⚖️ RKLAW
Log in
← Decisions Details
⬇ PDF Original ↗
EU EU-Domstolen 2026-06-11 C-801/24 P

NKO AO National Settlement Depository (NSD) mod Rådet for Den Europæiske Union (C-801/24 P)

NKO AO National Settlement Depository (NSD) mod Rådet for Den Europæiske Union

Summary

Appel – restriktive foranstaltninger i lyset af den militære aggression mod Ukraine – afgørelse 2014/145/FUSP – artikel 2, stk. 1, litra f) – forordning (EU) nr. 269/2014 – artikel 3, stk. 1, litra f) – indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer – begrebet »materielt eller finansielt støtter Den Russiske Føderations regering« – begrundelsespligt – fortolkning – ejendomsret – begrænsninger – proportionalitetsprincip – hensyntagen til situationen for appellantens kunder og deres økonomiske interesser

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Fjerde Afdeling):

 DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)

11. juni 2026 ( *1 )

»Appel – restriktive foranstaltninger i lyset af den militære aggression mod Ukraine – afgørelse 2014/145/FUSP – artikel 2, stk. 1, litra f) – forordning (EU) nr. 269/2014 – artikel 3, stk. 1, litra f) – indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer – begrebet »materielt eller finansielt støtter Den Russiske Føderations regering« – begrundelsespligt – fortolkning – ejendomsret – begrænsninger – proportionalitetsprincip – hensyntagen til situationen for appellantens kunder og deres økonomiske interesser«

I sag C-801/24 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 20. november 2024,

NKO AO National Settlement Depository (NSD), Moskva (Rusland), ved avocats É. Épron og A. Genko,

appellant,

de øvrige parter i appelsagen:

Rådet for Den Europæiske Union ved L. Berger og E. Nadbath, som befuldmægtigede,

sagsøgt i første instans,

Europa-Kommissionen ved M. Carpus-Carcea, L. Mantl og G. von Rintelen, som befuldmægtigede,

intervenient i første instans,

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, I. Jarukaitis, og dommerne M. Condinanzi, N. Jääskinen, R. Frendo (refererende dommer) og A. Kornezov,

generaladvokat: L. Medina,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. januar 2026,

afsagt følgende

Dom

1

NKO AO National Settlement Depository (NSD) har med sin appel nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 11. september 2024, NSD mod Rådet (T-494/22, herefter den appellerede dom, EU:T:2024:607), hvorved Retten frifandt Rådet for NSD’s påstand om annullation af:

–

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/883 af 3. juni 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 153, s. 92) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/878 af 3. juni 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 153, s. 15) (herefter samlet »de oprindelige omtvistede retsakter«)

–

Rådets afgørelse (FUSP) 2023/572 af 13. marts 2023 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2023, L 75 I, s. 134) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2023/571 af 13. marts 2023 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2023, L 75 I, s. 1) (herefter samlet »det første sæt af omtvistede opretholdelsesretsakter«) og

–

Rådets afgørelse (FUSP) 2023/1767 af 13. september 2023 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2023, L 226, s. 104) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2023/1765 af 13. september 2023 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2023, L 226, s. 3) (herefter samlet »det andet sæt af omtvistede opretholdelsesretsakter«),

for så vidt som samtlige disse retsakter (herefter »de omtvistede retsakter«) vedrører appellanten.

I. Retsforskrifter og tvistens baggrund

2

Tvistens faktiske og retlige baggrund er beskrevet i den appellerede doms præmis 2-20 og kan sammenfattes og præciseres som følger.

3

Appellanten er et russisk selskab, der er godkendt som depositar, som leverer tjenesteydelser i form af arkivering og opbevaring af værdipapirer som en værdipapircentral i Rusland, og som ligeledes leverer finansielle tjenesteydelser, bl.a. som et kreditinstitut, der ikke er en bank, og som er indehaver af en licens, der giver det ret til at levere bankafviklingsydelser.

4

Den foreliggende sag indgår i en sammenhæng med de restriktive foranstaltninger, som Den Europæiske Union har vedtaget siden 2014 som svar på tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

5

På grundlag af artikel 29 TEU vedtog Rådet for Den Europæiske Union den 17. marts 2014 afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 16).

6

Samme dag vedtog Rådet på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 6).

7

Efter Den Russiske Føderations væbnede styrkers invasion af Ukraine den 24. februar 2022 vedtog Rådet den 25. februar 2022 afgørelse (FUSP) 2022/329 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 50, s. 1) og forordning (EU) 2022/330 om ændring af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 51, s. 1).

A. Afgørelse 2022/329

8

Femte og niende til ellevte betragtning til afgørelse 2022/329 har følgende ordlyd:

»(5)

Den 24. januar 2022 [...] gentog [Rådet], at enhver yderligere militær aggression fra Ruslands side mod Ukraine vil få enorme konsekvenser og alvorlige omkostninger, herunder en bred vifte af sektorspecifikke og individuelle restriktive foranstaltninger, der vil blive vedtaget i samarbejde med partnerne.

[...]

(9)

Den 24. februar 2022 annoncerede præsidenten for Den Russiske Føderation en militær operation i Ukraine, og russiske bevæbnede styrker indledte et angreb på Ukraine. Dette angreb er en grov krænkelse af Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

(10)

Den 24. februar 2022 udsendte [Unionens] højtstående repræsentant [for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik] en erklæring på Unionens vegne, hvori denne på det kraftigste fordømte den Russiske Føderations bevæbnede styrkers uprovokerede invasion af Ukraine og Belarus' involvering i denne aggression mod Ukraine. Den højtstående repræsentant meddelte, at Unionens svar vil omfatte både sektorspecifikke og individuelle restriktive foranstaltninger.

(11)

I betragtning af den alvorlige situation mener Rådet, at kriterierne for opførelsen på listen bør ændres til at omfatte personer og enheder, der støtter eller drager fordel af regeringen for Den Russiske Føderation, samt personer og enheder, der udgør en betydelig indtægtskilde for den, og fysiske eller juridiske personer med tilknytning til de personer eller enheder, der er opført på listen.«

B. Afgørelse 2014/145

9

Artikel 2, stk. 1, litra f), i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329 (herefter »afgørelse 2014/145«), har følgende ordlyd:

»Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af:

[...]

f)

fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, som materielt eller finansielt støtter eller drager fordel af regeringen for Den Russiske Føderation, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine [herefter »kriterium f)«], [...]

[...]

og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. bilaget, indefryses.«

10

Artikel 2, stk. 5, i afgørelse 2014/145 bestemmer i det væsentlige, at indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ ikke er til hinder for, at denne person, enhed eller organ foretager en betaling i henhold til en kontrakt, der er indgået, før den nævnte person, enhed eller organ blev opført på listen i bilaget til denne afgørelse, såfremt den pågældende medlemsstat har fastslået, at betalingen ikke, hverken direkte eller indirekte, modtages af en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på denne liste.

11

Nævnte afgørelses artikel 6, stk. 3, bestemmer, at afgørelsen overvåges løbende, og at den, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt, forlænges eller ændres, hvis Rådet skønner, at dens mål ikke er nået.

C. Forordning nr. 269/2014

12

Artikel 3, stk. 1, litra f), i forordning nr. 269/2014, som ændret ved forordning 2022/330 (herefter »forordning nr. 269/2014«), fastsætter et kriterium, der er identisk med kriterium f), med henblik på i overensstemmelse med denne forordnings artikel 2, stk. 1, at indefryse pengemidler og økonomiske ressourcer, der tilhører fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der opfylder dette kriterium.

13

Nævnte forordnings artikel 6, stk. 1, bestemmer, at de kompetente nationale myndigheder, når fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I til samme forordning, skal betale beløb, der er forfaldne i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer har indgået eller pådraget sig inden den dato, hvor de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer blev opført på listen i nævnte bilag, kan give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer – hvis det godtgøres, at pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer vil blive anvendt af en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på denne liste, og at betalingen ikke er i strid med forbuddet mod direkte eller indirekte at stille pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i nævnte bilag, eller for personer, enheder eller organer med tilknytning til dem.

14

Artikel 14, stk. 4, i forordning nr. 269/2014 bestemmer, at listen i bilag I til forordningen tages op til revision med regelmæssige mellemrum og mindst hver 12. måned.

D. Forordning nr. 833/2014

15

Artikel 1 i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2014, L 229, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EU) 2022/328 af 25. februar 2022 (EUT 2022, L 49, s. 1) (herefter »forordning nr. 833/2014«), foreskriver:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

o)

»finansieringsmidler eller finansiel bistand«: enhver foranstaltning, uanset de konkret valgte midler, hvorved den pågældende person, enhed eller organ betinget eller ubetinget udbetaler eller forpligter sig til at udbetale egne midler eller økonomiske ressourcer [...]

[...]«

16

Artikel 4, stk. 3, litra b), i forordning nr. 833/2014 havde i sin oprindelige affattelse følgende ordlyd:

»Levering af følgende kræver tilladelse fra den pågældende kompetente myndighed:

[...]

b)

finansiering eller finansiel bistand i tilknytning til teknologier i bilag II, herunder navnlig gavebistand, lån og eksportkreditforsikring, til direkte eller indirekte salg, levering, overførsel eller eksport af disse produkter eller denne teknologi eller direkte eller indirekte levering af dertil knyttet teknisk bistand til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland, eller hvis bistanden vedrører teknologier til brug i Rusland, til personer, enheder eller organer i ethvert andet land.«

17

Som det i det væsentlige blev præciseret i denne forordnings artikel 3, stk. 3, i den oprindelige affattelse, opregnede bilag II hertil visse teknologier, der er beregnet til oliesektoren til brug ved efterforskning og fremstilling af olie på dybt vand, efterforskning og fremstilling af olie på Arktis eller skiferolieprojekter i Rusland.

E. Forordning nr. 909/2014

18

Anden betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 af 23. juli 2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler samt om ændring af direktiv 98/26/EF og 2014/65/EU samt forordning (EU) nr. 236/2012 (EUT 2014, L 257, s. 1), har følgende ordlyd:

»Da værdipapirafviklingssystemerne, der drives af [værdipapircentraler], befinder sig i en nøgleposition i afviklingen, har de systemisk betydning for værdipapirmarkedernes funktionsmåde. [...]«

F. De omtvistede retsakter

1.   De oprindelige omtvistede retsakter

19

Den 3. juni 2022 vedtog Rådet i lyset af alvoren af situationen i Ukraine de oprindelige omtvistede retsakter.

20

Følgende fremgår af anden betragtning til disse retsakter:

»Unionen er fortsat urokkelig i sin støtte til Ukraines suverænitet og territoriale integritet og fordømmer fortsat tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet.«

21

Ved afgørelse 2022/883 og gennemførelsesforordning 2022/878 blev appellantens navn under nr. 101 tilføjet henholdsvis listen over enheder i bilaget til afgørelse 2014/145 og listen i bilag I til forordning nr. 269/2014 (herefter »de omtvistede lister«) med følgende begrundelse:

»NSD er en russisk finansiel institution, som ikke er en bank, og Ruslands værdipapircentral. Det er den største værdipapircentral i Rusland målt på markedsværdien af egenkapital- og gældsinstrumenter, som opbevares i depot, og den eneste, der har adgang til det internationale finansielle system.

Den er anerkendt som en systemisk vigtig russisk finansiel institution af Ruslands regering og Centralbank. Den spiller en afgørende rolle for det russiske finansielle systems funktion og dets forbindelse til det internationale finansielle system og giver dermed direkte og indirekte den russiske regering mulighed for at gennemføre dens aktiviteter og politikker samt mobilisere dens ressourcer.

Den ejes næsten fuldt ud af Moskvas børs, hvis opgave er at give fuld adgang til de russiske finansielle markeder. Moskvas børs er til gengæld gennem sin rolle og sine aktionærer underlagt en høj grad af kontrol fra den russiske regerings side. NSD er derfor en enhed eller et organ, som materielt eller finansielt støtter Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine.«

22

Den 3. juni 2022 offentliggjorde Rådet ligeledes i Den Europæiske Unions Tidende en bekendtgørelse til de personer, enheder og organer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i Rådets afgørelse 2014/145/FUSP som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2022/883 og i Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 som gennemført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/878 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, C 219 I, s. 1). Det fremgik navnlig af denne bekendtgørelse, at de berørte personer, enheder og organer kunne indgive en anmodning med tilhørende dokumentation til Rådet om, at afgørelsen om at opføre dem på de omtvistede lister blev taget op til fornyet overvejelse.

23

Ved skrivelse af 4. august 2022 anmodede appellanten Rådet om at fremlægge den begrundelse og de beviser, der begrundede appellantens opførelse på de omtvistede lister.

24

Den 10. august 2022 fremsendte Rådet sag WK 7236/2022/EXT 1 til appellanten, som det havde baseret sin afgørelse på.

2.   Det første sæt af omtvistede opretholdelsesretsakter

25

Ved skrivelse af 22. december 2022 meddelte Rådet appellanten, at det påtænkte at opretholde de restriktive foranstaltninger over for denne, fremsendte sag WK 17708/2022 INIT til appellanten og opfordrede appellanten til at fremsætte bemærkninger senest den 12. januar 2023.

26

Den 13. marts 2023 vedtog Rådet det første sæt af omtvistede opretholdelsesretsakter, hvoraf det fremgår, at appellantens navn blev opretholdt på de omtvistede lister af de samme grunde som dem, der er anført i nærværende doms præmis 21.

27

Ved skrivelse af 14. marts 2023 underrettede Rådet appellanten om vedtagelsen af disse retsakter og opfordrede appellanten til at fremsætte bemærkninger senest den 1. juni 2023.

3.   Det andet sæt af omtvistede opretholdelsesretsakter

28

Ved skrivelse af 10. juli 2023 meddelte Rådet appellanten, at det påtænkte at opretholde de restriktive foranstaltninger over for denne, fremsendte sag WK 7807/2023 REV2 til appellanten og opfordrede appellanten til at fremsætte bemærkninger senest den 25. juli 2023.

29

Den 13. september 2023 vedtog Rådet det andet sæt af omtvistede opretholdelsesretsakter, hvoraf det fremgår, at appellantens navn blev opretholdt på de omtvistede lister af de samme grunde som dem, der er anført i nærværende doms præmis 21.

II. Sagen for Retten og den appellerede dom

30

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. august 2022 anlagde appellanten sag med påstand om annullation af de oprindelige omtvistede retsakter, for så vidt som disse vedrørte appellanten.

31

Ved afgørelse truffet af formanden for Rettens Første Afdeling den 7. november 2023 blev Europa-Kommissionen givet tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Rådets påstande.

32

Ved to anmodninger om tilpasning af påstandene indleveret den 25. april og den 24. november 2023 nedlagde appellanten i det væsentlige påstand om annullation af de omtvistede retsakter, for så vidt som de vedrørte appellanten.

33

Ved den appellerede dom forkastede Retten alle de anbringender, som appellanten havde fremsat til støtte for søgsmålet, og som i det væsentlige vedrørte for det første en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for det andet et åbenbart urigtigt skøn, for det tredje en uforholdsmæssig tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder og for det fjerde utilstrækkelige beviser.

III. Parternes påstande i appelsagen

34

Appellanten har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

–

Den appellerede dom ophæves.

–

De omtvistede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører appellanten.

–

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

35

Rådet har, støttet af Kommissionen, nedlagt følgende påstande:

–

Appellen forkastes.

–

Appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

IV. Om appellen

36

Appellanten har til støtte for appellen fremsat tre anbringender, der i det væsentlige vedrører for det første en retlig fejl, som Retten begik, for så vidt som den fastslog, at Rådet havde overholdt sin forpligtelse til at begrunde de omtvistede retsakter, for det andet en urigtig fortolkning af kriterium f) og for det tredje en retlig fejl, for så vidt som Retten fastslog, at de restriktive foranstaltninger, der var truffet over for appellanten, var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

A. Det første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

1.   Parternes argumenter

37

Med det første anbringende har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at Rådet havde overholdt sin forpligtelse til at begrunde de omtvistede retsakter.

38

Appellanten har for det første dels anført, at Retten i den appellerede doms præmis 39 henviste til sin retspraksis, hvorefter begrundelsen for en retsakt udstedt af Rådet, hvorved der foreskrives en restriktiv foranstaltning, skal angive de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse fandt, at en sådan foranstaltning skulle vedtages. Dels fastslog Retten i den doms præmis 42 for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for de omtvistede retsakter var tilstrækkelig, at da det ikke kræves, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, kunne appellantens argument om, at disse retsakter hverken angiver tidspunktet for eller omstændighederne ved den støtte, der er ydet den russiske regering, eller nævner en specifik foranstaltning i denne henseende, ikke tiltrædes. Appellanten har karakteriseret dette ræsonnement som »selvmodsigende«, for så vidt som det udgør en implicit anerkendelse fra Rettens side af, at begrundelsen for de nævnte retsakter er ufuldstændig, hvilket er i strid med den retspraksis, som Retten selv har henvist til i den nævnte doms præmis 39.

39

Det nævnte ræsonnement er således behæftet med en retlig fejl, eftersom det bevirker, at retsakter, der ikke er forsynet med en begrundelse, der er i overensstemmelse med kravene i artikel 296 TEUF, godkendes.

40

For det andet har appellanten gjort gældende, at de betragtninger, der er påberåbt til støtte for begrundelsen for de omtvistede retsakter, således som de er gengivet i den appellerede doms præmis 41, kun udgør kontekstuelle elementer, der ikke har forbindelse med nogen form for materiel eller finansiel støtte til den russiske regering. Med disse forhold har Rådet blot angivet identiteten af den enhed, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, dens selskabsformål og dens aktionærstruktur. Den omstændighed, at der ikke er anført faktiske omstændigheder vedrørende en sådan materiel eller finansiel støtte, hindrer imidlertid en kontrol af, om begrundelsen for de omtvistede retsakter er tilstrækkeligt præcis og konkret.

41

Rådet har, støttet af Kommissionen, bestridt appellantens argumentation.

2.   Domstolens bemærkninger

42

Det fremgår af fast retspraksis, at forpligtelsen til at begrunde en bebyrdende retsakt, der er en nødvendig følge af princippet om retten til forsvar, for det første har til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed (dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

43

Begrundelsen for en retsakt udstedt af Rådet, der pålægger en restriktiv foranstaltning som de i den foreliggende sag omhandlede, skal angive de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse finder, at den berørte bør være omfattet af en sådan foranstaltning (dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 52).

44

Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal imidlertid tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af denne retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af den nævnte retsakt, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, eller at den detaljeret besvarer de bemærkninger, som den berørte måtte have fremsat under høringen inden vedtagelsen af den nævnte retsakt, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, der gælder på det pågældende område (dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.4.2021, Rådet mod PKK, C-46/19 P, EU:C:2021:316, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

45

En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 54).

46

For det første fastslog Retten dels, med rette, i den appellerede doms præmis 40, at de omtvistede retsakter angav den sammenhæng, hvori de var blevet vedtaget, samt det retsgrundlag, hvorpå de blev vedtaget.

47

Retten bemærkede navnlig i det væsentlige, at det fremgik af præamblerne til disse retsakter, at situationens alvor i Ukraine og de fortsatte handlinger, der underminerer eller truer dette lands territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, begrundede opførelsen og opretholdelsen af de berørte personer, herunder appellanten, på de omtvistede lister.

48

Dels fastslog Retten i den appellerede doms præmis 41, at det i begrundelsen for opførelsen af appellantens navn på de omtvistede lister bl.a. præciseres, at appellanten er den største værdipapircentral i Rusland, at denne har adgang til det internationale finansielle system, og at denne anerkendes som værende en systemisk vigtig finansiel institution, der spiller en afgørende rolle for det russiske finansielle systems funktion, således at den direkte eller indirekte gør det muligt for den russiske regering at gennemføre dens aktiviteter og politikker og mobilisere dens ressourcer. Det fremgik ligeledes af disse begrundelser, at appellanten næsten fuldt ud ejes af børsen i Moskva, som for sin del i er underlagt en høj grad af kontrol fra denne regerings side.

49

Henset til den sammenhæng, hvori de omtvistede retsakter blev vedtaget, og til den begrundelse, der fremgår af disse retsakter, kunne appellanten i sin egenskab af værdipapircentral i Rusland, således som appellanten selv har anerkendt i appelskriftet, idet den karakteriserede sig selv som et »væsentligt og centralt element i det russiske finansielle system«, ikke med rimelighed være uvidende om grundene til, at Rådet vedtog restriktive foranstaltninger over for appellanten.

50

Det var derfor med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 41 fastslog, at angivelsen af de faktiske omstændigheder i de omtvistede retsakter udgør en tilstrækkeligt klar og præcis begrundelse til dels at gøre det muligt for appellanten at forstå grundene til, at appellantens navn blev opført og derefter opretholdt på de omtvistede lister, dels at gøre det muligt for Retten at udøve dens prøvelsesret med hensyn til disse retsakters lovlighed.

51

I modsætning til hvad appellanten har gjort gældende, anerkendte Retten desuden ikke, heller ikke implicit, i den appellerede doms præmis 42, at de omtvistede retsakter på nogen måde var utilstrækkeligt begrundede. Retten fastslog nemlig i det væsentlige blot, idet den støttede sig på den praksis fra Domstolen, der er nævnt i nærværende doms præmis 44, at appellantens argument om, at disse retsakter hverken angiver tidspunktet for eller omstændighederne ved den støtte, der blev ydet til den russiske regering, og ikke nævner en specifik transaktion i denne henseende, ikke kan rejse tvivl om, hverken hvorvidt begrundelsen for de nævnte retsakter er tilstrækkelig, eller hvorvidt den er sammenhængende.

52

Det følger heraf, at appellantens argumentation, således som den er sammenfattet i nærværende doms præmis 38 og 39, bygger på en urigtig læsning af den appellerede dom.

53

For det andet har appellanten gjort gældende, at de betragtninger, der er påberåbt til støtte for begrundelsen for de omtvistede retsakter, kun udgør kontekstuelle forhold, der ikke har forbindelse med nogen form for materiel eller finansiel støtte til den russiske regering, og som ikke muliggør en prøvelse af, om begrundelsen for disse retsakter er tilstrækkeligt præcis og konkret.

54

Det bemærkes i denne henseende, at begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF udgør en væsentlig formforskrift, som bør adskilles fra spørgsmålet om begrundelsens rigtighed, der henhører under spørgsmålet om den omtvistede retsakts materielle lovlighed. En retsakts begrundelse består i formelt at udtrykke de grunde, som retsakten er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil nævnte retsakts grundlags lovlighed være behæftet med fejl, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde. Det følger heraf, at de klagepunkter og argumenter, som har til formål at bestride rigtigheden af en retsakt, er uden betydning i forbindelse med et anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse (dom af 18.6.2015, Ipatau mod Rådet, C-535/14 P, EU:C:2015:407, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

55

I den foreliggende sag tilsigter appellanten imidlertid under dække af en tilsidesættelse af begrundelsespligten reelt at rejse tvivl om rigtigheden af den begrundelse, som de omtvistede retsakter hviler på. Det argument fra appellantens side, der er anført i nærværende doms præmis 40, skal derfor forkastes.

56

Henset til det ovenstående skal det første anbringende forkastes som ugrundet.

B. Det andet anbringende om en fejlagtig fortolkning af kriterium f)

57

Det andet anbringende er opdelt i to led, hvoraf det første vedrører en retlig fejl, som Retten begik ved fortolkningen af begrebet »materielt eller finansielt støtter Den Russiske Føderations regering« som omhandlet i kriterium f), og det andet vedrører en retlig fejl, idet Retten med urette lettede den bevisbyrde, der påhviler Rådet.

1.   Det andet anbringendes første led

a)   Parternes argumenter

58

Med det andet anbringendes første led har appellanten foreholdt Retten, at den anlagde en »bred, vag og urigtig« fortolkning af begrebet »materielt eller finansielt støtter Den Russiske Føderations regering« som omhandlet i kriterium f). Ifølge appellanten skal dette begreb fortolkes strengt, således at det kun omfatter de former for støtte, der består i konkret levering af goder eller overførsel af pengemidler til direkte fordel for den russiske regering. Kriterium f) har navnlig til formål udelukkende at sanktionere de personer, organer og enheder, der »finansierer« denne regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine, og ikke dem, der »bidrager til at lette« en sådan finansiering.

59

I denne henseende har appellanten for det første gjort gældende, at dom af 7. april 2016, Central Bank of Iran mod Rådet (C-266/15 P, EU:C:2016:208, præmis 44), som Retten ved analogi lagde til grund i den appellerede doms præmis 57 med henblik på fortolkningen af kriterium f), ikke er relevant. Selv om det opførelseskriterium, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til den nævnte dom, og som vedrørte »støtte til Irans regering«, har visse ligheder med kriterium f), er de nemlig ikke identiske, således at Retten ikke med føje kunne støtte sig på den nævnte dom.

60

For det andet har appellanten gjort gældende, at begrebet »materielt eller finansielt støtter« som omhandlet i kriterium f) skal fortolkes på samme måde som begrebet »finansiel bistand« i artikel 4, stk. 3, litra b), i forordning nr. 833/2014. Appellanten har i denne forbindelse påberåbt sig dom af 28. marts 2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 176-184), hvori Domstolen udelukkede en banks eller et finansielt instituts behandling af en betaling fra begrebet »finansiel bistand«.

61

Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at appellantens rolle som værdipapircentral udelukkende består i at tilvejebringe de tekniske midler, der er nødvendige for at organisere udstedelsen af statsobligationer. En sådan aktivitet kan ikke anses for at være omfattet af begrebet »materielt eller finansielt støtter« som omhandlet i kriterium f). Det fremgår i øvrigt på ingen måde af den appellerede dom, at appellanten har ydet direkte materiel eller finansiel støtte til den russiske regering i form af indtægter, der er overført til staten.

62

Rådet har, støttet af Kommissionen, bestridt appellantens argumentation.

b)   Domstolens bemærkninger

63

Kriterium f) foreskriver indefrysning af alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af »fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, som materielt eller finansielt støtter eller drager fordel af regeringen for Den Russiske Føderation, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine«, og »fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem«.

64

I den appellerede doms præmis 57 fastslog Retten, idet den ved analogi henviste til dom af 7. april 2016, Central Bank of Iran mod Rådet (C-266/15 P, EU:C:2016:208, præmis 44), i det væsentlige, at begrebet »materielt eller finansielt støtter Den Russiske Føderations regering« som omhandlet i kriterium f), ikke kræver, at de pågældende personer eller enheder yder støtte, der er direkte eller indirekte knyttet til annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine. Ifølge Retten skal denne støtte nemlig forstås som enhver støtte, der på grund af sin kvantitative eller kvalitative betydning kan give den russiske regering ressourcer eller materielle eller finansielle faciliteter, der gør det muligt for den at forfølge sine tiltag med henblik på at destabilisere Ukraine.

65

Det bemærkes i denne henseende, at det følger af fast retspraksis, at fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af de udtryk, som ikke er defineret i EU-retten, og hvorom der ikke henvises i medlemsstaternes ret, skal ske efter deres normale betydning i sædvanlig sprogbrug, idet der skal tages hensyn til den sammenhæng, hvori de anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af (jf. dom af 27.1.1988, Danmark mod Kommissionen, 349/85, EU:C:1988:34, præmis 9, og af 12.2.2026, Stichting Koskea, C-490/24, EU:C:2026:89, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

66

Hvad for det første angår ordlyden af kriterium f) bemærkes, at hverken artikel 2, stk. 1, litra f), i afgørelse 2014/145 eller nogen anden bestemmelse i denne afgørelse indeholder en definition af begrebet »støtter« eller henviser til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge rækkevidden heraf.

67

Ifølge dets sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug betegner udtrykket »støtter« generelt ydelse af støtte eller medvirken i en andens handling med henblik på at styrke eller lette dens gennemførelse.

68

Denne brede betydning af udtrykket »støtter« bekræftes af den omstændighed, at ordlyden af kriterium f) ikke foreskriver noget krav med hensyn til formen af eller fremgangsmåden ved den ydede støtte, bortset fra præciseringen af, at støtten skal være »materiel eller finansiel«. Der sondres heller ikke mellem, om der støttes direkte eller indirekte.

69

Det følger heraf, at anvendelsen af dette kriterium set ud fra en ordlydsfortolkning hverken er betinget af den konkrete levering af goder eller af, at der foreligger en overførsel af midler til direkte fordel for den russiske regering.

70

Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori kriterium f) indgår, skal det bemærkes, at såfremt dette kriterium, således som appellanten har gjort gældende, skulle fortolkes således, at det udelukkende omfatter de personer, organer og enheder, der »finansierer« den russiske regering, som er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine, med undtagelse af dem, der »bidrager til at lette« en sådan finansiering, ville rækkevidden og den effektive virkning af kriterium f) blive bragt i fare, for så vidt som den »materielle eller finansielle støtte«, der ydes til den russiske regering, ikke er begrænset alene til finansieringen af denne regering, men ligeledes omfatter enhver støtte, der på grund af sin kvantitative eller kvalitative betydning kan lette finansieringen af den nævnte regering. En sådan fortolkning ville nemlig gøre det muligt at omgå de pålagte restriktive foranstaltninger ved at indføre en kunstig sondring mellem de enheder, der yder finansiel støtte til denne regering, og de enheder, der »bidrager til at lette« en sådan finansiering.

71

Hvad angår appellantens argument om, at begrebet »materielt eller finansielt støtter« som omhandlet i kriterium f) skal fortolkes på en måde, der svarer til begrebet »finansiel bistand« som omhandlet i artikel 4, stk. 3, litra b), i forordning nr. 833/2014, bemærkes, at i overensstemmelse med denne forordnings artikel 1, litra o), forudsætter begrebet »finansiel bistand« i det væsentlige, at den pågældende person, enhed eller organ udbetaler eller forpligter sig til at udbetale sine egne midler eller økonomiske ressourcer.

72

Som generaladvokaten har anført i punkt 39 i forslaget til afgørelse, er de materielle anvendelsesområder for artikel 4, stk. 3, litra b), i forordning nr. 833/2014 på den ene side og artikel 2, stk. 1, litra f), i afgørelse 2014/145 på den anden side forskellige. Den første af disse bestemmelser omhandler nemlig specifikt og udelukkende de goder og den teknologi, der er opført i bilag II til forordning nr. 833/2014, for hvilke levering af finansiering eller finansiel bistand til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland uden udtrykkeligt at være forbudt kræver forudgående tilladelse fra den pågældende medlemsstats kompetente myndighed. Den anden af de nævnte bestemmelser fastsætter et af de opførelseskriterier, der giver anledning til indefrysning af pengemidler eller økonomiske ressourcer, som tilhører personer, enheder eller organer, som Rådet har udpeget som opfyldende det pågældende kriterium.

73

Fortolkningen af kriterium f) kan derfor ikke afhænge af begrebet »finansiel bistand« som omhandlet i artikel 4, stk. 3, litra b), i forordning nr. 833/2014. Af samme grund er Domstolens fortolkning af dette begreb i dom af 28. marts 2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236), uden betydning i den foreliggende sag.

74

Hvad for det tredje angår de formål, der forfølges med kriterium f) og med den lovgivning, som dette kriterium er en del af, bemærkes, at dette kriterium, således som det fremgår af ellevte betragtning til afgørelse 2022/329, blev indført dagen efter Den Russiske Føderations væbnede styrkers invasion af Ukraine, idet denne invasion, således som det fremgår af niende og tiende betragtning til denne afgørelse, blev kvalificeret som »uprovokeret« og »grov krænkelse af Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed« af såvel Rådet som Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

75

Henset til alvoren af denne invasion og til den omstændighed, at Rådet en måned tidligere, således som det fremgår af femte betragtning til den nævnte afgørelse, havde bekræftet, at enhver yderligere militær aggression mod Ukraine fra Den Russiske Føderations side ville have vidtrækkende konsekvenser, navnlig med hensyn til omkostninger i form af såvel sektorspecifikke som individuelle restriktive foranstaltninger, skal det fastslås, således som Retten i det væsentlige anførte i den appellerede doms præmis 56, at Rådet med vedtagelsen af kriterium f) havde til hensigt at lægge yderligere pres på og øge omkostningerne ved Den Russiske Føderations handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed med henblik på, at denne føderation bringer sin militære aggression mod sidstnævnte land og mere generelt dens handlinger og politikker, der destabiliserer det, til ophør.

76

I denne henseende kan kriterium f), således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 42 i forslaget til afgørelse, ikke bidrage effektivt til virkeliggørelsen af disse mål, hvis det skal fortolkes således, at det kun indebærer støtte i form af direkte finansiering af den russiske regering eller en direkte levering af materielle ressourcer til denne regering.

77

Med henblik på at sikre de nævnte mål skal kriterium f) nemlig fortolkes således, at det henviser til enhver støtte, der på grund af sin kvantitative eller kvalitative betydning kan give den russiske regering materielle eller finansielle ressourcer eller faciliteter, der gør det muligt for den at forfølge sine destabiliserende handlinger i Ukraine, uden at det kræves, at der etableres en direkte eller indirekte forbindelse mellem denne støtte og disse tiltag. Denne fortolkning sikrer Unionens evne til at udøve et pres på denne regering, for så vidt som den gør det muligt at omfatte fysiske eller juridiske personer, enheder og organer, der uden selv at overføre pengemidler eller goder direkte til den nævnte regering ikke desto mindre spiller en afgørende rolle ved tilrådighedsstillelse, omsætning af eller sikring af de materielle eller finansielle ressourcer, som den modtager.

78

Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 88, anses værdipapircentraler som appellanten for at være enheder af systemisk betydning, som bl.a. er væsentlige for en effektiv gennemførelse af den monetære politik, troværdigheden af et program til forvaltning af den offentlige gæld, forvaltningen af sikkerhedsstillelse og værdipapirmarkedernes sikkerhed og effektivitet. I sidstnævnte henseende har appellanten selv i appelskriftet anerkendt, at appellanten leverer de tekniske midler, der er nødvendige for at levere finansielle tjenesteydelser i forbindelse med udstedelsen af statsobligationer, og at størstedelen af de russiske finansielle investeringer i Unionen går gennem dens tjenester. EU-retten anerkender i øvrigt udtrykkeligt værdipapircentralers systemiske betydning i forordning nr. 909/2014, navnlig i anden betragtning hertil.

79

Henset til de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 66-78, skal det fastslås, at Retten ikke begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 57 at fastslå, at begrebet »materielt eller finansielt støtter Den Russiske Føderations regering« som omhandlet i kriterium f) ikke kræver, at de pågældende personer eller enheder yder støtte, der er direkte eller indirekte knyttet til annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine, men at denne støtte skal forstås som enhver form for støtte, der på grund af dens kvantitative eller kvalitative betydning kan give denne regering materielle eller finansielle ressourcer eller faciliteter, der gør det muligt for den at forfølge sine tiltag med henblik på at destabilisere Ukraine.

80

Følgelig skal det andet anbringendes første led forkastes som ugrundet.

2.   Det andet anbringendes andet led

a)   Parternes argumenter

81

Med det andet anbringendes andet led har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 50 at fastslå, at Rådet løfter sin bevisbyrde, såfremt det for Unionens retsinstanser fremlægger en række tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier, der gør det muligt at fastslå, at der er en tilstrækkelig tilknytning mellem den enhed, der er undergivet en foranstaltning i form af indefrysning af midler, og det regime eller i almindelighed de forhold, der bekæmpes.

82

Ifølge appellanten kan anvendelsen af en sådan bevisstandard kun tillades, hvis det er fastsat i en rådsafgørelse. Da dette imidlertid ikke er tilfældet i den foreliggende sag, har Retten med urette lempet den bevisbyrde, der påhviler Rådet.

83

Appellanten har gældende, at der under alle omstændigheder ikke er noget til hinder for en udvikling i den retspraksis, der er nævnt i den appellerede doms præmis 50, hvorved anvendelsen af denne bevisstandard opgives med henblik på at styrke retsstaten i en sammenhæng, der er kendetegnet ved vedtagelsen af standarder, som appellanten betegner som »stadig mere vilkårlige«.

84

Kommissionen har gjort gældende, at det andet anbringendes andet led ikke kan antages til realitetsbehandling, idet appellanten ikke med den fornødne klarhed og præcision har redegjort for den retlige fejl, som Retten skulle have begået. Hvad angår realiteten har såvel Rådet som Kommissionen gjort gældende, at Retten traf afgørelse i overensstemmelse med Domstolens faste praksis vedrørende den bevisstandard, der finder anvendelse på restriktive foranstaltninger.

b)   Domstolens bemærkninger

1) Om formaliteten

85

I henhold til fast retspraksis fremgår det af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, af artikel 58, første afsnit, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt af artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 4.10.2024, thyssenkrupp mod Kommissionen, C-581/22 P, EU:C:2024:821, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis, og af 15.1.2026, Anbouba mod Rådet, C-494/24 P, EU:C:2026:9, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

86

I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at appellanten præcist har identificeret den præmis i den appellerede dom, som appellanten ønsker at anfægte med det andet anbringendes andet led, og at appellanten har redegjort for de retlige fejl, som Retten angiveligt begik i denne præmis, således at dette andet led kan antages til realitetsbehandling.

87

Kommissionens formalitetsindsigelse kan derfor ikke tages til følge.

2) Realiteten

88

I den appellerede doms præmis 50 henviste Retten i det væsentlige til sin praksis, hvorefter bedømmelsen af, om det faktuelle grundlag, som Rådet har lagt til grund i en afgørelse, hvorved restriktive foranstaltninger er blevet vedtaget eller opretholdt, er tilstrækkeligt solidt, skal foretages ved at undersøge beviserne og oplysningerne, ikke isoleret betragtet, men i den sammenhæng, hvori de indgår. Ifølge denne retspraksis løfter Rådet sin bevisbyrde, såfremt det for Unionens retsinstanser fremlægger en række tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier, der gør det muligt at fastslå, at der er en tilstrækkelig tilknytning mellem den enhed, der er undergivet en foranstaltning i form af indefrysning af midler, og det regime eller i almindelighed de forhold, der bekæmpes.

89

Det bemærkes i denne henseende for det første, at den nævnte retspraksis udspringer af Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet, C-605/13 P, EU:C:2015:248, præmis 52 og 54, af 28.7.2016, Tomana m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-330/15 P, EU:C:2016:601, præmis 82, og af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-702/23 P, EU:C:2025:605, præmis 39).

90

For det andet er der ingen EU-retlig regel, der kræver, at Rådet i sin afgørelse om at pålægge restriktive foranstaltninger præciserer den bevisstandard, der finder anvendelse på området.

91

Retten kan derfor ikke kritiseres for at have lagt de principper, der er anført i den appellerede doms præmis 50, til grund.

92

Hvad i øvrigt angår kriterium f) er en tilstrækkelig forbindelse mellem den person eller enhed, der er omfattet af en foranstaltning om indefrysning af midler, og regimet eller generelt de forhold, der bekæmpes, godtgjort, når den pågældende enhed, således som det er anført i denne doms præmis 77, yder den russiske regering enhver støtte, der på grund af sin kvantitative eller kvalitative betydning kan give denne regering materielle eller finansielle ressourcer eller faciliteter, der gør det muligt for den at forfølge sine destabiliserende handlinger i Ukraine, uden at det kræves, at der godtgøres en direkte eller indirekte forbindelse mellem denne støtte og disse tiltag.

93

Denne konklusion afkræftes ikke af appellantens argument om, at den retspraksis, der er nævnt i den appellerede doms præmis 50, bør udvikles, idet anvendelsen af en bevisstandard, der er baseret på en »række indicier«, bør opgives med henblik på at styrke retsstaten. Den bevisstandard, som Unionens retsinstanser kræver på området for restriktive foranstaltninger, er nemlig tilpasset disse foranstaltningers retssikrende, midlertidige og reversible karakter, hvis gyldighed altid er betinget af, at de faktiske og retlige omstændigheder, der har ført til deres vedtagelse, fortsat består (jf. i denne retning dom af 9.2.2023, Boshab mod Rådet, C-708/21 P, EU:C:2023:84, præmis 59). En sådan bevisstandard er desuden uden betydning for den omstændighed, at domstolsprøvelsen af lovligheden af den begrundelse, som en afgørelse om at opføre eller opretholde en persons navn på listen over personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, bygger på, indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for denne afgørelse, således at denne prøvelse ikke er begrænset til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i de mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde nævnte afgørelse (jf. i denne retning dom af 20.4.2023, Rådet mod El-Qaddafi, C-413/21 P, EU:C:2023:306, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis).

94

Det følger heraf, at den nævnte bevisstandard gør det muligt for Unionens retsinstanser at foretage en fuldstændig og effektiv prøvelse af det faktuelle grundlag for de restriktive foranstaltninger, som Rådet har vedtaget, uden dog at pålægge Rådet en bevisbyrde, der er uforenelig med de tvingende hensyn til uopsættelighed, der ligger til grund for indførelsen af sådanne foranstaltninger, og med deres forebyggende karakter.

95

Det andet anbringendes andet led skal derfor forkastes som ugrundet.

96

Det andet anbringende skal derfor forkastes i sin helhed som ugrundet.

C. Det tredje anbringende om en urigtig bedømmelse af de omhandlede restriktive foranstaltningers forholdsmæssighed

97

Det tredje anbringende er opdelt i to led, hvoraf det første vedrører en retlig fejl, som Retten begik, for så vidt som den i forbindelse med undersøgelsen af det angiveligt uforholdsmæssige indgreb i appellantens grundlæggende rettigheder undlod at bedømme retsstillingen for appellantens kunder og de virkninger, som de omhandlede restriktive foranstaltninger havde i forhold til dem, og det andet vedrører en retlig fejl, for så vidt som Retten fastslog, at disse foranstaltninger var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

1.   Det tredje anbringendes første led

a)   Parternes argumenter

98

Med det tredje anbringendes første led har appellanten gjort gældende, at Retten i forbindelse med undersøgelsen af det angiveligt uforholdsmæssige indgreb i appellantens grundlæggende rettigheder ikke tog hensyn til appellantens kunders situation og de virkninger, som de omhandlede restriktive foranstaltninger har for deres økonomiske interesser, navnlig for deres mulighed for at råde over og forvalte deres investeringer, samt den skade, som de angiveligt har lidt, selv om disse kunder på ingen måde er involveret i den væbnede konflikt mellem Den Russiske Føderation og Ukraine.

99

I denne henseende har appellanten for det første gjort gældende, at den retspraksis, der er nævnt i den appellerede doms præmis 129, hvorefter tilsidesættelsen af en subjektiv rettighed i det væsentlige kun kan påberåbes af den person, hvis rettigheder angiveligt er blevet tilsidesat, og ikke af tredjemand, ikke er relevant i det foreliggende tilfælde. Denne retspraksis er nemlig hverken blevet udviklet i forbindelse med restriktive foranstaltninger eller i forbindelse med undersøgelsen af overholdelsen af proportionalitetsprincippet.

100

Undersøgelsen af, om proportionalitetsprincippet er overholdt, indebærer imidlertid nødvendigvis, at der tages hensyn til samtlige virkninger af de omhandlede restriktive foranstaltninger, hvilket burde have foranlediget Retten til at bedømme den påberåbte tilsidesættelse af appellantens grundlæggende rettigheder i lyset af appellantens kunders ejendomsret.

101

Appellanten har imidlertid præciseret, at grundlaget for appellantens påstand om annullation af de omhandlede restriktive foranstaltninger ikke var en tilsidesættelse af appellantens kunders ejendomsret, men disse foranstaltningers fuldstændigt uforholdsmæssige og kontraproduktive økonomiske konsekvenser set i forhold til de formål, de forfølger, og som påvirker appellantens kunder og dens brugere.

102

For det andet har appellanten gjort gældende, at de omhandlede restriktive foranstaltninger i mangel af en effektiv undtagelsesmekanisme i forordning nr. 269/2014, der gør det muligt at tillade frigivelse af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, udgør et alvorligt indgreb i appellantens kunders ejendomsret. Appellanten har tilføjet, at de kompetente nationale myndigheders anvendelse af undtagelserne i praksis er underlagt særligt strenge betingelser, og at disse myndigheder ikke har offentliggjort eller først for sent har offentliggjort den nærmere fremgangsmåde for indgivelse og behandling af anmodninger om frigivelse af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, hvilket gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at få adgang til disse undtagelser. Det følger heraf, at appellantens kunder ikke har været i stand til at opnå en frigivelse af deres pengemidler eller økonomiske ressourcer.

103

Rådet har gjort gældende, at det tredje anbringendes første led ikke kan antages til realitetsbehandling, idet det udgør et nyt argument, for så vidt som appellanten for første gang under appellen har påberåbt sig en selvstændig tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet som et almindeligt EU-retligt princip, uafhængigt af de angivelige tilsidesættelser af grundlæggende rettigheder, som appellanten gjorde gældende i første instans. Dette nye argument ændrer således genstanden for den tvist, der blev indbragt for Retten. Rådet og Kommissionen har gjort gældende, at det tredje anbringende under alle omstændigheder er ugrundet.

b)   Domstolens bemærkninger

1) Om formaliteten

104

Det bemærkes, at i henhold til artikel 170, stk. 1, andet punktum, i procesreglementet må der ikke i appelskriftet foretages nogen ændring af sagens genstand, som den forelå for Retten.

105

Det følger af fast retspraksis, at Domstolens kompetence under en appelsag således er begrænset til en bedømmelse af den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender og argumenter, som er blevet behandlet i første instans. En part har derfor ikke under en appel adgang til først for Domstolen at fremsætte et anbringende, der ikke er blevet fremsat for Retten, idet dette ville være ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Når dette er sagt, er en appellant imidlertid berettiget til at iværksætte en appel ved for Domstolen at fremsætte anbringender og argumenter, der er afledt af selve den appellerede dom, og som på det retlige plan tilsigter at bestride dommens lovlighed (dom af 6.10.2021, Sigma Alimentos Exterior mod Kommissionen, C-50/19 P, EU:C:2021:792, præmis 38 og 39 og den deri nævnte retspraksis).

106

I det foreliggende tilfælde har appellanten med det tredje anbringendes første led foreholdt Retten, at den i forbindelse med undersøgelsen af det angiveligt uforholdsmæssige indgreb i appellantens grundlæggende rettigheder ikke tog hensyn til appellantens kunders situation eller til de virkninger, som de omhandlede restriktive foranstaltninger har for dem, og har anfægtet bedømmelsen om, at appellanten ikke til støtte for sit annullationssøgsmål kunne påberåbe sig en ejendomsret, som appellanten ikke var indehaver af. Denne argumentation udspringer af selve den appellerede dom, navnlig undersøgelsen af det tredje anbringende til støtte for den appellerede dom om et uforholdsmæssigt indgreb i appellantens grundlæggende rettigheder.

107

Med dette første led har appellanten således anfægtet de retlige konsekvenser, som Retten drog af den afgørelse, som Retten selv havde truffet vedrørende et anbringende, der var blevet behandlet for den, således at det nævnte led, i modsætning til hvad Rådet har gjort gældende, ikke udgør et nyt argument og ikke ændrer genstanden for den tvist, som Retten påkendte.

108

Følgelig skal Rådets formalitetsindsigelse forkastes.

2) Realiteten

109

Appellantens argumentation om, at Retten i forbindelse med undersøgelsen af det angiveligt uforholdsmæssige indgreb i appellantens grundlæggende rettigheder ikke tog hensyn til appellantens kunders situation og de virkninger, som de omhandlede restriktive foranstaltninger har for deres økonomiske interesser, kan ikke tiltrædes.

110

Det skal i denne forbindelse indledningsvis præciseres, at Retten i den appellerede doms præmis 129 i det væsentlige fastslog, at appellanten ikke til støtte for sit annullationssøgsmål kunne påberåbe sig en ejendomsret, som appellanten ikke var indehaver af. Det fremgår imidlertid af den argumentation, som appellanten har gjort gældende inden for rammerne af det tredje anbringendes første led, at appellanten har anfægtet de omhandlede restriktive foranstaltninger ikke på grund af en tilsidesættelse af appellantens kunder ejendomsret, men på grund af de økonomiske følger af disse foranstaltninger, som appellanten finder er fuldstændigt uforholdsmæssige og kontraproduktive i forhold til de nævnte foranstaltningers erklærede mål, idet disse følger på forudsigelig og reel måde påvirker appellantens kunder og brugere, som ikke er genstand for nogen individuel restriktiv foranstaltning.

111

Appellantens argumentation skal derfor forstås således, at den i det væsentlige vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Under disse omstændigheder er det i den foreliggende sag ufornødent at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt appellanten kan påberåbe sig en tilsidesættelse af en ejendomsret, som appellanten ikke er indehaver af.

112

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at Retten faktisk tog hensyn til de omhandlede restriktive foranstaltningers økonomiske konsekvenser, herunder for appellantens kunder, da den undersøgte, om disse var forholdsmæssige i forhold til det forfulgte mål.

113

I denne henseende fastslog Retten for det første i den appellerede doms præmis 129, at appellantens kunder råder over retsmidler ved de nationale domstole, for hvilke de bl.a. kan gøre gældende, at deres ejendomsret, der er sikret ved artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), er blevet tilsidesat.

114

Desuden fastslog Retten i den appellerede doms præmis 132 og 133 med rette, at når en national myndighed træffer afgørelse om en anmodning om frigivelse af indefrosne pengemidler i overensstemmelse med de undtagelser, der er fastsat i afgørelse 2014/145 og forordning nr. 269/2014, er den forpligtet til at overholde chartret, jf. chartrets artikel 51, stk. 1 (jf. analogt dom af 12.6.2014, Peftiev m.fl., C-314/13, EU:C:2014:1645, præmis 24). Retten udledte heraf, at hvis en af appellantens kunder, der ikke er opført på de omtvistede lister, indgiver en anmodning om frigivelse af sine pengemidler eller økonomiske ressourcer, der er indefrosset som følge af opførelsen af appellanten på disse lister, påhviler det de nationale myndigheder at sikre, at indgrebet i denne kundes ejendomsret overholder de betingelser, der er fastsat i chartrets artikel 52.

115

For det andet undersøgte Retten den undtagelsesordning, der har til formål at tillade frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, som fastsat i forordning nr. 269/2014, med henblik på at efterprøve, om denne ordning kunne gøre det muligt for appellanten at tilbagelevere appellantens kunders værdipapirer på indefrosne konti til depositarer, der er etableret i Unionen.

116

I denne henseende bemærkede Retten indledningsvis i den appellerede doms præmis 149, at indefrysningen af pengemidler eller økonomiske ressourcer tilhørende en person, en enhed eller et organ ifølge den undtagelse, der er fastsat i artikel 2, stk. 5, i afgørelse 2014/145, ikke forbyder denne person, denne enhed eller dette organ at foretage en betaling i henhold til en kontrakt, der er indgået før den dato, hvor nævnte person, enhed eller organ blev opført på listen i bilaget til denne afgørelse, såfremt den pågældende medlemsstat fastslået, at betalingen ikke, hverken direkte eller indirekte, modtages af en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på denne liste.

117

Dernæst bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 150 i det væsentlige, at det følger af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 269/2014, at de kompetente nationale myndigheder, når fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I til samme forordning, skal betale forfaldne beløb i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer har indgået eller pådraget sig inden den dato, hvor de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer blev opført på listen i nævnte bilag, kan give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, hvis det godtgøres, at pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer vil blive anvendt af en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på listen, og at betalingen ikke er i strid med forbuddet mod direkte eller indirekte at stille pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i nævnte bilag, eller for personer, enheder eller organer med tilknytning til dem.

118

Inden for den således fastlagte ramme fastslog Retten i den appellerede doms præmis 151 og 152 i det væsentlige, og uden at dette er blevet bestridt af appellanten, at for så vidt som pengemidler eller økonomiske ressourcer kan frigives for at gøre det muligt for en person, en enhed eller et organ at foretage en »betaling« i henhold til en kontrakt eller en aftale indgået med en tredjemand inden datoen for dennes opførelse på de omtvistede lister, skal begrebet »betaling« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 269/2014 fortolkes bredt og kan ikke begrænses alene til betalinger i form af en overførsel af et pengebeløb. En indskrænkende fortolkning af dette begreb ville nemlig være i strid med selve muligheden for at frigive appellantens indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer. Retten konkluderede på denne baggrund, at den undtagelse, der er fastsat i artikel 2, stk. 5, i afgørelse 2014/145 og i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 269/2014, giver de nationale myndigheder mulighed for at frigive disse pengemidler eller økonomiske ressourcer med henblik på at gøre det muligt for appellanten at foretage en betaling i form af en tilbagelevering af appellantens kunders værdipapirer, som appellanten havde på sine indefrosne konti hos værdipapircentraler, der er etableret i Unionen.

119

Hvad endelig angår appellantens argument om, at de undtagelser, der er fastsat i forordning nr. 269/2014, ikke har gjort det muligt for appellantens kunder at opnå en frigivelse af deres pengemidler eller økonomiske ressourcer på grund af de for restriktive betingelser, som de nationale myndigheder har pålagt, eller på grund af disse myndigheders for sene handlinger, bemærkes, således som Retten anførte i den appellerede doms præmis 155, at Unionens retsinstanser inden for rammerne af et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF ikke har kompetence til at træffe afgørelse om lovligheden af en retsakt udstedt af en national myndighed (dom af 17.9.2014, Liivimaa Lihaveis, C-562/12, EU:C:2014:2229, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

120

Henset til samtlige disse betragtninger skal det tredje anbringendes første led forkastes som ugrundet.

2.   Det tredje anbringendes andet led

a)   Parternes argumenter

121

Med det tredje anbringendes andet led har appellanten i det væsentlige anfægtet den appellerede doms præmis 134-146, hvori Retten fastslog, at de betingelser, der er foreskrevet i chartrets artikel 52, stk. 1, for begrundelsen af et indgreb i appellantens ejendomsret og i friheden til at oprette og drive egen virksomhed, var opfyldt.

122

I denne henseende har appellanten for det første gjort gældende, at Rådet med opførelsen af appellanten på de omtvistede lister reelt tilsigtede at indefryse alle russiske investorers aktiver uden at opføre dem individuelt og med det krævede identifikationsniveau. En sådan fremgangsmåde udgør en magtfordrejning, der behæfter de omtvistede retsakter med en åbenbar og uoprettelig tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

123

For det andet har appellanten gjort gældende, at de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget over for appellanten, ikke er midlertidige, men permanente, eftersom disse foranstaltninger er forblevet i kraft mere end to år efter datoen for deres vedtagelse, uden at der har fundet nogen politisk udvikling sted i Den Russiske Føderation. Appellanten har i øvrigt foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 137 og 139 ikke tog hensyn til de nævnte foranstaltningers konkrete effektivitet.

124

For det tredje og sidste har appellanten gjort gældende, at appellantens egenskab af nominel indehaver af konti hos depositarer, der er etableret i Unionen, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at kvalificere appellanten som indehaver af pengemidler og økonomiske ressourcer som omhandlet i artikel 2 i forordning nr. 269/2014.

125

Rådet har, støttet af Kommissionen, bestridt appellantens argumentation.

b)   Domstolens bemærkninger

126

Hvad for det første angår appellantens argument om, at opførelsen af appellanten på de omtvistede lister skyldes Rådets ønske om – i strid med proportionalitetsprincippet – uden forskel at indefryse alle russiske investorers aktiver uden nogen individuel opførelse eller tilstrækkelig identifikation af disse, skal det fastslås, at dette argument er blevet fremført for første gang under appellen. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 105, skal et sådant argument imidlertid afvises.

127

Hvad for det andet angår appellantens argumentation om de omhandlede restriktive foranstaltningers angiveligt permanente karakter er det tilstrækkeligt at bemærke, at de restriktive foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, i afgørelse 2014/145 løbende overvåges og i givet fald forlænges eller ændres, hvis Rådet finder, at dens mål ikke er nået. I henhold til artikel 14, stk. 4, i forordning nr. 269/2014 tages listen i bilag I til forordningen ligeledes op til revision med regelmæssige mellemrum og mindst hver 12. måned.

128

Det følger heraf, således som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 136, at disse foranstaltninger er af midlertidig og reversibel karakter.

129

Denne bedømmelse drages ikke i tvivl af appellantens argument om, at denne midlertidige og reversible karakter afkræftes af opretholdelsen af de nævnte foranstaltninger i mere end to år efter datoen for deres vedtagelse, uden at der har fundet nogen politisk udvikling sted i Den Russiske Føderation. Ifølge retspraksis er lovligheden af restriktive foranstaltninger nemlig ikke betinget af, at det fastslås, at de har umiddelbare virkninger, men kræver alene, at de ikke er åbenbart uegnede i forhold til det mål, som den kompetente institution forfølger (dom af 17.9.2020, Rosneft m.fl. mod Rådet, C-732/18 P, EU:C:2020:727, præmis 97).

130

I overensstemmelse med denne retspraksis skal appellantens argument om, at Retten i den appellerede doms præmis 137 og 139 ikke tog hensyn til de omhandlede restriktive foranstaltningers konkrete effektivitet, forkastes.

131

I denne henseende er det, således som Retten gjorde det i den appellerede doms præmis 139, tilstrækkeligt at bemærke, at for så vidt som det mål, Rådet forfulgte med vedtagelsen af disse foranstaltninger, var at reducere den russiske stats indtægter og lægge pres på den russiske regering med henblik på at mindske sidstnævntes kapacitet til at finansiere tiltag, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, opfylder tilgangen, der består i at rette foranstaltningerne mod økonomiske aktører, der i lighed med appellanten yder materiel eller finansiel støtte til denne regering, på sammenhængende vis nævnte mål og kan følgelig ikke anses for åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det nævnte mål (jf. analogt dom af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 147).

132

I det foreliggende tilfælde har appellanten imidlertid hverken hævdet eller godtgjort, at de nævnte foranstaltninger var åbenbart uegnede i forhold til det samme formål.

133

Hvad for det tredje og sidste angår appellantens argument om, at appellanten har bestridt at kunne kvalificeres som indehaver af pengemidler eller økonomiske ressourcer som omhandlet i artikel 2 i forordning nr. 269/2014, skal det bemærkes, at en så upræcis kritik, som navnlig ikke udtrykkeligt omhandler nogen præmis i den appellerede dom, ikke gør det muligt for Domstolen at bedømme rigtigheden heraf og dermed ikke opfylder de krav, der er opstillet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 85. Dette argument skal derfor afvises.

134

Henset til samtlige disse betragtninger skal det tredje anbringendes andet led forkastes, idet det delvist er ugrundet og delvist skal afvises.

135

Følgelig skal det tredje anbringende forkastes i sin helhed, idet det delvist er ugrundet og delvist skal afvises.

136

Da ingen af appellantens anbringender kan tages til følge, skal appellen forkastes i sin helhed.

V. Sagsomkostninger

137

I henhold til artikel 184, stk. 2, i procesreglementet træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge.

138

Ifølge dette reglements artikel 138, stk. 1, som i medfør af nævnte reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

139

Da Rådet har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger, og appellanten har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og betale Rådets omkostninger.

140

I henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 1, som i medfør af dets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Kommissionen bærer derfor sine egne omkostninger.

 

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Fjerde Afdeling):

 

1)

Appellen forkastes.

 

2)

NKO AO National Settlement Depository (NSD) bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

 

3)

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: engelsk.

Text extracted from the official HTML version. Reload from source