Verwertungsgesellschaft Wort (VG Wort) mod TL (C-840/24)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

22. oktober 2026 (*)

» Præjudiciel forelæggelse – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2014/26/EU – kollektiv forvaltningsorganisation – artikel 3, litra h) – rettighedsindtægter, herunder kompensation for privatkopiering og vederlag for offentligt udlån – artikel 11, stk. 4 – anvendelse af disse indtægter til andre formål end fordeling til rettighedshaverne – finansiering af sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser – artikel 12, stk. 4 – fradrag foretaget af den kollektive forvaltningsorganisation – artikel 13, stk. 4 og 6 – beløb, der ikke kan fordeles – national lovgivning om fremme af værker af kulturel interesse «

I sag C-840/24,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) ved afgørelse af 21. november 2024, indgået til Domstolen den 10. december 2024, i sagen

Verwertungsgesellschaft Wort (VG Wort)

mod

TL,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M.L. Arastey Sahún, og dommerne B. Smulders (refererende dommer), E. Regan, J. Passer og D. Gratsias,

generaladvokat: M. Szpunar,

justitssekretær: fuldmægtig F. Cathagne,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 26. november 2025,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Verwertungsgesellschaft Wort (VG Wort) ved Rechtsanwalt T. Winter,

–        TL ved Rechtsanwalt T. von Plehwe,

–        den tyske regering ved J. Möller, M. Hellmann, L. Hülsmann og A. Sahner, som befuldmægtigede,

–        den franske regering ved B. Dourthe og H. Nunes da Silva, som befuldmægtigede,

–        den østrigske regering ved A. Posch, J. Schmoll og G. Kunnert, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved J. Samnadda og G. von Rintelen, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 26. februar 2026,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EUT 2001, L 167, s. 10), af artikel 6, stk. 1, første punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EUT 2006, L 376, s. 28) og af artikel 11, stk. 4, samt artikel 12, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/26/EU af 26. februar 2014 om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked (EUT 2014, L 84, s. 72).

2        Denne anmodning er fremsat i forbindelse med en tvist mellem på den ene side TL, der handler i eget navn og som rettighedsovertager fra OS, idet de begge er ophavsmænd til litterære værker, og på den anden side Verwertungsgesellschaft Wort (VG Wort) (herefter »VG Wort«), der er en kollektiv forvaltningsorganisation for ophavsrettigheder, vedrørende sidstnævntes finansiering af en fond til fremme af videnskaben ved hjælp af indtægter fra forvaltningen af ophavsrettigheder.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Direktiv 2001/29

3        Artikel 5 i direktiv 2001/29 med overskriften »Undtagelser og indskrænkninger« bestemmer følgende i stk. 2:

»Medlemsstaterne kan indføre undtagelser fra eller indskrænkninger i den i artikel 2 nævnte ret til reproduktion med hensyn til:

[...]

b)      reproduktioner på ethvert medium foretaget af en fysisk person til privat brug og til formål, der hverken direkte eller indirekte er kommercielle, forudsat at rettighedshaverne modtager en rimelig kompensation, i forbindelse med hvilken der tages hensyn til anvendelse eller ikke-anvendelse af de i artikel 6 nævnte tekniske foranstaltninger på det pågældende værk eller den pågældende frembringelse.

[...]«

 Direktiv 2006/115

4        Artikel 6 i direktiv 2006/115 med overskriften »Indskrænkninger i eneretten til offentligt udlån« fastsætter følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne kan gøre indskrænkninger i den eneret, der er omhandlet i artikel 1, med hensyn til offentligt udlån, såfremt i det mindste ophavsmændene oppebærer vederlag for sådant udlån. Medlemsstaterne skal frit kunne fastsætte dette vederlag under hensyn til deres målsætninger for fremme af kulturen.«

 Direktiv 2014/26

5        Følgende fremgår af 1., 3., 6.-9., 26. og 28. betragtning til direktiv 2014/26:

»(1)      EU-direktiverne, der er vedtaget vedrørende ophavsret og beslægtede rettigheder, giver allerede et højt niveau af beskyttelse for rettighedshavere og danner en retlig ramme for udnyttelsen af det indhold, som er beskyttet af disse rettigheder. Disse direktiver bidrager til at udvikle og fastholde kreativiteten. I et indre marked uden konkurrenceforvridninger vil beskyttelsen af innovation og intellektuel kreativitet også fremme investeringer i innovative tjenester og produkter.

[...]

(3)      Artikel 167 [TEUF] pålægger [Den Europæiske Union] at tage hensyn til den kulturelle mangfoldighed i sin indsats og bidrage til, at medlemsstaternes kulturer kan udfolde sig, idet den respekterer den nationale og regionale mangfoldighed og samtidig fremhæver den fælles kulturarv. De kollektive forvaltningsorganisationer spiller og bør også fremover spille en vigtig rolle i at fremme de kulturelle udtryksformers mangfoldighed ved både at give de mindste og mindre populære repertoirer adgang til markedet og ved at yde sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige tjenester til fordel for deres rettighedshavere og offentligheden.

[...]

(6)      Behovet for at forbedre den måde, hvorpå de kollektive forvaltningsorganisationer fungerer, er allerede blevet påpeget i [Kommissionens henstilling 2005/737/EF af 18. maj 2005 om grænseoverskridende kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder i tilknytning til lovlige musiktjenester på nettet (EUT 2005, L 276, s. 54, berigtiget i EUT 2005, L 284, s. 10)]. Denne henstilling indeholder en række principper, herunder rettighedshavernes ret til frit at vælge deres kollektive forvaltningsorganisationer, lige behandling af kategorier af rettighedshavere og ligelig fordeling af royalties. [...] Det er imidlertid meget forskelligt, hvorledes der er fulgt op på denne henstilling.

(7)      Beskyttelsen af de interesser, som medlemmer af kollektive forvaltningsorganisationer, rettighedshavere og tredjeparter har, kræver, at medlemsstaternes lovgivning om forvaltning af ophavsret og udstedelsen af multiterritoriale licenser for onlinemusikrettigheder koordineres med henblik på at opnå en ensartet beskyttelse i hele Unionen. [...]

(8)      Formålet med dette direktiv er at samordne de nationale regler om kollektive forvaltningsorganisationers adgang til at udøve virksomhed med forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder og reglerne vedrørende deres styring og tilsyn [...]

(9)      Formålet med direktivet er at fastsætte krav til kollektive forvaltningsorganisationer med henblik på at sikre en høj standard for forvaltning, økonomisk forvaltning, gennemsigtighed og rapportering. Dette bør imidlertid ikke forhindre medlemsstater i at opretholde eller indføre strengere standarder end dem, der er fastsat i afsnit II i dette direktiv, for kollektive forvaltningsorganisationer, der er etableret på deres område, forudsat at sådanne strengere standarder er forenelige med EU-retten.

[...]

(26)      Kollektive forvaltningsorganisationer opkræver, forvalter og fordeler indtægter fra udnyttelsen af de rettigheder, de får overdraget af rettighedshaverne. Disse indtægter tilfalder i sidste instans rettighedshaverne, der kan have en direkte juridisk forbindelse til organisationen eller kan være repræsenteret via en enhed, der er medlem af den kollektive forvaltningsorganisation, eller gennem en repræsentationsaftale. Det er derfor vigtigt, at en kollektiv forvaltningsorganisation udviser størst mulig omhu i forbindelse med opkrævning, forvaltning og fordeling af disse indtægter. En nøjagtig fordeling er kun mulig, hvis den kollektive forvaltningsorganisation opretholder passende registre over medlemskab, licenser og anvendelsen af værker og andre frembringelser. Rettighedshavere og brugere bør også indgive relevante data, der er nødvendige for en effektiv kollektiv forvaltning af rettighederne, og som kontrolleres af den kollektive forvaltningsorganisation.

[...]

(28)      Da rettighedshaverne har ret til vederlag for udnyttelsen af deres rettigheder, er det vigtigt, at administrationsomkostninger ikke overstiger de berettigede omkostninger ved forvaltningen af rettighederne, og at eventuelle andre fradrag end fradrag vedrørende administrationsomkostninger, f.eks. et fradrag til sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige formål, bør fastlægges af den kollektive forvaltningsorganisations medlemmer. De kollektive forvaltningsorganisationer bør være gennemsigtige over for rettighedshaverne for så vidt angår reglerne vedrørende sådanne fradrag. Samme krav bør gælde for eventuelle beslutninger om at anvende rettighedsindtægter til kollektiv uddeling, såsom stipendier. Rettighedshavere bør have adgang på ikke-diskriminatorisk basis til eventuelle sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige tjenester, der finansieres gennem disse fradrag. Dette direktiv bør ikke berøre fradrag i henhold til national ret, såsom fradrag med henblik på levering af sociale ydelser fra kollektive forvaltningsorganisationer til rettighedshavere, eller for så vidt angår eventuelle aspekter, der ikke er omfattet af dette direktiv, forudsat at sådanne fradrag er i overensstemmelse med EU-retten.«

6        Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Genstand« bestemmer følgende:

»Dette direktiv fastsætter de krav, der er nødvendige for at sikre en velfungerende forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder i kollektive forvaltningsorganisationer. Det indeholder ligeledes krav til kollektive forvaltningsorganisationers multiterritoriale licensering af ophavsmænds rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse.«

7        Det nævnte direktivs artikel 3 med overskriften »Definitioner« fastsætter følgende:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

c)      »rettighedshaver« enhver person eller enhed, der ikke er en kollektiv forvaltningsorganisation, der er indehaver af en ophavsret eller en beslægtet rettighed, eller som i henhold til en aftale om udnyttelse af rettigheder eller ved lov er berettiget til en andel af rettighedsindtægterne

d)      »medlem« en rettighedshaver eller en enhed, der repræsenterer rettighedshavere, herunder andre kollektive forvaltningsorganisationer og sammenslutninger af rettighedshavere, der opfylder kravene for medlemskab af en kollektiv forvaltningsorganisation og er blevet optaget som medlem af denne

[...]

h)      »rettighedsindtægter« indtægter, der opkræves af en kollektiv forvaltningsorganisation på vegne af rettighedshaverne, uanset om de hidrører fra en eneret, en ret til vederlag eller en ret til kompensation

[...]«

8        Samme direktivs artikel 5 med overskriften »Rettighedshavernes rettigheder« bestemmer følgende i stk. 2:

»Rettighedshaverne skal have ret til at give en kollektiv forvaltningsorganisation efter eget valg bemyndigelse til at forvalte rettigheder, kategorier af rettigheder eller typer af værker og andre frembringelser efter eget valg i territoriale områder efter eget valg, uanset nationaliteten, hjemstedet eller etableringsstedet for den kollektive forvaltningsorganisation eller rettighedshaverne. Medmindre den kollektive forvaltningsorganisation har objektive grunde til at nægte forvaltningen, skal den være forpligtet til at forvalte disse rettigheder, kategorier af rettigheder eller typer af værker og andre frembringelser, forudsat at deres forvaltning henhører under dens aktivitet.«

9        Artikel 8 i direktiv 2014/26 med overskriften »Generalforsamling for den kollektive forvaltningsorganisations medlemmer« bestemmer følgende i stk. 5:

»I overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i afsnit II, kapitel 2, skal generalforsamlingen for medlemmerne mindst træffe afgørelse om:

a)      den generelle politik for fordeling af skyldige beløb til rettighedshavere

b)      den generelle politik for anvendelsen af beløb, der ikke kan fordeles

c)      den generelle investeringspolitik for rettighedsindtægter og eventuelle indtægter fra investering af rettighedsindtægter

d)      den generelle politik for fradrag i rettighedsindtægter og eventuelle indtægter fra investering af rettighedsindtægter

e)      anvendelse af beløb, der ikke kan fordeles

[...]«

10      Dette direktivs kapitel 2 med overskriften »Forvaltning af rettighedsindtægter«, der hører under direktivets afsnit II med overskriften »Kollektive forvaltningsorganisationer«, indeholder artikel 11-13.

11      Det nævnte direktivs artikel 11 med overskriften »Opkrævning og anvendelse af rettighedsindtægter« fastsætter følgende i stk. 4:

»En kollektiv forvaltningsorganisation har ikke ret til at anvende rettighedsindtægter eller eventuelle indtægter fra investeringer af rettighedsindtægter til andre formål end fordeling til rettighedshaverne, bortset fra hvis det er tilladt at fratrække eller modregne administrationsomkostninger, i overensstemmelse med en afgørelse truffet i overensstemmelse med artikel 8, stk. 5, litra d), eller at anvende rettighedsindtægter eller enhver indkomst, der skyldes investering af rettighedsindtægter, i overensstemmelse med en afgørelse truffet i overensstemmelse med artikel 8, stk. 5.«

12      Samme direktivs artikel 12 med overskriften »Fradrag« har følgende ordlyd:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at når en rettighedshaver bemyndiger en kollektiv forvaltningsorganisation til at forvalte dennes rettigheder, skal den kollektive forvaltningsorganisation oplyse rettighedshaveren om administrationsomkostninger og andre fradrag fra rettighedsindtægter og eventuelle andre indtægter opnået ved investering af rettighedsindtægter, inden den opnår hans samtykke til forvaltningen af den pågældendes rettigheder.

2.      Fradragene skal være rimelige i forhold til de tjenesteydelser, den kollektive forvaltningsorganisation yder rettighedshaverne, herunder i givet fald de i stk. 4 omhandlede tjenesteydelser, og skal beregnes ud fra objektive kriterier.

3.      Administrationsomkostningerne må ikke overstige de begrundede og dokumenterede omkostninger, som afholdes af den kollektive forvaltningsorganisation i forbindelse med forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder.

Medlemsstaterne sikrer, at de krav, der gælder for brugen og gennemsigtigheden af brugen af beløb, der er fratrukket eller modregnet i forbindelse med administrationsomkostninger, også finder anvendelse for eventuelle andre fradrag til dækning af omkostninger vedrørende forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder.

4.      Når en kollektiv forvaltningsorganisation leverer sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser, der finansieres gennem fradrag i rettighedsindtægterne eller i indtægter fra investering af rettighedsindtægter, skal sådanne ydelser leveres på grundlag af rimelige kriterier, navnlig i forbindelse med adgangen til og omfanget af disse ydelser.«

13      Artikel 13 i direktiv 2014/26 med overskriften »Fordeling af beløb, der tilfalder rettighedshavere« fastsætter følgende i stk. 1, 3, 4 og 6:

»1.      Uden at det berører artikel 15, stk. 3, og artikel 28, skal medlemsstaterne sikre, at hver kollektiv forvaltningsorganisation regelmæssigt, omhyggeligt og nøjagtigt fordeler og betaler skyldige beløb til rettighedshavere i overensstemmelse med den generelle fordelingspolitik i artikel 8, stk. 5, litra a).

Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at kollektive forvaltningsorganisationer eller medlemmer heraf, som er enheder, der repræsenterer rettighedshavere, fordeler og betaler disse beløb til rettighedshaverne hurtigst muligt og senest ni måneder efter udgangen af det regnskabsår, i hvilket de pågældende rettighedsindtægter er blevet opkrævet, medmindre der er objektive grunde, navnlig i forbindelse med indberetning fra brugere, identifikation af rettigheder, rettighedshavere eller matchning af oplysninger om værker og andre frembringelser med rettighedshavere, som forhindrer den kollektive forvaltningsorganisation eller i givet fald dens medlemmer i at overholde denne frist.

[...]

3.      Den kollektive forvaltningsorganisation træffer alle nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med stk. 1 til at identificere og lokalisere rettighedshaverne. [...]

[...]

4.      Såfremt de beløb, der tilfalder rettighedshaverne, ikke kan fordeles efter tre år fra udgangen af det regnskabsår, hvor de pågældende rettighedsindtægter blev opkrævet, og såfremt den kollektive forvaltningsorganisation har truffet alle nødvendige foranstaltninger for at identificere og lokalisere rettighedshaverne omhandlet i stk. 3, skal beløbene klassificeres som beløb, der ikke kan fordeles.

[...]

6.      Medlemsstaterne kan begrænse eller fastlægge den tilladte anvendelse af beløb, der ikke kan fordeles, bl.a. ved at sikre, at sådanne beløb anvendes på særskilt og uafhængig vis til finansiering af sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige formål til gavn for rettighedshavere.«

 Tysk ret

14      I henhold til § 27, stk. 1, i Gesetz über die Wahrnehmung von Urheberrechten und verwandten Schutzrechten durch Verwertungsgesellschaften (lov om kollektive forvaltningsorganisationers forvaltning af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder) af 24. maj 2016 (BGBl. 2016 I, s. 1190), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »VGG«), fastsætter forvaltningsorganisationen faste regler, der udelukker enhver vilkårlighed i fordelingen af indtægterne fra rettighederne (fordelingsplan).

15      VGG’s § 32, stk. 1, bestemmer:

»Den kollektive forvaltningsorganisation skal fremme værker og ydelser af kulturel interesse.«

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

16      VG Wort er en kollektiv forvaltningsorganisation, som har til opgave at udnytte de ophavsrettigheder, som den ved aftale har fået overdraget af ophavsmænd og deres forlag. Den nyder en monopolstilling på dette område i Tyskland.

17      TL og OS er ophavsmænd til litterære værker, er medlemmer af VG Wort og har indgået forvaltningsaftaler med VG Wort. I løbet af den omtvistede periode, dvs. fra den 1. januar 2016 til den 30. september 2019, anmeldte de en række værker til VG Wort og modtog betalinger, som stammede fra de rettighedsindtægter, som sidstnævnte have opkrævet.

18      Forvaltningsaftalerne forskriver, at beregningen og udbetalingen af rettighedshavernes andel af disse indtægter reguleres i VG Wort’s vedtægter og fordelingsplan.

19      VG Wort’s vedtægter i den affattelse, der var gældende i den omtvistede periode, regulerede ligeledes udbetalingen støtte til Förderungsfonds Wissenschaft (fond til fremme af videnskaben, herefter »FFW«), der er en fond, som tilhører et selskab med VG Wort som eneste selskabsdeltager.

20      I overensstemmelse med vedtægterne har FFW til formål at fremme videnskab og forskning gennem finansiering af udgifter til offentliggørelse af videnskabelige og faglitterære værker, forskning med henblik på koncipering af videnskabelige eller faglitterære værker samt andre foranstaltninger til fremme af videnskabelig litteratur og faglitteratur. Det fremgår af de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen, at den støtte, der blev udbetalt til FFW, blev finansieret ved fradrag i indtægterne fra bl.a. kompensationen for privatkopiering og vederlaget for offentligt udlån af videnskabelige, tekniske og specialiserede værker.

21      TL har under påberåbelse af sine egne rettigheder og de rettigheder, som OS har overdraget til TL, anfægtet, at VG Wort har overført beløb til FFW, som stammer fra de indtægter, som organisationen har oppebåret i den omtvistede periode, hvilket har haft til følge, at udbetalingerne til TL og OS på grundlag af ophavsretten er blevet reduceret. I første instans nedlagde TL påstand om, at det blev fastslået, at VG Wort ikke havde bemyndigelse til at tilbageholde beløb af de indtægter, der skulle udbetales til rettighedshaverne, til finansiering af FFW. TL anmodede derudover om udlevering af oplysninger vedrørende størrelsen af de beløb, der var udbetalt til FFW. Landgericht (regional ret i første instans, Tyskland) gav medhold i anerkendelsessøgsmålet og imødekom anmodningen om oplysninger, i det hele for så vidt angår OS, og delvist for så vidt angår TL.

22      Appeldomstolen stadfæstede denne afgørelse til fordel for OS. Appeldomstolen vurderede nemlig, at VG Worts fordelingsplaner, der var medtaget i forvaltningsaftalerne, udgjorde generelle betingelser, hvis bestemmelser om betaling til FFW var ugyldige i henhold til national ret, idet de var i strid med de grundlæggende principper i VGG og den lovgivning, der gik forud for VGG, for så vidt udbetalingerne kom ikke-berettigede personer til gode. Appeldomstolen forkastede derimod TL’s appel i sin helhed med den begrundelse, at det ikke var blevet påvist, at udbetalingerne til TL var blevet reduceret.

23      Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), som er den forelæggende ret, er af den opfattelse, at udfaldet af den revisionsanke, der er indbragt for den, afhænger af, om bestemmelserne i fordelingsplanerne vedrørende betalingerne til FFW, faktisk er ugyldige, for så vidt som de foreskriver udbetalinger til en ikke-berettiget person.

24      I denne henseende har den forelæggende ret anført, at selv om appeldomstolen i overensstemmelse med national retspraksis ganske vist fastslog, at en forvaltningsorganisation skal fordele indtægterne fra dets virksomhed udelukkende mellem rettighedshaverne, kan det ikke udelukkes, at betalingerne til FFW er i overensstemmelse med VGG’s § 32, stk. 1, hvorefter forvaltningsorganisationerne skal fremme værker og ydelser af kulturel interesse. Ifølge den forelæggende ret begrænser denne bestemmelse ikke kredsen af støttemodtagere til rettighedshavere, idet den også gør det muligt at fremme fremtidig frembringelse af værker og levering af ydelser. Det er derfor muligt, at disse udbetalinger til FFW ikke skal anses for at udgøre ulovlig betaling til en ikke-berettiget person. En sådan konklusion afhænger imidlertid af, om den omhandlede bestemmelse er i overensstemmelse med EU-retten.

25      Ifølge den forelæggende ret fremgår det af den lære, der kan udledes af dom af 9. februar 2012, Luksan, (C-277/10, EU:C:2012:65), og af 11. juli 2013, Amazon.com International Sales m.fl. (C-521/11, EU:C:2013:515), at indehavere af ophavsrettigheder, som har ret til en rimelige kompensation i henhold til undtagelsen for privatkopiering i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, og til vederlaget for offentligt udlån i henhold til artikel 6, stk. 1, første punktum, i direktiv 2006/115, nødvendigvis skal modtage disse indtægter, men at der intet er til hinder for, at en del af indtægterne bestemt til den rimelige kompensation udbetales indirekte til indehavere af ophavsrettigheder gennem sociale og kulturelle institutioner, der er oprettet til deres fordel. Den forelæggende ret har præciseret, at denne regel undertiden fortolkes således, at den ikke tillader, at indtægterne skal komme andre personer end indehavere af ophavsrettigheder til gode, medmindre de pågældende indehavere af ophavsrettigheder har givet samtykke hertil. Det skal afgøres, om det i lyset af bestemmelserne i direktiv 2014/26, der blev vedtaget efter fastlæggelsen af denne retspraksis, ikke desto mindre er hensigtsmæssigt at tillade fremme af sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige formål, der gavner modtagere, der ikke, eller i hvert fald endnu ikke, indgår i kredsen af rettighedshavere.

26      Den forelæggende ret er i denne henseende af den opfattelse, at artikel 8, stk. 5, litra d), artikel 11, stk. 4, og artikel 12, stk. 4, i direktiv 2014/26, sammenholdt med 3. og 28. betragtning til dette direktiv, synes at tale for, at kollektive forvaltningsorganisationer, skal kunne yde sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige tjenester, herunder til andre modtagere end rettighedshaverne, hvis deres medlemmers generalforsamling har truffet en afgørelse herom. Den støtte, der ydes til skabere, som ikke eller endnu ikke er rettighedshavere, kan således anses for at udgøre lovlig brug »til andre formål« end fordeling af rettighedsindtægter til rettighedshavere som omhandlet i denne artikel 11, stk. 4, forudsat at dette er fastsat i en afgørelse truffet af generalforsamlingen for medlemmerne.

27      Den forelæggende ret er ligeledes af den opfattelse, at en sådan fortolkning ikke berøres af dette direktivs artikel 13, stk. 6, hvorefter medlemsstaterne kan regulere anvendelsen af beløb, der ikke kan fordeles, til finansiering af sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige formål til gavn for rettighedshavere, eftersom denne bestemmelse ikke vedrører fradrag, men beløb, der ikke kan fordeles.

28      Når dette er sagt, er det i tilfælde af, at de sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser, der er omhandlet i artikel 12, stk. 4, i direktiv 2014/26, udelukkende lovligt kan leveres til rettighedshavere som omhandlet i dette direktivs artikel 3, litra c), nødvendigt at afgøre, om lovligheden af leveringen af disse ydelser i henhold til EU-retten forudsætter, at modtageren af disse ydelser har en aktuel ret til vederlag, eller om det er tilstrækkeligt at være indehaver af en ophavsret eller en beslægtet rettighed, som der aktuelt ikke udbetales vederlag for. Det bør desuden præciseres, om lovligheden af disse ydelser er betinget af, at der foreligger en forvaltningsaftale med den kollektive forvaltningsorganisation. Det kan nemlig ifølge den forelæggende ret tænkes, at en rettighedshaver enten har en aktuel ret til vederlag, eller blot er indehaver af en ophavsretligt beskyttet rettighed uden nogen aktuel ret til vederlag. Desuden kan der sondres alt efter, om rettighedshaveren har indgået en forvaltningsaftale med en kollektiv forvaltningsorganisation, eller ej. Det bør præciseres, om disse omstændigheder har betydning for, om det er lovligt at levere sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser i henhold til nævnte direktivs artikel 12, stk. 4.

29      På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Er det foreneligt med artikel 5, stk. 2, litra b), i [direktiv 2001/29], artikel 6, stk. 1, første punktum, i [direktiv 2006/115] samt artikel 11, stk. 4, og artikel 12, stk. 4, i [direktiv 2014/26], at en kollektiv forvaltningsorganisation i henhold til en bestemmelse i national ret har til formål at støtte kulturelt betydningsfulde værker, og at dette medfører, at også personer, som (i hvert fald endnu) ikke indgår i kredsen af rettighedshavere, modtager støtte?

2)      Såfremt leveringen af sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser i henhold til artikel 12, stk. 4, i [direktiv 2014/26] alene kan ske til rettighedshavere: Er det en betingelse for adgangen til at levere sådanne ydelser, at modtageren af disse ydelser har en aktuel ret til vederlag, eller er det tilstrækkeligt at være indehaver af en ophavsret eller en beslægtet rettighed, som der aktuelt ikke udbetales vederlag for? Forudsætter adgangen til at levere sådanne ydelser, at der foreligger en forvaltningsaftale med den kollektive forvaltningsorganisation?«

 Retsforhandlingerne for Domstolen

30      Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 9. marts 2026 har TL anmodet om, at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes i henhold til artikel 83 i Domstolens procesreglement.

31      Til støtte for denne anmodning har TL samtidig med at fremhæve, at listen i denne artikel 83 over eventuelle grunde til at genoptage retsforhandlingerne kun er vejledende, gjort gældende, at generaladvokaten har begrundet sit forslag til afgørelse, der blev fremsat den 26. februar 2026 med et »uventet og overraskende« ræsonnement vedrørende indholdet af og formålet med den intellektuelle ejendomsret og de kollektive forvaltningsorganisationers rettigheder og forpligtelser. Ifølge denne part er disse holdninger ikke forenelige med EU-retten og Domstolens praksis. TL har i denne henseende i det væsentlige anført, at generaladvokaten ved i sit forslag til afgørelse at støtte sig på en teori om karakteren af den grundlæggende ret til beskyttelse af intellektuel ejendomsret forsvarede en for bred opfattelse af de kollektive forvaltningsorganisationers opgaver og kompetencer. Den nævnte part har desuden til støtte for sin egen fortolkning af EU-retten henvist til de argumenter, der er fremført i vedkommendes skriftlige indlæg.

32      Det skal i denne henseende bemærkes, at generaladvokaten i medfør af artikel 252, stk. 2, TEUF fuldstændig upartisk og uafhængigt offentligt skal fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, som i henhold til statutten for Den Europæiske Unions Domstol kræver dennes medvirken. Domstolen er hverken bundet af dette forslag til afgørelse eller af den begrundelse, som generaladvokaten er fremkommet med (dom af 29.1.2026, Keladis I og Keladis II, C-72/24 og C-73/24, EU:C:2026:51, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

33      Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at der i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i procesreglementet ikke er fastsat en mulighed for, at parterne eller de berørte, der er omfattet af statuttens artikel 23, kan afgive indlæg som svar på det af generaladvokaten fremsatte forslag til afgørelse. En parts eller en sådan berørts uenighed med generaladvokatens forslag til afgørelse, uanset hvilke spørgsmål der undersøges heri, kan følgelig ikke i sig selv udgøre et forhold, som kan begrunde genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del (dom af 29.1.2026, Keladis I og Keladis II, C-72/24 og C-73/24, EU:C:2026:51, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

34      For så vidt som den af TL indgivne anmodning om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del har til formål at give TL mulighed for at afgive bemærkninger til det synspunkt, som generaladvokaten har givet udtryk for i sit forslag til afgørelse, kan den ikke kan imødekommes.

35      Domstolen kan i medfør af procesreglementets artikel 83 ganske vist til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, beslutte at åbne retsforhandlingernes mundtlige del eller ved kendelse bestemme, at denne del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

36      I det foreliggende tilfælde fremgår der imidlertid ikke af TL’s bemærkninger i den anmodning, der er nævnt i denne doms præmis 30, noget argument, som ikke har været drøftet af parterne, eller nye faktiske omstændigheder, som kan have afgørende betydning for den afgørelse, som Domstolen skal træffe i den foreliggende sag.

37      Da Domstolen råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for at besvare den forelæggende rets spørgsmål, er den efter at have hørt generaladvokaten af den opfattelse, at det under de foreliggende omstændigheder er ufornødent at anordne genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del.

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål

38      Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retsinstanser og Domstolen, der er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale retsinstans et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges. Det tilkommer herved Domstolen ud fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige bestemmelser, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 16.4.2026, Stichting de Thuiskopie, C-496/24, EU:C:2026:296, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

39      Med det første spørgsmål har den forelæggende ret anmodet om en fortolkning af artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, af artikel 6, stk. 1, første punktum, i direktiv 2006/115 og af artikel 11, stk. 4, samt artikel 12, stk. 4, i direktiv 2014/26.

40      Mens de to første bestemmelser tildeler indehavere af ophavsrettigheder rettigheder, nemlig en ret til en rimelig kompensation for privatkopiering og en ret til vederlag for offentligt udlån, vedrører de to sidstnævnte bestemmelser en kollektiv forvaltningsorganisations forvaltning af indtægter fra udnyttelse af ophavsrettigheder. Navnlig vedrører dette direktivs artikel 11, stk. 4, mere generelt anvendelsen af disse indtægter, mens det nævnte direktivs artikel 12, stk. 4, navnlig vedrører fradrag i disse indtægter med henblik på at finansiere sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser, der leveres af den kollektive forvaltningsorganisation.

41      Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, vedrører tvisten i hovedsagen den i hovedsagen omhandlede kollektive forvaltningsorganisations overførsel af en del af de indtægter, som den har opkrævet på vegne af indehaverne af ophavsretten til litterære værker og som stammer fra udnyttelsen af disse indehaveres ophavsrettigheder, til en fond, der tilhører et selskab, som den pågældende kollektive forvaltningsorganisation ejer 100%, med henblik på at finansiere aktiviteter til fremme af værker og ydelser af kulturel interesse, som af den forelæggende ret anses for at falde ind under sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser som omhandlet i bl.a. artikel 12, stk. 4, i direktiv 2014/26. I denne sammenhæng er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der gør det muligt for en kollektiv forvaltningsorganisation at anvende en del af indtægterne fra udnyttelsen af ophavsretten til finansiering af sådanne ydelser, er forenelig med dette direktiv, når de pågældende ydelser kommer personer, der ikke eller endnu ikke er indehavere af de omhandlede rettigheder, til gode.

42      Det følger heraf, at tvisten i hovedsagen udelukkende vedrører forvaltningen af indtægter, der hidrører fra udnyttelsen af ophavsretten, og navnlig anvendelsen af disse indtægter samt fradrag heri med henblik på at finansiere sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser.

43      Det fremgår ganske vist af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at de indtægter, der er berørt af den i hovedsagen omhandlede udbetaling, er dem, som er modtaget som kompensation for privatkopiering som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, og dem, der er modtaget som vederlag for offentligt udlån som omhandlet i artikel 6, stk. 1, første punktum, i direktiv 2006/115. Henset til direktiv 2014/26 er disse indtægter imidlertid omfattet af de indtægter, der hidrører fra udnyttelsen af ophavsrettigheder som omhandlet i dette direktivs artikel 3, litra h).

44      Det skal nemlig bemærkes, at »rettighedsindtægter« i artikel 3, litra h), i direktiv 2014/26 er defineret som »indtægter, der opkræves af en kollektiv forvaltningsorganisation på vegne af rettighedshaverne, uanset om de hidrører fra en eneret, en ret til vederlag eller en ret til kompensation«.

45      Følgelig er en fortolkning af artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 og af artikel 6, stk. 1, første punktum, i direktiv 2006/115 ikke relevant for tvisten i hovedsagen.

46      Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den forelæggende ret med det første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 11, stk. 4, og artikel 12, stk. 4, i direktiv 2014/26 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at det i en kollektiv forvaltningsorganisations vedtægter i overensstemmelse med en national lovgivning, der bestemmer, at kollektive forvaltningsorganisationer skal fremme værker af kulturel interesse, fastsættes, at en del af »rettighedsindtægter« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, litra h), skal anvendes til finansiering af sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser, når disse ydelser kommer personer, der ikke er indehavere af ophavsrettigheder, til gode.

47      Artikel 11, stk. 4, i direktiv 2014/26 fastsætter princippet om, at en kollektiv forvaltningsorganisation ikke må anvende rettighedsindtægter til andre formål end fordeling til rettighedshaverne. Denne bestemmelse nævner imidlertid to undtagelser fra dette princip. For det første kan de pågældende indtægter anvendes til at fratrække eller modregne administrationsomkostninger i overensstemmelse med en afgørelse truffet i overensstemmelse med dette direktivs artikel 8, stk. 5, litra d). For det andet kan kollektive forvaltningsorganisationer anvende de nævnte indtægter til andre formål end deres fordeling til rettighedshaverne, forudsat at denne anvendelse er i overensstemmelse med en afgørelse truffet i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 8, stk. 5.

48      Hvad navnlig angår denne anden undtagelse, som er den eneste relevante i det foreliggende tilfælde i forhold til hovedsagen, skal det bemærkes, at generalforsamlingen for medlemmerne af den kollektive forvaltningsorganisation ifølge sidstnævnte bestemmelse skal træffe afgørelse i overensstemmelse med bestemmelserne i afsnit II, kapitel 2, i direktiv 2014/26, som vedrører forvaltningen af rettighedsindtægter og udgøres af det nævnte direktivs artikel 11-13. Det følger heraf, at generalforsamlingen ved sine afgørelser, der skal vedtages i henhold til denne artikel 8, stk. 5, giver de regler om anvendelse af rettighedsindtægter, fradrag i disse indtægter og fordeling af skyldige beløb, der er fastsat i nævnte artikel 11-13, et konkret indhold inden for de grænser, der er fastsat i disse artikler.

49      Hvad i første række angår fradrag i rettighedsindtægter, som foretages direkte i disse indtægter inden skyldige beløb betales til rettighedshavere, pålægger artikel 12, stk. 1, i direktiv 2014/26 medlemsstaterne at sikre, at når en rettighedshaver bemyndiger en kollektiv forvaltningsorganisation til at forvalte dennes rettigheder, skal den kollektive forvaltningsorganisation oplyse rettighedshaveren om administrationsomkostninger og andre fradrag fra rettighedsindtægter og eventuelle andre indtægter opnået ved investering af rettighedsindtægter, inden den opnår hans samtykke til forvaltningen af den pågældendes rettigheder. Det følger af denne ordlyd, at fradrag i disse indtægter til andre formål end administrationsomkostninger principielt er tilladt. Dette direktivs artikel 12, stk. 4, nævner i denne forbindelse udtrykkeligt finansieringen af sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser.

50      Hvad dernæst angår fastlæggelsen af, hvem der kan modtage de ydelser, der finansieres ved fradrag i rettighedsindtægterne, synes artikel 12, stk. 4, i direktiv 2014/26, sammenholdt med denne artikels stk. 2, og 28. betragtning til dette direktiv at indikere, at disse ydelser alene bør komme indehavere af ophavsrettigheder til gode.

51      For det første bestemmer artikel 12, stk. 2, i direktiv 2014/26 nemlig, at fradragene skal være rimelige i forhold til de tjenesteydelser, den kollektive forvaltningsorganisation yder rettighedshaverne, herunder i givet fald de i stk. 4 omhandlede tjenesteydelser, og skal beregnes ud fra objektive kriterier. Ordlyden af denne artikel 12, stk. 2, tager derfor kun højde for det tilfælde, hvor der leveres tjenesteydelser til rettighedshavere, og lader de ydelser, der er omhandlet i denne artikels stk. 4, være omfattet heraf.

52      For det andet fastsætter dette direktivs artikel 12, stk. 4, at når en kollektiv forvaltningsorganisation leverer sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser, der finansieres gennem fradrag i rettighedsindtægterne eller i indtægter fra investering af disse rettighedsindtægter, skal sådanne ydelser leveres på grundlag af rimelige kriterier, navnlig i forbindelse med adgangen til og omfanget af disse ydelser. I denne henseende nævnes det udtrykkeligt i 28. betragtning til direktiv 2014/26, som dette direktivs artikel 12 skal fortolkes i lyset af, at rettighedshavere bør have adgang på ikke-diskriminatorisk basis til eventuelle sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige tjenester. Det følger heraf, at det nævnte direktivs artikel 12, stk. 4, begrænser de kollektive forvaltningsorganisationers mulighed for at foretage fradrag for sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser i den udstrækning, at de alene kommer rettighedshavere til gode.

53      En sådan fortolkning er i overensstemmelse med Domstolens praksis vedrørende kompensation for privatkopiering i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 og vederlag for offentligt udlån i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2006/115, hvilke begreber begge er omfattet af »rettighedsindtægter«, således som det fremgår af selve den definition af samme begreb i artikel 3, litra h), i direktiv 2014/26, som der er henvist til i nærværende doms præmis 44.

54      Hvad for det første angår den kompensation for privatkopiering, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, fastslog Domstolen nemlig i dom af 12. november 2015, Hewlett-Packard Belgium (C-572/13, EU:C:2015:750, præmis 48), i det væsentlige, at eftersom denne kompensation har til formål at erstatte den skade, som rettighedshaverne har lidt som følge af reproduktionen af deres værker uden deres tilladelse, har personer, der ikke er rettighedshavere og derfor ikke påføres nogen skade som følge af en sådan reproduktion, ikke ret til denne kompensation, når en sådan kompensation ville medføre, at disse rettighedshaverne ville blive frataget hele eller en del af denne rimelige kompensation. I dom af 11. juli 2013, Amazon.com International Sales m.fl. (C-521/11, EU:C:2013:515, præmis 49-54), fastslog Domstolen i øvrigt ganske vist, at direktiv 2001/29 ikke pålægger, at rettighedshaverne til den nævnte rimelige kompensation skal sikres den kontante udbetaling af hele denne kompensation, og det forbyder heller ikke medlemsstaterne at fastsætte, at en del af denne kompensation ydes i form af en indirekte kompensation til rettighedshaverne via institutioner med sociale og kulturelle formål. Domstolen fremhævede imidlertid for det første, at den omstændighed, at en del af de indtægter, der er bestemt til nævnte kompensation, er bestemt til disse institutioner, kun er forenelig med formålet med den samme kompensation, for så vidt som disse institutioner faktisk kommer de nævnte rettighedshavere til gode. Den fremhævende for det andet, at selv om en del af kompensationen for privatkopiering kan udbetales til rettighedshaverne indirekte, skal hele kompensationen fuldt ud komme rettighedshaverne til gode. Domstolen fastslog nemlig, at det ikke ville være i overensstemmelse med formålet med denne kompensation, hvis de nævnte institutioner lod andre personer end rettighedshaverne drage fordele.

55      Hvad for det andet angår det vederlag for offentligt udlån, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2006/115, har Domstolen fastslået, at selv om EU-lovgiver ganske vist inden for rammerne af direktiv 2006/115 har anvendt udtrykket »vederlag« i stedet for »kompensation«, som anvendes i direktiv 2001/29, har det første begreb også til formål at indføre en godtgørelse for ophavsmændene, da den indtræffer med henblik på at kompensere for den skade, de er blevet påført (jf. i denne retning dom af 9.2.2012, Luksan, C-277/10, EU:C:2012:65, præmis 103). Da dette vederlag skal anses for at udgøre modydelsen for denne skade, skal det i overensstemmelse med den retspraksis, der er anført i den foregående præmis i nærværende dom, fuldt ud, direkte eller indirekte tilfalde de ydelsesberettigede.

56      Den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 54 og 55, understøtter således den fortolkning, der er henvist til i denne doms præmis 52. En fortolkning, hvorefter det er tilladt at foretage fradrag i rettighedsindtægter med henblik på at finansiere tjenester, der kommer personer, som ikke er rettighedshavere, til gode, ville nemlig have til følge, at de pågældende rettighedshavere fratages en del af disse indtægter. Denne konklusion gælder i øvrigt uafhængigt af det aftalemæssige eller retlige grundlag for disse indtægter.

57      Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at man med direktiv 2014/26 ikke har villet bryde med de principper, der er fastsat i de tidligere direktiver, som er vedtaget på området for ophavsret og beslægtede rettigheder, såsom direktiv 2001/29 og 2006/115. Direktiv 2014/26 indeholder nemlig ikke bestemmelser, der erstatter eller ophæver bestemmelserne i de sidstnævnte direktiver. Tværtimod henvises der til disse direktiver i første betragtning til dette direktiv. Som det fremgår af nævnte direktivs artikel 1 og sjette til niende betragtning hertil, har direktivet desuden til formål at sikre en velfungerende forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder i kollektive forvaltningsorganisationer, hvilket, således som det følger af samme direktivs artikel 3, litra h), omfatter forvaltning af indtægter, der bl.a. hidrører fra kompensation for privatkopiering som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, og af vederlaget for offentligt udlån som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2006/115. Den omstændighed, at direktiv 2014/26 blev vedtaget efter afsigelsen af de domme, der er nævnt i nærværende doms præmis 54 og 55, har følgelig ingen betydning for fortolkningen af dette direktiv og berører på ingen måde relevansen af disse domme i forbindelse med denne fortolkning.

58      Det følger derfor af de ovenfor anførte forhold, at de fradrag, som den kollektive forvaltningsorganisation har foretaget fra rettighedsindtægter i henhold til artikel 12 i direktiv 2014/26, og dermed inden disse indtægter tildeles og fordeles til rettighedshaverne, kun kan foretages med henblik på at finansiere de sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser, der er omhandlet i denne artikel 12, stk. 4, hvis disse ydelser, i givet fald indirekte, udelukkende kommer de pågældende rettighedshavere til gode.

59      Hvad for det andet angår anvendelsen af rettighedsindtægter i forbindelse med betalingen af skyldige beløb skal rettighedsindtægterne i henhold til dette direktivs artikel 11, stk. 4, principielt ske til fordeling til rettighedshaverne. Som anført i nærværende doms præmis 47 giver denne artikel 11, stk. 4, imidlertid kollektive forvaltningsorganisationer ret til at anvende rettighedsindtægter til andet end fordeling til rettighedshaverne, hvis det er tilladt i overensstemmelse med en afgørelse truffet i overensstemmelse med artikel 8, stk. 5. I henhold til samme direktivs artikel 8, stk. 5, litra b) og e), skal generalforsamlingen for medlemmerne træffe afgørelse om den generelle politik for anvendelsen af beløb, der ikke kan fordeles, og om anvendelse af disse beløb.

60      I henhold til artikel 13, stk. 4, i direktiv 2014/26 skal de beløb, der tilfalder rettighedshaverne, såfremt de ikke kan fordeles efter tre år fra udgangen af det regnskabsår, hvor de pågældende rettighedsindtægter blev opkrævet, og såfremt den kollektive forvaltningsorganisation har truffet alle nødvendige foranstaltninger for at identificere og lokalisere rettighedshaverne omhandlet i stk. 3, klassificeres som beløb, der ikke kan fordeles. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at eftersom disse beløb hidrører fra indtægter fra rettigheder som omhandlet i artikel 3, litra h), i direktiv 2014/26, kan de bl.a. omfatte såvel indtægter fra kompensation for privatkopiering i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 som vederlag for offentligt udlån som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2006/115.

61      Når det således ikke er muligt at fordele rettighedsindtægterne til de berørte rettighedshavere, fordi disse ikke har kunnet identificeres og lokaliseres, er det i henhold til artikel 11, stk. 4, sammenholdt med artikel 8, stk. 5, litra b) og e), i direktiv 2014/26 tilladt generalforsamlingen for medlemmerne at træffe afgørelse om den generelle politik for anvendelsen og at fastlægge anvendelsen af disse indtægter.

62      Denne anvendelse kan imidlertid vedrøre sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige ydelser, der i givet fald kommer andre end rettighedshaverne til gode.

63      I henholdt til det nævnte direktivs artikel 13, stk. 6, kan medlemsstaterne nemlig begrænse eller fastlægge den tilladte anvendelse af beløb, der ikke kan fordeles, bl.a. ved at sikre, at sådanne beløb anvendes på særskilt og uafhængig vis til finansiering af sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige formål til gavn for rettighedshavere. Det følger heraf, at direktiv 2014/26 principielt og i mangel af indgriben i modsat retning fra den berørte medlemsstats side giver generalforsamlingen for medlemmerne af en kollektiv forvaltningsorganisation bemyndigelse til at tillade, at rettighedsindtægter, der ikke har kunnet fordeles til rettighedshaverne som omhandlet i dette direktivs artikel 13, stk. 4, anvendes til finansiering af sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige formål til gavn for andre personer end rettighedshaverne.

64      Hvis der ikke foreligger en sådan indgriben fra den berørte medlemsstats side, er det derfor tilladt for en kollektiv forvaltningsorganisation i henhold til dette direktivs artikel 11, stk. 4, sammenholdt med direktivets artikel 8, stk. 5, litra b) og e), og artikel 13, stk. 6, at anvende disse indtægter til at finansiere disse ydelser til gavn for personer, der ikke eller endnu ikke er rettighedshavere, forudsat at generalforsamlingen for medlemmerne har truffet afgørelse herom.

65      I en sådan situation kan det i øvrigt ikke antages, at rettighedshaverne fratages de beløb, som tilkommer dem, da det som udgangspunkt er umuligt at identificere de pågældende og dermed at uddele beløbene til dem.

66      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 11, stk. 4, sammenholdt med artikel 12, stk. 4, og artikel 13, stk. 4 og 6, i direktiv 2014/26, skal fortolkes således dels, at denne bestemmelse er til hinder for, at det i en kollektiv forvaltningsorganisations vedtægter i overensstemmelse med en national lovgivning, der bestemmer, at kollektive forvaltningsorganisationer skal fremme værker af kulturel interesse, fastsættes, at en del af »rettighedsindtægterne« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, litra h), skal anvendes til finansiering af sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser, der kommer personer, som ikke er indehavere af ophavsrettigheder, til gode, når denne finansiering sker ved hjælp af fradrag i rettighedsindtægterne, dels, at denne bestemmelse ikke er til hinder for disse vedtægter, når den nævnte finansiering sker ved hjælp af »beløb, der ikke kan fordeles« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 13, stk. 4.

 Det andet spørgsmål

67      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 4, i direktiv 2014/26 for så vidt angår sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige ydelser, der leveres af en kollektiv forvaltningsorganisation og som finansieres gennem fradrag i »rettighedsindtægter« som omhandlet i artikel 3, litra h), i direktiv 2014/26, skal fortolkes således, at disse ydelser kun kan være til gavn for rettighedshavere, der har en aktuel ret til vederlag eller som har indgået en forvaltningsaftale med den pågældende kollektive forvaltningsorganisation.

68      Som det fremgår af nærværende doms præmis 47-52, kan kollektive forvaltningsorganisationer i medfør af artikel 11, stk. 4, og artikel 12, stk. 4, i direktiv 2014/26 finansiere sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser ved hjælp af fradrag i pågældende indtægter, forudsat at denne anvendelse af indtægterne er tilladt i henhold til en afgørelse truffet i overensstemmelse med dette direktivs artikel 8, stk. 5, og at disse ydelser udelukkende er til gavn for rettighedshaverne.

69      Hvad i første række angår spørgsmålet om, hvorvidt en rettighedshaver skal godtgøre, at der foreligger en aktuel ret til vederlag, hvilket skal forstås som retten til at deltage i fordelingen af rettighedsindtægter i den periode, som generalforsamlingens afgørelse som omhandlet i nævnte direktivs artikel 8, stk. 5, vedrører, for at kunne modtage disse ydelser, skal det bemærkes, at begrebet »rettighedshaver« med henblik på anvendelsen af direktiv 2014/26 er defineret i artikel 3, litra c), direktiv 2014/26 som enhver person eller enhed, der ikke er en kollektiv forvaltningsorganisation, der er indehaver af en ophavsret eller en beslægtet rettighed, eller som i henhold til en aftale om udnyttelse af rettigheder eller ved lov er berettiget til en andel af rettighedsindtægterne.

70      Det følger af denne definition, at det for at kunne få gavn af sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige ydelser, der leveres af en kollektiv forvaltningsorganisation, og som finansieres ved fradrag i rettighedsindtægter, er tilstrækkeligt at en sådan person eller enhed er omfattet af begrebet »rettighedshaver«, uden at der stilles yderligere betingelser, såsom forekomsten af en »aktuel« ret til vederlag.

71      I denne sammenhæng skal det bemærkes, at i henhold til dette direktivs artikel 13, stk. 1, andet afsnit, skal de beløb, som tilkommer rettighedshaverne, fordeles og betales af de kollektive forvaltningsorganisationer hurtigst muligt og principielt senest ni måneder efter udgangen af det regnskabsår, i hvilket de pågældende rettighedsindtægter er blevet opkrævet. Det nævnte direktiv indeholder derimod ingen bestemmelse om den periode, i løbet af hvilken de i direktivets artikel 12, stk. 4, omhandlede ydelser skal leveres.

72      Hvis adgangen til disse ydelser gøres betinget af, at en person har mulighed for at påberåbe sig en aktuel ret til vederlag, vil det følgelig indebære, at der oprettes en forbindelse, som EU-lovgiver ikke har haft til hensigt at indføre mellem den periode, i løbet af hvilken sådanne ydelser kan leveres til en rettighedshaver, og den periode, der vedrører de pågældende rettighedshaveres modtagelse af indtægter fra vedkommendes rettigheder.

73      Det følger heraf, at en rettighedshaver som defineret i artikel 3, litra c), i direktiv 2014/26 ikke skal godtgøre, at vedkommende har en »aktuel« ret til vederlag for en ophavsret for at kunne drage fordel af sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige ydelser, der leveres af en kollektiv forvaltningsorganisation og finansieres ved fradrag i »rettighedsindtægter« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, litra h).

74      Hvad i anden række angår spørgsmålet om, hvorvidt der kræves en forvaltningsaftale med den kollektive forvaltningsorganisation, der leverer de pågældende ydelser, for at en rettighedshaver kan drage fordel heraf, skal det bemærkes, at artikel 12, stk. 2 og 4, i direktiv 2014/26 omhandler sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser, som en kollektiv forvaltningsorganisation yder rettighedshaverne, og ikke indeholder yderligere præciseringer af sidstnævnte. Det skal imidlertid bemærkes, at dette ligeledes er tilfældet med hensyn til andre bestemmelser i dette direktiv, heriblandt direktivets artikel 11, stk. 4, som fastsætter, at kollektive forvaltningsorganisationer ikke må anvende rettighedsindtægter til andre formål end fordeling til rettighedshaverne.

75      Det følger heraf, at med henblik på anvendelsen af dette direktiv og navnlig for så vidt angår de i dette direktivs artikel 12, stk. 2 og 4, omhandlede ydelser, der finansieres ved fradrag i rettighedsindtægter, skal rettighedshaverne forstås som sådanne personer, hvis rettigheders forvaltning henhører under den omhandlede kollektive forvaltningsorganisations virksomhed. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 73 i forslaget til afgørelse, kan sådanne sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser, der leveres af kollektive forvaltningsorganisationer, alene gavne indehavere af rettigheder, hvis forvaltning henhører under den pågældende organisations aktivitetsområde, henset til, at kollektive forvaltningsorganisationers aktivitetsområder defineres efter typen af beskyttede frembringelser eller kategorier af rettigheder, således som det er fastsat i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2014/26. I modsat fald ville rettighedshaverne blive frataget de beløb, som tilkommer dem i forbindelse med udnyttelsen af deres rettigheder.

76      Hvad angår karakteren af forholdet mellem rettighedshaverne og de kollektive forvaltningsorganisationer skal det i denne sammenhæng desuden bemærkes, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 71 i forslaget til afgørelse, at eftersom den kompensation for privatkopiering, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, og vederlaget for offentligt udlån som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2006/115 skal betales i henhold til national ret, i det tilfælde, at den pågældende medlemsstat har gjort brug af den mulighed, som disse bestemmelser giver den, kan en kollektiv forvaltningsorganisation principielt forvalte sådanne rettigheder uden, at der nødvendigvis skal foreligge et kontraktforhold mellem denne organisation og indehaveren af de pågældende rettigheder.

77      Denne fortolkning understøttes af 26. betragtningerne til direktiv 2014/26. Det fremgår nemlig af denne betragtning, at disse indtægter i sidste instans tilfalder rettighedshaverne, der kan have en direkte juridisk forbindelse til organisationen eller kan være repræsenteret via en enhed, der er medlem af den kollektive forvaltningsorganisation, eller gennem en repræsentationsaftale. Heraf følger, at det ikke kræves, at der skal foreligge et direkte kontraktforhold, såsom en aftale om forvaltning af rettighederne til et eller flere bestemte værker, mellem rettighedshaveren og den berørte kollektive forvaltningsorganisation.

78      Det følger af ovenstående, at lovligheden i henhold til direktiv 2014/26 af leveringen af sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige ydelser til fordel for »rettighedshavere« som defineret i dette direktivs artikel 3, litra c), der finansieres gennem fradrag i henhold til nævnte direktivs artikel 12, stk. 4, ikke afhænger af, om disse rettighedshavere har en aktuel ret til vederlag eller har indgået en forvaltningsaftale med den kollektive forvaltningsorganisation.

79      Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 12, stk. 4, i direktiv 2014/26 skal fortolkes således, at sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige ydelser, der leveres af en kollektiv forvaltningsorganisation og som finansieres gennem fradrag i »rettighedsindtægter« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, litra h), kan være til gavn for »rettighedshavere« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, litra c), uanset om disse rettighedshavere har en aktuel ret til vederlag, eller om de har indgået en forvaltningsaftale med den pågældende kollektive forvaltningsorganisation, forudsat at forvaltningen af rettigheder på vegne af disse rettighedshavere direkte eller indirekte henhører under den pågældende kollektive forvaltningsorganisations virksomhed.

 Sagsomkostninger

80      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

1)      Artikel 11, stk. 4, sammenholdt med artikel 12, stk. 4, og artikel 13, stk. 4 og 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/26/EU af 26. februar 2014 om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked

skal fortolkes således

dels, at denne bestemmelse er til hinder for, at det i en kollektiv forvaltningsorganisations vedtægter i overensstemmelse med en national lovgivning, der bestemmer, at kollektive forvaltningsorganisationer skal fremme værker af kulturel interesse, fastsættes, at en del af »rettighedsindtægterne« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, litra h), skal anvendes til finansiering af sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige ydelser, der kommer personer, som ikke er indehavere af ophavsrettigheder, til gode, når denne finansiering sker ved hjælp af fradrag i rettighedsindtægterne, dels, at denne bestemmelse ikke er til hinder for disse vedtægter, når den nævnte finansiering sker ved hjælp af »beløb, der ikke kan fordeles« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 13, stk. 4.

2)      Artikel 12, stk. 4, i forordning nr. 2014/26

skal fortolkes således, at

sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige ydelser, der leveres af en kollektiv forvaltningsorganisation og som finansieres gennem fradrag i »rettighedsindtægter« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, litra h), kan være til gavn for »rettighedshavere« som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 3, litra c), uanset om disse rettighedshavere har en aktuel ret til vederlag, eller om de har indgået en forvaltningsaftale med den pågældende kollektive forvaltningsorganisation, forudsat at forvaltningen af rettigheder på vegne af disse rettighedshavere direkte eller indirekte henhører under den pågældende kollektive forvaltningsorganisations virksomhed.

Underskrifter

---

*      Processprog: tysk.