IU mod BT (C-176/25)

–

IU ved Rechtsanwalt Ch. Klostermann,

–

BT ved Rechtsanwältinnen G. Hebrant og M. Schork,

–

Europa-Kommissionen ved S. Noë og L. Wildpanner, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40) (herefter »Rom II-forordningen«) samt artikel 4 og 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6) (herefter »Rom I-forordningen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem IU og BT vedrørende IU’s angivelige krænkelse af de eksklusive brugsrettigheder til fotografier, som BT gør gældende i henhold til en overdragelsesaftale indgået med ophavsmanden til disse fotografier.

3

Artikel 2, nr. 1), i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker, der blev undertegnet i Bern den 9. september 1886 (Parisakten af 24.7.1971), har i den affattelse, som følger af ændringen af 28. september 1979 (herefter »Bernerkonventionen«), følgende ordlyd:

»Udtrykket »litterære og kunstneriske værker« omfatter enhver frembringelse på det litterære, videnskabelige og kunstneriske område [...] såsom [...] fotografiske værker, hvormed sidestilles værker, der er kommet til udtryk gennem en fremgangsmåde, der er analog med fotografi [...]«

4

Den nævnte konventions artikel 5 er sålydende:

»1)   Ophavsmænd skal med hensyn til værker, for hvilke de har krav på beskyttelse ifølge denne konvention, i andre [lande i den union, der er oprettet ved denne konvention,] end værkets hjemland nyde de samme rettigheder, som de respektive lovgivninger for øjeblikket indrømmer eller fremtidigt vil indrømme landets egne statsborgere, såvel som de rettigheder, som særligt tilkommer dem i henhold til denne konvention.

2)   Nydelsen og udøvelsen af disse rettigheder er ikke undergivet nogen formalitet og er uafhængig af eksistensen af beskyttelse i værkets hjemland. Når ikke andet er foreskrevet i denne konvention, retter beskyttelsens omfang såvel som de retsmidler, der er hjemlet ophavsmanden i det øjemed at værne om hans rettigheder, sig derfor udelukkende efter lovgivningen i det land, hvor beskyttelsen kræves.

3)   Beskyttelsen i hjemlandet bestemmes af dette lands egne love. Dog skal ophavsmanden i tilfælde af, at han ikke er statsborger i hjemlandet for det værk, med hensyn til hvilket han er beskyttet i henhold til denne konvention, i det nævnte land nyde de samme rettigheder som indenlandske ophavsmænd.

[...]«

5

Konventionens artikel 6a, stk. 1, er affattet således:

»Uafhængig af sine økonomiske rettigheder og selv efter overgang af disse bevarer ophavsmanden retten til at hævde paterniteten til sit værk og til at modsætte sig enhver forvanskning, beskæring eller anden ændring af dette, eller enhver anden brug af værket, som vil kunne skade hans ære eller anseelse.«

6

Konventionens artikel 9, nr. 1), har følgende ordlyd:

»Ophavsmænd til litterære og kunstneriske værker, der beskyttes ved denne konvention, har eneret til at tillade reproduktion af deres værker på enhver måde eller i enhver form.«

7

Aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS) af 15. april 1994 (EFT 1994, L 336, s. 214, herefter »TRIPS-aftalen«) udgør bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev undertegnet i Marrakech den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguayrundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT 1994, L 336, s. 1).

8

TRIPS-aftalens artikel 9 med overskriften »Forbindelse med [Bernerkonventionen]« bestemmer følgende i stk. 1:

»Medlemmerne skal efterkomme artikel 1 til 21 i [Bernerkonventionen] og tillægget dertil. Medlemmerne har dog ingen rettigheder eller forpligtelser i henhold til denne aftale i henseende til de rettigheder, der indrømmes i henhold til nævnte konventions artikel 6a, eller de deraf afledte rettigheder.«

9

Den 20. december 1996 vedtog Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) i Genève WIPO-traktaten om ophavsret, der blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2000/278/EF af 16. marts 2000 (EFT 2000, L 89, s. 6).

10

Traktatens artikel 1, som har overskriften »Forbindelsen med Bernerkonventionen«, fastsætter følgende i stk. 4:

»De kontraherende parter skal iagttage artikel 1 til 21 i og tillægget til Bernerkonventionen.«

11

Artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2000, L 12, s. 1) (herefter »Bruxelles I-forordningen«) bestemte:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

[...]

[...]«

12

Bruxelles I-forordningen blev med virkning fra den 10. januar 2015 ophævet ved og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) (EUT 2012, L 351, s. 1) (herefter »Bruxelles Ia-forordningen«). Denne forordnings artikel 7, nr. 1), litra a), og artikel 7, nr. 2), der i det væsentlige svarer til Bruxelles I-forordningens artikel 5, nr. 1), litra a), og artikel 5, nr. 3), fastsætter:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

[...]

13

7. og 26. betragtning til Rom II-forordningen er sålydende:

[...]

14

Rom II-forordningens artikel 1, stk. 1, definerer forordningens materielle anvendelsesområde på følgende måde:

»Denne forordning finder anvendelse på forpligtelser uden for kontrakt på det civil- og handelsretlige område i alle situationer, hvor der skal foretages et lovvalg. Den finder i særdeleshed ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelsen af statsmagt (»acta jure imperii«).«

15

Den nævnte forordnings artikel 2 med overskriften »Forpligtelser uden for kontrakt« bestemmer følgende i stk. 1:

»Ved anvendelsen af denne forordning dækker skade alle følger, der er udløst af skadevoldende handlinger, uberettiget berigelse, uanmodet forretningsførelse og culpa in contrahendo.«

16

Rom II-forordningens artikel 8, der har overskriften »Krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder«, fastsætter følgende i stk. 1:

»På en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, anvendes loven i det land, for hvilket beskyttelse gøres gældende.«

17

Den nævnte forordnings artikel 27 regulerer forholdet mellem forordningen og andre bestemmelser i EU-retten, mens dens artikel 28 regulerer forholdet til eksisterende internationale konventioner.

18

Sjette, syvende og sekstende betragtning til Rom I-forordningen er affattet således:

[...]

19

Rom I-forordningens artikel 1, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Denne forordning finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser på det civil- og handelsretlige område i situationer, hvor der skal foretages et lovvalg.

Den finder i særdeleshed ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller på administrative anliggender.«

20

Den nævnte forordnings artikel 3 med overskriften »Aftalt lovvalg« bestemmer følgende i stk. 1:

»En aftale er underlagt den lov, som parterne har vedtaget. [...]«

21

Forordningens artikel 4, som har overskriften »Lovvalg i mangel af aftale herom«, fastsætter:

»1.   Har parterne ikke aftalt lovvalg i overensstemmelse med artikel 3, bestemmes den lov, der finder anvendelse på aftalen, som følger, jf. dog artikel 5-8:

[...]

[...]

2.   Er aftalen ikke omfattet af stk. 1, eller er aftalens bestanddele omfattet af mere end et af litraerne a)-h) i stk. 1, underlægges aftalen loven i det land, hvor den part, der præsterer den for aftalen karakteristiske ydelse, har sit sædvanlige opholdssted.

3.   Fremgår det klart af alle sagens omstændigheder, at aftalen[,] hvor parterne ikke har aftalt lovvalg, har åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er angivet i stk. 1 eller 2, finder loven i dette andet land anvendelse.

4.   Kan det i henhold til stk. 1 eller 2 ikke bestemmes, hvilken lov der finder anvendelse, er aftalen underlagt loven i det land, hvortil den har sin nærmeste tilknytning.«

22

Rom I-forordningens artikel 11 med overskriften »Gyldighed med hensyn til form« bestemmer følgende i stk. 1 og 2:

»1.   En aftale, der er indgået mellem personer, som, eller hvis befuldmægtigede, befinder sig i samme land på tidspunktet for aftalens indgåelse, er gyldig med hensyn til form, hvis den opfylder formkravene i den lov, som i henhold til denne forordning finder anvendelse på aftalens materielle indhold, eller loven i det land, hvor aftalen er indgået.

2.   En aftale, der er indgået mellem personer, som, eller hvis befuldmægtigede, befinder sig i forskellige lande på tidspunktet for aftalens indgåelse, er gyldig med hensyn til form, hvis den opfylder formkravene i den lov, som i henhold til denne forordning finder anvendelse på aftalens materielle indhold, eller loven i et af de lande, hvor en af parterne eller en af disses befuldmægtigede befinder sig på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller loven i det land, hvor en af parterne på det pågældende tidspunkt havde sit sædvanlige opholdssted.«

23

Forordningens artikel 12, der har overskriften »Rækkevidden af den lov, der skal anvendes«, fastsætter følgende i stk. 1, litra e):

»Den lov, som i henhold til denne forordning skal anvendes på en aftale, finder navnlig anvendelse på spørgsmål om:

[…]

24

Den nævnte forordnings artikel 23 regulerer forholdet mellem forordningen og andre bestemmelser i EU-retten, mens dens artikel 25 regulerer forholdet til eksisterende internationale konventioner.

25

§72 i Gesetz über Urheberrecht und verwandte Schutzrechte – Urheberrechtsgesetz (lov om ophavsret og beslægtede rettigheder) af 9. september 1965 (BGBl. 1965 I, s. 1273) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »UrhG«), bestemmer i stk. 2, at retten til beskyttelse af fotografier tilkommer fotografen.

26

§97, stk. 1, i UrhG fastsætter, at den skadelidte i tilfælde af en ulovlig krænkelse af ophavsretten eller af en anden rettighed, der er beskyttet ved denne lov, kan anmode om et påbud om øjeblikkeligt ophør og, såfremt der er risiko for gentagelse, et påbud om ophør for fremtiden.

27

Via internettet, og navnlig på onlinesalgsplatformen eBay, sælger BT autotilbehør, herunder bilmåtter, i Cottbus (Tyskland).

28

Med henblik på at illustrere sine onlinesalgsannoncer gjorde BT i perioden fra april 2014 til april 2018 på grundlag af mundtlige aftaler gentagne gange brug af en professionel fotograf til at tage fotografier af disse bilmåtter. Fotografen er en polsk statsborger, der driver et fotostudie i Dąbrowa Górnicza (Polen). Efter hvert fotoshoot i sit studie i Polen udleverede han på selve dagen et USB-stik, der indeholdt filerne med de fremstillede fotografier, til BT’s ægtefælle. Parterne indgik ikke nogen skriftlig aftale om brugen af de således fremstillede fotografier eller om overdragelsen af brugsrettighederne til disse fotografier til BT. De indgik heller ikke nogen aftale om den lov, der skulle finde anvendelse på de ydelser, som var blevet leveret af fotografen, og på overdragelsen af brugsrettighederne.

29

I februar og marts 2018 offentliggjorde IU på onlinesalgsplatformen eBay salgstilbud på bilmåtter, der var illustreret med nogle af de fotografier, som var blevet fremstillet på vegne af BT. Idet BT anså IU’s offentliggørelse af disse fotografier for en krænkelse af de eksklusive brugsrettigheder, som hun mente at have til disse, anlagde hun sag ved de tyske domstole med påstand om bl.a. ophør af den hævdede krænkelse.

30

Den tyske førsteinstansret gav BT medhold. Den fastslog, at de omhandlede fotografier var beskyttet af ophavsretten i medfør af §72 i UrhG, at fotografen gyldigt havde overdraget de eksklusive brugsrettigheder til disse fotografier til BT, og at IU havde krænket disse rettigheder ved at gøre fotografierne offentligt tilgængelige uden at have opnået BT’s tilladelse. På grundlag af §97, stk. 1, i UrhG blev IU af denne retsinstans dømt til bl.a. at ophøre med den omtvistede adfærd.

31

IU har iværksat appel til prøvelse af den nævnte dom ved Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland), som er den forelæggende ret. Hun har gjort gældende, at spørgsmålet om den formelle gyldighed af overdragelsesaftalen mellem BT og fotografen er reguleret af polsk ret som den lov, der finder anvendelse på aftalen, i overensstemmelse med Rom I-forordningens artikel 4, stk. 2, sammenholdt med forordningens artikel 11, stk. 1. I denne henseende har IU henledt opmærksomheden på den omstændighed, at såvel indgåelsen af aftalen som de ydelser, der er karakteristiske for denne, nemlig fremstillingen af fotografierne og den efterfølgende overdragelse af brugsrettighederne, fandt sted i et fotostudie, som er beliggende i Polen. Ifølge IU kræver polsk ret, at overdragelsen af eksklusive brugsrettigheder til værker såsom fotografier skal ske skriftligt. Da dette krav ikke er blevet overholdt, er de omhandlede rettigheder ikke gyldigt blevet overdraget til BT, som derfor ikke har søgsmålskompetence, hvorfor dommen fra førsteinstansretten bør omstødes.

32

BT er derimod af den opfattelse, at den lov, som finder anvendelse på spørgsmålet om overdragelsesaftalens formelle gyldighed, ikke skal fastlægges på grundlag af Rom I-forordningens bestemmelser, men i overensstemmelse med Rom II-forordningens artikel 8, stk. 1, hvorefter loven i det land, for hvilket beskyttelse gøres gældende (lex loci protectionis), anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed. Inden for rammerne af en overdragelsesaftale som den i hovedsagen omhandlede har den lov, der finder anvendelse på aftalen, nemlig alene til formål at regulere den handling, som skaber forpligtelser, mens lex loci protectionis regulerer dispositionen over de tinglige rettigheder. Eftersom den krænkelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder, som BT har påberåbt sig, fandt sted i Tyskland, og eftersom den beskyttelse, som hun kræver for så vidt angår brugsrettighederne til de i hovedsagen omhandlede fotografier, vedrører det tyske område, er overdragelsesaftalen i denne henseende underlagt tysk ret i medfør af princippet om lex loci protectionis. I henhold til tysk ret er gyldigheden af en overdragelse af eksklusive brugsrettigheder til fotografier ikke underlagt noget formkrav, hvorfor overdragelsen bl.a. kan følge af en mundtlig aftale.

33

Den forelæggende ret har anført, at parterne i hovedsagen er uenige om fastlæggelsen af, hvilken lov der finder anvendelse på spørgsmålet om overdragelsesaftalens formelle gyldighed. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om denne gyldighed skal bedømmes på grundlag af den lov, der finder anvendelse på aftalen, og som skal fastlægges i overensstemmelse med Rom I-forordningen, eller på grundlag af loven i det land, for hvilket beskyttelsen gøres gældende, i henhold til Rom II-forordningens artikel 8, stk. 1.

34

På denne baggrund har Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal Rom II-forordningens artikel 8, stk. 1, fortolkes således, at loven i det land, for hvilket beskyttelse gøres gældende, også finder anvendelse på spørgsmålet om, hvorvidt en overdragelse af eksklusive brugsrettigheder til fotografier fra ophavsmanden til indehaveren af brugsretten er (formelt) gyldig?

2) Såfremt det første [...] spørgsmål besvares benægtende: Finder den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen, og dermed [Rom I-forordningens] artikel 4 og 11 [...], anvendelse på spørgsmålet om, hvorvidt en overdragelse af eksklusive brugsrettigheder til fotografier fra ophavsmanden til indehaveren af brugsretten er (formelt) gyldig?«

35

Med de to spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Rom I-forordningen og Rom II-forordningen skal fortolkes således, at inden for rammerne af et søgsmål anlagt på grund af tredjemands krænkelse af de eksklusive brugsrettigheder, som en person angiveligt har til et ophavsretligt beskyttet værk, skal spørgsmålet om den formelle gyldighed af den overdragelsesaftale, der er indgået mellem denne person og ophavsmanden til værket som overdrager af disse rettigheder, henføres til det kontraktmæssige område eller til det ikke-kontraktmæssige område, således at den lov, der finder anvendelse på dette spørgsmål, skal fastlægges i henhold til de regler, som er fastsat i henholdsvis Rom I-forordningen eller Rom II-forordningen.

36

I denne henseende skal det bemærkes, at Rom I-forordningen og Rom II-forordningen, således som det fremgår af deres respektive artikel 1, har harmoniseret de lovvalgsregler, der på det civil- og handelsretlige område finder anvendelse på henholdsvis kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontrakt. Den lov, der finder anvendelse på disse to disse to typer forpligtelser, skal fastlægges ved hjælp af de bestemmelser, som er fastsat i en af de to forordninger, med forbehold af de regler, der er omhandlet i Rom I-forordningens artikel 23 og 25 og Rom II-forordningens artikel 27 og 28 (dom af 21.1.2016, ERGO Insurance og Gjensidige Baltic, C-359/14 og C-475/14, EU:C:2016:40, præmis 37).

37

Hvad angår de respektive anvendelsesområder for Rom I-forordningen og Rom II-forordningen skal de heri indeholdte begreber »kontraktlige forpligtelser« og »forpligtelser uden for kontrakt« fortolkes selvstændigt, primært ud fra forordningernes opbygning og mål. Der skal, således som det fremgår af syvende betragtning til begge disse forordninger, ligeledes tages hensyn til formålet om overensstemmelse ved gensidig anvendelse af disse forordninger, men også til Bruxelles I-forordningen, der i artikel 5 indeholder en sondring mellem sager om kontraktforhold og sager om erstatning uden for kontrakt (jf. i denne retning dom af 21.1.2016, ERGO Insurance og Gjensidige Baltic, C-359/14 og C-475/14, EU:C:2016:40, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis). For så vidt som Bruxelles I-forordningen er blevet ophævet ved og erstattet af Bruxelles Ia-forordningen, gælder dette mål om sammenhæng ligeledes for denne forordning (dom af 20.10.2022, ROI Land Investments, C-604/20, EU:C:2022:807, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

38

Det fremgår af Domstolens praksis vedrørende den sidstnævnte forordning, at det kun er en retlig forpligtelse, som en person frivilligt har påtaget sig over for en anden person, og som ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg, der er omfattet af »sager om kontraktforhold« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 7, nr. 1), litra a) (jf. i denne retning dom af 8.5.2019, Kerr, C-25/18, EU:C:2019:376, præmis 25). Det bemærkes analogt og i tråd med det formål om overensstemmelse, der er anført i den foregående præmis i nærværende dom, at begrebet »kontraktlige forpligtelser« som omhandlet i Rom I-forordningens artikel 1 vedrører retlige forpligtelser, som en person frivilligt har påtaget sig over for en anden person (jf. i denne retning dom af 21.1.2016, ERGO Insurance og Gjensidige Baltic, C-359/14 og C-475/14, EU:C:2016:40, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

39

Hvad angår begrebet »forpligtelser uden for kontrakt« som omhandlet i Rom II-forordningens artikel 1 bemærkes, at begrebet »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 2), omfatter ethvert krav, som går ud på, at en sagsøgt pålægges et erstatningsansvar, og som ikke er knyttet til de nævnte »sager om kontraktforhold« i den forstand, hvori begrebet bliver anvendt i denne forordnings artikel 7, nr. 1), litra a) (dom af 4.6.2026, TERVE, C-791/24, EU:C:2026:444, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). Det bemærkes desuden, at Rom II-forordningen, således som det fremgår af forordningens artikel 2, finder anvendelse på de forpligtelser, der opstår efter en skade, dvs. alle følger, der er udløst af skadevoldende handlinger, uberettiget berigelse, uanmodet forretningsførelse eller culpa in contrahendo (dom af 21.1.2016, ERGO Insurance og Gjensidige Baltic, C-359/14 og C-475/14, EU:C:2016:40, præmis 45).

40

På baggrund af det ovenstående skal »forpligtelser uden for kontrakt« i Rom II-forordningens forstand forstås som forpligtelser, der udspringer af en af de begivenheder, der er opregnet i denne forordnings artikel 2 (dom af 21.1.2016, ERGO Insurance og Gjensidige Baltic, C-359/14 og C-475/14, EU:C:2016:40, præmis 46).

41

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at BT hævder at besidde de eksklusive brugsrettigheder, som ophavsmanden til ophavsretligt beskyttede værker – nemlig fotografier – har overdraget til hende på grundlag af flere på hinanden følgende mundtlige aftaler med det formål at gøre det muligt for hende at anvende disse til sine onlinesalgsaktiviteter på det tyske område. Det fremgår ligeledes af den nævnte afgørelse, at BT i denne egenskab har anlagt sag mod en tredjemand, IU, som angiveligt har anvendt fotografierne til sine egne onlinesalgsaktiviteter på det nævnte område.

42

Et sådant søgsmål anlagt af den erklærede erhverver af eksklusive brugsrettigheder til ophavsretligt beskyttede værker skal anses for at vedrøre en forpligtelse uden for kontrakt, for så vidt som det med søgsmålet tilsigtes, at en sagsøgt ifalder ansvar for sin anvendelse af de pågældende værker uden erhververens samtykke. En sådan anvendelse udgør nemlig en skadevoldende handling som omhandlet i Rom II-forordningens artikel 2.

43

Eftersom ophavsrettigheder i overensstemmelse med 26. betragtning til den nævnte forordning er omfattet af de i forordningen omhandlede intellektuelle ejendomsrettigheder, skal det fastslås, at det af forordningens artikel 8, stk. 1, fremgår, at på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en krænkelse af eksklusive brugsrettigheder til ophavsretligt beskyttede værker, anvendes loven i det land, for hvilket beskyttelse gøres gældende, dvs. lex loci protectionis.

44

Når dette er sagt, skal den forelæggende ret i hovedsagen ligeledes tage stilling til spørgsmålet om den formelle gyldighed af aftalen om overdragelse af de eksklusive brugsrettigheder, som angiveligt er blevet krænket. Den forelæggende ret ønsker således oplyst, om dette spørgsmål i en sådan sammenhæng ligeledes skal reguleres af lex loci protectionis som den lov, der finder anvendelse på den forpligtelse uden for kontrakt, som følger af den hævdede krænkelse af de nævnte rettigheder, eller i benægtende fald af den lov, der finder anvendelse på aftalen i henhold til Rom I-forordningens bestemmelser.

45

Som generaladvokaten har anført i punkt 52 og 53 i forslaget til afgørelse, er dette spørgsmål om den formelle gyldighed af aftalen om overdragelse af de eksklusive brugsrettigheder selvstændigt og særskilt i forhold til ansvaret uden for kontrakt for den person, der angiveligt har krænket disse rettigheder. Dette spørgsmål kan derfor ikke henføres til det ikke-kontraktmæssige område, hvorfor den lov, der finder anvendelse på den formelle gyldighed af en aftale om overdragelse af eksklusive brugsrettigheder, ikke skal fastlægges i lyset af Rom II-forordningens bestemmelser.

46

Spørgsmålet om den formelle gyldighed af en sådan aftale henhører under sager om kontraktforhold i Rom I-forordningens forstand. Som generaladvokaten har anført i punkt 58-61 i forslaget til afgørelse, og som det i det væsentlige fremgår af Betænkning om konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser[,] udarbejdet af Mario Giuliano, professor ved universitet i Milano, og Paul Lagarde, professor ved Université de Paris I [(universitetet i Paris I)] (EFT 1980, C 282, s. 1), hvilken konvention mellem medlemsstaterne er blevet erstattet af Rom I-forordningen, har formkravene i princippet til formål – uafhængigt af genstanden for den omhandlede aftale og den person, der påberåber sig en tilsidesættelse heraf – af hensyn til retssikkerheden og beskyttelsen af parterne at opstille rammer for parternes viljeserklæring om at være bundet af en frivilligt indgået retlig forpligtelse, hvilket i overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 38, vil sige bundet af en kontraktlig forpligtelse som omhandlet i Rom I-forordningens artikel 1.

47

Denne fortolkning er i øvrigt i overensstemmelse med det med Rom I-forordningen forfulgte formål, der, således som det fremgår af 6. og 16. betragtning hertil, består i bl.a. at sikre retssikkerheden inden for det europæiske retsområde ved hjælp af lovvalgsregler, der frembyder en høj grad af forudsigelighed (dom af 4.12.2025, Liechtensteinische Landesbank, C-279/24, EU:C:2025:942, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis). Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 68 i forslaget til afgørelse, indebærer den omstændighed, at spørgsmålet om den formelle gyldighed af en aftale om overdragelse af eksklusive brugsrettigheder henføres til det kontraktmæssige område, at overdrageren og erhververen sikres, at deres aftale er gyldig, og at denne overdragelse er gyldig, når denne aftale opfylder kravene i den lov, der finder anvendelse i henhold til Rom I-forordningens bestemmelser, og dette selv når de overdragne eksklusive brugsrettigheder finder anvendelse i forskellige medlemsstater, hvilket i tilfælde af krænkelse af disse rettigheder i flere medlemsstater kan give anledning til anvendelse af flere nationale lovgivninger i medfør af det i Rom II-forordningens artikel 8, stk. 1, fastsatte kriterium om lex loci protectionis. Denne henførsel giver således en retssikkerhed og en grad af forudsigelighed, som ikke ville kunne opnås, såfremt spørgsmålet om overdragelsesaftalens formelle gyldighed blev henført til det ikke-kontraktmæssige område.

48

Europa-Kommissionen har imidlertid i sit skriftlige indlæg og i retsmødet anført, at anfægtelsen, i en sag som den i hovedsagen omhandlede, af overdragelsesaftalens formelle gyldighed svarer til at sætte spørgsmålstegn ved egenskaben af erhverver og dermed ved dennes ejerskab til de eksklusive brugsrettigheder, som ophavsmanden har overdraget til den pågældende. Under disse omstændigheder er Kommissionen af den opfattelse, at for så vidt som formkravet vedrører dette, skal dette ejerskabsspørgsmål – der adskiller sig fra spørgsmålet om aftalens gyldighed – henføres til det tinglige område eller det ophavsretlige område og ikke til det kontraktmæssige område.

49

Som generaladvokaten imidlertid i det væsentlige har anført i punkt 56 og 57 samt i punkt 65 i forslaget til afgørelse, vedrører spørgsmålet om den formelle gyldighed af en aftale om overdragelse af eksklusive brugsrettigheder til et ophavsretligt beskyttet værk, selv om det er snævert forbundet med spørgsmålet om erhververens ejerskab, ikke selve kernen i ophavsretten eller dens iboende kendetegn eller ejendomsretten til det beskyttede værk, hvorfor det ikke kan henføres til det ophavsretlige område eller det ejendomsretlige område.

50

Det nævnte spørgsmål vedrører nemlig ikke forhold vedrørende ophavsretten eller ejendomsretten hertil, såsom kvalificeringen som et beskyttet værk, tildelingen af paterniteten til værket eller indholdet og omfanget af den ophavsretlige beskyttelse, hvilke forhold er nævnt i artikel 2, 5, 6a og 9 i Bernerkonventionen, som Den Europæiske Union er forpligtet til at overholde i henhold til artikel 1, stk. 4, i WIPO-traktaten om ophavsret og/eller TRIPS-aftalens artikel 9 (jf. i denne retning dom af 24.10.2024, Kwantum Nederland og Kwantum België, C-227/23, EU:C:2024:914, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

51

I det omfang en tredjemand som IU anfægter gyldigheden af overdragelsesaftalen på grundlag af et formkrav, anfægter vedkommende følgelig ikke tinglige aspekter eller aspekter vedrørende ophavsretten som sådan, men derimod eksistensen af et kontraktforhold mellem erhververen og ophavsmanden.

52

Den omstændighed, at det formkrav, der stilles til aftaler om overdragelse af eksklusive brugsrettigheder til et ophavsretligt beskyttet værk, kan afvige fra den ordning, der finder anvendelse på andre typer overdragelsesaftaler, kan ikke rejse tvivl om denne kvalificering. Selv om formkravet er pålagt i forbindelse med ophavsrettens særlige område eller er indeholdt i en national lovgivning på dette område, bevarer det nemlig sin primære funktion, der, således som det fremgår af nærværende doms præmis 46, er at sikre parternes informerede viljeserklæring om at være bundet af en kontraktlig forpligtelse.

53

Den fortolkning, hvorefter spørgsmålet om den formelle gyldighed af en aftale om overdragelse af eksklusive brugsrettigheder skal henføres til det kontraktmæssige område og ikke til det tinglige område eller det ophavsretlige område, skønt det kan have konsekvenser for overdragelsen af eller ejerskabet til disse rettigheder, understøttes af Rom I-forordningens artikel 12, hvorefter den lov, som i henhold til denne forordning skal anvendes på en aftale, navnlig finder anvendelse på spørgsmål om virkningerne af en aftales ugyldighed. Det er således den lov, der finder anvendelse på aftalen, som afgør, om aftaleerhververen – når aftalen er ugyldig med hensyn til form – skal anses for at være indehaver af de pågældende rettigheder, idet spørgsmålet om ejerskabet er en følge af det primære spørgsmål om aftalens formelle gyldighed.

54

Endelig griber en henførsel af spørgsmålet om den formelle gyldighed af en aftale som den i hovedsagen omhandlede til det kontraktmæssige område på ingen måde ind i territorialprincippet, der er afspejlet i Bernerkonventionens artikel 5, stk. 1-3, og hvorefter beskyttelsen af ophavsretten sikres ved hver medlemsstats nationale lovgivning (dom af 3.10.2013, Pinckney, C-170/12, EU:C:2013:635, præmis 39). Den omstændighed, at den formelle gyldighed af en sådan aftale skal vurderes i forhold til den lov, der finder anvendelse på aftalen i medfør af de i Rom I-forordningen fastsatte regler, er nemlig ikke til hinder for, at disse nationale lovgivninger fortsat finder anvendelse med hensyn til spørgsmålet om ophavsretlig beskyttelse.

55

På samme måde er en sådan henførsel heller ikke til hinder for anvendelsen af de i Rom II-forordningen fastsatte regler om, hvilken lov der skal anvendes på forpligtelser uden for kontrakt. Særligt skal det, således som det fremgår af nærværende doms præmis 42, bemærkes, at såfremt den forelæggende ret efter sin analyse måtte fastslå, at den i hovedsagen omhandlede overdragelsesaftale er gyldig med hensyn til form i henhold til den lov, der finder anvendelse på aftalen, eller at BT kan anses for at være indehaver af de omhandlede eksklusive brugsrettigheder på det tyske område, vil krænkelsen af disse rettigheder skulle vurderes i henhold til den lov, som er udpeget ved Rom II-forordningens artikel 8, stk. 1.

56

Henset til ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at Rom I-forordningen og Rom II-forordningen skal fortolkes således, at inden for rammerne af et søgsmål anlagt på grund af tredjemands krænkelse af de eksklusive brugsrettigheder, som en person angiveligt har til et ophavsretligt beskyttet værk, skal spørgsmålet om den formelle gyldighed af den overdragelsesaftale, der er indgået mellem denne person og ophavsmanden til værket som overdrager af disse rettigheder, henføres til det kontraktmæssige område, således at den lov, der finder anvendelse på dette spørgsmål, skal fastlægges i henhold til de regler, som er fastsat i Rom I-forordningen.

57

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)

skal fortolkes således, at

inden for rammerne af et søgsmål anlagt på grund af tredjemands krænkelse af de eksklusive brugsrettigheder, som en person angiveligt har til et ophavsretligt beskyttet værk, skal spørgsmålet om den formelle gyldighed af den overdragelsesaftale, der er indgået mellem denne person og ophavsmanden til værket som overdrager af disse rettigheder, henføres til det kontraktmæssige område, således at den lov, der finder anvendelse på dette spørgsmål, skal fastlægges i henhold til de regler, som er fastsat i forordning nr. 593/2008.