IS mod Ypourgos Exoterikon (C-359/25)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)

22. oktober 2026 (*)

» Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78/EF artikel 1 – forbud mod forskelsbehandling på grund af alder – tvungen pensionering af tjenestemænd efter det 65. fyldte år, som har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste – artikel 6 – lovlige formål, der begrunder ulige behandling på grund af alder «

I sag C-359/25 [Delevris] (i),

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Symvoulio tis Epikrateias (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Grækenland) ved afgørelse af 8. maj 2025, indgået til Domstolen den 27. maj 2025, i sagen

IS

mod

Ypourgos Esoterikon,

har

DOMSTOLEN (Tiende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Smulders, og dommerne M.L. Arastey Sahún (refererende dommer), formand for Femte Afdeling, som fungerende dommer i Tiende Afdeling, og J. Passer

generaladvokat: A. Biondi

justitssekretær: V. Di Bucci,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        IS ved dikigoros E. Kalafatis,

–        den græske regering ved A. Magrippi, O. Patsopoulou og M. Tassopoulou, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved M. Konstantinidis og E. Schmidt, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000 L 303, s. 16).

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem IS, en tidligere tjenestemand i den diplomatiske tjeneste ved Ypourgeio Exoterikon (udenrigsministeriet, Grækenland), og Ypourgos Exoterikon (udenrigsministeren) vedrørende en påstand om annullation af et præsidentielt dekret, på grundlag af hvilket IS skulle tvunget pensioneres.

 Retsforskrifter

 EU-retten

3        14. betragtning til direktiv 2000/78/EF lyder som følger:

»Dette direktiv berører ikke nationale bestemmelser vedrørende fastsættelse af pensionsalder.«

4        Direktivets artikel 1 fastsætter:

»Formålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«

5        Direktivets artikel 2 bestemmer:

»1.      I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.      I henhold til stk. 1

a)       foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet

b)      foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer [...], som tilhører en bestemt aldersgruppe, [...] særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer, medmindre

i)      den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige [...]

[...]«.

6        Samme direktivs artikel 3, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:

[...]

c)      ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn

[...]«.

7        Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78/EF fastsætter:

»Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige behandling:

a)      tilvejebringelse af særlige vilkår for adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse, beskæftigelse og erhverv, herunder betingelser vedrørende afskedigelse og aflønning, for unge, ældre arbejdstagere og personer med forsørgerpligt med henblik på at fremme deres erhvervsmæssige integration eller at beskytte dem

b)      fastsættelse af minimumsbetingelser vedrørende alder, erhvervserfaring eller anciennitet for adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i forbindelse med beskæftigelse

c)      fastsættelse af en maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er baseret på uddannelsesmæssige krav til den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have tilbagelagt en rimelig periode i beskæftigelse før pensionering.«

 Græsk ret

8        Den græske grundlovs artikel 16, stk. 6, tredje afsnit, fastsætter følgende:

»Aldersgrænsen for undervisere ved højere læreanstalter fastsættes ved lov; Indtil denne lov er offentliggjort, udtræder de nuværende undervisere automatisk af tjenesten ved udgangen af det akademiske år, hvor de fylder 67 år.«

9        I artikel 88, stk. 5, i den græske grundlov bestemmes følgende:

»Alle dommere og anklagere af rang op til og med appeldommer og viceappelanklager ved [Efeteio (appeldomstol, Grækenland)] samt alle af en tilsvarende rang skal udtræde af tjenesten ved det fyldte 65. år; alle dommere og anklagere af tilsvarende eller højere rang end ovennævnte skal udtræde af tjenesten ved det fyldte 67. år [...]«.

10      Artikel 98, stk. 1 og 3, i Nomos 3566/2007 Kyrosi os Kodika tou »Organismou tou Ypourgeiou Exoterikon« (lov 3566/2007 om organisationskodeksen for Udenrigsministeriet) (FEK A’117) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov 3566/2007«), bestemmer:

»1.      Tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste skal udtræde af tjenesten ved det fyldte 65. år, forudsat at de har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste. Hvis disse tjenestemænd ved det fyldte 65. år ikke har tilbagelagt 35 år i denne tjeneste, forbliver de i tjeneste, indtil de har tilbagelagt 35 år, dog ikke længere end til deres fyldte 67. leveår [...].

[...]

3.      Et dekret, der vedtages på forslag af udenrigsministeren, kan af særlige tjenestelige årsager forlænge ansættelsen for de tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste, der har rang af ambassadør, med højst to år, efter at disse har tilbagelagt 35 års offentlig tjeneste, dog under ingen omstændigheder længere end til det fyldte 67. år.«

11      I henhold til artikel 155, stk. 1 og 2, i Nomos 3528/2007 Kyrosi tou Kodika Katastasis Dimosion Politikon Ypallilon kai Ypallilon (lov 3528/2007 om vedtægten for tjenestemænd og ansatte i offentligretlige organer) (FEK A’26) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, skal statslige tjenestemænd og tjenestemænd i offentligretlige organer, udtræde af tjenesten ved det fyldte 67. år.

 Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

12      IS er tidligere tjenestemand i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste.

13      Ved præsidentielt dekret, der blev vedtaget i henhold til artikel 98, stk. 1, i lov 3566/2007, ophørte IS’ ansættelse med virkning fra den 31. december 2017 med den begrundelse, at han på dette tidspunkt var fyldt 65 år og havde tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste, og idet denne bestemmelse fastslog, at tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste, der er fyldt 65 år, og som har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste, skal udtræde af tjenesten.

14      IS anlagde sag med påstand om annullation af dette præsidentielle dekret ved Dioikitiko Efeteio Athinon (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Athen, Grækenland).

15      Til støtte for søgsmålet fremsatte IS to anbringender, hvoraf det første vedrørte anvendelsen af et urigtigt retsgrundlag for vedtagelsen af det nævnte præsidentielle dekret, og det andet vedrørte dekretets artikel 98, stk. 1, som var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder som fastsat i direktiv 2000/78.

16      Søgsmålet blev forkastet som ugrundet ved dom afsagt af denne ret, idet sidstnævnte var af den opfattelse, at nævnte artikel 98, stk. 1, var forenelig med direktiv 2000/78.

17      Den 7. maj 2021 iværksatte IS appel til prøvelse af denne dom ved Symvoulio tis Epikrateias (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Grækenland), som er den forelæggende ret.

18      IS har til støtte for appellen fremsat to anbringender.

19      Den forelæggende ret afviste det første anbringende, hvorefter Dioikitiko Efeteio Athinon (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Athen) med urette skulle have forkastet anbringendet vedrørende anvendelsen af et urigtigt retsgrundlag for vedtagelsen af det pågældende præsidentdekret.

20      Det andet anbringende vedrører den omstændighed, at Dioikitiko Efeteio Athinon (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Athen) angiveligt med urette forkastede anbringendet om, at artikel 98, stk. 1, i lov 3566/2007 var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder, idet denne bestemmelse medfører en forskelsbehandling mellem tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste, der er fyldt 65 år og har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste og, for det første, tjenestemænd i samme tjeneste, der ikke har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste og derfor først udtræder af tjenesten, når de fylder 67 år, for det andet tjenestemænd i samme tjeneste, der ikke er fyldt 65 år, og som derfor ikke skal gå på pension, og for det tredje tjenestemænd i den offentlige forvaltning, ansatte i offentligretlige organer, dommere og anklagere af rang op til og med, eller tilsvarende, appeldommer og viceappelanklager ved Efeteio (appeldomstolen) samt undervisere ved højere læreanstalter, som udtræder af tjenesten ved det fyldte 67. år, uanset om de ved det fyldte 65. år, har tilbagelagt 35 års faktisk tjeneste.

21      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste, som ikke har tilbagelagt 35 års faktisk offentlig tjeneste i henhold til den i hovedsagen relevante nationale lovgivning, ifølge IS på den ene side kan forblive i tjeneste indtil det fyldte 67. år. På den anden side har IS anført, at artikel 98, stk. 3, i lov 3566/2007 fastsætter, at et præsidentdekret, der vedtages på forslag af udenrigsministeren, af tjenestelige årsager kan forlænge tjenesteperioden for visse tjenestemænd til højst 67 år.

22      I relation til tjenestemænd som IS medfører dette således en forskelsbehandling på grund af alder, der ikke forfølger et legitimt formål som omhandlet i artikel 6 i direktiv 2000/78.

23      IS har i øvrigt gjort gældende, at pensionsbeløbet kan være højere for de tjenestemænd, der har tilbagelagt mere end 35 års faktisk offentlig tjeneste, således at den tvungne pensionering af tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste, når disse fylder 65 år, medfører en »pensionsmæssig ulempe« i forhold til tjenestemænd, der pensioneres ved det fyldte 67. år, efter at have tilbagelagt mere end 35 års tjeneste.

24      Ifølge udenrigsministeren er den angivelige forskelsbehandling på grund af alder under alle omstændigheder begrundet i medfør af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78.

25      For det første tilsigter den nationale lovgivning, der fastsætter pensionering af tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste efter 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste, i kombination med en aldersgrænse på mellem 65 og 67 år, ifølge ministeren dels at skabe en gunstig aldersstruktur i den græske diplomattjeneste, dels at lette unge ansattes adgang til denne tjeneste. For det andet vedrører den obligatoriske udtræden af tjenesten kun et lille antal tjenestemænd, og den bringer ikke bestemmelsernes sammenhæng i fare. For det tredje er den nævnte lovgivning egnet til at nå disse mål. For det fjerde er den også »nødvendig« som defineret i direktiv 2000/78, idet de nævnte mål ikke kan nås på effektiv vis ved hjælp af mindre indgribende foranstaltninger. For det femte er den angivelige forskelsbehandling mellem tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste og øvrige tjenestemænd begrundet i den særlige karakter af denne tjeneste samt de opgaver, der udføres af disse tjenestemænd.

26      Den forelæggende ret har i lighed med det af udenrigsministeren anførte henvist til, at formålet med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er at sikre en gunstig aldersstruktur mellem yngre og ældre tjenestemænd, hvilket gør det muligt at lade de ældre tjenestemænds erfaring gå videre til de yngste og lette unge tjenestemænds adgang til den diplomatiske tjeneste. Den nationale lovgiver har i øvrigt taget i betragtning, at det er nødvendigt for denne type af tjenestemænd, at de er i tjeneste i en tilstrækkelig lang periode for at kunne modtage en passende pension, og at det ligeledes er vigtigt, at der indbetales tilstrækkelige bidrag til at opretholde den sociale sikringsordning. Af disse grunde har den nationale lovgiver fastsat som hovedkriterium, at der skal være tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste, samt at der skal være aldersgrænser på henholdsvis 65 år (minimum) og 67 år (maksimum). Desuden har den forelæggende ret subsidiært anført, at den diplomatiske tjenestes særlige karakter begrunder en forskelsbehandling på grund af alder for så vidt angår pensionering af tjenestemænd i den nævnte tjeneste i forhold til andre tjenestemænd.

27      På denne baggrund har Symvoulio tis Epikrateias (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er direktiv [2000/78] til hinder for en [national lovgivning], hvorefter personalet i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste skal udtræde af tjenesten efter 35 års [faktisk] og pensionsgivende offentlig tjeneste, men ikke før det fyldte 65. år eller efter det fyldte 67. år, med den begrundelse, at det ville medføre ulovlig forskelsbehandling af ansatte i denne tjeneste, som skal udtræde af tjenesten ved det fyldte 65. år, hvis de har tilbagelagt 35 års [faktisk] og [pensionsgivende] offentlig tjeneste på dette tidspunkt,

–        – i forhold til [tjenestemænd] i samme tjeneste, som [er forpligtet til at udtræde af tjenesten] ved det fyldte 67. år, fordi de endnu ikke på dette tidspunkt har tilbagelagt 35 års [faktisk] og pensionsgivende offentlig tjeneste;

–        – i forhold til [tjenestemænd] i samme tjeneste, der ikke er fyldt 65 år, og som derfor ikke er forpligtet til at udtræde af tjenesten;

–        – i forhold til tjenestemænd og ansatte i den offentlige forvaltning eller i offentligretlige organer, [dommere og anklagere af rang op til og med, eller tilsvarende, appeldommer og viceappelanklager ved [Efeteio (appeldomstolen)] ] og [undervisere ved højere læreanstalter], [som er forpligtet til at udtræde af tjenesten], når de fylder 67 år, uanset om de ved det fyldte 65. år eller på et hvilket som helst andet tidspunkt har tilbagelagt 35 års [faktisk] og [pensionsgivende] offentlig tjeneste[?]«

 Om det præjudicielle spørgsmål

28      Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, hvorefter tjenestemænd i diplomatisk tjeneste skal pensioneres ved det fyldte 65. år, når de har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste, til forskel fra andre tjenestemænd og offentligt ansatte, der ikke opfylder disse betingelser, og som følgelig ikke skal gå på pension i denne alder.

29      For at kunne besvare dette spørgsmål skal det undersøges, om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er omfattet af direktivets anvendelsesområdet, og i bekræftende fald, om denne lovgivning indfører en forskelsbehandling på grund af alder, og, såfremt dette er tilfældet, om denne forskelsbehandling kan være begrundet i henhold til artikel 6, stk. 1, i nævnte direktiv (dom af 20.4.2023, BVAEB (Tilpasning af alderspensioner), C‑52/22, EU:C:2023:309, præmis 40).

30      Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt nævnte nationale lovgivning falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, fremgår det såvel af direktivets titel og præambel som dets indhold og formål, at det tilsigter at fastlægge en generel ramme for at sikre enhver person ligebehandling »med hensyn til beskæftigelse og erhverv«, idet vedkommende tildeles en effektiv beskyttelse mod forskelsbehandling af en af de i direktivets artikel 1 anførte grunde, herunder alder (dom af 20.4.2023, BVAEB (Tilpasning af alderspensioner), C‑52/22, EU:C:2023:309, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

31      Ifølge ordlyden af dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra c), finder dette direktiv – inden for rammerne af Unionens beføjelser – anvendelse »både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer« for så vidt angår bl.a. »ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn«.

32      I det foreliggende tilfælde følger det af artikel 98, stk. 1, i lov 3566/2007, at tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste ved det fyldte 65. år skal pensioneres, for så vidt som de har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste. Heraf følger, at denne bestemmelse vedrører »ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder vilkår for afskedigelse og løn« i den i artikel 3, stk. 1, litra c), omhandlede forstand, idet den medfører, at de pågældendes ansættelsesforhold ophører, så snart de opfylder disse to betingelser.

33      Denne konklusion kan ikke drages i tvivl med den begrundelse, at direktiv 2000/78 ifølge 14. betragtning hertil ikke berører nationale bestemmelser om fastsættelse af pensionsalder.

34      Det fremgår nemlig af retspraksis, at denne betragtning blot præciserer, at direktivet ikke berører medlemsstaternes kompetence til at fastsætte en aldersgrænse for pensionering, og ikke på nogen måde er til hinder for, at direktivet finder anvendelse på nationale bestemmelser vedrørende vilkår for ophør af en ansættelseskontrakt, når den pågældende fastsatte pensionsalder er nået (dom af 5.3.2009, Age Concern England, C‑388/07, EU:C:2009:128, C‑388/07, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

35      Den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er dermed omfattet af direktivets anvendelsesområde.

36      Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt denne lovgivning medfører en forskelsbehandling på grund af alder for så vidt angår beskæftigelse og erhverv, understreges det, at det fremgår af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/78, sammenholdt med direktivets artikel 1, at ligebehandlingsprincippet i dette direktiv forbyder enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

37      I det nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, litra a), præciseres det, at der i henhold til artiklens stk. 1, bl.a. foreligger direkte forskelsbehandling, hvis en person af en af de i samme direktivs artikel 1 anførte grunde behandles ringere end en anden person, der befinder sig i en tilsvarende situation, bliver behandlet.

38      I det foreliggende tilfælde er IS, som det allerede er blevet nævnt i denne doms præmis 20, af den opfattelse, at artikel 98, stk. 1, i lov 3566/2007 indfører en forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt som denne bestemmelse behandler tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste, der er fyldt 65 år, og som har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste, såsom IS, ringere i forhold til, for det første, tjenestemænd i samme tjeneste, der ikke har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste og som derfor først skal pensioneres ved det fyldte 67. år, for det andet tjenestemænd i samme tjeneste, der ikke er fyldt 65 år, og som derfor ikke skal gå på pension, og for det tredje tjenestemænd i den offentlige forvaltning, ansatte i offentligretlige organer, dommere og anklagere af rang op til og med, eller tilsvarende, appeldommer og viceappelanklager ved Efeteio (appeldomstolen) samt undervisere ved højere læreanstalter, som skal pensioneres ved det fyldte 67. år, uanset om de ved det fyldte 65. år eller på et senere tidspunkt har tilbagelagt 35 års effektiv og pensionsgivende offentlig tjeneste.

39      Det må imidlertid for det første fastslås, således som Europa-Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, at den forskelsbehandling på grund af alder, som IS har påberåbt sig, i det foreliggende tilfælde ikke er den samme for tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste, såsom IS, og på den ene side tjenestemænd i samme tjeneste som skal pensioneres ved det fyldte 67. år, men som ikke har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste, og på den anden side tjenestemænd i den offentlige forvaltning og ansatte i offentligretlige organer, som skal pensioneres ved det fyldte 67. år, uanset om de ved det fyldte 65. år eller på et senere tidspunkt har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste.

40      Denne forskelsbehandling er nemlig ikke baseret på alderen for de tjenestemænd som nævnt i den foregående præmis, men på antallet af faktiske tilbagelagte pensionsgivende tjenesteår, og/eller den udførte tjeneste.

41      Da disse to sidstnævnte grunde ikke er blandt de grunde, der på udtømmende vis er opregnet i artikel 1 i direktiv 2000/78, kan den nævnte forskelsbehandling ikke falde ind under den generelle ramme, der er fastsat i dette direktivs artikel 2, stk. 2, med henblik på at bekæmpe visse former for forskelsbehandling på arbejdspladsen (jf. i denne retning dom af 17.10.2024, Zetschek, C‑349/23, EU:C:2024:889, præmis 25 og 30 og den deri nævnte retspraksis).

42      Hvad derimod og dernæst angår forskelsbehandlingen mellem på den ene side tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste, såsom IS, og på den anden side tjenestemænd i samme tjeneste, som ikke er fyldt 65 år, og som derfor ikke skal gå på pension, skal det bemærkes, at en national bestemmelse som artikel 98, stk. 1, lov 3566/2007, hvorefter den omstændighed, at den pågældende tjenestemand når den alder, der i de pågældende forskrifter er fastsat for pension, medfører, at ansættelseskontrakten uden videre ophører, derimod må anses for direkte at medføre en ringere behandling af tjenestemænd, der har nået denne alder, i forhold til de øvrige aktive tjenestemænd i samme tjeneste, hvorefter de således befinder sig i en sammenlignelig situation, for så vidt som disse førstnævnte tjenestemænd bl.a. lider et indtægtstab i forhold til tjenestemænd i aktiv tjeneste.

43      En sådan national bestemmelse indfører derfor en direkte forskelsbehandling på grund af alder som omhandlet i direktivets artikel 2, stk. 1, og stk. 2, litra a) (jf. i denne retning dom af 16.10.2007, Palacios de la Villa, C‑411/05, EU:C:2007:106, præmis 51).

44      Hvad for det tredje angår spørgsmålet om, hvorvidt denne direkte forskelsbehandling på grund af alder kan anses for begrundet i medfør af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, skal det understreges, at medlemsstaterne – uanset dette direktivs artikel 2, stk. 2, – i medfør af artikel 6, stk. 1, kan fastsætte bestemmelse om forskelsbehandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis forskelsbehandlingen er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, forudsat at midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

45      Hvad i denne henseende for det første angår det formål, der forfølges med artikel 98, stk. 1, i lov 3566/2007, fremgår det af den græske regerings skriftlige indlæg, at dette formål dels sigter mod en gunstig aldersstruktur mellem yngre og ældre tjenestemænd i den diplomatiske tjeneste, hvilket – henset til, at den diplomatiske tjeneste gerne skal fungere tilfredsstillende – gør det muligt at lade de ældre tjenestemænds erfaring gå videre til de yngste og omvendt at dele den nye viden, som de yngste netop har erhvervet. Dels har denne bestemmelse til formål at lette unge tjenestemænds adgang til denne diplomatiske tjeneste.

46      Det følger af Domstolens praksis, at der ikke med rimelighed kan rejses tvivl om lovligheden af et beskæftigelsespolitisk mål, der i det væsentlige består i at fremme generationsskifte og foryngelse, eftersom det er blandt de mål, der udtrykkeligt er fastsat i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, og fordi fremme af et højt beskæftigelsesniveau udgør et af de mål, som Unionen forfølger i henhold til artikel 3, stk. 3, første afsnit, i TEU (jf. i denne retning dom af 3.6.2021, Ministero della Giustizia (Notarer), C‑914/19, EU:C:2021:430, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

47      I øvrigt udgør fremme af ansættelse i henhold til fast retspraksis utvivlsomt et legitimt mål for medlemsstaternes social- og beskæftigelsespolitik, navnlig når det handler om at fremme yngre personers adgang til at udøve et erhverv (jf. i denne retning dom af 3.6.2021, Ministero della Giustizia (Notarer), C‑914/19, EU:C:2021:430, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis)

48      Et formål, der går ud på at skabe en gunstig aldersstruktur mellem yngre og ældre tjenestemænd i den diplomatiske tjeneste med henblik på at fremme ansættelse og forfremmelse af yngre medarbejdere, optimere personaleforvaltningen og derved forebygge eventuelle tvister om, hvorvidt de ansatte er arbejdsdygtige efter en bestemt alder, samtidig med at man tilstræber at opretholde en velfungerende diplomatisk tjeneste, kan udgøre et legitimt beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitisk mål (jf. i denne retning dom af 21.7.2011, Fuchs og Köhler, C-159/10 og C-160/10, EU:C:2011:508, præmis 50).

49      Følgelig synes målet om at lette generationsskifte og ansættelse yngre tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste at være et legitimt formål som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78.

50      Desuden skal det, som det følger af ordlyden af artikel 6, stk. 1, endvidere efterprøves, om de midler, som anvendes til at opfylde disse mål, er »hensigtsmæssige og nødvendige«.

51      Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt artikel 98, stk. 1, i lov 3566/2007 er »hensigtsmæssig«, skal det fastslås, at denne bestemmelse, som fastsætter, at tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste skal pensioneres ved det fyldte 65. år og efter 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste, principielt – henset til det vide skøn, som medlemsstaterne råder over på området for socialpolitik og beskæftigelse (jf. i denne retning dom af 3.6.2021, Ministero della Giustizia (Notarer), C-914/19, EU:C:2021:430, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis), kan anses for at være egnet til at nå de formål, der forfølges hermed, nemlig at sikre en gunstig aldersstruktur mellem de yngre og de ældre tjenestemænd i den diplomatiske tjeneste og at lette unge tjenestemænds adgang til denne diplomatiske tjeneste.

52      Først og fremmest forekommer det, alt efter udviklingen i beskæftigelsessituationen inden for den givne sektor, ikke urimeligt, at en medlemsstats myndigheder vurderer, at anvendelsen af en aldersgrænse, der fører til, at de ældste tjenestemænd må forlade arbejdsmarkedet, kan gøre det muligt at fremme de yngres beskæftigelse for så vidt som tjenestemandsstillingerne generelt er forbeholdt personer, der har opnået de bedste kvalifikationer på det pågældende område. Da der således skal være en ledig stilling for at kunne ansætte en sådan tjenestemand, må det lægges til grund, at en medlemsstat kan fastsætte en aldersgrænse for at opnå beskæftigelsesmæssige formål (jf. i denne retning dom af 18.11.2010, Georgiev, C‑250/09 og C‑268/09, EU:C:2010:699, præmis 51 og 52).

53      Ligeledes har Domstolen i en sådan sammenhæng fastslået, at det automatiske udløb af ansættelseskontrakterne for arbejdstagere, der opfylder alders- og bidragsbetingelserne for at få deres pension udbetalt, længe har været en del af arbejdsretten i mange medlemsstater. Denne mekanisme hviler på en afvejning af politiske, økonomiske, sociale, demografiske og/eller budgetmæssige hensyn og afhænger af valget mellem at forlænge arbejdstagernes arbejdsliv eller derimod at sørge for, at de pensioneres tidligt (jf. analogt dom af 28.2.2018, John, C‑46/17, EU:C:2018:131, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

54      Det skal i øvrigt bemærkes, at aldersgrænsen på 65 år i det foreliggende tilfælde kan anses for tilstrækkelig høj til, at den kan anvendes som afslutning på tjenesten som tjenestemand i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste (jf. analogt dom af 5.7.2017, Fries, C‑190/16, EU:C:2017:513, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

55      Desuden synes aldersgrænsen på 65 år, som fastsat i artikel 98, stk. 1, i lov 3566/2007, at gøre det muligt at skabe en afbalanceret aldersstruktur mellem yngre og ældre tjenestemænd i den diplomatiske tjeneste.

56      Det tilkommer imidlertid den nationale ret at efterprøve, om en sådan aldersgrænse reelt opfylder hensynet om at nå de påberåbte formål på en sammenhængende og systematisk måde. Som Kommissionen ligeledes har fremhævet, skal det navnlig undersøges, om den i hovedsagen omhandlede lovgivning er egnet til at nå de tilsigtede formål henset til de særlige forhold, der gør sig gældende for den diplomatiske tjeneste i det pågældende udenrigsministerium, eller om der derimod er tale om en manglende sammenhæng i den nationale lovgivning, der på denne måde ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78. (jf. analogt dom af 18.11.2010, Georgiev, C‑250/09 og C‑268/09, EU:C:2010:699, præmis 56).

57      Når dette er sagt skal det imidlertid tilføjes, at den omstændighed, at der i overensstemmelse med artikel 98, stk. 3, i lov 3566/2007 på forslag af udenrigsministeren, med henblik på at imødekomme tjenestens behov, kan vedtages et dekret med henblik på at forlænge tjenestetiden for tjenestemænd i den diplomatiske tjeneste, der har status som ambassadør, med højst to år, efter at de har tilbagelagt 35 tjenesteår, men under ingen omstændigheder længere end til det fyldte 67. år, ikke synes at give anledning til, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning skal anses for at mangle sammenhæng. Muligheden for en sådan forlængelse kan nemlig være i overensstemmelse med det formål, der forfølges med denne lovgivning, således som det fremgår af denne doms præmis 48, hvilket formål der ganske vist består i at indføre en afbalanceret aldersstruktur mellem yngre og ældre tjenestemænd i den diplomatiske tjeneste, men som ligeledes har til målsætning at opretholde en velfungerende diplomatisk tjeneste (jf. i denne retning dom af 21.7.2011, Fuchs og Köhler, C-159/10 og C-160/10, EU:C:2011:508, præmis 88-90), hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

58      I øvrigt kan den omstændighed, at pensionsalderen på 65 år, som finder anvendelse på tjenestemænd i den diplomatiske tjeneste, såsom IS, er forskellig fra den, der gælder for på visse andre kategorier af tjenestemænd eller offentligt ansatte, heller ikke i sig selv rejse tvivl om sammenhængen i den pågældende nationale lovgivning, navnlig hvis det – således som den græske regering har fremhævet i sit skriftlige indlæg – viser sig, at denne forskel stammer fra tidligere praksis, hvorefter tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste udtræder af tjenesten i en yngre alder end tjenestemænd, der tilhører andre tjenester, for at tage behørigt hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for de førstnævnte tjenestemænds særlige vilkår, hvilket ligeledes tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

59      Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt artikel 98, stk. 1, i lov 3566/2007 er af »nødvendig« karakter, skal det bemærkes, at det påhviler den nationale lovgiver under udøvelsen af den vide skønsbeføjelse, som denne råder over på området for social- og beskæftigelsespolitik, at finde en rimelig balance mellem de forskellige foreliggende interesser, idet der skal lægges særlig vægt på ældre tjenestemænds deltagelse i arbejdslivet og dermed også på det økonomiske, kulturelle og sociale liv. Ved at lade disse personer forblive erhvervsaktive, fremmes blandt andet mangfoldigheden på arbejdsmarkedet. Interessen i, at de pågældende personer forbliver erhvervsaktive, skal imidlertid afvejes i forhold til andre eventuelt modstridende interesser. Når den nationale ret skal undersøge, om en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det tilsigtede mål, skal den derfor ikke blot tage hensyn til de pågældende personers egnethed til at udøve et erhverv, men ligeledes til den skade, som denne foranstaltning kan medføre for disse personer, der er mere sårbare på arbejdsmarkedet (jf. i denne retning dom af 17.10.2024, Anwaltsnotarin, C‑408/23, EU:C:2024:901, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

60      I det foreliggende tilfælde skal der indledningsvis gøres opmærksom på, at pensioneringen af visse tjenestemænd i udenrigsministeriets diplomatiske tjeneste, således som fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, er af en sådan beskaffenhed, at den muliggør en rimelig balance mellem på den ene side de unge tjenestemænds adgang til denne tjeneste og på den anden side fastholdelse af ældre tjenestemænd, idet denne balance kan fremme fuld beskæftigelse ved at lette adgangen til arbejdsmarkedet og dermed fremme den generationsmæssige mangfoldighed i den græske diplomatiske tjeneste.

61      Når dette er sagt skal der imidlertid også tages hensyn til den særlige situation, som disse ældre tjenestemænd befinder sig i, og som dels er kendetegnet ved en begrænset mulighed for at sikre de nævnte tjenestemænds sociale og økonomiske integration, henset til den særlige karriere inden for diplomatiet, dels ved deres aldersbetingede sårbarhed.

62      I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at lovgivningen i en medlemsstat, der fastsætter, at visse arbejdstagere skal pensioneres ved det fyldte 65. år, ikke anses for at gøre et overdrevent indgreb i arbejdstageres legitime krav, da denne lovgivning ikke blot hviler på en bestemt alder, men ligeledes tager hensyn til, at de pågældende i løbet af deres arbejdsliv optjener ret til en økonomisk kompensation i form af en pension som den, der er fastsat i den nationale ordning i hovedsagen, hvis niveau ikke kan anses for at være urimeligt, idet de pågældende i givet fald kan forblive i tjenesten indtil det fyldte 67. år med henblik på at tilbagelægge de 35 faktiske pensionsgivende år i offentlig tjeneste (jf. i denne retning dom af 16.10.2007, Palacios de la Villa, C-411/05, EU:C:2007:604, præmis 73). På dette grundlag påhviler det den forelæggende ret at efterprøve, om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de tilsigtede mål.

63      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter tjenestemænd i diplomatisk tjeneste skal pensioneres ved det fyldte 65. år, når de har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste, til forskel fra andre tjenestemænd og offentligt ansatte, der ikke opfylder disse betingelser, og som følgelig ikke skal gå på pension ved denne alder, på den betingelse for så vidt angår tjenestemænd i diplomatisk tjeneste, der ikke er fyldt 65 år, at denne nationale lovgivning forfølger et legitimt beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitisk mål, og at den nævnte lovgivning i den lovgivningsmæssige ramme, hvori den indgår, og henset til alle de situationer, hvorpå den finder anvendelse, er hensigtsmæssig og nødvendig for at nå dette mål.

 Sagsomkostninger

64      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv

skal fortolkes således, at

det ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter tjenestemænd i diplomatisk tjeneste skal pensioneres ved det fyldte 65. år, når de har tilbagelagt 35 års faktisk og pensionsgivende offentlig tjeneste, til forskel fra andre tjenestemænd og offentligt ansatte, der ikke opfylder disse betingelser, og som følgelig ikke skal gå på pension ved denne alder, på den betingelse for så vidt angår tjenestemænd i diplomatisk tjeneste, der ikke er fyldt 65 år, at denne nationale lovgivning forfølger et legitimt beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitisk mål, og at den nævnte lovgivning i den lovgivningsmæssige ramme, hvori den indgår, og henset til alle de situationer, hvorpå den finder anvendelse, er hensigtsmæssig og nødvendig for at nå dette mål.

Underskrifter

---

*      Processprog: græsk.

---

i      Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.