Ministerstvo vnitra mod E.K (C-511/25)

–

E.K. ved advokátka Z. Candigliota,

–

den tjekkiske regering ved J. Vláčil, A. Edelmannová og L. Halajová, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved E. Garello, A. Katsimerou og M. Monfort, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 17, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31, herefter »Dublin III-forordningen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Ministerstvo vnitra (indenrigsministeriet, Den Tjekkiske Republik) og E.K., der er russisk statsborger, vedrørende afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af E.K.’s ansøgning om international beskyttelse.

3

Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (EUT 2003, L 50, s. 1, herefter »Dublin II-forordningen«), er blevet ophævet ved og erstattet af Dublin III-forordningen. Denne sidstnævnte forordning, som selv er blevet ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1351 af 14. maj 2024 om asylforvaltning og migrationsstyring, om ændring af forordning (EU) 2021/1147 og (EU) 2021/1060 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 604/2013 (EUT L, 2024/1351), finder tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen.

4

Dublin II-forordningens artikel 3, stk. 1 og 2, bestemte:

»1.   Medlemsstaterne behandler ansøgninger fra enhver tredjelandsstatsborger, der indgiver en asylansøgning ved medlemsstaternes grænse eller på deres område. En asylansøgning behandles kun af den medlemsstat, som er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III.

2.   Uanset stk. 1 kan enhver medlemsstat dog behandle en asylansøgning, som den får forelagt af en tredjelandsstatsborger, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning. I så fald bliver vedkommende medlemsstat den ansvarlige stat i henhold til denne forordning og påtager sig de forpligtelser, der er forbundet med dette ansvar. I givet fald underretter den den medlemsstat, der tidligere var ansvarlig, eller den medlemsstat, der gennemfører en procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, eller den medlemsstat, der har modtaget en anmodning om at overtage eller tilbagetage ansøgeren.«

5

Denne forordnings kapitel III fastsatte rækkefølgen af kriterierne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, og definerede disse kriterier.

6

I dette kapitel III fastsatte den nævnte forordnings artikel 13 følgende:

»Kan det ikke på grundlag af kriterierne i denne forordning afgøres, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, er det den første medlemsstat, som ansøgningen indgives til, der er ansvarlig for behandlingen.«

7

Dublin II-forordningens kapitel IV med overskriften »Humanitær klausul« indeholdt alene denne forordnings artikel 15.

8

Følgende fremgik af 17. betragtning til Dublin III-forordningen:

»Enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, som er indgivet til den eller til en anden medlemsstat, selv om denne behandling ikke er dens ansvar i henhold til de bindende kriterier, som er fastsat i denne forordning.«

9

Forordningens kapitel II, der fastlagde de »[a]lmindelige principper og garantier«, indeholdt den nævnte forordnings artikel 3 med overskriften »Adgang til proceduren for behandling af en ansøgning om international beskyttelse«, som bestemte følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Medlemsstaterne behandler enhver ansøgning om international beskyttelse fra en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der indgiver en ansøgning på en af medlemsstaternes område, herunder ved grænsen eller i transitområderne. En ansøgning behandles kun af den medlemsstat, som er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III.

2.   Kan det ikke på grundlag af kriterierne i denne forordning afgøres, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, er det den første medlemsstat, som ansøgningen om international beskyttelse indgives til, der er ansvarlig for behandlingen.

Er det umuligt at overføre en ansøger til den medlemsstat, der primært er udpeget som ansvarlig, fordi der er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere i den pågældende medlemsstat, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [(herefter »chartret«)], skal den medlemsstat, der træffer afgørelsen, fortsætte med at undersøge kriterierne i kapitel III for at fastslå, om en anden medlemsstat kan udpeges som ansvarlig.

Kan en overførsel ikke gennemføres i medfør af dette stykke til nogen medlemsstat, der er udpeget på grundlag af kriterierne i kapitel III, eller til den første medlemsstat, hvor ansøgningen blev indgivet, bliver den medlemsstat, der træffer afgørelsen, den ansvarlige medlemsstat.«

10

Dublin III-forordningens kapitel III fastlagde kriterierne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Det indeholdt forordningens artikel 7-15.

11

Den nævnte forordnings artikel 17 med overskriften »Diskretionære klausuler« fastsatte følgende i stk. 1, første afsnit:

»Uanset artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning.«

12

E.K., der er en russisk statsborger, som tilhører det jødiske trossamfund, er født og officielt registreret som kvinde. Han identificerer sig som mand og har indledt en kønsskifteproces.

13

E.K. indgav en ansøgning om international beskyttelse i Den Tjekkiske Republik. Ved afgørelse af 28. januar 2025 konkluderede indenrigsministeriet, at Kongeriget Nederlandene i medfør af Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, første afsnit, var den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning.

14

E.K. anlagde sag ved Krajský soud v Brně (den regionale ret i Brno, Den Tjekkiske Republik), som ved dom af 9. april 2025 annullerede denne afgørelse. For det første fandt denne ret, at indenrigsministeriet ikke i tilstrækkelig grad havde efterprøvet, om det nederlandske asylsystem var behæftet med systemiske mangler, der kunne udsætte E.K. for risikoen for umenneskelig og nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4. For det andet fastslog den, at indenrigsministeriet ikke i tilstrækkelig grad havde redegjort for grundene til, at det ikke var nødvendigt at udøve den skønsbeføjelse, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 17.

15

Indenrigsministeriet har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Den Tjekkiske Republik), som er den forelæggende ret. Ministeriet har anfægtet den vurdering, der i den nævnte dom blev foretaget af udøvelsen af den skønsbeføjelse, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 17.

16

Den forelæggende ret har fremhævet, at myndighedernes udøvelse af denne skønsbeføjelse i henhold til tjekkisk ret er underlagt domstolskontrol. Den forelæggende ret har udtrykt tvivl om fastlæggelsen af anvendelsesområdet for den nævnte skønsbeføjelse, således som denne er afgrænset ved formuleringen »[u]anset [Dublin III-forordningens] artikel 3, stk. 1«, der er indeholdt i forordningens artikel 17, stk. 1, første afsnit. Ifølge den forelæggende ret er der to modsatrettede fortolkninger af denne bestemmelse.

17

Ifølge en første fortolkning kan den skønsbeføjelse, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, kun udøves i det tilfælde, hvor den ansvarlige medlemsstat er blevet fastlagt i henhold til de regler, der er omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 1, dvs. i henhold til de kriterier, der er fastsat i forordningens kapitel III. Det er således ikke muligt ved udøvelsen af denne skønsbeføjelse at fravige den afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, som foretages ved anvendelse af det residualkriterium, der er fastlagt i den nævnte forordnings artikel 3, stk. 2, første afsnit. Denne fortolkning er baseret på selve ordlyden af forordningens artikel 17, stk. 1, første afsnit, navnlig formuleringen »uanset [forordningens] artikel 3, stk. 1«.

18

Ifølge en anden fortolkning, der er baseret på argumenter, som vedrører sammenhængen og formålene, kan den skønsbeføjelse, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, ligeledes udøves i det tilfælde, hvor den ansvarlige medlemsstat er blevet fastlagt på grundlag af denne forordnings artikel 3, stk. 2, første afsnit. Indledningsvis er det residualkriterium, der er fastsat i denne bestemmelse, en integrerende del af reglerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Dernæst ville det være ulogisk at begrænse udøvelsen af skønsbeføjelsen, når medlemsstaterne i denne henseende har en vid skønsmargen. Endelig var det inden for rammerne af Dublin II-forordningen muligt ved udøvelsen af skønsbeføjelsen at fravige afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, på grundlag af det residualkriterium, der fremgår af sidstnævnte forordnings artikel 13.

19

På denne baggrund har Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan der ved anvendelsen af [Dublin III-forordningens] artikel 17, stk. 1, første afsnit, [...] også ske fravigelse af udpegningen af den ansvarlige medlemsstat i henhold til artikel 3, stk. 2, i denne forordning, eller er udøvelsen af den diskretionære beføjelse udelukkende begrænset til situationer, hvor den ansvarlige medlemsstat er udpeget på grundlag af artikel 3, stk. 1, i forordningen?«

20

Med sit eneste spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, første afsnit, skal fortolkes således, at en medlemsstat, som ikke er ansvarlig efter kriterierne i denne forordnings kapitel III, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til den, når den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning, er blevet udpeget på grundlag af den nævnte forordnings artikel 3, stk. 2, første afsnit.

21

Indledningsvis bemærkes, at det af Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, fremgår, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, som er ansvarlig efter kriterierne i denne forordnings kapitel III. Kapitel III indeholder den nævnte forordnings artikel 7-15.

22

Det fremgår af Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, at hvis det ikke på grundlag af de i denne forordning opregnede kriterier kan afgøres, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, er det den første medlemsstat, som ansøgningen om international beskyttelse indgives til, der er ansvarlig for behandlingen.

23

Det var i medfør af denne sidstnævnte bestemmelse, at indenrigsministeriet i tvisten i hovedsagen fandt, at behandlingen af E.K.’s ansøgning om international beskyttelse påhvilede Kongeriget Nederlandene.

24

Det er på grundlag af disse indledende bemærkninger, at der skal foretages en fortolkning af Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1.

25

Det følger af denne bestemmelse, at »[u]anset [denne forordnings] artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning«.

26

Henset til ordlyden af Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, er det korrekt, at formuleringen »[u]anset [denne forordnings] artikel 3, stk. 1« kan tale for en fortolkning af den nævnte forordnings artikel 17, stk. 1, hvorefter denne bestemmelse kun tillader medlemsstaterne at fravige de kriterier for udpegelse af den ansvarlige medlemsstat, der er fastsat i samme forordnings kapitel III. Anvendelsen af den nævnte bestemmelse ville derfor være udelukket i det tilfælde, hvor den ansvarlige medlemsstat er blevet udpeget i overensstemmelse med Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, første afsnit, eftersom denne ikke er omfattet af dette kapitel III.

27

Det fremgår imidlertid ligeledes af ordlyden af denne forordnings artikel 17, stk. 1, at en medlemsstat kan behandle en ansøgning om international beskyttelse, »selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning«. Herved henviser denne bestemmelse til samtlige de kriterier, der er fastsat i samme forordning, herunder følgelig kriteriet i forordningens artikel 3, stk. 2, første afsnit.

28

Heraf følger, at ordlyden af Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, ikke er entydig.

29

For så vidt som ordlyden af denne bestemmelse ikke i sig selv gør det muligt at besvare det forelagte spørgsmål, skal der med henblik på fortolkningen af den nævnte bestemmelse tages hensyn til den sammenhæng, hvori den indgår, og det formål, som den forfølger (jf. i denne retning dom af 22.6.2021, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (En udsendelsesafgørelses virkninger), C-719/19, EU:C:2021:506, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis). En EU-retlig bestemmelses tilblivelseshistorie kan desuden give relevante elementer med henblik på dens fortolkning (dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 50).

30

Hvad angår den sammenhæng, hvori Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, indgår, skal der tages hensyn til den ordning til fastlæggelse af den ansvarlige medlemsstat, som EU-lovgiver har udarbejdet, og som denne bestemmelse udgør en integrerende del af (jf. i denne retning dom af 16.2.2017, C.K. m.fl., C-578/16 PPU, EU:C:2017:127, præmis 53, og af 18.4.2024, Minister for Justice (Diskretionær klausul – klage og søgsmålsadgang), C-359/22, EU:C:2024:334, præmis 32 og 51).

31

I denne henseende skal det fremhæves, at Dublin III-forordningens artikel 3, der er indeholdt i forordningens kapitel II med overskriften »Almindelige principper og garantier«, fastlægger principperne for adgang til proceduren for behandling af en ansøgning om international beskyttelse.

32

Nærmere bestemt fastsætter Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, princippet om, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af én medlemsstat, nemlig den, som er ansvarlig efter de obligatoriske kriterier, der er fastsat i den nævnte forordnings kapitel III.

33

Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, finder subsidiær anvendelse (jf. i denne retning dom af 1.8.2022, Bundesrepublik Deutschland (Barn af flygtninge født uden for værtsmedlemsstaten), C-720/20, EU:C:2022:603, præmis 44) i de særlige tilfælde, som den identificerer. Denne forordnings artikel 3, stk. 2, første afsnit, fastsætter således for det første et residualkriterium til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, i det tilfælde, hvor der ikke kan udpeges en ansvarlig medlemsstat på grundlag af kriterierne i forordningens kapitel III. Som det allerede er anført i nærværende doms præmis 22, påhviler ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse i dette tilfælde den første medlemsstat, som denne ansøgning er indgivet til. Forordningens artikel 3, stk. 2, andet og tredje afsnit, regulerer for det andet den situation, hvor ansøgeren ikke kan overføres til den ansvarlige medlemsstat, fordi der er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere i den pågældende medlemsstat, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i chartrets artikel 4.

34

Det fremgår af disse forhold, således som alle de parter og berørte, der har indgivet skriftlige indlæg, har anført, at Dublin III-forordningens artikel 3 skal anses for at udgøre en helhed af regler, som regulerer afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Den fastsætter i sine to stykker et grundlæggende princip og residuelle kriterier for denne fastlæggelse. Disse residuelle kriterier er relevante, når anvendelsen af de kriterier, der er omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og som er fastsat i forordningens kapitel III, ikke gør det muligt at udpege en ansvarlig medlemsstat, eller når anvendelsen fører til, at der udpeges en ansvarlig medlemsstat, som ansøgeren ikke kan overføres til, på grund af systemfejl og risikoen for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4.

35

Under disse omstændigheder ville det være inkonsekvent i forbindelse med fortolkningen af Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, at lægge til grund, at sidstnævnte bestemmelse alene tillægger medlemsstaterne en beføjelse til at fravige den udpegelse af den ansvarlige medlemsstat, der foretages i medfør af denne forordnings artikel 3, stk. 1, og ikke den udpegelse, der foretages på grundlag af forordningens artikel 3, stk. 2, første afsnit.

36

Denne fortolkning gælder så meget desto mere, henset til tilblivelseshistorien for Dublin III-forordningens artikel 3 og artikel 17, stk. 1.

37

I denne henseende bemærkes, at det residualkriterium, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, første afsnit, oprindeligt var indeholdt i Dublin II-forordningens artikel 13, stk. 1. Til forskel fra det kriterium, der er fastsat i Dublin III-forordningen, var det kriterium, der var fastsat i Dublin II-forordningen, opført i denne forordning under kriterierne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, således som de var fastsat i sidstnævnte forordnings kapitel III.

38

Dublin II-forordningens artikel 3, stk. 1, som gentages i Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, indeholdt princippet om, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af én ansvarlig medlemsstat, som udpeges i medfør af kriterierne i Dublin II-forordningens kapitel III. Disse kriterier omfattede, således som det fremgår af den foregående præmis, bl.a. residualkriteriet i denne forordnings artikel 13, stk. 1. Forordningens artikel 3, stk. 2, som svarer til Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, fastsatte muligheden for, at enhver medlemsstat »uanset stk. 1« kunne behandle en ansøgning om international beskyttelse, som den ikke var ansvarlig for.

39

Dublin II-forordningens artikel 3, stk. 1 og 2, sammenholdt med dens artikel 13, stk. 1, gjorde det således utvetydigt muligt for medlemsstaterne at beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der var blevet indgivet til dem, såfremt den ansvarlige medlemsstat – således som det er tilfældet i hovedsagen – var blevet udpeget på grundlag af det residualkriterium, der var indeholdt i denne forordnings artikel 13, stk. 1.

40

Det fremgår imidlertid af s. 6, punkt 3, og s. 9, punkt 4, i begrundelsen til Kommissionens forslag af 3. december 2008 (COM (2008) 820 final), der førte til vedtagelsen af Dublin III-forordningen, at EU-lovgiver med denne forordning søgte at opretholde de grundlæggende principper i Dublin II-forordningen, navnlig princippet om, at der kun foretages én behandling af ansøgningen, og søgte af klarhedshensyn at samle de diskretionære og humanitære klausuler, der var fastsat i henholdsvis Dublin II-forordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 15, i en enkelt bestemmelse, nemlig Dublin III-forordningens artikel 17. Heraf følger, at EU-lovgiver ikke tilstræbte at ændre anvendelsesområdet for den diskretionære klausul, der først var indeholdt i Dublin II-forordningens artikel 3, stk. 2, og dernæst i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1.

41

Henset til EU-lovgivers klart udtrykte ønske om at opretholde de grundlæggende principper i Dublin II-forordningen skal det fastslås, at medtagelsen i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, af formuleringen »uanset [forordningens] artikel 3, stk. 1« kan forklares med opbygningen af Dublin II-forordningens artikel 3, stk. 1 og 2, der er nævnt i nærværende doms præmis 38, og snarere synes at være en forglemmelse fra denne lovgivers side om at slette henvisningen til stk. 1 end et ønske om at ændre anvendelsesområdet for den diskretionære klausul, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1.

42

Hvad i øvrigt angår denne diskretionære klausul har Domstolen allerede præciseret, at da ordlyden af denne bestemmelse i det væsentlige svarer til ordlyden af Dublin II-forordningens artikel 3, stk. 2, som fastsatte suverænitetsklausulen, kan fortolkningen af sidstnævnte bestemmelse også overføres til Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1 (dom af 16.2.2017, C.K. m.fl., C-578/16 PPU, EU:C:2017:127, præmis 53, og af 23.1.2019, M.A. m.fl., C-661/17, EU:C:2019:53, præmis 55).

43

Som anført i nærværende doms præmis 39, gav Dublin II-forordningens artikel 3, stk. 2, imidlertid enhver medlemsstat mulighed for at beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der var blevet indgivet til den, herunder når den ansvarlige medlemsstat var blevet udpeget på grundlag af residualkriteriet i denne forordnings artikel 13, stk. 1.

44

Det fremgår af disse kontekstuelle forhold, at Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, skal fortolkes således, at den giver medlemsstaterne mulighed for at beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til dem, og med hensyn til hvilken en anden medlemsstat er blevet udpeget som ansvarlig medlemsstat efter kriterierne i denne forordning, herunder når denne sidstnævnte medlemsstat er blevet udpeget på grundlag af det residualkriterium, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 3, stk. 2, første afsnit.

45

Denne fortolkning understøttes af de formål, der forfølges med Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1.

46

Ifølge Domstolens praksis har denne bestemmelse til formål at bevare medlemsstaternes prærogativer i forbindelse med udøvelsen af retten til at yde international beskyttelse (dom af 5.7.2018, X, C-213/17, EU:C:2018:538, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis) ved at give hver medlemsstat mulighed for selvstændigt ud fra politiske, humanitære eller praktiske overvejelser at acceptere at behandle en ansøgning om international beskyttelse, selv om den ikke er ansvarlig efter de kriterier, der er fastsat i Dublin III-forordningen (jf. i denne retning dom af 4.10.2018, Fathi, C-56/17, EU:C:2018:803, præmis 53, af 23.1.2019, M.A. m.fl., C-661/17, EU:C:2019:53, præmis 58, og af 16.2.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Ufødt barn ved indgivelse af asylansøgning), C-745/21, EU:C:2023:113, præmis 50).

47

Da der er tale om en fakultativ bestemmelse, indrømmer den medlemsstaterne en vid skønsbeføjelse (jf. i denne retning dom af 10.12.2013, Abdullahi, C-394/12, EU:C:2013:813, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis). Henset til rækkevidden af den skønsbeføjelse, som medlemsstaterne således er tillagt, tilkommer det den pågældende medlemsstat at afgøre, under hvilke omstændigheder den ønsker at gøre brug af den mulighed, der tillægges ved den i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, fastsatte diskretionære klausul, og acceptere selv at behandle en ansøgning om international beskyttelse, som den ikke er ansvarlig for efter de kriterier, der er fastlagt i denne forordning (dom af 23.1.2019, M.A. m.fl., C-661/17, EU:C:2019:53, præmis 59, og af 30.11.2023, Ministero dell’Interno m.fl. (Fælles folder – indirekte refoulement), C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, EU:C:2023:934, præmis 147).
Udøvelsen af denne mulighed er i øvrigt ikke undergivet nogen særlig betingelse (jf. i denne retning dom af 30.5.2013, Halaf, C-528/11, EU:C:2013:342, præmis 36).

48

Henset til rækkevidden af denne skønsbeføjelse og det formål, der forfølges med Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, som består i at gøre det muligt for enhver medlemsstat selvstændigt at beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, som den ikke er ansvarlig for, skal det fastslås, at denne bestemmelses anvendelsesområde ikke er begrænset til alene den situation, hvor den ansvarlige medlemsstat er udpeget på grundlag af de kriterier, der er fastsat i denne forordnings kapitel III.

49

Det står tværtimod enhver medlemsstat frit for at beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til den, og med hensyn til hvilken der er blevet udpeget en ansvarlig medlemsstat i overensstemmelse med Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, første afsnit.

50

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, første afsnit, skal fortolkes således, at en medlemsstat, som ikke er ansvarlig efter kriterierne i denne forordnings kapitel III, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til den, når den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning, er blevet udpeget på grundlag af den nævnte forordnings artikel 3, stk. 2, første afsnit.

51

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 17, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne,

skal fortolkes således, at

en medlemsstat, som ikke er ansvarlig efter kriterierne i denne forordnings kapitel III, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til den, når den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning, er blevet udpeget på grundlag af den nævnte forordnings artikel 3, stk. 2, første afsnit.