⚖️ RKLAW
Log in
← Decisions Details
⬇ PDF Original ↗
HR Højesteret 2026-03-27 32439/2025

Der var ikke grundlag for at tilsidesætte arbejdsskademyndighedernes langvarige administrative afrundingspraksis

Alm. Brand Forsikring A/S mod Ankestyrelsen

Summary

A var i 2016 udsat for en arbejdsulykke og blev efterfølgende visiteret til fleksjob. I 2022 traf Ankestyrelsen afgørelse om, at hans erstatning for erhvervsevnetab fra august 2019 og frem var 33,7 %. I overensstemmelse med fast langvarig praksis blev erstatningen for erhvervsevnetabet afrundet til 35 %. Da det var vurderingen, at omkring halvdelen af tabet skyldtes andre årsager end arbejdsskaden, blev erstatningen for erhvervsevnetabet halveret og derefter afrundet fra 17,5 % til 20 %.

Sagen angik, om der var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse med henvisning til, at fradraget for konkurrerende skadesårsager skulle være foretaget uden afrunding fra 33,7 % til 35 %, således A’s erstatning for erhvervsevnetab efter fradrag for konkurrerende skadesårssager ville blive afrundet fra 16,85 % til 15 %.

Højesteret udtalte, at den langvarige administrative praksis for afrunding holdt sig inden for ordlyden af de relevante bestemmelser i arbejdsskadesikringsloven og disses forarbejder. Der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at den omtvistede afrundingspraksis var i strid med loven.

Landsretten var nået til samme resultat.

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 27. marts 2026

Sag BS-32439/2025-HJR (1. afdeling)

Alm. Brand Forsikring A/S (advokat Anja Hejde)

mod

Ankestyrelsen (advokat Inge Houe)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 1. afdeling den 22. maj 2025 (BS-10279/2023-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Jan Schans Christensen, Lars Apostoli og Julie Arnth Jørgensen.

Påstande Appellanten, Alm. Brand Forsikring A/S, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Ankestyrelsen, skal anerkende, at As erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden den 13. maj 2016 udgør 15 % fra den 26. august 2019.

Ankestyrelsen har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat A var i maj 2016 udsat for en arbejdsulykke. Han blev efterfølgende visiteret til fleksjob. Den 30. juni 2021 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a var hans erstatning for erhvervsevnetab fra den 26. august 2019 og frem 33,7 %. I overensstemmelse med fast langvarig praksis blev erstatningen for erhvervsevnetabet afrundet til 35 %. Da det var vurderingen, at omkring halvdelen af tabet skyldtes andre årsager end arbejdsskaden, blev erstatningen for erhvervsevnetabet halveret og derefter afrundet

2 fra 17,5 % til 20 %. Den 17. juni 2022 stadfæstede Ankestyrelsen denne afgørelse.

Sagen angår, om der er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse med henvisning til, at fradraget for konkurrerende skadesårssager skulle være foretaget uden afrunding fra 33,7 % til 35 %, således at As erstatning for erhvervsevnetab efter fradrag for konkurrerende skadesårssager ville blive afrundet fra 16,85 % til 15 %.

Spørgsmålet er nærmere, om det er i strid med arbejdsskadesikringsloven først at fastsætte det afrundede erhvervsevnetab og herefter foretage fradraget for konkurrerende skadesårsager, sådan som Alm. Brand Forsikring gør gældende, eller om myndighedernes afrundingspraksis er i overensstemmelse med loven, sådan som Ankestyrelsen gør gældende.

Højesteret finder, at den langvarige administrative praksis – hvorefter arbejdsskademyndighederne fastsætter erhvervsevnetabet, som herefter afrundes, og dernæst foretager fradrag for konkurrerende skadesårsager og afrunder på ny – holder sig inden for ordlyden af §§ 12, 17 og 17 a og bestemmelsernes forarbejder. Der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at denne praksis er i strid med loven.

Det bemærkes i øvrigt, at forarbejderne til lov nr. 1541 af 12. december 2023 om ændring af bl.a. arbejdsskadesikringsloven med angivelse af en ny afrundingspraksis må forstås sådan, at lovgivningsmagten ikke har fundet, at den hidtidige afrundingspraksis har været i strid med loven.

Det følger af det anførte, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse.

På denne baggrund stadfæster Højesteret landsrettens dom.

T H I K E N D E S F O R R E T :

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Alm. Brand Forsikring A/S betale 50.000 kr. til Ankestyrelsen.

Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

Text extracted from the PDF. Reload from source