Straffesag mod AC (C-748/24)

–

AC ved advokáti M. Mandzák, P. Pechanec og M. Pohovej,

–

den slovakiske regering ved sine befuldmægtigede,

–

den ungarske regering ved Zs. Biró-Tóth og M.Z. Fehér, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved R. Lindenthal og M. Wasmeier, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4 og 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1), af artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt af effektivitetsprincippet og princippet om EU-rettens forrang.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag, der er blevet indledt mod AC for ærekrænkelse.

3

16. og 48. betragtning til direktiv 2016/343 har følgende ordlyd:

[...]

4

Det nævnte direktivs artikel 2 bestemmer:

»Dette direktiv finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Det finder anvendelse på alle stadier i straffesagerne fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig.«

5

Direktivets artikel 3 er sålydende:

»Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte anses for uskyldige, indtil deres skyld er bevist i overensstemmelse med loven.«

6

Direktivets artikel 4 med overskriften »Offentlige henvisninger om skyld« fastsætter følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en mistænkt eller tiltalt i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder og i andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet, ikke omtales som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven. Dette berører ikke handlinger fra anklagemyndigheden, der har til formål at bevise den mistænktes eller tiltaltes skyld, og foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller belastende beviser.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at der findes passende foranstaltninger i tilfælde af en tilsidesættelse af forpligtelsen fastsat i denne artikels stk. 1 til at undlade at omtale mistænkte eller tiltalte som skyldige i overensstemmelse med dette direktiv og navnlig artikel 10.«

7

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/343 er affattet således:

»Medlemsstaterne sikrer, at bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden. Dette berører ikke dommerens eller den kompetente domstols eventuelle forpligtelse til at søge efter både belastende og diskulperende beviser og forsvarets ret til at fremlægge bevismateriale i overensstemmelse med den gældende nationale ret.«

8

Det nævnte direktivs artikel 10, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte råder over et effektivt retsmiddel, hvis deres rettigheder i medfør af dette direktiv er blevet tilsidesat.«

9

§ 373, stk. 1 og 2, i Trestný zákon (den slovakiske straffelov), som definerer den strafbare handling ærekrænkelse, bestemmer:

»(1)   Den, der videregiver urigtige oplysninger om en anden person, som i væsentlig grad kan udsætte vedkommende for tab af anseelse blandt sine medborgere, skade vedkommende på arbejdspladsen eller i vedkommendes virksomhed, forstyrre vedkommendes familiemæssige forhold eller påføre den pågældende anden alvorlig skade, kan straffes med frihedsstraf i op til to år.

(2)   Gerningsmanden straffes med frihedsstraf fra et år til fem år, hvis den pågældende begår den handling, der er beskrevet i stk. 1,

[...]

c) offentligt[.]«

10

§ 327, stk. 1, i Trestný poriadok (den slovakiske strafferetsplejelov) fastsætter:

»Den retsinstans, til hvilken en sag hjemvises med henblik på fornyet behandling og en ny afgørelse, er bundet af den retlige vurdering, som appeldomstolen har foretaget i sin afgørelse, og er forpligtet til at gennemføre de handlinger og indsamle de beviser, som appeldomstolen har anordnet.«

11

Den 18. november 2020 indgav Okresná prokuratúra Bratislava III (kredsanklagemyndigheden i Bratislava III, Slovakiet) et anklageskrift mod AC til Okresný súd Bratislava III (kredsdomstolen i Bratislava III, Slovakiet) for ærekrænkelse i henhold til den slovakiske straffelovs § 373, stk. 1, og § 373, stk. 2, litra c), som han anklages for at have begået ved online at offentliggøre flere videoer, der indeholder en række fejlagtige påstande.

12

Ved kendelse af 8. november 2022 afsluttede Okresný súd Bratislava III (kredsdomstolen i Bratislava III) retsforfølgningen med den begrundelse, at den adfærd, der var omhandlet i det nævnte anklageskrift, ikke udgjorde en strafbar handling.

13

Okresná prokuratúra Bratislava III (kredsanklagemyndigheden i Bratislava III) iværksatte appel til prøvelse af den nævnte kendelse. Ved kendelse af 8. februar 2022 ophævede Krajský súd v Bratislave (den regionale ret i Bratislava, Slovakiet) kendelsen fra førsteinstansretten og hjemviste sagen til sidstnævnte med henblik på en ny afgørelse efter en fornyet vurdering af alle beviserne.

14

I begrundelsen for sin kendelse fastslog Krajský súd v Bratislave (den regionale ret i Bratislava) bl.a. følgende: »Urigtige oplysninger, som udelukkende er af intim karakter, som den tiltalte delte i et opslag med en bred kreds af følgere, er på grund af deres indhold i stand til alvorligt at skade partner-, familie- og venskabsrelationer samt underminere tilliden til den forurettede person«.

15

Ved kendelse af 3. oktober 2022 henlagde Okresný súd Bratislava III (kredsdomstolen i Bratislava III) på ny anklageskriftet mod AC.

16

Okresná prokuratúra Bratislava III (kredsanklagemyndigheden i Bratislava III) iværksatte appel til prøvelse af den nævnte kendelse. Ved kendelse af 18. april 2023 ophævede Krajský súd v Bratislave (den regionale ret i Bratislava) førsteinstansrettens kendelse af 3. oktober 2022 og hjemviste sagen til denne retsinstans til fornyet afgørelse.

17

Krajský súd v Bratislave (den regionale ret i Bratislava) gentog i begrundelsen for sin kendelse de vurderinger, der var indeholdt i retsinstansens kendelse af 8. februar 2022, og tilføjede bl.a. følgende oplysninger:

»Af de beviser, der blev fremlagt under efterforskningen, og som også blev lagt til grund af [førsteinstansretten], fremgår det ubestridt, at den tiltalte bruger løgne mod hende og angriber vedkommende, hvilket har medført, at forurettede har været i meget ubehagelige situationer i sin familie og blandt personer i sin omgangskreds. De intime relationer mellem forurettede og SB er opdigtet af den tiltalte, og de påstande, som tiltalte fremførte i sine udtalelser, har aldrig fundet sted […]. Hvad angår spørgsmålet om, hvilke af de offentliggjorte oplysninger der var urigtige, er [der utvivlsomt tale om] de oplysninger, hvis troværdighed blev efterprøvet under efterforskningen på baggrund af de fremlagte beviser, og som vedrørte den intime relation mellem den forurettede og vidnet, SB, samt de seksuelle handlinger, som tiltalte entydigt beskrev i opslaget.«

18

Som følge af en omorganisering af det slovakiske retssystem blev kompetencen til at påkende hovedsagen den 1. juni 2023 overført til Mestský súd Bratislava I (byretten i Bratislava I, Slovakiet), som er den forelæggende ret.

19

AC har for den nævnte retsinstans gjort gældende, at visse af appeldomstolens vurderinger er i strid med uskyldsformodningen, for så vidt som de ikke efterlader nogen tvivl med hensyn til hans skyld, skønt det ikke var nødvendigt for denne appeldomstol at vurdere grundlaget for anklagerne mod ham. AC er derfor af den opfattelse, at den forelæggende ret bør træffe afgørelse uden at tage hensyn til appeldomstolens vurderinger.

20

Den forelæggende ret har anført, at den i henhold til de slovakiske processuelle regler er bundet af appeldomstolens vurderinger. Den er dog af den opfattelse, at disse vurderinger udgør en tilsidesættelse af den uskyldsformodning, som AC er omfattet af, og af hans ret til forsvar.

21

I denne henseende ønsker den forelæggende ret oplyst bl.a., hvorvidt de nævnte vurderinger er forholdsmæssige, for så vidt som den højere retsinstans i henhold til slovakisk lovgivning kunne have begrænset sig til at fastslå, at afgørelsen i første instans var fejlbehæftet, og til at pålægge førsteinstansretten at foretage bevisoptagelse. Den forelæggende ret ønsker desuden oplyst, om det har nogen betydning, at den højere retsinstans traf afgørelse udelukkende på grundlag af de beviser, der var blevet indsamlet under efterforskningen, og uden at den tiltalte havde kunnet tage stilling hertil.

22

Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, hvilke passende foranstaltninger – som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/343 – der i givet fald skal vedtages for at afhjælpe en tilsidesættelse af uskyldsformodningen. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, hvorvidt det er nødvendigt at se bort fra den højere retsinstans’ retligt bindende vurderinger eller endog at træffe afgørelse om, at dommerne ved denne retsinstans er inhabile.

23

På denne baggrund har Mestský súd Bratislava I (byretten i Bratislava I) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

24

Den slovakiske regering har bestridt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

25

For det første har den nævnte regering gjort gældende, at den forelæggende ret ikke har præciseret grundene til, at den har besluttet at indgive denne anmodning, således at Domstolen ikke råder over tilstrækkelige oplysninger om de faktiske og retlige omstændigheder, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med.

26

For det andet har den nævnte regering gjort gældende, at den fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret har anmodet om, ikke er nødvendig for at afgøre hovedsagen. Hovedsagen svarer nemlig ikke til et søgsmål med påstand om vedtagelse af passende foranstaltninger som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/343. I denne sammenhæng bemærkes, at selv om det måtte blive konstateret, at begrundelsen for appeldomstolens afgørelse tilsidesætter uskyldsformodningen, vil en sådan konstatering ikke have nogen indvirkning på lovligheden af denne afgørelse, hvis vurderinger i øvrigt ikke er til hinder for, at den forelæggende ret kan træffe afgørelse om den tiltaltes skyld eller uskyld efter at have foretaget en kontradiktorisk bevisførelse. Den forelæggende ret har i øvrigt ikke kompetence til at erklære dommere ved appeldomstolen inhabile.

27

Det skal bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at det inden for rammerne af det ved artikel 267 TEUF indførte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retsinstanser udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, både om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkning af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (jf. dom af 21.4.1988, Pardini, 338/85, EU:C:1988:194, præmis 8, og af 24.7.2023, Lin, C-107/23 PPU, EU:C:2023:606, præmis 61).

28

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national retsinstans, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (jf. dom af 13.7.2000, Idéal tourisme, C-36/99, EU:C:2000:405, præmis 20, og af 24.7.2023, Lin, C-107/23 PPU, EU:C:2023:606, præmis 62).

29

I denne henseende skal det for så vidt angår argumentet om, at forelæggelsesafgørelsen angiveligt er ufuldstændig, for det første bemærkes, at det af Domstolens faste praksis – der nu afspejles i artikel 94, litra a) og b), i Domstolens procesreglement – følger, at det af hensyn til behovet for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale retsinstans kan bruge, er påkrævet, at denne retsinstans giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Desuden er det, som anført i procesreglementets artikel 94, litra c), et krav, at anmodningen om præjudiciel afgørelse indeholder en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (jf. dom af 26.1.1993, Telemarsicabruzzo m.fl., C-320/90 – C-322/90, EU:C:1993:26, præmis 6, kendelse af 28.6.2000, Laguillaumie, C-116/00, EU:C:2000:350, præmis 16, og dom af 4.10.2024, Bezirkshauptmannschaft Landeck (Forsøg på adgang til personoplysninger lagret på en mobiltelefon), C-548/21, EU:C:2024:830, præmis 48).

30

I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at der i forelæggelsesafgørelsen er redegjort for de faktiske omstændigheder og de retsregler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med. Desuden indeholder den nævnte afgørelse, således som det fremgår af nærværende doms præmis 20-22, en angivelse af grundene til, at den forelæggende ret ønsker oplysninger om fortolkningen af visse EU-retlige bestemmelser.

31

Det følger heraf, at den nævnte afgørelse opfylder de krav, der er fastsat i procesreglementets artikel 94, og at den derfor indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at Domstolen kan besvare disse spørgsmål.

32

Hvad for det andet angår argumentet om, at det ikke er nødvendigt at indhente Domstolens besvarelse af de forelagte spørgsmål for at kunne træffe afgørelse i hovedsagen, skal det bemærkes, at den forelæggende ret har præciseret, at den i henhold til slovakisk lovgivning er forpligtet til at efterkomme de af appeldomstolen foretagne vurderinger i forbindelse med behandlingen af hovedsagen.

33

I denne sammenhæng har de forelagte spørgsmål til formål at gøre det muligt for den forelæggende ret at afgøre, om de nævnte vurderinger er forenelige med det krav om iagttagelse af uskyldsformodningen, som følger af direktiv 2016/343 og chartrets artikel 48, stk. 1, og om fornødent at drage konsekvenserne af, at de nævnte vurderinger er uforenelige med dette krav.

34

Det fremgår derfor ikke klart, at den ønskede fortolkning af EU-retten generelt savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand.

35

Hvad nærmere bestemt angår det fjerde spørgsmåls tredje led fremgår det derimod ikke af forelæggelsesafgørelsen, at Mestský súd Bratislava I (byretten i Bratislava I), som er en førsteinstansret, har kompetence til at træffe afgørelse om en eventuel inhabilitetsindsigelse mod dommere ved en appeldomstol, eller at den på nogen måde kan drage konsekvenser af en eventuel af EU-retten følgende forpligtelse til at fastsætte, at sådanne dommere skal erklæres inhabile.

36

Det fremgår følgelig klart, at en fortolkning af EU-reglerne, med hvilken det tilsigtes at vurdere, om de pålægger en sådan forpligtelse, savner enhver forbindelse med genstanden for hovedsagen.

37

Henset til det ovenstående må det fastslås, at det fjerde spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører en inhabilitetsindsigelse mod dommere ved en appeldomstol, og at de forelagte spørgsmål i øvrigt kan antages til realitetsbehandling.

38

Med de tre første spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/343, sammenholdt med chartrets artikel 48 vedrørende uskyldsformodningen, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en straffedomstol, som træffer afgørelse i en appelsag til prøvelse af en afgørelse, hvorved strafforfølgningen er blevet afsluttet med den begrundelse, at der ikke foreligger nogen strafbar handling, tager detaljeret stilling til de belastende beviser ved at foretage en faktisk og retlig vurdering af, om gerningsindholdet i den pågældende strafbare handling er opfyldt, skønt denne retsinstans i medfør af national lovgivning ikke er forpligtet til at træffe afgørelse herom, og denne vurdering alene er støttet på de beviser, som er blevet indsamlet under efterforskningen, uden at tiltalte har haft mulighed for at udtale sig om dem.

39

Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2016/343 bestemmer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en mistænkt eller tiltalt i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder og i andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet, ikke omtales som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven. Det præciseres i bestemmelsen, at dette ikke berører handlinger fra anklagemyndigheden, der har til formål at bevise den mistænktes eller tiltaltes skyld, og foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller belastende beviser.

40

Det fremgår af det nævnte direktivs artikel 6, stk. 1, at medlemsstaterne sikrer, at bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden. Det præciseres i bestemmelsen, at dette ikke berører dommerens eller den kompetente domstols eventuelle forpligtelse til at søge efter både belastende og diskulperende beviser og forsvarets ret til at fremlægge bevismateriale i overensstemmelse med den gældende nationale ret.

41

Med henblik på at fastlægge rækkevidden af de nævnte bestemmelser for så vidt angår den prøvelse, der kan foretages af en straffedomstol i en situation som den, der er omhandlet i de tre første spørgsmål, skal det indledningsvis bemærkes, at der ved direktiv 2016/343 kun er foretaget en minimumsharmonisering af visse aspekter af uskyldsformodningen og af retten til at være til stede under retssagen (jf. i denne retning dom af 19.9.2018, Milev, C-310/18 PPU, EU:C:2018:732, præmis 45 og 46).

42

Inden for rammerne af denne minimumsharmonisering sondres der i dette direktiv mellem retsafgørelser, der omhandler skyldsspørgsmålet, og som nødvendigvis vedrører straffesagens udfald, og andre processuelle handlinger, såsom retsforfølgning og foreløbige afgørelser af proceduremæssig art (jf. i denne retning dom af 28.11.2019, Spetsializirana prokuratura, C-653/19 PPU, EU:C:2019:1024, præmis 32).

43

I det foreliggende tilfælde vedrører det første til det tredje spørgsmål en indledende fase i straffesagen, hvorunder en appeldomstol skal tage stilling til lovligheden af en afgørelse i første instans, der fastslår, om et anklageskrift udgør et tilstrækkeligt grundlag for at gennemføre en retssag.

44

En sådan afgørelse fra appeldomstolen skal, henset til sin genstand, anses for at udgøre en anden retsafgørelse end den, der omhandler skyldsspørgsmålet som omhandlet i nævnte direktivs artikel 4, stk. 1.

45

Det nævnte direktiv indeholder ikke regler, der præciserer de materielle og processuelle betingelser for vedtagelse af en sådan afgørelse.

46

Den fastsætter navnlig hverken arten af de forhold, som skal være til stede for at kunne vedtage denne afgørelse, eller fremgangsmåden for bedømmelsen af de beviser, der eventuelt kan føres med henblik på vedtagelsen af denne afgørelse.

47

I denne henseende skal det bemærkes bl.a., at selv om artikel 6 i direktiv 2016/343 fastsætter visse regler om fordelingen af bevisbyrden i straffesager, vedrører disse regler fastlæggelsen af mistænktes og tiltaltes skyld, hvorfor reglerne ikke har til formål at regulere bevisoptagelsen i forbindelse med vedtagelsen af en foreløbig afgørelse som den i hovedsagen omhandlede (jf. i denne retning dom af 28.11.2019, Spetsializirana prokuratura, C-653/19 PPU, EU:C:2019:1024, præmis 33).

48

I øvrigt bemærkes, at eftersom de materielle og processuelle betingelser for vedtagelse af en afgørelse som den i hovedsagen omhandlede alene henhører under national ret (jf. i denne retning dom af 28.11.2019, Spetsializirana prokuratura, C-653/19 PPU, EU:C:2019:1024, præmis 38), kan de almindelige procesregler, der regulerer den indledende fase i den straffesag, som fører til vedtagelsen af en sådan afgørelse, ikke anses for at falde ind under en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1. Chartrets artikel 48, stk. 2, som fastsætter respekten for retten til et forsvar, finder derfor ikke anvendelse på denne indledende fase i straffesagen.

49

Henset til den definition af anvendelsesområdet for direktiv 2016/343, der er fastsat i direktivets artikel 2, og til det generelle princip, som kommer til udtryk i direktivets artikel 3, skal det derimod fastslås, at sidstnævnte artikel, der fastsætter, at medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte anses for uskyldige, indtil deres skyld er bevist i overensstemmelse med loven, uden særlig begrænsning finder anvendelse på alle stadier i en straffesag mod fysiske personer, herunder på den indledende fase i en straffesag som den i hovedsagen omhandlede.

50

Det fremgår ligeledes af ordlyden af artikel 4, stk. 1, i direktiv 2016/343, som forbyder, at en mistænkt eller tiltalt omtales som skyldig, så længe vedkommendes skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven, at denne bestemmelse finder anvendelse på bl.a. andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet.

51

Hvad angår rækkevidden af det nævnte direktivs artikel 3 og artikel 4, stk. 1, i en sag som den i hovedsagen omhandlede følger det af Domstolens praksis, at disse bestemmelser, sammenholdt med 16. betragtning til direktivet, ikke er til hinder for vedtagelsen af foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, der er støttet på mistanke eller belastende beviselementer, forudsat at den mistænkte eller tiltalte ikke er omtalt som skyldig i disse afgørelser (jf. i denne retning dom af 19.9.2018, Milev, C-310/18 PPU, EU:C:2018:732, præmis 44 og 48).

52

Det følger indledningsvis af det ovenstående, at direktiv 2016/343 ikke er til hinder for, at en straffedomstol med henblik på vedtagelsen af en foreløbig afgørelse af proceduremæssig art foretager en vurdering af de belastende beviser med henblik på at vurdere, om det i en given sag kan lægges til grund, at gerningsindholdet i en lovovertrædelse er opfyldt.

53

Dernæst udelukker det nævnte direktiv heller ikke, at en sådan foreløbig afgørelse kan vedtages, uden at bevisførelsen er blevet gennemført fuldstændigt, og uden at den tiltalte har haft mulighed for at udtale sig herom.

54

Endelig er der, således som generaladvokaten har anført i punkt 80 i forslaget til afgørelse, ingen bestemmelse i det nævnte direktiv, der er til hinder for, at en sådan foreløbig afgørelse støttes på en detaljeret begrundelse.

55

I overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i direktiv 2016/343 skal den nævnte begrundelse imidlertid formuleres under iagttagelse af forpligtelsen til ikke at omtale den mistænkte eller tiltalte som skyldig.

56

Selv om nævnte artikel 4, stk. 1, indrømmer medlemsstaterne et skøn ved vedtagelsen af de nødvendige foranstaltninger i henhold til denne bestemmelse, forholder det sig ikke desto mindre således – som det fremgår af 48. betragtning til direktiv 2016/343 – at det beskyttelsesniveau, der fastsættes af medlemsstaterne, aldrig bør være lavere end de standarder, som er fastsat i chartret eller EMRK, bl.a. standarderne vedrørende uskyldsformodningen (dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 40).

57

I denne henseende bemærkes, at uskyldsformodningen er fastsat i chartrets artikel 48, stk. 1, der svarer til EMRK’s artikel 6, stk. 2, således som det fremgår af forklaringerne til chartret. Det følger heraf, at der i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, ved fortolkningen af chartrets artikel 48, stk. 1, skal tages hensyn til EMRK’s artikel 6, stk. 2, som tærskel for minimumsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

58

Under disse omstændigheder skal der med henblik på fortolkningen af nævnte artikel 4, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 48, stk. 1, hentes inspiration fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 6, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 42).

59

Det fremgår af den sidstnævnte retspraksis, at princippet om uskyldsformodning er blevet tilsidesat, hvis en retsafgørelse eller en officiel udtalelse vedrørende en tiltalt indeholder en klar udtalelse, der er fremsat i fravær af en endelig straffedom, og ifølge hvilken den pågældende person har begået den omhandlede lovovertrædelse (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 27.2.2014, Karaman mod Tyskland, CE:ECHR:20140227JUD001710310, § 63, og dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 43).

60

I denne henseende skal der sondres mellem på den ene side sådanne afgørelser eller udtalelser, som afspejler den opfattelse, at den pågældende person er skyldig – hvilke udgør en tilsidesættelse af uskyldsformodningen – og på den anden side dem, der blot beskriver en mistanke (Menneskerettighedsdomstolens dom af 28.11.2002, Marziano mod Italien, CE:ECHR:2002:1128JUD004531399, § 31, og af 15.10.2013, Gutsanovi mod Bulgarien, CE:ECHR:2013:1015JUD003452910, § 192). En sådan tilsidesættelse af uskyldsformodningen kan ikke desto mindre forekomme, selv om der ikke foreligger en formel konstatering af skyld, idet en begrundelse, som giver anledning til at tro, at en dommer anser den pågældende for skyldig, er tilstrækkelig til at udgøre en tilsidesættelse af den nævnte formodning (Menneskerettighedsdomstolens dom af 19.9.2006, Matijasevic mod Serbien, CE:ECHR:2006:0919JUD002303704, § 45, og af 9.3.2023, Rigolio mod Italien, CE:ECHR:2023:0309JUD002014809, § 94).

61

Med henblik på at vurdere, om der foreligger en sådan tilsidesættelse af uskyldsformodningen, skal der tages hensyn både til de retslige myndigheders valg af ordlyd og til de særlige omstændigheder, hvorunder denne ordlyd er blevet formuleret, samt til den pågældende sags art og sammenhæng (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 27.2.2014, Karaman mod Tyskland, CE:ECHR:20140227JUD001710310, § 63, og dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 43).

62

Som generaladvokaten har anført i punkt 53 i forslaget til afgørelse, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol således kunnet fastslå, at sammenhængen omkring den »uheldige« anvendelse af formuleringer, der synes at indikere, at den berørte persons skyld er godtgjort, kan gøre det muligt at udelukke, at der foreligger en tilsidesættelse af uskyldsformodningen (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 10.10.2000, Daktaras mod Litauen, CE:ECHR:2000:1010JUD004209598, §§ 44 og 45).

63

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har imidlertid også præciseret, at den omstændighed, at der skal tages hensyn til den sag, inden for rammerne af hvilken en udtalelse fremsættes, kræver, at dommeres udtalelser underkastes en grundigere undersøgelse (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 21.9.2006, Pandy mod Belgien, CE:ECHR:2006:0921JUD001358302, §§ 43 og 45).

64

Det fremgår desuden af Domstolens praksis, at en retsafgørelse og dens begrundelse altid skal vurderes i sin helhed med henblik på vurderingen af, om uskyldsformodningen er blevet respekteret, for så vidt som enhver udtrykkelig henvisning i visse passager i en retsafgørelse til, at en person ikke er skyldig, ville være meningsløs, hvis andre passager i denne afgørelse kunne forstås som udtryk for en foregribelse af personens skyld (jf. i denne retning dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 46).

65

Desuden kan visse konstateringer vedrørende en persons deltagelse i en strafbar handling eller vedrørende opfyldelsen af en sådan strafbar handlings gerningsindhold foretages uden indgreb i uskyldsformodningen, når disse konstateringer er nødvendige for den afgørelse, som den pågældende retsinstans skal træffe, og forudsat at det klart angives, at denne persons skyld ikke er blevet bevist i overensstemmelse med loven (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 27.2.2014, Karaman mod Tyskland, CE:ECHR:20140227JUD001710310, §§ 64 og 65, og af 9.3.2023, Rigolio mod Italien, CE:ECHR:2023:0309JUD002014809, §§ 97, 125 og 126, samt dom af 5.9.2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning), C-377/18, EU:C:2019:670, præmis 45).

66

Selv om det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at fastlægge, om artikel 4, stk. 1, i direktiv 2016/343, sammenholdt med chartrets artikel 48, stk. 1, er blevet overholdt under sagen for appeldomstolen, kan Domstolen imidlertid som led i det ved artikel 267 TEUF indførte retslige samarbejde og på grundlag af de sagsakter, der er blevet fremlagt for den, forsyne den nævnte retsinstans med de elementer til fortolkning af EU-retten, der kan være hensigtsmæssige for den ved vurderingen af disse bestemmelsers virkninger (jf. i denne retning dom af 19.12.2024, Vivacom Bulgaria, C-369/23, EU:C:2024:1043, præmis 41).

67

I den forbindelse skal det fastslås, at det af ovenstående betragtninger følger, at den forelæggende ret med henblik på at træffe afgørelse om, hvorvidt uskyldsformodningen er blevet respekteret, skal tage hensyn både til den af Krajský súd v Bratislave (den regionale ret i Bratislava) valgte ordlyd og til de særlige omstændigheder, hvorunder denne ordlyd er blevet formuleret, samt til hovedsagens art og sammenhæng for at fastlægge, om de anfægtede vurderinger fra denne retsinstans afspejler den opfattelse, at AC er skyldig i den lovovertrædelse, som han foreholdes.

68

I denne henseende skal det for det første bemærkes, at anvendelsen af formuleringer, der angiver appeldomstolens overbevisning om, at gerningsindholdet i den pågældende lovovertrædelse fuldt ud er opfyldt, vil – såfremt en sådan anvendelse måtte blive godtgjort af den forelæggende ret – udgøre en klar indikation på, at denne retsinstans har givet udtryk for den opfattelse, at den tiltalte person er skyldig i denne lovovertrædelse.

69

I denne henseende synes valget af formuleringer som dem, hvortil generaladvokaten har henvist i punkt 59 i forslaget til afgørelse, med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, at indikere, at appeldomstolen gik videre end at give udtryk for en mistanke mod den tiltalte.

70

Hvad for det andet angår de særlige omstændigheder, hvorunder de i hovedsagen omhandlede formuleringer blev anvendt, og hovedsagens art og sammenhæng skal det for det første fastslås, at for så vidt som Krajský súd v Bratislave (den regionale ret i Bratislava) udgør en retsinstans, skal begrundelsen for dens afgørelse, således som det fremgår af nærværende doms præmis 63, underkastes en grundigere undersøgelse.

71

For det andet påhviler det den forelæggende ret at tage hensyn til den omstændighed, at appeldomstolens afgørelse, således som det er anført i nærværende doms præmis 43, vedrører en indledende fase i straffesagen, under hvilken en appeldommer skal tage stilling til forskriftsmæssigheden af en afgørelse i første instans, hvorved det afgøres, om et anklageskrift udgør et tilstrækkeligt grundlag for afholdelse af en retssag.

72

I denne forbindelse fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at appeldomstolen i konklusionen til sin afgørelse begrænsede sig til at anordne hjemvisning af sagen til førsteinstansretten med henblik på, at denne skulle foretage en ny bedømmelse af beviserne og træffe en ny afgørelse. Dette forhold kan være relevant med henblik på at fastlægge rækkevidden af de formuleringer, der er anvendt i den nævnte afgørelses begrundelse, navnlig hvis det måtte blive fastslået, at disse formuleringer er tvetydige.

73

Formuleringen af den nævnte afgørelses konklusion er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at udelukke enhver tilsidesættelse af uskyldsformodningen.

74

For det første skal der nemlig, som anført i nærværende doms præmis 64, tages hensyn til begrundelsen for den omhandlede afgørelse i sin helhed, uden at det er muligt udelukkende at lægge vægt på den omstændighed, at visse passager i denne afgørelse indebærer, at den tiltaltes skyld ikke er godtgjort.

75

For det andet, og således som generaladvokaten har anført i punkt 63 i forslaget til afgørelse, ville det være i direkte strid med princippet om, at uskyldsformodningen finder anvendelse på hele straffesagen, såfremt det lægges til grund, at den omstændighed, at en afgørelse er blevet vedtaget på et indledende stadium i en straffesag, med hvilken det ikke tilsigtes at tage stilling til den tiltaltes skyld, er tilstrækkelig til at udelukke enhver tilsidesættelse af den nævnte formodning. Desuden ville en sådan tilgang i vid udstrækning gøre artikel 4, stk. 1, i direktiv 2016/343 formålsløs.

76

For det tredje skal det fastslås, at for så vidt som den forelæggende ret har præciseret, at vedtagelsen af en afgørelse som den i hovedsagen omhandlede på ingen måde i henhold til den nationale lovgivning er betinget af, at det konstateres, at gerningsindholdet i den pågældende strafbare handling er opfyldt, kan en sådan konstatering ikke anses for at være nødvendig for, at appeldomstolen kan træffe afgørelse.

77

Det følger heraf, at den i hovedsagen omhandlede situation ikke kan sammenlignes med de situationer, som er omhandlet i den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 65.

78

For det fjerde, og således som den slovakiske regering og Europa-Kommissionen har anført, skal de formuleringer, som appeldomstolen har valgt, fortolkes under hensyntagen til den omstændighed, at denne retsinstans, som i henhold til den nationale lovgivning er underlagt en begrundelsespligt, to gange har ophævet kendelser fra førsteinstansretten om henlæggelse af anklageskriftet, hvorfor den har været af den opfattelse, at det var nødvendigt at give udtryk for sin holdning på en mere bestemt og fyldestgørende måde.

79

Denne omstændighed kan imidlertid under alle omstændigheder ikke begrunde anvendelsen af formuleringer, der afspejler den opfattelse, at den tiltalte er skyldig i den lovovertrædelse, som vedkommende foreholdes, selv om det, således som generaladvokaten har anført i punkt 66 i forslaget til afgørelse, på et indledende stadium i straffesagen er fuldt ud muligt at anvende formuleringer, der, samtidig med at uskyldsformodningen respekteres, er tilstrækkeligt overbevisende til at begrunde, at den tiltalte stilles for en påkendende ret.

80

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de tre første spørgsmål besvares med, at artikel 3, artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/343, sammenholdt med chartrets artikel 48, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en straffedomstol, som træffer afgørelse i en appelsag til prøvelse af en afgørelse, hvorved strafforfølgningen er blevet afsluttet med den begrundelse, at der ikke foreligger nogen strafbar handling, tager detaljeret stilling til de belastende beviser ved at foretage en faktisk og retlig vurdering af, om gerningsindholdet i den pågældende strafbare handling er opfyldt, skønt denne retsinstans i medfør af national lovgivning ikke er forpligtet til at træffe afgørelse herom, og denne vurdering alene er støttet på de beviser, som er blevet indsamlet under efterforskningen, uden at tiltalte har haft mulighed for at udtale sig om dem, forudsat at den nævnte vurdering ikke afspejler den opfattelse, at personen er skyldig i denne strafbare handling.

81

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/343, sammenholdt med effektivitetsprincippet og princippet om EU-rettens forrang, skal fortolkes således, at en førsteinstansret dels skal se bort fra vurderinger fra en appeldomstol, der har ophævet en kendelse om henlæggelse og anordnet hjemvisning af sagen til denne førsteinstansret, når disse vurderinger er uforenelige med uskyldsformodningen, selv om den nationale lovgivning pålægger den nævnte førsteinstansret at efterkomme de nævnte vurderinger, dels skal undlade at følge de processuelle foranstaltninger, som denne appeldomstol har anordnet.

82

Det fremgår af artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/343, at medlemsstaterne sikrer, at der findes passende foranstaltninger i tilfælde af en tilsidesættelse af den i direktivets artikel 4, stk. 1, fastsatte forpligtelse til at undlade at omtale mistænkte eller tiltalte som skyldige i overensstemmelse med dette direktiv og navnlig dets artikel 10.

83

Nævnte artikel 10 pålægger medlemsstaterne at sikre mistænkte og tiltalte et effektivt retsmiddel, hvis deres rettigheder i medfør af det nævnte direktiv er blevet tilsidesat.

84

Selv om artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/343 opstiller et krav om, at der fastsættes »passende foranstaltninger«, må det ikke desto mindre konstateres, at bestemmelsen ikke præciserer disse foranstaltningers art. I mangel af harmonisering i denne henseende tilkommer det medlemsstaterne at definere disse i medfør af princippet om procesautonomi. De nævnte foranstaltninger skal imidlertid opfylde to betingelser, nemlig at de ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer, som er underlagt national ret (ækvivalensprincippet), og at de ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (effektivitetsprincippet) (jf. analogt dom af 24.6.2025, GR REAL, C-351/23, EU:C:2025:474, præmis 56).

85

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret ikke givet nogen oplysninger om, hvilke foranstaltninger der i henhold til slovakisk lovgivning kan vedtages i tilfælde af en tilsidesættelse af uskyldsformodningen.

86

Selv om den slovakiske regering har henvist til visse foranstaltninger, der er fastsat med henblik herpå i den nationale lovgivning, skal det desuden fastslås – uden at det er nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt sådanne foranstaltninger er egnede til at opfylde kravene i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/343, eller til iagttagelsen af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – at disse foranstaltninger under alle omstændigheder ikke har til formål eller til følge at begrænse den rækkevidde, som vurderinger, der er blevet foretaget af en appeldomstol i forbindelse med en sag som den i hovedsagen omhandlede, har i forhold til en førsteinstansret.

87

Således som generaladvokaten har anført i punkt 99 i forslaget til afgørelse, kan en førsteinstansret, der befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede, uafhængigt af de passende foranstaltninger, som en medlemsstat i overensstemmelse med nævnte artikel 4, stk. 2, skal træffe for at afhjælpe en tilsidesættelse af uskyldsformodningen, være forpligtet til at træffe foranstaltninger med henblik på at sikre respekten for uskyldsformodningen.

88

En sådan retsinstans skal nemlig generelt iagttage artikel 3 i direktiv 2016/343, som kræver, at mistænkte og tiltalte anses for uskyldige, indtil deres skyld er bevist i overensstemmelse med loven.

89

Når en førsteinstansret vedtager en foreløbig afgørelse af proceduremæssig art, kan den imidlertid ikke – uden herved at tilsidesætte nævnte artikel 3 – rette sig efter en vurdering, der er blevet foretaget af en appeldomstol, og som indebærer, at den tiltalte anses for skyldig, før vedkommendes skyld er blevet bevist i overensstemmelse med loven, idet denne førsteinstansret i et sådant tilfælde for tidligt ville være nødsaget til selv at anse denne person for skyldig.

90

For så vidt som nævnte artikel 3 er tilstrækkeligt klar, præcis og ubetinget til, at den kan tillægges direkte virkning, tilkommer det i medfør af princippet om EU-rettens forrang den forelæggende ret i givet fald at undlade at anvende en national lovgivning, der er til hinder for dens anvendelse i den sag, som er indbragt for retsinstansen (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

91

I denne sammenhæng skal det endvidere bemærkes, at EU-retten er til hinder for, at en national retsinstans, som skal træffe afgørelse i en sag, efter at en højere retsinstans, ved hvilken der er blevet iværksat appel, har hjemvist denne til den førstnævnte retsinstans, i henhold til national procesret er bundet af den højere retsinstans’ retlige vurderinger, hvis den – i betragtning af den fortolkning, som den har anmodet Domstolen om – fastslår, at de nævnte vurderinger ikke er i overensstemmelse med EU-retten (jf. i denne retning dom af 5.10.2010, Elchinov, C-173/09, EU:C:2010:581, præmis 32, og af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 75).

92

Det følger heraf, at såfremt den forelæggende ret, henset til besvarelsen af de tre første spørgsmål, måtte fastslå, at visse af appeldomstolens vurderinger er uforenelige med den uskyldsformodning, som er fastsat i artikel 3 og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2016/343, sammenholdt med chartrets artikel 48, stk. 1, er den forpligtet til at træffe afgørelse i hovedsagen ved at se bort fra disse vurderinger, uden at en national regel, der pålægger den at efterkomme de nævnte vurderinger, kan være til hinder herfor.

93

Det kan dog ikke deraf udledes, at en retsinstans, der befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede, skal se bort fra appeldomstolens afgørelse i sin helhed.

94

Den omstændighed, at visse af appeldomstolens vurderinger er i strid med uskyldsformodningen, indebærer nemlig ikke nødvendigvis, at den afgørelse, hvori disse vurderinger fremgår, i sin helhed er uforenelig med denne formodning.

95

Det kan navnlig ikke lægges til grund, at de processuelle foranstaltninger, som en appeldomstol har anordnet i en afgørelse, der delvist er begrundet i sådanne vurderinger, i sig selv skal anses for at være i strid med den nævnte formodning.

96

I en situation som den i hovedsagen omhandlede indeholder den foranstaltning, der består i at hjemvise en sag til en førsteinstansret efter ophævelsen af en henlæggelse, som denne retsinstans har truffet afgørelse om, med henblik på, at retsinstansen foretager en fornyet behandling af sagen, således ikke som sådan nogen stillingtagen til den berørte persons skyld.

97

Det kan derfor ikke lægges til grund, at forpligtelsen til at se bort fra vurderinger, som er uforenelige med den uskyldsformodning, der følger af artikel 3 i direktiv 2016/343, er til hinder for, at en førsteinstansret i overensstemmelse med en national lovgivning er forpligtet til at efterkomme de processuelle foranstaltninger, som en appeldomstol har anordnet, herunder når sidstnævntes afgørelse delvist er begrundet i sådanne vurderinger.

98

Følgelig skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 3 i direktiv 2016/343, sammenholdt med princippet om EU-rettens forrang, skal fortolkes således, at en førsteinstansret skal se bort fra vurderinger fra en appeldomstol, der har ophævet en kendelse om henlæggelse og anordnet hjemvisning af sagen til denne førsteinstansret, når disse vurderinger er uforenelige med uskyldsformodningen, selv om den nationale lovgivning pålægger førsteinstansretten at efterkomme de nævnte vurderinger, uden at nævnte artikel 3 dog herved er til hinder for, at førsteinstansretten er forpligtet til at efterkomme de processuelle foranstaltninger, som denne appeldomstol har anordnet.

99

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: