DL mod Minister van Asiel en Migratie (C-182/26 PPU)

–

den nederlandske regering ved E.M.M. Besselink og J. Langer, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved F. Blanc, S. Noë og R. Tricot, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 2) og princippet om non-refoulement, der er fastsat i artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem DL, som er tredjelandsstatsborger, og Minister van Asiel en Migratie (minister for asyl og migration, Nederlandene) (herefter »ministeren«) vedrørende lovligheden af sidstnævntes afgørelse om at frihedsberøve DL med henblik på hans udsendelse til et af de mulige bestemmelseslande, der er anført i afgørelsen om dennes tilbagesendelse.

3

Af artikel 33, stk. 1, i konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)), trådt i kraft den 22. april 1954 og suppleret ved protokollen om flygtninges retsstilling, der blev indgået i New York den 31. januar 1967 og trådte i kraft den 4. oktober 1967 (herefter »Genèvekonventionen«), fremgår følgende:

»Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.«

4

Chartrets artikel 4 med overskriften »Forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf« bestemmer:

»Ingen må underkastes tortur, ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.«

5

Chartrets artikel 6 med overskriften »Ret til frihed og sikkerhed« fastsætter:

»Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed.«

6

Chartrets artikel 18 med overskriften »Asylret« har følgende ordlyd:

»Asylretten sikres under iagttagelse af reglerne i Genèvekonventionen af 28. juli 1951 og protokollen af 31. januar 1967 om flygtninges retsstilling og i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde [...].«

7

Chartrets artikel 19 med overskriften »Beskyttelse i tilfælde af udsendelse, udvisning og udlevering« foreskriver i stk. 2:

»Ingen må udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling.«

8

Chartrets artikel 47 med overskriften »Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol« bestemmer følgende i stk. 1:

»Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.«

9

2., 4., 6., 8., 16., 23. og 24. betragtning til direktiv 2008/115 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

[...]

[...]

[...]

10

Dette direktivs artikel 1 er affattet således:

»I dette direktiv fastsættes der fælles standarder og procedurer, som skal anvendes i medlemsstaterne ved tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold [på en medlemsstats område], i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyttelse af flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.«

11

Det nævnte direktivs artikel 2, stk. 1, fastsætter, at direktivet finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på en medlemsstats område.

12

Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer i nr. 2)-5):

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

13

Artikel 5 i direktiv 2008/115 med overskriften »Non-refoulement, barnets tarv, familieliv og helbredstilstand« fastsætter følgende:

»Når medlemsstaterne gennemfører dette direktiv, tager de behørigt hensyn til

og respekterer non-refoulement-princippet.«

14

Direktivets artikel 6, der har overskriften »Afgørelse om tilbagesendelse«, bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne træffer afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, jf. dog de undtagelser, der er anført i stk. 2-5.«

15

Det nævnte direktivs artikel 12 med overskriften »Form« fastsætter i stk. 1, første afsnit, følgende:

»Afgørelser om tilbagesendelse og, hvis der er udstedt sådanne, afgørelser om indrejseforbud og afgørelser om udsendelse skal affattes skriftligt og angive de faktiske og retlige grunde samt oplyse om de retsmidler, der er til rådighed.«

16

Samme direktivs artikel 13, der har overskriften »Retsmidler«, bestemmer i stk. 1 og 2 følgende:

»1.   Den pågældende tredjelandsstatsborger skal have adgang til effektive retsmidler til at klage over eller søge prøvning af afgørelser vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i artikel 12, stk. 1, ved en kompetent retslig eller administrativ myndighed eller et kompetent organ, sammensat af medlemmer, der er upartiske og er sikret uafhængighed.

2.   Myndigheden eller organet, jf. stk. 1, skal have beføjelse til at prøve afgørelser vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i artikel 12, stk. 1, herunder mulighed for midlertidigt at suspendere afgørelsernes fuldbyrdelse, medmindre midlertidig suspension allerede finder anvendelse i medfør af national lovgivning.«

17

Artikel 15 i direktiv 2008/115 med overskriften »Frihedsberøvelse« har følgende ordlyd:

»1.   Medmindre andre tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfælde, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, for at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en udsendelse, navnlig når

Enhver frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.

2.   Afgørelser om frihedsberøvelse træffes af administrative eller retslige myndigheder.

Afgørelser om frihedsberøvelse skal være skriftlige med angivelse af de faktiske og retlige grunde.

Når det er administrative myndigheder, der har truffet afgørelsen om frihedsberøvelse, skal medlemsstaterne

Den pågældende tredjelandsstatsborger skal omgående løslades, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.

3.   Afgørelser om frihedsberøvelse vurderes i hvert enkelt tilfælde på ny med rimelige mellemrum enten efter ansøgning fra den pågældende tredjelandsstatsborger eller ex officio. I tilfælde af langvarig frihedsberøvelse skal vurderingerne være undergivet en retslig myndigheds tilsyn.

4.   Når der af retlige eller andre grunde ikke længere synes at være rimelig udsigt til udsendelse, eller når betingelserne i stk. 1 ikke længere foreligger, ophører frihedsberøvelsen med at være berettiget, og den pågældende person løslades omgående.

5.   Frihedsberøvelsen opretholdes, så længe betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og så længe det er nødvendigt for at sikre velgennemført udsendelse. Hver medlemsstat fastsætter en begrænset periode for frihedsberøvelsen, der ikke må overstige seks måneder.

6.   Medlemsstaterne må ikke forlænge den periode, der er omhandlet i stk. 5, undtagen i en begrænset periode på yderligere 12 måneder i overensstemmelse med national ret, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af

18

Artikel 59b i Wet tot algehele herziening van de Vreemdelingenwet (Vreemdelingenwet 2000) (lov om generel ændring af udlændingeloven (udlændingeloven af 2000)) af 23. november 2000 (Stb. 2000, nr. 495) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer i stk. 1:

»Den udenlandske statsborger med lovligt ophold som omhandlet i artikel 8, litra f), g) eller h), kan, såfremt der er tale om en ansøgning om opholdstilladelse som omhandlet i artikel 28, frihedsberøves af ministeren, hvis:

1. er blevet frihedsberøvet i forbindelse med en tilbagesendelsesprocedure i henhold til [direktiv 2008/115]

[...]«

19

Den 9. februar 2020 indgav DL, der er tredjelandsstatsborger, en ansøgning om midlertidig opholdstilladelse på grundlag af asyl i Nederlandene. Denne ansøgning blev imidlertid ikke behandlet, fordi DL allerede havde indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig den 10. januar 2019, hvorfor Den Franske Republik blev anset for at være den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen af DL’s ansøgning, på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31). Derefter forlod DL Kongeriget Nederlandene og rejste til et ukendt bestemmelsessted, hvorfor denne medlemsstat ikke kunne overføre ham til Frankrig.

20

Den 10. november 2023 indgav DL en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland og blev derefter overført til Nederlandene den 8. april 2024, inden han vendte tilbage til Tyskland den 23. maj 2024. Den 14. september 2025 forlod han Tyskland for at rejse til et ukendt bestemmelsessted. Den 29. december 2025 rettede Forbundsrepublikken Tyskland i medfør af forordning nr. 604/2013 en anmodning om tilbagetagelse af DL til de østrigske myndigheder, som blev afslået den 2. januar 2026. De østrigske myndigheder fremsatte samme anmodning over for Kongeriget Nederlandene, som accepterede den.

21

Den 27. januar 2026 blev DL overført til Nederlandene og frihedsberøvet på grundlag af artikel 59b, stk. 1, litra a) og b), i loven om generel ændring af udlændingeloven (udlændingeloven af 2000) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen. Inden han blev frihedsberøvet, forklarede DL, at han var født i Tanger (Marokko) og havde to statsborgerskaber, idet hans mor var marokkaner og boede i Marokko, og hans far var algerier og boede i Algeriet. Endvidere oplyste sagsøgeren, at han ikke besad et pas eller andre dokumenter, der kunne dokumentere hans statsborgerskab.

22

Den 3. februar 2026 blev denne frihedsberøvelsesforanstaltning ophævet, efter at DL havde trukket sin asylansøgning tilbage.

23

Samme dag blev der truffet afgørelse om tilbagesendelse af DL (herefter »afgørelsen om tilbagesendelse«), hvorved det blev afslået at indrømme DL en frist for frivillig udrejse. Under høringen forud for denne afgørelse blev DL underrettet om, at han kunne udsendes til Marokko eller Algeriet på grundlag af indicier for at antage, at han har statsborgerskab i et af disse tredjelande. På dette tidspunkt gjorde han for det første indsigelse om, at han ikke kunne sendes tilbage til Marokko, eftersom han ikke ejede noget i dette land, og at han havde familiemæssige problemer i Marokko. For det andet kunne en tilbagevenden til Algeriet heller ikke komme på tale, eftersom DL ikke havde nogen tilknytning til dette land. DL erklærede desuden, at han kom fra Libyen, uden at føre bevis herfor, idet han fremhævede, at han ikke kunne sendes tilbage dertil på grund af krigen, der rasede i dette land.

24

I afgørelsen om tilbagesendelse anføres således Marokko, Algeriet og Libyen som mulige bestemmelseslande. Endvidere blev DL pålagt et forbud mod indrejse på Kongeriget Nederlandenes område i et år. Denne afgørelse blev ikke påklaget.

25

Den 3. februar 2026 blev DL desuden frihedsberøvet med henblik på at forberede hans tilbagesendelse og gennemføre hans udsendelse til Marokko, Algeriet eller Libyen til fuldbyrdelse af afgørelsen om tilbagesendelse.

26

DL anlagde søgsmål til prøvelse af frihedsberøvelsen af ham ved rechtbank Den Haag, zittingsplaats Haarlem (retten i første instans i Haag, tingstedet Haarlem, Nederlandene), som er den forelæggende ret, idet han gjorde gældende, at ministeren ved vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesendelse ikke undersøgte, om non-refoulement-princippet var til hinder for den påtænkte udsendelse, hvorfor denne afgørelse var ulovlig og ikke kunne tjene som grundlag for frihedsberøvelsesforanstaltningen. Der blev i øvrigt heller ikke taget hensyn til non-refoulement-princippet, da denne frihedsberøvende foranstaltning blev pålagt.

27

Ministeren har gjort gældende, at en undersøgelse af lovligheden af afgørelsen om tilbagesendelse ikke var relevant, fordi der ikke blev anlagt sag til prøvelse af denne afgørelse. Han har desuden anført, at det på grund af DL’s adfærd er vanskeligt at vide, hvilket af de tre tredjelande, der er nævnt i denne afgørelse, han skal udsendes til. Det ville være for vidtgående at foretage en undersøgelse af, om non-refoulement-princippet var overholdt, for hvert af disse tre tredjelande. Ifølge ministeren kan en sådan undersøgelse først foretages, når det er fastslået, hvilket bestemt land DL skal udsendes til.

28

Den forelæggende ret er i første række i tvivl om, hvorvidt og i hvilket omfang non-refoulement-princippet skal undersøges, når flere mulige bestemmelseslande er anført i afgørelsen om tilbagesendelse.

29

I denne forbindelse har den forelæggende ret anført, at det fremgår af artikel 3, nr. 3), i direktiv 2008/115, som fortolket i Domstolens praksis, at når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, skal den indeholde en angivelse af det land, hvortil tredjelandsstatsborgeren skal vende tilbage, og der skal foretages en vurdering under hensyn til non-refoulement-princippet angående dette bestemte land. Den forelæggende ret er derfor i tvivl om, hvorvidt den, når der er anlagt søgsmål til prøvelse af en frihedsberøvelsesforanstaltning, der er truffet på grundlag af en afgørelse om tilbagesendelse, ligeledes er forpligtet til inden for rammerne af vedtagelsen af denne afgørelse om tilbagesendelse at efterprøve, om der er blevet taget hensyn til non-refoulement-princippet, selv hvis der ikke er anlagt et søgsmål til prøvelse af den nævnte afgørelse.

30

I anden række har den forelæggende ret fremhævet, at der ifølge retspraksis skal tages hensyn til non-refoulement-princippet i alle faser af proceduren fra det tidspunkt, hvor der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, indtil tidspunktet for domstolsprøvelsen af afgørelsens fuldbyrdelse. Den forelæggende ret er imidlertid, henset til det manglende samarbejde fra tredjelandsstatsborgerens side med hensyn til det land, hvortil han skal udsendes, i tvivl om, hvorvidt en vurdering, der tager hensyn til non-refoulement-princippet, skal foretages på det tidspunkt, hvor afgørelsen om tilbagesendelse vedtages, eller om den kan foretages på et senere tidspunkt, navnlig når der i den pågældende afgørelse er angivet flere mulige bestemmelseslande.

31

På denne baggrund har rechtbank Den Haag, zittingsplaats Haarlem (retten i første instans i Haag, tingstedet Haarlem) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

32

Den forelæggende ret har anmodet om, at denne præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i artikel 107 i Domstolens procesreglement.

33

Det følger af disse bestemmelser, at anvendelsen af den nævnte procedure er underlagt to kumulative betingelser. For det første skal den præjudicielle forelæggelse rejse fortolkningsspørgsmål vedrørende det område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som er genstand for afsnit V i EUF-traktatens tredje del. For det andet skal omstændighederne i tvisten i hovedsagen, således som de er beskrevet af den forelæggende ret, være kendetegnet ved, at der foreligger en hastesituation.

34

Hvad angår den første betingelse skal det bemærkes, at denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af direktiv 2008/115, der henhører under de områder, som er omhandlet i EUF-traktatens tredje del, afsnit V, vedrørende et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Denne anmodning kan derfor undergives den præjudicielle hasteprocedure.

35

Hvad angår den anden betingelse om den hastende karakter er denne bl.a. opfyldt, når den i hovedsagen berørte person på det pågældende tidspunkt er frihedsberøvet, og personens fortsatte frihedsberøvelse afhænger af Domstolens afgørelse, for så vidt som dens besvarelse af de forelagte spørgsmål kan have til følge, at den pågældende straks løslades, idet det præciseres, at situationen for denne person skal bedømmes ud fra den situation, der forelå på tidspunktet for behandlingen af anmodningen om, at den præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren (dom af 23.4.2026, Casotta, C-24/26 PPU, EU:C:2026:333, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

36

I det foreliggende tilfælde skal det for det første bemærkes, at det af forelæggelsesafgørelsen fremgår, at DL blev frihedsberøvet den 3. februar 2026 med henblik på hans udsendelse fra den medlemsstat, hvor han har ulovligt ophold, således at han på nuværende tidspunkt er frihedsberøvet.

37

Det følger af fast retspraksis, at anbringelse af en tredjelandsstatsborger i et center for frihedsberøvede, hvad enten det sker i forbindelse med den pågældendes ansøgning om international beskyttelse eller med henblik på dennes udsendelse, udgør en frihedsberøvende foranstaltning (dom af 30.6.2022, Valstybės sienos apsaugos tarnyba m.fl., C-72/22 PPU, EU:C:2022:505, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

38

For det andet tager den forelæggende rets spørgsmål navnlig sigte på at fastslå, om EU-retten – i en situation, hvor manglende samarbejde fra tredjelandsstatsborgeren med ulovligt opholds side på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesendelse ikke gjorde det muligt at fastslå, hvilket land han bør udsendes til, hvorfor det har været nødvendigt at anføre tre mulige bestemmelseslande i denne afgørelse – forpligter den forelæggende ret til i henhold til betingelserne for lovligheden af denne tredjelandsstatsborgers frihedsberøvelse at efterprøve, om non-refoulement-princippet blev undersøgt i forbindelse med vedtagelsen af den nævnte afgørelse samt af afgørelsen om frihedsberøvelse, og om dette princip er til hinder for en eventuel udsendelse af DL til et af de tre bestemmelseslande, der er angivet i afgørelsen om tilbagesendelse.

39

Såfremt Domstolen skulle fastslå, at tredjelandsstatsborgeren med ulovligt ophold selv i en situation, som er kendetegnet ved manglende samarbejde fra dennes side, ikke kan pålægges frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, såfremt der på grund af en risiko for tilsidesættelse af non-refoulement-princippet ikke er nogen rimelig udsigt til udsendelse, vil den forelæggende ret imidlertid skulle bringe DL’s frihedsberøvelse til ophør.

40

Under disse omstændigheder har Domstolens Fjerde Afdeling den 23. marts 2026 på forslag fra den refererende dommer, og efter at generaladvokaten er blevet hørt, besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at denne præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.

41

Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retsinstanser og Domstolen, der er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale retsinstans et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges. Domstolen kan desuden inddrage EU-retlige regler, som den nationale retsinstans ikke har henvist til i sine spørgsmål. Den omstændighed, at en national retsinstans rent formelt har udformet det præjudicielle spørgsmål under henvisning til bestemte EU-retlige bestemmelser, er nemlig ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne retsinstans om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for denne, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale retsinstans, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 29.1.2026, Keladis I og Keladis II, C-72/24 og C-73/24, EU:C:2026:51, præmis 154 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret med det første og det andet spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker oplyst, på hvilket tidspunkt i tilbagesendelsesprocedurerne og for hvilke lande den nationale ret, ved hvilken der anlægges sag til prøvelse af en afgørelse om frihedsberøvelse, skal undersøge overholdelsen af non-refoulement-princippet, når der i afgørelsen om tilbagesendelse er angivet tre mulige bestemmelseslande, navnlig på grund af manglende samarbejde fra tredjelandsstatsborgeren med ulovligt opholds side med hensyn til at fastlægge det pågældende land, som ikke har gjort det muligt at fastslå, hvilket af disse lande den pågældende skal udsendes til.

43

Selv om det i de præjudicielle spørgsmål ikke præcist er anført, hvilke EU-retlige bestemmelser der ønskes fortolket, fremgår det følgelig af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret er i tvivl om fortolkningen af artikel 3, nr. 3), og artikel 5 i direktiv 2008/115, der vedrører henholdsvis begrebet »tilbagesendelse« og princippet om non-refoulement. For så vidt som hovedsagen vedrører undersøgelsen af, hvorvidt frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold er lovlig, skal der med henblik på at give denne ret et hensigtsmæssigt svar desuden foretages en fortolkning af dette direktivs artikel 15.

44

Henset til ovenstående elementer forekommer det i øvrigt nødvendigt ligeledes at inddrage chartrets artikel 6, artikel 19, stk. 2, og artikel 47 vedrørende henholdsvis for det første retten til frihed og sikkerhed, for det andet beskyttelsen i tilfælde af udsendelse, udvisning og udlevering og for det tredje adgangen til effektive retsmidler og til en upartisk domstol.

45

På denne baggrund skal det fastslås, at den forelæggende ret med det første og det andet spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 3, nr. 3), artikel 5 og artikel 15 i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 6, artikel 19, stk. 2, og artikel 47, skal fortolkes således, at en national retsinstans, der skal prøve lovligheden af frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold med henblik på den pågældendes udsendelse til fuldbyrdelse af en afgørelse om tilbagesendelse, i denne forbindelse er forpligtet til, i givet fald ex officio, at undersøge, om der er blevet taget hensyn til non-refoulement-princippet, dels ved vedtagelsen af denne afgørelse om tilbagesendelse, hvori der på grund af manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side er anført tre mulige bestemmelseslande, og som ikke har været genstand for en domstolsprøvelse, dels ved vedtagelsen af selve frihedsberøvelsesforanstaltningen. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om denne undersøgelse skal vedrøre alle de mulige bestemmelseslande, der er anført i den nævnte afgørelse om tilbagesendelse, og om manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side kan ændre rækkevidden af denne undersøgelse.

46

Indledningsvis bemærkes, at artikel 13, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/115 bl.a. fastsætter, at den pågældende tredjelandsstatsborger skal have adgang til effektive retsmidler til at klage over eller søge prøvning af afgørelser vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i direktivets artikel 12, stk. 1, dvs. afgørelser om tilbagesendelse og, hvis der er udstedt sådanne, afgørelser om indrejseforbud og afgørelser om udsendelse.

47

Det fremgår imidlertid af den forelæggende rets oplysninger, at tvisten i hovedsagen ikke vedrører lovligheden af en afgørelse om tilbagesendelse eller en anden afgørelse vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i artikel 13, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/115, men lovligheden af frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold med henblik på dennes udsendelse til fuldbyrdelse af en afgørelse om tilbagesendelse, som ikke har været genstand for en domstolsprøvelse.

48

Nærmere bestemt er den forelæggende ret i første række i tvivl om, hvorvidt det inden for rammerne af dens undersøgelse af lovligheden af frihedsberøvelsen af en sådan tredjelandsstatsborger påhviler den at efterprøve, i givet fald ex officio, om der er blevet taget hensyn til non-refoulement-princippet i forbindelse med afgørelsen om tilbagesendelse, når der heri på grund af manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side ikke er anført ét enkelt, men tre mulige bestemmelseslande, og der ikke er anlagt nogen sag til prøvelse af denne afgørelse.

49

I denne henseende bemærkes, at enhver frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger, der anordnes i henhold til direktiv 2008/115 i forbindelse med en tilbagesendelsesprocedure som følge af ulovligt ophold, udgør et alvorligt indgreb i den pågældendes ret til frihed som fastsat i chartrets artikel 6 (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

50

En frihedsberøvelsesforanstaltning består nemlig i at indespærre en person på et bestemt sted ved at pålægge den pågældende person permanent at forblive i et afgrænset og lukket område, hvorved personen isoleres fra resten af befolkningen og berøves sin bevægelsesfrihed (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

51

Formålet med frihedsberøvelsesforanstaltningerne som omhandlet i direktiv 2008/115 er imidlertid ikke retsforfølgning eller bekæmpelse af strafbare handlinger, men gennemførelsen af de mål, der forfølges med dette direktiv på området for tilbagesendelse. Når frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold træffes med henblik på udsendelse, har den således kun til formål at sikre en effektiv tilbagesendelsesproces og forfølger ikke noget straffende formål (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

52

Henset til alvoren af det nævnte indgreb i den ret til frihed, som er sikret ved chartrets artikel 6, og henset til vigtigheden af denne ret, er der opstillet strenge rammer for den beføjelse til at frihedsberøve tredjelandsstatsborgere, som indrømmes de kompetente nationale myndigheder. En frihedsberøvelsesforanstaltning kan således kun anordnes eller forlænges under overholdelse af de generelle og overordnede regler, som fastsætter betingelserne og de nærmere bestemmelser herfor (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

53

De generelle og overordnede regler – der som fælles EU-standarder fastsætter betingelserne for, hvornår frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold er lovlig i henhold til direktiv 2008/115, herunder i lyset af chartrets artikel 6 – er indeholdt i dette direktivs artikel 15 (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

54

Artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/115 fastsætter, at medmindre andre tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfælde, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, for at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en udsendelse, navnlig når der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller den pågældende tredjelandsborger undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. Denne bestemmelse præciserer, at enhver frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og kun må opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.

55

Når det viser sig, at de betingelser for frihedsberøvelsens lovlighed, der er fastsat i artikel 15 i direktiv 2008/115, ikke var eller ikke længere er opfyldt, skal den pågældende person – således som EU-lovgiver i øvrigt udtrykkeligt har anført i direktivets artikel 15, stk. 2, fjerde afsnit, og artikel 15, stk. 4 – omgående løslades (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

56

Det forholder sig altså for det første således, at i henhold til artikel 15, stk. 2, fjerde afsnit, i direktiv 2008/115 skal den pågældende tredjelandsstatsborger omgående løslades, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig. For det andet fremgår det af dette direktivs artikel 15, stk. 4, at det samme gælder, når der af retlige eller andre grunde ikke længere synes at være rimelig udsigt til udsendelse, eller når de betingelser, som er fastsat i direktivets artikel 15, stk. 1, ikke længere foreligger (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 55).

57

For at der kan antages at være »rimelig udsigt til udsendelse« som omhandlet i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2008/115, er det nødvendigt, at der på tidspunktet for prøvelsen af lovligheden af frihedsberøvelsen er reel udsigt til, at udsendelsen kan gennemføres inden for de frister, som er fastsat i direktivets artikel 15, stk. 5 og 6, og uden at »retlige [...] grunde« i denne bestemmelses forstand er til hinder herfor (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

58

Den kompetente nationale myndighed skal derfor i henhold til de betingelser for frihedsberøvelsens lovlighed, der er fastsat i artikel 15 i direktiv 2008/115, bl.a. kontrollere, om der er rimelig udsigt til udsendelse af den pågældende tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, eller om sådanne retlige grunde er til hinder for udsendelsen af den pågældende (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 57).

59

I denne forbindelse skal det fastslås, at begrebet »retlige [...] grunde« omfatter enhver retsregel, som medlemsstaterne skal overholde i forbindelse med udsendelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold. Blandt disse regler forpligter artikel 5 i direktiv 2008/115 – der udgør en generel regel, som gælder for medlemsstaterne, så snart de gennemfører dette direktiv – den kompetente nationale myndighed til på alle trin af tilbagesendelsesprocedurerne at overholde princippet om non-refoulement, der som en grundlæggende rettighed er sikret ved chartrets artikel 18, sammenholdt med Genèvekonventionens artikel 33, og ved chartrets artikel 19, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 58-60).

60

Det følger heraf, at når den kompetente nationale myndighed anmodes om at anordne, foretage en fornyet gennemgang af eller forlænge en frihedsberøvelsesforanstaltning med henblik på udsendelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, skal den kontrollere, at princippet om non-refoulement ikke er til hinder for dennes udsendelse. Dette gælder også, når afgørelsen om tilbagesendelse ikke er blevet anfægtet og således er blevet endelig (jf. i denne retning dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 63 og 66).

61

Selv om det ganske vist fremgår af ovenstående betragtninger, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 54 i sit forslag til afgørelse, at den judicielle myndighed, der skal undersøge lovligheden af frihedsberøvelsen eller af opretholdelsen af frihedsberøvelsen, er forpligtet til at foretage denne undersøgelse under hensyntagen til non-refoulement-princippet, følger det ikke heraf, at den judicielle myndighed, der skal foretage denne undersøgelse i denne forbindelse, er forpligtet til at efterprøve lovligheden af den endelige afgørelse om tilbagesendelse.

62

Det skal i denne forbindelse i øvrigt fastslås, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 56 og 57 i sit forslag til afgørelse, at vedtagelsen og domstolsprøvelsen af afgørelsen om tilbagesendelse er reguleret i kapitel III i direktiv 2008/115 med overskriften »Retssikkerhedsgarantier«, mens frihedsberøvelsen er reguleret i kapitel IV med overskriften »Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse«, idet disse to kapitler har forskellige formål og fastsætter særskilte betingelser for vedtagelsen. Direktiv 2008/115 foreskriver følgelig ikke, at den prøvelse, der skal foretages af den kompetente retslige myndighed med henblik på at efterprøve lovligheden af frihedsberøvelsesforanstaltningen, ligeledes omfatter lovligheden af afgørelsen om tilbagesendelse.

63

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 69 i sit forslag til afgørelse, foretager den retslige myndighed i forbindelse med prøvelsen af frihedsberøvelsesforanstaltningen desuden en vurdering ex nunc med hensyn til non-refoulement-princippet, som skal være særskilt og selvstændig i forhold til den vurdering, som den kompetente administrative myndighed i givet fald har foretaget. Med henblik på udøvelsen af denne prøvelse er det derfor ikke nødvendigt, at den retslige myndighed tager stilling til, om der blev taget hensyn til dette princip i forbindelse med vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesendelse.

64

Henset til ovenstående betragtninger må det fastslås, at artikel 3, nr. 3), artikel 5 og artikel 15 i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 6, artikel 19, stk. 2, og artikel 47, ikke kræver, at en national retsinstans, der skal prøve lovligheden af frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold med henblik på den pågældendes udsendelse til fuldbyrdelse af en afgørelse om tilbagesendelse, i denne forbindelse ex officio undersøger, om der er blevet taget hensyn til non-refoulement-princippet i forbindelse med vedtagelsen af denne endelige afgørelse om tilbagesendelse.

65

Hvad i anden række angår spørgsmålet om, hvorvidt den kompetente retslige myndighed for at undersøge lovligheden af frihedsberøvelsen skal undersøge, i givet fald ex officio, om princippet om non-refoulement inden for disse rammer er til hinder for frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold med henblik på den pågældendes udsendelse, fremgår det af fast retspraksis, at medlemsstaterne i medfør af chartrets artikel 47 skal sikre en effektiv domstolsbeskyttelse af de individuelle rettigheder, som følger af Unionens retsorden (jf. i denne retning dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

66

Denne ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, som gælder for frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, er konkretiseret i artikel 15, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 2008/115, som fastsætter, at når afgørelsen om frihedsberøvelse er blevet truffet af en administrativ myndighed, skal der enten ex officio eller efter anmodning fra den pågældende person foreskrives en hurtig domstolsprøvelse af denne frihedsberøvelses lovlighed (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

67

Desuden opstiller artikel 15, stk. 3, i direktiv 2008/115 – som i tilfælde af opretholdelse af en frihedsberøvelsesforanstaltning bestemmer, at der skal foretages en periodisk fornyet vurdering »med rimelige mellemrum« med henblik på at efterprøve, om betingelserne for frihedsberøvelsens lovlighed fortsat er opfyldt – et krav om, at denne fornyede vurdering skal være undergivet en retslig myndigheds tilsyn i tilfælde af langvarig frihedsberøvelse.

68

EU-lovgiver har således indført fælles processuelle regler, der har til formål at sikre, at der i hver medlemsstat findes en ordning, som gør det muligt for den kompetente retslige myndighed, i givet fald efter en prøvelse af egen drift, at løslade den pågældende person, så snart det viser sig, at frihedsberøvelsen af den pågældende ikke eller ikke længere er lovlig (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

69

For at en sådan beskyttelsesordning effektivt sikrer overholdelsen af de strenge betingelser, som en i direktiv 2008/115 omhandlet frihedsberøvelsesforanstaltning skal opfylde for at være lovlig, skal den kompetente retslige myndighed være i stand til at træffe afgørelse om enhver faktisk og retlig omstændighed, der er relevant for efterprøvelsen af denne lovlighed. Med henblik herpå skal den nævnte myndighed kunne tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de beviser, som den administrative myndighed, der traf afgørelse om den oprindelige frihedsberøvelse, påberåbte sig. Den skal ligeledes kunne tage hensyn til de faktiske omstændigheder, beviser og bemærkninger, som den berørte person eventuelt har gjort gældende, fremlagt eller fremsat for den. Den skal desuden være i stand til at indhente enhver anden oplysning, som er relevant for dens afgørelse, såfremt den måtte finde det nødvendigt. De beføjelser, som den retslige myndighed er tillagt inden for rammerne af en prøvelse, kan i intet tilfælde være afgrænset til udelukkende at omfatte de oplysninger, der er blevet fremlagt af den administrative myndighed (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

70

Desuden forholder det sig således, at henset til vigtigheden af retten til frihed, henset til den indgribende karakter af det indgreb i denne ret, som frihedsberøvelse af personer af andre grunde end retsforfølgning eller bekæmpelse af strafbare handlinger udgør, og henset til kravet om et højt domstolsbeskyttelsesniveau, som gør det muligt at efterkomme det tvingende behov for at løslade en sådan person, når betingelserne for frihedsberøvelsens lovlighed ikke eller ikke længere er opfyldt – hvilket krav er fremhævet i de fælles standarder, som EU-lovgiver har fastsat – skal den kompetente retslige myndighed tage hensyn til samtlige forhold, navnlig af faktisk karakter, der bringes til dens kendskab, og som suppleret eller præciseret i forbindelse med processuelle foranstaltninger, som den måtte anse for nødvendige at træffe på grundlag af den nationale ret, og den skal på grundlag af disse forhold i givet fald konstatere en tilsidesættelse af en lovlighedsbetingelse hidrørende fra EU-retten, selv når denne tilsidesættelse ikke er blevet gjort gældende af den berørte person. Denne forpligtelse berører ikke den forpligtelse, som den retslige myndighed, der således af egen drift skal gøre en sådan lovlighedsbetingelse gældende, har til at opfordre hver af parterne til at udtale sig om denne betingelse i overensstemmelse med kontradiktionsprincippet (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

71

Under disse omstændigheder, og henset ligeledes til de grunde, der er anført i denne doms præmis 55-60, skal det fastslås, at den retslige myndighed, som har kompetence til at efterprøve frihedsberøvelsen eller den fortsatte frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, om nødvendigt af egen drift skal sikre sig, at non-refoulement-princippet ikke er til hinder for udsendelsen af denne statsborger. Såfremt den nævnte myndighed måtte fastslå, at dette princip er til hinder for udsendelse, er den i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, fjerde afsnit, og artikel 15, stk. 4, i direktiv 2008/115 forpligtet til omgående at løslade den pågældende statsborger (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 73).

72

Hvad i tredje række angår spørgsmålet om, hvorvidt den undersøgelse af overholdelsen af non-refoulement-princippet, som den kompetente retslige myndighed, der skal tage stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed, skal foretage, adskiller sig fra den undersøgelse, som skal foretages af den administrative myndighed, når frihedsberøvelsen er baseret på en afgørelse om tilbagesendelse, hvori tre mulige bestemmelseslande er anført, bemærkes, at efter fast retspraksis indeholder chartrets artikel 19, stk. 2, sammenholdt med chartrets artikel 4, et absolut forbud, uanset den pågældende persons adfærd, mod udsendelse, udvisning eller udlevering til et land, hvor der er en alvorlig risiko for, at den pågældende bliver idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling. Medlemsstaterne må derfor hverken udsende, udvise eller udlevere en udlænding, hvis der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den pågældende løber en reel risiko for i bestemmelseslandet at blive udsat for behandling, der er forbudt ved disse to bestemmelser i chartret (dom af 17.10.2024, Ararat, C-156/23, EU:C:2024:892, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

73

Når der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at en tredjelandsstatsborger, som har ulovligt ophold, løber en reel risiko for i bestemmelseslandet at blive udsat for behandling, der er forbudt i henhold til chartrets bestemmelser, kan denne statsborger således ikke gøres til genstand for en udsendelsesforanstaltning, så længe en sådan risiko foreligger, således som det i øvrigt udtrykkeligt er fastsat i artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2008/115 (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

74

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 70 i sit forslag til afgørelse, vedrører den undersøgelse af non-refoulement-princippet, som skal foretages af den administrative myndighed og den kompetente retslige myndighed med henblik på at efterprøve lovligheden af frihedsberøvelsen eller den fortsatte frihedsberøvelse, derfor i realiteten det samme spørgsmål, nemlig hvorvidt den berørte person, henset til alle de forhold, der vedrører dels denne person, dels bestemmelseslandet, vil blive udsat for en reel risiko for behandling, som er i strid med chartrets artikel 19, stk. 2, sammenholdt med chartrets artikel 4, hvis afgørelsen om tilbagesendelse fuldbyrdes.

75

Således som det i det væsentlige er blevet anført i denne doms præmis 63, forholder det sig ikke desto mindre således, at det påhviler denne retslige myndighed at foretage sin egen vurdering ex nunc med hensyn til non-refoulement-princippet i forbindelse med denne prøvelse på grundlag af alle de oplysninger, som den råder over, uanset om disse oplysninger har været tilgængelige for den administrative myndighed, der har anordnet frihedsberøvelsesforanstaltningen. Denne vurdering må ikke begrænses til en efterprøvelse af, at sidstnævnte myndighed har overholdt sin forpligtelse til at foretage en vurdering med hensyn til dette princip, men skal være særskilt og selvstændig i forhold til den vurdering, som denne myndighed i givet fald har foretaget (jf. i denne retning dom af 17.10.2024, Ararat, C-156/23, EU:C:2024:892, præmis 38).

76

Den omstændighed, at den administrative myndighed ikke tog hensyn til princippet om non-refoulement ved vedtagelsen af frihedsberøvelsesforanstaltningen, fører således ikke automatisk til øjeblikkelig løsladelse af den berørte person, såfremt den retslige myndighed med kompetence til at efterprøve frihedsberøvelsen eller opretholdelsen af frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på grundlag af sin egen selvstændige og særskilte undersøgelse konkluderer, at non-refoulement-princippet ikke er til hinder for en sådan frihedsberøvelse med henblik på vedkommendes udsendelse (jf. analogt dom af 5.3.2026, Aroja, C-150/24, EU:C:2026:148, præmis 100).

77

I fjerde række har den forelæggende ret oplyst, at den nationale praksis i en situation, hvor manglende samarbejde fra tredjelandsstatsborgerens side gør det vanskeligt eller endog umuligt at fastlægge det bestemmelsesland, hvortil han vil blive udsendt, tillader, at der angives flere mulige bestemmelseslande i afgørelsen om tilbagesendelse. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om den kompetente retslige myndigheds vurdering af lovligheden af frihedsberøvelsen af den pågældende tredjelandsstatsborger med hensyn til non-refoulement-princippet under sådanne omstændigheder skal omfatte alle de mulige bestemmelseslande, der er nævnt i denne afgørelse om tilbagesendelse.

78

Baggrunden for dette spørgsmål er den omstændighed, at der i afgørelsen om tilbagesendelse i en situation som den, der er beskrevet i denne doms foregående præmis, som grundlag for frihedsberøvelsesforanstaltningen er anført flere mulige bestemmelseslande. For at give den forelæggende ret et brugbart svar finder Domstolen det derfor nødvendigt at give den følgende oplysninger for at sætte den i stand til at vurdere, om direktiv 2008/115 er til hinder for, at en afgørelse om tilbagesendelse som i hovedsagen peger på tre mulige bestemmelseslande.

79

I denne forbindelse bemærkes for det første, at det fremgår af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115, at når det er fastslået, at der er tale om ulovligt ophold, skal enhver tredjelandsstatsborger, jf. dog de undtagelser, der er anført i nævnte artikels stk. 2-5, og under streng overholdelse af kravene i direktivets artikel 5, være genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, som blandt de tredjelande, der er omhandlet i artikel 3, nr. 3), i direktiv 2008/115, skal identificere det tredjeland, hvortil den pågældende tredjelandsstatsborger skal udsendes (dom af 6.7.2023, Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl (Flygtning, der har begået en grov forbrydelse), C-663/21, EU:C:2023:540, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

80

Det er således retligt umuligt for den kompetente myndighed at træffe en tilbagesendelsesafgørelse uden at have fastlagt et bestemmelsesland, hvortil der kan ske tilbagesendelse under overholdelse af non-refoulement-princippet (dom af 26.3.2026, Tadmur, C-202/25, EU:C:2026:257, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

81

Med hensyn til at fastslå, til hvilket tredjeland tredjelandsstatsborgeren med ulovligt ophold skal udsendes, som omhandlet i denne artikel 3, nr. 3), bemærkes, at ifølge fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af, og eventuelt dens tilblivelseshistorie (dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság, C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 113 og den deri nævnte retspraksis).

82

I denne forbindelse bemærkes, at direktiv 2008/115 ikke indeholder nogen specifik bestemmelse vedrørende antallet af bestemmelseslande, der kan anføres i en afgørelse om tilbagesendelse. Hvad angår dette direktivs artikel 3, nr. 3), gør denne bestemmelse det muligt at pålægge en forpligtelse til at vende tilbage ikke blot til den pågældende tredjelandsstatsborgers oprindelsesland, men ligeledes, i medfør af andet og tredje led i nævnte nr. 3), til et transitland i henhold til tilbagetagelsesaftaler eller andre ordninger eller til et andet tredjeland, som denne statsborger frivilligt beslutter at vende tilbage til, og hvor vedkommende vil blive modtaget.

83

Artikel 3, nr. 3), i direktiv 2008/115 udelukker i øvrigt ikke udtrykkeligt, at der kan identificeres flere oprindelseslande, når tredjelandsstatsborgeren med ulovligt ophold har mere end et statsborgerskab.

84

Heraf følger, at denne bestemmelses ordlyd ikke er til hinder for, at en medlemsstat angiver flere mulige bestemmelseslande i afgørelsen om tilbagesendelse.

85

Denne fortolkning bekræftes af den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår.

86

I medfør af artikel 5 i direktiv 2008/115 skal den kompetente nationale myndighed, når den påtænker at vedtage en afgørelse om tilbagesendelse, således bl.a. sikre respekt af non-refoulement-princippet i forhold til det land, som det påtænkes at pålægge den pågældende person at vende tilbage (dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság, C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 118 og 119 og den deri nævnte retspraksis). Vurderingen af overholdelsen af dette princip indebærer dog ikke, at afgørelsen om tilbagesendelse nødvendigvis skal henvise til ét enkelt land, eftersom det med hensyn til dette princip er tilstrækkeligt, at der kan ske udsendelse til mindst et af de tredjelande, der er anført i denne afgørelse.

87

Heraf følger, at eftersom de oplysninger, som tredjelandsstatsborgeren med ulovligt ophold har fremsendt, gør det muligt at identificere flere mulige bestemmelseslande, uden at det på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesendelse var muligt at udpege ét enkelt af dem som følge af manglende samarbejde fra den pågældendes side, kan disse anføres i denne afgørelse om tilbagesendelse, forudsat at der kan ske udsendelse af denne tredjelandsstatsborger til mindst et af de i denne afgørelse anførte tredjelande under hensyn til non-refoulement-princippet.

88

Det skal ligeledes bemærkes, at dette direktivs artikel 12, stk. 1, første afsnit, bl.a. bestemmer, at afgørelser om udsendelse skal angive de faktiske og retlige grunde for afgørelserne. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 44 i sit forslag til afgørelse, skal en afgørelse om tilbagesendelse med angivelse af flere mulige bestemmelseslande derfor indeholde grundene til, at hvert enkelt af disse lande er angivet, baseret på faktuelle konstateringer, der bygger på den berørte persons erklæringer og andre foreliggende beviser, idet disse konstateringer kan prøves ved en domstol.

89

Endvidere kan medlemsstaterne i henhold til artikel 8, stk. 3, i direktiv 2008/115 vedtage en særskilt administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt om udsendelse. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 40 i sit forslag til afgørelse, er det følgelig ikke udelukket, at det i denne afgørelse eller retsakt angives, hvilket af de lande, som er angivet i afgørelsen om tilbagesendelse, den pågældende rent faktisk skal udsendes til.

90

Det bemærkes i øvrigt, at i henhold til artikel 15, stk. 1, litra b), i direktiv 2008/115 må medlemsstaterne, medmindre andre tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfælde, kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, for at forberede en tilbagesendelse, eller endog gennemføre en udsendelse, navnlig når den pågældende tredjelandsborger undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. Dette er tilfældet, når manglende samarbejde fra den pågældendes side gør det vanskeligt eller endog umuligt at fastlægge ét enkelt bestemmelsesland.

91

Desuden er medlemsstaterne forpligtet til at gøre det muligt for de pågældende personer at påberåbe sig enhver ændring i omstændighederne, der er indtrådt efter vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesendelse, og som kan have en væsentlig indvirkning på bedømmelsen af den berørte tredjelandsstatsborgers situation i lyset af bl.a. artikel 5 i direktiv 2008/115 (dom af 17.10.2024, Ararat, C-156/23, EU:C:2024:892, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

92

Artikel 5 i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 4 og artikel 19, stk. 2, forpligter således den nationale myndighed til forud for fuldbyrdelsen af afgørelsen om tilbagesendelse at foretage en fornyet vurdering af tredjelandsstatsborgerens risiko for at blive udsat for behandling, som er forbudt i henhold til disse to bestemmelser i chartret. Denne vurdering, som skal være adskilt fra og selvstændig i forhold til den vurdering, der blev foretaget på tidspunktet for vedtagelsen af den nævnte afgørelse om tilbagesendelse, skal gøre det muligt for den nationale myndighed under hensyntagen til enhver ændring i omstændighederne og til alle nye oplysninger, der i givet fald fremføres af denne tredjelandsstatsborger, at sikre sig, at der ikke er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at nævnte tredjelandsstatsborger i tilfælde af tilbagesendelse til et tredjeland vil blive udsat for en reel risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling dér. En sådan fornyet vurdering er nemlig den eneste, der gør det muligt for denne myndighed at sikre sig, at udsendelsen er i overensstemmelse med de lovbestemte betingelser og navnlig de krav, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 2008/115 (dom af 17.10.2024, Ararat, C-156/23, EU:C:2024:892, præmis 38).

93

Det følger heraf, at eftersom det med respekt for non-refoulement-princippet er muligt at udsende en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold til et tredjeland, der er anført i afgørelsen om tilbagesendelse, skal det fastslås, at frihedsberøvelsen af denne tredjelandsstatsborger er lovlig, forudsat at den ligeledes overholder de andre krav i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/115.

94

Ordlydsfortolkningen i denne doms præmis 84 er ligeledes i overensstemmelse med det mål, der forfølges med direktiv 2008/115, og som består i at udforme en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik med fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og de pågældende personers værdighed (dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság, C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).

95

På den ene side bidrager angivelsen af flere mulige bestemmelseslande i afgørelsen om tilbagesendelse til udformningen af en effektiv udsendelsespolitik, når manglende samarbejde fra den berørtes side gør det vanskeligt eller endog umuligt at fastlægge ét enkelt bestemmelsesland. Når det ud fra den vurdering, som den kompetente administrative myndighed foretager på grundlag af de kendte oplysninger, der bygger på erklæringer afgivet af tredjelandsstatsborgeren med ulovligt ophold eller andre elementer, for at træffe denne afgørelse, er muligt at udpege flere bestemmelseslande, gør angivelsen af alle disse lande det muligt at tage de nødvendige skridt til at forberede tilbagesendelsen til hvert enkelt af de nævnte tredjelande, indtil det endelige bestemmelsesland er fastlagt, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 41 og 42 i sit forslag til afgørelse. En sådan angivelse bidrager til at afkorte varigheden af proceduren for tilbagesendelse af den pågældende tredjelandsstatsborger. I tilfælde af en frihedsberøvelse af den nævnte tredjelandsstatsborger, hvis formål, således som det fremgår af den i denne doms præmis 51 nævnte retspraksis, er at sikre en effektiv tilbagesendelsesprocedure, bidrager angivelsen af flere bestemmelseslande i afgørelsen om tilbagesendelse desuden til at gøre det muligt at foretage en effektiv udsendelse inden for de frister, der er fastsat i artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115.

96

På den anden side kan en afgørelse om tilbagesendelse med angivelse af flere mulige bestemmelseslande, som generaladvokaten har anført i punkt 38 i sit forslag til afgørelse, ikke anses for at gribe ind i den berørte persons grundlæggende rettigheder. Den pågældende kan navnlig anlægge sag til prøvelse af afgørelsen og anfægte udpegelsen af et eller flere af de deri anførte bestemmelseslande samt gøre gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af såvel artikel 3, nr. 3), i direktiv 2008/115 som direktivets artikel 5.

97

Følgelig er direktiv 2008/115 ikke til hinder for, at der angives flere mulige bestemmelseslande i afgørelsen om tilbagesendelse i en situation, hvor manglende samarbejde fra tredjelandsstatsborgeren med ulovligt opholds side gør det vanskeligt eller endog umuligt at fastlægge det bestemmelsesland, hvortil han skal udsendes.

98

Hvad for det andet angår den undersøgelse af non-refoulement-princippet, som den retslige myndighed med kompetence til at efterprøve frihedsberøvelsen eller opretholdelsen heraf skal foretage, fremgår det dels af præmis 56-58 i denne dom, at for at en frihedsberøvelse er lovlig, er det navnlig et krav, at der er rimelig udsigt til udsendelse, dels af præmis 86 i denne dom, at der foreligger en sådan udsigt, når det er muligt at udsende tredjelandsstatsborgeren med ulovligt ophold til mindst et af de i afgørelsen om tilbagesendelse anførte lande.

99

Eftersom den retslige myndighed med kompetence til at efterprøve frihedsberøvelsen har identificeret et af disse tredjelande, hvortil tredjelandsstatsborgeren med ulovligt ophold kan udsendes, er denne frihedsberøvelse således begrundet. Såfremt denne myndighed imidlertid efter at have afsluttet sin undersøgelse konstaterer, at den berørte person ikke kan udsendes til nogen af de i afgørelsen om tilbagesendelse anførte bestemmelseslande henset til non-refoulement-princippet, vil denne myndighed i så tilfælde være forpligtet til at løslade den pågældende.

100

Hvad endelig i femte række angår den prøvelse af lovligheden af frihedsberøvelsen af tredjelandsstatsborgeren med ulovligt ophold, som den kompetente retslige myndighed skal foretage, bemærkes, at det påhviler denne tredjelandsstatsborger at samarbejde med den kompetente nationale myndighed i forbindelse med høringen med henblik på at give den alle relevante oplysninger om vedkommendes personlige og familiemæssige situation, herunder navnlig de oplysninger, der taler imod vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesendelse (dom af 11.12.2014, Boudjlida, C-249/13, EU:C:2014:2431, præmis 50).

101

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 76 og 77 i sit forslag til afgørelse, kan den ret, der skal prøve afgørelsen, i et tilfælde, hvor den pågældende tredjelandsstatsborgers tilsidesættelse af sin samarbejdsforpligtelse gør det vanskeligt eller endog umuligt at fastlægge ét enkelt bestemmelsesland, hvortil vedkommende skal udsendes, i sin vurdering kun anvende de pålidelige oplysninger, som er tilgængelige på undersøgelsestidspunktet, om den berørte person og situationen i de i afgørelsen om tilbagesendelse anførte bestemmelseslande. I mangel af detaljerede oplysninger vil dens vurdering nødvendigvis være af generel karakter.

102

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at artikel 3, nr. 3), artikel 5 og artikel 15 i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 6, artikel 19, stk. 2, og artikel 47, skal fortolkes således, at en national retsinstans, der skal prøve lovligheden af frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold med henblik på den pågældendes udsendelse til fuldbyrdelse af en afgørelse om tilbagesendelse

103

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret, såfremt det første og det andet spørgsmål besvares benægtende, nærmere bestemt oplyst, om undersøgelsen af overholdelsen af non-refoulement-princippet, i tilfælde af at der i afgørelsen om tilbagesendelse er anført tre mulige bestemmelseslande på grund af manglende samarbejde fra tredjelandsstatsborgeren med ulovligt opholds side, kan udsættes, indtil der er udpeget ét enkelt bestemmelsesland.

104

Henset til besvarelsen af det første og det andet spørgsmål er det ufornødent at besvare det tredje spørgsmål.

105

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 3, nr. 3), artikel 5 og artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, sammenholdt med artikel 6, artikel 19, stk. 2, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

en national retsinstans, der skal prøve lovligheden af frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold med henblik på den pågældendes udsendelse til fuldbyrdelse af en afgørelse om tilbagesendelse