekoblede, herunder i internettet) og mobilnet, elkabelsystemer, i det omfang de anvendes til transmission af signaler, net, som anvendes til radio- og tv-spredning, samt kabel-tv-net, uanset hvilken type information der overføres.«

 Bulgarsk ret

10      Artikel 10, stk. 1, i Zakon za radioto i televisiata (lov om radio og fjernsyn) af 23. september 1998 (DV nr. 138 af 24.9.1998) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »ZRT«), fastsætter:

»Medietjenesteudbydere skal under udøvelsen af deres virksomhed følge følgende principper:

1.      sikring af retten til ytringsfrihed

2.      sikring af retten til oplysninger

3.      respekt for fortroligheden af informationskilderne

4.      beskyttelse af borgernes privatliv

5.      forbud mod udsendelser, der tilskynder til intolerance blandt borgerne

6.      forbud mod udsendelser, der strider mod sædeligheden, navnlig hvis de indeholder pornografi, forherliger eller forsvarer grusomhed eller vold eller tilskynder til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet

7.      sikring af retten til genmæle i programmerne

8.      sikring af ophavsret og beslægtede rettigheder til udsendelser og programmer

9.      beskyttelse af det bulgarske sprogs renhed.«

11      Denne lovs artikel 17, stk. 1 og 2, er sålydende:

»1.      Medietjenesteudbydere er ansvarlige for medietjenesternes indhold.

2.      Medietjenesteudbydere er forpligtet til ikke at udsende eller stille udsendelser til rådighed til distribution, når de er i strid med principperne i artikel 10, eller når de tilskynder til national, politisk, etnisk, religiøs eller racemæssig intolerance, eller forherliger eller forsvarer grusomhed eller vold.«

12      Den nævnte lovs artikel 20, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1.      [SEM] er et uafhængigt, specialiseret organ, der regulerer medietjenester og videodelingsplatformstjenester i de tilfælde og efter de nærmere bestemmelser, der er fastsat i denne lov.

2.      Ved udøvelsen af sine aktiviteter udøver [SEM] sine beføjelser upartisk og gennemsigtigt og i overensstemmelse med målene i [direktiv 2010/13], [SEM] lader sig lede af den offentlige interesse, sikrer ytringsfrihed, medietjenesteudbyderes uafhængighed, mediepluralisme, kulturel og sproglig mangfoldighed, forbrugerbeskyttelse, tilgængelighed, ikkeforskelsbehandling samt et velfungerende indre marked og fremmer fair konkurrence.«

 Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

13      Den 5. april 2023 offentliggjorde Golf Bulgaria, som på denne dato var opført i SEM’s offentlige register over udbydere af ikke-lineære medietjenester, på internettet en artikel med overskriften »Emily Trotinetkata [(Rulle-Emily)] gør grin med en dreng med særlige behov«, herunder en video fra det sociale netværk Facebook. Denne video, der var filmet i et indkøbscenter, viste en dreng med særlige pædagogiske støttebehov, der efterlignede en hund ved at gå på hænder og fødder, samtidig med at han blev holdt i snor af den person, der blev præsenteret som Emily, mens såvel sidstnævnte som andre medlemmer af en gruppe, som Emily var en del af, pålagde ham at »sitte«, »give pote« eller »fange« et bæger, som de kastede, mens de sagde »god hund« og klappede ham på hovedet, når han udførte disse kommandoer.

14      Ved afgørelse af 29. juni 2023 fastslog SEM, at Golf Bulgaria ved at offentliggøre denne video havde begået en administrativ overtrædelse, nemlig en tilsidesættelse af ZRT’s artikel 17, stk. 2, sammenholdt med denne lovs artikel 10, stk. 1, nr. 6, for så vidt angår udsendelsen af en video, der strider mod sædeligheden.

15      Ved den omtvistede afgørelse, der blev vedtaget den 27. juli 2023, pålagde den SEM Golf Bulgaria en administrativ bøde på 3 000 bulgarske leva (BGN) (ca. 1 534 EUR). Da denne afgørelse inden for rammerne af et søgsmål blev stadfæstet af Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien), har Golf Bulgaria iværksat appel ved Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia, Bulgarien), som er den forelæggende ret.

16      Inden for rammerne af denne appel har Golf Bulgaria for det første gjort gældende, at afgørelsen truffet af Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia) er ulovlig og fejlagtig, eftersom den blev truffet i strid med materiel ret og væsentlige formforskrifter, for det andet, at SEM ved at vedtage en afgørelse, hvorved det fastslås, at der foreligger en administrativ overtrædelse i forbindelse med udsendelse af en video, der strider mod sædeligheden, har overskredet sine beføjelser med hensyn til kontrol med indhold, eftersom udsendelsen af den i hovedsagen omhandlede video ikke er omfattet af begrebet »audiovisuel medietjeneste«, og for det tredje, at kvalificeringen af denne video som værende i strid med »sædeligheden« ikke var tilstrækkeligt begrundet, eftersom den nævnte video afspejlede en begivenhed, der var blevet filmet på et offentligt sted, og som allerede var blevet udsendt på sociale medier.

17      SEM har henvist til national retspraksis vedrørende begrebet »sædelighed« og navnlig til en afgørelse truffet af Konstitutsionen sad (forfatningsdomstol, Bulgarien), hvoraf det fremgår, at den offentlige sædelighed er et område, hvor nationale traditioner og kultur har forrang, at forbuddet mod krænkelse af sædeligheden ikke er begrænset til den omstændighed, at de krav til passende social opførsel, der er forankret i et givet samfunds traditioner, skal overholdes, at det f.eks. er i offentlighedens interesse, at sædeligheden er et kriterium i unges dannelse, og at det derfor ikke er nødvendigt, at der i alle tilfælde sker en faktisk krænkelse. Det fremgår af denne afgørelse, at hensynet til respekten for sædeligheden kan forstås som kriterier for social velfærd, der er opbygget i samfundet med henblik på at beskytte det, idet den primære interesse i denne henseende er opretholdelsen af samfundets moralske integritet. SEM har i øvrigt gjort gældende, at det i det foreliggende tilfælde er ubestridt, at en person med særlige pædagogiske støttebehov er blevet ydmyget og har været udsat for en krænkelse af sin menneskelige værdighed. Retten til ytringsfrihed er imidlertid ikke ubegrænset og bør ikke føre til udsendelse af indhold, der er fuldt af »tilsværtning« og »kyniske og grove handlinger mod en sårbar person«. SEM har desuden fremhævet, at medietjenesteudbydere yder et væsentligt bidrag til dannelsen af den offentlige mening, og at audiovisuelt materiale, der strider mod sædeligheden nationale traditioner og kultur, såsom den i hovedsagen omhandlede video, følgelig ikke kan accepteres.

18      Den forelæggende ret har anført, at det følger af national retspraksis, at begrebet »sædelighed« udgør et almindeligt princip, som i sig selv er en adfærdsregel, der i denne egenskab skal indskrives i en særlig retsregel, der har til formål at regulere sociale relationer, for at udgøre en gyldig regel. I denne sammenhæng har Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien) anført, at »indholdet af begrebet »sædelighed« skal søges i objektive moralske kategorier, der accepteres i samfundet, men som på grund af deres socialetiske karakter ikke er fastsat ved lov og i det væsentlige er knyttet til forbuddet mod at skade andre ved at udnytte deres ugunstige situation med hensyn til deres alder, [sociale situation], sundhed eller materielle situation«.

19      I denne sammenhæng, og henset til citatet af artikel 4, stk. 1, i direktiv 2010/13 i anmodningen om præjudiciel afgørelse, synes den forelæggende ret at være i tvivl om, hvorvidt det er muligt at antage, at indførelsen i den relevante nationale lovgivning af forbuddet mod transmission af udsendelser, der strider mod sædeligheden, kan anses for en mere detaljeret eller strengere foranstaltning som omhandlet i denne bestemmelse i forhold til de øvrige foranstaltninger, der er fastsat i dette direktiv.

20      Den forelæggende ret ønsker desuden oplyst, om anvendelsen af princippet om sædelighed som grundlag for pålæggelse af sanktioner i tilfælde af krænkelse heraf begrænser ytringsfriheden, der er sikret ved chartrets artikel 11.

21      På denne baggrund har Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er en national ordning, som ved at indføre et generelt retsprincip, nærmere bestemt »sædeligheden«, i national ret gør det muligt, at medlemsstaten indfører yderligere foranstaltninger, bl.a. det forhold, at ansvaret for en bestemt informationssamfundstjeneste som omhandlet i direktiv 2010/13 begrundes med sædeligheden, lovlig i henhold til EU-retten, og i hvilket omfang indebærer anvendelsen af dette abstrakte princip som grundlag for ansvaret for overtrædelser ikke en begrænsning af ytringsfriheden som fastsat i artikel 11 i [chartret]?«

 Retsforhandlingerne for Domstolen

22      Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 14. november 2024 blev nærværende sag udsat i afventning af den endelige afgørelse i sag C-555/23 og sag C-556/23.

23      Efter afsigelsen af dom af 26. juni 2025, Makeleio og Zougla (C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484), fremsendte Domstolens præsident den 1. juli 2025 den forelæggende ret denne dom og opfordrede den til at oplyse, om den, henset til den nævnte dom, ønskede at opretholde anmodningen om præjudiciel afgørelse.

24      Ved skrivelse af 30. juli 2025 meddelte denne ret Domstolen, at den ønskede at opretholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse. I denne henseende anførte den forelæggende ret, at genstanden for tvisten i hovedsagen til forskel fra den sag, der gav anledning til denne samme dom, vedrører muligheden for at gennemføre direktiv 2010/13 ved i den nationale retsorden at indarbejde et generelt retsprincip såsom princippet om »sædelighed«, og i hvilket omfang anvendelsen af et sådant abstrakt princip som grundlag for ansvar i tilfælde af en krænkelse heraf begrænser ytringsfriheden som omhandlet i chartrets artikel 11.

 Formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse

25      Den bulgarske regering har bestridt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, idet den har påberåbt sig dels den manglende forbindelse mellem det spørgsmål, der er forelagt Domstolen, og genstanden for tvisten i hovedsagen, dels den manglende angivelse af de specifikke EU-retlige bestemmelser, der skal fortolkes med henblik på afgørelsen af denne tvist.

26      Hvad navnlig angår den hævdede manglende forbindelse har denne regering gjort gældende, at det fremgår af begrundelsen for anmodningen om præjudiciel afgørelse, at denne vedrører udbydere af videodelingsplatforme. I denne henseende har den forelæggende ret i redegørelsen for de retlige rammer henvist til ordlyden af artikel 28a og 28b i direktiv 2010/13, der finder anvendelse på videodelingsplatformstjenester, selv om disse artikler ikke er relevante for løsningen af tvisten i hovedsagen. Det spørgsmål, der er forelagt Domstolen, således som det er formuleret af denne ret, vedrører i øvrigt en tjenesteyder, der leverer en »informationssamfundstjeneste som omhandlet i direktiv 2010/13« og denne tjenesteyders mulighed for at blive holdt ansvarlig i tilfælde af tilsidesættelse af de krav, der er fastsat i en medlemsstats nationale ret. Informationssamfundstjenester er imidlertid ikke reguleret af dette direktiv, men af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (EUT 2000, L 178, s. 1) og af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 af 19. oktober 2022 om et indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale tjenester) (EUT 2022, L 277, s. 1). Det fremgår desuden af de faktiske omstændigheder, således som de er fremstillet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Golf Bulgaria er udbyder af ikke-lineære medietjenester, hvilket er et andet begreb end begrebet »leverandør af informationssamfundstjenester«.

27      Ifølge fast retspraksis gælder der en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse om en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 30.4.2026, Nekilnojamojo turto valdymas, C-544/24, EU:C:2026:356, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

28      I det foreliggende tilfælde indeholder anmodningen om præjudiciel afgørelse en detaljeret beskrivelse af de omstændigheder, hvorunder tvisten i hovedsagen indgår, og gengiver indholdet af de nationale bestemmelser, som den forelæggende ret anser for at finde anvendelse på denne tvist, og af den nationale retspraksis, som denne ret ligeledes anser for relevant. Begrundelsen i denne anmodning gør det i øvrigt muligt at forstå, at den tvivl, som denne ret har rejst, vedrører ZRT’s forenelighed med direktiv 2010/13 og chartrets artikel 11, og at den udspringer af den omstændighed, at ZRT’s artikel 17, stk. 2, der tjente som grundlag for at sanktionere Golf Bulgaria for udsendelse af den video, der er beskrevet i nærværende doms præmis 13, er baseret på et generelt princip i national ret, nemlig princippet om »sædelighed«. Forbindelsen mellem på den ene side direktiv 2010/13 og chartrets artikel 11 og på den anden side de bestemmelser i ZRT, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fremgår desuden i tilstrækkelig grad af oplysningerne i den nævnte anmodning.

29      Det er korrekt, således som den bulgarske regering har anført, at den forelæggende ret i anmodningen om præjudiciel afgørelse har henvist til såvel audiovisuelle medietjenester som videodelingsplatformstjenester og har citeret såvel bestemmelser i direktiv 2010/13 vedrørende udbydere af audiovisuelle medietjenester som bestemmelser i dette direktiv, der vedrører udbydere af sådanne platforme. I formuleringen af det præjudicielle spørgsmål henviser den forelæggende ret i øvrigt til en informationssamfundstjeneste og nævner generelt direktiv 2010/13 uden at angive, hvilke konkrete bestemmelser i dette direktiv der skal fortolkes.

30      Der skal imidlertid indledningsvis tages hensyn til den omstændighed, at det for det første fremgår af redegørelsen for de faktiske omstændigheder i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Golf Bulgaria var opført i SEM’s offentlige register som udbyder af ikke-lineære medietjenester. For det andet vedrører ZRT’s artikel 10, stk. 1, nr. 6, og artikel 17, på grundlag af hvilke SEM fastslog, at Golf Bulgaria havde begået den overtrædelse, der blev pålagt en sanktion ved den omtvistede afgørelse, ifølge deres ordlyd medietjenesteudbydere. For det tredje fremgår det af begrundelsen for denne anmodning, at den forelæggende ret har ønsket at forelægge Domstolen det første af de fem spørgsmål, som Golf Bulgaria har foreslået den at forelægge Domstolen til præjudiciel afgørelse, idet dette første spørgsmål udtrykkeligt henviser til »udbydere af ikke-lineære audiovisuelle medietjenester«.

31      Disse forhold fører derfor til den antagelse, at på trods af dels anvendelsen i ordlyden af det præjudicielle spørgsmål af udtrykket »informationssamfundstjeneste«, dels henvisningen i anmodningen om præjudiciel afgørelse til »videodelingsplatformstjenester«, vedrører det nævnte spørgsmål en »audiovisuel medietjeneste« som omhandlet i direktiv 2010/13.

32      Den omstændighed, at der i formuleringen af de spørgsmål, der er forelagt Domstolen, ikke er angivet konkrete EU-retlige bestemmelser, bevirker endvidere ikke, at en anmodning om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, forudsat at oplysningerne i denne anmodning gør det muligt for Domstolen at identificere de EU-retlige bestemmelser, hvis fortolkning er nødvendig for, at den forelæggende ret kan afgøre tvisten i hovedsagen. Dette er tilfældet i den foreliggende sag, idet begrundelsen for den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse gør det muligt for Domstolen at identificere de bestemmelser i direktiv 2010/13, der skal fortolkes med henblik herpå, således som det vil fremgå af nærværende doms præmis 50-54.

33      Endelig er den omstændighed, at den forelæggende ret i redegørelsen for den retlige ramme, der efter dens opfattelse finder anvendelse, har henvist til EU-retlige bestemmelser, der ikke er relevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, uden betydning for, om en anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

34      Nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse kan derfor antages til realitetsbehandling.

 Det præjudicielle spørgsmål

 Indledende bemærkninger

 Om kvalificeringen dels af udsendelsen af den i hovedsagen omhandlede video som »audiovisuel medietjeneste«, dels af sagsøgeren i hovedsagen som »medietjenesteudbyder« som omhandlet i direktiv 2010/13

35      Som det fremgår af nærværende doms præmis 30 og 31, skal det af den forelæggende ret forelagte spørgsmål forstås således, at det vedrører en »audiovisuel medietjeneste« som omhandlet i direktiv 2010/13, og således, at det er støttet på den forudsætning, at udsendelsen af den video, der er blevet sanktioneret ved den omtvistede afgørelse, er omfattet af dette begreb.

36      Som anført i nærværende doms præmis 16 har Golf Bulgaria inden for rammerne af den appel, der ligger til grund for den foreliggende sag, gjort gældende, at udsendelsen af denne video ikke er omfattet af det nævnte begreb.

37      I denne henseende bemærkes, at det inden for rammerne af kompetencefordelingen mellem Unionens retsinstanser og de nationale domstole principielt tilkommer disse sidstnævnte at efterprøve, at de betingelser, der indebærer, at en EU-retlig bestemmelse finder anvendelse, er opfyldt i den sag, der verserer for den, og Domstolen kan i en præjudiciel forelæggelsessag i givet fald give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede den nationale ret i dens fortolkning (dom af 26.6.2025, Makeleio og Zougla, C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

38      Det tilkommer derfor Domstolen at forsyne den forelæggende ret med de nødvendige fortolkningselementer vedrørende begrebet »audiovisuel medietjeneste« som omhandlet i dette direktiv, således at den kan efterprøve, om udsendelsen af den i hovedsagen omhandlede video faktisk er omfattet af dette begreb, og om Golf Bulgaria for så vidt angår denne video således skal anses for at være en »medietjenesteudbyder« som omhandlet i det nævnte direktiv.

39      I denne sammenhæng skal det bemærkes, at begrebet »audiovisuel medietjeneste« ifølge definitionen i artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2010/13 omfatter en tjeneste som defineret i artikel 56 TEUF og 57 TEUF, hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan adskilles herfra, er under en medietjenesteudbyders redaktionelle ansvar at udbyde informerende, underholdende eller oplysende programmer til offentligheden via elektroniske kommunikationsnet som defineret i artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21.

40      Som det i øvrigt fremgår af artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2010/13, omfatter begrebet »program« som omhandlet i dette direktiv »et sæt levende billeder [...], der udgør en individuel del, uanset dens længde, inden for en programflade eller et katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, herunder film af spillefilmslængde, videoklip, sportsbegivenheder, sitcom-serier, dokumentarprogrammer, børneprogrammer og TV-drama«.

41      I henhold til direktivets artikel 1, stk. 1, litra d), er »medietjenesteudbyderen« desuden med henblik på dette direktiv den fysiske eller juridiske person, der har det redaktionelle ansvar for valget af audiovisuelt indhold i den audiovisuelle medietjeneste og bestemmer, hvordan det tilrettelægges.

42      I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den i hovedsagen omhandlede video blev offentliggjort på et websted, der stiller artikler og audiovisuelt indhold til rådighed for offentligheden.

43      Det fremgår derfor indledningsvis, at denne video blev udsendt via elektroniske kommunikationsnet som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2018/1972, som erstattede artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21, hvilket det ikke desto mindre påhviler den forelæggende ret at bekræfte.

44      Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse kan det dernæst lægges til grund, at den nævnte video indgår i en programflade eller et katalog over det audiovisuelle udbud, der udbydes på det i hovedsagen omhandlede websted, således at den udgør et »program« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2010/13 (jf. analogt dom af 26.6.2025, Makeleio og Zougla, C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484, præmis 48), og at dette audiovisuelle udbud tjener informative eller underholdende formål.

45      Der er i øvrigt intet i de sagsakter, som Domstolen råder over, der tyder på, at den tjeneste, som består i at stille videoer til rådighed, der tilbydes på det i hovedsagen omhandlede websted, ikke har et selvstændigt indhold og en selvstændig funktion i forhold til andre tjenester, der eventuelt udbydes på dette websted. Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse skal det således fastslås, at udsendelsen af den i hovedsagen omhandlede video er en del af en tjeneste, eller en del af tjenesten, der kan adskilles herfra, hvis hovedformål er at udbyde programmer til offentligheden.

46      Endelig kan Golf Bulgarias offentliggørelse af den i hovedsagen omhandlede video på det i hovedsagen omhandlede websted, således som det følger af artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 1, stk. 1, litra c) og d), i direktiv 2010/13, kun være omfattet af begrebet »audiovisuel medietjeneste«, hvis dette selskab har det »redaktionelle ansvar« som omhandlet i dette direktiv for valget af det audiovisuelle indhold, der stilles til rådighed på dette websted.

47      Dette vil bl.a. være tilfældet, hvis det navnlig tilkommer Golf Bulgaria at beslutte, hvilke videoer der gøres tilgængelige på eller fjernes fra det pågældende websted, tidsplan og tidspunkter for udsendelsen af videoerne på dette websted, den periode, hvor videoerne er tilgængelige for internetbrugerne, det nævnte websteds struktur, måden, hvorpå videoerne præsenteres og vælges, videosøgesystemet og ajourføringen af indholdet på webstedet (jf. analogt dom af 26.6.2025, Makeleio og Zougla, C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484, præmis 53).

48      Da anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke indeholder nogen oplysninger i denne henseende, tilkommer det den forelæggende ret at vurdere, navnlig henset til de betingelser, der gælder for offentliggørelse på det i hovedsagen omhandlede websted af videoer, der overføres af brugerne, om Golf Bulgaria faktisk forbeholder sig ret til at beslutte, hvilke videoer der offentliggøres på dette websted. Hvis det følger af denne vurdering, at den endelige afgørelse om en sådan offentliggørelse påhviler dette selskab, vil det redaktionelle ansvar for valget af det audiovisuelle indhold, der stilles til rådighed for offentligheden på det nævnte websted, herunder den i hovedsagen omhandlede video, henhøre under det nævnte selskab, også selv om de videoer, der stilles til rådighed online, er skabt og sendt af brugere med henblik på offentliggørelse heraf på dette websted.

49      Henset til ovenstående betragtninger og med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, skal den forelæggende rets spørgsmål besvares med udgangspunkt i de forudsætninger, hvorefter dels udsendelsen af den video, der blev sanktioneret ved den omtvistede afgørelse, udgør en »audiovisuel medietjeneste« som omhandlet i direktiv 2010/13, dels at Golf Bulgaria er omfattet af begrebet »medietjenesteudbyder« som omhandlet i dette direktiv.

 Om spørgsmålet om, hvilken bestemmelse i direktiv 2010/13 der er relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen

50      Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den i hovedsagen omhandlede video viste en person med særlige pædagogiske støttebehov blive ydmyget af en gruppe personer. Denne omstændighed foranledigede bl.a. SEM til at kvalificere denne video som værende i strid med »sædeligheden« som omhandlet i national ret og dermed til at sanktionere dette selskab for at transmittere en udsendelse, der stred mod sædeligheden, idet SEM for den forelæggende ret tilføjede, at denne person således havde været udsat for en krænkelse af sin menneskelige værdighed.

51      Det skal således bemærkes, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2010/13 pålægger medlemsstaterne ikke blot at respektere, men også at beskytte den menneskelige værdighed, idet denne forpligtelse navnlig indebærer, at det påhviler disse stater at vedtage de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at indholdet i de audiovisuelle medietjenester, der leveres af udbydere under deres jurisdiktion, ikke krænker værdien af den menneskelige værdighed (jf. i denne retning dom af 26.6.2025, Makeleio og Zougla, C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484, præmis 67).

52      Forpligtelsen til at respektere værdien af den menneskelige værdighed og forbuddet mod udsendelse af indhold, der krænker denne værdi, henhører følgelig under denne bestemmelse (dom af 26.6.2025, Makeleio og Zougla, C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484, præmis 73).

53      I en sammenhæng som den i hovedsagen omhandlede, hvor en national lovgivning, der forbyder udsendelse af indhold, der strider mod sædeligheden, tjente som grundlag for en afgørelse, der blev vedtaget med henblik på at sanktionere en krænkelse af den menneskelige værdighed, kan denne nationale lovgivning derfor være omfattet af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2010/13. Derimod kan en sådan lovgivning, for så vidt som den kun tilsigter at gennemføre forpligtelsen til at respektere den menneskelige værdighed og den forbudsgrund om krænkelse af værdien af den menneskelige værdighed, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2010/13, ikke anses for at indeholde »mere detaljerede« eller »strengere« bestemmelser som omhandlet i dette direktivs artikel 4, stk. 1, og er følgelig ikke omfattet af denne sidstnævnte bestemmelse (jf. i denne retning dom af 26.6.2025, Makeleio og Zougla, C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484, præmis 78).

54      Henset til de særlige omstændigheder i tvisten i hovedsagen er det således i lyset af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2010/13, at den forelæggende rets spørgsmål skal besvares.

 Om spørgsmålet

55      Henset til de indledende bemærkninger skal det lægges til grund, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 6, stk. 1, i direktiv 2010/13, sammenholdt med chartrets artikel 11, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en medlemsstat i henhold til en national lovgivning, der på grundlag af et almindeligt retsprincip i denne stat forbyder udsendelser, der strider mod sædeligheden, kan sanktionere en medietjenesteudbyder for udsendelse af en video, der krænker den menneskelige værdighed.

56      Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal det for det første bemærkes, at det følger af selve ordlyden af artikel 288, stk. 3, TEUF, at medlemsstaterne kan bestemme form og midler for gennemførelse af direktiver med henblik på at sikre det resultat, der tilsigtes med dem, og det fremgår af denne bestemmelse, at hver enkelt medlemsstat ikke nødvendigvis behøver at vedtage lovgivning for at gennemføre et direktiv i national ret (dom af 14.2.2012, Flachglas Torgau, C-204/09, EU:C:2012:71, præmis 60).

57      Navnlig følger det af fast retspraksis, at forekomsten af almindelige grundsætninger eller regler kan overflødiggøre en gennemførelse ved særlige tillægsbestemmelser, som er fastsat ved lov eller administrativt, dog forudsat at disse normer giver en sikker hjemmel for, at dette direktiv efterleves fuldt ud, og at retstilstanden efter disse retsgrundsætninger er tilstrækkelig præcis og klar, såfremt direktivet tilsigter at skabe rettigheder for private, samt at de personer, som omfattes af direktivet, har mulighed for fuldt ud at kende deres rettigheder samt i givet fald at påberåbe sig dem ved de nationale domstole (dom af 10.6.2021, Ultimo Portfolio Investment (Luxembourg), C-303/20, EU:C:2021:479, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

58      I lyset af denne retspraksis kan det fastslås, at selv om artikel 6, stk. 1, i direktiv 2010/13, således som det er anført i nærværende doms præmis 51 og 52, på området for audiovisuelle medietjenester pålægger medlemsstaterne at beskytte værdien af den menneskelige værdighed ved at sikre et forbud mod indhold, der krænker denne værdi, er det principielt ikke udelukket, at denne bestemmelse gennemføres i en medlemsstats interne retsorden på grundlag af en national lovgivning, der i overensstemmelse med et almindeligt retsprincip i denne stat forbyder udsendelser, der strider mod sædeligheden, forudsat at den retsstilling, der følger af denne nationale lovgivning, er tilstrækkelig bestemt og klar til, at medietjenesteudbyderne kan vide, at udsendelse af en video, der krænker værdien af den menneskelige værdighed, er omfattet af begrebet udsendelse, der strider mod sædeligheden.

59      Det skal desuden bemærkes, at retssikkerhedsprincippet kræver dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for borgerne, især når de kan have bebyrdende virkninger. Dette princip kræver bl.a., at en lovgivning giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at disse sidstnævnte ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter (dom af 21.5.2026, Across Fiduciaria m.fl., C-684/24 og C-685/24, EU:C:2026:410, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

60      Dette krav om retssikkerhed gælder i øvrigt med særlig styrke, når der er tale om bestemmelser med retsvirkninger af økonomisk art. Domstolen har udtalt, at en sanktion, også selv om den ikke har karakter af straf, navnlig kun kan pålægges, hvis der foreligger en klar og utvetydig hjemmel (jf. i denne retning dom af 26.10.2006, Koninklijke Coöperatie Cosun, C-248/04, EU:C:2006:666, præmis 79 og 80 og den deri nævnte retspraksis).

61      I denne sammenhæng bemærkes, at for så vidt angår det strafferetlige legalitetsprincip, der er fastsat i chartrets artikel 49, stk. 1, som finder anvendelse på det strafferetlige område (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, BAJI Trans, C-544/23, EU:C:2025:614, præmis 62), indebærer dette princip, som er et særligt udtryk for det almindelige retssikkerhedsprincip, bl.a., at loven klart skal definere overtrædelserne og den straf, de medfører, for at sikre forudsigelighed for så vidt angår både fastlæggelsen af den strafbare handling og fastsættelsen af straffen. Denne betingelse er opfyldt, når borgerne ud fra den relevante bestemmelses ordlyd og, om fornødent, ved hjælp af de nationale retters fortolkning heraf kan vide, hvilke handlinger og undladelser der medfører strafansvar (dom af 26.6.2025, Makeleio og Zougla, C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis). I denne henseende kan det under alle omstændigheder imidlertid ikke forholde sig anderledes for så vidt angår sanktioner, der ikke er af strafferetlig karakter.

62      Det tilkommer således den forelæggende ret at efterprøve, om en medietjenesteudbyder, henset til ordlyden af ZRT og i givet fald ved hjælp af den fortolkning heraf, som Konstitutsionen sad (forfatningsdomstol) og Varchoven Kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) har anlagt, kan vide, at det forbud mod transmission af udsendelser, der strider mod sædeligheden, som er fastsat i denne nationale lovgivning, ligeledes finder anvendelse på udsendelse af en video, der krænker den menneskelige værdighed.

63      Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt en national lovgivning med de kendetegn, der er nævnt i nærværende doms præmis 55, og som opfylder kravene om klarhed og præcision som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 57-61, tilsidesætter den ret til ytringsfrihed, der er sikret ved chartrets artikel 11, skal det bemærkes, at de rettigheder og friheder, der er fastsat i denne artikel 11, ikke er absolutte prærogativer, men skal ses i sammenhæng med deres funktion i samfundet. I henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, imidlertid være fastlagt i lovgivningen, respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold og skal under iagttagelse af proportionalitetsprincippet være nødvendige og faktisk svare til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (dom af 26.2.2026, Kommissionen mod Ungarn (Ret til at udbyde medietjenester på en radiofrekvens), C-92/23, EU:C:2026:108, præmis 365 og 367 og den deri nævnte retspraksis).

64      I denne henseende fastsætter chartrets artikel 1, at den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes.

65      Det fremgår af forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17), at den menneskelige værdighed som omhandlet i denne artikel 1 ikke blot er en grundlæggende rettighed i sig selv, men udgør selve fundamentet for de grundlæggende rettigheder. I denne henseende henviser disse forklaringer bl.a. til verdenserklæringen om menneskerettigheder, der blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 10. december 1948, og som stadfæstede den menneskelige værdighed i sin indledning, hvori det præciseres, at »anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden«. Ifølge forklaringerne kan ingen af de rettigheder, der er fastlagt i chartret, derfor anvendes til at krænke et andet menneskes værdighed, og den menneskelige værdighed hører til substansen af de rettigheder, der er fastlagt heri. Den kan derfor heller ikke krænkes ved begrænsning af en rettighed (dom af 21.4.2026, Kommissionen mod Ungarn (Unionens værdier), C-769/22, EU:C:2026:326, præmis 486).

66      Det følger af det ovenstående, at en forpligtelse til at respektere sædeligheden, for så vidt som den udgør et middel, der gør det muligt at beskytte værdien af den menneskelige værdighed ved at forbyde udsendelse af indhold, der krænker denne værdi, således som det kræves i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2010/13, dels udgør en legitim grund til at begrænse ytringsfriheden, dels, henset til den begrænsning af denne frihed, der følger heraf, nødvendigvis udgør en forholdsmæssig foranstaltning som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1.

67      I et sådant omfang tilsidesætter en national lovgivning, der har de kendetegn, som er nævnt i nærværende doms præmis 55, og som opfylder kravene om klarhed og præcision som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 57-61, derfor ikke ytringsfriheden, der er sikret ved chartrets artikel 11.

68      Henset til ovenstående betragtninger skal spørgsmålet besvares med, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2010/13, sammenholdt med chartrets artikel 11, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en medlemsstat i henhold til en national lovgivning, der på grundlag af et almindeligt retsprincip i denne stat forbyder udsendelser, der strider mod sædeligheden, kan sanktionere en medietjenesteudbyder for udsendelse af en video, der krænker værdien af den menneskelige værdighed, for så vidt som udbyderne af sådanne tjenester, henset til ordlyden af denne nationale lovgivning og, om fornødent, ved hjælp af de nationale retsinstansers fortolkning heraf, kan vide, at et sådant forbud omfatter udsendelser, der krænker denne værdi.

 Sagsomkostninger

69      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018, sammenholdt med artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en medlemsstat i henhold til en national lovgivning, der på grundlag af et almindeligt retsprincip i denne stat forbyder udsendelser, der strider mod sædeligheden, kan sanktionere en medietjenesteudbyder for udsendelse af en video, der krænker værdien af den menneskelige værdighed, for så vidt som udbyderne af sådanne tjenester, henset til ordlyden af denne nationale lovgivning og, om fornødent, ved hjælp af de nationale retsinstansers fortolkning heraf, kan vide, at et sådant forbud omfatter udsendelser, der krænker denne værdi.

Underskrifter

---

*      Processprog: bulgarsk.