ATAU (C-95/24)

–

ATAU ved avvocati L. Migliaccio, A. Scardamaglio og C. Sgariglia,

–

den italienske regering ved S. Fiorentino og G. Palmieri, som befuldmægtigede, bistået af avvocati dello Stato S. Faraci og A. Trimboli,

–

den rumænske regering ved E. Gane, L. Ghiță og A. Wellman, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved H. Leupold, F. Tomat og J. Vondung, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, nr. 6), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«), samt af artikel 9, stk. 1, litra i), og artikel 25 i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (EUT 2008, L 327, s. 27), som ændret ved rammeafgørelse 2009/299 (herefter »rammeafgørelse 2008/909«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt af en slovakisk retsinstans mod en person, der er bosiddende i Italien, med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf idømt under en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede.

3

Artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre« bestemmer:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre:

[...]

[...]«

4

Den nævnte rammeafgørelses artikel 4a, der har overskriften »Afgørelser afsagt under og efter en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan også nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i den udstedende medlemsstats nationale ret

5

Artikel 9 i rammeafgørelse 2008/909 med overskriften »Grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse« bestemmer følgende i stk. 1:

»Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan afslå at anerkende dommen og fuldbyrde sanktionen, hvis

[...]

[...]«

6

Den nævnte rammeafgørelses artikel 25 fastsætter:

»Med forbehold af rammeafgørelse [2002/584] finder bestemmelserne i denne rammeafgørelse, i det omfang de er forenelige med bestemmelserne i rammeafgørelse [2002/584], anvendelse mutatis mutandis på fuldbyrdelse af sanktioner i tilfælde, hvor en medlemsstat påtager sig at fuldbyrde sanktionen i overensstemmelse med artikel 4, nr. 6[)], i nævnte rammeafgørelse, eller i tilfælde, hvor den i henhold til artikel 5, nr. 3[)], i nævnte rammeafgørelse har betinget sig, at den pågældende overføres til den pågældende medlemsstat for dér at afsone sanktionen med henblik på at undgå, at den pågældende person går fri for straf.«

7

Første, fjerde, sjette, ottende og femtende betragtning til rammeafgørelse 2009/299 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

[...]

[...]

8

Den nævnte rammeafgørelses artikel 1, som har overskriften »Formål og anvendelsesområde«, bestemmer:

»1.   Formålene med denne rammeafgørelse er at styrke de proceduremæssige rettigheder for personer, der er genstand for en straffesag, at lette det retlige samarbejde i straffesager og navnlig at forbedre den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstater.

2.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i EU-traktatens artikel 6, herunder retten til et forsvar for enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, og de forpligtelser, der påhviler judicielle myndigheder i denne henseende, berøres ikke.

3.   I denne rammeafgørelse fastsættes fælles regler for anerkendelse og/eller fuldbyrdelse i én medlemsstat (fuldbyrdelsesmedlemsstaten) af retsafgørelser, der udstedes af en anden medlemsstat (udstedelsesmedlemsstaten) under en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede, i henhold til bestemmelserne i artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse [2002/584], [og] artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse [2008/909] [...].«

9

Ved artikel 2 i rammeafgørelse 2009/299 med overskriften »Ændringer til rammeafgørelse [2002/584]« er artikel 4a blevet indsat i rammeafgørelse 2002/584 i overensstemmelse med nr. 1) i nævnte artikel 2. Ved artikel 5 i rammeafgørelse 2009/299, som har overskriften »Ændringer til rammeafgørelse [2008/909]«, er artikel 9, stk. 1, litra i), blevet indsat i rammeafgørelse 2008/909 i overensstemmelse med nr. 1) i nævnte artikel 5.

10

36. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1) er sålydende:

»Under visse omstændigheder bør det være muligt at afsige en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, selv om den pågældende person ikke er til stede under retssagen. Dette kan være tilfældet, såfremt den mistænkte eller tiltalte i tide er blevet underrettet om retssagen og oplyst om konsekvenserne af at undlade at give møde, og ikke desto mindre undlader at give møde. Underretning af en mistænkt eller tiltalt om retssagen bør forstås som at indkalde vedkommende personligt eller ad anden vej at give den pågældende en officiel meddelelse om tid og sted for retssagen på en måde, der gør det muligt for vedkommende at blive bekendt med retssagen. Underretning af den mistænkte eller tiltalte om konsekvenserne af at undlade at give møde bør navnlig forstås som at underrette den pågældende om, at der kan afsiges en afgørelse, uden at vedkommende møder op til retssagen.«

11

Det nævnte direktivs artikel 8 med overskriften »Retten til at være til stede under retssagen« fastsætter følgende i stk. 2:

»Medlemsstaterne kan fastsætte, at en retssag, der kan resultere i en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, kan afholdes, uden at vedkommende er til stede, på betingelse af:

12

Artikel 6, stk. 1a, litra b), i legge n. 69 – Disposizioni per conformare il diritto interno alla decisione quadro 2002/584/GAI del Consiglio, del 13 giugno 2002, relativa al mandato d’arresto europeo e alle procedure di consegna tra Stati membri (lov nr. 69 om bestemmelser for at tilpasse den nationale lovgivning til Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne) af 22. april 2005 (GURI nr. 98 af 29.4.2005) bestemmer i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, at »[h]vis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, der er idømt under en retssag, hvor den berørte person ikke selv var til stede, skal den ligeledes indeholde oplysning om i det mindste en af følgende betingelser: [...]

13

Det fremgår af artikel 18a, stk. 2, i nævnte lov nr. 69 i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, at »[n]år den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, kan appeldomstolen afslå at overgive den eftersøgte, såfremt den pågældende enten er en italiensk statsborger eller lovligt og faktisk har været bosat i eller opholdt sig på det italienske område uafbrudt i mindst fem år, forudsat at appeldomstolen bestemmer, at denne straf eller frihedsberøvende foranstaltning skal fuldbyrdes i Italien i henhold til den nationale lovgivning«.

14

Artikel 13 i decreto legislativo n. 161 – Disposizioni per conformare il diritto interno alla decisione quadro 2008/909/GAI relativa all’applicazione del principio del reciproco riconoscimento alle sentenze penali che irrogano pene detentive o misure privative della libertà personale, ai fini della loro esecuzione nell’Unione Europea (lovdekret nr. 161 om bestemmelser for at tilpasse den nationale lovgivning til rammeafgørelse 2008/909/RIA om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union) af 7. september 2010 (GURI nr. 230 af 1.10.2010) fastsætter i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, følgende:

»Appeldomstolen afslår at anerkende den strafferetlige dom, såfremt et af følgende tilfælde foreligger:

[...]«

15

Artikel 24 i nævnte lovdekret nr. 161 bestemmer i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, at når appeldomstolen afslår en anmodning om overgivelse i henhold til en europæisk arrestordre baseret på en strafferetlig fældende dom og beordrer fuldbyrdelse af den idømte straf på det italienske område, skal den med henblik på fuldbyrdelse i Italien samtidig anerkende den udenlandske strafferetlige fældende dom, som den europæiske arrestordre er baseret på, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

16

Den 5. oktober 2015 udstedte Okresný súd Dunajská Streda (kredsdomstolen i Dunajská Streda, Slovakiet) en europæisk arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af en fældende dom på fem års fængsel, der var blevet afsagt mod ATAU den 23. august 2010, og som skulle fuldbyrdes i sin helhed.

17

Den 19. juni 2023 blev ATAU anholdt i Italien, hvorfor Corte d’appello di Napoli (appeldomstolen i Napoli, Italien), som er den forelæggende ret, skal behandle den anmodning om overgivelse af ham, som de kompetente slovakiske myndigheder har fremsat gennem den nævnte europæiske arrestordre.

18

Under proceduren ved den forelæggende ret anmodede ATAU, idet han godtgjorde, at han faktisk og lovligt havde været bosat i Italien i over fem år, denne retsinstans om at afslå overgivelsen af ham og – ved anerkendelse af den i Slovakiet afsagte fældende dom på fem års fængsel – at beordre fuldbyrdelse i Italien af den straf, som han var blevet idømt.

19

Med henblik på at vurdere den nævnte anmodning anmodede den forelæggende ret de kompetente slovakiske myndigheder om at supplere den tidligere fremsendte attest ved at præcisere de proceduremæssige garantier, som ATAU var blevet givet.

20

Ved skrivelse af 2. november 2023 svarede Okresný súd Dunajská Streda (kredsdomstolen i Dunajská Streda), at ATAU ikke selv havde været til stede under den retssag, der førte til den fældende dom, som blev afsagt mod ham. Han var imidlertid blevet bistået og repræsenteret af en advokat under den nævnte retssag. Desuden blev han aldrig underrettet om tidspunkt og sted for sin retssag, selv om han havde kendskab til denne mod ham verserende retssag. Han var nemlig den 28. september 2009 blevet anholdt og varetægtsfængslet i Slovakiet for den lovovertrædelse, som han senere blev dømt for, og den 15. december 2009 løsladt og anbragt i et flygtningecenter på det slovakiske område. Efterfølgende tog han flugten uden at vende tilbage og uden at angive en adresse med henblik på de forkyndelser, der måtte foretages for ham, hvorfor Okresný súd Dunajská Streda (kredsdomstolen i Dunajská Streda) ikke var i stand til at finde ham og forkynde indkaldelsen til at give møde til det pågældende retsmøde for ham.

21

ATAU var følgelig ikke selv til stede i det nævnte retsmøde. Hans retssag fandt imidlertid sted under tilstedeværelse af hans advokat, som repræsenterede og forsvarede ham, og retssagen førte til afsigelse af en fældende dom på fem års fængsel.

22

Den forelæggende ret har derfor anført, at det tilkommer den at efterprøve, om betingelserne for at afslå overgivelsen af ATAU er opfyldt, og i overensstemmelse med hans anmodning at anordne fuldbyrdelse i Italien af den straf, som han er blevet idømt.

23

Den forelæggende ret har anført, at det af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning følger, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straf, og træffer afgørelse om, at denne straf skal fuldbyrdes på det italienske område, skal den med henblik på en sådan fuldbyrdelse anerkende den dom, hvorved den nævnte straf er blevet idømt.

24

I denne henseende skal det i henhold til de bestemmelser i italiensk ret, med hvilke det tilsigtes at gennemføre artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, afslås at anerkende en dom, som er blevet afsagt under en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede, undtagen i tre hypoteser, hvor den pågældende er blevet indrømmet proceduremæssige garantier. Hvad angår disse tre hypoteser har den forelæggende ret anført, at de i denne bestemmelse fastsatte betingelser for anvendelse heraf, således som de er fastsat i den i hovedsagen omhandlede lovgivning, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Selv om den berørte person havde kendskab til den verserende retssag, fremgår det nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at den pågældende for det første ikke var blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for retssagen eller om den omstændighed, at der ville blive afsagt en afgørelse, såfremt han ikke var til stede under retssagen, at selv om den pågældende havde givet et mandat til en juridisk rådgiver, som faktisk havde forsvaret ham under denne retssag, havde han for det andet ikke haft kendskab til det fastsatte tidspunkt for den nævnte retssag, og at han for det tredje ikke havde modtaget de oplysninger, som gør det muligt at lægge til grund, at han med fuldt kendskab til sagen havde accepteret den domfældelse, der var blevet afsagt under den retssag, hvor han ikke selv var til stede.

25

Den forelæggende ret er følgelig af den opfattelse, at såfremt den beslutter at afslå overgivelsen af ATAU, kan den ikke anordne fuldbyrdelse af den straf, som han er blevet idømt, på det italienske område, eftersom de i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning fastsatte betingelser for at anerkende den pågældende dom ikke er opfyldt.

26

Hvad angår de proceduremæssige garantier, der er knyttet til fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, har den forelæggende ret i overensstemmelse med de bestemmelser i italiensk ret, med hvilke det tilsigtes at gennemføre artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, anført, at i henhold til de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser vedrørende overgivelse af den pågældende person bliver denne overgivelse – når personen ikke selv var til stede – efterkommet, hvis personen var blevet underrettet om, at der verserede en retssag mod vedkommende, og denne blev bistået af en juridisk rådgiver.

27

For så vidt som den berørte person blev bistået af en juridisk rådgiver, er det således muligt at tillade overgivelse af personen til fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, som vedkommende er genstand for, alene på betingelse af, at den pågældende er blevet underrettet om, at der verserede en retssag mod denne, uden at en sådan overgivelse er underlagt den strengere betingelse – som finder anvendelse på anerkendelsen af en dom afsagt med henblik på fuldbyrdelse af straffen på det italienske område – om, at den berørte person skal være blevet underrettet om det fastsatte tidspunkt for denne retssag.

28

Den forelæggende ret har således anført, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning fastsætter en proceduremæssig garanti, der for så vidt angår anerkendelsen af den fældende dom er strengere end den proceduremæssige garanti, som denne lovgivning fastsætter for fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, som den eftersøgte person er genstand for, og at en sådan forskel kan medføre en ugunstig konsekvens for denne person, eftersom personen kan overgives til den udstedende medlemsstat med henblik på fuldbyrdelse af denne straf, samtidig med at vedkommende fratages muligheden for at afsone sin straf i den medlemsstat, hvor den pågældende er bosat.

29

Den forelæggende ret er følgelig i tvivl om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten, navnlig med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 samt med artikel 9, stk. 1, litra i), og artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909.

30

Den forelæggende ret har i øvrigt anført, at selv om artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 fastsætter en simpel beføjelse til at afslå at anerkende den afsagte dom, når den berørte person, som ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældendes domfældelse, bl.a. ikke er blevet underrettet om det berammede tidspunkt for denne retssag, fastsætter de bestemmelser i italiensk ret, med hvilke det tilsigtes at gennemføre denne bestemmelse, derimod en forpligtelse til at afslå at anerkende denne dom under sådanne omstændigheder.

31

Denne forskel er væsentlig i det foreliggende tilfælde. Den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning forbyder nemlig den nævnte retsinstans at anerkende den fældende dom, der er afsagt mod ATAU, mens det, såfremt retsinstansen var indrømmet en beføjelse i denne henseende, ville være muligt for den at anerkende den pågældende dom ved at gøre brug af denne beføjelse og derved afslå overgivelse af den berørte person og anordne fuldbyrdelse i Italien af den straf, som han er blevet idømt.

32

På denne baggrund har Corte d’appello di Napoli (appeldomstolen i Napoli) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

33

Den italienske regering har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, idet den er rent hypotetisk. ATAU har nemlig ved at anmode om anerkendelse i Italien af den i Slovakiet afsagte dom om idømmelse af en straf på fem års fængsel klart accepteret den straffedom, der blev idømt under den retssag, hvor han ikke selv var til stede, således at den forelæggende ret i overensstemmelse med den bestemmelse i italiensk ret, med hvilken det tilsigtes at gennemføre artikel 9, stk. 1, litra i), nr. iii), i rammeafgørelse 2008/909, skal anerkende den dom, hvorved denne straf blev idømt, med henblik på fuldbyrdelsen heraf på det italienske område.

34

Det bemærkes i denne henseende, at det af fast retspraksis fremgår, at det inden for rammerne af det ved artikel 267 TEUF indførte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retsinstanser udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, som den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkning af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 12.10.2023, INTER CONSULTING, C-726/21, EU:C:2023:764, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

35

Det følger heraf, at der gælder en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale retsinstans har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national retsinstans, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 12.10.2023, INTER CONSULTING, C-726/21, EU:C:2023:764, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

36

I henhold til kompetencefordelingen mellem Den Europæiske Unions retsinstanser og de nationale retsinstanser påhviler det derfor Domstolen ved vurderingen af, om en anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, at tage hensyn til den faktiske og retlige sammenhæng, således som denne er defineret i forelæggelsesafgørelsen, og hvori de præjudicielle spørgsmål indgår (jf. i denne retning dom af 12.10.2023, INTER CONSULTING, C-726/21, EU:C:2023:764, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

37

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret i forelæggelsesafgørelsen klart anført, at den ikke er af den opfattelse, at betingelserne for anvendelse af den bestemmelse i italiensk ret, med hvilken det tilsigtes at gennemføre artikel 9, stk. 1, litra i), nr. iii), i rammeafgørelse 2008/909, er opfyldt i ATAU’s tilfælde. I overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i den foregående præmis i nærværende dom, skal behandlingen af de præjudicielle spørgsmål derfor foretages på grundlag af den nævnte retsinstans’ faktuelle vurdering, uanset den kritik, som den italienske regering har rejst i forhold til denne vurdering.

38

Den forelæggende ret har desuden for Domstolen fremlagt de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at Domstolen kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål, og redegjort for grundene til, at den er af den opfattelse, at en fortolkning af de bestemmelser, hvortil der henvises i disse spørgsmål, er nødvendig i forbindelse med den sag, der verserer for den. Det fremgår således ikke, at de nævnte spørgsmål ikke har nogen forbindelse med realiteten i eller genstanden for hovedsagen, eller at de vedrører et hypotetisk problem.

39

Anmodningen om præjudiciel afgørelse kan derfor antages til realitetsbehandling.

40

Med det andet spørgsmål, som skal behandles først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 samt artikel 9, stk. 1, litra i), og artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det i tilfælde af en straf, der er blevet idømt, skønt den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, som førte til personens domfældelse, forholder sig således, at når betingelserne for at afslå dels at overgive den pågældende, dels at anordne fuldbyrdelse af denne straf på fuldbyrdelsesstatens område er opfyldt i overensstemmelse med de bestemmelser i denne lovgivning, hvorved rammeafgørelse 2002/584 er blevet gennemført, kan denne fuldbyrdelse af den nævnte straf ikke anordnes af retsinstansen i den fuldbyrdende medlemsstat med den begrundelse, at betingelserne for anerkendelse af den fældende dom i henhold til de bestemmelser i denne lovgivning, hvorved rammeafgørelse 2008/909 er blevet gennemført, ikke er opfyldt.

41

Det skal for det første bemærkes, at i henhold til artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 kan den fuldbyrdende medlemsstats judicielle myndighed afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den eftersøgte – ligesom i det foreliggende tilfælde – er bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen i henhold til sin nationale lovgivning.

42

Hvad angår rammeafgørelse 2008/909 bestemmer rammeafgørelsens artikel 25, at med forbehold af rammeafgørelse 2002/584 finder bestemmelserne i rammeafgørelse 2008/909, i det omfang, de er forenelige med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584, anvendelse mutatis mutandis på bl.a. fuldbyrdelse af sanktioner i tilfælde, hvor en medlemsstat påtager sig at fuldbyrde sanktionen i overensstemmelse med sidstnævnte rammeafgørelses artikel 4, nr. 6).

43

I denne henseende fastsætter artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 en grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en fældende dom, hvis den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældendes domfældelse, med forbehold af de tre hypoteser, som er omhandlet i henholdsvis nr. i), ii) og iii) i bestemmelsen, og hvor anerkendelse og fuldbyrdelse af en sådan fældende dom ikke kan afslås.

44

I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorledes den skal forholde sig til den omstændighed, at i det tilfælde, hvor den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældendes domfældelse, adskiller de bestemmelser i italiensk ret, med hvilke det tilsigtes at gennemføre artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, og som vedrører de betingelser, hvorunder denne omstændighed udgør en grund til at afslå fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, som den pågældende er genstand for, sig fra de bestemmelser, med hvilke det tilsigtes at gennemføre artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, og som vedrører de betingelser, hvorunder den nævnte omstændighed udgør en grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af den dom, hvorved den berørte person blev dømt.

45

I denne henseende skal det imidlertid bemærkes, at artikel 4a, stk. 1, litra a)-c), i rammeafgørelse 2002/584 og artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 – som er blevet indsat i de to omhandlede rammeafgørelser ved den samme EU-retsakt, nemlig rammeafgørelse 2009/299, navnlig ved henholdsvis artikel 2, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i sidstnævnte rammeafgørelse – har en tilsvarende eller identisk ordlyd og forfølger analoge formål vedrørende bl.a. den berørte persons ret til selv at være til stede under retssagen og iagttagelse af den pågældendes ret til forsvar, når vedkommende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til dennes domfældelse, således som det fremgår af bl.a. første, fjerde, sjette og ottende betragtning til rammeafgørelse 2009/299. Det følger heraf, at retspraksis vedrørende nævnte artikel 4a, stk. 1, kan overføres på nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), for så vidt angår de begreber, der er fælles for disse to bestemmelser (jf. i denne retning dom af dags dato, Hölderman, C-447/24, præmis 50 og 51).

46

Betingelserne for anvendelse af de hypoteser, hvor den omstændighed, at den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældendes domfældelse, i medfør af artikel 4a, stk. 1, litra a)-c), i rammeafgørelse 2002/584 ikke kan udgøre en grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straf, adskiller sig således ikke fra de hypoteser, hvor en sådan omstændighed ikke kan udgøre en grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af den dom, hvorved der er idømt en sanktion, i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909.

47

En national lovgivning, hvorefter sådanne hypoteser er underlagt forskellige betingelser, alt efter om disse hypoteser vurderes i henhold til de nationale bestemmelser, med hvilke det tilsigtes at gennemføre artikel 4a, stk. 1, litra a)-c), i rammeafgørelse 2002/584, eller i henhold til de bestemmelser, med hvilke det tilsigtes at gennemføre artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, kan derfor ikke være forenelig med disse EU-retlige bestemmelser.

48

Såfremt den forelæggende ret måtte finde, at dette er tilfældet for de i hovedsagen omhandlede bestemmelser i italiensk ret, skal det bemærkes, at princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at det ikke pålægger en national retsinstans at undlade at anvende en bestemmelse i national ret, der er uforenelig med bestemmelserne i den nævnte rammeafgørelse, idet disse bestemmelser ikke har direkte virkning. Medlemsstaternes myndigheder, herunder retsinstanserne, har ikke desto mindre pligt til i videst muligt omfang at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret, således at de kan sikre et resultat, som er foreneligt med det formål, der tilstræbes med denne rammeafgørelse (jf. analogt dom af 21.12.2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom), C-398/22, EU:C:2023:1031, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

49

Det forholder sig nemlig således, at selv om rammeafgørelser ikke har nogen direkte virkning, indebærer deres bindende virkning dog en forpligtelse for medlemsstaternes nationale myndigheder til at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret fra tidspunktet for udløbet af gennemførelsesfristen for disse rammeafgørelser. Ved anvendelsen af national ret er disse myndigheder derfor forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke denne lovgivning i lyset af den pågældende rammeafgørelses ordlyd og formål med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat, idet en fortolkning contra legem af national ret imidlertid er udelukket. Princippet om overensstemmende fortolkning kræver således, at national ret tages i betragtning i dens helhed, og at der anvendes fortolkningsmetoder, som er anerkendt i denne ret, for at sikre den fulde virkning af denne rammeafgørelse og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det mål, der tilsigtes hermed (dom af 21.12.2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom), C-398/22, EU:C:2023:1031, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

50

Det tilkommer således den forelæggende ret, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, som er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning i lyset af ordlyden af og formålet med rammeafgørelse 2002/584 og 2008/909 på en sådan måde, at de bestemmelser i italiensk ret, med hvilke det tilsigtes at gennemføre artikel 4a, stk. 1, litra a)-c), i rammeafgørelse 2002/584, og dem, med hvilke det tilsigtes at gennemføre artikel 9, stk. 1, litra i), nr. i)-iii), i rammeafgørelse 2008/909, fastsætter de samme betingelser for anvendelse.

51

For det andet skal det bemærkes, således som det fremgår af de i anmodningen om præjudiciel afgørelse indeholdte oplysninger, at med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af den fældende dom over for ATAU vedrører den forelæggende rets spørgsmål nærmere bestemt den hypotese, der er omhandlet i artikel 4a, stk. 1, litra b), i rammeafgørelse 2002/584 og i artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909.

52

I overensstemmelse med den nationale lovgivning, med hvilken det tilsigtes at gennemføre den førstnævnte af disse bestemmelser, er der nemlig – forudsat at den berørte person gav et mandat til en juridisk rådgiver, der faktisk forsvarede ham under retssagen, for så vidt som den pågældende var blevet underrettet om den mod ham verserende retssag – ikke anledning til at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre, som han er genstand for, med den begrundelse, at han ikke selv var til stede under retssagen.

53

Under tilsvarende omstændigheder, men hvor den berørte person mere specifikt ikke har haft kendskab til det fastsatte tidspunkt for retssagen, er den nationale lovgivning, med hvilken det tilsigtes at gennemføre den anden af de nævnte bestemmelser, imidlertid til hinder for, at den fældende dom over for den pågældende kan anerkendes, således at det ikke er muligt at afslå at fuldbyrde arrestordren og fuldbyrde den idømte straf på det italienske område, således som det er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584.

54

Henset til den forelæggende rets usikkerhed med hensyn til fremgangsmåden ved vurderingen af betingelserne for anvendelse af den hypotese, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909, skal det derfor præciseres, hvilke omstændigheder som, skønt den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældendes domfældelse, kan være omfattet af denne bestemmelses nr. ii), hvilke, således som det er anført i nærværende doms præmis 45, ligeledes kan være omfattet af artikel 4a, stk. 1, litra b), i rammeafgørelse 2002/584.

55

I henhold til artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 kan den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat afslå at anerkende en dom og fuldbyrde en sanktion, hvis den berørte person ifølge den i rammeafgørelsens artikel 4 omhandlede attest ikke selv var til stede under den retssag, der førte til denne dom, medmindre det fremgår af attesten, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i den udstedende medlemsstats nationale lovgivning befinder sig i en af de situationer, som er omhandlet i nr. i), ii) eller iii) i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i).

56

Det følger heraf, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat principielt er forpligtet til at anerkende og fuldbyrde en fældende dom, selv om den pågældende ikke var til stede under den retssag, der førte til denne dom, såfremt betingelserne for anvendelse af en af de hypoteser, som er omhandlet i nr. i), ii) eller iii) i artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, er opfyldt (jf. analogt dom af 24.5.2016, Dworzecki, C-108/16 PPU, EU:C:2016:346, præmis 35).

57

I hver af de hypoteser, der er omhandlet i de nævnte numre, gør anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en fældende dom således ikke indgreb i den berørte persons ret til forsvar eller i retten til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, således som de er fastsat i artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) (jf. analogt dom af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C-514/21 og C-515/21, EU:C:2023:235, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis), idet den pågældende i disse hypoteser anses for frivilligt og entydigt at have givet afkald på at være til stede under sin retssag (jf. analogt dom af 26.2.2013, Melloni, C-399/11, EU:C:2013:107, præmis 52).

58

Hvad nærmere bestemt angår artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 er den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat underlagt en forpligtelse til at anerkende og fuldbyrde en fældende dom, uanset at den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, der førte til denne dom, hvis den pågældende – i overensstemmelse med det krav, som indleder denne bestemmelse – var klar over den berammede retssag og havde givet et mandat til en juridisk rådgiver, der var udnævnt enten af den pågældende person eller af medlemsstaten til at forsvare vedkommende under retssagen, og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen.

59

I denne sammenhæng skal rækkevidden af det krav, der indleder artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909, og som vedrører den berørte persons kendskab til den berammede retssag – hvilket i mangel af en henvisning til medlemsstaternes nationale ret udgør et selvstændigt EU-retligt begreb, der skal fortolkes ensartet på Unionens område – derfor fastlægges først (jf. analogt dom af 24.5.2016, Dworzecki, C-108/16 PPU, EU:C:2016:346, præmis 28-31), hvorefter det skal præciseres, hvorledes vurderingen skal foretages.

60

Hvad for det første angår rækkevidden af det nævnte krav bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 17.11.1983, Merck, 292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og af 4.9.2025, Casa Judeţeană de Asigurări de Sănătate Mureș m.fl., C-489/23, EU:C:2025:651, præmis 31).

61

Hvad angår ordlyden af artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 skal det bemærkes, at denne bestemmelses ordlyd i de forskellige sprogversioner heraf ikke gør det muligt entydigt at afgøre, om den nævnte bestemmelse for at kunne finde anvendelse kræver, at den berørte person var bekendt med det nøjagtige tidspunkt for det retsmøde, som var fastsat for den retssag, der førte til personens domfældelse.

62

Navnlig bemærkes, at mens den italienske sprogversion af den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), udtrykkeligt indeholder et sådant krav, begrænser visse sprogversioner, såsom den engelske og den franske, sig til at kræve »kendskab til den berammede retssag«, mens andre sprogversioner, såsom den tyske og den ungarske, kræver »kendskab til det berammede retsmøde« eller, såsom den tjekkiske, den polske og den svenske, »kendskab til det planlagte retsmøde«.

63

Selv om disse forskellige udtryk ganske vist kunne antyde, at den berørte person, i lighed med hvad der udtrykkeligt er fastsat i den italienske sprogversion af denne bestemmelse, skal have haft kendskab til det nøjagtige tidspunkt for det retsmøde, som var fastsat for den retssag, der førte til personens domfældelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at det af fast retspraksis fremgår, at den formulering, der er anvendt i én af sprogversionerne af en EU-retlig bestemmelse, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. EU-bestemmelserne skal nemlig fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Unionens sprog. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner af en EU-retsakt skal den pågældende bestemmelse således fortolkes på baggrund af sammenhængen for og formålet med den ordning, som den er led i (jf. i denne retning dom af 23.10.2025, Naturvårdsverket (Affaldsbehandling efter tilbagetagelse), C-221/24 og C-222/24, EU:C:2025:818, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

64

Hvad i denne henseende angår den sammenhæng, hvori artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 indgår, skal det fastslås, at denne bestemmelses nr. i) opstiller et krav om, at den berørte person enten er blevet indkaldt personligt og derved er blevet underrettet om »det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag«, der førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om »det fastsatte tidspunkt og sted for den pågældende retssag« på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at »han/hun var klar over den berammede retssag« (jf. dom af dags dato, Hölderman, C-447/24, præmis 72).

65

Det skal således fastslås, at det af selve ordlyden af artikel 9, stk. 1, litra i), nr. i), i rammeafgørelse 2008/909 fremgår, at det heri indeholdte udtryk »klar over den berammede retssag« kræver, at den berørte person skal være blevet underrettet om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for den retssag, der førte til den pågældendes domfældelse (jf. dom af dags dato, Hölderman, C-447/24, præmis 73).

66

I forbindelse med en kontekstuel fortolkning synes det at kunne udledes heraf, at det tilsvarende krav, der indleder nr. ii) i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), kan tillægges samme rækkevidde af hensyn til konsistensen, således at denne bestemmelse skal fortolkes således, at den kræver, at den berørte person er blevet underrettet om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for den retssag, der førte til den pågældendes domfældelse (jf. dom af dags dato, Hölderman, C-447/24, præmis 74).

67

Denne fortolkning understøttes af bestemmelserne i direktiv 2016/343, navnlig direktivets artikel 8, stk. 2, der udgør et relevant kontekstuelt element for fortolkningen af den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), på grund af den funktionelle forbindelse mellem disse to bestemmelser (jf. i denne retning dom af 16.1.2025, VB II (Underretning om retten til en ny retssag), C-400/23, EU:C:2025:14, præmis 48).

68

I denne henseende skal det bemærkes, at i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 – hvilket direktiv fastsætter minimumsregler vedrørende visse elementer i straffesager, herunder »retten til at være til stede under retssagen« – kan medlemsstaterne fastsætte, at en retssag, der kan resultere i en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, kan afholdes, uden at vedkommende er til stede, på betingelse af enten, at den mistænkte eller tiltalte i tide er blevet underrettet om retssagen og oplyst om konsekvenserne af at undlade at give møde, jf. denne bestemmelses litra a), eller at den mistænkte eller tiltalte, der er blevet underrettet om retssagen, repræsenteres af en befuldmægtiget advokat, som er udpeget enten af den mistænkte eller tiltalte eller af staten, jf. denne bestemmelses litra b).

69

Domstolen har fastslået, at artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 tillægger underretningen af den berørte person særlig betydning, for så vidt som bestemmelsen udtrykkeligt gør enhver mulighed for at gennemføre en udeblivelsessag betinget af, at denne person er blevet underrettet om afholdelsen af retssagen. Under henvisning navnlig til 36. betragtning til det nævnte direktiv præciserede Domstolen, at den betingelse, der er fastsat såvel i litra a) som i litra b) i nævnte artikel 8, stk. 2, og hvorefter den berørte person skal underrettes om afholdelsen af retssagen, kræver, at den pågældende underrettes om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for denne retssag på en måde, der gør det muligt for vedkommende at blive bekendt med retssagen (jf. i denne retning dom af 15.9.2022, HN (Sag mod en tiltalt, der er udsendt fra området), C-420/20, EU:C:2022:679, præmis 51 og 52).

70

Den teleologiske fortolkning af artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 understøtter ligeledes den fortolkning, hvorefter det krav, som indleder nævnte nr. ii), indebærer, at den berørte person er blevet underrettet om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for den retssag, der førte til den pågældendes domfældelse.

71

Som det udtrykkeligt fremgår af artikel 1 i rammeafgørelse 2009/299, sammenholdt med 1. og 15. betragtning hertil, tilsigter nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), nemlig ved at præcisere definitionen af de fælles grunde til fuldbyrdelse af en fældende dom, selv om den berørte person ikke var til stede under retssagen, at beskytte den pågældendes ret til selv at være til stede under den mod vedkommende indledte straffesag, hvilket udgør et væsentligt element i retten til forsvar og mere generelt er af afgørende betydning ved overholdelsen af den ret til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 2 og 3, og artikel 48, samtidig med at den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstaterne forbedres (jf. i denne retning og analogt dom af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C-514/21 og C-515/21, EU:C:2023:235, præmis 50 og 60 og den deri nævnte retspraksis).

72

En fortolkning af artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909, hvorefter den berørte person skal underrettes om det fastsatte retsmødetidspunkt og sted for retssagen, fremmer virkeliggørelsen af de nævnte mål, for så vidt som den gør det muligt for den pågældende at give personligt møde, hvis vedkommende ønsker det, og dette indtil det tidspunkt, hvor retssagen faktisk finder sted, eller i givet fald at sikre, at personen frivilligt og entydigt har givet afkald på at være til stede under denne retssag.

73

Hvad for det andet angår fremgangsmåden ved vurderingen af betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), nr. i), ii) eller iii), og hvor den berørte person – således som det er anført i nærværende doms præmis 57 – skal anses for frivilligt og entydigt at have givet afkald på at være til stede under retssagen, skal den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, når den kontrollerer, om disse betingelser er opfyldt, vurdere iagttagelsen af vedkommendes ret til forsvar under behørig hensyntagen til samtlige de omstændigheder, som kendetegner den sag, der er indbragt for den, herunder bl.a. den adfærd, som den pågældende har udvist.

74

Hvad nærmere bestemt angår den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), og indledningsvis det krav, der indleder denne bestemmelse, og som vedrører underretningen om den berammede retssag, kan den omstændighed, at den berørte person ikke er blevet direkte underrettet, således som det er tilfældet i hovedsagen, ikke nødvendigvis have til følge, at denne betingelse ikke er opfyldt.

75

Således som generaladvokaten har anført i punkt 47 i forslaget til afgørelse, bør der nemlig med henblik på afgørelsen af, om den nævnte betingelse er opfyldt, tages særligt hensyn til dels den omhu, som de offentlige myndigheder har udvist for at underrette den person, der er blevet dømt in absentia, om retssagen mod den pågældende, dels den omhu, som den pågældende har udvist for at modtage de oplysninger, der vedrørte denne retssag (jf. analogt dom af 20.5.2025, Kachev, C-135/25 PPU, EU:C:2025:366, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

76

Det følger således af Domstolens praksis, at når det af præcise og objektive indicier fremgår, at den berørte person – skønt den pågældende officielt var blevet underrettet om, at denne var tiltalt for at have begået en strafbar handling, og således vidste, at der ville blive afholdt en retssag mod vedkommende – bevidst søger at undgå officielt at modtage oplysningerne om tidspunkt og sted for retssagen, kan denne person anses for at opfylde den nævnte betingelse (jf. analogt dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 48, og af 20.5.2025, Kachev, C-135/25 PPU, EU:C:2025:366, præmis 35).

77

I det foreliggende tilfælde fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, bl.a., at ATAU havde kendskab til den verserende retssag mod ham, men at han havde taget flugten uden at vende tilbage til det slovakiske område og uden at angive en adresse med henblik på forkyndelser, der måtte foretages for ham. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om sådanne omstændigheder udgør præcise og objektive indicier, som gør det muligt at lægge til grund, at den berørte person skal anses for at opfylde den nævnte betingelse.

78

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Domstolen har fastslået, at det kan konstateres, at sådanne indicier foreligger bl.a., når den berørte person bevidst har angivet en forkert adresse til de kompetente nationale myndigheder eller ikke længere befinder sig på den adresse, som den pågældende har meddelt dem (jf. analogt dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 49). Det kan ikke udelukkes, at en sådan konstatering – henset til samtlige de omstændigheder, der kendetegner den sag, som er indbragt for den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat – ligeledes kan følge af den omstændighed, at den berørte person med vilje har undladt at meddele en sådan adresse.

79

Det kan i øvrigt heller ikke udelukkes, at den berørte person kan anses for at opfylde den betingelse om kendskab til den berammede retssag, som er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909, når den pågældende efter at have angivet adressen på sin juridiske rådgivers kontor med henblik på forkyndelser, der måtte foretages for ham, bevidst har undgået enhver kontakt med denne juridiske rådgiver.

80

Når dette er sagt, skal den forelæggende ret tage hensyn til, at dette imidlertid kun kan være tilfældet, såfremt de kompetente nationale myndigheder har gjort en rimelig indsats for at finde den berørte person og underrette den pågældende om det fastsatte tidspunkt og sted for vedkommendes retssag (jf. analogt dom af 20.5.2025, Kachev, C-135/25 PPU, EU:C:2025:366, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

81

Hvad angår betingelsen vedrørende det mandat, der er givet til en juridisk rådgiver, som er blevet udpeget enten af den berørte person eller af staten til at forsvare vedkommende under retssagen, og den omstændighed, at den pågældende faktisk blev forsvaret af denne rådgiver under retssagen, skal det præciseres, at det, for at der kan foreligge »et mandat« som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909, kræves, at den pågældende selv har betroet en advokat – i givet fald den, som vedkommende har fået beskikket – opgaven at repræsentere sig under retssagen in absentia (jf. analogt dom af 20.5.2025, Kachev, C-135/25 PPU, EU:C:2025:366, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

82

Domstolen har således fastslået, at den omstændighed alene, at en person, der er dømt in absentia, er blevet forsvaret af en beskikket advokat under hele den retslige procedure, som er blevet ført i den pågældendes fravær, ikke er tilstrækkelig til at opfylde den anden betingelse, der er fastsat i den nævnte bestemmelse. Repræsentationen ved en advokat gør det kun muligt at godtgøre, at den person, der er dømt in absentia, frivilligt og entydigt har givet afkald på sin ret til at være til stede under retssagen, hvis denne person bevidst har overladt det til denne advokat at varetage vedkommendes forsvar for den påkendende ret, hvilket forudsætter, at personen specifikt har udpeget advokaten til at repræsentere den pågældende i dennes fravær under retssagen (jf. analogt dom af 20.5.2025, Kachev,C-135/25 PPU, EU:C:2025:366, præmis 59 og 61).

83

For så vidt som den forelæggende ret har anført, at ATAU blev bistået og repræsenteret af en advokat under retssagen, og at den retssag, der førte til hans domfældelse, fandt sted i overværelse af hans advokat, som repræsenterede og forsvarede ham, tilkommer det denne retsinstans i lyset af de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 81 og 82, at efterprøve, at det af disse omstændigheder følger, at den i artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), i rammeafgørelse 2008/909 fastsatte betingelse om, at den berørte person gav et mandat til en juridisk rådgiver, som blev udpeget enten af den pågældende eller af staten til at forsvare vedkommende under retssagen, og faktisk blev forsvaret af denne rådgiver under retssagen, er opfyldt.

84

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 samt artikel 9, stk. 1, litra i), og artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at

85

Med det første spørgsmål, som skal behandles hernæst, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 samt artikel 9, stk. 1, litra i), og artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det i tilfælde af en fældende dom, der er afsagt, skønt den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, som førte til personens domfældelse, og uden at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), er opfyldt, navnlig den i denne bestemmelses nr. ii) fastsatte betingelse, forholder sig således, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat ikke har beføjelse til at anerkende denne fældende dom.

86

I denne henseende bemærkes, at dette spørgsmål kun har relevans inden for rammerne af hovedsagen, såfremt den forelæggende ret i lyset af besvarelsen af det andet spørgsmål måtte fastslå, at betingelserne for anvendelse af den hypotese, der er omhandlet i den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), nr. ii), ikke er opfyldt under omstændighederne i hovedsagen.

87

Det fremgår af selve ordlyden af nævnte artikel 9, stk. 1, litra i) – og navnlig af angivelsen af, at den fuldbyrdende judicielle myndighed »kan« afslå at anerkende og fuldbyrde den pågældende fældende dom – at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat råder over beføjelsen til at afslå at anerkende og fuldbyrde en fældende dom, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til denne dom, medmindre det fremgår af den i den nævnte rammeafgørelses artikel 4 omhandlede attest, at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, som er fastsat i henholdsvis nr. i), ii) og iii) i artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, er opfyldt (jf. analogt dom af 21.12.2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom), C-396/22, EU:C:2023:1029, præmis 38 og 39 og den deri nævnte retspraksis).

88

Nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), begrænser således muligheden for at afslå at anerkende og fuldbyrde en fældende dom ved præcist og ensartet at opregne de betingelser, hvorunder anerkendelse og fuldbyrdelse af en sådan dom efter en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede, ikke kan afslås (jf. analogt dom af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C-514/21 og C-515/21, EU:C:2023:235, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

89

Det følger heraf, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, således som det fremgår af nærværende doms præmis 56, er forpligtet til at anerkende og fuldbyrde en fældende dom, selv om den berørte person ikke var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse, når betingelserne for anvendelse af en af de hypoteser, som er omhandlet i henholdsvis nr. i), ii) eller iii) i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), er opfyldt.

90

Henset til den omstændighed, at artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 fastsætter en fakultativ grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en fældende dom, kan den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat imidlertid under alle omstændigheder efter at have konstateret, at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i denne bestemmelses nr. i), ii) og iii), ikke er opfyldt for så vidt angår situationen for den person, som er genstand for en sådan dom, tage hensyn til alle de særlige omstændigheder i hvert konkrete tilfælde, på grundlag af hvilke den kan sikre sig, at anerkendelsen og fuldbyrdelsen af dommen ikke indebærer en tilsidesættelse af personens ret til forsvar (jf. analogt dom af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C-514/21 og C-515/21, EU:C:2023:235, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

91

Hvad angår sådanne omstændigheder kan der – således som generaladvokaten har anført i punkt 68 i forslaget til afgørelse – tages hensyn til bl.a. den berørte persons adfærd, navnlig den omstændighed, at den pågældende har forsøgt at undgå forkyndelsen af den underretning, som vedkommende var adressat for, eller at undgå enhver kontakt med sine advokater (jf. analogt dom af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C-514/21 og C-515/21, EU:C:2023:235, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis), og dette uanset spørgsmålet om, hvorvidt en sådan adfærd er relevant med henblik på at vurdere, således som det fremgår af nærværende doms præmis 74-80, om betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i nr. i)-iii) i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), er opfyldt.

92

Tilsvarende bemærkes, at selv om den omstændighed, at den berørte person, ligesom det er tilfældet i den foreliggende sag, har anmodet om, at straffen fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor personen er bosiddende, og hvor midtpunktet for dennes interesser befinder sig, ikke i sig selv opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, litra i), nr. iii), i rammeafgørelse 2008/909, kan den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat tage hensyn til en sådan anmodning og i givet fald til ønsket om ikke at påberåbe sig en eventuel ret til en ny dom med henblik på at fastslå, at denne fuldbyrdelse ikke indebærer en tilsidesættelse af den pågældendes ret til forsvar, således at der ikke er anledning til at anvende den grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, som er fastsat i artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, uanset at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i nr. i)-iii) i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), ikke er opfyldt (jf. i denne retning dom af dags dato, Hölderman, C-447/24, præmis 101-103).

93

Selv om artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909 fastsætter en beføjelse, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den nationale lovgivning, med hvilken det tilsigtes at gennemføre rammeafgørelsen, forpligter den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat til at afslå at anerkende og fuldbyrde en fældende dom afsagt i den udstedende medlemsstat, når betingelserne for anvendelse af de hypoteser, som er omhandlet i nr. i)-iii) i den nævnte rammeafgørelses artikel 9, stk. 1, litra i), ikke er opfyldt. Denne lovgivning fratager derfor den nævnte myndighed en skønsmargin til på baggrund af omstændighederne i den foreliggende sag at kontrollere, om den berørte persons ret til forsvar ikke desto mindre kan anses for at være blevet overholdt, og følgelig til at beslutte at anerkende og fuldbyrde den pågældende fældende dom.

94

Under disse omstændigheder fremgår det, at en sådan national lovgivning er i strid med artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909.

95

Det følger heraf, henset til de i nærværende doms præmis 48 og 49 anførte betragtninger, at såfremt den forelæggende ret måtte fastslå, at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra i), i rammeafgørelse 2008/909, navnlig denne bestemmelses nr. ii), ikke er opfyldt, tilkommer det denne retsinstans, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, som er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning i lyset af ordlyden af og formålet med denne rammeafgørelse på en sådan måde, at den på grundlag af alle omstændigheder i den foreliggende sag kan vurdere, om den berørte persons ret til forsvar ikke desto mindre kan anses for at være blevet iagttaget, således at den pågældende fældende dom skal anerkendes og fuldbyrdes.

96

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 samt artikel 9, stk. 1, litra i), og artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det i tilfælde af en fældende dom, der er afsagt, skønt den berørte person ikke selv var til stede under den retssag, som førte til personens domfældelse, og uden at betingelserne for anvendelse af de hypoteser, der er omhandlet i nævnte artikel 9, stk. 1, litra i), er opfyldt, navnlig den i denne bestemmelses nr. ii) fastsatte betingelse, forholder sig således, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat ikke har beføjelse til at anerkende denne fældende dom.

97

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: