M. R. mod Ministerstvo vnútra Slovenskej republiky (C-808/24)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

8. oktober 2026 (*)

» Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2003/88/EF – artikel 2, nr. 1) – begrebet »arbejdstid« – artikel 6, litra b) – maksimal ugentlig arbejdstid – beskyttelse af arbejdstageres sikkerhed og sundhed – arbejdstid for brandmænd – tilkaldevagt på arbejdsstedet, som ikke medregnes i arbejdstiden – ret til erstatning for ikkeøkonomisk skade, som gøres gældende over for en medlemsstat for tilsidesættelse af EU-retten – betingelser – metode til beregning af erstatningen for den skade, der er lidt som følge af tilsidesættelsen af artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88 – ækvivalensprincippet – effektivitetsprincippet «

I sag C-808/24 [Zálečta] (i),

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Okresný súd Lučenec (kredsdomstolen i Lučenec, Slovakiet) ved afgørelse af 13. november 2024, indgået til Domstolen den 26. november 2024, i sagen

M.R.

mod

Ministerstvo vnútra Slovenskej republiky,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen, og dommerne S. Gervasoni, A. Kumin, I. Ziemele (refererende dommer), og M. Bošnjak,

generaladvokat: J. Richard de la Tour,

justitssekretær: V. Di Bucci,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        den slovakiske regering ved E.V. Larišová og A. Lukáčik, som befuldmægtigede,

–        Irland ved Chief State Solicitor M. Browne samt A. Burke og A. Joyce, som befuldmægtigede, bistået af D. Ryan, BL,

–        Europa-Kommissionen ved D. Recchia, A. Tokár og F. van Schaik, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 19. marts 2026,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, nr. 1), og artikel 6, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9).

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side M.R., der er brandmand og redder, og på den anden side Ministerstvo vnútra Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks indenrigsministerium) vedrørende erstatning for den ikkeøkonomiske skade, som M.R. angiveligt har lidt som følge af Den Slovakiske Republiks ukorrekte gennemførelse af direktiv 2003/88 i denne medlemsstats retsorden.

 Retsforskrifter

 EU-retten

3        Artikel 2 i direktiv 2003/88 med overskriften »Definitioner« fastsætter følgende i nr. 1) og 2):

»I dette direktiv forstås ved:

1)      »arbejdstid«: det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis

2)      »hvileperiode«: det tidsrum, der ikke er arbejdstid[.]«

4        Det nævnte direktivs artikel 6 med overskriften »Maksimal ugentlig arbejdstid« har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at det, henset til kravene om at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, sikres:

a)      at den ugentlige arbejdstid begrænses ved love eller administrative bestemmelser eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter

b)      at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode ikke overstiger 48 timer, inklusive overarbejde.«

 Slovakisk ret

5        Ifølge § 85, stk. 1, i zákon č. 315/2001 Z. z. o Hasičskom a záchrannom zbore (lov nr. 315/2001 om brand- og redningsvæsenet) af 2. juli 2001 fastsættes følgende:

»Arbejdstiden for en tjenestemand[, som er medlem af brand- og redningsvæsenet,] er den tid, hvor medlemmet er i tjeneste og står til rådighed for en offentlig myndighed.«

6        Denne lovs § 86, stk. 2, bestemmer følgende:

»I tilfælde af en ujævn fordeling af arbejdstiden må varigheden af tjenesten på en bestemt arbejdsdag ikke overstige 18 timer. Den samlede tid i tjeneste og varigheden af tilkaldevagter, der gennemføres i direkte forbindelse med tjenesten på tjenestestedet, må højst udgøre 24 timer pr. arbejdsdag.«

7        Denne lovs § 92, stk. 1, fastsætter:

»Den offentlige myndighed tildeler en tjenestemand[, som er medlem af brand- og redningsvæsenet,] tilkaldevagt på tjenestestedet, som gennemføres i direkte forbindelse med udførelsen af tjenesten efter § 86, stk. 2, som en del af tjenestetiden.«

8        Denne lovs § 122, stk. 3, fastsætter:

»Vederlag for tilkaldevagter [...] udbetales ikke for den tid, som tilkaldevagten har varet; tilkaldevagt, der gennemføres under disse omstændigheder, udgør overarbejde.«

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

9        M.R., som er tjenestemand i et brand- og redningskorps i Lučenec kommune (Slovakiet), er af den opfattelse, at det er i strid med artikel 2, nr. 1), og artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88, at hans tilkaldevagter på arbejdsstedet ikke medregnes i hans arbejdstid. Han har derfor lidt en ikkeøkonomisk skade som følge af den ukorrekte gennemførelse af denne artikel 2, nr. 1), i slovakisk ret, hvilket i hans tilfælde har medført, at den maksimale ugentlige arbejdstid som defineret i nævnte artikel 6, litra b), er blevet overskredet. Denne overskridelse har navnlig haft indvirkning på hans ret til respekt for privat- og familieliv.

10      M.R. anlagde sag ved Okresný súd Lučenec (kredsdomstolen i Lučenec, Slovakiet) med påstand om erstatning for den ikkeøkonomiske skade, han havde lidt som følge af krænkelsen af sin ret til respekt for privat- og familieliv, ret til passende hvile efter arbejde og ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Han nedlagde imidlertid ikke påstand om erstatning for varigheden af de tilkaldevagter, som ikke blev medregnet i hans arbejdstid, og som i hans tilfælde medførte, at grænsen for den ugentlige arbejdstid på 48 timer som fastsat i artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88 blev overskredet.

11      Ved dom af 20. december 2023 fastslog den nævnte domstol, at den slovakiske lovgivning i strid med artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88, som fortolket af Domstolen i dom af 21. februar 2018, Matzak (C-518/15, EU:C:2018:82), fastsatte en mulighed for ikke at medregne de tilkaldevagter, som en brandmand har haft både på arbejdsstedet og i hjemmet, som arbejdstid. I denne henseende anførte Okresný súd Lučenec (kredsdomstolen i Lučenec), at det for at opnå erstatning ikke var tilstrækkeligt, at tilkaldevagterne ikke var medregnet som arbejdstid som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88. Det var desuden en forudsætning, at arbejdstiden, herunder tilkaldevagter, overskred den maksimale ugentlige arbejdstid som fastsat i dette direktivs artikel 6, litra b).

12      I relation hertil fandt Okresný súd Lučenec (kredsdomstolen i Lučenec), at M.R.s arbejdstid, inklusive de tilkaldevagter, som M.R. gennemførte, i den pågældende referenceperiode på seks måneder overskred det tilladte antal arbejdsdage i denne periode med 28 dage, hvilket er i strid med det nævnte direktivs artikel 6, litra b), og at denne overskridelse objektivt set måtte have haft en indvirkning på M.R.s privat- og familieliv.

13      Følgelig pålagde denne domstol Den Slovakiske Republik at betale M.R. erstatning for den ikkeøkonomiske skade, han havde lidt, og som blev beregnet under hensyntagen til dels omfanget af den nævnte overskridelse, dels den tabte mulighed for en ændring af den nationale lovgivning, eftersom en sådan ændring ikke havde fundet sted på trods af Domstolens praksis, der bl.a. følger af dom af 21. februar 2018, Matzak (C-518/15, EU:C:2018:82).

14      Den Slovakiske Republiks indenrigsministerium iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Krajský súd v Banskej Bystrici (den regionale ret i Banská Bystrica, Slovakiet), som ved kendelse af 30. maj 2024 ophævede den nævnte dom med den begrundelse, at Okresný súd Lučenec (kredsdomstolen i Lučenec) havde truffet afgørelse ultra petita, idet M.R. for denne domstol hverken havde nedlagt påstand om erstatning for den tabte mulighed for en ændring af de nationale regler eller om erstatning for den ikkeøkonomiske skade, som vedrørte det antal arbejdstimer, der overskred den i artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88 fastsatte grænse. M.R. havde nemlig alene påberåbt sig at have lidt en ikkeøkonomisk skade, navnlig som følge af at de tilkaldevagter, han gennemførte i den pågældende periode, ikke var blevet medregnet som arbejdstid. Desuden fastslog Krajský súd v Banskej Bystrici (den regionale ret i Banská Bystrica), at den ikkeøkonomiske skade, der var opstået som følge af uforeneligheden mellem national ret og dette direktivs artikel 2, nr. 1), burde give ret til erstatning, uden at der var behov for at fastslå en tilsidesættelse af det nævnte direktivs artikel 6, litra b).

15      Krajský súd v Banskej Bystrici (den regionale ret i Banská Bystrica) har hjemvist sagen til Okresný súd Lučenec (kredsdomstolen i Lučenec), som er den forelæggende ret, og som er i tvivl om fortolkningen af artikel 2, nr. 1), og artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om det, således som Krajský súd v Banskej Bystrici (den regionale ret i Banská Bystrica) synes at have givet udtryk for, er tilstrækkeligt, for at M.R. får erstatning for sin ikkeøkonomiske skade, at hans tilkaldevagter ikke blev medregnet som arbejdstid i strid med artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88, eller om det er en forudsætning, at grænsen for den ugentlige arbejdstid på 48 timer som fastsat i direktivets artikel 6, litra b), ligeledes er overskredet.

16      Ifølge den forelæggende ret indeholder artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88 kun en definition af begrebet »arbejdstid«, mens dette direktivs artikel 6, litra b), udtrykkeligt fastsætter et forbud mod at overskride den fastsatte grænse for den maksimale ugentlige arbejdstid, således som dette begreb er defineret. Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at de berørte personer alene har ret til erstatning i tilfælde af en tilsidesættelse af artikel 6, litra b), sammenholdt med artikel 2, nr. 1), og ikke i tilfælde af en tilsidesættelse af sidstnævnte bestemmelse isoleret set.

17      På denne baggrund har Okresný súd Lučenec (kredsdomstolen i Lučenec) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Kan den omstændighed, at en arbejdstagers tilkaldevagt[er] i henhold til national lovgivning ikke medregnes som arbejdstid, hvilket er i strid med artikel 2, nr. 1), i [direktiv 2003/88], danne grundlag for et erstatningskrav mod en medlemsstat for tilsidesættelse af EU-retten, uden at det er nødvendigt at fastslå, at der i forhold til arbejdstageren samtidig er sket en tilsidesættelse af direktivets artikel 6, litra b)?

2)      Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal den nationale ret da ved afgørelsen af, om erstatningsbeløbet er passende, tage hensyn til tilkaldevagternes omfang, der som følge af den nationale lovgivning ikke indgår i arbejdstagerens arbejdstid, eller skal det erstatningsbeløb, som medlemsstaten skal betale, fastsættes under hensyntagen til varigheden af den ulovlige situation, som er en følge af den nationale lovgivning, som i strid med ovennævnte direktiv tillader, at tilkaldevagter ikke indgår i arbejdstagerens arbejdstid?

3)      Såfremt det [første] spørgsmål besvares benægtende, skal den nationale ret da ved afgørelsen af, om erstatningsbeløbet er passende, tage hensyn til det antal timer, hvor direktivets artikel 6, litra b), er blevet tilsidesat, eller skal det erstatningsbeløb, som medlemsstaten skal betale, fastsættes under hensyntagen til varigheden af den ulovlige situation, der følger af en national lovgivning, som tillader, at tilkaldevagter i strid med direktivet ikke medregnes som arbejdstid for arbejdstageren?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Indledende bemærkninger

18      Indledningsvis bemærkes, at princippet om, at staten er erstatningsansvarlig for tab, som er forvoldt private på grund af tilsidesættelser af EU-retten, der må tilregnes staten, udgør en væsentlig del af systemet i traktaterne, som Unionen er baseret på (dom af 19.11.1991, Francovich m.fl., C-6/90 og C-9/90, EU:C:1991:428, præmis 35, og af 8.9.2026, Ferreira da Silva e Brito m.fl., C-293/24, EU:C:2026:723, præmis 42).

19      Dette princip gælder i alle tilfælde, hvor en medlemsstat har overtrådt EU-retten, uanset hvilket organ i medlemsstaten der ved sin handling eller undladelse har været årsag til overtrædelsen, herunder den nationale lovgiver, og uanset hvilken offentlig myndighed der i princippet er forpligtet til at betale erstatningen for disse skader i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning (jf. i denne retning dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 32 og 63, og af 28.6.2022, Kommissionen mod Spanien (Lovgivers tilsidesættelse af EU-retten), C-278/20, EU:C:2022:503, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

20      Hvad angår betingelserne for statens erstatningsansvar for skader, som er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af EU-retten, der må tilregnes staten, har Domstolen endvidere gentagne gange fastslået, at skadelidte borgere har en ret til erstatning, såfremt tre betingelser er opfyldt, nemlig at den EU-retlige bestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge dem rettigheder, at tilsidesættelsen af denne bestemmelse er tilstrækkeligt kvalificeret, og at der er en direkte årsagsforbindelse mellem denne tilsidesættelse og den af disse borgere lidte skade (jf. i denne retning dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 51, og af 8.9.2026, Ferreira da Silva e Brito m.fl, C-293/24, EU:C:2026:723, præmis 44).

21      Disse tre betingelser er nødvendige for og tilstrækkelige til, at borgerne har en ret til erstatning, uden at det af denne grund er udelukket, at en stat kan ifalde ansvar efter mindre restriktive betingelser i henhold til national ret (dom af 28.6.2022, Kommissionen mod Spanien (Lovgivers tilsidesættelse af EU-retten), C-278/20, EU:C:2022:503, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

22      Bortset fra selve retten til erstatning, der følger direkte af EU-retten, når de tre betingelser, som er nævnt i denne doms præmis 20, er opfyldt – er det inden for rammerne af de nationale erstatningsregler, at staten skal erstatte den forvoldte skade, idet betingelserne i de nationale lovgivninger vedrørende erstatning for skader dog ikke må være mindre fordelagtige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål efter national ret (ækvivalensprincippet), eller være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller urimeligt vanskeligt at opnå erstatning (effektivitetsprincippet) (dom af 28.6.2022, Kommissionen mod Spanien (Lovgivers tilsidesættelse af EU-retten), C-278/20, EU:C:2022:503, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

23      Det er således i lyset af de principper, der er anført i præmis 18-22 i denne dom, at den forelæggende rets spørgsmål skal besvares.

 Det første spørgsmål

24      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at denne bestemmelse har til formål at tillægge borgerne rettigheder, således at en medlemsstats tilsidesættelse heraf kan give borgerne ret til erstatning på grundlag af EU-retten, uden at det er en forudsætning, at det godtgøres, at dette direktivs artikel 6, litra b), samtidig er blevet tilsidesat.

25      For det første defineres »arbejdstid« i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88 som »det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver [...]«. I henhold til artikel 2, nr. 2), i dette direktiv defineres begrebet »hvileperiode« som »det tidsrum, der ikke er arbejdstid«.

26      For det andet fremgår det af Domstolens praksis, at begreberne »arbejdstid« og »hvileperiode« i den forstand, hvori de er anvendt i direktiv 2003/88, udgør EU-retlige begreber, der skal defineres efter objektive kriterier under hensyn til direktivets opbygning og formål, idet de tilsigter at fastsætte minimumsforskrifter med henblik på at forbedre arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår. Kun en sådan selvstændig fortolkning kan sikre det nævnte direktiv sin fulde virkning samt en ensartet anvendelse af disse begreber i samtlige medlemsstater (dom af 9.10.2025, STAS-IV, C‑110/24, EU:C:2025:768, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

27      For det tredje har Domstolen fastslået, at artikel 2 i direktiv 2003/88 ikke er blandt de af direktivets bestemmelser, som det er tilladt at fravige (dom af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

28      Det følger heraf, at begrebet »arbejdstid« udgør et af de grundlæggende begreber, som samtlige bestemmelser i direktiv 2003/88 hviler på, og at det er en forudsætning for en korrekt anvendelse af disse bestemmelser, at den nationale lovgivning er i overensstemmelse med definitionen af dette begreb.

29      Det kan imidlertid ikke udledes af ordlyden af dette direktivs artikel 2, nr. 1), at bestemmelsen i sig selv har til formål at tillægge borgerne rettigheder, således at en medlemsstats tilsidesættelse heraf kan give borgerne ret til erstatning fra denne medlemsstat som følge af denne tilsidesættelse. Som det fremgår af artiklens overskrift, begrænser det nævnte direktivs artikel 2 sig nemlig til at definere begrebet »arbejdstid« i direktivets forstand som »det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis«, uden at dette indebærer, at borgerne tillægges rettigheder, eller at borgerne, medlemsstaterne eller EU-institutionerne pålægges positive eller negative forpligtelser som omhandlet i Domstolens faste praksis, der bl.a. følger af dom af 5. marts 2024, Kočner mod Europol (C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis).

30      Det fremgår derfor, at den første betingelse for, at medlemsstaten ifalder ansvar, som er nævnt i denne doms præmis 20, ikke er opfyldt, i tilfælde af at der alene sker tilsidesættelse af artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88.

31      Ikke desto mindre skal det for alle tilfældes skyld bemærkes, at EU-retten ifølge Domstolens praksis på ingen måde udelukker, at staten kan ifalde ansvar efter mindre restriktive betingelser i henhold til national ret (dom af 25.11.2010, Fuß, C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 66), hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve i det foreliggende tilfælde.

32      Følgelig skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke har til formål at tillægge borgerne rettigheder, hvilket indebærer, at en medlemsstats tilsidesættelse heraf ikke kan give borgerne ret til erstatning på grundlag af EU-retten.

 Det andet spørgsmål

33      Da den forelæggende rets andet præjudicielle spørgsmål alene er forelagt i det tilfælde, at det første besvares bekræftende, er det ufornødent at besvare dette spørgsmål.

 Det tredje spørgsmål

34      Med det tredje præjudicielle spørgsmål, som er forelagt for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares benægtende, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den erstatning, som medlemsstaterne skal betale for den ikkeøkonomiske skade, som disse stater har forvoldt borgerne ved tilsidesættelsen af denne bestemmelse, i overensstemmelse med national ret skal fastsættes under hensyn til det antal timer, hvormed den grænse, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, er overskredet, eller under hensyn til varigheden af den tilsidesættelse af EU-retten, der følger af den omhandlede nationale lovgivning, hvorefter tilkaldevagter ikke medregnes som »arbejdstid« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1).

35      Med henblik på at besvare dette spørgsmål tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, hvorvidt de i denne doms præmis 20 nævnte betingelser for, at staten ifalder ansvar, er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

36      For så vidt angår den første betingelse for, at staten ifalder ansvar, nemlig at den EU-retlige bestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, har Domstolen allerede fastslået, at artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88 udgør en regel inden for Unionens sociallovgivning, der tillægger borgerne rettigheder, som de kan påberåbe sig direkte for de nationale retter, for så vidt som den pålægger medlemsstaterne at fastsætte en maksimal grænse som minimumsforskrift for den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, hvori en arbejdstager kan arbejde (jf. i denne retning dom af 5.10.2004, Pfeiffer m.fl., C‑397/01 – C‑403/01, EU:C:2004:584, præmis 100, og af 25.11.2010, Fuß, C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 49 og 50).

37      Såfremt M.R. ikke udelukkende støtter sit søgsmål på en tilsidesættelse af artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88, men ligeledes på en tilsidesættelse af direktivets artikel 6, litra b), hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, fremgår det således, at den første betingelse for, at Den Slovakiske Republik ifalder ansvar, er opfyldt.

38      For så vidt angår den anden betingelse for, at staten ifalder ansvar, følger det af Domstolens praksis, at det afgørende kriterium for at anse en tilsidesættelse af EU-retten for tilstrækkeligt kvalificeret er, at der foreligger en åbenbar og grov overskridelse af grænserne for det skøn, som den følger af den tilsidesatte bestemmelse. Når den pågældende myndighed råder over et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af EU-retten, imidlertid være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten. Den vurdering, der skal foretages, kræver, at der tages hensyn til området, betingelserne og den sammenhæng, hvori den pågældende forpligtelse påhviler den pågældende myndighed. Desuden skal der bl.a. tages hensyn til, hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, såvel som til, hvor vidt et skøn denne regel overlader den pågældende myndighed, kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres, og vanskelighederne ved at anvende eller fortolke bestemmelserne (dom af 5.3.2024, Kočner mod Europol, C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 126-128 og den deri nævnte retspraksis).

39      En overtrædelse af EU-retten skal under alle omstændigheder anses for tilstrækkeligt kvalificeret, når den åbenbart tilsidesætter Domstolens praksis på det pågældende område (dom af 25.11.2010, Fuß, C‑429/09, EU:C:2010:717, præmis 52, og i samme retning dom af 1.8.2025, Minister for Children, Equality, Disability, Integration and Youth m.fl, C‑97/24, EU:C:2025:594, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

40      Det fremgår af oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen, at de tilkaldevagter, som M.R. gennemført i den omhandlede periode fra den 1. august 2020 til den 30. juni 2023, ikke blev anset for »tjenestetid« i medfør af slovakisk ret. Det fremgår endvidere heraf, at M.R.s samlede arbejdstid i referenceperioden på seks måneder havde oversteget den maksimale ugentlige arbejdstid på 48 timer i løbet af en syvdagesperiode, der er fastsat i artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88, hvilket er i strid med den nævnte bestemmelse.

41      I denne forbindelse skal det erindres, at i perioden fra den 1. august 2020 til den 30. juni 2023 havde Domstolen allerede en fast praksis vedrørende begrebet »arbejdstid«, navnlig for så vidt angår brandmænd. Domstolen har bl.a. fastslået, at »opgaverne for et offentligt brandvæsens indsatsstyrker [...] er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2003/88, således at dette direktivs artikel 6, litra b), i princippet er til hinder for, at det loft på 48 timer, der er fastsat som den maksimale ugentlige arbejdstid, overskrides, herunder for vagttjenester« (dom af 25.11.2010, Fuß, C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 57).

42      Domstolen har i øvrigt ligeledes præciseret, således som det er nævnt i denne doms præmis 27, at artikel 2 i direktiv 2003/88, der definerer begreberne »arbejdstid« og »hvileperiode«, ikke er blandt de bestemmelser i direktivet, som det er tilladt at fravige (dom af 10.9.2015, Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones obreras, C-266/14, EU:C:2015:578, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis, og af 9.10.2025, STAS-IV, C-110/24, EU:C:2025:768, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

43      Hvis det, henset til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 41 og 42, fremgår, at den manglende overholdelse af kravene i artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88 i perioden fra den 1. august 2020 til den 30. juni 2023 er sket i åbenbar strid med Domstolens praksis, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, kan det fastslås, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten.

44      Følgelig er den anden betingelse for, at staten ifalder ansvar i medfør af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 20, opfyldt.

45      Hvad angår den tredje betingelse for, at staten ifalder ansvar som følge af en tilsidesættelse af EU-retten, tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om der, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, er årsagsforbindelse mellem overskridelsen af den arbejdstid, der er fastsat i artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88, og den ikkeøkonomiske skade, som M.R. har krævet erstatning for.

46      Hvad angår de nærmere regler for erstatning for den ikkeøkonomiske skade, der er lidt som følge af tilsidesættelsen af EU-retten, bemærkes for det første, at direktiv 2003/88 ikke indeholder nogen specifik bestemmelse om erstatning for den eventuelle skade, arbejdstagerne har lidt som følge af en tilsidesættelse af de heri fastsatte minimumsforskrifter, navnlig vedrørende arbejdstidens varighed. Det kan derfor ikke udledes af dette direktivs bestemmelser, at direktivet prioriterer én form for erstatning frem for andre (jf. i denne retning dom af 25.11.2010, Fuß, C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 44, 96 og 98, og af 20.6.2024, Artemis security, C-367/23, EU:C:2024:529, præmis 26 og 27).

47      For det andet påhviler det – i mangel af bestemmelser i EU-retten på dette område – staten inden for rammerne af de nationale erstatningsregler at erstatte den forvoldte skade, idet betingelserne i de nationale lovgivninger vedrørende erstatning for skader dog ikke må være mindre fordelagtige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål efter national ret (ækvivalensprincippet), eller være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller urimeligt vanskeligt at opnå erstatning (effektivitetsprincippet) (dom af 25.11.2010, Fuß, C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 62, og af 28.6.2022, Kommissionen mod Spanien (Lovgivers tilsidesættelse af EU-retten), C-278/20, EU:C:2022:503, præmis 176-184).

48      For det tredje har Domstolen fastslået, at erstatningen for skader, der er forvoldt borgerne ved tilsidesættelser af EU-retten, skal stå i passende forhold til det lidte tab, således at der sikres en effektiv beskyttelse af deres rettigheder (dom af 25.11.2010, Fuß, C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 92).

49      Under disse omstændigheder tilkommer det medlemsstaterne under iagttagelse af disse principper dels at afgøre, om erstatningen for den skade, der er forvoldt en borger ved tilsidesættelse af bestemmelserne i direktiv 2003/88, skal have form af en økonomisk erstatning, dels at fastsætte reglerne for metoden til beregning heraf (jf. analogt dom af 25.11.2010, Fuß, C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 94).

50      For så vidt angår de nærmere regler for medlemsstaternes erstatning for de skader, som disse har forvoldt borgerne for tilsidesættelse af artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88, skal disse i overensstemmelse med national ret ikke fastsættes på grundlag af varigheden af den tilsidesættelse af EU-retten, der følger af den omstændighed, at den pågældende nationale lovgivning ikke medregner tilkaldevagter som »arbejdstid« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1), men på grundlag af den skade, som de berørte borgere faktisk og konkret har lidt, og som står i direkte årsagsforbindelse med tilsidesættelsen af det nævnte direktivs artikel 6, litra b), og under overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

51      I det foreliggende tilfælde kan der navnlig tages hensyn til antallet af timer, der er arbejdet ud over den grænse, der er fastsat i artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88, og som kan have haft indvirkning på M.R.s privat- og familieliv, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen.

52      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at medlemsstaternes erstatning for de ikkeøkonomiske skader, som disse har forvoldt borgerne ved tilsidesættelsen af denne bestemmelse, skal fastsættes i overensstemmelse med national ret på grundlag af den skade, som de berørte borgere faktisk og konkret har lidt, og som står i direkte årsagsforbindelse med tilsidesættelsen af det nævnte direktivs artikel 6, litra b) – og under overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – og ikke på grundlag af varigheden af den tilsidesættelse af EU-retten, der følger af den omstændighed, at den pågældende nationale lovgivning ikke medregner tilkaldevagter som »arbejdstid« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1).

 Sagsomkostninger

53      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

1)      Artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke har til formål at tillægge borgerne rettigheder, hvilket indebærer, at en medlemsstats tilsidesættelse heraf ikke kan give borgerne ret til erstatning på grundlag af EU-retten.

2)      Artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88

skal fortolkes således, at

medlemsstaternes erstatning for de ikkeøkonomiske skader, som disse har forvoldt borgerne ved tilsidesættelsen af denne bestemmelse, skal fastsættes i overensstemmelse med national ret på grundlag af den skade, som de berørte borgere faktisk og konkret har lidt, og som står i direkte årsagsforbindelse med tilsidesættelsen af det nævnte direktivs artikel 6, litra b) – og under overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – og ikke på grundlag af varigheden af den tilsidesættelse af EU-retten, der følger af den omstændighed, at den pågældende nationale lovgivning ikke medregner tilkaldevagter som »arbejdstid« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1).

Underskrifter

---

*      Processprog: slovakisk.

---

i      Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.