BT og CY mod Finanzamt Siegburg (C-223/25)

–

den tyske regering ved J. Möller og P. Wagner, som befuldmægtigede,

–

den belgiske regering ved S. Baeyens og P. Cottin, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og W. Roels, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer, undertegnet i Luxembourg den 21. juni 1999 (EFT 2002, L 114, s. 6), som senest tilpasset ved protokollen af 4. marts 2016 om Republikken Kroatiens deltagelse som kontraherende part i medfør af landets tiltrædelse af Den Europæiske Union (EUT 2017, L 31, s. 3) (herefter »aftalen om fri bevægelighed for personer«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side BT og CY og på den anden side Finanzamt Siegburg (skatte- og afgiftsmyndigheden i Siegburg, Tyskland) (herefter »skattemyndigheden«) vedrørende beregningen af indkomstskat for 2019.

3

Den 21. juni 1999 undertegnede Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side syv aftaler, herunder aftalen om fri bevægelighed for personer. Ved afgørelse 2002/309/EF, Euratom truffet af Rådet og Kommissionen, for så vidt angår aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde, den 4. april 2002 om indgåelse af syv aftaler med Det Schweiziske Forbund (EFT 2002, L 114, s. 1) blev disse syv aftaler godkendt på Fællesskabets vegne og trådte i kraft den 1. juni 2002.

4

Ifølge præamblen til aftalen om fri bevægelighed for personer er de kontraherende parter »besluttede på at gennemføre fri bevægelighed for personer mellem sig på grundlag af de bestemmelser, der gælder i Det Europæiske Fællesskab«.

5

Følgende fremgår af artikel 1 i aftalen om fri bevægelighed for personer:

»Målet for denne aftale til fordel for statsborgerne i Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater og Schweiz er:

6

Den nævnte aftales artikel 2 med overskriften »Ikke-forskelsbehandling« har følgende ordlyd:

»Statsborgere i en af de kontraherende parter, som tager lovligt ophold på en anden kontraherende parts område, må ikke ved anvendelsen af og i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag I, II og III til denne aftale udsættes for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.«

7

Samme aftales artikel 5 med overskriften »Leverandører af tjenesteydelser« fastsætter:

»1.   Med forbehold af bestemmelserne i andre specifikke aftaler om levering af tjenesteydelser mellem de kontraherende parter (herunder aftalen om offentlige indkøb, såfremt denne omfatter levering af tjenesteydelser) har en leverandør af tjenesteydelser, herunder også selskaber i henhold til bestemmelserne i bilag I, ret til på den anden kontraherende parts område at levere en tjenesteydelse, der ikke overstiger 90 arbejdsdage pr. kalenderår.

[...]

4.   De rettigheder, der indrømmes i kraft af denne artikel, sikres i medfør af bestemmelserne i bilag I, II og III. De i artikel 10 omhandlede kvantitative begrænsninger finder ikke anvendelse på de personer, der er omhandlet i nærværende artikel.«

8

Artikel 7 i aftalen om fri bevægelighed for personer med overskriften »Andre rettigheder« er affattet således:

»De kontraherende parter fastlægger i overensstemmelse med bilag I især nedenstående rettigheder i tilknytning til den frie bevægelighed for personer:

[...]«

9

Denne aftales artikel 15 bestemmer, at bilagene og protokollerne til aftalen udgør en integrerende del heraf.

10

Den nævnte aftales artikel 16, som har overskriften »Henvisning til fællesskabsretten«, er affattet som følger:

»1.   De kontraherende parter vil for at virkeliggøre målene i denne aftale træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at de rettigheder og forpligtelser, som svarer til dem, der er indeholdt i de EF-retsakter, som der henvises til, anvendes i deres indbyrdes forbindelser.

2.   Såfremt anvendelsen af denne aftale omfatter fællesskabsretlige begreber, skal der tages hensyn til EF-Domstolens relevante retspraksis forud for datoen for aftalens undertegnelse. Retspraksis efter datoen for aftalens undertegnelse vil blive meddelt Schweiz. For at sikre, at aftalen fungerer tilfredsstillende, fastlægger det blandede udvalg efter anmodning fra en af de kontraherende parter, hvilke virkninger den pågældende retspraksis vil have.«

11

Samme aftales artikel 21 med overskriften »Forbindelse med bilaterale aftaler vedrørende området dobbeltbeskatning« bestemmer:

»1.   Bestemmelserne vedrørende dobbeltbeskatning i de bilaterale aftaler mellem Schweiz og Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater berøres ikke af bestemmelserne i denne aftale. Især må bestemmelserne i denne aftale ikke berøre den definition af grænsearbejdere, der er fastsat i aftalerne om dobbeltbeskatning.

2.   Intet i denne aftale må fortolkes således, at de kontraherende parter ved anvendelsen af de relevante bestemmelser i deres skattelovgivning hindres i at sondre mellem skattepligtige, der ikke befinder sig i samme situation, særlig hvad angår bopæl.

3.   Intet i denne aftale er til hinder for, at de kontraherende parter kan vedtage eller håndhæve foranstaltninger med sigte på at sikre beskatning, effektiv betaling og opkrævning af afgifter eller modvirke skatteunddragelse i henhold til en kontraherende parts nationale skattelovgivning eller aftaler om hindring af dobbeltbeskatning, der er bindende for Schweiz på den ene side og en eller flere af Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater på den anden side, eller andre beskatningsordninger.«

12

Bilag I til aftalen vedrører den frie bevægelighed for personer.

13

Det nævnte bilags artikel 7 med overskriften »Lønnede grænsearbejdere« bestemmer følgende i stk. 1:

»En lønnet grænsearbejder er en statsborger i en kontraherende part, der har bopæl på en kontraherende parts område og udøver en lønnet aktivitet på den anden kontraherende parts område, idet han i princippet vender tilbage til sin bopæl hver dag eller mindst én gang om ugen.«

14

I det nævnte bilags artikel 9 med overskriften »Ligebehandling« er følgende fastsat i stk. 1 og 2:

»1.   En lønmodtager, der er statsborger i en kontraherende part, må ikke på grund af sin nationalitet behandles anderledes på den anden kontraherende parts område end indenlandske lønmodtagere med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og, i tilfælde af arbejdsløshed, genoptagelse af beskæftigelse i faget eller genansættelse.

2.   Lønmodtageren og dennes familiemedlemmer [...] nyder samme skattemæssige og sociale fordele som indenlandske lønmodtagere og disses familiemedlemmer.«

15

Samme bilags artikel 17 med overskriften »Leverandører af tjenesteydelser« bestemmer følgende i litra a):

»I forbindelse med levering af tjenesteydelser forbydes i henhold til artikel 5 i denne aftale:

16

Overenskomsten mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Det Schweiziske Forbund med henblik på at undgå dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter af 11. august 1971 (BGBl. 1972 II, s. 1022, BStBl. 1973 I, s. 61), som ændret senest ved artikel 5 i protokol af 27. oktober 2010 (BGBl. 2011 I, s. 1090, 1093, BStBl. 2012 I, s. 512, 514), fastsætter følgende i artikel 4, stk. 1:

»I denne overenskomst forstås ved udtrykket »hjemmehørende i en kontraherende stat« enhver person, som i henhold til denne stats lovgivning er fuldt skattepligtig dér.«

17

Denne overenskomsts artikel 15, stk. 1, fastsætter:

»Med forbehold af bestemmelserne i artikel 15a-19 beskattes løn og tilsvarende vederlag, som en hjemmehørende i en kontraherende stat oppebærer for lønnet beskæftigelse, kun i denne stat, medmindre beskæftigelsen udøves i den anden kontraherende stat. Såfremt beskæftigelsen udøves dér, beskattes løn og vederlag oppebåret herfor i denne anden stat.«

18

Einkommensteuergesetz (lov om indkomstskat) (BGBl. 2009 I, s. 3366) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »EStG«), bestemmer følgende i § 1 med overskriften »Skattepligt«:

»1.   Fysiske personer, der har bopæl eller sædvanligt opholdssted i Tyskland, er fuldt indkomstskattepligtige. [...]

[...]

4.   Fysiske personer, der hverken har bopæl eller sædvanligt opholdssted i Tyskland, er, med forbehold af stk. 2 og 3, og § 1a, begrænset indkomstskattepligtige, når de oppebærer indenlandsk indkomst som omhandlet i § 49.«

19

EStG’s § 35a, stk. 2-5, fastsætter:

»2.   For beskæftigelse i andre private husholdninger end dem, der er omhandlet i stk. 1, eller for tjenesteydelser til husholdninger, der ikke er ydelser som omhandlet i stk. 3, nedsættes den indkomstskat, der følger af taksttabellen, efter fradrag af øvrige skattenedsættelser, efter anmodning med 20% af den skattepligtiges udgifter op til et beløb på 4000 EUR. [...]

3.   For håndværkerydelser i forbindelse med renoverings-, vedligeholdelses- eller moderniseringsarbejder nedsættes den indkomstskat, der følger af taksttabellen, efter fradrag af øvrige skattenedsættelser, efter anmodning med 20% af den skattepligtiges udgifter op til et beløb på 1200 EUR. [...]

4.   Den i stk. 1-3 omhandlede skattenedsættelse indrømmes kun, hvis beskæftigelsen eller leveringen af tjeneste- eller håndværkerydelser foregår i den skattepligtiges husholdning, der er beliggende på Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes område.

5.   Den i stk. 1-3 omhandlede skattenedsættelse kan kun indrømmes, hvis udgifterne ikke udgør driftsomkostninger eller erhvervsmæssige udgifter, og såfremt de ikke er blevet medregnet som særlige eller ekstraordinære udgifter [...]. I medfør af stk. 2 og 3 kan kun lønudgifter fradrages i den indkomstskat, der følger af taksttabellen. For at være berettiget til skattenedsættelsen for tjenesteydelser til husholdninger i medfør af stk. 2 eller håndværkerydelser i medfør af stk. 3 skal den skattepligtige person have modtaget en faktura for de afholdte udgifter og have foretaget betaling på tjenesteyderens konto.

[...]«

20

Følgende fremgår af § 8 i Abgabenordnung (lov om skatter og afgifter) i den konsoliderede udgave, der er offentliggjort i medfør af artikel 73, stk. 2, i Drittes Gesetz zur Änderung verwaltungsverfahrensrechtlicher Vorschriften (tredje lov om ændring af administrative procesbestemmelser) af 21. august 2022 (BGBl. I, s. 3322):

»En person har bopæl dér, hvor vedkommende har en bolig, på vilkår, der gør det muligt at konkludere, at den pågældende vil beholde og benytte denne bolig.«

21

§ 9 i lov om skatter og afgifter er sålydende:

»En person har sit sædvanlige opholdssted på det sted, hvor den pågældende opholder sig under omstændigheder, der tyder på, at vedkommende ikke kun opholder sig midlertidigt på dette sted eller i dette område. For sædvanligt opholdssted inden for denne lovs anvendelsesområde anses altid og fra begyndelsen et tidsmæssigt sammenhængende ophold af en varighed på mere end seks måneder; der ses bort fra kortvarige afbrydelser. Andet punktum finder ikke anvendelse, hvis opholdet udelukkende gennemføres med henblik på besøg, rekreation, behandling eller lignende private formål og ikke varer længere end et år.«

22

Ægtefællerne BT og CY, der begge er tyske og schweiziske statsborgere, bor i Schweiz i et hus, der tilhører dem. I løbet af 2019, som er omhandlet i hovedsagen, engagerede de forskellige håndværkere og et haveselskab med hjemsted i Schweiz til at udføre arbejde i dette hus og betalte lønudgifterne på grundlag af de fakturaer, som disse fremsendte.

23

BT er ansat i et tysk selskab og har derfor siden 2015 desuden boet alene i en lejlighed i Tyskland. I 2019 arbejdede og boede han i løbet af ugen i Tyskland og vendte regelmæssigt tilbage til Schweiz i weekenderne. Han oppebar i dette år lønindtægter samt leje- og forpagtningsindtægter i Tyskland samt udenlandske indtægter, der var fritaget for beskatning i Tyskland. CY oppebar lønindtægter i Schweiz.

24

Ved selvangivelsen for 2019, der blev indgivet til skattemyndigheden, anmodede CY om at blive omfattet af ordningen med fuld skattepligt i Tyskland og om sambeskatning med BT.

25

Efter at skattemyndigheden ved indkomstskatteansættelsen af 26. februar 2021 havde fastsat størrelsen af den indkomstskat, som sagsøgerne i hovedsagen under sambeskatning skulle betale for 2019, indgav de en anmodning om ændring af denne skatteansættelse med henblik på at opnå den i EStG’s § 35a, stk. 2-5, fastsatte indkomstskattenedsættelse.

26

Da anmodningen om ændring og den efterfølgende klage indgivet af sagsøgerne i hovedsagen blev afslået af skattemyndigheden, anlagde de sag ved Finanzgericht Köln (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Köln, Tyskland), som er den forelæggende ret.

27

Den forelæggende ret har præciseret, at EStG’s § 35a blev vedtaget i 2002 med det formål at skabe et incitament til ansættelse i private husholdninger i Tyskland og således bekæmpe sort arbejde i sektoren for ydelser til personer, der udføres i disse personers hjem. Af denne grund indrømmes den skattemæssige fordel, der følger af denne bestemmelse, kun for lønudgifter og ikke for materialeomkostninger. En udvidelse af denne fordel til at omfatte ydelser leveret i husholdninger, der befinder sig på en anden medlemsstats område eller i en stat, der er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994, L 1, s. 3, herefter »EØS-aftalen«), blev foretaget i 2008 for at opfylde kravene i EU-retten.

28

Den forelæggende ret har anført, at de betingelser for at kunne opnå de skattenedsættelser, der er fastsat i EStG’s § 35, stk. 5, er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Eftersom de omhandlede ydelser er blevet leveret i Schweiz, opfylder sagsøgerne i hovedsagen imidlertid ikke betingelsen i EStG’s § 35a, stk. 4, hvorefter håndværker- og tjenesteydelser til husholdninger skal være leveret i en husholdning, der er beliggende i en medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen.

29

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt afslaget på at indrømme den omhandlede skattenedsættelse til arbejdstagere fra Schweiz, der arbejder i Tyskland, med den begrundelse, at tjenesteydelsen leveres i deres husholdning i Schweiz, som ikke er en stat, der er part i EØS-aftalen, er forenelig med artikel 1, 2, 7 og 15 i aftalen om fri bevægelighed for personer.

30

På denne baggrund har Finanzgericht Köln (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Köln) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 1, 2, 7 og 15 i aftalen [om fri bevægelighed for personer], sammenholdt med artikel 9, stk. 2, i bilag I til aftalen, fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats nationale regel om indrømmelse af en nedsættelse af indkomstskat for tjeneste- og håndværkerydelser, som leveres eller udføres i en husholdning, hvorefter skattenedsættelsen kun indrømmes, hvis de [omhandlede] ydelser udføres eller leveres i en husholdning, som er beliggende i Den Europæiske Union eller i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, idet den derved imidlertid nægtes arbejdstagere fra Schweiz, som arbejder i medlemsstaten, i forbindelse med levering af en tjenesteydelse i deres husholdning i Schweiz?«

31

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, 2, 7 og 15 i aftalen om fri bevægelighed for personer, sammenholdt med artikel 9, stk. 2, i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer, skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter indrømmelse af en nedsættelse af indkomstskatten for tjeneste- og håndværkerydelser, der leveres i en husholdning, er forbeholdt lønmodtagere, hvis husholdning er beliggende i en EU-medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, men som ikke indrømmer denne nedsættelse for sådanne ydelser, der leveres til arbejdstagere i disses husholdninger, der er beliggende i Schweiz.

32

Indledningsvis bemærkes, at aftalen om fri bevægelighed for personer, eftersom den er en international aftale, i overensstemmelse med reglerne i den folkeretlige sædvaneret, der afspejles i artikel 31 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (United Nations Treaty Series, bind 1155, s. 331), skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges aftalens udtryk i deres sammenhæng og belyst af aftalens genstand og formål. Det følger endvidere af denne bestemmelse, at et udtryk skal tillægges en særlig betydning, hvis det er godtgjort, at dette var parternes hensigt (dom af 26.2.2019, Wächtler, C-581/17, EU:C:2019:138, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis, og af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 47).

33

Domstolen har for det første allerede præciseret, at aftalen om fri bevægelighed for personer falder inden for de mere generelle rammer for forholdet mellem Unionen og Det Schweiziske Forbund. Selv om sidstnævnte ikke deltager i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og i EU’s indre marked, er det dog knyttet til det gennem talrige bilaterale aftaler, der spænder vidt og fastlægger bestemte rettigheder og forpligtelser, som i en vis udstrækning svarer til dem, der er fastsat i traktaten. Det overordnede formål med disse aftaler, herunder med aftalen om fri bevægelighed for personer, er at fremme tættere økonomiske forbindelser mellem Unionen og Det Schweiziske Forbund (dom af 6.10.2011, Graf og Engel, C-506/10, EU:C:2011:643, præmis 33, af 26.2.2019, Wächtler, C-581/17, EU:C:2019:138, præmis 36, og af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 48).

34

Eftersom Det Schweiziske Forbund ikke har tiltrådt EU’s indre marked, kan fortolkningen af EU-rettens bestemmelser vedrørende dette marked imidlertid ikke automatisk overføres til fortolkningen af aftalen om fri bevægelighed for personer, bortset fra de udtrykkelige bestemmelser herom, der er fastsat ved selve aftalen (dom af 15.3.2018, Picart, C-355/16, EU:C:2018:184, præmis 29, af 26.2.2019, Wächtler, C-581/17, EU:C:2019:138, præmis 37, og af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 49).

35

Hvad for det andet angår formålet med aftalen om fri bevægelighed for personer og fortolkningen af aftalens ordlyd har Domstolen fastslået, at det fremgår af præamblen til aftalen og af aftalens artikel 1 og artikel 16, stk. 2, at denne har til formål til fordel for fysiske personer, der er statsborgere i EU-medlemsstaterne, og fysiske personer, der er statsborgere i Det Schweiziske Forbund, at gennemføre fri bevægelighed for personer på disse parters område på grundlag af de i EU gældende bestemmelser, hvis begreber skal fortolkes under hensyntagen til Domstolens relevante praksis forud for datoen for aftalens undertegnelse. Hvad angår retspraksis efter denne dato fastsætter artikel 16, stk. 2, i aftalen om fri bevægelighed for personer dels, at denne retspraksis skal meddeles Det Schweiziske Forbund, dels at det blandede udvalg, der er nedsat ved aftalens artikel 14, for at sikre, at aftalen fungerer tilfredsstillende, efter anmodning fra en af de kontraherende parter skal fastlægge, hvilke virkninger den pågældende retspraksis vil have. Selv om dette udvalg ikke har truffet nogen afgørelse, skal der ikke desto mindre ligeledes tages hensyn til den nævnte retspraksis, forudsat at denne blot præciserer eller bekræfter de principper, som var fastslået i den retspraksis vedrørende EU-retlige begreber, der forelå på tidspunktet for undertegnelsen af aftalen om fri bevægelighed for personer, og som denne aftale er inspireret af (dom af 26.2.2019, Wächtler, C-581/17, EU:C:2019:138, præmis 38 og 39, og af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 50).

36

Det er i overensstemmelse med disse principper og i lyset af disse betragtninger, at bestemmelserne i aftalen om fri bevægelighed for personer skal fortolkes med henblik på for det første at afgøre, om en situation som den i hovedsagen omhandlede er omfattet af denne aftales anvendelsesområde, og i bekræftende fald for det andet at afgøre, om disse bestemmelser er til hinder for en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede.

37

Den tyske regering har rejst tvivl om, hvorvidt aftalen om fri bevægelighed for personer finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede situation med den begrundelse, at sagsøgerne i hovedsagen ud over schweizisk statsborgerskab har tysk statsborgerskab og derfor ikke har behov for den beskyttelse, som tillægges ved denne aftale.

38

I denne henseende bemærkes indledningsvis, at det fremgår af præamblen til aftalen om fri bevægelighed for personer og af aftalens artikel 1, litra a) og c), at denne aftales anvendelsesområde omfatter fysiske personer, der er statsborgere i Unionens medlemsstater og i Det Schweiziske Forbund, såvel dem, der udøver en økonomisk aktivitet, som dem, der ikke udøver en sådan aktivitet (dom af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

39

Dernæst fastsætter artikel 2 i aftalen om fri bevægelighed for personer, at statsborgere i en af de kontraherende parter, som tager lovligt ophold på en anden kontraherende parts område, ved anvendelsen af og i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag I, II og III til denne aftale ikke må udsættes for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Princippet om forbud mod forskelsbehandling i denne artikel 2 finder anvendelse, for så vidt som disse statsborgeres situation er omfattet af det materielle anvendelsesområde for bestemmelserne i bilag I-III til aftalen om fri bevægelighed for personer (dom af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

40

Endelig bestemmer artikel 7, litra a), i aftalen om fri bevægelighed for personer, at de kontraherende parter i overensstemmelse med bilag I til denne aftale bl.a. fastsætter en ret til ligebehandling med landets egne statsborgere for så vidt angår adgangen til at optage og udøve en økonomisk aktivitet samt leve-, ansættelses- og arbejdsvilkår.

41

I denne henseende kan artikel 2 og artikel 7, litra a), i aftalen om fri bevægelighed for personer ikke fortolkes således, at bestemmelserne heri udelukkende finder anvendelse, såfremt der foreligger forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, dvs. når statsborgerne i en kontraherende part på en anden kontraherende parts område ikke behandles på samme måde som indenlandske statsborgere. Domstolen har således allerede fastslået, at det er muligt under visse omstændigheder og alt efter, hvilke bestemmelser der finder anvendelse, for statsborgerne i en kontraherende part også over for deres eget land at påberåbe sig rettigheder på grundlag af denne aftale (jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Ettwein, C-425/11, EU:C:2013:121, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis, og af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 69-76).

42

Den omstændighed, at sagsøgerne i hovedsagen ikke alene har schweizisk, men også tysk statsborgerskab, er følgelig ikke til hinder for, at de kan udlede rettigheder i henhold til aftalen om fri bevægelighed for personer og påberåbe sig disse rettigheder over for Tyskland, forudsat at deres situation i øvrigt er omfattet af det materielle anvendelsesområde for bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer, der i henhold til aftalens artikel 15 udgør en integrerende del heraf, og som fastsætter bestemmelser om den frie bevægelighed for personer, herunder lønmodtagere (jf. i denne retning dom af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 58).

43

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at BT bor sammen med sin familie i Schweiz og udøver lønnet beskæftigelse i Tyskland, samtidig med at BT dér råder over en bolig i nærheden af sit arbejdssted.

44

Det følger endvidere af det svar, som den forelæggende ret, der har enekompetence til at fastlægge og vurdere de faktiske omstændigheder i hovedsagen, har givet på Domstolens anmodning om uddybende oplysninger, som blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 9. januar 2026, at BT’s familiebopæl i Schweiz er hans primære bopæl, og at han vender tilbage til denne mindst en gang om ugen, dvs. i weekenderne.

45

I denne henseende bemærkes, at artikel 7, stk. 1, i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer definerer en lønnet grænsearbejder som en statsborger i en kontraherende part, der har bopæl på en kontraherende parts område og udøver en lønnet aktivitet på den anden kontraherende parts område, idet den pågældende i princippet vender tilbage til sin bopæl hver dag eller mindst én gang om ugen.

46

I denne bestemmelse sondres mellem bopælsstedet, som er beliggende på en kontraherende parts område, og stedet, hvor den lønnede beskæftigelse udøves, som skal befinde sig på den anden kontraherende parts område, uden at der herved tages hensyn til den pågældendes nationalitet (dom af 19.11.2015, Bukovansky, C-241/14, EU:C:2015:766, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis, og af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 62).

47

Artikel 7, stk. 1, i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer finder således anvendelse på situationen for BT, der er en statsborger »i en kontraherende part«, som har sin bopæl på »en kontraherende parts« område, i det foreliggende tilfælde Det Schweiziske Forbund, og som udøver lønnet beskæftigelse på »den anden kontraherende parts« område, dvs. Forbundsrepublikken Tyskland, og som i princippet rejser frem og tilbage mindst en gang om ugen mellem den pågældendes bopæl og det sted, hvor vedkommende udøver sin lønnede beskæftigelse (dom af 19.11.2015, Bukovansky, C-241/14, EU:C:2015:766, præmis 32 og 33 og den deri nævnte retspraksis, og af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 63).

48

Den omstændighed, at BT desuden råder over en bolig i den stat, hvor han har lønnet beskæftigelse, dvs. Forbundsrepublikken Tyskland, kan ikke rejse tvivl om denne konstatering. Eftersom det er tilstrækkeligt, at arbejdstageren vender tilbage til sin bopæl mindst én gang om ugen, for at den betingelse, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer, er opfyldt, kan anvendelsen af denne bestemmelse nemlig ikke udelukkes derved, at der foreligger en løsning med indkvartering i den stat, hvor arbejdstageren har lønnet beskæftigelse.

49

Det må derfor konkluderes, at BT’s situation er omfattet af anvendelsesområdet for aftalen om fri bevægelighed for personer, og det præjudicielle spørgsmål skal forstås således, at det vedrører situationen for en lønnet grænsearbejder, hvis bopæl er beliggende i Schweiz.

50

Eftersom BT er en »lønnet grænsearbejder« som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i bilag I til aftalen om fri bevægelighed, finder dette bilags artikel 9, som sikrer anvendelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling i aftalens artikel 2 inden for rammerne af arbejdskraftens frie bevægelighed, ligeledes anvendelse på BT (jf. i denne retning dom af 21.9.2016, Radgen, C-478/15, EU:C:2016:705, præmis 39, og af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 76).

51

Artikel 9 i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer indeholder en særlig regel i stk. 2, der skal give lønmodtageren og dennes familiemedlemmer samme skattemæssige og sociale fordele som indenlandske lønmodtagere og disses familiemedlemmer.

52

Det skal derfor efterprøves, om artikel 9, stk. 2, i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer, fortolket i overensstemmelse med de principper og betragtninger, der er nævnt i nærværende doms præmis 32-35, er til hinder for, at BT samt CY som BT’s familiemedlem, der sambeskattes med ham, nægtes den i EStG’s § 35a fastsatte nedsættelse af indkomstskatten for håndværkerydelser eller tjenesteydelser til husholdninger med den begrundelse, at disse ydelser blev leveret til dem i Schweiz.

53

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at såfremt den skattepligtige person har fået leveret håndværker- eller tjenesteydelser til husholdninger, kan indkomstskatten i medfør af EStG’s § 35a, stk. 2 og 3, nedsættes med 20% af de lønudgifter, der er fradragsberettigede i medfør af EStG’s § 35a, stk. 5, dog højst 1200 EUR for håndværkerydelser og 4000 EUR for tjenesteydelser til husholdninger. Disse beløb fratrækkes direkte den indkomstskat, der følger af anvendelsen af taksttabellen.

54

En sådan skattenedsættelse udgør en skattemæssig fordel som omhandlet i artikel 9, stk. 2, i bilag I til aftalen om fri bevægelighed.

55

Da denne nedsættelse i henhold til EStG’s § 35a, stk. 4, kun kan anvendes, hvis den husholdning, som håndværker- eller tjenesteydelserne vedrører, befinder sig på Unionens område eller på området for en stat, der er part i EØS-aftalen, indfører den i hovedsagen omhandlede lovgivning en forskellig behandling på grundlag af det sted, hvor husholdningen er beliggende.

56

I denne henseende er den tyske regering af den opfattelse, at betingelsen i EStG’s § 35a, stk. 4, ikke indebærer nogen direkte eller indirekte forskelsbehandling, eftersom afslaget på skattenedsættelsen ikke er baseret på den skattepligtiges nationalitet, og at det heller ikke kræves, at det sted, hvor den pågældende husholdning er beliggende, udgør den skattepligtiges hovedbopæl, eller at der er en forbindelse mellem denne husholdning og indkomst fra lønnet beskæftigelse eller anden indkomst, der er skattepligtig i Tyskland. Denne nedsættelse, som i øvrigt kan indrømmes for flere boliger, men kun én gang for hver af dem og inden for grænserne af de forskellige gældende tærskler, kan nemlig også opnås for udgifter, der er afholdt i en sekundær bolig.

57

Det bemærkes, at i henhold til retspraksis, der blev afsagt før datoen for undertegnelsen af aftalen om fri bevægelighed for personer, og som Domstolen har henvist til i sin dom af 24. februar 2015, Sopora (C-512/13, EU:C:2015:108, præmis 23), forbyder ligebehandlingsprincippet ikke alene åbenlyse former for forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men også alle former for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre kriterier, såsom et bopælskriterium, reelt fører til samme resultat (jf. i denne retning dom af 12.2.1974, Sotgiu, 152/73, EU:C:1974:13, præmis 11, af 14.2.1995, Schumacker, C-279/93, EU:C:1995:31, præmis 26 og 28, og af 12.9.1996, Kommissionen mod Belgien, C-278/94, EU:C:1996:321, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis). Da ligebehandling er et begreb i EU-retten, gælder denne retspraksis ligeledes i forhold til anvendelsen af denne aftale i overensstemmelse med dennes artikel 16, stk. 2 (dom af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

58

En lovgivning, der fastsætter en sondring på grundlag af et bopælskriterium, kan føre til samme resultat som en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der er forbudt i henhold til bestemmelserne i artikel 9, stk. 2, i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer (dom af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 84).

59

I det foreliggende tilfælde er det ganske vist korrekt, at den sondring, der er indført ved den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, er baseret på kriteriet om det sted, hvor husholdningen er beliggende, og ikke på et bopælskriterium.

60

Selv om en status som lønnet grænsearbejder som omhandlet i artikel 7 i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer, således som det er anført i nærværende doms præmis 45, 46 og 48, imidlertid ikke udelukker, at der kan foreligge en indkvarteringsløsning i den stat, hvor arbejdstageren udøver sin lønnede beskæftigelse, forudsætter denne status ikke desto mindre, at denne arbejdstager bevarer sin bopæl på en anden kontraherende parts område end den, på hvis område den pågældende udøver denne beskæftigelse.

61

En sådan lønnet grænsearbejder har nemlig ikke nødvendigvis et tilknytningspunkt, der kan kvalificeres som »husholdning« i det land, hvor den pågældende udøver sin beskæftigelse. Hvis det var et krav for en lønnet grænsearbejder som BT, der er bosiddende i Schweiz og arbejder i Tyskland, at dennes husholdning skulle være beliggende i denne sidstnævnte medlemsstat for at være omfattet af den skattenedsættelse, der er fastsat i EStG’s § 35a, ville en sådan arbejdstager som hovedregel ikke kunne opfylde den betingelse, der er fastsat i denne bestemmelses stk. 4, og ikke være omfattet af denne skattenedsættelse.

62

Heraf følger, at for så vidt angår en lønnet grænsearbejder som omhandlet i artikel 7 i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer kan kriteriet om husholdningens beliggenhed have de samme praktiske virkninger som bopælskriteriet og føre til, at en lønnet grænsearbejder, der er bosat i Schweiz og arbejder i Tyskland, som hovedregel ikke kan drage fordel af den skattenedsættelse, der er fastsat i EStG’s § 35a.

63

En sådan lovgivning, der fastsætter en sondring på grundlag af det sted, hvor husholdningen befinder sig, kan således føre til det samme resultat som en sondring på grundlag af bopæl og følgelig til en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der er forbudt i henhold til bestemmelserne i artikel 9, stk. 2, i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer.

64

Det skal imidlertid bemærkes, at artikel 21, stk. 2, i aftalen om fri bevægelighed for personer på det skattemæssige område tillader anvendelsen af en forskellig behandling af skattepligtige personer, der ikke befinder sig i samme situation, særlig hvad angår bopæl (dom af 21.9.2016, Radgen,C-478/15, EU:C:2016:705, præmis 45, af 26.2.2019, Wächtler, C-581/17, EU:C:2019:138, præmis 58, og af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 85).

65

På området for direkte skatter er situationen for hjemmehørende og ikke-hjemmehørende i en given stat som udgangspunkt ikke sammenlignelig, for så vidt som den indkomst, som en ikke-hjemmehørende oppebærer på denne stats område, i de fleste tilfælde kun udgør en del af den pågældendes samlede indtægter, som koncentreres på det sted, hvor personen har bopæl, og for så vidt som den ikke-hjemmehørendes personlige skatteevne, som afhænger af personens samlede indkomst og vedkommendes personlige og familiemæssige forhold, lettest kan bedømmes på det sted, hvor midtpunktet for personens livsinteresser befinder sig, hvilket i almindelighed svarer til den sædvanlige bopæl (jf. i denne retning dom af 14.2.1995, Schumacker, C-279/93, EU:C:1995:31, præmis 31-34, af 27.6.1996, Asscher, C-107/94, EU:C:1996:251, præmis 41, og af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 86).

66

Når der er tale om en skattemæssig fordel, som ikke indrømmes ikke-hjemmehørende, kan det imidlertid anses for »forskelsbehandling«, at de to kategorier af skattepligtige behandles forskelligt, når situationen for disse to kategorier ikke adskiller sig objektivt på en sådan måde, at det kan begrunde, at de på dette punkt behandles forskelligt (dom af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

67

Den tyske regering har i denne henseende gjort gældende, at skattepligtige, der afholder udgifter til ydelser i en husholdning i Schweiz, ikke befinder sig i en situation, der er objektivt sammenlignelig som omhandlet i artikel 21, stk. 2, i aftalen om fri bevægelighed for personer med situationen for skattepligtige, der afholder udgifter til ydelser i en husholdning, der befinder sig på det nationale område, i en anden EU-medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, henset til formålet med EStG’s § 35a, som er at skabe et incitament til i forbindelse med arbejde og tjenesteydelser i private husholdninger at anvende registrerede ansættelsesforhold og dermed bekæmpe sort arbejde i sektoren for arbejde i private husholdninger, idet vækst og beskæftigelse herved fremmes. Det påhviler imidlertid ikke den tyske lovgiver at forfølge sådanne mål for så vidt angår Schweiz.

68

I det foreliggende tilfælde skal det for det første bemærkes, at det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at BT er underlagt ordningen med fuld skattepligt i Tyskland, hvilket ikke svarer til den situation, der er omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 65. BT befinder sig derfor ikke for så vidt angår beskatningen af sine indtægter i denne medlemsstat i en situation, der er objektivt forskellig fra situationen for hjemmehørende.

69

For det andet synes den fordel, der er fastsat i EStG’s § 35a, under alle omstændigheder ikke at være baseret på den personlige skatteevne eller på en hensyntagen til den skattepligtiges personlige og familiemæssige forhold som omhandlet i denne samme retspraksis. Denne fordel beregnes nemlig som en bestemt procentdel af de beløb, der er betalt for de fradragsberettigede ydelser, og den kan ikke overstige en vis grænse, der er fastsat i denne bestemmelse.

70

Det kan derfor ikke antages, at situationen for hjemmehørende og ikke-hjemmehørende, henset til den i hovedsagen omhandlede lovgivning, er objektivt forskellig med hensyn til indtægtskilde, personlig skatteevne eller hensyntagen til personlige og familiemæssige forhold.

71

For så vidt angår formålet med den i hovedsagen omhandlede lovgivning, som er at tilskynde til anvendelsen af registrerede ansættelsesforhold i forbindelse med arbejde og tjenesteydelser i private husholdninger og dermed forhindre sort arbejde, er situationen for en skattepligtig, der afholder udgifter til tjenesteydelser i en husholdning beliggende i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, ikke objektivt forskellig fra situationen for en skattepligtig, der afholder sådanne udgifter i en husholdning beliggende i Schweiz, eftersom en nedsættelse af indkomstskatten med en andel af de afholdte omkostninger i alle disse tilfælde kan have de samme tilskyndelsesvirkninger ved at gøre det muligt for en sådan skattepligtig at benytte sig af registrerede ansættelsesforhold i stedet for at benytte sig af arbejdstagere i forbindelse med sort arbejde.

72

For så vidt som den tyske regering for det første har gjort gældende, at fremme af beskæftigelsen udgør et af Unionens mål i overensstemmelse med artikel 151 TEUF, og at forbedringen af arbejdsvilkårene udgør et mål, der er fastsat i EØS-aftalens artikel 66, mens aftalen om fri bevægelighed for personer ikke forfølger sådanne mål, og for det andet at den tyske lovgiver ikke forfølger og ikke bør forfølge formålet om at forebygge sort arbejde i Schweiz, bemærkes i denne henseende, at dette argument ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at godtgøre, at der foreligger en objektivt forskellig situation, der kan begrunde en forskellig behandling som den i hovedsagen omhandlede, men skal undersøges i forbindelse med efterprøvelsen af, om den i hovedsagen omhandlede lovgivning eventuelt er begrundet i et tvingende alment hensyn.

73

Eftersom definitionen af formålet med den nationale lovgivning, der er foretaget på en sådan måde, at situationer vedrørende husholdninger beliggende i Schweiz udelukkes, netop ligger til grund for den i hovedsagen omhandlede forskellige behandling, kan en sådan definition således ikke udgøre et gyldigt kriterium med henblik på at vurdere, om disse situationer er objektivt sammenlignelige med dem, der er omhandlet i denne lovgivning, idet dette ville bringe det i nærværende doms præmis 35 nævnte formål om at sikre den frie bevægelighed for personer på aftaleparternes område i fare, eftersom det ville være tilstrækkeligt, at disse sidstnævnte tilpasser deres lovgivning på en sådan måde, at de situationer, der er omfattet af den nævnte aftale, udelukkes.

74

Artikel 21, stk. 2, i aftalen om fri bevægelighed for personer kan følgelig ikke påberåbes med henblik på at nægte en lønnet grænsearbejder den skattemæssige fordel, der udgøres af nedsættelse af indkomstskatten med de udgifter, der er afholdt til tjeneste- og håndværkerydelser, alene af den grund, at disse udgifter er blevet afholdt med hensyn til arbejdstagerens husholdning i Schweiz.

75

Det skal derfor undersøges, om en sådan forskellig behandling kan være begrundet i tvingende almene hensyn, såsom gennemførelsen af det samfundspolitiske mål om bekæmpelse af sort arbejde, som den tyske og den belgiske regering har påberåbt sig, eller nødvendigheden af at sikre sammenhængen i beskatningsordningen, som den belgiske regering har påberåbt sig.

76

Hvad for det første angår bekæmpelsen af sort arbejde bemærkes, at Domstolen i sin praksis efter datoen for undertegnelsen af aftalen om fri bevægelighed for personer først i dom af 13. november 2003, Schilling og Fleck-Schilling (C-209/01, EU:C:2003:610, præmis 40), udelukkede, at et sådant formål under visse omstændigheder kan begrunde et indgreb i de rettigheder, som borgerne har i henhold til traktatens bestemmelser om deres grundlæggende friheder.

77

Dernæst medgav Domstolen imidlertid, at bekæmpelse af sort arbejde kan udgøre et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en restriktion for en grundlæggende frihed (jf. for så vidt angår den frie udveksling af tjenesteydelser dom af 3.12.2014, De Clercq m.fl., C-315/13, EU:C:2014:2408, præmis 65, og af 26.9.2024, Nord Vest Pro Sani Pro, C-387/22, EU:C:2024:786, præmis 61).

78

Hvad angår spørgsmålet, om et sådant tvingende alment hensyn kan finde anvendelse inden for rammerne af aftalen om fri bevægelighed for personer, bemærkes, at aftalen blev undertegnet, efter at Det Schweiziske Forbund den 6. december 1992 havde afslået at tiltræde EØS-aftalen, og at Schweiz dermed afslog at deltage i en samlet integreret økonomi med et fælles marked på grundlag af fælles regler for medlemmerne, men foretrak en løsning med bilaterale ordninger med Unionen og dens medlemsstater inden for specifikke områder (jf. i denne retning dom af 12.11.2009, Grimme, C-531/08, EU:C:2009:697, præmis 27, og af 11.2.2010, Fokus Invest, C-541/08, EU:C:2010:74, præmis 27).

79

Selv om det generelle formål med aftalen om fri bevægelighed for personer er at styrke de økonomiske forbindelser mellem Unionen og Det Schweiziske Forbund, kan den fortolkning, der er anlagt af de EU-retlige bestemmelser vedrørende dette marked – idet Det Schweiziske Forbund ikke har tiltrådt EU’s indre marked – således ikke automatisk overføres til fortolkningen af aftalen om fri bevægelighed for personer, således som det er anført i nærværende doms præmis 34.

80

Det fremgår således af den sammenhæng, hvori aftalen om fri bevægelighed for personer indgår, og dens genstand og formål, fortolket i lyset af de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 33-35, at aftalen under alle omstændigheder ikke tilsigter at tillægge borgerne mere omfattende rettigheder end dem, der følger af den frie bevægelighed for personer, der er sikret ved EUF-traktaten. Hvis en medlemsstat kan påberåbe sig nødvendigheden af at bekæmpe sort arbejde for at begrunde en restriktion for en grundlæggende frihed, kan et sådant tvingende alment hensyn følgelig også tillades med henblik på at begrunde en ulige behandling inden for rammerne af aftalen om fri bevægelighed for personer.

81

Det kræves endvidere, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, den forfølger, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (dom af 30.11.1995, Gebhard, C-55/94, EU:C:1995:411, præmis 37, og af 21.9.2016, Radgen, C-478/15, EU:C:2016:705, præmis 49).

82

Som anført i nærværende doms præmis 71, kan en skattenedsættelse, der foretages i form af en procentsats, der er begrænset til et bestemt beløb, af de udgifter, der er afholdt i forbindelse med en ansættelse eller med tjeneste- eller håndværkerydelser i en skattepligtigs husholdning, således som det er fastsat i EStG’s § 35a, stk. 2 og 3, i denne henseende tilskynde den skattepligtige til at gøre brug af de arbejdstagere og tjenesteydere, der har registreret deres beskæftigelse, og til ikke at afholde disse udgifter under anvendelse af sort arbejde. For at kun registrerede ydelser kan føre til denne skattenedsættelse, kræver EStG’s § 35a, stk. 5, bl.a. en faktura for de afholdte udgifter, og at der er sket betaling på tjenesteyderens konto.

83

Den forskellige behandling, hvis begrundelse skal vurderes, følger imidlertid af den udelukkelse fra den nævnte skattenedsættelse af husholdninger beliggende i Schweiz, der følger af EStG’s § 35a, stk. 4, selv om den indrømmes for udgifter afholdt i husholdninger beliggende i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i en part i EØS-aftalen.

84

Det fremgår imidlertid ikke, at formålet om at bekæmpe sort arbejde ville blive bragt i fare, hvis den samme skattenedsættelse også blev indrømmet husholdninger, der er beliggende i Schweiz.

85

Hvad derimod angår tjenesteydelser som de i hovedsagen omhandlede skal det bemærkes, at det fremgår af artikel 5, stk. 1, i aftalen om fri bevægelighed for personer og af artikel 17, litra a), i bilag I hertil, at en tjenesteyder fra en kontraherende part har ret til at levere tjenesteydelser på en anden kontraherende parts område, selv om denne ret er begrænset til 90 effektive arbejdsdage pr. kalenderår.

86

Følgelig er udelukkelsen af husholdninger beliggende i Schweiz, som fastsat i den nationale lovgivning, ikke egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte mål.

87

Det må derfor fastslås, at den i hovedsagen omhandlede forskellige behandling ikke kan begrundes i nødvendigheden af at bekæmpe sort arbejde.

88

For det andet bemærkes, at Domstolen har anerkendt, at det tvingende almene hensyn til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen kan påberåbes med henblik på at begrunde en forskellig behandling, der principielt er forbudt i henhold til artikel 9, stk. 2, i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer (jf. i denne retning dom af 21.9.2016, Radgen, C-478/15, EU:C:2016:705, præmis 50, 52 og 54). For at et anbringende baseret på en sådan begrundelse kan tages til følge, skal det desuden være godtgjort, at der foreligger en direkte sammenhæng mellem den pågældende skattemæssige fordel og udligningen af denne fordel ved en bestemt skatteopkrævning (dom af 30.5.2024, Finanzamt Köln-Süd (En begrænset skattepligtigs skatteberegning efter anmodning), C-627/22, EU:C:2024:431, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).

89

Den belgiske regering har begrænset sig til at gøre gældende, at den skattemæssige fordel, der svarer til den skattenedsættelse, der beregnes med hensyn til en del af udgifterne til tjeneste- og håndværkerydelser, i det foreliggende tilfælde udlignes ved beskatningen af de samme udgifter, og at der således er en direkte forbindelse mellem denne skattemæssige fordel på den ene side og beskatningen af udgifterne på den anden side.

90

I det foreliggende tilfælde gør denne argumentation det imidlertid ikke muligt at påvise en direkte forbindelse mellem den pågældende skattemæssige fordel og udligningen af denne fordel ved en bestemt skatteopkrævning, som kræves i henhold til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 88.

91

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, 2, 7 og 15 i aftalen om fri bevægelighed for personer, sammenholdt med artikel 9, stk. 2, i bilag I til aftalen om fri bevægelighed for personer, skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter indrømmelse af en nedsættelse af indkomstskatten for tjeneste- og håndværkerydelser, der leveres i en husholdning, er forbeholdt lønmodtagere, hvis husholdning er beliggende i en EU-medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, men som ikke indrømmer denne nedsættelse for sådanne ydelser, der leveres til lønnede grænsearbejdere i disses husholdninger, der er beliggende i Schweiz.

92

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 1, 2, 7 og 15 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer, undertegnet i Luxembourg den 21. juni 1999, som senest tilpasset ved protokollen af 4. marts 2016 om Republikken Kroatiens deltagelse som kontraherende part i medfør af landets tiltrædelse af Den Europæiske Union, sammenholdt med artikel 9, stk. 2, i bilag I til denne aftale,

skal fortolkes således, at

de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter indrømmelse af en nedsættelse af indkomstskatten for tjeneste- og håndværkerydelser, der leveres i en husholdning, er forbeholdt lønmodtagere, hvis husholdning er beliggende i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en stat, der er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, men som ikke indrømmer denne nedsættelse for sådanne ydelser, der leveres til lønnede grænsearbejdere i disses husholdninger, der er beliggende i Schweiz.